1. No category

Transskribering:
Ejvind Mortensen:
Netop det perspektiv i forhold til borgerinddragelse, der har det i mange år været lidt en irritation for
mig i de processer vi har kørt i forhold til borgerinddragelse, helt generelt om offentlige myndigheder og
kommuner der er født i 70’erne og havde deres effekt. Jeg var med oprindeligt i sin tid, til de første
kommune planlægningsprocesser som stor knægt, måske har jeg ikke engang været lige så gammel som
jer. Så kørte jeg med til de første kommuneprocesser i Slangerup Kommune. På det tidspunkt kunne
man samle en hel skole med borgerne fra lokalsamfundet på kryds og på tværs, som diskuterede
hvordan kommuneplanen for Slangerup Kommune skulle strikkes sammen med stor bred
borgerdeltagelse.
Så synes jeg, at jeg har oplevet op igennem sideløbende forfald om at dem der deltager det bliver mere
og mere forudsigeligt hvem det er der kommer og præcis hvad de siger og man har stort set kunne
skrive referatet på forhånd, og også kan udpege hvem der møder op til de traditionelle
borgerinddragelsesmøder. Det er i en hvis udstrækning også dem der skriver læserbrevene, det er dem
som er aktive i lokale vælgerforeninger som der gerne vil vælges næste gang og skrives på listen. De skal
markedsføre sig. Og så er det i meget stor udstrækning folk der kommer med den attitude at de gerne
vil være et ekstra led i forhold til kommunens plan, miljøudvalg eller hvad det er og ikke er voldsomt
aktivt engageret i: ”man bør også gøre, I bør også gøre”. Man har meget travlt med at sige hvad andre
skal gøre og meget lidt aktivt i… Mit generelle blik på den måde sådan, det der er sket igennem tiden.
Det har så noget med en metode man bruger den opfattelse af som blev født der i 70’erne med
planloven, at det nemlig var sådan nogle store diskussionsprocesser og så lavede man den og at man tog
afsæt i et homogent engageret lokalsamfund og det eksisterer ikke mere plus processerne og den måde
engagere sig på er heller ikke folk mere. Der ligger en eller anden form for, altså hele den der
høringsproces med offentliggørelser, alle skal have mulighed for at komme, hvor så ikke alle kommer,
der er en eller anden for legitimering som vi er igennem og som præger den måde vi skruer tingene
sammen og det skal vi også lige sørge for. Det tror jeg i virkeligheden er en voldsomt begrænsning og
gør at tingene bliver dybest set ikke ret meget demokratisk. Det bliver heller ikke nødvendigvis målrettet
til nogen som man gerne vil have fat i. Også når man laver sådan noget som klimaprojektet her. Så for
mig er det i virkeligheden de faser hvor der er mulighed for at knytte folk til. Nej klimaprojektet er
meget specielt på den måde. Det har en meget, meget lang omdrejningstid fra man starter med at
snakke om det og så til at der reelt er noget derude som former rummet. Altså det er tilbage i år 2010 at
Side 1 af 23
oversvømmelserne var deroppe. Det er tilbage i 2011 vi bliver enige om at lave det her store set up og
det er i årsskiftet mellem 2012-13 at man har arkitektkonkurrencen hvor man får sat konjekturer på
hvad der skal være og har de her store borgerinddragelser eller offentlighedsprocesser. Tror det er
bedre at kalde dem offentlighedsprocesser frem for borgerinddragelser i virkeligheden. På nogle
områder er der så også jo tætte processer specielt i forhold til det ene af boligselskaberne er der en
kraftig deltagerproces. Hvor langt det kommer ned i beboerkredsen kan jeg ikke gennemskue eller det
primært er de aktive beboerdemokrater som er en del af det, det er det nok. Men så kører det jo altså
videre. Udførelses tidspunktet er jo styret af at det skal ligge i forlængelse af de to store
boligrenoveringer der ligger i henholdsvis Egedalsvænge og i Byengen nordengen. Og undervejs, man
kan sige det der skal foregå på de lokale områder og de offentlige områder de skal dels kordineres
bedre. Når vi løfter vandet op, skal det jo hænge sammen med det vand når vi kører på kryds og på
tværs. Det ligger længere oppe i systemet så det er også afhængigt af at man får det hele til at hænge
sammen på en gang og så har vi yderligere skubbet i vel trekvart år på det kommunale område fordi vi
gerne vil have det til at hænge sammen med etableringen af byens hus, sådan så man får byggeprocent.
Så det betyder jo at vi er inde i 2016 før der begynder at ske noget. Så det er jo en afsindig lang
omdrejningstid, så skulle der være en enkelt borger eller to der er dybt engageret og glæder sig til at
skulle ud og bruge det eller tage… Altså til at gå og nyde det eller tage det i aktiv anvendelse, så har de
sgu nok glemt det i mellemtiden. Det gør jo så til gengæld at den del der skulle gøre at det… ja hvad kan
man sige vi egentlig ville med borgerinddragelsen. I sagde det der med det demokratiske element, hvad
er det en form for demokrati fordi så er spørgsmålet, hvad er det for… Når vi siger demokrati er det
sådan et fint ord som ikke kan modsiges, men hvad er det for en form for demokrati vi tænker på i den
sammenhæng. Er det det demokrati der hedder at alle skal have stemt om hvad det er der kommer
derude, altså den form for beslutning der træder i stedet for det vi har det repræsentative demokrati til,
så vi prøver at reproducere det bare i et nyt rum eller at taler vi om noget der skal være til glæde for en
bred kreds eller oven i købet også en smal kreds fordi vi ønsker at have serviceret forskellige grupper af
vores borgere med tilbud som matcher dem. Altså er det det der er det demokratiske, at der er noget til
alle eller er det det demokratiske, at Fru Hansen har været med til at beslutte det der skal være for
Peter nede på hjørnet. Det er jo også en situation af hvad er det for en form af demokrati vi taler om.
Det jeg egentlig synes er interessant det er, at dem vi tror vi laver det til også synes at det er lavet til
dem og det kan man jo også et eller andet sted kalde for demokrati, hvis man absolut skal bruge
demokratiordet, men det er vel det som egentlig er det interessante, at når man laver noget for en
gruppe mennesker, hvis man gerne vil det og det ikke kun er et alibi for at sige vi også har gjort noget for
Side 2 af 23
dem, så drejer det sig om at kunne ramme den målgruppe og tage den ekspertise som der måtte være i
den målgruppe med ind, som gør at man så også rammer dem. Og den der, den del synes jeg er meget
spændende. Hvad er muligheden for når vi nærmer os virkeligheden at gå ud og få nogen knyttet til
projektet som egentlig gerne vil det. Finde nogen som egentlig ønsker sig den gave som kommunen nu
og fondene har tænkt sig at give. Er der nogen der ønsker den. Eller ligger der masser af flotte pakker
under juletræet og så iiii hvor er den fin.
Interviewer:
Men rammer I så den målgruppe der deltager i borgermøderne mere end I rammer dem der så måske
ikke kommer med deres mening. Eller føler du det?
