1. No category

Bilag 8
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24
25
26
27
28
29
30
31
32
33
34
35
36
37
38
39
40
41
42
43
44
45
46
47
48
49
50
51
52
53
54
55
Transskribering af interview m. Ea, 14.april på COWI’s hovedkontor i Lyngby.
De første knap 2 minutter går med, at jeg takker for medarbejderens deltagelse og jeg fortæller lidt om mig selv,
specialet og forløbet for og formålet med interviewet.
Interviewer: […]Så hvis du lige vil starte med at fortælle lidt om dig selv, hvor gammel du er og hvad du er uddannet
som og hvad du laver i COWI?
Medarbejder 4: Jamen jeg er fra Roskilde Universitet, cand.tech.soc. og blev kandidat i 1980 og jeg har arbejdet med
arbejdsmiljø i hele mit liv og det er også det speciale, jeg lavede. Dengang var der planer om, at der skulle laves en
egentlig arbejdsmiljøuddannelse, men det blev så aldrig helt strømlinet. Men vi fik et lag i tech.sam. uddannelsen, det
hed fysop dengang. Og det var så i 1980 og så har jeg så haft nogle år for arbejdsmiljøforskningsfonden, som det næsten
også hed dengang, hvor jeg lavede noget om plejepersonale på forskellige måder. Og så derefter har jeg været i
bedriftssundhedstjenesten fra 1985 til 1989 eller 1992 [lang tænkepause]. Jeg har i hvert fald været her fra 1995 i COWI
(griner)
Interviewer: Ja, og hvor gammel er du nu?
Medarbejder 4: Jeg er 60
Interviewer: Okay, så du er lige blevet senior?
Medarbejder 4: Ja, det blev jeg i sommer. Sidste sommer. Så jeg er på vej til 61. Så jeg har arbejdet med arbejdsmiljø
og især arbejdsmiljø her i firmaet. Det har særligt været arbejdsmiljø, hvor jeg har været bygherrers husrådgiver kan du
sige, ikke, ved store anlægsprojekter, det vil sige de store bygherrer, som er Øresundsforbindelsen og Metro, den gamle
Metro, og Banedanmark og Vejdirektoratet. Det er der, jeg har haft den helt store volumen gennem mit arbejde her i
COWI.
Interviewer: Ja, og du sidder meget ude af huset?
Medarbejder 4: Ja, rigtig meget ude af huset. Jeg har faktisk en kontrakt, der hedder 100 % ude, ikke. Men så har jeg
betinget mig, at jeg kan undervise. For jeg er også underviser på det, der hedder den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse
for koordinatorer. Det er faktisk, i praksis er det 6 uger om året. Det er 4 uger og så forberedelse og sådan noget, ikke.
Interviewer: Og hvad er dine arbejdsopgaver så i COWI, når du sidder ude på projekterne?
Medarbejder 4: Jamen så aftaler man det sådan set meget med en langtidskunde, hvad det er ens opgaver går ud på.
Men det er typisk at hjælpe bygherrer med at opfylde hans forpligtelser i forhold til lovgivningen på arbejdsmiljø.
Interviewer: Ja, og hvad er det for en afdeling, du sidder i eller er tilknyttet?
Medarbejder 4: Den hedder 1301
Interviewer: Ja, og det er vand og miljø?
Medarbejder 4: Ja, det er divisionen for vand og miljø, og afdelingen hedder arbejdsmiljø og støj og risiko.
Interviewer: Og hvad med din civilstatus? Er du gift og er din partner på arbejdsmarkedet stadigvæk?
Medarbejder 4: Ja ja ja, vi arbejder begge to og vi arbejder meget. Og så har vi også begyndt at få børnebørn. Vi har et
barnebarn og til september har vi 3 børnebørn, så der er virkelig vækst og grøde for tiden. Og vi har selv to børn. Så det
er jo en helt ny dimension i livet. Og der gør jeg det, at jeg tager fri og henter hver torsdag om eftermiddagen, ikke,
tidligt.
Interviewer: Og arbejder både du og din mand fuldtid, når du siger, at I arbejder meget?
Medarbejder 4: Ja ja, mere. Godt og vel.
Interviewer: Mere end fuldtid? Men en kontrakt, der siger fuldtid eller hvordan?
Medarbejder 4: Jo, men altså det kommer an på hvor dygtig, man er til at begrænse sig, ikke. Så vi arbejder meget
begge to.
Interviewer: Og er i jævnaldrende? Er han også senior og kan gå på pension?
Medarbejder 4: Nej, han er lidt yngre. Så som udgangspunkt ”…” hans kontrakt udløber, når han er 63 og så skal han
gå af. Han arbejder i fagbevægelsen. Som udgangspunkt skal han gå af, når han er 63. Og det har han faktisk også lyst
til, kan jeg mærke. Og jeg er begyndt at sige, at jeg synes, at jeg skal arbejde, så jeg har arbejdet i 40 år. Det synes jeg er
passende.
Interviewer: Ja, fordi det lyder godt?
Medarbejder 4: Fordi det lyder godt, men jeg kan også”…” men det er jo også fordi, jeg synes ikke rigtig, at jeg er
klar til at gå af. Altså, og det er det undervisning, det er sådan relativ for nylig. Og det kan jeg mærke, at det er faktisk
en meget god ting for en senior at få anledning til. For jeg underviser nogen, der skal have de funktioner, som jeg har.
Og det synes jeg, at det er dejligt at få sparring og det synes jeg, at det er også dejligt at kunne sige ’prøv at høre, det
skal nok gå’ og ligesom give nogle fifs videre i håndteringen. Og det passer mig godt. Og på den måde vil jeg gerne
fortsætte. Men selvfølgelig er det modstridende, for jeg vil også gerne være sammen med de der børnebørn og man
arrangerer sig med sommerhus og en helårsbolig og nogle fritidsinteresser og sådan. Så det hiver lidt. Og så en gammel
far, der er meget glad for at bo i et kæmpe hus (griner) og for ligesom, at han skal bo der, så skal man jo også med en
Side 1 af 12
Bilag 8
56
57
58
59
60
61
62
63
64
65
66
67
68
69
70
71
72
73
74
75
76
77
78
79
80
81
82
83
84
85
86
87
88
89
90
91
92
93
94
95
96
97
98
99
100
101
102
103
104
105
106
107
108
109
110
usynlig hånd gøre et eller andet for at det fungerer. Jeg er nok ligesom i det spænd der mellem børnebørnene og den
gamle generation. Jeg kan godt mærke, at jeg er spændt ud der.
Interviewer: Har du planer om at gå ned i tid eller nogle aftaler?
Medarbejder 4: Nej, det har jeg ikke. Men altså, i det omfang, at kunderne ikke lider unødig overlast eller bliver sure,
så kan man jo bare tage fri for egen regning. Det er huset åbent overfor. Så det vil vise sig. Nu er der jo to orlov’er
[hendes søn/datters barselsorlov] på vej for de to børnebørn, der kommer her til sommer. Når de er udløbet, så vil jeg jo
nok udvide den der eftermiddag med én til dag eller halvanden, det vil jeg næsten tro.
Interviewer: Så det kunne godt gå ned og blive noget deltid på sigt?
Medarbejder 4: Ja, men lige nu så har jeg nogle opgaver, der gør, at selvom jeg holder fri, så arbejder jeg så meget de
andre dage. Jeg har nogle opgaver, hvor jeg er på og rejser meget. Det er jo ikke sagt, at det bliver ved. Men huset er
som sagt åbent, i princippet må man godt tage fri for egen regning, man må bare ikke genere kunderne.
Interviewer: Okay, men så snart det bliver muligt for dig med kunderne, så kan du gå ned i tid?
Medarbejder 4: Ja, men det er jo også meget en viljesakt, ikke. Altså, hvor meget man vil det, ikke [lang tænkepause].
Så det forventer jeg, at jeg kan arrangere. Altså, så meget indflydelse kan jeg godt få på volumen.
Interviewer: Har du lavet nogen aftaler med din chef? Har du haft en seniorsamtale?
Medarbejder 4: Nej, ikke som sådan. Nu har vi også lige haft vagtskifte. Al ledelse er sådan set lige blevet ændret på
det sidste. Så der har ikke været rigtig”…” de formelle strukturer er ikke faldet på plads?
Interviewer: Okay, så det er måske bare noget strukturelt, at der ikke har været tid til?
Medarbejder 4: Jeg kan ikke huske, er det noget, som man har tilbud om eller er det noget, som man skal have?
Interviewer: Altså sådan som jeg har fået det fortalt af HR og ledelsen, så er det ikke obligatorisk, men man ser gerne,
at medarbejdere fra omkring 57½-58 år får en seniorsamtale og så kan de lave en senioraftale, når de er 60.
Medarbejder 4: Ja, ej sådan formelt system har vi ikke kørt med. Men man kan jo sige, at jeg med min nærmeste leder,
har jo sagt, at jeg prioriterer torsdag eftermiddag på den måde, ikke. Og jeg er også blevet spurgt om, altså til MUSsamtale, så er jeg blevet spurgt, om hvad jeg tænker med mig selv. Altså så det kan du godt sige, at det er en
seniorsamtale, ikke. Så der har været lejlighed til at spørge og svare.
Interviewer: Er der noget som helst ved din ansættelse, der har ændret sig, siden du er blevet senior?
Medarbejder 4: Næ, det er der ikke. Men samtidig med, at jeg blev senior, der var der lønforhandlinger og så har jeg
fået et ulempetillæg, men det ville jeg have fået uanset.
Interviewer: Og hvad er et ulempetillæg?
