PDF klik på denne tekst for at downloade Kildevæld nr 1
Kildevæld Nr. 1 · 1. årgang · December 2011 Asedyrkelsens ritualer i kilderne og i dag Hedensk filmanmeldelse: Chihiro og Heksenene Stjernerne og den nordiske mytologi Indhold Leder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3 Af Mathias N., Nordisk Tingsfællig Facts om nordisk mytologi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4 Af Mathias N., Nordisk Tingsfællig Fjørgyn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Af Helena Valorinta, Nordisk Tingsfællig Kort fra udenrigsfronten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11 Af Martin P. Hansen, Nordisk Tingsfællig Asedyrkelsens ritualer i kilderne og i dag . . . . . . . . . . . . . . . . . . 12 Af Stoff, Nordisk Tingsfællig Hedensk filmanmeldelse: Chihiro og Heksenene . . . . . . . . . . . . 18 Af Mathias N., Nordisk Tingsfællig Permakultur; bæredygtige kultpladser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20 Af Martin P. Hansen og Helena Valorinta, Nordisk Tingsfællig Wicca: Betydning for moderne hedensk religion og asatro . . . 22 Af Stoff, Nordisk Tingsfællig Bokanmeldelse av »The History of Runic Lore« . . . . . . . . . . . . . 27 Af Silje Herup Juvet, Bifrost Norge Stjernerne og den nordiske mytologi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 28 Af Silje Herup Juvet, Bifrost Norge Redaktionens spørgsmål til Helena: Kan man nå guderne med kroppen? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 30 Af Helena Valorinta, Nordisk Tingsfællig På besøg hos Samfundet Forn Sed, Sveriges årsting . . . . . . . . . 31 Af Martin P. Hansen og Helena Valorinta, Nordisk Tingsfællig Rettet pr. 29.12.11 - Korrekt forfatternavn til artikel s. 27 Forside foto: Fra Stortinget 2011 Kildevæld · Nordisk Tingfællig medlemsblad · nordisktingfællig.dk Rekdaktør: Mathias N. · [email protected] Layout: Mitzie Annoncer · Kontakt: [email protected] 1/1 til margen 190 x 277 mm kr. 200 ved færdig annoncemateriale 1/2 bred til margen 190 x 130 mm kr. 100 ved færdig annoncemateriale 1/2 høj til margen 92,5 x 272 mm kr. 100 ved færdig annoncemateriale + kr. 50 hvis annoncen skal produceres af Kildevæld 2 · Nr. 1 · 1. årgang Leder Kære læser, Foran dig har du første udgave af Nordisk Tingsfælligs net-magasin Kildevæld. I Nordisk Tingsfællig tror vi mest af alt på det personlige møde, som det sted, hvor tanker deles, men vi udgiver Kildevæld som et supplement til vores aktiviteter, så omverdenen kan få et indblik i, hvem vi er og hvad vi laver. Af samme grund er Kildevæld net-baseret og gratis. Det skal være muligt for alle interesserede at få en vis indsigt i vores aktiviteter, også selvom man ikke lige har kunnet deltage i vores arrangementer. Nordisk Tingsfællig trækker mange tråde til vores umiddelbare omverden og har kontakt med asadyrkere i mange forskellige lande. Dette afspejler sig også i Kildevæld, hvor vi gerne bringer artikler fra bidragydere andre steder i Skandinavien, Europa og Nordamerika. Da vi i overvejende grad er en dansk organisation vil vi selvfølgelig oversætte artikler, som oprindeligt blev skrevet på engelsk, tysk eller andre fremmedsprog, men når det kommer til de skandinaviske sprog, bringes disse i originalen. Denne udgave af Kildevæld byder på en spændende blanding af bidrag fra vore egne medlemmer og fra nogle af vore kontakter i Skandinavien. De fleste af artiklerne diskuterer den nordiske mytologi, dyrkelsen af de nordiske guder og de historisk-kulturelle baggrunde og omstændigheder for asadyrkelsen, men der er også indslag om vores medlemmers oplevelser ude i verden. Indholdet i Kildevæld vil være skiftende, men visse af sektionerne er kommet for at blive. Vi vil i hver udgave bringe sektionen ’Facts om nordisk mytologi’, hvor et emne tages op til generel oplysning og forklaring. I dette nummer er det guden Frej, som tages under behandling ud fra, hvad kilderne kan fortælle om ham. En anden blivende sektion er ’Redaktionens spørgsmål til …’, hvor vi stiller et spørgsmål om asadyrkelsen til et af Tingsfælligets medlemmer. I denne omgang har vi stillet Helena spørgsmålet ’kan man nå guderne med kroppen?’. Helena bidrager tillige med et kapitel fra sin bog om gudinderne ’Stjernerne i Natten’, hvilket vi forventer, vil være et tilbagevendende indslag i de kommende udgaver af Kildevæld. Foruden disse faste sektioner har vi løbende rapporter fra vores udenrigsansvarlige Martin P. Hansen og dennes (og familiens) aktiviteter. Dertil bringes i dette nummer en hedensk filmanmeldelse af Mathias N, en boganmeldelse af Lars Magnar Enoksen og flere meget spændende artikler af Stoff og Silje H. Juvet. Vi skal ikke afsløre det hele på forhånd, så vi vil overlade udforskningen af magasinet til dig, kære læser. God fornøjelse! Nr. 1 · 1. årgang · 3 Facts om nordisk mytologi Af Mathias N., Nordisk Tingsfællig Frej (Yngve-Frej, Ingunar-Frej, Frēa). Guden Frej regnes ofte for en vanegud og betragtes af de fleste som den stærkeste frugtbarhedsgud. Navnets betydning og historie På moderne dansk hedder han Frej, men på oldnordisk lyder navnet Freyr eller YngviFreyr. Et olddansk navn for ham er Ingunar-Freyr, og på angelsaksisk hedder han Frēa. »Frej« betyder på germansk »herre«. Det vestnordiske (norsk-islandske) navn YngviFreyr er nedskrevet i Ynglingesagaen, som er forhistorien til de norske kongers sagaer i Heimskringla. Navnet Yngvis oprindelse er ganske ukendt, men det er dog sikkert at der er en forbindelse til gudenavnet Ing, der i Tacitus’ Germania (ca. år 80 e.Kr.) er forfaderen til det germanske folkeslag Ingævonerne, som bosatte sig i de nordlige områder. Navnet Yngvi kan således tolkes som ingævoneren, og navnet Yngvi-Freyr må derfor betyde Ingævonernes Hersker. Det er dog temmelig usandsynligt at Snorri Sturluson har været klar over dette, da han skrev navnet i Heimskringla i 1230’erne. »Guden transporteredes rundt i landet for at give frugtbarhed, fred og velstand til beboerne.« Ing kendes også fra et angelsaksisk runedigt, hvor han beskrives som en østdansker« af Haddingernes slægt (som ifølge Saxo regerede i Danmark i oldtiden). Ing kører ligesom Yngvi og Nerthus/Njord i en vogn, og der lader til at være en kultisk forbindelse heri: Guden transporteredes rundt i landet for at give frugtbarhed, 4 · Nr. 1 · 1. årgang fred og velstand til beboerne. Ingunar-Freyr er sandsynligvis en østnordisk variant af YngviFreyr. I det angelsaksiske heltekvad Beowulf hedder den danske konge Frēa Ingwīna, hvilket betyder »Herren over Ings venner« eller måske »Ingævonernes Hersker«. Det er uklart om navnet er identisk med Ingunar-Freyr, for det er usandsynligt at germanerne i Norden har vidst, at »freyr« betød »herre«, da man for længst var holdt op med at bruge dette ord som »herre« i de nordiske sprog. Derfor har navnet nok betydet »GudFrej af Ings venner«. Det angelsaksiske Frēa er på formen identisk med Freyr og må derfor opfattes som den angelsaksiske variant af guden Frej, men i ingen af de gamle tekststeder forbindes navnet med Frej. Det bruges derimod kun i betydningen »Herre« og ofte gerne med reference til Kristus. Frej havde også tilnavnet på oldnordisk »véraldar Goð« (angelsaksisk: Wēralda Goð; samisk: Varalden Olmai), hvilket betyder »alverdens gud« og i middelalderens manuskripter gerne kædes sammen med Kristus. Frej i kilderne Frej er søn af Njord og broder til Freja. Ynglingesagaen fortæller at Njord var gift med sin søster og det formodes derfor, at Frej og Freja er afkom af dette ægteskab, ligesom det formodes at de to oprindeligt ligeledes var gift med hinanden, fordi sagaen fortæller, at det var skikken blandt vanerne indtil de kom blandt aserne. Det er imidlertid tvivlsomt om man kan stole på disse oplysninger, for Ynglingesagaen er ikke en særligt pålidelig kilde til nordisk mytologi. Denne saga fremstiller aserne som et folkefærd, der lever langt ovre i Asien blandt barbariske horder. Vanerne fremstiller den som et andet folkefærd, der lever mellem aserne og Skandinavien. Det fortælles at Odin leder aserne i krig med vanerne, men at begge parter er lige stærke, så man må slutte fred og udveksle gidsler. På denne måde kommer Njord, Frej og Freja til aserne, mens vanerne får Høner og Mimer. Sigtet i fortællingen er at Frej skal ende som konge over svenskerne, og det er i den forbindelse at Snorre tillægger ham navnet Yngvi. »Denne saga fremstiller aserne som et folkefærd, der lever langt ovre i Asien …« Yngvi lægger sidenhen navn til det dynasti, der følger efter Frej: De såkaldte Ynglinger. I denne fortælling er guderne beskrevet som mennesker, og det fortælles, at grunden til at svenskerne begynder at tro på aserne som guder, er, at Odin er god til trolddom og at han derfor kan narre folk til at tro, at han er en gud. Teksten har altså ingen interesse i at fremstille mytologien som egentlig mytologi, men derimod som pseudohistorie, der forklarer, hvordan de nordiske guder kom udefra og at deres reli- gion er grundlagt på løgn og trolddom (den typiske måde at forklare hedenskab på i middelalderen, hvor disse tekster blev skrevet). »Odin indstifter hedenskabet, mens Frej indstifter kongedømmet i Uppsala …« På den måde sættes der også et skel mellem den hedenske religion og kongemagten, for Ynglingerne herskede både i hedensk og kristen tid, og det skulle jo forklares, at det ikke var dem, der var ophav til hedenskabet. Derfor er der ikke noget slægtsskab mellem Odin og Frej. Frej er adopteret af aserne fra vanernes slægt, og bragt hertil af Odin. Odin indstifter hedenskabet, mens Frej indstifter kongedømmet i Uppsala og dermed det magtgrundlag som Ynglingedynastiet består på. I Ynglingesagaen fortælles det endvidere at Frej gifter sig med Gerd. Dette fortælles også i Snorres Edda (den Yngre Edda, ca. år 1220), ligesom det er handlingen i eddadigtet Skirners Færd (Skírnismál) (hvor Frej imidlertid – ifølge digtets ordlyd – egentlig kun er ude på sex). Kilderne er meget enslydende vedrørende Frejs relation til Gerd, mens det kun er Ynglingesagaen, der antyder et incestuøst forhold mellem ham og Freja. Der er derfor god grund til at være mistænksom overfor brorsøster giftemålet i Norden. Der er også god grund til at mistænke idéen om vanerne som et separat gudekollektiv for at være pure opspind fra Snorres side. Snorre skrev som bekendt både Edda og Ynglingesagaen. Det er hovedsageligt i Ynglingesagaen, at krigen mellem aser og vaner spiller en rolle, og her er det kun for at forklare, hvordan det gik til at Odin bragte hedenskabet til Norden og Frej blev stamfader til Ynglingerne – og at der i øvrigt ikke er noget blodsbånd mellem de to. »Vanerne som gudekollektiv nævnes sjældent i eddadigtene (nedskrevet omkring år 1275) …« I Edda hører vi kun om krigen mellem aserne og vanerne i myten om skjaldemjøden. Formålet er her at forklare oprindelsen af Kvaser, som jo skabes af spyttet fra aserne og vanerne ved fredsslutningen. Det er sandsynligt, at der oprindeligt var tale om en fredsslutning mellem guderne og en anden gruppe (måske jætter), og at vanerne er opfundet til lejligheden. Vanerne som gudekollektiv nævnes sjældent i eddadigtene (nedskrevet omkring år 1275) og når det sker, er det ofte svært at skelne mellem dem og andre navne for guderne, for eksempel: »Aser, alfer, vise vaner«. Det er sandsynligt, at dette er tre måder at sige det samme på: Guder. I Vølvens Spådom hører vi muligvis også om krigen mellem aser og vaner. Her nævnes den kort i strofe 24, hvor der står »Brotinn var borðveggr borgar ása, knáttu vanir vígspá vǫllu sporna« (Muren til asernes borg blev brudt, de krigslystne vaner flokkedes på valen). Der er argumenter, der både taler for og imod, at der her er tale om aser og vaner som to grupper eller, at det faktisk blot er den samme flok. Dette er i hvert fald den eneste kilde udenfor Snorres værker, der nævner aserne, vanerne og en ældgammel krig. I Edda fortæller Snorre at Frej ejede skibet Skidbladner (Skiðblaðnir), som kunne foldes, så det kunne kommes i lommen. Det siges også at han havde en orne ved navn Gyldenbørste (Gullinborsti), som trækker hans vogn. Disse attributter lader til at være relativt gamle, for ornen har længe været et frugtbarhedssymbol og forbundet til oldtidens svenske kongehus, der havde en ring som kaldtes »Svenskernes Gris« (Svíagríss), ligesom både Frej og Njord har ældgamle associationer til skibsfarten. Ifølge eddadigtet Grimners Tale (Grímnismál) bor Frej i Alfheim (Álfheimr), om hvilket det siges, at han fik i »tandgave«. En tandgave lader til at have været noget man gav barnet i dets tidligste år. Ifølge Snorre er Frej den ædleste af alle guder. Han hersker over regn, solskin og det som jorden kan give os. Han vogter for menneskers frugtbarhed og fremgang, og det er godt at påkalde ham for godt år og fred. Adam af Bremen fortæller i sin historie om de hamborgske ærkebisper fra år 1070, at Frej er en del af den treenighed af guder, som svenskerne dyrker i Uppsala (Saxo fortæller også om ofringer til en gud ved navn Frø i Uppsala). Her nævnes Thor, Wodan (Odin) og Fricco (Frej). Her siges det imidlertid, at det Statue af Frej. Kilde: frey, commons.wikimedia.org er Tor, der råder for regn og markens afgrøde, mens der ofres til Frej – som er udstyret med »ingenti priapo« en gigantisk fallos – når nogen skal giftes. Denne uenighed mellem kilderne tilskrives ofte en forskel i kultdyrkelse mellem øst-Norden og vest-Norden (i øst-Sverige er der mange stednavne som tyder på en Frejkult), men meget ofte kædes Snorres forklaringer af Frej sammen med Adams forklaringer, så han beskrives som en slags omnipotent superfrugtbarhedsgud. »Ifølge Snorre er Frej den ædleste af alle guder. Han hersker over regn, solskin og det som jorden kan give os.« Hvad der ligger bag er svært at sige, men det står i hvert fald klart, at Frej er tæt forbundet med kongeinstitutionen og herskermagten – måske mere end Odin nogensinde har været. Betegnelsen »Alverdens Gud« sigter velsagtens i denne retning (ligesom den kan have noget at gøre med Snorres beskrivelse af, hvad Frej kan), og forbindelsen til kongernes navne i forskellige germanske traditioner bevidner også dette. Som nævnt ovenfor indgår betegnelsen Frēawīn (Frejs ven) i engelsk-danske kongenavne og forskellige Frej-relaterede kongenavne var almindelige i de tidlige Angelsaksiske kongehuse i Kent og Wessex. Der er ligeledes en klar forbindelse mellem Frej og Saxos Kong Frode (Fróði) som indstifter frodefreden (Fróðafriðr) som forårsager fred og god høst i Danmark. Den bliver den direkte årsag til, at der er sådan en fred indenlands, at en guldring kan ligge i Jelling ved alfarvej, uden at nogen stjæler den. Frodefreden nævnes allerede af skjalden Einar i hans digt Vellekla fra år 986, og Snorre beskriver den også. Frodefreden er en legendarisk gylden æra, som demonstrerer den tro, at kongen var ansvarlig for freden, frugtbarheden og fremgang, og at kongen skulle »krones til fred med guden« (sakralt kongedømme). Dette fortæller Tacitus også om i forbindelse med Nerthus-kulten. Både Snorre og Saxo daterer Frodefreden til omkring kejser Augustus’ herredømme i Rom og Kristi fødsel, hvorved den parres med Pax Romana (Romerfreden) og Kristendommen. Dette er en typisk lærd, middelalderlig måde til at gøre hedenske fænomener kristne. Ligesom Saxos fortælling om Frode der efter sin død trækkes omkring i en vogn, findes der en om Frej. I Fladøbogen (Flateyjarbók) fortælles det, at en islandsk flygtning ved navn Gunnar Helming finder beskyttelse hos en præstinde, som rejser rundt i Norge og Sverige med en vogn, der transporterer et gudebillede af Frej. Disse historier om gudeprocessioner minder frygteligt meget om Tacitus’ fremstilling af kulten for Nerthus. Nerthus’ (hvis navn er en ældre version af Njord) billede trækkes rundt i landet på en vogn, og i denne periode er der fred over landet, og generelt frugtbare tilstande. Denne procession med guden på en vogn kan vel tolkes som en guddommelig – og kongelig – magtdemonstration, der forener kongens verdslige overherredømme med gudens religiøse magt. Kongen demonstrerer sin magt til at skabe fred og velstand i landet (verden) ved at føre gudebilledet rundt til folket. Som sådan er der en tæt forbindelse mellem herskermagten og frugtbarheden, og Frejs involvering i giftemål i Uppsala kan ligeledes ses i dette lys. Giftemålet kræver i ligeså høj grad en lovformelig accept fra herskeren som det kræver frugtbarhed. Når Frej så fremstilles som herskergud Nr. 1 · 1. årgang · 5 Factsmytologi om nordisk og forbindes til kongemagten, med en enorm fallos, er dette også temmelig logisk, for fallossen demonstrerer den kraft og frugtbarhed, kongen skal have, for at kunne bringe landet den krævede velstand: han skal kunne få mange børn og slægter – den impotente for det har han givet til sin tjener Skirner, der som bekendt skal bruge det i Skirners Færd (Skírnismál), hvor han sendes af sted af Frej for at bejle til Gerd. I samme åndedrag fortæller Snorre at Frej kaldes »Belis bane«, fordi han engang dræbte den ellers ukendte jætte Beli med en hjortetak. Hvorvidt man bør stole på efterretningen om, at Frej eller nogen af de andre guder overhovedet dør i Ragnarok er op til diskussion. Det er under alle omstændigheder klart, at middelalderens skrivere, som for eksempel Snorre, gjorde et særligt nummer ud af Ragnarok, fordi det passede fint ind i deres kristne verdensforestilling, at de gamle guder skulle dø, så der kunne banes vej for Kristendommen. »… procession med guden på en vogn kan vel tolkes som en guddommelig – og kongelig – magtdemonstration, …« konge er intet værd. De islandske sagaer (skrevet i perioden fra ca. 1200-1350) nævner også en Frej-kult, om end denne er mere uklar. Flere individer i sagaerne hedder for eksempel Frejsgode (Freysgoði), hvilket tyder på, at man nok har haft præster til Frej. I sagaen om beboerne i Vatnsdalen (Vatnsdæla saga) fortælles det, at nordmanden Ingimund har en amulet (eller statuette) med et billede af Frej, som han opbevarer i sin pung. En vølve siger til ham at amuletten vil forsvinde, og han vil først genfinde den, når han slår sig ned på Island. Ingimund vil ikke høre på troldkvinden og afslår at han nogensinde skulle bosætte sig på Island, men skæbnen fører ham alligevel dertil. Da han har fundet det sted, han vil bo, giver han sig til at grave et hul, så han kan sætte sin højsædestøtte (ǫndvegissúlur) i jorden. 