1. No category

 LÆGEN JOHAN MØLLER
25/4 1875 - 24/9 1940
Lars Johan Møller fødtes i Nørre Sundby d. 25. april 1875 som tredje og yngste
søn af gårdejer Thomas Peter Møller, Nr. Sundby, og hustru Kirstine Petersen fra
Øland i Limfjorden. Hans fars slægt var fra Lindholm mølle ved Nr. Sundby, en
anset bondeslægt, som tæller mange dygtige mænd blandt de yngre i slægten.
Johan Møller var en flittig og opvakt skoledreng og en kærlig og god søn.
Hans mor yndede at fortælle små træk om hans hjælpsomhed og evne til at glæde
- f.eks. ved små gaver. Han fik tidligt brug for sine evner.
Hans far døde af en akut lungebetændelse da Johan var 9 år gammel.
Hans dygtige og energiske mor bestemte sig til at beholde gården i Nr. Sundby og
holdt den oppe ved også at have pensionærer og tage imod markedsgæster, der
kom eller ventede på færgen over fjorden.
Det var hendes store ønske, at Johan skulle studere, helst blive præst, og da han
var 11 år kom hån i Ålborg katedralskole.
Den lille dreng havde nogle hårde ture om vinteren over pontonbroen. Klæderne
var ikke særlig varme og kasketten sad højt på hovedet. For ikke at fryse ørene
måtte han skærme dem skiftevis med den hånd, han havde fri for bogpakken,
som han bar under armen i en rem.
Skolen lå dengang i Jomfru Annegade og det var en stor begivenhed for eleverne
da den nye skole blev bygget i provisorieårene. Skolen blev flyttet til den nye bygning med de store klasseværelser og indviet i 1889. Det var en stor oplevelse som
Johan gerne talte om.
Side 1
Johan begyndte tidligt at undervise yngre kammerater i matematik og latin. Hans
lærere var ivrige for at finde elever til ham, de vidste, at han trængt til at tjene
penge, og så var han vistnok, trods sine unge år, en dygtig underviser. Det gik så
vidt, at rektor Ankær måtte sætte en stopper for det, når eksamen nærmede sig,
for at Johan kunne få tid til selv at repetere.
Hans hjem i Nr. Sundby lå lige overfor pastor Bøvings præstegård og børnene derfra blev hans legekammerater og de fulgtes ad til skolen.
Johans gode hjerte fornægtede sig ikke. Var der en kammerat ude fra landet, som
levede under dårlige forhold, kunne han bede sin mor, om han ikke måtte tage
ham med hjem til middag, og han fik aldrig nej. Hans mor havde altid en åben
hånd over for dem, der havde mindre end hun.
Fornøjelser blev der hverken tid eller råd til.
Først i femte og sjette klasse - da Johan var skolens duks - måtte han tage del i
skoleforeningen Y D U N S sammenkomster og skoleballer og han kom også til
nogle private baller hos kammeraterne i Ålborg og her fik han sin første forelskelse i et af disse hjems unge datter Thora.
Men op mod eksamen læste han til ud på natten og inden hans mor gik til ro om
aftenen kom hun ind til ham med kaffe. Hun fortalte tit, hvor svært det var for
hende at kalde på Johan tidligt næste morgen, hun vidste jo, at han havde fået
alt for lidt søvn. Flidspræmier, stipendier og en fin første karakter var lønnen og
så skulle der tages bestemmelse om, hvad Johan skulle studere.
Han var en lang, tynd dreng med nogle kønne brune øjne, en høj pande, rødblondt hår og en smal mund, som gerne ville smile.
Hvad der bestemte ham til at blive læge ved jeg ikke, måske følte han, at der lå
hans evner, der kunne han blive til hjælp for trængende og lidende mennesker og
også skabe sig en smuk position.
Det var ikke megen hjælp hans mor kunne love ham. Der blev lejet et værelse til
ham ude på Nørrebro i København og så sendte hun ham en kurv med madvarer
hver uge.
Engang imellem fik han middagsmad hos nogle af hans mors venner og et par
gange om ugen i et hjem, hvis søn han hjalp med lektier. Men mange dage fik han
ikke varm mad, skønt han havde sin bankbog, hvori han havde sparet penge fra
sine elever i Aalborg. Den lille kapital var ham så dyrebar, at han ikke nænnede
ar bruge noget heraf til noget så prosaisk som mad.
Så sled han i det med Zoologi og botanik, kemi og fysik og fik en fin kantusse.
Side 2
På den tid var det, at Diakonissestiftelsen oprettede et pensionat i Coldbjørnsensgade og der blev skaffet udvej for, at Johan blev optaget der og fra den dag læste
han under gode og betryggende forhold.
De to diakonisser, søster Anna Buch og søster Anna Kirstine Krejberg, som ledede pensionatet, blev hans gode plejemødre. Som årene gik, blev han vist også en
støtte for dem overfor de unge studenter.