Medarbejder 4: Jamen det går simpelthen ud på, at jeg har 3 forskellige steder, hvor jeg skal møde og det ene sted, der
kan man ikke drikke vandet og så er der meget lang transporttid, ekstra lang transporttid. Så der kan man få et
ulempetillæg, som ikke er løn. Det er jo ikke pensionsbærende løn eller det giver heller ikke feriepenge eller sådan
noget, vel. Men det er et tillæg, som man får for gener. Der er heller ikke kantine, man kan ikke komme dertil med det
offentlige og sådan nogle ting. Altså væsentlige forringelse i forhold til at møde her.
Interviewer: Men er det noget, der har været en del, af at du er blevet senior eller er det tilknyttet det projekt, som du
så har siddet på?
Medarbejder 4: Nej nej, det har intet med det at gøre. Det har sådan set intet med det at gøre. Hvis jeg havde været
måske lidt hurtigere, så kunne jeg have fået det før, for jeg har haft de forhold i lang tid. Men det faldt sådan set
sammen med, at jeg blev 60, så jeg fik kompensation.
Interviewer: Så det er mere fordi, det passede med tidspunktet for MUS-samtalen?
Medarbejder 4: Ja, med lønforhandlingerne. Så i stedet for løn, så fik jeg det.
Interviewer: Okay, kan du fortælle lidt om, hvordan du oplever kulturen i COWI for at blive efter, man har nået
efterlønsalderen eller pensionsalderen? Er det en kultur, du oplever, at der er, at man bliver efter, at man har mulighed
for at trække sig tilbage?
Medarbejder 4: Ja. Nu er jeg jo så meget ude af huset, ikke, men de, som jeg har haft meget ”…” altså kollegaer, som
har været over pensionsalderen hele tiden. Så det er der meget tradition for. I de der store anlægsprojekter, der er
tradition for at seniorerne fylder meget. Så det er jeg meget vant til. Det er jeg mest vant til. Så det er meget mænd, der
bliver ved lang lang tid efter pensionsalderen i de job. Her i huset er der også nogle, der gør det. Jeg har en kollega, jeg
ved ikke, men han må vel være meget tæt på 70, men han er i fuld gang. Det er faktisk temmelig almindeligt. Men det
som er helt afgørende, det er jo, om der er efterspørgsel efter ens arbejdskraft. Det er jo kun det, der er afgørende.
Interviewer: Så det er måske mere et udtryk for, at der er en efterspørgsel for arbejdskraften end, at det er en kultur,
man prøver?
Medarbejder 4: Jo, men så kan man så sige, at hvis der er efterspørgsel, og man sælger, så er der heller ikke nogen, der
hele tiden kommer og spørger ’er det ikke på tide nu?’ Der er slet ikke den stemning. Det synes jeg ikke. Der er heller
ikke sådan en helt masse om ’hvad nu?’ og ’skal du ikke på efterløn?’ Det er i alle mulige andre miljøer, de spørger
Side 2 af 12
Bilag 8
111
112
113
114
115
116
117
118
119
120
121
122
123
124
125
126
127
128
129
130
131
132
133
134
135
136
137
138
139
140
141
142
143
144
145
146
147
148
149
150
151
152
153
154
155
156
157
158
159
160
161
162
163
164
165
166
167
mig. ’Når nu I skal have 3 børnebørn, så må du da gå på efterløn?’ Nej. Det er ikke her, de spørger. Jeg synes [Lang
tænkepause] Jeg har set kollegaer på min alder, hvor der ikke har været ”…” hvor strukturerne på arbejdsmarkedet og
arbejdsmiljøområdet, dem jeg kender, hvor efterspørgsel ikke har været der og de blev meget begrænsede og siden
visket ud. Men det er jo klart, at det er jo selvfølgelig lettere, det er jo også et letter valg af tage, når man har retten til at
gå, så er det mere oplagt i stedet for at hænge, så prøve at flytte sig i faget, ikke. Ej, jeg synes, at huset er åbent og
meget rummeligt overfor, at man er senior, det synes jeg.
Interviewer: Ja, og laver nogle aftaler, som passer ind i livet, så man kan fastholde arbejdskraften, men at der også
kan blive plads til det andet liv?
Medarbejder 4: Nej, det vil jeg sige, at det er jo en viljesakt. Og det er jo ligesådan, når man er ung, som når man er
gammel. Når man gør det, så afskærer du dig også noget af det sjove. Og det er ikke spor anderledes, når man er
gammel, som når man er ung. Så snart du trækker sig og ikke er med på beatet, så siger du også farvel til nogle af de
udfordringer og sådan er det. Og det er et valg. Og det er et valg. Og det er selvfølgelig et mere realistisk valg, når man
ikke står og skal forrente eller til at købe, altså de ting der, der skal klares der, de er jo ”…” det gør man jo ikke så
meget i vores alder. Det økonomiske pres er jo ikke på den måde. I hvert fald ikke for mig. Men man begynder at sige,
at ’jeg kan ikke dit og jeg kan ikke dat’. Så laver man jo også et negativt flueben, ikke, i forhold til at melde ind. Men
det er jo der, det er sådan set den overvejelse, den er faktisk personlig, synes jeg [lang tænkepause]. Altså, jeg står lige
nu for eksempel og bliver lidt udfordret, fordi der er nogen, i det jeg underviser i, der kommer og siger, at det vil de
gerne have på tysk. Og så synes jeg, at det kunne være enormt sjovt. Men det kræver også ”…” det er også et kulturelt
møde, så der er mange ting, der skal gøres. Inden man får sådan noget op at stå, så er der et stort arbejde. Men det synes
jeg stadigvæk er sjovt. At gøre noget ekstra, ikke, det synes jeg er fint. Men jeg kan også godt se, at nogle gange, så når
jeg lige grænsen fysisk, ikke, på det sociale. Det er jo ligesådan, at hvis du er så fokuseret, at det er det, som du gør
lørdag morgen i stedet for at sidde og skrive til dine venner om noget andet, man skal, så sidder du og skriver dit eget
projekt. Det er jo også venskabsrelationer, dem slider man, dem får man ikke plejet som måske andre gør i min alder.
Interviewer: Men kunne du forestille dig, nu kunne jeg forstå, at man i COWI kan være tilknyttet bare et enkelt projekt
8 timer om ugen, kunne du forestille dig, at du på et tidspunkt ville gøre sådan noget?
Medarbejder 4: Ja, det kunne jeg sagtens forestille mig. På nogle af de ting, hvor jeg har meget erfaring og hvor jeg
lige passer ind. Jo jo, det kunne jeg sagtens forestille mig. Det kan jeg godt. Men jeg kan godt mærke, at det er jeg ikke
parat til nu. Jeg vil gerne fastholde og jeg vil gerne flytte mig på mit felt. Ikke voldsomt, men sådan, at jeg kan passe til
det der nu sker i samfundet. At følge med. Det kan jeg mærke. Det gik op for mig her i weekenden, hvor det der viste
sig mere konkret med det tyske der, så kunne jeg pludselig sige ’hold, da op, hvor sjovt’.
Interviewer: Du sagde, at du gerne ville have 40 pæne år på arbejdsmarkedet. Hvornår passer det så med, at du cirka
skal gå?
Medarbejder 4: Jamen det er faktisk først om 6½ år.
Interviewer: Så det er der omkring, at du regner med?
Medarbejder 4: Ja, det vil det være. Fordi når min mand, han så går af som 63-årig, og det kan jeg mærke på ham, det
gør han, det tror jeg, at han gør. Han er meget ”…” det kan jeg mærke på ham mentalt og måske også fysisk i
virkeligheden. Og så vil der være et par år, hvor jeg er på, og han ikke er på, ikke. Fordi han er yngre end mig. Men så
kommer det til at passe der.
Interviewer: Ja, nu vil jeg høre lidt om sådan dine tanker om arbejdslivet og efter arbejdslivet? Hvad er det, du
tænker, der motiverer dig til at fortsætte med at arbejde?
Medarbejder 4: Jamen det er [lang tænkepause] jeg synes, at jeg kan mærke, jeg kan selvfølgelig mærke, at når jeg har
arbejdet så længe med et felt, så flytter man selvfølgelig også mere, end når man lige er udlært. Jeg kan mærke, at jeg
gør en forskel synes jeg. Og så når jeg har arbejdet så længe med noget, som jeg har, så synes jeg også, at det er sjovt at
blive ved med det. Omvendt så er det jo også sådan, at der er ikke nogen, der er uundværlige. Der kommer altid nogle
andre. Men jeg oplever ikke, at jeg ligesom står i vejen for nogen. Jeg kunne godt tænke mig, at der var noget mere
ungdom omkring mig, kan man sige, ikke. For jeg synes, at jeg er meget alene. Men jeg får hele tiden nye
samarbejdspartnere, og det er jo et møde med andre generationer. Men jeg har heller ikke sådan en kæmpe hobby, der
står og som jeg hele tiden skal sige nej til. Det har jeg ikke. Så på den måde, så er det ikke sådan et fravalg af nogle
andre ting, sådan rigtig vel. Jeg vil da gerne”…” jeg var lige kommet i gang med at lave pilates, og så fik jeg en ny sag
nede i Næstved, og så holdt det op igen. Der er nogle ting, som jeg vil gøre mere, tror jeg. Men så lad os se, hvad der
sker, hvis man først går hjemme. Om det i virkeligheden er de der drømme”…” jeg synes, at jeg kan se folk ”…” altså
så meget nyt tager man jo heller ikke op, fordi man holder op med at arbejde. I virkeligheden synes jeg ikke, at det ser
så indlysende ud, hvad det er, man gør. Altså, jeg synes bare, at man gør mindre af det hele og så siger man, at man har
travlt (griner). Jeg synes det er lidt sådan, at det ser ud. Og med den energi og helbred, jeg har, så er jeg nok ikke parat
til det. Men altså, helbredet kan jo pludselig indhente en, ikke, eller min mands helbred. Og så vil der jo være en anden
dagsorden. Men sådan som jeg har det nu, så har jeg det fint. Så har jeg jo kunne se, at når jeg nu blev bedstemor, så
trumfede det jo andre ting. Og det kan jeg jo se, at sådan er det bare, ikke. Hvor andre ting der får arbejdet lov at trumfe.
