1. No category

JOHANNE
- et liv med knubs og kærlighed
“
... igjennem hvert enkelt Menneskes liv går
der også i Smaat og Stort en usynlig Traad ...
H. C. Andersen: De to Baronesser, 1848
Johanne
- et liv med knubs og kærlighed
Forlaget Livstraaden
JOHANNE - et liv med knubs og kærlighed
fortalt til og skrevet af
journalist Rikkemaiah Fischer
© Johanne Madsen 2013
Bogen er trykt og indbundet af
Grafisk Trykcenter, Esbjerg
Forlaget Livstraaden, 2013
www.livstraaden.dk
Indhold
FORORD ... 11
JOHANNE ... 13
BARNDOM:
Storesøster i en stor børneflok ... 17
Vi var bundfattige ... 20
Bedsteforældre ... 21
Mor og Far ... 23
Børnene arbejder også ... 29
Delecykel og kjoler i arv ... 31
Krigen og rugbrød med sukker på ... 33
Ejendommen i Bilsbæk ... 35
Årstider, højtider og leg ... 39
Skolen - blækhus og diktat ... 43
En løbsk hest ... 46
Ukrudt forgår jo ikke så let ... 47
Blomsterne og bierne ... 48
UNGDOM:
Ud at tjene ... 53
Fester ... 57
Johanne får en bejler ... 59
Kærester ... 62
VOKSENLIV:
Bryllup og graviditet ..... 67
Ikke god nok til svigermor ..... 70
Egen familie og to dejlige sønner ..... 75
Genbrug og regnskabsbog ..... 81
Arbejdende husmor ..... 83
Huset og hverdagen i Sall ..... 85
Franskbrød med hul i ..... 88
Arbejde ..... 89
Et godt naboskab ..... 93
Afløser for bruden ..... 96
Familieliv og rejser ..... 97
Ægteskabet ..... 99
En mindre krise ... 101
Fester og orgel i stuen ... 103
Forsamlingshuset ... 105
Husdyr og tordenvejr ... 106
ALDERDOM:
Flytter fra Sall ... 112
Livet som pensionist ... 113
Hakon bliver syg ... 114
Rollen som bedstemor og oldemor ... 117
Gamle og nye venner ... 118
Helbred ... 120
At se tilbage ... 121
Det er så yndigt at følges ad ... 124
TILLÆG:
Her har jeg boet ... 129
Familietræer:
Ophav ... 130
Efterkommere ... 131
Om denne bog ... 132
Johanne, 17 år
•
Johanne
På væggen i den lille pensionistlejlighed hænger der et korsstingsbroderi i
en fin glasramme. Motivet forestiller en kvinde med forklæde i et gammelt
køkken. Det har mor lavet, fortæller Johanne, mor havde det i sig, det kreative,
men hun havde slet ikke tid til det, så længe børnene boede hjemme.
Væguret tikker hjemmevant, og hver time bimler det insisterende. Du må ha’
en tår kaffe, siger Johanne. Hendes ord sluger hinanden og dykker ned og op
i den midtjyske sang med ik’ å’ og ve’ du hva’ i sætningerne.
På Johanne Madsens fødselsattest står der nok 1932, men når hun fortæller
om sit liv, ses der i hendes blik både glimt af en 8-årig, der er drillesyg, en
17-årig, der elsker at danse og en 30-årig, der er stolt af sine sønner og sin
mand. Der er mange andre aldre i Johanne end de 81 år, og der er andre tider
og måder at leve på.
9
Barndom
•
Vi var bundfattige
Johanne er vokset op i en tid, hvor man måtte arbejde hårdt for simpelthen
at kunne eksistere. Hele samfundet var præget af en økonomisk krise, som
var begyndt i Amerika i 1929. Det år Johanne blev født, var hver 3. person i
Danmark uden arbejde.
I flere perioder, og især under besættelsen af Danmark under 2. verdenskrig
(1939-1945), måtte Johannes forældre tage løsarbejde rundt omkring for at
få det til at hænge sammen økonomisk med den børneflok, de havde. De
boede tæt på godset Åkjær ved Hundslund, som er placeret i et smukt herregårdslandskab. Her var der arbejde at få.
Både forældrene og børnene arbejdede i godsets roemarker. Det var cikorieroer, som blev brugt til at lave cikoriekaffe af. Det erstattede rigtig kaffe, som
ikke var til at få under krigen.