Studiet tog al hans tid og al hans interesse. Han var lige lykkelig optaget, hvad
enten han var på hospitalerne, til forelæsninger, på laboratoriet eller sad hjemme
tidligt om morgenen og sent om aftenen og læste.
Han gik på Frederiks hospital og havde professor Block til kirurgi og var fuld af
beundring for ham, var imponeret af både hans dygtighed, overlegenhed og uforskammethed.
Johan havde den lykke, at få både professor Rovsing og professor Faber som lærere de sidste år og de examinerede ham til kandidatexamen.
Blandt kammeraterne i pensionatet var L. Koch, senere forstander for Diakonissestiftelsen og Kuhlmann der blev præst og Frederik Holm der senere blev præst i
Sahl og Fruering. Han var stærk politisk interesseret og kunne holde hele pensionatet i ånde med sine politiske foredrag og historier.
Side 3
Han og Johan gik lange ture om aftenen på Svineryggen - mens deres værelser
blev luftet ud for tobaksrøg - og diskuterede litteratur, politik og livets problemer.
Det var en god afspænding fra de medicinske studier og hjalp Johan til ikke at
blive ensidig.
Efter første del kunne Joan være kommet til at bo på Regensen, men han foretrak
at få kommunitetet og blive boende hos diakonisserne, som havde været meget
omsorgsfulde for ham under den forcerede examenslæsning.
Johan kom til at lide af søvnløshed og da intet andet hjalp, pakkede de ham ind i
våde lagner om aftenen, for at han kunne falde til ro og få søvn.
Hans mor kom rejsende over til ham dengang, som før, når det kneb for hendes
dreng. Så var intet offer for stort.
Hun var allerede den gang meget dårlig af gigt, men sled alligevel med landbruget
og pensionærer for at holde hjemmet oppe til Johan kunne blive færdig.
Mange af sine ferier tilbragte Johan hos familien Kjellerup, dels hos den gamle
etatsråd på Visborggård og dels på Birkumgård på Gjøl hos godsejer Niels Kjellerup, hvis sønner Jacob og Christian var hans kammerater.
Allerede som skoledreng kom Johan med dem hjem i ferierne. Visborggård ved
Hadsund var en dejlig gammel herregård med tårne og voldgrave, stor have og
skov og der tumlede drengene, kørte og red og samledes om aftenen med den store familie og de mange gæster i dagligstuen, hvor den gamle etatsrådinde var en
livlig værtinde og hvor samtalen tit sluttede af med underlige beretninger om spøgelser og den lille sorte dame, der viste sig rundt på slottet, i gangene og oppe i
gæsteværelserne.
Det liv på herregården har nok bidraget til at give Johan den smukke, fine optræden, som senere i livet blev til så stor hjælp for ham og gav ham så megen charme.
Familien Kjellerup holdt af ham som en søn og Johan blev ved med at besøge den
gamle frue på Birkumgard lige til hendes død. Hun mistede begge sine sønner.
Jacob som studerede jura blev angrebet af tuberkulose. Den sidste tid han levede
var han på Visborggård, hvor han lå ude i den skønne have og den gamle etatsrådinde kom hver dag med en dejlig rose, som hun plukkede i haven til ham.
Da Johan var blevet kandidat aftjente han i efteråret 1900 sin værnepligt som
underlæge. Morsomt nok var han under efterarsmanøvren indkvarteret hos min
onkel justitsråd Høy på Pindsminde. Min morbroder var gift med Anna Pind fra
Side 4
Tustrup. Hendes far "gamle ridder Pind" købte 3 gårde fra Årslev og Hørning og
byggede Pindsminde til sin datter.
Når stabens officerer om aftenen manglede en fjerdemand til l’hombre sagde min
morbroder "vi kan hente den unge læge, han er så net"
Johan blev ikke senere indkaldt - dog, under første verdenskrig lå han i 1916 en
månedstid i Aalborg.
Inden militærtjenesten i 1900 havde han søgt stillingen som amanuensis hos dr.
Larsen i Hadsten. Læge Frits Bergmann Larsen havde dengang haft praksis i
Hadsten i c. 30 år og havde i mange år holdt amanuensis. De første år var dr.
Larsen eneste læge mellem Aarhus og Randers og havde en mægtig konsultation.
Folk kom rejsende til ham fra hele Jylland, man kaldte ham mirakeldoktoren,
men der var ingen humbug ved hans behandlinger. Han var en meget dygtig læge
og en stor menneskekender. Det var meget eftertragtet, at blive hans hjælpelæge,
men han forlangte, at de unge læger skulle binde sig for 2 år.
Af unge læger havde han bl.a. dr. Thorvald Madsen direktør for Statens Seruminstitut.
Johans mor fortalte om, hvordan hun sørgede for, at han var godt klædt, da han
skulle ned at præsentere sig og hvilken spænding hun gik i, indtil han kom hjem
og fortalte, at han var antaget.