Side 3 af 12
Bilag 8
168
169
170
171
172
173
174
175
176
177
178
179
180
181
182
183
184
185
186
187
188
189
190
191
192
193
194
195
196
197
198
199
200
201
202
203
204
205
206
207
208
209
210
211
212
213
214
215
216
217
218
219
220
221
222
Men jeg har nogle ting i livet, hvor det ikke får lov at bestemme. Og jeg er også nogle gang god til ”…” nu min
romakker, som jeg roer kajak med, nu er hun desværre i Australien, men altså, vi er også nogle gange gode til at tage en
morgentur, ikke, og så møder jeg senere på arbejde. Så kan de sige ’hvorfor kommer du først nu?’ så siger jeg ’jamen
jeg har roet’ ’nå, det lyder da sjovt’ siger de så. Altså, det er der jo også åbenhed overfor. Selvfølgelig så betaler jeg
tiden, ikke, men folk synes, at det er da fint nok, hvis jeg kan få det til at passe. Så sådan nogle små ting, får jeg gjort.
Men det er ikke sådan en kæmpe ting, der bare står og trækker for mig. Det er det ikke. Det betyder sikkert også noget
for mine valg.
Interviewer: Hvad oplever du, at der motiverer dig i dagligdagen i arbejdet? Er der nogle situationer”…”?
Medarbejder 4: Altså, min motivation, det er jo, når jeg indgår i nogle relationer med samarbejdspartnere og det kan
både være i min egen organisation eller sammen med dem, som jeg skal have til at flytte sig. De der relationer, det er
det, der trækker. Det er det, der driver mig. Og så kan man sige, at nogle gange er det også at være godt forberedt. Man
skal fordybe sig. For at det flytter sig, så skal man jo være forberedt. Men det er af hensyn til mødet, at jeg forbereder
mig. Det er ikke af hensyn til, at nu er det længe siden, at jeg har læst en bog. Det er af hensyn til, at ved at dygtiggøre
mig, så flytter jeg tingene. Men jeg har ”…” jeg kan godt sådan”…” jeg har adgang til at fordybe mig i et projekt inde
på Nationalt Forskningscenter for Arbejdsmiljø, hvor jeg er inde i en følgegruppe. Det giver selvfølgelig adgang til lige
at læse og teori og sådan noget. Og det er meget fint, synes jeg, med det ping pong. For de efterspørger min praksis og
så jeg også anledning til at blive lidt opdateret.
Interviewer: Så det fungerer måske lidt som sådan en faglig form for efteruddannelse?
Medarbejder 4: Nej, det kan man ikke sige, fordi de har et projekt, et udviklingsprojekt, hvor jeg så kommer med, altså
kvalitetssikrer det i forhold til praksis, kan man sige. Så det er et udviklingprojekt, hvor jeg er i følgegruppen, i
projektgruppen.
Interviewer: Ja, er store dele af dit netværk udover din mand og kollegaerne her i COWI, er de stadig på
arbejdsmarkedet?
Medarbejder 4: Jamen nej, der er jo lige præcis sket det der nu, at nu begynder der at ske noget og det går faktisk ret
hurtigt lige for tiden. Noget af det skyldes sygdom jo, og det er jo sørgeligt. Dem der trækker sig, det er jo helbredet, en
syg ægtefælle. Det er faktisk helbredet. Og det kan jo være helbredet i bredere forstand, det er også psykisk eller hvad
skal man sige. Man er nedbrændt eller udbrændt i sit fag.
Interviewer: Så det er ikke nødvendigvis en frivillig handling at trække sig tilbage?
Medarbejder 4: Nej, det er det ikke. Og folk der oplever, at de bliver skrubbet ud. ’Nu skal jeg lige klare det her, til jeg
bliver 62’. Og hvor det bliver ændret og de ikke synes, at det er sjovt mere. Dem har jeg nogle af i min
bekendtskabskreds. Og så omvendt, så har jeg også nogle, der selvom de er på efterløn, så har de det der fleksible
efterløn med arbejde. Så det afhænger meget af ens position på arbejdsmarkedet. Det gør rigtig meget for den overgang
der. Men det er jo også det, jeg sagde, jeg synes, at der er mange, der får en utrolig indadvendt tilgang til livet, som så
skræmmer mig lidt. De er ikke sådan, at nu begynder de at arrangere sociale ting, fordi de ikke har arbejde. De trækker
det alligevel ikke. Det er alligevel os, der er på arbejde, der skal arrangere det. Jeg synes, at det virker ikke som om, at
man sprudler af energi. Det er ligesom, at man kommer i et helt andet ’mode’ (griner).
Interviewer: Så det virker måske slet ikke tillokkende?
Medarbejder 4: Nej nej, de der glansbilleder, hvor det bare er sådan, at nu åbner verden sig og nu sker alting, det har
jeg slet ikke omkring mig. Så det er slet ikke noget, der sådan står som nogen kæmpe mulighed. Vi har et sommerhus,
og nogle gange hvor vi skal hjem, så siger jeg til min mand ’det kan da godt være, at jeg bliver en meget god pensionist,
nu gider jeg ikke hjem, jeg gider bare at blive her i det her’. Men nej, det er ikke endnu. Det er det ikke.
Interviewer: Hvordan og hvornår oplever du, at du er værdifuld som senior for COWI? Er der nogen specielle
arbejdssituationer, hvor du har følelsen af at være meget værdifuld qua din senioritet?
Medarbejder 4: [lang tænkepause] jeg vil for eksempel sige nu, at den der undervisning, den tror jeg, at jeg fylder godt
ud, den rolle ved at kunne mærke, at jeg har godt belæg. Når jeg svarer, så har jeg meget erfaring. Jeg har mange
referencer. Jeg svarer ikke ud fra, hvad nogle andre har sagt. Jeg svarer ud fra, hvad jeg har oplevet, og det tror jeg giver
en troværdighed, som er svær, den skal man næsten arbejde sig til. Den kan man ikke læse sig til. Så det er nok der,
hvor jeg mest kan fornemme det. Men så også de der kontakter, at jeg bliver tilkøbt af de der firmaer. Det hænger også
sammen med, at de kender mig, men også det, at nogen kan læse, hvad der kommer til at ske. Så det er sådan en
erfaring. Så det hænger sammen med salg.
Interviewer: Oplever du, at det bliver italesat i COWI?
Medarbejder 4: Nej, det gør jeg slet ikke (griner). Ej, det gør jeg ikke. Nej nej. Altså, det er godt, at man har prøvet
meget og har mere erfaring, men nej nej, ikke omkring mig. Nej.
Interviewer: Nu sagde du, at helbredet eller din mands helbred kan få dig til at stoppe med at arbejde, men har du
andre tanker om, hvad der kunne få dig til at stoppe helt med at arbejde?
Side 4 af 12
Bilag 8
223
224
225
226
227
228
229
230
231
232
233
234
235
236
237
238
239
240
241
242
243
244
245
246
247
248
249
250
251
252
253
254
255
256
257
258
259
260
261
262
263
264
265
266
267
268
269
270
271
272
273
274
275
276
277
278
Medarbejder 4: Ja, hvis der ikke var noget at lave. Altså, det er et dejligt sted at være, når man har noget at lave, men
et ganske forfærdeligt sted at være, når man ikke har noget at lave. Altså, dels fordi at det bliver målt hver måned, så
den måned eller det kvartal, hvor man ikke præsterede, så er man værdiløs. Der er ikke noget med, at nu har du arbejdet
10 år og det er gået godt. No no. Fordi regnskabet og det der er præsteret og leveret det sidste kvartal, det er det, som
tæller og intet andet. Det er ikke noget med, at du går og samler goodwill og ’nej, og alle de år’. Nej nej, Og ældre
kollegaer, der har været her i 40 år, hvis de ikke har noget i ordrebogen. Så bliver de ligeså nervøse som en på 25. Der
er kun et succeskriterium. Det er salg. Livet er simpelt. Meget simpelt. Altså på den måde, er det også en simpel
organisation, fordi der er ikke sådan en hel masse med”…” altså hierarkiet, på den måde er det utrolig fladt. Kan du
sælge, så er du god, kan du ikke sælge, så er du ikke god. Så simpelt er det. Og det gør også, at du kan tænke, hvorfor
sagde han det og dit og dat, men nej, for det er kun det kriterie. I hvert fald, når man er på projekterne. Så kan det godt
være, at noget i HR og de andre funktioner, som jeg ikke er så meget inde i, der kan det godt være, at der er nogle andre
ting. Men os derude, når du er derude, det er value for money og det er nu. Kort omslag.
Interviewer: Og er det på grund af den høje faktureringsgrad, at det skal betale sig for kunden at betale for jer?
Medarbejder 4: Ja ja. Det er klart, at man”…” man accepterer jo en opstart, ikke, for et yngre menneske. Ja, det er
klart. Der er altså nogle forskelle der. Men de yngre er jo også pressede. De er ikke de mindst pressede. Det er de ikke.
På den måde er det et hårdt klima.
Interviewer: Fordi det er business?
Medarbejder 4: Ja
Interviewer: Du siger, at man er ikke sikker som senior, hvis man så ikke har noget i bogen, men oplever du, at du har
en fordel i, at du kender miljøet og kender måden, det foregår på?
Medarbejder 4:Jamen, det har jeg da selvfølgelig. Og så dribler jeg mig hen i markedet, hvor der er brug for mig. Det
er jo især der, hvor fordelen ligger, det er måske ikke så meget internt i huset. Huset hjælper mig. Jeg får de jobs, ikke
nødvendigvis fordi jeg er mig, men fordi huset er bag mig. Det er huset, der køber og de er huset, der sælger ydelsen.
