Handleplan for sprog og læsning Temahæfte om læsevejlederens funktioner Børne– og Familieforvaltningen www.skive.dk Læsevejlederens funktioner Der er læsevejledere på alle skoler i Skive Kommune. Målet er, at små skoler skal have én læsevejleder, mellemstore skoler to læsevejledere og store skoler tre læsevejledere. Læsevejlederuddannelsen i Skive Kommune består af tre diplommoduler. Kommunen tildeler hver skole et grundtimetal til læsevejlederfunktionen. Skolen kan i forhold til egen handleplan for læsning tildele flere timer efter behov. Læsevejlederen er skolens ressourceperson for udvikling af læseområdet. Læsevejlederens funktionsområde er den generelle læseindlæring for alle elever i den almene undervisning. Læsevejlederen er skolens, teamets og den enkelte lærers sparringspartner i arbejdet med elevernes læseudvikling. Læsevejlederen skal fungere som inspirator, coach og vejleder for alle skolens lærere i bestræbelserne på at udvikle de enkelte elevers læse- og skrivekompetencer og dermed reducere gruppen af svage læsere. Læsevejlederen skal koordinere prøvetagningen af de forskellige læse-/staveprøver (læsevejlederen kan evt. støtte og vejlede børnehaveklasselederen ved evalueringen med LUS i slutningen af børnehaveklassen) samt opsamle prøveresultaterne med henblik på at sikre, at de omsættes til konkrete undervisningsaktiviteter, som bringer den enkelte elev videre i sin læse- og skriveudvikling. Læsevejlederen samarbejder med personalet i skolens støttecenter. Læsevejlederne er organiseret i et fagligt netværk med kommunens læsekonsulenter. Netværket indbefatter tillige en elektronisk konference. I det faglige netværk afholdes fire årlige møder. PLC Læsevejlederen indgår i teamet omkring PLC sammen med skolebibliotekarer og it- vejledere. Den samlede ekspertise på biblioteksfeltet, it-feltet og læseundervisningen giver mulighed for en fælles indsats inden for mange områder. Der kan nævnes: varierede materialesamlinger og læremidler på skolen, herunder materiale til faglig læsning, læsekurser og læsebånd. Teamet kan etablere en række spændende fælles projekter inden for læsningen (se også særskilt temahæfte). Læsevejlederen deltager efter aftale på teammøder, hvor der er særlig fokus på faglig læsning. Læsevejlederen kan bistå og vejlede i planlægningen af læsekurser samt coache lærerne i selve undervisningen. Forskningen viser, at det giver gode resultater. Overgange og sammenhænge Læsevejlederen er vigtig i skolens samlede indsats for at sikre kontinuitet og sammenhænge i overgangene fra børnehave til børnehaveklasse, fra børnehaveklasse til 1. klasse, fra indskolingen til mellem- 2 trinnet og fra mellemtrinnet til overbygningen. Endvidere skal der sikres en overlevering af viden om elevernes læseudvikling i teamet ved lærerskift og skoleskift. Derfor: · · · · Etableres en fast procedure på skolen for overlevering af viden om den enkelte elevs læseudvikling ved klasse- og lærerskifte. Etableres en fast procedure for overlevering af viden om elevens læseudvikling ved skoleskifte til en overbygningsskole. Sikres det, at elevernes læsning med særlig fokus på faglig læsning er et dagsordenspunkt på teammøder. Koordineres og planlægges tiltag i forbindelse med faglig læsning. Implementeringen af læse- og handleplaner Læsevejlederen er samarbejdspartner for skolelederen i udarbejdelsen af skolens handleplan for læsning. Læsevejlederen har en rolle i forhold til at udbrede kendskabet til Handleplan for sprog og læsning, og der vil være vejledningsopgaver i forhold til konkrete behov affødt af handleplanen. Ligeledes orienterer