Ejvind Mortensen:
Jamen jeg vil sige de oprindelige processer, jeg ved hvor meget der skal gøres, har jo ikke rettet sig imod
brugerne altså de har jo ikke været målrettet de har været den brede, de har været den traditionelt
brede høringsform ligesom når man laver en lokalplan, så er det alle i området der skal have mulighed
for at give deres mening til kende og gerne også deres indflydelse om at for… generer det også, vil de
gerne have den der, det bryder vi sig ikke om og sådan nogle ting, mens det jeg håber at kunne få
elementer ind af den fase vi står i nu er at gå ud og håndplukke nogen. Er det noget som du har lyst til
her, hvordan kunne I forestille jer. Igennem det lokale netværk gå ud og spørge til hvem er aktiv på det
her felt. Hvem har nogle skæve ideer, gode ideer, hvem kunne være en dynamisk kraft omkring det her,
altså f.eks. at vi regner med at vi i næste måneds tid, netop det vi skal lave omkring hallen og skolen,
altså i bymidten hvor de store aktivitetsmuligheder gerne skulle være der, har vi kørt en workshop lige
før sommerferien for at få nogle overskrifter på. Der havde vi inviteret, forholdsvist målrettet, desværre
var det ikke alle der kom. Det er sådan de frustrationer der opstår engang imellem, men så må man bare
fortsætte og kaste sig ud i det igen. Den kører vi nu en proces til at arkitekterne skal sidde og lave en
dispositionsplan og der vil vi tage fat i sådan noget som at vi har Nivå gymnastikforening som er meget
aktiv og som også har blik for sådan noget som parkour og dens slags ting, prøve at finde sådan nogle
potentielle ildsjæle. Det er selvfølgelig en udfordring når man går ud og spørger for der er sådan en
tilbøjelighed til at når man spørger i foreninger og andre steder så lander vi altid på formænd og
sekretærer og den slags ting som ligesom har den faste dagsorden. Sådan nogen vil vi også gerne have
men... Det er det som jeg tror på at kunne give det der ejerskab. Altså ligesom når vi inviterer skolen
med ind og siger, jamen hvor kan I se I kan bruge det her i jeres undervisning, kunne I have nogle ideer.
Side 3 af 23
Om vi så får gjort det helt så sprudlende som jeg godt kunne drømme om, det er jeg ikke sikker på. Så
må jeg være glad og tilfreds med det jeg kan nå med det. Men det er i hvert fald det og den tænkning
som jeg har lagt ned over i udførelsesprocessen til at flytte det fra den form for inddragelse som jo var
tænkt og ønsket meget bred, men har en tilbøjelighed til at blive fanget af traditioner og vaner. Ikke kun
på den måde vi gør det på, men også med den måde som det er tænkt ud hos borgerne. Altså dem der
møder det, dem der ser nå det er kommunen eller det er boligforeningen som inviterer… Gab altså!
Formen og traditionen er med til at styre.
Inteviwer:
Så Kommunen er altså med til at skræmme borgeren væk? Nå ser de at der kommer et brev fra
Kommunen…
Ejvind Mortensen:
Ja og annoncen og opslagene altså det… Jeg tror både det… Ja… Den forventning der er hos borgerne er
med til også at forme hvad der kommer. Fordi det former hvem der kommer og det former den måde
som der deltager. Lige så snart man går ind i et rum og de udøver den adfærd som de plejer at udøve og
vil forsøge at trække hen imod den, så former det også den måde det hele foregår på. Alle er en del af at
forme det, så man ikke bare enkeltvis bryde det op. Det er en lang proces.
Interviewer:
Så egentlig har Kommunen skabt mulighed for at alle borgere har kunne deltage og der har egentlig
været en ret stor gennemsigtbarhed omkring jeres visioner og jeres planer?
Ejvind Mortensen:
Det synes jeg. Jeg synes der er taget stort initiativ.
Interviewer:
Men deltagelsen har bare ikke været hel lige så stor, som I gerne ville?
Ejvind Mortensen:
Den er i hvert fald ikke blevet så bred, som man godt kunne ønske sig.
Side 4 af 23
Interviewer:
Og der har I så brugt mere lokale foreninger for ligesom at komme ud til borgerne og som du siger hevet
nogle ildsjæle ind.
Er det for at give dem tillid og skabe relation til borgerne, at man sådan har prøvet at gå til dem som
beskæftiger sig med borgerne hver dag og har større tilhørsforhold til borgerne?
Ejvind Mortensen:
Det er jeg ikke rigtig sikker på jeg forstår?
Interviewer:
Du siger man spørger lokale foreninger og spørger gymnastikforeningen i Nivå og inddrager dem.
Ejvind Mortensen:
Når ja. Lad os lige dele det.
Der er den proces jeg forsøger at lave nu, hvor vi står i design og posteringsfasen, hvor jeg prøver at
holde liv i en inddragelse og det er måske ikke engang sikkert at det… Inddragelse er måske et forkert
ord fordi inddragelse signalerer at vi tager alle med, alle er inviteret inde i rummet og så sidder vi alle
ved bordet. Det jeg vil er måske i virkeligheden er at have nogen med som kan give kvalitet ind i
projektet og kvalitet for dem der er derude og gerne skulle være de kommende brugere.
Vejen ind er jo mangfoldig. Der hvor jeg tror på hvis man går ud og laver en annonce eller sender en
bred invitation ud så får man det samme som man plejer at få, fordi der hvor responsen ville være, der
ville være dem som siger at vi skal jo møde op, det gør vi fordi at vi kunne risikere at miste indflydelse,
så får vi de sædvanlige strukturer reproduceret igen.
Når jeg nævner gymnastikforeningen så det bare en af vejene ind. Jeg går rundt og spørger simpelthen i
lokalsamfundet som er aktivt. Det er selvfølgelig meget af de kommunale instanser som har fingeren
nede i lokalsamfundet, men det er også sådan noget som Kokkedal på Vej som er boligsocial indsats som
kører i de ghetto boligområder. Jeg spørger nogen af de foreninger hvor jeg har fornemmelsen af, der
ved de godt hvem man kan gå ud og håndplukke til at trække, som kan give nogle inputs og hvor jeg
siger: det er jo ikke en… hvis man glemmer hele fortællingen om demokrati og borgerinddragelser som
et ideelt styringssystem. Men hvis man vendte den om og så sige, hvis jeg nå havde en tilgang til… jeg er
bare en simpel teknikker som ønsker at skabe det bedste produkt som bedst muligt rammer det der er
derude, dvs. der er nogle brugere der tager det i anvendelse. Så er det jo mere i virkeligheden et
Side 5 af 23
designredskab end det er borgerinddragelsesredskab. Så tror nok det er sådan at det ville være rigtigt at
se det fordi jeg er straks med selv ude og tegne det som borgerinddragelse fordi det er det man skal
sige, men hvis jeg skal se kritisk på det og analysere på hvad er det egentlig jeg gør, jamen så er det vel i
virkeligheden et designredskab, så ville man jo komme over i det man kalder brugerdreven innovation
og sådan nogle ting i stedet for der beskæftiger man sig jo ikke med at det vigtigste er demokratisk, der
beskæftiger man sig med at det vigtigste er at lave et produkt som rammer dem man gerne vil ramme
og der tror jeg måske vil skal blive bedre til at være skarpe på at noget af det vi laver er brugerdreven
innovation mere og snyder på vægten med den forestilling vi har om at kunne lave noget så fyldes det
straks med aktivitet, den måde… Når vi bruger de her traditionelle metoder har vi ligesom tænkt tingene
på den måde at når vi går ud og spørger folk, så er der en homogen aktiv masse derude, som hvis man
møder deres ønsker, så indtager de det momentalt det der skabes bagefter og skaber det billede som vi
nu har tegnet på vores computer med masser af liv osv. Og hvor det i virkeligheden ikke er den måde
det fungerer på. Det ene er at det vi laver er designmæssigt fysisk udformet så nogen gider bruge det.
