1. No category

hus forbi
nr. 10 oktober 2010 14. årgang | pris 20 kr. | 8 kr. går til sælgeren | køb af sælgere med synligt id-kort
betaler for forbrugsfesten
Fattige må gå
forgæves efter
julehjælp
politikernes gave
til de svageste
De frivillige
organisationer
får kniven
kommuner vil ikke
lave udsatteråd
Demokrati
forbudt for
de skæve
hus forbi
KONTAKT
tlf. 8993 7474
REDAKTION
ANSVARSHAVENDE REDAKTØR
Jens Høvsgaard
[email protected]
REDAKTIONSSEKRETÆR
Simon Ankjærgaard
[email protected]
SKRIBENTER og FOTOGRAFER på dette nummer:
Peter Keiding
Trine Kit Jensen
Assia Awad
Sofie Pedersen
Anne Andersen
Birgitte Ellemann Höegh
Holger Erik Henriksen (foto)
Joachim Rode (foto)
Flemming Schiller (foto)
Martin Bubandt (foto)
FORSIDEFOTO
Brian Severin Rasmussen, Workflow 3D.dk/Joachim Rode
KORREKTUR
Bro Kommunikation A/S
LAYOUT
salomet grafik
KONTAKT REDAKTIONEN
tlf. 2990 2424
[email protected]
SALGSAFDELING
Jimmy Rohde, tlf. 5133 8128
[email protected]
Rikke Kratholm, tlf. 2932 9084
[email protected]
SÆLGERKONTAKT
tlf. 5133 8128/2932 9084
UDGIVER
Foreningen Hus Forbi
Bragesgade 10 B, stuen, 2200 København N
Tlf. 2990 2424, www.husforbi.dk
DEBATINDLÆG
[email protected]
DISTRIBUTION
Boformer for hjemløse, varmestuer, medborgerhuse m.m.
kan fungere som distributør for Hus Forbi – dvs. være
udleveringssted af avisen til sælgerne.
Kontakt os på: tlf. 2932 9084/5133 8128
(se listen af distributører på www.husforbi.dk).
ABONNEMENT
STANDARDABONNEMENT: 340 kroner (12 numre om året
– inklusive moms, porto og gebyr).
STØTTEABONNEMENT: 540 kroner
Henvendelser om abonnement på tlf. 7026 7006
eller [email protected]
BIDRAG
Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du sætte beløbet ind
på kontonummer (9541)60028842.
Mærk indbetalingen ’bidrag’.
TRYK Medieselskabet Nordvestsjælland
OPLAG 70.000
LÆSERTAL 377.000 (1. halvår 2010)
ifølge Index Danmark/Gallup
ANTAL SÆLGERE Cirka 500
ISSN 1397-3282
Næste nummer udkommer den 1. oktober 2010.
OM HUS FORBI Hus Forbi udkom første gang i 1996 og sælges af
hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker.
Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer.
Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede grupper
både via indholdet af Hus Forbi og i mødet med sælgeren.
Hus Forbis sælgere er alle udstyret med et id-kort udstedt af Hus
Forbis sekretariat. Salget af Hus Forbi fungerer for sælgerne som et
alternativ til tiggeri og eventuel kriminalitet. Indholdet i Hus Forbi
produceres primært af professionelle freelancere, fotografer og
illustratorer. Hus Forbi er medlem af det internationale netværk af
gadeaviser, INSP.
| leder |
Velkommen på forsiden
Det er vist de færreste danskere, der ikke har set tv-julekalenderen Jul i Gammelby. Enten i 1979, da den blev vist første gang, eller en af de efterhånden
mange gange, den er blevet genudsendt. Derfor er alle sikkert også helt med
på handlingen og historien om borgmesteren, der er ved at gå op i limningen af
bekymring over, at hans fragtskib, det gode skib Håbet, ikke er vendt tilbage med
sin dyrebare last fra de varme lande.
’Der bliver ingen julefest i år’, proklamerer storkøbmanden, som også er byens
borgmester, over for både børn, nisser, hustru og kommis. Medmindre skibet når
i havn, før lågen med nummer 24 skal åbnes, så kan de alle som én betragte julen
som aflyst, for nu skal der spinkes og spares. Men hverken nisserne på loftet eller
børnene, Mads og Mette, er begejstrede
for, at den økonomiske genopretningsplan medfører, at borgmesteren inddrager både grød og gaver. Derfor gør de
fælles front i de følgende 23 afsnit, og
med drillerier og nissemagi forsøger de at
få ham til at forstå, at det er rigtig ufedt
at tage julens sul fra andre for at kunne
hytte sit eget velnærede skind.
Men selvom vi alle som nævnt burde
kende historien til hudløshed, så er der
desværre nogle, der har glemt moralen.
En del af disse personer har vi tilladt os
at pynte op med på forsiden af dette
nummer af Hus forbi. På hver sin visne
grangren kan de så hænge og dingle hele
oktober måned, mens de tænker over,
om det er okay, at for op mod 300.000
fattigdomsplagede danskere bliver det så
som så med julehyggen i år. De kan også
forsøge at mærke efter, om det føles i
orden at sende regningen for de velstilledes forbrugsfest videre til samfundets
allersvageste – dem på kontanthjælp, starthjælp og SU. De kan granske deres
julesind for at finde svar på, hvad de vil gøre for at hjælpe de mange tusinder, der
i år vil blive mødt med et ’desværre, der er ikke mere’, når de henvender sig hos
private organisationer som for eksempel Frelsens Hær for at komme i betragtning til julehjælp. Og så kan de fundere over, om de med god samvittighed og
tilsvarende smag i munden stadig vil kalde det danske samfund for et velfærdssamfund, når nogle er så hårdt pressede økonomisk, at de som Betina Lott, som
vi fortæller om i dette nummer, må vælge mellem at købe frugt til børnene eller
en ny pære til lampen, fordi der ikke er råd til begge dele.
Nu giver vi dem en måned på forsiden og håber så, at de efterfølgende vil gøre
deres yderste for at få bugseret det gode skib Håbet sikkert i havn. Ellers bliver
der ingen julefest i år.
På hver sin visne
grangren kan de
så hænge og dingle
hele oktober
måned, mens de
tænker over, om
det er okay, at for
op mod 300.000
fattigdomsplagede
danskere bliver det
så som så med
julehyggen i år.
Jens Høvsgaard, ansvarshavende redaktør
Vi støtter Hus Forbi
v/Annemette Lyngh
Vil du også støtte Hus Forbi?
2
Det koster 5.000 kroner om året at få sit firmalogo her på siden. Send en mail til [email protected]
| HUS FORBI | nr. 10 oktober 2010 | 14. årgang
| indhold |
4
Igen i år vil mængden
af ansøgninger
til julehjælp stige
eksplosivt. Desværre
har de humanitære
organisationer svært
ved at følge med,
så flere tusinde fattige
risikerer at stå tomhændede tilbage.
16
Hvordan kan hjemløse
og andre socialt udsatte
sætte deres præg på
lokalområdet?
Svaret er, at det kan
de ikke. Kun 12 ud af
landets 98 kommuner
har nedsat et udsatteråd
– og socialministeren
har ingen planer om at
gøre rådene obligatoriske.
20 5 skarpe
Preben Brandt bliver formand for det
kommende udsatteråd i København.
8
Regeringen lægger
vægt på vigtigheden af
frivilligt arbejde på det
sociale område, men
fakta er, at de frivillige
organisationers aktiviteter næste år kommer
under voldsomt pres,
fordi de bliver skåret i
de offentlige tilskud.
