1. No category

Forebyggelse af magtanvendelse
University College Sjælland, Roskilde
Bachelor
Carina Klement Hansen, pr11v035
Julie Brask, pr11v015
Maria Saabye, pr11v044
Trine Schøn, pr11v032
11J
Vejleder: Lena Janssen (LEJA)
Antal anslag: 77.435
Carina K. Hansen, Julie Brask
Maria S. Saabye & Trine Schøn
Bachelorprojekt
11J
12. juni 2015
Lena Jannsen
Indhold
Indledning ............................................................................................................................................ 3
Problemformulering............................................................................................................................. 3
Emneafgrænsning ................................................................................................................................ 3
Metodeafsnit ........................................................................................................................................ 5
Teoriafsnit ............................................................................................................................................ 7
Magt – Michel Foucault – Maria Saabye ...................................................................................... 7
Max Weber – Carina Hansen ........................................................................................................ 9
Rambøll undersøgelse ................................................................................................................ 11
Magtanvendelsesbekendtgørelsen ............................................................................................ 13
Den professionelle relation – Trine Schøn .................................................................................. 14
Anerkendelse – Julie Brask ......................................................................................................... 16
Begrebsafklaring ......................................................................................................................... 18
Analyse ............................................................................................................................................... 20
Diskussion........................................................................................................................................... 30
Konklusion .......................................................................................................................................... 32
Perspektivering .................................................................................................................................. 33
Litteraturliste ..................................................................................................................................... 35
Bilag 1: Observation i døgninstitution – Case 1 ................................................................................. 37
Bilag 2: Observation i døgninstitution – Case 2 ................................................................................. 38
Bilag 3: Rambøll – Forskellige opfattelser af magt ............................................................................ 39
Bilag 4: Rambøll – Forskellige årsager til magtanvendelser .............................................................. 40
Side 2 af 40
Carina K. Hansen, Julie Brask
Maria S. Saabye & Trine Schøn
Bachelorprojekt
11J
12. juni 2015
Lena Jannsen
Indledning
Der er i det danske samfund en vedvarende debat om, hvorledes man i den socialpædagogiske
praksis med anbragte børn kan forebygge og begrænse magtanvendelser. Danmarks Radio gjorde i
februar 2015 opmærksom på Socialstyrelsens nye offentliggjorte tal, der viste, at der fra landets
socialpædagogiske opholdssteder og døgninstitutioner blev indberettet 4247 magtanvendelser i
2014 (www.dr.dk, 2015). Indslaget resulterede i, at socialminister, Manu Sareen bidragede til
debatten ved at understrege i et interview med DR, at han mente, at pædagogers brug af
magtanvendelser skulle minimeres. I samme interview udtrykte han dog også, at magtanvendelser
dækker over mange ting, herunder nævner artiklen bl.a. eksempler som at fastholde et barn og at
ransage et barns værelse. Af samme årsag mener socialministeren ikke, at tallet nødvendigvis er
for højt. Manu Sareen lægger i interviewet op til, at der vil foreligge en forhandling med
magtanvendelsesudvalget om en mulig løsning på problemet, så snart der er foretaget en
undersøgelse om, hvilke former for magt det angivne tal dækker over. Magtanvendelser kan ifølge
Socialstyrelsen i særtilfælde være nødvendige i tilspidsede situationer, hvor brugerne er til fare for
sig selv eller andre, men bør jf. Socialstyrelsen og socialministeren praktiseres mindst muligt.
Tematikken om forebyggelse af magtanvendelse er nødvendig at beskæftige sig med i den
pædagogiske profession, da det på døgninstitutionerne, hvor problemstillingen opstår, er
pædagogernes ansvar at tage hånd om det, eftersom det er deres arbejdsfelt.
Problemformulering
Hvordan kan pædagogens anerkendende kompetencer gennem relationen til barnet forebygge
magtanvendelse i arbejdet med socialt udsatte børn i alderen 7-15 år?
Emneafgrænsning
Da vi alle i gruppen har mennesker med sociale problemer som specialisering, finder vi det ideelt at
beskæftige os med de problemstillinger, som finder sted inden for dette felt. Derfor har vi i
udarbejdelsen af vores opgave valgt at beskæftige os med socialt udsatte børn i alderen 7-15 år,
som er anbragt i en døgninstitution. Aldersgruppen er udvalgt på baggrund af den pågældende
målgruppe i den institution, vi løbende har observeret i. Børnene på den valgte døgninstitution har
Side 3 af 40
Carina K. Hansen, Julie Brask
Maria S. Saabye & Trine Schøn
Bachelorprojekt
11J
12. juni 2015
Lena Jannsen
forskellige problemstillinger, herunder bl.a. sociale og emotionelle problemer, tidligt omsorgssvigt
fra hjemmet og nogle har psykiske problemer. Disse problemstillinger kan i nogle tilfælde resultere
i selvskadende eller udadreagerende adfærd, som bringer børnene selv eller de andre beboere i
fare. I situationer hvor dette er tilfældet, kan det ifølge Socialstyrelsen blive nødvendigt for
pædagogerne at anvende fysisk magt for at forhindre barnet i at volde skade på nogen. På
baggrund af dette har vi valgt at begrebsafklare magt, og herudfra komme nærmere en forståelse
af de forskellige former for og synsvinkler på magt, således at vi kan komme med vores egen
fortolkning af begrebet.
Pædagoger har gennem lovgivningen ret til at anvende en vis magt over for børnene. Pædagoger
er autoriserede til at udøve kontrol med børnene – de besidder autoritet, de besidder egenskaber,
der kvalificerer dem til at indtage magtpositioner (Frederiksen, 2007). Men hvad er magt, og hvilke
former for magt er acceptable i det pædagogiske arbejde med udsatte børn, hvoraf mange har lidt
mangel på anerkendende relationer til voksne?
Ifølge Ida Schwartz, som er uddannet socialpædagog og cand. psych., bliver barnet én person ved
at indgå i relationer. Schwartz hævder, at anbragte børns relationer til de voksne har stor
betydning for, hvordan de oplever støtten til at håndtere deres livssituation, samt hvordan de skal
handle på egne følelser og tanker såsom eventuelle frustrationer (Schwartz, 2001). Vi har en
forforståelse om, at man med en god relation til barnet har større sandsynlighed for at nå ind til
barnet, når det har det svært, inden barnet bliver udadreagerende eller aggressivt. Vi forestiller
os, at dette vil lykkes bedst gennem en god relation i forhold til, hvis ikke man har en relation, og
at man gennem denne dermed kan forebygge en magtanvendelse ved at hjælpe dem med at
håndtere deres følelser og frustrationer på en hensigtsmæssig måde. Det bliver dermed relevant
at finde ud af, hvad det kræver af en pædagog at skabe og opretholde en god professionel
relation, som netop kan danne ramme for en støtte til barnets håndtering af egne følelser.
Lis Møller hævder, at vi ikke kan beskæftige os med relationer uden også at beskæftige os med
anerkendelse, da anerkendelse er noget, vi giver hinanden i de relationer, vi indgår i. Anerkendelse
er et grundlæggende behov for alle individer (Møller, 2008), og derfor bør det overvejes, om den
anerkendende tilgang til barnet kan forebygge den udadreagerende adfærd og dermed mindske
magtbrug. Vi mener, at Lis Møllers fire anerkendelses ingredienser kan bruges i dialog, og vi har en
idé om, at man med denne kan samtale barnet igennem situationen og på den måde afgrænse
Side 4 af 40
Carina K. Hansen, Julie Brask
Maria S. Saabye & Trine Schøn
Bachelorprojekt
11J
12. juni 2015
Lena Jannsen
den udadreagerende eller aggressive adfærd. Derfor vælger vi afslutningsvis at beskæftige os med
begrebet anerkendelse og de fire ingredienser.
I arbejdet med vores problemstilling har vi en forventning om, at det høje indberetningstal vil
falde, hvis der i den pædagogiske praksis, i døgninstitutioner, anvendes de metoder, vi løbende
bearbejder i vores opgave. Vi forventer, at den professionelle relation og anerkendelse er
metoder, pædagoger kan benytte til at forebygge magtanvendelse.
Metodeafsnit
På baggrund af det høje indberetningstal fra Socialstyrelsen om pædagogers brug af
magtanvendelser på opholdssteder og døgninstitutioner i år 2014, finder vi det interessant at
fokusere på, hvorledes vi kan forebygge dette. For at kunne gøre det er det nødvendigt, at vi først
og fremmest begrebsafklarer magt ved brug af faglige teorier. Hertil vil vi inddrage underviser ved
University College Lillebælt Vivi T. Meyers fortolkning af Michel Foucaults teori om magt, som
bygger på begreberne diskurs, magt og magtens former og government. Derudover vil vi belyse
ekstern lektor på Institut for psykologi og uddannelsesforskning Jan T. Frederiksens fortolkning af
Max Webers teori om magt, som bygger på tre former for magt; tvang, manipulation og autoritet,
hvor vi særligt vil beskæftige os med autoritet som magtform. Vi vil endvidere inddrage Rambølls
undersøgelse fra november 2013, der vil give et indblik i, hvad institutionerne selv anser som
magt. Foucault og Webers teorier samt Rambølls undersøgelse er ideelle i begrebsafklaringen af
magt, da vi ud fra disse kan skabe vores egen fortolkning heraf. Vores begrebsforståelse vil fremgå
af afsnittet kaldet ”Begrebsafklaring”, hvor vi vil uddybe vores forståelse af magt og begrænse
dette til to former: fysisk og verbal magt.
I forlængelse heraf vil vi inddrage relevante udpluk fra Magtanvendelsesbekendtgørelsen, som
består af lovgivning omkring magtanvendelser i den pædagogiske praksis i døgninstitutioner og
uddybe disse ud fra Vejledning nr. 9 til Serviceloven for at klargøre de lovgivningsmæssige rammer
for udøvelsen af magt i døgninstitutioner. Magtanvendelsesbekendtgørelsen vil vi bruge i analysen
af vores cases til at vurdere, hvorvidt lovgivningens rammer er afgrænsede nok, eller om det er op
til hver enkelt person at afgøre, hvornår magtanvendelser er lovlige og acceptable.
Vi vil endvidere bruge Ida Schwartzs fortolkning af Bent Madsens didaktiske teori om den
professionelle relation, som bygges op omkring personrelation og kompetencerelation. For at
Side 5 af 40
Carina K. Hansen, Julie Brask
Maria S. Saabye & Trine Schøn
Bachelorprojekt
11J
12. juni 2015
Lena Jannsen
relationen kan opstå, skal der ifølge Schwartz først skabes en kontakt, som relationen kan bygges
op omkring. Gennem relationen lærer barnet, hvordan det skal reagere på egne følelser og tanker.
Derfor bliver relationsbegrebet af Schwartz relevant, når vi skal forebygge udadreagerende adfærd
hos barnet og dermed magtanvendelse (Schwartz, 2001).
I arbejdet med relationer er anerkendelse ifølge Lis Møller, lektor i psykologi ved
Pædagogseminariet i Aalborg, et uundgåeligt begreb, og til definition af dette vil vi benytte
Møllers didaktiske teori om anerkendelse i praksis, som bygger på fire ingredienser: at lytte, at
forstå, at acceptere og tolerere og bekræfte. Teorien er inspireret af Anne-Lise Løvlie Schibbye. Vi
finder anerkendelse relevant, da Møllers fire anerkendelses ingredienser kan bruges i dialog. Vi vil
anvende teorien til at vurdere, om anerkendelse kan bruges til at forebygge magtanvendelser
gennem dialogen. Begreberne relationer og anerkendelse vil vi ligeledes afklare vores egen
forståelse af i afsnittet kaldet ”Begrebsafklaring”.