6 · Nr. 1 · 1. årgang Statue af Frej med offer foran. Kilde: Privat foto I det hul han graver, finder han sin Frej-amulet. Fundet af en tilsyneladende miniature Frej-statuette (en mandsfigur udstyret med en erigeret penis) ved Rällinge i Sverige, giver denne historie om Frejamuletten et skær af sandsynlighed, ligesom fundene af de mange små guldblik, de såkaldte guldgubber, ved Sorten Muld og i stolpehullerne i det formodede tempel i Uppåkra (Skåne) ligeledes peger i retning af en praksis med at lave små gudebilleder og tilsyneladende deponere dem i stolpehuller. Guldgubbernes visuelle udtryk er ofte noget man forbinder med frugtbarhed, herunder – igen – ornen, men også en mand og en kvinde der kysser og holder en plante. Til sidst skal det nævnes, at Vølvens Spådom og Snorres Edda begge fortæller, at Frej dør i Ragnarok. Han falder for ildjætten Surts flammesværd. I denne kamp har Frej ifølge Snorre ikke noget sværd selv, Kilder: Ynglinga saga, 1941. Snorra-Edda, Mál og Menning, Reykjavík, 2001. Eddukvæði, Mál og Menning, Reykjavík, 1999. Vatnsdæla saga, Íslenzk Fornrit VIII, 1939 Odin på kristent pergament, Annette Lassen, Museum Tusculanums forlag, 2011. Dictionary of Northern Mythology, Rudolf Simek, D.S. Brewer, 1993. Jeg har skrevet et manuskript til en bog, og sendt til et par forlag. De ville dog ikke udgive den, da de ikke mente der var et tilstrækkeligt publikum for den, i disse krisetider skal der tænkes på økonomien. Nu overvejer jeg Books on demand i stedet. Mens jeg overvejer bringer jeg noget af manuskriptet her i Kildevæld. Fjørgyn Af Helena Valorinta, Nordisk Tingsfællig Jeg vil jo gerne dele mine tanker. Jeg bringer dels forordet, for at forklare mine tanker bag bogen, og dels et kapitel om en af gudinderne. Det kunne også være at de forskellige gudindekapitler i stedet kommer her i Kildevæld. En, måske to, ad gangen. Det vil tiden vise. så at sige fortæller »indefra«, hvad ved jeg så om dem, som ikke allerede findes at læse i Eddaen, mytedigtene og de genfortolkninger, der er skrevet i årenes løb? Hvem siger at min personlige oplevelse af dem vil kunne betyde noget for andre end mig? Ingen. Titlen er Stjernerne i natten… Tolv nordiske Gudinder. De tolv gudinder er følgende: Frigg den vise; Sif med guldhåret; Idun der vogter ungdommens æbler; Vår der våger over løfter; Saga, fortællingens gudinde; Eir, den bedste læge; Freja kærlighedens gudinde; Fjørgyn, Jorden og Thors moder; Skade den selvstændige og handlekraftige; Hel, dødens gudinde; Sigyn, Lokes svær-tydede kone; og sidst, behandlet under et, de tre norner Urd, Verdande og Skuld. Men jeg vil gerne fortælle om asynjerne, fordi de betyder noget for mig. Fordi de er. Den viden jeg har om dem, er ikke min viden. Det er erfaringer jeg har gjort mig og oplevelser jeg har haft i fællesskab med andre. Der har været hundredevis af samtaler forud for denne bog. Samtaler hvor mit eget gudindebillede har ændret sig. Blót, et religiøst ritual, hvor mødet i ritualet har ændret mit syn, men også hvor de fælles sam- taler der har fundet sted efter blótene har betydet mere for min forståelse end mine egne tanker har. I flere år er samtalerne foregået i Krakas Net, et online community for asatro kvinder. Sammen med Britt og Linda »Men jeg vil gerne fortælle om asynjerne, fordi de betyder noget for mig.« gik jeg i dybden med ni af gudinderne. Birgitte, Else-Julie, Ronja, Teresa, Nanna, Christine, Pippi, Maria og flere andre deltog også i dette og delte deres tanker med os. Sammen med Else Julie tog jeg så livtag med yderligere tre gudinder. Billederne i bogen er lavet af Henriette Egonsdatter og ind i mellem vil I nok se, at billederne ikke helt svarer til den Nu er det et enkelt kapitel jeg bringer, og der kan derfor forekomme enkelte henvisninger til tidligere nævnte ting som ikke er med i denne tekst. Disse henvisninger viser tilbage på andre kapitler i bogen. Jeg vil ikke skrive om i den tekst jeg har skrevet, så det vil jeg bede jer, kære Kildevældslæsere, om at bære over med. Bogens forord At skrive en bog om de nordiske gudinder, om asynjerne, er det ikke formasteligt? En bog der fortæller hvad jeg mener at nogle af de nordiske gudinder står for. For selvom jeg er praktiserende asatro og Bogens forside. Illustration: Henriette Egonsdatter beskrivelse, jeg kommer med af gudinden. Det er fordi billederne repræsenterer Henriettes syn på gudinderne, mens teksten er mit bud og de to ikke nødvendigvis stemmer overens. Jeg har også delt tankerne med min mand og med andre mænd. Dette er ikke nogen kvindebog, blot en gudindebog. Det er en gudindebog fordi gudinderne taler til mig, men især fordi de gamle kilder ikke siger noget væsentligt om dem. Jeg har forestillet mig at de gamle kilder fortæller om, hvad kristne mænd vidste om, hvad gammeltroende mænd troede på, simpelthen fordi de var mænd der talte med mænd. Jeg har forestillet mig, at ingen kristne kvinder fortalte hvad de gammeltroende kvinder egentlig troede på, også selvom de måske godt vidste det. Jeg er dog blevet klogere, og har fundet ud af at nogle af eddadigtene, som omhandler Gudrun, muligvis er skrevet af kvinder og at Snorre Sturlason brugte Þúriðr den vise som kilde til hedenskab. Jeg er også blevet anbefalet en bog af Sandra Bailif Straubhaar med titlen Old Norse Women’s Poetry – the voices of female skalds. En bog jeg glæder mig til at få fat på og læse. Det er spændende at blive klogere. Det laver dog ikke om på, at jeg mener der mangler en bog om gudinderne. Den kildemæssige viden vi har om dem er, som lige nævnt, meget spartansk, grænsende Nr. 1 · 1. årgang · 7 til ikke eksisterende, og derfor siger vi, at vi ikke ved noget om dem. Men hvad er det der gør, at de informationer vi har om den historiske asatro, er mere »rigtige« end det vi oplever i dag? Hvorfor har det større værdi i forhold til at bestemme hvad gudinderne står for? Måske fordi min viden bygger ovenpå den? Uden disse kilder, uden denne forståelse for gudinderne og guderne, ville min oplevelse af dem så være den samme? Ville jeg overhovedet kunne fornemme og navngive dem? Og sige; jeg har mødt...? Selvom mangt og meget er blevet videreført gennem folketroen, så er traditionen brudt. Jeg kan ikke hævde. at det er min »tradition« jeg følger. Det er en tro, jeg har valgt. En tro som nogle ville kalde rekonstrueret. Man kunne også sige genoplivet. Og selvfølgelig kan man diskutere, hvorvidt disse guder og magter eksisterer som magter, når de ikke har gjort større væsen af sig igennem de sidste 1000 år. For spor i folketroen og en romantisk beundring i guldalderens nationalromantik til trods, så har de ikke gjort større væsen af sig. Ikke som religion og trossystem. Her vil jeg mene, at politik har haft en stor betydning, men heller ikke dette er et emne jeg vil bruge tid på her. Igen må en konstatering af de faktiske forhold være nok. »Jeg har forestillet mig, at ingen kristne kvinder fortalte hvad de gammeltroende kvinder egentlig troede på …« Min personlige opfattelse er, at jeg uden kendskab til kilderne, ville have kunnet mærke disse kræfter. Jeg ville kunne høre jordens hvisken og fornemme skovens dragende magt. Men jeg ville næppe 8 · Nr. 1 · 1. årgang have kaldt dem det samme. Jeg ville nok have givet dem andre navne. Og måske endog have fordelt deres attributter anderledes! Nu findes de gamle kilder, nogle af dem i hvert fald, og jeg kan læse i disse hvad folk har opfattet før kristendommen blev indført. Eller i hvert fald hvad dem, der skrev det ned, har ment, at man gjorde og troede. Jeg kan se, at de i mangt og meget har mærket det samme som jeg gør. Jeg genkender det, jeg har oplevet i det, jeg læser. Og her er der navne, der, når deres betydning bliver forklaret, giver mening. Så kilderne giver mig navne på kræfterne, og de giver mig en tillid til, at det jeg mærker, ikke er opspind og hjernespøgelser; andre har mærket det samme før mig. Men kilderne efterlader også mange spørgsmål. Dels på grund af de manglende informationer, dels på grund af, at de er skrevet på et andet sprog, ofte oldnordisk, og i en anden tid, og dermed også af en anden kultur. Det betyder, at der er lidt at tænke over og vurdere, og ikke så mange færdige svar. Det giver derfor også en stor plads til egne fortolkninger, og til at ens egne oplevelser kan sættes ind i en kontekst. som en fyldestgørende kilde til en hel religion. Men hvis flere gør det samme; fortæller om deres oplevelse af vore guder og gudinder, af vore myter og riter, så vil man snart kunne se de fælles linjer. Hvad er det som alle siger, selvom det ikke står i de gamle kilder? Det som alle siger, selvom det ikke står skrevet, må være det som vi i dag kan give videre til kommende generationer. Det må være det, vi kan give videre fra dagens asatro. Sammen med de ældre kilder giver det et billede af vores skik, sådan som den opleves og udøves i dag. Men kun hvis flere fortæller højt og deler med andre, hvad de egentlig oplever, vil vi kunne finde det der er fælles for os og give det videre. Jeg vil referere til kilderne her i bogen, da jeg ikke kun selv har haft oplevelser og talt med andre, men også læst og reflekteret. Jeg gøre hvad jeg kan for, at markere hvad jeg henter fra kilder og hvad der er nutidige oplevelser og tanker. Fakta: Fjørgyn er jorden selv og Thors mor. Fjørgyn nævnes som moder til Thor i Harbards sang. IVølvens spådom nævnes hun under navnet Hlóðyn eller Hlǫðyn. Hun er sandsynligvis identisk med Jǫrð (Jord), som nævnes som Thors moder og Odins kone eller frille i skjaldedigtet Haustlǫng, i Trymskvadet i Lokes skænderi, i Gylfaginning og i Snorres Edda Ifølge Snorre er hun datter af Nat og en mand der hedder Annar. Udover navnene Jǫrð, Fjørgyn og Hlóðyn, har hun også navnene Fold og Grund (andre ord for jord). At hun er jordens gud- Vil denne bog, jeg er i gang med at skrive her, kunne få værdi for kommende asatro? Om tusind år? Ikke hvis den for lov til at stå alene. Så er det blot mine personlige oplevelser og refleksioner over andres ord og oplevelser, og en enkelt persons religiøse oplevelser kan ikke betragtes »Jeg genkender det, jeg har oplevet i det, jeg læser.« Det er mit håb og ønske at denne bog blot bliver en af mange. At den vil blive et bidrag til kendskabet om den gamle nordiske skik, asatroen som den ofte kaldes, sådan som den udøves, opleves og forstås i dag. Det er især min forhåbning at den vil berige dig som læser. Fjørgyn Funderinger Jeg troede til for ganske nylig at alt hvad der stod skrevet om Fjørgyn, var at hun var jorden, Thors moder. Ingen myter, ingen fortællinger om religiøs praksis kunne jeg finde der nævnte Fjørgyn. Thor bliver ofte kaldet Fjørgyns søn i myter, men om Fjorgyn selv kunne jeg ikke finde noget. Jeg er dog blevet belært at det ikke er svært at finde, hvis blot man ved hvor man skal lede. Nogle søger at sætte lighedstegn mellem Fjorgyn/jorden og en frugtbarhedsgudinde. Nogle mener at jord er Nerthus, som Tacitus fortæller om. Han skriver nemlig at Nerthus blev tilbedt som moder jord. Det er dog ikke umuligt at dette er en romersk tolkning, han pådutter nordboerne. Hans målgruppe var trods alt den romerske overklasse, og man kan ikke udelukke at han skrev så denne kunne forholde sig til det, ud fra deres egen kontekst. Han tager dog næppe fejl af grundkomponenterne: at germanerne dyrker en jordgudinde og at Nerthuskulten er som den er. Jord siges nogle steder at være Njords søster, hun kaldes også af og til for Nerda. Nogle steder benævnes hun endda som én og samme som Njord. Alle disse spekulationer er jo noget som står den enkelte frit for, men jeg har ikke kunnet finde belæg for det i de tekster jeg har læst, der er kilder til den nordiske førkristne tro. Her er Fjorgyn jorden. Jord er Thors moder, og siden Odin er Thors far, vil jeg gå ud fra at de har fået ham sammen. Personligt har jeg altid haft det svært med forskellige forsøg på at finde en nordisk modergudinde. Jeg kan ikke se, at Thor kaldes Jords søn inde ser ud til at være ganske sikkert. der er nogen. I vores mytologi er moderskabet ikke helligt, det er naturligt. Jeg ser heller ikke Fjørgyn som en troværdig kandidat til rollen. Der er flere gudinder, der er mødre, uden at det gør dem til modergud inder, så det, at hun er mor til Thor, er ikke nok til at Fjørgyn skal få dette epitet. Man behøver heller ikke at tolke hende som jorden, det afhænger af hvordan man betragter jorden. I nordisk mytologi er jorden som sådan oprindelig en jætte ved navn Ymer. Dræbt af Odin og hans brødre, som derefter har benyttet hans forskellige kropsdele til verdenen som vi kender den, f.eks er hjernen: skyer og hovedskallen: himmelhvælvet. Set fra den vinkel virker det i mine øjne usandsynligt at jorden pludselig skulle være blevet kvindelig. Men jeg har ladet mig fortælle at der er ufattelig meget andet i kildematerialet der indikerer at jorden er kvindelig. Det får mig til at tænke på Loke og hvordan han skifter mellem kønnene, når han forvandler sig til en hoppe og bliver mor til Odins hest, Sleipner. Måske er kønnet ikke så vigtigt og ikke så bestandigt i myterne, som vi ellers generelt vil gøre det til? Måske skulle vi ikke lægge så stor vægt på, hvilket køn, jorden har, men i stedet prøve at forstå jordens essens, for at ad den vej søge at forstå essensen af Fjørgyn? Og her må jeg selvfølgelig også gribe i egen barm, og give slip på indgroede forestillinger om kønnets betydning. Måske er Fjørgyn slet ikke jorden som den Jord vi bebor, dvs. landskabet, men jord som i betydningen: det man dyrker – altså muld? En overvejelse som jeg har hørt andre gøre sig og som jeg derfor har tænkt over selv. Her kunne nogen måske indvende at mulden er Gerd; jættekvinden der Nr. 1 · 1. årgang · 9 mødes med Frugtbarhedsguden Frej i Barrelunden. Dette skulle være hvis historien om Frej og Gerd tolkes som en fortælling om, hvordan den dyrkede jord befrugtes af frugtbarhedsguden. Igen må jeg sige, at jeg ikke ser det sådan. Jeg har hørt at navnet Gerd betyder gård, som i skærgård, skibsgård og bondegård; den firlængede bondegård. Jeg har også læst at Gerd er en variant af »garðr« der betyder »indhegnet land«. Det forstår jeg som alt hvad der er inden for gærdet og altså meget mere end blot mulden på en mark. Jeg kan bedre forliges med tanken om Fjørgyn som ækvivalent med muld, samtidig med at jeg har mine tvivl. Jeg er ikke sikker på, at det er her, at Fjørgyns betydning skal søges. Thor kaldes Jords søn i mytekvadene Trymskvadet og Ægirs gilde. I Vølvens spådom kaldes han søn af Hlodyn og Fjørgyn, og i Harbardsangen siger Harbard (dvs. Odin) til Thor, at »Fjørgyn vil finde sin søn Thor i menneskelandet og lære ham ætlinges veje til Odins land«. En i sig selv interessant udtalelse. Jeg kan ikke lade være at tolke »ætlingenes vej til Odins land«, som døden på slagmarken, på valen. Det er herfra de krigere der udviser dødsforagt hentes til Valhal, den hurtigste vej til Odins land. Det er selvfølgelig bare en idé der slog mig, og jeg kan have taget gruelig fejl. Men kunne det forstås som, at det er den jord, Fjørgyn repræsenterer? Valen hvor krigerne falder? Eller er det, at drage forhastede konklusioner? Hele vejen igennem er jord knyttet til, at være mor til Thor, men hvad er det hun skal lære ham her? Jeg synes det ligner en kenning, hvor man skal kende en myte for til fulde, at forstå meningen i teksten. Kender man myten om, at Freja græ10 · Nr. 1 · 1. årgang large role in the Old Norse cosmology. They are the oldest and the first, and the earth was formed from one of them). »Fjørgyn er for mig jættens kød, blod og urgamle visdom blandet med gudernes skaberkraft.« Fjørgyn. Illustration: Helena Valorinta der tårer af pureste guld, når hun sørger tabet af sin mand Od, ved man at kenningen »Frejas tårer« betyder guld. Hvis jeg var bedre kendt med myterne ville jeg måske straks vide hvad »ætlingenes veje til Odins land« egentlig betød. Så ville jeg vide hvad Harbard me- »Jord siges nogle steder at være Njords søster, hun kaldes også af og til for Nerda.