24
Projekt Udenfor
sørger for aftensmad
til Københavns hjemløse. Hus Forbi tog med
Den Mobile Café.
| et billede fra gaden |
foto Holger Erik Henriksen
Vov’et arrangement: Hyggestund, da der på Israels Plads var debat om hjemløshed og koncert til
fordel for de hjemløses hunde.
21 noter
Lars Løkke vil gøre alle danskere rige –
DR begynder med at drysse lidt luksus ud
over fire hjemløse.
22 så er det sagt
Carsten Jensen hudfletter
dobbeltmoralen i dansk film.
23 læserne skriver
32 føljeton fra gaden
Læs seneste afsnit i føljetonen om Allan,
der er 35 år, hjemløs og Hus Forbi-sælger.
HUS FORBI
| nr. 10 oktober 2010 | 14. årgang | 3
Tusinder af fattige
vil få nej til julehjælp
Igen i år vil den stigende fattigdom kunne aflæses direkte i uddelingen af julehjælp.
Antallet af ansøgere vil stige eksplosivt, og flere tusinde vil gå forgæves,
lyder meldingen fra de organisationer, der står for uddelingen.
af Simon Ankjærgaard
foto Joachim Rode
De humanitære organisationer,
der uddeler julehjælp til landets
fattigste borgere, forbereder sig
allerede nu på alenlange køer – og
på at måtte sige nej til op mod
halvdelen af dem, der søger. Det
viser en rundringning foretaget
af Hus Forbi.
Frelsens Hær er den største
private uddeler af julehjælp, der
primært gives til enlige forsørgere
på kontanthjælp, starthjælp eller
førtidspension. Sidste år modtog
organisationen 9.460 ansøgninger
og uddelte 7.000 julepakker. I år
vil flere stå i kø, men der vil ikke
nødvendigvis være flere julepakker at dele ud af, lyder meldingen.
- Behovet for julehjælp har
været støt stigende siden 2000.
Dengang uddelte vi 3.800 julepakker. Nu er vi oppe på 7.000, og
vi må erkende, at vi er ved at nå
grænsen for, hvad vi rent logistisk
og økonomisk kan håndtere, siger
informations- og forvaltningschef
Lars Lydholm.
Hos ASF-Dansk Folkehjælp
behandler man kun ansøgninger
fra borgere, der er blevet erklæret
egnede til at modtage julehjælp
af deres kommunale socialforvaltning. Sidste år gav det 5.000
godkendte ansøgere, hvoraf 2.440
fik julehjælp. I år forventer organisationen over 7.000 godkendte
ansøgere.
- I sommer kunne vi se, at 51
procent flere havde søgt om feriehjælp i forhold til sidste år. Derfor
forventer vi også en stigning på
50 procent til vores julehjælp,
men den kan sagtens blive meget
højere. I 2009 så vi eksempelvis
en fordobling i antallet af ansøgere i forhold til 2008, siger
4
Klaus Nørlem, generalsekretær i
ASF-Dansk Folkehjælp. Med den
markante stigning kommer også
udsigten til at skulle give flere
tusinde fattige danskere afslag.
- Sidste år samlede vi 3,3 millioner kroner ind. I år håber vi at
runde fem millioner indsamlede
kroner, hvilket rækker til 4.000
julepakker. Det betyder desværre,
at der vil være mellem 3.000 og
6.000, som vi må sige nej til. Det
er meget beklageligt, siger Klaus
Nørlem.
- Politikerne vil
gerne sige, at
stigningen i søgningen til julehjælp skyldes
finanskrisen, men
vi så de store
stigninger allerede
i perioden 20042006. Det er en
politisk bestemt
fattigdom.
Lars Lydholm, informations- og
forvaltningschef, Frelsens Hær
Modtagerne af Mødrehjælpens
julehjælp findes primært blandt
de trængte mødre og gravide, som
organisationen løbende giver økonomisk og social rådgivning til.
Også her forbereder man sig på en
stigning i antallet af ansøgere.
- Sidste år noterede vi en
| HUS FORBI | nr. 10 oktober 2010 | 14. årgang
stigning i uddelingen af checks
på 48 procent i forhold til året før.
Vi forventer, at niveauet for dette
års julehjælp vil stige yderligere,
men ikke nødvendigvis så meget
som sidste år, siger Pernille Marott fra Mødrehjælpens presseafdeling.
En politisk bestemt fattigdom
Ifølge de humanitære organisationer er stigningen i ansøgere til
julehjælp en direkte konsekvens
af den støt stigende danske fattigdom. Ifølge de seneste tal fra
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd lever 300.000 danskere i fattigdom, heriblandt 65.000 børn.
Dette fattigdoms-boom har sat
organisationerne under pres.
- Der er kommet flere kunder i
butikken, og det er lig med større
udgifter. Samtidig er vi pressede af svigtende indtægter fra
firmaer og fonde, som på grund af
finanskrisen har sparet på deres
donationer, siger Lars Lydholm fra
Frelsens Hær.
Finanskrisen er dog ikke
den primære forklaring på den
eksplosive stigning i ansøgere
til julehjælp, understreger Lars
Lydholm. Det er politikernes
beslutning om at lægge loft over
kontanthjælpen og indføre lave
sociale ydelser såsom starthjælp
og introduktionsydelse.
- Politikerne vil gerne sige, at
stigningen i søgningen til julehjælp skyldes finanskrisen, men
vi så de store stigninger allerede
i perioden 2004-2006. Det er en
politisk bestemt fattigdom i form
af kontanthjælpsloft og lav starthjælp. Det er de mennesker, vi
møder, og der kan man ikke bruge
finanskrisen som undskyldning,
siger Lars Lydholm fra Frelsens
Hær.
Klaus Nørlem fra ASF-Dansk
Folkehjælp er enig.
- Det er en fattigdom, som vi
dagligt er i berøring med. Lovgivningen om loft over forskellige
bistandsydelser er en væsentlig
årsag til den voldsomme stigning
i ansøgningerne til feriehjælp og
julehjælp. I takt med at leveomkostningerne og priserne stiger
i Danmark, bliver de, som allerede har mindst, endnu fattigere.
Udsigten til, at disse familiers
livsvilkår ændrer sig, er ikkeeksisterende, siger han.
Også i Arbejderbevægelsens
Erhvervsråd er analysen af den
stigende fattigdom klokkeklar.
- Den vigtigste forklaring på
den stigende fattigdom er politisk,
siger chefanalytiker Jonas Schytz
Juul.
- Nedsættelsen af de sociale
ydelser rammer dem på bunden
af samfundet. De får simpelthen
færre penge mellem hænderne og
bliver skubbet dybere ned i fattigdom. Samtidig er der flere, der
mister deres eksistensgrundlag
i tilfælde af arbejdsløshed. Det
gælder særligt dem, der ikke har
haft en arbejdsløshedsforsikring,
og som ikke er berettiget til dagpenge eller kontanthjælp.
Han noterer sig, at skellet
mellem rig og fattig i Danmark er
blevet større.
- Vi ser en markant polarisering, hvor antallet af fattige og
antallet af rige er støt stigende.
Middelklassen, der binder det
hele sammen, bliver simpelthen
mindre og mindre. Polariseringen
ses ikke kun mellem Udkantsdanmark og Kernedanmark, men også
i byerne, hvor nogle kvarterer
er ekstremt fattige, mens andre
bliver rigere og rigere. |
- I år håber vi at
runde fem millioner
indsamlede kroner,
hvilket rækker til
4.000 julepakker.
