Projekt Statens rolle i arbejdsløshedsforsikring
ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering Standardforside til projekter og specialer Til obligatorisk brug på alle projekter, fagmodulsprojekter og specialer på: Projekt- eller specialetitel: Statens rolle i dansk arbejdsløshedsforsikring Projektseminar/værkstedsseminar: Politik og Administration, fagmodulsprojekt 4. semester Udarbejdet af (Navn(e) og studienr.): Projektets art: Modul: Aske Bo Frederiksen 52030 Fagmodulsprojekt PA-B1 Maria Stein Knudsen 49105 Fagmodulsprojekt PA-B1 Tilla Slåen Jensen 51837 Fagmodulsprojekt PA-B1 Vejleders navn: Bodil Damgaard Afleveringsdato: 27. maj 2015 Antal anslag inkl. mellemrum: (Se næste side) 144.662 anslag inkl. mellemrum Tilladte antal anslag inkl. mellemrum jf. de udfyldende bestemmelser: (Se næste side) 120.000 – 180.000 anslag inkl. mellemrum Side 1 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering Statens rolle i dansk arbejdsløshedsforsikring (Politiken E: 2014) Projektrapport Politik & Administration 2015 Aske Bo Frederiksen Maria Stein Knudsen Tilla Slåen Jensen Side 2 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering Indholdsfortegnelse Problemfelt ........................................................................................................................................................ 6 Projektdesign ..................................................................................................................................................... 9 Videnskabsteori ................................................................................................................................................. 9 Teori............................................................................................................................................................. 11 Ontologi og videnskabelig domæner .......................................................................................................... 11 Opsamling .................................................................................................................................................... 12 Metodeafsnit – Dokumentanalyse .................................................................................................................. 13 Valg af undersøgelsesmetoder .................................................................................................................... 13 Valg af empiri............................................................................................................................................... 13 Dokumentanalyse som metode .................................................................................................................. 14 Formål med dokumentanalyse i denne undersøgelse ................................................................................ 15 Autentiske dokumenter............................................................................................................................... 15 Repræsentativitet ........................................................................................................................................ 16 Troværdighed .............................................................................................................................................. 16 Betydning..................................................................................................................................................... 17 Forberedende arbejde................................................................................................................................. 17 Proces for dokumentanalysen ..................................................................................................................... 18 Opsamling .................................................................................................................................................... 18 Historisk afsnit ................................................................................................................................................. 19 Den danske start på arbejdsløshedsforsikring ............................................................................................ 19 Økonomiske problemer for a-kasserne ................................................................................................... 19 Statsunderstøttede a-kasser ................................................................................................................... 20 Statens andel ........................................................................................................................................... 20 Arbejdsløshedsforsikringen efter 1907 ................................................................................................... 21 Arbejdsløshedsforsikringsmodeller ................................................................................................................. 22 Gent-modellen............................................................................................................................................. 23 Den obligatoriske model ............................................................................................................................. 24 Teoriafsnit........................................................................................................................................................ 24 The three worlds of welfare capitalism ....................................................................................................... 24 Valg af teori ............................................................................................................................................. 24 Hvad er en velfærdsstat .......................................................................................................................... 25 Dekommodificering ................................................................................................................................. 26 Stratifikation ............................................................................................................................................ 27 Side 3 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering Det liberale velfærdsregime .................................................................................................................... 28 Det korporatiske velfærdsregime ............................................................................................................ 28 Det socialdemokratiske velfærdsregime ................................................................................................. 29 Teorien og arbejdsløshedsforsikring ........................................................................................................... 30 Opsummering .............................................................................................................................................. 30 Korporatisme i dansk arbejdsløshedsforsikring og sundhedsvæsen .......................................................... 31 Valg af teori ............................................................................................................................................. 31 Institutioners skabelse og sporafhængighed .......................................................................................... 32 Reformation af eksisterende institutioner .............................................................................................. 32 The third sector and welfare triangle .......................................................................................................... 33 Analyseafsnittet ............................................................................................................................................... 34 Analyse ........................................................................................................................................................ 34 1960’erne................................................................................................................................................. 34 1970’erne................................................................................................................................................. 36 1980’erne................................................................................................................................................. 38 1990’erne................................................................................................................................................. 40 2000’erne................................................................................................................................................. 43 2010’erne................................................................................................................................................. 45 Delkonklusion 1: Hvordan har statens rolle udviklet sig i det danske arbejdsløshedsforsikringssystem, og hvad betyder det for dekommodificering? ................................................................................................. 48 Delkonklusion 2: Hvad betyder udviklingen for den danske velfærdsstats placering i det socialdemokratiske velfærdsregime? .......................................................................................................... 50 Diskussion ........................................................................................................................................................ 51 Hvilke udfordringer giver den danske velfærdsstats opbygning for det danske arbejdsløshedsforsikringssystem?............................................................................................................... 51 Forsikring i et socialdemokratisk velfærdsregime ................................................................................... 51 Staten og a-kassernes interdependens ................................................................................................... 53 Dekommodifikation i den danske arbejdsløshedsforsikring ................................................................... 54 Staten og markedets samspil................................................................................................................... 55 Et komplekst system ................................................................................................................................ 56 Delkonklusion: Hvilke udfordringer giver den danske velfærdsstats opbygning for det danske arbejdsløshedsforsikringssystem?............................................................................................................... 57 Konklusion ....................................................................................................................................................... 58 Hvad betyder statens rolle for finansiering af arbejdsløshedsforsikringen og aktivering af arbejdsløshedsforsikrede fra 1967 til i dag? ............................................................................................... 58 Side 4 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering Perspektivering ................................................................................................................................................ 61 Litteraturliste ................................................................................................................................................... 63 Side 5 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering Problemfelt Arbejdsløshed har til stadighed været til diskussion i det danske samfund. Hvem har ansvaret, når man er arbejdsløs? Er det selvforskyldt, samfundet eller konjunkturerne i økonomien? Er der nogen der skal sørge for at hjælpe den arbejdsløse tilbage til arbejdet, eller skal det være op til det enkelte individ? Disse er centrale, højaktuelle spørgsmål, og bølgerne går højt i den danske debat når dagpenge diskuteres i de danske medier og hos de forskellige danske partier. Men selvom det er et omdiskuteret emne, diskuterer man sjældent systemet, der ligger til grund for debatten, nemlig det danske arbejdsløshedsforsikringssystem, som i daglig tale kaldes dagpengesystemet. Det danske velfærdssamfund er et samfund, der er kendetegnet ved at være et socialdemokratisk velfærdsregime, og har således en universel tilgang til velfærd. Velfærdsydelser er således knyttet til det enkelte individ, som har ret til ydelser, som fx børnepenge, fri uddannelse og sundhedsvæsen, uagtet om personen er rig eller fattig. Det er frit, da det er betalt af alle borgerne over skatten, og udgiften er således fordelt over flere, så alle har adgang uagtet indtægt, alle er således berettiget til velfærd. Den danske arbejdsløshedsforsikring er dog ikke en universel velfærdsydelse, men en forsikring, baseret på Gent-modellen. Det er samtidig heller ikke kun staten, der varetager den, men et samarbejde mellem stat og a-kasser (Pedersen, 2007). Gent-modellen er en model, der tager udgangspunkt i et forsikringssystem gennem et samarbejde mellem staten og private foreninger. Den giver stor mulighed for, at den enkelte kan få understøttelse og frihed til at vælge arbejdsløshedsforsikringen (Due og Madsen, 2007:206). Selvom det er en forsikring har staten siden 1967 derfor betalt for al understøttelse til de arbejdsløshedsforsikrede, men hvad betyder det for statens rolle i arbejdsløshedsforsikringen? For at forstå hvad en velfærdsstat er, bruges Gøsta Esping-Andersens teori om “ The three worlds of welfare capitalism” (Esping-Andersen, 1990). Her har han konstrueret en velfærdsmodel, som beskriver tre forskellige versioner af organisering af en velfærdsstat. Dog er versionerne ikke gensidigt udelukkende. Han kalder de tre tilgange for; det liberale, det korporatistiske, og det socialdemokratiske velfærdsregime. Det liberale velfærdsregime kan findes i lande som USA og England, den korporatistiske velfærdsregime finde i lande som Tyskland og Østrig, mens den socialdemokratiske velfærdsregime primært er i de skandinaviske lande (Esping-Andersen, 1990:4850). Side 6 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering Danmarks velfærdssamfund er således kendetegnet ved at være i det socialdemokratiske velfærdsregime. I dette velfærdsregime har staten stor magt til at gribe ind i borgernes liv - både ved at lave restriktioner og ved at støtte den enkelte økonomisk. Samtidig er staten, siden 1960’erne, begyndt at blande sig mere i aktivering af borgerne og skaber incitamenter til at få så mange som muligt i arbejde. Men hvordan kan et socialdemokratisk velfærdsregime fungere med et arbejdsløshedsforsikringssystem baseret på en Gent-model? Og hvordan er udviklingen i arbejdsløshedsforsikringen, siden staten overtog den økonomiske risiko og hele finansieringen i 1967? Dette projekt vil derfor undersøge udviklingen i statens rolle i forhold til arbejdsløshedsforsikringen gennem en problemformulering, der lyder således: Hvad betyder statens rolle for finansiering af arbejdsløshedsforsikringen og aktivering af arbejdsløshedsforsikrede fra 1967 til i dag? Til at besvare denne problemformulering har vi udfærdiget disse arbejdsspørgsmål, som skal hjælpe med at undersøge statens rolle. Hvordan har statens rolle udviklet sig i det danske arbejdsløshedsforsikringssystem, og hvad betyder det for dekommodificering? o Dette spørgsmål besvares gennem analyse af love om arbejdsløshedsforsikring fra 1967 til 2013, historiske analyser og videnskabelige artikler primært fra 1967 og frem, samt samtidsartikler fra 1992 og frem bl.a. ud fra Gøsta Esping-Andersens begreb om dekommodificering. Hvad betyder udviklingen i statens rolle for den danske velfærdsstats placering i det socialdemokratiske velfærdsregime? o Ud fra udviklingen i graden af dekommodificeringen ser vi på, hvilket velfærdsregime den danske velfærdsstat er placeret i inden for arbejdsløshedsforsikring ud fra Gøsta Esping-Andersens beskrivelse af kendetegn ved de tre velfærdsregimer. Hvordan kan det socialdemokratiske velfærdsregime spille sammen med et arbejdsløshedsforsikringssystem organiseret som Gent-modellen? Side 7 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering o Vi vil diskutere, hvordan et arbejdsløshedsforsikringssystem med Gent-modellen, baseret på en frivillig forsikringsordning på det private marked dog med markant statsstøtte, kan fungere i et socialdemokratisk velfærdsregime. I forlængelse her af diskuteres det, ud fra Gøsta Esping-Andersens beskrivelse af kendetegnene ved de tre velfærdsregimer, samt en karakteristik af kendetegnene ved Gent-modellen, om dette kan betegnes som et socialdemokratisk velfærdsregime og hvorfor. Side 8 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering Projektdesign Videnskabsteori Formålet med dette afsnit er at give et indblik i indeværende projekts videnskabsteoretiske tankegods og dermed gøre det klart for læseren, hvilke overvejelser vi som forskere har gjort os i valget af teori og metode, samt hvordan indsamling af empiri er foregået. Dette afsnit skal således klargøre vores Side 9 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering verdensopfattelse, skabelse af viden, og dermed hvordan man skal forstå projektets viden, og om dette kan bruges som objektiv sandhed. Dette projekt er skabt med udgangspunkt i den kritiske realisme og bruger denne tilgang til viden og metoder for at kunne undersøge statens rolle i arbejdsløshedsforsikring. Det er valgt, da vi mener, at der er brug for en kritisk undersøgelse af dette komplekse system, hvor tingene ikke nødvendigvis er, hvad de ser ud til at være på overfladen (BuchHansen & Nielsen, 2012). Den kritiske realisme tager udgangspunkt i, at forskeren aldrig kan være neutral. Derimod vil forskeren have en forforståelse af og dermed en holdning til det emne, der skal belyses, i dette tilfælde arbejdsløshedsforsikring. Denne undersøgelse er således lavet på baggrund af undersøgernes egne forforståelser (Buch-Hansen & Nielsen, 2012). Disse forforståelser er skabt af flere faktorer. En væsentligt faktor er, at vi kender flere, der arbejder i danske a-kasser. Vi har gennem dem fået en viden om, hvordan det er at arbejde der, og hvilke emner der fylder meget hos systemets frontmedarbejdere. Det betyder samtidig, at vi kan være præget af deres syn på sagen og have overtaget deres holdninger. Arbejdsløshedsforsikring er samtidig et meget omdiskuteret emne, der har fyldt meget i de danske medier de seneste år og er et område, hvor der ofte bliver vedtaget nye reformer. Det fylder således meget i bevidstheden hos mange danskere og i den politiske debat. Dette til trods viste det sig, at vores egen viden på område var meget begrænset. Det skyldes at arbejdsløshedsforsikringssystemet er et komplekst system, da det er et system, man aktivt skal tilvælge, selvom man er i et socialdemokratisk velfærdsregime med universel velfærd. Ligeledes er det et system, hvor staten og a-kassernes rolle i arbejdsløshedsforsikringen kan fremstå meget sammenblandede. Derfor er det et system, som ofte kan give anledning til flere spørgsmål end svar. En anden faktor, der har haft betydning for vores forforståelse, er den samtid, vi er vokset op i. Vi er vokset op i 1990’erne og 2000’erne, der var en tid med historisk lav ledighed og en diskurs om, at alle, der ville arbejde, kunne få et arbejde. Dette står i modsætning til tidligere tider, hvor jobskabelse og beskæftigelse var et samfundsansvar og ikke kun et ansvar hos det enkelte individ. Ikke desto mindre er denne