1. No category

Helle Antczak og Helle Johansen
SOCIALT ARBEJDE
I ET GLOBALISERET
SAMFUND
2. udgave
Helle Antczak og Helle Johansen
Socialt arbejde i et
globaliseret samfund
2. udgave
Helle Antczak og Helle Johansen
Socialt arbejde i et globaliseret samfund
2. udgave 2015
© Samfundslitteratur 2015
OMSL AG
Imperiet (Annette Borsbøl)
SATS SL
grafik (slgrafik.dk)
TRYK Specialtrykkeriet
TRYKT BOG ISBN
E- BOG ISBN
Viborg A/S
978-87-593-2089-1
978-87-593-2326-7
Samfundslitteratur
Rosenørns Allé 9
1970 Frederiksberg C
[email protected]
www.samfundslitteratur.dk
Alle rettigheder forbeholdes. Kopiering fra denne bog må kun finde
sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun
inden for de i aftalen nævnte rammer. Undtaget herfra er korte
uddrag til anmeldelse.
INDHOL D
FORORD TIL 2. UDGAVE
K APITEL 1 · INTERNATIONALT SOCIALT
ARBE JDE SOM NY T PRAKSISFELT?
Internationale dimensioner i socialt arbejde
7
11
12
Definitioner af internationalt socialt arbejde
15
Mangfoldighed og diversitet
23
Et fag med holdninger – men på usikker grund
25
Opsamling27
K APITEL 2 · GLOBALISERING OG DET MULTIKULTURELLE SAMFUND
Hvad er globalisering?
31
32
Den kulturelle og sociale globalisering
51
Globalisering og det sociale arbejde
60
Opsamling75
K APITEL 3 · DET SOCIALE ARBE JDES MANGFOLDIGHED
79
Sociale problemer
80
Samfundsmæssig organisering af det sociale arbejde
83
Indsatsniveauer og metoder i det sociale arbejde 85
Opsamling91
K APITEL 4 · HVORDAN K AN SOCIALT ARBE JDE I DANMARK
INSPIRERES AF SOCIALT ARBE JDE ANDRE STEDER I VERDEN?
Socialt arbejde i den danske velfærdsstat
Metoder og indsatsniveauer i socialt arbejde
Inspirerende tilgange i socialt arbejde
93
94
98
113
Opsamling123
K APITEL 5 · NYE KRAV TIL SOCIALARBE JDERENS
KVALIFIK ATIONER OG KOMPETENCER
127
Kvalifikationer og kompetencer
128
Hvad er kultur?
130
Kulturkompetence og interkulturel kommunikation
137
En interkulturel kompetencemodel
141
Kulturopmærksomhed, kulturbevidsthed og kulturrefleksivitet
143
Viden147
Kultursensitive og ikke-diskriminerende praksisformer
192
Opsamling204
K APITEL 6 · GLOBALE UDFORDRINGER OG NATIONALE SVAR:
OPFORDRING TIL EN OFFENSIV PROFESSIONSSTRATEGI
207
LIT TERATURLISTE215
FORKORTELSER223
FORORD T IL 2. UDG AVE
FORORD T IL 2. UDG AV E
Når vi har besluttet os for at revidere 1.-udgaven fra 2007, skyldes det
først og fremmest de positive tilbagemeldinger, bogen har modtaget fra
undervisere og studerende, der fortsat finder den relevant for uddannelsen og for det sociale arbejde, selvom meget er forandret siden bogen blev udgivet første gang. Den verden, vi beskriver, er ikke længere
den samme efter den globale finanskrise og de økonomiske, politiske
og sociale spor, den har trukket også i Europa og i Danmark. Den anden grund til revideringen er et ønske om at bidrage pædagogisk og didaktisk til uddannelsen af kommende socialrådgivere. Du sidder således med et eksemplar af vores bud på en dynamisk lærebog, der er understøttet af en elektronisk platform, hvor der findes materiale til inspiration for tilrettelæggelsen af læringsforløb og konkrete undervisningsgange. For opbygningen og mulighederne på platformen, se www.
socialtarbejdeietglobaliseretsamfund.dk. Her finder du cases, opgaver,
filmklip, forslag til supplerende litterattur osv., som løbende vil blive
opdateret. Her vil det også være muligt at dele erfaringer og ideer til anvendelse af bogen i undervisningen.
Finanskrisen har demonstreret, at globalisering ikke blot er et teoretisk og politisk fænomen, men en del af den virkelighed, der omgiver
socialrådgivernes arbejde. Som et eksempel er de senere års stramninger i lovgivningen på beskæftigelsesområdet i forhold til aktiveringskrav, dagpengeperiode og ydelsesniveau delvist begrundet i den globale
konkurrence. Et andet eksempel i forlængelse heraf er den øgede indvandring af arbejdsmigranter fra de østeuropæiske lande, der har påvirket arbejdsmarkedet, skabt nye brugere af den sociale service og sat
gang i en grundlæggende diskussion af vandrende arbejdstageres rettigheder med hensyn til sociale ydelser som kontanthjælp, dagpenge og
børnecheck.
Globaliseringen er med andre ord med til at ændre karakteren af de
7
8
FORORD T IL 2. UDG AVE
sociale problemer, ligesom den påvirker de velfærdsstatslige rammer og
politiske løsninger, der regulerer det sociale arbejde. Med bogen forholder vi os til udviklingen af “konkurrencestaten” (Pedersen 2011) og til
centrale tendenser og udfordringer for professionen, såsom den øgede
procesregulering, standardisering og metodestyring (Leth Svendsen
2005, Johansen 2013, Hansen 2014), til krav om dokumentation og evaluering (Johansen 2013, Bundesen og Falcher 2014), helhedssyn og tværprofessionelt samarbejde (Jepsen, Pedersen og Rasmussen 2012, Hansen
2014) og til diskussioner om vidensbasering og evidens i socialt arbejde
(Posborg Michelsen 2014). En anden følge af globaliseringen er en øget
kulturel diversitet og mangfoldighed i de enkelte samfund – ikke kun
pga. migration, men også som resultat af kulturel frisættelse og den tiltagende individualisering, der ifølge sociologer som Ulrich Beck (1999,
2000), Anthony Giddens (1999, 2007) og Zygmunt Bauman (1998a og b,
1999, 2005, 2014) kendetegner de senmoderne risikosamfund. Det rejser væsentlige spørgsmål om, hvordan man som fag og profession håndterer de nye økonomiske og politiske rammer samt den øgede etniske og
kulturelle mangfoldighed. Og om de kvalifikationer og kompetencer det
forudsætter hos socialarbejdere og andre professionelle.
Det er en væsentlig pointe og bærende idé bag arbejdet med bogen,
at socialt arbejde må løftes ud af sin “nationale spændetrøje” og tænkes
ind i en bredere sammenhæng end den, den hjemlige social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden sætter. På denne baggrund håber vi at
kunne interessere og inspirere – ikke kun dem som i forvejen beskæftiger sig med interkulturelle og internationale aspekter af socialt arbejde
– men også studerende og undervisere på de sociale uddannelser generelt samt praktikere, som er optaget af fagets og professionens udvikling. Det er vores ambition at opfylde et hidtil udækket behov for en lærebog, som bidrager med viden om og analyse af udviklingen inden for
socialt arbejde som praksisfelt og som profession. Det gør vi bl.a. gennem teoretisk analyse kombineret med praktiske erfaringer. Vi har bestræbt os på at formidle bogens emne – socialt arbejde i et globaliseret
og multikulturelt samfund – på et niveau og i et sprog, som retter sig
mod både studerende, undervisere og praktikere.