Selv var han egentlig ikke så glad for det. Han var hellere blevet i København og
taget et speciale. Men i de år var det vanskeligt for de unge læger og det var nødvendigt for Johan at komme til at klare sig selv og han længtes efter at komme til
at bruge sine kundskaber og vise hvad han duede til.
Det var en god læremester han havde i dr. Larsen. Han havde et sikkert instinkt
til at spore hvor sygdommen havde sin rod og en sjælden evne til at indgive patienterne tillid.
Og så vidste han - som den kloge mand han var - præcis hvordan bønderne skulle tages.
Men det er jo ikke uden angst og bæven en ung læge begynder at praktisere,
navnlig ikke når man har en så udpræget ansvarsfølelse
som Johan havde. Han fortalte om, hvordan han kunne vågne op om natten og
være angst for at have stillet en fejl diagnose. Så blev han ikke rolig før han havde
set patienten igen.
Side 5
Og hver ny patient drøftede han med dr. Larsen og afbalancerede den gamle læges erfaring med sine nyerhvervede kundskaber.
Turene ud på landet gik med hest og vogn. Undertiden sendte bønderne vogn efter doktoren. Det skulle være en god fjedervogn med to heste for og om natten var
der altid to karle med.
Så blev doktorstolen spændt på vognen og vendt, så doktoren sad med ryggen
mod vinden.
Men mest kørte lægerne selv i gig. Dr. Larsen havde nogle dejlige heste, mest store Frederiksborgere, som kunne holde ud at løbe.
Dr. Larsens far var vagtmester ved 5 dragonregiment i Randers og derfra stammede hans interesse for heste. Han var meget øm over for sine heste, de matte
kun gå den halve dag og, der skulle køres forsigtigt med dem. Det var jo ikke altid
lige let, når det f.eks. hastede til et ulykkestilfælde og patienten lå over en mil
borte.
Om vinteren kom slæderne frem. Det var koldt selv om man var pakket godt ind i
pels og bjørneskindstæppe. Snedriverne lå højt i hulvejene og der måtte køres ud
over markerne. Var det rigtig galt med snestorm, forlangte lægen at blive hentet,
men bønderne var ikke ivrige for at komme ud i så hårdt vejr (de ville skåne både
sig selv og bæsterne), derimod syntes de jo nok, at doktoren kunne køre.
Det var tit strenge ture, men når de så kom hjem til den gamle Lægebolig var der
hygge og komfort og fru Larsen, født Kühnel elskede at lave festlige borde og fin
og dejlig mad.
Det andet år Johan var i Hadsten blev han smittet af en tyfuspatient og lå i seks
uger op svævede mellem liv og død. Der stødte lungebetændelse til, og det så ud
til, at han ikke kunne klare det. Hans mor kom derned og var dybt ulykkelig.
Skulle hun miste den dreng, som skulle være hendes alderdoms støtte, han som
altid havde gjort hende glæde. Dr. Larsens var ligeså fortvivlede. De havde fået en
sygeplejerske, frøken Fick, som var hos grosserer Hans Boje på Hadsten mølle, til
at passe Johan og dr. Larsen var hos ham tidligt og sildigt og hver gang han kom
hjem fra en køretur.
Johans mor måtte rejse hjem til Nørre Sundby igen inden nogen bedring indtrådte, men dr. Larsen trøstede hende med, at Johans sunde konstitution og det regelmæssige liv han havde ført, nok ville hjælpe ham igennem sygdommen. Og sådan gik det da også.
Side 6
Men rekonvalecenttiden var lang og svær. Sygeplejersken hjalp ham ud i haven,
hvor han sad i solen uden at kunne foretage sig noget. Der så jeg ham for første
gang og han så så elendig ud, næsten afskrækkende mager og hulkindet.
Men inden sommeren var gået, var han i gang igen, og jeg kunne oppe fra Galten
præstegårdhave se ham, når han i giggen kom kørende op ad landevejen.
Johan havde søgt om at blive kandidat på Diakonissestiftelsen og skulle tiltræde
den l. november 1902. Hans kammerat og ven fra skole- og studenterårene dr.
Peder Mølgård skulle afløse ham i Lægeboligen i Hadsten. Dr. Larsen havde bedt
Johan om at komme igen for at blive knyttet til praksis og engang blive efterfølgeren. Johan havde ikke givet bestemt løfte om at komme, men fru Larsen trængte
stærkt ind på ham for at få ham til at blive. Hun var kommet til at holde så meget
af ham, han forstod at omgås hende og hun kunne jo se, hvor glimrende en medhjælp han var for hendes mand.
Inden Johans afrejse gjorde Boje på møllen en stor afskedsmiddag for ham. Der
kom vi for første gang til at tale rigtigt sammen. Jeg havde været hos pastor P. E.
Benzons i Galten præstegård hele det år og Karen Boje, som var min skolekammeret fra Randers, havde flere gange indbudt mig til møllen sammen med andre
af vore fælles veninder fra Randers, og nu var jeg altså også inviteret til dr. Møllers afskedsfest.