Og så byder de mig ind. Så det er jo ikke fordi, at kunden ringer og siger, at nu skal de bruge mig. De har brug for en
ydelse. Så derfor er det jo en gensidig afhængighed. Men hvad var det nu, at du lige spurgte om?
Interviewer: Egentlig var det, hvad det var, der kunne få dig til at stoppe?
Medarbejder 4: Jamen det er klart, hvis der ikke var nok at lave. Ja, hvis der ikke var noget at lave. Hvis jeg i en
længere periode ikke kunne sælge mig selv, så ville jeg ikke gide at være her, fordi så er her ikke sjovt. Der er meget
lidt sjovt. Så det er hårdt for helbredet. Hvis det er lidt sjovt, så er det hårdt for helbredet.
Interviewer: Ville det også være det samme for dig, hvis du var yngre og ikke kunne trække dig tilbage, tror du?
Medarbejder 4: Der tror jeg også, at huset har som udgangspunkt, at hvis man er ansat, så prøver huset at gøre rigtig
meget for at finde noget til en. Og der kan man sige, at hvis du har nået den alder, hvor de officielle systemer siger, at
nu er du heller ikke den alder, hvor du skal. Personaleledelsen er jo heller ikke moralsk forpligtet på den måde. Jeg
synes, at man gør rigtig meget for at fastholde folk. Men det er ikke sjovt ikke at have”…” det er totalt ubehageligt ikke
at have nok, men huset gør meget for at hjælpe. Du liver ikke overladt til dig selv. I hvert fald ikke ovre i vores
afdeling. Det gør man ikke. Men det er ubehageligt. Meget. Det er meget meget få, der bliver fyret.
Interviewer: Nu sagde du, at det ikke på den måde er så tillokkende med pensionistlivet, men hvad regner du med, at
du skal lave, når du er holdt helt op på arbejdsmarkedet? Når den tid engang er?
Medarbejder 4: Ja, jamen jeg har ikke noget clear cut. Det har jeg ikke. Altså, selvfølgelig drømmer man om at passe
sin krop noget mere, men som jeg sagde, så er det jo ikke engang sagt, det kommer jo an på”…” så gøre noget mere
forpligtende i kajakklubben og have nogle aftaler og komme mere afsted. Ja, og så har vi en kolonihave og sådan noget,
ikke. Der er også masser socialt liv, man kan sætte blus på. Der er nogle ting. Gå ind i noget politik eller sådan noget.
Men jeg har”…” jeg er slet ikke forberedt. Jeg har ikke noget, jeg går sådan og gøder og gør klar til. Det har jeg ikke.
Interviewer: Men det kan også netop være sådan noget, der kommer, når der ligesom er et eller andet, der trækker fra
nogle andre sider?
Medarbejder 4: Ja ja.
Interviewer: Altså, det er klart, hvis man slet ikke har forestillet sig, at skulle træde tilbage på et eller andet tidspunkt,
så er det svært at tænke på, hvad man skal bruge de her ekstra 37 timer på.
Medarbejder 4: Ja ja. Nok fordi så vil jeg selvfølgelig ”…” jeg er tit for træt til at gå i biffen og sådan noget. Og det er
sådan nogle ting. Og det vil jeg selvfølgelig få mere energi til. Men det er jo ikke sagt, at man får det gjort. Det er det,
som jeg kan se. Jeg vil nok finde et eller andet. Jeg kender jo nogen, der går i Mødrehjælpen eller sådan nogle ting. Der
er jo huller nok, hvis man vil et eller andet af den slags. Jeg vil jo nok finde sådan et eller andet. Gå og tænke mig lidt
om, hvad det skal være. Sådan noget af den slags der. Det tror jeg. Også for at der er en rytme. At man har to dage om
ugen, hvor man ved, hvad man gør. Det tror jeg nok. Jeg tror ikke, at jeg vil lave et liv, der kun er afhængigt af, at der er
børnebørn, der er syge og sådan noget. Det vil jeg ikke. Med mindre jeg skulle være så uheldig, at der skulle være
nogen, der rigtig blev syge. Det er noget andet. Så må man jo støde til. Men ikke for de der dagligdags”...” Så jeg vil
Side 5 af 12
Bilag 8
279
280
281
282
283
284
285
286
287
288
289
290
291
292
293
294
295
296
297
298
299
300
301
302
303
304
305
306
307
308
309
310
311
312
313
314
315
316
317
318
319
320
321
322
323
324
325
326
327
328
329
330
331
332
333
334
have noget ud af huset på en eller anden måde. Og så passe på min krop og se, om jeg ikke kunne se nogle af de der
teaterforestillinger. Jeg har faktisk også nogle gange arrangeret teaterforestillinger her i huset. Jeg har ikke spillet, men
vi har taget af sted sammen. Det startede som sådan nogle kvindeture. Det har jeg stået for i mange år. Men så er det
ligesom”…” jeg tror, at jeg er så meget ude, at det faldt lidt sammen. Der var for få, der gad til sidst. Så kommer der
nogle gange nogle og spørger, især når nogle rejser, ’kommer jeg stadig på listen?’. Men det er sådan nogle ting, der
kræver lidt overskud, ikke. Det er så måske noget af det, som jeg trukket, fordi jeg har fået den der ekstra titel som
bedstemor. Så er der nogle af de der sociale ting, der trækker man sig lidt. Døgnet har jo kun de timer. Det kunne jo
blusse op igen.
Interviewer: Hvad tror du, at du kommer til at savne allermest ved arbejdslivet, når du så er helt stoppet?
Medarbejder 4: [lang tænkepause] Jamen altså, det er selvfølgelig det at møde, hvor man gør noget. Det møde med
andre mennesker, hvor man gør noget. Det og indholdet, det er det, jeg vil savne. Det vil det være. Men selvfølgelig
også de ting, der bare kommer uden, at man rigtig”…” så er der en julefrokost og så er der dit og dat. Der er alle de der
møder og de der sociale møder, som jeg ikke har anledning til i mit privatliv. Det er ikke sådan et socialt liv, vi har på
den måde.
Interviewer: Så der er nogle af fællesskaberne og det sociale, der er knyttet meget tæt op ad arbejdslivet?
Medarbejder 4: Ja [lang tænkepause] altså jeg har også allerede nu sådan nogle ’memory communities’ (griner). Dem
jeg har læst sammen med nede på RUC, dem har jeg holdt sammen med i 40 år. Og så har jeg også et gammelt
arbejdssted, hvor vi ses en gang om året. Men de der, der er bygget på fortiden, de har selvfølgelig en kvalitet, men jeg
kan mærke på mig selv, at det er ikke nok for mig at sidde og snakke om gamle dage. Og heller ikke et fællesskab, som
er baseret på noget, som man gjorde engang.
Interviewer: Så der er et eller andet, sådan en faglig interesse at mødes om?
Medarbejder 4: Ja. Man kan sige, at det er ikke nok at sidde med de der ting, der var engang, og det kan jeg også
mærke nu. Nogle af de der, som jeg kender, de er så holdt op med at arbejde og det er svært at rumme for mig. Det er
svært for mig at rumme deres nye liv.
Interviewer: Hvad tænker du, når du siger, at du ikke kan rumme det?
Medarbejder 4: Jamen om det er nok. For det udfordrer mig, fordi jeg ikke helt selv lige ved ’jamen, hvad skal du selv,
når du er der?’. Så derfor udfordrer det mig. Og giver lidt uro. Nok også fordi, at nu har man haft det der med, at man
har haft det der med fuld drøn på, da børnene var små og alle de der fravalg, man tager. Så hvorfor så nu, hvor jeg har
dedikeret mig til at være på arbejdsmarkedet. Det er jo ligesom sådan at jeg har defineret mig selv. Så den der med at
sige, nu er det ligemeget, nu kan jeg ligeså godt kaste mig over ærter og gulerødder, nej ”…” men omvendt, så kan jeg
også se andre, der har det sådan i min alder, i 60 års alderen, hvor fysikken alligevel kommer ind, og mentalt også
ændret holdninger. Og det har jeg set hos flere. Hvor man ligesom kan mærke, at der er for meget kamp om
ressourcerne. Ens fysik det kommer til at definere, hvor meget lyst, der i grunden er til det. Og det synes jeg måske også
er den bedste facon, at det er ens krop, der sådan set bestemmer ’nu er det nok’. Selvom jeg ikke har fysisk arbejde, så
er jeg jo meget på og har lange dage og har lang transport og sådan noget. Altså, jeg har jo ikke lyst til grådighed”…”
det kan man måske godt få brug for mere. Jeg håber sådan set, at min fysik og min mentale tilstand kommer til at passe
så godt sammen, at det bliver det, der kommer til at bestemme det. For så vil mine forventninger til, hvad der skal ske
og mine forventninger til livet, altså, det bliver en anden meningsfuldhed. Den meningsfuldhed, som jeg har nu, den kan
jeg jo ikke have, når kroppen siger nej. Eller mentalt, altså krop og sjæl. Og det tror jeg måske, at det er nok det, som
jeg lidt håber på. Så jeg bliver ved, indtil jeg ikke kan sådan set (griner). Men altså, jeg bruger det jo også. Jeg burde
måske tage mig sammen og komme ud at rejse. Men min mand vil så absolut meget nødigt ud at rejse. Han vil helst
ikke rejse. Det er kun i Europa (griner). Så hvis jeg skal ud at rejse, så skal jeg ligesom også lave nogle andre alliancer
og det er jo også mentalt arbejde, som både kræver, at man”…” det er jo både økonomi og at orke at være væk fra
arbejdet. Det er sådan noget, som jeg kan mærke, at det er også sådan lidt ’nå, ja, hvis jeg skal afsted, så skal jeg jo
heller ikke være alt for skrøbelig og gammel og træt’(griner).
Interviewer: Så det er ikke nødvendigvis noget, der ligger efter at være holdt op på arbejdsmarkedet?