Det andet er at der er nogen på stedet til at indtage det og putte liv ind i det, for hvordan skabes... Nu
taler jeg meget ud fra at klimaprojektet gerne skulle skabe de her steder hvor der er liv og aktivitet osv.,
så hvordan er det liv skabes? Det kommer jo ikke af sig selv, det initieres et eller andet sted fra, det
podes et eller andet sted fra og der tror jeg på at man er afhængig af nogen som starter, et eller andet
sted, at der er noget energi. Og den del af det som jeg siger, der tror jeg på at man kan snyde lidt på
vægten i stedet for at det hele kommer spirende nede fra helt af sig selv med ved, at gå ud og så skabe
noget partnerskab med enkelte personer og grupper. ”Hey vil I være med til det her?” Hvis vi nu lige
tvister den lidt og får nogen til at være en del af det på den måde. Ganske og aldeles udemokratisk på
den måde at man går ud på efter hvem kender hvem? Der er lige ham derovre han skater faktisk en del
og er ret god til også at sætte tingene i gang, prøv at snakke med ham. Altså på den måde prøve at
efterspørge folk.
Interviewer:
Men sker der ikke et eller andet sådan, et knæk, med hele tankegangen der er bag borgerinddragelse.
Når vi læser jeres papirer, så mange af de udtalelser der kommer, f.eks. dem I kalder Stemmer fra
Kokkedal det er, at I har en masse der hedder drengene fra Holmegårdscentret som ligesom er det store
problem, hvor vi har set at der er forsøgt at blive opstillet nogle shelters men det ødelægger de. Det
tyder lidt på at de ikke har ejerskab over et sted, de ikke føler for et sted, de har ikke et sted at være, det
virker lidt som om, at den gruppe der egentlig er Kokkedals ”problem” er den gruppe der ikke høres. Så
Side 6 af 23
prøver I at bygge noget nyt, men I har stadig en gruppe der egentlig ikke rigtig… de bliver ikke rigtigt
hørt. Er der ikke lidt der er lidt modstridende. Dem vi gerne vil have væk for Holmegårdscentret, så det
kan blive lidt mere pænt. Er der ikke noget der skrider lidt ved at du så måske ikke hører de der svage
grupper, men kun tager dem der lige bliver håndplukket fordi at I ved at de kan gøre noget for jeres
proces?
Ejvind Mortensen:
De der LTF fyrer, de er jo ikke hørt. På hverken den ene eller anden måde.
Interviewer:
LTF. Hvad står det for?
Ejvind Mortensen:
Loyal To Familia. Det er dem som står med bilerne nede ved Holmegårdscentret, bagagerummet slået
op og hvad der handles ind og ud af bagagerummet, det ved jeg ikke. De er jo med til at skabe, oplevelse
af stemningen. Det tror jeg ikke på, er dem vi skal fange den vej rundt. Det som man kan sige, vi skal jo
heller ikke tro på, at klimaprojektets aktivitetssteder løser alt. Sådan bliver tingene jo ofte italesat, at nu
er det her, det der løser alt, og det er jo nogle afsindig komplicerede problemstillingerne, man har med
at gøre. I virkeligheden ligger der jo en ramme. Det man har valgt at tage udgangspunkt i en fysisk
tilpasning, som har fokus på aktivitets- og mødesteder, det sætter jo en grænse for hvad det er for en
type af problemstillinger du kan arbejde med. Det tror jeg man skal tage udgangspunkt i, og så prøve at
få så mange som muligt at få skabt miljøer i. De aktiviteter som ‘’Kokkedal På Vej’’ laver, de er foregået
nede bag Egedalsvænge. Der har jeg lavet aftale med Sebastian om, at de flytter deres aktiviteter om
bag skolen, så vi flytter de aktiviteter der er. Altså, vi prøver at skabe miljø som går på tværs. Det er jo
ikke det fysiske der skaber det. Når vi laver klimaprojektet, som jo ender med at være rent fysisk
initiativ. Så jeg meget traditionelt på det, så var vi jo i denne her fase, at det bare skulle implementeres,
fysisk. Jeg blev ansat ind på det her projekt for et år siden, og noget af det jeg synes der gjorde det
interessant, det var netop det der med at, kan det lykkes at lave noget, en fysisk størrelse, en fysisk
ændring af et område, hvor man får knyttet nogle mennesker til, altså hvor vi ikke bare aflevere det
derude, og det er nok i virkeligheden sværere end jeg forestillet mig, men stadigvæk tror jeg på
modellen, at det gør man jo kun ved at bringe nogle mennesker sammen, som er klar til at overtage det.
Side 7 af 23
Jeg har ikke noget videnskabeligt belæg på det, men når jeg kigger rundt, så synes jeg at alt hvad jeg ser,
det skabes mere at af der er nogle der sætter noget i gang mere end det skabes af, i har skabt en fysisk
ramme.
Interviewer:
Men det jeg også bare tænker på, det er, når du har Holmegårdscenteret, som mange ser som noget af
det der er rigtig trist ved Kokkedal, og du så har en gruppe der dominerer, så laver i et torv, og i vil
forskønne det lidt, så det bliver lidt lækre, så den gruppe der holder til der, er det ikke bare lidt at skyde
problemet længere ud, fordi så finder de måske et andet sted eller jeg så også noget med at de vil lave
en klub, der ligger op af en børnehave f.eks., hvor de så har det der med, det har de ikke rigtig lyst til,
fordi så skubber de jo ligesom, de der,
Ejvind Mortensen:
Er det 18+ initiativet du tænker på?