Begreberne magt, den professionelle relation og anerkendelse vil vi benytte i analysen til at
afklare, hvorvidt pædagogerne agerer hensigtsmæssigt i de to cases, vi vil inddrage. Vi ønsker at
analysere egen empiri, som består af to cases, vi har observeret i døgninstitutionen, vi i
forbindelse med projektet har fået lov at besøge. Observationerne er en del af vores faglige
værktøjskasse og vil blive brugt som et grundlæggende arbejdsredskab i vores undersøgelser til at
kunne besvare vores problemformulering. Vi har fortaget strukturerede observationer for at rette
vores fokus mod et afgrænset område netop brugen af magt i institutionen. Den ene case (Se Bilag
1) er en observation af en spisesituation, hvor pædagogen verbalt irettesætter to drenges
uendelige strøm af spørgsmål, som er rettet mod os. Det centrale i casen er pædagogens
udtalelse, som lyder: “Nu stopper du C, vi har talt om det her før. Nu er her nogen og kigge på dig,
så tænk lige over, hvordan du opfører dig. Hvad vil de ikke tænke om dig? (...) Nu bliver jeg nødt til
at give dig en advarsel.”
Den anden case (Se bilag 2) er en observation fra vores sidste dag. Her observerede vi en dreng på
8 år, som i flere situationer under vores besøg har udvist en aggressiv og følelsesladet adfærd. Han
har flere gange i løbet af dagen råbt og snerret af de andre børn og pædagogerne, som
gentagende gange har bedt ham stoppe samt slappe af. Drengen sidder i fællesrummet og spiller
computer, mens to yngre piger kigger på. Drengen begår en fejl i spillet, og pigerne fniser. Drengen
reagerer på deres fnisen og kaster computermusen i pigernes retning. Pædagogen, som er i
Side 6 af 40
Carina K. Hansen, Julie Brask
Maria S. Saabye & Trine Schøn
Bachelorprojekt
11J
12. juni 2015
Lena Jannsen
lokalet, har set optrinnet, går over til drengen og tager fat i hans arm, og siger i højt toneleje: ”Nu
er det simpelthen nok.” Drengen tager armen til sig, pædagogen gisper, hiver ham ned af stolen og
holder ham fast på gulvet med et knæ i ryggen. Drengen råber diverse skældsord til pædagogen.
Drengen ligger fortsat uroligt på gulvet, hvorefter pædagogen forklarer ham, at hun først giver
slip, når han slapper af. En anden pædagog har hørt optrinnet, kommer ind i rummet og hjælper
med at holde drengen fast (...)
Vi vil med disse cases vurdere, om pædagogen anvender magt, og om det kunne være håndteret
med anerkendelse gennem den professionelle relation for at gøre situationen så hensigtsmæssig
for drengene som mulig og dermed forebygge den eventuelle magtanvendelse.
Teoriafsnit
Magt – Michel Foucault (1926-1984)
Maria Saabye
Vivi Topp Meyer har udarbejdet en fortolkning af Michel Foucaults magtbegreb, som vi i dette
teoriafsnit vil tage udgangspunkt i.
Den franske filosof Michel Foucault er magttænker, og når man beskæftiger sig med hans
magtbegreb, vil man hurtigt opleve, at han ikke mener, at institutioner kan eksistere uden magt
(Meyer, 2011). Foucault udtrykker, at magt foregår gennem uddannelse, vejledning og opdragelse,
og det bliver derfor et uundgåeligt element for pædagoger i deres arbejde med mennesker.
Foucault opfatter ikke magt som en negativ størrelse, men han mener derimod, at magt er
nødvendigt i opretholdelsen af orden i et samfund. Målet bliver, ifølge Foucault, at anvende
magten til at forme samfundets individer inden for de rammer og normer, som er blevet defineret
af den historie og kultur, der gør sig gældende for det givne samfund (Ibid., 2011).
Foucault har i sin teori stor fokus på historiens betydning for, hvem vi er, i det samfund vi lever i.
Han hævder, at individet er historisk konstrueret og understreger dermed, at historien har
afgørende betydning for, hvem vi er (Ibid., 2011).
Side 7 af 40
Carina K. Hansen, Julie Brask
Maria S. Saabye & Trine Schøn
Bachelorprojekt
11J
12. juni 2015
Lena Jannsen
Når man beskæftiger sig med Foucaults magttænkning, er det relevant, at se nærmere på tre
begreber, som er afgørende for, hvordan pædagogen møder og forstår det enkelte individ:
Diskurs, magten og magtens former og government.
Diskursbegrebet er en betegnelse for, hvordan vi taler om noget bestemt på og kan oversættes til
”italesættelse”. Diskurser er i alle sammenhænge med til at kategorisere og vurdere mennesker og
deres handlinger og er i det pædagogiske arbejde afgørende for, hvordan vi forstår og møder
målgruppen på baggrund af den diskurs/de forventninger, der af samfundet er sat for den
pågældende målgruppe (Ibid., 2011). Et eksempel på diskurs kan forekomme i arbejdet med
anbragte børn, hvor man f.eks. kan have en forståelse af, at de agerer på en bestemt måde.
Kulturen er afgørende for diskursen, og af samme grund ændrer diskursen sig i takt med kulturen i
samfundet. Vi får således hele tiden nye måder at tale om mennesker på, og dermed har
diskurserne indflydelse på, hvordan samfundet og institutionerne er organiseret (Ibid., 2011).
Foucault understreger, at magten og magtens former ikke er lig styrken og endnu mindre lig
volden men er en følge af adskillige kulturelle styrkeforhold og derfor ikke er determineret af
enkelte personer (Borch & Larsen, 2003). Magten er ifølge Foucault ansigtsløs og er ligeledes
konstrueret gennem historien og dermed udviklet til de strukturer og normer, der findes i dag
(Ibid., 2011).
For Foucault er viden lig magt og skal sætte individet i stand til at handle på bestemte måder.
Vores viden om konsekvenserne af bestemte handlinger bør bruges til at påvirke individet til at
handle anderledes. Et eksempel kan f.eks. være vores viden om, hvilke konsekvenser det i
nutidens danske samfund har ikke at tage en uddannelse. Pædagogen kan ifølge Foucault i denne
sammenhæng bruge sin magt til at vejlede individet mod at tage en uddannelse. Eftersom
uddannelse, på baggrund af den historiske påvirkning, er blevet til en kulturel norm i nutidens
danske samfund, vil individet ikke anse pædagogen som værende magtudøvende men derimod
blot anse pædagogen som en benytter af viden om konsekvenserne som redskab til styring af
individet (Ibid., 2011). Foucault understreger, at moderne magt handler om at påvirke individet på
en måde, så det får en oplevelse af fri selvbestemmelse, således at det pågældende individ får
nogle valgmuligheder. Disse valgmuligheder er i virkeligheden en begrænset skare af tilbud, som
er nøje udvalgt på baggrund af samfundets normer, målgruppens diskurser og de rammer, der er
for den pågældende målgruppe (Ibid., 2011).
Side 8 af 40
Carina K. Hansen, Julie Brask
Maria S. Saabye & Trine Schøn
Bachelorprojekt
11J
12. juni 2015
Lena Jannsen
Herfra ledes vi videre til begrebet government, som netop er handlingsfeltet for, hvor uddannelse,
vejledning og opdragelse skal lede samfundets individer hen. De governmentale strategier stræber
efter at opnå bestemte resultater i form af bestemt adfærd hos samfundets individer og defineres
af samfundets normer og rammer (Ibid., 2011). På baggrund af de governmentale strategier har
pædagogerne nogle rammer, de skal handle inden for og nogle mål for individerne, de skal sigte
mod.
Individet i samfundet og i institutionen
Michel Foucaults forståelse af individet i samfundet er præget af en opfattelse af, at individet
ubevidst påtager sig en identitet alt efter samfundets diskurser og rammer. Han mener nemlig, at
vores viden om alt er noget, vi har på baggrund af, at nogen har fortalt os det (Ibid., 2011). Denne
viden ville være ikkeeksisterende, hvis vi var vokset op på en øde ø uden nogen til at fortælle os
om køn, etik og morale, og hvad et menneske i det hele taget er. Med dette skal det forstås, at
menneskets identitet skabes ud fra, hvad andre siger om vedkommende.
”Det enkelte individ er sig selv, skabt gennem de historier, der bliver fortalt om den enkelte og
gennem de historier, individet fortæller om sig selv.” (Meyer, 2011, s. 114).
Meyer påpeger, at pædagogen også har stor betydning for individets dannelse af identitet: ”Den
måde pædagoger taler om mennesket på, er med til at konstruere mennesket i institutionen, som
det menneske, det bliver.” (Meyer, 2011, s. 120).
I bund og grund bliver magt ifølge Foucault benyttet til at påvirke og forme individets identitet og
herunder handlinger gennem italesættelse, fortællinger og viden, således at individet tilpasses
samfundets normer og rammer, som er historisk- og kulturelt betingede. Dermed kan man ud fra
Foucaults magttænkning sige, at magten er uhåndgribelig og usynlig.
Max Weber (1864 -1920)
Carina Hansen
Den tyske Sociolog Max Weber har ligeledes beskæftiget sig med magt og har et anderledes syn
herpå. I dette afsnit vil vi benytte Jan Thorhauge Frederiksens fortolkning af dette.
Side 9 af 40
Carina K. Hansen, Julie Brask
Maria S. Saabye & Trine Schøn
Bachelorprojekt
11J
12. juni 2015
Lena Jannsen
Ifølge Frederiksen forstår eller handler børn ikke som voksne, og de forstår muligvis ikke
betydningen af deres handlinger, derfor må der gribes ind for at forhindre dem i at komme til
skade eller gøre skade på andre. Som vi skriver i emneafgrænsningen, er pædagoger autoriserede
til at udøve kontrol med børnene, de besidder en vis autoritet, der kvalificerer dem til at indtage
magtpositioner. En autoritet kan defineres som en legitim magthaver (Frederiksen, 2007). Vi kan
derfor ikke beskæftige os med magt uden også at komme ind på begrebet autoritet. Frederiksen
har hermed udarbejdet en fortolkning af Max Webers former for magt, som vi vil tage
udgangspunkt i.
Max Weber definerer magtbegrebet således: ”Magt er sandsynligheden for, at et eller flere
mennesker sætter deres vilje igennem socialt på trods af andre personers mulige modstand eller
modsatrettede intentioner.” (Frederiksen, 2007 s. 476). Definitionen af magt i citatet indeholder
en dobbelthed baseret på accept af magtanvendelsen og magt som tvang. Det handler om,
hvordan magtanvendelsen opfattes. Finder pædagogen magtanvendelsen acceptabel og
accepterer barnet, at pædagogen bestemmer i pågældende situation, og at der er anvendt magt
på en acceptabel måde, så er magtanvendelsen legitim (www.denstoredanske.dk, 2014).
Ifølge Webers teori er det centrale i magt, at begrebet bygger på et ulighedsforhold, som er
bestemt af sociale relationer, da magt er magt over nogen. Hans opfattelse er dermed negativt
ladet, idet magt ses ud fra en uligheds – og konfrontationsvinkel. Magten fremstår altså som synlig
og undertrykkende og kan hos de mennesker, som udsættes for magten, frembringe modmagt
eller afmagt (Olesen, 2012).
Ifølge Frederiksen anvendes magt i den pædagogiske praksis hver dag. Han definerer to former for
magt; tvang, som ses i socialpædagogiske institutioner, hvor et barn fastholdes for ikke at være til
fare for sig selv eller andre. Dette opleves som tvang af begge parter – både den tvingende og den
tvungne. Manipulation, når man holder noget skjult eller forvrænger forholdene for at opnå noget
bestemt. Tvang er ubehageligt for begge parter, men den som manipulerer, oplever muligvis dårlig
samvittighed ved at benytte sin viden til at få sin vilje/sit ønske opfyldt (Ibid., 2007).
Weber fandt begrebet autoritet, udover tvang og manipulation som en tredje og særlig form for
magt, der hviler på en vis grad af vilje til lydighed til forskel fra påvirkning via interesser, "rå" magt
eller tvang. Weber opstillede derefter tre former for autoritet ud fra deres legitimitet;
Legal/bureaukratisk autoritet, som bygger på fastsatte love og regler – autoritet i kraft af legalitet.
