A/B Kingosparkens Beboer Infomappe Introduktion og velkomst: Bestyrelsen for A/B Kingosparken byder dig velkommen til vores boligkompleks og håber, du/I bliver glade for at bo her. Denne beboermappe har til formål at give beboerne information om hvor er hvad, samt en oversigt over de regler, der er gældende i A/B Kingosparken. Der henvises i øvrigt til at læse gældende vedtægter, gældende husorden og regler om husdyrshold på vores hjemmeside. Lidt historisk baggrund: Kingosparken er bygget på en del af jorden, der tidligere tilhørte gården ”Lykkens Gave”. Gården lå ved Klovtoftekrydset ved Roskildevej. Entreprenør og murermester Ejgil Pedersen købte jorden og begyndte byggeriet i starten af 1960. Det planlagte byggeri bestod af 8 boligblokke med lejeboliger, samt et butikscenter med minimarked og brødudsalg. Byggeriet hed oprindeligt Ingemannsparken, som senere blev omdøbt til Kingosparken. Lejlighederne var i størrelsen fra 24 til 75 m2. Lejen for en 66m2 lejlighed var i 1961 kr. 348. Ejgil Pedersen stod selv for udlejning af lejlighederne og kørte lejerne efter stramme regler, bl.a. måtte de grønne områder ikke bruges til børns leg; Ejgil Pedersen så helst lejere uden børn. I 1980 blev ejendommen solgt til Lægernes Pensionskasse og med Dan Ejendomme som den daglige administration. Under LP’s ejerskab havde medlemmer og deres familier fortrinsret til de ledige lejligheder. For LP var der tale om investering af pensionskassens midler og et ønske om størst mulig afkast. Dette betød bl.a., at kun de mest nødvendige vedligeholdelser blev gennemført. I starten af 2007 besluttede LP at sælge Kingosparken. Den daværende beboerforening nedsatte en initiativgruppe, denne havde til opgave at finde grundlag for at få oprettet en andelsboligforening og via denne at købe Kingosparken. Hjemmeside: www.kingosparken.dk 2 A/B Kingosparken blev stiftet: Den 4. sep. 2007 blev der afholdt stiftende generalforsamling i Danske Banks lokaler i Høje Taastrup. Fremmødet var over alle forventninger og ca. 360 deltog, og 354 lejere meldte sig ind i foreningen. Derved var A/B Kingosparken en realitet. Foreningens størrelse er på 25.678 m2, hvoraf de 317 m2 har været udlejet bl.a. til en købmand, og nu af Cafe Paraplyen. Der er 8 blokke med i alt 523 lejligheder - fra 24m2 til 94m2 (via sammenlægning). I sommeren 2012 var der 438 andelshavere og 77 lejere. Bestyrelsens daglige funktion: Den daglige drift af foreningen varetages af bestyrelsen. Denne vælges på den årlige generalforsamling. Bestyrelsen arbejder tæt sammen med den valgte administrator og den kontraktansatte vicevært. Bestyrelsen har ansvar for at de beslutninger, som træffes på generalforsamlingen bliver gennemført, og at vedtagne budgetter bliver fulgt. På opslagstavlen i alle opgange findes en liste over den siddende bestyrelse. Beboere kan altid kontakte bestyrelsen skriftligt i postkassen uden for ejendomskontoret. Her tager vi gerne imod konstruktiv kritik og forslag til, hvordan vi kan gøre A/B Kingosparken til et endnu bedre sted. Bestyrelsen kan også kontaktes på mail: [email protected] Vær aktiv og deltag i den årlige generalforsamling, dette giver dig mulighed for at være medbestemmende – så brug din stemmeret. Løbende informationer findes på opslagstavlerne i opgangene og på vores hjemmeside. Hjemmeside: www.kingosparken.dk 3 Kort over A/B Kingosparken Hjemmeside: www.kingosparken.dk 4 Udendørs arealer: Beboere må færdes på græsplænerne, lege, holde frokost osv. Det er dog ikke tilladt at føre eller lade hunde færdes på græsplænerne. Det er ikke tilladt at cykle, køre