6
# 41 15. oktober 2010
ORDET
Kaudervælsk
Af OLE BALSLEV
H.C. Andersen skriver om sit tyske
sprog: »Mit Tydsk var et Kaudervælsk, som jeg selv opfandt.« Det
er udtryk for en vis selverkendelse,
men også en markering af, at det
gælder om at kunne gøre sig forstået, når man færdes i udlandet,
også uden at kende de fremmede
sprog perfekt.
Samme erkendelse må mange
af digterens nulevende landsmænd nå frem til, når vi drager
udenlands. Vi behøver blot at
tage til Norge eller Sverige for at
Weekendavisen
Ideer
Kommentarer og spørgsmål til denne rubrik bedes sendt til: [email protected]
skulle betjene os af et besynderligt
»kaudervælsk«.
Men hvad er det for et mærkeligt
sprog, dette »kaudervælsk«? Hvor
taler man det?
Ordets sidste led »vælsk« er i
germansk betegnelsen for de omliggende sprog, som var uforståelige for
tysktalende. Vi kender det samme
ord fra engelsk, hvor »welsh«
(= walisisk) blot betyder »fremmed«.
Vælsk går tilbage til den keltiske
stamme »Volcae«, der oprindelig levede i området omkring Narbonne i
Sydfrankrig. Det oldgermanske ord
»walah« kommer senere til også at
betegne de romanske folk. Samme
stamme optræder i det danske
ord »valnød«, der egentlig betyder
»romansk nød«, og i den danske
betegnelse for en kastreret hingst
»vallak«. Dette oprindelig tyske
ord betyder blot »hest fra Valakiet«,
der er et område i det sydvestlige
Rumænien. Fra dette område blev
der tidligere eksporteret et stort
antal kastrerede hingste til først og
fremmest Tyskland.
Ordets første del – »kauder-« – går
tilbage til det tyske »Churwelsch«
og er betegnelsen for et langt mere
snævert sprogområde, nemlig egnen
omkring byen Chur i det sydøstlige
Schweiz, hvor det lokale sprog hedder rhætoromansk. Allerede Luther
bemærkede, at det var vanskeligt for
tysktalende at kommunikere med
befolkningen i Chur og omegn.
»Kaudervælsk« i ordets egentlige
betydning taler man altså i denne
egn.
En parallel til »vælsk« (= udenlandsk) har vi i det græske »barbaros«. En barbar er blot en person,
der ikke behersker det græske sprog.
I Carl Plougs sang »Liflig fløjte
Vælsklands nattergale« er ordet
brugt poetisk om Italien.
Dobbeltliv. Ideen om modersmålet, der som et bånd omslynger danskerne og forbinder dem med fortiden, lever i høj grad også i dag.
Men den rækker ikke ud efter hele folket, som den gjorde på Grundtvigs tid.
Rosenbånd eller rettighed
Af PIA QUIST
Lektor, Nordisk
Forskningsinstitut
Københavns Universitet
NOGLE sproglige begreber lever et dobbeltliv som både fagterm og almindeligt anvendt
hverdagsord. Modersmål er et sådant begreb,
der sammen med ord som for eksempel dialekt, slang og accent bruges med en specifik
betydning af fagfolk og en mere abstrakt eller
intuitiv betydning i dagligsproget. Forskellige
opfattelser af, hvad modersmål dækker over,
og hvilke medbetydninger det har – om det
for eksempel forbindes med noget positivt
eller negativt – har ikke sjældent ført til
diskussioner og talen forbi hinanden. Det har
de senere års debat om afskaffelse af modersmålsundervisning for tosprogede skoleelever
blandt andet været et eksempel på.
Der kan identificeres to poler i opfattelsen af ordet modersmål: I den ene ende
er modersmål en rent teknisk betegnelse for
et sprog, et menneske lærer først, og som
derfor skaber sproglig forhåndsviden, der har
betydning, når et næste sprog indlæres. Her
er modersmål synonymt med førstesprog,
og det engelske first language, som slet og ret
benævnes L1, og de næste tilegnede sprog for
L2, L3 osv. I den anden ende er modersmål
alt andet end en teknisk term. Her forbindes
ordet med varme følelser og mere abstrakte
forestillinger om »moders sprog« som noget
særlig smukt, korrekt og værdifuldt knyttet til
en national identitet. Ordet er i denne sammenhæng som regel udtrykt i bestemt form
ental, modersmålet.
