Kim Them Simonsen - Bachelorprojekt

Kim Them Simonsen
Bachelorprojekt
August 2015
Pædagogisk handlen i
forhold til børnehavebørns
seksualitet med fokus på
forældresamarbejde
VIA University College, Pædagoguddannelsen JYDSK / Århus
Navn: Kim Them Simonsen (121581)
Hold: 09V1
Vejleder: Claus Blæsbjerg
Eksamens tidspunkt: 27. august 2015
Bachelorprojekt
Anslag: 59.862
1/25
Kim Them Simonsen
Bachelorprojekt
August 2015
Indhold
Indledning ....................................................................................................................................... 3
Problemformulering ...................................................................................................................... 4
Metode ............................................................................................................................................. 4
Barnets seksualitet ......................................................................................................................... 4
Nyfødte og småbørns seksuelle udvikling ................................................................................... 5
Børnehavebarnets seksuelle udvikling ......................................................................................... 6
Legens vigtighed .......................................................................................................................... 7
Uhensigtsmæssig leg forekommer ............................................................................................. 10
Onani .......................................................................................................................................... 10
Efter børnehaven ........................................................................................................................ 13
Børnehavens seksualpolitik ......................................................................................................... 15
Det gode forældresamarbejde ..................................................................................................... 18
Konklusion .................................................................................................................................... 24
Litteraturliste ............................................................................................................................... 25
Bøger .......................................................................................................................................... 25
Hjemmesider .............................................................................................................................. 25
2/25
Kim Them Simonsen
Bachelorprojekt
August 2015
Indledning
Seksualitet fylder utrolig meget i vores samfund, og det er normalt noget, vi har let ved at snakke
om. Seksualitet bliver brugt til at sælge alt fra ugeblade og aviser til hårde hvidevare og computere.
Vi snakker glædeligt om sex i det offentlige rum, og folks blufærdighedsgrænser rykker sig hele
tiden.
Men der er en form for seksualitet, der ikke fylder meget i den offentlige debat. Nemlig børns
seksualitet. Viden om børns seksualitet er ofte præget af store mangler, og voksne, der tror, at deres
egen seksualitet er sammenlignelig med børns. Disse almindelige misforståelser gør, at man ofte
kun snakker om børns seksualitet, når der sker seksuelle overgreb.
Som pædagoger skal vi være med til at sætte børns seksualitet på dagsordenen. Det er afgørende, at
barnet udvikler sin seksualitet i et sundt og trygt miljø for at undgå intimitetsproblemer som voksen.
Vi skal som pædagoger have viden om børns seksualitet, så vi kan skabe gode rammer for barnets
udvikling, men absolut også for ikke at gøre barnet skamfyldt, når det udlever sine naturlige drifter.
Vi skal som fagprofessionelle kunne adskille viden og fakta fra vores egne meninger og holdninger,
så pædagogikken i institutionen er til barnets fordel og understøtter dets udvikling.
En ting er at skabe et trygt miljø i børnehaven – et sted, hvor vi som pædagoger har stor frihed til at
skabe de bedst mulige rammer for børnene og deres udvikling. Noget andet er at skabe viden og
forståelse hos forældrene. De rammer, barnet oplever i børnehaven, og som er præget af pædagogisk
viden, skal ikke nødvendigvis være de samme, som barnet oplever hjemme hos mor og far. Dog er
det vigtigt, at barnet ikke møder to helt forskellige verdener, men at samspillet mellem børnehaven
og hjemmet er til stede for at skabe de bedst mulige rammer for barnet.
Specielt i forhold til barnets seksualitet skal pædagogerne kunne gøre forældrene klogere og skabe
en base af viden, så forældrene ikke bliver modstandere af den faglige tilgang, man har til
seksualitet i børnehavnen. Derudover vil en større viden omkring barnets seksualitet forhåbentligt
gøre, at barnet ikke oplever uhensigtsmæssige begrænsninger i hjemmet.
Børns seksualitet kan, uanset om man er barn, pædagog, forældre eller andet, være et svært emne at
debattere, få viden om og samarbejde omkring, men det må og skal gøres.
3/25
Kim Them Simonsen
Bachelorprojekt
August 2015
Problemformulering
Hvordan udvikles børns seksualitet?
Hvorfor er det vigtigt for børns udvikling, at pædagoger har viden om deres seksualitet?
Hvordan kan en børnehave sikre, at børnenes seksualitet udvikles optimalt?
Hvordan kan et godt samarbejde skabes med forældrene til gavn for børn og institution?
Metode
Jeg har i denne opgave taget udgangspunkt i relevant teori og empiri. Teorien er hentet fra bøger og
artikler, mens empirien er hentet fra mit praktikophold i en børnehave. Jeg har i opgaven søgt at
belyse, hvordan børns seksuelle udvikling finder sted. Dette sker gennem den teori, jeg har fundet
relevant og gennem de erfaringer, jeg har gjort mig i min praktik. Jeg har valgt primært at bruge to
teoretikere, Thore Langfeldt og Anne Louise Stævnshøj. Valget er faldet på disse to, da deres teorier
og tanker om seksualitet passer på den hverdag, jeg har oplevet i min praktiktid. Derefter kigger jeg
på, hvordan den viden, vi har om børns seksuelle udvikling, hænger sammen med, hvordan vi
arbejder med emnet i praksis. Jeg har søgt efter konkrete seksualpolitikker, men har desværre kun
fundet få. Disse danner udgangspunkt for en mindre analyse af, hvad jeg ser som gode og dårlige
tendenser i institutionernes seksualpolitikker.
I afsnittet omkring forældresamarbejde belyser jeg generelle problemstillinger og kommer med
mine bud på, hvad der kan skabe et godt samarbejde. Jeg har valgt ikke kun at fokusere på det
forældresamarbejde, som finder sted omkring barnets seksuelle udvikling. Grunden til dette er, at
rammerne for det gode forældresamarbejde er de samme, uanset om vi snakker sprogstimulering,
motorisk udvikling eller seksueludvikling.
Barnets seksualitet
For at kunne snakke om børns seksualitet er det vigtigt at have samme udgangspunkt. Begrebet
seksualitet kan beskrives på forskellig vis. Jeg har valgt nedenstående definition som udgangspunkt
for min brede forståelse af begrebet seksualitet.
”Seksualitet er en integreret del af ethvert menneskes personlighed. Den er et basalt behov og et
aspekt af det at være menneske, som ikke kan adskilles fra andre aspekter i livet. Seksualitet er ikke
4/25
Kim Them Simonsen
Bachelorprojekt
August 2015
synonymt med samleje. Det handler ikke om, hvorvidt vi har orgasme eller ej. Og endelig er det ikke
summen af vores erotiske liv. Dette kan være en del af vore seksualitet, men behøver ikke være det.
Seksualitet er så meget mere. Det er hvad der driver os til at søge efter kærlighed, varme og
intimitet. Den bliver udtrykt i den måde, vi føler, bevæger os på, rører ved og bliver rørt ved. Det er
lige så meget dette at være sensuel som at være seksuel. Seksualitet har indflydelse på vore tanker,
følelser, handlinger og samhandlinger, og derved på vores mentale og fysiske helse. Og da helse er
en fundamental menneskeret, så må seksuel helse være en basal menneskeret.”
T. Langfeldt & M. Porter (1968): Sexuality and family planning
Report of a consultation and research findings. WHO.1
Inden barnets seksualitet bliver opdelt i faser, er det vigtigt at fastslå, at alle uanset alder har en
seksualitet. Det er ligeledes vigtigt at forstå seksualitet som mere end blot sex og orgasme.
Seksualitet ER mere. Ovenstående citat fra T. Langfeldt og M. Porter beskriver sex, orgasme og
erotik som en del af vores seksualitet. Dette er dog kun en lille del af seksualiteten, og det er nok
den del, vi som voksne bedst kan forholde os til, da det langt hen ad vejen er det, vi har reduceret
vores egen seksualitet til. Seksualitet er dog ikke kun for voksne og kan ikke låses fast i vores
rammer. Seksualitet er følelser, berøring, tanker mm., og det er vigtigt at huske, når børns seksualitet
skal debatteres. Vi skal som voksne ikke pådutte børn vores version af seksualitet, men huske på, at
de har deres egen, og muligheden for at udleve den er vigtig for deres udvikling.
Nyfødte og småbørns seksuelle udvikling
Det vides stadig ikke til fulde, hvordan den seksuelle udvikling hos barnet fungere2. Derfor er det
også svært præcist at redegøre for, hvad der sker med barnet i de tidlige år. Anne Louise Stevnhøj er
forfatter til en række bøger om børns seksualitet, og hun mener dog, at der er visse ting, vi kan være
sikre på i forbindelse med de 0-2-åriges seksuelle udvikling.
