Kommissorium for udarbejdelse af en ny digitaliseringsstrategi 2016-2020 Baggrund Danmark er et af de lande i verden, der er længst med digitalisering af den offentlige sektor. Borgere og virksomheder har i høj grad taget digital kommunikation og digitale løsninger til sig - også når det gælder den offentlige sektor. Den nuværende digitaliseringsstrategi for 2011-2015 har sat et højt ambitionsniveau for digitalisering af den offentlige sektor, særligt med målsætningen om, at al relevant kommunikation mellem det offentlige og borgere og virksomheder fra udgangen af 2015 skal være digital. En målsætning, der blandt andet er underbygget af udviklingen af en fælles digital infrastruktur på tværs af kommuner, regioner og statslige myndigheder. Samtidig har både kommuner, regioner og staten igangsat ambitiøse digitale initiativer og strategier, og der samarbejdes også på de enkelte sektorområder om fælles initiativer. Den offentlige sektor har således allerede taget store digitale skridt, og digitaliseringen er godt på vej til at blive en integreret del af udviklingen i alle led i den offentlige myndighedsudøvelse og serviceproduktion. Mange opgaver er eller er på vej til at blive it-understøttet med stigende fokus på automatisering og øget deling af data. Udviklingen har skabt et fundament for, at myndighederne kan udvikle den offentlige service, så den i højere grad er tilpasset borgernes og virksomhedernes behov, understøtter en mere effektiv og smartere digitalisering af den offentlige opgaveløsning og skaber større sammenhæng i opgaveløsningen på tværs af myndigheder og faggrænser. På den måde går god og tidssvarende serviceudvikling og effektivisering hånd i hånd. Som led i aftalerne om kommunerne og regionernes økonomi for 2015 er det aftalt, at der skal udarbejdes en ny fællesoffentlig digitaliseringsstrategi, som skal være med til at sikre en effektiv og moderne offentlig sektor, der kan bidrage til vækst og velfærd. Strategien drøftes frem mod forhandlingerne om kommunernes og regionernes økonomi for 2016. Rammer for arbejdet med den nye digitaliseringsstrategi Arbejdet med den nye digitaliseringsstrategi bygges op om tre konkrete pejlemærker, jf. tabel 1. Pejlemærkerne konkretiseres i takt med, at arbejdet med strategiens indhold udvikles. 23. februar 2015 CEA Side 2 af 6 Tabel 1 Pejlemærker for den nye digitaliseringsstrategi 1. En effektiv og værdiskabende offentlig sektor Kan fx opnås ved en bedre udnyttelse af digitalisering til at sikre øget produktivitet, flere fælles løsninger, mere effektiv organisering og reducerede udgifter til it. 2. Offentlig digital service skaber værdi for borgere og virksomheder Kan fx opnås gennem en hurtigere, sammenhængende, mere tilgængelig og brugervenlig digital service, når borgere og virksomheder interagerer med det offentlige. 3. Offentlig digitalisering skal understøtte virksomhedernes vækst Kan fx opnås ved at reducere administrative byrder, understøtte digital omstilling i virksomhederne og bidrage til at udvikle et konkurrencebaseret marked for digitale ydelser. Der skal i arbejdet med forberedelsen af den nye digitaliseringsstrategi opstilles klare indikatorer for realisering af hver af de tre målsætninger. For så vidt angår det første pejlemærke, skal det blandt andet sandsynliggøres, at der med strategiens realisering kan frigøres et betydeligt økonomisk provenu frem mod 2020. Dette skal, jf. det andet pejlemærke, ske under hensyntagen til servicens kvalitet. Endvidere skal det sandsynliggøres, at det tredje pejlemærke bidrager væsentligt til regeringens målsætning om byrdereduktion for virksomhederne i 2020 og understøtter vækst og øget produktivitet hos virksomhederne. Den nye digitaliseringsstrategi kan fokusere på et antal prioriterede temaer, herunder: • Automatisering af offentlige sagsgange Øget automatisering og ’end-to-end’ digitalisering af den bagvedliggende opgaveløsning i og på tværs af de offentlige