FORORD T IL 2. UDG AVE
Bogen tager afsæt i en aktuel diskussion af socialt arbejde i en globaliseret og multikulturel verden. Det er en diskussion som bl.a. er rejst
af Lyons (1999), Healy (2001) og Dominelli (2004), og som fortsat fylder
på internationale konferencer og i tidsskrifter og bogudgivelser. Vi undersøger, hvad der ligger i begrebet “internationalt socialt arbejde”, der
har affødt mange drøftelser og definitionsforsøg med henblik på at afgrænse det fra “nationalt socialt arbejde”. Som vi forstår “internationalt
socialt arbejde”, er det et samlebegreb for en række meget forskellige dimensioner ved den aktuelle udvikling af socialt arbejde – mere end et
særligt genstandsfelt. Socialt arbejde vil altid foregå lokalt; et konkret
fysisk sted med konkrete mennesker. Det er og bør derfor være kontekstbundet (Lorenz 1994). Da de lokale indsatser samtidig er under
stærk påvirkning fra en række globale processer, forekommer det mere
præcist at tale om en glokalisering af socialt arbejde for at understrege
koblingen mellem globale processer og de lokale aktiviteter. Pointen
er, at det sociale arbejde på den ene side er under kraftig påvirkning af
globale tendenser og derfor på den anden side har brug for inspiration
udefra til udvikling af de lokale indsatser.
På baggrund af en teoretisk analyse af globaliseringens økonomiske,
politiske og kulturelle elementer vil vi konkretisere konsekvenserne for
det sociale arbejde i relation til tre forskellige dimensioner: 1) Globaliseringens betydning for fremkomsten af sociale problemer, 2) dens påvirkning af de økonomiske, juridiske og politiske rammer og 3) de udfordringer og krav, det stiller til professionen. Den omtalte stedbundethed – i Danmark og Norden – udtrykt ved den velfærdsstatslige indlejring, betyder, at vi kan blive blinde for andre måder at forstå og praktisere det sociale arbejde på, og dermed også kan have svært ved at møde
de aktuelle udfordringer. Det er her, bogens komparative blik på socialt
arbejde ude i verden kommer ind. Socialrådgiveruddannelserne i Danmark samarbejder med en lang række organisationer i udlandet, der
modtager danske studerende i praktik. Ser man på deres virke, tegner
der sig et langt mere nuanceret og mangfoldigt billede af, hvad socialt
arbejde er for en størrelse, end vores hjemlige praksis giver indtryk af.
Det er rettet mod andre typer problemer og indsatsniveauer, og det er
9
10
FORORD T IL 2. UDG AVE
anderledes organiseret end i Danmark. De udenlandske eksempler repræsenterer derudover en række alternative tilgange og metoder til det
sociale arbejde, som aktuelt dominerer i Danmark og i Norden.
Bogen er bygget op på følgende måde: Efter de to første kapitler om
internationalt/interkulturelt socialt arbejde og globalisering følger en
systematisk og teoretisk baseret analyse af andre måder at bedrive socialt arbejde på uden for Danmarks grænser i kapitel 3. Analysen er
struktureret omkring følgende temaer: Sociale problemer, samfundsmæssig organisering samt metoder og indsatsniveauer. Efter at have
kigget ud i verden vender vi blikket mod Danmark i bogens anden del.
Under overskrifterne metoder, indsatsniveauer og tilgange uddyber kapitel 4 erfaringer fra udlandet, der forhåbentlig kan inspirere ikke kun
socialarbejdere, men også beslutningstagere, uddannelsesinstitutioner
og andre aktører på det sociale område. Tanken er, at vi ved at holde
udlandserfaringerne op som et spejl for vores hjemlige praksis kan få et
kritisk og konstruktivt blik på, hvordan det sociale arbejde bliver tilrettelagt og implementeret i Danmark i disse år. I forlængelse heraf diskuterer bogens kapitel 5, hvilke krav globaliseringen stiller til kommende
socialarbejderes kvalifikationer og kompetencer. Med afsæt i diskussionen om kulturel kompetence og interkulturel kommunikation gives et
bud på en interkulturel kompetencemodel. I det afsluttende kapitel 6 gives et bud på en offensiv professionsstrategi.
Afslutningsvis skal vi rette en stor tak først og fremmest til de
mange studerende, vi gennem årene har fulgt på uddannelsen og i deres
praktikophold. I har været vores primære inspirationskilde og drivkraft
i dette projekt. En særlig tak skal lyde til vores praktikafdeling, der har
bidraget konkret til bogen. Dernæst ønsker vi at takke vores kolleger
på socialrådgiveruddannelsen, Metropol, der har givet inspiration i det
daglige arbejde. Til sidst en stor tak til vores redaktører, uden hvis professionelle hjælp denne bog ville have set meget anderledes ud.
I nternationalt s o c ialt ar b e j de s o m n y t p ra k s i s felt ?
K APITEL 1
IN T E RN AT IO N A LT SOCI A LT A RBE JDE SOM
N Y T PR A KSISF E LT ?
Er internationalt socialt arbejde et nyt praksisfelt, der adskiller sig fra
det nationale sociale arbejde, som det har udviklet sig primært i den
vestlige verden? Går man til litteraturen og diverse seminar- og konferenceprogrammer, er svaret tilsyneladende ja. Gennem de sidste 30 år
har vi været vidne til et boom i udgivelsen af artikler og bøger om internationalt socialt arbejde (Midgley 2001, Lyons 1999, Halvorsen 1999,
2000, Healy 2001, 2008, 2012, Dominelli 2004, Payne 2005, Døhlie og
Askeland 2006, Hugman 2010, Lyons m.fl. 2012, Cox og Pawar 2013).
Det internationale dækker imidlertid over mange forskellige ting – lige
fra en øget bevidsthed om globale processers påvirkning af menneskers
levevilkår – til ønsket om en fælles global etik for socialarbejdere over
hele verden.
I dette kapitel undersøger vi, hvad der ligger i begrebet internationalt socialt arbejde: Beskriver det et nyt praksisfelt, som adskiller sig fra
det klassiske nationale sociale arbejde? Eller er begrebet et forsøg på at
indfange en række globale forandringsprocesser, der påvirker og udfordrer socialt arbejde i de enkelte lande?
Inden for socialt arbejde har der altid været en fælles bevidsthed om
internationale sammenhænge. Der er blevet afholdt internationale konferencer om emnet helt tilbage til den første internationale konference
i socialt arbejde i 1928. Orienterer man sig i fagets historie, vil man
kunne finde artikler om emnet, der daterer sig tilbage til 1937 – bl.a. i
Social Work Yearbook. Der er mange gode grunde til, at der de senere år
er gjort en fornyet indsats for at tegne en profil af internationalt socialt
arbejde som en ny og anderledes praksis, som kan bringe det sociale arbejde ud af den nationalstatslige spændetrøje og på omgangshøjde med
11
12
Ka p itel 1
globaliseringen af de senmoderne samfund. Historikere, sociologer og
andre, der beskæftiger sig med den generelle samfundsudvikling, taler
om et skifte fra traditionelle til moderne og senmoderne samfund. Der
er imidlertid ikke enighed om den præcise definition af det “senmoderne”. Her bruges begrebet som betegnelse for perioden fra slutningen
af 1960’erne frem til i dag. Eftersom globaliseringen er en af de tendenser, der karakteriser det senmoderne, bestemmes begge begreber nærmere i bogens andet kapitel.
Det følgende er en introduktion til nogle af de vigtigste forsøg på at
beskrive, indkredse og afgrænse internationalt socialt arbejde, primært
i den engelsksprogede litteratur. Som det vil fremgå, er det ikke nogen
enkel sag. Der hersker nemlig stor begrebsmæssig forvirring og uklarhed om, hvad man skal forstå ved internationalt socialt arbejde, ligesom
der er stor faglig og politisk uenighed om, hvad internationalt socialt
arbejde er eller bør være. De aktiviteter, som man i litteraturen relaterer til internationalt socialt arbejde, er af så forskellig karakter, at det er
spørgsmålet, om det ikke skaber mere forvirring end afklaring at forsøge at samle dem under en fælles hat. I hvert fald er det begrebsmæssigt en tvivlsom øvelse, der ikke synes at fremme analytisk klarhed og
stringens. Et alternativ er derfor i første omfang at identificere de forskellige internationale dimensioner af socialt arbejde, der gør sig gældende i dag.