læsevejlederen løbende kollegaer og skoleledelsen om den nyeste viden inden for læseforskningen og foreslår tiltag til, hvordan den kan implementeres i den daglige undervisning på skolen. Læselyst Læsevejlederen skal være koordinator for skolens arbejde med at udvikle og styrke elevernes læselyst. På mange skoler oplever man, at elevernes frilæsning bliver mindre op i gennem skoleforløbet. I fritiden vælges bogen ofte fra til fordel for andre medier. Læsevejlederen kan i samarbejde med de øvrige lærere i PLC bidrage med læselystkampagner, der er med til at give og vedligeholde læselysten. Læsevejlederens funktioner og opgaver er meget forskellige afhængige af, om det er i indskolingen, på mellemtrinnet eller i overbygningen, hun/han har som sit område. Læsevejlederen i indskolingen Læseundervisningen i indskolingen har fokus på, at eleverne skal lære at afkode samtidig med, at der arbejdes med sprogforståelsen, så læsefærdigheden får base i både afkodning og sprogforståelse. Elevernes læseforudsætninger er meget forskellige, og den løbende evaluering skal sikre, at den enkelte elev undervises i zonen for nærmeste udvikling. Læsevejlederen er dansklærerens sparringspartner, der kan hjælpe med at planlægge og gennemføre en differentieret læseundervisning i klassen. Læsevejlederen på mellemtrinnet På mellemtrinnet skifter fokus fra at lære at læse til at læse for at lære, og faglig læsning kræver derfor særlig opmærksomhed. Alle teamets lærere skal være opmærksomme på elevernes faglige læsning og samarbejde om at gøre eleverne mere bevidste om læsestrategier i forhold til de forskelligartede tekster, de møder i fagene. Der skal også fortsat arbejdes med elevernes læsesikkerhed og læsehastighed. Læsevejlederen deltager i et teammøde på mellemtrinnet for at sætte faglig læsning på dagsordenen og være igangsætter og inspirator til arbejdet. Læsevejlederen kan endvidere være sparringspartner ved tilrettelæggelse af læsekurser for hele klassen et par gange om året, så læseudviklingen med automatiseringen og konsolideringen af læsningen optimeres. Læsevejlederen i overbygningen I overbygningen øges fokus på læsning og forståelse af både skønlitterære, faglitterære og multimodale tekster. Kompleksiteten i teksterne fordrer, at eleverne kan skelne mellem teksttyper, og der stilles dermed større krav til elevernes evne til at vælge hensigtsmæssige læsestrategier, læsemåder og læseteknikker. Læsevejlederen kan deltage i udvalgte teammøder for at inspirere i dette arbejde. Læsevejlederen rådgiver og vejleder lærerne i at differentiere læseundervisningen, så alle elever udfordres på deres niveau. Dette gælder såvel elever med gode læsefærdigheder som elever i læsevanskeligheder. I almenundervisningen skal elever i ordblindevanskeligheder have adgang til itkompenserende hjælpemidler. Læsevejlederen og specialvejlederen rådgiver og vejleder elevernes lærere om brugen af disse hjælpemidler. I forbindelse med Folkeskolens afgangsprøve og nationale test har elever i ordblindhed mulighed for fravigelser (se Skolestyrelsens hjemmeside). Læsevejlederen rådgiver skolens ledelse og elevernes lærere om dette. Klassekonferencer Der er kommunalt fastlagt: · to klassekonferencer årligt i børnehaveklassen · to klassekonferencer i 1. kl. og 2.kl. · én klassekonference i 3.kl. · én klassekonference i 6. kl. Det anbefales at afholde klassekonferencer på de øvrige klassetrin. Læsevejlederen er tovholder på klassekonferencerne. Deltagere ved klassekonferencen er: repræsentant for skolens ledelse, teamlærere og læsevejlederen. Specialvejlederen deltager efter behov. Samtalen er