« ner at Fjørgyn skal lære Thor. Jeg mærker jordens kraft, men ikke en moder jord. Idéen om moder jord, som den forefindes i moderne New Age, kommer fra græske traditioner, og jeg kan som sagt ikke med bedste vilje i verden se den i vores mytologi. Men jeg kan se jordens kraft. Jordens kraft er så stærk, at den kan føde Thor. Når jorden nu er formet af jætten Ymirs kød spørger jeg mig selv, om man kunne sige, at Thor er jættefødt? Jætte i forståelsen utæmmet og oprindelig naturkraft, en forståelse som var udbredt i 1800-tallets forskning? Ganske vist er det guderne, der dræber jætten og navngiver vores jord på forskellig vis, men grundsubstansen er alligevel jætte. Måske kunne man sige jættekraften? Med hensyn til jættekraft, så skrev jeg i indledningen af bogen, at jeg ikke deler guder og jætter op i gode og onde/farlige. For at forklare, hvad jeg mener med jættekraft vil jeg bringe et citat af den islandske professor i folketro (folkloristic), Jón Hnefill Aðalsteinsson, fra hans bog A piece of horseliver. Da bogen er en engelsk oversættelse fra islandsk, har jeg taget mig friheden at selv oversætte citatet til dansk: »I de kilder vi har, er jætterne kendt for deres visdom og viden om oldtidskunster. Guderne risikerer deres liv og foretager store ofre for at få del i denne visdom (...) Jætterne spiller en stor rolle i den oldnordiske kosmologi. De er de ældste og de første og jorden er formet ud af en af dem.« (In the sources that we have, the giants are known for their wisdom and knowledge of the ancient arts. The Gods risk their lives and make great sacrifices in order to share in this wisdom (...) The giants play a Jeg synes dette citat giver et godt fingerpeg om, i hvilken retning mine egne tanker går, hvad gælder jættekraft, men jeg vil også citere brugeren Louise på internetforummet Kindir: »Det er råstyrken i jættens kød og blod, jeg mærker, og det er gudernes skaberkraft, der fylder mig, når jeg stiller mig ud på marken og lader mulden glide op mellem tæerne. Når jeg traver skoven tynd og suger skaberværket til mig. Jordforbindelse giver mig styrke fra det guddommelige. Personligt symboliserer jordens kraft for mig en ro og en styrke, kraft og … Ja en følelse jeg ikke kan forklare ... Tryghed måske?« Jeg oplever det samme og synes, det er så rammende beskrevet, at jeg bringer citatet i stedet for, at forsøge at beskrive det selv. Fjørgyn er for mig jættens kød, blod og urgamle visdom blandet med gudernes skaberkraft. En kraft så stærk at den kan føde Thor; menneskenes beskytter. Og hvis kønnet er underordnet, er der for mig ikke så meget mere, at spekulere over. Tilbage er blot at opleve og mærke denne jordens Gudinde. Mødet Fjørgynblót ved blótstenen i hjørnet af haven i sensommerregnens blæst. Vi skålede i koffeinfri kaffe med mælk, og bød Fjørgyn kaffekage med tranebær, mens vi huskede at hylde Frigg her ved hendes plads. Vi ofrede lavendel, vintervikke, rødkløver og rævehale. Vi talte og lyttede i vinden. Nynnede svagt og mærkede kraften omkring os. Vinden rev i træerne, regnen var kold mod anklerne. Lyden af en rumlende motorcykel. Velkommen Fjørgyn Styrken og roen, grokraften, var omkring os. I græsset, i bladende, i regnen, i stenen Vi så omkring os på blótpladsen. Vi så alt det grønne, groen- de grønne, vækstkraft, grokraft. Børnestemmer i det fjerne; en kvinde der kalder. En hund der gøede i menneskenes verden. Vinden er isnende kold, men træet skærmer for regnen. Alt er vådt. Vi ser torshammeren på stenen, med blomster, kage og kaffe. Lilla toner mod den grå sten, Sølvfarvet torshammer med cremefarvet mælkekaffe. Hverdagens heltemod, styrken i det almindelige. Det smukke i det nære. Vi talte og spurgte. Ordene blev hængende i luften, som ekko i vinden gentog vi os selv. Ordet der skaber når det udtales. Det, der siges højt, bliver virkelighed - »Det du fortier, slet ingen mening har«. Fjørgyns kraft, grokraften. Små blomster der knækker asfalten. Græsrødder der invaderer alt. Intet i denne verden kan standse Fjørgyns kraft og virkelighed. Som små mælkebøttefrø, der spredes i vinden. Som vanddråben der udhuler stenen. Lad Fjørgyns grokraft gennemsyre dine ord, og tal den virkelighed frem, som du ønsker. Det, du gentager, får kraft og styrke og gror, gror, gror. Gentag, gentag, gentag den virkelighed, du ønsker. Fjørgyn – I sandhed Thors urokkelige moder. Ting kan tales i eksistens. Det, der gentages og gentages og gentages, bliver sandhed Vi er ved at etablere gode kontakter med vore søsterorganisationer i udlandet Kort fra udenrigsfronten Af Martin P. Hansen, Nordisk Tingsfællig 1) Jeg mødtes med Bifrosts udenrigsansvarlige Anette til Aarhus Blotlaugs åbent hus i påsken og igen til Asatrofælleskabet Yggdrasils vennestævne i pinsen. Begge gange havde vi en god snak om Nordisk Tingsfællig; hvem vi er og hvad vi vil. Anette havde mange spørgsmål som blev besvaret og vi fik etableret en fælles forståelse. Vi ser frem til en god sameksistens og glæder os til en mulighed for samarbejde. Anette Kvitsgård, Bifrosts udenrigsansvarlige. 2) Til vores Storting i maj havde vi besøg fra Eldaringen i Tyskland. Det var Isa (formand), Ingmar og Günna der havde kørt hele den lange vej fra Tyskland til Fyn udelukkende for at deltage i vores Ting. Besøg af der Eldaring til vores storting. Vi morede os godt i hinandens selskab og jeg skal viderebringe ønsket om at vi må trives og vokse. 3) I forbindelse med Stortinget modtog vi også et lykønskningskort fra Het Rad i Holland. Teksten var som følger: May the Nornir weave well your web of wyrd May the spirits share welfare and wisdom with all of you May Nordisk Tingsfællig flourish in frith and friendship The best and warm wishes of Het Rad. 4) Videre blev vi inviteret til at deltage I Samfundet Forn Sed Sveriges årsting I juni, hvilket vi også gjorde. Artikel om dette findes andetsteds i bladet. 5) Asatru-EU er et samarbejde mellem flere asatro-organisationer i Europa, primært om en en fælles portal, der er ved at blive sat op, hvor vi skal præsentere os selv med link til vores respektive hjemmesider. Nordisk Tingsfællig er blevet en del af dette samarbejde. Vi ser frem til at kunne bidrage til dette samarbejde mellem trosfæller i Europa. det, er også en del af samarbejdet omkring IASC, den internationale asatro-sommerlejr der havde sin første sommerlejr på Mols i Danmark i 2009. Næste gang bliver udenfor Oldenburg i Tyskland i 2012, og vi kan med glæde meddele at Nordisk Tingsfællig nu indgår i dette samarbejde, som en af de organiserende organisationer. En del af de organisationer der er med i Asatro-EU samarbej- Det flotte kort fra Het Rad med underskrifter og det hele. Nr. 1 · 1. årgang · 11 Vi kender aseguderne fra den overleverede nordiske mytologi, og nogle af disse guder var genstand for religiøs dyrkelse i førkristen tid. Den moderne dyrkelse af disse guddomme kommer, dengang som i dag, til udtryk i ritualer. Hvordan denne dyrkelse kan have taget sig ud i førkristen tid, kan vi forsøge at danne os et indtryk af ud fra etnografiske værker der strækker sig over en periode på tusind år, helt op til kristendommen bliver officiel religion i Norden. Asedyrkelsens ritualer i kilderne og i dag Af Stoff, Nordisk Tingsfællig Tusind år før kristendommen bliver førende religion, beskriver den romerske historiker Tacitus de germanske stammer, og dette værk refererer til kultisk praksis. Arabiske rejsende beskriver kultiske aktiviteter hos forskellige skandinaviske folk i det 10. århundrede. Hos Adam af Bremen og Thietmar af Merseburg, begge i det 11. århundrede, finder vi beskrivelser af store kultfester i Skandinavien. Dertil findes også beskrivelser af hedenske ritualer i de islandske sagaer fra 13. og 14. århundrede. Der er flere kilder endnu, men disse er de mest fremtrædende. »… forsøge at skabe ritualer direkte på baggrund af de historiske kilder.« Den måde dyrkelse af aserne tager sig ud på i dag, har dog træk som ikke umiddelbart kan sættes i forbindelse med billedet disse kilder tegner. På mange måder har de gængse ritualer i asatroen nære forbindelser til generelle tendenser i neopaganismen. Ønsker man at videreføre eller skabe ritualer til dyrkelse af aserne i dag, står man således overfor ideer og materiale med oprindelse forskellige steder. Det er således muligt både at videreføre de rituelle former som 12 · Nr. 1 · 1. årgang de hidtil har været i en neopaganistisk kontekst, og forsøge at skabe ritualer direkte på baggrund af de historiske kilder. I det følgende vil fremtrædende bestanddele i moderne ritualer, såvel som forskellige kilders beskrivelser af førkristen kult, blive beskrevet og deres mulige nutidige betydning blive diskuteret. Det moderne ritual Et asatro ritual begynder almindeligvis med at deltagerne stiller sig i en cirkel. I midten kan der været placeret offergaver, og der er måske et bål. En i kredsen fungerer som ritualforretter. Forretteren går med uret rundt om kredsen og fremsiger en hyldest eller påkaldelse af en gud i hvert verdenshjørne. Alternativt har de personer der står i verdenshjørnerne opgaven at hylde eller påkalde en gud. Dette kan ske ved at der tegnes et solhjul i luften. Når dette er sket må ingen forlade cirklen før ritualet er ovre. Herefter kan der være en hyldest til de specifikke guder, der skal hyldes ved denne lejlighed, og forretteren siger måske nogle ord om ritualets formål og mening. Et horn fyldes med mjød, og dette går rundt mellem deltagerne, med uret. Når man får hornet fremsiger man en skål til en gud, en bøn eller lignende. Ofte går hornet først rundt for nogle guder som er bestemt på forhånd. Derefter er der ofte en skål for de afdøde og en fri skål hvor ordet er frit, når man har hornet. Ved hver skål eller hyldest, drikker den der holder hornet og de andre i kredsen siger eller råber »hil!« imens. Den fri skål har ofte en vigtig plads i ritualet, og der lægges vægt på muligheden for at den enkelte kan udtrykke sig og derved give sit personlige bidrag til ritualet. Det sidste mjød hældes ud på jorden som gave til stedets vætter. På et tidspunkt bliver der typisk lagt ofre frem til guderne, fx mad. Det er almindeligt at en edsring bringes rundt, og man har så mulighed for at aflægge eder ved at holde i ringen. Ofte har deltagerne amuletter, smykker og lignende med, som bliver indviet i ritualet, fx ved at edsringen holdes henover objekterne, mens alle holder i den, og forretteren fremsiger nogle ord. Til sidst bydes guderne farvel ved verdenshjørnerne. Hefter er der fællesspisning. »… der lægges vægt på muligheden for at den enkelte kan udtrykke sig og derved give sit personlige bidrag til ritualet.« Dette ritual har ligheder med rituelle former som er gennemgående blandt neopaganistiske religioner. Måske det mest fremtrædende eksempel på dette er liturgien indenfor det der kaldes heksetro, heksekunst eller wicca. Liturgien, som ligger til grund for de mange former for wicca i dag, hører til det, der meget vel kan være startskuddet for den neopaganistiske bevægelse, og den mangfoldighed af religioner og traditioner der omfattes af denne betegnelse. »… de begynder med at der tegnes en magisk cirkel med et sværd, hvorefter elementernes ånder påkaldes …« Denne liturgi blev sammensat af englænderen Gerald B. Gardner fra slutningen af 1940erne og frem til de tidlige 1960ere. Den indeholder elementer fra jødisk-kristen ceremoniel magi, som den fandtes hos de okkulte ordner Ordo Templi Orientis og The Hermetic Order of the Golden Dawn, elementer af frimurerordenens ritualer, såvel som kreative nytolkninger af disse og tekster skrevet af Doreen Valiente fra Gardners egen gruppe, lån fra Rudyard Kipling og okkultisten Aleister Crowley og tekster som er af Hvad siger kilderne? Måske de mest udførlige beskrivelser af hedensk gudedyrkelse er i Håkons saga i Heimskringla, skrevet i 1200tallet og araberen ibn Fadlans beretning om svenske vikinger ved floden Volga i 900tallet. Wicca ritual. Kilde: Paganavebury, commons.wikimedia.org uvis oprindelse (med nogen sandsynlighed Garders eget forfatterskab). Fremtrædende elementer i Gardners ritualer er, at de begynder med at der tegnes en magisk cirkel med et sværd, hvorefter elementernes ånder påkaldes ved at tegne pentagrammer i luften ved verdenshjørnerne. Herefter påkaldes heksenes gudinde, hvorved gruppens præstinde bliver gudindens legemliggørelse. Så danses der for at rejse magisk kraft, som cirklen samler og koncentrerer. Kraften gives som offer til guderne, eller bruges med henblik på magisk arbejde. Afslutningsvis indvies mad og drikke, som går rundt blandt deltagerne. Elementernes ånder bydes farvel og cirklen åbnes. Bagefter holdes der eventuelt fest. Især den måde ritualet begynder og slutter på, med etableringen af en rituel cirkel og påkaldelse af verdenshjørner, er i høj grad blevet den almindelige måde at forstå og udføre ritualer på i neopaganistisk sammenhæng. Ikke kun indenfor wicca, men også blandt moderne druider og moderne shamanistiske traditioner, og altså også asatro. Gardners cirkelritual bygger direkte på standardritualer fra Ordo Templi Orientis og Golden Dawn. Disse har til gengæld ritualerne fra bøger om jødisk-kristen mystik og magi, såsom Clavicula Salomonis (Key of Solomon). Clavicula indeholder komplekse ritualer til at fremmane ånder med henblik på at få dem til at tjene troldmanden. Bogen menes at være fra renæssancen. Den beskriver blandt andet hvordan man skal lave en magisk cirkel for at beskytte sig mod de ånder, man fremmaner. Gardners cirkelritual følger dette forlæg, men tilfører det en ny tolkning – nemlig at cirklen skal holde på den kraft, der rejses inde i den. Også den rituelle kalender som mange moderne hedninge følger, kan spores til Gerald Gardner. Det er de otte højtider, bestående af højtider 1. februar, 1. maj, 1. august, 1. november, samt solhverv og jævndøgn. Litteratur: Farrar, J. & S. (1996) A Witches’ Bible. Phoenix Publishing. Gardner, G.B. (1949) High Magic’s Aid. Godolphin House 1996. Gardner, G.B. (1954) Witchcraft Today. Mercury Publishing. Gardner, G.B. (1959) The Meaning of Witchcraft. Mercury Publishing. Gotved, G.V. (2001) Asatro – De gamle guder i moderne tid. Aschehoug Dansk Forlag A/S. Hutton, R. (1999) The Triumph of the Moon – A History of Modern Pagan Witchcraft. Oxford University Press. Håkons saga fortæller, at Sigurd Jarl holdt offerfest om efteråret, midt på vinteren og om sommeren. Alle bønderne kom til hovet (templet), medbringende den mad de skulle spise til festen. Alle skulle have øl med. Der blev slagtet dyr, herunder heste, og blodet blev opsamlet i blót-skåle, og stænket ud over altre, vægge og på deltagerne. Kødet blev tilberedt til festmåltidet. Hovets ild var midt på gulvet med gryden til madlavningen henover. Det bæger der blev udbragt skåle fra, blev ført henover ilden. Den der forestod festmåltidet velsignede bægeret og offerkødet. Først udbragtes en skål for Odin, som blev drukket for kongens sejr og magt. Så blev Njords og Frejs skåle drukket for fred og overflod. Dertil kunne man drikke skåle for afdøde slægtninge. »Der er tale om et stort hus hvor der var opstillet gudebilleder omkring et alter med en skål til offerblod.« En anden saga giver en beskrivelse af et hov, dvs. tempel, som synes at svare til det Håkons saga nævner. Det er i Eyrbyggja. Der er tale om et stort hus hvor der var opstillet gudebilleder omkring et alter med en skål til offerblod. Der var også nogle hellige søjler med gudenagler i. Det fortælles også at der blev holdt offerfester i dette tempel. Denne beskrivelse er, ligesom offerfesten i Håkons saga, skrevet flere hundrede år efter kristendommen blev indført. Ideen om en hal med gudebilleder, hvor der indtages et of- fermåltid kan dog godt være autentisk førkristen. Adam af Bremen, som levede i 1000tallet skriver om et tempel i Uppsala. Her er kan vi være nærmere en tid, hvor hedensk gudedyrkelse stadig var klar i erindringen. Templet i beskrivelsen er en hal, hvor der er gudebilleder af Thor, Woden og Fricco. »Dog skiller ideen om gudebilleder i en festhal, hvor der indtages et offermåltid, sig ud som værende sandsynligt førkristent.