Både drenge og piger i den alder kan vise tegn på kropslig ophidselse. Hos drengen vil det være
tydeligt, da han allerede fra før fødslen kan få rejsning, som er et tydeligt tegn på den kropslige
ophidselse. Hos piger kan det være sværere at observere, da den kropslige ophidselse kommer til
udtryk ved, at hendes skede bliver fugtig3 og derved ikke har samme fysiske synlighed som drengen.
1 Stevnshøj, Anna Louise: Børn og Seksualitet side 7
2 Stevnshøj, Anna Louise: Børn og Seksualitet side 9
3 Stevnshøj, Anna Louise: Må vi lege dokter? Side 26
5/25
Kim Them Simonsen
Bachelorprojekt
August 2015
I de første 3-4 måneder af barnets liv vil det opleve en spontan aktivering af kønsorganerne, både
når det er vågen, og når det sover. Drengebarnet vil fx få erektion i drømmesøvnen. Dette sker også
for voksne, og vågner man umiddelbart efter drømmen, vil man opleve, at kønsorganerne er
aktiveret i form af rejsning eller fugt i skeden4.
Børn vil i de første leveår ikke kende til blufærdighed og vil typisk glæde sig over at være nøgne5.
Samtidig med, at børnene nyder nøgenheden og løber rundt uden ble, er det lige før barnet fylder 1
år, at det opdager sine kønsorganer. Barnet begynder aktivt at berøre sine kønsorganer, da det skaber
glæde og nydelse. Hvorfor børnene finder glæde ved at rører deres kønsorganer og opdager at de har
erogene zoner, vides ikke. Thore Langfeldt skriver i bogen ”Det må du godt!” at: Det kan synes som
naturen vil minde barnet om, at seksualiteten eksisterer, og at barnet ikke må glemme den6”.
Selvom vi ikke ved, hvorfor vores seksualitet opstår, eksisterer den altså allerede fra fødslen. Om
seksualiteten bliver fremprovokeret gennem berøring eller andet, skal vi tage børns seksuelle
udvikling alvorligt allerede fra fødslen.
Selvom vi som pædagoger ikke i de første 6-9 måneder – hvor barnet typisk er hjemme hos mor og
far – har mulighed for at arbejde med barnet, skal vi være forberedt, når barnet starter i vuggestuen.
For allerede der, er dets seksuelle udvikling begyndt, og vi skal som pædagoger formå at samle op
på, hvor barnet er i udviklingen, og hvordan vi kan understøtte det fremover. Udviklingen af
seksualiteten adskiller sig på dette område ikke fra eksempelvis den sproglige udvikling eller den
motoriske, hvor pædagogerne ligeledes skal se, hvor langt barnet er, og hvordan vi understøtter dets
udvikling.
Børnehavebarnets seksuelle udvikling
Børnehavebarnet vil omkring de 3 år finde ud af, at der er forskel på piger og drenge. Barnet
begynder fx at forholde sig til sine forældre og deres køn7. Interessen for, hvordan voksne adskiller
sig fra hinanden, er interessant for barnet, ligesom forskellene på barnet selv og de voksne vækker
interesse.
Børnehavebarnet vil være tilbøjeligt til at ”fastslå” kønnet ud fra enkelte karakteristika.8
4
5
6
7
8
Langfeldt, Thore : Det må du godt! - om børns seksualitet side 22
Stevnshøj, Anna Louise: Må vi lege dokter? Side 29
Langfeldt, Thore : Det må du godt! - om børns seksualitet side 22
Stevnshøj, Anna Louise: Må vi lege dokter? Side 31
Stevnshøj, Anna Louise: Må vi lege dokter? Side 32
6/25
Kim Them Simonsen
Bachelorprojekt
August 2015
Barnets interesse for de forskellige køn, blandet med tilbøjeligheden til at fastslå køn ud fra enkelte
karakteristika kan forvirre barnet. For kan en voksen pige have kort hår, og kan en dreng have langt
hår? Kan piger gå i jeans, og kan drenge have kjole på? Som voksne ved vi godt, at det ikke er tøjet
eller længden på ens hår, som afgør kønnet på en person. Det skal barnet først lære, og jo længere
barnet kommer i sin udvikling, begynder det at have en forståelse for dette.
Den manglende blufærdighed, som barnet har i de første år af sin levetid, har det også i starten af
børnehavetiden. Åbenheden omkring sin krop er stadig en del af barnet, og barnet vil stadig fortælle
om sjove fornemmelser i kønsorganerne, og hvordan de leger kropslige lege med deres
jævnaldrende venner og veninder9.
Barnets åbenhed vil komme til udtryk gennem en øget nysgerrighed for de fysiske forskelle på
kroppe. Nysgerrigheden er vigtig i barnets udvikling, og det er nysgerrigheden for andre børns og
voksnes kroppe, der gør, at barnet får ny viden omkring kroppen og de fysiske forskelle, der kan
være på piger og drenge samt børn og voksne. Som pædagoger skal vi derfor skabe plads til, at
børnene kan udfolde deres nysgerrighed. Hvis vi stopper børnenes muligheder for at være nysgerrig
på sig selv og andre, kan det hæmme deres seksuelle udvikling, ligesom det generelt kan hæmme
børns udvikling, hvis de ikke kan udfolde deres nysgerrighed. Når børn får mulighed for at udfolde
deres nysgerrighed, opdager de nye sider af drenge og piger. De opdager de forskelle der er på vore
køn, men de udvider samtidig deres forståelse for, hvordan det enkelte køn er ”skruet” sammen. De
vil opdage, at man godt kan have en tissekone, selv om man har kort hår. Gennem nysgerrigheden
bliver flere og flere karakteristika lagt på det enkelte køn og er dermed en vigtig del af barnets
seksuelle udvikling.
Legens vigtighed
Det at lege er ofte forbundet med sjov og glæde hos børn. Legen kan foregå alene, med mor og far
eller med venner og veninder i børnehaven, men uanset hvem barnet leger med, er det ofte gennem
legen, at barnet udvikles. Legen fylder utrolig meget i barnets liv, og derfor bruger pædagoger ofte
legen til at udvikle barnet. Om det er finmotorikken, grovmotorikken eller de sociale egenskaber der
er i fokus, kan legen bruges som et effektivt redskab. Børn leger ikke altid inden for voksenstyrede
rammer, men har ofte det, vi kalder ”fri leg”, hvor de selv bestemmer, hvad der skal ske, og hvem de
vil lege med. I den frie leg er der ikke fokus på, at barnet skal udvikle bestemte kompetencer, men
9 Stevnshøj, Anna Louise: Må vi lege dokter? Side 32
7/25
Kim Them Simonsen
Bachelorprojekt
August 2015
derfor udvikler barnet sig alligevel, fx når børn klatre på legehuset, udvikles deres motorik. Vi har
som pædagoger pligt til at udvikle børn gennem blandt andet leg10.
Det sundeste er, at man opfatter de seksuelle lege på akkurat samme måde som alle andre aktiviteter
blandt børnene, og at man sætter de grænser, man synes er nødvendige. Som fx: ”her i børnehaven
beholder vi underbukserne på” eller ”for øjeblikket gider vi ikke flere numse-tissemandslege.”
Grænserne skal blot formuleres og formidles som alle andre regler og forbud. Men husk, at
nysgerrighed og udforskning er en del af børnelivet. Det skal anerkendes11.
Nogle af de lege, der næsten altid forgår som fri leg uden voksenes indblanding, er de seksuelle
lege. Gennem de seksuelle lege kan børnene udforske hinanden og undersøge de ting, som de er
nysgerrige på. Ikke alle børn leger seksuelle lege, men mange gør. Da det er svært at huske noget,
man ikke har sprog for, bliver disse lege ofte glemt, når vi bliver ældre, og uden de voksne til at
snakke om legen og sætte ord på legen, forsvinder erfaringerne og minderne12. Børn er ofte
tilbøjelige til at hemmeligholde denne type af lege og fortæller ikke om deres oplevelser til en
voksen. Derfor er meget viden om de seksuelle lege, og hvad der sker i dem, gået tabt, Den
forskningsmæssige interesse i børns seksuelle lege har heller ikke været stor, og derfor er vi som
pædagoger ofte efterladt med et område, som har utrolig stor betydning for et barn, men som vi ikke
ved meget om.
Forældre kan berette om at have set deres børn lege seksuelle lege, og det er ofte med en vis skepsis.
For mange vil ofte tænke over, hvordan de lege, som de har set, vil påvirke børnene fremadrettet.