Det betyder desværre, at der vil
være mellem 3.000
og 6.000, som vi
må sige nej til.
Klaus Nørlem, generalsekretær i
ASF-Dansk Folkehjælp
HUS FORBI
| nr. 10 oktober 2010 | 14. årgang | 5
6
| HUS FORBI | nr. 10 oktober 2010 | 14. årgang
Når
500 kroner
gør en
kæmpe forskel
Julehjælpen plejer at
falde på et særdeles tørt
sted for Betina Lott.
Hun er enlig mor med
fire børn og en SU at
leve for. Her giver de
ekstra penge hende råd
til at købe julegaver til
ungerne. Betina Lott
frygter, at der ikke bliver hjælp til hende i år.
af Peter Keiding
foto Joachim Rode
Flere fattige danskere må gå med uforrettet
sag, når ASF-Dansk Folkehjælp, Mødrehjælpen, Børnenes Kontor og de andre organisationer snart deler julehjælp ud. 39-årige
Betina Lott håber ikke, hun bliver en af dem.
Hun har tidligere fået julehjælp fra Kirkens
Korshær og Frelsens Hær og søger igen i år.
- Jeg plejer at få 500 kroner. Det lyder
måske ikke af meget, men det betyder faktisk
en hel del. For eksempel kan man nogle gange
købe kød til fem dage i Føtex for 200 kroner,
siger hun.
Betina Lott har under 2.000 kroner til mad
hver måned. Det svarer til 60-70 kroner om
dagen. De penge skal ikke bare række til
hende selv, men også til hendes søn på syv og
de tre døtre på otte, 17 og 19 år.
- I det daglige vender vi hver en krone.
Der kan for eksempel gå en måned, hvor der
ikke er lys i en af lamperne. Så har jeg valgt
at bruge pengene på at købe frugt i stedet for
en pære til lampen. Det bliver værre og værre
økonomisk, og der er virkelig lavvande i år.
Der må ikke lige komme en uventet udgift
ned i hovedet på mig, siger hun.
Selvom julen som bekendt ikke kommer
ud af den blå luft, er der alligevel ikke plads
til den i budgettet. Det kan ramme børnene
hårdt.
- De skal jo også have adventsgaver og julegaver som andre familier. Det er noget, som
der bliver talt om i skolen. Hvis man møder
op uden at have fået gaver, så er der en risiko
for, at man bliver lukket ude af fællesskabet
og mobbet.
Låner penge
Hvis Betina Lott får afslag på julehjælp i år,
vil hun prøve at låne penge hos familie og
venner.
- Jeg synes faktisk, at jeg er meget privilegeret, fordi jeg har et godt netværk, siger hun.
Blandt andet er børnenes bedsteforældre
gode til at skæppe lidt til og at give gaver til
børnene.
- Ellers ville det også være helt sindssygt.
Så ville jeg være nødt til at droppe ud af min
uddannelse, siger hun.
Betina Lott læser pædagogisk antropologi,
men SU og SU-lån rækker ikke langt, når der
er fire børn, som skal have mad i munden,
tøj på kroppen, og som også gerne vil gå til
fodbold og dans.
- Så vil nogle sikkert sige, at jeg bare skulle
- Der kan for eksempel
gå en måned, hvor der
ikke er lys i en af lamperne. Så har jeg valgt
at bruge pengene på at
købe frugt i stedet for
en pære til lampen.
tage arbejde som pædagog. Men regeringen
taler jo hele tiden om, at vi skal uddanne os.
Det synes jeg ikke, at man skal straffes for. Og
for mig betyder det rigtigt meget at få lov til
at tage denne uddannelse, siger hun.
Ud over SU’en får Betina Lott også børnepenge, boligsikring og børnebidrag fra
børnenes to fædre. Men det rækker alligevel
ikke langt, når huslejen på 8.600 kroner for
det lejede hus i Husum ved København skal
betales.
Hun synes heller ikke, at hun har tid til at
tage et studiejob med fire unger, som skal fodres af, have hjælp til lektier, køres til fritidsaktiviteter og så videre.
Mange bække små
At der bliver mere og mere kamp om julehjælpen, fordi regeringen har lagt loft over kontanthjælp og indført starthjælp og introduktionsydelse, huer bestemt ikke Betina Lott.
- Der kommer desværre flere fattige her i
landet. Min situation er heldigvis midlertidig,
for jeg regner med forholdsvis snart at få et
rigtigt job og komme til at tjene penge. Jeg
er glad for, at jeg når at blive færdig, lige før
regeringens og Dansk Folkepartis nedskæring
i børnechecken slår igennem. Ellers ville jeg
virkelig være ilde stedt og være nødt til at
stoppe med at læse. Jeg synes, at det er dybt
uretfærdigt, at man skal straffes for at få
mange børn. Regeringen taler jo også meget om, hvor vigtigt det er, at danskerne får
mange børn, når befolkningen bliver ældre og
ældre.
Betina Lott bekymrer sig om de mange
andre fattige danskere, der ikke som hun kan
se lys i horisonten.
- Der er jo mange andre, som ikke har
udsigt til, at forholdene bliver bedre for dem.
Måske tværtimod, siger hun.
- Hvis nu alle danskere gav én krone, ville
der være fem millioner kroner ekstra til julehjælp. Det kunne hjælpe rigtig mange, lyder
opfordringen fra Betina Lott. |
HUS FORBI
| nr. 10 oktober 2010 | 14. årgang | 7
8
| HUS FORBI | nr. 10 oktober 2010 | 14. årgang
Frivillighedsår risikerer
at komme skidt fra start
2011 er udråbt til europæisk frivillighedsår, og den danske regering vil gerne
styrke de frivilliges bidrag til det sociale arbejde. Men realiteten er, at de frivillige
organisationers aktiviteter næste år kan komme under voldsomt pres, fordi der
skæres i de offentlige tilskud.
af Trine Kit Jensen
foto Scanpix
Der er lagt op til et år med fokus
på værdien af det frivillige sociale arbejde. Men som følge af
kommunernes stramme økonomi
er fremtiden usikker for flere af
de indsatser, som de frivillige
organisationer landet over yder i
forhold til samfundets svageste.
- Vi får løbende meldinger om,
at flere af vores væresteder er i
fare for at miste dele af, eller hele,
deres tilskud og er stærkt bekymrede for, hvordan den økonomiske
situation vil se ud i 2011. Det er
dybt forargeligt. Man må skære
på velfærden andre steder og
lade de socialt udsatte beholde
den smule velfærd, de har, siger
Lars Rahbek, generalsekretær for
KFUM´s sociale arbejde.
Også hos Blå Kors, der hjælper
mennesker med alkoholmisbrug,
krydses der fingre op til 15. oktober, hvor de kommunale budgetter skal være endeligt på plads.
- Nogle af vores enheder er
med i kommunale sparekataloger,
men vi håber, de også næste år får
tilskud, for selvom rigtig mange
frivillige gør et kolossalt stykke
arbejde på vores væresteder, kan
vi ikke drive dem uden ansatte,
siger Jens Erik Rasmussen, generalsekretær i Blå Kors Danmark.
Samme problemstilling gør sig
gældende på de sociale caféer,
KFUM´s sociale arbejde står bag.