Interviewer:
Ej, jeg kan ikke huske hvad den hedder, men jeg læste bare noget om en børnehavepædagog der var lidt
nervøs for om det måske ikke bare var at skubbe problemerne videre. For mig at se virker det bare som
om at i laver en
Ejvind Mortensen:
Fordi, der er lavet en klub dernede, netop ved siden af børnehaven. Der var en klub som var sat i gang,
som ikke lykkedes, den hed ‘’Cockpittet’’, den endte som en katastrofe, så den måtte lukke. Så har man
rent faktisk forsøgt at genetablere den, nu hedder den ikke ‘’Cockpittet’’, men bare Kokkedal klub. I
øjeblikket virker det som en kolossal succes, på den med at Khaled der er leder af det dernede, har
været i stand til at skabe et miljø. Han har ovenikøbet nogle af de der LTF hangarounds som får lov til at
komme dernede, som han styrer ind og ud. Det der ikke er succes i den, det er, at det stadigvæk er en
gruppe få unge med anden etnisk baggrund. Han når ikke at få de unge med dansk etnisk baggrund, med
flere generationers dansk etnisk baggrund hvis man skal være politisk korrekt, til at komme dernede,
men det fungerer super godt, og der er god stemningen når jeg kommer derned. Jeg går rundt og
besøger de der som en del af skabelsen af det her projekt, for også at få kontakt, med nogle af de
miljøer, som kunne være dem der føder, være bruger af de her aktivitetssteder. Men han har fået skabt
Side 8 af 23
en super klub, på den måde. Hvis de opfører sig ordentligt, så må de godt komme ind, de må ikke gå
med LTF mærker på, så bliver han selvfølgelig også udfordret med - hvad gør han med knægten de har
LTF tatoveret over kinden? Skal han ekskluderes? Smart provokation ikke? Altså, hold kæft hvor er de
geniale. Det skal man jo ikke tage fejl af, nogle af de der grupper, de er afsindig dygtige til er manøvrere
ind i den måde at kommunikere på, sprogbrug, de mekanismer.
Interviewer:
Så det du egentligt håber på, det er at klubben ligesom kan hjælpe dem på vej og at de ligesom…
Ejvind Mortensen:
Det er jo ligesom det han forsøger på. Det er egentligt ikke hans målgruppe. Jeg tror hans tilgang er
meget centralt, på den måde vi skal tænke på, fordi jeg har en målgruppe, det er de unge, og det er
under 18. Jeg skal skabe en atmosfære, jeg skal skabe et miljø. Han har en onkel gruppe, kalder han det.
Ikke en fædre gruppe, men en onkel gruppe, altså hvor det er voksne, hvor han arbejder meget med
hvordan han sammensætter den gruppe, altså balancere den i forhold til - altså som han sagde til mig
forleden, nu er det lige før der er overvægt af Palæstinensere. Det skal jeg arbejde med fordi, jeg er nødt
til at sørge for at jeg skal have nogle arabere, nogle tyrkere ind i den her onkel gruppe, sådan at den
balancere. Han har politiet inde - det synes jeg også et genialt - en kvindelig betjent. Man bryder nogle
mønstre. Hende har han inde som pædagog, i institutionen og så gør han det at han siger, min
målgruppe er i virkeligheden, det er de der 14-18 årige, men jeg kan jo kun arbejde med de 14-18 årige
hvis jeg, også kan arbejde udover det, så han tager nogle frivillige, gør det større, breder det ud, men
han forlader ikke det der er hans grund, det er stadigvæk hans kerne, at arbejde med de 14-18 årige,
men han går ud og er på kanten af det der er hans opgave, altså i stedet for at være meget fokuseret på
lige nøjagtig den centrale kerne som man er sat i verden til, så sætter hans også et fokus og arbejder
aktivt på kanten af sit område, i stedet for at man derfor kommer til at lave siloer og sætte grænser, så
er han med til at bryde grænser ned, og det tror jeg at det er vigtigt at det vi laver, bryder grænser ned,
eller er bløde, fleksible, på vores grænser, end at vi forsøger at løse alt, fordi så kan vi bidrage til at løse
noget udover det der er vores opgave. Det er også det jeg gerne vil med klimaprojektet, jeg skal ikke
løse alt, men jeg vil gerne bidrage til, at det kommer til at bevæge sig ind i at det kan være et element til
at… Når jeg går ud til skolen eller gr ud til den nye fritidsklub der er lavet dernede for de 4-7 klasses
elever, jamen så er det dels for at vi kan lave projekt så de kan bruge det. Jeg bevæger mig ind og giver
dem et tilbud, men jeg forsøger også at skubbe til dem, sådan så de går ud og er med til at forme det
Side 9 af 23
udenfor og skabe noget som kan være noget for andre. Jeg kan ikke løse det hele, men kan bidrage til
noget der ligger på kanten af det, og det kan man gøre ved forskellige former for involvering og den skal
man være fleksibel i og det er det jeg siger, det er der hvor borgerinvolveringen går fra at være en
demokratisk proces til mere at være en arbejdsmetode, designmetode.
Interviewer:
Du kommer lidt ind på det selv, men jeg kunne godt tænke mig at snakke lidt om hele Kokkedal som by,
og de polariserede tendenser som er i Kokkedal, fordi at som du siger det selv, har Klimatilpasning
Kokkedal ikke er sat i værk for at løse alle problemer i Kokkedal. Hvordan vil man med de her rekreative
områder og offentlige pladser komme lidt mere denne her polariserede tendens til livs?
Ejvind Mortensen:
Pladserne i sig selv gør det ikke. Hvis man kan udvikle stederne så de tiltrækker, så der sker en blanding.
De problemer som der tales om, de er der jo. LTF fyrene, de er der jo. Nedslidning af butikscentrene er
der jo. Den her beboerdemokratiske nedsmeltning der er sket i Egedalsvænge, den er der jo. Det der jo
så er et biprodukt af det, det er at der også er en grad af ‘’de og vi tænkning’’, altså fjernelse af nuancer.
Sådan en eller anden form for opgivenhed eller forsimplethed. Altså, hvis vi nu kan lukke det ude i
stedet for. Det er for kompliceret at se nuancer i det. Der er de her bøller. Bøllerne er derover, det er
bøller. Man får den der tænkning med ‘’de og os’’. Så der har jo afsæt i noget virkeligt, men bliver jo
polariserede op, gjort større og gjort til barriere. Er med til at forme de der barriere. De barrierer kan jo
kun brydes ned af mennesker, ved at man oplever hinanden. Idealet er jo at man har et fælles, hvad er
det pædagogerne kalder det? Det fælles tredje ikke. Noget man kan være fælles om, på trods af
forskelligheder. Noget af det man kunne ønske, eller kunne håbe på, at når vi lægger så stor fokus på de
der aktivitetssteder oppe omkring skolen og hallen, et kommende byens hus og ned mod centret, at det
jo geografisk ligger sådan, så det er i skæringspunktet imellem, hvor vi både har sociale boligområder,
hvor vi har parcelhusområder, rækkehusene, ejerlejlighed, altså det er jo sådan geografisk set, at det jo
ligger i skæringspunktet, og dermed kunne man jo sige, så er der i hvert fald en geografisk forudsætning,
for at det kan være et sted hvor man mødes. Udover at børnene i hvert fald, i en hvis udstrækning,
mødes i skolen. Der er jo både etnisk danske børn og andre med forskellig anden etnisk baggrund, som
jo tager ud af området og går i privatskole, uden for området, men der er jo stadigvæk rigtig mange som
bruger skolen dernede. I øvrigt en rigtig god skole, på de der test der ligger den rigtig fint, også med at
flytte børnene. Når man så laver et fysisk sted hvor de unge kan komme, måske ovenikøbet også voksne,
Side 10 af 23
vi prøver at lave det fysiske sted. Så kommer det næste, det er jo at fysikken ikke gør det alene. Det er
sådan noget som den boligsociale indsats i ‘’Kokkedal På Vej’’ forsøger at skubbe til med deres
aktiviteter, og de laver ungeaktiviteter. Når jeg nu snakker med Sebastian dernede om at sige, skal vi
ikke flytte jeres aktiviteter op, og være med til at prøve at understøtte, at kunne starte op allerede nu,
inden det kommer. I stedet for at alle de tyrkiske og de palæstinensiske drenge spiller nede bag
Egedalsområdet og så oppe på banerne oppe ved skolen, der er det så de etnisk danske drenge der
spiller, og så et par af dem der er rigtig gode og så skal videre til Superligaen eller hvor de skal hen, når
de bliver større. Prøve på den måde at understøtte, og det kommer jo ikke af vi bare stiller det op, det
kommer af nogle sparker noget i gang. Ildsjælene. Det er der jo forskellige tiltag til, og prøve at gøre det.
