Mandag: Chili con carne med bønner og perlespelt med grønne asparges 4 personer Chili con carne: Det skal du bruge: 800 g hakket dansk oksekød, magert og af god kvalitet 2 løg, pillet og finthakket 1 chili, meget finthakket 2 fed hvidløg, meget finthakket 2 grønne peberfrugter, halveret og uden kerner, skåret i tynde strimler 5 tomater, i kvarte 2 dåser hvide bønner 0,5 liter vand 1 dåse flåde tomater Salt og peber 20 g mørk chokolade Sådan gør du: Kødet ristet godt af sammen med løg, chili og hvidløg. Tilsæt peberfrugt, tomater og bønner og rør lidt rundt, så alt fordeles. Tilsæt vand og flåede tomater og lad retten simre ved svag varme, så længe som du synes. Den skal være kogt ind, se rustik ud og være intens, smages godt til. Du kan justere retten med lidt mere chili. Tilsæt mørk bitter chokolade af høj kvalitet, det giver retten et løft og en rundere smag. Lad det simre i 20 minutter. Perlespelt med grønne asparges Det skal du bruge: 250 g perlespelt, koges som anvist på posen 50 g mandler 1 bdt grønne asparges, fintsnittet 1 citron, saft og skal Frisk dild Sådan gør du: Perlespelten koges som angivet på pakken. Når de er kogt, vendes de med mandler og grønne asparges og smages til med salt, peber samt saft og skal af en citron. Vend frisk dild i til sidst. Husk at lægge halvdelen af chili con carnen på frost til fredag. Tirsdag vores fiskedag: Ovnbagt forel på spinat, rabarber og forårsløg samt kartofler med spinat 4 personer Det skal du bruge: 2 hele foreller, ordnet 1 rabarber, skåret i stave 6 forårsløg, skåret i stave Lidt asparges fra i går eller nye små gulerødder Salt og peber Lidt æblemost Sådan gør du: Fisken ordnes og skylles. Kom de klargjorte grøntsager op i et fad, læg fisken i og skub det grønne rundt i kanten, så det ikke dækker for fisken. Krydr retten og kom lidt æblemost ved. Bages færdig i ovnen ved 180-200 grader i ca. 20 minutter men hold øje, fiskene er jo ikke samme størrelse. Kartofler med spinat Det skal du bruge: 500 g små nye danske kartofler 250 g fint spinat, ribbet og skyllet 1 citron, saft Sådan gør du: Kartofler sættes over og koges i saltet vand ca. 17 minutter. Når kartoflerne er kogt, tilsætter du spinat og lidt frisk citronsaft på kartoflerne. Onsdag: Forloren hare anno 2014 med honning kartofler, råsyltet citron kål & sennepsdressing 4 personer Folkekøkken anno 2014 - Vi tager fat i de gode gamle retter og gør dem frække Det skal du bruge: 600 g hakket kalv/flæsk (du kan også bruge hakket gris) 2-3 æg, hele og friske 100 g hasselnødder, finthakket 2 løg, pillet og finthakket Lidt æblemost, hvis farsen er "tung" 100 g rugflager Lidt timian Salt og peber 2 stykker bagepapir Ca. 10-12 skiver bacon, her kan du også bruge spegeskinke eller parmaskinke Sådan gør du: Farsen røres sammen i en skål med æg, nødder, løg, æblemost og rugflager. Smages til med timian, salt og peber. Læg bacon på et stykke bagepapir og lav 2 "pølser" af farsen. Fordel det på de to stykker bagepapir med bacon lagt taglagt. Rulles stramt og bages i ovnen ved 220 grader i ca. 17- 18 minutter. Honning-kartofler med knust sort peber Det skal du bruge: 300 g små vaskede kartofler, skal skæres i skiver 2 spsk akaciehonning Salt og knust peber Frisk persille 2 spsk rapsolie Sådan gør du: Skær kartoflerne i skiver på en halv centimeter og kom dem op i et fad med honning, salt og knust peber, laurbærblade og rapsolie. Bages ved 225 grader i ca. 18 minutter. Råsyltet citronkål Det skal du bruge: 1 spidskål, skæres i meget tynde strimler 0,5 dl æbleeddike 0,5 dl koldpresset rapsolie 1 spsk sennep Salt og peber 1 tsk friskhakket ingefær 2 citroner, saft og skal Frisk dild Sådan gør du: Skær kålen ud i helt tynde strimler og kom dem op i en skål. Kom resten af ingredienserne over og bland det hele godt sammen. Lad det trække i 10 minutter. Kold sennepsdressing Det skal du bruge: Lidt frisk dild 2 dl fromage frais eller skyr 2 spsk sennep Salt og peber 0,5 citron, saften Sådan gør du: Hak dilden og bland det hele sammen i de sidste minutter. En dressing med skarp kant, som er rigtig god i stedet for den tykke sovs. Torsdag: Grillet kalveinderlår med mormorsalat og tagliatelle-grønt 4 personer Kalveinderlår Det skal du bruge: 500 g kalveinderlår, 