Så var det, at krigen kom, og vi var jo mange. Så gik mor og far på arbejde
nede på Åkjær. Deres marker gik op til vores, og så skulle vi store med, også når
de tog roer op. Det var godt nok koldt, det var jo frossent sommetider. Så skulle
vi gå foran. Roerne blev plovet op, og så skulle vi gå og rykke dem op og lægge
dem, og så skulle mor og far hugge dem af. De skulle tjene nogle penge, der
skulle jo noget føde til. Vi kunne ikke leve af den ejendom. Vi var bundfattige.
11
•
Delecykel og kjoler i arv
Selvom de var fattige, var Johanne og hendes søskende altid rene og pæne.
De tre søstre var ofte ligedan i kjolerne. Det gik Johannes mor meget op i.
Nabokonen Maren syede pigernes kjoler med sådan noget vaffelsyning
foroven på kjolen.
Johanne viser billeder frem af de tre søstre i tre forskellige aldre med ens lyse
kjoler og sløjfer i håret.
12
•
Men der var selvfølgelig forskel på hverdagstøj, som var en almindelig kjole
med forklæde og træsko, og de mere fine kjoler, som de for eksempel fik til
deres konfirmation. Søstrene arvede kjolerne efter hinanden.
Jeg fik en ny, fin, hvid konfirmationskjole. Den var pæn. Min søster blev
konfirmeret i den samme kjole. Jeg fik også en sort andendagskjole med lilla
broderi foroven. Den fik jeg lov til at beholde, men konfirmationskjolen skulle
min søster altså have.
Indimellem sendte deres faster noget tøj til dem med posten. Når de skulle
købe kjoler, tog de til Odder, hvor der var en stor forretning på torvet. Og
sjældnere endnu tog Johanne og hendes forældre til Aarhus. Engang skulle
Johanne købe nye sko for sine konfirmationspenge, men det var under
krigen, og de havde glemt at få rationeringsmærker med, og så kunne hun
desværre kun købe brugte sko.
Hele børneflokken deltes om én cykel. Så når de skulle i skole, hvor der var 3
km, eller da de blev store nok til at tage i biografen i Odder, skiftedes de til at
cykle på den.
Så cyklede man et stykke, og så skulle man stille den ved en telefonpæl, så
fortsatte vi med at gå, og når så den næste kom, så kunne de tage cyklen og
cykle videre. Og det var bare for at komme i biografen! Ja, tænk, der gik vi eller
skiftedes til at cykle 10 kilometer.
13
•
Krigen og rugbrød med sukker på
Johanne var 7 år, da 2. verdenskrig brød ud. Den dag Danmark blev besat af
de tyske tropper, lå hun og hendes to søstre oppe på taget i True og nød det
dejlige solskinsvejr.
Solen var der. Vi tøser måtte ikke være på taget, men det var vi alligevel. Jeg
kan huske alle de her flyvemaskiner, der kom. De fløj meget lavt og larmede
kraftigt. Vi havde aldrig set den slags flyvemaskiner før. Vi vidste ikke, hvad det
betød for os, og vi blevet meget bange. Vi strøg ned og ind til mor. Far var ikke
hjemme.
De næste fem år under besættelsen så Johanne indimellem tyskere rundt
omkring på vejene og i landsbyerne, men hun syntes ikke, at de ellers
mærkede meget til krigen ude på landet, lige bortset fra manglen på dagligvarer. Det var svært at få fat på tøj, mad, kaffe og brændsel. Johannes mor
byttede kafferationeringsmærkerne til rugbrødsmærker i stedet for, for hendes mange børn skulle jo have rugbrød.
Til morgenmad fik de dykænder. Det var kogt mælk med rugbrødsterninger
i. Johanne kunne ikke særlig godt lide det.
Krigens alvor kom engang tæt på hos Johanne og hendes familie.
Vi så da, at der faldt en flyver ned i Torrild. Der havde været luftalarm, vi
skulle have sorte rullegardiner for, ellers måtte vi ikke have lys. Så kom far ind
og sagde: “Skynd jer at komme ud og se”. Der fløj en flyver ned, der var ild
i. Der var også en masse soldater alle steder. Det var jo tyskerne. Men ellers
mærkede vi ikke særlig meget til det. Da de lavede flyveplads i Vandel, havde
14
•
far to spand heste med. Far passede sig selv, han var ikke med i noget. Han
arbejdede jo bare, var nødt til at tjene penge. Far blandede sig ikke i noget.