‘’Kokkedal på Vej’’ har uddannet nogle street-instruktører, og vi har i kommunen det der hedder
fritidsbutikken hvor de unge kan komme ind hvis de har en eller anden ide, noget de gerne vil, så går
man ud og placerer dem, fisker dem, nogle der kan kunne gribe dem. Det er det felt man skal arbejde
med, for at få brudt grænser ned.
Interviewer:
For at lidt at komme tilbage til noget med jeres borgermøder, når i havde borgerne inde, hvor var de
største modstridende punkter.
Ejvind Mortensen:
Det har jeg ingen føling af, der var jeg ikke med.
Interviewer:
Så ved jeg heller ikke om du kan svare på det, men jeg lagde mærke til at de her aktiviteter primært har
været henvendt mod skolerne, og så beboerne, men ikke så meget de unge der ligger lige mellem
folkeskoleniveauet og så de voksne hvis man kan kalde dem det. Forældrene der bor derude. Og så den
‘’Cockpit’’, tilbage i 2012-2013, der læste jeg, der havde man skrevet at man regnede med at, at dem op
til 14-16 årige ville kunne komme, men at der sådan en gruppe på de 16-18-22 årige slet ikke ville kunne
være i det der ‘’Cockpit’’, selvom de stadig var tiltænkt at være en del af den her ‘’Cockpit-gruppe’’, så
regnede man ikke med de ville møde op til nogle af de her ting. Ved du hvad der blev gjort?
Ejvind Mortensen:
Side 11 af 23
Nej, jeg ved ikke hvad der blev gjort. Men det er jo der hvor jeg siger, at det er jo lidt af det som Khaled,
som jeg synes det er han lykkes med. At målrette en gruppe, men det er jo også lidt legalt at der er
nogle af de andre der falder ind, hvis bare de opfører sig ordentligt og bidrager, og det er jo et meget
godt billede af, at ting fungerer ikke bare ved at man stiller sig op og siger kom og opfør jer pænt. Man
er nødt til at arbejde aktivt. I virkeligheden bryder det jo med en eller anden form for grundlæggende
ideal demokratisk tænkning vi har ikke. Der har jo altid været en konflikt imellem at det ligger forankret
urmæssigt som et urinstinkt i os at være demokratiske og sociale og arrangerede borgere. Sådan er
demokratiet ikke. Vi forfølger bare en naturtilstand, og så på den anden side, demokrati som et
uddannelsesprojekt.
Interviwer:
Men føler du nogle gange at hvis man måske ikke skulle have alt det her borgerinddragelse med, at
projektet enten ville blive bedre eller sådan nemmere?
Ejvind Mortensen:
Næ næ, jeg er ikke modstander af borgerinddragelse. Jeg tror bare man skal være meget skarp på, at
man har forskellige dele i det. Det helt store problem, at nogle af processerne, i nogle faser har en
tilbøjelighed til at sige ja til alt. Det kan selvfølgelig være en udfordring, vi vil jo gerne please folk. Det er
måske nok mest til de store, meget offentlige borgermøder. Der siger man, jamen det må vi se på, det
må vi prøve på. Jeg tror på at man skal bruge hele paletten.
Interviewer:
Hele det her aspekt med når man laver områdeløft, når man prøver at skabe merværdi på et område, at
man ser tit at det er en nødvendighed at skabe en social mobilitet for borgerne, at man ligesom kan
socialisere forskellige befolkningsgrupper, og sådan. Du har været inde på det lidt, men om der har
været konkrete tanker omkring det, at skabe social mobilitet i befolkningsgrupperne?
Ejvind Mortensen:
Altså ikke i relation til klimaprojektet. Selvfølgelig vi løser næsten alle verdens problemer, så lige det der
med at sikre social mobilitet, det var ikke dagsordenen. Når du siger social mobilitet så tænker jeg jo
mest på det der med, at vi får flyttet de unge fra at skulle have ufaglært, underbetalt job, til at vi blive
advokat i næste generation. Men jeg interesserer mig i virkeligheden for et andet element, det er jo den
Side 12 af 23
som også har noget at gøre med at integrere og mobilitet. Det var også dig der spurgte om det i forhold
til opdelingen i grupper. En ting som jeg har spekuleret en del over, det er at den måde som vi taler om
hinanden på, og organiserer. Vi kigger på nogle boligområder. Vi har en tilbøjelighed til, når vi kigger på
Kokkedalområdet, så får vi kigget på de der sociale boligområder og her er nogle problemer, og det er
lige før vi får talt om at alle dem der bor der er et problem. Det er jo ikke tilfældet. Men der opstår den
der adskillelse, og så kommer vi som de gode, de offentlige udefra, og skal gøre noget, nu skal vi lappe
på jeres problem, nu reparerer vi på jer. Hvis jeg lige bare flyttede mig selv ind i den sted, hvis jeg nu
boede dernede, og der hele tiden kom nogle udefra og skulle reparere på mig, så kan jeg godt mærke at
jeg sådan lynhurtigt ville gå hen og blive tvær og sige, hvorfor skal jeg hele tiden udråbes til et problem?
Fordi hver gang i kommer og vil gøre noget for mig, så er det fordi i ser mig som et problem. I ville ikke
gøre noget for mig, hvis i ikke så mig som et problem. Hold jer væk. Den tænkning, den ligger lige for
hvis det var mig, og måske også for andre mennesker, det er jo ikke sikkert de er meget anderledes end
mig. Så et eller andet sted har jeg haft den tanke, at de eneste der kan bryde de skel ned, det er i
virkeligheden dem vi udråber til et problem, eller dem i den gruppe som bliver set som et problem, som
ikke er et problem. De stærke indvandrer med anden etnisk baggrund som bor i området. De kunne i
virkeligheden bryde skellene ned ved at de gjorde noget for samfundet lige omkring. Det er jo en ting
der også er markant.