Jeg kan huske, at jeg spillede for gæsterne og havde derfor taget min guldarmlænke af og lagt den på klaveret. Så havde jeg glemt at tage den på igen og var
taget tilbage til Galten præstegård uden den. Næste dag kom dr. Møller kørende
herop, han ville gerne tale Med frk. Blichfeldt. Pastor Benzon spurgte hvad han
ville mig. Jo, han havde mit armbånd, som han halede op af lommen. Pastor Benzon tog det, låsen var udformet som et hjerte og præsten kiggede på Johan og
sagde "hvad er det der"? "Det er en lås" svarede Johan og jeg fik mit armbånd.
Johan spurgte om han måtte komme næste eftermiddag så kunne vi sammen køre på afskedsvisit hos Roedsteds på Alstrupgård. Det fik han lov til og jeg var
henrykt og kunne næsten ikke styre min utålmodighed, inden jeg så giggen køre
op foran præstegården.
Vi havde en meget fornøjelig tur og var enige om, at den kun havde været alt for
kort.
Men da vi begge skulle rejse til København nogle dage senere blev vi enige om at
køre sammen på den tur også.
Da Johan rejste fra Hadsten, var det vistnok ikke hans ønske at vende tilbage til
landpraksis og det løfte han havde givet dr. Larsen var vist nok kun halvt.
Side 7
Så begyndte Johan på Diakonissestiftelsen, som kandidat hos professor Paulli.
Dr. Fenger Just var reservelæge og dr. Olivarius fra Bornholm var kandidat.
Det blev til stor berigelse for Johan at arbejde under professor Paulli, han beundrede ham både som læge og menneske.
I den første tid var Johan narkotisør på operationsstuen, men han brugte øjne og
øren og snart kom han til at assistere ved operationer. Der var meget at bestille.
Hospitalet var egentlig for stort til de 4 læger så der var megen vagttjeneste. Men
de eftermiddage Johan havde fri gik han på polyklinikker inde i byen. Han gik
blandt andet på dr. Edmunds øjenklinik og blev så optaget af arbejdet der, at han
tænkte på at blive øjenspecialist.
Johan begyndte at blive lidt lapset, han havde lagt penge op af sin ikke særlig
store gage i Hadsten og han købte sig bl.a. en høj sort silkehat, som han gik med
om eftermiddagen når vejret var fint. Han inviterede også Karen Boje og mig i det
kongelige teater og bagefter spiste vi smørrebrød hos Wivel.
Først havde han dog gjort visit hos min mor og han blev inviteret til middag l. juledag hos os på Frydendalsvej.
Det var det år juledagsstormen rasede og han fortalte senere, at da han kom hjem
på sit værelse på Diakonissestiftelsen om aftenen, var hans tagvindue - lægerne
boede oppe på kvistetagen - blæst op og lå helt tilbage på taget. Han måtte, ikke
uden fare for at falde ned, ud at kravle for at få fat i det.
Oppe på lægegangen løb man ofte på den gamle søster Amalie. Hun færdedes over
hele huset på alle døgnets tider og når hun kom ind med et bud ville hun gerne
blive stående og snakke.
Hun lagde også mærke til, at frk. Blichfeldt ofte kom og besøgte den unge doktor
og hun var slet ikke overrasket, da hun hørte, vi var blevet forlovede.
Vi var enige om, kun at fortælle det til vore mødre, men da det trak op til min
broder Sørens bryllup måtte vi deklarere forlovelsen for at kunne følges ad til den
fest.
Johans mor kom rejsende fra Nørre Sundby, hun kunne ikke vente længere med
et se, hvem det var, Johan havde valgt til kone.
Hun syntes vistnok, at jeg var lidt uanseelig, men vi blev svært gode venner og
inden hun rejste hjem, tror jeg nok, at hun havde taget mig gyldig. Hun kom over
14 måneder senere til vort bryllup.
Side 8
Mine søskende tog godt imod Johan og svigerinderne syntes, at han var charmerende og galant. Mor var også tilfreds med svigersønnen og med tanken om, at jeg
muligvis skulle være lægekone i Hadsten, min fars fødeby.
Først på sommeren rejste mor og jeg til Helsingfors for at besøge min søster Bisse
Obel. Johan fulgte os til båden "Arcturus" i frihavnen og vi var noget betagede af,
at skulle skilles for nogle måneder.
Johan havde en måneds sommerferie og den brugte han til at vikariere hos dr.
Kuhlmann i Aalborg.
Vi fik nu lejlighed til at skrive til hinanden og mange og lange var brevene der gik
til og fra Helsingfors.
Johan skrev detailleret om hvad han oplevede på hospital og i praksis, og nu
nærmede tiden sig, da han skulle sige til dr. Larsen om han ville komme til Hadsten eller ej.