Side 10 af 40
Carina K. Hansen, Julie Brask
Maria S. Saabye & Trine Schøn
Bachelorprojekt
11J
12. juni 2015
Lena Jannsen
Denne form for autoritet er den mest betydningsfulde for det pædagogiske arbejde. Serviceloven
har f.eks. stor betydning for, hvad der er legitimt på døgninstitutioner mht. pædagogers brug af
magt (Ibid., 2007).
Karismatisk autoritet, som bygger på en leders eksemplariske egenskaber – den ualmindelige
personligheds autoritet f.eks. religionsstiftere, ledere af nye politiske bevægelser. Denne form for
autoritet kaldes for den usædvanlige personligheds autoritet, da pædagogen her skal besidde
personlige egenskaber, som f.eks. engagement og indlevelsesevne, der legitimerer
magtanvendelsen for barnet. Disse egenskaber kvalificerer pædagogen til at manipulere med
barnet, så det opleves som legitimt. I denne forbindelse er relationen mellem barn og pædagog
meget betydningsfuld. Traditionel autoritet, som bygger på traditioners og vaners ukrænkelighed
eller hellighed - den evige fortids autoritet f.eks. fyrsten, kirken, familieoverhovedet. I
spisesituationer siges der; ”Værsgo” og ”Tak for mad”, hvilket er ritualer indenfor denne form for
autoritet (Ibid., 2007).
Frederiksen understreger, at jo mere en pædagogisk magtposition anerkendes som legitim, jo
mindre modstand møder den. Ser vi på Webers legitimitetsbegreb, forbindes det med en
autoritet, man kan tale om eller diskutere, hvilket vil sige, at denne form for legitimitet, er
diskursiv. Hermed menes der, at den kan foregå sprogligt, man kan tale om den og forklare den,
uden at den holder op med at være en autoritet. Magt, som ikke kan legitimeres diskursivt, er
fysisk tvang, hvor magthaveren ikke kan legitimeres ved at sige, de er fysisk overlegen.
Manipulation kan også være svær at legitimere diskursivt, idet manipulation bliver synlig og kan
understreges som manipulation, kan det være vanskeligt at legitimere den (Ibid., 2007).
Rambøll undersøgelse
Fysisk magtanvendelse på anbringelsesinstitutioner
Rambøll Management Consulting har i november 2013 offentliggjort en rapport til Social-, Børneog Integrationsministeriet, som bl.a. bygger på undersøgelser om magtanvendelse i praksis
(Rambøll, 2013).
Side 11 af 40
Carina K. Hansen, Julie Brask
Maria S. Saabye & Trine Schøn
Bachelorprojekt
11J
12. juni 2015
Lena Jannsen
I rapporten fremgår en undersøgelse omhandlende forskellige opfattelser af fysisk
magtanvendelse (Se Bilag 3). Undersøgelsen bygger på en række interviews, som Rambøll har
foretaget med medarbejdere på forskellige anbringelsesinstitutioner.
En medarbejder udtaler: ”Det er magtanvendelse at manipulere en 8-årig til at gøre noget, f.eks.
at børste tænder eller komme med ud i bilen. Hvis man eksempelvis leger, ”hvem kommer først hen
til bilen”?” (Ibid., 2013).
En medarbejder mener, at det er magtanvendelse at ”guide” tandbørsten, hvortil en anden
medarbejder tilføjer, at det er omsorgssvigt ikke at børste brugerens tænder.
Et andet eksempel på en magtanvendelse, der fremgår af undersøgelsen, er at binde et snørebånd
mod en brugers vilje. Endvidere mener en medarbejder, at al berøring af en bruger er
magtanvendelse, fordi det opleves som et indgreb i intimsfæren (Ibid., 2013).
Undersøgelsen viser også, hvad nogle medarbejdere ikke mener, er magtanvendelse, hvor vi
møder nogle holdninger, der strider imod de ovenstående. F.eks. udtaler en medarbejder fra et af
de adspurgte anbringelsessteder, at det ikke er magtanvendelse, når man lægger en hånd på en 4årig og fører tandbørsten. Derudover udtaler en medarbejder: ”Det er ikke magtanvendelse at
fortælle en ung, at hvis han/hun ryger hash, bliver han/hun smidt ud af institutionen” (Ibid., 2013).
Afslutningsvis mener en medarbejder, at det ikke kan betegnes som magtanvendelse, før et barn
modsætter sig fysisk.
Som udtalelserne indikerer, er der uenighed omkring, hvornår en handling er magtanvendelse, og
hvornår det er en del af det daglige arbejde på institutionen.
Af rapporten fremgår endnu en undersøgelse, som bygger på medarbejdernes begrundelser for,
hvornår de oftest bruger fysisk magtanvendelse som eksempelvis fastholdelse og fjernelse (Se
Bilag 4). I undersøgelsen har Rambøll adspurgt 43 anbringelsesinstitutioner, hvoraf 79,1 % udtaler,
at de oftest udfører magtanvendelse, når barnet eller den unge gør skade på sig selv eller andre.
14,0 % af de adspurgte udtaler, at de laver magtanvendelse, når brugeren udviser en sådan
adfærd, at fortsat ophold i fællesskabet er uforsvarligt. Kun 4,7 % har svaret andet og de sidste 2,3
% ved ikke (Ibid., 2013).
Undersøgelsen viser, at institutionerne hævder, at de oftest bruger magt i de tilfælde, hvor det jf.
Magtanvendelsesbekendtgørelsen er tilladt, hvilket vi vil belyse i nedenstående afsnit.
Side 12 af 40
Carina K. Hansen, Julie Brask
Maria S. Saabye & Trine Schøn
Bachelorprojekt
11J
12. juni 2015
Lena Jannsen
Af rapporten fremgår det gennem interviews med kommunale tilsynsførende, at de
magtindberetninger de modtager, ofte omhandler de samme børn, som tit er teenagedrenge med
forskellige former for udviklingsforstyrrelser (Ibid., 2013).
Magtanvendelsesbekendtgørelsen
Når magtanvendelser endnu sker i så høj grad, som det gør, er det nødvendigt at undersøge, hvilke
former for magt, der er tilladte at benytte på børnene og de unge og i hvilke tilfælde.
Til dette vil vi benytte Serviceloven, som har til formål at tilgodese behov, der bl.a. følger af
særlige sociale problemer. Af Magtanvendelsesbekendtgørelsen kapitel 1 § 1 fremgår det, at:
“Magtanvendelse over for børn og unge omfattet af denne bekendtgørelse må kun anvendes, hvis
der er hjemmel til det. (…) Magtanvendelse skal begrænses til det absolut nødvendige og skal i
øvrigt stå i rimeligt forhold til det, der søges opnået hermed.” (Magtanvendelsesbekendtgørelsen
kap. 1, § 1, 2015)
Endvidere fremgår det af bekendtgørelsens § 2, at fysisk magtanvendelse i form af fysisk
fastholdelse af barnet eller den unge, eller føring til et andet opholdsrum er tilladt, hvis
vedkommende udviser en sådan adfærd, at fortsat ophold i fællesskabet er uforsvarligt jf. pkt. 1,
eller hvis barnet er selvskadende eller til fare for andre jf. pkt. 2. Hertil understreges, at
magtanvendelse skal afpasses efter forholdene i hver enkelt situation og ikke må gå ud over det
strengt nødvendige (Magtanvendelsesbekendtgørelsen, kap. 1, § 2, pkt. 2, stk. 2).
I Vejledning nr. 9 til Serviceloven uddybes magtanvendelse, omsorgspligt og pædagogiske
principper. Ud fra denne vejledning er det relevant at understrege, at børn og unge, der er anbragt
udenfor hjemmet, har samme rettigheder til tryghed og respekt, som alle andre børn og unge. For
disse anbragte børn er det dog kommunalbestyrelsen, der skal varetage børnenes behov. Det
bliver hertil nødvendigt at understrege, at ydmygende, hånende eller anden nedværdigende
adfærd ikke er tilladt i anbringelsesstedernes praksis jf. Vejledning nr. 9 til Serviceloven, kap. 4,
pkt. 17.
Børn og unge i døgninstitutioner og på opholdssteder kan sommetider agere voldsomt med
aggressioner, følelsesudbrud og frustrationer, hvilket pointerer vigtigheden i, at de mødes med
forståelse for baggrunden for deres adfærd. Vejledningen lægger stor vægt på, at den
Side 13 af 40
Carina K. Hansen, Julie Brask
Maria S. Saabye & Trine Schøn
Bachelorprojekt
11J
12. juni 2015
Lena Jannsen
pædagogiske indsats praktiseres af voksne, som barnet er tryg ved og har tillid til, og som har
forståelse for og kendskab til barnets reaktionsmønstre, behov og vilkår (Vejledning nr. 9 til
Serviceloven, kap. 4, pkt. 19).
Beslutningen om at udføre en magtanvendelse skal bygge på en saglig og faglig vurdering, som
skal inddrage den konkrete situation, barnets optræden, ønsker og behov, hensynet til andre,
samt en vurdering om andre handlemuligheder vil kunne anvendes som alternativ til
magtanvendelse. Derudover skal der i vurderingen overvejes, om indgrebet vil medføre krænkelse
af barnet (Vejledning nr. 9 til Serviceloven, kap. 4, pkt. 22).
Vejledningens pkt. 22 omhandler pædagogiske principper og beskæftiger sig med mulige
pædagogiske metoder som alternativer til magtanvendelse, herunder nævnes bl.a. anerkendelse.
Metoderne skal understøtte, at vrede og aggressioner får afløb på måder, der hverken er skadelige
for barnet selv eller andre og bør ligeledes anvendes forebyggende (Vejledning nr. 9 til
Serviceloven, kap. 4, pkt. 22).
Den professionelle relation
Trine Schøn
Ifølge Ida Schwartz bliver barnet én person ved at indgå i anerkendende relationer, det lærer egne
følelser og forestillinger at kende, og det er også her igennem, at barnet erfarer, hvordan det skal
handle på sine følelser og tanker. Det er derfor relevant i forhold til vores problemformulering at
inddrage Schwartzs fortolkning af den professionelle relation.
Schwartz hævder, at anbragte børns relationer til de voksne har en stor betydning for, hvordan de
oplever støtten til at håndtere deres livssituation (Schwartz, 2001).
Den professionelle relation kan deles op i to dele: personrelation og kompetencerelation, man kan
derfor kalde den professionelle relation en dobbeltrelation, hvilket vil sige, at der kun er tale om
professionalitet, når begge sider af relationen virker (Ibid., 2001).
Personrelationen er baseret på den kontakt, pædagogen og barnet har med hinanden, og det er
en kontakt, hvor pædagogen stiller sig til rådighed for barnet. Pædagogen kan tage initiativ og
invitere barnet til kontakt samt yde professionel indlevelse og personlig omsorg for barnet.
Dermed sagt er det ikke ensbetydende med, at der at tale om en tæt følelsesmæssig relation, da
det er barnet, der afgør, hvor tæt relationen kan blive. Pædagoger kan dermed ikke skabe
Side 14 af 40
Carina K. Hansen, Julie Brask
Maria S. Saabye & Trine Schøn
Bachelorprojekt
11J
12. juni 2015
Lena Jannsen
tilknytning og nære følelsesmæssige relationer til barnet uden barnets accept hertil (Ibid., 2001).
Anbragte børn kan have mange negative oplevelser af at føle sig forkerte og ikke gode nok, det er
derfor helt grundlæggende, at man som pædagog skal prøve at skabe denne personlige relation på
en anerkendende måde, hvorpå den voksne viser barnet, at man ser det og respektere det, som
det er (Ibid., 2001). De egenskaber, barnet tillægger værdi hos de voksne, er forbundet med de
situationer, de møder den voksne i, da pædagoger har forskellige kompetencer. Derfor opstår den
personlige relation, når pædagoger kan agere forskellige roller i anbragte børns liv. Det er her et
afgørende moment, at pædagogen som person kan gøre sig tilgængelig for barnet, således at
barnet kan anvende pædagogens personlige egenskaber ud fra barnets egne behov og parathed
(Ibid., 2001). For pædagoger kan det være et stort dilemma, at man på en sensitiv og respektfuld
måde prøver på at opbygge denne kontakt, som er det første skridt mod en relation. Pædagogen
skal nemlig kunne besidde lav sårbarhed over for afvisning og afbrydelse af den kontakt, man har
eller er ved at opbygge. Netop denne dobbelthed, som Schwartz beskriver, er en del af det
pædagogiske arbejde og er en forudsætning for, at den professionelle relation kan lykkes (Ibid.,
2001).