diskurs stadig gældende i dele af samfundet (Pedersen, 2011: 12-31) Side 10 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering Teori Kritisk realisme er en videnskabsteori, der giver et kritisk syn på et givent emne. Kritisk realisme opstod i 1970’erne, som et oprør til datidens altoverskyggende videnskabsteoretiske retning: positivismen (Gilje 2012:23-24). Tilhængerne af kritisk realisme mente, at der fandtes forskellige ting, som positivismen ikke kunne svare på, blandt andet datidens økonomiske krise (Nielsen og Buch-Hansen, 2012:277). Grundlaget for kritisk realisme er ifølge ”grundlæggeren” Roy Bhaskar, at der er forskel på naturvidenskab og samfundsvidenskab, og han afviser dermed positivismens ide om en enhedsvidenskab (Nielsen og Buch-Hansen, 2012:278-279). Forskellen mellem de to videnskaber, er bl.a., at Bhaskar ikke mener, at den objektive virkelighed kan observeres (faktiske og dybe domæne), da viden og videnskab er socialt betinget (empiriske domæne) (Nielsen og Buch-Hansen, 2012:278). Det er dog videnskabens og forskerens opgave, så vidt muligt, at nå om bag de kausale kræfter for derved at komme så tæt på den objektive sandhed som muligt (i det faktiske og dybe domæne). Dette skyldes, at kritisk realisme mener, at samfundsvidenskaben, modsat naturvidenskaben, bør have et kritisk sigte (Nielsen og Buch-Hansen, 2012:296). En anden forskel er, at man som forsker aldrig kan være sikker på, hvad der ligger til grund for resultatet, da årsags-virknings-systemerne er åbne (Nielsen og Buch-Hansen, 2012:305). Der arbejdes således med et multikausalt verdensbillede, hvorfor det ikke er muligt at forudsige fremtiden, og dermed bør videnskaben udelukkende have et deskriptivt sigte (Nielsen og Buch-Hansen, 2012:283-284). Teorien har den tilgang til samfundsvidenskaben, at det handler om at afdække mønstre i samfundet, men at disse ikke er uforanderlige. Det skyldes to ting, først de åbne årsags-virknings-forhold, hvor det som beskrevet ovenfor kan være svært at vide, hvilken konkret årsag der fører til en bestemt virkning (Nielsen og Buch-Hansen, 2012:305), men ligeledes at disse mønstre ifølge den kritiske realismer slet ikke findes (Nielsen og Buch-Hansen, 2012:279). Ontologi og videnskabelig domæner Den kritiske realisme har en realistisk ontologi (Nielsen og Buch-Hansen, 2012:285), der siger, at der findes en objektiv sandhed, der ligger bag den fremtrædende socialt determinerede opfattelse af virkeligheden, men at vi aldrig vil kunne nå dertil (Nielsen og Buch-Hansen, 2012:281-282). Side 11 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering Kritiske realister mener således, at viden er dyb og dermed vertikal, og at den indeholder tre domæner, hvoraf forskerens fokus skal ligge i det dybe domæne: Det empiriske domæne: Dette domæne indeholder forskellige individers forståelse af verden og disses observationer. Det faktiske domæne: Domænet indeholder informationer, der er uafhængige af vores viden om dem, altså alle de begivenheder, der finder sted, og de fænomener, der findes i verden. Det dybe domæne: Her findes ikke-observerbare mekanismer, som ligger til grund for de begivenheder, der finder sted i det faktiske domæne (Nielsen og Buch-Hansen, 2012:281282), og det er altså her forskeren, ifølge den kritiske realisme, bør have sit fokus. For kritiske realister handler videnskab og forskning således om at gøre det, der ligger i det dybe domæne ”synligt”. Dette skal gøres på en anderledes måde end gennem de klassiske metoder med fokus på at nå en konklusion, hhv. den induktive eller deduktive metode. Her anvendes retroduktion, der vender slutningsprocessen om. Det betyder, at man som forsker selv fremkommer med hypotesen, når konklusionen er givet (Nielsen og Buch-Hansen, 2012:304). Kritisk realisme har derudover en relativistisk/konstruktivistisk epistemologi, der siger, at viden er social determineret. Viden er dermed et socialt produkt, som vi aldrig vil kunne forstå til fulde, men kan prøve at komme så tæt på som muligt gennem rationel dømmekraft (Nielsen og Buch-Hansen, 2012: 284-286). Opsamling Dette projekt har således et kritisk sigte, hvor interessen ligger i at forklare og stille sig kritisk over for statens rolle i det danske arbejdsløshedsforsikringssystem. Det vil dog ikke være muligt at opnå objektiv viden om statens rolle i arbejdsløshedsforsikringssystem, da heller ikke forskeren kan være værdineutral. Alligevel synes denne videnskabsteoretiske tilgang oplagt, særligt vedrørende denne problemstilling, med mange aktører, med forskellige tilgange til det at være uden arbejde og privat forsikret. De åbne årsags-virknings-systemer kan forklare, at årsagerne til statens indblanding i aktivering og finansieringen af a-kasserne og deres medlemmer kan være svære at finde. Blander staten sig for at skabe et system, der sikrer en socialt accepteret levestandard for de forsikrede arbejdsløse, der står uden for arbejdsmarkedet? Eller er det for at sikre et system, hvor man er sikker på, at det kan betale Side 12 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering sig at arbejde frem for at kunne leve af arbejdsløshedsforsikringen? Og hvilken betydning har dette for outputtet af velfærden, og for hvilken slags velfærdsstat man lever i? Vi bevæger os på et felt med en lang række aktører, der er uenige, og, derfor kan årsags-virkningssammenhængen afhænge af, hvilken af de involverede aktører, der bliver spurgt. Derudover kan der svært at finde den bestemte årsag til en bestemt virkning. Her kunne man tale om årsager som den øgede individualisering, manglen på arbejdskraft i 2000’erne, centrumhøjre-regeringen i samme periode og givetvis flere årsager. Alle kan være årsager til, at staten øger sin indsats rettet mod akasser og arbejdsløshedsforsikrede og have indflydelse på indsatsens velfærds output. Derfor er det vigtigt, at benytte en teori, der netop mener, at årsags-virknings-systemer er åbne. Metodeafsnit – Dokumentanalyse Valg af undersøgelsesmetoder Denne undersøgelse arbejder ud fra et retroduktivt grundlag, hvor konklusionen er, at synet på de forsikrede arbejdsløse, og dermed også indsatsen overfor samme gruppe, har forandret sig hen mod mindre dekommodificering (jf. teoriafsnittet), og hvor præmissen findes kvalitativ og kvantitativ empiri præsenteret nedenfor. Valg af empiri Vi anvender forskellige typer af empiri for at kunne opnå adgang til viden i det dybe domæne og dermed kunne opnå reel viden om statens rolle i arbejdsløshedsforsikring fra 1967-2015. For at opnå denne adgang arbejdes der i undersøgelsen med både med kvalitativ og kvantitativ empiri herunder: Love fra perioden 1967 – 2013 Nyhedsartikler og debatindlæg omhandlende arbejdsløshedsforsikring fra 1992 til 2014 Videnskabelige artikler og historiske analyser på arbejdsløshedsforsikring i Danmark Deskriptiv og beskrivende statistik med målbare tal om forskellige emner om arbejdsløshedsforsikring Lovene er udvalgt fra forskellige årtier med fokus på love omhandlende selve finansieringen af arbejdsløshedsforsikring eller love omhandlende aktivering af arbejdsløshedsforsikrede. Der er love fra alle årtierne fra 1960’erne til 2010’erne for at kunne undersøge, om der har været en historisk udvikling, og hvad denne udvikling sigter mod. Side 13 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering Lovene bruges i samspil med nyhedsartikler fra deres samtid og videnskabelige artikler samt historiske analyser, for at opnå viden om statens rolle i arbejdsløshedsforsikring og dens udvikling fra 1967 og frem til i dag gennem en dokumentanalyse. Denne metode er valgt, da den kan hjælpe med at belyse de tankegange og tendenser, som disse vedtagne love er lavet ud fra (Lynggaard, 2012:137). Lovene kan dog ikke stå alene, da man for at opnå viden om tendenser, skal se dem i et større billede for at opnå en fyldestgørende viden. Derfor bliver flere love analyseret i samspil med artikler eller debatindlæg fra store nyhedsmedier fra deres samtid fra 1992 og frem. Disse er alle udgivet i en periode nær lovens vedtagelse eller i ikrafttræden for at kunne forstå hvilken politisk dagsorden, der har været på det givne tidspunkt. De undersøgte love fra 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne analyseres i samspil med historiske analyser og videnskabelige artikler for at kunne give dem en kontekst og betydning i deres samtid i forhold til, hvad loven betyder for samtidens arbejdsløshedssystem, samt hvorfor de blev vedtaget. Denne tilgang er særlig for disse årtier, da de undersøgte love, da det er mere historisk og lovene er mere nyskabende. Derfor skal de ses i et mere historisk perspektiv for en dybere forståelse. Der anvendes ligeledes deskriptiv statistik til at kunne give en dybere forståelse af antallet af arbejdsløshedsforsikrede og hvor stor en del af den samlede arbejdsstyrke disse udgør. Dokumentanalyse som metode Dokumentanalyse er en metode, som anvendes til at opnå en viden, der bevæger sig længere ind bag ved den fremtrædende socialt konstruerede virkelighed, da viden jo som bekendt er opdelt i tre vertikale domæner i den kritiske realisme (jf. videnskabsteoriafsnittet). Det er således en metode, der er højst anvendelig inden for kritisk realisme. Dokumenter har flere funktioner. De dokumenterer således ikke kun, men har ligeledes mange andre funktioner. Det er kan fx være en lovs funktion, hvilket gør den siddende regerings socialt determinerede viden til almindelig lov i Danmark. Sagt med andre ord; det handler i dokumentanalysen om at frembringe den viden fra dokumenterne, som ved første øjekast ikke er mulig at se. Denne viden skabes ved at se på forfatterens formål, den sammenhæng teksten er udkommet i, tekstens samtid, dokumentets virkning mv. (Duedahl, 2007:62). Derfor anvendes dokumentanalyse ofte, ligesom i denne undersøgelse, til af følge en udvikling over tid i en bestemt sammenhæng (Lynggaard, 2012:140). Side 14 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering Formål med dokumentanalyse i denne undersøgelse Denne dokumentanalyse vil analysere love om arbejdsløshedsforsikringens finansiering og aktivering af dagpengemodtagere. Undersøgelsen er baseret på sekundære og tertiære dokumenter. De sekundære dokumenter er lovetekster og avisartikler. De tertiære dokumenter er historiske analyser og videnskabelige artikler (Lynggaard, 2012:139). Da undersøgelsen omhandler perioden fra 1967 til 2015, ligger alle de love vi analyserer inden for denne periode. Vores formål for denne dokumentanalyse er at opnå en dybere viden om, hvordan statens rolle i finansiering af arbejdsløshedsforsikring og aktivering af dagpengemodtagere har udviklet sig fra 1967 og frem til i dag, og hvilke udfordringer dette har givet. Man kan lave denne analyse ud fra forskellige fokuspunkter. Ofte vil der dog blive lagt fokus på kvaliteter som autenticitet, om dokumentet er repræsentativt for de dokumenter fra samtiden, der er fravalgt, betydningen af og meningen med dokumenterne, samt om dokumenterne er troværdige (Lynggaard, 2012:147 og Duedahl 2007:62). Autentiske dokumenter Hvis dokumentet er autentisk, er det en original, eller en kopi af originalen, og således ikke en forfalskning (Duedahl, 2007:63). Det handler især om at have fokus på, hvem der er afsender, og i hvilken sammenhæng dokumentet har sin oprindelse. Man skal dog passe på med at sidestille et ikkeautentisk dokument med ikke-relevante dokumenter (Lynggaard, 2012:147). Der kan fx være hjemmesider, herunder nyhedssider, der sætter en dyd i hele tiden at blive opdateret. Dette er en undersøgelse om en historisk udvikling, og vi undersøger derfor både gældende love, samt love, der ikke længere er gældende. Dette giver et billede af udviklingen og holdningen til arbejdsløshedsforsikring gennem tiden. Da love kontinuerligt bliver fornyet, vil en tidligere lov ikke nødvendigvis være brugbar, selvom den er autentisk. Ydermere kan en ny udgave af en ældre lov, hvor der eksempelvis er foretaget justeringer, ligeledes være autentisk, selvom den omskriver noget andet autentisk. Lovene er fundet gennem officielle retskilder. De ældre love, lovene fra 1967-1989, er fundet gennem bøger om lovinformation, som er tilgængelige på juridisk bibliotek. Gældende love, som er vedtaget fra 1992 og frem, er fundet på hjemmesiden www.retsinformation.dk. Denne hjemmeside må ses som troværdig, da opdateringer og varetagelsen af hjemmesiden ligger hos Civilstyrelsen, som hører under Side 15 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering Justitsministeriet (Civilstyrelsen, 2015). Da begge er officielle kilder, som hører under statstilsyn og har til formål at offentliggøre lovene for borgere, har vi brugt dem for at minimere sandsynligheden for at lovene ikke er autentiske kilder. Artiklerne er fundet gennem Infomedia, og er udvalgt efter at være fra store nyhedsmedier og trykt omkring tidspunktet for lovenes vedtagelse. Repræsentativitet For at et dokument skal være repræsentativt for andre dokumenter fra samme tid, er det vigtigt at holde sig for øje, hvad disse ikke-medtagede/ikke-tilgængelige dokumenter indeholder (Duedahl, 2007:70). Derfor skal det understreges, at vi udelukkende har valgt avisartikler fra 1992 til 2015, da det blev vurderet, at de ældre love skulle ses i en mere historisk kontekst for at opnå en dybere forståelse. For at sikre en vis repræsentativitet, er det bevidst at nyhedsartikler og debatindlæg kommer fra et bredt spektre af de store danske nyhedsmedier, og de er således ikke kun tunge eller letfordøjelige artikler, eller kun fra aviser med en vis politisk linje. Det er samtidig vigtigt at holde sig for øje, om den afgrænsede tidsperiode fra 1967 til 2015 er repræsentativt for det, der ønskes belyst. Da denne undersøgelse omhandler nutidens arbejdsløshedsforsikringssystem, har vi vurderet, at det netop skulle omhandle denne periode på baggrund af videnskabelige artikler og historiske analyser omhandlende dansk arbejdsløshedsforsikring (Rosdahl, 2003). Troværdighed Det er vigtigt at vurdere et dokuments troværdighed i forhold til det emne, man undersøger. Et dokuments troværdighed afhænger af flere ting. Det er vigtigt at holde sig for øje, om dokumentet er fremstillet med en særligt sigte, i hvilke sammenhænge de er fremstillet og promoveret mv. (Duedahl, 2007: 67). Denne undersøgelse bruger forskellige slags empiri, men primært bruges dokumentanalysen til at analysere lovene. Love er dokumenter, som man ofte vil vurdere til at have en høj troværdighed, da de er frembragt på en officiel måde, og har været igennem flere personer og processer. I en analyse af loves troværdighed, vil man hurtigt komme frem til, at disse er en troværdig kilde. Derfor har vi netop valgt at analyserer lovene, for at blive klogere på finansieringen af arbejdsløshedsforsikring samt aktivering af ledige arbejdsløshedsforsikrede. Side 16 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering Betydning Når man skal vurdere, om et dokuments betydning eller mening fremstår tydeligt, handler det ofte om, om dokumentet er skrevet i et let forståeligt sprog (Lynggaard, 2012:148). Det kan både handler om selve det sprog, dokumentet er skrevet på, men også at dokumentet kan være skrevet på en måde, der ikke er let at forstå, selvom læseren mestrer sproget. Det kan fx være, at det er et dokument af ældre dato, eller et dokument med mange fagtermer (Duedahl, 2007:64). I analysen af love, skal man holde sig for øje, at: Der analyseres love af ældre dato Lovene kan indeholde fagtermer Lovene kan være formuleret på en bestemt måde, alt efter hvem der har fremstillet lovforslaget endsige stemt det igennem, og hvilken - bl.a. økonomisk - samtid der er foregået i. Denne undersøgelses fokus vil således være, hvilken betydning lovene vil have for, hvordan en borger kan opretholde en social accepteret levestandard uden for arbejdsmarkedet, også kaldet dekommodificering af Gøsta Esping-Andersen. Vi vil ligeledes gennem love, artikler, videnskabelige artikler og historiske analyser have fokus på, hvad de forskellige udviklinger betyder for den danske stats placering i Esping-Andersens model for velfærdsregimer med henholdsvis et liberalt, korporativt og socialdemokratisk velfærdsregime (jf. teoriafsnittet). For at kunne gennemføre dette, blev der før undersøgelsens start opstillet en række retningslinjer, jf. nedenstående. Det har vi gjort dels for at sikre en ensartet analyse af lovene, dels for at komme så dybt ned under den socialt determinerede viden. Forberedende arbejde Inden vi påbegyndte udvælgelsen af de forskellige love, læste vi forskellig litteratur, herunder forskerrapporter og artikler fra samtiden, bl.a. for at forstå historikken af reformer på arbejdsløshedsforsikring og a-kasseområdet. Dette gav et overblik over hvilke perioder, der skete ændringer på de to områder, vi særligt har fokus på; aktivering af de forsikrede og finansiering af arbejdsløshedsforsikringen. Ydermere gav det et overblik over hvilke perioder, der skete mange ændringer, og hvordan den økonomiske situation så ud i de forskellige årtier. Herefter har vi på baggrund af en liste over lovene på a-kasseområdet udvalgt specifikke love til nærmere analyse. I denne liste er alle lovene præsenteret, med overskrift samt en kort beskrivelse af Side 17 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering deres indhold. Dette har gjort det muligt at danne sig et overblik over lovenes indhold uden at skulle nærstuderer dem alle sammen. Udvælgelsen er således foretaget ud fra hvilke love, der har et indhold svarende til det, projektet tiltænker at undersøge. Proces for dokumentanalysen For at sikre den dybe forståelse og analyse af lovene, er hver af de udvalgte love blevet gennemlæst og analyseret af minimum to af gruppens medlemmer. Analyse og forståelse af lovene er således behandlet mindst to gange for at kunne videreudvikle på den forståelse, man umiddelbart får ved første gennemlæsning. Dette er gjort for at kunne arbejde videre fra det faktiske domæne til det dybe domæne (jf. videnskabsteoriafsnittet). For at skabe overblik er lovene efter første gennemlæsning blevet indsat i et skema, der viser, hvad de omhandler og ændrer, heriblandt specielt hvad de betyder for finansiering af arbejdsløshedsforsikring og aktivering af de forsikrede ledige, samt hvilke partier der har fremsat lovforslaget (se bilag 1). Dette skal gerne give bedre overblik til læseren og give en forståelse af tendenser i arbejdsløshedsforsikring siden 1967, samt hvordan disse tendenser er påvirket af forskellige partier. Opsamling Denne undersøgelse vil således bruge en dokumentanalyse for at opnå viden på et dybere niveau. De analyserede dokumenter er sekundære dokumenter i form af love, nyhedsartikler, debatindlæg og tertiære dokumenter i form af historiske analyser og videnskabelige artikler. For at sikre den optimale dybde har vi udvalgt love og artikler, der er autentiske og repræsentative for statens rolle i arbejdsløshedsforsikringens finansiering og aktivering af dagpengemodtagere. De er sammen med de historiske analyser og videnskabelige artikler blevet analyseret med særligt fokus på, hvad lovene og samtiden betød for, om man kunne opretholde en socialt accepteret levestandard, selvom man var arbejdsløs og stod uden for arbejdsmarkedet. Side 18 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering Historisk afsnit Dette afsnit er en historisk analyse af det danske arbejdsløshedsforsikringssystems udvikling fra 1800-tallet med fagforeningernes opståen og frem til 1967, da indeværende projekts empiriske grundlag og analyse starter i 1967. Afsnittet er lavet, for det give en bedre forståelse af det danske arbejdsløshedsforsikringssystem og dets opståen. Den danske start på