Man Ray – Menneske // Ligninger 11. juni – 20. september 2015

PRESSEMEDDELELSE
Man Ray – Menneske // Ligninger
11. juni – 20. september 2015
Jeg maler det, der ikke kan fotograferes; det, som kommer fra fantasien, fra drømme eller fra
underbevidsthedens drift. Jeg fotograferer de ting, som jeg ikke ønsker at male; de ting, der
eksisterer i forvejen. – Man Ray
Man Ray (1890-1976) er berømt for sine ikoniske sort-hvide fotografier. Mindre kendt er han for
sine malerier. Det rådes der bod på i sommerens store særudstilling, som Glyptoteket viser i
samarbejde med Phillips Collection i Washington og Israel Museum i Jerusalem. Udstillingen
lægger med sine godt 130 værker alen til fortællingen om Man Ray og viser en uortodoks
kunstner, der forener surrealismens drømmefascination med hard science og klassisk litteratur.
Man Ray – nu med maleri
De færreste forbinder Man Ray med farvestrålende, pastose oliemalerier af tredimensionelle
matematiske figurer. En fotograf, som maler? En konceptuel kunstner, der tager livtag med noget
så traditionelt som det figurative maleri? Udover at samle en lang række af Man Rays
hovedværker, heriblandt flere af hans skelsættende fotografier, er udstillingens helt store scoop
maleriserien Shakespearean Equations, som aldrig tidligere har været udstillet samlet.
Matematik – krop – Shakespeare
I 1934 var Man Ray hyppig gæst på Institut Henri Poincaré i Paris. Formålet var at fotografere
instituttets samling af tredimensionelle matematiske modeller, som blev anvendt til at illustrere
de geometriske egenskaber for matematiske ligninger. Resultatet blev en serie af ikoniske
fotografier, der med dramatisk lys og vovede kompositioner nærmest menneskeliggør de
gådefulde, matematiske modeller.
I 1940’erne genoptog han processen, nu med fotografierne som forlæg for en serie på 20 malerier.
I nogle af dem gengav han de matematiske modeller alene og i stærke farver, mens han i andre
indsatte dem i komplicerede, surrealistiske tableauer. Sekunderet af titler fra Shakespeares
berømte skuespil blev malerierne endnu et ambitiøst lag i Man Rays kunstneriske rejse frem og
tilbage mellem to yderligheder: matematiske abstraktioner og det menneskelige drama.
Drama i tre akter
”Man Ray – Menneske // Ligninger” er ikke kronologisk, men arrangeret som tre akter i et
skuespil. Den viser hele Man Rays kunstneriske spændvidde fra de unge år til den sene produktion,
og gennem tre tematiske spor fokuseres der på den materielle synergi, der eksisterer mellem
værkerne. Shakespearean Equations danner hovedakse i det varierede forløb som en
grundfortælling om Man Rays fascination af universelle gåder. I malerierne, fotografierne og de
originale modeller, indlånt fra Institut Henri Poincaré, mødes kunstnerpraksis med matematiske
gåder, menneskekroppe og dramatik. Udstillingens tre akter viser de tre spor som et kredsløb,
hvori de konstant krydser hinanden, forvandles og vender tilbage til sig selv. For derefter igen at
starte i nye kredsløb.
Tankegangen og Modelkabinettet – gør som Man Ray
I direkte tilknytning til udstillingen ligger Tankegangen. Et område, hvor man kan spille skak og løse
ligninger, med eller uden kyndig vejledning. Man kan også prøve det Matematiske Modelkabinet,
der er særligt udviklet til udstillingen: En elektronisk, interaktiv ligningsforvandler, hvor man med
enkle greb kan ændre og variere de matematiske og formelle parametre for geometriske figurer
og selv lege med de man ray’ske former.
Katalog
Man Ray – Human Equations: A Journey from Mathematics to Shakespeare.
Redigeret af Wendy A. Grossman og Edouard Sebline. Udgivet af Hatje Cantz, The Phillips
Collection og The Israel Museum.
Med essays af Wendy A. Grossman, Adina Kamien-Kazhdan, Edouard Sebline og Andrew Strauss.
238 sider, rigt illustreret. Kun engelsk version.
Pris: 299 DKK. Kan købes i Glyptotekets boghandel.
Udstillingen er blevet til i et samarbejde mellem The Phillips Collection, Washington D.C. og The
Israel Museum, Jerusalem.
Udstillingen er støttet af
For yderligere oplysninger:
Kommunikationschef
Jakob Fibiger Andreasen
+45 2531 9099 / [email protected]
Museumsinspektør
Line Clausen Pedersen
+45 2457 8482 / [email protected]