Kan barnet få en kritikløs holdning til sex og have mange partnere i sine voksenår, eller kan
drengebarnet blive homoseksuel af at røre ved kammeratens penis? Svaret på spørgsmålene er
naturligvis nej13. For børns seksuelle lege skal ikke sammenlignes med voksenes ”leg”. Det er
vigtigt, at vi som pædagoger, forældre osv. husker, at børns seksuelle lege er et helt normalt skridt i
deres udvikling og et udtryk for deres nysgerrighed.
Voksne kan være tilbøjelige til at opfatte det som ”seksuelt”, når børn udforsker og eksperimenterer
med deres egne og hinandens kroppe. Men for børn er det naturligt at undersøge kropslige
fornemmelser, kropsdele og forbudte ting, ligesom de undersøger og udforsker alt andet. Det er en
10
11
12
13
https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=168340, §7, stk. 3
Stevnshøj, Anna Louise: Børn og Seksualitet side 21
Stevnshøj, Anna Louise: Børn og Seksualitet side 14
Langfeldt, Thore : Det må du godt! - om børns seksualitet side 32
8/25
Kim Them Simonsen
Bachelorprojekt
August 2015
forberedelse på, og en øvelse til, voksenlivet14
Numseleg, mor og far, bolleleg eller doktorleg er alle forskellige former for seksuelle lege, som
mange børn sandsynligvis stifter bekendtskab med i løbet af deres opvækst. Et fællestræk for mange
af de seksuelle lege er, at de tager udgangspunkt i et rollespil. Sjældent er det dog det seksuelle, der
er omdrejningspunktet i legen. Det seksuelle er nærmere et delelement i en leg, der tager sit
udgangspunkt og handling i meget andet15. Eksempelvis når børn leger ”sygehus” kan det være, at
der skal tages temperatur. Dette har barnet måske selv prøvet i forbindelse med sygdom og ved
derfor, hvordan det fungerer. Mange af de seksuelle lege handler for børn om de reaktioner og
fornemmelser, kroppen oplever. Hvordan det føles at blive nusset på ryggen, tegnet på med en tusch
eller at få taget sin temperatur16. Spændingen i at opdage, hvordan ens egen krop reagerer, og
hvordan andres kroppe reagerer ved berøring, samtidig med at kunne teste andres grænser ved at
vise sin numse til dem, skaber spænding, men vigtigst er det sjovt for børnene og med til at skabe en
bevidsthed om deres egen krop.
Under de seksuelle lege vil man ofte høre børnene bruge frække ord. Det er ord, som de måske har
hørt voksne eller større søskende bruge. Børn ved godt, at en tissemand er en tissemand, og den
bruges til at tisse med. Hvad den ellers kan bruges til, er de ikke bevidste om. Børn skal være
relativt gamle, før de forstår, at kroppen har seksuelle funktioner17. Derfor skal det også tages med
et gran salt, hvis man oplever, at børn råber frække ord, for de vil sjældent betyde det samme for
dem, som det gør for voksne. I min første praktik var jeg i en børnehave, hvor jegoplevede, hvordan
de frække ord blev hvisket, råbt og nogle gange sunget. Jeg syntes, det var lidt mærkeligt, for hvor
kendte de ordene fra? Jeg satte mig for at spørge dem, både hvor de havde hørt ordene fra, men
mere interessant, hvad de troede, ordene egentlig betød. Svarene var lidt forskellige. Nogle af
børnene vidste, hvad det at bolle var – andre gjorde ikke. Nogle vidste, at man kunne bruge sine
kønsorganer til andet end at tisse, men ikke rigtig til hvad. Jeg fik dermed et indblik i, at de ikke
selvhelt vidste, hvad de snakkede om. Men det var stadig sjovt at sige ordene, fordi det gav en
reaktion hos omverdenen, som var sjov og fik dem til at grine. Jeg kunne have skældt dem ud eller
prædiket, at den slags ord må man ikke sige. Havde jeg gjort det, ville jeg samtidig vise, at de
vidste, hvad ordene betød, hvilket min snak med dem modbeviste.
Som pædagog kan der opstå situationer, hvor man simpelthen synes, at der er blevet sunget
14
15
16
17
Stevnshøj, Anna Louise: Børn og Seksualitet side 14
Stevnshøj, Anna Louise: Børn og Seksualitet side 15
Stevnshøj, Anna Louise: Må vi lege dokter? Side 52
Stevnshøj, Anna Louise: Må vi lege dokter? Side 57
9/25
Kim Them Simonsen
Bachelorprojekt
August 2015
tissekone længe nok. Hvor man har haft mange snakke med børnene om, hvad ordene betyder, men
nu vil man gerne skifte børnenes fokus over på noget andet. I de situationer er det okay at bede
børnene om at synge noget andet eller finde noget andet at lave. At sætte grænser for børn og skabe
en forståelse for, at det er fint, de synger, men at de skal respektere andre menneskers grænser. Det
er en del af børnenes udvikling, at de forstår andres grænser og sociale strukturer.
Uhensigtsmæssig leg forekommer
Seksuel leg er en del af den udvikling, som børn gennemgår for at lære sig selv og sin krop at kende.
Barnet kan gennem legen få gode oplevelser, som er med til at starte en sund seksuel udvikling.
Men legen kan samtidig udvikle sig i en retning, hvor barnet kan føle sig presset eller ligefrem
tvunget ud i en aktivitet eller handling, som overskrider dets grænser. Der er ingen firkantede regler
for, hvad der er normal leg, og derfor kan det være svært at vurdere, om en leg er på barnets vilkår,
eller om den overskrider dennes grænser18. Dette skal vi som pædagoger være opmærksom på i
vores dagligdag i børnehaven, og vi skal lytte til børnene, når de fortæller om deres lege. Vi skal
lytte men være opmærksomme på, at børn er meget upræcise i deres fortællinger19. Fx kan et kys i
numsen betyde et smækkys på balden. På baggrund af børnenes upræcise fortællinger er det ekstra
vigtigt, at vi lytter til deres fortælling. Lytter efter, om de fortæller deres historie om legen med
glæde i stemmen, eller om historien bærer præg af, at de har følt sig tvunget til noget, de ikke havde
lyst til. Vi skal læse barnets reaktioner og se på den relation, der er til vennen eller veninden. 20
Igennem disse observationer skal vi vurdere, om der er grund til at træde til og hjælpe barnet ud af
legen.
Onani
”Børn onanerer da ikke,” vil de fleste sige. Børn og onani er i manges verden to ting, som ikke
hænger sammen. Selv hvis man har en forståelse for, at børn onanerer, kan det være svært at
håndtere – ikke kun som forældre til et barn, men som pædagog der ved, at det finder sted, og er
uddannet til at håndtere det på en professionel måde.
Onani hos børn forekommer, og mange pædagoger har muligvis oplevet børn, der gnider deres
kønsdele mod en pude eller et bordben, fordi barnet synes, det er dejligt. Onani er dog stadig lidt et
18 Stevnshøj, Anna Louise: Børn og Seksualitet side 16
19 Stevnshøj, Anna Louise: Må vi lege dokter? Side 59
20 Stevnshøj, Anna Louise: Børn og Seksualitet side 21
10/25
Kim Them Simonsen
Bachelorprojekt
August 2015
tabu, og historierne om, at man kan blive blind eller lignende, forfølger os stadig i dag, selvom vi i
høj grad er et oplyst samfund. Men med onani – som med så meget andet – er vi underlagt en
kulturel udvikling. Den kulturelle udvikling har enorm stor betydning for, hvordan vi ser på
forskellige fænomener og helt almindelig hverdagsting.
I forhold til onani er der intet, der tyder på, at man har betragtet det som et problem før år 1720, og
vi ved tilmed, at ordet onani ikke eksisterede før21. I år 1720 skrev en ukendt forfatter en bog om
onani og dens farefulde færd. Denne mand er senere identificeret som dr. Bekker, en medicinsk
skolet teolog eller mediciner, som muligvis stammer fra Holland22. Onani blev herefter
sygdomsbetegnelsen for masturbation. Selv i pædagogiske tidsskrifter fra omkring århundredskiftet
tages der fat på onaniens farer. Cornflakes, som i dag bliver serveret som morgenmåltid i mange
familier, blev oprindeligt lanceret som et produkt, der skulle dæmpe seksualdriften23. Her ser vi,
hvordan moralske påvirkninger bliver til en næsten samlet kulturel forståelse.
Det var først gennem seksualreformbevægelserne og de forskellige sexologiske institutter i Europa,
at synet lidt efter lidt ændrede sig. Lægevidenskaben var først til at slå fast, at onani ikke var
skadeligt. Men det forandrede intet ved kirkens synspunkter. Havde man en gang for alle slået fast,
at onani var skadeligt, kunne man ikke uden videre lave om på denne opfattelse24.