Det var en svær bestemmelse for Johan at tage, han havde jo klaret sig så godt på
hospitalet og hos øjenspecialisten og havde mest lyst til at blive i København.
Men vi ville jo gerne giftes og Johan havde en sand rædsel for at komme til at suge på lappen, eller mangle penge.
Den gang gik lægekandidaterne bogstaveligt uden løn og det var
næsten umuligt for en ubemidlet ung læge, at komme til at skrive
doktordisputats.
Havde Johan ikke været forlovet, tror jeg alligevel han havde vovet det, men nu
var det eget hjem, en sikret fremtid og begge mødres – og mit ønske - der fik ham
til at sige ja til dr. Larsen.
Johan ville så blive i København til jul, for i at par måneder at gå på børnehospital og til hud-og kønssygdomme hos professor Rasch. Profs. Rasch ville også have
engageret Johan som assistent. Det var alle vegne, hvor Johan kom, at hans chefer fik øje på hans store dygtighed og hans sjældne evne til at tage patienterne. De
kunne vel også mærke, at han havde erfaring og var vant til at optræde selvstændigt.
I 1904 begyndte Johan så at praktisere som dr. Larsens kompagnon og den 13.
maj holdt vi bryllup i Frederiksberg kirke. Provst Glahn viede os og om formiddagen havde vi sammen været til alters i kirken.
Side 9
Bryllupsfesten holdt mor for os på Skydebanen og hele min store familie var med,
de ældste var justitsråd Høj og frue fra "Pindsminde". Af Johans venner var bl.a.
godsejer Niels Kjellerup, "Birkumgård".
Samme aften tog vi på bryllupsrejse. Vi rejste for de penge, som Johan havde
samlet - ved som skoledreng, at undervise sine kammerater.
Vi rejste langs Rhinen og i Køln besøgte vi domkirken og der blev grunden lagt til
Johans store interessefor kirkebygninger og kirkekunst.
Vi gik fodtur i Thüringen og var i Mains.
Imidlertid havde mor indrettet et dejligt hjem til os i Hadsten og her modtog vi nu
patienter og drev praksis og for hvert år der gik voksede patienternes antal.
Johan gik op i sin gerning med liv og sjæl og udfoldede en ener gi, som overvandt
alle vanskeligheder, både dårligt vejr, ufremkommelige veje, mangel på nattesøvn
og patienternes utålmodighed og uforstand.
Johan havde den overbevisning, at det var rigtigt, at give patienterne ordentlig
besked om deres sygdom og dermed opnåede han, at de efterhånden fik mere forståelse af behandlingen og var nemmere at have med at gøre og Johan fik mange
gode venner mellem landboerne.
Side 10
Hans omsorg for patienterne var rørende. Han sparede aldrig sig selv, hverken
dag eller nat. Var der et tilfælde han var i tvivl om, ringede han til sin gode ven
overlæge O. V. Lassen i Randers - eller gjaldt det indlæggelse i Aarhus amt så til
professor Tage Hansen som havde kendt Johan fra drengeårene på ”Visborggård”
Ofte tog Johan ind på sygehuset for at overvære operationen.
Der er mange patienthistorier også fra den tid: En vinteraften i forrygende snestorm, da Johan fik stationsforstanderen til at standse exprestoget på Hadsten
station for at få en dreng med til sygehuset i Randers. Alle veje var lukkede og
drengen havde strubehoste, han kom sig efter operationen.
En eftermiddag blev Johan kaldt til Kalstrup, på. den anden side af Mejlby. Arkitekt Ulldahls søn fra Randers var på ferie derude og havde fået næseblod som ingen kunne standse. Længe sad Johan hos ham og prøvede alle midler. Drengen
blev mere og mere bleg og med dårlig puls. Ambulancen som var forspændt heste
skulle komme fra Randers. Johan forlod ikke drengen, men ringede hjem om at
aflyse alle aftalte besøg og kørte selv med patienten til sygehuset.
På Vinterslev mark lå en gårdmandskone med underlivsblødning. En udskrabning var nødvendig, men konen nægtede pure at tage på sygehuset ”om doktoren
ikke kunne gøre det hjemme”? Sådan blev det. Dr. Larsen bedøvede og jeg assisterede.
De gamle koner elskede ham og han forstod at høre på dem. Han redte deres
seng, hvis han syntes de lå dårligt i de tunge dyner og puder.
Han kunne også være deres sjælelæge når de betroede sig til ham om hvad der
kunne trykke og pine.
I 1909 byggede vi den nye Lægebolig over for jernbaneterrænet. Et dejligt rummeligt hus med stor have, der stod i forbindelse med de skovklædte bakker nordøst
for byen.
Samme år den 3. september blev vort tredje barn født: Paul Blichfeldt Møller og
den 23. december 1913 vor yngste søn Frits-Johan.
De to ældste Johanne-Kirstine blev født den 29. januar 1905 og
Thomas Peter (Tom) den 20. januar 1907.
