Esben Bjerggaard Nielsen
Retorik
Aarhus Universitet
Sekulær apokalyptisk retorik:
Katastrofefortællinger og håb i klimadebatten
Undergangen er over os. Eller rettere den er altid lige om hjørnet. I årtusinder har
mennesker fra forskellige kulturer spekuleret over verdens undergang med en blanding af
frygt og fascination. Især den kristne kulturhistorie er formet af den apokalyptiske
tankegang – fra de tidlige kristne i de første århundreder til forventningen om Jesus’
genkomst i år 2000. Selve ordet apokalypse stammer fra det oldgræske ord for åbenbaring,
men i dag kan man argumentere for, at ordet for de fleste snarere betyder undergang eller en
civilisationstruende katastrofe.
Denne skiftende betydning kan ses som et resultat af en nyheds- og populærkultur, der
konstant bombarderer os med billeder af spektakulære katastrofer og kriser fra hele verden.
Et godt eksempel på dette var al opstandelsen om Mayaernes kalender, der udløb i 2012.
Denne begivenhed blev dækket heftigt i vestlige medier, dannede grundlag for en stor
hollywoodfilm og affødte en hel aftens underholdning på DR2 med titlen Live fra verdens
undergang. Derudover modtog Stenomuseet og andre eksperter flere hundrede opkald fra
borgere, oprigtigt bekymrede over verdens mulige undergang.
Det er dog ikke blot den stigende popularitet af katastrofefilm og zombieserier, der viser, at
denne gamle kristne fortælling stadig har et fast greb i vestlig kultur. Det er samtidig arven
fra det tyvende århundrede, hvor mennesket for første gang i historien gjorde sig til herre
over sin egen skæbne i kraft af den teknologiske udvikling. Med atomalderens oprindelse
kunne menneskeheden ødelægge sig selv ved blot at trykke på en knap. Samtidig har
menneskelig industri og teknologi nu indflydelse på en lang række naturlige systemer f.eks.
ved udledning af kemikalier i naturen, plastik i havet og gasser i atmosfæren.
I dag har klimaforandringer således overtaget pladsen fra atomvåben som civilisationens
undergang – fælles for de to er dog, at det er os selv, der både bebuder og forårsager
katastrofen.
Undergangens retorik
Apokalypsen har historisk set været en retorisk resurse i form af både social kritik og
politisk argumentation. Fortællingen om undergangen har med sin stærke gruppe-
1
Esben Bjerggaard Nielsen
Retorik
Aarhus Universitet
motiverende virkning dannet baggrund for både radikale og mainstream sociale bevægelser.
Et eksempel på specifik retorisk brug af undergangens figurer er fra det attende
århundrede, hvor præster i New England brugte Johannes Åbenbaring til at udpege
franskmændene som antikrists følgere. På dette tidspunkt var England og Frankrig i krig
over territorier i Nordamerika, og det var vigtigt at skabe et sammenhængende
fjendebillede. Få år senere ændrede de selv samme præster dog deres retorik.
Uafhængighedskrigen var under opsejling, og Frankrig var nu en allieret i kampen mod den
engelske kolonimagt. For at få befolkningen til at acceptere denne nye alliance var det nu
pludselig englænderne, der blev fremstillet som djævelens håndlangere i et apokalyptisk
plot. Således blev linjerne imellem teologisk og politisk argumentation udvisket med store
sociale og historiske implikationer.
Dette er blot ét eksempel på, hvordan apokalypsen er en fortælling med stor retorisk kraft.
En sådan retorisk rolle som argumentativ ramme findes skam også i dag. Problemet ligger
dog i måden, hvorpå denne form for retorik behandles af både samtidens forskere og
lægmænd. Den oprindelige undergang var ikke noget, man skulle frygte, men derimod
kulminationen på en guddommelig kosmisk plan. I kraft af denne plan kunne menigmand
finde sin plads i universet, sådan som Gud havde bestemt det. Helt anderledes ser det ud
nu, hvor menneskeheden så at sige selv er blevet skabere af deres egen undergang. Her er
Gud ganske enkelt fjernet fra ligningen. Undergangsscenarier såsom atomkrig eller klima
har således helt andre retoriske mekanismer end den klassiske kristne apokalypse – om end
de trækker på dens tankegods.
