1. No category

Anmeldelse
Aldrig så jeg s
Fem gafler til Nørlunds Gæstebud.
Langt ude i skoven ligger Nørlunds Gæstebud.
Dér giver det god mening at samles om et måltid
Af Claus Smidstrup og Grete Dahl
[email protected]
D
Man sigter mod slottet, men drejer til højre
mod det mere uanseelige, men så absolut
gæsteværdige hvide hus, hvor restauranten
er.
GAFLERNE
Nørlunds Gæstebud
Roldvej 142 (mellem Haverslev og Rold)
Tlf. 61 11 27 27
Åbent torsdag, fredag og lørdag. Køkkenet fra 17 til 21. Restauranten til kl. 23.
www.nørlundsgæstebud@dk
0 gaf­ler:
Ikke værd at bruge
hverken tid eller
penge på.
1 gaf­fel:
4 gaf­ler:
En rigtig god
oplevelse.
Spændende
mad.
Alt for meget gik
galt. Skuffende
mad.
5 gaf­ler:
2 gaf­ler:
6 gaf­ler:
God mad uden at
være prangende.
3 gaf­ler:
En god oplevelse.
Godt håndværk.
God mad.
En stor gastronomisk oplevelse.
Den helt store
gastronomiske
oplevelse.
Alt gik op i en
højere enhed.
10 / weekend 31. maj 2014
a vi sidder velfornøjede efter to
brag af en hovedret kommer tjeneren og foreslår, at vi går en tur
rundt om slottet, inden solen er gået
ned.
- Det tager kun tre minutter, siger
han og synes bare, at det er så eventyrligt flot. Han har lige selv taget sig den
korte pause, efter at dagens travlhed
på Nørlunds Gæstebud i kanten af Rold
Skov er overstået. Den lille spadseretur
rundt om det godt 400 år gamle slot,
mens de sidste solstråler spiller i alt det
grønne, er helt fortryllende, men det
har jo intet at gøre med den mad, vi er
kommet for at anmelde.
Og dog.
For den stolthed over stedet og dets
historie synes at række videre end de
små historier, tjenerne fortæller ved
bordene i den lille restaurant. Den synes også at finde vej til både tallerkner
og glas.
Såmænd også til de små surdejsbrød,
der sættes på bordet med økologisk
smør, og som er lette, syrlige og sprøde.
Jeg bestiller dagens menu og medspiseren vælger af de fem retter fra spisekortet. Desværre havde hun udset sig
den vildtterrin, der ikke er mere af,
men når i hus med sin hovedret, som hører vi, da nabobordet bestiller - er
den næstsidste. Der er altså en vis sårbarhed over for gæsternes luner og ønsker - måske især efter en travl eftermiddag - som også kommer til udtryk
ved en lidt uharmonisk ventetid mellem retterne, men så er der vist også
sagt det negative, der kan siges om
Nørlunds Gæstebud, for måltidet var
på alle måder en dejlig oplevelse.
Forrygende bisque
Medspiseren lagde ud med en carpaccio - af himmerlandskalv fra Farsø, forstod vi - som blev serveret med de salater og urter, der er nået at gro op i stedets have, og rosiner, der havde trukket i æblespiritus for at give den sarte
kalv lidt modspil. Lidt for bidsk, syntes
medspiseren, der til gengæld blev ramt
i sit madhjerte af, at parmesanosten
var erstattet
af vesterhavs­ost.
Nørlunds
Gæstebud
kan godt lide
at bruge,
hvad der er i
nærheden,
Hummerbisquen havde den brændte og fintmen hellebitre kant, der hævede den til det ypperlige.
flynderen i min hummerbisque var
dog hentet i Grønland. Sådan som det
lille fine stykke fisk smagte, kunne det
for min skyld have været hentet hvor
som helst, og den var i et forrygende
selskab med en bisque, der på en gang
var cremet lækker og havde den
brændte og fintbitre kant, der hævede
den til det ypperlige. Enkelte perler af
ramsløg-olie svømmede rundt og gav
sammen med bløde løg og bronzefennikel ekstra smage.
Den tilhørende vinmenu begyndte
med et glas helt særlig californisk hvidvin, Ampelos Viognier 2013, som ikke
er den mest kælne hvidvin, jeg har
smagt. Derimod var den rank, mineralsk, lidt spids måske men med en helt
usædvanlig fylde. Perfekt til maden og
det ekstra halve glas, som tjeneren
fandt en anledning til at skænke, var
meget velkomment.