« En relevant detalje er, at Adam af Bremen kalder det rum, hvor gudebillederne står, for triclinium, hvilket vil sige gildesal. Både Håkons saga, Eyrbyggja og Adam af Bremens beskrivelser er skrevet af kristne i kristen tid, og bibelsk inspiration synes også at gøre sig gældende i beskrivelserne. Dog skiller ideen om gudebilleder i en festhal, hvor der indtages et offermåltid, sig ud som værende sandsynligt førkristent. Ideen om at blodet blev stænket på alter og vægge kan i sagabeskrivelserne være influeret af bibelske motiver. Dog peger andre kilder på at man kan have hældt blod ud over en art alter, eller smurt det på søjler eller gudebilleder. I Hervarer og Heidriks saga smøres hesteblod på et blót-træ. I mytekvadet om Freja og Hyndla, fortælles det at oksers blod blev hældt ud over en hørg (muligvis en form for stenalter) til ære for Freja. Temaet med at udbringe skåle for guder og afdøde genfindes i en beskrivelse af et diseblot i Egils Skallagrimssons saga. Beskrivelserne i Håkons saga, Egil Skallagrimssons saga, Eyrbyggja og Hyndlasangen hører alle til middelalderens litteratur, og er skrevet 200 år eller mere, efter kristendommens indførsel. Vi kan derfor ikke Nr. 1 · 1. årgang · 13 heksetro, heksekunst eller wicca 14 · Nr. 1 · 1. årgang antage at de giver et korrekt billede af førkristen kult. Beskrivelserne kunne ligefrem være fuldstændig fiktive. Når vi i Håkons saga og Egils saga hører at man udbragte skåle til minde om de afdøde, er der muligvis tale om en reference til en praksis i forfatterens samtid, idet netop en sådan skik nåede til Norden fra Tyskland i middelalderen. Der er også påfaldende ligheder mellem detaljerne i beskrivelsen af kultmåltidet og den kristne nadver, ligesom Eyrbyggjas beskrivelse af hovet minder om en kirke. Formålet med sagaernes beskrivelser er måske mere litterær og rettet mod sin samtid, end historisk. Den islandske middelalderlitteratur om den førkristne tid, har en tendens til at tegne et billede af hedenskabet som nært beslægtet med kristendommen. »… bøjer sig for guden og beder ham gengælde gaverne ved at give ham held med sin handel.« Den rejsende araber Hamad ibn Fadlan mødte i 900-tallet en gruppe Rus (dvs. Svenskere) ved floden Volga. Fadlan fortæller, at de gik i land ved et sted hvor der var en kultplads. Der var opstillet et højt stykke træ, med et udskåret mandshoved på, omgivet af mindre, tilsvarende figurer, som forestillede gudens hustru og børn. Bag disse gudebilleder var opstillet nogle planker. Folkene gik i land og gav gudebillederne gaver i form af løg, brød, kød, mælk og alkohol. Fadlan fortæller videre om en handelsmand, som således bringer guden gaver, og bøjer sig for guden og beder ham gengælde gaverne ved at give ham held med sin handel. Går det dårligt, vender han tilbage med flere ofre, eventuelt også til gudens hustru og børn. Går det ham godt, takker han gu- den ved at ofre et antal dyr, og give noget af kødet til guden, mens resten gives til almisse (hvilket nok egentlig betyder et fælles offermåltid). Hvor Håkons saga giver nogle detaljer om hvad der kan have foregået ved kultmåltidet, samt angående den større sociale kontekst, er Fadlans beskrivelse mere fyldig hvad angår offerhandlingen overfor gudebilledet. Håkons saga nævner dog et forudgående offer, og eyrbyggja og Adam af Bremen peger på at gudebillederne har været tilstede i gildesalen. Til gengæld antyder Fadlan kun det efterfølgende måltid. Til sammen kan de dog give et indtryk af kulthandlingernes forløb. En sådan sammentænkning er besnærende, og måske ikke urimelig. Dog skal vi huske på forskellene i tid, geografi og kontekst, sagakilderne og Fadlans beskrivelse imellem. Noget tyder på, at hvordan kulten præcist har taget sig ud, og hvilke ritualer man har udført, har varieret betragteligt fra egn til egn, samt over tid. Fx tyder arkæologien på, at kulten i høj grad er foregået udendørs i lunde og ved søer i jernalderen. Men i løbet af jernalderen, og vikingetiden, tyder det på at dyrkelsen i stigende grad foregik indendørs i en slags gildesal. Et andet eksempel kan være, at man et sted har fundet tegn på at man har ofret forskellige landbrugsredskaber i en sø, mens man et andet sted har fundet rester af en bygning hvor der er blevet ofret spinderedskaber, ildstålsamuletter og forskellige dyr. Dog synes der at være nogle elementer, som med nogen rimelighed kan siges at gå igen. I sagaerne beskrives gudebilleder, blodoffer, madoffer, festmåltid og øldrikning i forbindelse med gudedyrkelsen. Dette er dog skrevet flere hundrede år ef- ter kristendommens indføring, og således i en ganske anden kontekst end den førkristne. Dog synes arkæologien at give nogen støtte til ideen om at gildesale skulle have en kultisk funktion, at man har ofret dyr, værktøj, våben, smykker og madvarer. Der er også fundet gudebilleder af træ fra jernalderen, fx ved Broddenberg og Rude Eskildstrup i Danmark og Braak og Possendorf i Tyskland. Disse er fundet i moser, omgivet af offergaver, og i fx Broddenberg var gudebilledet placeret på en stendynge. Hamad ibn Fadlans beskrivelse indeholder også elementer, som umiddelbart passer godt sammen med sagaernes beskrivelser såvel som arkæologien. Særlig interessant ved hans beskrivelse er, at den tilsyneladende er en samtidig øjenvidneberetning, og den er skrevet i et forholdsvis objektivt sprog. Det kunne meget vel være den måske bedste historiske kilde til førkristen gudedyrkelse, vi har. Fadlan beskriver gudebilleder, madoffer, slagteoffer og nævner noget der antageligvis er et kultmåltid. Fadlan skriver også noget om hvad meningen med gudedyrkelsen var – nemlig tanken om do ut des. En ide som også findes beskrevet i nordiske, litterære kilder, herunder havamal. Hvis vi sætter fokus på tilbagevendende, og tilsyneladende udbredte elementer i kulten, og lader detaljer og varierende indslag stå i baggrunden, kunne det vi står med være noget i retning af: Gudebilleder, madofre, rituel slagtning og et offermåltid. »I sagaerne beskrives gudebilleder, blodoffer, madoffer, festmåltid og øldrikning i forbindelse med gudedyrkelsen.« Hvis vi tager disse beskrivelser, som med nogen rimelighed kan sandsynliggøres som værende udtryk for overrod- Asedyrkelsens ritualer i kilderne og i dag nede elementer i førkristen kult, som udgangspunkt, kan vi sammensætte et moderne ritual med samme elementer. Tror vi på sammenhængen, er det så muligt at efterligne vore hedenske forfædre – eller i hvert fald tilnærme os det. Men en ting er muligheden for at efterligne forfædrene. Noget andet er meningen med disse handlinger og muligheden for nutidig forståelse og relevans. Hvor skal vi så lede efter en mulig mening med de forskellige elementer i kulten? Vi har mytologien, som vi kender fra middelalderens litterære kilder. En mulighed er at se på myte og kult som en slags teori og praksis, hvor myten fortæller noget om kulthandlingens mening. Det kan vi gøre på en konkret måde, hvor vi forsøger at koble bestemte myter til bestemte handlinger, men vi kan også gøre det på en mere overordnet, abstrakt måde. Det sidste kunne indebære at tage myterne som udgangspunkt for at forstå nogle mere generelle ideer om hvad guder er, og hvad forholdet mellem guder, verden og mennesker er. Også dette kan måske belyse kulthandlingernes mening. Der er dog grund til at tro, at en sådan tilgang i sig selv er utilstrækkelig. De gennemgående kultelementer, der er indkredset ovenfor, er ikke unikke for skandinavisk polyteisme, men synes også at kunne genfindes mere bredt i det førkristne Europas religiøse skikke. Gudebilleder, ofre og kultmåltider fandtes også hos romerne ved middelhavet, i det slaviske Østeuropa og keltiske Vesteuropa. Nok kan der have været mere eller mindre særegne træk ved detaljerne og sammensætningen af disse elementer i Norden, men de er samtidig ikke noget der adskiller Norden skarpt fra kulturerne i resten af Europa (eller helt andre steder i verden, for den sags skyld). Det betyder ikke, at det er omsonst at lede efter en lokal skandinavisk mening med handlingerne, ud fra mytologien, men det betyder dog, at vi også må regne med, at disse elementer nok også har været meningsbærende i sig selv. Det er derfor også relevant at afdække en mulig mening med handlingerne i sig selv, såvel som relevant at se på den sociale kontekst for disse handlinger. Vi kan således ikke regne med, at kult og myte til enhver tid har løbet parløb gennem deres historie. På forskellige steder, til forskellige tider, kan forskellige myter have givet mening til kultmåltidet og slagteofferet, og dertil kan handlingerne have båret deres egen mening, uden at have en særlig myte knyttet til sig. »En mulighed er at se på myte og kult som en slags teori og praksis, hvor myten fortæller noget om kulthandlingens mening.« Meningen med handlingerne: Religionsvidenskabeligt set, kan man tale om flere typer ofre: Votivoffer er gaver man giver til guderne for at få deres velvilje eller takke dem for noget. Do ut des (jeg giver, så du skal give) handler om at etablere gældsforhold, hvor man søger at forpligte guderne til at gengælde en gave med en tjeneste eller ydelse af en eller anden art. Do ut abeas, dvs. jeg giver så du ikke behøver tage fra mig, eller så du bliver væk. Dette er typisk rettet mod farlige magter, hvis indflydelse man ikke ønsker. Kommunionsoffer, hvor offeret har til formål at forene mennesker og guder. Offermåltidet kan være af denne type, hvor menneskene deler mad og drikke med guderne, og man tænker at guderne er deltagere ved begivenheden. Mad og drikke bliver her et medium som forbinder mennesker og guder. At give gaver Vi kan se, at man sandsynligvis i høj grad har forholdt sig til guderne ved at give dem noget, hvad enten det er mad og drikke, dyr eller kostbare genstande. Vi får også at vide, at formålet med gaverne, i hvert fald nogle gange, var at få noget igen, eller for at takke for noget man har fået. Bagved synes altså at ligge en ide om at kunne behage guderne, og derved opnå deres velvilje, eller måske at kunne forpligte guderne ved at sætte dem i gæld til en selv. På samme måde kunne man stå i gæld til guderne, og være forpligtet til at give dem gaver. Her har vi at gøre med nogle grundlæggende sociale mekanismer angående gensidighed, gavmildhed, gæld og gengældelse. Hos købmanden i Fadlans beskrivelse ønskes god handel til gengæld for gaven til guden, og idet købmanden får dette, gengælder han det med en yderligere gave til guden. Det bliver direkte fortalt at denne er købmandens intention med handlingerne. »… til dette hører dog også et »bedre ubedet end overblotet«. Man kan åbenbart give for store gaver.« I Viga Glums saga fortæller en Frejdyrker, at han tidligere har givet Frej mange gaver, som Frej har gengældt, og at han nu giver denne okse med samme mål for øje. Dette princip udtrykkes i Havamal som »gave er gjort for gengæld«. Med til dette hører dog også et »bedre ubedet end overblotet«. Man kan åbenbart give for store gaver. Hvorfor det kan være et problem, forstår vi måske hvis vi ser på de socialpsykologiske mekanismer for gavegivning Nr. 1 · 1. årgang · 15 mellem mennesker. Hvis en bedre bemidlet person giver en mindre bemidlet en gave der er så stor eller kostbar, at modtageren umuligt kan gengælde den, bliver modtageren sat i en gældsposition, som han ikke kan komme ud af igen. Ved at give og modtage, skabes en ubalance mellem de to parter, som genoprettes når gaven gengældes. Når dette er umuligt opstår et kronisk ulighedsforhold. Dertil kan modtagelsen af en alt for står gave udstille eller ydmyge modtageren. En gave kan således ikke kun bruges til at skabe velvilje og etablere et venskabsforhold, men også til at demonstrere overlegenhed, etablere ulighed og til at ydmyge. Således kræver gavegivning – for at det kan virke til at etablere gode relationer, velvilje og gensidighed – at man tager højde for økonomiske forhold og social status. Gavegivning må overholde nogle sociale spilleregler. Hvordan kan vi så forstå det i relation til gudedyrkelse? Kan man sætte guderne i en urimelig gældsposition? Det virker usandsynligt, da guderne vel per definition kan give mennesker mere, end vi kan give dem. »… en ide om, at man overførte det menneskelige på gudemagterne, …« Men måske en for stor gave udtrykker overlegenhed fra giverens side, hvilket måske udfordrer det forhold, at guder vel er at betragte som stående over mennesker. Forstået sådan, kan en for står gave være en slags overmod? Yderligere synes udvekslingen mellem guder og mennesker også at være kontinuerlig, således at man bliver ved med at give og modtage. En for stor gave kan måske sætte barren så højt, at tilbederen efterfølgende ikke kan opretholde den? En mere pragmatisk tolkning kunne 16 · Nr. 1 · 1. årgang være, at man ikke skal give mere end man har råd til, for ikke at komprimitere sin egen økonomi. Disse aftaler om udveksling af tjenester, guder og mennesker imellem, ser ud til både at kunne have en meget konkret karakter (at bede om noget bestemt), og at være mere overordnet (at bede om lykke og fremgang i det hele taget). Om de store offerfester hos Håkon Jarl skålede man fx for kongens magt og for år og fred. »… en grundlæggende teologisk tanke i polyteistisk religion – at guddommelige kræfter forstås ud fra en menneskelig begrebsverden …« Kendetegnende for disse handlinger, og den mening der synes at ligge i dem, er at de bygger på måder, mennesker forholder sig til hinanden på. Det er velkendte sociale principper og mekanismer. Dette falder godt i tråd med en ide om, at man overførte det menneskelige på gudemagterne, således som vi også ser at guderne har menneskelig skikkelse, agerer på menneskelignende måder, og har menneskelignende sociale strukturer (familie, slægtsforhold, konflikt, krig) i myterne. Også kultisk er gudemagterne menneskelignende ved at man henvender sig til dem i form af antropomorfe gudebilleder. Her ligger måske en grundlæggende teologisk tanke i polyteistisk religion – at guddommelige kræfter forstås ud fra en menneskelig begrebsverden, og at det er på disse præmisser, mennesker interagerer med guderne. Vi kan måske tolke myten om verdens skabelse af urjættens krop, identificeringen af en menneskelig krops dele og verdens komponenter, som gudernes indstiftelse af denne præmis: Verden forstås med det menneskelige som udgangspunkt og ramme. Den del af verden, guderne skaber for mennesker, er også det der er omkrandset af øjnevipper – dvs. øjet. Herved kan vi måske forstå menneskets verden, som værende det vi kan »se« i bred forstand, dvs. det vi kan sanse og erkende. Og det altså på vores menneskeligheds præmisser – herunder guderne selv. Ideologisk teater En måde at forstå kulten på, er som en slags forestilling eller teater, igennem hvilket et verdensbillede eller ideologi bliver udtrykt. Hvis disse handlinger er et »ideologisk teater«, hvad fortæller det så? Der er en træfigur med menneskelignende træk. Der slagtes et dyr, og dele af det gives til figuren. Resten tilberedes og indtages i fællesskab, sammen med en alkoholisk drik. Ovenfor foreslog jeg en forståelse af offerhandlingen som værende forbundet med visse sociale mekanismer. Som sådan kan offerhandlingen og kultmåltidet ses som en iscenesættelse af nogle sociale forhold – nødvendigheden af gensidighed og magtforhold. Forestillingen fortæller om en ulighed, idet en overmenneskelig instans skal behages for at sikre lykke og fremgang. Livets gang er i hænderne på noget større end mennesket selv. »Der slagtes et dyr, og dele af det gives til figuren. Resten tilberedes og indtages i fællesskab, sammen med en alkoholisk drik.« Et sådant magtforhold blev måske i førkristen tid også udtryk ved at en autoritetsperson forestod kulthandlingerne. I en eller anden udstrækning ser dette ud til at have været forbundet med Hvis kulthandlingen er at betragte som »ideologisk teater«, hvori nogle basale ideer om verden og mennesket udtrykkes, må vi også stille spørgsmålet, og dette teater er noget vi ønsker at deltage i? Ved at handle på den måde kulten foreskriver, påtager man sig også et verdensbillede. Ritualer er ikke blot muligheder for at udtrykke en ide. De er også det medium med hvilket en ide påvirker deltagerne. Med et udtryk fra socialvidenskaberne, kan man tale om en disciplinering. »Kan vi acceptere ideen om gavegivning og gengæld som konstituerende for menneskeligt samværd?« Vi må så spørge os selv hvilke ideer om verden og mennesket, vi ønsker at skabe, indføre og formidle gennem nutidige ritualer. I førkristen tid har ritualer og myter ganske givet været forbundet med datidens samfundsstrukturer og magtforhold. Ideen om sa- kralt kongedømme er et fremtrædende eksempel herpå. Vores situation er dog en anden. Mange samfundsforhold er vidt forskellige fra den tidlige middelalders, og vi er ikke interesserede i at genindføre fortidige sociale strukturer. Vores interesse er vel at etablere en historisk funderet polyteistisk religion i en moderne kontekst. I de kultelementer, jeg har uddraget af kildematerialet ovenfor, er detaljer i de respektive beskrivelser i vid udstrækning sorteret fra, og kulten indhold reduceret til nogle centrale elementer: Gudebilledet, gaven til guden, det fælles måltid. Med disse følger også nogle basale ideologiske forhold: Det menneskelige udgangspunkt for forståelsen af verden og guddommelighed, nødvendigheden af gensidig udveksling, eksistensen af magtforhold. verdens skabelse af urjættens krop sekulære magtinstanser – det var familiens overhoved i hjemmet, høvdingen i lokalområdet og i national sammenhæng kongen. Denne forbindelse mellem magt og kult, ser vi måske tegn på når trønderne lægger pres på den kristne konge til at deltage i kultmåltidet i Håkons saga. Vi kan måske ligefrem tænke på kulthandlingen som en iscenesættelse af et minisamfund. Det er muligt at hallen eller lunden hvor kulten har udfoldet sig, blev opfattet som et mytisk mikrokosmos. Selve kulthandlingerne består i den ritualiserede opførelse af basale, sociale forhold – gavegivningen, gengælden og den venskabsrelation og gensidige forpligtelse dette opretter, samt etableringen af et magtforhold mellem høvding og folk, guder og mennesker. kelighed så fjern. Det radikalt nye indslag er måske nærmere det mytiske element der indføres med gudebilledet. Gensidigheden og magten udspilles allerede i nutidige sociale praksisser der ligner kultmåltidet, såsom den almindelige julemiddag. »… vi er ikke interesserede i at genindføre fortidige sociale strukturer.