Frivillig Fredag fejres med aktivitet på Diakonissestiftelsen

Pressemeddelelse - 18. september 2015
Frivillig Fredag fejres med aktivitet på Diakonissestiftelsen
Det kommer ikke til at gå stille for sig på Diakonissestiftelsen, når den landsdækkende begivenhed 'Frivillig
Fredag' d. 25. september løber af stablen. I år er temaet 'Grokraft for fællesskaber', og intet kunne være
mere oplagt for Diakonissestiftelsen. Hele dagen er der åbent hus i genbrugsbutikken Loppeshoppen, som er
drevet af frivillige kræfter, og i Søsterstuerne sætter en stor nordisk konference fokus på frivillighed.
Åbent Hus kl. 10-17 i Loppeshoppen – overvejer du at blive frivillig?
Frivillig Fredag i Loppeshoppen bliver fejret med en stor invitation til Åbent Hus. Kig indenfor til en dag med
mulighed for at få indblik i, hvad alle de 60 dygtige frivillige løfter af opgaver for at få butikken til at ”køre”.
Kom og få et kig ”bag kulisserne".
”Frivillighed i Norden" – konference i Søsterstuerne kl. 9-14
Forskernetværket CiFri inviterer til nordisk konference i Søsterstuerne på Diakonissestiftelsen fredag d. 25/9
kl. 9-14. På konferencen vil forskere fra Danmark, Norge og Sverige fremlægge sammenlignelige studier af
blandt andet befolkningernes frivillige arbejde, uformelle indsats og motivation for frivillighed.
Frivillighedskonsulent, Ida Maria Vestergaard Petersen, fra Diakonissestiftelsen, byder velkommen.
Program og tilmelding: Læs mere her
At være med til at markere dagen for frivillighed, er noget der glæder Diakonissestiftelsens
frivillighedskonsulent Ida Maria Vestergaard Petersen:
”Jeg er meget stolt af vores omkring 300 frivillige på Diakonissestiftelsen. Frivillighed er en væsentlig del af
Diakonissestiftelsens profil, historie, tradition og værdigrundlag og har været det gennem 150 år. Ikke kun i
Loppeshoppen, men også bredt i organisationen i Emmauskirken, på hospice, gennem vores mentorordning
på vores uddannelsescenter og på vores plejeområde bidrager de frivillige og gør en kæmpe forskel hver
dag. At vi nu på Frivillig Fredag i vores historiske stuer huser en stor nordisk konference om frivillighed
vidner om, at frivilligheden er i en rivende udvikling både i og uden for huset – en udvikling vi på
Diakonissestiftelsen har stor interesse i at være en del af”
Frivillig Fredag
Diakonissestiftelsen
Peter Bangs vej 1
2000 Frederiksberg
Frivillig Fredag er en markering af frivillighed i Danmark og en opfordring til alle om at være frivillige for en
dag. Se mere på Frivillig Fredags hjemmeside: http://www.frivilligfredag.dk/
Vedhæftet 2 foto fra Loppeshoppen
Yderligere oplysninger hos:
Frivillighedskonsulent, Ida Maria Vestergaard Petersen: 38 38 41 52
Projektleder, Trine Høst på telefon: 60 11 17 95
Kommunikationskonsulent, Christina Stjärnqvist 60 11 17 94
Diakonissestiftelsens genbrugsbutik Loppeshoppen holder Åbent Hus
kl. 10-17 på Frivillig Fredag. På billedet til højre frivillighedskonsulent, Ida Maria Vestergaard Petersen
Projektleder, Trine Høst, på gaden foran Loppeshoppen