Johannes familie havde langt til købmanden, hvor de købte de dagligvarer, de
ikke selv fremstillede. Det var værst om vinteren, når der var sne, for der var
langt til købmanden. De kørte ofte derop i hestevognen; Johanne blev ikke
sendt alene afsted så tit. Hendes mor eller far var som regel med. Varerne var
ikke pakket ind i mindre pakker som i dag. Man skulle tage et tomt glas med,
hvis man skulle købe sirup, og så hældte købmanden sirup op i glasset. Man
gik hen til en disk for at bestille sine varer, og så fandt købmanden varerne
frem og pakkede dem. Indimellem fik de bolcher, som blev lagt i et kræmmerhus. Et stort kræmmerhus med bolcher kostede 10 øre. De betalte ikke
kontant, men blev skrevet op i en bog, og så afregnede man engang imellem.
Men Johanne synes nu ikke, det var smart, for det løb jo nemt op.
Under krigen fik vi rugbrød med sukker på, pakket i avispapir, det var vores
madpakke i skolen. Vi havde heller ikke de fine skoletasker, som de har i dag.
Vi var en hel klynge, der gik sammen, så gik vi med hinanden under armen.
Når de tog kålroer op fra marken, så var vi ovre og hugge en, og så slog vi den
i stykker på vejen. Så gik vi og gnavede på sådan en.
15
•
En løbsk hest
“Engang kørte jeg løbsk med en jumbe3,” fortæller Johanne.
De havde haft gæster på besøg hos familien, og da de skulle hjem, skulle
Johanne køre gæsterne i hestevogn op til stationen i Ørting. Det gik fint
derop. Da hun havde sat gæsterne af og kørte hjem, kom hendes far pludselig
cyklende og sagde: “Hvorfor sidder du helt deroppe foran? Du skal sætte dig
hen bagi.”
Men idet Johanne sætter sig ned bagi, går stængerne på jumben opad og
generer hesten, så den bliver bange og begynder at stikke af.
Jeg kunne slet ikke styre den, uha, hvor den pustede. Så kørte den op over
noget, så det ene hjul eksede, så faldt bunden af jumben, men jeg sad oppe på
sædet. Så fortsatte den, og naboerne, der så det, stod ude ved vejen og prøvede
at stoppe den, det kunne de slet ikke. Og så blev den ved, til vi kom hjem. Og
så stod døren åben ind til stalden, men den kunne jo ikke få jumben med ind
i stalden, øj, den snorkede, den blev jo så bange, så bange den hest. Den var
ellers så rolig, det kunne have gået grueligt galt.
Jeg rystede jo noget. Det var faktisk fars skyld, fordi han sagde, jeg skulle sætte
mig ned bagi. Det var godt, det ikke var med gæster.
3
En jumbe er en lav, tohjulet hestevogn, trukket af en enkelt hest. Jumben har plads til trefire personer, som sidder i en afrundet vognkasse med dør bagi. Selvom jumben ikke er en
elegant vogntype, vandt den stor udbredelse i Danmark i begyndelsen af 1900-tallet.
16
•
Ukrudt forgår jo ikke så let
Ukrudt forgår jo ikke så let er Johannes replik et par gange, når hun fortæller
om de sygdomme, hun har været ramt af. Som helt lille, og før hun selv kan
huske det, fik hun meningitis og var indlagt på Amtssygehuset i Aarhus. Sygdommen brød ud, fordi hun var forkølet, da hun fik sin koppevaccination,
som derfor slog sig på hendes hjernehinder. Johannes far glemte aldrig den
læge på sygehuset, som hjalp, og hver gang de var på sygehuset i årene efter,
nævnte faren det for Johanne: “Se den læge der, ham skal du tænke på, han
reddede dit liv.”
Faren måtte sige sit arbejde op som graver på kirkegården, mens Johanne
var indlagt, for han havde mareridt om, at han kunne se, hvem der kom til
at smide med min datters knogler. Han kunne ikke holde ud at arbejde som
graver, så længe Johanne var så syg. Han fortalte om mareridtet til Johanne
som barn, med knogler og det hele, og det synes hun i dag måske var en
anelse ubetænksomt, da hun kun var et lille barn.
17