på knallert, køre i bil eller parkere disse transportmidler på græsplænerne. Vi håber, at alle beboere vil hjælpe os med at holde græsplænerne rene og fri for affald. Derfor opfordrer vi alle til at rydde op efter sig selv! Der er opstillet affaldsspande rundt omkring i Kingosparken. Parkering mv.: Motorkøretøjer, dvs. biler, motorcykler, knallerter, varevogne osv. må kun parkeres i de opmærkede båse på parkeringspladsen. Hver lejlighed har som udgangspunkt én parkeringsbås til rådighed. Dvs. at ekstra firmabiler, campingvogne, trailere ikke må parkeres på Kingosparkens parkeringspladser i det daglige. Ligeledes må de parkerede motorkøretøjer ikke veje mere end 3500 kg, og de skal være indregistrerede. Dog er det i orden at have en campingvogn eller flyttebil stående i kort tid, imens de bruges eller klargøres, men max. 2 døgn. Cykler skal henstilles i cyklestativer eller i de dertil egnede kælderrum, som forefindes i hver boligblok. Barnevogne, klapvogne og rollatorer må kun placeres på fliserne ved siden af hoveddøren eller i kælderrummene beregnet for cykler. Ulovlig placering af cykler, barnevogne m.v. bliver betragtet som hittegods og vil blive fjernet af viceværten. Hvert forår sker der indsamling af cykler m.v. uden ejer. Dette informeres ved opslag i alle opgange. Hjemmeside: www.kingosparken.dk 5 Fælles vaskekælder: Vaskekælderen kan benyttes af alle beboere. Den ligger i kælderen i blok 3, Kingosvej nr. 47. Vaskekælderen har åbent hver dag kl. 07.00 til 21.00 undtagen torsdag kl. 07.00 til 09.00, hvor der bliver gjort rent. Når man flytter ind, køber man et vaskekort, der fungerer som nøgle til vaskekælderen og som betalingskort, når man reserverer og/eller starter en vaskemaskine. Hvis man ikke har fået sit vaskekort, skal man kontakte administrator, så vil de fremsende ét. Det samme gælder, hvis ens vaskekort er i stykker eller er blevet væk - dette er for egen regning. Reservation af vaskemaskine kan enten foregå ved kortaflæseren i vaskekælderen eller på www.turtavlen.dk, hvor man skal bruge kortnummeret på vaskekortet som login. Hvis man bestiller en vasketid og ikke benytter den senest 15 min efter bestilt tid, vil man blive opkrævet et lille gebyr. Oplysninger om gebyr kan man læse om på kortaflæseren i vaskekælderen. Ved reservation af vaskemaskiner/-rum har man som udgangspunkt også fortrinsret til vaskerummets tørretumbler. Vejledning i brug af maskinerne er ophængt i vaskekælderen. I vaskekælderen må man ikke medbringe husdyr. Ligeledes må man ikke ryge i vaskekælderen. Benyttelse af vaskekælder, herunder ophængning af tøj i tørrerummene, sker på eget ansvar. Vi opfordrer dog alle til at lade andres tøj være, da det er strafbart at stjæle! Derudover opfordres alle til at bruge den sunde fornuft! Sluk lyset efter dig, hvis der ikke er andre i vaskerummet. Hvis der ligger tøj i en slukket maskine, så eventuelt vent og se om ejeren skulle være på vej. I tilfælde af fejl på vaskemaskiner og tørretumblere, skal det meldes til ejendomskontoret. Ligeledes skal man melde, hvis man har andre problemer i vaskekælderen. Hjemmeside: www.kingosparken.dk 6 Byttebibliotek: I vaskekælderen findes også et byttebibliotek. Du er velkommen til at aflevere og låne bøger, DVD’er og CD’er i de dertil opstillede reoler. Se opslag i vaskekælderen med nærmere beskrivelse om brug. Private Kælderrum: Beboernes kælderrum er private. Beboerne skal selv sørge for at holde dem rene og ryddelige, så der ikke opstår dårligt klima i kælderen, der tiltrækker rotter og andet utøj. Det er ikke tilladt at opbevare benzin, fyrværkeri, og