04•2014 171. ÅRGANG BRØDREMENIGHEDENS DANSKE MISSION | 04-2014 Af Jens Peter Rejkjær ANDAGT Generalsekretær BDM GUDS FRELSE - KILDEN TIL VORES MISSION B DM har antaget 7 volontører til mission i Tanzania. De betaler hver 25.000 kr. for at komme af sted. De skal hovedsageligt arbejde med socialt diakonalt arbejde. De er antaget til mission! For som Wright udtrykker det: »Korset må være lige så centralt for vores sociale engagement, som det er for vores evangelisering.« I BDM er vi optaget af mission i bred forstand, og det betyder, at vi forkynder evangeliet om Jesus Kristus som verdens frelser, og samtidig vil vi tage os af såvel sociale, fysiske og politiske behov - i både ord og gerning. Jesus blev sendt til verden for at tjene. Som Kristus viste verden kærlighed, må vi vise kærlighed mod næsten med en kærlighed, der ikke har behov for at retfærdiggøre sig. Hvor der er et behov, ønsker vi at række en hånd frem med hjælp. Nøden er stor, behovet enormt! Vi er som kristne og kirke under ordre. Det har kirken været tilbage fra Abrahams tid. Evangeliet er for alle folk til verdens ende. Når Gud velsigner dig med resurser, er det for at du kan være til velsignelse for andre. Og at være det, smitter igen af på dit eget liv. Det er i den grad en win-win-situation. Derfor vil vi opfordre til intensiveret forbøn og fornyet I giversind. udgives af Brødremenighedens Danske Mission Oplag: 3.200. fem nr. årligt; ISSN 0901 • 330X Ansv. redaktør Jens Peter Rejkjær tlf.: 3529 4820 Formand Jørgen Bøytler tlf.: 7456 1420 Tryk: Øko-Tryk, Skjern Layout: Martin Kristensen • Teknit.dk Forsidebillede: Missionærparade med Knud Elmo Knudsen Foto: Ukendt Af Marianne Korsholm Af Svend Løbner Journalist Mødekoordinator EN EVIG SOMMER D et har været en herlig sommer! Dejlig, lys og varm. Andre steder var det med angst, krig, drab, oprør, forfølgelser af kristne, katastrofer, flygtningestrømme. Måske netop derfor holder jeg så meget af en svensk sommersalme. Her tales ikke kun om naturens gang og alt det smukke, men også om Guds skabervilje, Guds kærligheds gåde og det evige livs Ord, som er Jesus selv. Sidste vers er fyldt af bøn og forventning: Ja, Jesus Kristus er det Ord, der skaber liv af døde, så ny blir himmel, ny blir jord, en verden grøn af grøde. Kom, Jesus, snart og gør det klart: Den morgenstund, du kommer, da gryr en evig sommer! (DS 725, vers 5) Når Jesus kommer igen, bliver det sandt: Han har gjort alle ting vel! Den dag længes jeg efter midt i alt det, som er så dejligt ved livet, og midt i det, som er svært. Og jeg ville sådan ønske, at alle kunne have det. Lad os hjælpe hinanden med at holde fast på håbet om Jesu genkomst! Vi må være med til at bringe budskabet om Jesus og hans frelse ud til mennesker både i dejlige sommervarme Danmark og i hele den lidende verden. Lad os holde ud i bøn, arbejde og givertjeneste, så Jesus må blive kendt, elsket og æret, og lad os forI vente alt godt fra ham. Brødremenighedens Danske Mission Nørregade 14 • 6070 Christiansfeld Tlf.: 3529 4820 www.bdm•dk.dk • bdm@bdm•dk.dk Giro: 400•6666 • Bank: 9743 4672 131928 Generalsekretær Jens Peter Rejkjær Tlf.: 3529 4820 Bogholder Morten Olesen Tlf.: 3529 4820 Ungdomsmedarbejder Rakel Hauge Mortensen Tlf.: 3049 6469 MISSIONSARBEJDET I TANZANIA INDGYDER RESPEKT Hvor ville Rakel, Peter og trommeslagerne fra Congo have været uden Brødremenigheden? R akel står lidt på afstand og kigger, mens de andre drenge og piger stormer hen til min fotograf. Jeg er i Tanzania for at rapportere fra