Rigtig meget har heldigvis ændret sig, og i dag bruges onani som behandlingsmetode, hvis et
menneske har problemer med sin seksualitet, for blandt andet at lære sin egen krop at kende. Men at
ændre en kulturel forståelse tager tid. Fra dr. Bekker skrev sin bog i 1720, gik der næsten 100 år, før
hans tanker slog igennem og yderligere 200 år, før de begyndte at fase ud omkring 1920erne. I dag
er vi i vores del af verden nået langt, og de fleste ved, at man ikke skader sig selv ved onani. Vi er
som samfund i en positiv udvikling, men jeg mener stadig, at onani er et emne, som kan være svært
at snakke om på et seriøst plan. Især når det handler om børn og onani.
Som pædagog eller forældre er det ikke sikkert, at man ser alle børn onanere. Nogle børn har måske
ikke opdaget, at det kan være dejligt eller beroligende, og børns udvikling kan være forskellig25. Fra
3 års alderen begynder børn at onanere mere målrettet – altså ved at søge den gode følelse. Dette
kan ske på forskellig vis. Man kan se barnet gnide kønsdelene mod et tøjdyr eller andet, der kan
21
22
23
24
25
Langfeldt, Thore : Det må du godt! - om børns seksualitet side 12
Langfeldt, Thore : Det må du godt! - om børns seksualitet side 12
Langfeldt, Thore : Det må du godt! - om børns seksualitet side 15
Langfeldt, Thore : Det må du godt! - om børns seksualitet side 16
Stevnshøj, Anna Louise: Må vi lege dokter? Side 37
11/25
Kim Them Simonsen
Bachelorprojekt
August 2015
bruges til formålet26. Men hænder/fingre kan også komme i brug. Det er vigtigt, at man ikke
sammenligner børns onani med voksnes onani. Hvor voksne onanerer for at få udløsning, kan der
være andre grunde hos børn. Her vil formålet med onanien normalt være at opleve en kildrende
fornemmelse, eller at det simpelthen beroliger dem27. Det skal dog nævnes, at børn faktisk kan opnå
udløsning/orgasme gennem onani, hvilket er helt normalt.
Barnets onani kan skabe en masse problemstillinger for både pædagoger og forældre. For hvor
meget må onanien fylde i barnets liv, hvor er det ok at onanere, og hvordan sætter man grænser for
barnet? Barnet er stadig ikke ”ramt” af blufærdighed og er måske ikke bevidst om, hvad det
foretager sig, når det onanerer. Derfor vil det være naturligt for barnet at gøre det i stuen, under
middagsmaden i børnehaven, eller når mor og far har gæster.
Onanien må ikke overtage barnets liv ved at blive den eneste beskæftigelse, barnet finder
spændende. Derfor er det helt i orden at sætte grænser for barnets onani, både i børnehaven og i
hjemmet. Hvordan man sætter grænser, er afgørende. Sker det på en måde, så barnet opfatter
onanien som negativ, kan det skade den seksuelle udvikling på et generelt plan. Det kan føles
forbudt og forkert. Så længe vi forholder os til barnet med en anerkendende og positiv tilgang, kan
vi som pædagoger sagtens tage emnet op med barnet. Vi kan hjælpe barnet videre og bringe det ind i
legefællesskaber, som er med til at stimulere og udvikle barnet på anden vis28.
Man kan fx sige: Ved du hvad Christian, jeg kan godt forstå, at det er rart at ligge her på
madrassen og rører lidt ved tissemanden. Men her i børnehaven skal du også lege med de andre
børn og med legetøjet. Så tag du mig i hånden, og kom med herhen29.
Uanset i hvilke sammenhænge, vi befinder os i, er det altså ok at sige fra over for et barns onani, så
længe det sker på en anerkendende og positiv måde. Men hvis et barn onanerer meget og dets liv
næsten centrerer sig omkring denne ene handling, kan der skyldes andet, end at det er dejligt og
beroligende. Hvis et barn pludselig trækker sig fra fællesskabet og trækker sig ind i sig selv,
samtidig med at det begynder at onanere mere og mere, er der grund til at være opmærksom. 30
Grunden til denne nye adfærd kan være, at barnet er presset, ked af det eller følelsesmæssigt
stresset31. Nogle børn bruger onanien som trøst, hvis de er ulykkelige, og derfor er det vigtigt, at vi
26
27
28
29
30
31
Stevnshøj, Anna Louise: Må vi lege dokter? Side 38
Stevnshøj, Anna Louise: Må vi lege dokter? Side 38
Stevnshøj, Anna Louise: Må vi lege dokter? Side 43
Stevnshøj, Anna Louise: Må vi lege dokter? Side 43
Stevnshøj, Anna Louise: Børn og Seksualitet side 13
Stevnshøj, Anna Louise: Må vi lege dokter? Side 42
12/25
Kim Them Simonsen
Bachelorprojekt
August 2015
tager hånd om et barn, der ændrer adfærd på denne måde. Vi skal se bort fra onanien og fokusere på
barnet. Hvad har barnet brug for, og hvordan kan vi bryde det nye uhensigtsmæssige mønster? Vi
skal som pædagoger understøtte den naturlige og sunde udvikling, et barn gennemgår. Derfor skal vi
holde øje med tegn på, at barnet mistrives og udvikles i en forkert retning. Det gælder også den
seksuelle udvikling. Onani er helt normalt, men kan bruges til at skjule ulykkelighed. Det skal vi
søge at undgå, både for barnets eget bedste, men også fordi barnet skal forbinde seksualiteten med
noget positivt. Hvis onanien bliver et holdepunkt i en ulykkelig tid, kan det ske, at barnet på længere
sigt vil forbinde det med negative tanker i stedet for positive. Seksualiteten udvikler sig hele tiden,
men bedst når barnet er i balance og føler lykke og glæde i sit liv.
Efter børnehaven
Jeg har i denne bachelor valgt at have fokus på børns seksualitet i børnehavealderen. Men jeg
mener, at for at kunne lave et godt og sundt pædagogisk arbejde, skal man vide, hvor barnet
kommer fra i sin udvikling, og hvor det er på vej hen. Derfor har jeg tidligere i skrevet kort om
spædbarnets/vuggestuebarnets udvikling og vil i det følgende kort beskrive den seksuelle udvikling,
et barn oplever når børnehavetiden er slut.
Selvom vi som pædagoger, lærere og forældre ikke ligger mærke til barnets seksualitet efter
børnehavnealderen så meget som tidligere, betyder det ikke, at barnets udvikling på dette område er
slut. Tværtimod. Barnet vil derimod blive bedre og mere tilbøjelig til at skjule de seksuelle lege32.
Forståelsen for, at seksualitet er noget, man ikke deler med alle, begynder at udvikles, og vil i de
kommende år blive til den forståelse, vi kender som voksen. De seksuelle lege forgår stadig, men
hvor det tidligere var bredt, hvor mange man legede disse lege med, bliver det nu mere afgrænset.
Barnet vil søge mod de venner og veninder, det kender godt, eller fætre og kusiner, som har været en
del af barnets liv i mange år33. En hver pædagog, der har arbejdet i en SFO, har sandsynligvis set
børnene lege pigerne efter drengene. Denne type af kysselege vil blive mere typisk, og de indeholder
tit mere, end vi som pædagoger kan se. Det kan være, at børnene, når de er fanget, bliver trukket ind
i legehuset for at blive kysset. Kysseri er ikke altid det eneste, der sker. Det kan være, at man som en
del af legen skal vise sin tissemand eller tissekone til ”fangeren”. Denne del af legen har tidligere
været mere synlig, men bliver nu gemt væk, så de voksne ikke kan se alt, hvad der sker. Det at vise
kønsorganerne kan være et udtryk for den nysgerrighed, som barnet stadig bærer med sig.
32 Stevnshøj, Anna Louise: Børn og Seksualitet side 16
33 Stevnshøj, Anna Louise: Børn og Seksualitet side 16
13/25
Kim Them Simonsen
Bachelorprojekt
August 2015
De mange frække ord, som børnene har sagt og sunget i børnehaven, vil stadig kunne høres.
Specielt hos drengene vil de frække ord blive taget i brug og være kilde til morskab.
Hvor børnene tidligere har elsket at løbe nøgne rundt og ikke vist tegn på blufærdighed, ændres det
nu for nogen af børnene. Blufærdigheden kan komme til udtryk ved, at barnet ikke længere går i bad
for åben dør eller beder mor og far om at forlade badeværelset, når barnet skal tisse. Det er helt
normalt, at et barn gennemgår denne udvikling, og er et tegn på, at barnet ser sig selv som mere
voksen og ikke et lille barn længere34. Som pædagog kan man støde på denne nye tendens i barnets
liv, når der skal klædes om og bades efter idræt. At børnene begynder at føle blufærdighed er –
udover en del af deres seksuelle udvikling – en del af deres sociale udvikling.