« Specifikke ideer, som knyttede sig hertil i fortiden, men ikke længere er aktuelle eller ønskværdige (såsom kongemagt og blodhævn), er forsøgt udeladt. Spørgsmålet er i stedet, om dette skelet af en ideologi er acceptabelt og forståeligt i en moderne kontekst. Kan vi acceptere at forstå de kræfter det råder over lykke og fremgang i menneskelige termer, dvs. antropomorfe guder? Kan vi acceptere ideen om gavegivning og gengæld som konstituerende for menneskeligt samværd? Kan vi acceptere at være underlagt en magtinstans? I et socialpsykologisk perspektiv må de to sidste elementer – gensidighed og magt – betragtes som værende gældende, sociale vilkår i moderne samfund. Måske er kultens ideologi på disse punkter, på et abstrakt, strukturelt niveau, ikke vores sociale vir- Litteratur: Andrén, A. (2005) Behind Heathendom: Archaeological Studies of Old Norse Religion. Scottish Archaeological Journal Vol 27(2) 105-138. Ewing, T. (2008) Gods and Worshippers in the Viking and Germanic World. Tempus Publishing. Gebaur, G. & Wulf, C. (2001) Kroppens Sprog – Spil, ritualer, gestik. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, København. Gunnell, T. (2001) Hofs, Halls, Godar and Dwarves: An Examination of the Ritual Space in the Pagan Icelandic Hall. Cosmos 17, 3-37. Kure, H. (2010) I Begyndelsen Var Skriget – Vikingetidens myter om skabelsen. Gyldendal. Montgomery, J. (2000) Ibn Fadlan and the Rusiyyah. Journal of Arabic and Islamic Studies 3. Simek, R. (1993) Dictionary of Northern Mythology. D.S. Brewer, Cambridge. Steinsland, G. (2005) Norrøn Religion – Myter, riter, samfunn. Pax Forlag A/S, Oslo. Nr. 1 · 1. årgang · 17 Hedensk filmanmeldelse: Chihiro og Heksenene Af Mathias N., Nordisk Tingsfællig To vigtige japanske fænomener præger denne film: tradition og fornyelse. Japanernes traditionelle religion, Shintō, er på mange måder det, man kan forestille sig den traditionelle nordiske religion ville have udviklet sig til, hvis ikke kristendommen havde haft sit indtog. Når asatroende kigger ud over egne religiøse grænser retter blikket sig oftere mod Indien og de hinduistiske traditioner, mere end noget andet. Det er nok på grund af den gamle indoeuropæiske forbindelse, at asatroende er tilbøjelige til at lade sig inspirere derfra. Men kigger man på strukturerne i japansk religion kan man finde flere lighedspunkter med nordisk religion, end noget andet sted: den mytologiske verden er også delt ind i »riger« eller »verdner«, ligesom vores er delt ind i Asgård, Midgård og Jætternes hjem (nogle gange kaldet Udgårdene); japanerne har mange forskellige slægter af guder og deres ord for overnaturlige væsner, kami, slægter vores ord vætte på. Ligeledes former fortællingerne om guderne sig som myter, der minder meget om dem vi kender fra hjemlige himmelstrøg. Særligt kami-begrebet er vigtigt og interessant for Shintō, fordi det bygger på en forestilling om, at der findes guder eller »vætter« overalt. På den måde har japanske floder, skove og bjerge for eksempel alle sammen en kami. Kami er måske bedst oversat til »stedets (eller tingens) sjæl«. Et velkendt men ofte overset eksempel på denne tænkning er indeholdt i Japans mest kendte bjerg, Fuji (Japansk: Fuji-san 18 · Nr. 1 · 1. årgang = Hr. Fuji), som japanerne ærer og respekterer – og sælger en masse turistbilleder af. Vores hjemlige vætter, nisser, huldrer, skogsrå, elver og trolde er på mange måder samme koncept. I mytologien og folkloren fungerer de som stedsånder, der bor i landet, højen, bjerget eller i sten, træer og skove. »Der er to episoder i filmen, som for os er vældig interessante.« Chihiro og Heksene handler om en lille pige, der skal flytte til et nyt sted med sin mor og far. Det er en børnefilm, men den har helt bestemt kvaliteter som appellerer til voksne, blandt andet dens rige mytologi. På vej til det nye hjem skyder familien genvej igennem en skov. I skovbrynet ligger en masse miniaturehuse i en bunke. Chihiro, spørger sin mor hvad det er, og hun forklarer at det er helligdomme som folk tror, at der bor kami i. Inde i skoven kommer den lille familie til en mystisk ventesal. De kan ikke køre videre, så de går igennem den og kommer ud på den anden side, hvor der ligger noget som ligner en forlystelsespark. Det viser sig at ventesalen er en port til den anden verden. Forlystelsesparken ligger rundt om et kæmpe badehus som ejes og styres af en sur gammel heks. Badehuset servicerer millioner af kami, der kommer der for at få sig en smule wellness. I forlystelsesparken sætter Chihiros forældre sig ned for at spise, og det er her vi opda- ger at der er noget galt: de bliver til grise i heksens stald. Nu skal jeg ikke afsløre for meget, men for at redde forældrene tager Chihiro job i badeanstalten. Her møder hun et væld af forskellige traditionelle japanske mytologiske væsner. Der er to episoder i filmen, som for os er vældig interessante. Den første handler om et væsen, som heksen først tror, er en stink-gud: en kæmpe, slimet, brun-grå skabning. Den kommer til badehuset for at blive renset, og i første omgang forsøger de at holde den ude, men det lader sig ikke gøre. Chihiro er stadig ny og skal prøves af, så da stinkguden kommer ind, får Chihiro bøvlet med at bade den. Med møje og besvær får hun badet den, men der sker ikke noget; den er stadig lige ulækker. Det er først når Chihiro opdager at der sidder noget fast i guden, at det går op for heksen at den ikke er en stink-gud. De binder et reb fast om det der stikker ud, og alle trækker til. Ud kommer en cykel. De fortsætter med at trække, og pludselig vælter det ud med skidt og affald: køleskabe, indkøbsvogne, bildæk og vejskilte – alt hvad man finder på bunden af en forurenet flod. Væsnet viser sig at være flod-kami og i taknemmelighed giver han dem guld i lange baner. Chihiro er dagens helt. »… men endnu mere vigtigt: Chihiro får flodgudens respekt!« Episoden skildrer det unikke forhold mellem tradition og fornyelse i den japanske kultur. Floden fyldes med skrald fra menneskenes aktiviteter »Den ansigtsløse er et væsen som tager karakter efter sine omgivelser og derved spejler verden.« Den anden vigtige episode handler om et underligt væsen som forfølger Chihiro i badehuset. Den er kommet ind fordi hun i venlighed har inviteret den. Væsnet er mere eller mindre usynligt, og det hjælper Chihiro da hun skal bade flodguden. Den japanske betegnelse for væsnet er en ansigtsløs. Den giver hende en badepolet, så hun kan få et stærkt urtebad til at rense flodgudens bassin med. Denne polet tager hun imod, men da han kommer igen med en hel håndfuld, siger hun nej tak, for hun skal jo kun bruge en. Derpå forsvinder han og de andre poletter falder til jorden. Efter flodguden er blevet renset, dukker væsnet op igen. Denne gang er det i forbindelse med en frø (badeanstaltens arbejdere er frøer), der midt om natten går ind til bassinet for at se, om der skulle være noget guld tilbage. Den ansigtsløse kommer frem og giver ham masser af guld. Han bliver grådig og vil have mere, men bliver i stedet spist af den ansigtsløse. Der er ingen der opdager dette, for da de ser at den ansigtsløse har masser af guld, bliver de alle sammen grådige og søger at servicere ham, så de kan få guld i drikkepenge. Væsnet udvikler sig til et grådigt monster, der vokser og vokser. Den bliver så grådig at den begynder at spise arbejderne i badeanstalten. Til sidst sendes Chihiro ind til væsnet. Han forsøger at give hende mad og guld, men hun tager ikke imod det. Hun spørger ham, om han har familie og venner og hvor han kommer fra, men han kan ikke svare. Det eneste han kan sige, er at han er ensom. Derpå udbryder han, at han vil have Chihiro, og en dramatisk jagt gennem badeanstalten påbegynder. Chihiro får lokket ham ud og væk, og sammen tager de toget ud for at finde heksens søster. Den ansigtsløse er blevet god igen. Den ansigtsløse er et væsen som tager karakter efter sine omgivelser og derved spejler verden. Modsat idealet for mennesker har han ikke familie, venner eller noget oprindelsessted. Disse tre elementer er nemlig det, der opfylder et menneske og skaber dets personlighed. Den ansigtsøse er en tom (næsten usynlig) skal, der opfyldes af andres begær. Konfronteret med Chihiro, der er et godt menneske med familie, venner og hjemstavn (det hun savnede da de skulle flytte), bliver den ansigtsløse uskadeliggjort. Han er moralitetens spejl, og den vigtige moralske lære som demonstreres i Chihiro er selvfølgelig mådehold og omtanke. Chihiro og Heksenene formår at blande traditionel japansk mytologi med en moderne verden. Filmen er et udtryk for en levende, moderne polyteistisk religion og mytologi. Den fortæller om forholdet mellem guder, mennesker og mytologiske væsner, og den fortæller os at det onde kommer af en mangel i den enkelte; det gode kommer af at have familie, venner og et hjem: identitet. På den måde sætter Chihiro og Heksene en standard for, hvordan man kan opfatte sig selv som menneske i en verden, der er beboet af mange forskellige væsner. Shintō har noget at sige og det skal fjernes på en eller anden måde. Dette sker i badehuset, hvor menneskebarnet er den der opdager problemet. De andre væsner – som jo hører til den anden verden – er ikke i stand til at gennemskue problemet. Med Chihiros hjælp renses flodguden og han giver dem alle sammen guld som belønning – men endnu mere vigtigt: Chihiro får flodgudens respekt! Det er det højeste et menneske kan opnå. Episoden er en fortælling om vores forhold til naturen: Hvordan mennesket lever sammen med en natur der har sjæl og ånd. Budskabet lægger ganske åbenlyst vægt på en mere økologisk måde at tænke på. »… kan vi asatroende måske finde en bedre inspirationskilde til udfoldelsen af vores eget religiøse liv.« Chihiro og Heksene giver et indblik i hvordan en moderne ikke-kristen kulturs verdensbillede og selvforståelse ser ud, helt uafhængigt af den new-agekultur som gennemstrømmer de hedenske europæiske religioner. I Chihiro og Heksene, ligesom i Shintō som helhed, kan vi asatroende måske finde en bedre inspirationskilde til udfoldelsen af vores eget religiøse liv. Hvor new-age er et påfund hvis udvikling påbegyndtes i 1880-erne og som næsten eksklusivt bygger på moderne kristen mysticisme, er Shintō en mere end tusind år gammel tradition, som har udviklet sig i samspil med samfundets teknologiske udvikling. Chihiro og Heksene viser at Shintō har noget at sige om den moderne verden, og ikke bare – som så mange nyreligiøse bevægelser – vender den ryggen og kigger indad. Nr. 1 · 1. årgang · 19 Med baggrund i permakulturen, kommer derfor her en betragtning omkring bæredygtighed og kultpladser. Formålet med denne artikel er at åbne op for tankerne, og inspirere, ikke at komme med en færdig løsning. Et av vore mål i Nordisk Tingsfællig er at etablere kultpladser rundt om i landet, og et af punkterne i vores kodex er at vi går ind for bæredygtighed. Disse to vigtige punkter bør i vores optik kombineres, således at vi i vore handlinger svarer til vores ord. Vi skal også have en bæredygtig tilgang til økonomi, når vi udvælger vores første sted. Det er ikke bæredygtigt for vores økonomi at købe jord ved stranden i nordsjælland, og det er hverken bæredygtigt for vore medlemmers rejsebudget eller for naturen (unødigt meget og lang transport) at købe jord i det yderste nordvestjylland. En helhedsvurdering, der både tager hensyn til vores fælles økonomi og hvor vore medlemmer hører hjemme, peger unægtelig på Fyn som det mest bæredygtige sted at starte. »Permakultur, er et desingredskab, med hvilket du kan designe alt fra din altankase til dit liv, …« Når vi får adgang til et stykke land, og skal til at etablere kultpladser er det vigtigt at vi først laver en helhedsvurdering af stedet, og sammenholder det med hvad vi vil bruge stedet til. Her er det vigtigt at vi stiller os selv en række spørgsmål, og besvarer disse, før vi laver en plan for stedet. Permakultur, er et desingredskab, med hvilket du kan designe alt fra din altankase til dit liv, over køkkenhave, arbejdsog familieliv, økosamfund osv. Permakulturen kræver at du 20 · Nr. 1 · 1. årgang Permakultur; bæredygtige kultpladser Af Martin P. Hansen og Helena Valorinta, Nordisk Tingsfællig Martin P. Hansen var af sted på Permakulturcertifikakursus i august i år. Kurset foregik i Finland, og varede i tolv dage; 72 undervisningstimer. Helena Valorinta tog permakulturcertifikat i København i 2000. Vi har talt meget om hvordan permakulturen kan hjælpe os i Nordisk Tingsfællig med at leve op til punktet i vores kodeks, der siger at vi går ind for bæredygtighed. af de fem elementer, hverken lokalt eller globalt, indenfor projektets sandsynlige levetid. 3. at designet i videst muligt omfang sammenbinder ressourcekredsløb og fokuserer på udvekslingen mellem projektets del-elementer, frem for at fokusere på de enkelte elementer, hver for sig. 4. at der etableres en forsvarlig affaldshåndtering, hvor ethvert spildprodukt bliver til en nyttig ressource andetsteds. 5. at projektet i sin formgivning og design tager udgangspunkt i permakultur-principperne, inklusive kant-effekt, zoner og sektorer, naturens organiske mønstre, stacking, småt-og-intensivt, biologiske fremfor mekaniske ressourcer, flerfunktionalitet. 6. at projektet også økonomisk viser sig vedvarende levedygtigt. tænker i helheder, i vedvarende systemer, og i bæredygtighed på alle fem planer. De fem planer, eller elementer, som permakulturen opererer med er jord, vand, luft, energi, og organisation (ånd). Permakultur bygger på tre kardianlpunkter: • omsorg for jorden • omsorg for mennesker • frit bevægelige og ligeligt fordelte ressourcer Permakultur søger at arbejde med naturen og ikke imod den, at skabe kredsløbssystemer, der producerer mere energi end de forbruger og at sammenbinde stofkredsløb lokalt, så ressourcerne bliver i området. Alting bør have mindst tre funktioner, og alting bør får sine ressourcer fra mindst tre steder. Vi vil lige citere Poul Erik Pedersen, en af Danmarks di- plomholdere indenfor permakultur: Som sådan etablerer permakultur en situation for menneskeligt underhold (en kultur), der er permanent bæredygtig, set udfra en klassisk økologi-forståelse. (»Økologi«, af græsk Oikos-logos = læren om naturens egen ressourcehusholdning). 7. at projektet forholder sig til de sociale relationer, den menneskelige trivsel og den lokale selvbestemmelse, det lokale demokrati, på en sådan måde at der også her kan tales om en ressourceopbygning. 8. at projektet forholder sig konstruktivt og udvekslende til sine omgivelser, ved inddragelse af en omgivende bioregion med en veldefineret udstræk- For at et projekt kan defineres som fuldbyrdet permakultur, må det forudsættes: 1. at der foreligger et helhedsdesign, på baggrund af en økologisk analyse, der forholder sig til alle fem elementer. (Jord, Vand, Luft, Energi, Organisation). 