Sidste søndag efter H3K 2017
Engang var jeg i Sankt Petersborg, hvor jeg besøgte Isakkatedralen. Det er en fantastisk kirke,
utrolig smuk, og en af de seværdigheder man bør lægge vejen forbi, hvis man er på de kanter. Over
alteret i kirken har de et mosaikvindue med den opstandne Kristus. Der står han. Sejrrigt - med
fanen hævet. Herren, som brød dødens magt, og stod op igen, selv om han var både død og
begravet. Som I ved, vender hovedalteret mod øst i en kirke, så morgensolen kommer til at skinne
gennem det farvede vinduesglas. Jeg var der desværre om eftermiddagen, så jeg så det ikke selv,
men forestil jer det et øjeblik. At være til gudstjeneste en søndag morgen og se billedet af Kristus
fyldes af solskin. Hvordan strålerne omringer hele hans krop, den røde kjortel ulmer i blodets farve,
og hans ansigt skinner som solen.
Nej, vi behøver ikke at være der selv, vel? Nu har I også set billedet af den opstandne herre og
frelser Jesus Kristus. I har set det for jeres indre øje, og I har gemt billedet i jeres hjerter. Det er ikke
sikkert, at det ligner det billede, som jeg så i virkeligheden i Isakkatedralens vindue, men I har hver
især altid et indre billede af Jesus med jer. Det vækkes til live af Bibelens ord, når vi hører
evangeliet, så kan vi se ham tale til folkemængderne, række hånden ud mod syge og lidende eller
bryde brødet ved bordet. Jesus har også en stemme, vi hører den for vort indre øre, når vi læser Jesu
ord i Bibelen. Der er sikkert stor forskel på, hvor skarp eller blød den er, hvor lys eller dyb den er i
menneskers ører. Om det er en stemme, der taler til trøst eller irettesætter. Men vi kan se Jesus, vi
kan høre Jesus og vi kan mærke hans nærvær i særlige stunder. Når vi giver os selv tid til at være
Gud nær.
Helt så nemt går det ikke, når vi tænker på Gud Fader. For hvem er Gud? Hvordan er Gud? Når
man spørger tilfældige mennesker på gaden, og det er der jo altid nogen, der synes at de skal, så
bliver svarene tit lidt mærkeligt vage. Der bliver svaret, at det er vist noget med en stor kraft eller
ren ånd. Noget man ikke rigtig kan få hold og samling på, og da slet ikke få et billede af. Ja, men
sådan er det ikke hvis man spørger børn. De er som regel slet ikke i tvivl om, at Gud ser ud som en
gammel mand med langt hvidt skæg. Han sidder oppe på skyerne, omgivet af engle og bestemmer
alting. Jorden, mennesker og dyr har Han formet, som man former ting af modellervoks, sådan er
det bare. Børn har sådan en dejlig umiddelbar og praktisk tankegang til verden. De voksne derimod
– de har ikke megen tiltro til ting, man ikke umiddelbart kan se. Det, der ikke kan bevises. De har
egentlig heller ikke tid til den slags spørgsmål, så tanken om Gud drukner temmelig tit i arbejde, der
ikke er gjort endnu. Der er så meget vi skal nå, Gud må vente til en anden dag, og er Han nu ikke
også mest på banen til jul og på søndage?
Gud var ikke meget for at vise sig for sin menneskehed. Ikke til at begynde med i hvert fald. Moses
var en af de få mennesker, der fik lov til at se så meget af Gud, som et menneske kan tåle. Det
smittede af på ham. Han blev lysende, når han havde været sammen med Gud. Moses ansigt lyste
med en overjordisk hellig glans, så hans medmennesker blev helt bange for ham og tog afstand fra
ham. Det kunne jo være farligt. Hvem kunne vide, hvilken magt Moses ellers havde fået sammen
med denne herligheds glans. Gud, som har liv og død i sin hånd, er ikke nogen ufarlig
legekammerat for jordens børn og slet ikke menneskers ligemand. Gud er dødelig, når man kommer
Ham for nær. For stor, for mægtig, intet menneske kan se alt det, som Gud er, og stadig leve. Det
hellige skal man være varsom med, det nydes bedst i mindre doser. Så Moses dækker sit ansigt til.
Lukker ned for glansen, til den er falmet tilstrækkeligt til, at israelitterne igen tør omgås ham.
Der er langt mellem mennesker som Moses. Mellem dem, der tør være Gud nær, helt nær.
Disciplene var Jesus nær. De vandrede sammen, spiste sammen og ja, gjorde vel alt sammen, sådan
som man er nødt til, når man altid er på farten. Disciplene kendte Jesus. De var hans venner, Peter,
Jakob og Johannes var særligt nære venner af Jesus. Dem, han tog med sig, når der skulle ske noget
ud over det sædvanlige. Betød det, at de for alvor forstod, hvem han var? Nej, det gjorde de ikke. Vi
kan se det på deres reaktion i dag. Burde de ikke have kastet sig til jorden eller i det mindste have
frygtet den Jesus, der pludselig viste sig i lysende herlighed? Men Peter kaster sig i stedet direkte
ind i vores synsfelt med sit: Skal jeg ikke lige bygge nogle hytter til dig, Elias og Moses? Skal vi
ikke bare blive her på bjerget for altid? Peter er som barnet, der tager alting for, hvad det ser ud til
at være, og som naivt tror, at det hellige øjeblik kan fastholdes. Læseren af evangeliet trækker på
smilebåndet af Peter. Han er elefanten i glasbutikken. Han tager brodden af os, for Peter er jo os. Os
mennesker med vores klodsede forhold til det hellige, til skriften med loven og profeterne, til
frelsen ved vor Herre Jesus Kristus. Når Gud giver os sin enbårne søn, ofrer sig for os, giver sig selv
hen for os og viser os, at Han, vor himmelske Fader elsker os, sine jordiske skabninger, så bygger vi
et hus til Ham. Det kan vi da i hvert fald finde ud af. Så er det hellige også lige som rammet ind og
sat på plads, sløret er lagt over herlighedsglansen.
Nogen har bygget et meget stort hus til vor Herre i Sankt Petersborg. Isakkatedralen er en gigantisk
kirke. Der er vældig højt til loftet og kuplen hæver det endnu mere mod Guds himmel. Hvis man
turde, kunne det sikkert lyde fantastik at råbe højt derinde, men der er ikke nogen, der råber i Guds
hus. Man hvisker. Det kunne jo være, at Gud ellers tog anstød. Selv om det jo nok snarere er Hans
tjenere, præsterne, der ville tage anstød og dæmpe de formastelige ned. Det er et imponerende
bygningsværk. Med søjler og forgyldninger. Men Kristus sidder ikke i kuplen højt over
kirkegængerne. Næh, han venter ved alteret. Med sejrsfanen hævet, på vej ud af gravens mørke.
Klar til at sende sin herligheds lys ud over menigheden, når Guds sol sender sine velsignede,
livgivende stråler gennem glasset. Ganske som Gud hver dag og altid sender sin velsignelse over en
hel menneskehed gennem sin elskede søn Jesus Kristus. I ham har vi set Gud, i ham ser vi Guds
kraft og magt og herlighed, hver gang vi tør se på ham og give hjertet tid til at forstå, hvad det er, vi
ser.
Amen.