Samtidig med at barnets blufærdighed begynder at udvikle sig, vil mange af de seksuelle aktiviteter,
som barnet har fortaget sig i det åbne, begynde at blive mere skjult – fx onani. Børn registrerer den
type adfærd hos hinanden, og vil lærer, at det ikke er accepteret at onanere offentligt. 35 Det betyder
dog ikke, at det altid foregår alene. Nogle børn vil fortsætte med at onanere sammen – ofte med en
af eget køn, men i nogen tilfælde også med det modsatte køn.
Jo ældre barnet bliver, jo mere lystbetonet bliver onanien. Onanien begynder langsomt at ligne
voksenonani og på et tidpunkt, når de er gamle nok, vil de opleve deres første udløsning36.
Porno er et nyt fænomen, som barnet vil stifte bekendtskab med i løbet af de første skoleår.
Seksualiseringen af kroppen er svær at undgå i vores samfund. En tur ned af strøget med Cultreklamer, bikinimodeller i vinduerne og andre seksualiserede reklamer kan få et barn til at stille
mange spørgsmål. Samtidig ser vi, at børn kommer tidligere på internettet end tidligere, hvilket
medfører, at de kan havne på en internetside med pornografisk indhold. Det er problematisk, når
yngre børn ved et uheld havner på en hjemmeside med direkte og rå pornografi. Det kan skræmme
barnet, da det vil have svært ved at forstå, hvad der foregår, fordi de ikke har erfaringer med den
type af seksualitet37. Det er uhensigtsmæssigt for et barn at se pornografi i en for tidlig alder.
Pornoen kan blive en fejlkilde til information, og det er vigtigt at man tager en samtale med barnet,
hvis man opdager, at det har set porno. Man skal forklare, hvad porno er, og at det ikke er virkeligt.
34
35
36
37
Stevnshøj, Anna Louise: Må vi lege dokter? Side 84
Stevnshøj, Anna Louise: Må vi lege dokter? Side 85
Stevnshøj, Anna Louise: Må vi lege dokter? Side 85
Stevnshøj, Anna Louise: Må vi lege dokter? Side 86
14/25
Kim Them Simonsen
Bachelorprojekt
August 2015
Børnehavens seksualpolitik
Alle danske børnehaver bør have en seksualpolitik. En politik, der tage udgangspunkt i den viden,
der er på området. En politik, som sikrer barnets seksuelle udvikling. Og en politik, man som
pædagogisk personale i en institution er enige om, og som alle bakker op om. Enigheden i
personalegruppen er vigtig, så børnene ikke oplever forskellige signaler og budskaber afhængig af,
hvilken pædagog de snakker med. Naturligvis kan der være forskellige måder at formidle et
budskab på, alt efter hvilken person man er, men hovedbudskabet skal gerne være det samme.
Efter at have undersøgt forskellige seksualpolitikker på forskellige institutioners hjemmesider vil
jeg i det følgende afsnit komme med et bud på, hvad der er godt, og hvad der er mindre godt.
Institutionerne er tilfældigt udvalgt38, og mit mål med analysen vil være at undersøge, om de er
lavet ud fra personlige holdninger eller om de er lavet ud fra et professionelt syn på seksualitet, hvor
der er taget højde for den viden og teori der er på området.
Kigger jeg på facebookgrupper og lytter til den debat, der er om seksualitet i dagsinstitutioner, hører
jeg ofte om institutioner med meget specielle regler for mænd, om at de ikke må skifte ble, have
barnet på skødet, eller være alene for med børnene. Det er rigtig svært at finde frem til disse
institutioner og finde disse regler på skrift. Dog tror jeg på, at det finder sted på et fåtal af
institutioner. Grundet disse regler og den altid store fokus, der er på mænd i daginstitutioner, vil jeg
også se på forskelsbehandling i seksualpolitikkerne og måden den beskriver mænd og kvinders
muligheder for at udføre deres arbejde. Jeg mener, det er vigtigt, når man læser en seksualpolitik, at
der ikke gøres forskel på mænd og kvinder, da det kan forvirre børnene og skabe et billede af, at
mænd er nogle, man skal passe på. Den slags skal børnene ikke lærer, da det kan være svært at
slippe af med på et senere tidpunkt.
Seksualpolitikkerne starter ofte med at liste en form for overordnede mål op, som skal danne
udgangspunkt for, hvilken institution man ønsker at skabe. Målene er sjældent voldsomt konkrete,
men skaber et udgangspunkt, som pædagogerne kan agere indenfor i deres professionelle virke. De
pædagogiske mål om børnenes seksualitet er ofte blandet sammen med mål om fx forebyggelse af
overgreb. Kun en pædagog er siden 2008 blevet dømt for krænkelser mod et barn i Danmark39. Det
tal viser, at der meget sjældent begås overgreb mod børn af pædagoger. Derfor finder jeg det
38 Se kildeliste
39 http://www.avisen.dk/flere-uskyldige-paedagoger-udraabt-som-paedofile_200119.aspx
15/25
Kim Them Simonsen
Bachelorprojekt
August 2015
mærkeligt, at man i mange seksualpolitikker har behov for at snakke om forebyggelse af overgreb.
Jeg er helt enig i, at man som institution skal tage sine forholdsregler for at forhindre overgreb. Men
som skrevet tidligere, skal vi ikke blande børns seksuelle udvikling med voksenseksualiteten. Det
mener jeg, man gør ved at bruge termen overgreb. Det er vigtigt for børnenes udvikling, at vi ikke
begrænser dem i deres udvikling, fordi vi frygter, hvordan de voksne agerer sammen med børnene.
Derfor mener jeg ikke, at overgreb hører hjemme i en seksualpolitik, men i en selvstændig
forebyggelses/overgrebspolitik.
Til gengæld, tror jeg, at mål om personale- og forældresamarbejde er afgørende for, om
seksualpolitikken vil fungere i praksis. Samarbejdet i personalegruppen er vigtigt for, hvordan
børnene vil opleve deres tid i børnehaven. Som nævnt tidligere er det vigtigt, at børnene ikke møder
forskellige holdninger hele tiden. Det vil forvirre børnene og gøre dem usikre på, hvilke
retningslinjer der gælder. Det samme gælder de mål, der omhandler forældresamarbejdet. Jeg vil
dog være opmærksom på, at mål om personale- og forældresamarbejde ikke overskygge de mål, der
omhandler børnenes seksualitet. Har man som personalegruppe svært ved at begrænse denne type af
mål, bør man udarbejde en samarbejdspolitik for både personale- og forældresamarbejdet.
Børns seksualitet er et svært emne at diskutere, men muligvis endnu svære at arbejde med i praksis.
Derfor er det vigtigt, at man som personalegruppe er enige om, i hvilken retning man skal bevæge
sig, men også at man står sammen, når forældrene banker på døren og vil vide, hvorfor det er okay
at være nøgen på legepladsen. Forældrene vil ofte være nervøse eller utrygge ved at diskutere deres
børns seksualitet, og derfor er det vigtigt, at man har et tæt, tillidsfuldt og fortroligt samarbejde. Det
er vigtigt, at seksualpolitikken derfor inkluderer, hvordan man vil samarbejde med forældrene og
derigennem sikre, at børnene oplever nogenlunde samme frihedsgrader i børnehaven og hjemme.
Jeg vil senere komme mere dybdegående ind på forældresamarbejdet.
Mange institutioner vil gerne skabe plads til, at børnene kan udforske sig selv og hinanden i trygge
rammer, hvor respekten for hinandens grænser skal italesættes og være en del af hverdagen og
pædagogikken. De vil skabe en atmosfære hvor der er plads til knus og kram. Denne type af mål er
rigtig gode og er med til at skabe muligheder for, at børnene kan udvikle deres seksualitet. Som
tidligere skrevet er det vigtigt, at børn får plads og mulighed for at udforske og udvikle sin
seksualitet. Samtidig skal der sættes grænser for, hvornår og hvordan børnene kan lege de seksuelle
lege, og hvilke relationer børnene indgår i. Jeg mener, at de tre typer af mål rammer rigtig godt ned i
den viden, der er på området. Det er vigtige områder, som børnehavens seksualpolitik bør
indeholde.
16/25
Kim Them Simonsen
Bachelorprojekt
August 2015
De konkrete regler i de fleste seksualpolitikker er – som de overordnede mål – ofte en blanding af
gode tiltag med fokus på at skabe grænser, som børnene kan agere indenfor og udvikle deres
seksualitet og tiltag, der skal sikre institutionen og børnene mod overgreb.
En seksualpolitik siger, at ”man ikke må kysse børn på munden”. For mig er det en helt fair regel.