Medarbejder 4: Nej, der er jo grænser for, hvad man kan ”…” men det er jo også nysgerrigheden. Den falder jo også,
hvis man venter for længe. Så gider man jo ikke engang gå ud og opleve noget nyt. Man kan også købe en kalender
ligesom de der, man kan se i fjernsynet og så behøver man måske ikke selv lige at være der. Der er jo mange
muligheder for at få ting ind. Man kan jo også være i et land uden at se noget alligevel. Ej, jeg kan godt mærke, at de
der nære ting, de er nok de vigtigste for mig. Det der med, at vi bor tæt på vores børn og børnebørn. Det kan jeg mærke,
at det passer mig godt. Det er en stor rigdom for mig. Så hvis jeg skulle vælge mellem det og så komme til at se
Antarktis eller sådan noget, så ved jeg godt, at så ville jeg hellere være med mine børn og børnebørn. Så det er ikke
sådan nogen store fravalg. Men man kan da godt sige, at som sukker på tingene, så skulle jeg da ud at se noget mere.
Men det er ikke noget sådan ”…” det er også, fordi det ikke er en interesse, som vi deler.
Interviewer: Okay, så det er ikke en ting, der ligger og venter?
Side 6 af 12
Bilag 8
335
336
337
338
339
340
341
342
343
344
345
346
347
348
349
350
351
352
353
354
355
356
357
358
359
360
361
362
363
364
365
366
367
368
369
370
371
372
373
374
375
376
377
378
379
380
381
382
383
384
385
386
387
388
389
390
Medarbejder 4:Nej nej, det er det ikke. Det er noget, jeg skal etablere. Jeg går lige nu og skal finde en at rejse til Nepal
med. Jeg har en veninde, som absolut ikke formår at gå i bjerge og heller ikke ønsker det, og hende kunne jeg måske
lokke til det. Og så er der måske nogle andre, som gerne vil gå i bjergene. Men så skal jeg selv være i form nok til det
også. Så det er jo ligesom, at man skal lave nogle andre alliancer, så der er ligesom nogle flere hensyn.
Interviewer: Okay, så vil jeg lige høre, nu du sidder med psykisk arbejdsmiljø og sådan noget ”…”
Medarbejder 4: Nej, det gør jeg ikke. Jeg arbejder ikke med psykisk arbejdsmiljø.
Interviewer: Okay, men sådan følger det lidt fagligt ”…”
Medarbejder 4: Nej, det gør jeg faktisk ikke.
Interviewer: Okay, heller ikke i NFA projekter?
Medarbejder 4: Nej, det er organisation. På den måde, at man kan sige, at når man nu laver en risikovurdering, som vi
her i Danmark også kalder en arbejdspladsvurdering, det er, at man siger, at man tager udgangspunkt i menneskers
erfaring. Og det er hvis man skal sige, at man følger psykisk arbejdsmiljø, så er det den anerkende tilgang til det. Men
det er på det der meget konkrete niveau. Jeg opererer ikke med psykisk arbejdsmiljø. Jeg er fra en tid, hvor vi lavede
røg, støj og møg. Og så havde vi sikkerhedsorganisationen. Men det psykiske arbejdsmiljø har jeg ikke fagligt arbejdet
med.
Interviewer: Okay, fordi nogen af de andre, jeg har interviewet har nemlig siddet meget med det i forhold til at det
sidste del af interviewet handler meget om de forskellige elementer, der indgår i psykisk arbejdsmiljø.
Medarbejder 4: Nå ja, men det holder jeg mig fra, fordi jeg har ikke faglighed til det.
Interviewer: Okay, men så vil jeg høre lidt om, hvad du tænker om det psykiske arbejdsmiljø i COWI. På hvilke måder
er dit arbejde vigtigt for dig? Hvordan oplever du, at du er engageret i dit arbejde?
Medarbejder 4: Altså, hvordan jeg oplever det?
Interviewer: Ja, hvornår og i hvilke situationer bliver du opslugt af dine arbejdsopgaver?
Medarbejder 4: Ej, det vil jeg jo sige, at det er stort set hverdag. Det er”…” der er nogle ting, som jeg synes er
forfærdelig kedelige, som at skrive referater. Der føler jeg mig overhovedet ikke opslugt, der ser jeg bare frem til at det
er slut. Men det er sådan set også det eneste, jeg laver, hvor jeg ikke synes, at det er”…” altså hvor jeg bliver optaget af
det. Ej, der vil jeg sige, at det er jeg hele tiden. Jeg synes, at de trivielle og dagligdags og gentagende ting, de har stor
betydning. Og det er også sådan, jeg arbejder. Også hvis jeg nogle gange rykker idémæssigt eller generer noget i større
sammenhæng, tankevirksomhed, så er det på baggrund af en masse dagligdags observationer og dagligdags, altså
gentagelser af de samme ting. Og det føler jeg er fint. Altså, jeg har ikke nogen problemer med, at jeg skal sige det
samme mange gange eller at opgaverne ligner hinanden. Og det er fordi”…” ja, det ved jeg ikke hvorfor, sådan har jeg
det bare. Men det hænger også sammen med”..” slutproduktet er jo altid at undgå ulykker og de faktorer der genererer
ulykker, det er teknik og det er mennesker, det er organisation. Og sådan er det bare. Organisationen flytter sig hele
tiden og derfor er der utrolig meget, der skal gentages hele tiden.
Interviewer: Okay, men er der nogle arbejdsopgaver eller projekter, hvor du bliver særligt engageret eller synes, at de
er særligt spændende?
Medarbejder 4:[Lang tænkepause] Jamen det er selvfølgelig særligt spændende, når man kan få lov til at løfte sig ud
over de her dagligdags gentagelser. Altså på den der opsparede eller hvad skal man sige, det kartotek, jeg har fået lavet
mig, at det kan komme til at”..:” der kan nogle gange gå meget langt imellem, at der er nogen, der efterspørger det der.
Det var rigtig sjovt, da vi lavede landanlægget og der snakker vi om 1990’erne. Fordi der var der pludselig efterspørgsel
efter sådan sammenhængene strategier for at få tingene til at hænge sammen og politik. Og nu er der gået 20 år, hvor
der ikke er en kinamand, der har interesseret sig for det, ikke. Og nu er der så tendenser igen. Og der kan man sige, at 0
år er længe at gå og vente og vegetere. Men så kan jeg jo også godt se, at jeg har selvfølgelig lært noget i mellemtiden.
Det er sådan nogle ’peaks’. Men dem er der langt imellem, som du kan høre (griner).
Interviewer: Ja, oplever du, at de krav, der er i dit arbejde, de ser anderledes ud nu, hvor du er blevet senior? At det er
anderledes krav eller højere eller lavere på nogen ting?
Medarbejder 4: Nej, det vil jeg ikke sige. Jo, jeg vil sige det på den måde, at huset har jo også fundet ud, hvor de og
jeg får mest ud af det. Så bliver jeg ikke sat til de ting, som koster for meget for sådan nogen som os. For eksempel”…”
jeg synes, at det er meget sjovt, at være med i sådan nogle forsknings/udviklingsopgaver, men jeg kan ikke tjene penge
til det. Jeg kan ikke tjene penge på det. Så det er ikke med i, som en vare, der bliver solgt for eksempel. Det er så heller
ikke noget, jeg går og savner. Nogle gange er det da sjovt at snakke om tingene på den måde. Men det koster for meget
at være med. Så sådan er det bare.
Interviewer: Hvordan oplever du arbejdstempoet og tidspresset i COWI? Synes du, at det har ændret sig?
Medarbejder 4: Jamen jeg synes, at vi har utrolig kontraproduktiv og administrative procedurer og krav. Det er
fuldstændigt vanvittig altså. Det er virkelig”…” det er ligesom kommunerne, der siger ’nå ja, nu kan vi få EDB, så
sætter vi borgerne til at lave alt det’. Man tænker indefra og ud. Man tænker, hvad kan vi få andre til at gøre. Og så
tæsker de folk, når man ikke er en dygtig bogholder, i stedet for at ansætte nogle bogholdere selv. Det er det samme,
Side 7 af 12
Bilag 8
391
392
393
394
395
396
397
398
399
400
401
402
403
404
405
406
407
408
409
410
411
412
413
414
415
416
417
418
419
420
421
422
423
424
425
426
427
428
429
430
431
432
433
434
435
436
437
438
439
440
441
442
443
444
445
man gør i sådan et system her. Det er totalt irriterende. Man bruger enormt mange ressourcer og folk de render rundt og
slår hinanden i hovedet med det, som de ikke gør.
Interviewer: Og det er noget, der er sket indenfor de seneste år?
Medarbejder 4: Ja, det er blevet værre. Men der kan man så sige, at jeg dribler lidt udenom ved at være smart. Men
altså, det virker totalt kontraproduktivt. Men det er noget, der rammer samfundet i det hele taget. Det er den der
teknologi-begejstring, som ejerne af systemerne, de tænker ’nej, se hvad vi kan spare, lad os få de andre til at gøre det’.
Og så sender de noget ud, som slet ikke er afprøvet eller afrundet og som slet ikke dur hverken EDB-mæssigt eller
tankemæssigt. Man skubber bare alle problemerne væk fra dem, der plejede at gøre det. Og dem, der skal være i kontakt
med kunderne og producere, de skal også sidde og lave det der. Det er meget kedeligt tænkt (griner).
Interviewer: Oplever du, at der er nogle ændringer i forhold til at stå til rådighed udenfor din normale arbejdstid eller
skulle arbejde ekstra over indenfor de seneste år?