myndigheder. • Bedre brugeroplevelse for borgere og virksomheder Styrket fokus på en mere effektiv og brugervenlig digital interaktion med de offentlige myndigheder. • Digital velfærd Klare og prioriterede mål for udbredelse af digital velfærd. • Datadeling Målrettet konsolidering, videreførelse og udvikling af indsatsen for øget deling af data mellem offentlige myndigheder og på tværs af myndigheder og virksomheder. Side 3 af 6 • Rammer for sammenhængende digital forvaltning Muligheder ved styrket fællesoffentligt arbejde med standarder og itarkitektur med henblik på at skabe mulighed for sammenhæng på tværs af myndigheder. • Datasikkerhed Øget fokus på sikkerhed og tryghed for borgere og virksomheder i den offentlige sektors håndtering af data om borgere og virksomheder. • It-infrastruktur løsninger Konsolidering og videreudvikling af den nødvendige it-infrastruktur i form af fælles løsninger. • Styring af it-projekter Professionalisering af it-udvikling, it-drift og projektstyring. • Styring af den fællesoffentlige digitaliseringsindsats Udvikling af governance strukturen for fællesoffentlig digitalisering. Med udgangspunkt heri skal den nye digitaliseringsstrategi fastlægge rammerne for den offentlige digitalisering frem mod 2020. Strategien skal bygge videre på og konsolidere en række større initiativer fra den nuværende digitaliseringsstrategi og Strategi for digital velfærd, og optegne de væsentligste overordnede fælles mål, rammebetingelser og større initiativer for de kommende års offentlige digitale udvikling. Den nye strategi afløser således den nuværende digitaliseringsstrategi og viderefører Strategi for digital velfærd. Det er vigtigt, at mobil- og bredbåndsdækningen understøtter den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi. Rammer for dette fastlægges i regi af Vækstplan for digitalisering i Danmark. Prioriteringen og udviklingen af konkrete målsætninger, indikatorer og indsatser skal bygge på et antal delanalyser, som skal udgøre det samlede beslutningsgrundlag for udarbejdelsen af den endelige strategi. Heri indgår en afdækning af tekniske, juridiske, økonomiske og organisatoriske forudsætninger for strategiens realisering. Organisering af det fællesoffentlige arbejde med digitaliseringsstrategien Der nedsættes en styregruppe for udarbejdelse af den nye fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2016-2020. I styregruppen indgår repræsentanter på afdelingschef/direktørniveau fra: Finansministeriet, Digitaliseringsstyrelsen (fmd.) Økonomi- og Indenrigsministeriet Erhvervs- og Vækstministeriet, Erhvervsstyrelsen Uddannelses- og Forskningsministeriet Skatteministeriet Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse Side 4 af 6 Undervisningsministeriet, Styrelsen for It og Læring Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold, Socialstyrelsen Miljøministeriet, Geodatastyrelsen Beskæftigelsesministeriet Justitsministeriet ATP KL Danske Regioner Styregruppen kan afhængig af dagsordenen invitere øvrige ministerier, der ikke er nævnt ovenfor, med til styregruppemøderne. Styregruppen refererer for statens vedkommende til regeringens økonomiudvalg, mens KL og Danske Regioner refererer til deres respektive bestyrelser. Styregruppens mandat Styregruppen har mandat til: at drøfte fremdrift og fokus for arbejdet med tilblivelse af strategien at godkende kommissorier for og afrapporteringer af fællesoffentlige delanalyser at drøfte relevant inddragelse af eller dialog med interessenter at drøfte, hvordan resultaterne af arbejdet skal indgå i den endelige strategi at drøfte udkast til en ny digitaliseringsstrategi forud for politisk behandling. Finansministeriet/Digitaliseringsstyrelsen er sekretariat for styregruppen og forestår udarbejdelse af analyser, strategiudkast m.m. i tæt samarbejde med de relevante parter fra styregruppen. Endvidere koordinerer Finansministeriet/Digitaliseringsstyrelsen analyseresultater fra ressortområderne, som