Det var rige arbejdsår, men i 1916 kom sorgens år. Efter lang, svær sygdom mistede vi lille Paul. Han var den lyseste og gladeste af børnene og det var et tungt
slag.
Samme år døde Johans mor. Hun boede sine sidste år i Hadsten hos os.
Side 11
Inden året var omme døde også dr. Larsen, 76 år gammel.
Allerede i 1912 var Johan begyndt at holde amanuensis og igennem 20 år færdedes de unge læger i vort hjem til gensidig glæde.
Det var også i de år motorkøretøjerne blev taget i brug, først motorcykle og så automobiler.
Det betød en mægtig lettelse for den praktiserende læge, sparede både tid og
kræfter og gav mulighed for at deltage i mange flere lægemøder.
Men det skabte også uro, flere rejser, flere gæster og det kneb tit for Johan at få
ro til at arbejde ved sit skrivebord.
Han var i 8 år medlem af Galten - Vissing menighedsråd og formand for byggeudvalget for Set. Pauls kirke i Hadsten, som blev opført efter professor Haach
Kampmanns tegning.
Mange var de møder, skrivelser og Københavnsrejser som Johan måtte tage for at
få rejst Set. Pauls kirke og det var en vanskelig opgave at føre igennem i verdenskrigens år 1914-18.
Side 12
Men den 23. november 1919 blev kirken indviet og det var et højtideligt øjeblik,
da vi aftenen før mødtes med pastor P. E. Benzon og hustru for at høre kirkeklokkerne for første gang lade sine toner lyde ud over byen.
Til indvielsen havde pastor Benzon skrevet en smuk kantate og mange gæster var
kommet blandt andre kirkeminister Poulsen, biskop Schiøler, herredsfoged Holm,
amtmand Andersen, arkitekten og egnens præster. (Misse Møller skrev melodi til
en af salmerne i kantaten).
De samledes i lægeboligen og gik derfra i procession med de hellige kar til kirken.
O-O-O-O-O
I vinteren 1918-19 brød den spanske syge løs med voldsom kraft og det blev den
værste vinter en praktiserede læge kunne opleve.
Der kunne endnu ikke fås benzin og anstrengelsen ved at køre med hest og vogn
og sygdommens sørgelige og oprivende forløb sled mere på Jonan end mange års
praksis.
Men året efter stod vi på Dybbøl Banke og oplevede genforeningens store og uforglemmelige glæde.
De næste tiår blev de rigeste arbejdsår og rejseår. Johan havde holdt sine fleste
ferier på Skagen. Han elskede Vesterhavet, der var noget i hans natur der var i
slægt med havets utrættelige kraft.
Vi begyndte et rejse sydpå hvert år og gjorde dejlige fodture i alperne, besøgte Paris og Norditalien.
Side 13
Kunne jeg ikke følge med rejste Johan sammen med en ven og kollega.
Studierejser blev heller ikke forsømt. I Bonn studerede Johan hos professor Bier
og på Vejlefjord Sanatorium lærte Johan af professor Saugmann at anlægge
pneumothorax og i flere år behandlede han tuberkulosepatienter i konsultationsværelset. For eksempel overlæge Lassens datter Gurli, som fandt det lettere at
tage pneumothoraxbehandling i Hadsten end at rejse fra Randers til Vejle.
Professor Saugmann tilbød Johan, at blive læge på Vejlefjord Sanatorium, men
dr. Larsen lagde stort pres på Johan for at få ham til at blive i Hadsten.
Johan holdt sig a jour med alt inden for sit fag og han rejste også til dr. Mejsner i
København for at lære, at sprøjte varicer og var senere hos dr. Bisgård på Fyn for
at se behandling af skinnebenssår.
I 1925 blev Johan medlem af Hadsten Banks bestyrelse og senere sad han i 8 år
som formand for banken.
Også dette arbejde satte han sig grundigt ind i og der blev købt og indrettet nye
banklokaler og bankens omsætning steg.
Johan var begyndt at interessere sig for lægeforeningens arbejde og i 1930 blev
han formand for Lægeforeningen for Randers og omegn efter at have siddet i bestyrelsen et par år.
Den nye bestyrelse indførte som nyt månedlige møder i vinterhalvåret, som indledtes med faglige - videnskabelige foredrag eller demonstration.
Side 14
Det var ikke altid let at skaffe fremmede talere, men når Johan var i København
opsøgte han professorer og videnskabsmænd og formåede dem til at komme til
Randers en lørdag aften for at tale i lægeforeningen. Johan mødte altid megen
forståelse og beredvillighed.
Han arbejdede meget for højnelse af lægestandens interesser og blev for eksempel
selv tilforordnet retslægerådet og medlem af lovudvalget.
Da Johan nødigt forsømte noget møde blev det til mange rejser.
Ligeledes var der møder i Jydsk Medicinsk Selskab.
I Lægeforeningens bestyrelse sad også amtslæge Kirial og doktor Mathiassen, Hobro og de foranledigede, at Johan blev indstillet til Ridder af Dannebrog.