Her er der typisk en til to medarbejdere på lønningslisten og
20-40 frivillige, hvoraf en del er
tidligere brugere, der arbejder
frivilligt som led i resocialisering.
- Vi lægger vægt på, at der skal
være ansatte, som har en professionel baggrund for at arbejde
med socialt udsatte. Bliver der
- Selvom rigtig
mange frivillige
gør et kolossalt
stykke arbejde på
vores væresteder,
kan vi ikke drive
dem uden
ansatte.
Jens Erik Rasmussen,
generalsekretær
i Blå Kors Danmark
skåret så hårdt, at de frivillige
skal bære for stor en del af byrden, kan vi derfor komme derhen,
hvor vi må lukke stederne, siger
Lars Rahbek.
Han mener, at det samfundsøkonomisk er en god investering
at lade væresteder for socialt
udsatte beholde deres kommunale
tilskud.
- Man risikerer at skære en
hel hær af frivillige hænder væk,
hvis de må lukke, bare for at
- Man må skære
på velfærden andre steder og lade
de socialt udsatte
beholde den smule
velfærd de har.
Lars Rahbek,
generalsekretær for
KFUM´s sociale arbejde.
spare nogle få hundrede tusinde
kroner, siger han.
I Roskilde er Kirkens Korshærs
værested, Café Klaus, blevet reddet på stregen, efter at brugerne
af caféen har haft foretræde for
byrådet og talt deres sag så godt,
at de har fået overbevist politikerne om, at det er en dårlig idé
at skære her. Men Kirkens Korshær har også aktiviteter på sine
væresteder, finansieret af statslige satspuljemidler, der stopper
med udgangen af 2011, fortæller
generalsekretær Bjarne Lenau
Henriksen. Kommunerne er ikke
forpligtede til at videreføre disse
projekter, og i en sparetid forudser han, at det så kan blive svært
at hente pengene hjem.
- Her kommer vi – og samfundet – til at svigte nogle mennesker. For også de private midler
er for nedadgående, og i Kirkens
Korshær har vi et stort underskud, så vi kan ikke slå om os
med penge, siger han.
Galt signal
Regeringen har meldt ud, at den
ønsker at styrke civilsamfundets
rolle i det sociale arbejde og lade
de frivillige organisationer påtage
sig nogle af de opgaver, det offentlige ikke selv kan løfte.
Men Jann Sjursen, formand
for Rådet for Socialt Udsatte,
frygter en skidt dansk start på
det europæiske frivillighedsår.
Han er bange for, at beskæringer
af de offentlige tilskud vil virke
dræbende på motivationen, både
i organisationerne og ikke mindst
hos de frivillige.
- De relativt små tilskud,
samfundet giver til de frivillige
organisationer, er med til at anerkende og også løfte det arbejde,
HUS FORBI
der bliver gjort. Så det er et helt
galt signal at sende her forud for
frivillighedsåret, siger han.
Ifølge tal fra Frivilligrådet yder
35 procent af den danske befolkning i dag en eller anden form for
frivillig indsats. Økonomisk tegner indsatsen sig for 9,6 procent
af bruttonationalproduktet, og
omregnes det ulønnede arbejde til
fuldtidsbeskæftigede, svarer det
til 110.000 årsværk. |
- Her kommer
vi – og samfundet – til at svigte
nogle mennesker.
For også de private midler er for
nedadgående, og
i Kirkens Korshær
har vi et stort
underskud.
Bjarne Lenau Henriksen,
generalsekretær i Kirkens Korshær

| nr. 10 oktober 2010 | 14. årgang | 9
Socialt udsatte
hårdt ramt af spareøvelser
De har ikke haft glæde af forbrugsfesten, men er i høj grad med til at betale regningen.
Socialt udsatte risikerer blandt andet at miste deres væresteder, fordi kommunerne
nu skal spare. Samtidig mister de næste år 700 millioner kroner i statslige satspuljemidler.
af Trine Kit Jensen
Regeringens genopretningsplan for dansk økonomi stiller krav om nulvækst i kommunerne.
Den helt store sparekniv er derfor fremme for
at få budgetterne for 2011 til at hænge sammen, og intet tyder på, at samfundets svageste
går ram forbi. Snarere tværtimod.
Sådan lyder vurderingen fra formanden for
Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen.
- De meldinger, jeg får i rådet, og dét, jeg
10
| HUS FORBI | nr. 10 oktober 2010 | 14. årgang
læser i aviserne, tyder på, at det i høj grad er
de socialt udsatte, der ryger ned på prioriteringslisten, når kommunebudgetterne sammensættes, siger han.
Jann Sjursen finder det ikke rimeligt, at
socialt udsatte skal betale prisen for de senere
års forbrugsfest, som de ikke selv har været en
del af. Men også de må altså holde for og være
med til at betale gildet, og det beklager han
dybt.
- Jeg mener, der her burde tages særlige
hensyn. Det kunne også være en måde at
udtrykke solidaritet på i krisetider, men man
friholder ikke de socialt udsatte. De er ligesom alle andre grupper ramt af besparelser og
måske endda mere, siger han.
Hvor hårdt besparelserne rammer de svageste, kan Jann Sjursen endnu ikke tegne et
præcist billede af, da de kommunale budgetter
først skal være endeligt på plads 15. oktober.
Men meldingerne lyder på, at især væresteder
og værestedsaktiviteter er i farezonen.
- Vi risikerer derfor
meget let, at en masse
gode initiativer i forhold
til de socialt udsatte
tabes på gulvet.
Jann Sjursen,
formand for Rådet for Socialt Udsatte
foto Polfoto
- Det er de ansatte, der
sikrer kontinuiteten og
får det hele til at hænge
sammen – og selvom
frivillige kan meget, er
der også noget, de ikke
kan
Jann Sjursen,
formand for Rådet for Socialt Udsatte
- Værestederne er ekstremt vigtige for
mange udsatte grupper. Her kan de på en positiv måde møde andre mennesker og få lov at
deltage i aktiviteter, de ellers ikke har adgang
til. Det betyder rigtig meget for deres livskvalitet. Samtidig kan den hjælp, de får her, måske
være med til at tænde den gnist, der skal til,
for at de kan komme ind på en bedre kurs og
videre med deres liv, siger han.
De fleste væresteder har kun nogle få
ansatte på lønningslisten og trækker ellers på
frivillig arbejdskraft. Forsvinder et kommunalt driftstilskud, så medarbejdere må fyres,
kan det derfor være ødelæggende for hele
projektet.
- Det er de ansatte, der sikrer kontinuiteten og får det hele til at hænge sammen – og
selvom frivillige kan meget, er der også noget,
de ikke kan, siger Jann Sjursen.
Formanden for Rådet for Socialt Udsatte
peger også på, at personalenedskæringer i de
kommunale forvaltninger forringer de svagestes vilkår. Med færre ansatte bliver der
nemlig mindre tid til den menneskelige kontakt, som er særlig vigtig i forhold til socialt
udsatte og deres behov. Samtidig risikerer den
helhedsorienterede indsats, der tager højde
for både sociale problemer og for eksempel et
misbrug, at lide overlast.
- En helhedsorienteret indsats kræver koordination og samarbejde mellem flere parter,
og med færre personaleressourcer bliver det
sværere at kitte den sammen. De forskellige indsatser risikerer at stritte i hver deres
retning, og på den måde opnår man ikke det
bedste for de mennesker, der har brug for
tilbud eller behandling, siger han.