Medspiseren, der skulle holde sig køreklar, havde valgt den saftmenu, som
Nørlunds Gæstebud tilbyder, og som forklarede tjeneren - helst rummer
egenproducerede safter, men at det
kan være svært at nå den ambition året
rundt. Altså var det tyske chardonnaydruer, der havde lagt saft til menuens første glas, der var absolut velsmagende og fyldigt, men til den søde side,
lidt for lun og kunne ikke, hvad hvidvinen kunne.
Marvskiver skiller vandene
Omtrent en times tid senere fik vi hovedretten, som i begge tilfælde rigelig
var ventetiden værd. Medspiseren havde valgt braiserede svinekæber med risotto af perlespelt, abrikos og urter, og
retten blev serveret af stedets indehaver, Martin Knudsen, som bemærkede,
at han altid blev glad, når en kvinde
bestilte en braiseret ret, inden han med
nævnte stolthed forklarede om rettens
tilbliven, om hvordan han kogte ind
først med vin og så med braiserlage.
Det havde resulteret i en kraftfuld,
ypperlig sovs, der suverænt klædte de
møre kæber og den cremede speltotto,
hvor de tørrede abrikosstykker lykkedes som prikken over i’et i den velkomponerede ret. En kraftig ret, konstaterede en temmelig glad og mæt medspiser, og vi besluttede at fravælge det
ostebræt, vi havde tænkt os at dele, inden jeg skulle have dessert.
Det kunne kokken egentlig godt forstå, for der havde været ost i både forog hovedret. Sådan én fik jeg også, altså hovedret, og det var to stykker meget smagfulde oksemørbrad, som blev
serveret med glaserede grøntsager små kartofler, gulerødder, asparges,
forårsløg, majroer - og med skiver af
pocheret marv. Det er dér, vandene
skilles, sagde kokken, som syntes, at
Spisesteder
så dejlig en restaurant
Det er på alle måder en fryd at være gæst på Nørlunds Gæstebud.
Kokken og indehaveren Morten Knudsen glædede sig over, at min medspiser valgte braiserede svinekæber. Det var hun også glad for.
marven i den grad hørte med, og så
skal de selvfølgelig også på tallerkenen. Selv står jeg lidt tørskoet - altså
mellem de skilte vande - marvskiverne
var for mig mere fornemmelse end
smag, men jeg anerkender deres berettigelse. Rettens sidste ingrediens udover ramsløgblomster var en bordelaisesovs, der på nærmest magisk vis overgik medspiserens sovs i kraft og smag.
Rødvinen dertil - som medspiseren
havde valgt i stedet for saft - var en Lirac 2011 Côtes du Rhone, domaine de
la Mordorée, som var så kraftfuld, at
den var en fornøjelse for én, der godt
kan lide rødvine, som er vilde og voldsomme. Tjeneren sagde, at vinen ville
have godt af at stå fem minutter i glasset, men faktisk var den først foldet
helt ud efter gåturen omkring voldgraven.
Eminent. Det store ord dækker knap
desserten, der bestod af rabarberconsommé - klar suppe - omkring en støbt
parfait af hvid chokolade med en skeformet portion jordbærsorbet ovenpå.
I suppen nogle nye halve jordbær og
tynde skiver rabarber og på toppen af
den lyserøde ret et grønt citronmelisseblad og en tuille. Smukt, enkelt og en
Ordet eminent rækker ikke til at beskrive rabarberdesserten.
dessert, som både var sød og let syrlig.
Medspiseren fik et glas rabarbersaft,
som var spædet op med danskvand for
at dæmpe sødmen, og jeg et glas sauterne - Chateau Rieussec 2008 1er cru
classé Sauternes. Mægtig i smagen,
sød og kraftfuld, men også med en
anelse syre og bare velvalgt.
Så sidder man dér, lidt overvældet og
helt modtagelig over for forslaget om
en kop kaffe, som snart kom fyldig og
god i en stempelkande og med en tallerken med små lækkerier, ”hvis vi nu
kunne spise mere”: En lille napoleonshat, en ragusa - nougat, chokolade og
nøddeflager, og en lille romkugle, der
havde i smag og fylde, hvad den ikke
havde i volumen. Til hver. En meget
lækker afslutning på et meget vellykket
måltid, hvor mad, vin, betjening, omgivelser, solskin og stolthed spillede
sammen, så det var en fryd.
Regningen løb op i 1020 kroner - en
menu koster 295, en vinmenu 265 og
en saftmenu 135 - og har man en dag
den sum at spise ude for, så er Nørlunds Gæstebud absolut et godt bud
på, hvor de er brugt godt - med eller
uden gåtur. Vi giver i hvert fald fem
gafler for dén oplevelse.
weekend 31. maj 2014 /
11