I N T E R N AT I O N A L E D I M E N S I O N E R I S O C I A LT A R BE J DE
En af de ting, der bidrager til den begrebsmæssige uklarhed, er, at termerne global, international og transnational ofte bruges synonymt. Og
dem, der forsøger at bruge begreberne mere stringent, tager typisk udgangspunkt i en sproglig og ikke en begrebshistorisk indholdsbestemmelse af termerne. Et eksempel er Healy (2001: 5), der ud fra Webster’s
College Dictionary finder frem til en række forskellige betydninger af
de tre termer. Den sproglige bestemmelse bidrager dog ikke direkte til
en afklaring, fordi betydningerne i ordbogen blot afspejler den synonyme eller overlappende brug af termerne. Alternativt kunne man se
I nternationalt s o c ialt ar b e j de s o m n y t p ra k s i s felt ?
på, hvordan international, transnational og global har fået betydning
inden for international politisk teori. I det perspektiv er det internationale en modsætning til det nationale eller nærmere nationalstaten –
dvs. at der ikke er tale om et særligt geografisk rum, men om relationer
mellem stater. Traditionelt har man tænkt på kontakten mellem regeringer, hvorfor man også inden for international politisk teori taler om
mellemstatslige relationer. Ifølge denne forståelse er det internationale
med andre ord ikke et bestemt geografisk eller fysisk sted som sådan.
Begrebet transnational refererer også til relationer, men i to forskellige betydninger. Når det handler om samarbejde på tværs af grænser,
vil der typisk være tale om samarbejde mellem organisationer og persongrupper på subnationalt niveau (dvs. under regeringsniveau). Begrebet transnational bruges altså især til at beskrive regionalt samarbejde
som fx Den Europæiske Union, hvor kun en del af samarbejdet foregår
på regeringsniveau. Derudover refererer transnational til grænseoverskridende forhold, såsom transaktioner i form af varer, kapital, arbejdskraft, teknologi, kultur og ideer. Som det vil fremgå nedenfor, er det i
relation til denne transnationale dimension, vi ser nye sociale problemer som fx handel med kvinder og børn til prostitution og andre former for tvangsarbejde. Også de aktuelle problemer i Sydspanien og Italien, hvor desperate flygtninge sætter livet på spil for at nå til det forjættede Europa, skal forstås i et transnationalt perspektiv.
I modsætning til de to foregående begreber har global en noget bredere betydning. Ligesom det er tilfældet med begrebet transnational,
bruges begrebet global også om relationer og forhold på tværs af nationale grænsedragninger – men disse relationer er af verdensomspændende karakter. Men derudover har global i modsætning til de andre
begreber også en rumlig betydning. Med global refereres således til hele
verden som sted. På den baggrund giver det ikke megen mening at relatere internationalt socialt arbejde til en aktivitet, der foregår et bestemt
sted. Til gengæld vil internationalt socialt arbejde kunne forstås som
arbejdet med sociale problemer af en bestemt transnational karakter.
Ud over den uklarhed, der indimellem ligger i brugen af de ovennævnte begreber, bruges internationalt socialt arbejde til beskrivelse
13
14
Ka p itel 1
ikke bare af en lang række meget forskellige aktiviteter, men også tænkemåder. I 1989-1990 gennemførte IASSW1, som er de sociale højskolers internationale organisation, en undersøgelse, der forsøgte at indkredse begrebet internationalt socialt arbejde. IASSW skrev ud til medlemmer fra 200 skoler over hele verden og bad dem udpege kerneelementer i begrebet internationalt socialt arbejde. Det kom der ikke overraskende et meget broget og komplekst billede ud af. I fri oversættelse
fra Healy (2001: 7) nævnte besvarelserne elementer som:
•
•
•
•
•
•
•
•
Tværkulturel forståelse.
Komparativ social politik.
Globale sociale problemer.
Globalt udsyn.
Bevidsthed om en fælles verdensomspændende profession.
International praktik.
Mellemstatslig velfærd.
Oplevelse af kollegialitet med socialarbejdere i andre lande.
Her er elementerne listet efter tilslutning, men det samlede resultat tegnede et billede med meget varieret grad af tilslutning til de enkelte elementer. Ikke alene associerer man mange forskellige ting med internationalt socialt arbejde. Der er også stor uenighed om, hvad der er det
mest centrale. Det har fået nogle til helt at afskrive indsatsen for at nå
en fælles forståelse, mens andre har diskuteret fordele og ulemper ved
henholdsvis en bred og en snæver definition (Kimberly 1984, Sanders
og Pederson 1984, Healy 2001, 2008, 2012).
Det er ikke denne bogs formål at fortsætte diskussionen med henblik på at finde en fælles definition. Vi har i stedet forsøgt i det følgende at analysere os frem til, hvilke relevante perspektiver, der ligger i de
forskellige forslag til afgrænsning og definition af internationalt socialt
arbejde.
1 Forkortelse for the International Association of Schools of Social Work.
I nternationalt s o c ialt ar b e j de s o m n y t p ra k s i s felt ?
DE F I N I T I O N E R A F I N T E R N AT I O N A LT S O C I A LT A R BE J DE
G e og r a f i s k d e f ini t i o n
Internationalt socialt arbejde beskrives ofte som noget, der praktiseres
af socialarbejdere – professionelle og frivillige – et andet sted end deres
hjemland, oftest i ngo-regi uden for den vestlige verden. Men den geografiske definition giver ikke megen mening; for det “internationale” –
jf. sondringen mellem global, international og transnational – eksisterer ikke i rumlig forstand, men har altid konkrete nationalstater som
territorium. Der er ikke tale om en særlig aktivitet eller praksis, når en
tysk socialarbejder udøver sin profession i Indien, eller en dansk studerende fx arbejder med aids i Sydafrika eller unge kriminelle i New
Yorks fattige kvarterer.
O r g ani s a t o r i s k d e f ini t io n
Den organisatoriske definition ser internationalt socialt arbejde som
knyttet til internationale organisationer som eksempelvis UNAIDS,
UNDP, UNHCR, UNICEF i FN-systemet, WHO, internationale ngo’er
eller til nationalt baserede organisationer, der beskæftiger sig med nødhjælp eller udviklingsarbejde i bred forstand. Selvom den organisatoriske definition giver mere mening end den geografiske, er den stadig problematisk i forhold til at kunne afgrænse et professionsspecifikt felt. Det
er den, både fordi det organisatoriske arbejde typisk varetages af andre
end socialarbejdere, og fordi de udsendte netop arbejder lokalt rundt
om i verden. Samtidig er der i disse organisationer en høj grad af overlap med andre professioner, hvorfor internationalt socialt arbejde ikke
kan monopolisere området som led i en professionskarakteristik. Alternativt fremhæves det sociale arbejdes egne organisationer som fx International Federation of Social Workers (IFSW). Men til trods for, at
denne internationale organisering af professionen bidrager til en udveksling og til en følelse af kollegialitet, har det ikke meget at gøre med
en definition af et nyt praksisfelt for socialt arbejde.
P o li t i s k d e f ini t i o n
En tredje forståelse relaterer internationalt socialt arbejde til såkaldt
15
16
Ka p itel 1
solidaritetsarbejde mellem lande, som man bl.a. kender det fra arbejderbevægelsen og fra det sociale arbejdes egen historie. Eksempelvis
taler Healy (2001) om International Policy Development and Advocacy,
hvor professionen som verdensomspændende bevægelse formulerer og
promoverer holdninger til vigtige sociale spørgsmål i internationale
fora. Problemet med den politiske definition er, at internationalt solidaritetsarbejde ikke nødvendigvis er socialt arbejde. Det kan også være
politisk arbejde, nødhjælpsarbejde, udviklingsbistand m.m. Det er
med andre ord en noget upræcis definition, som ikke giver et specifikt
indhold til en selvstændig international socialarbejderpraksis.
D e f ini t i o n u d f r a g e n s t an d s f e l t
En fjerde forståelse af feltet internationalt socialt arbejde ser det som rettet mod et særligt genstandsfelt; altså socialt arbejde rettet imod nogle
særlige sociale problemer. Men hvordan adskiller sociale problemer ude
i verden sig fra sociale problemer herhjemme eller i andre nationalstater?