Også færre satspuljemidler
Det er ikke kun nedskæringer i kommunale
tilskud, der rammer de socialt udsatte. Til
næste år forsvinder også 700 millioner statslige støttekroner fra den konjunkturfølsomme
satspulje.
Overførselsindkomsterne stiger ikke ligesom andre indkomster i takt med prisudviklingen. I stedet ryger et beløb svarende til 0,3
procent af de generelle lønstigninger hvert år i
satspuljen, forudsat at stigningen er på over to
procent – og de penge finansierer så projekter
til gavn for socialt udsatte. Men den økonomiske krise betyder, at lønningerne i øjeblikket holdes i skak, og mens der i 2010 var en
milliard kroner i puljen er der til næste år kun
300 millioner at gøre godt med.
Ideen bag satspuljemidlerne er at give støtte
til ny initiativer i en opstartsperiode på typisk
tre-fire år, hvorefter det er op til kommunerne at videreføre dem. Men kommunernes
stramme budgetter betyder, at igangværende
projekter, der fra årsskiftet ikke længere får
satspuljemidler, kan være ilde stedt. Samtidig
er der færre midler til opstart af nye projekter.
- Vi risikerer derfor meget let, at en masse
gode initiativer i forhold til de socialt udsatte
tabes på gulvet, siger Jann Sjursen.
I genopretningsplanen fra foråret opererer
regeringen med en såkaldt reservationsbevilling på fem milliarder kroner, der løber
over tre år. Til næste år udmøntes 1,5 milliarder kroner, der blandt andet skal dække
socialt udsatte og deres behov. Men pengene
fra reservationsbevillingen er ikke øremærkede udelukkende til sociale formål. De skal
eksempelvis også være med til at finansiere en
læsefond for folkeskolen, en kræfthandlingsplan og dele af en politi- og anklagerreform.
- Jeg tror derfor ikke meget på, at der herfra
tilflyder de socialt udsatte en lind strøm af
penge som kan opveje den nedgang i satspuljen, der er til næste år, siger Jann Sjursen, som
opfordrer regeringen til at finde de manglende
700 millioner på finansloven.
Brug for flere lokale udsatteråd
For at forhindre, at samfundets svageste bliver
lette sparemål i kommunerne, er det vigtigt
at få etableret flere lokale udsatteråd, mener
Jann Sjursen. For mens eksempelvis ressourcestærke forældregrupper højlydt og helt legitimt protesterer mod skolelukninger, så er det
ikke mange i gruppen af socialt udsatte, der
har overskud til at råbe op, når deres interesser bliver truet.
Tilhører man ikke en af de store vælgergruppe, er det også sværere at blive hørt, og
i den skarpe konkurrence om de færre penge
risikerer socialt udsatte at stå tilbage som
taberne.
- De lokale udsatteråd – meget gerne med
deltagelse af brugerorganisationer – kan i
krisetider være talerør, gå ind i debatten, pege
på konsekvenserne af besparelser eller forslag
om besparelser og måske vinde politisk gehør,
siger Jann Sjursen.
Der er foreløbig 12 lokale udsatteråd, som
ude omkring i landet kan tale de svages sag og
være med til at udvikle og kvalitetssikre de
initiativer, der sættes i værk kommunalt. |
- Værestederne er
ekstremt vigtige for
mange udsatte grupper.
Her kan de på en positiv
måde møde andre
mennesker og få lov at
deltage i aktiviteter, de
ellers ikke har adgang til.
Det betyder rigtig meget
for deres livskvalitet.
Jann Sjursen,
formand for Rådet for Socialt Udsatte
HUS FORBI
| nr. 10 oktober 2010 | 14. årgang | 11

- Da jeg kom herud, lå jeg i sengen
i en måned og kunne kun indtage
proteindrikke. Jeg kan huske, at
der var en af de andre, der løb
op ad trapperne, og jeg tænkte:
Det kommer jeg aldrig til mere,
men det gjorde jeg. Jeg er sikker
på, at hvis jeg ikke var kommet
herud, var jeg død.
Elsebeth Jørgensen.
12
| HUS FORBI | nr. 10 oktober 2010 | 14. årgang
Toftegården i Nakskov har haft stor succes med at behandle alkoholdemente,
så de efterfølgende kan klare sig i egen bolig med minimal støtte.
De tidligere alkoholmisbrugeres genvundne selvstændighed har betydet,
at Lolland Kommune har sparet kostbare pladser på plejecentre og forsorgshjem.
Alligevel har byrådet besluttet at lukke Toftegården med udgangen af 2010.
Kæmpesucces
får sparekniven
af Assia Awad
foto Flemming Schiller
Elsebeth Jørgensen vejede 48 kilo og havde
ligget i sengen i lidt over to måneder på et
plejecenter, da hun i midten af februar blev
hentet af behandlingshjemmet Toftegårdens
minibus. Hendes diæt havde til sidst udelukkende bestået af vodka. Mad kunne hun ikke
holde i sig. Hun blev derfor indlagt på Nakskov Sygehus til afrusning og efterfølgende
placeret på et plejecenter. Et livslangt massivt
alkoholmisbrug havde skadet hendes hjerne
og medført problemer med hukommelsen og
formuleringsevnen.
I dag vejer hun 62 kilo, hun drikker ikke
og har genvundet sit sprog. Til oktober flytter
hun til en toværelses-lejlighed i Rødby, hvor
hun på sigt forventes at kunne klare sig med
besøg fra kommunens bostøttekorps et par
timer om ugen.
Den 62-årige Elsebeth Jørgensen er en af
mange succeser, som medarbejderne på Toftegården, der er et bo- og træningstilbud for
alkoholdemente, kan glæde sig over at have
hjulpet til et værdigt liv.
Men med udgangen af året er det slut, for
Social- og Psykiatriudvalget i Lolland Kommune valgte at pege på blandt andet Toftegården, der har et rammebudget på 6,3 millioner
kroner, da udvalget blev pålagt at spare 24
millioner kroner.
Da Lolland Kommune i sin tid oprettede
Toftegården, var tanken at man, udover at
forbedre nogle borgeres livskvalitet, kunne
spare nogle tunge udgifter ved at behandle de
alkoholdemente, så de kunne klare sig i eget
hjem frem for at optage pladser på forsorgshjem og plejecentre. I forhold til andre demenstyper adskiller alkoholdemens sig ved, at
den kan trænes bort, hvis man kommer ud af
sit alkoholmisbrug.
Imponerende resultater
I løbet af de tre år, bo- og træningstilbuddet
har eksisteret, har 31 borgere boet på Toftegård. Heraf er de 12 i dag ikke aktive alkoholikere. Derudover har 12 borgere været visiteret
til Toftegårdens dagtilbud, og ti af disse er i
dag ude af deres misbrug.
Specialist i demens, overlæge Rolf Bang
Olsen ved gerontopsykiatrisk afdeling på Middelfart sygehus er imponeret over Toftegårdens resultater:
- Det kan være lidt af en håbløs opgave at
behandle personer med alkoholrelateret demens, fordi deres motivation let forsvinder, og
derfor falder mange fra. De kan gå motiverede
ind i et behandlingsforløb, men pludselig kommer der en trang til spiritus, og så er trangen
større, end fornuften kan klare. Derfor er det
vigtigt at have det rette pædagogiske tilbud til
disse mennesker, forklarer han.
