ERHVERV | 3 JydskeVestkysten | Lørdag 12. Januar 2008 ■ Min søn er også millionær LANDMANDSLIV: Det går godt for Laust og Stinne i Harreby. De er blevet millionærer, og faren og naboen er blevet mangemillionærer. I går var der rejsegilde på stalden til 400 køer. Af Niels Ole Krogh Tlf. 73 32 50 22, [email protected] Suppen er kraftfuld og skoldhed. Smagen er stærk og pikant. Kødbollerne er rullet mellem hænderne på Stinnes mor, Rigmor Andersen. – Den er lavet fra bunden. Alting bliver nu bedst, når det er lavet fra bunden, pointerer Jessie Stenger i køkkenet. Ordene er dobbeltbundede. For de er ikke kun møntet på suppen, men på sønnens, Lausts, og svigerdatteren Stinnes store projekt: En hel ny gård bygget på den flade mark i flækken Harreby mellem Rødding og Ribe. I går var der rejsegilde på den ene af de to stalde. 4000 kvadratmeter – næsten en tønde land og med plads til 400 køer. Folk gik rundt og var fornøjede. Ikke mindst Lausts far, Antoni Stenger, der er blevet ansat af sønnen. Han »glæder sig helt vildt«. – Jeg er blevet mangemillionær, kundgør han med et bredt og lunt smil, mens otte kraner og dobbelt så mange håndværkere bakser med at få den 18. og sidste stålbue på plads over hovedet på ham. Salget af 100 hektar jord til sønnen på et tidspunkt, da jordpriserne er eksploderet, har hjulpet godt til den velpolstrede bankkonto. Billigt foder – Konjunkturerne har gjort meget, men vi har også tjent gode penge på 30 års kvæglandbrug, siger han og forklarer, at han for en del år begyndte at fodre sine dyre efter kinesiologiske principper. En viden, som Laust også vil bygge sin bedrift på. – Når jeg sammenligner med en almindelig bedrift, så har jeg sparet noget, der ligner 150.000 kroner om året på foder. Så når Laust kommer til at få tre gange så mange kører, så Otte kraner sørgede for, at den sidste af stålbuerne fra Thyssen Stål blev monteret ved rejsegildet i går på Stinnes og Lausts nye gård. Den har endnu ikke noget navn. Men det kommer. Først skal det hele på plads. Stalde, stuehus, lindeallé og alt det andet, parret går og glæder sig til. FOTO: CHRESTEN BERG vil han spare det tredobbelte, siger han. – Om jeg har betænkeligheder på min søn vegne? Ikke det fjerneste. Jeg blev da selv spået så mange dårligdomme, da jeg overtog fra min far i 1976. Han havde 20 køer, jeg fik 60 og Laust skal have det tredobbelte i første omgang. Nej, ser de en åben dør, så skal de gå ind af den, siger han og griner. – Hæ hæ. En del har jo misforstået det, der stod i den første artikel. Gården har jo ikke kostet 50 millioner kroner. Den er det værd. Der er allerede millioner i friværdi på den, gnægger Antoni Stenger. Den første gæst med en sammenrullet vimpel er dukket op. Det er naboen Henrik Kloppenborg. Han er også blevet millionær efter at have solgt 110 hektar jord til Lausts og Stinne. Østergaard, som han drev i 5. generation. Det rigtige valg – Jeg havde Laust og Stinne på rundvisning – inde i stuehuset og overalt. Men det er helt rigtigt, det de gør. Havde de købt en halvdød gård som min, så havde det indskrænket deres horisont. Der følger så meget med sådan et gammelt sted, siger han og ser helt glad ud over, at han selv er ved at vriste sig ud af arven. Jo, han er enig i, at der er for få unge, der tør tænke stort og bygge noget op fra bunden som Laust og Stinne. – Banken har tiltro til Laust. Det har sikkert med de udtalelser fra tidligere arbejdspladser og hans uddannelse som agrarøkonom at gøre, siger Henrik Kloppenborg. Også han tyr til slægtens erfaringer, når han skal vurdere det nye, der sker i Harreby. – Min far gav 200.000 for Østergaard. Jeg gav to millioner, og nu har jeg solgt for 20 millioner kroner. I Stinne og Lausts midlertidige bopæl på en nedlagt gård i nærheden er der roser og lovord til suppen og det unge par fra 3. generation. En fantastisk bedrift Stinnes bedstefar, forhenværende tømrermester Anders Andersen fra Gredstedbro, beskriver børnebørnenes bedrift som fantastisk. Samtidig erkender han, at tempoet er skruet urimeligt meget op i forhold til dengang, han var landmand. – Tre gange om dagen skulle jeg med tre fingre malke de tre køer. Nej, hvor blev jeg træt af det. Laust får sin malkekarrusel. Det bliver en ren fabrik, konstaterer han tørt. Det er godt nok stort – for stort? LANDMANDSLIV ANNO 2007 Jørgen Geertsen, fodermester: Det er stort, men min arbejdsgiver har gang i noget, der bliver dobbelt så stort. Førhen kunne du nå at få et forhold til besætningen. I dag risikerer du jo, at du kun skal malke hver evig eneste dag. Det går ud over skuldrene. Det hele bliver meget fabriksagtigt. Af Niels Ole Krogh Henrik Kloppenborg, nabo og sælger af 100 hektar jord til Stinne og Laust: Det er fint, at de kan og tør. For mig som 56-årig ville det være for stort et pres at binde an med så stor en bedrift. Og da ingen af mine tre børn vil tage over, så er jeg glad for at se noget nyt skyde op. Antoni Stenger, far til Laust, som han også er ansat af: Det kan ikke blive for stort. Jeg ventede i mange år på at kunne købe naboejendommen. Først senere begyndte jeg at købe jord op længere væk. Laust og Stinne får en sund gård, der allerede har en friværdi på flere millioner. Stinne Andersen, bondekone, landmand, mor til to og tandplejer: Jeg sover roligt om natten. Alt går efter planen, og jeg er tit på byggepladsen og stiller spørgsmål til det fornuftige i planerne – mest når det gælder køernes ve og vel. Til juni flytter vi ind. Det ser vi utroligt meget frem til. Der bliver færre og færre landmænd i fødevarelandet Danmark. Hårdt arbejde, store investeringer, et omskifteligt marked og ønsket om at kunne leve et normalt, dansk kernefamilieliv skræmmer mange fra at få foden under egen malkemaskine. Blandt undtagelserne hører Stinne Andersen og Laust Stenger, begge 28 år gamle og forældre til Jakob og Anders. Til maj står et helt nyt stuehus og to stalde klar til indflytning for den lille familie i Harreby mellem Ribe og Rødding. JydskeVestkysten følger parrets livtag med landmandslivet, som det former sig kort efter årtusindskiftet.