4 stk. tynde som til schnitzler, du kan også bruge kalkun/gris/kylling Lidt salt 1 spsk. olivenolie 1 spsk. kapers 1 citron, saft 4 bagekartofler i skiver ca. ½ cm. tykke Sådan gør du: Kødet grilles eller steges ikke mere en 2-3 minutter på hver side. Krydres med salt. Ligges i et lille fad kom olivenolie, drys med kapers, og evt. lige lidt citronsaft og lunes i ovnen. Kartoflerne grilles færdigt på panden. Mormorsalat Det skal du bruge: 1 dansk salathoved, vaskes og slynges Lidt plukket spidskål 1 bdt. radiser, vasket og snittes i skiver 1 dl skyr, piskes med lidt citron 1 tsk. sennep Sådan gør du: Salaten og radiser kommes i en skål, skyr piskes med sennep og citron, blandes over salaten og serveres straks. Grøntsags tagliatelle Det skal du bruge: 1 agurk, vasket 1 gul squash, vasket 1 grøn squash, vasket 1 gulerod, vasket og skrællet 1 fennikel, fjern top og bund 1 spsk. god rapsolie ½ citron, saft Salt og hvid peber 2 spsk. græskarkerner, ristet på en pande i 1½ minut Sådan gør du: Tag en tyndskræller og skræl grøntsagerne så du får nogle ’bånd’ ligesom tagliatelle bånd. Kom det hele i en skål og kom rapsolie, citronsaft og smag til salt og hvid peber. Til slut tilsættes de ristede græskarkerner. Fredag er jo lig med næsten fri Lun con carnen op, køb 1 pakke wraps og spis sammen med con carnen. Kom den varme chili på wraps, riv lidt ost over samt lidt fintsnittet kål, asparges eller anden rest fra ugen. Rulles og så kan du jo nappe en øl og imens pisker du lidt creme fraiche sammen med hvidløg og tabasco. Så kan der dyppes. Lørdag: Stegte kødboller med salvie og bacon i spicy tomat, frisk pasta og parmesan 4 personer Lørdag er dagen hvor du godt må bruge lidt tid i køkkenet hvis du har lyst Stegte kødboller Det skal du bruge: 100 g pancetta/bacon, skåret i tern og ristet 600 g hakket oksekød 4-7 % 1 fed hvidløg, finthakket 2 spsk. tomatpesto eller god ketchup 3-4 blade salvie, frisk og finthakket Røget salt og peber Lidt olie Sådan gør du: Ristet pancetta af og kom det i en skål og blandes med resten af ingredienserne. Æltes med rene hænder og formes som pæne boller. Bollerne steges af på en pande og bages færdigt i ovnen ved 200 grader i ca. 10 minutter. Spicy tomat Det skal du bruge: 4 tomater, i chunks 1 løg, finthakket 1 chili, frisk og finthakket 1 dåse flåede tomater i tern Frisk basilikum 1 tsk. røget paprika 1 fed hvidløg, hakket 1 spsk. honning Lige lidt engelsk sovs Salt og peber Olivenolie Sådan gør du: Rist tomat, løg og chili af og tilsæt de flåede tomater og lad det snurre. Tilsæt alt andet, må gerne koge ca. 15 minutter eller længere. Smages til, du bestemmer hvor stærkt, men dyb og smuk og så lige et lille pift af chili. Frisk pasta og parmesan Det skal du bruge: 1 pose frisk pasta Lidt olie 1 spsk. kapers 50 g parmesan Salt og peber Sådan gør du: Kog pasta i 3 minutter, i rigelig saltet vand. Sigtes og vendes med olie, kapers og høvl osten udover til slut. Smag til med salt og peber. Søndag: Marokko kylling, en ret med kant og bid 4 personer Det skal du bruge: 4 kyllingebryster, skåret i passende stykker 2 løg, pillet og skåret i både 1 chili, fintsnittet 1 frisk ingefær, finthakket 4 kardemomme kapsler 4 nelliker 2 spsk karry 1 spsk cayennepeber 1 fed hvidløg, hakkes 0,5 aubergine, skåret i mundrette stykker 0,5 squash, skåret i mundrette stykker 1 dåse flåede tomater Vand Sådan gør du: Alt ristes af, tilsæt tomater og vand til det lige er dækket og så buldre retten derud af. Smages til og må gerne være lidt skarp i smagen. Couscous med mandler og druer Det skal du bruge: 200 g couscous 20 druer, deles i halve 100 g mandler, ristes Salt og peber Lidt olie Sådan gør du: Kom couscous op i en skål tilsæt kogende vand ca. 1-2 dl og lad det trække. Vend druer og mandler op i den tørre men tilberedt couscous Vendes med salt og peber samt olie og evt. lidt lime. Salat af banan med lime chili og agurk og mynte Det skal du bruge 2 bananer, skæres i skiver ½ agurk, skæres i skiver 1 chili, finthakket 1 bdt. mynte, hakkes groft 1 lime, saft og skal (Måske lidt nødder, peanuts mandler etc.) Sådan gør du: Det hele blandes i en skål og sluttelig kommes lime over og lidt mere frisk mynte, smukt og mættende.
© Copyright 2025