Før Toftegården blev oprettet, sendte man i
Lolland Kommune de borgere, der var hårdest
ramt af alkoholrelateret demens, ud i ældresektoren, men da personer med alkoholdemens
ofte er meget udadreagerende, mens Alzheimerpatienter og andre demensgrupper er langt
mere indadvendte, så afstedkom sammen-
sætningen en masse ballade. Derfor blev de
alkoholdemente i stedet ofte sendt på plejecenter eller forsorgshjem og begge dele er meget
kostbare løsninger. Der opholdt de sig typisk
de sidste år af deres liv.
Test giver mulighed for individuel hjælp
På Toftegården er tilgangen en anden. Her
træner man borgerne til igen at kunne klare
sig i eget hjem. Den typiske bruger på Toftegården har haft et langt og hårdt liv med
alkoholmisbrug, der har medført demens eller
demenslignende symptomer. Den alkoholdemente har desuden ofte en række fysiske
lidelser som nedsat leverfunktion, kronisk
bugspytbetændelse, blødninger fra spiserøret
og nervebetændelse. En del har svært ved at
gå, og både grov- og finmotorikken er nedsat.
Mange af brugerne er også deprimerede
og har ingen omgangsform med andre mennesker. De har skubbet familien fra sig, og
deres hjerne har taget skade af alkoholen. De
er meget konfuse og kan ofte ikke forstå, hvor
de er i tid og rum. De har svært ved at se sammenhænge, koncentrere sig og huske.
- Hvad enten det er borgere, der benytter
vores dagtilbud, eller nye beboere, så er noget
af det første, vi gør, at gå ind og lave test på
dem, forklarer daglig leder af Toftegården
Sofie Toft og fortsætter:
- En ergoterapeut laver en kognitiv test,
som afdækker, hvilke skader hjernen har taget
af det massive alkoholforbrug. Derudover undersøges det, hvordan borgeren klarer dagligdags funktioner, og en tredje test undersøger
HUS FORBI
| nr. 10 oktober 2010 | 14. årgang | 13

sprogforståelse, den dementes opfattelse af sig
selv med mere. De tre test giver os et billede
af, hvor vi skal sætte ind med træning. Det er
helt utroligt, så hurtigt borgerne udvikler sig.
De første fjorten dage ser man et ordentligt
spring. Det er udelukkende, fordi de holder op
med at drikke. Det sætter gang i deres hjerne
igen. Når de har været her tre måneder, er de
næsten kommet tilbage til den, de var engang,
men har stadig brug for at træne hygiejne,
struktur på hverdagen og ansvar for eget liv.
Det kan sagtens tage tre-fire måneder mere.
Hjælp til at huske
Toftegården har kapacitet til at have seks
borgere boende ad gangen, og så har behandlingshjemmet et dagtilbud, der typisk benyttes af syv-otte borgere, der bor i eget hjem.
De er ofte tilknyttet gården i flere år, og de
andre brugere og personalet er tit deres eneste
relationer.
Træningen på gården består af helt almindelige gøremål. At komme op om morgenen, gå
i bad og spise morgenmad ved et bord. Ofte er
sproget det første, man mister, når alkoholen
begynder at sætte sig på hjernen.
- De demente ved godt, hvad de vil have,
men de kan ikke huske ordet for det, så når
de peger på smørret og siger: ’Det der,’ så siger
vi: ’Værsgo, her er smørret,’ og på den måde
træner vi umærkeligt deres hukommelse.
- Vi prøver også at fange dem på deres
interesser. Der er mange af vores brugere, der
har fine uddannelser, så vi opfordrer dem til
at bruge deres kompetencer. Når de opdager,
14
| HUS FORBI | nr. 10 oktober 2010 | 14. årgang
- Vi havde til det sidste håbet, at vi ville blive reddet,
fordi vi i det lange løb sparer kommunen for rigtigt
tunge udgifter til langvarige ophold på plejecentre
og forsorgshjem.
Sofie Toft, daglig leder af Toftegården
at de kan bruge det, de engang kunne, sker
der en hel masse. Vi har haft en tømrer, der
absolut ikke ville røre en hammer. Han har nu
bygget en tilbygning til gården for os. Vi har
haft en kok, der ikke havde lavet mad i ti år,
som pludselig gik og fløjtede i køkkenet. Og
pludselig får de en masse anerkendelse både
fra os og de andre brugere på gården, fortæller
Sofie Toft, der mener, at grundlaget for Toftegårdens succes skal findes i den ro, omsorg og
nærvær, som personalet tilbyder brugerne.
- Vi har mange samtaler med borgerne, vi
er der jo altid. En af de ting, vi hører fra dem,
er, at vi er de eneste, der har haft tid til dem og
mødt dem på deres præmisser.
Ro, omsorg og nærvær
Den store venlighed var også en af de første
ting, som Elsebeth Jørgensen bed mærke i,
da hun ankom til Toftegården. Efter at have
levet et hårdt liv med en voldelig ægtemand,
en forretning, der gik konkurs, tvangsauktion og et massivt alkoholmisbrug var det en
omvæltning at komme til et sted med så mange
omsorgsfulde mennesker.
- Jeg tror, at det var den venlighed, der
skubbede mig frem. Her var ingen sure på dig,
fordi du havde drukket. Vi kan snakke om
alting herude, fordi situationen er den samme
for os alle, vi har ikke noget at skjule. Jeg
bliver ved med at se dem, der har været her
sammen med mig. Folk, der aldrig har drukket, kan ikke støtte mig, som de kan, for de
ved ikke, hvad det vil sige. Da jeg kom herud,
lå jeg i sengen i en måned og kunne kun
indtage proteindrikke. Jeg kan huske, at der
var en af de andre, der løb op ad trapperne,
og jeg tænkte: Det kommer jeg aldrig til mere,
men det gjorde jeg. Jeg er sikker på, at hvis jeg
ikke var kommet herud, var jeg død, erklærer
Elsebeth Jørgensen.
Lukkes trods forslag
Da det gik op for personalet på Toftegård, at
stedet risikerede at blive lukket, fik de hurtigt
mobiliseret alle tænkelige kræfter.
De lokale medier dækkede sagen intenst,
læger og pårørende til brugere af Toftegård
skrev høringssvar, og den dag, beslutningen
blev taget, dannede alle gårdens medarbejdere
og brugere espalier på rådhuset i håb om at
ændre politikernes beslutning. Alt sammen
forgæves.
- Vi havde til det sidste håbet, at vi ville
blive reddet, fordi vi i det lange løb sparer
kommunen for rigtigt tunge udgifter til langvarige ophold på plejecentre og forsorgshjem.
Vi indsendte også et forslag om, at Toftegård kunne fortsætte som et forsorgshjem.
På den måde kunne kommunen få refunderet
3,3 millioner kroner fra staten, hvilket ville
reducere kommunens udgifter til Toftegård
fra 6,3 millioner til tre millioner, men det var
politikerne ikke interesserede i.
Vi har kun fået ros fra eksperter og kolleger i hele landet, og vi har ikke overskredet
vores budget. Derfor er det ekstra hårdt, når vi
så bliver bedt om at dreje nøglen rundt, siger
Sofie Toft. |
også blå kors-tilbud
er trængt
Kommunernes anstrengte økonomi rammer ikke
bare Toftegård på Lolland. Også Blå Kors mærker,
at det strammer til. Den kirkelige sociale organisation må nu lukke et af sine specialiserede døgntilbud for alkoholikere, der er så medtagede af
deres misbrug, at de ikke kan bruge kommunernes
ambulante tilbud.