Interview:
Det er de der forbilleder eller sådan?
Ejvind Mortensen:
Ja, men jeg har sådan en eller anden drøm om at det lykkes, en drøm om sammen med ‘’Kokkedal På
Vej’’, at fiske bare en 2-3 stykker inde i området, som ville tage på sig, at lave noget som er til glæde for
området som helhed. Ikke for deres egen gode, fordi når man ind i lidt af de ting jeg har lært i det år jeg
har været her. Egedals f.eks., som er den der er markant flest med anden etnisk baggrund, der er det vel
62% med anden etnisk baggrund, og det er jo ikke en gruppe, det er jo mange grupper som helt
naturligt, ligesom i og jeg, har en tilbøjelighed til at lukke os i en eller anden homogen gruppe, så gør de
det også, og de har et meget stærkt foreningsliv, som gør rigtig mange ting for deres egen gruppe. Jeg
har en eller anden drøm at kunne finde nogle som ville gøre noget udover egen gruppe for et område
som helhed, og dem der har positionen, handle- og talepositionen for det, det er de stærke inde i de
grupper, fordi de vil bryde tænkningen ned det øjeblik de gør. Nu kommer vi og skal gøre noget for jer.
Side 13 af 23
Hvis man vender den på hovedet, så ville der ske noget oppe i hovedet på os alle sammen. Hov, hvad var
nu det. Det ville bryde den der forestilling om hvem er det der er de stærke og hvem er det der er de
svage, ville bryde den ned. Så hvis man på en eller anden måde ligesom kunne fiske nogen eller skubbe
til nogen, eller gøre et eller andet, eller finde det, så tror jeg på der var et potentiale. Så ville det
indirekte også virke på det du startede med at spørge om, social mobilitet.
Interviewer:
Så den måde man sådan lidt går til tingene på kan godt spænde lidt ben for en selv?
Ejvind Mortensen:
Ja det mener jeg da bestemt
Interviewer:
Nu er det sådan lige for at samle lidt op på det hele, så altså, kan man sige, at du måske ikke helt tror på
den der sådan lidt rene utopi med at alle kan være en del af en planlægning? Altså, det som sådan
regeringen ligger lidt op til er jo meget borgerinddragelse, men det er også klimaplaner, at alle ligesom
skal være en del af denne her proces. Men tror du det er muligt i sådan et samfund som vi har i dag, at
kunne inddrage kunne alle borgere, alle typer borgere, for sådan at stille det helt på spidsen. Et er jo
visioner, og andet er realiteten. Altså realiteten, er det så muligt overhovedet at kunne inddrage alle?
Ejvind Mortensen:
Nu er jeg ikke helt klar over hvordan det skal opfattes det der med alle. For ja og nej. Jo det tror jeg på,
og nej det gør jeg heller ikke. Det er sådan et både og ikke. Fordi det er lidt afhængigt hvordan skal vi
tolke det der med at alle er inddraget. I virkeligheden så siger jeg jo jeg tror på det, hvis vi skal forstå det
på den måde, at vi er kan lave nogle processer der gør at vi kommer hele vejen rundt. Men jeg tror også
på at der vil være en eller anden repræsentativitet i den inddragelse. Uanset om den repræsentativitet
er, og ikke i en parlamentarisk, demokratisk traditionel forstand, altså med at så har vi sikret det ved at
stemme os frem til hvem det er der repræsenterer, men at vi har blik for, at ved at anvende forskellige
redskaber, i forskellige faser kommer hele vejen rundt.
Side 14 af 23
Interviewer:
Men hvordan i er blevet enige til de her borgermøder, ved at der har været nogle holdninger der er
kommet på banen, og har i så som eksperter gået ind og sagt, det er det her vi kan arbejde med, de her
forslag er gode.
Ejvind Mortensen:
Jamen sådan er det altid. Der kommer ting op. Noget fitter ind. Det er i virkeligheden somme tider en
udfordring i kommunikationen over for borgerne. Noget af det man igennem tiderne har gjort for lidt ud
af, at gøre tydeligt - hvad er det for en type inddragelsesproces vi har her. Fordi er det et forum hvor vi
opsamler argumenter og synspunkter, altså elementer som gør vi får så meget som muligt på banen,
eller er det som jeg siger. Den der proces med at her har vi lige et ekstra planudvalg som stemmer om
hvad der skal være det rigtige. En del borgere, at man hører det jo somme tider, at i hører jo ikke efter
hvad siger, forstået på den måde, i gjorde ikke som jeg sagde, og det er jo det der også i de der
processer, tør man som udvalgsformand, når man nu står der, hvis det er sådan et borgermøde, og sige,
det er et interessant synspunkt, jeg er ikke sikker på vi kan få det indarbejdet. Vi vil gøre hvad vi kan,
men det er ikke sikkert vi kan gøre det, fordi der er også andre hensyn.
Interviewer:
Så det er sådan lidt at man forstod processen for borgerne?
Ejvind Mortensen:
Ja fordi man gerne vil være venlig, imødekommende. ’’Jamen det kigger vi på’’.
Interviewer:
Men da i sådan besluttede jer for at lave det her, så havde i jo nok nogle tanker i hovedet og i havde
lavet det med Realdania og alle de der aktører. Altså, hvor stor en del af det borgerne egentligt har
foreslået er så blevet indarbejdet i planerne?
Ejvind Mortensen:
Aner jeg ikke. Altså, hvordan måler jeg det. For det første, hvor meget er korrektiver til det der er i
forvejen og hvor meget er pga. borgerne. Borgerinddragelsesprocesser vil nok altid være korrektiver.
Sådan tror jeg man skal se det. Den afgørende beslutning ligger jo i at sige, her vil vi gøre noget med
Side 15 af 23
denne her overskrift. Det er jo meget sjældent man når frem til, at når man hørt borgeren, at nej det vil
vi ikke. Det er jo mere i at, hvordan er det så vi skal gøre det, for at det egentligt genere de her borgere
mindst muligt eller bedst muligt. Lever op til de ønsker og behov til de vi nu gør det her for.
Interviewer:
Jeg tænkte på om vi kunne nå at snakke lidt kort om de forskellige aktører som har været inde over. Om
der har været nogle clash, nogle gnidninger i forhold til aktørernes visioner og så kommunens visioner.
Hvor meget indflydelse de har, og så måske i tilføjelse til det, så lige spørge, hvem der har valgt mellem
de to forslag der blev sat op, fordi det har været lidt svært at finde i planlægningen det var der er også
der bliver lagt to forslag op i denne her konkurrence. Hvem der egentligt har afgjort hvem der vinder
konkurrencen?
Ejvind Mortensen:
I Arkitektkonkurrencen?
Interviewer:
Ja.
Ejvind Mortensen:
Jamen det var en dommerkomite.
Interview:
Ved du hvem den bestod af. Sådan, folk fra kommunen, måske nogle borgere.