arbejdsløshedsforsikring De første danske a-kasser blev oprettet i slutningen af 1800-tallet af fagforeningerne, som en reaktion på de stadigt voksende urbane områder og en stigende arbejdsløshed. Indtil da havde der kun eksisteret statsfinansieret fattighjælp fra 1891, som var til de allersvageste i samfundet, da det udelukkende drejede sig om et eksistensminimum, og mange syntes, det var skamfuldt at modtage denne hjælp (Pedersen, 2007: 68). Således var der af flere grunde brug for en anden hjælp til dem som stod uden arbejde. A-kasserne blev et stærkt våben for fagforeningerne, da man kunne sikre sine medlemmer i arbejdsløsheden, og sætte en bund under lønniveauet. A-kasserne kunne på denne måde bruges til at tiltrække nye medlemmer til fagforeningerne, da a-kasserne var bundet op på fagforeningerne. Ydermere fungerede a-kasserne som strejkehjælp. De strejkende lønmodtagere kunne således få understøttelse, mens strejken stod på (Rasmussen, 2013:98-99). Økonomiske problemer for a-kasserne Der var dog store økonomiske problemer for mange af fagforeningerne. I perioder med højkonjunktur var der ikke de store problemer, men når konjunkturen faldt, og arbejdsløsheden steg, så måtte medlemmernes indbetalinger også stige, hvis det skulle kunne løbe rundt med udbetalingerne til arbejdsløshedsforsikring, hvilket var svært, da mange af medlemmerne stod uden arbejde. Derfor var der mange fagforeninger, som kun kunne udbetale symbolske beløb til de arbejdsløse, og kun de allerrigeste fagforeninger kunne komme i nærheden af at matche medlemmernes lønninger. Alligevel var understøttelsen en succes, og medlemstallene steg og gjorde fagforeningerne mere robuste og i stand til at udbetale større og flere beløb til deres medlemmer. I 1907, inden a-kasse lovene blev indført, havde omkring 75 % af alle fagforeninger arbejdsløshedsunderstøttelse i forskellig størrelse (Rasmussen, 2013: 100). Side 19 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering Statsunderstøttede a-kasser Socialdemokraterne fremsatte i 1896 det første forslag til statsunderstøttede a-kasser, som skulle hjælpe på problemet med at finansiere arbejdsløshedsforsikringerne. Det blev dog ikke vedtaget, men Socialdemokraterne fortsatte med at lægge pres på Rigsdagen, og andre partier fremsatte snart lignede forslag, som skulle bekæmpe problemet med at finansiere arbejdsløshedsforsikringer til ledige medlemmer. Til sidst nedsatte Rigsdagen en kommission, som skulle undersøge, hvordan man bedste kunne organisere en sådan forsikring og finansiering. I 1906 kom kommissionen med enstemmigt forslag om statsstøtte a-kasser (Pedersen, 2007: 68) Der havde været uenigheder undervejs, men man nåede frem til et kompromis og konkluderede, at arbejdsløshed måtte betragtes som et samfundsproblem, som den enkelte lønmodtager ikke nødvendigvis selv var skyld i. Man konkluderede, at de daværende foranstaltninger til at bekæmpe arbejdsløshed ikke var tilstrækkelige til løse de arbejdsløshedsproblemer, som samfundet havde. Dette gav udfordringer for lediges levestandard. Det førte til en enighed om, at man måtte give understøttelse til dem, som ikke selv var skyld i deres arbejdsløshed. Man mente dog, at det skulle være en frivillig ordning, som lønmodtagerne selv skulle tilvælge, da man ellers ville ramme folk, som ikke ønskede at være en del af ordningen. Sådan en ordning ville også kunne komme til at fremstå som en tvungen skat, og det ville kunne fremstå som endnu fattigdomshjælp, som det var socialt nedværdigende at modtage. Administrationen, som skulle opkræve skatterne til ordningen, ville også være et problem, som kunne undgås, hvis det blev et frivilligt valg, da medlemmerne selv ville have interesse i at betale for at forsikre sig. I 1907 blev Gent-modellen således indført i Danmark af Venstres indenrigsminister Sigurd Berg (Rasmussen, 2013: 100-101 & Pedersen, 2007: 69). Statens andel De problemer, der havde været i kommissionen undervejs, var de økonomiske aspekter af understøttelsen. Hvor stor en del skulle staten betale af understøttelsen? Og var der andre, som også skulle bidrage? (Pedersen, 2007: 70). Kommissionen kom med det forslag, at staten skulle betale en tredjedel af kassernes udgifter, kommunerne kunne frivilligt betale en sjettedel, og resten skulle være medlems finansieret. Kommissionen blev ligeledes enige om at skabe et system med selvstyrende akasser, som forlængelse af fagforeningernes egne understøttelseskasser. A-kasserne måtte dog ikke være direkte tilknyttet fagforeningerne, da de var politiske organisationer. A-kasserne skulle derfor Side 20 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering leve op til en række krav for at blive statsanerkendt og dermed få tilskud til understøttelse. Disse forslag blev vedtaget (Rasmussen, 2013: 102). Kravene til a-kasserne var, at de skulle være organiseret på baggrund af fag og dermed ville a-kassen ligge tæt op af den fagforening, som lønmodtagerne tilhørte. Økonomisk set skulle der dog være en skillelinje mellem a-kassens aktiviteter og fagforeningens aktiviteter. Det betød, at der var en formel skillelinje og således, at staten ikke støttede politiske organisationer. Den trods alt tætte binding mellem fagforening og a-kasse gjorde det naturligt, at man som lønmodtager tilmeldte sig både fagforeningen og a-kassen samtidig. Det har dog aldrig været et krav, at man skulle være medlem af fagforeningen for at være medlem af a-kassen (Rasmussen, 2007: 102). Det var derudover et krav, at a-kasserne skulle have mindst 50 medlemmer for at blive statsanerkendt (Pedersen, 2007: 72). I løbet af 1907 kom der stadig flere krav til a-kassen, fx at der ikke længere måtte betales understøttelse, hvis lønmodtageren var omfattet af en strejke eller lockout, som var selvforskyldt, eller hvis lønmodtageren ikke tog imod jobtilbud, som passede til hans kvalifikationer. Endvidere skulle a-kasserne være under opsyn af en arbejdsløshedsinspektør og et arbejdsløshedsnævn, som skulle fastsætte regler for a-kasserne og retningslinjer for, hvordan de blev statsanerkendt. Fra statens side mente man, at det økonomiske ansvar og kontrollen med ordningen hang sammen og at det var nødvendigt at kontrollere, at reglerne blev overholdt af fagforeningerne (Rasmussen, 2014:102-103). Arbejdsløshedsforsikringen efter 1907 Efter gennemførslen af den nye arbejdsløshedsunderstøttelseslov i 1907, fulgte en turbulent årrække, hvor den nye ordning skulle konsolideres. A-kasserne blev formelt opfattet som selvstændige institutioner, men deres tilknytning til fagforeningerne var fra starten stærk (Pedersen, 2007: 73-74). I 1910 oprettede man kommunale arbejdsanvisningskonterer og pålagde a-kasserne at samarbejde med disse for at skabe en ensartet national indsats mod arbejdsløshed. I 1914 blev kommunerne også pålagt at betale, hvad der svarede til en tredjedel af medlemsbidraget til kasser, der oprettede fonde, der kunne yde understøttelse under ekstraordinær arbejdsløshed. Staten betalte halvdelen af medlemsbidraget, og medlemmerne resten (jf. bilag 9a). Disse regler var svar på første verdenskrigs begyndelse, og den store arbejdsløshed, der fulgte med krigen. Arbejdsløshedsforsikringen blev derfor sat under pres (Pedersen, 2007: 74-75). Side 21 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering Efter en større politisk diskussion i 1921 blev medlemskravet til den enkelte statsanerkende a-kasse nu forhøjet fra 50 til 100 medlemmer, og optagelsesbetingelserne blev strammere. Kravene lader dog ikke til at have haft indflydelse på, hvor mange a-kasser der fandtes i 1920’erne (jf. bilag 5). Understøttelsen steg til gengæld fra 50 øre per dag til 1 krone. Samtidig blev det ulovligt for akasserne at udbetale understøttelse til personer, der klarede sig ved at påtage sig et ulovligt nedlagt eller blokeret arbejde, hvis de kunne afholde det (Pedersen, 2007: 75-76). 1920’erne var præget af uenigheder om social lovgivning. I kølvandet på første verdenskrig var der en økonomisk krise, og man kunne ikke blive enige om, hvordan denne skulle løses. Venstre, som sad på magten gennem det meste af 1920’erne, indførte reformer, der nedsatte statens økonomiske involvering i a-kassernes understøttelse. Statens bidrag blev sat ned fra til maksimalt at være 50% til 35% af medlemmernes indbetalte kontingent (jf. bilag 9a), og kommunernes fra 33% til 30%. Det efterfølgende regnskabsår viste, at statens tilskud til a-kasserne svarede til 29% og kommunernes tilskud til 24%, hvilket blev betragtet som en succes (Pedersen, 2007: 76-77). I slutningen af 1920’erne begyndte den verdensomspændende krise at tage indtog, og der blev oprettet en række fortsættelseskasser, også en slags krisefonde, som under ekstraordinær arbejdsløshed ydede understøttelse til medlemmer, som havde mistet deres ret til understøttelse (Pedersen, 2007 77-78). I 1930 var der 300.000 medlemmer i 70 forskellige a-kasser, hvilket svarede til en medlemsprocent på 15% (Rasmussen, 2014: 108). Fra 1940’erne og frem til 1967 sker der ikke de store udsving i arbejdsløshedsforsikringsmodellen. Det betyder dog ikke, at der ikke sker udsving i, hvor stor en andel staten betaler af arbejdsløshedsforsikringen. Andelen falder fra midten af 1940’erne, hvor den ligger omkring 55 % og frem til 1965 hvor den ligger tæt 5 %, dog med udsving særligt i midten af 1950’erne (jf. bilag 9a). Arbejdsløshedsforsikringsmodeller I dette afsnit, vil vi præsentere to forskellige arbejdsløshedsforsikringsmodeller, der står i opposition til hinanden; den obligatoriske model og Gent-modellen. Gent-modellen præsenteres for at give læseren et indblik i, hvilken arbejdsløshedsforsikringsmodel der er i Danmark. I analysen vil begrebet blive brugt ofte, hvorfor det er relevant at forstå, hvad begrebet og dermed modellen dækker over. Som opposition til Gent-modellen vil vi præsentere den obligatoriske model. Det skyldes, at det (jf. Side 22 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering ovenfor) er et bevidst fravalg fra den danske stats side, når man har fravalgt den obligatoriske model, hvorfor det kan være relevant at se på, hvad denne model egentlig indebære, og dermed hvad man har fravalgt. Gent-modellen Gent-modellen bygger på ideen om, at det skal være frivilligt, om man vil tegne en arbejdsløshedsforsikring eller ej. Derfor er det væsentligt, at “forsikringsselskaberne” er private organisationer, der ikke er bundet op på staten, men snarere, som det startede i Danmark, knytter sig til de enkelte fag, og dermed er kontrolleret af de faglige organisationer (Due og Madsen, 2007:206). Forsikringen var i mange år, og særligt frem til 1907, præget af lave arbejdsløshedsforsikringer, der ikke var en reel substitution for en løn, men snarere et symbolsk beløb. I 1907 valgte den danske stat for alvor at indføre Gent-modellen, da det blev vedtaget, at staten ville dække op til halvdelen af akassernes udgifter, hvor resten af udgifterne lå hos de forsikrede lønmodtagere i forening med kommunerne, der kunne bidrage, hvis de ønskede det - det var således ikke et krav (Rasmussen, 2014: 102). Denne type arbejdsløshedsforsikring har, med få ændringer, eksisteret sådan frem til i dag (Nørgaard, 1997). Dog skal man ikke undervurdere betydningen af disse forandringer, da tre af dem har været mere eller mindre banebrydende. Det drejer sig om: At statens overtagelse af den finansielle risiko ved arbejdsløshedsforsikringer i 1967 jf. § 14 lov 40 af 1967, og således muligheden for at dække alle udgifter til arbejdsløshedsforsikring hos de statsanerkendte a-kasser Muligheden for indførslen af tværfaglige a-kasser i 2002 § 1 i lov 434 af 2002 Fra 1. januar 2008 kravet om, at hver a-kasse skulle have 10.000 medlemmer for at blive statsanerkendt jf. § 6 lov 434 af 2002, og dermed få dækket udgifter til arbejdsløshedsforsikringer. Andet og tredje krav hænger her sammen, da nogle a-kasser, for at have 10.000 medlemmer, var nødt til at være blive tværfaglige, selvom dette ikke var obligatorisk. Side 23 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering Den obligatoriske model Den obligatoriske model bygger derimod på ideen om, at alle lønmodtagere skal betale til forsikringen, altså at er den obligatorisk. Det betyder, at også de lønmodtagere, der i mindre grad er ledighedstruet, er medlemmer og bidrager til ordningen. Denne type af arbejdsløshedsforsikringsordning vil typisk være bundet op på staten, der dermed er den instans, der skal foretage kontrol med, at modvillige betalere rent faktisk bidrager, ydermere er det her staten frem for a-kasserne, der skal kontrollere, at de medlemmer, der giver sig ud for at være ledige rent faktisk er det (Huulgaard 2007:113). Teoriafsnit I dette teoriafsnit vil vi beskrive modeller fra Gøsta Esping-Andersen og Asbjørn Sonne Nørgaard for at undersøge, hvordan man kan beskrive statens rolle, og hvordan statens rolle i arbejdsløshedsforsikring kan være organiseret. Vi vil bruge Gøsta Esping-Andersens teori om de tre velfærdsregimer til at undersøge forskellige velfærdsstaters rolle som stat, og de forskellige staters roller som velfærdsstater. Vi vil bruge Asbjørn Sonne Nørgaards teori om korporatisme i skabelsen af arbejdsløshedsforsikring til at supplere velfærdsstatsteorien. Det bruger vi til at kunne undersøge, hvordan staten blander sig i arbejdsløshedsforsikring og på hvilke måder. The three worlds of welfare capitalism Valg af teori Gøsta Esping-Andersens ”The three worlds of welfare capitalism” udkom i 1990, og fik hurtigt stor gennemslagskraft, da den blev set som et banebrydende svar på velfærdsforskningens teoriløshed og common sense betragtninger. En gennemgående opfattelse af bogen er, at den skal opfattes som en samling af mere sammenhængende begreber (Jensen, 1998: 98). ”The three worlds of welfare capitalism” beskriver forskellige perspektiver på velfærdsstaten, dens tilblivelse og konsekvenser, samt forskellige måder at bygge velfærdsstater på. Side 24 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering Teorien har været meget populær og er blevet brugt meget til senere forskning. Den har dog ligeledes modtaget en del kritik. De primære kritikpunkter er, at Esping-Andersen bruger begreberne inkonsekvent, og at man fx kan have et land, der vil falde i forskellige velfærdsregimer afhængigt af hvilken del af den offentlige sektor, man bruger som eksempel. Derudover, går kritikken på, at der er lande, der ikke passer på nogle af de tre regimer, men som dog må betragtes som værende velfærdsstater. Fx passer Italien ikke ind sammen med de lande, der er repræsenteret i bogen, hvorfor Per H. Jensen mener, at det bevidst er udeladt. Dette gør, at man kan kritisere bogen for kun at give et overfladisk billede (Jensen, 1999:85-86). Dette giver en risiko for kun at opnå viden i det faktiske domæne og ikke i det dybe domæne som denne undersøgelse søger (jf. videnskabsteoriafsnittet). Det er også vigtigt at adressere, at Esping-Andersens teori er fra 1990, og dermed er 25 år gammel. Samfundene har ændret sig meget siden, og ligeledes har hele den globale samfundsorden. Ny samfundsforskning er kommet, og nye trends inden for velfærd og velfærdsforskning er kommet frem. Vi har dog, trods disse kritikpunkter, stadig valgt at bruge ”The three worlds of welfare capitalism”. Dette skyldes, at den skitserer overordnede modeller om velfærdsstaten, og vi mener derfor, at de tre velfærdsregimer stadig er aktuelle og kan bruges til nutidens samfund. De tre regimer kan måske betegnes som overfladiske overordnet set, men vi undersøger et enkelt område inden for staten, og benytter derfor denne teori til at undersøge statens rolle i de tre regimer inden for dette område. Ligeledes er vi opmærksomme på kritikken af det overfladiske og usystematiske billede, som bogen er beskyldes for at have. Dog er bogen en banebrydende bog og en af de få, der samler og tegner begreber om velfærdsstaten, hvorfor vi mener, at kritikken og det usystematiske billede ikke er nok til ikke at kunne bruge den. Hvad er en velfærdsstat Et centralt spørgsmål i politologien har været, hvordan man kan definerer en stat 1. Med efterkrigstidens fokus på social sikring, og nye sociale rettigheder til forskellige befolkninger, kom der dog et nyt begreb: velfærdsstater. Esping-Andersen bygger videre og samler begreber fra andre forskere. Han fremhæver bl.a. Marshall, som mente, at socialt medborgerskab2 skaber velfærdssamfund. Velfærdsstater har således aktive 1 Et territorialt afgrænset område, hvor staten er suveræn, og har gennem institutioner autoritet til at styre området (Heywood, 2013: 57) 2 Borgere der deltager aktivt i samfundet og derigennem muligvis også det politiske liv (Boje 2007: 532) Side 25 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering borgere med en større samfundsbevidsthed og dermed også bevidsthed om forskelligheder og forskellige vilkår. Esping-Andersen fremhæver dog selv, at selvom velfærdsstater kan skabe social bevidsthed hos borgerne og give dem bedre vilkår, findes der ingen evidens for, at de skaber klassebevidsthed hos samfundets borgere. Snarere tværtimod (Esping-Andersen, 1990). Velfærdsstat er dog et begreb, der kan være flersidet, eftersom velfærdsstater, som fx Danmark og Tyskland, har meget forskellige måder at organisere sin velfærd på. Derfor er det essentielt at starte med at definere, hvad en velfærdsstat gør, for at kunne fortælle om en stat er en såkaldt velfærdsstat. I ”The three worlds of welfare capitalism” har Esping-Andersen defineret en velfærdsstat som en stat, der giver sine borgere basale sociale rettigheder. Det betyder således, at staten accepterer, at den har et vist ansvar for sine borgere og deres velbefindende, og at den dermed skal sikre dette. Stater kan give sine borgere basale sociale rettigheder på mange forskellige måder, og derfor er velfærdsstaterne rundt omkring i verden meget dissimilerede. Det skyldes, måden staten fordeler disse sociale rettigheder, og som Esping-Andersen formulerer det, er det essentielt at undersøge; ”Hvordan staten intervenerer i markedet3 og familien4, når man undersøger velfærdsstaten” (EspingAndersen, 1990). For Esping-Andersen er dette spørgsmål helt essentielt. Det skyldes, at velfærdsstatens output, som kan ses som velfærdsstaten i praksis, og som den opleves af borgerne, er afhængig af, hvordan staten intervenerer. For at svare på det, har han videreudviklet på Titmus’ begreber om universel eller social forsikrings velfærdsstat til at danne det, han kalder de tre velfærdsregimer. Disse er opdelt efter deres niveau af dekommodificering og stratificering. Dekommodificering Esping-Andersen bruger to centrale begreber til at differentiere de forskellige velfærdsregimer; dekommodificering og stratificering. 3 Marked Med familie menes der i indeværende projekt, i høj grad civilsamfundet, vi bruger begrebet familie, da det er det begreb Esping-Andersen anvender. Vi forstår familie som det relationelt nære, og ”civilsamfundet” gennem Talcott Parsons’ definition om et fællesskab af mennesker med samme social identitet (Boje 2007: 529). 