Det at kysse på munden kan have forskellige betydninger, afhængig af om man er barn eller voksen,
og reglen er en god måde at sætte grænser på. Den viden og teori, som er beskrevet i første del af
denne opgave, skaber ikke et direkte grundlag for at lave denne regel. Pædagogernes egne grænser
skal dog altid inddrages i udarbejdelsen af en seksualpolitik, og hvis man i personalegruppen har
opnået enighed om denne regel, giver den god mening. Det er samtidig en fin måde til at snakke
med børnene om grænser. Udfordringen for mange børnehaver er ofte at finde den gyldne
mellemvej. Der skal være plads til leg og udforskning, men børnehaven er ikke hjemme, og man
skal som pædagog være bevidst om sit professionelle ansvar for børnegruppen40.
Her er mine bud på, hvad en seksualpolitik i min optik og på baggrund af min analyse, skal
indeholde.
Vi har forståelse for børnenes seksuelle nysgerrighed.
Vi tillader undersøgelse og leg, så længe der er respekt og jævnbyrdighed mellem børnene.
Vi tror på vigtigheden af at være åbne omkring børnenes seksualitet og tale med dem om emnet.
Vi lærer børnene, at det er i orden at sætte grænser og sige fra.
Vi har i personalegruppen respekt for de rammer og regler, vi i fællesskab har skabt.
De sætninger vil sætte en ramme, hvor man i personalegruppen er blevet enige om, at børn har en
naturlig seksuel udvikling og skal have plads til at udvikle den, men man er opmærksom på, at det
skal forgå på en måde, hvor børnene oplever, at de altid kan gå til en pædagog, hvis deres grænser
overskrides. Enighed i personalegruppen betyder, at børnene oplever rammerne som ens, uanset
hvilken pædagog der er på arbejde. Det er vigtigt for at skabe tryghed og tillid til de mennesker
børnene omgås i børnehaven. En seksualpolitik behøver ikke at være lang, men skal indeholde de
områder, som har med barnets udvikling at gøre, og som kan skabe fælles forståelse i
personalegruppen for hvilken pædagogik, der arbejdes efter.
En overordnet positiv ting ved de fleste seksualpolitikker er, at de ikke gør forskel på mænd og
kvinder. Alle pædagoger uanset køn har de samme retningslinjer, og det modsiger heldigvis de
40 Stevnshøj, Anna Louise: Må vi lege dokter? Side 69
17/25
Kim Them Simonsen
Bachelorprojekt
August 2015
debatter, jeg har læst på Facebook, om at mænd ikke må skifte ble, have børn på skødet osv.
En seksualpolitik er en vigtig ting for en institution, og alle burde have en. Seksualpolitikken løser
dog ikke alene de udfordringer, man står med i hverdagen. Det er vigtigt, at politikken bliver fuldt
op af initiativer og pædagogiske aktiviteter, som sætter fokus på de områder, man har valgt som
værende vigtige og en del af seksualpolitikken.
Det gode forældresamarbejde
Lad os starte med et eksempel fra min praktiktid i en børnehave: Anders på 4 år og Ole på 6 år
sidder og snakker med en pædagog. Baggrunden for samtalen er en episode, der har fundet sted ude
på legepladsen. Anders har slikket på Ole's tissemand. Begge drenge ser lidt flove ud. Muligvis fordi
de er blevet opdaget i noget, de ikke måtte gøre. Eller måske er det fordi, de har lidt svært ved at
svare på nogle af de spørgsmål, pædagogen stiller dem. Pædagogen er meget rolig og stiller mange
spørgsmål om forløbet og den episoden. Pædagogen søger at skabe et trygt rum og er meget rolig i
sin håndtering af situationen. Efter lidt spørgsmål og halve svar sender pædagogen dem tilbage på
legepladsen, men beder dem om ikke at fortsætte den leg, som de havde gang i. Pædagogen rejser
sig, kigger på mig og siger: ”Og nu kommer vi så til det sjove”. Med det ”sjove” mener hun den
samtale, hun skal have med drengenes forældre, når de kommer og henter børnene. Samtalen er
uundgåelig, men den er bestemt ikke nem. For hvordan vil forældrene reagere, når pædagogen
fortæller, hvad der er sket tidligere på dagen med deres børn? Jeg snakker lidt med pædagogen om
situationen med forældrene. Han ved godt, at det, der er sket på legepladsen, er normalt, men
aldersforskellen på de to drenge bekymrer ham lidt. For er det frivilligt, eller har der været en form
for pres? Det kunne han ikke rigtig få svar på, da han snakkede med drengene. Pædagogen fortæller
om episoden, da Anders’ forældre kommer, og de virker lidt rystede. Pædagogen fortæller, at det,
der er sket, er meget normalt og en del af deres udvikling. Han fortæller samtidig om de
bekymringer han har i forbindelse med situationen, men at han ikke mener, at der er tale om nogen
form for tvang. Forældrene går rolige derfra og virker til at stole på de ting, som pædagogen har
fortalt. Oles forældre reagerer lidt anderledes. Moren er tydeligt meget ked af det og berørt af
situationen. Pædagogen fortæller mig efterfølgende, at de reagerede som forventet. Begge
forældrepar tog episoden til efterretning og lyttede til, hvad der blev fortalt, og de forstod, at det var
en normal del af deres børns udvikling. Han fortæller også, at han havde forventet, at det endte på
denne måde, for der er et godt samarbejde med forældrene, og der bliver gjort meget ud af at dele
18/25
Kim Them Simonsen
Bachelorprojekt
August 2015
den viden, pædagogerne har, når ting som dette sker. Han mener, at det hjælper forældrene til at
håndtere de svære situationer, forældre kan stå i på grund af deres barns seksuelle udvikling. Her
slutter min snak med pædagogen, da to piger er ved at rive håret af hinanden.
Anders og Ole er opdigtede navne, men episoden er virkelig og fandt sted i en børnehave i Århus
under min første praktikperiode. Pædagogen i fortællingen var min vejleder, og efterfølgende brugte
vi tid på at snakke om det gode forældresamarbejde. Han snakkede meget om, at hvis man bare
fortalte om en episode uden at understøtte den med viden og faglighed, så tabte man forældrene.
Hvis han som pædagog ikke kunne forklare, hvordan børn udviklede sig, og hvordan man ikke skal
blande voksenseksualitet med børns seksualitet, vil han i den beskrevne situation have tabt
forældrene. De ville have reageret meget voldsommere, end de gjorde, og vil måske skabe ballade
blandt de andre forældre. En ballade som ikke er til gavn for børnene.
Jeg synes, det er et godt eksempel på godt forældresamarbejde. Et tillidsfuldt samarbejde, hvor der
er respekt for pædagogens faglighed og viden på den ene side, samtidig med at man inddrager
forældrene og deler sin viden som pædagog. Samarbejdet mellem institutionen og pædagogerne på
den ene side og forældrene på den anden skal fungere for at give barnet optimale rammer for sin
udvikling. Der bliver i dagtilbudsloven skabt rammer for det formelle forældresamarbejde41.
Dagtilbudsloven er med til at sikre, at forældrene får indflydelse på hverdagen i institutionen, ved
blandt andet at fastsætte principper for daginstitutionens arbejde.
For at skabe et godt samarbejde er det vigtigt, at vi som pædagoger og forældre ikke taler forbi
hinanden. Men ifølge en undersøgelse fortaget af YouGov42 taler forældre og pædagoger desværre
ofte forbi hinanden. En af grundene kan være, at pædagogerne er for ”flinke” og taler for pænt, så
forældrene ikke opfatter, hvad der bliver sagt. Deres referencerammer er ofte forskellige, og når en
pædagog fx taler om seksualitet, vil forældre sandsynligvis tage udgangspunkt i deres egen
voksenseksualitet frem for barnets. Det kan skabe to forskellige opfattelser af, hvad der skal til for,
at barnets seksualitet udvikles optimalt, og det kan være med til at skabe en konflikt, mellem
forældre og pædagoger. For at undgå misforståelser, mener jeg, det er vigtigt, at vi som pædagoger
formår at dele vores viden og tale på en måde, så forældrene ikke er i tvivl om, at det er børnenes
seksualitet, vi taler om, og evt. forklare dem forskellen. Vi skal også gøre det klar, at vi rådgiver og
ikke bare hyggesnakker.