andet selvantændeligt eller brandbart affald, af hensyn til brandsikkerheden i boligblokkene. For at sikre fællesbelysning er det ikke tilladt at tildække lamper, åbninger og kældervinduer. Vi råder også til, at beboerne ikke opbevarer værdigenstande i kælderrum for ikke at friste tyve. I de kældergange, hvor der står tomme kælderrum, kan beboere leje disse rum ved skriftligt at kontakte foreningen. Antenner: Beboere må ikke opsætte egne antenner eller paraboler udvendigt på bygningerne. Foreningen har ikke en kollektiv aftale med udbydere af tv og internet. Den enkelte beboer må selv sørge for tilmelding til en relevant udbyder. Vinduer og døre: Beboere skal selv sørge for normal vedligeholdelse af hængsler på vinduer og døre, herunder terrasse- og altandøre samt sørge for at smøre deres hængsler og beslag. I perioder med regn, sne, frost eller stormvejr skal alle vinduer i kælderrum holdes forsvarligt lukket. Hjemmeside: www.kingosparken.dk 7 Altaner og Terrasser: Beboeren har en brugsret til disse, og dermed også en vedligeholdelsespligt, og derfor skal man selv holde sin altan ryddet for sne, samt rense egne tagrender, både for neden og ovenover altanen. Ligeledes skal egne tagrender holdes rene, så afløbet altid fungerer. Dette forebygger vand- og tøbrudsskader, og er med til at reducere vores fælles udgifter til udbedringer af skader. Af hensyn til personrisiko ved nedstyrtning, er det ikke tilladt at anbringe altankasser på den udvendige side af altanen. Dette gælder både for de store altaner på 2. sal og altandørene på 1. sal. For de stuelejligheder med terrasser påhviler det den enkelte beboer at holde disse pæne og ryddelige. Dvs. at man ikke må opbevare affald, da det kan tiltrække rotter og andet utøj. Ligeledes skal man også fjerne ukrudt på terrasserne. Det er tilladt at plante blomster og andet grønt op til 1 meter ud fra yderkanten af hegnet. Det er ikke tilladt at plante større træer og buske over 1,80 meter, da deres rodnet kan ødelægge kloaknettet. Igen brug den sunde fornuft, eks. et egetræ der kan blive 10 meter højt er ikke tilladt. Det er tilladt at opsætte markiser i farverne blå og lys beige. Disse må dog ikke gå længere ud end overkanten af altangelænderet eller terrassens hegn. Se under afsnittet Installationer på hjemmesiden for, hvordan man ansøger om tilladelse til at sætte markiser op. De opstillede hegn skal vedligeholdes af beboerne med træbeskyttelse, som skal være fra Gori i farven Mare Halm. Dette skal gøres hvert 5. år fra år 2010. Det er ikke tilladt at udvide terrassen eller opstille andre hegn. Belægningen af terrassen kan skiftes efter skriftlig godkendelse fra bestyrelsen, dog må terrassens niveau ikke hæves. Se under afsnittet Ombygninger på hjemmesiden hvordan en ansøgning skal sendes. Det er tilladt at tørre sit tøj på altaner og terrasser. Dog skal det være fjernet senest 2 døgn efter ophængning. Tørrestativer må ikke være højere end hegnet eller altangelænderet. Hjemmeside: www.kingosparken.dk 8 Hovedtrappe og kældergange: Opgangene holdes rene af foreningen, men beboerne skal selv sørge for at holde deres dør pæn, ryste deres dørmåtter, og rydde op i deres private kælderrum. Opgangen og kældergangen er et fællesareal, og derfor må beboerne ikke benytte dem til henstilling af cykler, barnevogne, skrald, skostativer, potteplanter, og andre private genstande. Hjælp os alle og rengøringshjælpen med at holde opgange og kældergange ryddelige. Det er ikke tilladt at ryge på fællesområderne, dvs. opgange, vaskeri og kælderen. Vi opfordrer også beboerne til at holde