Hvis vi tager udgangspunkt i Schwartzs fortolkning af kompetencerelationen, er det her centralt, at
pædagogen kan blive ved med at tilbyde kontakt. Her er det som sagt nødvendigt, at pædagogen
ikke selv er sårbar, da dette kan gøre, at man vil trække sig tilbage i kontakten og beskytte sig selv
(Ibid., 2001). På denne måde vil barnet blive bekræftet i eventuelle erfaringer, om at de voksne
ikke er til at stole på. Det er derfor vigtigt, at man som professionel anvender kompetencesiden til
at se på relationen til barnet, således at man reflekterer over egne reaktionsmønstre, sårbare
punkter og forsvarsområder (Ibid., 2001). Alle mennesker beskytter sig mod afvisning, og det er
som pædagog fristende at gemme en oplevelse af magtesløshed bag en professionel rolle og pege
på barnet som problemet (Ibid., 2001). Kompetencesiden af den pædagogiske relation bygger på
faglig viden og erfaring, der gør det muligt for pædagogen at fastholde forståelse af sin opgave og
bringe den med ind i den personlige relation med barnet. På denne måde er pædagogen ikke kun
henvist til at bruge sin personlighed men også til at anvende sin faglige viden til at få overblik over
den pædagogiske opgave i forhold til det konkrete barn (Ibid., 2001).
Ved at pædagogen mindsker brugen af sin personlighed, mindsker hun ligeledes risikoen for at
opleve nederlag i kontakten til barnet. Hendes faglige viden giver mulighed for at reflektere over
Side 15 af 40
Carina K. Hansen, Julie Brask
Maria S. Saabye & Trine Schøn
Bachelorprojekt
11J
12. juni 2015
Lena Jannsen
og bearbejde egne reaktioner, som i sidste ende vil udgøre en relation mellem den voksne og
barnet, hvori barnet kan føle sig tryg. Derudover er det kompetencerelationen, der gør det muligt
for pædagogen at reflektere over, hvordan man kan træde ud af en fastlåst eller konfliktfyldt
relation til barnet og finde et nyt ståsted. Det handler herom for pædagogen at kunne justere egne
mentale forestillinger om barnet og om konkret at finde andre veje til at tilbyde en ny form for
kontakt (Ibid., 2001).
Anerkendelse
Julie Brask
Lis Møller hævder, at anerkendelse er et behov alle mennesker har, og det indebærer, at vi gerne
vil blive set, hørt og erkendt, som det menneske vi er, af andre mennesker i de samspil og
relationer vi indgår i. Ifølge Møller er relationen og anerkendelse afhængige af hinanden, derfor er
det ideelt, at vi beskæftiger os med anerkendelsesbegrebet og de fire ingredienser i forbindelse
med relationsarbejdet.
I den pædagogiske praksis bruges anerkendelse ofte i ønsket om at vende negativ adfærd til
positiv adfærd. Anerkendelse indeholder også villighed til at blive berørt og arbejde med vores
bidrag i samspil og relationer med andre mennesker ved at være lyttende, forstående,
accepterende og tolererende og bekræftende (Møller, 2008). Ved at være lyttende, som er den
første af de fire ingredienser, viser vi den anden respekt. For at kunne være lyttende er det
væsentligt, at vi er nærværende. Som pædagog skal man kunne lytte uden at ytre sine egne
meninger og kunne give rum til barnets meninger. Det kan dog være udfordrende for pædagogen
at være til stede og nysgerrig samt give slip på egne faste forståelser. Når man lytter, tager man
barnets oplevelser til sig og får indlevelse samt involvering, hvilket gør det relevant, at vi kan holde
det adskilt. At blive lyttet til er en speciel oplevelse, da man hører sig selv og mærker ordene om
de følelser og tanker, man italesætter til en, der lytter (Ibid., 2008). At lytte hænger sammen med
at forstå, der indebærer den ydre og indre forståelse. Ydre forståelse er at udtrykke sympati og
genkendelighed. Pædagogen udtrykker sin forståelse ved f.eks. at sige: ”Jeg kan godt forstå, du er
vred” eller ”Jeg kan godt forstå, du er glad for din bamse”. Pædagogens italesættelse af
forståelsen udtrykker genkendelse og accept. Pædagogen viser, at hun forstår barnets oplevelse,
og at det giver mening for hende. I den pædagogiske praksis kræver det, at pædagogen kan
Side 16 af 40
Carina K. Hansen, Julie Brask
Maria S. Saabye & Trine Schøn
Bachelorprojekt
11J
12. juni 2015
Lena Jannsen
genkende og forstå oplevelsen. Den ydre forståelse påvirker ikke de indre tilstande, som følelser
og oplevelser, men det gør den indre forståelse (Ibid., 2008). Den indre forståelse er en måde,
hvorpå man kan dele følelser og oplevelser samt opnå evnen til at vise empati og mærke den
andens indre tilstande. For pædagogen kræver det at finde sine tilsvarende følelser og oplevelser i
situationen, og pædagogen skal kunne takle at hendes eventuelle modsatrettede følelser
udfordres. Med den indre forståelse vil man få en oplevelse af at få kontakt med et menneskes
oplevelsesverden, som svarer til ens egen. Dette møde er med til at udvikle ens egen indre
afgrænsning, selverkendelse/erkendelse og kunne bruge oplevelserne til erfaringer. Den indre
forståelse kan for eksempel udtrykkes således: ”så du er ked af det, fordi din bamse er blevet
væk?” (Ibid., 2008). Her ses forståelsen i og med, at pædagogen sætter sig ind i barnets indre
tilstande; følelser og oplevelser. Når pædagogen viser den indre forståelse, bliver den indre
afgrænsning udfordret, da pædagogen får adgang til sine egne følelser som frustrationer og
bedrøvelse. For barnets udvikling er det ifølge Møller betydningsfuldt, at barnet bliver mødt med
respons og forståelse (Ibid., 2008). Acceptere og tolerere er også en del af at være anerkendende.
Pædagogen skal kunne holde til den andens oplevelser, også når det ikke relaterer sig til
pædagogen selv, og det ikke giver mening for pædagogen. Det betyder, at når man møder andre
med accept og tolerance, skal man kunne adskille den andens indre fra sit eget. Hvor det for
barnet kan være svært at acceptere sine indre tilstande, kan det, at blive mødt med accept, skabe
mulighed for bedre selvaccept. Barnet får her muligheden for at se sig selv med pædagogens syn,
og på sigt kan barnet føle accept og tolerance fra pædagogen. Pædagogen får en forståelse af
barnets oplevelsesverden og accepterer den (Ibid., 2008). At bekræfte er den sidste af de fire
ingredienser og er grundlæggende for at kunne lytte, at have forståelse og kunne acceptere og
tolerere. I bekræftelsen er det barnets oplevelser, der gælder, og det er oplevelsen, samt barnets
måde at sanse og føle på, der bekræftes. Ved at bekræfte skal pædagogen kunne have en
forståelse for den andens oplevelsesverden. Det er den andens oplevelser, der gælder, og det er
den andens subjektive måde at sanse, føle og fortolke på, der bekræftes (Ibid., 2008).
Side 17 af 40
Carina K. Hansen, Julie Brask
Maria S. Saabye & Trine Schøn
Bachelorprojekt
11J
12. juni 2015
Lena Jannsen
Begrebsafklaring
For at kunne benytte de udvalgte teorier i analysen, er det relevant at gøre rede for vores
fortolkning af dem, således at det bliver tydeliggjort, hvilken teoretisk analyseramme vi går til
vores cases med.
Når det af lovgivningen fremgår, at det for pædagoger er lovligt at anvende magt på
anbringelsesinstitutioner, bliver det nødvendigt at reflektere over, hvad magt er, og hvilke
forskellige former for og holdninger til magt, der eksisterer. For at afklare hvilken forståelse vi har
af magt, vil vi overveje Michel Foucaults og Max Webers fortolkninger heraf og endvidere
reflektere over Rambøll undersøgelsen fra 2013 omhandlende pædagogers egen forståelse af
magt.
Af Magtanvendelsesbekendtgørelsen og Serviceloven fremgår det, at fastholdelse og det at føre et
barn ind i et andet lokale er magt, men på baggrund af Foucaults og Webers teorier vurderer vi, at
der er andre synspunkter på, hvad magt kunne være. F.eks. begrænser Foucault sin teori til
pædagogens brug af magt, som værende en guidning af barnets adfærd, så det passer til de
governmentale rammer. Foucault beskriver denne brug af magt som værende ansigtsløs og usynlig
og betegner ikke pædagogen som værende direkte magtudøvende, da samfundets normer og
rammer for barnets adfærd og udvikling er historisk betingede og dermed nærmest fremstår som
en selvfølge i Foucaults teori.
Max Weber beskriver magt som et ulighedsforhold, da han mener, magt er magt over nogen, når
man sætter sin vilje igennem socialt trods andres modstand. Magten bliver ofte synlig og
undertrykkende, og kan defineres som tvang eller manipulation. Dermed bygger Webers begreb
tvang på en forståelse af magten som værende fysisk, hvorimod manipulationsformen bygger på
en verbal magt. Han har dog tilføjet en tredje form for magt; autoritet til sin teori, som hviler på en
vis form for lydighed. Ifølge Weber er pædagogen direkte magtudøvende, idet hun besidder en vis
autoritet.
Rambøll undersøgelsen viser, at pædagogerne på de adspurgte anbringelsessteder er uenige om,
hvad magt er. For nogle af dem er det magt lige så snart, de berører barnet, og for andre er det
først magt, når barnet strider imod. Derfor bliver det vigtigt at afklare, hvad vi anser som magt for
at vurdere, hvorvidt pædagogerne i vores cases agerer hensigtsmæssigt og lovligt korrekt.
Side 18 af 40
Carina K. Hansen, Julie Brask
Maria S. Saabye & Trine Schøn
Bachelorprojekt
11J
12. juni 2015
Lena Jannsen
Vi har på baggrund af bearbejdelsen af de ovenstående teorier og undersøgelsen begrænset vores
egen forståelse af magt til to begreber: verbal magt og fysisk magt.
Den verbale magt opstår, når pædagogen italesætter en direkte opfordring eller en
manipulerende formulering til at opnå et vist mål efter pædagogens hensigt. I modsætning til en
direkte opfordring vil magten ved manipulation ikke være synlig for barnet. Vores forståelse af
manipulation er meget lig Webers. Manipulation ses efter vores mening, når pædagogen verbalt
skjult påvirker barnets handlemåde ved at skjule de faktiske forhold for at manipulere barnet til at
handle efter pædagogens ønske. Manipulation opstår ofte i situationer, hvor de kloge narrer de
mindre kloge, der ikke er i stand til at gennemskue den reelle hensigt.
Manipulation behøver ikke være ubehageligt for barnet, men kan opstå som et etisk dilemma for
pædagogen, da manipulationen kan medføre dårlig samvittighed over at skjule intentionen.
Den fysiske magt opstår, når pædagogen fysisk berører eller afskærmer barnet for at føre det i en
bestemt retning, en bestemt position eller en bestemt handling. Den fysiske magt vil altid være
synlig for barnet, hvilket dog ikke nødvendigvis betyder, at barnet opfatter det som værende
magt. I modsætning til Weber mener vi ikke, at den fysiske magt altid er tvang eller absolut er
ubehagelig for den magtudøvende og barnet, da vi i modsætning til en adspurgt i Rambøll
undersøgelsen ikke vurderer, at barnet nødvendigvis behøver agere modstridende før situationen
kan betegnes som en magtanvendelse.
Vi anser det som værende magt, ligeså snart pædagogen får barnet til at handle efter pædagogens
ønske. Vi mener, at hvad enten magtbrugen er synlig for barnet eller ej, vil det stadig kunne gå ind
under verbal eller fysisk magt.