Det er hjemkommunen, der betaler for misbrugernes ophold på de behandlingscentre, Blå Kors
står bag. Her kan de i forbindelse med alkoholafvænningen få både psykoterapeutisk behandling
og socialpædagogisk bistand. Men den stramme
økonomi betyder, at kommunerne tøver med at
benytte pladserne. Døgntilbuddet på Blå Korscenteret i Bjæverskov bliver derfor nu lagt ind
under behandlingcenteret i Tåstrup, og dermed
er der kun et center tilbage på Sjælland.
- Nogle kommuner vælger i stedet at henvise alkoholikerne til lokale plejehjem, men her hører folk
i 40-50 års alderen ikke hjemme, siger Jens Erik
Rasmussen, generalsekretær for Blå Kors Danmark.
Også Blå Kors-initiativet TUBA er trængt op i en
krog. TUBA er et tilbud om terapeutisk rådgivning
til unge, der er vokset op i familier med alkoholproblemer. Tilbuddet findes ti forskellige steder
i landet, og der er fuldt hus og venteliste. Men
initiativet, der på årsbasis koster i alt 10 millioner
kroner, har for en stor dels vedkommende været
finansieret af statslige satspuljemidler, der stopper
ved årsskiftet.
- Kommunerne siger, at de ikke har pengene
til at tage over, så nu håber vi, at pengene kan
findes på finansloven, siger Jens Erik Rasmussen.
HUS FORBI
| nr. 10 oktober 2010 | 14. årgang | 15
Kommuner lytter ikke til
Kun 12 danske kommuner har et udsatteråd, som giver borgere på kanten
af samfundet taletid. Det er et demokratisk problem, lyder kritikken,
men socialministeren vil ikke gøre rådene obligatoriske ved lov.
af Sofie Pedersen
Hjemløse, stofmisbrugere og
andre socialt udsatte har ikke
ressourcerne og overskuddet
til at gøre opmærksom på deres
interesser. Derfor er det vigtigt,
at de får et lokalt talerør, der kan
sikre dem politisk indflydelse.
Det mener Jann Sjursen, formand
for Rådet for Socialt Udsatte, der
dog må konstatere, at den holdning ikke deles i det kommunale
landskab. Kun 12 ud af landets 98
kommuner har nedsat et udsatteråd.
16
I langt de fleste af de 86 kommuner, som ikke har et udsatteråd, har politikerne endnu ikke
taget stilling.
- Vi har ikke forholdt os til, om
vi skal have et udsatteråd, men
det vil sikkert være en god idé.
Lige nu har vi travlt med at finde
besparelser på handicap- og socialpsykiatriområdet, og jeg kan
godt frygte, at det vil skabe flere
socialt marginaliserede borgere,
siger John Lauritzen (S), formand
for omsorgsudvalget i Næstved
Kommune.
I Silkeborg Kommune har man
| HUS FORBI | nr. 10 oktober 2010 | 14. årgang
bevidst fravalgt etableringen af et
decideret udsatteråd.
- Rådsarbejdet kan let blive for
komplekst med en masse møder, dagsordner og referater, der
skræmmer målgruppen væk. Derfor prøver vi i stedet at oprette et
misbrugsnetværk, hvor brugerne
mødes to gange om året til dialog
under uformelle rammer, siger
formand for socialudvalget i Silkeborg Kommune Elin Sonne (SF).
Andre kommuner begrunder
fravalget af et udsatteråd med,
at de socialt udsatte allerede er
repræsenteret politisk gennem for
eksempel handicaprådet, og at de
derfor ikke har behov for at få et
selvstændigt talerør.
Socialt udsatte bliver overset
Det opfatter Jann Sjursen som et
demokratisk problem og som et
udtryk for, at de socialt udsatte
borgere er en overset og marginaliseret gruppe.
- Socialt udsatte kan have
svært ved at komme til orde i et
råd, hvor de skal konkurrere med
andre meget stærke interesseorganisationer. Et velfærdssamfund
kan ikke være tjent med, at der
foto Polfoto, Kenneth Nguyen
de socialt udsatte
er så stor forskel på, hvordan en
bestemt gruppe behandles fra
sted til sted, for vi skal også kommunalt måles på, hvordan vi tager
os af de svageste.
Han foreslår derfor, at udsatteråd gøres obligatoriske på lige fod
med handicap- og ældreråd, men
det er socialminister Benedikte
Kier (K) ikke enig i.
- Der er mange positive erfaringer fra udsatterådene, og de
gør et vigtigt stykke arbejde. Men
om den enkelte kommune har
behov for et udsatteråd, kan den
bedst selv vurdere. Kommunerne
- Om den enkelte kommune har
behov for et udsatteråd, kan den
bedst selv vurdere. Kommunerne
ser jo meget forskellige ud, og
nogle steder giver det måske ikke
mening at have et udsatteråd.
Benedikte Kiær (K), socialminister
ser jo meget forskellige ud, og
nogle steder giver det måske ikke
mening at have et udsatteråd,
fordi målgruppen er meget lille,
siger hun.
De 12 kommuner, der i dag har
etableret udsatteråd, er Esbjerg,
Helsingør, Herning, Høje-Taastrup, København, Odense, Randers, Svendborg, Vejle, Viborg,
Aalborg og Århus. |

HUS FORBI
| nr. 10 oktober 2010 | 14. årgang | 17
foto Polfoto, Jens Dresling
18
| HUS FORBI | nr. 10 oktober 2010 | 14. årgang
stemme
bænken
En
til manden på
På tre år er udsatterådet i Odense blevet
en respekteret samarbejdspartner, der har
fået kommunen til at
tænke hjemløse og
andre udsatte helt ind
i byplanlægningen.
Det ser rådet som en
vigtig anerkendelse
af, at der skal være
plads til alle.
af Sofie Pedersen
At have ret til en plads i samfundet kan forstås på mange måder. I nogle sammenhænge
kan det være så konkret som at have ret til en
plads på en bænk. Det er en af erfaringerne
fra Odense Udsatteråd, der siden oprettelsen
i 2007 har arbejdet for større anerkendelse og
indflydelse til byens skæve eksistenser.
- I mange år fjernede kommunen bænke fra
bymidten, fordi det var ’de forkerte’, der satte
sig på dem. Men rådet har lige fra starten
sagt, at der ikke findes forkerte mennesker i
Odense. Der findes forskellige mennesker, og
byen kan rumme dem alle, hvis den vil, siger
rådets formand, Lillian Vaaben.
- Nu etablerer kommunen igen bænke på
steder, som rådet har udpeget. Det er et vigtigt holdningsskifte og en kæmpe symbolsk
sejr.
Hun peger på byplanlægningen som et af
de områder, hvor Odense Udsatteråd har haft
størst gennemslagskraft. Fra at hjemløse og
misbrugere ikke blev spurgt til råds om byens
fysiske rammer, står det nu sort på hvidt i
kommunens politik, at den skal skabe byrum,
der signalerer plads til alle.
Det er en udvikling, som socialrådmand
Peter Rahbæk Juel (S) har stor respekt for.
- Udsatterådet har åbnet mine og mange
andres øjne for, hvor vigtigt det er at tænke
inklusion ind i byens indretning. Det har
længe været sådan, at når handelsdrivende
et sted i byen klagede over, at narkomanerne
skræmte kunderne væk, blev der lavet en
løsning, som i virkeligheden bare skubbede
problemet hen i den næste baggård, siger han.