Ejvind Mortensen:
Ingen borgere. Nej nej. Det er jo en professionel komite. Når man kører sådan en proces, arkitektproces,
så er det fondene der er repræsenteret, kommunen har været repræsenteret med sin tekniske direktør
blandt andet. Jeg kan ikke huske hvem der har siddet. Man har sammensat en gruppe som skulle give de
der forskellige perspektiver ud fra det konkurrenceprojekt og ud fra de forudsætninger der var lagt ind i
det.
Side 16 af 23
Interviewer:
Ved du om kommunen har gået på kompromis med nogle af de visioner kommunen har haft og nogle af
de visioner som Realdania har haft? Eller boligforeninger f.eks.
Ejvind Mortensen:
Nej
Interviewer:
Der har ikke været sådan nogle mærkesager hvor at de har været uenige eller sådan?
Ejvind Mortensen:
Nej. Det tror jeg ikke.
Interviewer:
Det har været et fint samarbejde?
Ejvind Mortensen:
Sådan nogle processer der, hvor nogle netværks- og partnerskabskonstruktioner. De er aldrig fyldt med
konflikter. De kan godt være fyldt med at det er forskellige hensyn som man har i fokus, men det er man
jo meget bevidst om, ligesom netværkssamarbejder. Man har skabt et partnerskab og nu kører det som
netværkssamarbejde og der ved alle parter jo godt hvad der er hinandens forudsætninger og for at
kunne deltage og man kender også hinanden beslutningsstrukturer. Hvad er det for nogle kompetencer,
hvad er det for nogle ting der er centrale. Så man manøvrere jo ind så man hjælper hinanden. Så på den
måde opstår der jo aldrig, man forsøger hele tiden at skabe en synergi og det er jo i virkeligheden det
der er kendetegnet ved et netværkssamarbejde. Sådan noget fungerer. Så er man jo i den grad
opmærksom på hinandens velbefindende. Fordi det er jo hinandens velbefindende, der gør vi i
fællesskab kan få det her til at fungere og så gør man sig jo ikke forestillinger om man kan lave noget
helt andet ved det, for vi har jo snakket om hvad det er vi i fællesskab skal skabe. Der må jeg sige,
klimatilpasningsprojektet er skabt ved at man blev enige om at vi gerne vil gøre noget for det her
byområde og vi kan se at vi skal bruge rigtig mange penge, i hvert fald inde i boligområderne, og så
kunne kommunen jo godt bruge lidt på sine områder lige ude ved siden af, fordi så kunne vi få løftet
området i en helhed. Hvis vi kombinerer det med klimatænkning og siger når vi nu laver så meget om,
Side 17 af 23
skal vi så ikke også fremtidssikre det? Når vi nu laver udeområderne om, skulle så ikke også gøre det at
vi bruger principperne for fremtidens klimahåndtering og arbejder det ind. Få løftet det. Og det er dels
for at få løst de konkrete problemer, men også fordi man ved at gøre det, løfte det op, er med til at
skabe en opmærksomhed om området, få brandet området på en anden måde. Og det er i virkeligheden
det man har som fælles målsætningen ikke. Så ved vi alle sammen godt hvor ligger hinandens gnaster.
Lokal- og anlægsfonden kan kun være med hvis vi sørger for at der er et hvis antal, at de kan se
aktivitetssteder som afspejler de midler de har puttet ind i, altså der skal være noget, som giver noget
pang, som gør at de kan putte det i deres katalog, og fortælle hvad lokal- og anlægsfonden har brugt
deres midler på. Realdania skal kunne se bagefter at området er blevet løftet, ser pænere ud, at man har
skabt nytænkning fordi de har taget det ud af deres klimamidler, at man har skabt i den måde man laver
dobbeltanvendelse. Hvordan kan man kombinere klimatilpasning og byløft i et område og få noget mere
ud af det. Kommunen har den der med nedbrydning for ophævelse af barriere og en forskønnelse af
området som sin, og lidt det samme har boligselskaberne. De vil gerne bruge det til at give nyt image. De
har ikke lige nøjagtigt de samme interesser, men når man ligger dem op ved siden af hinanden, så kan
de sagtens fungere samme. Vi ved hvor det er, at vi skal hjælpe hinanden. Og vi ved også når dagen er
omme, at selvom det er rigtig, rigtig mange penge, så er der også rigtig mange ting der skal laves og
derfor er budgettet alligevel begrænset. Og der kommer vi så til at lave nogle kompromisser i den måde
vi udformer områderne på, altså det kan godt være nogle har drømt om at noget af det skal være
fuldstændig flunkende nyt alle steder, med nye belægninger. Når virkeligheden bliver måske noget
andet, der bliver øer som er fuldstændig flunkende nye og ind imellem hvor det er renoveret, og så kan
der være nogle hjørner hvor vi siger, der nåede vi ikke helt ud med klimatilpasning men fjernede noget
af det mest grimme beplantning men ellers er der ikke sket noget der. På den måde vil der også komme
kompromisser, men det ved alle parter. Det går først galt det øjeblik en af parterne der kun vil køre sit
eget løb og ikke tænker på de andres.
Interviewer:
Men har i så i processen primært udvalgt partner som i vidste ville være enige om selve processen? Så
det hele var lidt mere gnidningsfrit.
Ejvind Mortensen:
Vi har jo ikke udvalgt parterne. På den måde er det jo ikke en udvalgsproces. Jo man kan sige at
Realdania har udvalgt os og boligselskaberne. Det har de vel gjort ud fra en tro på at kommunen også
Side 18 af 23
kunne og ville løfte. Fonde vil jo gerne se og lykkedes med det der er inde for deres målsætninger, så de
havde sikkert ikke gået ind i det hvis ikke de havde troet på at vi kunne arbejde sammen.
Interviewer:
Jeg vil måske lige kort høre omkring jeres succeskriterier for hvornår i har imødekommet jeres visioner. I
har jo forskellige visioner i jeres klimaplan i Klimatilpasning Kokkedal, det ved jeg godt. Men, hvornår er
det en succes?
Ejvind Mortensen:
Jamen altså det er vel en succes når vi har nået det mål som der var overskriften i konkurrenceprojektet.
At bruge klimatilpasning til at give hele bydelen et løft og nedbryde skel og barrierer ved at skabe de her
nye møde- og aktivitetssteder. Det var det der var målsætningen. Så er det vel først en succes når vi har
nået det.
Interviewer:
Lykkedes med de nye tiltag som går og siger...