deres døre lukket, hvis man ryger i sin lejlighed, for ikke at chikanere andre beboere med lugt og røg. Navneskilte: Alle beboere har en postkasse. Beboere har pligt til at tømme deres egen postkasse, så den ikke er fyldt næste gang, der kommer post; ellers får man ikke post. Ønsker man ikke reklamer, har man pligt til at hente ”nej tak til reklamer” mærkater på posthuset eller på www.postdanmark.dk. Udover disse mærkater er det ikke tilladt at sætte egne klistermærker på postkasserne og på udvendig panel for dørtelefon. Navneskiltene på postkasserne og dørtelefoner er kun lovlige, hvis de er opsat af foreningens vicevært. Selvgjorte navneskilte vil blive fjernet! Kontakt ejendomskontoret for at få rettet navneskilte. Husk ikke at åbne for alle der ringer på! Postbuddet har egen nøgle til dørene, og derudover er det kun reklameomdelere, pizzabud osv., som ikke har nøglen. Det er nemt for en tyv at ringe på og sige, at han er et reklamebud osv., så derfor spørg hvem der ringer før du giver adgang! For at forebygge indbrud og andet, skal hoved- og kælderdørene altid holdes lukket, medmindre man holder dem under opsyn, f.eks. ved ind- og udbæring af større ting eller ved flytning. Hjemmeside: www.kingosparken.dk 9 Husdyrhold: Beboere har lov til at holde mindre husdyr, som kan holdes i bur, såsom hamstere, marsvin, stuefugle og akvariefisk. Det er ikke tilladt at holde reptiler, slanger, insekter, edderkopper eller tilsvarende dyr. Andre husdyr, som katte og hunde, skal der ansøges om. Se husdyrsreglerne for, hvor og hvordan man ansøger om tilladelse til dette. For at få tilladelse til at have en hund, skal hunden være forsikret, registreret og vaccineret. For at få tilladelse til at have kat, skal katten være vaccineret. Katte skal være kastreret, steriliseret eller være på p-piller, og både hunde og katte skal være øremærket eller chipmærket, og bære navneskilt med ejers navn, adresse og telefonnummer. Beboere må max. have 2 hunde, 2 katte, 1 kat og 1 hund, eller 1 hund hvis hunden vejer over 5 kg. Når husdyret registreres, skal man betale et registreringsgebyr, som fremgår af husdyrsreglementet. Der gives ikke tilladelse til muskelhunde og kamphunde. Hvilke racer dette gælder fremgår af husdyrsreglerne. Når man lufter hund i Kingosparken, skal den altid føres i snor. Det påhviler ejeren at samle efterlandskaber op efter sin hund. Disse skal afleveres i en lukket pose i de skraldespande der er opsat rundt i området. Det påhviler ejeren at give sin kat adgang til en ren kattebakke i lejligheden. Kattegrus skal afleveres i lukkede affaldsposer i affaldsrummene i hver blok. Kattegrus må ikke smides i affaldsskakterne, da det stopper skakten. Derudover skal man sørge for at ens husdyr har det godt, og at det viser respekt overfor naboer, ved ikke at gø eller hyle, eller på anden måde virke truende eller chikanerende på andre beboere. Igen tænk jer om. Hjemmeside: www.kingosparken.dk 10 For uddybende: se husdyrsreglementet for detaljer. Denne kan findes på vores hjemmeside. Støjgener: Alle beboere har ret til at være her, og derfor skal man udvise respekt overfor hinanden, ved at begrænse støj mest muligt, da der er meget lydt i boligblokkene. Det er ikke tilladt at bruge musikanlæg, radio og TV på højt niveau imellem kl. 23.00 til 08.00. Det er ligeledes ikke tilladt at bruge støjende værktøjsmaskiner imellem kl. 20.00 til 08.00 på hverdage. Lørdage må man bruge værktøj imellem kl. 08.00 til 17.00, og søn- og helligdage imellem kl. 10.00 til 14.00. Igen opfordrer vi alle til at bruge den sunde fornuft. Hvis man holder