Brødremenighedens arbejde i magasinerne Helse, Sund i Syd, Ugeskrift for læger, Sygeplejersken og mange flere danske medier. Rakel blev efterladt alene som ganske lille, da hendes mor døde. Faren havde allerede forladt familien. Nu er Rakel på børnehjemmet Peters House i Sumbawanga. Hun åbner sig mere og mere og viser sig at være en særdeles intelligent pige. Rakel er blot et eksempel på de 32 små skæbner, der i øjeblikket befolker børnehjemmet. Men hvor ville hun være blevet af, hvis ikke børnehjemmet tog sig af hende? Foto: Samuel André Madsen LEDER Rakel på børnehjemmet Peters House i Sumbawanga Spiritualitet, skolegang og sundhed Peter tager sit underben af og viser stolt sin protese frem. Han kom først til Leprosariet i Sikonge, da spedalskheden havde gjort ham følelsesløs i fingre og tæer. Derfor kom han nemt til skade og fik sår og infektioner, så hans ben til sidst måtte amputeres. Men nu smiler Peter lykkeligt, da han tager protesen på og nærmest småløber hen over gårdspladsen. Han kan snart komme hjem og forsørge sin familie. Men hvor ville han have været, hvis der ikke havde været et spedalskhedsarbejde i Sikonge? To drenge spiller på tromme, energisk og med så indviklede rytmer, at det næppe kan læres, hvis man ikke allerede har det i blodet. Drengene akkompagnerer det ene kor efter det andet i Brødrekirken i storbyen Moba i Congo. Her går tre s’er op i en højere enhed: spiritualitet, skolegang og sundhed. Skolen i Moba giver et solidt fundament af viden til 650 elever - heraf de to energiske trommeslagere. Og et storstilet sundhedsprojekt kommer foreløbig 12 landsbyer i omegnen til gavn. Men hvordan ville befolkningen have det, hvis ingen tog initiativ til denne holistiske mission? Mission betyder samfundsudvikling Jeg står i hvert fald tilbage med stor respekt for Brødremenighedens Danske Mission efter 10 dage i Sikonge, 3 fortsættes -> <- fortsat fra side 3 | 04-2014 Kipili, Moba og Sumbawanga. Missionærerne arbejder årevis i afsidesliggende områder fjernt fra de bekvemmeligheder, vi tager som en selvfølge herhjemme. De samarbejder med lokale folk, der trods kulturforskelle både er dygtige og trofaste. Og de har sammen med kirken oprettet forskole, børnehjem, syskole, snedkerskole og meget mere for at løfte lokalsamfundet. Missionen kom med viden, udvikling og kontakt med den øvrige verden. Det er konklusionen på de kvalitative interviews, jeg lavede for Dansk Missionsråd i de fem uger, jeg rejste rundt i Tanzania. Ingen af interviewpersonerne ønskede sig tilbage til tiden før missionærerne kom En glad Peter med sin nye til landet. protese efter operationen Missionsarbejdet nytter altså. Det indgyder ikke blot respekt hos mig som journalist. Det var også tydeligt, hvor jeg kom frem: Befolkningen sætter missionærernes indsats meget højt. Også selv om mange på typisk afrikansk manér I gerne vil have endnu mere hjælp. Af Jens Peter Rejkjær Generalsekretær BDM VIL DU HJÆLPE OS? E fter en tør sommer i mere end én forstand er vi presset på likviditeten, så vi har meget brug for din gave for at kunne klare vore forpligtelser. Derfor vil vi spørge, om du, som læser dette, har mulighed for at sende en gave til BDM? Nogle gange er vi som mennesker nødt til at bede en anden om hjælp. Nogle har let ved det, mens andre synes, at de skal overvinde sig selv, hvis de skal gøre det. Det fantastiske ved at hjælpe er, at man både bliver til hjælp for en anden som har et behov for hjælpen, og samtidig får man en oplevelse af at gøre en forskel. Det