Hvor gør man af sig selv, sine hænder og sin alenehed? Foto: Rikke Samssund. Følgesvendsnetværk Enhver kan føle sig ensom – men ensomhed kan bekæmpes Af Maja Waniewitz Samssund, projektkoordinator, Danske Seniorer Det er vidst ikke gået nogens opmærksomhed forbi, at temaet ”ensomhed” netop nu er på manges læber. I Danske Seniorer har vi arbejdet med ensomhed i flere år, hvor vi gennem forskellige tiltag, har søgt at løfte ældre medborgere ud af ensomheden. Man kunne så spørge sig selv, hvorfor skulle jeg som læser bebyrde mig selv med endnu et indslag om dette efterhånden gennemtyggede emne. Måske fordi denne artikel i højere grad forsøger at berøre spørgsmålet: Og hvad gør vi så ved al den forbandede ensomhed? Ensomhed er ikke sygdom eller diagnose, men en helt igennem subjektiv oplevet følelse, hvorfor det ikke giver mening, at forsøge sig med en one-sizefits-all løsning. Der er snarere brug for, at der er nogen som tager de nødvendige chancer og prøver sig frem, med den tilgængelige forskningsbaserede viden, som kompas. Heldigvis er der nogen, der har gjort sig den ulejlighed og fundet frem til en række spændende tiltag, som har vist sig at have god effekt på at eliminere følelsen af ensomhed blandt ældre mennesker. Ensomheden findes alle vegne Ensomhed kan nemt komme til at fremstå som en sygdom, som de andre lider af – noget der rammer naboen – et kæmpe tabu. Det er tilmed en følelse som man ”er” og ikke ”har”. ”Jeg er ensom”, siger man gerne. Netop denne pointe siger noget om følelsens dominans, i det ensomme menneskes liv. 12 STATSPENSIONISTEN nr. 3 · 2015 Efter at have beskæftiget mig intenst med temaet over en længere periode, går det mere og mere op for mig, at ensomheden som væsen, findes overalt i mange varianter. Ja, jeg tør næsten ikke at indrømme det, men følelsen af ensomhed kender jeg. Jeg troede bare, at det var noget andet, da jeg mødte den. Jeg var ung og havde lige sagt farvel til et år på en efterskole, hvor jeg havde levet et intenst år, uden øje for en fortid eller fremtid. Pludselig er man alene på et værelse med sine fan-plakater og mølædte bamser. Jeg har mødt mange ældre mennesker, som i høj grad har følt sig uden for og uønsket i mødet med de lokale ældretilbud. Vennerne fra efterskolen var spredt for alle vinde, og netop der, alene mellem alt det forgængelige ragelse, træder en hidtil ukendt, men insisterende følelse frem; følelsen af at have mistet noget altafgørende, som man ikke kan få tilbage. Selvom jeg med jævne mellemrum så mine efterskolevenner, så hang følelsen af tab ved mig i lange tider, sammen med angsten for selv at skulle forme sig et liv, som passer til en næsten voksen kvinde. Ensom i selskab med andre Som man måske allerede er klar over, så er et veludbygget socialt netværk, og det at være i selskab med andre, ikke lig med, at man ikke kan føle sig ensom. Forestil dig selv alene til en kunstfernisering, omgivet af en masse mennesker på din egen alder, der sipper til champagne og ser ud til at have berigende samtaler om kunstens glæder. Disse mennesker står alle i grupper, og det er tydeligt, at de kender hinanden. For de fleste i den situation vil følelse af ”ikke at passe ind” sikkert træde i stedet for begejstringen for de kunstprydede vægge. Hvor gør man af sig selv, sine hænder og sin alenehed? Med andre ord, det giver ingen mening alene at dele foldere ud til de ældre mennesker, som måtte føle sig ensomme – foldere som lokker med alverdens goder som linedance, fællesspisning, italiensk for begyndere og socialt og hyggeligt samvær med andre. Det virker ikke, af samme grund, som at du ikke vil komme til at føle dig mindre ensom, ved at gå ind til føromtalte fernisering – snarere tværtimod. Jeg har mødt mange ældre mennesker, som i høj grad har følt sig uden for og uønsket i mødet med de lokale ældretilbud. Særligt synes mange at have oplevelsen af, at alle stole er optaget. En stor andel fortæller mig, at det at gå ned til en klub/forening/aktivitetscenter, var et forsøg på, at bryde ensomheden – med det resultat at gå hjem med en endnu mere påtrængende ensomhedsfølelse, end da man tog hjemmefra, med dog en smule optimisme. Hvad virker så? På en interessant konference i Ensomme Gamles Værn (EGV) præsenterede førende eksperter inden for ensomhedsforskningen den seneste viden på området. EGV har udgivet en forskningsrapport om voksne menneskers ensomhed midt i livet ved: ”Palle alene i verden – et kva- litativt studie”, baseret på 20 livshistorieinterviews med 30-50-årige, der har erfaring med langvarig og tilbagevendende ensomhed. Af rapporten fremgår