INDSIGT & UDSYN TEMA: Ny klinikstruktur 9 LEDELSE PÅ T VÆRS Jan Mainz er 55 år og ny forløbschef i Psykiatrien. Jan har indtil jobskiftet 1. januar været ledende overlæge i Afdeling Syd, Aalborg Psykiatriske Sygehus, igennem fem år. Han bor i Aarhus sammen med sin kone Evelyn. Til sammen har de seks børn i alderen 16-32 år. Hvorfor ville du gerne være forløbschef? Jeg synes, jobbet som forløbschef fokuserer på alt det vigtige i vores sundhedsvæsen, nemlig at skabe gode patientforløb for psykiatriske patienter i et samarbejde med kommunerne, de praktiserende læger og de somatiske sygehuse. Desuden ser jeg rollen som forløbschef som væsentlig i forhold til at sikre patientsikkerhed og kvalitetsudvikling. Jobbet har alle de aspekter, som jeg synes, er de mest interessante ved at arbejde i sundhedsvæsenet. Psykiatrien adskiller sig fra de somatiske sygehuse ved kun at have én forløbschef. Hvorfor er vi anderledes? Det er Psykiatriledelsen, der har bestemt, at strukturen skulle være sådan, og jeg synes, det giver god mening. Fordelen ved at have en forløbschef, der er en del af Psykiatriledelsen, er blandt andet, at patientforløbene kommer højt på den ledelsesmæssige og strategiske dagsorden. Organiseringen med én forløbschef, der arbejder på tværs af klinikkerne, giver mulighed for en overordnet koordinering for hele psykiatrien og mellem klinikkerne indbyrdes. Det er vigtigt i en fase, hvor vi har fokus på at skabe ensartethed på tværs. Der skal derfor være et tæt samarbejde mellem mig og klinikledelserne og specialelederne. Du er blevet en del af Psykiatriledelsen. Hvordan er det? Det er spændende, og jeg ser meget frem til at være en del af et godt hold. Ledelse interesserer mig meget. Mit bidrag er at skulle fokusere på, at de beslutninger, vi tager, altid har fokus på dem, det hele drejer sig om: patienterne. Og så skal jeg være med til at sikre og understøtte, at vi får skabt en struktur og organisering, der understøtter de bedst mulige patientforløb. Det er vigtigt, at vi sikrer patienterne de bedst mulige kerneydelser, nemlig udredning, diagnostik, behandling, pleje, rehabilitering og forebyggelse. Hvad er det for en opgave, du skal i gang med? Konkret står vi over for at skulle implementere pakkeforløb, og det er en stor forløbsmæssig opgave. En anden opgave er at sikre hensigtsmæssig visitation, så patienterne får de rigtige tilbud. Jeg skal også medvirke til, at vi får skabt nogle elektroniske løsninger, som understøtter patientforløbene. Og så skal vi akkrediteres i november, og her har jeg også en opgave med at få implementeret og konsolideret Den Danske Kvalitetsmodel. Et særligt fokusområde er at udvikle og iværksætte forløb, der tager hånd om de psykiatriske patienters somatiske sygdomme, så de forebygges, opspores tidligt og behandles. Den største udfordring for psykiatrien er set med mine øjne den overdødelighed på 20 år, som psykiatriske patienter har. Hertil kommer overhyppighed af hjertesygdomme, diabetes og fedme. Samtidig ved vi, at de psykiatriske patienter ikke får tilstrækkelig behandling af deres somatiske sygdomme, og at de er mere udsatte for at opleve utilsigtede hændelser, når de har somatiske sygdomme. Hvis vi skal gøre noget ved det, kræver det et tæt samarbejde med både almen praksis, kommunerne og de somatiske sygehuse. Hvad ser du som din største udfordring? Den store udfordring er at finde den rigtige balance mellem det strategiske og operationelle niveau. Rent strategisk skal jeg fra en platform i Psykiatriledelsen være med til at udvikle hensigtsmæssige patientforløb. Samtidig skal jeg bidrage til, at de enkelte klinikker kan være operationelle. Så på én gang skal jeg holde fast på vores mission og udvikle vores vision og være med i planlægningen på det operationelle niveau. Begge dele er afgørende for, at vi får tilrettelagt patientforløbene, så de bliver så hensigtsmæssige som muligt for den enkelte patient. Bonusinfo: Jan løber rigtig meget og har bl.a. løbet tre maratonløb. Han interesserer sig desuden en del for at se fodbold og har to favorithold: AGF og AaB. Spiller de mod hinanden, er Jan dog ikke fra Aarhus for ingenting! På side 24-25 kan du læse mere om forløbsledelse i det nordjyske sundhedsvæsen. Her fortæller Elisabeth Kirnbaum fra Klinik Hjerte-Lunge ved Aalborg Universitetshospital og Pia Hæstrup fra Klinik medicin på Sygehus Vendsyssel om deres rolle som forløbsansvarlige viceklinikchefer på det somatiske område. PSYKIATRIEN APRIL 2013
© Copyright 2024