Ud fra de overvejelser vi har gjort os om Schwartzs fortolkning af den professionelle relation, er vi
kommet frem til vores egen forståelse heraf. Vi ser relationsbegrebet som værende en vigtig del af
at kunne skabe et bånd mellem barn og pædagog. Hermed mener vi, at både personrelationen
samt kompetencerelationen er lige vigtige i det omfang, at man kan skelne, således at man ikke
bliver for personlig med barnet, da det ifølge Schwartz er vigtigt, idet man ellers risikerer at blive
for sårbar under en eventuel magtanvendelse. I stedet mener vi, at man skal bruge sin faglige
viden til at kunne takle konkrete situationer med hvert enkelt barn og derved forebygge
magtanvendelse. I forlængelse af vores refleksioner over Schwartzs fortolkning af den
Side 19 af 40
Carina K. Hansen, Julie Brask
Maria S. Saabye & Trine Schøn
Bachelorprojekt
11J
12. juni 2015
Lena Jannsen
professionelle relation har vi fundet det nødvendigt at overveje, hvad en relation er, og hvad den
bygger på. Vi mener, at en relation er noget, der skal opbygges ud fra en kontakt, og at den bygger
på anerkendelse og positive følelsesmæssige samspil. En relation adskiller sig efter vores mening
fra det at have et samspil, når samspillet ikke er betydningsfuldt eller er direkte negativt, og når
samspillet bruges som et forstadie til at opbygge en relation. Forinden samspillet skal der skabes
en kontakt parterne imellem, som på baggrund af det positive samspil kan resulterer i en relation.
En relation er som udgangspunkt positiv men kan påvirkes af negative følelsesmæssige samspil,
hvilket dog ikke nødvendigvis afslutter relationen.
På baggrund af den viden vi har indhentet fra Møllers didaktiske teori om anerkendelse i praksis,
har vi udviklet vores egen forståelse heraf. Vi mener, at anerkendelse kan bruges i dialog, som et
redskab til at forebygge magtanvendelse ved at anerkende barnets behov og frustrationer og
møde barnet, hvor det er her og nu. For os handler anerkendelse om, at pædagogen skal kunne
være lyttende og forstående over for barnet og vigtigheden i at have forståelse for barnets
adfærd. Pædagogen skal kunne acceptere barnets indre frustration, uden at den påvirker
pædagogen selv. Møller anser ikke anerkendelse som en metode eller noget, man kan lære, men
vi mener, at den anerkendende tilgang til barnet gennem dialog godt kan anvendes som metode,
ved at pædagogen agerer lyttende, forstående, accepterende og tolererende samt bekræftende.
Relationer bygger på anerkendelse, men man kan også agere anerkendende i en kontakt eller et
samspil med et barn, hvilket skal understrege, at en relation ikke er absolut nødvendig for at agere
anerkendende overfor et barn.
Analyse
Vi har, som tidligere nævnt, i forbindelse med opgaveudarbejdelsen besøgt en døgninstitution fem
gange på varierende tidspunkter af dagen. På disse besøg, foretaget efter vi har indhentet faglig
teoretisk viden, har vi observeret pædagogernes interaktion med børnene med fokus på magt.
Helt konkret om magtanvendelser finder sted og mere abstrakt, på hvilken måde magten er til
stede. Her har vi, som tidligere nævnt, benyttet os af henholdsvis Foucaults og Webers forståelser
af magt og lovgivningen omkring magtanvendelser. Vores observationer resulterede i to cases,
som vi i nærværende afsnit vil analysere med udgangspunkt i vores teoretiske ramme. For at
Side 20 af 40
Carina K. Hansen, Julie Brask
Maria S. Saabye & Trine Schøn
Bachelorprojekt
11J
12. juni 2015
Lena Jannsen
besvare vores problemformulering i analysen vil vi diskutere, hvilken form for magt, der er tale
om, om vi mener pædagogen håndterer situationen på en hensigtsmæssig måde, og hvordan
pædagogen ved at være anerkendende i sin relation til barnet kunne have håndteret det
anderledes med en større respekt for barnet, og på denne måde kunne have undgået en negativ
udvikling af situationen.
Den første case (Se Bilag 1) er en observation fra en spisesituation på institutionen, som foregår
umiddelbart efter, vi er ankommet første dag. Børnene sidder og venter på at blive kaldt hen til
spisebordet, hvilket sker, når de forholder sig i ro. To drenge begynder at stille os en masse
spørgsmål i et højt og energisk toneleje. Pædagogen beder dem om at tie stille og tilføjer, at hvis
de fortsætter, får de ikke noget at spise. Da drengene fortsætter med at stille os spørgsmål,
udbryder pædagogen direkte henvendt til den ene: “Nu stopper du C, vi har talt om det her før. Nu
er her nogen og kigge på dig, så tænk lige over, hvordan du opfører dig. Hvad vil de ikke tænke om
dig? (...) Nu bliver jeg nødt til at give dig en advarsel.”
Begge drenge bliver stille og bliver som de sidste kaldt til bordet.
I et Foucault inspireret perspektiv, kan pædagogens sidste udtalelse forstås som et ønske om, at
forme barnet efter de governmentale rammer, så drengens adfærd er acceptabel i det samfund, vi
lever i. Idet pædagogen minder drengen om, at der er fremmede, der oplever hans adfærd og
påpeger, at vi muligvis kan tænke negativt herom, kan det tolkes som en understregelse om, at
det i vores kultur er uhøfligt at udspørge folk. I Foucaults perspektiv kan denne form for magt
antydes som nødvendig, acceptabel og legitim i en institution, hvor det er pædagogernes ansvar at
hjælpe barnet med at tilpasse sig samfundets normer og rammer. Pædagogens hentydning om, at
vi udefrakommende formentlig vil anse hans adfærd som værende uacceptabel, er en måde
hvorpå pædagogen med sin viden om samfundets normer, skjult kan forsøge at få drengen til at
agere anderledes ved Foucaults magttænkning.
Ser vi derimod på spisesituationen med udgangspunkt i Webers forståelse af magt, kan
pædagogens reaktion forstås som en unødvendig magtudøvelse, idet hun gennem sin ageren kan
tolkes manipulerende og nedladende i sin udtalelse. Pædagogen vil have drengene til at tie stille,
og hun sætter sin vilje igennem trods drengenes usikkerhed og behov for at få information om
vores tilstedeværelse. Autoriteten er i denne situation inden for den traditionelle autoritet, da det
Side 21 af 40
Carina K. Hansen, Julie Brask
Maria S. Saabye & Trine Schøn
Bachelorprojekt
11J
12. juni 2015
Lena Jannsen
er en tradition eller et ritual, at børnene er helt stille og efter tur kaldes hen på plads. Pædagogens
autoritet kan med førnævnte udtalelse ifølge Weber ikke legitimeres som diskursiv, idet hun kan
anses som manipulerende samt udøver en straf ved at give en advarsel.
Udtalelsen kan ikke legitimeres som diskursivt, da manipulationen bliver tydelig og synlig som
manipulation. Havde pædagogen lavet f.eks. en stilleleg, en konkurrence om, hvem der kunne
være stille, indtil alle var kaldt på plads, eller bare spurgt stille om børnene kunne høre hinanden,
ud af situationen, kunne hun måske med sin person og den karismatiske autoritet få børnene til at
være stille på en diskursiv måde. Den direkte opfordring om at være stille erstattes med et
meningsfyldt fælles projekt. Pædagogen vil udøve den samme form for magt; manipulation, men
idet det er et fælles projekt, legitimeres magten uden at pædagogens autoritetsposition
tydeliggøres. Ser vi tilbage på citatet om Webers definition af magtbegrebet, som indeholder en
dobbelthed baseret på accept af magtanvendelsen eller magt som tvang, accepterer drengen til
sidst pædagogens ønske om stilhed.
Benytter vi vores egen forståelse af magt, som er uddybet i begrebsafklaringen, anser vi
pædagogen som værende udøver af verbal magt. Dette mener vi både i den forstand, at
pædagogen direkte italesætter sin opfordring om, at drengene skal tie stille. Men vi mener også,
at pædagogen bruger den verbale magt i manipulerende forstand, idet hun først advarer drengene
om, at de ikke får noget at spise, hvis ikke de tier stille med det formål at få dem til at forholde sig i
ro og stoppe med at stille spørgsmål. Endvidere bærer pædagogens påpegning om, at der er
nogen, der observerer, hvordan han agerer også præg af manipulation, da hun med denne
udtalelse højst sandsynligt vil have ham til at opføre sig “ordentligt”. Manipulationen fremgår ved,
at hun hentyder til, at vi tænker negativt om hans adfærd, men hendes skjulte intention mener vi,
er, at få ham til at fremstå som et bedre eksempel for institutionen ved netop at forholde sig i ro,
så han kan blive kaldt til spisebordet.
Jf. Vejledning nr. 9 til Serviceloven har anbragte børn samme rettigheder til at blive mødt med
respekt som alle andre børn. Denne rettighed medfører naturligvis, at hånende eller ydmygende
adfærd fra pædagogens side ikke er tilladt (Vejledning nr. 9 til Serviceloven, kap. 4. pkt. 17). Det
bliver derfor nødvendigt i denne case at vurdere, hvorvidt pædagogen er hånende i sin udtalelse
over for drengen, og om hendes udtalelser er præget af disrespekt. Vi mener, at pædagogens
manipulerende udtalelse til drengen bærer præg af en nedladende tone, da hun hentyder til, at vi
Side 22 af 40
Carina K. Hansen, Julie Brask
Maria S. Saabye & Trine Schøn
Bachelorprojekt
11J
12. juni 2015
Lena Jannsen
tænker negativt om ham, fordi han ikke opfører sig ordentligt og dermed, udpeger ham som
“skurken”. Vi mener, at pædagogen i situationen viser mangel på respekt over for drengen, og at
hun derfor burde have håndteret hans adfærd anderledes. Om pædagogen selv ville anse sin
adfærd som værende hånende er uvist, og det er i bund og grund en vurderingssag, hvornår man
er hånende eller ydmygende i den pædagogiske praksis, da der af Vejledning nr. 9 til Serviceloven
ikke fremgår en uddybet beskrivelse heraf. Situationen i casen kan ikke defineres som en direkte
magtanvendelse i forhold til lovgivningen, da den består af udøvelsen af verbal magt og en
magtanvendelse bygger på en fysisk indgriben.
I vores problemformulering spørger vi til, hvordan pædagogens anerkendende kompetencer
gennem relationen kan forebygge magtanvendelser i arbejdet med socialt udsatte børn. I den
forbindelse har Schwartzs fortolkning af den professionelle relation givet mening og bidraget med
mulige svar. Med dette teoretiske blik mener vi, at pædagogen i denne case ikke besidder
kompetencesiden af denne, men derimod kommer til at låse sig fast i den eventuelle personlige
relation, hun har til drengene. Dermed bliver hun for sårbar i situationen og får muligvis en følelse
af at blive afvist af børnene, idet de ikke lytter til hendes opfordring om at tie stille. Som det
fremgår af casen, forsætter drengene med at stille spørgsmål, her udbryder pædagogen til en af
drengene fra gruppen: “Nu stopper du C, vi har talt om det her før. Nu er her nogen og kigge på
dig, så tænk lige over hvordan du opfører dig. Hvad vil de ikke tænke om dig? (...) Nu bliver jeg
nødt til at give dig en advarsel.” Som kompetencerelationen bygger på, skal pædagogen i denne
situation kunne træde ud af konflikten ved at bruge sin faglige viden, sådan at hun på denne måde
kan finde et nyt ståsted og derefter justere egne mentale forestillinger om barnet og om konkret
at finde andre veje til at tilbyde en ny form for kontakt (Schwartz, 2001). Vi forestiller os ud fra
vores observationer, at pædagogen på forhånd har en negativ personlig holdning til drengen, og vi
vurderer, at denne påvirker hendes tilgang til ham og ikke rykker hende til et nyt ståsted. Vi
mener, at hvis pædagogen kunne besidde lav sårbarhed ved at lade sine følelser og egne
holdninger udeblive fra situationen og derimod bruge kompetencesiden af den professionelle
relation, ville denne verbale magtbrug kunne forebygges, da den faglige viden ville kunne tage
over for den mulige personlige holdning, som pædagogen har omkring drengen.