Da ridderkorset kom i 1933 blev Johan meget glad og det var en oplevelse for
ham, at takke derfor ved audiensen hos kong Christian d. 10.
Johan var gæstfri og en meget omsorgsfuld vært. Gemmen hele vort ægteskab
stod vort hjem åbent for hans og min slægt og ikke alene i ferierne, men også når
nogen trængte til rekreation.
Efter konsultationstid stod thebordet dækket klokken halvfire og så kom mange
af vore venner - egnens præster og venner fra proprietærgårdene og besøgte os.
Når der var møder i kirken eller i foredragsforeningen boede talere og kunstnere
ofte i lægeboligen. Mange og lange var de kaffeborde vi samledes om bagefter, for
at drøfte aftenens begivenheder.
Foruden de mange hjemlige familiefester fejrede vi ofte slægtens runde tal og
hvert år ved Sct. Hans havde vi en fornøjelig lægemiddag.
Vi kom i berøring med mange interessante mennesker. Blandt vore gæster husker
jeg professor Knud Faber, professor Fredericia, overlæge Begtrup osv. Der var L.
P. Larsen fra Indien, Aarhusbiskopperne og dr. phil. og theol. L. Moltesen samt
præsterne Skovgård-Petersen, Carl Hornbæk og flere.
Hyppig gæst var søster Elna fra Diakonissestiftelsen og vor gode trofaste ven Gerda Mundt.
Der var malerne Loftus og Gissel og forfatterne Johan Boyer, Jeppe Aakjær og
flere.
Af personlige venner var lægerne Anders Randrup, Peder Mølgaard og overlæge
Langballe hans nærmeste og så pastor P. E. Benzon, forpagter Hviids på Kollerup
og grundlægger og forstander ved Hadsten Højskole Chr. Nielsen-Svinning.
Side 15
O-O-O-O-O
Indtægterne af den omfattende praksis flød rigeligt, men udgifterne var også store
til de mange hjælpere i hus og have, til børnenes opdragelse og studier, rejser og
gæster og altid en hjælpende hånd til dem der trængte til det.
Hvis en fattig fodermesterkone lå syg kørte Johan ind til gårdmandskonen, inden
han tog hjem og bad konen der tage sig af patient og børn og hvis manden manglede penge til apoteket gled der en seddel ned i hans hånd.
Kunne Johan se, at det gik mod døden, ringede han altid til præstegården.
Den hjertesygdom der allerede i 50-års alderen havde ramt Johan tiltog foruroligende, men Johan gav sig aldrig ro.
To gange var vi i Neuheim på kur og i 1936 havde han mange, lange sygelejer og
måtte da tage den tunge beslutning, at opgive praksis.
I januar 1938 overtog dr. Svend Nørbæk praksis og lægebolig og vi flyttede til Risskov.
Egnen, byen, vore venner og patienter holdt en smuk fest for Johan Inden vi rejste. Smuk og dybfølt lød takken til ham for den hjælp han som læge og ven havde
været gennem de mange år.
Mange historier korn også frem ved den lejlighed:
En landpost fortalte, at konen nogle gange havde haft nogle svære og vanskelige
fødsler og nogle gange aborteret. Da konen atter blev gravid fik hun langt sengeleje og selvom hun var glad for det ventede barn var hun også ængstelig da tiden
for fødslen nærmede sig og Johan lovede da bestemt at komme selv og assistere.
Så en aften ved syvtiden ringede landposten på døren til lægeboligen at jordemoderen var der om doktoren ville komme. Stuepigen som lukkede op i sort kjole og
hvid kappe erklærede, at dr. Møller ikke selv kunne komme, der var stor middag
og man skulle lige til at gå til bords. Posten blev ved sit, at doktoren havde lovet
at komme. Så kom Johan ud til døren og da han så hvem det var, sagde han
straks, at han korn. Han kom roligt ind i stuen, førte sin dame til bords og da
han havde budt velkommen rejste han sig gik op og skiftede kjolen ud med jakke
og tog af sted.
Da fødslen var overstået sagde posten at nu skulle doktoren skynde sig hjem. Nej,
sagde Johan, der altid var meget træt efter en fødsel, og satte sig - nu skal vi have
et glas vin og ønske Deres kone tillykke.
Side 16
Johan var også selv fuld af morsomme historier, som han havde oplevet med patienterne: Om drengen i Hadbjerg skole, som blev hørt i bibelhistorie ”-og så slog
Kain Abel ihjel”. "Hvad skete der så" spurgte læreren. "Jo, så sendte hans mor
bud efter Møller i Hadsten".
Oppe på Høgebjerg var der bygget et nyt stuehus på toppen af bakken og Johan
stod og beundrede udsigten herfra over ådalen. Gammelkonen var ikke tilfreds
med, at der var bygget nyt og sagde: ”Udsigten kan man så gu ikke leve af dovtor”.