2. at det kan sandsynliggøres, at projektet vil medføre en opbygning af ressourcer – generelt set – og ingen udpining af ressourcer indenfor nogen Har du grundviden om permakultur, giver denne bog mange yderligere fif. ning, og medvirker til at etablere en regionalt bæredygtig selvforsyning i samarbejde med andre aktører indenfor bioregionen. Det er selvfølgelig store krav at stille, men permakulturen sigter også højt, og langt ud i fremtiden. I praksis må der af og til lempes på kravene for overhovedet at få et projekt etableret, og for at kunne kommunikere det forståeligt til omverdenen. Det primære formål med en kultplads er jo at kunne udføre ritualer der. Det kræver som sådan kun et forholdsvis uforstyrret sted. Men når vi nu vil have en kultplads er det jo ikke for at opfylde minimumskravene, det er jo for at etablere et sted af overflod, hvor vi tager hen, vel vidende at vi har det hele der. Så hvad kunne vi tænke os? Skov, vandløb, kilde, bålsted, hytte med diverse sove, bade, køkken og toiletfaciliteter. Hvad gælder selve kultpladsen, og bålsted, har vi et helt enestående forbillede i Yggdrasilskoven i Silkeborg. Vores gudestøtter er lavet i en anderledes stil, men har de fleste af os ikke en forestilling om en tilsvarende kultplads, bare med vore gudestøtter? Yggdrasilskoven mangler dog alle indendørsfaciliteterne som man kunne drømme om, og det synes vi, vi skal være påpasselige med være muligt at etablere det. Det er vigtigt at vi fra start af har sikret os at det vi vil etablere, også er tilladt at etablere. Her skal vi også overveje om vi vil have en tømmerhytte med masseovn, eller et 0-energihus, eller måske en kombination af begge. Permakulturens absolutte grundviden kan læses i denne bog, der også findes på dansk En konkret vurdering af stedet kan selvfølgelig først gøres når vi står med det konkrete stykke jord for hånden. Det vi kan gøre nu, er at finde ud af hvilke spørgsmål vi skal stille, hvilke forhold vi skal undersøge. Er der f. eks. åbne marker lige op til, der gør at der blæser kraftigt? Så bør vi etablere vindlæ, i form af levende hegn. Her kan vi plante hurtigvoksende pil og birk, men disse kræver meget vand, og vil tage vand fra øvrige planter såfremt der ikke er tilstrækkeligt. Omvendt er begge disse træsorter gode at plante, såfremt det er et fugtigt område vi har fået fat i. Nødde- og frugttræer vil give god mening at plante, som læ, da der så ville være endnu en funktion med dem, nemlig muligheden for at spise frugterne. Frugttræer tåler dog dårligt hård vind, og bør derfor plantes i næste række, efter de hurtigvoksende pil. Men både pil og frugtræer er noget vi får glæde på kort sigt, hvis vi etablerer et sted der skal holde de næste både en og to hundrede år, bør vi også plante træsorter der vil have vokset sig store til den tid. Egetræer er oplagte for dette. Et vindlæ er altså ikke blot et vindlæ, der ligger flere overvejelser i det end som så. Vi kan også overveje muligheden for at etablere en skovhave, der også kunne producere et beskedent omfang af grøntsager. Så er vi dog ude i at nogen bør passe stedet og tilse det jævnligt. Noget der også ville være ønskværdigt ud fra at sikre stedet mod eventuelle vandaler. Også her er der mange ting at overveje, men »Alting bør have mindst tre funktioner, og alting bør får sine ressourcer fra mindst tre steder.« at undvære. Hvis det skal være for alle medlemmer, skal også ældre, funktionshæmmede og småbørnefamilier tilgodeses. Og det kræver sovepladser, toilet og bade forhold, og ordentligt køkken. Som vi ser det, behøver det ikke at være der fra start af, men det skal det ville være bæredygtigt at f.eks have en mindre bolig der kunne udlejes til f. eks en studerende, mod pasning og tilsyn af området, i stedet for traditionel husleje. Nu har vi ikke noget jord endnu, men vi har hinanden og vores organisation. Mens vi leder efter egnet jord, og opbygger det fornødne kapital, kan vi overveje hvordan vi organiserer os selv mest bæredygtigt. Det har været en stor del af »Det vi kan gøre nu, er at finde ud af hvilke spørgsmål vi skal stille, hvilke forhold vi skal undersøge.« overvejelserne da vi skabte vores organisationsform, at etablere noget der var langtidsholdbart, og funktionelt. Hvor alle kunne få lov til at bidrage efter evne, samtidig med at nogen havde ansvaret for ting blev udført. Når vi arrangerer blót og andre sammenkomster, bør vi overveje om det vi gør, er bæredygtigt. Vi bør også overveje det, når vi »taler« sammen på forumet, når vi kommer med forslag til fremtidige projekter, i det hele taget hver gang vi foretager os noget. Alting vi gør, kan udsættes for permakulturens spørgsmål og overvejelser, og ved at gøre det, øver vi os i den bæredygtige tankegang. I vores tilfælde betyder at sikre at projektet forholder sig til de sociale relationer, den menneskelige trivsel og den lokale selvbestemmelse, det lokale demokrati, på en sådan måde at der også her kan tales om en ressourceopbygning, også at vi husker at inkorporere magterne, og forholde os til dem, som en del af helheden i vores projekt. Det er en måde at sikre såvel vores beståen som vore kommende kultpladser. Et imponerende æbletræ til inspiration for kommende visioner. Kilde: Speifensender, commons.wikimedia.org Nr. 1 · 1. årgang · 21 Både i England, Tyskland og Danmark var der i 1800-tallet interesse for førkristen religion og mytologi, ikke mindst blandt kunstnere. De nuværende moderne hedenske religioner ser dog hovedsageligt ud til at have taget form som bevægelser der forstår sig selv som religioner i den sidste halvdel af det 20. århundrede. Startskuddet for opblomstringen af disse religioner var nok i høj grad fremkomsten af wicca i England i 1950erne. Mange ritualformer og ideer i moderne hedenske religioner, tager afsæt i wicca. Det gælder fx brugen af en rituel cirkel og fejringen af 8 årlige højtider. Idet wicca er den største, mest indflydelsesrige, og på sin vis ældste af de moderne hedenske religioner, kan det være relevant at se nærmere på wiccas gudsforståelse og liturgi, ikke mindst fordi elementer heraf kan spores i moderne asedyrkelse. Historie Wicca tog sin begyndelse med englænderen Gerald Brosseau Gardner. Gardner havde boet i Østen igennem en længere periode, hvor han interesserede sig for den lokale befolknings religion, samt samlede på eksotiske knive. Han vendte dog tilbage til England og bosatte sig i Christchurch ved New Forest. Gardner interesserede sig for okkultisme, var i besiddelse af en samling af rituelle remedier fra The Hermetic Order of the Golden Dawn, og blev også medlem af Ordo Templi Orientis. Han mødte i den sammenhæng Aleister Crowley ved et par lejligheder. Gardner havde også forbindelse til en gruppe Rosenkreuzere i Christchurch. Det var i denne, sidstnævne, sammenhæng at han skulle være kommet i kontakt med en gruppe hekse (et såkaldt »coven«). Ifølge Gardner selv, fik han det indtryk at deres ritualer var gamle, og han satte disse i forbindelse 22 · Nr. 1 · 1. årgang Wicca: Betydning for moderne hedensk religion og asatro Af Stoff, Nordisk Tingsfællig De moderne hedenske religioner (nyhedenskab, neopaganisme) opstod ikke ud af et tomrum, men ser ud til at have deres baggrund i kulturelle strømninger der går tilbage til 1800tallet. med den middelalderlige heksereligion, med rødder helt tilbage til stenalderen, som egyptologen Margaret Alice Murray havde beskrevet i sine bøger The Witchcult in Western Europe og The God of the Witches. Gardner mente dog at ritualerne havde huller, fordi ting var blevet glemt gennem tiden, og satte sig for at fylde disse ud. Gardners redegørelse for sin opdagelse af en autentisk heksereligion med forbindelse til middelalderen er ikke nødvendigvis troværdig. Det er dog muligt at han oprigtig troede på denne udlægning. Uanset hans egen overbevisning, er historien dog problematisk. Murrays teori om at de hekse man forfulgte i 16. og 17. århundrede skulle være videreførere af en førkristen religion som dyrkede en hornet gud og en trolddomsgudinde, regnes ikke længere for troværdig. Dels var der alvorlige problemer med Murrays forskning, dels har vi i dag adgang til langt mere kildemateriale end Murray, og hendes teori finder ikke megen støtte heri. Det må betragtes som sandsynligt at Gardner mere eller mindre skabte heksereligionen og dens ritualer som vi kender dem. Under alle omstændigheder kan der ikke være tale om en førkristen re- ligion, eller middelalderlig for den sags skyld. Oprindelsen er nærmere at finde i Romantikken (Hutton). Gerald Gardner udgav i 1949 den korte roman High Magic’s Aid i hvilken han beskrev en heksereligion i middelalderen, helt i tråd med Murrays teorier. Romanen indeholdt beskrivelser af indvielsesritualer til religionen. Gardner udgav efterfølgende to stykker faglitteratur om emnet – Witchcraft Today og The Meaning of Witchcraft. Her beskrev han heksereligionen som en ældgammel religion fra antikken, som blev videreført i hemmelighed, trods omfattende forfølgelser, helt op til moderne tid, og at han selv var indviet i denne religion. Denne religion må betragtes som afsæt for den mangfoldighed af hedenske heksereligioner der i dag praktiseres i Europa, USA samt i flere andre lande. Navnet wicca blev ikke brugt af Gardner, men han kaldte til tider religionens tilhængere »the Wica«, hvilket senere blev brugt som navn for selve religionen, med en mindre ændring af stavemåden. Allerede i 1960erne fik Gardners heksereligion konkurrence. Alex Sanders fremførte sin egen tradition, som dog åbenlyst var baseret på Gardners ritualer, og ikke adskilte sig nævneværdigt fra dem. En anden udfordring kom fra Robert Cochrane, som påstod at videreføre den autentiske heksereligion, som Gardner blot efterlignede. Cochranes liturgi og mytologi var langt mere ulig Gardners end Sanders’ var, men centrale elementer var ikke desto mindre sammenfaldende, og det virker sandsynligt at Gardner var udgangspunktet for Cochranes ideer. Gardneriansk wicca blev bragt til USA af Raymond Buckland, som siden lancerede sin egen gren af religionen, kaldet Seax Wica. I det føl- gende tager jeg udgangspunkt i Gardners heksereligion, selvom religionen har udviklet sig, og forgrenet sig i retninger der til tider afviger betydeligt fra udgangspunktet. Dette fordi Gardners ideer og ritualer ikke desto mindre er udgangspunktet og udgør noget i retning af en »oprindelig« version af ritualerne og gudsforståelsen. Kerneideerne er da også bevaret i mange tilfælde. »… en kvindelig guddom får forrang for den mandlige og verdenshjørnet nord gøres til den helligste retning …« Wicca er religionshistorisk interessant, fordi den på flere punkter vender traditionelle, vestlige modpoler på hovedet, og på kreativ vis nytolker forskellige begreber. Det gælder fx en nytolkning af betydningen af betegnelsen »heks«, at natten og kvindekønnet tilskrives positiv betydning, en kvindelig guddom får forrang for den mandlige og verdenshjørnet nord gøres til den helligste retning. Dertil knyttes nøgenhed og seksualitet til religiøsitet på måder der afviger fra traditionel religion og konventionel, vestlig kultur, og den traditionelle distinktion mellem magi og religion ophæves. Myte og gudsopfattelse Kernemyten i wicca er fortællingen om Gudindens nedstigning til dødsriget. Gardner gengiver myten i både Witchcraft Today og The Meaning of Witchcraft, og fortæller at den indeholder essensen af heksenes tro. Myten beretter at heksenes Gudinde ville kende alle mysterier og drog til dødsriget. For at komme gennem porten må hun afklæde sig og blive bundet. Hun kommer da foran Døden, og spørger ham hvorfor han forårsager at alt hvad hun holder af må visne og dø. Døden er dog magtesløs overfor skæb- nen, men fortæller at han giver mennesker hvile så de kan blive stærke og vende tilbage. Han beder dog Gudinden blive hos sig, hvilket hun afviser. Da må hun føle Dødens pisk, og hun accepterer, knæler og modtager piskeslag. Da føler hun kærlighedens smerte, og Døden hilser hende med rituelle kys. Døden indvier så Gudinden i de mysterier som kun kan opnås på denne måde: Kærlighed, død og genopstandelse i en ny krop er de største begivenheder i livet. For at fuldbyrde kærligheden må man blive genfødt sammen med sin elskede, men dette er kun muligt hvis man dør og bliver klar til en ny krop, og idet man lever må man også dø, og uden kærlighed er dette ikke muligt. Gudinden elsker Døden og de bliver ét. Denne myte fremstår som nært forbundet med Gardners indvielsesritual, og refererer direkte til elementer af det. Myten fortæller at en ide om genfødsel er central for heksereligionen, og at kærlighed og død er nødvendige for at opnå indsigt. Der er ikke tale om traditionel østlig reinkarnation, som det kendes fra buddhisme og hinduisme med karma og nirvana/moksha. Formålet med genfødsel er at kunne genfinde sine elskede og elske dem igen. Noget andet som fremgår, er betydningen af køn og seksualitet. Wicca har to guddomme – en gudinde forbundet med magi og en hornet gud forbundet med død og genopstandelse. Gardner giver ikke udtryk for at disse to guder omfatter alle guder, skønt en række gudinder identificeres med heksegudinden. Polariteten mellem mand og kvinde spiller en central rolle i wiccaritualerne. Der bør være lige fordeling af kønnene i par i en heksegruppe. Seksuel symbolik går igen i ritualerne, og kønnenes forening er tilbagevendende, som også myten beskriver. Verden forstås som grundlæggende bestående af komplementære modsætninger, og al skabelse og aktivitet er et produkt af deres interaktion, hvad enten det er mand og kvinde, gud og gudinde, himmel og jord, ild og vand, kniv og bæger, lys og mørke, liv og død. Denne kønnethed medfører også at en mand altid indvier en kvinde, og omvendt. Gudinden er mest fremtrædende i ritualerne. Hendes karakter og forhold til sine tilbedere beskrives i Gudindens Befaling (The Charge of the Goddess). Dette er en tekst fra Gardners liturgi, skrevet af Gardner med flere lån fra Charles Lelands »Aradia – Gospel of the Witches«, Aleister Crowley, og efterfølgende redigeret og omskrevet af Doreen Valiénte (som blev medlem af Gardners gruppe i 1953): Gudinden opfylder sine tilbederes ønsker, og de skal ære hende ved fuldmåne og lære trolddom af hende. Hun giver frihed, og som tegn derpå skal tilbedelsen foregå nøgen og være glædelig. Gudinden er kærlig og livgivende, og forlanger intet offer. Hun identificeres med stjernehimlen, vand, den grønne jord og menneskers begær. Hun er altings sjæl og giver alting liv, og findes også i tilbederen selv, hvor man også må finde hende, før man kan finde hende i den ydre verden. »Gudinden opfylder sine tilbederes ønsker, og de skal ære hende ved fuldmåne og lære trolddom af hende.« Gudinden beskrives ofte som trefoldig, hvilket vil sige at hun har tre aspekter: Maiden, Mother, Crone. Dvs. hun omfatter alle faser af livet. Guden er nærmere tofoldig, idet han både er dødens herre, såvel som genopstandelsens. Den hornede gud forbindes også med den vilde natur, dyr og solen. Han er Gudindens gemal, såvel som hendes søn. Årets cyklus opfattes som en fortælling om forholdet mellem Guden og Gudinden. Ved midvinter føder Gudinden Guden. Til foråret er han en ung mand, og møder Gudinden som den unge mø og bliver hendes elsker. Guden ældes og må dø/ofres når sommeren går på hæld (som personifikation af kornet), hvorved han bliver dødens herre. Gudinden er dog med barn, og genføder ham ved næste midvinter. »Årets cyklus opfattes som en fortælling om forholdet mellem Guden og Gudinden.« Enhver mand opfattes i princippet som manifestation af Guden, og enhver kvinde Gudinden. Dette kommer dog fuldt til udtryk i et ritual hvor heksegruppens ypperstepræstinde bliver den legemliggjorte Gudinde. Ritualet bygger på polaritet, ved at ypperstepræstindens mandlige partner, ypperstepræsten, påkalder Gudinden ned i ypperstepræstindens krop. Ideen er at ypperstepræstinden bliver »besat« af Gudinden, og at denne taler igennem hende. Det er ved denne lejlighed at ypperstepræstinden fremsiger (oplæser) Gudindens Befaling og åbenbarer sit væsen. Ifølge Janet Farrar (A Witches’ Bible) kan dette være forbundet med en slags trancetilstand. Liturgi Wiccas ritualer er beskrevet i Skyggernes Bog – en tekst som enhver nyindviet skal kopiere i hånden. I gardneriansk tradition er det Gardners egen bog der er den oprindelige, som kopieres videre. Den er i princippet hemmelig, men så godt som alt indholdet i Gardners liturgiske tekst er offentliggjort. En stor del af det kan findes i Janet og Stewart Farrars A Witches’ Bible. Nogle af indviNr. 1 · 1. årgang · 23 elsesritualerne udgav Gardner selv i sin roman i 1949. Hovedindholdet består af: • Ritual til at kaste en magisk cirkel • Ritual til at nedkalde Gudinden i ypperstepræstinden (herunder teksten Gudindens Befaling) • Indvielse 1. grad (herunder myten om Gudinden og Døden) • Indvielse 2. grad (følger samme skabelon som 1. grad) • Indvielse 3. grad (også kaldet Det Store Ritual – rituelt, symbolsk samleje) • Velsignelse af rituelt måltid (vin og kage) • Årstidsriter (midvinter, imbolc, forårsjævndøgn, beltane, midsommer, lammas, efterårsjævndøgn, samhain) • Indvielse af rituelle redskaber • At rejse magisk kraft • Ritual til at lukke den magiske cirkel Janet og Stewart Farrar og Doreen Valiénte samarbejde i 1980erne om at identificere kilderne til indholdet af Gardners liturgi. Indvielsesritualerne er baseret på frimurernes indvielsesritualer. Cirkelritualet, og det at sænke en rituel kniv ned i et bæger med vin (i det rituelle måltid og Det Store Ritual), er baseret på ritualer indenfor såkaldt ceremoniel magi, som Gardner kendte det fra Golden Dawn og Ordo Templi Orientis. Indvielse af redskaber følger også en model fra ceremoniel magi. I High Magic’s Aid gengiver Gardner detaljeret ritualer fra rennaissancens store trolddomsbog The Key of Solomon (som ligger til grund for Golden Dawn og Ordo Templi), såvel som et hekseritual. Det er muligt på baggrund heraf, såvel som cirkelritualet som det beskrives i Skyggernes Bog at sammenligne hvordan den ceremonielle magi og Gard24 · Nr. 1 · 1. årgang Eksempel på et wiccaalter. Kilde: Wiccan_altar_(0), commons.wikimedia.org ners heksereligion udførte ritualer. I begge tilfælde tegnes en cirkel på jorden og man går rundt med et rituelt sværd og markerer nøje cirklen på jorden. Dernæst påkaldes ånder ved de fire verdenshjørner ved at tegne pentagrammer i luften med sværdet. Vand og røgelse indvies og bruges til at rense cirklen. Dog er ritualet i wicca mere enkelt. Den magiske cirkel i wicca har således ganske tydeligt sit forlæg i den ceremonielle magi fra renaissancen, blot i en forenklet form. Brug af pentagrammer som symbol, og en sammenkædning mellem de fire verdenshjørner og de fire elementer videreføres fra ceremoniel magi. Denne form for magi bygger på jødisk-kristen tradition, og rationalet i det er, at man i stedet for at forlade sig på bønner til Gud, kan fremmane forskellige ånder og dæmoner, som man så kan smigre eller tvinge til at opfylde sine ønsker. Formålet med cirklen er at beskytte magikeren mod disse dæmoniske kræfter. Men her ligger også forskellen på Gardners ritualer og den ceremonielle magi, han har baseret dem på: I heksereligionen har cirklen til formål at holde på den kraft, heksene opbygger inde i cirklen. Det foregår ved at danse, eller andre teknikker der stimulerer sind og krop. Kraften bruges så til at udøve magi, eller som gave til Gudinden og Guden. »Her fungerer cirklen altså også som symbolsk dødsrige.