41 https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=168340
42 http://www.kl.dk/Momentum/Padagoger-og-foraldre-taler-forbi-hinanden-id96768/
19/25
Kim Them Simonsen
Bachelorprojekt
August 2015
At tale med forældre er ikke altid nemt. Når børnene skal afleveres, skal det helst gå hurtigt, så
forældrene kan komme på arbejde i tide, og når de kommer for at hente deres børn, er de trætte efter
en lang dag og har måske ikke overskud til at forstå den besked, pædagogen kommer med. Psykolog
Margrethe Brun Hansen ser en tendens, hvor nogle forældre ser daginstitutionen og pædagogerne
som et servicetilbud, hvor man kan vælge frit fra alle hylder43. Margrethe Brun Hansen's tanke om
institutionen giver på nogle områder god mening. Ideen om, at fordi man betaler for en vare eller i
dette tilfælde en ydelse, så har man ret til at bestemme, hvordan den skal bruges. Ideen om, at man
som forældre kan definere, hvordan institutionen skal yde omsorg for netop deres barn, har vundet
indpas. I de situationer kan det være svært for en pædagog at sige fra. Men hvis man har 22 børn, og
alle deres forældre vil definere, hvordan lige netop deres barn skal ”passes”, bliver det umuligt at
agere i hverdagen for pædagogerne. Derfor er det vigtigt, at vi tør stå ved vores faglighed og sige fra
over for forældrene. Der skal siges fra på en ordentlig måde, så forældrene ikke føler, at de bliver
ydmyget. Forældrene skal forstå, at vi er her for at yde omsorg, udvikle og opbygge kompetencer
hos deres barn. Men vi har samtidig 22 andre børn, som har samme behov og samme rettigheder.
Hvis vi ikke formår at fortælle den historie og lader forældre stille krav om specielbehandling af
deres barn, vil samarbejdet få svære betingelser. De bedste samarbejder finder sted, når begge parter
anerkender den anden og har forståelse for de synspunkter, der bliver leveret fra den anden side. Når
man er i gang med at opbygge et samarbejde på de præmisser, er det vigtigt, at det bliver
tydeliggjort, hvad der er institutionens opgave, og hvad der er forældrenes.
Eller hvis barnets sprog er dårligt, kan forældre finde på at sige til institutionen: »Hvad vil I gøre
ved dét?« Det skal pædagogerne selvfølgelig hjælpe med at stimulere, men det skal forældrene så
sandelig også selv tage ansvar for. Mange fralægger sig ansvaret, og den nye holdning stiller øgede
krav om at kunne sige fra og formulere, hvad der er institutionens ansvar, og hvad der er
forældrenes ansvar44
Margrethe Brun Hansens eksempel herover er et udmærket eksempel på, hvordan samarbejdet kan
fejle, hvis man ikke får afklaret, hvem der har ansvaret for hvad. Men det viser også, at ikke alt er
sort og hvidt. For der er sjældent noget, som kun er pædagogens ansvar eller omvendt kun
forældrenes. Alle må tage ansvaret for barnets udvikling på deres skuldre og finde ind i et
samarbejde, hvor både pædagogernes og forældrenes kompetencer kommer i spil. Hvis man skal de
problemer til livs som YouGov's undersøgelse sætter fokus på, skal alle parter sætte sig ned og
43 https://www.lfs.dk/3634
44
https://www.lfs.dk/3634
20/25
Kim Them Simonsen
Bachelorprojekt
August 2015
skabe et miljø i børnehaven, hvor man snakker sammen, men vigtigst af alt lytter til hinanden og
respekterer det, der bliver sagt, som vigtigt. Vi skal som pædagoger anerkende de forældre, som
kommer til os med reelle problemer og bekymringer, og vi skal via vores faglighed forsøge at
hjælpe og vejlede dem. Samtidig skal vi kunne sige fra, når forældrene stiller krav til os som ligger
uden for vores faglighed eller er noget, som forældrene selv må tage ansvar for. At tilbyde sparring
omkring barnets udvikling, samtidig med at man er i stand til at sige fra, kræver meget af den
enkelte pædagog. Derfor vil det hjælpe, at man som personalegruppe har et sæt retningslinjer for,
hvordan man samarbejder med forældrene. At have personalegruppen bag i en eventuel konflikt
med en forældre kan være en stor støtte og kan skabe en ro hos den enkelte pædagog, som er
essentiel for at løse en konflikt på tilfredsstillende vis.
Den sidste og meget reelle pointe Margrethe Brun Hansen har, omhandler vores uddannelsesniveau
som pædagoger. Hun nævner, at vi mangler almen viden og ikke er klædt på til at håndtere de
spørgsmål, som forældrene har45. Hun nævner et eksempel, hvor en forælder gerne vil vide, hvornår
barnet går fra flydende til fast kost. Hvor Magrethe Brun Hansen mener, det er naturligt, at vi som
pædagoger skal besvare et spørgsmål som dette, mener jeg ikke, at det er vores område. Naturligvis
er det fint, hvis vi kan svare, men jeg mener, at det er et eksempel på et område, hvor forældrene
selv må tage et ansvar. Vi er som pædagoger ikke et omvandrende leksikon til forældrenes frie
afbenyttelse. Når man har valgt at bringe et barn til verden, medfølger et ansvar for at erhverve sig
viden om barnets udvikling, så man som forældre kan sikre barnet en god opvækst. Der kan være
eksempler på, at sociale problemer eller lignende gør, at det ikke er muligt, og her må vi som
pædagoger træde til.
Jeg vil derimod give Margrethe Brun Hansen ret i, at pædagoguddannelsen mangler fokus på
forældresamarbejdet. Den erfaring, jeg har omkring forældresamarbejde, kommer fra de erfaringer,
jeg har gjort mig i mine praktikker. Jeg mangler, at uddannelsen giver kommende pædagoger
redskaberne til at kunne træde ind i et samarbejde med forældre og pårørende. Uddannelsen burde
have større fokus på vigtigheden af et godt forældresamarbejde, og hvilken betydning det kan have
for mulighederne ude i institutionerne. Formår man ikke at skabe det gode samarbejde, kan det
hæmme muligheden for at udfolde sin pædagogiske faglighed og derigennem udvikle barnet. Som
pædagogstuderende skal vi lære, om den indflydelse en forældrebestyrelse kan have på hverdagen i
en institution, og hvilken betydning det kan få på vores arbejde. Hvis vores profession ændrer sig,
og vi i fremtiden skal fungere som rådgivere for forældre – hvilket ikke er helt utænkeligt – skal vi
have en bedre uddannelse. En uddannelse, hvor vi ikke kun får den praktiske erfaring med
forældresamarbejdet, men bliver klædt på med viden og teorier, som kan hjælpe den pædagog, som
45 https://www.lfs.dk/3634
21/25
Kim Them Simonsen
Bachelorprojekt
August 2015
i fremtiden står i en konflikt med en forældre, eller bare vil optimere samarbejdet.
Et godt forældresamarbejde kræver gensidig åbenhed og tillid, men det er nemmere sagt end gjort46.
Tillid er ikke noget, man kan kræve. Det er noget, man gør sig fortjent til. Når mor eller far afleverer
lille Alma i børnehaven, afleverer de det mest værdifulde, de har i deres liv. Det kan skabe
nervøsitet og angst hos forældrene, for hvad nu hvis deres barn kommer til skade, eller pædagogerne
ikke kan passe ordenligt på hende? Vi skal som pædagoger kunne forstå den situation, forældrene
står i hver morgen. Vi må ikke tro, at vi kan kræve respekt og tillid. Vi skal opbygge respekt og tillid
gennem vores ageren i hverdagen. Gennem de snakke, vi har med forældrene og ved at vise,
hvordan vi er med til at udvikle deres barn. Men jeg tror samtidig, at vi i fremtiden i langt højere
grad skal være i stand til at dele ud af vores viden og vores faglighed. Vi skal skabe et samarbejde
baseret på, at forældrene er trygge ved at aflevere deres barn hos, og de har tillid til at vi vil det
bedste for deres barn og hjælper det på vej i sin udvikling.
Hvis min præmis holder, og vi i fremtiden skal dele vores viden med forældrene i daginstitutionen,
tror jeg, at vi som pædagoger skal tænke nyt. Det, at dele ud af sin faglige viden, skal være mere end
fem minutters sparring, når barnet bliver afleveret eller hentet. Vi skal som pædagoger i fremtiden
tænke mere i opkvalificerende forældremøder, hvor vi sætter bestemte emner af interesse på
dagsordenen. Interessen kan bunde i forældre, der er nysgerrige på bestemte områder, men det kan
også være pædagoger, som er eksperter inden for et område, som kan være af interesse for
forældrene. Det kan være, at kommunalbestyrelsen har prioriteret sprogstimulering højt i en periode,
og forældrene er interesseret i, hvordan de sprogtest, der derfor skal udføres, virker. Der kan være
mange emner, som kan være interessante, men der er et par ting, jeg synes, man skal tænke over,
inden man inviterer forældrene.
