Info brev september 14.pdf

Infobrev nr. 2 september 2014
Nyt skoleår . Ny Folkeskolereform . Nye tider
Kære forældre på Hadsten Skole
Jeg håber, I alle læste mit info-brev nr. 1 og vil læse nr. 2, da hensigten er at informere jer så godt
som muligt om de tanker og tiltag, vi gør i forbindelse med den nye Folkeskolereform.
Indholdet af dette infobrev er bl.a. inspireret af Fyraftensmødet d. 28/8 hvor jeg havde indbudt til
dialog og information om reformen og hvor ca. 30 forældre kom, og hvor det tema der fyldte hos
flest forældre var lektiehjælp og faglig fordybelse.
Vedr. lektiehjælp og faglig fordybelse/studietid
Som skole synes vi, at det er vigtigt, at eleverne deltager i lektiehjælp/faglig fordybelse, og vi
forventer, at I forældre bakker op om det.
Selvom det er et valg/fravalg om ens barn deltager eller ej, er det vigtigt, at børnene ikke betragter
studietiden som en svingdør.
Den største udfordring er, at alle ikke tænker ens og ikke har samme behov og ønsker vedr.
studietiden, og vi arbejder derfor på, at skabe nogle meget tydelige rammer.
1. Som udgangspunkt deltager man som elev i lektiehjælp/faglig fordybelse = studietiden.
2. Elever i indskolingen og på mellemtrinnet bliver guidet i, hvilke lektier de har for og kan
lave i studietiden, elever i overbygningen trænes i selvstændigt at kunne huske/orientere sig.
3. Alle bliver guidet i, hvad de kan lave, hvis de bliver færdige, inden studietiden er slut
Fx frilæsning eller ekstramappe
4. Hvis studietiden ønskes fravalgt, SKAL man som forældre gå ind på
forældreintra/dialog/lektiehjælp og fjerne flueben fra de fravalgte dage.
Vi går ud fra, I som forældre forventer, at jeres barn deltager, hvis det er tilmeldt.
5. Deltager en elev ikke i studietiden går eleven enten i pasning (SFO/klub) eller går hjem.
Det er ikke ok, at ”hænge ud” på skolen, mens kammerater har studietid tæt på.
Vedr. lektier
Lektier er træning og dermed faglig fordybelse – det kan ikke kun tilgodeses i timerne på skolen,
men det er naturligvis en balance.
Elever/børn arbejder med forskellig hastighed og koncentration, nogle udtrættes - andre gør ikke.
Hvis man som forældre oplever ubalance i lektiemængden, skal man henvende sig til klassens
lærere.
Vedr. UUV
UUV er ikke et fag med et helt bestemt indhold, men timer hvor der kan lægges meget forskelligt i,
både de timeløse fag, bevægelse, fordybelse i fagområder, teambuilding og meget mere. Der sker
allerede en masse spændende i UUV på de forskellige årgange – spørg jeres barn eller lærerne.
Hensigten er at timerne skal bruges til at Understøtte, så alle børn bliver så dygtige, som de kan og
trives.
Vedr. busserne
Det rammer heldigvis ikke alle elever og alle busser, men vi har nogle afgange, der ikke passer
”skræddersyet” til Hadsten Skoles ringetider, så vi har forsøget at løse de udfordringer dette giver.
Vi har haft møde med busselskabet og kommunens koordinator og opnået en ændring/forbedring på
bus 1 tur 9 (se på intra)
Vi går allerede i november i gang med at planlægge næste skoleår og busruterne, og vil bestræbe os
på, at der vil ske forbedringer.
Kontakt skolen ved specifikke spørgsmål vedr. busserne.
Vedr. kontakt til lærerne
Husk at lærernes arbejdstid og tilstedeværelsestid på skolen er væsentligt forandret – det betyder
også, at selvom I ser lærere på skolen, kan de ikke altid stoppe op og samtale uden forudgående
aftale.
Forældrekontakt sker primært via Intra i tidsrummet 7-17 på hverdage.
I kan som altid sende mails med korte beskeder eller ønske om opkald, hvis der er noget, der kræver
det.
Kontakt ud over kl. 7-17 i hverdage fx i weekenden sker kun, hvis der er sket noget meget
ekstraordinært, der ikke kan vente.
Vi vil altid bestræbe os på at vende tilbage/besvare mails indenfor et hverdags-døgn, der kan dog
være årsager der gør, at der går lidt længere tid.
Fyraftensmøde om Reformen
Næste fyraftensmøde på skolens lærerværelse (E-fløj) er torsdag d. 20. november kl. 17-18.
Her kan der stilles spørgsmål, og man kan blive klogere på Folkeskolereformen.
Alle er velkommen.
Mvh
Susanne Broe Laursen
Skoleleder
Hadsten Skole