Side 23 af 40
Carina K. Hansen, Julie Brask
Maria S. Saabye & Trine Schøn
Bachelorprojekt
11J
12. juni 2015
Lena Jannsen
Når vi i denne case skal tilføje teorien om anerkendelse og vores forståelse heraf, vil vi igen
understrege, at det centrale ved anerkendelse er at være lyttende, forstående, accepterende og
tolererende samt bekræftende, og at der i denne case med et Møller inspireret perspektiv ses
tydelig mangel på dette fra pædagogens side. Da vi ankommer til institutionen, er drengene
nysgerrige på, hvem vi er, og de stiller mange spørgsmål, som vi forsøger at besvare. Idet
pædagogen skælder børnene ud, anerkender hun ikke deres forvirring omkring, hvem vi er, og
hvorfor vi er der, i og med de ikke er informeret om, at vi skal komme og observere dem. I stedet
for at skælde børnene ud kunne pædagogen, med Møllers anerkendelsesforståelse, have ageret
anerkendende ved at forklare dem, hvorfor vi var der og dermed muligvis undgå deres forvirring.
Pædagogen kunne her have valgt at indgå i dialog med børnene ved at bruge de fire anerkendelses
ingredienser. Ved at informere børnene og indgå i dialog bruger hun sine anerkendende
kompetencer ved at lytte og forstå deres behov for at vide, hvem vi er. I stedet reagerer
pædagogen i situationen uforstående, undgår dialogen med drengene, skælder dem ud, og beder
dem om at forholde sig i ro, så de kan komme hen til bordet. Havde pædagogen valgt at lytte til
drengene og accepteret deres behov og deres forvirring ved at indgå i dialog, havde muligheden
for at de følte, at de blev mødt med respekt været større og den ubehagelige situation kunne
måske have været undgået. Idet pædagogen beder dem om at tie stille, kan hun med
udgangspunkt i Møllers teori siges at have manglende tolerance, og vi kan høre hun sukker og
fornemmer, at hun er irriteret på drengene. Pædagogen kunne ud fra Møllers teori have mødt
børnene med den ydre forståelse, hvor pædagogen viser sin forståelse gennem genkendelighed
omkring deres behov for at vide, hvem vi er, da de ikke er informeret herom.
Den anden case (Se Bilag 2) er en observation fra vores sidste besøg i institutionen.
En 8 årig dreng har i løbet af dagen råbt og snerret af de andre børn og pædagogerne, som
adskillige gange har bedt ham falde ned. Drengen sidder i fællesrummet og spiller computerspil,
hvor to piger kigger på. Drengens figur i spillet dør, pigerne fniser, og drengen kaster
computermusen i pigernes retning. En pædagog bryder ind ved at tage fat i drengens arm, hæver
stemmen og siger: “Nu er det simpelthen nok.” Drengen trækker hårdt armen til sig, hvilket
resulterer i, at pædagogen lægger ham på gulvet med et knæ i ryggen på ham. Drengen råber og
vrider sig, og pædagogen fortæller ham, at hun slipper ham lige så snart, han ligger stille. En
Side 24 af 40
Carina K. Hansen, Julie Brask
Maria S. Saabye & Trine Schøn
Bachelorprojekt
11J
12. juni 2015
Lena Jannsen
mandlig pædagog har hørt optrinnet og kommer og hjælper med at fastholde drengen på gulvet.
Pædagogerne starter en samtale, alt imens de fortsat holder den råbende dreng fast. Pædagogen
som tog fat i drengens arm siger: ”A ligger her på gulvet, fordi pigerne fniste af ham, så han
kastede musen efter dem.” Den mandlige pædagog svarer: ”Nå, det må han lære at ignorere, så vi
ikke ender i denne situation hele tiden. A ved jo godt, at vi ikke kaster med tingene efter hinanden
her.” Idet drengen endnu ikke slapper af, italesætter pædagogerne overfor ham, at de bliver nødt
til at føre ham på hans værelse, fordi der er andre børn tilstede i lokalet. Pædagogerne hjælpes ad
med at føre drengen på værelset.
Belyser vi casen med Foucaults magttænkning, vil det være centralt, at pædagogens handlinger
bruges for at klargøre overfor barnet, at hans adfærd er uacceptabel. Igen kan man med Foucaults
forståelse af magt antyde, at denne magthandling er nødvendig, eftersom den udadreagerende
adfærd drengen udviser afviger fra vores samfundsrammer, normer og kultur.
Bevæger vi os videre i casen til det punkt, hvor pædagogerne begynder at samtale henover
hovedet på barnet, bliver det relevant at påpege Foucaults teori om, at menneskets identitet
skabes ud fra, hvad andre siger om vedkommende. Da den mandlige pædagog siger: ”Det må han
lære at ignorere, så vi ikke ender i denne situation hele tiden”, italesætter han, at barnet generelt
har en udadreagerende og uhensigtsmæssig adfærd, hvilket med Foucaults magttænkning netop
kan gøre drengen til en udadreagerende person og altså gøre dette til en del af drengens identitet
og selvopfattelse.
Ser vi på casen ud fra Webers teori, kan vi komme til den vurdering, at pædagogen anvender magt
i form af tvang, idet hun tager fat i drengens arm, hiver ham ned af stolen og holder ham fast på
gulvet med et knæ i ryggen. Tvangen er ifølge Weber ubehagelig for både drengen og pædagogen,
da det er synlig magt og opleves som tvang for begge parter. Pædagogens autoritet er i denne
situation inden for den legal/bureaukratiske, da den bygger på love og regler, og pædagogen er
underlagt lovgivningen og skal dermed handle på baggrund af denne. Derudover kan pædagogens
autoritet i denne situation, med Webers magtforståelse, ikke betegnes som diskursiv, da hun
hurtigt griber fat i drengens arm og hiver ham ned på gulvet med et knæ i ryggen. Her kan
situationen ikke længere foregå sprogligt, og pædagogens autoritet kan med Webers perspektiv
ikke længere legitimeres, idet hun anvender fysisk tvang.
Side 25 af 40
Carina K. Hansen, Julie Brask
Maria S. Saabye & Trine Schøn
Bachelorprojekt
11J
12. juni 2015
Lena Jannsen
Benytter vi vores egen forståelse af magt, anser vi i denne situation pædagogen som udøver af
fysisk magt, idet hun fysisk berører drengen for at føre ham i en bestemt position: hun tvinger
ham ned på gulvet, hvorefter hun holder ham fast. Man kan også argumentere for, at hun dermed
fører ham til en bestemt handling: netop at stoppe den udadreagerende adfærd mod pigerne.
Magten er synlig for både pædagogen og drengen, og magtanvendelsen er tydelig for drengen, da
den foregår mod hans vilje. Han trækker først sin arm til sig og senere under fastholdelsen, vrider
han sig på gulvet. Det skal dog tydeliggøres, at drengen ikke nødvendigvis finder magtanvendelsen
uacceptabel, da der er mulighed for, at han finder det betryggende, at der er en anden, der
kontrollerer hans adfærd, når han måske ikke selv har mulighed for det. Derudover er det ikke
sikkert, at han vil betegne hændelsen som en magtanvendelse. Vi mener, i overensstemmelse med
Vejledningen til Serviceloven, at fysisk magtanvendelse er sidste udvej, og der skal prøves andre
metoder forinden. Vi forestiller os derfor, at denne magtanvendelse kunne have været undgået,
eftersom pædagogen ikke gør et forsøg på at trappe situationen ned gennem dialog forud for
magtanvendelsen. Ud over den tydelige fysiske brug af magt, mener vi også, at pædagogerne i
denne case gør brug af verbal magt. Den verbale magt opstår i denne case, da pædagogerne
samtaler med hinanden om drengens adfærd henover hovedet på ham. Vi anser dette som en
form for manipulation, idet de formodentlig har en skjult intention om at få ham til at falde til ro
og stoppe den udadreagerende adfærd, i stedet for at give ham en direkte verbal opfordring
herom.
Ifølge magtanvendelsesbekendtgørelsens § 2 er fysisk magt i form af fysisk fastholdelse af barnet
eller den unge samt føring til et andet opholdsrum tilladt, hvis barnet udviser en sådan adfærd, at
fortsat ophold i fællesskabet er uforsvarligt, eller hvis barnet er selvskadende eller til fare for
andre. Magtanvendelser skal dermed afpasses efter forholdene i hver enkelt situation og må ikke
gå ud over det strengt nødvendige (Magtanvendelsesbekendtgørelsen, kap. 1, § 2, pkt. 2, stk. 2).
Derfor bliver det i denne case ideelt at vurdere, hvorvidt pædagogen følger denne paragraf. Idet
hun mener, at drengen er til fare for fællesskabet, når han kaster computermusen i pigernes
retning og dermed sætter pigerne i fare, er der hjemmel for at fjerne ham fra det offentlige rum.
Men samtidig understreges det i Vejledning nr. 9 til Serviceloven, at børn og unge i
døgninstitutioner skal mødes med forståelse for baggrunden for deres adfærd; behov,
reaktionsmønstre og vilkår (Vejledning nr. 9 til Serviceloven, kap. 4, pkt. 19). Vi mener ikke,
Side 26 af 40
Carina K. Hansen, Julie Brask
Maria S. Saabye & Trine Schøn
Bachelorprojekt
11J
12. juni 2015
Lena Jannsen
pædagogen møder drengen med forståelse og ser hans behov, idet drengen har udvist en adfærd
den pågældende dag, som viser, han har det svært, hvilket pædagogen hverken tidligere på dagen
eller i casen har ageret hensigtsmæssigt på. Med dette henviser vi til Vejledning nr. 9 til
Serviceloven, hvori det som tidligere nævnt fremgår, at andre handlemuligheder/metoder skal
afprøves som alternativ til magtanvendelse, og at man derefter kan vurdere om en
magtanvendelse er nødvendig. Vi mener ikke, at pædagogen i casen har gjort et forsøg på at
undgå magtanvendelsen med alternative metoder, og vi anser hendes håndtering af drengen som
værende krænkende, hvilket også er i strid med Vejledningen til Serviceloven kap. 4, pkt. 22.
Derudover kan vi også i denne case henvise til anbragte børns ret til tryghed og respekt, som
medfører at hånende eller, som i dette tilfælde, ydmygende adfærd fra pædagogens side ikke er
tilladt. Vi mener, at pædagogen ydmyger drengen ved for det første at lægge ham ned uden
yderligere varsel, og derudover finder vi det ydmygende for drengen, at han bliver lagt til offentligt
skue, så at sige, idet han bliver betragtet af både de to piger og endvidere også af fire fremmede
voksne. At blive lagt ned og fastholdt forestiller vi os må være ekstremt grænseoverskridende, og
når der derudover er andre mennesker, der observerer dette, vil vi dermed betegne det som
værende direkte ydmygende.
I denne case er der tale om en reel magtanvendelse, idet situationen bygger på en fysisk
fastholdelse af barnet. Vi er klar over, at denne situation er taget ud af en sammenhæng, og at
tidligere samspil og oplevelser med drengen også er på spil i situationen. Man kan også reflektere
over, hvorvidt pædagogen handler på baggrund af sin forskrækkelse over, at drengen voldsomt og
energisk trækker sin arm til sig, men uanset baggrunden for hendes magtanvendelse i denne
situation, mener vi ikke, at den er hensigtsmæssig.