bliver måske også lidt lettere for én selv at bede om hjælp, hvis man får brug for det. Vi skriver til jer, der læser BDM-nyt, for at bede jer om hjælp! Og vi har virkelig brug for den. I BDM har vi et vigtigt missionsarbejde, hvor vi ønsker at hjælpe det hele menneske. • Det betyder, at kristne i menighederne i Tanzania, Burundi, DR Congo og Albanien får hjælp til at vokse i troen på Jesus Kristus, og at evangelister og præster bliver endnu bedre udrustet til at forkynde evangeliet. • Det betyder fx, at de forældreløse og forladte børn, der er på Peter’s House i Sumbawanga har et sted at bo, får noget at spise og er omgivet af voksne, der er interesseret i dem, i deres liv, i deres skolegang. • Det betyder, at tusindvis af mennesker bliver hjulpet til en bedre hygiejne ved Tanganyikasøen og vænner sig til at hente vand fra de brønde, vi er med til at bygge. Vi har brug for din hjælp for at arbejdet kan lykkes. Lige nu er der behov for en ekstra håndsrækning. Gud har givet os så gode kår, og vi ved, at han vil, at vi skal dele med dem, der har mindre. Og når vi beder til Gud om det daglige brød i BDM, kan du gennem din gave være med til at opfylde denne bøn. Svend Løbner rejste til Tanzania den 27. maj til 2. juli 2014 med støtte fra Danida gennem Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling. Navnene på personerne er fiktive. Læs Svends blog fra rejsen på www.svendlobner.dk På forhånd tak for hjælpen. 4 I Af Thomas Kildeholm Tidligere volontør TIDEN SÆTTER SINE SPOR M fordi de lige netop har fået øjnene op for dette problem. Derfor har jeg oplevet en masse glade og tilfredse børn, som er meget taknemmelige for den hverdag, de har i dag. Det er meget livsbekræftende og opmuntrende, fordi lige præcis disse børn har været så meget igennem. Gennem mine observationer, samt snakke og samvær med børnene, har jeg tænkt meget over hvilket syn vi har på vores børn i Danmark. Giver vi os tid til vores børn? Det kan godt være, at vi ikke slår dem, og det kan også godt være, at vi ikke betragter dem som mindreværdige individer. Men hvor meget tid tilbringer vi egentlig med børnene? De er i institution/skole fem dage i ugen, og når vi kommer hjem fra arbejde, er vi muligvis trætte og udkørte efter en lang arbejdsdag. Børn har meget at give igen, som vi voksne kan lære af. Men det kræver tid og overskud dagligt. Jeg har fået lov til at opleve at mit liv har udviklet sig fra at være et arbejde til at være en livsstil og mærket glæden ved dette. Jeg har dummet mig, lavet et utal af fejl og været ureflekteret, men jeg har lært så meget af det, fordi børnene på Peter’s House har givet mig så stor en læring gennem smil, gråd, grin og dybe samtaler. Her har børnene givet kontant afregning, hvis de har været utilfredse, men også udvist stor åbenhed og en evne til at tilgive. Jeg tror på, at vi kan lære noget af børnene, men vi skal bruge tid - nogen gange meget tid. Jeg har oplevet hvad tillid mellem mig og et barn betyder, men også hvad det modsatte betyder. Børnene på Peter’s House vil for altid være i mit hjerte og hukommelse, ikke som børn af Peter’s House, men som mine venner og medkristne. Jeg håber, at I alle vil være med til at bede for dem, de ansatte og volontørerne. Bede om at de vil lade Gud vejlede dem, så de går den vej han ønsker. Der findes nemlig ingen bedre vej, end at følges med vores far derhen, hvor han vil have os. it navn er Thomas Kildeholm, jeg har været volontør og pædagog-praktikant på børnehjemmet Peter’s House i foråret. Når