Medarbejder 4: Det synes jeg ikke. Det styrer man selv. Men det er det samme om man er ung eller gammel. Det har
ikke noget med det at gøre. Altså, vil du have det sjovt, så skal du levere. Altså, du kan ikke have det sjovt og så have
en minimumsdagsorden. Så skal du have en eller anden superspidskompetence, og det kan du alligevel ikke, for hvis du
skal derhen, hvor det er sjovt, så skal du altid være parat til at gøre noget mere. Ja, det tror jeg. Det tror jeg. Eller sjovt,
eller ja, hvis du vil tage dig selv alvorligt, så må du nogle gange”…” det der er vigtigt, det er så at tage fri nogle andre
gange. Men det synes jeg også godt, at jeg nogle gange får til at fungere nu.
Interviewer: Men det har måske ændret sig i takt med, hvor længe du har været her og din erfaring?
Medarbejder 4: Ej, jeg har altid fundet nogle huller. Da børnene var små, holdt jeg altid 4 ugers ferie for eksempel, om
sommeren. Det har jeg altid gjort. Og så har jeg sagt, at det er sådan, det er. Og så måtte der være noget, der gik i
svamp. Men jeg har altid arbejdet mange timer. Det gør”…” nej det er det samme.
Interviewer: Oplever du, at der er en forskel i de ressourcer, du får stillet og de krav, der bliver stillet til dig, balancen
mellem det? Er der noget, der har ændret sig der med tiden?
Medarbejder 4: [lang tænkepause] Nej, jeg synes, at lige for tiden, så har jeg mere adgang til ressourcer. Men det er
også fordi jeg kører med en fakturerbar tid på 97 %. Der kan skrives regninger hele tiden. Så hvis jeg beder om et eller
andet, så får jeg det også.
Interviewer: Så det har måske i virkeligheden noget at gøre med de projekter, du er på og har ikke så meget med din
erfaring at gøre?
Medarbejder 4: Ja, det har det. Det er pengene.
Interviewer: Oplever du også at have tilstrækkelige beføjelser i forhold til det ansvar, du så har?
Medarbejder 4: [lang tænkepause] Nej det gør jeg jo ikke. Altså i forhold til mit ansvar ”…” Øhh”…” ja i forhold til
det formelle ansvar så ja. Jeg er ikke klemt på den måde. Men det hænger sammen med min alder. Men jeg kan godt
”…” men det hænger sammen med også resignation, ikke. Altså, fordi jeg siger, at ’det der, det kan du bare ikke gøre
noget ved’. Også noget jeg kan se komme og prøver at advare mod det. Så jeg er blevet parat til at resignere. Og det kan
du jo godt sige, at det er måske”…” altså, det er noget med, hvor meget vi ofrer os selv. Vi gider ikke brænde for noget,
som der ikke kan alligevel. Så siger vi bare ’nå’. Altså, jeg bliver irriteret. Jeg slapper ikke af med det. I gamle dage, der
ville jeg måske meget mere have gjort eller prøvet mere eller flere gange. Jeg tror, at jeg er blevet bedre til at beskytte
mig selv. Fordi der er selvfølgelig utrolig mange gange i arbejdsmiljøet, hvor man synes, at der skulle ske noget helt
andet og meget mere og anderledes, end der er baggrund for. Hvis man ikke kan finde nogen at lege med, der vil det,
nogen steder, så må man bare sige, at sådan er det. Og det er jeg blevet meget bedre til, at sige ’nå, ja, sådan er det’. Og
så prøver jeg selvfølgelig på at drible mig derhen, hvor der er lidt liv. Der skal jo være noget liv. Ellers så finder jeg et
sted, hvor der er nogen at lege med. Så passer jeg de andre ting og så prøver jeg på at lægge lidt mere energi, hvor der er
noget genklang. Det kan jeg godt selv lidt bestemme.
Interviewer: Oplever du, at der er ændringer i, hvor meget du bevidst om og klart har mulighed for at vide, hvad der er
dine roller og hvad der forventes af dig?
Medarbejder 4: Altså om det er blevet lettere?
Interviewer: Ja, eller sværere? Om der har været en ændring i det med tiden?
Medarbejder 4: Nej, det tror jeg ikke. Det tror jeg ikke, jeg kan sige. Jeg er blevet bedre til at leve med det.
Interviewer: Men det er jo så også en erfaring.
Medarbejder 4: Ja ja, og det gør jo livet lettere. Meget lettere (griner). Altså i det hele taget, den der ro, man har ved at
være i noget, man kan overskue og så der er efterspørgsel og så, at man har prøvet det og været der før og kan læse ting
frem, og sådan noget, det gør livet lettere. Det er det.
Interviewer: Og hvordan oplever du, at det sociale er? Du sagde, at du tidligere har været med til at arrangere nogle
ting, men så har der ikke været så meget efterspørgsel. Hvordan oplever du, at du har det med dine kollegaer? Hvordan
er samværet og støtten og sparringen imellem?
Side 8 af 12
Bilag 8
446
447
448
449
450
451
452
453
454
455
456
457
458
459
460
461
462
463
464
465
466
467
468
469
470
471
472
473
474
475
476
477
478
479
480
481
482
483
484
485
486
487
488
489
490
491
492
493
494
495
496
497
498
499
500
501
Medarbejder 4: Jeg synes, at når jeg så er her, så er det rigtig fint. Jeg kommer her jo nogle gange og så sidder jeg og
forbereder nogle kurser. Det er til meget stor glæde for mig. Så kommer man jo og har nogle nye impulser og skal høre
og kan hjælpe hinanden. Og jeg synes også ”…” jeg har i hvert fald nogen, jeg kan kontakte, hvis jeg har nogle
spørgsmål. Jeg har et netværk her i huset.
Interviewer: Hvad betyder samværet med dine kollegaer, når du er her?
Medarbejder 4: Det er jo ”…” altså, jeg synes, at jeg har nogle meget”…” de fleste mennesker, der arbejder i det her
hus, de er meget engageret i deres arbejde og som regel, så har de også nogle spændende ting, som de foretager. Der er
meget energi. Der er mange ressourcer. Og så synes jeg, at i vores miljø, der er vi også okay til at bakke hinanden op
menneskeligt. Det synes jeg. Jeg synes, at der er en, som regel, god opbakning.
Interviewer: Så det er muligt at få støtte hos hinanden og få noget sparring fra dem, man sidder med og noget
samarbejde?
Medarbejder 4: Ja ja. Jamen i allerhøjeste grad. Men igen så handler det om økonomi. For hvis det så er, at det virkelig
gælder og du skal bruge en time, så skal du også have en time at give personen. Så ressourcerne er der, men du skal
være så dygtig og have så meget overskud, at der også er penge med. Og det er det. Hvis du så ikke har det, så er der
ikke sjovt at være her. Så er her heller ikke plads til sparring. Så er det til besvær og ’hvorfor kan du ikke selv?’
Interviewer: Men det er måske mere rammerne om det, end det er kollega til kollega?
Medarbejder 4: Det er slet ikke kollega til kollega. Det er rammen. Det er rammebetingelserne, som er barske, rigtig
barske. Og indtil man får driblet sig derhen, så er det hårdt.
Interviewer: Og er det noget, som du synes, at du har lært at håndtere, at det er sådan, det er?
Medarbejder 4: Jeg har fundet en strategi, sådan at jeg har det godt. Og det tror jeg, at der er mange, der må have det
sådan. Det er jo også der, hvor specialiseringen bliver så udbredt, fordi det er selvforstærkende.
Interviewer: Og i forhold til det her work life balance, oplever du så, at der er en okay balance, så dit arbejdsliv ikke
tager for meget tid fra dit privatliv eller at dit privatliv går ud over arbejdstiden og arbejdslivet?
Medarbejder 4: Ej, jeg arbejder for meget. Det gør jeg. Hvis du kigger udefra, så arbejder jeg alt for meget (griner).
Min mand han er så”…” det er ham, der siger ’hvornår kommer du hjem og spiser? Kan jeg lave mad til klokken sådan
og sådan?’ Og det har han gjort i mange mange år. Han er lidt mere struktureret end mig. Og så har han ikke så langt til
arbejde. Så det gik han ind og spottede. Altså, han tager virkelig ”...” Jeg vasker i aften, siger han så, for vi har ikke
vaskemaskine, ’kan du ikke lige?’ så jeg har det ikke svært hvad det angår, det må jeg sige. Men jeg arbejder for meget.
Jeg har god støtte, kan man sige.
Interviewer: I forhold til ledelsen, oplever du så, at dit arbejde bliver anerkendt og påskønnet?
Medarbejder 4: Der synes jeg, at jeg har set en stor forbedring. Altså, stor øget anerkendelse. Markant. Så der vil jeg
så sige, at der vil jeg nok sige, at der har det ikke været til skade for mig, at vi har fået en ny ledelse helt lokalt.
Interviewer: Så det er måske mere skiftet i ledelsen end noget, der er sket over tid i COWI?
Medarbejder 4: Ja, det er jeg lige ved at tro.
Interviewer: Oplever du også, at du kan få den støtte, information og vejledning, som du har brug for, for at kunne
udføre arbejdet i det daglige, altså fra ledelsen?
Medarbejder 4: Ledelsen kunne støtte ved ”…” altså den ledelse, vi har nu, de ved så til gengæld ikke så meget om
mit arbejde. Meget lidt. Så den støtte skulle bestå i, at der blevet lavet rum til, at dem, der laver det, der ligner mit, fik
lejlighed til at snakke mere sammen. Vi er flere derude. Og det er jo fordi det er for dyrt, at vi snakker sammen. Det gør
så, at det får man gjort alt for lidt. Og det er jo opbygning af hinanden. For det at snakke med hinanden om ens
udfordringer, det er jo også en anerkendelse af, at det er en udfordring ’prøv lige at høre, jeg mødte sådan og sådan. Har
du gjort det?’ ’ja, det kan du tro, og så gjorde jeg sådan og sådan’. Det er en anerkendelse både af problemet og
løsningen. Det er mental opbygning. Og det er der ikke ressourcer til.
Interviewer: Og det er ledelsen, der har været inde i sige, at der ikke er ressourcer til videndeling?