I lovgivningen om magtanvendelsesbekendtgørelsen fremgår det, at børn og unge i
døgninstitutioner og på opholdssteder sommetider kan agere voldsomt med aggressioner og
følelsesudbrud, hvilket gør det betydningsfuldt, at de mødes med forståelse for baggrunden for
deres adfærd. Udover det skal den pædagogiske indsats i form af magtanvendelse praktiseres af
voksne, som barnet er tryg ved og har tillid til, og som har en forståelse for og kendskab til barnets
reaktionsmønstre, behov og vilkår. Det bliver derfor vigtigt, at drengen i casen har en relation til
pædagogen, som laver en magtanvendelse på ham, da vi mener, at relationen spiller en
Side 27 af 40
Carina K. Hansen, Julie Brask
Maria S. Saabye & Trine Schøn
Bachelorprojekt
11J
12. juni 2015
Lena Jannsen
altafgørende rolle for, at man som pædagog skal kunne have en forståelse for og kendskab til
barnets reaktionsmønstre. Hvis vi betragter casen ud fra Schwartzs fortolkning af den
professionelle relation, vil vi her vurdere, at pædagogen ikke bruger begge sider af dette, og
pædagogen dermed har mangler i personrelationen samt kompetencerelationen. Som Schwartz
beskriver, kan anbragte børn have mange negative oplevelser af at føle sig forkerte og ikke gode
nok, det er derfor helt grundlæggende, at man som pædagog skal prøve at skabe denne personlige
relation på en anerkendende måde, hvorpå den voksne viser barnet, at man ser det, og
respekterer det, som det er. Hvis vi først tager udgangspunkt i dette, kan vi se, at idet pædagogen
med det samme tager fat i drengens arm og lægger ham ned på gulvet, tolker vi, at hun ikke har
en tæt relation til drengen. En tæt relation ville give en mulighed for at kunne aflæse hans adfærd
og indgå i dialog med ham, inden hun fastholder ham på gulvet. Med en relation til drengen ville
hun muligvis kunne have trappet situationen ned ved f.eks. at yde sin personlige omsorg til ham
på en anerkendende måde. Her mener vi, at denne magtanvendelse muligvis kunnet have været
undgået, hvis pædagogen havde nedtrappet konflikten gennem dialog, samt eventuelt inddraget
de fnisende piger, som var udløsere til adfærden, i dialogen.
Hvis vi tager afsæt i pædagogernes samtale med hinanden, som foregår henover hovedet på
drengen, kan vi ud fra Schwartz teori vurdere, at der ikke bruges nogen form for personlig omsorg,
da pædagogerne på intet tidspunkt bekræfter drengen i, at de har forståelse for, at han har det
svært og derfor har brug for hjælp. I stedet siger den første pædagog: ”A ligger her på gulvet, fordi
pigerne fniste af ham, så han kastede musen efter dem.” Den anden pædagog som er trådt til
svarer: ”Nå, det må han lære at ignorere, så vi ikke ender i denne situation hele tiden. A ved jo
godt, at vi ikke kaster med tingene efter hinanden her.” Drengen bliver i denne situation ikke
mødt gennem en respektfuld kontakt, som ifølge Schwartz er det første skridt mod en relation.
Idet pædagogen i denne case ikke møder drengen med respekt og ikke prøver at løse denne
konflikt uden magtbrug, vurderer vi, at pædagogen har mangler på kompetencesiden, da denne
bygger på faglig viden og erfaring, hvilket gør det muligt for pædagogen at fastholde forståelse af
sin opgave uden at blive for sårbar og derimod handle ud fra sine faglige kompetencer. På denne
måde er pædagogen ikke kun henvist til at bruge sin personlighed men også at anvende sin faglige
viden til at få overblik over den pædagogiske opgave i forhold til det konkrete barn.
Side 28 af 40
Carina K. Hansen, Julie Brask
Maria S. Saabye & Trine Schøn
Bachelorprojekt
11J
12. juni 2015
Lena Jannsen
Drengen i denne case har haft en aggressiv og følelsesladet adfærd gennem vores
observationsdag, og pædagogerne har flere gange bedt ham om at slappe af. På intet tidspunkt
har vi oplevet at pædagogen møder drengen på en anerkendende måde ved at være lyttende og
forstående for hans adfærd og frustrationer eller starte en dialog med ham. Ifølge
Magtanvendelsesbekendtgørelsen skal pædagogerne møde brugerne med forståelse for deres
frustrationer, hvilket understreger vigtigheden i den anerkendende tilgang til drengens tydelige
frustrationer. Pædagogen burde, med vores fortolkning af anerkendelse, allerede have mødt
drengen ved de første tegn på hans frustration tidligere på dagen ved at indgå i dialog med ham
og få en forståelse for, hvorfor han reagerer, som han gør. Når pædagogen skal indgå i en dialog
med drengen på anerkendende vis, kræver det, at hun er lyttende og nærværende, og derved
viser ham respekt. Når drengen får en oplevelse af, at pædagogen lytter til ham, vil det
forhåbentlig give ham en følelse af at blive hørt og forstået, når han hører og muligvis mærker sine
egne ord og følelser. Dette kræver, at pædagogen under dialogen kun er lyttende og ikke kommer
med sine egne ytringer og holdninger. Når drengen fortæller, skal pædagogen kunne give rum til
hans meninger. Formålet er, at drengen skal føle sig anerkendt, og muligheden for dette øges når
pædagogen viser sin forståelse for, hvorfor han har udvist den givne adfærd. I dialogen med
drengen kunne pædagogen ifølge Møller have mødt drengen med en indre forståelse ved f.eks. at
sige, ”Jeg ved godt, det er en dum dag, fordi..”. Med den indre forståelse kan pædagogen netop
dele følelser og oplevelser med drengen og vise sin empati over for drengen, og her har
pædagogen mulighed for at forstå drengens følelser og mærke hans frustrationer i situationen.
Hvis pædagogen skal kunne få en indre forståelse for drengens følelser, kræver det, at hun kan
finde dem frem i sig selv, og hun skal kunne tolerere drengens frustrationer og følelser.
Når pædagogen vælger at indgå i dialog med ham, skal hun også kunne takle, det drengen
udtrykker, hvilket vil sige, at pædagogen skal kunne acceptere og tolerere barnets oplevelser, også
selvom hun ikke kan relatere hertil, og det ikke giver mening for pædagogen selv. Da drengen har
været aggressiv, kan det være svært for ham at acceptere sine egne indre tilstande, og ved
pædagogen møder drengen med accept, kan det for drengen skabe mulighed for bedre at
acceptere sig selv. Ved at blive mødt med accept og tolerance vil drengen få mulighed for at se sig
selv med pædagogens syn. Havde pædagogen fra starten af, hvor drengen udviste aggressiv og
følelsesmæssig adfærd indgået i dialog og ageret anerkendende ved at benytte de fire
Side 29 af 40
Carina K. Hansen, Julie Brask
Maria S. Saabye & Trine Schøn
Bachelorprojekt
11J
12. juni 2015
Lena Jannsen
ingredienser, kunne drengen muligvis have fortalt om sine følelser samt fået hjælp til at håndtere
dem på en hensigtsmæssig måde i stedet for at blive udadreagerende. Hvis pædagogen havde
indgået i dialog og talt med drengen, havde han haft mulighed for at kunne håndtere pigernes
hånende fnisen anderledes. Ifølge Magtanvendelsesbekendtgørelsen skal pædagogen arbejde
med pædagogiske metoder for at undgå magtanvendelse, hvor det herunder fremgår, at
anerkendelse kunne være en mulig forebyggende metode.
Diskussion
Er Serviceloven uddybet nok, eller er det en vurderingssag fra pædagog til pædagog, hvornår der
er tale om magtanvendelse?
I serviceloven beskrives der, at magtanvendelse skal begrænses til det absolut nødvendige. Men
hvornår er det absolut nødvendigt? Vi anser denne vurdering om nødvendigheden, som værende
afhængig af pædagogen, der skal afgøre det, hvilket vi mener, er problematisk, eftersom alle
individer har subjektive holdninger og forståelser og dermed ikke tolker situationer ens.
Pædagoger har som individer forskellige etiske forståelser for brugen af magtanvendelser, hvilket
især fremgår tydeligt af Rambølls undersøgelse om, hvad magt er, hvor nogle mener, at fysisk
berøring er magt og andre mener at det først er magt, når barnet strider imod.
Så hvordan vurderer magtudøveren om magtanvendelsen er etisk og lovgivningsmæssigt korrekt?
Er magtanvendelsesbekendtgørelsen mangelfuld i forhold til, at det er op til den enkelte pædagog
at vurdere, hvornår man må lave en magtanvendelse? Efter vores mening er
magtanvendelsesbekendtgørelsen og Serviceloven afgjort mangelfuld, da det tydeligvis er op til
hver enkelt pædagog at afgøre, hvornår det i virkeligheden er legalt og acceptabelt at anvende
magt.
Eftersom en magtanvendelse er en vurderingssag, kan vi så gå ud fra, at det ikke er alle faktiske
magtanvendelser, der bliver indberettet, og at indberetningstallet fra 2014 reelt kunne være
højere? De pædagoger som ikke selv anser en faktisk magtanvendelse som værende magt,
indberetter de det? I så fald er dilemmaet om det høje indberetningstal mere problematisk end
som så, og vi mener derfor, der i regeringen bør afgøres, om lovgivningen om magtanvendelser er
beskrevet grundigt nok.
Side 30 af 40
Carina K. Hansen, Julie Brask
Maria S. Saabye & Trine Schøn
Bachelorprojekt
11J
12. juni 2015
Lena Jannsen
Fjerner Foucault alt subjektivitet fra individet?
I arbejdet med Foucaults teori må man forholde sig kritisk til hans idé om at kunne tilpasse og
forme alle individer efter samfundets normer, da det pædagogiske arbejde kan være præget af
faktorer som social arv, diagnoser, påvirkning af individet fra det miljø, det omgås i og en
afvigende forståelse af normer, etik og morale. Man skal trods alt være bevidst om, at ethvert
individ har subjektive holdninger og forståelser præget af deres habitus, som ikke nødvendigvis
stemmer overens med samfundets normer. Derfor skal man være bevidst om, at Foucault kan
have en tendens til at se bort fra subjektive holdninger og forståelser hos individet.
Med Foucaults forståelse af magt kan det være svært at modsige ham om magtens nødvendighed
i institutionen, da hans magttænkning bygger på pædagogernes medansvar i at hjælpe børnene
med at udvikle sig i den rigtige retning, så de kan blive en del af det samfund, de lever i. Har man
derimod samme forståelse af magt, som vi har beskrevet i vores begrebsafklaring som verbal magt
og fysisk magt, mener vi uden tvivl, at anvendelsen af disse bør minimeres mest muligt. Man bør i
stedet ty til forebyggende metoder såsom anerkendelse i dialog og med denne udvikle den
professionelle relation til barnet og med respekt gøre det klart for dem, at en udadreagerende
adfærd er uacceptabel.
Behøver magt at være negativt?
Frederiksen hævder, at den pædagogiske profession udelukkende eksisterer for at kunne tage
vare på barnet i kraft af pædagogernes større viden og erfaring. Pædagoger er som nævnt i
emneafgrænsningen autoriserede til at udøve en vis kontrol med børnene, og det, som legitimerer
kontrollen, er deres større viden.
Som i arbejdet med Foucaults teori vil vi ligeledes med Webers teori og Frederiksens påstand
forholde os kritiske til ideen om den pædagogiske autoritet. Den legal/bureaukratiske autoritet
bygger på fastsatte love, bl.a. Serviceloven, som efter vores mening ikke er uddybet nok, kan
denne så eksistere som en legitim autoritet, idet pædagoger selv afgør, om magtanvendelsen er
lovgivningsmæssigt korrekt? Den karismatiske autoritet afhænger meget af pædagogens
personlighed og relationen til barnet. Vil barnet med en tæt relation til pædagogen mon acceptere
mere magt, end hvis det ingen relation til pædagogen har? Ligeledes kan vi stille os kritiske overfor
den traditionelle autoritet, idet den bygger på ritualer og traditioner, altså sådan som
Side 31 af 40
Carina K. Hansen, Julie Brask
Maria S. Saabye & Trine Schøn
Bachelorprojekt
11J
12. juni 2015
Lena Jannsen
institutionens pædagoger “altid” har gjort, kan og bør disse i nogle tilfælde ikke brydes? F.eks. kan
det diskuteres i den første case, hvor det bliver problematisk at vedligeholde traditionen, om
børnene skal være stille, inden de må sætte sig til bords, om ikke traditionen i dette tilfælde bør
brydes for at tage højde for børnenes behov.