det, ”..at interventionsforskningen peger på, at tiltag der kombinerer øvelse i sociale færdigheder og muliggør etablering af sociale relationer, er mest effektive til reducering af ensomhed.” Netop rapportens pointe omkring den gode effekt ved kombinationen af øvelse i socialt samvær og muligheden for socialt samvær, valideres i et nyere socialt udviklingsprojekt af EGV ved navn ”Fortæl for livet – narrativ ensomhed kan brydes.” I praksis har man samlet ældre deltagere, som oplever sig ensomme, i grupper af 4-6 ældre personer. Deltagerne fortæller og lytter til hinandens betydningsfulde livshistorier. En gruppeleder guider fortællinger og etablerer fælles forbindelser. - Ensomhedens tabu er den største forhindring mod lindring, og jeg glæder mig over, at vi har fået etableret Følgesvendsnetværket, der er et ensomhedsbekæmpende projekt, siger Maja Waniewitz Samssund. Foto: Rikke Samssund. Projektet arbejder ud fra en ”..overbevisning om, at identitet skabes og vedligeholdes gennem relationer for andre, der er i kraft af deres tilstedeværelse som vidner og respondenter til ens identitetsudtryk forankrer fornemmelsen af hvem og hvad man er…” Indtil videre ser resultaterne meget positive ud, og mange af deltagerne oplever sig mindre ensomme end før. En anden forskningsrapport fra EGV omkring ældre menneskers ensomhed (”At prikke med kærlighed” fra 2011) demonstrerer et markant overlap i livsomstændighederne med interviewper- Projektets erklærede mål at skabe den bedste grobund for, at ældre mennesker, som oplever sig ensomme, kan skabe betydningsfulde relationer til et eller flere andre mennesker. Foto: Rikke Samssund. sonerne i rapporten ”Palle alene i verden – ensom midt i livet.” Der er derfor umiddelbart god ræson i, at antage, at den yngre målgruppes fremtid kan afspejles i den ældre målgruppes, hvis der ikke gribes ind. En meget vigtig pointe i ”Palle alene i verden” er, at der i høj grad er behov for interventioner (tiltag), ”..der prøver sig frem og gennem opsamling af erfaringer kan være med til at udvikle viden om, hvad der virker i forhold til målgruppen af voksne midt i livet.” Årsagen hertil er simpelthen, at der stadigvæk er brug for mere viden om hvilke tiltag, der er det bedste værn mod ensomhed. Følgesvendsnetværket – et ensomhedsbekæmpende projekt Projektet ”Følgesvendsnetværket” (startet 2014) er netop opstået i erkendelsen af, at der mangler viden om hvilke tiltag, der reelt kan bekæmpe ensomhed. Der er tale om et bredt samarbejde bestående af flere aktører fra NGO’er og Københavns Kommune – på denne måde er al den vigtigste viden om målgruppen tilgængelig for projektets styregruppe. Projektet er fleksibelt forstået på den måde, at der ikke på forhånd er defineret en målgruppe eller definitiv problemstilling – denne viden er tværtimod noget der opsamles undervejs, alt i mens vi prøver os frem med, hvad der virker. Kort fortalt er det projektets erklærede mål at skabe den bedste grobund for, at ældre mennesker, som oplever sig ensomme, kan skabe betydningsfulde relationer til et eller flere andre mennesker, gennem relationen til en såkaldt følgesvend og et nyt fællesskab. For at dette skal kunne lykkes, er den førnævnte fleksibilitet helt afgørende. Fx hvis Jørn på 80 år vil genoptage sin hobby med at lave piber eller deltage i en vinklub, så vil vi gå langt for at dette ønske imødekommes, da langt fra alle ældre mennesker kan rummes i de mere almene fællesskaber for ældre. En følgesvend er en frivillig person, der i første omgang besøger det ældre menneske en eller flere gange. Der er forud for dette første møde foretaget et match af projektets koordinator. Når tilliden er etableret og den ældre person føler sig tryg ved det, skal der findes et ”fællesskab” i lokalområdet, efter den ældres eget ønske. ”Følgesvendsparret” besøger dette fællesskab sammen (fx aktivitetscenter, klub, forening eller lign.), og den ældre trænes i det sociale samvær med andre, samtidigt med at de har trygheden i følgesvenden. På denne måde spiller man så at sige på flere strenge, fx sammenlignet med en klassisk besøgsven. For det første forholdet til følgesvenden, for det andet adgangen til at lære nye mennesker at kende i et nyt fællesskab, og sidst men ikke mindst selve aktiviteten, som i sig selv kan være berigende. Følgesvendsnetværket arbejder fortsat videre på at finde nye veje til at mindske ældre menneskers ensomhed. Vi opfordrer alle mennesker til at tage mod til at tale åbent om emnet, så det bliver mindre skamfuldt – ensomhedens tabu er den største forhindring mod lindring. STATSPENSIONISTEN nr. 3 · 2015 13