4 Side 26 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering Dekommodificering betyder afvareliggørelse. Han ser dekommodificering af arbejderklassen, som et af velfærdsstatens kendetegn. Han beskriver det:”To understand the concept, de-commodification should not be confused with the complete eradication of labor as commodity; it is not all or nothing. Rather, the concept refers to the degree to which individuals, or families, can uphold a socially accepted standard of living independently of market participation” (Esping-Andersen, 1990: 66). Det betyder således i hvilken grad man vil kunne opretholde en socialt accepteret levestandard uden at være en del af markedet, hvilket vi tolker, som det at stå uden for arbejdsmarkedet. Hvis staten sørger for, at en lønmodtager kan få en understøttelse, der tilnærmelsesvis understøtter den forsikrede lediges indtægt, som hvis man var under arbejde, så vil det betyde, at der er en høj grad af dekommodifikation. Stratifikation Stratifikation stammer som begreb fra den funktionalistiske sociologi, der specielt er populær i USA. Det betyder: ”Det forhold, at samfundsstrukturen kan beskrives som et hierarki af socialt ulige stillede grupper af individer” (Den store danske, 2015). Stratifikation, eller som Esping-Andersen bruger det, social stratifikation, handler således om, at der er delinger af samfundsgrupper, og hvordan forholdene imellem dem er. Det indeholder især ulighed, og hvad den betyder for de forskellige gruppers livsmuligheder. Der er stratifikation i alle de tre velfærdsregimer. Der er ifølge Esping-Andersen, således ikke samfund uden ulighed, på trods af staten har taget et socialt ansvar på sig. Den kommer dog til udtryk på forskellige måder i de tre velfærdsregimer og skal derfor undersøges på flere forskellige måder end kun på indkomstulighed. Det er nemlig ikke kun privatøkonomi, der skaber sociale klasser, men også andre vigtige parametre som fx uddannelse (Esping-Andersen, 1990: 96). Det skal understreges, at begrebet stratificering ikke anvendes eksplicit i analysen af det danske velfærdssamfund, men bliver brugt som baggrundsforståelse. Det skyldes, at dette projekt ikke forholder sig til skellet mellem klasser, men om det er muligt at have en socialt accepteret levestandard, når man ikke er en del af arbejdsmarkedet. Grunden til, at definitionen af stratificering Side 27 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering alligevel er medtaget, skyldes, at det er et centralt begreb i Esping-Andersens teori, og dermed svært at undlade for forståelsen. Det liberale velfærdsregime Det liberale velfærdsregime ses ofte i de Angelsaksiske lande og kan ofte eksemplificeres ved Englands velfærdsstat. I det liberale velfærdsregime er de sociale rettigheder og ydelser er knyttet individet, men ydelserne vil ofte være benyttet af den lavt lønnede del af befolkningen. Staten intervenerer minimalt på markedet, og borgerne har frihed til at sørge for sig selv. De sociale reformer er ofte knyttet op på et traditionelt liberalt syn, hvor det skal kunne betale sig at arbejde. EspingAndersen beskriver det som ”it is one where the limits of welfare equal the marginal propensity to opt welfare instead of work. Entitlement rules are therefore strict and oftenly associated with stigma; benefits are modest” (Esping-Andersen, 1990: 45). Det er således kun få, der kan få del i velfærdsydelserne, som til gengæld er lave, for at opretholde et incitament til at arbejde. Den dekommodificering, hvor man som lønmodtager kan opretholde en levestandard, selvom man står uden for arbejdsmarkedet, er således næsten væk på trods af velfærdssamfundet i det liberale velfærdsregime. Dermed er det en velfærdsstat, hvor staten accepterer sin rolle og sit ansvar for sine borgere, men holder statens intervention af marked og familie til et absolut minimum. Det betyder, at man i grove træk ofte vil opretholde de eksisterende samfundsstrukturer, stratifikation, og samfundsklasser (Esping-Andersen, 1990: 49). Det korporatiske velfærdsregime Den korporatiske model er også blevet omtalt som den konservative model og ses i lande som Tyskland, Østrig, og Frankrig. Den er kommet frem for at staterne kunne navigere i staternes nye postindustrielle klassesamfund. Den er kendetegnet ved at bruge markedet til velfærd gennem private forsikringer og bruger velfærd til, at befolkningen kan opretholde deres sociale status. Det korporatiske velfærdsregime er stærkt påvirket af kirken og har ofte grundlæggende overtaget kirkens værdier, og konservative værdier. Det er samtidig en model, der i modsætning til den liberale model, ikke har arbejdet i fokus, men i stedet familien. Det kan bl.a. ses ved, at det er en model, der er dybt afhængig af, at hustruer enten er hjemmegående eller har deltidsarbejde, så de kan passe deres børn, da der ofte ikke er børnehaver eller dagplejere eller disse ikke er udbredte og derfor ikke alment Side 28 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering brugte. Det gør, at dette velfærdsregime er blevet kritiseret af feminister for kønsulighed og kønsbias, da kvinder ofte har dårligere rettigheder end mænd (Jensen, 1999:86). Det korporatiske velfærdsregime er således en stat, der i høj grad bruger markedet som velfærdsydelser, men undgår så vidt muligt at intervenere i både marked og familie, bl.a. for at sikre familiens stærke status som primær relation. Det betyder, at den har en stærkere dekommodifikation end i det liberale velfærdsregime, men at det er knyttet op på familien og ikke på individet (EspingAndersen, 1990: 51). Det socialdemokratiske velfærdsregime Det socialdemokratiske velfærdsregime er det mindst udbredte velfærdsregime og ses primært i de skandinaviske lande. Det er kendetegnet ved et princip om universalisme, og har dermed en høj grad af udvidede sociale rettigheder til den nye udvidede middelklasse, men som hele befolkningen ofte nyder godt af – fx fri adgang til uddannelse og et frit sundhedsvæsen. Alle i befolkningen har samme vilkår, da man forventer at det vil give en højere solidaritet og villighed til at betale for velfærdsydelserne gennem skatten, hvis man selv får samme ydelser. Den høje grad af sociale rettigheder gør, at man har en høj grad af dekommodifikation, hvor arbejderklassen og middelklassen i høj grad kan være uafhængige af markedet, og opretholde en socialt accepteret levestandard, selvom de står uden for arbejdsmarkedet. Det socialdemokratiske velfærdsregime udmærker sig således ved at have en meget høj grad af statslig intervention i både marked og familie. Den fokuserer på det enkelte individ frem for familien, hvilket betyder, at de sociale rettigheder knytter sig til netop individet for at maksimere den enkeltes frihed. Samtidig er markedet i høj grad reguleret, så det passer til velfærdssamfundet, og stat og marked skal således ses som et holistisk udtryk for samfundet og ikke som en dualisme, som i de to andre regimer. Det skal ses som et udtryk for, at man i dette regime ser velfærd og arbejde som forudsætninger for hinanden, og derfor er et samspil vigtigt (Esping-Andersen: 1990: 51). Side 29 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering Teorien og arbejdsløshedsforsikring En arbejdsløshedsunderstøttelse er sat i verden for at sikre en vis levestandard på trods af mistet arbejde. Understøttelsen kan derfor betragtes som en kerneopgave i en velfærdsstat uagtet velfærdsregime. Arbejdsløshedsforsikring er et grundlæggende pejlemærke på, om, og i hvilken grad, et individ kan frigøre sig fra markedet – altså dekommodifikation. Outputtet er dog stadig stærkt afhængigt af måden, man har organiseret arbejdsløshedsforsikringen på gennem staten – altså hvor meget staten intervenere i marked og familie. Vi vil derfor bruge Esping-Andersens teori om dekommodifikation og de tre velfærdsregimer til at undersøge arbejdsløshedsforsikring i Danmark, og hvordan staten kommer til udtryk i dette. Opsummering En velfærdsstat er således kendetegnet ved at have påtaget sig ansvaret for nogle sociale rettigheder til dets borgere. Det er dog måden dette er organiseret på, som har størst betydning for outputtet dvs. den oplevede velfærdsstat for borgerne. Der er stor diversitet i, hvordan man har organiseret velfærdsstater, men man kan dele det op i tre overordnede velfærdsregimer: 1. Det liberale velfærdsregime 2. Det korporatistiske velfærdsregime 3. Det socialdemokratiske velfærdsregime Forskellen på disse tre velfærdsregimer er, hvordan staten intervenerer i marked og familie. Hvor det liberale velfærdsregime fokuserer på et stærkt marked, fokuserer det korporatistiske regime på en stærk familie, og det socialdemokratiske på det enkelte individ. Alle tre regimer har en forskellig grad af dekommodifikation og stratifikation. Det betyder, at der i alle velfærdssamfund er forskellige samfundsklasser, og alle steder en form for uafhængighed af markedet. Side 30 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering Korporatisme i dansk arbejdsløshedsforsikring og sundhedsvæsen Valg af teori Asbjørn Sonne Nørgaard har i sin Ph.d.-afhandling ”Corporatism in Danish health care and unemployment insurance” (Nørgaard, 1997) undersøgt hvornår, hvorfor, og hvordan der kommer reformer af arbejdsløshedsforsikring i Danmark. En af hans hovedpointer i sin Ph.d.-afhandling er, at arbejdsløshedsforsikring og sundhedsvæsenet er to store områder og institutioner, som kan være svære at ændre. Det skyldes, at det kan være noget, befolkningen har meget nært, og der kan derfor være en vis frygt hos politikere for at ændre på dem radikalt. Derfor har han undersøgt hvilke faktorer, der så gør, at der sker ændringer, samt hvorfor disse virker, og hvordan ændringer af de to institutioner kommer til udtryk. Vi har valgt at bruge Asbjørn Sonne Nørgaards teori om korporatisme i danske arbejdsløshedsforsikring, da vi mener, det giver en forståelse for ændringer i det meget unikke og komplekse system, som dansk arbejdsløshedsforsikring er. Det skyldes, at han specifikt har undersøgt netop dette område gennem en længere historisk periode fra 1907 til 1997. I dette har han fundet overordnede tendenser og betingelser for denne institution. De seneste år har der været stor debat af arbejdsløshedsforsikring. Man har dog stadig grundlæggende samme system, som man havde i 1997, men har blot ændret i det eksisterende system inden for dets rammer. Derfor mener vi, at teorien fra Nørgaards afhandling stadig i høj grad er relevant og kan bruges til at forklare, hvorfor systemet er så komplekst og omdiskuteret, uden at der er ændret ved systemets grundprincipper. Ligeledes kan den bruges til at gisne om perspektiver for fremtidens danske arbejdsløshedsforsikring. Vi vil bruge Nørgaards teori om korporatisme og sporafhængighed i dansk arbejdsløshedsforsikring til at understøtte en analyse og forklaring af, hvilke reformer man ser af den danske arbejdsløshedsforsikring. Det gøres for at finde forklaring på eventuelle udviklinger, som kan forklare sammenhæng i udvikling, i forhold til hvilket velfærdsregime Danmark befinder sig i eller udvikler sig hen imod. Side 31 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering Institutioners skabelse og sporafhængighed Store institutioner, såsom arbejdsløshedsforsikring og sundhedsvæsenet, er efter deres skabelse blevet hårdføre og er svære at ændre. Det vigtige for interessenter er derfor at kunne være med til at skabe institutionerne, og at institutionerne i forhold til interessenterne har den rigtige praksis, politik, organisatoriske opbygning og forgrener sig på den måde, de finder bedst. Det vigtigste for dem er dog, at institutionerne skabes på en måde, der sikrer interessenterne sin egen magtposition. Uden en god magtposition fra starten, risikerer de nemlig at sættes uden for indflydelse for altid, da de på grund af institutionernes lille forandringsvilje og -evne muligvis ikke kan skabe sig en magtposition senere, da institutioner sjældent ændres grundlæggende (Nørgaard, 1997). Institutioner er således meget svære at forandre og specielt at forandre grundlæggende. De kan derfor opfattes som konservative og vil ved ændringer ofte ændre mindre ting inden for det allerede eksisterende system. Dette kan bl.a. skyldes, at de institutionelle aktører har en interesse i at lukke ned for ændringer i deres institution, da de ønsker at bibeholde deres magtposition, og de er ofte i en position, hvor de kan hindre ændringer. Ligeledes er institutionerne også nødsaget til at være modstandsdygtige og have indflydelse i moderne politik, ellers ville de ikke være interessante at undersøge (Nørgaard, 1997: 15). En konsekvens heraf er, at den siddende magtindehaver, regeringen, sjældent ændrer på en institution, da incitamenterne til ændringer ofte er for svage. Magtindehaverne vurderer således, at de ikke vil vinde noget ved at være i kamp med institutionelle aktører hele tiden, og vælger derfor ofte at opgive store og markante ændringer (Nørgaard, 1997:14). Ændringer og reformer bliver derfor sporafhængige i stedet for radikalt forandrende, og inden for institutionen vil man således være bundet af systemets bundne rationalitet. Et eksempel herpå er at den danske arbejdsløshedsforsikring er forankret med a-kasser som stærke institutioner. Disse kan en ny regering på grund af de svære forandringsvilkår ikke ændre på fra den ene dag til den anden, selvom de muligvis har et politisk ønske herom. Reformation af eksisterende institutioner Institutioner er dog ikke umulige at forandre, selvom det ofte vil være svært. Normalt kan og vil politikere ikke dedikere sig tilstrækkeligt til at indføre en reform, hvilket også vanskeliggør ændringer. Men under bestemte forudsætninger vil deres vilje til dedikation være større og give bedre betingelser for reel forandring, de forudsætninger er: Side 32 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering Stærkt lederskab: Et stærkt lederskab med visioner og en god strategi er elementer, der kan påvirke institutionernes forandringsvilje i høj grad. Alliancer med interesseorganisationer: Hvis de politiske aktører allierer sig med en interesseorganisation, som ikke er en del af de normale politiske aktører, er der en større chance for en reform blive gennemført i en institution. Brede forhandlinger over midten af dansk politik: De reformer med størst chance for at blive gennemført er dem, som er skabt i et sammenspil mellem regeringerne og en del af oppositionen (Nørgaard, 1997: 15). Disse forudsætninger bidrager til reformer af institutioner, men den organisatoriske og politiske kontekst er en vigtig faktor, når det gælder ændringer. Institutioner er et billede af de dominerende politiske holdninger fra deres skabelse. Da institutioner generelt er meget konservative, må det betyde, at det er konteksten og faktorer omkring institutionen, der skaber incitament for politikerne til at udfordre de institutionelle aktører (Nørgaard, 1997: 15-16). Nørgaards teori om sporafhængighed i det danske arbejdsløshedsforsikringssystem benyttes i undersøgelsen til at forklare en sammenhæng i udviklingen af de undersøgte love. Dermed vil teorien i samspil med Esping-Andersens teori ”The three ways of welfare capitalisms”, blive anvendt som baggrund og forståelsesramme for sammenhæng mellem de undersøgte love ift. samfundet, og hvorfor sammenhængen ser ud på den måde. The third sector and welfare triangle I undersøgelsen benyttes Victor Pestoffs model for “The third sector and welfare triangle” fra artiklen “Hybridity, Coproduction, and Third Sector Social Services in Europe”. Modellen beskriver, hvordan third sector organisations hænger sammen med staten og markedet, og om hvordan en third sector organization forsøger at tilpasse sig i et samfund, hvor new public management presser dem til at effektivisere sig. I denne undersøgelse anvendes modellen dog anderledes end Victor Pestoffs oprindelige brug af modellen. Dette skyldes at undersøgelsens genstandsfelt ikke undersøger et frivilligt system, men det danske arbejdsløshedsforsikring, der er et samarbejde mellem stat og private organisationer. Modellen bruges således til at undersøge om lovene har fokus på at være i statens genstandsfelt, markedets genstandsfelt, eller familiens genstandsfelt. Den midterste cirkel med Third sector Side 33 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering (Voluntary /nonprofit organisations) anvendes ikke i denne analyse. De stiplede linjer imellem de afgrænsede velfærdsregimer danner små trekanter ved siderne, som repræsenterer områder, hvor lovene der ligger i de områder har træk fra mere end et velfærdsregime. Undersøgelsen har således valgt at bruge denne model, da den kan give et overblik over, hvordan lovene vi analyserer, placere sig i forhold til de tre velfærdsregimer, for at vise en tendens i samfundet. Modellen bruges således til at placere lovene vi analyserer, i trekanten for at vise, hvordan lovene er placeret i forhold til stat, marked og familie, for at give læseren er bedre overblik. Analyseafsnittet I denne analyse vil vi gennem en dokumentanalyse af de udvalgte love, samtidsartikler, historiske analyser og videnskabelige artikler undersøge udviklingen i statens rolle i finansiering og aktivering i det danske arbejdsløshedsforsikringssystem. Dette bruges til at svare på to arbejdsspørgsmål; Hvordan har statens rolle udviklet sig i det danske arbejdsløshedsforsikringssystem, og hvad betyder det for dekommodificering? Hvad betyder udviklingen for den danske velfærdsstats placering i det socialdemokratiske velfærdsregime? Undersøgelsen behandler spørgsmålene i en historisk kronologisk rækkefølge og vil således vise, hvordan denne udvikling har set ud og hvad den betyder. Analyse 1960’erne 1960’erne var en periode med store forandringer i det danske samfund. Lønningerne steg, og kvinder kom i stigende grad ud på arbejdsmarkedet frem for at være ansvarlige for hjem og børnepasning. Det gav nye udfordringer til den danske velfærdsstat, som samfund og for arbejdsmarkedet (Kvinfo, 2015). Flere a-kasser var samtidigt stærkt udfordrede økonomisk og administrativt, da der inden for bestemte sektorer var en relativ høj ledighed, og de havde derfor svært ved på den lange bane at håndtere og Side 34 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering garantere deres ledige medlemmers levestandard på en socialt accepteret måde. Dette skyldtes, at arbejdsløshedsforsikringen steg, når lønnen steg, ligesom støtten fra staten ikke tog højde for forskellige ledighedsniveauer inden for sektorerne. Det skabte en skævvridning inden for a-kasserne, der betød, at nogle a-kasser havde store overskud, mens andre a-kasser havde svært ved at udføre deres daglige arbejde (Nørgaard, 2009 og Pedersen, 2007:83). Det tog en socialdemokratisk regering konsekvensen af og nedsatte derfor i 1964 Wechselmannudvalget, der skulle komme med forslag til bl.a. en reformering af finansieringen af arbejdsløshedsforsikringen (Pedersen, 2007:83). Det var således på baggrund af Wechselmann-udvalget, at der under den daværende V-K-R-regering i 1967, blev vedtaget, at staten påtog sig den økonomiske risiko ved arbejdsløshedsforsikring jf. § 14 lov 40 af 1967. Denne lov betyder, at staten dækker a-kassernes udgifter til arbejdsløshedsforsikringer, og den eneste forskel i a-kassernes kontingent er her fra et administrationsgebyr, a-kasserne selv bestemmer (Nørgaard, 2009). Det er således medlemmerne, der selv betaler administrationsgebyret til deres egen a-kasse, mens den generelle betaling for arbejdsløshedsforsikring blev udjævnet på tværs af sektorer. Målet var netop at sikre, at man som ledig kan opretholde en socialt accepteret levestandard, selvom man står uden for markedet, altså dekommodifikation, hvilket man kan argumentere for blev tilfældet (jf. bilag 7). Dette skulle være for alle arbejdsløshedsforsikrede, og dermed uafhængigt af hvilken sektor man tilhørte (Nørgaard, 2009). Senere, i 1969, blev der ændret i, hvilke dele af staten der er ansvarlig for håndteringen. Dette sker i § 1 lov 149 af 1969, hvor kommunernes økonomiske bidrag fjernes. Dette kan være en måde at sikre at formålet med lov 40 af 1967 opnås, og man således kan opretholde den ønskede grad af dekommodifikation for arbejdsløshedsforsikrede (jf. bilag 4). Det skyldes, at arbejdsløshed ikke spredes jævnt ud - hverken på sektorer eller geografisk. Der ville således være kommuner med store økonomiske og administrative udfordringer, som ikke nødvendigvis ville få samme grad af hjælp fra staten centralt. Derfor var det vigtigt at sikre, at man med overtagelsen af det økonomiske ansvar for arbejdsløshedsforsikring tog hensyn til sektorer såvel som geografi (Nørgaard, 2009). I 1969 oprettes regionale arbejdsformidlingskontorer (AF) som statslige institutioner. Det betyder, at staten kan kontrollere ledige og anvise arbejde til alle ledige, herunder også de arbejdsløshedsforsikrede (Pedersen, 2007:83-84). Det bliver således fra oprettelsen af Side 35 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering arbejdsformidlingen nu lovpligtigt at møde op på et arbejdsanvisningskontor for at modtage arbejdsløshedsforsikring jf. § 4 af lov 248 af 1968. Statens rolle bliver således langt mere central i 1960’erne, end den tidligere har været. Dette kommer til udtryk i, at staten overtager den finansielle risiko ved arbejdsløshedsforsikringen i slutningen af 1960’erne, som tidligere lå hos a-kasserne selv, hvorved statens andel af arbejdsløshedsforsikringen steg eksplosivt fra i 1965 at være ca. 10 % til i 1967 at være ca. 70 % (jf. bilag 9a og 9b). Den økonomiske risiko ved at udbyde forsikring blev således mindre for a-kasserne, da staten på den måde kunne sikre en vis levestandard hos ledige arbejdsløshedsforsikrede, altså dekommodificering. De skabte således en højere grad af dekommodificering ved at skabe et system, hvor man i langt højere omfang kunne opretholde en vis levestandard, hvis man blev arbejdsløs og stod uden for arbejdsmarkedet (jf. bilag 4). Dette kom dog ikke uden betingelser. Den øgede økonomiske og sociale sikkerhed kom med øgede krav fra staten til den enkelte arbejdsløshedsforsikrede. Dette kom til udtryk gennem arbejdsanvisning og kontrol fra den statslige institution; Arbejdsformidlingen. Staten blander sig således langt mere i markedet og i den enkelte lediges frihed. Dette kan ses, som et tydeligt tegn på, at Danmark bevæger sig i et socialdemokratisk velfærdsregime. Det ses ligeledes ved, at staten udvider sin rolle og indfører love, der lægger grundstenen for en større statslig intervenering i arbejdsmarkedet og familien. 