Medarbejder 4: Ja, det er der ikke til noget som helst. Det er det, der er problemet altid. Du kan videndele, når du
sidder og der er nogen, der betaler for det. Ellers er det en yderst sparsom ressource. Vi bruger næsten ligeså meget snak
på at forberede som at gøre det, fordi der ikke penge til det. Og sådan er huset. Jeg kan også se det på den måde, jeg ved
ikke om det er faktureringssystemet, eller hvad det er, men der er jo ikke nogen frie midler til at udvikle noget som helst
(griner).
Interviewer: Oplever du, at der er plads til dem i COWI, der har færre kræfter og har været nede med sygdom eller der
er blevet noget ældre, som gerne vil gå ned i tid. Oplever du, at der er den rummelighed i COWI?
Medarbejder 4: Ja, der er rigelig mulighed for at gå ned i tid. Der er rigelig mulighed for at gå ned i tid. Men man skal
så have ”…” man skal være et sted, hvor ”…” der er slet ikke nogen ”…” hverken når man er ung eller gammel, er der
problemer i det. Men du skal jo have så meget faglig styrke, så du så kan fylde et rum ud, uden at være der hele tiden.
Så det er ikke et frit valg for alle. Som jeg også har sagt før, når du gør det og du trækker dig, så siger du også nej til
nogle udviklingsmuligheder og sådan må det være. Men der er mulighed for det. Både formelt og også reelt. Jeg har en
Side 9 af 12
Bilag 8
502
503
504
505
506
507
508
509
510
511
512
513
514
515
516
517
518
519
520
521
522
523
524
525
526
527
528
529
530
531
532
533
534
535
536
537
538
539
540
541
542
543
544
545
546
547
548
549
550
551
552
553
554
555
556
557
558
kollega, som konsekvent har haft 4 dages uge i rigtig mange år, men hun er til gengæld også sådan en, som så arbejder
rigtig meget de andre dage. Men hun får det rum der til at gøre nogle andre ting. Og det er fint. Og så ved folk, at hun er
der ikke den dag og sådan er det bare. Det kan man sagtens. Hvis man egentlig skal skånes, så ”…” vi havde også en,
der havde problemer med, altså han skulle træne med et barn, der havde noget ordblindhed. Så han skulle være hjemme
og tale meget med barnet og lave nogle øvelser. Det blev også respekteret. Barsel er der også respekt om. Jo, altså, det
synes jeg”…” og vi havde nogle gode ”…” jeg kan også sige dig, ja jeg ved ikke, om det hænger sammen med det, men
jeg får aldrig mails udenfor arbejdstid af mine ledere. Aldrig nogensinde. De gange jeg er blevet kontaktet udenfor
arbejdstid, det er meget meget få gange i mit arbejdsliv. Der er meget god kultur om det. Og det hører jo også med til at
sige, at nu er du hjemme og nu er du ikke”…” altså, det er ikke sådan et miljø, hvor man liver forventet at være på 24/7
overhovedet. Så er der nogen, der er det. Og hvis jeg så skriver en søndagsmail, fordi jeg ikke er her, så nogle af de ting,
som jeg skal lave med uddannelse, det er jeg nødt til at have rum til at gøre, så skriver jeg en søndagsmail. Fordi det er
så pænt. Det er ikke pænt. Det er ikke ønsket. Det er ikke velset. Det er ikke husets kultur. Det er i hvert fald ikke vores
afdelings kultur. Det er også en måde at håndtere presset på. Det er nogle signaler. Og vi har heldigvis ikke rigtig haft
nogen langtidssyge. Vi har haft en enkelt med stress, men vi har faktisk ikke haft nogen, der er gået ned med stress. Vi
har haft nogen, der har været ramt, men egentlig sygdomsramte ikke tæt på mig. Jeg har også haft en”…” min nærmeste
arbejdsleder har været en gammeldags arbejdsleder, som går ind og siger ’du har for meget, og du har for lidt’. Det er
der ikke ret mange, der tør. Det har hun gjort. ’Nu skal du ikke lave mere af det der, nu skal du aflevere’. Og det er det
ved det, at det er work life balance, men det er jo arbejdsledelse, som hun har påtaget sig. Normalt lader man jo den
enkelte sidde med det. Der er det så, som jeg siger til dig, at det er så spændende og det er så sjovt. Man vil gerne vise,
at man kan. Man vil gerne være med, hvor det sner. Det er meget”…” nogle af de ting er jo ens egne ambitioner, det er
det. Men der har jeg været helt specielt heldigt at have en, der har udøvet ledelse. For det er meget få, der orker det. Det
kræver også, at man forstår, hvad der sker. Det kræver også, at man har et vist indblik i tingene, for at du kan gøre det.
’Det er for galt, nu gik det lige så godt’. Jeg har nogle gange været irriteret, men i det lange løb, der er det fint. Vi har
heller ikke haft nogen, der var syge. Men det tror jeg, er ret specielt. Der er ikke ret mange, der gider. ’det må du selv
finde ud af, nu skal du ikke tage mere på dig, nu skal du ikke gøre det for hårdt’. Nej nej, sådan siger hun ikke, men stop
og flyt (laver en bevægelse væk med hænderne over bordet og griner).
Interviewer: Så har jeg lige nogle afrundede, lidt større, spørgsmål om, hvad du forbinder med psykisk arbejdsmiljø?
Hvad indeholder det og hvad er et godt psykisk arbejdsmiljø? Prøv at beskrive, hvad du tænker om et godt psykisk
arbejdsmiljø.
Medarbejder 4: Jeg synes ”…” jamen det gode psykiske arbejdsmiljø, det handler jo meget om, at man laver noget,
som man har forudsætninger for at gøre. Og så handler det selvfølgelig om, og det synes jeg er grundkonditionen, og så
handler det selvfølgelig om for mig, at man har adgang til et praksisfællesskab, altså at få anerkendelse af at der er brug
for branchefællesskab og have adgang til det. Og det kan være hos ens egne kollegaer i ens eget firma, men det kan
også være andre steder. Det behøver ikke være nogen, der har det samme på deres lønningsseddel eller firmalogo. Det
kan være fra andre organisationer. Praksisfællesskaber er vigtige for mit psykiske arbejdsmiljø.
Interviewer: Så det at være med i netværk eller hvordan?
Medarbejder 4: Ja, at få adgang til”…” at have nogen, som man har tillid til, så man kan få sparring. Og så er det
selvfølgelig også åbenheden. Så sårbarhed ikke bliver brugt imod en, som du siger, kan man få adgang til at gå ned i tid
og kan man få adgang til at sige, at ’det her, det dur ikke for mig’. Og så synes jeg, at vi selv i et sådan et miljø som
vores med så mange ressourcestærke mennesker, der er vi også lidt til grin for os selv i kraft af, at vi lader os dirigere
rundt af sådan nogle systemer, der ikke dur. Der må jeg sige ”…” vi forstår ikke kollektivt at sige fra. Og det giver i den
lange ende, på de lange løb, giver de et dårlig psykisk arbejdsmiljø, for så bliver det den enkeltes problem at sidde med
tingene. Det ligger i tiden, men det ligger måske også i de personalegrupper, vi er, at vi ikke formår, at sige ’jamen det
der, det er kontraproduktivt’. Selvfølgelig er der nogen, der har regnet på det. Det kommer jo ikke af ingen ting. Det er
jo fordi de er sikre på, at der er en masse penge i det. Men det gør det ikke. Det giver en masse murren. Og folk har ikke
andet end lørdag eftermiddag at gøre det. Altså, de kan ikke skrive det nogen steder. Det trækker på ressourcerne og det
ved de godt. Det er det, der er skide irriterende ikke (griner). Så det var den negative.
Interviewer: Men oplever du, at der er et godt psykisk arbejdsmiljø i COWI? Eller hvordan er det godt?
Medarbejder 4: Jeg synes jo, at har du opgaver og tjener du penge, så er du feteret og så har du det godt. Det er bare
entydigt og universelt. Det er let at svare på. Det er prototypen. Sådan skal det være. Sådan er det jo ikke altid. Og det er
jo det, at når det ikke er sådan, så er her ganske forfærdeligt. Det har jeg sagt før. Men så kommer så de der livsting ind.
At man kan have nogle livs ”…” altså sygdom og barsel og sådan nogle ting, og der synes jeg også, at huset er
professionelt, for det er der plads. Men når du spørger om det psykiske arbejdsmiljø, så vil jeg sige, at jeg synes, at
nogle af de der strukturer og de der ting der, så hvis man ikke har fuld kalender og ikke lige er 100 % beskæftiget og der
omsætning og indtjening, så bliver de der systemer, så kommer de til at blive endnu mere truende. De kommer til at
virke som en trussel. Så jeg vender lidt tilbage til alle de der systemer, der er med til at forringe det psykiske
arbejdsmiljø, fordi du ”…” jeg har tit ”…” jeg ved ikke om du har læst Tove Ditlevsen, men hun har skrevet et digt om
Side 10 af 12
Bilag 8
559
560
561
562
563
564
565
566
567
568
569
570
571
572
573
574
575
576
577
578
579
580
581
582
583
584
585
586
587
588
589
590
591
592
593
594
595
596
597
598
599
600
601
602
603
604
605
606
607
608
609
610
611
612
613
det der med ’altid for små og altid for sent på færde’. Sådan har jeg ofte følt det. Fordi man er bare bagud med alting.