jeg nu sidder og ser tilbage på det halve år, jeg har fået lov til at få sammen med børnene, de ansatte og folkene i Sumbawanga, bliver jeg fyldt af taknemmelighed og glæde over det, Gud har givet mig med herfra. Jeg ankom i februar og var spændt på, hvad der ventede mig. Det var nemlig ret svært at have en masse forventninger, da jeg godt vidste, at Tanzania ville være et meget anderledes sted at arbejde og bo end Danmark. Jeg kunne trække mange ting frem fra min tid, fordi jeg har været igennem en stor udvikling i forhold til mine egne værdier, min profession som pædagog og min tilgang til arbejdet. Alligevel er der én ting, som for mig ret hurtigt blev en hjertesag, og som jeg har oplevet Gud ledte mig hen imod. Det generelle syn på børn i Tanzania er lavt og meget negativt. Da jeg begyndte at kunne snakke swahili og begyndte at få tættere relationer til børnene, gik det også op for mig, hvor skadeligt dette syn er for børnenes selvværd. Jeg havde haft snakke med lederen omkring det, samt været med i skolen, på hospitalet og kirken, hvor dette syn er meget tydeligt. Som tiden er gået, er jeg kommet meget tæt på nogle børn, og her igennem har de også givet udtryk for deres frustration og frygt for de voksne. Det har givet mange dybe samtaler med børnene, hvor det har været vigtigt for mig at slå fast, at børnene ikke (og aldrig er) et problem. Jeg har oplevet stor velsignelse gennem samværet og de mange snakke med børnene, da jeg hver dag har haft tid til at være sammen med dem. Hernede oplever jeg ikke, at de voksne bruger tid på at sætte sig ind i børnenes behov; og i stedet for at snakke med dem, kan det være nemmere »bare« at slå dem eller ignorere dem. Det har været en stor udfordring at være en del af, fordi det sætter dybe spor i børnene. Når det så er sagt, så har det været fantastisk at være en del af Peter’s House, I 5 | 04-2014 Missionær, Kipili Fotos: Knud Elmo Knudsen Af Knud Elmo Knudsen BURUNDI JULI 2014 P å min tur til Burundi var jeg først omkring Uvira for dels at besøge Sandra og Daniel Bøytler, dels at snakke med kirkelederne omkring fortsættelsen af de projekter, der nu snart står færdige, samt omkring det kirkemøde, der skal afholdes i forbindelse med at Congo Øst ved årsskiftet får status som Mission Area, og i den forbindelse bliver underlagt provinsen Kigoma som værende ’moderprovins’. Projektet, som Sandra og Daniel står for, er godt på vej til at skulle rundes af. Skolen og klinikken står færdige i august og bygningerne til børnehjemmet vil være færdige til oktober. Det har været forbundet med store udfordringer at komme så langt og der har virkelig været tale om et stykke pionerarbejde på alle områder, som de to unge missionærer fortjener stor ros for. Den største udfordring kommer nu til at ligge hos kirkelederne, som skal få projekterne til at køre, så de bliver til gavn for folk i omegnen og for kirkens arbejde som åndelig og fysisk opbyggende institution. Vi håber og beder om, at de må få styrke og inspiration til det arbejde. Hovedformålet med min tur var at undervise to uger på Den Mobile Bibelskole i Bujumbura (Burundi). 