Nytårsdag 2017
Det er Nytårsdag, bladet er vendt, noget nyt er begyndt. Noget nyt er kommet til syne. I julen så vi
Kristus komme til syne. Det var også noget ganske nyt for hele verden, aldrig set før, Gud blev
menneske. Og verden trænger til, at der sker ændringer, fornyelse, at det gamle kastes væk og bliver
til en del af vores fælles erindring, og forhåbentlig noget, vi har lært noget af. Og samtidig er der
ting, vi holder fast i, traditioner, der definerer vores kultur, og hvem vi er. Sådan var det også for
barnet i krybben, Jesus, han, hvis navn vi er kirke på, blev født ind i historien, i et traditionsrigt
folk, der havde deres særlige religiøse skikke, ja, har det endnu.
Uha, man tør jo næsten ikke sige det højt i disse tider, men Jesus blev altså omskåret. Ganske som
loven byder jøder at omskære deres drengebørn. Det er pagtstegnet med Gud. Det, der viser, at man
er en del af folket, det udvalgte folk, Israel. Var man en af de uomskårne, så var man ikke med,
kunne ikke betragtes som gældende for et rigtigt menneske, for man stod ikke Gud nær, som en fra
det udvalgte folk. At være omskåret betød, at forældrene havde været gode forældre, de havde
adlydt Gud og gjort som de skulle. Jesus havde gode forældre, de var jo også udvalgt af Gud selv,
og Josef og Maria sørgede naturligvis for, at Jesus blev en del af fællesskabet, en del af Israel.
Det var Abraham, som indgik den pagt med Gud, som betød, at alle drengebørn fremover skulle
omskæres. Ordren kom fra Gud selv, derfor er det begribeligvis ikke noget, der kan diskuteres eller
bare sættes spørgsmålstegn ved. Ikke for en oprigtigt troende jøde. Det ville være at fornægte Guds
ord, at spytte på det hellige og træde loven under fode. Et tegn på foragt for fællesskabet med Gud.
Det skal man lige huske, hvis man hidser sig op over omskæring af drengebørn. Især når man selv
hører til i en kultur og i en religiøs sammenhæng, der ikke ser noget behov for den slags. I hørte
Guds ord: Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande. Så var
jeres tunge i den sammenhæng. Vi er en del af den nye pagt med Kristus. Det betyder ikke, at alt det
gamle nødvendigvis er opløst. Og uanset hvad, så er Abrahams historie med Gud også en del af
vores historie og baggrund. I Kristus er vi Abrahams afkom.
Her ved det nye års begyndelse kan man jo godt håbe på, at det år kommer til at stå i velsignelsens
tegn snarere end i forbandelsens. Men udsigterne må give anledning til bekymring, når vi kigger
fremad. For hvor er vi på vej hen som land, som folk? Vi er splittede. Der er ikke nogen anden
måde at se det på. Det er en dyb splittelse, og den går mellem venner og familier og ødelægger
ellers gode fællesskaber. Vi opdagede det rigtigt i 2016. Det, at verden har åbnet sig for os, har gjort
nogle mennesker bange, for når døren står åben, så kan man både gå ud og ind, men det kan andre
så også, og skal de kunne det? Det spørger vi hele tiden os selv og hinanden om. Og tonen er blevet
så hård og uforsonlig i svarene, at vi nok må indse, at det bliver svært at bevare et fællesskab, hvor
alle føler sig hørt og forstået. Det vi normalt kalder et demokrati. Hvis vi gerne vil bevare det
fællesskab, så må vi lægge stilen om, og det skal være snart. Hårdt mod hårdt har aldrig givet
anledning til forståelse og forsoning, men altid kun til sprækker og revner og til sidst ødelæggelse.
Det gælder for alt i vores liv, og det begynder, lige som alt andet, med vores egen indstilling og
opførsel. Det synes jeg, at vi sammen skal tænke grundigt over i det nye år.
Paulus kunne godt være hård i filten. Kantet og ubøjelig og fuldstændig overbevist i sin tro har han
været. Og derfor et godt redskab for Gud i en svær begyndelsestid for de kristne. Men på et punkt
har han været foregangsmanden frem for alle andre. For Paulus kunne invitere ind i fællesskabet
som ingen andre. Jesu discipel Peter og Herrens bror Jakob var de egentlige ledere af kirken, for de
sad som øverste leder af menigheden i Jerusalem, de holdt fast i den jødiske pagt samtidig med at
de ærede den nye pagt i Kristus med nadver og dåb. Meget tyder på, at Peter og Jakob tænkte, som
Jesus også havde gjort det engang, at Kristus var kommet for at frelse de fortabte får fra Israel, altså
det udvalgte folk, og at det mest drejede sig om en slags indre missionsk redningsaktion. Jesus
havde selv set, at troen kunne være stærk i andre folkeslag. Gud gav sin søn den indsigt og viden, at
Gud ikke længere kun ville frelse nogle få, men nu ville kalde på de mange fra alle verdens
folkeslag. Og derfor kaldte Gud på Paulus. En tyrkiskfødt jøde, en romersk statsborger. Etnisk og
kulturelt var det noget rod, men for Guds plan om frelse for alle mennesker, var det perfekt.
Paulus er vores mand, vores forsvarer. Havde han ikke været der, så var vi jo aldrig blevet kristne
heroppe i det kolde og fjerne Nord. Vi gjaldt ikke engang som en del af verden for romere og
grækere. Vi var barbarer, hedninge og dertil fuldstændig utilregnelige og voldelige. Der kunne
nærmest ikke være tale om kultur, mente man sydpå, og undrede sig over, hvordan nogen kunne
holde det ud. Og mødte man sådan nogle som os nordboere, så var der da også en ret god chance
for, at man ikke var i et helt stykke bagefter. Men nogen så potentialet i os, nogen besluttede at give
missionen heroppe en chance, og her er vi så. En del af det kristne fællesskab, og tilmed ganske
kultiverede, når vi selv skal sige det. Alt sammen fordi Paulus i sin tid skrev, at det kommer ikke an
på at være jøde eller græker, træl eller fri, på at være mand og kvinde, for vi er alle én i Kristus. Det
kommer ikke an på, hvad vi har været, men hvad vi vil være for Gud. Sammen. I fællesskab. Et
fællesskab, hvor døren altid bør stå åben, for det er meningen, at alle skal med – også dem, der ikke
har indset det endnu.
Det er meget menneskeligt at være skeptisk over for noget nyt, at være forsigtig i forhold til det
uprøvede, men verden har brug for modige mennesker, der tør stå ved, hvad de tror og håber for os
alle. For gode mennesker, som ikke skælver ved tanken om åbne døre og åbne arme. Ja, man
risikerer at komme til skade med den holdning, og man risikerer at dø af at leve. Faktisk er det
ganske sikkert, at intet forbliver, hvad det er nu. Så vi kan lige så godt gå ind i fremtiden med åbne
øjne og holde hovedet højt. Hvor vi end går hen i Jesu navn, der er Gud med os, der følger Guds
velsignelse med dem, der stoler på Ham. Lad os gå det nye år i møde med frimodighed, for hvad vi
end er hver især, så er vi kristen menighed til sammen, og det er der ikke noget udefrakommende,
der kan ændre på eller true, så længe vi husker, at Guds ord ved Jesus Kristus er fundamentet under
vore liv. Verden er et omskifteligt sted, alt her er forgængeligt og vil med tiden forsvinde, men
Guds ord forbliver evindeligt.
Godt Nytår. Amen.