Der er ingenting, der er i orden. Fordi det der systemvæsen”…” altså systemer og så selvfølgelig, hvis man så heller
ikke samtidig tjener penge, ikke. Pengene er det allervigtigste. Så er man også vred på systemerne. Men hvis du ikke
tjener penge, så er systemer også et problem, ikke. Så jeg vil ikke sige, at det er entydigt et supergodt arbejdsmiljø, for
det er hårdt. Jeg synes, at det er elitært. Det synes jeg. Og så er det godt. Hvis du er med, så er det godt. Der er masser
spændende mennesker og masser kompetencer. Altså, alt muligt. Du skal bare se, når vi ha julefrokost. Vi kan jo alt
muligt med orkester og sang og skrive flotte digte og altså, der er bare så mange ressourcer. På alle mulige måder. Og
folk laver utrolig spændende ting og overkommer de mest vilde ting. Det er et meget givende miljø. Men hårdt. Så det
er ”…” jeg ved ikke, om jeg ”…” jeg synes, at de er professionelle, når man er sårbar. I de objektive sårbare situationer,
der er de professionelle. Der bliver man støttet. Og jeg har også selv engang været ”…” jeg havde en opgave, jeg ikke
kunne klare og blev virkelig ked af det, altså jeg blev presset, og så var der en, der sagde, en fra HR, ’hvad med at gå i
terapi?’ Nå ja, jamen det kunne jeg da godt. Så startede jeg der og så kom jeg selv med mine 850 kr. så sagde hun ’sig
mig, kan du ikke spørge derhjemme, om du ikke kan få nogle penge fra firmaet?’ Så prøvede jeg og ’jo, det kan du
godt’. Det blev ikke sådan sagt, men da jeg spurgte, så fik jeg dem. Og det var ”…” på en eller anden, så var det en
anerkendelse af, at jeg var i krise og det var okay. Altså, det var ”…” det kunne måske bare ikke være det”…” det ved
jeg ikke på den lange bane. Jeg husker mest, at hun sagde, at ’du ser godt ud, du har nok cyklet herud og det ser godt ud,
at du har læbestift på’. Det er sådan slutreplikken. Men selvfølgelig har det været fornuftigt. Men jeg følte mig lidt
klientliggjort ved at skulle gøre det. Men det har sikkert været fint. Og så ved jeg, hvad det går ud på. I hvert fald var
det ”…” altså jeg var sårbar og jeg troede selv, at jeg blev fyret og sådan noget. Men så fandt man så en anden løsning.
Men så fik jeg lige det oveni. Og så gjorde jeg noget andet, for det store problem, det var, at jeg var så dårlig til at
kommunikere. Jeg fik at vide, at jeg kunne ikke kommunikere. Der var ingen, der kunne ”…” der var virkelig store
problemer med min kommunikation.
Interviewer: Var det terapeuten, der fortalte dig det?
Medarbejder 4: Nej nej, det var det ikke. Det var mit hus. Nogen i organisationen, forskellige i organisationen. Og så
var det, at jeg begyndte på det med at være underviser (griner). Så var jeg jo nødt til at fatte mig nogle gange. Det kan
også godt være, at det har hjulpet mig i virkeligheden. Så på den måde synes jeg, at huset er omsorgsfuldt nok.
Professionelle. Men hvad skal man sige”…” rammebetingelserne er hårde og det er de for alle. Det er hårdt. Jeg kan se
gamle veltjente kollegaer, at hvis de ikke har ordrebogen fuld, så bliver de fuldstændig paniske. Der er ingen, der lærer
at tage det med ro. For det skal man ikke. Det må man ikke. Det er der ikke noget, der hedder. Og hvis det fortsætter, så
er man her ikke. Det er konditionen.
Interviewer: Jeg har ikke flere spørgsmål, og det har været rigtig spændende. Har du nogen spørgsmål?
Medarbejder 4: Ja ja, du laver et projekt her om seniorpolitik og hvordan den udmøntes?
Interviewer: Nej, egentlig ikke som sådan seniorpolitikken, men jeg har interviewet ledelsen om seniorpolitikken for at
få deres syn, de lidt objektive rammer. Og så interviewer jeg så jer, 4-6 seniorer, omkring alle jeres oplevelser omkring
at være medarbejdere og seniormedarbejdere og de tanker, i har gjort jer. Og så var min tanke, at der var noget
specielt i det psykiske arbejdsmiljø, der får seniorer til at blive. Det er sådan noget, jeg skal finde ud af, når jeg sidder
og hører alle interviewene igennem og transskriberer dem, så skal jeg jo finde ud af, hvad det er, der optager jer, om
der er nogle fællestræk og så gå dybere ind i det. Så skal jeg jo skrive et speciale, som jeg afleverer i slutningen af juni.
Så er det meningen, at jeg sender specialet til jer, der har været med og HR. Tidligere har jeg lavet et projekt herude
omkring selvledelse og work life balance sammen med to piger, som jeg har læst med. Der var det, at HR sagde, at de
var lidt specielle omkring seniorer og det synes jeg var spændende at høre om, og så ledte det mig til specialet. Og så er
det en kæmpe politisk ting også med den ene reform efter den anden.
Medarbejder 4: Ja ja, bestemt bestemt. Og det er jo reelt nok. Vi er jo heldige, at vi bliver så gamle. Altså objektivt set.
Så selvfølgelig er der også”…” det er også derfor, at jeg siger, at det er måske meget rimeligt, at man arbejder 40 år
(griner). Min mand er så ufaglært og han har været i gang siden han var 19, så han har jo passeret de 40 år (griner). Så
det kan jo også godt være det, at der kan jo være en mæthed i udfordringer og fysik. Hvis man først kommer i gang, når
man er 27-28 år, det er jo noget andet, jo.
Interviewer: Ja ja, og hvis man netop læser i rigtig lang tid og der går rigtig lang tid og det så er kontorjobs
Medarbejder 4: Ja, den fysiske belastning har jeg jo heller ikke. Kulde og jeg har jo ikke stået på stilladser i kulde og
mørke, for det slider jo på alle mulige måder, som man ikke lige kan fange ind i en sætning.
Interviewer: Ja, så udover det, og det er noget, jeg fandt ud af senere, så skal seniorordningen herude laves om herude
og der ville de så gerne ”…”
Medarbejder 4: Hvad går den ud på?
Interviewer: Ja, det er jo lidt spændende, når du ikke rigtig har hørt om det. Men seniorordningen er jo, at der et
seniorseminar, som man inviteres med på med sin partner ”…”
Side 11 af 12
Bilag 8
614
615
616
617
618
619
620
621
622
623
624
625
626
627
628
629
630
631
632
633
634
635
636
637
638
639
640
641
642
643
644
645
Medarbejder 4: Ja, det har jeg sagt nej til hver gang. Det irriterer mig så meget
Interviewer: ”…” ja, og seniorsamtale og sundhedstjek, og det der ting, der er sådan, hvad skal der ske med de ældre
medarbejdere.
Medarbejder 4: Det der, det du laver, det synes jeg er fint. Men det der med alt det andet, det synes jeg er så
kommercielt og jeg gider slet ikke at bruge en feriedag på at høre, hvad Danica har at tilbyde. Bortset fra det så har jeg
slet ikke mine penge i Danica. Jeg vil meget hellere tage en fridag for at være sammen med mit barnebarn end at tage en
fridag for at sidde og høre på deres ”…” jeg har slet ingen forventninger til det. Så det har jeg ”…” jeg har også skrevet
’kan man ikke slippe for de henvendelser’, fordi jeg netop har sagt nej, så bliver jeg hele tiden henvendt til. Og det der
sundhedstjek det har jeg også aversioner mod, fordi jeg synes, at man går så tæt på individet og Body Mass Index og
taljemål og alle de ting der. Og så skal det lægges ind i en statistik og så kan man sige, at vi helst rekruttere folk, der
ligger der og der og vi skal af med dem, der ligger der. Altså, sådan nogle data de kan meget let misbruges, jeg gider
ikke være med. Jeg gider ikke være med. Det gør jeg simpelthen ikke. Vi har også fået tilbud om, at vi kan komme på
Hamlet og komme hen og få ”…” altså, jeg har så meget aversioner mod det fordi jeg har ikke tillid til, at det bliver
brugt rigtigt. Jeg synes hellere, at man skal have et ordenligt offentligt sundhedssystem og så skal man gå mere efter de
kolde løsninger. Selvfølgelig har individet et kæmpe ansvar. Det prøver jeg også at gøre meget ud af selv. Men jeg har
ikke lyst til at bidrage til den der statistik der. Det har jeg simpelthen ikke. Jeg synes også, at man ”…” det er jo lige
sådan som med vitaminpiller. Man tror, at man kan sige, hvad skal der til for at få et sundt menneske. Så er det A, B, C,
D, H og Selen og sådan ikke. Og så alt det der ligger imellem, det får man ikke med. Og det er det samme, man tror, når
man siger, hvad skal der til for at have en god virksomhed. Alle mellemregninger, alle de der skæve folk, der gør noget,
der er besværligt. Det er måske dem, der holder det hele i gang. Derfor så ”…” ja, jeg egner mig heller ikke godt til
deres system. De tilbud de har, dem vælger jeg fra. Men jeg ville gerne være med til det, du lavede, for det synes jeg
gav mening.
Interviewer: Ja, det er jeg glad for. Det håbede jeg også, at det ville gøre.
Medarbejder 4: Jamen også bare for mig selv.
Interviewer: Ja, jeg synes, at det er enormt spændende at få lov til at komme og snakke om et helt arbejdsliv på mange
måder
Medarbejder 4: Jo jo, der er jo aldrig nogen, der ellers spørger ind til det. Så det er jo også en anledning. Jo jo,
bestemt. Jeg ønsker dig bestemt også held og lykke med det. Ja, og jeg har også været medlem af det der A-liv på RUC.
Men det er ligesom genereret af en generation, der er lidt yngre end min. Så røg, støj og møg har meget lidt fokus. Så
min dagligdag, den bliver plejet lidt for lidt. Så jeg kan ikke prioritere det længere. Jeg har nogle andre netværk, som er
mere givende for mig. Men det har været meget sjovt nogle gange at være med. Men jeg tror, at nu må jeg vist hellere
melde endeligt fra, fordi jeg får ikke nok ud af det længere.
Side 12 af 12