Vi skal som pædagoger overveje, hvornår på dagen vi vælger at placere disse møder. Skal det være,
når institutionen lukker, eller skal det være et par timer efter lukketid, og skal vi overveje at bruge
weekenderne? Med et mål om at forældrene skal gå fra mødet med ny viden, kræver det, at de er i
stand til at koncentrer sig om emnet uden forstyrrelser. Placeres mødet et par timer efter lukketid,
kan forældrene have problemer med at få passet deres børn. Som udgangspunkt vil det give mening
at inddrage forældrene i, hvornår forældremødet skal placeres. Man kunne bringe det op i
forældrebestyrelsen, så det er en fælles beslutning mellem pædagoger og forældre. Uanset hvilket
tidspunkt man vælger, tror jeg, det er vigtigt, at man ikke forventer, at alle forældre deltager.
Sammen med forældrebestyrelsen kan man anbefale, at hver familie deltager med enten mor eller
46 http://dcum.dk/boernemiljoe/godt-foraeldresamarbejde
22/25
Kim Them Simonsen
Bachelorprojekt
August 2015
far, så den anden kan passe deres barn hjemme. En anden fordel ved at inddrage forældrebestyrelsen
er, at man igangsætter de opkvalificerende forældremøder som et samarbejde. Når formålet med
møderne er at optimere samarbejdet og skabe en gensidig tillid, mener jeg, det vil virke godt, hvis
mødet bliver arrangeret af både forældre og pædagoger.
Det kan være utrolig spændende at høre Dion Sommer eller Bent Madsen holde et oplæg. Det er to
personer, som har bidraget til den måde, vi tænker og udfører det pædagogiske arbejde på i de
danske institutioner. Både forældre og pædagoger vil helt sikkert blive klogere på deres børn og gå
fra et sådan oplæg med ny viden og ideer til, hvordan deres børn kan hjælpes på vej i deres
udvikling. At arrangere et oplæg med en ”kendt” er dog ikke med til at vise forældrene, hvilken
faglighed vi som pædagoger indeholder. Skal de opkvalificerende forældremøder bidrage til et bedre
samarbejde og være med til at skabe tillid til vore virke som pædagoger, er det af afgørende
betydning, at vi selv formår at formidle vores viden om et bestemt emne og tage den efterfølgende
diskussion med forældrene. Kun ved at stille op og dele ud af vores viden, viser vi, at det arbejde vi
udfører i hverdagen, sker på baggrund af viden, forskning og erfaringer. Ved at vise forældrene,
hvad vi indeholder som fagpersoner, danner vi grundlag for et tillidsfuldt samarbejde, hvor
forældrene viser tillid til den pædagogik vi udfører, og de pædagogiske tiltag vi igangsætter.
Oplysende forældremøder kan ikke stå alene. Der skal i hverdagen være en god og meningsfuld
dialog med forældrene om deres børns trivsel og udvikling. Men jeg tror, at vi ved at tage os tiden
til at oplyse forældrene og skabe en bedre forståelse for, hvorfor vi agerer, som vi gør, skaber
muligheden for en bedre dialog i hverdagen. En dialog, hvor forældrene vil lytte til vores
anbefalinger og søge sparring på de problemer, de oplever derhjemme.
Emner som toilettræning eller motorisk udvikling vil sandsynligvis opleves som nemmere at
diskutere med forældrene end fx hyperonani. Børns seksualitet er måske ikke det første en mor
kommer og spørger om, men selvom det kan virke grænseoverskridende, skal vi som pædagoger
turde snakke om de ting, som ikke altid er helt nemme, selvom forældrene ikke spørger. Den
observation, jeg indleder dette afsnit med, viser, at man gennem et godt samarbejde med forældrene
kan skabe en dialog om selv de sværeste emner. I dette tilfælde blev det nemmere ved, at respekten
for pædagogens faglighed var stor fra forældrenes side. Når vi skal snakke med forældre om deres
børns seksualitet, bliver det nemmere hvis forældrene har tillid til, at vi vil det bedste for deres lille
guldklump. Det er nødvendigt, at vi formår at skabe det gode samarbejde, når vi skal sikre barnet en
sund seksuel udvikling. Dette sker bedst gennem et godt forældresamarbejde med respekt for
hinandens grænser, hvor vi som pædagoger kan dele ud af den viden, vi besidder om barnets
naturlige udviklingsmønstre.
23/25
Kim Them Simonsen
Bachelorprojekt
August 2015
Konklusion
Jeg har på de foregående sider gennemgået nogle af de aspekter i den tidlige seksualitet, som jeg
mener, er vigtig i forhold til det pædagogiske arbejde. Seksualitet er et emne, vi som pædagoger skal
arbejde med og forholde os til i vores institutioner, uanset hvilken gruppe mennesker vi arbejder
med. De emner, jeg har valgt at have fokus på, er dem, som ofte vil være tydelige for en
børnehavepædagog, og som vi kan blive konfronteret med i vores hverdag. Uanset om det er
numseleg eller onani, kan det finde sted i en børnehave, og derfor er det vigtigt, at vi er forberedte
på den slags aktiviteter. Vi skal kunne agere med en høj faglighed og professionalisme, som kan
sikre barnet en positiv udvikling. Vi skal ikke bringe skam over barnet og gøre den seksuelle
udvikling til et problematisk område, men forholde os til barnets seksualitet og nysgerrighed. Vi
skal give barnet mulighed for at udvikle sig og anerkende, at barnet har en seksualitet. Samtidig skal
vi dog være opmærksomme på barnets fortællinger og vurdere dem sammen med barnets
handlinger, hvis vi mistænker, at barnet trækker sig, har været udsat for overgreb eller andet. Det
kan være grænseoverskridende at bevæge sig ind på dette område, men jo mere viden vi har, jo
nemmere bliver det at agere til fordel for barnets udvikling.
I min søgning efter institutioner med en seksualpolitik er jeg ikke stødt på så mange, som jeg havde
håbet at finde. For at sikre at børnene har optimale rammer til at udvikle deres seksualitet, er en
seksualpolitik et godt redskab. De seksualpolitikker jeg har set, har desværre været meget
mangelfulde, når det handler om, hvordan man ønsker at sikre rammerne for en sund seksuel
udvikling. Politikkerne handler ofte om at forhindre overgreb. Selvom vi skal være opmærksomme
på overgreb, er det vigtigt, at vi formår at skille det fra seksualitet. Seksualpolitikkerne skaber
rammen for det samarbejde, vi som pædagoger skal have. Seksualpolitikken er en optimal måde at
sikre fokus på arbejdet med børns seksualitet. Seksualpolitikken kan dog aldrig stå alene, og det er
vigtigt, at vi formår at skabe pædagogiske aktiviteter, som understøtter den.
Forældresamarbejdet er af afgørende betydning for, at en børnehave kan arbejde målrettet med
børns seksuelleudvikling. Vi skal dele vores viden med forældrene, så de ikke reagerer
uhensigtsmæssigt og hæmmer børnenes seksuelle udvikling. Vidensdelingen og rådgivning af
forældrene omkring barnets udvikling skal skabe tillid til det arbejde, vi som pædagoger udfører.
Forældrene skal se os som videnspersoner og eksperter, når snakken falder på deres børns udvikling.
24/25
Kim Them Simonsen
Bachelorprojekt
August 2015
Litteraturliste
Bøger
Langfeldt, Thore: Det må du godt! - om børns seksualitet
Forlag: Mallings. Udgivelses år 1986
Stevnshøj, Anna Louise: Børn og seksualitet – om børns seksuelleudvikling og adfærd, om seksuelle
overgreb og om pædagogisk praksis
Udgivet af Børns vilkår 2011
3. reviderede udgave
Stevnshøj, Anna Louise: Må vi lege doktor? - håndbog i børns seksualitet fra 0 – 12 år.
2014 Fadl's forlag.
1. udgave 2. oplag.
Risør, Ole: Små børn er også seksuelle
Publikation nr. 10. Foreningen for familieplanlægning
Hjemmesider
http://www.avisen.dk/flere-uskyldige-paedagoger-udraabt-som-paedofile_200119.aspx
http://www.kl.dk/Momentum/Padagoger-og-foraldre-taler-forbi-hinanden-id96768/
http://dcum.dk/boernemiljoe/godt-foraeldresamarbejde
https://www.lfs.dk/3634
http://www.skovbrynet-odense.dk/5755666
https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=168340
Eksempler på børnehavers seksualpolitik:
Søndermarkens Børnehus.
http://www.sondermarken.vejle.dk/page10760.aspx
Hornum børnehave
http://hornumboernehave.vesthimmerland.dk/vaerdier/politikker/seksual-politik/
Børnehuset Skt Jacob
www.sktjakob.dk/filer/aarsplan2010.doc
25/25