Alligevel bruger både medier, forskere og debattører fra begge sider af debatten klassiske
religiøse former, når de skal beskrive for eksempel portrætteringen af klimaforandringer
som et globalt katastrofescenarie. Det er således en forsimpling af debatten blot at beskylde
Al Gore for at være en frygtsom dommedagsprofet eller kalde klima for ”en ny religion”.
For at forstå, hvad der er på spil i klimadebatten, bliver man derfor nødt til at forstå denne
som en sekulær apokalypse med væsentligt anderledes fortolkninger af den gamle religiøse
form.
Argumentative temaer i klimadebatten
Der er, som nævnt, en lang vestlig tradition for apokalyptisk argumentation i politiske og
sociale sammenhænge, som også gør sig gældende i klimadebatten. For at forstå nogle af de
2
Esben Bjerggaard Nielsen
Retorik
Aarhus Universitet
mekanismer som er på spil kan man derfor fremhæve en række retoriske temaer (eller
topoi, som Aristoteles ville kalde dem). De tre hovedtemaer både i klassisk religiøs
apokalypse og den moderne sekulære variant er henholdsvis ondskab, tid og autoritet.
Tilsammen giver disse temaer et billede af forskellige aspekter i klimaaktivisters
argumentation.
Det første tema, ondskab, har en dobbeltrolle i den apokalyptiske fortælling. Historisk set
har en taler her anerkendt publikums lidelser eller følelse af undertrykkelse. I en verden, der
er ved at gå af lave, er det nemmere at godtage ikke blot verdens snarlige undergang, men
også at man selv som publikum har en specifik rolle at spille i det kosmiske plot. Samtidig
modstilles publikums oplevelser af uretfærdighed med en udefrakommende ondskab, f.eks.
ved at udpege Antikrist eller ved at skyde skylden på magthavernes dekadence og
korruption. Disse fremstillingsformer kan også ses i klimadebatten, dog med visse
ændringer i logikken.
Når Al Gore udtaler, at klimaforandringer er som at tage ”a nature hike through the Book
of Revelation”, forbinder han dette til en lang række af konsekvenser globale
temperaturstigninger vil have (ørkenspredning, vandstandsstigning, masseudryddelse).
Samtidig byder Gore i sine mange bøger om klima på dybdegående analyser af
problemerne med vores økonomiske systemer og måden hvorledes vesten historisk har
nedvurderet naturen økonomisk og kulturelt. Gore finder således i klimaforandringerne en
fysisk manifestation af vidtrækkende samfundsmæssige dysfunktioner. På denne måde
skaber han basis for at tale om en ny sekulær ondskab, som er både lige så fremtrædende
og systemisk som den klassiske dæmoniske ondskab i Biblen.
Denne afsløring af systemisk dysfunktion er også en vigtig komponent i forhold til det
andet retoriske tema i sekulær apokalyptisk retorik, fordi det danner baggrund for
spekulationer om hvor lang tid ”business as usual” kan holde. Før i tiden var beregninger
om undergangens indtræffen møntet på Jesus genkomst og indstiftelsen af Guds rige. I et
sekulært perspektiv handler fokusset på tid ikke om, hvornår katastrofen (eller frelsen)
indtræffer, men snarere om hvornår vinduet for handling lukkes. Det overordnede budskab
er dog oftest, at på trods af den snarlige katastrofe er der stadig tid.
Begge de ovenstående former for argumentation baseres på en højere autoritet end taleren
selv. Her påtager taleren sig rollen som formidler af denne højere autoritets mening. Ofte
har denne autoritet været Gud via fortolkning af Biblens tekster, men i moderne tider (og
3
Esben Bjerggaard Nielsen
Retorik
Aarhus Universitet
især i klimadebatten) er denne autoritet blevet overfør til naturvidenskaben. En af grundene
til dette er resultater af en mærkbar svækkelse af biblens autoritet. Videnskaben kommer
således til at spille en rolle ikke blot som en højere autoritet, men som en del af svaret på
katastrofen. Den præsenterer teknologiske løsninger eller fordrer ændringer af social
praksis. Den nærtforestående katastrofe opvejes således af en forudgående mulighed for
handling. Det er dette håb, der i virkeligheden er i hjertet af det sekulære apokalyptiske
argument – at vi kan og bør forhindre undergangen i at indtræffe. Vi er nemlig selv den
handlekraftige autoritet bag katastrofen.