20 kommende præster og evangelister fra Congo, Rwanda og Burundi var indkaldt til et tre måneders kursus i teologi, kirkehistorie og arbejdsfunktioner. Da deltagerne kommer med meget forskellig sproglig forståelse, er det noget af en udfordring - heldigvis var alle i stand til at forstå Kiswahili, selv om de ikke kunne udtrykke sig, hvorfor der også af og til måtte tolkes. Jeg underviste i snit 4 fulde timer om dagen og måtte inddrage de to lørdage for at kompensere for de to nationale helligdage, der udsatte den planlagte opstart. Det var en meget blandet flok, hvorfor jeg efter den første uge bad dem skrive en kort beretning om deres liv. En var vokset op som moravian, to som anglikanere, tre som katolikker, en som pinseven, en havde muslimsk baggrund og måtte give afkald på sin familie, mens resten ikke havde haft noget fast kirkeligt tilhørsforhold, før de blev unge. Her var det hovedsagelig den katolske kirke de opsøgte, da det er den største i Østafrika, og den kirke, der som den første grundlagde store kirkeprojekter før år 1900. Moravian er ret ny i området og ukendt af mange. Ikke desto mindre tæller den omkring 40.000 kristne, hvoraf de fleste altså er konverterede fra de tre førnævnte kirkelige retninger. Deres CV gav mig et indtryk af, hvorfor de havde søgt optagelse i Brødrekirken, og deres begrundelser gik lige fra brugen af hekseri og trolddom inden for deres kirker til fordrukne præster og forbud Der bliver lagt vægt på solid undervisning 6 Undervisning af kirkeledere i Den Mobile Bibelskole i Bujumbura, Burundi det, han siger. Vi tager Paulus til hjælp, for han stod med de samme problemer i forhold til korinterne. De var nykristne og kendte heller ikke Jesu ord. Konklusionen bliver: Nu er det gamle forbi; du er blevet et nyt menneske, og derfor følger du det nye menneskes påbud - de gamle gælder ikke længere. Du har fået frihed fra det gamle og kan ikke »både og« for så forspilder du dit nye menneske. Det accepteres, for nu har man fået et svar, som står skrevet og som man kan forholde sig til som en autoritet. Ofte føler de sig som Moses, der blev sendt af Herren, og ikke vidste, hvad han skulle sige til hebræerne i Ægypten - de krævede beviser på hans autoritet. Dem fik han af den eneste levende gud - og dem har vi også del i gennem Jesu ord i Det Nye Testamente. En anden dag spurgte jeg, hvor mange der var bange for ånder - ikke så få rakte hånden op. »Hvorfor?« spurgte jeg. »Ved I ikke at Kristus er Herre over ånderne, og at de ikke er hvor han er? Dvs. hvis I virkelig bærer Jesus i hjertet, kan I altid være trygge. Tro er ikke en skjorte man tager på; men en hjertesag, og hvis jeres hjerte er fyldt med troen på Jesus, vil der aldrig kunne komme en ånd ind.« Så simpelt og dog ufatteligt. Kirken i Burundi overgår til at være Mission Province fra 2015. Jeg tager derop igen til oktober for at undervise kirkeledere i den nordlige del. De er udbrydere af den anglikanske Kirke, som har sluttet sig til Moravian. Da de kommer til at udgøre halvdelen af kirken, er det meget vigtigt at få dem ind på rette spor inden de ved årsskiftet skal have forfattet provinsens egen kirkeordning, som bliver udgangspunktet for den kommende kirkepolitik. Hav det med i jeres tanker og forbøn, for kirken her og overalt på jorden står på meget svage fødder. Tro ikke på dem der råber ’Halleluja’ fra tagene, for I nedenfor er alle baggårde og gyder mørke. mod selv at læse i bibelen. Billedet stemmer overens med det, jeg har oplevet i Tanzania, og viser for mig, at der stadig er et stort behov for forkyndende arbejde i mange områder herude. Statistikkerne herude er ikke så forskellige fra dem, der laves over kristne i Danmark - og viser også her, at det at kalde sig kristen ikke er ensbetydende med at være kristen. I min undervisning tog jeg altid udgangspunkt i nogle bibelske tekster, fordi Bibelen som bog også er sidste instans for, hvad