jubilæum, fødselsdag, nytår eller lignende, så læg en seddel i naboernes postkasser, så disse ved det, og derved kan bære over med støj ud over det normale. Vi skal alle sammen kunne være her. Fælles installationer: Alle har ansvar for fælles installationer! Hvis en beboer opdager en fejl, skade eller mangel på ejendommen, - såvel i lejligheden som på fælles installationer, skal det meldes til viceværten. F.eks. afløb, faldstammer, vandhaner, WC-cisterner, låse, lys som er gået og vaskemaskiner og lignende, der er i stykker. Håndtering af affald: Affaldsskakte og køkkenaffald: I hver opgang er der en affaldsskakt. Affaldsskakten er kun til køkkenaffald, som skal være samlet i en affaldspose, der er forsvarligt lukket. Hvis ikke vi Hjemmeside: www.kingosparken.dk 11 lukker vores affaldsposer, vil affaldet falde ud i kælderen, og det kan skabe lugt og dårligt klima, der tiltrækker rotter og andet utøj, som vi ikke ønsker. Derudover må skarpe genstande, nåle, glas, kanyler og lign. ikke smides i skakten. Dette da det vil udgøre en alvorlig livsfare for dem der står for indsamlingen af affaldssække fra kælderen. VIS HENSYN og benyt genbrugsgården til den form for farligt affald. Tilsvarende er det ikke tilladt at benytte affaldsskakterne til kattegrus og andre efterladenskaber fra husdyr. Dette skal derfor pakkes ind og afleveres i de affaldsstativer, som findes i affaldsrummene i hver blok. Her kan pizzabakker, og også gerne mælkekartoner mm. afleveres. Husk at disse skal foldes sammen og kommes i en plasticpose der lukkes forsvarligt, så det ikke tiltrækker rotter. Glascontainer: Glascontaineren er kun til glasflasker og andet emballageglas, der har været anvendt til mad og drikkevarer. Det er meget vigtigt, at det kun er flasker og glas i rengjort stand, - og uden låg, som afleveres i glascontainere. Nær-genbrugsgård: A/B Kingosparken har egen nærgenbrugsgård, som kun må benyttes af beboerne i Kingosparken til at aflevere affald. Det er ikke tilladt at fjerne ting fra nærgenbrugsgården. Den findes ved blok nr. 6 – angivet på luftfoto nedenfor. Affaldet skal sorteres i følgende fraktioner: Container nr. 1 Farligt affald: Farligt affald såsom lysstofrør, lavenergipærer, maling, spraydåser, terpentin, rengøringsmidler og lign. skal afleveres udenfor miljøskabet. Medicinrester skal afleveres på apoteket. Hjemmeside: www.kingosparken.dk 12 Container nr. 2 Stort brændbart: Her afleveres træ og andre brandbare materialer, som er over 1 meter langt. Der må ikke afleveres imprægneret træ. Container nr. 3 Byggeaffald: Her skal afleveres småt byggeaffald såsom sanitet, mursten, cement, fliser, stenuld m.v. i mindre omfang. Container nr. 4 Metal og jern: Her må afleveres metalstativer, og andet metalskrot såsom rengjorte og tomme dåser, cykler og knallerter. Container nr. 5 Pap: Her må der kun afleveres pap og intet andet – heller ikke papir, aviser eller flamingo. Container nr. 6 Småt brændbart: Her afleveres træ og andre brandbare materialer, som er under 1 meter langt. Der må ikke afleveres imprægneret træ. Batterier: Batterier skal afleveres i dertil afmærket beholder i nærgenbrugsgården. Haveaffald: Der er lavet to separate pladser til aflevering af haveaffald ved blok 6 og 8. Her skal kun afleveres rent haveaffald fra terrassen og stueplanter. Evt. plastposer og potter skal tømmes og afleveres i genbrugsgården. Herudover henvises til Høje Taastrup Kommunes Genbrugsstation, Lervangen 1-3, 2630 Taastrup. Hjemmeside: www.kingosparken.dk 13 Jo bedre vi er til at sortere vores affald, jo billigere bliver det for foreningen, og