Klimakatastrofe i nuet
De ovenstående temaer forbinder samtidens sekulære apokalyptiske retorik med den
klassiske religiøse diskurs, samtidig med at de genfortolker det retoriske udtryk. Det
betyder dog ikke, at klimakatastrofen ikke skaber nye former og retoriske temaer. Omkring
2009 begyndte der således at forekomme retorik indenfor klimadebatten, der stadig
portrætterede en katastrofe, men som ikke længere passede i forhold til de tre temaer. Som
COP15 i København kom nærmere begyndte man at kunne se præcist, hvordan
klimaforandringerne påvirker verden. Ørkenen spreder sig i Kina, stillehavsøer ser
vandstanden stige og Alaska kan nu melde om de første internt fordrevne lokalsamfund på
grund af smeltet permafrost og stigende kysterosion.
Sådanne hændelser danner basis for en ny klimafortælling. Temaet om tid suppleres her af
en mere specifik steds-retorik. Katastrofen er ikke længere noget fremtidigt, men er rykket
ind i menneskers dagligdag. Intim-fortællinger om netop den frustration, som specifikke
lokalsamfund oplever, er begyndt at blive en ny måde at formidle klimaforandringer på.
Her ser vi en forbindelse imellem konkrete menneskelige fortællinger og en større globale
fortælling om civilisation og klima. Dette sammenfald gør ikke undergangsargumentet
overflødigt, men det ændrer det ved dels at gøre klimaet mere presserende og dels at give
en klarere mulighed for identifikation. I løbet af de seneste par år har der således været et
skift især i journalistiske genrer fra en repræsentation af klima via grafer til klimaets
menneskelige ansigt. Et argument for denne nye retoriske vinkling er dens potentiale for i
højere grad at appellere til publikums empati.
4
Esben Bjerggaard Nielsen
Retorik
Aarhus Universitet
Er undergangen enden?
Den apokalyptiske retorik i klimadebatten er ofte blevet udpeget som intet mindre end
katastrofeporno. Dette er i virkeligheden en grov misforståelse af denne retoriks indhold og
funktion. Undergangen som retorisk udtryk er for det første hovedsageligt, hvad man
indenfor retorikforskningen kalder stemmesamlende retorik. Den er rettet imod at samle og
motivere folk, som allerede har inklination til at støtte op om det centrale budskab. I
forhold til denne funktion har det vist sig at være en utrolig effektiv retorisk strategi. Om
det er den rette retoriske strategi for den brede befolkning er så en anden diskussion.
For det andet har apokalypsen historisk set være mindst lige så meget en kilde til håb som
til frygt. Dette ser man også i klimadebatten, hvor nøglen til en succesfuld retorisk
fremstilling netop balancerer katastrofe og håb. Når Al Gore præsenterer sit publikum for
gletsjere, der højlydt styrter i havet, kontrasterer han det med at slå fast, at vi allerede har
løst en global miljøkrise (han refererer her til ozonlaget). Pointen er her at placere publikum
i et særligt historisk øjeblik, hvor både civilisationens dysfunktioner og dens triumfer
kulminerer. I dette tidslige vindue ligger muligheden for fysisk og social handling.
Apokalypsen er en kulturel fortælling med vidtrækkende indflydelse indenfor en lang række
sociale diskurser og retoriske arenaer. Denne retorik handler dog ikke blot om at ramme
balancen imellem frygt og håb. Apokalypsen tilbyder en række værktøjer til at
konceptualisere og forstå kriser. Når den er bedst, lader den os ydermere tænke udover den
nærværende krise og forestille en bedre verden formet af de handlinger som krisen
påkræver. Håbet om at undgå eller mindske katastrofen er således også et bindeled til en
utopisk forestilling.
Tegn: 11.441
5