der udarbejdes af doktriner i Brødrekirken. Med den baggrund de studerende havde, gav det ofte anledning til spørgsmål og diskussioner, da de ikke havde været vant til, at der blev stillet spørgsmålstegn ved de ting, som opfattedes som værende selvfølgeligheder og indgroede traditioner i deres hidtidige trosliv. Det er for mig en stor udfordring at få flyttet nogle kommaer i deres måde at opfatte ting på og få deres sind åbnet for den dybde, der er især i evangelierne, hvor vi får mulighed for at lære Gud at kende. Efter en uges undervisning var der opbygget et tillidsforhold, så selv mere ømtålelige emner kunne fremføres. En af de studerende spurgte f.x: »Hos os tutsier er der en tradition, som foreskriver at svigerfaderen og svogrene har ret til ægteskabelig omgang med min kone; hvis jeg nægter dem det, bryder jeg familieforholdet.« Jeg fik senere at vide, at det forholder sig på samme måde for de tutsier, der opholder sig i Tanzania. Svigerfaderen stiller sin stok ved døren til huset, og sønnen holder sig borte til stokken er væk. Ja - hvad siger man? Det nytter ikke at komme med et eller andet ’moralsk’ påbud, da det aldrig vil blive opfattet som gyldigt - det er jo bare noget, som ham missionæren synes. Altså må vi have fat på den øverste myndighed - Jesus. Han er Guds søn og har fået al magt, så ham må vi følge. Hvad siger han om ægteskabet, og hvad mener han med 7 | 04-2014 Af Birthe og Kaj Bruun Seniorvolontører SEMINAR I RWANDA OG KIGOMA S å blev det til en tur mere til Afrika for os. Denne gang skulle vi også til Rwanda og holde seminar. Det var første gang, vi var der. Tre evangelister derfra havde været på seminar i Burundi, og på det tidspunkt blev vi bedt om at komme til deres land for at holde seminar for Brødrekirken. Vi havde bedt to præster fra Burundi om at komme og deltage i undervisningen. Rwanda er et lille bjergland på størrelse med Jylland. Her er så rent og så fint tilplantet overalt langs vejene. Der må ikke bruges plastposer og ikke smides noget på gader og veje. Indbyggerne var i begyndelsen trætte af al den renlighed, men nu er de glade for, at deres regering går foran på det område. Vi havde et godt seminar, stor lydhørhed og interesse. Vi underviste i Brødrekirkens identitet, bibelforståelse og prædikenlære. En lokal læge underviste om diabetes, influenza og hygiejne. Alle folk fik et myggenet, da de skulle hjem. Under en gudstjeneste oplevede vi en meget skøn lovprisning. Vi så også det store center til minde om den forfærdelige krig i 1994 i Burundi og Rwanda. Krigen varede i 100 dage og omkring 1 mil. mennesker blev dræbt. Det var hårdt at se, men det fortæller om menneskers grusomhed. Efter 10 dage tog vi til Bujumbura, hovedstaden i Burundi. Her skulle vi ikke være ret længe, men vi fik hilst på mange fra menigheden. Pastor Katale fra Kigoma, Tanzania, kom i bil og hentede os. Men han havde problemer med bilen, som først måtte repareres, før vi kunne køre den 6 timer lange tur til Kigoma. Det gik fint de første mange km, men på en jordvej tæt ved grænsen til Tanzania gik det galt. Det regnede stærkt, og vi kørte fast. Tre biler før os sad også fast, og de lokale unge mænd tjente gode penge ved at skubbe biler fri den dag. Vi fik lækker mad hos Katales kone Rachel, før vi blev kørt til det hus, vi skulle bo i. Der bor en amerikansk missionærfamilie. De var til bryllup i USA. De havde tilbudt os at bo der. I Kigoma holdt vi 2 seminarer. Den første uge var der 25 præster, og i den næste var det evangelister, der