Der findes mange positioner mellem disse
to opfattelser, men det er sjældent neutrale
positioner, for begrebet modersmål har i
århundreder været inddraget i politiske
og kulturelle projekter. I 1700-tallet blev
modersmålet spændt for Oplysningens vogn
anført af blandt andre Ludvig Holberg. I en
grov udlægning her kan man sige, at modersmålet var lig med dansk, som på næsten
instrumentel vis skulle erstatte tysk, fransk
og latin, der havde været hærens, de adeliges
og kirkens sprog. Dansk havde hidtil ikke
nydt høj prestige, men det ville en fortrop af
lærde danskere lave om på. Det danske sprogs
status i det tidlige 1700-tal er humoristisk
udtrykt i det lille berømte digt fra 1703 af
Christian Wilster:
LAYOUT: LENA THURMANN
Hver mand, som med Kløgt gik i Lærdom til
Bund,
Latin paa Papiret kun malte,
Med Fruerne Fransk, og Tydsk med sin
Hund;
Og Dansk med sin Tjener han talte.
Denne situation skulle ændres, og Holberg
med flere gjorde en indsats for »det Danske
Sprogs Forfremmelse«, blandt andet med
oprettelsen af akademiet i Sorø. Modersmålet
blev dog på dette tidspunkt endnu ikke besunget i det nationales navn. Der var snarere
tale om et oplysningsprojekt, der skulle gøre
dansk til et – med en formulering fra i dag
– komplet og samfundsbærende sprog. Man
lovpriste ikke en abstrakt modersmålsidé
førend i 1800-tallet. Litteraten Flemming
Conrad peger for eksempel på, at modersmålet først inddrages som tema i nationalsange
fra cirka 1840. I 1700-tallet var kongen og
historien de centrale temaer.
I 1800-tallet bliver modersmålet for alvor
del af et nationalt projekt, hvor det konstrueres og besynges som en abstrakt beholder
for forestillinger om et fælles dansk sprog,
en fælles historie, natur og kultur. N.F.S.
Grundtvig er som bekendt vores fremmeste
lovpriser af modersmålet i denne periode.
Hans tekst »Moders navn er en himmelsk
lyd« (1837) illustrerer den næsten mytiske og
overnaturlige status, modersmålet får – for
eksempel i disse vers:
Modersmål er det rosenbånd
som store og små omslynger
i det lever kun fædres ånd
og deri kun hjertet gynger.
Modersmål er vort hjertesprog,
kun løs er al fremmed tale,
det alene i mund og bog
kan vække et folk af dvale.
Grundtvigs idé om modersmålet som et
bånd, et »rosenbånd«, der omslynger danskerne og forbinder dem med fortiden, lever i
høj grad også i dag. Men hvor man muligvis
kan anskue Grundtvigs modersmål som et
inklusionsinstrument, der skulle inddrage
hele folket, får det i dag ofte en ekskluderende funktion. Det er kun den privilegerede
majoritet, der kan påberåbe sig ejerskab til et
dansk modersmål.
De fleste moderne sprogforskere tager afstand fra den abstrakte, idealistiske opfattelse
af, hvad et modersmål er. I stedet ser man på,
hvad begrebet bruges til og med hvilke effek-
Hvem har ret til at kalde dansk deres modersmål?
ter. Sprogprofessor Jens Normann Jørgensen,
som for nylig forsvarede sin doktorafhandling
om tosprogede børn og unge, gør op med
det værdiladede modersmålsbegreb, idet han
viser, at det i bund og grund handler om ejerskab – hvem har retten og magten til at kalde
sig for modersmålstalende? Hvem kan hævde
at have privilegeret indsigt i modersmålet?
Hvem taler modersmålet? Og hvem gør ikke?
Jørgensen peger på, at der følger en række
rettigheder til det at blive betragtet eller
betragte sig selv som modersmålsbruger af for
eksempel dansk: En modersmålsbruger kan
hævde at have »ejerskab« til dansk, sproget
»tilhører« ham eller hende, modersmålsbrugeren har legitim »ret« til sproget, og modersmålsbrugeren betragtes som en, der »kan«
sproget. De sprogbrugere, der ikke inkluderes
i opfattelsen af, hvem der er danske modersmålstalere, er de såkaldt tosprogede, som ikke
har disse rettigheder. Tosprogede kan ikke
FOTO: HENNING BAGGER/SCANPIX
legitimt påkalde sig »ejerskab« over dansk
som modersmål, og de har ikke ret til at
hævde at »kunne« sproget fuldt ud, i dybden
og i bredden. Modersmålet dansk »tilhører«
for den tosprogede »de andre«. Det gælder
også for de mange børn, unge og voksne med
minoritetsbaggrund, hvis førstesprog i praksis
er dansk.
Modersmålsbegrebet er altså ingenlunde
et neutralt begreb. Det er historisk såvel
som i dag knyttet til forestillinger om »os«
i modsætning til »de andre«, og kan bruges
som instrument i opretholdelsen af denne
modstilling. Det er i denne sammenhæng
paradoksalt, men måske ikke overraskende,
at tosprogede i Danmark på den ene side
tvinges til at lære og bruge dansk i alle sammenhænge, at »modersmålsundervisning« i
indvandrersprog er afskaffet, samtidig med at
tosprogede ikke opfattes som en del af gruppen af talere med dansk som modersmål.
KORREKTUR: FLEMMING GERTZ