Med Webers magtforståelse er magt som udgangspunkt negativt på baggrund af de etiske
præmisser, som fremgår, idet man sætter sin vilje igennem trods den andens modstand. Men
eftersom pædagogerne gennem deres profession har faglig og teoretisk viden og erfaring, kan
man reflektere over, om det i alle tilfælde, hvor man sætter sin vilje igennem, er negativ magt.
Derudover er det ideelt at vurdere, om f.eks. tandbørstning på et modstridende barn er negativ
magt eller nødvendig omsorgsudøvelse, idet pædagogerne har en større viden. Igen må vi henvise
til pædagogers forskellige opfattelser og subjektive holdninger, som bidrager til en negativ eller
positiv forståelse af udøvelsen af magten.
Konklusion
Som vi tidligere har nævnt, fremgår det af rapporten fra Rambøll, at kommunale tilsynsførende
udtaler, at magtindberetningerne de modtager, ofte omhandler de samme børn, som de før har
modtaget indberetninger omkring. Derfor finder vi det besynderligt, at man på
anbringelsesinstitutionerne hvor dette er tilfældet ikke har ændret tilgang til håndteringen af de
pågældende børn, eftersom de benyttede metoder eller manglen på disse tydeligvis ikke har den
forebyggende effekt på barnets udadreagerende adfærd, som man ellers kunne ønske. Vi kan
dermed konkludere, at der er behov for at tage nye metoder i brug, som gør det muligt at mindske
brugen af magtanvendelser. Det er vigtigt at understrege, at vi ikke mener, at magtanvendelser er
fuldstændig uundgåelige. Vi mener, at en metode som anerkendelse gennem dialog er et godt
redskab til at forsøge at nedtrappe og forebygge en situation, og at man inden udførelsen af en
magtanvendelse altid bør forsøge med andre metoder, herunder den anerkendende tilgang til
barnet, som vi for øvrigt mener, bør være en del af det daglige samspil med de anbragte børn.
Hermed ikke sagt at anerkendelse er den endegyldige løsning på dilemmaet med det høje
indberetningstal af magtanvendelser i 2014 men en mulig metode til at undgå magtanvendelser
med respekt for børnene. Eftersom alle individer er forskellige, kan man ikke gå ud fra, at
anerkendelse gennem dialog virker på alle børn, eller at det i øvrigt er alle pædagoger, som er
Side 32 af 40
Carina K. Hansen, Julie Brask
Maria S. Saabye & Trine Schøn
Bachelorprojekt
11J
12. juni 2015
Lena Jannsen
kompetente nok til at anvende metoden, så den virker efter hensigten. De pædagogiske metoder
skal kunne arbejde med, at barnet undgår aggressioner, som ender med at gøre skade på sig selv
eller andre. Her er anerkendelse en god pædagogisk arbejdsmetode, da anerkendelse består i, at
pædagogen skal kunne være lyttende samt nærværende overfor barnet. Den anerkendende
tilgang fremmer det positive samspil og gør det muligt for pædagogen at skabe en relation til
barnet, hvorigennem pædagogen kan hjælpe barnet til at håndtere dets følelser og frustrationer
på en hensigtsmæssig måde. For at dette skal lykkes, kræver det, at disse to dobbeltheder;
personrelation og kompetencerelation fungerer optimalt. Pædagogen bør derfor være kompetent
indenfor begge områder, når der skal dannes et samspil med barnet, som danner rammer for en
relation, hvorigennem pædagogen kan støtte barnets håndtering af dets frustrationer, således at
disse ikke ender i udadreagerende adfærd og dermed en magtanvendelse.
Med de mange fortolkninger af magt som afhænger af hver enkeltes holdninger og forståelser,
kan vi yderligere konkludere, at det er problematisk, at Serviceloven ikke er mere uddybet, end
den er. Vi anser størstedelen af Servicelovens lovgivning omkring magt som værende en
vurderingssag fra pædagog til pædagog, hvorvidt deres handling kan betragtes som værende en
magtanvendelse eller blot en del af den daglige pædagogiske praksis.
Perspektivering
På baggrund af udarbejdelsen af denne opgave kunne det i forbindelse med den professionelle
relation være interessant at overveje pædagogens rolle og herunder den faglige teori
omhandlende pædagogens private, personlige og professionelle karakter.
Det kunne være interessant at undersøge pædagogens ageren i praksis i forhold til de tre p’er. I
arbejdet med børn og unge med sociale problemer har vi alle i gruppen oplevet at blive udfordret
på det private, personlige og det professionelle især i de situationer, hvor barnet eller den unge er
udadreagerende. Når man som pædagog indgår i den pædagogiske praksis, er det væsentligt, at
man er bevidst om, hvordan man forholder sig både som privat, personlig og professionel, og det
er vigtigt, man kan skelne mellem det, særligt i de situationer hvor man som pædagog kan blive
udfordret, så man ikke bliver sårbar og blottet.
Det kunne endvidere være relevant at inddrage brugerperspektivet og dermed undersøge, hvad
børnene selv tænker om magtanvendelser i praksis – om de ser dem som acceptable, eller om de
Side 33 af 40
Carina K. Hansen, Julie Brask
Maria S. Saabye & Trine Schøn
Bachelorprojekt
11J
12. juni 2015
Lena Jannsen
mener, det er krænkende. Dette gælder både for de børn, der selv bliver udøvet magtanvendelser
på, og de børn som overværer magtanvendelser på deres kammerater.
Side 34 af 40
Carina K. Hansen, Julie Brask
Maria S. Saabye & Trine Schøn
Bachelorprojekt
11J
12. juni 2015
Lena Jannsen
Litteraturliste
Bøger
Borch, Christian & Larsen, Lars T. (red.)(2003): Perspektiv, magtog styring – Luhmann & Foucault til
diskussion. Hans Reitzels Forlag, København.
Frederiksen, Jan T. (2007): Myndiggørelse og kontrol, magt eller mulighed. I: Andersen, Peter Ø. &
Ellegaard, Tomas (red.): Klassisk og moderne pædagogisk teori. 1. udgave, 3. oplag.Hans Reitzels
Forlag, København.
Jensen, Anja K. & Meyer, Vivi T. (red.)(2011): Pædagogens bog om individ, institution og samfund.
1. udgave, 1. oplag.Akademisk Forlag, København.
Møller, Lis (2008): Anerkendelse i praksis – om udviklingsstøttende relationer. 1. udgave, 1. oplag.
Akademisk Forlag, København.
Olesen, Carsten F. (2012): Magt og anerkendelse. I: Schou, Carsten & Pedersen, Carsten (red.):
Samfundet i pædagogisk arbejde – Et sociologisk perspektiv.2. udgave, 7. oplag. Akademisk Forlag,
København.
Schwartz, Ida (2001): Socialpædagogik og anbragte børn. 1. udgave, 1. oplag. Nordisk Forlag,
København.
Internet
Danmarks Radio (2015) Socialminister: 4000 magtanvendelser er ikke nødvendigvis for mangeaf
Møller, Sune L. & Skaaning, Jakob. Hentet den 28. april 2015
på:http://www.dr.dk/nyheder/indland/2015/02/07/152321.htm
Side 35 af 40
Carina K. Hansen, Julie Brask
Maria S. Saabye & Trine Schøn
Bachelorprojekt
11J
12. juni 2015
Lena Jannsen
Den Store Danske (2014) Magt af Redaktionen. Hentet den 7. maj 2015 på:
http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Menneskets_grundvilk%C3%A
5r/magt
Rambøll rapport (2013) Konsulentbistand i relation til magtanvendelsesudvalget – Afrapportering
af Rambøll. Hentet den 27. april 2015 på:
file:///C:/Users/Maria/Downloads/Rapport%20til%20Magtanvendelsesudvalget%20(6).pdf
Side 36 af 40
Carina K. Hansen, Julie Brask
Maria S. Saabye & Trine Schøn
Bachelorprojekt
11J
12. juni 2015
Lena Jannsen
Bilag 1
Observation i døgninstitution
Vi ankommer til døgninstitutionen den første dag, deler os op i to hold med to personer i hver. Vi
har hjemmefra aftalt med pædagogerne i institutionen, at de skal forberede børnene på, at vi
kommer. Det ene hold observerer en spisesituation i en afdeling på institutionen, hvor børnene
ikke er informeret om, at vi kommer. Vi kommer ind i lokalet og præsenterer vores navne, men vi
giver ikke nogen yderligere informationer. Pædagogen beder os sætte os med lidt afstand fra
bordet, hvor vi kan sidde og observere og skrive noter.
Børnene bliver på skift kaldt hen til spisebordet afhængig af, hvem der først kan forholde sig i ro.
To drenge spørger i munden på hinanden, hvem vi er, hvor gamle vi er, hvorfor vi er her, og om vi
også skal bo her.
Vi besvarer spørgsmålene indtil pædagogen på afdelingen bryder ind og siger: “I er udmærket klar
over, at i skal tie stille, så i kan blive kaldt hen på jeres pladser. Ellers får i ikke noget at spise.”
Drengene fortsætter med at stille os spørgsmål.
Pædagogen sukker og henvender sig til den ene dreng og udbryder: “Nu stopper du C, vi har talt
om det her før. Nu er her nogen og kigge på dig, så tænk lige over, hvordan du opfører dig. Hvad vil
de ikke tænke om dig? (...) Nu bliver jeg nødt til at give dig en advarsel.”
Hvad menes der med en advarsel?
Drengenes adfærd ophører, de sætter sig ved siden af hinanden og bliver til sidst kaldt hen til
bordet.
Side 37 af 40
Carina K. Hansen, Julie Brask
Maria S. Saabye & Trine Schøn
Bachelorprojekt
11J
12. juni 2015
Lena Jannsen
Bilag 2
Observation i døgninstitution
Det er vores sidste observationsdag i døgninstitutionen, og vi observerer torsdag eftermiddag. En
dreng på 8 år har i flere situationer under vores observation råbt og snerret af de andre børn og
pædagogerne, som gentagende gange har bedt ham stoppe og slappe af. Drengen sidder i
fællesrummet og spiller computer, mens to yngre piger kigger på. Drengens figur i spillet dør, og
pigerne fniser. Drengen reagerer på deres fnisen, bliver udadreagerende og kaster
computermusen i pigernes retning. Pædagogen, som er i lokalet, og har set optrinnet går over til
drengen og tager fat i hans arm, og siger i højt toneleje: ”Nu er det simpelthen nok.” Drengen tager
armen til sig, pædagogen gisper, hiver ham ned af stolen og holder ham fast på gulvet med et knæ
i ryggen. Drengen råber diverse skældsord til pædagogen. Drengen ligger fortsat uroligt på gulvet,
hvorefter pædagogen forklarer ham, at hun først giver slip, når han slapper af. En anden pædagog
har hørt optrinnet, kommer ind i rummet og hjælper med at holde drengen fast. Pædagogerne
begynder herefter at samtale med hinanden, mens de endnu holder drengen fast. Den første
pædagog siger henvendt til den anden: ”A ligger her på gulvet, fordi pigerne fniste af ham, så han
kastede musen efter dem.” Den anden pædagog svarer: ”Nå, det må han lære at ignorere, så vi
ikke ender i denne situation hele tiden. A ved jo godt, at vi ikke kaster med tingene efter hinanden
her.” Drengen ligger stadig og vrider sig, og pædagogerne italesætter overfor ham, at de bliver
nødt til at føre ham på hans værelse, fordi der er andre børn tilstede i lokalet. Drengen bliver ført
på værelset.
Side 38 af 40
Carina K. Hansen, Julie Brask
Maria S. Saabye & Trine Schøn
Bachelorprojekt
11J
12. juni 2015
Lena Jannsen
Bilag 3
Undersøgelse fra Rambøll, november 2013
Side 39 af 40
Carina K. Hansen, Julie Brask
Maria S. Saabye & Trine Schøn
Bachelorprojekt
11J
12. juni 2015
Lena Jannsen
Bilag 4
Undersøgelse fra Rambøll, november 2013
Side 40 af 40