Ser man nærmere på de sociale problemer, som de studerende arbejder
med i deres udlandspraktik, tegner der sig et broget billede. Den største
forskel er, at sociale problemer i det, man i udviklings- og bistandssammenhæng kalder den tredje verden – men også i lande som USA, i Østog Centraleuropa og lokale steder i den “rige” nordvestlige verden – relaterer sig til absolut fattigdom. Fattigdom og fattigdomsrelaterede sundhedsproblemer har her en helt anden dybde og et helt andet omfang end
den fattigdom, vi eksempelvis kender fra Europa. I den rigeste del af verden ser man til gengæld en stigende udbredelse af en anden type af sociale problemer. De er både af psykologisk og identitetsmæssig karakter
såsom ensomhed, isolation, spiseforstyrrelser hos unge samt forskellige
former for social og politisk marginalisering, der alle optræder på en bestemt kulturel og samfundsmæssig baggrund.
Som det vil blive uddybet i næste kapitel, bliver sociale problemer
oplevet forskelligt alt efter tid og sted. Til trods for denne forskel er der
imidlertid ikke tale om noget skarpt skel, hvorudfra vi kan differentiere mellem nationalt og internationalt socialt arbejde som to væsentligt forskellige genstandsfelter.
I nternationalt s o c ialt ar b e j de s o m n y t p ra k s i s felt ?
D e f ini t i o n u d f r a s o c iale p r o b le m e r s t r an s na t io na le k ar ak t e r
En femte forståelse, der også knytter sig til et bestemt genstandsfelt, diskuterer socialt arbejde i forhold til særlige grænseoverskridende problemer – det, vi også kalder transnationale sociale problemer. Disse transnationale problemer adskiller sig fra de sociale problemer, som blev defineret ovenfor, ved, at de ikke optræder i særlige regioner eller områder, men opstår på og/eller flytter sig over nationale grænser. Nogle
af de eksempler, som bliver diskuteret i litteraturen, og som man også
kender fra nyhedsmedierne, er handel med kvinder og børn, arbejdsløshed som følge af internationale konjunkturer eller udflytning af arbejdspladser, diskrimination og stempling af “hjemløse” grupper som
romaerne i Europa, illegal indvandring og flygtninge på flugt fra krig,
undertrykkelse og fattigdom og heraf afledte sociale problemer. Det er
karakteristisk for arbejdet med den type problemer, at det ikke kun er
selve problemet, men også rammerne og den konkrete indsats for at
løsne problemet, som er transnational – og derfor forudsætter et samarbejde på tværs af grænser. Det gælder både samarbejdet mellem overordnede myndigheder, vedtagelse af fælles lovgivning i EU eller koordinering af national lovgivning, samarbejde mellem forskellige landes
politi, og det gælder samarbejdet mellem socialarbejdere.
I dette tilfælde kunne det derfor give mening at tale om internationalt socialt arbejde som en praksis knyttet til særlige transnationale
problemer og deres løsning. Når der her ikke umiddelbart gives tilslutning til en sådan definition og afgrænsning af internationalt socialt arbejde, er det fordi, denne forståelse er relativt snæver og dermed udgrænser andre vigtige dimensioner i den aktuelle udvikling, der udfordrer den traditionelle nationale professionsopfattelse. De transnationale sociale problemer og betingelserne for deres løsning hænger således sammen med den mere grundlæggende forandring af de nationale samfund, som del af den meget omdiskuterede globalisering, der
er emnet for det næste kapitel.
D e f ini t i o n u d f r a m e t o d e r
Hvor de fem første opfattelser knytter sig til sted (geografi og organisa-
17
18
Ka p itel 1
tion) eller genstandsfelt (sociale problemer), er der en sjette forståelse,
der relaterer sig direkte til internationalt socialt arbejde som praksisform. Her er fokus på de særlige kollektive metoder, man arbejder med
i andre dele af verden end i de vestlige velfærdsstater. Historisk set er
socialt arbejde knyttet til udviklingen af først nationalstaten og siden
opbygningen og udbygningen af de europæiske velfærdsstater efter 2.
verdenskrig. Af den grund er der både lighedstræk (fordi arbejdet foregår inden for nogle velfærdsstatslige rammer) og forskelle (fordi landene lægger sig op ad forskellige velfærdsmodeller), når man anlægger et komparativt perspektiv på det sociale arbejde i denne del af verden (Shardlow og Payne 1998, Lorenz 1994). De centrale lighedstræk er
dels, at socialt arbejde er professionaliseret i en eller anden grad, dels at
individuelt sagsarbejde, rådgivning og forvaltningsbaseret myndighedsarbejde er meget udbredt. Det sidste er selvfølgelig særligt for de lande,
hvor den offentlige sektor spiller en stor rolle, og hvor det sociale arbejde i høj grad er politisk og retligt reguleret.
I modsætning hertil er socialt arbejde i andre dele af verden ikke så
professionaliseret som i de vestlige velfærdssamfund. Det hænger bl.a.
sammen med de samfundsmæssige, økonomiske og politiske forhold,
der karakteriserer perifere og postkoloniale statstyper – og andre ikkedemokratiske eller såkaldte “svage” stater. Begreberne perifere og postkoloniale stater refererer til stater – primært i Afrika, Latinamerika
og Asien – der har været under koloniherredømme. Karakteristisk for
disse stater er en manglende eller svag kobling mellem stat og samfund
– dvs. at det politiske styre har meget lidt legitimitet og derfor må regere på andre præmisser. Staterne kaldes også svage stater eller ballonstater for at antyde, at de er delvist fritsvævende i forhold til samfundet
og befolkningen. Se bl.a. Martinussen (1994). I de lande er sociale og
velfærdsmæssige forhold i langt mindre grad på den politiske dagsorden; der er altså ingen eller kun en begrænset politik formuleret på
området, ligesom de økonomiske ressourcer og juridiske rammer for at
bakke en sådan politik op kun er til stede i yderst begrænset omfang.
Samtidig er der heller ikke de samme kulturelle og uddannelsesmæssige forudsætninger for at etablere en professionel praksis.
I nternationalt s o c ialt ar b e j de s o m n y t p ra k s i s felt ?
Det betyder, at de metoder, man arbejder med, er meget forskellige.
Frem for individuelt sagsarbejde, rådgivning og forvaltningsbaseret
myndighedsarbejde er det sociale arbejde uden for de vestlige velfærdsstater overvejende baseret på kollektive metoder rettet mod grupper, lokalsamfund eller myndigheder og andre beslutningstagere på nationalt eller internationalt niveau. Når et metodisk perspektiv heller ikke
er velegnet til at skelne mellem internationalt og nationalt socialt arbejde, er det dels fordi, de kollektive metoder er meget forskellige indbyrdes. De tegner med andre ord ikke et klart og afgrænset billede af en
ny profession, men åbner for en mangfoldighed af professionelle indsatser i det sociale arbejde. Det er denne mangfoldighed eller pluralisme
bogens kapitel 3 beskriver og systematiser med henblik på i kapitel 4 at
udfordre den nationale professionsopfattelse og det aktuelle sociale arbejde i Danmark.
D e f ini t i o n u d f r a e t uni v e r s e l t v æ r dig r un dlag
Den syvende og sidste forståelse er samtidig, med sin umiddelbart sympatiske intention, også på nogle måder den mest kontroversielle. Det er
den forståelse, der definerer internationalt socialt arbejde som en praksis forankret i et særligt universelt (dvs. almengyldigt) værdigrundlag,
der bygger på menneskerettighederne og social retfærdighed forankret
i internationale deklarationer og konventioner. Af særlig relevans for
socialt arbejde er følgende:
• Universal Declaration of Human Rights.
• The International Covenant on Civil and Political Rights.
• The International Covenant on Economic Social and Cultural
Rights.
• The Convention on the Elimination of all Forms of Racial Discrimination.
• The Convention on the Elimination of All Forms of Discrimination
against Women.