kom. Vi mødte mange, vi kendte, og fik bl.a. lov at hjælpe en løsladt fange med penge til hjemturen, Han havde siddet i fængsel i 2 år uden at være skyldig. Han var blevet en kristen ved samtaler med en præst fra Brødrekirken, der jævnlig kommer og underviser i fængslet. Nu da han var fri, opsøgte han naturligvis den præst, han kendte. Han savnede penge, så han kunne rejse hjem, men præsten havde ingen penge at hjælpe med, men det havde vi heldigvis. Efter 2 begivenhedsrige uger fl øj vi til Burundi, hvor vi havde 4 travle dage med bl.a. at starte en lille boghandel op. Gud velsignede igen vore penge, så der var nok til, at gøre kirken i Bujumbura helt færdig med døre og vinduer. De er nu i gang med toilet og en lille kontorbygning. En meget lang og forsinket hjemrejse blev slutningen på en vellykket tur, hvor vi blev hjulpet og bevaret. I Tak for forbøn for de unge kirker. 8 KONKRET HJÆLP! D u kan gøre en forskel med den gave, du sender. Evangeliet bliver forkyndt, børn og unge bliver hjulpet til et bedre liv, og mennesker får undervisning i og hjælp til, at sundhedstilstanden forbedres. Ethvert beløb - lille som stort - modtages med tak på deres vegne! Benyt girokortet eller overfør din gave til I 9743 4672 131928. Af Knud Elmo Knudsen Missionær, Kipili BISPEVIELSE I RUKWA P rovinsen Rukwa har fået endnu en biskop. Søndag d. 25. maj blev pastor C. Nguvumali viet til biskop ved en stor festlighed på Nelson Mandela Stadion i Sumbawanga. C. Nguvumali har det sidste 10 år arbejdet som generalsekretær for KMT (sekretariat for Moravian Church TZ) ligesom han har været involveret i oprettelsen af TEKU (Theofilo Kisanji University) i Mbeya. Dermed er C. Nguvumali allerede et kendt ansigt for samarbejdspartnerne i Europa og USA. Ceremonien tog udgangspunkt fra Konferencecenteret, hvorfra en procession på rundt regnet 500 præster og andre førte den kommende biskop, der med sin kone sad i en meget pyntet ’jagt-landcruiser’ påmonteret en baldakin, ned til stadion, hvor han blev modtaget med klapsalver og ført ned ad en specialbygget trappe over til en meget pyntet pavillon for VIP’er, hvor han blev modtaget af den nuværende biskop Kasitu og biskopperne fra de tre andre provinser. Foruden dem var der biskopper fra den lutherske, anglikanske og katolske kirke. Gudstjenesten tog sin begyndelse og ledtes af Rukwas formand pastor N. Sikazwe. Knap var indgangsliturgien færdig, før gudstjeneste blev afbrudt af hylende sirener og blå blink. 16 biler i kortege kom proppet med soldater og sikkerhedsfolk for at bringe landets indenrigs minister i sikkerhed hos os. Efter diverse hilsner og med sikkerhedsfolk, der forsøgte at falde i ét med omgivelserne (unægtelig en umulig opgave, når ens forklædning er uniform og maskinpistol), kunne gudstjenesten fortsætte under skarp bevogtning. Der deltog flere indbudte kor fra menigheder langvejs fra, som sammen med de bedste fra Rukwa provins bidrog til at festliggøre ceremonien med sang, dans og musik. Desværre havde de ikke rigtig taget højde for lydforholdene, hvorfor meget af deres sang forsvandt i folks småsnakken. En af byens store højttalerbiler holdt lige ved siden af pavillonen i håb om, at man på et eller andet tidspunkt ville acceptere deres tilbud om at levere lyd, der kunne høres af alle de ca. 3000 mennesker, der var samlet. Biskop Nicodemo fra Tabora holdt prædikenen, hvor han formanede den kommende biskop og præsterne om deres arbejdsopgaver og især den loyalitet både præster, ledere og de almindelige kristne