1970’erne Wechselmann-udvalgets forslags effekter på lovgivningen fortsatte i 1970’erne. I 1970 kom der således en lov med bestemmelser og opstramninger om, hvornår en a-kasse kunne blive statsanerkendt. Da det primære formål og eksistensgrundlaget for a-kasser er arbejdsløshedsforsikringen, ville konsekvensen af denne lov for de fleste a-kasser være, om de kunne eksistere eller ej (Pedersen, 2007:83). Med lov 114 af 1970 vedtog man yderligere en række krav for at blive en statsanerkendt a-kasse foruden det eksisterende krav om, at en a-kasse skal være organiseret på baggrund af et fagområde. Det betød, at en statsanerkendt a-kasse nu skulle: Have minimum 1.000 medlemmer Være landsdækkende (Pedersen, 2007:83). Side 36 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering Konsekvensen af dette var et lille fald i antallet af a-kasser i starten af 1970’erne. Senere i 1970’erne opstod der dog endnu flere a-kasser end før denne lovændring (jf. bilag 5). Slutningen af 1970’erne var præget af stigende ledighed (jf. bilag 6), der betød, at flere var ved at have opbrugt retten til arbejdsløshedsforsikring. I 1978 vedtog S-V-regeringen derfor en arbejdstilbudsordning, der skulle sikre, at ledige ikke røg ud af arbejdsløshedsforsikringssystemet. Sikringen foregik på den måde, at de ledige arbejdsløshedsforsikrede kunne genoptjene retten til arbejdsløshedsforsikring i arbejdstilbuddene, hvilket står i modsætning til i dag, hvor aktivering ikke kan bruges til at genoptjene retten til arbejdsløshedsforsikring. I 1980’erne fortsatte dette, men man fremrykkede tidspunktet for arbejdstilbud til ledige flere gange, så det blev givet tidligere i ledighedsperioden (Pedersen, 2007:87). 1970’erne slutter, som de startede, med en opstramning af kravene for at blive en statsanerkendt akasse. I 1979 vedtog S-V-regeringen således lov 229, hvor det i § 3 stk. 2 fremgår, at a-kasser skulle have mindst 5.000 medlemmer for at blive statsanerkendte og dermed få finansieret arbejdsløshedsforsikringen af staten. Det betød, at antallet af a-kasser faldt igen i slutningen af 1970’erne (jf. bilag 5). Det blev samtidig vedtaget, at arbejdsdirektøren skulle afgøre eventuelle tvivlsspørgsmål om, i hvilken a-kasse et givent medlem kunne melde sig ind jf. § 1 stk. 3. Dette var vigtigt på dette tidspunkt, da det netop var et krav, at a-kasser skulle være organiseret på baggrund af fag. Hvis a-kasser havde for mange medlemmer, der ikke blev vurderet til at være en del af deres fag, kunne man således beskylde dem for at være tværfaglige, og konsekvensen kunne være at de mistede deres status som en statsanerkendt a-kasse. 1970’ernes arbejdsmarkedspolitik er således stadig præget af statens nye rolle, som den aktør der finansiere arbejdsløshedsforsikring. Der blev derfor flere gange sat nye regler for, hvor mange medlemmer en statsanerkendt a-kasse skal have, og dermed kom der begrænsninger for, hvilke akasser der reelt kunne eksistere, på trods af de var private foreninger, som borgerne aktivt selv skulle melde sig ind i. Reglerne kan fremstå som en statslig intervenering i markedet, da a-kasser i sig selv er private og ikke en del af staten. En sådan statslig intervenering i markedet er mulig grundet det socialdemokratiske velfærdsregime, det danske velfærdssamfund er kendetegnet ved. Men efter 1960’ernes store reformer var staten og a-kassernes rolle dog blevet så sammenblandede, at en akasse reelt ikke kan eksistere uden statens anerkendelse og finansiering. Det er således ikke helt Side 37 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering entydigt, hvad de skærpede krav betyder for, om staten intervenere mere i markedet. Man kan i stedet se det som et udtryk for, at staten i 1970’erne bliver mere bevidst om sin rolle og bruger sin rolle mere aktivt i kravene til, hvordan en a-kasse kan blive statsanerkendt. De øgede krav fra staten til akasserne betyder nemlig, at a-kasserne bliver mere statsliggjorte. Dette skyldes, at a-kasser er selvstændige, men nu har øgede krav ift. at blive statsanerkendt. A-kasserne og staten er dermed i højere grad blevet en symbiotisk enhed inden for arbejdsløshedsforsikring. 1970’erne er som tidligere beskrevet et årti præget af høj ledighed (jf. bilag 6). Der sker dog ikke større udsving i graden af dekommodifikation, om end det bliver sikret, at det er svært at ryge ud af arbejdsløshedsforsikringssystemet (jf. bilag 4). 1980’erne 1970’ernes arbejdsløshed fortsatte ind i 1980’erne (jf. bilag 6). Derfor var arbejdsmarkedspolitikken fortsat præget af stadigt stigende arbejdsløshed. I starten af 1980’erne vedtog K-V-CD-KRF-regeringen derfor at fastfryse arbejdsløshedsforsikringssatserne fra 1982 – 1986. Dermed brød man med de eksisterende love og praksis fra 1969, som V-K-R-regeringen vedtog, hvor satserne for arbejdsløshedsforsikring blev reguleret på baggrund af gennemsnitslønnen (Pedersen, 2007: 82 og 89). Det betød, at arbejdsløshedsforsikringen reelt ville blive mindre værd, og dermed gav en lavere sats set i forhold til købekraft og realpriser. Dermed ville dagpengemodtagere over tid få en lavere levestandard, og der kom således en lavere grad af dekommodifikation. Intentionen bag dette nye tiltag var, at man ville sikre, at der trods høj ledighed var incitamentet til arbejde, samtidig med at man begrænsede brugen af ressourcer på arbejdsløshedsforsikring (Pedersen, 2007:83 og 88). Dermed er konsekvensen af loven, passende til lovens intention, der er baseret på en klassisk logik fra det liberale velfærdsregime, om at det skal kunne betale sig at arbejde. Som reaktion på dette steg medlemsbidraget i samme periode (jf. bilag 9b). Senere i 1980’erne, formentlig på baggrund af den forhøjede ledighed, blev arbejdstilbud i loven om forstærket indsats mod langvarig ledighed vedtaget under V-K-R-regeringen. Dette blev en ret for de ledige forsikrede jf. § 1 stk. 3 lov 840 af 1988. Her kan de ledige forsikrede genoptjene en eventuel mistet dagpengeretten gennem arbejdstilbud, således kan man argumenterer for, at arbejdstilbuddene ses på, som værende tæt på arbejdsmarkedet, hvorved der trods alt skabes en lavere grad af Side 38 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering dekommodificering. Dermed skaber man et system, hvor dagpengemodtagere kommer i arbejdstilbud, der bl.a. bliver skabt gennem jobrotation (Pedersen, 2007: 87). Disse arbejdstilbud er et godt eksempel på, hvordan stat og marked er i et tæt samarbejde i henhold til arbejdsløshedsforsikring. Staten giver et tilskud til arbejdspladserne, som giver arbejdstilbuddene til dagpengemodtagere. Det er et krav, at arbejdspladsen ansætter dagpengeberettigede, før de kan få dette tilskud fra staten (Rosdahl, 2003: 41). Dermed bliver arbejdstilbuddene en måde, hvor staten intervenerer i markedet. Det er samtidig et eksempel på, hvordan løsninger i arbejdsløshedsforsikring ofte har base i marked, såvel som i stat. De to områder bliver ofte set som to adskilte arenaer, fx i Pestoffs model for “The third sector and welfare triangle” (jf. bilag 2). Dette kan dog forklares med, at det danske velfærdssamfund ofte bliver beskrevet som et velfærdssamfund, der er bygget op som et socialdemokratisk velfærdsregime - og dermed med Esping-Andersens velfærdsstatsmodel - et socialdemokratisk velfærdsregime. I dette socialdemokratiske velfærdsregime vil staten intervenere meget i marked og familie, og der er derfor ikke samme store opdeling mellem de forskellige sektorer som i de andre velfærdsregimer (EspingAndersen, 1990: 50 - 51). Dermed bliver arbejdstilbuddene et eksempel på, hvordan arbejdsløshedsforsikringssystemet i Danmark opererer i et spil mellem stat og marked, der ofte ikke helt kan skilles ad, hvilket kan skyldes den måde den danske velfærdsstat er opbygget. Det vedtages samtidig i 1980’erne, at et ledigt arbejdsløshedsforsikret medlem skulle leve op til flere restriktioner end tidligere. Det betød, at for at være berettiget til dagpenge, skulle medlemmet påtage sig passende arbejde, også selvom det lå uden for den pågældendes fagområde. Såfremt medlemmet ikke påtog sig dette arbejde, ville medlemmet miste retten til dagpenge i en periode. Ligeledes skulle de nu have en fyldestgørende grund for at ophøre med at arbejde for at kunne modtage dagpenge, jævnfør § 2 lov 840 af 1988. Dette kan ses som et udtryk for, at man mente, at man skulle yde, før man kan nyde, og at alle, der kunne arbejde, skulle arbejde. Man har derfor gennem loven, lov 840 af 1988 sikret, at man ikke kan fravælge arbejde pga. prestige eller lyst. Ligeledes er dagpengemodtagere tvunget til reelt at stå til rådighed for en større del af arbejdsmarkedet end tidligere, da man nu ikke skelner til, om tilbud om arbejde er inden for dagpengemodtagerens eget fag og uddannelse. Denne lov har således et formål om at sikre, at det bliver sværere at melde sig ud fra arbejdsmarkedet, og dermed får dekommodifikation sværere vilkår - da man i højere grad er en Side 39 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering del af arbejdsmarkedet. Ligeledes kan man, som ovenfor anført, argumenterer for, at disse arbejdstilbud ses som værende tæt på arbejdsmarkedet, da man kan genoptjene dagpengeretten, hvilket ligeledes mindsker dekommodificeringen. Det kan således tolkes som et signal om, man vil et samfund, med en klassisk tilgang til arbejde. Det skal kunne økonomisk betale sig at arbejde - eller rettere, det skal ikke kunne betale sig ikke at arbejde. Dette er værd at bide mærke i, da denne arbejdslogik ofte er forbundet med det liberale velfærdsregime - og altså ikke det socialdemokratiske velfærdsregime, man ofte forbinder med det danske samfund (Esping-Andersen, 1990: 50 - 51). Staten har således et øget fokus på arbejdstilbud i et tæt samspil med arbejdsmarkedet gennem de uklare linjer skabt af det socialdemokratiske velfærdsregime. Ligeledes indføres der en øget kontrol og dermed konsekvenser for den enkelte ledige. 1980’erne er således et årti, hvor graden af dekommodificering i det danske samfund bliver mindre, da der nu er dårligere levevilkår uden for markedet, omend det primært er gennem kontrol og sociale vilkår. Det største skred er dog, at det ligeledes bliver markant sværere overhovedet at melde sig ud af markedet, og dermed bliver muligheden for dekommodifikation i sig selv begrænset. 1990’erne 1990’erne er et årti præget af en meget aktiv arbejdsmarkedspolitik. Det er således et årti med mange lovændringer og reformer. Det er samtidig et årti, hvor ledigheden falder, efter to årtier præget af arbejdsløshed (jf. bilag 6). Det betyder, at de strukturelt ledige nu bliver synlige. Denne gruppe har tidligere gemt sig bag konjunkturledigheden, men med det lave ledighedsniveau er de nu synlige. Problemet med langtidsledige, der enten ikke kan eller vil finde arbejde, er dog ikke en ny tendens i 1990’erne, ifølge Weekendavisen i 1998 (Weekendavisen, 1998) og går igen i flere af artiklerne fra slut 1990’erne. I et interview i Information i 1998, udtaler chefkonsulent i Dansk Industri ligeledes, at arbejdsformidlingen ”ikke er gearet til at tage sig af de langtidsledige” hvorfor han mener, at de langtidsledige skal på kontanthjælp frem for at være på dagpenge (Information, 1998). Weekendavisen skriver senere samme år, at regeringen ”Enten skal (…) bryde med princippet om, at alle ledige skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, eller (…) smide tusinder af ledige over i bistandssystemet”, da der er flere af de langtidsledige, der ikke er i stand til at påtage sig et arbejde (Weekendavisen, 1998). Side 40 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering Man har således fokus på, at arbejdsløshedsforsikrede er forskellige med forskellige behov, og de har derfor brug for forskellige tiltag for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Disse behov afhænger bl.a. af hvor lang tid, man har været væk fra markedet. Der er samtidig i artiklerne et fokus på og ønske om at sikre, at de arbejdsløshedsforsikrede kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og såfremt man ikke kan det, skal man rykkes til et andet system. Under Schlüter-regeringen i 1992 bliver der derfor mere fokus på aktivering, særligt for unge under 25 år. Det drejer sig både om arbejdsaktivering ved jobrotation og aktivering gennem uddannelse jf. § 20 b lov 468 af 1992. Under aktiveringen er det dog ikke, modsat under arbejdstilbudsordningen, muligt at genoptjene retten til arbejdsløshedsforsikring, uanset om det er arbejds- eller uddannelsesaktivering jf. § 97b stk. 2 lov 468 af 1992. Derfor kan man argumenterer for, at aktivering ligger længere fra arbejdsmarkedet end de tidligere omtalte arbejdstilbud, hvorfor der kan være tale om en lavere grad af dekommodificering. I loven er der således sat fokus på at ”yde for at nyde” (Politiken B, 1992), da ledigheden jf. ovenfor begynder at falde. Det nye syn på ledige og arbejdsløshedsforsikringen kan ligeledes ses i Politiken fra 18.06.1992, hvor der står: ”Dermed bliver dagpengene en løn og ikke en passiv ydelse” (Politiken: A, 1992). Med dette målrettede fokus på at flere skal i arbejde gennem bl.a. aktivering og uddannelse, kan man undre sig over, at gevinsten ved at komme i arbejde frem for at være forsøget af arbejdsløshedsforsikring, ikke er økonomisk særligt for de unge under 25 år. Dermed bliver arbejdet gevinsten i sig selv (Politiken A, 1992). Dette skal ikke ses, som om det udelukkende er et udtryk for det gamle udtryk om; at arbejde er en gevinst i sig selv, men at man med loven har gjort det sværere at være ledig og stå uden for arbejdsmarkedet. Trods påstanden om at ledige, der er i aktivering, er længere fra arbejdsmarkedet end de ledige, der var i arbejdstilbud, er dekommodificeringen, således mindsket. Dermed er det sikret, at det er sværere at komme til at stå uden for arbejdsmarkedet. Man gør det således så besværligt at stå uden for markedet, at man forventer, at de ledige vil være tvunget til at blive en del af markedet igen. Side 41 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering I samme lov, lov 468 af 1992, vedtages det, at aktivering kan sidestilles med dagpasning på fuldtid af egne børn op til 2 år og på halv tid af børn op til 8 år, forældrene skal dog samtidig være jobsøgende, og til enhver tid parate til at påtage sig et arbejde inden for den pågældendes kompetencer jf. § 97b lov 468 af 1992. Derfor kan man til en vis grad sige, at denne lov sidestiller dagpasning af egne børn med at arbejde. Denne delvise siddestilling kan skyldes, at loven er fremstillet af en konservativ minister (jf. bilag 1), som ofte vil basere velfærdsstater på familieværdier som i den korporatistiske model, hvor familien er en kerneværdi, der skal forsvares (Esping-Andersen, 1990, 48-51). Loven kan således ses som et udtryk for, at staten både intervenerer i familien og i markedet, men har nu mindre intervenering i familien for arbejdsløshedsforsikrede. Dermed ikke sagt, at loven sidestiller arbejde med dagpasning af børn fuldt ud, hvilket kan ses ved, at en forældre til enhver tid skal kunne opgive børnepasningen, hvis denne for et tilbud om arbejde, inden for hans eller hendes kompetencer. Den har et klart formål om, at alle, der kan arbejde, skal arbejde, selvom man kan passe sine børn i stedet for aktivering. Dette kan ses som et udtryk for, at Danmark er en velfærdsstat med fokus på individet, som det er i både det socialdemokratiske og liberale velfærdsregime, mens det korporatistiske velfærdsregime er afhængig af, at familien passer sig selv, bl.a. ved at mange kvinder går hjemme og passer børn og hus (Esping-Andersen, 1990: 48-51). Senere i 1997, sætter S-R-regeringen fokus på individuelle handlingsplaner for de tidligere syge ledige. Hvis en tidligere syg ledig er blevet raskmeldt, vil den ledige, på samme måde som alle andre forsikrede ledige, miste retten til arbejdsløshedsforsikring ved at afslå et tilbud om aktivering § 55a stk. 3 lov 1082 af 1997. Disse tidligere syge ledige skal, jf. loven og artikler fra Weekendavisen og Information, nu være i et andet system (Information, 1998 og Weekendavisen, 1998). Det betyder, at man kan have et bedre overblik over, hvem der reelt står til rådighed for arbejdsmarkedet. 1990’erne er således et årti med mange love, men love der følger samme spor, som blev lagt i 1980’erne. Dette kan forklares med Nørgaards teori om sporafhængighed i den danske arbejdsløshedsforsikring, der ofte vil følge samme tendenser og dermed samme spor, som allerede er lagt (Nørgaard, 1997). Det er et årti, hvor man vender høj arbejdsløshed til lav arbejdsløshed og dermed får øje på tidligere skjulte problemer. Side 42 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering Staten bruger sin rolle aktivt til at intervenere i markedet, og man har fokus på at alle, der kan arbejde skal arbejde. Dermed har man overtaget kernemottoet fra det liberale velfærdsregime, om “at det skal kunne betale sig at arbejde” (Esping-Andersen, 1990). Det sker dog ikke gennem lavere satser, men gennem forkortelse af dagpengeperioden, samt et stærkt fokus på aktivering. Konsekvensen er en lavere dekommodificering, hvor man igen får sværere ved at stå uden for markedet med en socialt accepteret levestandard, hvilket man dog skal holde for øje primært skyldes besværet ved at leve op til de pligter der er, for at kunne modtage arbejdsløshedsforsikring, er større end at det skyldes økonomi. Ligeledes bliver det til stadighed sværere overhovedet at kunne melde sig ud fra arbejdsmarkedet, jf. de nye aktiveringsregler og de uklare grænser mellem marked og stat, gennem statens intervenering i markedet. Selvom man kan argumentere for, at de ledige med de nye aktiveringsregler ikke er en lige så integreret del af markedet som under arbejdstilbudsordningen, da man ikke længere kan genoptjene retten til arbejdsløshedsforsikring i disse tilbud. 