• The Convention on the Rights of the Child.
• Indigenous and Tribal Peoples Convention (ILO Convention 169).
19
20
Ka p itel 1
Det skal understreges, at pointen her ikke er at anfægte hverken princippet om social retfærdighed eller de internationale menneskerettigheder. Men det er vigtigt at være opmærksom på faren ved at henvise
ukritisk til nogle (påståede) universelle værdier som det faste holdepunkt, en bestemt praksis kaldet internationalt socialt arbejde ultimativt kan begrundes i. Ud over at der ligger en form for nyimperialisme
i tankegangen, forstået som en promovering af nogle bestemte værdier
med en vestlig oprindelse, er der en fare for, at socialt arbejde, som bygger på et sådant værdigrundlag, kan få utilsigtede undertrykkende konsekvenser:
A model of social work that is assumed to apply universally is likely to be
oppressive in the sense that it claims to derive its criteria from a level
‘above’ the traditions of practise, personal preferences and cultural
norms which prevail in specific local contexts. (Lorenz 1994: 181)
Som det ofte er fremført, er menneskerettighederne et produkt af en
vestlig historie og samfundsudvikling, hvor det enkelte individs værdi
og selvbestemmelse er helt central. Uanset hvor sympatisk, rigtig og
progressiv denne tanke forekommer ud fra en vestlig tankegang, er
det vigtig at være opmærksom på, at menneskerettighederne er vokset frem under nogle bestemte samfundsmæssige og historiske betingelser. Det er disse betingelser, som giver dem legitimitet blandt såvel
ledere som befolkning i en (mindre) del af verden. Menneskerettighederne udtrykker hverken en oprindelig kerne eller essens i menneskelig eksistens eller en historisk drevet ensretning af verdens samfund og
befolkninger i retning af en fælles identitet, kultur og interesse. De normer og værdier, der opleves som naturlige og legitime for nogle mennesker, kan forekomme unaturlige og fremmede for andre. Fra forskellige dele af verden har der da også gennem årene været rejst kritiske røster i forbindelse med udarbejdelsen af en fælles definition af socialt arbejde og dets etiske grundlag. Et eksempel er dette forslag til en alternativ formulering af den hidtil gældende definition (ændringsforslagene
står med kursiv):
I nternationalt s o c ialt ar b e j de s o m n y t p ra k s i s felt ?
The social work profession promotes social change as well as social stability, problem solving as well as harmony in human relationships and the
empowerment and liberation of people to enhance well-being. Utilising
theories of human behaviour and social systems and respecting unique
traditions and culture in different ethnic groups, social work intervenes at
the points where people interact with their environments and where individuals go well with their significant others. Principles of human rights and
social justice as well as responsibility and collective harmony are fundamental to social work in various countries. (IASSW/IFSW 2004)
Også socialarbejdere med afrikansk baggrund har udtrykt lignende
forbehold; de har påpeget, at traditionel afrikansk kultur – med vægt
på kollektivisme, fællesskab og stærke gruppeidentiteter – understøtter
centrale værdier som samarbejde, gensidig afhængighed, loyalitet og kollektiv ansvarlighed (Silavwe 1995). Det er oplagt, at disse værdier nemt
kommer i modsætning til værdier i den mere individualistiske, senmoderne, vestlige kultur – bl.a. værdier som selvbestemmelse og selvrealisering. Dermed sker der et værdisammenstød: Når det enkelte individ sættes i centrum, kan det være på bekostning af kollektivet, det
være sig familien, slægten, landsbyen, klanen, minoriteten m.m. Ser
man eksempelvis på den tårnhøje skilsmisserate og kernefamiliens deroute gennem de sidste 15-20 år, er den – i hvert fald på overfladen – en
sejr for den individuelle selvbestemmelse og selvrealisering, men samtidig er den et nederlag for den kollektive eksistens og den integrerende
funktion, som en familie kan tilbyde.
Den seneste definition vedtaget i fællesskab af IASSW og IFSW på
organisationernes generalforsamling i Melbourne i 2014 har forsøgt at
indarbejde nogle af de rejste kritikpunkter:
Social work is a practice-based profession and an academic discipline
that promotes social change and development, social cohesion, and the
empowerment and liberation of people. Principles of social justice, human rights, collective responsibility and respect for diversities are central
to social work. Underpinned by theories of social work, social sciences,
humanities and indigenous knowledges, social work engages people and
21
22
Ka p itel 1
structures to address life challenges and enhance wellbeing. (http://ifsw.
org/get-involved/global-definition-of-social-work)
Trods forsøget på at imødekomme de kritiske røster ved at indføje “social sammenhængskraft”, “kollektiv ansvarlighed” og “respekt for diversitet” som en afbalancering af principperne om social forandring og
individuelle rettigheder, er det stadig problematisk at definere internationalt socialt arbejde ud fra forestillingen om et universelt etisk grundlag, jf. citatet af Lorentz ovenfor. Det vil med andre ord sige, at uanset om man tager udgangspunkt i et geografisk, organisatorisk, politisk,
metodisk eller etisk perspektiv, er det vanskeligt at afgrænse og definere internationalt socialt arbejde som et nyt og selvstændigt praksisfelt. Derfor vil svaret på det spørgsmål, vi indledte dette kapitel med,
være et nej; internationalt socialt arbejde dækker ikke over et kvalitativt nyt praksisfelt, som adskiller sig fra det klassiske (nationale) sociale
arbejde. Til gengæld har diskussionen blandt forskere og praktikere afdækket en række internationale dimensioner, der alle på forskellig vis
har relevans for udviklingen af socialt arbejde i dag. En af de forskere,
der har formået at samle disse dimensioner og omsætte dem i en definition, der kobler internationalt socialt arbejde til en lokal (national)
praksis, er Hugman (2010).
International social work is concerned with the broader processes and realities of globalization as they affect human well-being and how social
work interfaces with “glocal” realities to enhance the quality of life. (Hugman 2010: 631)
Eller sagt på en anden måde: Det interessante i diskussionen om internationalt socialt arbejde er spørgsmålet om, hvordan globale og lokale forandringsprocesser spiller sammen og skaber nye udfordringer
og udviklingsbehov for socialt arbejde i de enkelte lande. I det følgende
vil vi gå nærmere ind i, hvad det er for udfordringer, og hvilke udviklingsbehov de skaber for socialt arbejde.
I nternationalt s o c ialt ar b e j de s o m n y t p ra k s i s felt ?
M A N G F O L DI G H E D O G D I V E RS I T E T
De mange samfund verden over er selv på denne side af årtusindeskiftet stadig kendetegnet af pluralisme, mangfoldighed og diversitet
trods stærke internationaliserings- og globaliseringstendenser. Der er
ikke kun forskel mellem øst og vest eller mellem nord og syd. Der eksisterer også store lokale forskelle internt i den vestlige verden mellem
de enkelte lande og regioner – og også når vi går ned i en endnu mindre skala som fx Europa eller internt i lande som Frankrig eller Spanien, ja, selv Danmark. Disse forskelle har dels deres udgangspunkt i, at
de enkelte nationalstater historisk set er sammensat af forskellige kulturer, identiteter og interesser på tværs af køn, klasse, generation, by/
land, forskellige minoritetsgrupper og subkulturer. Dette har sammen
med den øgede indvandring og flygtningebevægelserne siden 1960’erne
skabt mere multikulturelle samfund. Multikulturel skal her forstås som
betegnelse for mangfoldighed. Som bogens kapitel 5 går i dybden med,
ligger der ikke heri en forestilling om skarpt afgrænsede og statiske
kulturelle grupperinger baseret på etnicitet. Kultur er dynamisk størrelse under konstant forandring, der indbefatter en lang række andre
elementer end etnicitet (Gullestrup 2007).
