2. juledag 2016
Af og til kan det være svært at se noget som helst godt ved den verden vi lever i. Vi bliver hele
tiden bombarderet med fortællinger om vold og krig og ødelæggelse, så vi bliver helt fyldt med
bange anelser om, hvordan verden dog er ved at gå af lave. Vi ryster oftepå hovedet over, hvordan
de opfører sig andre steder i verden, men frygter også for os selv og vore kære, for er det hele nu
ikke ved at komme lovlig tæt på os selv og vore egne liv. Sådan føler vi, fordi vi får alt det onde og
ubehagelige direkte ind i vore egne stuer gennem medierne. Derfor har vi en idé om, at verden
bliver værre og værre at leve i.
Det er bare ikke rigtigt. Der har aldrig været så lidt vold og krig i verden, som der er nu. Vi er bare
kommet tættere på begivenhederne. Som tilskuere til en sportskamp på første række, hvor man kan
risikere at få bloddråber eller sved eller vildfarne bolde alt for tæt på eller måske endda blive ramt.
Og vi bliver ramt, når vi hele tiden konfronteres med verdens lidelse og nød, vi bliver ramt lige i
hjertet. Medierne spekulerer i det. Men det bør i høj grad få os til at tænke over, hvordan vi selv
lever, hvordan vi selv opfører os over for andre mennesker. Det er vel også vor Herre Jesu
anliggende i dag. Det er skarpe ord, han bruger. Det er vrede ord, og der er ingen tvivl om, at de
langt hen ad vejen har været velfortjente.
For de kristne blev forfulgt. Ikke bare blev de hånet og gjort nar ad, nej, de blev forsøgt udryddet,
for de passede lige som ikke ind i samfundet på det tidspunkt i historien. De var ikke villige til at
bøje af og integrere sig eller lægge deres nyvundne tro fra sig. De var ikke villige til at afsværge
troen på Jesus Kristus, og det kom mange til at betale for med deres liv. Det var modige mennesker,
der lige som Stefanus, havde mærket det liv, som Helligånden giver med troen, og når man først har
været der, så findes der ingen vej tilbage. Det må leves ud, ellers er der kun døden tilbage, og det
må være en død i Jesu navn i tillid til, at Faderen da henter sit barn hjem i evigheden efter denne
verdens lidelser.
De første kristne har kunne finde mod til at holde ud i forfølgelserne ved tekster, som dem, vi læser
i dag på Sankt Stefans dag, vores 2. juledag. Det var et spejl at holde op for deres egne liv. Og Jesus
lader jo heller ingen tvivl være tilbage om, at det bliver dem, der følger ham, som Gud har velbehag
i, og som vil blive salige, for de har sandheden. Jesus er Guds søn, dem der ikke vil se det, de vil
bliver overladt til sig selv. Og når vi nu ved, hvordan det gik Jerusalem, at byen blev hærget af
romerne efter endnu et jødisk oprør, og templet blev revet ned, så kan vi fornemme Guds vrede over
denne mangel på respekt for og tro på Hans søn og alle dem, Gud sendte ud for at fortælle om Kristi
fødsel, før tiden var inde. For Guds profeter havde heller ikke ligefrem nemme job. Også de blev
lagt for had og spottet. Børnene gjorde grin med dem, de voksne jog dem væk eller prøvede sågar at
stene dem. Der har været nok at blive fortvivlet og sørge over i tidens løb for dem, som bare gerne
ville have lov til at gøre Guds vilje og følge deres kald.
Også i dag er der kristne, der bliver forfulgt. Ikke her hos os, men heller ikke langt væk fra vore
egne grænser. Verden er blevet mindre. Alt er rykket tættere på os selv. Vi skal ikke glemme at
tænke på dem og deres lidelser. Vi skal bede for dem. De kan ikke gå frit i kirke, som vi kan. De må
skjule deres kors, og kan ikke frit bekende, hvad de tror og håber. Det er som at balancere på en
knivsæg, for hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med, og det viser sig ret hurtigt i vores
sprog, hvor vi hører til i religiøs henseende. Også de forfulgte kristne i nutiden vil kunne finde mod
og trøst i dagens tekster. Gud er med dem, trods al lidelse og undertrykkelse.
Men vi, de frie og lykkelige kristne, som frit kan gå i kirke og stille os op midt på torvet og bekende
vores tro på Jesus Kristus som verdens Herre og frelser, som kan gå med selv de største kors om
halsen, uden at nogen vil arrestere os eller forfølge os af den grund, hvad skal vi med disse
sørgelige og vrede tekster midt i den glade juletid? Vi skal huske, at det er gennem andre
menneskers blod, sved og tårer, at vi har vundet den frihed til at tro som vi kan og vil. Kun fordi
andre kæmpede kampen og Gud var med dem, kan vi frit gå i kirke og leve åbent som kristne
mennesker. Og vi skal takke Gud for det. Vi skal glæde os over den frihed, vi har og arbejde flittigt
for at beholde den. Den er nemlig ikke nogen selvfølge.
Derfor kan det naturligvis ikke nytte noget, at vi selv forvandler os til undertrykkere og bekæmpere
af frihed og vore demokratiske rettigheder, for jeg siger jer, at den, som vil undertrykke andre og
fratage dem deres frihed, vil få tilmålt retfærdighed fra Gud, i samme omfang som de selv deler ud.
Det er Gud, som skiller bukkene fra fårene, ikke os. Jesus har kaldt på os, vi skal følge ham. Det
skal vi gøre i lydighed og ikke mindst ydmyghed. Vi er ikke herrer, vi er tjenere, og vi tjener
Kristus i kærlighed. Hadet beherskede mennesker som kong Herodes, eller som de mænd, der
stenede Stefanus, og I kan se, hvad det gjorde ved dem. Had dræber. Had underkuer og berøver folk
deres frihed, men kærligheden sætter fri. Altid.
I kærligheden til medmennesket finder håbet også altid plads. De kristne som levede og døde for
deres tro og blev martyrer, som vi husker endnu, de håbede på at Gud tog deres ånd til sig. Men de
håbede også større end det. De havde et håb for fremtiden, for de næste generationer af kristne, at
deres liv skulle blive bedre. At de skulle få den frihed, som de ikke selv havde. Det er kærlighed.
Og Gud var med dem. Og Gud lod det ske, som de håbede. Som Han lod det ske, som profeterne
håbede og ønskede sig. Gud lod en frelser føde på jorden, sin søn, den enbårne. For vores skyld, så
vi til alle tider, trods verdens nød og lidelser, for altid må leve for troen og håbet og kærligheden og
kan dele den største glæde med hinanden. At Gud kom til os og ikke overlod os til os selv.
Amen.