dermed os alle. Sammenlægning af lejligheder: Andelshavere har fortrinsret til at købe ledige nabolejligheder med henblik på sammenlægning. Dette kan ske ved skriftlig henvendelse til bestyrelsen. Der er allerede sket et antal sammenlægninger og bestyrelsen ser gerne at dette fremmes mest muligt, så foreningen opnår større lejligheder. Hjemmeside: www.kingosparken.dk 14 Fremleje: Det er tilladt efter A/B Kingosparkens vedtægter at fremleje sin lejlighed i max. 2 år af gangen. Dette skal dog skriftligt meddeles til foreningen, som skal godkende dette. Forældre kan dog fremleje ud til børn i længere tid, og omvendt. For detaljer se A/B Kingosparkens vedtægter §11. Ombygning i lejligheder: Ved ombygning i lejlighederne, f.eks. ved renovering af køkken eller bad, eller anden form for ombygning, skal beboeren ansøge bestyrelsen skriftligt. Ombygningen må ikke påbegyndes før der er modtaget en skriftlig accept fra bestyrelsen. Dette er bl.a. for, at renoveringen kan registreres og efterfølgende kan indgå i vurderingen som forbedring før evt. salg. Det er ikke tilladt at tilslutte mekanisk udluftning til ejendommens aftræksrør, som emhætter og lignende. Kontakt ejendomskontoret eller se yderligere på foreningens hjemmeside. Det er ikke tilladt at installere vaskemaskine i lejligheden uden særlig tilladelse fra bestyrelsen. Den særlige tilladelse kan gives alene ved helbredsmæssige årsager. Al reparation på fælles installationer, faldstammer, varmeanlæg og radiatorer skal meldes til viceværten. Disse arbejder må kun udføres af foreningens håndværkere. Er du i tvivl så kontakt også viceværten. Ejendomskontoret: Ejendomskontoret er placeret på Kingosvej nr. 24B - se kortet over A/B Kingosparken. På ejendomskontoret kan viceværten træffes på hverdage kl. 09.00 til 10.00. Her kan man rette henvendelse om vaskeri, husdyr, besigtigelse af Hjemmeside: www.kingosparken.dk 15 udlejningslejligheder og andre viceværtopgaver. Derudover er der ophængt 2 postkasser, en til vicevært og en til bestyrelsen. Telefonnummeret til ejendomskontoret er: 43 99 16 99 Mobiltelefonen til viceværten i nødstilfælde er: 27 63 06 13 Derudover svarer viceværten på mails: [email protected] Foreningens Administrator er uddannet advokat. Han kan hjælpe beboere med henvendelser angående køb/salg, fremleje, ombygninger, klager, nye vaskekort og andet administrativt. Administratoren kan kontaktes på følgende måde: Telefon: 33 17 74 66 Fax: 33 93 16 01 Mail: [email protected] Web: kingosparken.info Kontortiden er i hverdage kl. 10.00 til 15.00, og adressen er: Nørregade 7A 2. tv. 1165 København K I akutte tilfælde, eller hvis viceværten ikke er til at få fat i, har foreningen også en Ejendomsinspektør. Han kan kontaktes døgnet rundt på telefon. Hvis ikke han svarer så læg en besked på hans telefonsvarer, så vender han tilbage hurtigst muligt. Telefon: 30 14 40 64 Mail: [email protected] Egne noter: Hjemmeside: www.kingosparken.dk 16 Hjemmeside: www.kingosparken.dk 17 Hjemmeside: www.kingosparken.dk 18 -Vi kan anbefale de håndværkere som har støttet denne beboermappe. Afsluttende bemærkninger: Pas på miljøet! Hjælp os med at holde A/B Kingosparken pæn og ren. Brug de rigtige steder til affald – saml op efter dig – sluk lyset, spar på vandet osv. Vi vil gerne højne og passe på vores dejlige område, så vi alle synes her er rart at bo. Rigtig mange er glade for at bo her, og nogle har boet her i op til 50 år. VI HAR ET FÆLLES ANSVAR! Venlig hilsen Bestyrelsen for A/B Kingosparken nov. 2012 Nærudsnit af Taastrup: Hjemmeside: www.kingosparken.dk 19
© Copyright 2024