Ejvind Mortensen:
Ja lige netop på den måde, så er det jo kun en succes, så er det kun et delmål når tingene er etableret
fysisk. Men det er først rigtig en succes i det øjeblik at de ting vi har etableret derude, at der er nogle der
har indtaget og bruger det. Man kunne jo lave sådan en trappestige. Succestrappe. Trin 1, det ville være
at det lykkes at få lavet noget som tager sig godt ud derude og har de funktionaliteter som vi har sagt
der skal være vejen til at skabe et nyt byliv. Nummer 2, det er vel at tingene er taget i anvendelse. Altså
at der er nogle der rent faktisk bruger det. Hænger ud på nogle af de opholdssteder der er. At de bruger
de aktivitetssteder, fylder aktivitet ind i det der bliver skabt deroppe. Den tredje, skabe sammenhæng
på tværs af den opdelte by. Det er det vil så først når de steder der tages i anvendelse bruges på tværs af
borgere fra forskellige områder. Det der ligger ud over målet det er jo vidst det oveni købet kan
generere mennesker og grupper der begynder at arbejde sammen på tværs af det. Det står sådan set
ikke i målsætningen at de også aktivt skal skabe nye fællesskaber. Fællesskaber er selvfølgelig et meget
stort begreb. Det kunne bare være et funktionsfællesskab. Noget man er sammen om. Det står sådan
set ikke rigtig i målsætningen, men det ville jo være et plus.
Side 19 af 23
Interviewer:
Noget af det første du sagde, det var at borgerne godt kunne blive lidt trætte og miste interessen, for
det er jo en lang, lang proces.
Ejvind Mortensen:
Det ville jeg kunne forestille mig. Et eller andet sted undrer jeg mig over at der ikke er nogen
overhovedet der begynder at problematisere det. Det samme med kommunen. I snakker og snakker
men der kommer aldrig noget. Jeg har sådan en målsætning om at processen herfra og indtil det går i
jorden derude for alvor, at kunne levere noget drypvis på forskellige led og kanter af forskellige kanaler,
som gør at folk får en oplevelse af at der er stadigvæk liv, men det reelle er jo, jeg er ikke blevet mødt af
det, sådan må folk bare tænke derude.
Interviewer:
Så det er bare en antagelse du har?
Ejvind Mortensen:
Det er en antagelse jeg har.
Interviewer:
Fordi så tænkte jeg også på, når det så er færdigt derude, tror du så også at folk vil føle de har den der
ejerskab af det, at nu er det der projekt der egentligt er kommet efter 6 år, så bruger de det, men at de
så også bliver ved dem der ikke har været der under processen, men måske de næste generationer, at
de så bliver ved med at have samme ejerskabsfornemmelse, som dem der har været der under
projektet?
Ejvind Mortensen:
Hvis vi bare kører det færdigt nu og etablerer så tror jeg ikke der er den store ejerskabsrelation i mellem
dem. Nogle få ville måske føle ejerskab, det er der vi har været med til. Noget af det der også altid er
farligt i sådan noget det er jo at de der processer kan jo godt skabe nogle forventninger og billeder inde i
folks hoveder hvor de vil kunne gå hen og blive skuffet fordi der helt sikkert er ligeså mange billeder inde
i hovedet af hvad det her kunne blive til, og nogle af dem understøttet af fantastisk tegninger i
arkitektkonkurrenceprojektet som går ud på at sælge sig selv. Et konkurrenceprojekt går ud på at skabe
Side 20 af 23
en drøm i hovedet hos nogle mennesker som gør at de vælger dig som arkitekt på det her projekt. Og så
bliver man mødt af en virkelighed på et tidspunkt, og så er det jo noget andet der er. Så der er nogle
processer der kan være med til at have skabt nogle billeder i hovedet på folk som gør at de i meget ringe
udstrækning, når de går ud og kigger på det sige. Yes, det var det som jeg gerne ville have. De ville kunne
elementer hvis de kigger efter. Så tror jeg ikke på der er noget stort ejerskab bare ved at aflevere det.
Ejerskabet skal skabes i den proces som ligger mod at tingene bliver færdig, ved at der er nogle som der
vil indtage det, og så skabes ejerskab fremadrettet, det skabes ikke på baggrund af processer der har
kørt en gang. De skabes løbende. Det tror jeg, det er noget som reproduceres løbende.
Interviewer:
Så det stærke foreningsliv, det er sådan en vigtig del af det. Hvis foreningerne går ud og bruger de her
ting?
Ejvind Mortensen:
Altså foreningerne kunne selvfølgelig være noget, men foreningerne er nødvendigvis ikke det stærkeste
element i dagens organisering.
Interivewer:
Nu snakker jeg også om ungdomsklubber og sådan
Ejvind Mortensen:
Altså de vil kunne biddrage. Det tror jeg bestemt de kan. Men jeg tror det er miljøer. De
institutionaliserede aktører, vil selvfølgelig kunne være med til at skabe miljøer og understøtte miljøer.
De selvorganiserede er jo også en nødvendighed, fordi problemet med foreningsbaseret ejerskab er jo
at de ofte lukker sig. Dels gør de det jo ofte fysisk med at man lukker sig inde i en hal eller der står en
rand om boldbanen. Der er de her 11 på holdet som der nu skal være. Det organiserede skaber et
fællesskab, men kan også ofte skabe en barrierer. Men jo, alle delene, der er ikke enkelt dele, alle
elementerne spiller med i at skabe det der ejerskab. Både nu og fremad. Selvfølgelig kan noget ejerskab
være historisk. En fortælling om at det var vores. Vi skabte det osv. Men grundlæggende skal ejerskab
hele tiden reproduceres.
Side 21 af 23
Interviewer:
Nu kommer jeg fra Snekkersten, så jeg ved selv lidt om hvordan Kokkedal ses udefra og hvad medierne
også gør for Kokkedals billede. Tror du at man i gennem det her klimakvarter, der er jo en ide om at man
gerne vil skabe et nyt billede af Kokkedal, men tror du reelt det er muligt at vende hele den her historie i
gennem det, og gøre det til et sted, selvom banderne også stadigvæk vil være her.
Ejvind Mortensen:
Hvis du spørger om jeg tror det kan bidrage til det, så er svaret ja, hvis du spørger om jeg tror det kan
gøre det, så er svaret nej. Igen tror jeg det er mange små elementer som skal spille sammen, fordi de
gamle fortællinger, de vil blive ved med at blive fortalt, så derfor skal der fortælles nye fortællinger hele
tiden. Eller de fortællinger der er skal gøres synlige.
Interview:
Altså det bliver sådan jeres varemærke når det engang bliver etableret. Er det så et håb om at de
ressourcestærke vil fravælge Hørsholm og Rungsted, så de måske i stedet vil bosætte sig mere i
Kokkedal?
Ejvind Mortensen:
Altså, der er jo rigtig mange ressourcestærke i Kokkedal
Interview:
Når ja, men jeg tænker bare, at der måske er mange af dem der sender deres børn på privatskoler i
Rungsted og Hørsholm, så de rent faktisk ikke er i Kokkedal. Alligevel at bidrage med det de egentligt
kan.
Ejvind Mortensen:
Ja det er det vel. Jo, det er det. Det er et håb. Hvor meget det så reelt kan betyde. For når man ser på
ghettofiseringen, så har den jo aldrig været stærkere, de steder hvor man ikke kigger på ghettoer.
Ghettodannelsen er jo ekstremt stærk og ikke nødvendigvis i de svage områder men lige så meget i de
stærke. Man samler sig. Så det er måske de sværeste ghettoer at bryde ned. For dem har folk betalt for
at have.
Side 22 af 23
Interview:
Tusind tak for din tid.
Side 23 af 23