Johan havde også åbent øre for det jydske sprog og benyttede ofte bøndernes udtryksmåde. Når børnene skulle se op lærte han at Sige ”se i land, bette Jens”.
Gårdmanden der ville betale sin regning da doktoren kom på et af sine mange
sygebesøg til den gamle svagelige kone ”Hun er’t it vær, dovter".
Opbruddet fra Hadsten var svært for Johan, der måtte slippe alt. Formandsskabet i både lægeforening og bank, men værst var det at slippe selve lægegerningen.
En stor glæde for ham var det, da han i 1937 blev æresmedlem i Lægeforeningen
for Randers og Omegn.
I Risskov fik vi dog gode venner, som tog os ind i deres kreds. Pastor Bays, Hammerichs o.s.v.
I foråret 1938 fik Johan sit store ønske opfyldt at komme til Rom. Vi var der i påsken og deltog i de musikalske kirkefester. Ugen efter kom Hitler til Rom og vi oplevede spændingen, Roms fantastiske udsmykning og den militære magtudfoldelse.
Men det Johan mest glædede sig over, var det gamle Rom, Forum Romanum, Palatinerhøjen, Pantheon, de gamle paladser og kirkekunsten.
På Capitols museum stod vi pludselig over for Ciceros buste. Et stort smil gik
over Johans ansigt, det var som at hilse på en gammel ven fra barndommens latinskole.
Vi blev længe i Rom og rejste så til Sorrento og Firenze, hvor vi blev en måned.
Under lektor Jens W. Linds førerskab blev Johan fortrolig med den florentinske
kunst og historie.
Da vi kom hjem til Risskov samlede Johan materiale fra sin praksis om den
croupøse pneumoni og skrev sin artikel om dens dødelighed i Ugeskrift for Læger
nr. 46, 1939.
Side 17
Om sommeren havde Johan nogle vikariater som morede ham meget, blandt andet for akademilægen i Sorø, i Farsø og Skørping.
Men kræfterne tog af og efter nytår 1940 havde han et langt sygehusophold på
Aarhus Amtssygehus.
Så kom besættelsen den 9. april 1940 og den gjorde et stærkt indtryk på Johan
og han bestemte sig til at blive flyttet hjem til Risskov.
Johan var fortrolig med tanken om, hvad der forestod, men han var glad og mild
og følte sig fast forankret i sin kristentro og vi tog hver dag vi fik, som en gave fra
gud.
Den 24. september sov han ind og han fik en stille og blid død. Menighedsrådet i
Hadsten skænkede ham et hvilested på Sct. Pauls kirkegård ud for kirkens alter.
En natursten bærer under et kristusmærke indskriften:
Lægen Johan Møller, R D
1875 - 1940
Misse Møller
Side 18
Hadsten den 11. april 1934.
Til Ordenskapitlet.
Selvbiografi.
Læge Lars Johan Møller i Hadsten (Randers amt) er født i Nørresundby den 25.
april 1875,søn af gårdejer Thomas Peter Møller og hustru Maren Kirstine Møller.
Student fra Aalborg katedralskole 1893 og lægevidenskabelig embedseksamen
sommeren 1900.
Amanuensis hos læge F. B. Larsen i Hadsten nov. 1900 til okt. 1902. Kandidat på
Diakonissestiftelsen i København nov.1902- okt. 1903.
Praktiserende læge i Hadsten i fællesskab med læge F. B. Larsen fra
1 jan.1904. Praktiserede alene fra 1912.
Gift i Frederiksberg kirke d. 13. maj 1904 med Marie (Misse) Christine Blichfeldt,
født d. 3. okt. 1881 i Randers, datter af købmand Lauritz Blichfeldt og hustru Johanne Kirstine Høy.
Medlem af Sundhedskommissionen for Galten og Vissing kommune fra 1906.
Medstifter og formand for udvalget til opførelse af en kirke i Hadsten stationsby
maj 1914. Sct. Pauls kirke indviet d. 23 nov.1919. Medlem af menighedsrådet i
Sct. Pauls kirkedistrikt i 8 år.
Studieophold i Bonn 1909 og i Dresden 1926.
Medlem af bestyrelsen for Thyra Larsens mindelegat 1916.
Formand for læge F. E. Larsens legat 1916.
Medlem af bestyrelsen for grosserer Hans Boies legat 1916 og formand 1932.
Medlem af bankrådet for Hadsten Bank 1923,formand i 1925.
Side 19
Medlem af bestyrelsen og forskellige udvalg indenfor Lægeforeningen for Randers
og Omegn.
Formand for Lægeforeningen jan. 1930.
Medlem af bestyrelsen for Jydsk Medicinsk Selskab.
Medlem af Den almindelige danske Lægeforenings lovudvalg.
Medlem af Retslægerådet.
Ridder af Dannebrog 1933.
Medlem af Epedemikommissionen for Nørhald-Galten Herred 1933.
Side 20