« De forskellige remedier som bruges i wicca har også rod i ceremoniel magi – rituelle knive, stave, pentagrammer, røgelseskar mm. I sin grundform er Gardners liturgi således langt hen af vejen en kopi af standardritualer som de kendes i fremtrædende okkulte selskaber med afsæt i ceremoniel magi, dæ- Bidrag til neopaganismen magisk kraft ogdødsrige symbolsk monologi, jødisk-kristen mystik og frimureri. Han tilfører dog nye tolkninger til handlingerne. Udover at forstå cirklen som beholder for magisk kraft, indtager den også en anden, mere symbolsk betydning i forbindelse med indvielsesritualerne. Som sagt er der nær sammenhæng mellem myten om Gudinden og indvielsesritualet. Myten ser ud til at være en forklaring af ritualet, og følger ritualets gang, trin for trin. Ligesom Gudinden ved Dødens port skal afklæde sig og bliver bundet, bliver den kommende heks ført nøgen, bundet og med bind for øjnene til grænsen af den magiske cirkel, og skal bestå en udfordring for at kunne træde ind i cirklen. Resten af ritualet foregår inde i cirklen, ligesom Gudinden i myten efterfølgende opholder sig med Døden i dødsriget. Her fungerer cirklen altså også som symbolsk dødsrige. I overensstemmelse hermed, omtales cirklen i wicca som værende mellem verdner. At være i cirklen er at være adskilt fra det almindelige liv, og være i en anden tilstand, hvor magi og mystik råder, og man kan påkalde gudernes tilstedeværelse. At træde ind og ud af cirklen er en symbolsk rejse til dødsriget, hvor man møder Gudinden (i form af ypperstepræstinden), og hvor mand og kvinde, liv og død (alle modsætninger måske?) bliver forenet – symbolsk udtrykt ved at en rituel kniv stødes ned i et bæger med vin, som alle drikker af. Wicca fremstår som et produkt af ritualer og ideer fra ceremoniel magi og okkulte selskaber, Murrays teori om de historiske hekse som tilhængere af en frugtbarhedskult og Gardners egne ideer og kreative nytolkninger. Dertil poetiske lån fra Aleister Crowley, Rudyard Kipling, samt Doreen Valiéntes tilføjelser og om- skrivninger. I et bredere, historisk perspektiv kan der drages forbindelser til Romantikkens digtere og protopaganistiske grupper i første halvdel af det 20. århundredes England. Fremadrettet har wicca også præget den videre udvikling og opblomstring af moderne hedenske religioner. Til tider i form af direkte lån af wiccansk liturgi eller ideologi. Dertil er sammenfald også forventelige idet andre moderne hedenske religioner, såsom druidisme og asatro, også må antages at have deres historiske afsæt i Romantikkens flirteri med det førkristne, ligesom wicca. Tyskland gennemgik en lignende periode med stor interesse for germansk hedendom og protopaganistiske bevægelser, og i Danmark kan man fremhæve Oehlenschläger og Grundtvig. Visse elementer i wicca kan måske i særlig grad udpeges som wiccas bidrag til den bredere neopaganisme: Den rituelle cirkel Ideen om at religiøse og magiske handlinger skal indledes med at markere et symbolsk rum, i form af en cirkel, samt påkaldelse af ånder eller guder ved de fire verdenshjørner, som forbindes med de fire elementer, er vidt udbredt i moderne hedensk praksis. Som beskrevet, er formålet med en sådan cirkel oprindeligt at beskytte magikeren mod de dæmoner han fremmaner, men får i wicca en ny betydning, som beholder for magisk kraft og symbolsk dødsrige i relation til myten om Gudinden. Cirklens betydning i asatroen er tilsyneladende at være en måde at stå på og en måde at markere ritualets begyndelse og slutning. En ny tolkning af cirklen i asatroen kan være, at cirklen forestiller et solhjul. Det er dog ikke desto mindre uklart hvilken mening der i så fald ligger i det. Det såkaldte Nr. 1 · 1. årgang · 25 solhjul er hovedsageligt knyttet til bronzealderens religion, og synes ikke at spille nogen rolle i senere germansk og skandinavisk religion. Kildemateriale som kan belyse førkristen kultpraksis, giver ikke umiddelbart en kontekst for denne rituelle struktur. Betydningen af indvielse Brugen af rituelle remedier, såsom knive, stave mm. Spiller en stor rolle. Disse er hentet i den ceremonielle magi, i ligesom i den kontekst, skal de indvies før de kan bruges rituelt. Har kan ligge en mulig baggrund for den rituelle indvielse af forskellige redskaber og objekter i asatroen, fx ved at holde en torshammer eller edsring over objekterne, og sende »kraft« eller energi ind i dem. Brugen af en magisk cirkel er på sin vis beslægtet med ideen om betydningen af indvielse, idet cirkelritualet udgør en slags indvielse eller renselse af et sted, hvorved det (midlertidigt) dedikeres til rituel brug. Betydningen af påkaldelse Karakteristisk for wiccansk tale om guder er, at man kan »arbejde med« eller »bruge« forskellige guder. Dette vil afhænge af hvilken type ritual man laver, eller hvilket resultat man forsøger at opnå med magi. Hvis det drejer sig om kærlighedsmagi, vil man således påkalde eller bruge gudenavne der opfattes som kærlighedsguder. Det kan være gudenavne af græsk, keltisk, nordisk, sumerisk eller ægyptisk oprindelse, alt efter udøverens præference. Guder for således status som en slags redskaber som man benytter for at opnå bestemte resultater. Udvælgelsen af gudenavne kan være baseret på magiske forbindelser til bestemte fænomener, elementer, urter, stjernetegn mm. De fremstår 26 · Nr. 1 · 1. årgang således mere som underlagt den magiske dagsorden, end som en guddom der er genstand for tilbedelse. Måske også karakteristisk er, at guder skal påkaldes. »… en samlet rituel kalender med otte højtider ser dog ud til at være Gardners nyskabelse.« Det er i kraft af heksens påkaldelse, at en gud bliver nærværende eller tilgængelig. I traditionel wicca ved at ypperstepræstinden bliver besat af Gudinden. Her er måske tale om lighedstræk med den ceremonielle magi, som ritualerne også bygger på. Her består omgangen med overnaturlige væsner netop i, at de fremmanes og bortvises af magikeren. Dette er direkte bevaret i påkaldelsen af verdenshjørnerne, men måske også tilstede i omgangen med guder. Disse forestillinger har nok mere forbindelse til kristne ideer om at djævelen kan påkaldes, og at dette er nødvendigt for hans virke, end de har forbindelse til førkristne, polyteistiske forestillinger om tilbederens forhold til guderne. De otte højtider Otte årlige årstider, bestående af jævndøgn og solhverv, samt de fire keltiske højtider imbolc (1. feb.), beltane (1. maj), lammas/lughnasadh (1. aug.) og samhain (1. nov.), er udbredt blandt mange moderne hedninger. Der er grund til at betragte wicca som ophav til denne rituelle kalender, da denne specifikke sammensætning af højtider ikke eksisterede før de blev etableret af Gardners gruppe i 1950erne. De ældre dele af Gardners liturgi indeholdt kun ritualer for de fire keltiske højtider, men i begyndelsen af 50erne er solhverv og jævndøgn blevet tilføjet, og teksten til ritualerne for disse nye fire blev forfat- tet af Valiente. De fire keltiske højtider betragtes som førkristne af oprindelse, og har stadig betydning i Irland i dag. Dertil genfindes de samme tidspunkter som religiøse højtider i den katolske kirke i form af kyndelmisse, Valborgsaften, lammas og allehelgensaften. Tilføjelsen af jævndøgn og solhverv til en samlet rituel kalender med otte højtider ser dog ud til at være Gardners nyskabelse. Når præcis samme kalender findes i asatroen, er der således grund til at betragte wicca som forlæg. Mistanken bestyrkes idet man i asatroen kan finde den samme skelnen mellem fire store og fire mindre højtider i denne kalender. Det tyder ikke på at en sådan rituel kalender, med disse otte højtider, har været kendt i førkristen tid, hverken blandt keltiske eller germanske folkeslag. Litteratur: Buckland, R. (1974) The Tree – The Complete Book of Saxon Witchcraft. Samuel Weiser, Inc. Buckland, R. (1995) Buckland’s Complete Book of Witchcraft. Llewellyn Publications. Cunningham, S. (1997) Wicca – A Guide for the Solitary Practitioner. Llewellyn Publications. (findes også på dansk med titlen Lær at forstå og praktisere Wicca) Farrar, J. & S. (1996) A Witches’ Bible – The Complete Witches’ Handbook. Phoenix Publishing. Jones, E.J. & Cochrane, R. (2001) The Roebuck in the Thicket – An Anthology of the Robert Cochrane Witchcraft Tradition. Capall Bann Publishing. Gardner, G.B. (1949) High Magic’s Aid. Godolphin House 1996. Gardner, G.B. (1954) Witchcraft Today. Mercury Publishing. Gardner, G.B. (1959) The Meaning of Witchcraft. Mercury Publishing. Harvey, G. (1997) Listening People Speaking Earth – Contemporary Paganism. Wakefield Press. C. Hurst & Co. Ltd., London. Hutton, R. (1999) The Triumph of the Moon – A History of Modern Pagan Witchcraft. Oxford University Press. Murray, M.A. (1931) The God of the Witches. Paperback: Oxford University Press. Faber & Faber, Ltd., 1970. Bokanmeldelse av »The History of Runic Lore« Af Silje Herup Juvet, Bifrost Norge Svensken Johannes Bureus Runekalender og liste over Dalarna-runene, og ordspråkene eller versene knyttet til disse runene (1599), Islendingen Arngrímur Jónsson opplisting av runenes navn fra 1609, Danske Ole Worms runedikt fra 1636, og Islendingen Runólfur Jónsons runedikt fra 1651. Alle presenteres både med avbildning av den orginale teksten, deskribering i moderne bokstaver, og med engelsk oversettelse, så man selv kan sitte og sammenlikne, med gammel dansk og svensk, og islandsk som ligger nær opptil norrønt. Alle disse runeversene bygger på 16 futharken. I 1703 kommer den engelske runologen George Hickes ut med det anglosaxiske runediktet for 29 runer, som sammen med Wilhelm Grimms, en av brødrenes, liste over de gotiske bokstavnavnene fra 1828 gir et grunnlag for å rekonstruere navnene på runene i den eldre 24 futharken. »Her gis ingen tolkninger, ingen halvførdøyde meninger, ingen overfladiske newagetilpasninger …« I boka gis det en sammenlikning av navn og betydning av runene i de ulike versene, der likheter og forskjeller påpekes, og det diskuteres i begrenset grad runeversenes autentisitet og forekomsten av navn Så er den her. Den ultimate boka om runenes betydning. Dette lyder ganske pretensiøst, men forklaringen er rett og slett at den er ultimat fordi den inneholder hele grunnlaget. Nesten alt vi vet om runenes navn og symbolske og magiske betydning stammer fra pionerene innen runeforskning, og de siste 300 årene(!) har det skjedd lite interessant på den fronten. på gamle og nye guder, og der stopper det. Bokas mangel er også den styrke. Jeg sitter igjen med tusen spørsmål. Men... hvorfor er det sånn? Hva betyr det? Hvorfor er de forskjellige? Hva er sammenhengen? Forfatteren gir ikke noe svar, og de gamle pionerene er for lengst døde. Svaret finner jeg neppe i det jeg alt har av bøker om runemagi, som forsvinner ut ved første anledning. Med denne boka har jeg et like godt eller bedre grunnlag enn noen amerikansk selverklært runeekspert til å tyde og få innsikt i runenes betydning. (De er stort sett basert på Hickes 29-futhark, og kjenner i liten grad til de tre nordiske diktene) Her gis ingen tolkninger, ingen halvførdøyde meninger, ingen overfladiske newagetilpasninger til steiner, tarotkort, planeter og farger. Her er bare opphavet, utgangspunktet, selve grunnlaget. Og det er opp til deg og meg å studere de ulike versene, samle trådene, gruble, lure og prøve. Prøve å fange en liten bit av helheten, systemet og sammenhengen. Jeg synes jeg kan høre volven hviske: »Vet du hvordan du tyde skal?« Forfatteren har kastet ut et agn, vekt en nysgjerrighet, og man biter på, spent på hva som skjuler seg i historiens dunkelhet. Reisen har begynt. Nr. 1 · 1. årgang · 27 Stjernerne og den nordiske mytologi Af Silje Herup Juvet, Bifrost Norge Historisk har stjernenes posisjoner på himmelen, til ulike tider av natten og året, vært viktige redskaper i å holde rede på årstidene og viktig når man navigerte på havet. For å holde rede på stjernene, ble de satt sammen i grupper som dannet bilder på himmelen. For å lettere huske bildene og hvor de står i forhold til hverandre ble historier knyttet til bildene. Stjernehimmelen deles inn i 88 »offisielle« stjernebilder, og de faste grensene mellom disse ble satt av den Internasjonale Astronomiske Union i 1929. De fleste navnene på stjernebildene kommer fra gresk og romersk fortellertradisjon, mens en del enkeltstjernene har arabiske navn. Stjernebilder som ikke er blant disse 88 bildene kalles gjerne astrismer for å skille det, men jeg vil i teksten under kalle alt for stjernebilder. Den samiske stjernebildetradisjonen lever fortsatt, og her er mange av historiene spesielt knyttet til jakt. Når det kommer til nordiske navn på stjernebildene derimot er mytene og materiale langt magrere. Noen få myter er det riktignok, og noen flere navn. Her er en liten oversikt. Vi får begynne med begynnelsen: Snorre forteller i sin Edda om hvordan Odin og brødrene hans drepte urjotnen Ymir og satte skallen hans som en hvelvingen over verden. På denne festet de gnister fra Muspelheim som kunne lyse ned på menneskene om natten. Dette ble til de kjente stjernene og stjernebildene. Friggs spinnetein er et gammelt navn på Orions belte som har holdt seg helt opp i moderne tid. På denne teinen spant Frigg skyene over Midgard. I middelalderen ble teinen byttet ut med et mer moderne 28 · Nr. 1 · 1. årgang spinneredskap, rokken. Noen kaller den også for Frøyas rokk. Orions belte har også blitt kalt Fiskene av kystfolk, og hvilken av de tre stjernene som var klarest ble brukt til å varsle godt eller dårlig fiske. »Tor brøt av den blåfrosne tåen og kastet den på himmelen, der ble den til en stjerne.« Et stjerne med en skikkelig myte knyttet til seg er historien om Aurvandils Tå. Både Saxo og Snorre forteller om Aurvandil som var gift med volven Groa. Aurvandil var på tur sammen med Tor til Jotunheimen, og på vei tilbake måtte de krysse den iskalde, giftige elven Elivigar. Tor bar Aurvandil på ryggen, men Aurvandil forfrøs en tå. Tor brøt av den blåfrosne tåen og kastet den på himmelen, der ble den til en stjerne. Deretter kjempet Tor mot Jotnen Rungne og leirkjempen Mokkurkalve, og her fikk Tor brynesteinen til Rungne i panna. Groa synger galder for å få den ut, men da Tor fortalte henne om turen hans med Aurvandil, og at Aurvandil snart kommer hjem, ble hun så glad at hun helt glemte galdrene sine og Tor ble sittende der med brynet fast i panna. Stjerna Aurvandil nevnes også med sitt engelske navn i et gammelt engelsk, kristent dikt: »Christ I Eala Earendel, engla beorhtast, ofer middangeard monnum sended«, »O, Earendel den lyseste av engler over Midgard sendt til menneskene.« I »Ringenes Herre« gir Galadriel Frodo »the star of Eärendil« og et er tydelig hvor Tolkien har hentet inspirasjon fra. Det er alltid morsomt når gamle myter dukker opp i populærkulturen. Aurvandils tå er antagelig den blå stjerna Riegel i stjernebildet Orion. Mælkevejen. Kilde: 636px-Milky _Way _on_horizon_montage, commons.wikimedia.org Fra engelske himmelstrøket har vi også det anglosaksiske runediktet fra 1100 tallet som forteller om Tyrs stjerne: »Tiw is a guiding star; well does it keep faith with princes; it is ever on its course over the mists of night and never fails.« Nordstjerna, som var så viktig for navigeringa til sjøs, var kjent som Leidarstjerna. Kanskje dette er den samme stjerna. På det store internettet finner jeg også en henvisning til at polarstjerna var kjent som »Odins øye«, men ettersom jeg ikke klarer å finne noen kilder som bekrefter dette, får vi ta det med en klype salt. En mystisk påstand har vi fra den spansk-arabiske handelsreisende Abraham ben Jacob, også kjent som al-Tartuschi. Han forteller fra sitt besøk i Hedeby på 950-60 tallet, at »innbyggerne dyrket stjernen Sirius, og kun et fåtall var kristne.« I følge den Islandske myteinteresserte historikeren Finn Magnusson (1781-1847), skulle denne stjernen (Sirius) være kjent under navnet »Lokebrenna« dvs. »brent av Loke«, eller »Lokes fakkel«. En som definitivt blir brent av Loke finner vi i denne myten: Basert på kvadet Haustlong av skalden Tjodolv den kvinverske, forteller Snorre om jotnen Tjatse som i ørneham tok oksen fra gudene da de var på utflukt og drar med seg Loke hengende i en stav. Loke lokket Idun til å bli tatt til fange, og forvandlet til en valnøtt blir hun deretter reddet av samme person. Han flyr av gårde med valnøtten i klørne og med Tjatse hakk i hæl. I det Loke flyr over muren til Åsgård tenner gudene opp et stort bål som Tjatse flyr rett inn i. Fjærdrakta hans tar fyr og når han faller ned blir han straks slått i hjel av gudene. Videre går historien »Vikingerne skal vist ha syntes at syvstjernen lignede en flok høner, og kalt dem for Friggs hønseflokk.