2000’erne 2000’ernes var fra starten præget af højkonjunktur og lav arbejdsløshed. Der var opgangstider og stor optimisme efter at 1990’erne sikrede en solid dansk økonomi. Mens økonomien i den vestlige verden buldrede derudaf i starten af 2000’erne, så fik man en brat opvågning hen mod enden. I 2008 kom finanskrisen, hvilket har ledt til længere tids økonomiske udfordringer. Konsekvensen var, at mange mistede deres job, samtidig med at der var besparelser i den offentlige sektor (Ugebrevet A4, 2010). 2000’erne var dog samtidig et årti, der var præget af ideologiske opgør i den offentlige sektor og dermed også i arbejdsmarkedspolitikken ført an af V-K-regeringen. Et stort opgør kunne ses i 2002, hvor V-K-regeringen vedtager lov 434 af 2002, hvor man med en ændring i §30 gjorde det muligt at statsanerkende tværfaglige a-kasse. Dermed var det ikke længere kun de fagligt afgrænsede a-kasser, som traditionelt set har været bundet op på fagforeninger fra de store fagforbund LO, FTF og Akademikerne, der kunne statsanerkendes. LO er bange, for at det bliver en dårligere service, da de mener, at a-kasserne nu skal konkurrere på pris. Derfor frygter de, at det kommer til udelukkende at handle om at udbetale arbejdsløshedsforsikring (Jyllands-Posten B, 2002). Trods dette bliver Min Akasse (tidligere STA - en LO a-kasse) en tværfaglig a-kasse (Ritzau, 2002). Ligeledes sætter man igen barren højere for, hvor mange medlemmer en a-kasse skal have for at kunne blive statsanerkendt, så det fra udgangen af 2007 kræver 10.000 medlemmer jf. §32 af lov 434 af 2002. Det betyder således, at staten på samme tid begrænser og tilføjer flere muligheder for, hvilke Side 43 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering a-kasser der kan blive statsanerkendte. Det betød, at selvom nogle a-kasser gik sammen, som SID og KAD (3F’s Historie, 2015) for at kunne bevare statsanerkendelsen, kom andre til, såsom Det Faglige Hus (Historien om Det Faglige Hus, 2015) grundet den nye mulighed for tværfaglige a-kasse. Det betyder, at man både i 2002 og 2015 har 30 statsanerkendte a-kasser (jf. bilag 5 og a-kasseregister, 2015). Det har således ikke nogen betydning for antallet af a-kasser, men i stedet for hvordan a-kasserne er. Dermed bruger V-K-regeringen statens rolle til at sikre, at de kan forme, hvordan a-kasserne ser ud, og svække a-kasser, der har haft et traditionelt stærkt tilhørsforhold til LO og Socialdemokraterne. Således bruges a-kassernes afhængighedsforhold til staten til at tydeliggøre, at a-kasserne i endnu højere grad bliver statsliggjort. Staten påvirker således ikke længere kun lovene for udbetaling af arbejdsløshedsforsikring og aktivering af ledige, men går med denne lov ind og påvirker det essentielle i en forening - nemlig hvem der kan være medlemmer af foreningen. En påvirkning, der får stor betydning for, hvordan a-kasser kan være, og hvordan det kan opleves for det enkelte medlem. Senere i 2000’erne, i 2003, blev det vedtaget at ændre den individuelle handlingsplan til en jobplan for unge under 25 år jf. lov 420 af 2003. Konsekvensen er, at man gør handlingsplanerne over for arbejdsløshedsforsikrede og ikke arbejdsløshedsforsikrede ledige mere ens. Den daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort-Frederiksen havde tidligere i 2002 udtalt sig til Jyllands-Posten, at “Der skal generelt set ske en opstramning af rådighedsreglerne. For vi står i dag i en situation med begyndende mangel på arbejdskraft. Derfor skal vi sikre, at alle hænder kommer hurtigst muligt ud på arbejdsmarkedet.” (Jyllands-Posten A, 2002). Man har således stadig fokus på, at alle der kan arbejde, skal arbejde. Et krav der jf. ovenstående citat, nu er mere presserende, da man i starten af 2000’erne står over for en udsigt til mangel på arbejdskraft. En måde at sikre den bedste håndtering af dette er, ifølge V-K-regeringen, at ensrette de arbejdsløshedsforsikringssystemet og kontanthjælpssystemet. Ifølge Claus Hjort Frederiksen sker dette fordi, “Den enkelte ledige, tror jeg, er ligeglad med, om man er i kontanthjælpssystemet eller arbejdsløshedsforsikringssystemet. Det afgørende for den ledige er, at der bliver gjort noget effektivt, og vi kan se, at der i dag er problemer, fordi de to systemer vurderer reglerne om rådighed forskelligt” (Jyllands-Posten A, 2002). Lov 420 af 2003 betyder samtidig, at de ledige nu i højere grad skal ud på rigtige virksomheder frem for at deltage i kurser. De vil ligeledes modtage en aktiveringsydelse frem for Side 44 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering arbejdsløshedsforsikring, når de er i aktivering, samtidig med at de i aktivering ikke kan genoptjene retten til arbejdsløshedsforsikring. Det bliver altså stadigt svære for den ledige at stå uden for arbejdsmarkedet, og dermed falder dekommodificeringen. Der er således fokus på arbejde frem for opkvalificering, hvilket kan skyldes manglen på arbejdskraft. Det betyder dog, at man igen som stat intervenerer i arbejdsmarkedet og skaber endnu mere uklare grænser mellem stat og marked inden for arbejdsløshedsforsikring. 2000’erne er således et årti, hvor ændringerne i høj grad er præget af den siddende V-K-regerings ideologi. De benytter derfor statens markante indflydelse til at påvirke a-kasserne i deres grundværdier. Det er dog ligeledes et årti, hvor ændringer i arbejdsløshedsforsikring følger samme sporafhængighed som i 1980’erne og 1990’erne. Der ses en højere grad af individualisering, men samtidig kontrol af arbejdsløshedsforsikring. Der arbejdes samtidig hen imod et arbejdsløshedsforsikringssystem, der ligner de ikke-forsikredes system, kontanthjælpen. Konsekvensen er, at arbejdsløshedsforsikringen dermed i højere grad kun bliver attraktiv på grund af den økonomiske gevinst og ikke pga. bedre vejledning og forhold. Årtiet bliver endnu et årrække, hvor statens intervenering i markedet viser, at det kan være svært at skelne mellem de to arenaer. Ligesom det bliver et årti, hvor det danske samfunds dekommodifikation igen mindskes, og det bliver dermed sværere at opretholde en socialt accepteret levestandard, når man står uden for markedet, hvis det overhovedet er muligt. 2010’erne 2010’erne er startet stærkt præget af den økonomiske krise. Det har derfor været præget af besparelser i den offentlige sektor og høj arbejdsløshed i den vestlige verden (Ugebrevet A4, 2010). I Danmark har dette ligeledes haft stor betydning, og der har været en, i dansk kontekst, relativ høj arbejdsløshed fra krisen indtraf og frem til i dag, anno 2015. Det har ligeledes været et årti, hvor arbejdsløshedsforsikring, indtil videre, har fået ny stor politisk betydning og der er indført betydningsfulde ændringer. Side 45 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering I 2010 indførte V-K-regeringen i samarbejde med Dansk Folkeparti og Radikale Venstre, i lov 703 af 2010, en halvering af dagpengeperioden fra 4 til 2 år. I samme omgang gjorde de det ligeledes sværere at optjene retten til arbejdsløshedsforsikring igen, såfremt man har mistet den, og man skal nu arbejde i 52 uger inden for 3 år, for at have ret til dagpenge (Center for Klager om Arbejdsløshedsforsikring, 2015). Loven medførte stor debat, da det kom i en periode, hvor arbejdsløsheden var stigende, og der var få jobs at få grundet den økonomiske krise. Det var således også en meget anden tilgang til, hvordan man håndterede arbejdsløshedsforsikring i krisetider med høj arbejdsløshed. Mens man i 1970’erne og 1980’erne i høj grad forsøgte at få dagpengemodtagere til at forblive i arbejdsløshedsforsikringssystemet med forlænget ret til arbejdsløshedsforsikring, såfremt de havde opbrugt deres dagpengeperiode, forkortede man nu perioden. I slutningen, af 1970’erne og 1980’erne havde man nemlig den såkaldte moratorieordning, der reelt betød, at ingen ledige faldt ud af arbejdsløshedsforsikringssystemet, grundet føromtalte arbejdstilbud (Rosdahl, 2003: 110-111). Konsekvensen af forslaget var, at flere ledige stod til at miste deres forsørgelsesgrundlag. Dette skyldes, at der er anderledes regler for, hvornår man kan modtage kontanthjælp, end der er for, hvornår man kan modtage dagpenge. Mens man for at modtage dagpenge skal have været medlem af en statsanerkendt a-kasse i en vis periode, samt arbejdet en bestemt mængde inden for en afgrænset periode, er kravene for at modtage kontanthjælp bundet op på ens økonomi. Man må ikke have nogen større formue, dvs. man må ikke have en formue på over 10.000 kr. som enlig, eller 20.000 kr. som par (Politiken C, 2010). Man kan således kun modtage kontanthjælp, hvis man som familie har en ganske lille formue. Dette er en tilgang man ofte ser i det korporatistiske velfærdsregime, hvor velfærdsydelser er knyttet op på familien (Esping-Andersen, 90: 48-51). Retten til arbejdsløshedsforsikring er derimod afhængig af og knyttet til det enkelte individ, hvilket er typisk for det socialdemokratiske velfærdsregime. Konsekvensen heraf er, at en stor del af de dagpengemodtagere, der stod til at miste deres dagpengeydelse, ikke ville kunne modtage kontanthjælp. I samtiden udtalte Venstres Finansordfører Jacob Jensen at: ”en familie er en enhed der må tage en udfordring op sammen” (Politiken C, 2010). Denne lovændring er således en ændring, der kan betyde en markant lavere dekommodifikation, da flere vil have svært ved at opretholde en socialt accepteret levestandard, når de står uden for markedet. Dette vil dog være afhængigt af, hvor lang tid de ledige arbejdsløshedsforsikrede er ledige, da der Side 46 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering ikke vil være en økonomisk fald i den ydelse de modtager, men således kun i periodens længde. Men det kan skabe et usikkert element og forringer mulighederne for dekommodifikation i det danske arbejdsløshedsforsikringssystem. Ved indførelsen af lov 703 af 2010, regnede man dog med, at det ville være mellem 2000-4000 mennesker, der med lovændringen ville miste retten til arbejdsløshedsforsikring uden at få mulighed for at komme på kontanthjælp (Ekstra Bladet, 2013). Det viste sig dog, at konsekvensen af den nye lov med den mærkbart lavere dekommodifikation ramte betydeligt flere. I en artikel fra BT i 2014 kan man læse, at “Alene i 2013 er der røget 34.000 ud af arbejdsløshedsforsikringssystemet og i 2013 forventede man, at dette tal ville stige med 14 – 15.000 i 2014 (BT, 2013). Man stod således i en situation, hvor mange danskeres levegrundlag forsvandt, og der var derfor pres på centrumvenstreregeringen, der bestod af S-R-SF. I 2010 var de tre partier ikke enige om en forkortelse af dagpengeperioden, og de havde derfor i 2013 stadig forskellige tilgange til, hvordan man kunne ændre - og om man skulle ændre loven igen, så man kunne sikre en højere dekommodifikation. I 2013 vedtager regeringspartierne og Enhedslisten en midlertidig ydelse, for at de ledige der stod til at miste retten til arbejdsløshedshedsforsikring, alligevel ikke mister indtægten jf. lov 1610 af 2013. Aftalen betyder, at kommunerne skal betale 70 % af statens ydelser til disse midlertidige ydelser, og sætter fokus på at uddannelse også i sig selv kan være aktivering. Kommunens økonomiske bidrag til arbejdsløshedsforsikring, kan højne incitamentet for kommunerne til at få de forsikrede ledige tilbage i arbejde (Forlig om reform af beskæftigelsesindsatsen, 2014: 1 - 2). Jan Johansen, folketingsmedlem for Socialdemokraterne udtalte i en artikel, at ”En familiefar med kone og to børn er afhængig af at kunne bevare sit eksistensgrundlag, og man kan ikke forsørge en familie på SU. Det kræver et niveau svarende til dagpengeniveauet” siger Jan Johansen (BT, 2013). Denne lov kan således tyde på, at staten vil opretholde en vis grad af dekommodifikation og dermed sikre et socialt accepteret niveau af levestandard for ledige. Det er bemærkelsesværdigt, da det er første gang i flere årtier, man indfører love, der giver en højere dekommodifikation. Det er dog ikke en permanent løsning, på trods af en sikring af niveauet af dekommodifikation. Det kan ses som et udtryk for, at politikerne ikke vil stå ved det fulde ansvar for det output, som lovændringen i 2010 har givet, dog uden at ville rulle den tilbage. Samtidig skal det understreges, at denne midlertidige løsning, jf. ovenfor, er vedtaget af en centrumvenstre-regering, mens lovene i 2000’erne og i 2010 er Side 47 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering vedtaget under en centrumhøjre-regering. Da dagpengereformen fra 2010, der var lavet som et forlig over midten af dansk politik, kan det ifølge Nørgaard føre til at det er en mere robust reform (Nørgaard, 1997). Derfor kan det ikke siges med sikkerhed, om dette skifte hen mod en højere dekommodificering, skyldes et regeringsskifte, mere end det skyldes en permanent ændret holdning til forsikrede arbejdsløse. 2010’erne har indtil nu således været et årti, der først er startet med en reform, der har skabt markant dårligere dekommodifikation med dagpengereformen jf. lov 703 af 2010. Det betød, at man nu kunne få store udfordringer med ledige dagpengemodtagere, der faldt ud af arbejdsløshedsforsikringssystemet og ikke ville være berettigede til at modtage kontanthjælp. Dermed viste det konsekvenserne af, at have to systemer for understøttelse med meget forskellige regler, som er knyttet til henholdsvis et forsikret individ (arbejdsløshedsforsikring) og en berettiget familie (kontanthjælp). De to systemer har derfor tendenser fra forskellige velfærdsregimer, henholdsvis med arbejdsløshedsforsikring i det socialdemokratiske velfærdsregime ud fra graden af dekommodifikation, mens kontanthjælpssystemet har tendenser fra både det korporatistiske og liberale velfærdsregime, da det er knyttet til en familie og har fokus på, at det kun kan modtages ud fra en vurdering om behov. Det er således en reform, der gør det sværere at opretholde en socialt accepteret levestandard som ledig i Danmark. Den ender dog med at få store konsekvenser for langt flere danskere, end det oprindeligt var tiltænkt, hvorfor der bliver lavet midlertidige løsninger for at forhindre, at disse mister deres levegrundlag. Det er første gang i årtier, at love er lavet for at sikre arbejdsløshedsforsikringens dekommodifikation, men der er således alene tale om midlertidige love. Det er dog et sporskifte i den forstand, at man bevæger sig væk fra tidligere årtiers tendenser, og det kan derfor danne grundlag for flere love, der giver højere dekommodifikation. Det skal dog igen påpeges, at der i samme periode fra 2010 til 2013 er sket et regeringsskifte, hvorfor det ikke med sikkerhed kan konkluderes, om det er regeringsskiftet eller en general ny tendens, der er skyld i dette sporskifte. Delkonklusion 1: Hvordan har statens rolle udviklet sig i det danske arbejdsløshedsforsikringssystem, og hvad betyder det for dekommodificering? Statens rolle i arbejdsløshedsforsikringen har udviklet sig i perioden 1967 - 2015. Den grundlæggende betydning af rollen blev skabt gennem de store reformer, der skete i slutningen af 1960’erne og Side 48 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering 1970’erne (Pedersen, 2007: 83). Dette er således grundlaget for statens magt i arbejdsløshedsforsikringen og viljen til at intervenere i markedet. Staten har dog forvaltet sin rolle forskelligt i de forskellige årtier. Dette handler bl.a. om, hvor meget staten i perioder har valgt at definere, hvem og hvad en a-kasse er. Staten har nemlig kunne kontrollere velfærdsoutputtet, men ligeledes kontrollere selve a-kasserne, på trods af at disse er private organisationer. Dette skyldes, at a-kasserne er dybt afhængige af statsanerkendelse, og man dermed har udvisket linjerne mellem en privat a-kasse og staten i det danske arbejdsløshedsforsikringssystem. Dette betød, at man i 2002 kunne præge a-kasserne ideologisk og skille dem mere fra fagforeninger, som V-K-regeringen gjorde. Det ønskede output har ligeledes været forskelligt. Det, der startede som en stor statslig intervenering i arbejdsløshedsforsikring i slutningen af 1960’erne og i 1970’erne med et formål om, at sikre, at ledige arbejdsløshedsforsikrede kunne opretholde en socialt accepteret levestandard, ændrede formål. Fra 1980’erne og med en sporafhængighed i reformer frem til 2010’erne har staten dog haft et stort fokus på, at det skal være stadig mere attraktivt at være i arbejde og stadigt sværere at melde sig ud af arbejdsmarkedet. Derfor indførte man rådighedskontrol, arbejdstilbud og senere aktivering, der sikrede, at ledige var til rådighed for arbejdsmarkedet og reelt ikke kunne melde sig ud af arbejdsmarkedet uden store økonomiske konsekvenser. Det betyder, at man med de store reformer i 1960’erne og 1970’erne sikrer en høj dekommodifikation, men fra 1980’erne og til 2010 generelt laver reformer og lovændringer der mindsker dekommodifikationen. Med den store intervention og sammenblanding af stat og arbejdsmarked i arbejdsløshedsforsikringssystemet gør man det ligeledes svært overhovedet at tale om dekommodifikation, da man får meget mindre mulighed for at melde sig ud af arbejdsmarkedet. I 2013 laver man dog en midlertidig løsning, der skal sikre en højere dekommodifikation for de ledige, der står til at falde ud af systemet efter lovændringen i 2010. Dette er et interessant opgør med det generelle spor, som alle ændringer ellers har fulgt, hvor der skabes mindre dekommodifikation. Dermed kan det på trods af, at det kun er en midlertidig løsning, have betydning for fremtidige ændringers spor, og om de i fremtiden vil sikre en højere dekommodifikation. Men skal dog som ovenfor anført være opmærksom på, at der i perioden fra 2010 til 2013 skete et regeringsskifte, hvorfor skiftet mod mere dekommodifikation kan være begrundet i dette og ikke pga. et reelt sporskifte. Side 49 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering Statens rolle har således en foranderlig forvaltning, men vil typisk følge de allerede eksisterende rammer og ideer. Det betyder således, at man har et arbejdsløshedsforsikringssystem bygget på et ønske om en høj grad af dekommodifikation, men hvor man har mindsket dekommodifikationen i flere årtier. Nu er man dog begyndt at indføre midlertidige love, der skal sikre, at man ikke ser konsekvensen af den lavere grad af dekommodifikation fra loven i 2010 så tydeligt som planlagt. Dermed sikrer man en lidt højere dekommodifikation, hvilket kan have betydning for, om det bliver et spor for fremtiden at sikre en højere grad af dekommodifikation. Delkonklusion 2: Hvad betyder udviklingen for den danske velfærdsstats placering i det socialdemokratiske velfærdsregime? Den danske stat er et arketypisk eksempel på et samfund med et socialdemokratisk velfærdsregime (Esping-Andersen, 1990: 48-51). Den har universelle ydelser, som er knyttet op på individet og på rig såvel som fattig, finansieret over skatten. Arbejdsløshedsforsikring er dog organiseret anderledes, nemlig som en forsikring, man individuelt skal tilvælge. Alligevel er det netop dette system, der har stor betydning for hele det danske arbejdsmarked, samt samfundsøkonomi og vækst. Da man oprettede den store statslige intervention i arbejdsløshedsforsikringen i slut 1960’erne, var det med et formål om at sikre en høj dekommodifikation. Man ville sikre lediges levestandard på tværs af sektor og geografi. Den høje grad af dekommodifikation er et typisk tegn på, at man opererer i et socialdemokratisk velfærdsregime. Det er