Min søn er også millionær

ERHVERV | 3
JydskeVestkysten | Lørdag 12. Januar 2008
■
Min søn er også millionær
LANDMANDSLIV: Det går
godt for Laust og Stinne i
Harreby. De er blevet millionærer, og faren og naboen er blevet mangemillionærer. I går var der rejsegilde på stalden til 400 køer.
Af Niels Ole Krogh
Tlf. 73 32 50 22, [email protected]
Suppen er kraftfuld og skoldhed.
Smagen er stærk og pikant. Kødbollerne er rullet mellem hænderne på
Stinnes mor, Rigmor Andersen.
– Den er lavet fra bunden. Alting
bliver nu bedst, når det er lavet fra
bunden, pointerer Jessie Stenger i
køkkenet. Ordene er dobbeltbundede. For de er ikke kun møntet på
suppen, men på sønnens, Lausts, og
svigerdatteren Stinnes store projekt: En hel ny gård bygget på den
flade mark i flækken Harreby mellem Rødding og Ribe. I går var der
rejsegilde på den ene af de to stalde.
4000 kvadratmeter – næsten en tønde land og med plads til 400 køer.
Folk gik rundt og var fornøjede.
Ikke mindst Lausts far, Antoni Stenger, der er blevet ansat af sønnen.
Han »glæder sig helt vildt«.
– Jeg er blevet mangemillionær,
kundgør han med et bredt og lunt
smil, mens otte kraner og dobbelt så
mange håndværkere bakser med at
få den 18. og sidste stålbue på plads
over hovedet på ham. Salget af 100
hektar jord til sønnen på et tidspunkt, da jordpriserne er eksploderet, har hjulpet godt til den velpolstrede bankkonto.
Billigt foder
– Konjunkturerne har gjort meget,
men vi har også tjent gode penge på
30 års kvæglandbrug, siger han og
forklarer, at han for en del år begyndte at fodre sine dyre efter kinesiologiske principper. En viden, som
Laust også vil bygge sin bedrift på.
– Når jeg sammenligner med en
almindelig bedrift, så har jeg sparet
noget, der ligner 150.000 kroner om
året på foder. Så når Laust kommer
til at få tre gange så mange kører, så
Otte kraner sørgede for, at den sidste af stålbuerne fra Thyssen Stål blev monteret ved rejsegildet i går på Stinnes og Lausts nye gård. Den har endnu ikke noget
navn. Men det kommer. Først skal det hele på plads. Stalde, stuehus, lindeallé og alt det andet, parret går og glæder sig til.
FOTO: CHRESTEN BERG
vil han spare det tredobbelte, siger
han.
– Om jeg har betænkeligheder på
min søn vegne? Ikke det fjerneste.
Jeg blev da selv spået så mange dårligdomme, da jeg overtog fra min far
i 1976. Han havde 20 køer, jeg fik 60
og Laust skal have det tredobbelte i
første omgang. Nej, ser de en åben
dør, så skal de gå ind af den, siger
han og griner.
– Hæ hæ. En del har jo misforstået
det, der stod i den første artikel. Gården har jo ikke kostet 50 millioner
kroner. Den er det værd. Der er allerede millioner i friværdi på den,
gnægger Antoni Stenger.
Den første gæst med en sammenrullet vimpel er dukket op. Det er naboen Henrik Kloppenborg. Han er
også blevet millionær efter at have
solgt 110 hektar jord til Lausts og
Stinne. Østergaard, som han drev i
5. generation.
Det rigtige valg
– Jeg havde Laust og Stinne på rundvisning – inde i stuehuset og overalt.
Men det er helt rigtigt, det de gør.
Havde de købt en halvdød gård som
min, så havde det indskrænket deres horisont. Der følger så meget
med sådan et gammelt sted, siger
han og ser helt glad ud over, at han
selv er ved at vriste sig ud af arven.
Jo, han er enig i, at der er for få unge,
der tør tænke stort og bygge noget
op fra bunden som Laust og Stinne.
– Banken har tiltro til Laust. Det
har sikkert med de udtalelser fra tidligere arbejdspladser og hans uddannelse som agrarøkonom at gøre,
siger Henrik Kloppenborg. Også
han tyr til slægtens erfaringer, når
han skal vurdere det nye, der sker i
Harreby.
– Min far gav 200.000 for Østergaard. Jeg gav to millioner, og nu
har jeg solgt for 20 millioner kroner.
I Stinne og Lausts midlertidige bopæl på en nedlagt gård i nærheden
er der roser og lovord til suppen og
det unge par fra 3. generation.
En fantastisk bedrift
Stinnes bedstefar, forhenværende
tømrermester Anders Andersen fra
Gredstedbro, beskriver børnebørnenes bedrift som fantastisk. Samtidig erkender han, at tempoet er
skruet urimeligt meget op i forhold
til dengang, han var landmand.
– Tre gange om dagen skulle jeg
med tre fingre malke de tre køer.
Nej, hvor blev jeg træt af det. Laust
får sin malkekarrusel. Det bliver en
ren fabrik, konstaterer han tørt.
Det er godt nok stort – for stort?
LANDMANDSLIV ANNO 2007
Jørgen Geertsen, fodermester: Det
er stort, men min arbejdsgiver har
gang i noget, der bliver dobbelt så
stort. Førhen kunne du nå at få et
forhold til besætningen. I dag risikerer du jo, at du kun skal malke hver
evig eneste dag. Det går ud over
skuldrene. Det hele bliver meget fabriksagtigt.
Af Niels Ole Krogh
Henrik Kloppenborg, nabo og sælger af 100 hektar jord til Stinne og
Laust: Det er fint, at de kan og tør.
For mig som 56-årig ville det være
for stort et pres at binde an med så
stor en bedrift. Og da ingen af mine
tre børn vil tage over, så er jeg glad
for at se noget nyt skyde op.
Antoni Stenger, far til Laust, som
han også er ansat af: Det kan ikke
blive for stort. Jeg ventede i mange
år på at kunne købe naboejendommen. Først senere begyndte jeg at
købe jord op længere væk. Laust og
Stinne får en sund gård, der allerede har en friværdi på flere millioner.
Stinne Andersen, bondekone, landmand, mor til to og tandplejer: Jeg
sover roligt om natten. Alt går efter
planen, og jeg er tit på byggepladsen og stiller spørgsmål til det fornuftige i planerne – mest når det
gælder køernes ve og vel. Til juni
flytter vi ind. Det ser vi utroligt meget frem til.
Der bliver færre og færre landmænd
i fødevarelandet Danmark. Hårdt arbejde, store investeringer, et omskifteligt marked og ønsket om at kunne
leve et normalt, dansk kernefamilieliv
skræmmer mange fra at få foden under egen malkemaskine.
Blandt undtagelserne hører Stinne
Andersen og Laust Stenger, begge
28 år gamle og forældre til Jakob og
Anders. Til maj står et helt nyt stuehus og to stalde klar til indflytning for
den lille familie i Harreby mellem Ribe
og Rødding.
JydskeVestkysten følger parrets
livtag med landmandslivet, som det
former sig kort efter årtusindskiftet.