Denne mangfoldighed gør, at diversitet er et grundvilkår i socialt arbejde. Diversitet kan her relateres til tre forskellige områder. For det første som kulturelle, identitets- og interessemæssige forskelle mellem grupper i befolkningen. For det andet som forskellige oplevelser og opfattelser af sociale problemer blandt klienter/brugere, politikere og professionelle. Og endelig, for det tredje, når man laver komparative sammenligninger mellem lande, som forskelle i økonomiske, politiske og juridiske
rammer for det sociale arbejde. Selvom diversiteten udgør en stor udfordring, kan der muligvis også ligge en gevinst for det sociale arbejde
heri:
The diversity of social work approaches which, despite all efforts at international harmonisation has not been levelled to one standard norm,
might turn out to be one of the profession’s greatest assets in facing up
to the diversity of the newly emerging welfare scenario. Above all it might
23
24
Ka p itel 1
be a crucial factor in allowing the profession to examine critically its own
racist tendencies, which can show itself for instance in a fixed boundary
towards the work of volunteers and towards the inherent methodology of
spontaneous social action campaigns and self-help initiatives, which
mostly involve more members of minority groups than can be found in the
ranks of the professions. (Lorenz 1994: 181)
Med andre ord så kan forskelligheden inden for professionen vendes
til en styrke i mødet med de udfordringer, den aktuelle samfundsudvikling stiller professionen over for. På dansk grund har også Uggerhøj
(2001) argumenteret for, at kernen og styrken i socialt arbejde er bredden og pluralismen. Dette er en af de væsentlige pointer, der begrunder
bogens kapitel 3 og 4, hvor pluralismen i metoder og tilgange udfoldes
i konkrete eksempler for at udfordre professionen, som den praktiseres
i Danmark og andre vestlige lande anno 2015. Den anden væsentlige
pointe omkring den positive udnyttelse af forskelligheden handler om
gevinsten ved at inddrage frivillige kræfter, spontane aktiviteter og initiativer, der kommer nedefra i det sociale arbejde. Dels for at skabe lydhørhed for borgernes egne ønsker og ideer, dels for at give plads til aktører fra de forskellige minoritetsgrupper, der hverken er professionelle
eller specielt bekendte med eksempelvis den danske måde at lave socialt
arbejde på. Det kunne eksempelvis være konkrete projekter i lokalområder, hvor socialrådgivere arbejder sammen med fædregrupper og andre frivillige initiativer omkring løsningen af sociale problemer.
Men betyder anerkendelsen af diversitet og kulturel mangfoldighed
så, at der slet ikke kan tales om holdninger eller udstikkes etiske retningslinjer for det sociale arbejde? Nej, som nævnt ovenfor er det for
det første primært menneskerettighedernes universalitet, der anfægtes.
Som sagt udspringer menneskerettighederne af nogle bestemte samfundsmæssige og historiske betingelser, der giver dem legitimitet i nogle
samfund og blandt bestemte grupper af mennesker, mens de for andre
forekommer at være for individualistiske og dermed nedbrydende for
fællesskabet og den kollektive ansvarlighed. Det er derfor afgørende, at
socialarbejdere er bevidste om den latente etnocentrisme, der ligger i
enhver social indsats baseret på såkaldte universelle værdier, og at de
I nternationalt s o c ialt ar b e j de s o m n y t p ra k s i s felt ?
besidder, hvad kapitel 5 beskriver som interkulturel kompetence. For
det andet forudsætter diversiteten og mangfoldigheden netop en kritisk
professionsudøvelse, der tør have og formulere holdninger.
E T FAG M E D H O L D N I N G E R – M E N PÅ U S I KK E R G RU N D
Et af de grundlæggende principper i IFSW og IASSW’s definition af socialt arbejde ovenfor handlede om social retfærdighed. I organisationernes etiske kodeks omtalt ovenfor er princippet oversat til følgende
fem konkrete principper:
•
•
•
•
At udfordre negativ diskrimination.
At anerkende etnisk og kulturel diversitet.
At arbejde for en lige fordeling af ressourcer efter behov.
At udfordre uretfærdige politikker og praksisformer, som skaber
fattigdom, ulighed og undertrykkelse.
• At udvise solidaritet og udfordre sociale betingelser, der bidrager
til social eksklusion og stigmatisering, og at arbejde for et inkluderende samfund.
Socialt arbejde er med andre ord forpligtet på at bekæmpe fattigdom,
ulighed, eksklusion, undertrykkelse og racisme – eller positivt omskrevet: Socialt arbejde må være lighedsorienteret, inkluderende, frigørende, antiracistisk og ikke-diskriminerende i teori og praksis. Udfordringen er imidlertid, at problemerne med fattigdom, ulighed og undertrykkelse osv. kan have meget forskellige udtryk i de enkelte samfund, hvorfor det også er svært at udlede klare og entydige svar på
handlingsplanet i de overordnede principper.
Socialarbejderne er derfor tvunget til at handle på et usikkert
grundlag. Løsninger må søges og begrundes i lokale og konkrete forhold; og i sidste ende vil det derfor altid være op til den enkelte socialarbejder at retfærdiggøre og stå til ansvar for sine handlinger på baggrund af etisk og kritisk refleksion. Til brug for denne refleksion kan de
internationale etiske retningslinjer være et udmærket vejledende red-
25
26
Ka p itel 1
skab. Ikke mindst, når de omsættes til etiske problemstillinger frem for
universelle normer.
I den forstand kan man sige, at den øgede refleksivitet, som kendetegner det senmoderne menneske, jf. Giddens, Bauman, Beck og andre
moderniseringsteoretikere, stiller et større krav til en refleksiv kompetence for socialarbejdere i det internationaliserede og multikulturelle
samfund. Den refleksive kompetence er således et af de vigtige elementer i den interkulturelle kompetencemodel, bogens kapitel 5 udfolder.
Det betyder, at socialt arbejde, stillet over for de senmoderne samfunds diversitet og fragmentering, ikke nødvendigvis må kapitulere og
dermed ende i relativisme, som det ofte fremføres blandt tilhængere af
at basere professionen på et universelt værdigrundlag. Ifølge Lorenz,
der har forholdt sig kritisk til denne position, kan et fælles udgangspunkt ikke bestå i en tilbagevenden til “the ethical, rationally grounded
certainties of the classical social work period” (Lorenz 1994: 182). Dette
skyldes, at professionen har været blind for sin egen bias, dvs. forforståelse baseret på vestlige værdier. Hans forslag til en position mellem
den relativistiske (enhver partikulær “sandhed” om det sociale arbejde
er lige god) og den objektivistiske (der findes en universel sandhed) er
dannelsen af et fælles fundament for professionen som et “kommunikativt fællesskab”. Tanken er, at der på trods af forskelle i den måde, socialt arbejde udføres på, er mulighed for at dele bekymringer og ikke
mindst for at diskutere med hinanden, at være uenige om mål og antagelser, at give gensidig kritik og dermed påvirke hinandens praksis.
En idé, der tydeligvis er inspireret af den tyske filosof og samfundsforsker Jürgen Habermas og hans teori om den kommunikative handlen
og den magtfri samtale (Habermas 1987).
Pointen er, at frem for at overgive sig til postmodernismens relativisme, kan socialt arbejde funderes på et fælles, kritisk teoretisk grundlag. Ligesom marxismen tog parti for arbejderklassen i sin analyse af
uligheden og undertrykkelsen i det kapitalistiske samfund, må socialt
arbejde – i en verden karakteriseret ved diversitet, kulturel mangfoldighed og konfliktende interesser – stille sig solidarisk med de fattige, de
undertrykte og de marginaliserede. På baggrund af en specifik analyse
I nternationalt s o c ialt ar b e j de s o m n y t p ra k s i s felt ?
af lokale og konkrete forhold kan man forestille sig socialt arbejde ud
fra forskellige perspektiver; men som diskussionen ovenfor tydeliggør,
er det vigtigt, at enhver indsats bygger på en konkret og grundig analyse, som tager højde for rammerne, inddrager klientens egne overvejelser over problemer og ressourcer og endelig forholder sig til en afbalancering af forholdet mellem individ og kollektiv.