et regime, hvor man har en høj statslig intervention i både marked og familie (Esping-Andersen, 1990). Det gør, at man ikke på samme måde kan adskille stat, marked og familie helt, da man skal se dem som et helt samfund, hvor de påvirker hinanden på kryds og tværs. Dette kommer klart til udtryk i lovene, der bruger denne interdependens mere aktivt til at gøre det sværere at melde sig ud af arbejdsmarkedet. På samme måde som når staten går ind og yder støtte til stillinger i private virksomheder for at få ledige i arbejde. Der er således ikke en klar linje, men staten er selv opmærksom på, at målet er at få den ledige i arbejde - et rigtigt arbejde, der ikke kræver statens økonomiske indblanding. Det store fokus på at det skal kunne betale sig at arbejde, er dog en klassisk værdi i det liberale velfærdsregime. Dette fokus er gennemgående for alle undersøgte love og flere samtidsartikler i Side 50 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering 1980’erne, 1990’erne og 2000’erne. Dette sker til trods for periodens udsving i konjunktur og arbejdsløshed. Konsekvensen kunne derfor være lavere satser, som man typisk har i liberale velfærdsregimer. Dette er dog ikke sket, bortset fra en fastfrysning af satserne over en periode af 1980’erne. Der er dog nu af flere omgang indført forkortelse af dagpengeperioden, og såfremt man falder ud af arbejdsløshedsforsikringssystemet, vil man ikke nødvendigvis have ret til nogen statslig økonomisk hjælp. Dette har således store konsekvenser for dekommodifikationen og vil betyde en mindre socialt accepteret levestandard for ledige. Der kan således være små tegn på, at man er inspireret af det liberale velfærdsregime og vedtager love med samme tilgang, som det liberale velfærdsregime har til samfundet - det skal kunne betale sig at arbejde. Det betyder ikke, at Danmark nu befinder sig i det liberale velfærdsregime. Man skal være opmærksom på, at mange af tiltagene for at skabe jobs netop kan gennemføres, da Danmark er et socialdemokratisk velfærdsregime. Det kan man se ved, at tiltag som aktivering og løntilskud er baseret på det gensidige samspil mellem stat og marked. Det betyder derimod, at Danmark er i et socialdemokratisk velfærdsregime, men inspireret af tankegang fra specielt det liberale velfærdsregime. Derfor kan det diskuteres, om man er på vej imod et system, der mere ligner det liberale velfærdsregime. Det er dog ikke ændret fra den ene dag til den anden eller gennem den undersøgte periode. Diskussion Hvilke udfordringer giver den danske velfærdsstats opbygning for det danske arbejdsløshedsforsikringssystem? Denne diskussion vil med udgangspunkt i analysen, undersøge og diskutere, hvilke udfordringer det giver at have en arbejdsløshedsforsikring, som forsikringsmodel, når man har en velfærdsstat med en universel velfærdstilgang. Dette afsnit vil derfor diskutere hvilke udfordringer og styrker, det samspil giver, og hvordan a-kasser og staten påvirker hinanden, og selve arbejdsløshedsforsikringens vilkår. Forsikring i et socialdemokratisk velfærdsregime I det danske socialdemokratiske velfærdsregime har alle tilgang til velfærden, der er betalt gennem skatten. Disse frie ydelser er ofte knyttet til individet, frem for familien, hvilket er typisk i det socialdemokratiske velfærdsregime. I opposition til dette, står den danske arbejdsløshedsforsikring, Side 51 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering da dette er en forsikring, frem for en universel velfærdsydelse, og dermed ikke er betalt alene over skatten (Pedersen, 2007). Spørgsmålet er således, hvordan disse to yderpunkter inden for velfærdstankegange kan fungere sammen. Det fungerende samarbejde kan skyldes, at a-kasserne ikke er oprettet af staten, men af de enkelte fagforeninger. Statens rolle er dog sidenhen blevet mere central for at sikre en højere grad af dekommodificering. Der dukker derfor et nyt spørgsmål op om; hvordan staten kan forvalte denne centrale rolle? Det fortolkes forskelligt. Fælles for fortolkninger er, at både a-kasser og stat begge spiller en central rolle, hvilket kan give en række udfordringer. Det skyldes bl.a., at når der er tale om forsikring, er det er frit valg om man vil være med og på hvilke præmisser. Her kan man således agitere for, at dette kan give en politisering af a-kasser, med udgangspunkt i § 32 lov nr. 434 af 2002, der giver a-kasserne mulighed for at være tværfaglige. Herfra bliver det således et valg for det enkelt person om personen vil være medlem i en traditionel a-kasse organiseret på baggrund af fag, som fx de fleste a-kasser med tilknytning til LO-fagforeninger. Eller fx Kristelig A-kasse, der samarbejder med fagforeningen Krifa. Gent-modellen bliver ofte beskrevet, som en mere liberal model, end den obligatoriske statsmodel, hvor arbejdsløshedsforsikring er en del af staten (Jensen, 2007). Den skaber frihed til at vælge til eller vælge fra, hvilket for mange liberale og borgerlige er essentielt. At Danmark netop endte med denne model kan man argumentere for skyldes, at man havde en Venstre statsminister i 1907, samtidig med, at man har haft et stærkt Socialdemokrati med stærke bånd til fagforeningerne, der netop ønskede denne model. Kombinationen af en socialdemokratisk forsikringsmodel og en liberal forsikringsmodel kan således alligevel fungere sammen (Rasmussen, 2014: 100- 103). Modellen har dog ikke kun styrker, men ligeledes essentielle udfordringer. En udfordring kan være, hvad man gør med understøttelse af de ikke-forsikrede borgere, der bliver ledige. Med opretholdelsen af et frit valg om arbejdsløshedsforsikring, risikerer man, at nogle borgere vælger den fra. Konsekvensen er, at ikke-forsikrede potentielt kunne stå uden understøttelse, ved tilfælde af ledighed. Dette stiller en stat med et socialdemokratisk velfærdsregime i et dilemma, og bringer vigtige spørgsmål op. Er understøttelse kun for de forsikrede ledige, og er ikke-forsikrede ledige så selv for forsørgelsesgrundlag? Eller skal staten finde en anden løsning for de ikke-forsikrede ledige? Og i givet fald, hvad skal forskellen være på forsikrede og ikke-forsikrede lediges understøttelse? Side 52 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering Disse spørgsmål har man taget højde for, ved i Danmark, både at have arbejdsløshedsforsikring og en kontanthjælp, som er en understøttelse for ledige. I det danske system er der dog stor forskel på disse to ydelser, bl.a. er der en stor økonomisk forskel i den ydelse ledige modtager. Mens man med arbejdsløshedsforsikring i højere grad kan opretholde en socialt accepteret levestandard, modtager man en markant lavere økonomisk ydelse med kontanthjælp. Man skal ligeledes leve op til andre krav, og må fx ikke være formuende, som kontanthjælpsmodtager og dermed ikke have en formue eller opsparing, der er værd mere end 10.000 kr. som enkeltperson og 20.000, hvis man er samlevende med en anden (Beskæftigelsesministeriet, 2015). Der er således to systemer med vidt forskellige grader af dekommodificering, og dermed har man skabt et a og b-system i forhold til om man er forsikret eller ikke-forsikret. Her dukker således et spørgsmål op, om hvorfor dette er tilfældet, når staten betaler størstedelen af udgifterne til begge understøttelser, trods arbejdsløshedsforsikringen kun er til en bestemt gruppe af befolkningen, de forsikrede. Staten og a-kassernes interdependens Det danske arbejdsløshedssystem har, som beskrevet i analysen, en stærk interdependens mellem staten og a-kasserne. Staten er ansvarlig for finansiering, og er således også aktøren, der har påtaget sig den økonomiske risiko. Alligevel er det a-kasserne, som står for forvaltningen, og således dem der træffer afgørelserne. Dette sker dog på baggrund af love lavet af folketinget og dermed staten. Dermed er a-kasserne den forvaltning og de frontmedarbejdere, som arbejdsløshedsforsikrede møder, og dermed har de stor betydning for den oplevelse som borgerne har af, hvad arbejdsløshedsforsikring er. Man kan således stille spørgsmålstegn ved denne konstellation og argumentere for, at reformer og lovændringer kan blive mistolket eller ændret i implementeringsprocessen - bl.a. på grund af modstand for a-kassernes frontmedarbejdere. Dermed kan en lov ende med at få et ændret eller uønsket output på trods af dens formål (Damgaard, 2013). Det er dog svært for staten, at give det reelle konsekvenser, da a-kasserne er selvstændige, og staten ikke har medarbejderansvar over frontmedarbejderne. Man kan derfor argumenterer for, at hvis der går noget galt i implementeringsprocessen, er politikernes muligheder for ændre dette, at lave en ny lov. Man kan derfor argumentere for, at denne ansvars-sammenblanding gør det svært, at placere ansvar og skyld for fejl eller uhensigtsmæssige output. Det er dog ikke kun staten og a-kassernes arbejdsopgaver i arbejdsløshedsforsikringen der er sammenblandede. For er det udelukkende a-kasserne, der er afhængige af staten – eller er staten Side 53 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering ligeledes afhængige af a-kasserne, og den fleksibilitet a-kasserne giver? Svaret må være, at de institutionerne er gensidigt afhængige. Det skyldes, at man nærmest har statsliggjort a-kasserne, og de to institutioner har således en stærk interdependens. Det kunne man bl.a. se, i de love, hvor staten har gået ind og bestemt, hvor mange medlemmer en a-kasse skal have for at blive statsanerkendt, samt om det er et krav at være fagligt organiseret eller ej, jævnfør §1 af lov 249 af 1979 og §32 af lov 434 af 2002. Selvom det kan fremstå, som et frivilligt valg for den enkelte a-kasse, kan man argumenterer for at det i realiteten ikke er det, da en a-kasse, der ikke er statsanerkendes, ikke kan udbetale arbejdsløshedsforsikring, da den ikke vil få disse finansieret af staten. Samarbejdet mellem staten og a-kasser har således gennem tiden skabt et samarbejde, der nærmest kan beskrives som en symbiose. Alligevel er det ikke uden udfordringer, og risiko for ansvarsforflytninger og ansvarsforflygtigelse. Men med et udgangspunkt i, at staten i 1967 sikrede en opgradering af sin rolle og sit ansvar. Staten kunne sikre dekommodifikation, og en social sikring af de ledige, som arbejdsløshedsforsikringens oprindelige formål netop har været, men som a-kasserne uden statsstøttet finansiering ikke selv kunne formå. Dekommodifikation i den danske arbejdsløshedsforsikring Den dekommodifikation, som skabes af arbejdsløshedsforsikring, er helt essentiel for den danske velfærdsstat. Dette sker til trods for, at arbejdsløshedsforsikring, som tidligere beskrevet, kun er en del af det understøttelsessystem man har i Danmark. Det er dog så vigtig en del af understøttelsessystemet, at det har haft store konsekvenser for hele samfundet. Statens større rolle i arbejdsløshedsforsikring har skabt en højere dekommodificering i det danske samfund. Det er muligt at have en høj levestandard, og man har således kunne modtage arbejdsløshedsforsikring, der økonomisk næsten matchede den løn, man modtog da man arbejdede (Min A-kasse, 2015). Det gjorde, at man reelt kunne have den høje levestandard, man havde før et mistet arbejde. Et outcome af dette, var ligeledes en større fleksibilitet i det danske arbejdsmarkedet, hvor både arbejdstagere og arbejdsgivere var mere villige til at skifte jobs eller ansætte nye medarbejdere. Dette kan skyldes, at den høje dekommodificering skabte et arbejdsmarked, hvor det var nemmere at afskedige medarbejdere i Danmark i modsætning til i mange andre lande. Derfor taler man ofte om den flexicurity, der er unikt for det danske arbejdsmarked, der har givet gunstige vilkår for vækst i danske virksomheder og dermed jobs i Danmark (Dansk Arbejdsgiverforening, 2015). Side 54 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering Dekommodificeringen fra arbejdsløshedsforsikring har flere outputs og outcomes. For når de ledige arbejdsløshedsforsikrede, er sikret en høj levestandard, så giver det ikke bare højere dekommodifikation, men samtidig også andre outcomes heraf. Man kan stille spørgsmålstegn ved, om dette fjerner en stor del af incitamenterne til at få et job - nemlig det økonomiske incitament. Det er en kilde til stor diskussion, da mange politikere og partier har et mantra om, at det skal kunne betale sig at arbejde (BT, 2014). Et mantra, der ellers er kendetegnet for det liberale velfærdsregime, og ikke det socialdemokratiske velfærdsregime, som det danske. Det kunne derfor tyde på, at den danske arbejdsløshedsforsikring ville blive mere inspireret af det liberale velfærdsregime med det store fokus på, at det skulle kunne betale sig at arbejde. Undersøgelsen giver dog ikke et klart svar på dette. Danmark har nemlig gennemført flere love, der betyder mindre dekommodificering, for at det skal kunne betale sig at arbejde. Men disse ændringer har primært ændret på andet end de økonomiske vilkår for arbejdsløshedsforsikringen. Fokus på netop den økonomisk lighed, kan dog tyde på, at på trods af ønsket om, at det skal kunne betale sig at arbejde, er den danske arbejdsløshedsforsikring, som en velfærdsydelse, stadig primært lægger sig op af det socialdemokratiske velfærdsregimer. Fjernelsen af det økonomiske incitament kan dog få konsekvenser. Det kan betyde, at ledige bliver mindre til rådighed for arbejdsmarkedet, da de nu har en næsten ligeså høj levestandard uden et arbejde, som med et arbejde. Dermed kan man argumentere for, at de ikke behøver at arbejde. Det kan dog også være med til at sikre, at virksomheder ikke kan sænke lønnen markant i lavkonjunkturer, med høj arbejdsløshed. Man kan således argumentere for, at virksomheder stadig er nødt til at betale en løn, der kan give ansatte en nogenlunde levestandard, samtidig med det giver en større fleksibilitet. Staten og markedets samspil De danske politikere har været opmærksomme på udfordringen med, at ledige skal have incitament til at søge og finde arbejde. De undersøgte love, viser således et tydeligt spor, hvor flere gør dekommodificeringen lavere. Det er dog vigtigt, at holde sig for øje, at dette i de fleste tilfælde ikke sker igennem et lavere økonomisk beløb, men gennem skrappere rådighedskrav. Dette kan bl.a. ses med de gennemførte love om arbejdstilbud, eller de gennemførte love om aktivering, samt at man mister retten til arbejdsløshedsforsikring ved at afvise et arbejde. På den måde kan man argumentere for, at staten således kan sikre en vis økonomisk dekommodificering, men samtidig gør det attraktivt Side 55 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering at være på markedet. Dette sker ofte i et samspil af staten og markedet, hvilket kun er muligt grundet den type velfærdsstat Danmark er. Danmark er, som beskrevet i delkonklusion 2, en velfærdsstat, som er placeret i det socialdemokratisk velfærdsregime. Det er kendetegnet ved at være samfund, hvor stat, marked og familie, er blandet meget sammen, og således skal ses som en helhed, frem for opdelte søjler. Staten intervenere således meget i både marked og familie, hvilket kan ses tydeligt i arbejdsløshedsforsikringen. Netop dette ligger i en gråzone mellem statens finansiering, et familieliv der skal kunne hænge sammen, og et marked, man helst skal ud på igen. Den høje intervenering giver overlap mellem marked og stat, og derfor kan det virke naturligt for staten at gå ind og sikre arbejde gennem løntilskud, eller aktivering og arbejdstilbud gennem tilskud til virksomheder. Dette viser et ønske fra staten om at få ledige tilbage på markedet, men ligeledes et stærkt paradoks i den danske arbejdsløshedsforsikring. På en og samme tid, skal det kunne betale sig at arbejde, så man skubber ledige i arbejde gennem regler om rådighed, men det er staten og ikke virksomhederne selv, der betaler for en stor del af denne nye arbejdskraft. Dermed har man med rådighedskontrol sikret, at det kan betale sig at arbejde, eller måske rettere, at det ikke kan betale sig ikke at arbejde, for den enkelte. Dette kan dog blive et mere kompliceret spørgsmål for staten, da det enkelte individ således bare kan være rykket fra den ene ydelse, som arbejdsløshedsforsikring, til en anden ydelse fra staten, som fx løntilskud. Det viser et tydeligt billede om statens intention om, at ledige skal tilbage på markedet. Med dette tiltag kan man argumenterer for, at det ikke længere er muligt, at stå uden for markedet. Derfor kan dekommodificering bliver svært at måle og i sig selv at tale om. Dekommodificering kan nemlig bliver nærmest umulig i sig selv. Hvilket kan siges at være bemærkelsesværdigt for et system med en socialdemokratisk velfærdsregime, der ofte har en høj dekommodificering. Alligevel skyldes umuligheden af dekommodificering, netop dette velfærdsregime. Her kan man nemlig i mindre grad stå uden for markedet uden at stå uden for samfundet på grund af det store overlap. Derfor bliver det vigtigere, at ledige ikke forsvinder helt fra markedet, da det er svært at komme tilbage, hvis man først har meldt sig ud af samfundet. Et komplekst system Det danske arbejdsløshedssystem er således et komplekst system, som det derfor kan være svært at opnå viden om. Den sammenrodede opgavedeling, og ansvarsforflytninger gør det ikke bedre. Side 56 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering Endvidere gør udfordringen om, hvad der er stat, og hvad der er marked, det svært at gennemskue, hvornår ledige er på markedet og hvornår de ikke er det. Kompleksiteten kan være en stor udfordring for den demokratiske proces i arbejdsløshedsforsikringen. Det kan skyldes, at det er svært at ændre et system, hvor få mennesker reelt forstår det til fulde. Det danske arbejdsløshedsforsikringssystem er unikt, både set i forhold til andre landes arbejdsløshedsforsikringer, og ligeledes i forhold til resten af det danske velfærdssystem, da opgaven er delegeret til private a-kasser. Denne delegering skaber således flere led fra borgerne, gennem a-kassen og til staten, og man skal igennem flere aktører for at komme igennem hele systemet. Dette kan også være med til at besværliggøre ændringer i systemet, ifølge Nørgaards teori om sporændringer. De mange aktører fungerer som modstand mod det ændringer i systemet, selvom der er politikere, der ønsker det. Systemet kan også blive indviklet af de mange led, som kan forøge kompleksiteten, og gøre det svært for borgerne at gennemskue systemet, og vide hvem der sidder med ansvaret for fejl der bliver begået i systemet. Selvom der kan være problemer med systemet, diskuterer man ikke grundlæggende ændringer. Dette kan skyldes, at det kan være svært, at se ud over det nuværende måde, hvorpå arbejdsløshedsforsikringen er skruet sammen på. Delkonklusion: Hvilke udfordringer giver den danske velfærdsstats opbygning for det danske arbejdsløshedsforsikringssystem? Der ligger en grundlæggende modsætning i måden det danske velfærdssamfund er opbygget på, og den måde man har udformet det danske arbejdsløshedsforsikringssystem. Dette skyldes, at man har et velfærdssystem bygget op som et socialdemokratisk velfærdsregime med universel velfærd, mens arbejdsløshedsforsikringssystemet er en frivillig forsikringsordning. Arbejdsløshedsforsikringen er bygget op om et samspil mellem staten og det private, med de fordele og ulemper, som det giver. Man kan argumentere både for og imod denne konstruktion. På den ene side er det en konstruktion, der skaber megen kompleksitet. Det gør det svært at gennemskue, hvem der reelt har ansvaret for hvad, samt gør det sværere for staten reelt at styre outputtet, og ikke mindst outcommet, af de love, der laves i arbejdsløshedsforsikringen. Staten finansierer arbejdsløshedsforsikringen, samt bestemmer reglerne om lediges rådighed, men det forvaltes af a-kasserne. Der er således en høj