tredelt: · Evaluering af elevernes læsefærdighed/ udvikling. · Evaluering af lærerens undervisning. · Mål for den kommende periodes læseundervisning. På baggrund af evalueringerne er prøveresultaterne udgangspunkt for samtalen om klassen og den enkelte elevs skriftsproglige udvikling. Forud for konferencen har læsevejlederen bearbejdet og analyseret prøveresultaterne, så det er muligt at have overblik over klassens og den enkelte elevs læse- og skriveudvikling. I samtalens tredje del konkluderer læsevejlederen sammen med teamlærerne på prøveresultaterne og omsætter oplysningerne til konkrete forslag til undervisningsaktiviteter, der kan bringe klassen og den enkelte elev videre i læse- og skriveudviklingen. EVA-rapporten ”Viden der forandrer” (januar 2009) konkluderer, at effekten af læsevejledningen er størst, når læsevejlederen har mulighed for at være medpraktiker i klasseværelset, når de gode råd fra klassekonferencen skal føres ud i livet. Forud for klassekonferencen eller som opfølgning på klassekonferencen kan skolens læsekonsulent indkaldes til et dialogmøde om skolens indsatsområde for læsning. Læseresultaterne fra april/maj prøverne i 0., 1., 2. og 3. klasserne indsendes til kommunens læsekonsulenter. Litteraturliste: Jørgen Frost (red.): Håndbog i læsevejledning - Teori og praksis, Dansk Psykologisk Forlag, 2009. Sigrid Madsbjerg og Lis Pøhler: Læsevejlederen, Dafolo. Hanne Møller Pedersen: Læsevejledning i praksis, Dafolo. Viden der forandrer. Virkningsevaluering af læsevejlederen som fagligt fyrtårn, Danmarks Evalueringsinstitut, 2008. Jørgen Frost m. fl.: Læsevejlederens forskellige roller. Læserapport 45, Landsforeningen af Læsepædagoger. Lis Pøhler og Søren Aksel Sørensen: Nationale test og anden evaluering af elevens læsning, Dafolo. 3 Oversigt over evaluering på de forskellige klassetrin Klasse trin Nationale test i dansk læsning Kommunale læseevalueringer Evalueringsværktøj Klassekonference Stave udvikling Bh.kl. 1.evaluering: aug./ sep. LE*: Vokaler, store bogstaver, find billedet. Sprogbrug og sprogforståelse. ja Bh.kl. 2.evaluering: april/maj LE: konsonanter, små bogstaver, find billedet, forlyd/rimdel. Sprogbrug og sprogforståelse. Lb** fx LUS. ja 1.kl. 1. evaluering nov./dec. Lb fx LUS. Evt. retest fra LE i bh.kl. 2. evaluering april LE:Ordlæs, Løbende evaluering, fx LUS 2.kl. 1. evaluering nov./dec. Lb, fx LUS. Evt. retest fra LE april jan./ april LE: Sætningslæs. Lb, fx LUS. Nationale test 3.kl 1. evaluering august DVO´s dysleksiscreening: (Nonord diktat) Lb, fx LUS. 2. evaluering april x 5.kl. 6.kl. Orddiktat, Idas ord, Dinodiktat ja ja x 2.evaluering april 4.kl. ja x sætningsdiktat fra LE ja Anbefales SL 60 Lb, fx LUS. ST 3 ja Lb med fx samtale og LUS kan anbefales Nationale test Læs 5 jan./feb. Lb med fx samtale og LUS kan anbefales ST4 april Anbefales ST5 april Anbefales ST6 Mellem januar og maj Ja Ml. januar og maj Anbefales Lb med fx samtale og LUS kan anbefales TL2 7. kl. sep./okt. 8.kl. Anbefales x Nationale test jan./april 9.kl. 10.kl. Termins –afgangspr. Terminsprøve afgangsprøve Anbefales Sep-. TL5 Termins –afgangspr. Terminsprøve afgangsprøve Anbefales * Læseevaluering på begyndertrinnet ** Løbende evaluering Se hele materialet fra 0-18 år samt samlet litteraturliste på www.skive.dk eller www.skiveskoler.dk Kontakt: Udviklingskonsulent Kirsten Jørgensen Skoleafdelingen Direkte telefon: 99155592 E-mail: [email protected] Pjecen er udgivet af Skive Kommune - Skoleafdelingen Torvegade 10, 7800 Skive August 2011 Fotos: Colourbox og Skive Kommune Børne– og Familieforvaltningen www.skive.dk
© Copyright 2024