Som socialarbejder er det vigtigt at være opmærksom på legitimiteten eller mandatet til at handle. Formelt ligger der naturligvis et demokratisk mandat, når man handler som myndighedsperson på baggrund af den vedtagne lovgivning. Reelt kan dette mandat – denne retfærdiggørelse – imidlertid være tvivlsom i tilfælde, hvor lovgivningen
udspringer af autoritære politiske regimer eller krænker individers eller gruppers rettigheder. Dertil kommer, at der i forhold til en given socialpolitik og dennes eventuelle udmøntning i konkret lovgivning oftest vil være konkurrerende eller uforenelige interesser, holdninger og
værdier på spil. Eksempler fra dansk politik er de økonomiske stramninger i socialpolitikken og aktivlinjen over for ledige, der begge er omdiskuterede i forhold til deres konkrete konsekvenser, ikke kun blandt
socialarbejdere og den almindelige befolkning, men også blandt embedsmænd og eksperter, der har forsket i konsekvenserne (Bredgaard
m.fl. 2011, Graversen 2011, 2012, Jensen 2014, Rigsvisionen 2010, Skipper 2010, Rosholm og Vejlin 2007). Skaffer de folk i arbejde og er dermed en vej ud af den økonomiske marginalisering, eller fører de til fattigdom og social marginalisering? På grund af fraværet af et universelt værdigrundlag og et entydigt handlingsgrundlag i en mangfoldig
og usikker verden forudsætter enhver social intervention derfor både
medinddragelse af klienten/borgeren i en kritisk dialog og en selvstændig faglig og etisk refleksion hos socialarbejderen.
O PS A M L I N G
Kapitlet lagde ud med at stille følgende spørgsmål: Er internationalt socialt arbejde et nyt praksisfelt, der adskiller sig fra det nationale sociale
arbejde, som det har udviklet sig primært i den vestlige verden?
27
28
Ka p itel 1
Som det forhåbentligt er fremgået ovenfor, er konklusionen, at begrebet internationalt socialt arbejde er så komplekst og omdiskuteret, at
det er tvivlsomt at forsøge at samle alle perspektiver og aktiviteter under et. Derfor kan der heller ikke udskilles et nyt og selvstændigt praksisfelt. Diverse forsøg på at definere internationalt socialt arbejde som
et praksisfelt med udgangspunkt i henholdsvis et geografisk, organisatorisk, politisk, metodisk eller etisk perspektiv viste sig alle at være problematiske af forskellige grunde. Konklusionen på spørgsmålet er derfor: Nej, der er ikke tale om et nyt og selvstændigt praksisfelt, som adskiller sig fra det klassiske (nationale) sociale arbejde. Til gengæld er det
nødvendigt at udfordre og udvide opfattelsen af det klassiske sociale arbejde og genfinde den mangfoldighed, der træder så tydeligt frem, når
man ser ud over Danmarks grænser, for at matche de aktuelle udviklingstendenser.
Som analysen af de forskellige definitions- og afgrænsningsforsøg
ovenfor viser, findes der nemlig en række internationale dimensioner,
der alle på forskellig vis har relevans for socialt arbejde i dag. Det er
derfor også nødvendigt, at det klassiske sociale arbejde gentænkes og
videreudvikles som konsekvens af, at de nationalstater og samfund, der
har været professionens historiske udgangspunkt, forandres. I diverse
globaliseringsanalyser lægges der ofte vægt på den såkaldte homogenisering eller ensretning af de enkelte samfund; i form af udbredelsen af
vestlige forbrugsgoder og kultur gennem samhandel, elektroniske medier og menneskers øgede mobilitet over grænser. Som der argumenteres for i næste kapitel, er det imidlertid en forenklet fortolkning af globaliseringen, der frem for én fremadskridende bevægelse nærmere består i en række forskellige tendenser og modtendenser på det sociale,
kulturelle, økonomiske og politiske område, der alle får betydning for
socialt arbejde.
En af de vigtige forandringer, der går imod homogeniseringen, er
som nævnt udviklingen af mere multikulturelle samfund. Diversitet og
mangfoldighed er således ikke noget, vi udelukkende finder ved komparative sammenligninger på tværs af lande og verdensdele, men noget, der også kendetegner de enkelte lande. Dermed er diversiteten et
I nternationalt s o c ialt ar b e j de s o m n y t p ra k s i s felt ?
grundvilkår for socialt arbejde. Dette koblet til iagttagelsen af, at socialt
arbejde altid foregår et konkret fysisk sted – og aldrig frit svævende i
et internationalt eller globalt rum – betyder, at den konkrete socialarbejderpraksis nødvendigvis altid må være lokalt forankret. Parallelt til
indvendingen mod den overdrevne globaliseringsretorik og fremstillingen af verden som en homogen kultur, ville det være mere præcist et
tale om en glokalisering (Ruigrok og Van Tulder 1995, Bauman 1998a)
af socialt arbejde for at understrege den vigtige kobling mellem det globale og det lokale.
Denne kontekst- eller “stedbundethed” betyder imidlertid også, at vi
kan blive blinde for andre måder at forstå og praktisere det sociale arbejde på. Gennem årene er der gjort mange forsøg blandt fagpersoner
og professionelle på at definere det “klassiske” sociale arbejde også på
dansk grund; dvs. at finde ind til en kerne eller essens i faget og professionen. Det kan der være gode faglige og strategiske grunde til, såsom
at skabe bevidsthed om faget og dets metoder eller styrke professionens
status i samfundet. Denne bog går den anden vej ved at sætte fokus på
mangfoldighed frem for kerne. Det var således en anden vigtig pointe
ovenfor, at et af professionens karakteristika er pluralismen i tilgange
og metoder. Med systematiseringen af de empiriske eksempler i kapitel 3 tegnes der således en bred profil af professionen, der, hvad mangfoldighed angår, ikke lader de multikulturelle samfund noget tilbage.
Svaret på kapitlets andet spørgsmål forfølges i bogens kapitel 4 og 5,
hvor de internationale erfaringer bruges til at udfordre, perspektivere
og forhåbentlig inspirere den nationale professionsopfattelse og det sociale arbejde i Danmark. Det er også her, det diskuteres, hvilke kvalifikationer og kompetencer nutidens og fremtidens socialarbejdere skal
besidde for at matche behovene og kravene i det globaliserede og multikulturelle samfund.
Da socialt arbejde udviklede sig som en del af etableringen af den
moderne nationalstat, bidrog det sociale arbejde til nationalstatens stabilitet, integration og sammenhængskraft. I første omgang frem til
2. verdenskrig, primært som et civilsamfundsanliggende med sit udspring i humanistiske, demokratiske og religiøse idealer funderet i kir-
29
30
Ka p itel 1
kelige miljøer og privat velgørenhed. Og efter 2. verdenskrig med udbygningen af de europæiske velfærdsstater og ekspansionen i den offentlige sektor, hvor socialt arbejde institutionaliseres som en statslig
aktivitet og dermed bevidst anvendes som et aktivt redskab i velfærdsog integrationspolitikken. Selvom denne indlejring i velfærdsstatslige
rammer har bidraget til det, der ofte kaldes det sociale arbejdes Janusansigt, og som i forhold til klienten indebærer en dobbelthed i form af
hjælp/kontrol, autonomi/afhængighed osv., er spørgsmålet, om socialt
arbejde ikke fortsat skal have denne dobbeltfunktion for at modvirke
fragmentation og opløsning, i værste fald anarki og borgerkrig? Vores
argument vil være, at socialt arbejdes historiske forpligtelse både på individ/fællesskab, forandring/stabilitet, integration og sammenhængskraft ikke hører op under de aktuelle historiske betingelser. Tværtimod
er der både i vores del og andre dele af verden brug for at tænke i fællesskaber og ansvarliggørelse, ikke kun for det enkelte individ, men også
kollektivt. Under de ændrede samfundsmæssige betingelser forudsætter det imidlertid en fortsat udvikling af faget og professionen både i
forhold til at tænke i nye indsatsniveauer og metoder og i forhold til at
udvikle nye faglige kvalifikationer og kompetencer.