risiko for uhensigtsmæssige outputs og outcomes af implementeringsprocesser, der ikke går efter hensigten. Side 57 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering Det gør, at staten kan være nødsaget til at skabe ekstra kontrol og styring af a-kasserne, hvilket kan føre til unødig ekstra administration og gøre systemet dyrere. Staten og a-kasserne er så interdependente, at de er svære at skille ad, derfor kan man ligeledes argumentere for, at staten, med dens styring af a-kasserne, har foretaget en statsliggørelse af a-kasserne i så høj grad, at man kan diskutere om man overhovedet kan tale om a-kasser som privat organisation. Arbejdsløshedsforsikringskonstruktionen har ligeledes vigtige positive outputs. Den har gjort, at man har haft et system med en vis stabilitet. Det kan man bl.a. se ved, at man ikke har ændret grundlæggende ved systemet siden 1967, der viderebyggede systemet fra 1907. Ligeledes kan man se en stor sporafhængighed i de lovændringer der efterfulgte. Konstruktionen muliggjorde, at man i Danmark har et arbejdsløshedsforsikringssystem med en høj dekommodifikation, så man reelt har mulighed for at leve med en relativ høj levestandard som ledig. Dette skal dog ikke ses, som om man har gjort det attraktivt ikke at have et job i Danmark, men man har sikret at man økonomisk kan klare sig. I stedet har man lavet andre restriktioner, der sikre at ledige står til rådighed for arbejdsmarkedet. Det gør, at man har kunne sikre en velfærdsstat, hvor det at være forsikret ledig ikke behøver at være stigmatiserende, samtidig med det har bidraget til et arbejdsmarked med høj fleksibilitet fra arbejdsgiver såvel som arbejdstager. Konklusion Hvad betyder statens rolle for finansiering af arbejdsløshedsforsikringen og aktivering af arbejdsløshedsforsikrede fra 1967 til i dag? Denne projektrapports undersøgelse er lavet med et ønske om, at opnå viden i det dybe domæne grundet den kritisk realistiske tilgang. Dette har haft indflydelse på valg af metode og empiri, da disse er valgt ud fra et ønske om en fokuseret undersøgelse, der kunne opnå viden om et bestemt og afgrænset område af arbejdsløshedsforsikring. Undersøgelsen viser, at statens betydningsfulde rolle i arbejdsløshedsforsikring blev sikret i slutningen af 1960’erne, hvor man lagde grundstenene til, hvordan staten har kunne påvirke arbejdsløshedsforsikringen, såvel som a-kasserne som institution. De undersøgte love, viser således et komplekst system med en høj økonomisk dekommodificering. Et system, hvor finansieringen af arbejdsløshedsforsikringen ikke ændres markant. I stedet er der fokus på et stærkt ønske om, at det Side 58 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering skal kunne betale sig at arbejde, hvilket ses gennem rådighedskontrol af arbejdsløshedsforsikrede, som fx aktivering. Undersøgelsen viser, at der med lov 40 fra 1967 sikres en højere grad af dekommodificering, da det under den daværende Socialdemokratiske regering vedtages, at staten overtager risikoen for alle dagpengeudbetalinger. Dermed bliver statens andel af udgifterne til arbejdsløshedsforsikring næsten syvdoblet fra 1965 til 1967 (jf. bilag 9a og 9b). Det betød en højere månedlig ydelse til den enkelte forsikrede, og dermed blev arbejdsløshedsforsikringen et reelt alternativ til en løn (jf. bilag 8a). Derfor kan man tale om en højere grad af dekommodificering. Loven betød dog ligeledes, at a-kasserne fra 1967 er blevet stærkt afhængige af staten grundet finansieringen af arbejdsløshedsforsikringen. Statens rolle bliver dermed mere markant, og mulighederne for at forandre arbejdsløshedsforsikringssystemet er store. Denne store indflydelse har medført, at forskellige ideologier har præget arbejdsløshedsforsikringssystemet. Finansiering af arbejdsløshedsforsikringen har ikke været under store forandringer i den undersøgte periode. Dette viser, at man har skabt et stabilt system. Der er dog få undtagelser. Lov 149 af 1969 betød, at kommunerne ikke længere skulle bidrage til finansieringen af arbejdsløshedsforsikring. I 1980’erne valgte den daværende Schlüter-regering at fastfryses statens tilskud til arbejdsløshedsforsikringen, og medlemmernes kontingent hæves derfor (jf. bilag 9b). Herefter er systemet stabilt, og i det undersøgte, er det først i 2013, der igen foretages markante ændringer med finansiering af den midlertidige ydelse. Det betød, at kommunerne fra 2013 skal betale en del af det midlertidige beløb som S-R-SF-regeringen vedtog, for at sikre, at færre mistede levegrundlaget, pga. den forkortede dagpengeperiode jf. lov 1610 der blev vedtaget i 2010 under V-K regeringen. Det nye fokus på en bevarelse af et tidligere niveau af dekommodificering, kommer således efter et skifte fra en centrumhøjre- til en centrumvenstre-regering. Grunden til at denne løsning ikke er permanent kan jf. Nørgaards teori være, at dagpengereformen i 2010, var et bredt forlig over midten i dansk politik, og derfor er svær at ændre. Aktivering af arbejdsløshedsforsikrede er et af de midler, staten har brugt, for at sikre ledige står til rådighed for arbejdsmarkedet, og at det ikke skal kunne betale sig ikke at arbejde. Graden af Side 59 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering aktivering har dog været meget varierende, men fælles er at mantraet fra 1980’erne og frem til i dag har været, at det skal kunne betale sig at arbejde. Tilgangen til det at være arbejdsløs, kan således ses gennem graden af aktivering. I 1970’erne var der fokus på, at de ledige ikke skulle ryge ud af dagpengesystemet, hvis de kunne og ville arbejde. Derfor vedtog den daværende S-V-regering, de såkaldte arbejdstilbudsordning, hvor de ledige kunne genoptjene en eventuelt mistet dagpengeret. I 1980’erne og 1990’erne ændredes dette fokus sig, og der var nu særligt fokus på, at aktivering også kunne være en opkvalificering, og dermed uddannelse. Men værdierne bag aktivering blev ændret igen, og i 2000’erne var fokus snarere kortsigtet, med et mål om at få folk hurtigt tilbage på et arbejdsmarked, da der manglede arbejdskraft. Det store fokus på mere eller mindre aktivering frem for et højere eller lavere arbejdsløshedsforsikringsbeløb kan skyldes, at den danske velfærdsstat, trods tendenserne i 2000’erne og Gent-modellen, er et socialdemokratisk velfærdsregime, og ikke et liberalt velfærdsregime. På aktiveringsområdet har man dog bevæget sig tættere på et liberalt velfærdsregime, da der har været fokus på at få ledige til at arbejde, og at holde befolkningen på markedet. Det er således nærmest umuligt, at melde sig ud af markedet og dermed kan det være svært at tale om dekommodificering, når staten og markedet er så overlappende. Det skyldes, at en ledig forsikret for at kunne modtage dagpenge, gennem aktivering skal være en del af markedet. På trods af det store overlap mellem stat og marked, er det dog stadig relevant at undersøge hvilken levestandard man kan have når man står uden for arbejdsmarkedet og dermed markedet. Man kan således argumentere for, at staten sørger for en høj dekommodificering, da de ledige forsikrede kan få ydelser, der ligger relativt højt, uden reelt at være i arbejde. Statens rolle i arbejdsløshedsforsikringen har således i samspil med a-kasserne skabt et system med en høj dekommodificering. En dekommodificering, hvor man er økonomisk sikret, men hvor det stadig kan betale sig at arbejde. Statens rolle har sikret en økonomisk sikkerhed for ledige, som akasserne ikke kunne formå på egen hånd, men har ligeledes skabt et komplekst system med mange ansvars-forvirringer. Det er dog et stabilt system, hvis grundlæggende præmisser sjældent står for skud. Der er således, trods skiftende regeringer, med forskellige ideologiske holdninger til det at være Side 60 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering arbejdsløs, og stå til rådighed for arbejdsmarkedet, ikke vedtaget radikale ændringer af den måde arbejdsløshedsforsikringssystemet fungerer på grundet stor sporafhængighed. Perspektivering I processen for denne undersøgelsen af arbejdsløshedsforsikring, er der kontinuerligt dukket nye spørgsmål op. Det har gjort det svært at komme helt ned i det dybe domæne, da vi ved flere lejligheder, er blevet nødt til at bevæge os ud af det spor, det har vist sig at være nødvendigt for at besvare problemstillingen. Det betyder, at der er en række problemstillinger, som kunne have været en del af undersøgelsen, eller kunne være undersøgt dybere, men som der hverken har været tid eller plads til i dette projekt. Disse er problemstillinger, som relaterer til det undersøgte, men er udeladt på grund af et ønske om en fokuseret undersøgelse, der kunne afklare viden i det dybe domæne og ikke kun det faktiske domæne. Disse problemstillinger er bl.a.: At undersøge, om og hvorfor der er en forskel på de to forskellige danske understøttelsessystemer; arbejdsløshedsforsikring og kontanthjælpssystemet. Påstanden i projektet har været, at de ledige, der modtager dagpenge har en højere grad af dekommodificering end dem der modtager kontanthjælp. Det skyldes bl.a. at dagpengene har en højere økonomisk ydelse til ledige end kontanthjælp. Det er dog en forsikringsordning, og dermed et tilvalg, på trods af at den primært af finansieret af staten. Det leder til en underen om, hvorfor man har to forskellige systemer, selvom statens rolle er så central i begge systemer, og hvorfor har man skabt et a- og et b-system. Hvad variationen i dagpengeperiodens længde betyder for, hvornår arbejdsløshedsforsikrede føler sig som langtidsledige, og uden for markedet. Denne underen kom specielt med henblik lovændringen på området i 2010. Vi har gennem projektet haft en forventning om, at den halvering der skete af arbejdsløshedsforsikring i 2010, har betyder, at både de ledige selv, men også samfundet tidligere ser på de ledige som langtidsledige, end det var tilfældet før denne lovændring. Hvad forskellen er på de fagopdelte a-kasser og de tværfaglige, hvad det gør ved serviceniveauet og priserne, og hvordan påvirker denne konkurrence a-kasserne og medlemmers valg af a-kasse. Da der i 2010 blev indført muligheden for at oprette tværfaglige Side 61 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering a-kasser, og samtidig fordoblede minimumskravet for medlemmer, for at en a-kasse kunne blive statsanerkendt, var der særligt fra LO’s side, stort fokus på, hvad denne forandring ville betyde for netop pris og serviceniveau. LO frygtede således, at a-kasserne ville yde dårligere service, til fordel for et lavere administrationsgebyr (Jyllands-Posten, 2002). Det kunne derfor være interessant at undersøge, om særligt medlemmerne føler sig bedre eller dårligere behandlet end før muligheden for tværfaglighed blev indført. Ligeledes er et interessant perspektiv, om frontmedarbejderen føler sig rustet til og tilfredse med den hjælp de kan give de ledige forsikrede sammenlignet med før lovens ikrafttræden. Hvorvidt Danmark er en velfærdsstat eller konkurrencestat. Denne vinkel kunne belyse, hvorfor de skiftende regeringer har vedtaget de love de har, samt hvordan synet på ledige evt. har ændret sig, både hos de ledige selv, hos arbejdsgivere og det omkringliggende samfund. Det er flere indikatorer der peger i retning af et skifte mod en konkurrencestat, bl.a. den kortere dagpengeperiode, og det øgede fokus på at “yde for at nyde”, som det blev omtalt i Politiken 1992 (Politiken B, 1992). Arbejdsløshed, arbejdsløshedsunderstøttelse, og arbejdsløshedsforsikring er således et meget komplekst samfundsmæssigt problem, som kan angribes fra flere vinkler og på flere måder også i samme projekt. Men som ovenfor anført, har vi med dette projekt ønsket, at nå ned i det dybe domæne, derfor har vi været nødt til, at udelade flere af disse problemstillinger. De to punkter vi har valgt at have særligt fokus på; aktivering af forsikrede ledige og finansiering af de arbejdsløshedsforsikringen og statens rolle heri, er ikke et vinkling vi har set belyst tidligere, hvorfor vi mente at der var brug for en mere dybdegående undersøgelse. Side 62 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering Litteraturliste A-kasseregister: http://www.akasseregister.dk/statsanerkendte-akasser-i-danmark 15.05.2015 Beskæftigelsesministeriet: http://bm.dk/da/Beskaeftigelsesomraadet/Flere%20i%20arbejde/Kontanthjaelpsreform/Hvad %20betyder%20reformen%20for%20dig/Hvad%20betyder%20reformen%20for%20dig%20 der%20er%20under%2030%20aar%20og%20ikke%20har%20en%20uddannelse.aspx 18.05.2015 Boje, T. P. “Civilsamfund, medborgerskab og social kapital” i Andersen, H, & Kaspersen, L. B. “Klassisk og moderne samfundsteori - 4. udgave” (2007), København, Hans Reitzels Forlag Buch-Hansen, H. og Nielsen P. (2012) ”Kritisk realisme” i Juul, S. og Pedersen, K. B. Samfundsvidenskabelig videnskabsteori Hans Reitzels Forlag København. Center for Klager om Arbejdsløshedsforsikring: http://www.ask.dk/sitecore/content/ASK/CKA/Borger/Arbejdsloeshedsdagpenge/Dagpenger et/Beskaeftigelseskravet.aspx 18-05-2015 Den store danske: http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Sociologi/Samfund/stratifikation 07.05.2015 Dansk Arbejdsgiverforening: http://www.da.dk/bilag/Flexicurity%20forklaret.pdf Damgaard, B. ”Implementering” i Agger, A. og Löfgren, K. ”Politik og Administration” (2013) København Hans Reitzels Forlag Due, J. og Madsen, J. S. “Det danske Gent-system storhed - og fald?” i Pedersen J. H og Huulgaard A (eds.) “Arbejdsløshedsforsikringsloven 1907 - 2007 - udvikling og perspektiver”, (2007) København, Arbejdsdirektoratet Duedahl, P. ”Opstøvningens kunst – en introduktion til dokumentarisk metode” i Antoft, R; Jacobsen, M. H. og Kristensen, S. (eds.) ”Håndværk og Horisonter – Traditions og nytænkning i kvalitativ metode” (2007), Odense, Syddansk Universitetsforlag Ekstra Bladet “Ups Mette F: Nu er den gal med dagpengene igen” 18.11.2013 Esping-Andersen, G. ”The three worlds of welfare capitalism” (1990), Cambridge, Polity Press Side 63 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering Gijle, N. (2012) "Positivisme og kritisk rationalisme” i Juul, S. og Pedersen, K. B. Samfundsvidenskabelig videnskabsteori, København, Hans Reitzels Forlag Heywood, A. “Politics - 4th edition” (2013), Hampshire, Palgrave Macmillan Historien om Det Faglige Hus: https://www.detfagligehus.dk/om-os/historien/ 18.05.2015 Huulgaard, A. “Det gamle træ, o, lad det stå? i Pedersen J. H og Huulgaard A (eds.) “Arbejdsløshedsforsikringsloven 1907 - 2007 - udvikling og perspektiver”, (2007) København, Arbejdsdirektoratet Information: “DI: Omlæg dagpengesystemet Interview: Klaus Rasmussen” 24.03.1998 Jensen, B. “Et lang tilløb: Debatten om de arbejdsløse 1848 - 1907” i Pedersen J. H og Huulgaard A (eds.) “Arbejdsløshedsforsikringsloven 1907 - 2007 - udvikling og perspektiver”, (2007) København, Arbejdsdirektoratet Jensen, P. H. “Velfærdsstaten politiske ideologi: En kritik af Esping-Andersen” i Andersen, J. og Andersen N. Å. Et al (eds.) “Grus nr. 56/57: Den moderne velfærdsstat refleksivitet, klasser og identitet”, 1999, Aalborg, Aalborg Universitet Jørgensen, H. C. Jørgensen “100 års ledighed - eller hvordan man lærte at elske arbejdsløshedsforsikringen” i Pedersen J. H og Huulgaard A (eds.) “Arbejdsløshedsforsikringsloven 1907 - 2007 - udvikling og perspektiver”, (2007) København, Arbejdsdirektoratet Lov 40 af 1967 “Lov om ændring af lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring m. v.” Lov 248 af 1968 “Lov om ændring af lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring m. v.” Lov 149 af 1969 “Lov om ændring af lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring m. v.” Lov 229 af 1979 “Lov om ændring af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v.” Lov 840 af 1988 “lov om ændring af lov om arbejdstilbud til ledige, af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m. v. og af lov om en arbejdsmarkedsuddannelsesfond” Lov 840 af 1889 “Lov om ændring af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m. v., lov om arbejdsmarkedsuddannelser og ophævelse af lov om udvandring” Side 64 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering Lov 468 af 1992 “Lov om ændring af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m. v. (Aktivering af ledige)” Lov 1082 af 1997 “ Lov om ændring af lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og lov om arbejdsløshedsforsikring m. v. (tilmelding af kontanthjælpsmodtagere, aktivering ved raskmelding)” Lov 434 af 2002 “Lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m. v., lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen. og efteruddannelse (Tværfaglige arbejdsløshedskasser)” Lov 430 af 2003 “Lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m. v. og lov om arbejdsmarkedets Tillægspension (Aktiveringsydelse og ændring som følge af fremsættelsen af forslag til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats)” Lov 703 af 2010 “Lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m. v. (Nedsættelse af dagpengeperioden)” Lov 1610 af 2013 “Lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m. v., lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og flere andre love (Midlertidig arbejdsmarkedsydelse, indsatsen for modtagere af midlertidig arbejdsmarkedsydelse, sikring af ret til syge- og barselsdagpenge, målretning af danskuddannelsestilbud m. v.) Lynggaard, K. “Dokumentanalyse” (2012) i Brinkmann, S. & Tanggaard, L. (eds) “Kvalitative metoder - en grundbog”, København, Hans Reitzels Forlag, Min A-kasse: http://www.min-a-kasse.dk/udbetalingssatser-2012 Nørgaard, A. S. ”The politics of institutional control: corporatism in Danish occupational safety and health regulation and unemployment insurance, 1870-1995” (1997), Aarhus, Forlaget Politica og forfatteren Nørgaard, A. S. “Kommunalisering af det offentlige ansvar for arbejdsløshedsforsikring – mellem incitament og social sikring” (2009) i ”Samfundsøkonomen”, 5. udgave af 2009 Pedersen, J. H. “Et rids af udviklingen i det danske arbejdsforsikringssystem fra 1907 til 2007 - belyst ved centrale lovgivningsinitiativer” i Pedersen J. H og Huulgaard A (eds.) “Arbejdsløshedsforsikringsloven 1907 - 2007 - udvikling og perspektiver”, (2007) København, Arbejdsdirektoratet Pestoff, V. (2014) “Hybridity, Corproduction, and Third Sector Social Services in Europe” i American Behavioral Scientist 2014 (vol. 11) SAGE Publications Side 65 af 66 ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering Politiken D: “Debat: Dagpenge: 20 (dumme) spørgsmål til halvering af dagpengeperioden” 08.06.2010 Rasmussen, S. “Arbejdsløshedskasser under udvikling eller afvikling?” (2013), Aalborg, Aalborg Universitet Ritzau: “De første LO a-kasser har besluttet at blive tværfaglige” 26.08.2002 Rosdahl, A: “Lediges understøttelsesperiode” (2003), i Madsen, P. K. og Pedersen L. ”Drivkræfterne bag arbejdsmarkedspolitiken” København, Socialforskningsinstituttet Politiken A: ”Kampen om dagpengene er kun lige begyndt” 10.09.2014 Politiken A: “Sådan er forliget mod ledighed” 18.06.1992 Politiken B: “De unge får en smuk, umulig lov” 21.06.1992 Weekendavisen: “Bunden er nået” 08.04.1998 Jyllands-Posten B: “A-kasser til kamp om kunderne” 02.09.2002 Politiken C: “10.800 blankes af med kortere dagpenge” 02.06.2010 Ugebrevet A4: “Europa slagter den offentlige sektor” 20.12.2010 BT: “Ikke ok at 34.000 er røget ud” 27.10.2013 BT: ”S: Det skal kunne betale sig at arbejde” 17.06.2014 Civilstyrelsen (2015) ”Velkommen til Civilstyrelsen” 15.04.2015 3F’s Historie 2015: www.3f.dk/historie 18.05.2015 Kristelig A-kasse https://www.krifa.dk/a-kasse.aspx 19.05.2015 Kvinfo http://www.kvinfo.dk/file.php?file=387 19.05.2015 Jyllands-Posten A: “Arbejdsmarked: Skrappe krav til ledige” 25.05.2002 Side 66 af 66
© Copyright 2024