skyldte biskoppen i hans embede. Efter prædikenen gik alle biskopperne op på en forhøjning pyntet i violette farver - her skulle indvielsen finde sted. Der var på forhånd udtaget en Moravian biskop, biskop Mwakafwila fra Sydprovinsen, til at foretage indvielsen ved håndspålæggelse sammen med en biskop fra den anglikanske og den lutherske kirke. Det kan somme tider undre en, at man her ude på mange måder udviser en større økumenisk tankegang end den, vi finder i Danmark - men det man trods alle forskellig- 10 heder er samlet omkring er jo i sidste ende evangeliet om Jesus Kristus; dermed er det også en af de ting vi kan have in mente og lære af. Indvielsen sluttede med at biskop Cheo fra Mbeya provins hængte bispekorset om halsen på den nu indviede biskop C. Nguvumali, hvorefter alle steg ned fra forhøjningen, så biskoppen kunne få overrakt en ny bibel af biskop Kasitu. Kasitu, som blev Rukwas første biskop i 2002 var allerede dengang aldrende og nu kneb det ham at læse sit manuskript, så der kom en del fortalelser ind; men han forstod med lidt humor at vende det ved til sidst at sige: at han havde tabt sine egne briller og havde måttet låne sig frem. Det skabte en befriende latter og biskop Nguvumali modtog derpå den bog, som han nu er forpligtet på. Festlighederne med taler, hilsener, sang og musik fortsatte indtil kl. 16, hvorefter alle indbudte VIP’er samt præster med koner, evangelister tog op på konferencecenteret for at få den noget forsinkede middag. Kære venner, som Jesus siger: ’ingen tænder et lys for at sætte det under en skæppe; nej han sætter det i en stage så alle kan se.’ Somme tider kan det virke lidt overvældende på os, når folk lyser for meget på sig selv i en begivenhed som beskrevet ovenfor - det er, som om det er overdimensioneret, og forfejler målet, fordi formen ikke formår at følge intentionen. Vi må ikke glemme at forbilledet har vi selv bragt dem via TV o.l., for bispevielser går heller ikke stille af på vores side af kloden. At vi har bedre råd til det, er så noget vi måske bør arbejde på. Det vigtige er, at der nu er en ny biskop i Rukwa - lad ham ikke stå alene; men tag ham med i jeres forbøn så han får ånd og styrke til at stå inde for det løfte han har afgivet og følge den vejledning, han læser i den samme I Bibel som du og jeg læser. STØT BDM Fotos: Knud Elmo Knudsen | 04-2014 Fra bispevielsen i Rukwa Til rådighed for møder Giv gaver via BDMs hjemmeside www.bdm-dk.dk Generalsekretær Jens Peter Rejkjær [email protected] el. 3529 4820 / 2612 5105 NYHEDSBREV Pastor Erik Baun [email protected] el. 7586 1395 Modtag BDM´s nyhedsbrev på email, tilmelding på www.bdm-dk.dk Pastor Jørgen Bøytler [email protected] el. 4036 1420 Afsender: BDM Nørregade 14 6070 Christiansfeld Udgiveradresseret Maskinel magasinpost ID•nr. 42388 MØDER F å besøg fra BDM og bliv en oplevelse rigere! Missionærerne Sandra og Daniel Bøytler er på et kort ophold i Danmark i januar måned 2015, hvor der er mulighed for at booke dem til et møde/arrangement. Missionær Knud Elmo Knudsen står til rådighed for møder i perioden fra den 17.2. til den 29.3. 2015. Kontakt BDMs mødekoordinator Marianne Korsholm på flg. mail: marianne.korsholm@ skolekom.dk eller mobil 6186 5676 eller BDM’s sekretariat på 3529 4820 / 2612 5105 Pastor Erik Baun, generalsekretær Jens Peter Rejkjær samt pastor Jørgen Bøytler I står ligeledes til rådighed for møder. Sandra og Daniel Knud Elmo Jens Peter Jørgen Erik Mødeteamet i foråret 2015 i BDM BDM BRØDREMENIGHEDENS DANSKE MISSION