G lo b ali s ering og det m ulti k ulturelle s a m fund
K APITEL 2
G LOBA L ISE RING OG DE T M ULT IK ULT URE L L E
S A MF U ND
I kapitel 1 konkluderede vi, at globale, regionale og lokale forandringsprocesser spiller sammen og skaber nye udfordringer og udviklingsbehov for socialt arbejde i de enkelte lande. En pointe, som er fremført
mange steder i litteraturen om internationalt socialt arbejde også i nogle
af de første tekster, der har været definerende for området. Et eksempel er følgende bud på, hvad globaliseringen fordrer af socialarbejderne:
… a global awareness that enhances the ability of social workers to transcend their preoccupation with the local and contextualize their role within a global setting. (Midgley 2001: 25)
Midgley peger her på nødvendigheden af en global bevidsthed, der sætter socialarbejdere i stand til at overskride fokuseringen på det lokale og
se deres arbejde i en bredere global kontekst. Og hvorfor så det, kunne
man spørge? Kan man ikke være en udmærket socialarbejder uden at
have hele verden som sin referenceramme? Svaret er både ja og nej. Ja,
fordi der udføres meget kompetent socialt arbejde rundt om i verden
af socialarbejdere, der aldrig har beskæftiget sig med globalisering, og
som derfor heller ikke har en “global bevidsthed”. Og så alligevel nej,
for globale forhold er dels med til at skabe sociale problemer, som optræder lokalt, og er dels med til at sætte rammerne for sociale indsatser lokalt. For danske socialarbejdere gælder det de økonomiske rammer, vi som en lille økonomi er underlagt. Det gælder politikudviklingen på social- og arbejdsmarkedsområdet og de rettigheder, borgerne
tildeles, og det gælder udviklingen af den offentlige sektor, inden for
hvilken en meget stor del af det sociale arbejde foregår. Det er derfor
31
32
Ka p itel 2
vigtigt, at man både i udviklingen, planlægningen og den konkrete udførelse af det sociale arbejde har et internationalt perspektiv, der med
Karen Lyons ord kan:
… enrich social workers’ understanding of the interrelated nature of the
causes and effects of economic and political decisions which are apparently remote from their daily practise, and inform their interventions regarding the sometimes common issues which confront people across national boundaries. (Lyons 1999: 149)
Med det udgangspunkt er spørgsmålet så, hvori de globale og regionale
forandringsprocesser består, og hvilke konsekvenser de har for det sociale arbejde?
H VA D E R G L O B A L I S E R I N G ?
I fagets egen litteratur om globalisering bliver der generelt tegnet en
meget dyster samtidsdiagnose af en verden, som er kendetegnet ved
fattigdom, social ulighed, undertrykkelse, uretfærdighed og massive
krænkelser af menneskerettigheder – samt en stigende polarisering
mellem vindere og tabere i globaliseringskapløbet. Et kapløb, som er
drevet af rå, ukontrollerede og ukontrollerbare markedskræfter og af
en nyliberal politik, som er promoveret af internationale organisationer
såsom IMF, Verdensbanken, WTO, OECD, EU – og af magtfulde regeringer i og uden for Europa. Formålet her er ikke at anfægte det dystre
billede af verdens “sociale tilstand”, da der uden tvivl findes massive
sociale problemer. Formålet er snarere at se nærmere på globaliseringens rolle. Hermed også sagt, at årsagerne til nutidens sociale problemer ikke alene kan tilskrives globaliseringen, og at denne måske heller
ikke er så entydig en størrelse, som det umiddelbart kan forekomme.
Globalisering er et omdiskuteret fagligt begreb, selvom det anvendes flittigt i den politiske og offentlige debat. Ifølge Albæk m.fl. (2008)
er der ikke mange ord, bortset fra “velfærdsstat”, der har fyldt mere i
den politiske debat om reformer af den danske model end “globalise-
G lo b ali s ering og det m ulti k ulturelle s a m fund
ring”. For det første dækker termen i faglige sammenhænge over en
række forskellige økonomiske, politiske, sociale og kulturelle processer.
Det afspejler sig bl.a. i, at globalisering er blevet et forskningsfelt inden
for en række forskellige discipliner såsom politisk økonomi, sociologi,
statskundskab, international politik, pædagogik og antropologi. Og begrebet globalisering skifter betydning, alt efter hvilket fag der tager det
til sig. Denne pointe illustreres også af Lyons:
To a geographer [globalisation] implies the compression of time and
place incurred in rapid and frequent movements of people and information; to a cultural anthropologist it signifies the world-wide spread of
McDonalds and Coke, and the dominance of the English/American language; while to the economist it signals the triumph of free trade and the
development of global corporations and markets. (Lyons 1999: 5)
Denne forskel i fokus gør det i sig selv vanskeligt at tale om globalisering som en entydig og sammenhængende proces. Samtidig er der stor
uenighed blandt forskere inden for de enkelte felter både om det konkrete indhold i og om den teoretiske fortolkning af globalisering. Man
kunne mene, at det blot er nuancer, som kun har ren akademisk interesse. Det er dog ikke tilfældet. Hvordan man forstår og forklarer globaliseringen, har afgørende betydning for de konsekvenser og handleperspektiver, man senere udleder. Det være sig på det politiske, men
også på et konkret socialfagligt og professionelt plan. Mere om det i anden del af kapitlet. Først er det interessant at se på, hvad globaliseringen
egentlig er. Dette kapitel giver et kort rids af hovedpointerne i den teoretiske diskussion og analyse af globalisering samt en præsentation af
de elementer, der har betydning for det sociale arbejde.
Te o r ie r o m g l o b ali s e r ing
Selvom globalisering i høj grad er knyttet til udviklingen af den kapitalistiske markedsøkonomi, er der ikke tale om et rent økonomisk fænomen, men om en proces, der også har politiske, kulturelle, ideologiske og sociale elementer. I denne bredere sociologiske forståelse er glo-
33
34
Ka p itel 2
balisering ikke blot et udtryk for en ny fase i kapitalismens udvikling.
Den globale økonomi kædes derimod sammen med fremkomsten af
det, sociologerne kalder henholdsvis det post- eller senmoderne samfund (Giddens 1999, 2007), risikosamfundet (Bauman 1998a, 1998b,
2005, Beck 1999, 2000), eller hvad der ellers er hæftet på af forskellige,
men delvist synonyme begreber.
I den teoretiske debat om globalisering er der to grundlæggende
skillelinjer. Den ene linje går mellem dem, man kunne kalde globalisation believers og globalisation sceptics (Giddens 1999, Sørensen 2011).
Uenigheden imellem de to lejre handler om (a) globaliseringens indhold, (b) dens udbredelse, og endeligt (c) i hvilket omfang man kan tale
om en ny “æra” i kapitalismens og nationalstaternes historie. Den anden skillelinje går mellem deterministiske og strukturalistiske opfattelser af globalisering på den ene side og voluntaristiske og aktørorienterede opfattelser på den anden. Denne diskussion kan måske forekomme
en anelse abstrakt, men den berører ikke desto mindre et af de videnskabsteoretiske grundlagsproblemer inden for samfundsvidenskaberne, som “skjuler sig” i alle samfundsvidenskabelige, teoretiske diskussioner. Først en uddybning af debatten mellem globalisation believers og globalisation sceptics.
Globalisation believers over for globalisation sceptics
Skillelinjen mellem globalisation believers og globalisation sceptics skal
hverken forstås normativt eller politisk; det er ikke er en skelnen for eller imod globalisering, men inden for en teoretisk og analytisk diskussion af, om globaliseringen overhovedet er et nyt fænomen: Dvs. grundlæggende set en diskussion af, hvordan man kan forstå og forklare fænomenet globalisering. For eksempel placerer den såkaldt Gramscianske tradition (Gill 1995, 2008, Johansen 2001), som dette kapitels analyse trækker på, sig i gruppen af globalisation believers i anerkendelse af
selve globaliseringsdiagnosen – samtidig med at den forholder sig kritisk til globaliseringen og dens konsekvenser.
Den første grundlæggende uenighed handler om, hvorvidt der overhovedet er tale om en ny fase i udviklingen af den kapitalistiske mar-