skal indgå i strategiarbejdet. Tidsplan og økonomi Arbejdet med den nye digitaliseringsstrategi igangsættes i januar 2014, og det forventes, at strategiarbejdet er færdigt i oktober 2015, således at der kan indgås endelig politisk aftale om strategien i efteråret 2015. I forbindelse med økonomiforhandlingerne 2016 vil den overordnede ramme for strategien blive drøftet. Der afsættes op til 4 mio. kr. af de allerede afsatte fællesoffentlige digitaliseringsmidler til udarbejdelse af den nye digitaliseringsstrategi. Midlerne anvendes særligt til analysebistand, afholdelse af temaarrangementer, kommunikationsmateriale og lignende. Side 5 af 6 Bilag 2a Faser for udvikling af strategien Arbejdet med udvikling af strategien opdeles i seks overordnede faser, som i enkelte tilfælde overlapper tidsmæssigt. Fase 1 - forberedelse: I denne fase igangsættes arbejdet med strategien, og kommissorium for strategien forelægges til politisk godkendelse (til og med februar 2015). Fase 2 - status på den digitale udrulning: I denne fase udarbejdes en status på det nuværende arbejde med at realisere målsætningerne fra digitaliseringsstrategien 20112015 samt en overordet status på fremdriften i Strategi for digital velfærd 20132020. Denne status skal danne et oplyst grundlag for drøftelser af de udfordringer, som den offentlige sektor står overfor i forhold til at realisere de allerede fastsatte målsætninger og i forhold til at videreudvikle digitaliseringsdagsordenen på de områder, som er nævnt i kommissoriet (til og med februar 2015). Fase 3 - udfordringer i forhold til den digitale udvikling: På baggrund af status i forhold til den nuværende digitaliseringsstrategi identificeres om der er udfordringer med at realisere målsætningerne fra den nuværende strategi og Strategi for digital velfærd. Endvidere identificeres en række udfordringer i forhold til at styrke den offentlige digitalisering på de indsatsområder som er nævnt i kommissoriet. Samtidig vil en række internationale erfaringer undersøges med henblik på indsamle input til hvordan Danmark kan fastholde sin position som internationalt førende indenfor digital forvaltning. I denne fase identificeres endvidere en række analysetiltag, som skal angive retning for, hvordan de identificerede udfordringer kan løftes (til og med marts/april 2015). Fase 4 - analyse og temadrøftelser: I denne fase gennemføres en række delanalyser, som skal identificere mulige løsningsrum og sandsynliggøre effektiviseringspotentialer i forhold til en række af de identificerede løsningsmuligheder. I samme forbindelse identificeres endvidere eventuelle barrierer, som vil vanskeliggøre eller forhindre en succesfuld implementering af de identificerede løsningsmuligheder. I denne fase udarbejdes endvidere et første udkast til rammen for strategien. I denne fase afholdes ligeledes et temaarrangement om den nye digitaliseringsstrategi for relevante eksterne interessenter (interesseorganisationer, leverandører, borgere, virksomheder etc.) om identificerede udfordringer og mulige løsningsrum. Endelig kan der afholdes politiske temadrøftelser om udfordringer, målsætninger, indikatorer og indsatsområder med henblik på at modne udvalgte problemstillinger frem mod ØA16 (februar-juni 2015). Fase 5 - fastlæggelse af politiske og økonomiske rammer for strategien: I denne fase modnes indholdet af den aftale om strategien, som forventes indgået i ØA16. Vægten vil Side 6 af 6 være på målene for strategien, de overordnede indsatser, rammer for samarbejdet, herunder styring og økonomi (april -juni 2015). Fase 6 - endelig udarbejdelse af strategien: I denne fase koordineres og sammenskrives strategien, og indsatsen prioriteres i forhold til de fastlagte målsætninger for den nye strategi. Fasen afsluttes med, at den nye strategi efter indstilling fra styregruppen forelægges regeringens økonomiudvalg og KL’s og Danske Regioners bestyrelser (maj – oktober 2015).
© Copyright 2024