« om datteren Skade som kreve oppreisning for sin myrdede far. Hun ender opp gift med Njord, og får en god latter av Lokes sprell. Til slutt forvandler Odin Tjatses øyne om til stjerner og kaster dem opp på himmelen. Dette kan være Castor and Pollux fra stjernebildet tvillingene, og disse finner du om du krysser fra høyre »forhjul« til venstre »bakhjul« i Karlsvogna (fra Megrez til Merak) og fortsette i den retning. Et gammelt norsk stjernebilde brukt av kystfolk opp til i dag, dog uten mytologisk referanse, er Skumringstrekanten med stjernene Deneb, Vega og Altair, som ligger i mellom stjernebildene Svanen, Lyra og Ørna. To andre stjernebilde jeg desverre ikke har funnet noen brukbare kilder på, er Fenrisulvens gap. Dette V-formet stjernemønsteret i stjernetegner Tyren er vanligvis kjent som Hydraene. Her finner vi den røde kjempestjernen Aldebaran som er kjent som tyrens røde øye. Pleiadene er i Norge kjent som syvstjernene, og det er nok også et gammelt navn. Vikingene skal vist ha syntes at syvstjernen lignede en flok høner, og kalt dem for Friggs hønseflokk. Det siste stjernebildet jeg vil nevne er det som fra gresk tradisjon er kjent som Storebjørn, men som i Skandinavia kalles Karlsvogna, og her er det flere ulike teorier. Den vanligste er at den er kalt opp etter Karl Nordisk Tingsfællig den Store, men Karl (eller kar) kan også bety rett og slett »en mann«. På færøysk er nemlig stjernebildet «Lillebjørn» kjent som Kvinnevogna. Navnet »Karl« er fra sagaene oftest en Odinkenning, og i Nederland refererte man på 1500-tallet til »sevenstarre of de Woenswaghen« »de syv stjernene i Odins vogn«. I Sigerdrivamål vers 21 står det: (Ivar Mortensson-Egnund overs.) Kvad dei riste på skjold, sam stend fyre strålande guddom på Årvaks øyra på hjul som rullar under Rognes vogn, på Sleipnes tenner og på sledebandi. Rogne skal være en Odinkenning, og dette verset skulle da kunne referere til dette stjernebildet. Personlig har jeg alltid tenkt at dette er Tors vogn. I den svenske »prosaiske krøniken« fra 1400 står det ifølge Jacob Grimm: »Thor statt naken som ett barn, sju stjerner i handen och Karlewagnen« Tor er definitivt den mest kjente vognkjørende guden. Helt til slutt kan jeg fortelle at melkeveien ble kalt for vintergaten, et navn den fremdeles har på moderne svensk. Skulle noen kjenne til flere stjernebilder med navn i gammel eller lokal tradisjon vil jeg gjerne høre om det. Da er det bare å finne frem stjernekartene folkens, kle seg varmt og gå ut en klar natt for å finne stjernebilder, tær og øyne på nattehimmelen. Kilder www.vikinganswerlady.com/stars. www.heimskringla.no www.northvegr.org www.arild-hauge.com www.matnat.uio.no/evu/skolelab/ fys0200/.../did_stjerner.ppt http://nordnorsk.vitensenter.no/himmel/stjerner/stjernebilder.php ht tp://novastronomi.wordpress. com/2009/09/01/stjernehimlen-iseptember-2009 Les mer i: Storaker 1923 »Rummet i den norske folketro« For dagens stjernekart: http://www. astronomi.no/stjernekart/kart.html Om Nordisk Tingsfællig I Nordisk Tingsfællig lægger vi vægt på de handlinger, det enkelte menneske begår. Som mennesker er vi ansvarlige for vores nærmiljø og samfund, og det er alene af andre mennesker, man som person dømmes. De fælles værdier der binder os sammen, er blandt andre familien, venskabet og gæstfriheden. De centrale mytologiske tekster - eddadigtene, Snorres Edda og i nogen grad »Danmarkskrøniken« af Saxo Grammaticus informerer om guder og helte, kosmos og verdensbillede og giver os inspiration i vores religiøse liv. Denne litteratur samt flere andre kildetekster, er udtryk for en særegen, nordisk tradition, som Nordisk Tingsfællig læner sig op ad i religiøst øjemed. www.nordisktingsfaellig.dk Nordisk Tingsfælligs medlemmer afholder selv ritualer i over Det betyder, at kulten og religionsudøvelsen er mangeartet, og at Nordisk Tingsfællig ikke er involveret direkte i medlemmernes personlige ritualer. Nordisk Tingsfællig vil ikke og kan aldrig komme til at blande sig i den måde, du blóter på eller afholder andre ritualer. Vores officielle ritual er tingsritualet, der afholdes hvert år, når vi samles til storting. • et trossamfund hvor selve den rituelle handling, og muligheden for at udøve denne, er i fokus. • et stærkt netværk for mennesker der dyrker den nordiske religion i Danmark. • et trossamfund, hvor service for det enkelte medlem prioriteres, og hvor religion og politik holdes adskilt. Nr. 1 · 1. årgang · 29 Redaktionens spørgsmål til Helena Kan man nå guderne med kroppen? Det er et spændende spørgsmål – for hvad menes egentlig med at nå guderne med kroppen? Jeg mener at vi lever i en fysisk verden hvor vi nærmest er vores krop, mens Regin og de andre væsner i vores mytologi befinder sig i en åndelig verden. Som jeg ser det er det yderst svært at nå guderne så længe vi har kroppen med, hvis man med »nå« mener at »møde« guderne. Lad mig forklare hvad jeg mener. Ved et almindeligt blót ønsker vi at vores budskab skal nå frem til guderne; vi ønsker at blive hørt. Det er en måde at nå Guderne uden nødvendigvis at møde dem. Her bruger vi vores krop til at udføre blótet, og den er en velintegreret del af os og det vi gør. Hvis vi derimod mener at nå guderne i forstanden, at se og mærke dem og have en eller anden form for dialog, hvor de også svarer os, så mener jeg ikke, at vi kan gøre det i vores fysiske verden. Her ville jeg prøve at frigøre mig fra kroppen – men jeg ville bruge min krop til at gøre dette. Jeg mener nemlig at jeg må prøve at gå ind i den åndelige verden for at møde guderne, og så kan jeg ikke tage min krop med. En fysisk krop kan ikke eksistere i en åndelig verden. Samtidig er jeg meget bundet til min krop, jeg kan ikke bare sætte mig ned og meditere mig til et besøg i den anden verden. Der findes dem der gør dette uden problemer, men jeg er alt for funderet i min krop. Jeg er nødt til at gøre noget med min krop for at kunne »forlade« den. Synge, danse, lytte til monotone trommerytmer, sulte, tørste, fryse – eller svede. Det, jeg taler om, er at sætte kroppen i en form for trance, så min sjæl kan forlade den for et kort øjeblik. Hvis nogen af jer f.eks. har været til technofest i 90’erne Freja af John Bauer 1882-1918. Kilde: John Bauer-Freja, commons.wikimedia.org 30 · Nr. 1 · 1. årgang og danset natten lang – uden stoffer – så kender i fornemmelsen af ikke at styre sin krop mere, men nærmest bare følge med mens den danser selv. Det samme kan ske i den fælles sejdsang hvor sangen pludselig synger af sig selv og man dårlig kan kende sin egen stemme mere. Det er den fornemmelse jeg taler om: fornemmelsen af at kroppen kører på egen hånd og man egentlig bare ser på. Dem af jer der har prøvet det, ved hvad jeg mener. Når man befinder sig i denne tilstand kan sjælen ifølge min erfaring tage på rejse – og så er mødet med magterne en mulighed. Der findes gamle afprøvede teknikker, som sejd, udesidning, gjaldr og fra andre kulturer kender vi svedehytten, trommerejsen, faste og trancedans for at opnå dette. Jeg har på nær gjaldrsang prøvet de metoder, jeg har nævnt, og kan sige at de virker. Når kroppen har gennemgået nok »prøvelser« og det føles som om man ikke mere hører sammen med den, så tager sjælen på rejse, hvilket i min erfaring gør mødet med magterne muligt. Det er dog altid vigtigt, at man har formålet med mødet klart for sig, så ikke man farer vild eller spilder tiden. Men det er en helt anden samtale, som vi ikke skal komme ind på her. Vi kender også fænomenet at møde guderne i drømme. Det opfatter jeg også som en situation hvor krop og sjæl kan være kortvarigt separeret, og hvor mødet derfor er muligt. Men jeg ser dette som den omvendte situation, nemlig hvor guderne af en eller anden grund vil i kontakt med os. Min pointe er, at man i min optik ikke kan nå guderne med kroppen, men man kan bruge kroppen for at muliggøre et møde med magterne. På besøg hos Samfundet Forn Sed, Sveriges årsting Af Martin P. Hansen og Helena Valorinta, Nordisk Tingsfællig Via Facebook modtog vi en invitation til Forn Sed, Sveriges årsting lørdag 4/6 2011. Vi var selvfølgelig både glade og beærede over den, og da tinget skulle finde sted lidt udenfor Lund i Skåne, besluttede vi straks at vi ville prioritere at komme med til Tinget. NTFs udenrigsansvarlige Martin, koordinator Helena og vores unger tog færgen fra Grenå til Varberg og kørte så sydpå til Skåne. En rejsevej der sparede os adskillige timer i bil, og kostede det samme som brooverfarterne ved Storebælt og Øresund ville have gjort. Efter et par stop undervejs til frokost og for iskage ankom vi til Humlamaden udenfor Veberöd i Skåne. Sådan hed området hvor den lejede spejderhytte lå. Vi blev mødt med glade tilråb fra kendte hedninge, som vi tidligere havde mødt ved IASC, den internationale asatro sommerlejr på Mols i 2009. Selve tingsforhandlingerne skulle finde sted dagen efter om lørdagen, så denne aften stod i hyggens tegn med både snak, latter, mad og drikke og ikke mindst spillemandsmusik. både frisk og smuk, og efterhånden som de andre stod op spredte sig også den gode fællesskabsfølelse. Selve tinget startede først efter frokost, så der var rig mulighed for at udvikle venskaberne med vore fæller. Da vejret var både smukt og lunt foregik tingforhandlingerne udendørs, under et stort træ. Først de sædvanlige formalia med godkendelse af det forgangne års arbejde. Her viste det sig at Samfundet Forn Sed ikke kun har en økonomisk revisor der tjekker kassererens arbejde; de har også en »virksomhedsrevisor« der tjekker bestyrelsens samlede arbejde. De ser efter hvordan man har håndteret de forskellige sager der har været i løbet af året, om man gennemført sidste års tingbeslutninger og om man har fulgt vedtægterne. Denne virksomhedsrevisor vælges blandt medlemmerne. Det skal være et betroet medlem der har godt kendskab til trossamfundet og dets formål, men som ikke er direkte involveret i bestyrelsesarbejdet. Se, det var en post der imponerede mig. Begge revisorerne havde lavet en kort skriftlig rapport hvor man kommenterede det der var blevet udført, kom med både ros og kritik, samt forslag til hvordan sager kunne have været håndteret bedre. De leverede m.a.o. ikke kun en godkendende underskrift, det var i begge tilfælde en gennemgang med yderst relevante kommentarer. Det gav en helt anden mening og ikke mindst substans til at få regnskab og virksomhed revideret. De forskellige bestyrelsesmedlemmer sidder for to år, og halvdelen af bestyrelsen var på valg. Valgforordningen havde nogle forslag; der blev talt frem og tilbage om det og derefter blev forslagene godkendt med to spørgsmål til Tinget; kan vi Folk blev budt velkommen efterhånd som de dukkede op fra forskellige dele af Sverige. Vi blev behørigt præsenteret for alle der kom, som trosfæller og gæster fra Danmark. Det var virkelig fristende at blive hængende den halve nat og nyde det gode selskab, men vi besluttede at det trods alt ville være bedst at gå forholdsvis tidligt til køjs. Det var en god beslutning; den svenske sommermorgen var godkende NN som ny XX? Nogen imod? Og da der ikke var nogen imod, fandt ordstyrerne de nye personer valgt til bestyrelsen. Der var også et par forslag man skulle tage stilling til, men ellers forløb tinget med diskussion om hvad Samfundet Forn Sed skulle koncentrere sig om i det kommende år. Det endte ud med følgende fokusområder: Skikken i offentligheden Samfundet Forn Sed og rådet skal fortsat aktivt arbejde for at have en stemme i det offentlige rum. Det sker ved tilstedeværelse i de sociale medier på nettet, hjemmesiden skal fortsat udvikles, ligesom man skal lægge ting ud på den youtube-kanal, man har skabt. Endvidere skal man forny den trykte information man har. Man skal ligeledes være synlige i medier som radio, TV og aviser. Rådets medlemmer skal deltage hvor de kan, for at sprede kendskabet til Samfundet Forn Sed og den gamle skik. Der pointeres dog at det skal foregå på lødig vis og sammenhængen skal være seriøs. En af rådets opgaver er også at stå til rådighed for skoler, andre uddannelsesinstitutioner og forskere der har spørgsmål af forskellig karakter. Efter tinget har Rådsgoden Martin Domeij skrevet følgende artikel til SVT Debat (SVT; Sveriges Television): http://svtdebatt.se/2011/06/trots-kyrkans-forfoljelser-idag-hyllarvi-asatroende-freyja-och-tor/ (det er dog SVT der har formuleret overskriften til artiklen). Forlagsvirksomhed Samfundet Forn Seds nye bestyrelse, eller Rådet, som de kalder det. Mimers Källas Forlag er SamNr. 1 · 1. årgang · 31 fundet Forn Seds forlagsvirksomhed. Man har tidligere udgivet bogen Ord om sed, en samling af de tekster man tidligere har skrevet til Sveriges Radios P1 morgenandagt. Her er det nemlig ikke kun søndagsgudstjeneste, men andre trosretninger har på skift holdt i dette, herunder bl.a. Samfundet Forn Sed. En ny bog er på vej. Den hedder På gudarnas stigar af Johan Sundström. En tredje bog er også på vej, men er dog stadig i planlægningsfasen. Den hedder Blotboken. (Her i parentes vil jeg lige nævne at Johan Sandströms diktsamling »På gudarnas stigar« er udkommet nu, og beskrives således: Johan Sandström bjuder läsarna på en vandring längs slingriga stigar; stundtals bland mosstäckta stenar och gamla, mörka träd och stundtals under surrande elledningar. Han blandar hudnära naturupplevelser med filosofi och strofer som för tankarna till koaner i sin enkelhet, och hela tiden skimrar gudarnas närvaro – som värmedallring över vägen eller så stiger de fram och möter oss, ansikte mot ansikte. I På gudarnas stigar möter vi en hednisk poet med musik i språket och en okonstlad närhet till livets stora och små ting.) Bogen »På gudarnas stigar« kan bestilles her: http://booksondemand.e-butik.se/?artnr=2297 Lokal Aktivitet Samfundet Forn Sed og rådet skal også remover forsøge at stimulere de lokale aktiviteter. Ved Tingets afvikling havde Samfundet Forn Sed to blot- 32 · Nr. 1 · 1. årgang ne. Der bliver også tilberedt en tallerken til Guderne, med noget af hver ret. Tingforhandlinger i det fri. grupper tilsluttet, og et tredje var på vej. De mente der var potentiale for at vokse ad denne vej. De har også i det forgangne år indført et årligt blót mere, udover Vårblótet ved Gamle Uppsala i påsken, nemlig juleblótet i Gøteborg. Man vil arbejde på at der skal blive flere årligt gentagne blót som Samfundet Forn Sed arrangerer rundt om i landet. Økonomi Rådet skal aktivt søge nye veje for at styrke Samfundet Forn Seds økonomi, bl.a. har tinget pålagt dem at undersøge bidrag, stipendier o. lign. Der belv selvsagt også valgt en ny bestyrelse, eller råd, dom det hedder hos Samfundet Forn Sed. Ny formand er Erik Otterberg og ny næstformand er Emma Hernejärvi. Den nye kasserer hedder Rune Forssén, og Alexander Bågenholm blev indvalgt som almindelig rådsmedlem. Martin Domeij blev genvalgt til rådsgode ligesom Markus Skogsberg blev genvalgt til rådet. Birka Skogsberg, Nathalie Otterberg, Gunnar Creutz og Saga Sunniva Berg var ikke på valg og sidder dermed fortsat på sine poster. Efter tinget var der blót, hvor vi gerne havde deltaget. Dog var børnen trætte og vi måtte forlade selskabet for at lægge dem i seng. Derfor gik vi desværre glip af indvielsen af tre nye goder. Som en del af blótet sværgede Henrik Hallgren, Erik Otterberg og Markus Skogsberg en højtidelig ed angående deres virke som goder. De fik blomsterkranse på hovedet som tegn på deres nye status. Det var tydeligt, udfra den måde vi efterfølgende fik det beskrevet, at dette var en stor begivenhed. Samfundet Forn Sed har allerede en gode og to gydjer der er viede til dette på samme måde. Rådsgoden Martin Domeij, rådsgydjen Birka Skogsberg og tidligere rådsgydjen Sylvia Hild. Efter tingblótet var det sammenskudgilde, hvor vi bidrog til det bugnende festbord med en frugttærte. Der er med fuldt overlæg at blótmåltidet er et sammenskudsgilde. På denne måde sikrer man at alle bidrager til blótet, og den mad man medbringer, bliver en del af det man deler med Guder- En anden tradition de også har i Samfundet Forn Sed, er at deltagerne bidrager til underholdningen ved blótmåltidet med et digt, en sang, en historie, eller hvad man nu vil bidrage med. Man skriver sit navn og sit bidrag på en seddel, der blev lagt i en kurv. I aftenens løb blev der trukket sedler op af kurven, og læst op. Når ens navn blev læst op var det tid at fremføre det man havde på hjertet. Der var flere smukke sange, og digte der blev fremført, men også drabelige beretninger. Det var en rigtig god aften i gode venners lag. Næste morgen hjalp vi alle med oprydning og rengøring og en efter en, drog vi alle hjemad igen. For vores del, besøgte vi familie på vejen, og på den måden blev den lange køretur langt mere behagelig. Forn Sed Sveriges flotte Frejastøtte.
© Copyright 2024