- Rådet er med til at skabe en dybere
anerkendelse af, at de mennesker er en del af
byen, og at vi på en værdig måde skal finde
plads til dem. Det gør, at vi ser meget mere på,
hvordan vi bedst kan imødekomme gruppens
behov. Kan vi for eksempel oprette nogle flere
bænke på strategiske steder, hvor omgivelserne kan rumme de udsatte? Og skal vi lave
nogle pissoirer i gadebilledet, når vi alligevel
er i gang med at bygge om?
Møder i varmestuen
Udsatterådets møder finder altid sted på byens væresteder blandt de mennesker, det hele
handler om. Det er med til at sikre synlighed
og en direkte kontakt til målgruppen. Blandt
rådets 12 medlemmer sidder ud over en række
fagpersoner også borgere, der selv har erfaringer fra et liv på kanten af samfundet. En
af dem er Kristian Kristiansen, der har lagt
25 års alkoholmisbrug bag sig og nu bruger en
stor del af sin tid på at tale de socialt udsattes
sag.
- Jeg bevæger mig over hele feltet, fordi jeg
både er inde i paragrafferne og selv har været
i kontakt med nogle af problemerne. Jeg ved,
hvad det vil sige at være misbruger, hvad det
er for nogle udfordringer, man slås med, og
hvordan hverdagen ser ud på varmestuerne.
Det er vigtigt, at vi, som har den virkelighed
tæt på, også får lov at komme til orde, for det
giver bedre beslutninger, siger han.
Den vurdering er socialrådmanden enig i.
- Jeg betragter rådet som en seriøs medspil-
ler, fordi medlemmerne hele tiden fokuserer
på at være brugernes ambassadører. Jo flere
gode råd, vi politikere kan få, jo stærkere beslutninger kan vi tage. Særligt når økonomien
er presset som nu, er det vigtigt med stærke
og velgennemtænkte beslutninger, siger Peter
Rahbæk Juel.
Han har netop gennemført store nedskæringer på socialområdet, og besparelserne
er også gået ud over tilbuddene til de socialt
udsatte borgere.
- Det er aldrig sjovt at træffe beslutninger,
når det går den forkerte vej med økonomien.
Men da udsatterådet blev præsenteret for
kommunens sparekatalog, gik medlemmerne
til opgaven på en seriøs og løsningsorienteret måde. Der var en fælles forståelse af, at
besparelserne ikke kunne undgås, men at vi
skulle få løst situationen så fornuftigt som
muligt, siger socialrådmanden.
På udsatterådets opfordring droppede
han blandt andet planerne om at nedlægge
kommunens alternative plejehjemspladser.
Samtidig blev en besparelse på værestederne
afværget, fordi rådet gjorde opmærksom på,
at det formentlig ville resultere i en stigende
tilstrømning til varmestuerne.
Skal kontrollere budgetterne
Lillian Vaaben ser det som en af rådets kerneopgaver at holde øje med udviklingen i kommunens budgetter og sikre gennemslagskraft
over for politikerne.
- Hvis der er tale om at lukke en skole eller
at skære ned på ældreplejen, bliver politikerne straks råbt op af stærke interesseorganisationer, der kan mobilisere en massiv offentlig
modstand. Dem kommer vi let til at tabe
terræn til, fordi vores målgruppe ikke har de
samme ressourcer at trække på og af samme
grund nemt bliver usynlig i den offentlige
debat. Derfor er det så meget desto vigtigere,
at rådet konstant gør beslutningstagerne opmærksomme på, hvilke konsekvenser det har
at skære ned på hjælpen til de mest udsatte
mennesker, siger hun. |
HUS FORBI
| nr. 10 oktober 2010 | 14. årgang | 19
5
skarpe til Preben Brandt
Københavns Kommune har vedtaget at etablere et udsatteråd
og er i øjeblikket i gang med at sammensætte det.
Den kommende formand bliver Preben Brandt, der er formand
for Projekt Udenfor.
hvad vil du helt konkret gøre for at sikre, at udsatterådet ikke bare
bliver et gummistempel for socialforvaltningen og socialudvalget?
Jeg vil bruge erfaringen fra min tid som formand for Rådet for Socialt Udsatte og bede rådets medlemmer om at holde sig til det, de mener og tror. De skal ikke lade sig påvirke af andre. Det er vigtigt,
at rådets medlemmer med den indsigt, de har, deltager bredt i den socialpolitiske debat og ikke
engagerer sig i enkeltsager.
der er afsat 100.000 kroner om året til rådet. 60.000 af disse skal gå
til administration, hvilket giver 40.000 kroner til det politiske arbejde. hvordan kan man overhovedet gøre en forskel på det trængte
københavnske socialområde med et så lille budget?
Det korte svar er, at det kan man heller ikke. Vi kan ikke gøre ret meget med det budget, men det er
den pose penge, som politikerne har sat af. Argumentet er, at det er det, der er økonomisk muligt i
det stramme kommunale budget, men uanset hvad, så har det den konsekvens, at hvis vi for alvor vil
gøre en forskel, må rådets medlemmer bruge rigtig meget ulønnet fritid på det. Det kan jeg jo ikke
garantere, at vi vil. Og så vil indsatsen blive beskeden. Løsningen må blive, at vi kun fokuserer på få,
men meget vigtige problemstillinger.
der står i retningslinjerne for rådet, at det skal repræsentere ’direkte erfaringer med livet som udsat borger’. kigger man på listen over de
indstillede medlemmer, er den domineret af ressourcestærke personer, der godt nok repræsenterer sociale organisationer, men ikke selv
er socialt udsatte. hvor er den socialt udsatte henne i alt det her?
Modsat etableringen af mange af de andre udsatteråd i Danmark, der er blevet direkte nedsat af
socialudvalgsformanden, er rådet i København faktisk blevet til i en form for politisk, demokratisk
proces i Borgerrepræsentationen. Jeg har dog ikke været en del af processen og kunne personligt
have forestillet mig en række andre måder at gøre det på. Jeg synes imidlertid, at de personer, der
er indstillet til rådet, er stærke repræsentanter for de socialt udsatte. De kender virkeligheden og vil
være i stand til at tale de udsattes sag.
burde rådet i virkeligheden ikke vælges direkte af dem, det hele
drejer sig om – de hjemløse, stofbrugerne, de prostituerede – og ikke
udpeges af politikere og embedsmænd?
Jeg har svært ved at se, hvordan sådan et valg praktisk skulle gennemføres. Man kan sige, at repræsentanterne er valgt af de organisationer, som politikerne har besluttet skal sidde i rådet, så dér har
der været mulighed for en demokratisk proces, hvor man har hørt på de socialt udsatte.
foto Flemming Schiller
20
| HUS FORBI | nr. 10 oktober 2010 | 14. årgang
som formand er du direkte udpeget af borgerrepræsentationen.
hvordan vil du sikre, at du bevarer din uafhængighed, selvom du i
princippet sidder på politikernes nåde?
Det har jeg selvfølgelig tænkt rigtig meget over. Da jeg af daværende socialminister Henriette Kjær
blev udpeget til formand for Rådet for Socialt Udsatte, sagde SF’s Villy Søvndal, at det var umuligt
for mig at bevare min integritet og uafhængighed. Siden har han sagt, at jeg gjorde hans tvivl til
skamme. Jeg er klar over de risici, der eksisterer i denne konstruktion, men jeg stoler på min erfaring
og på at jeg tør stå fast på mine meninger. Og skulle det ske, at politikerne diskvalificerer mig, så vil
jeg hellere det end at gå på kompromis med mine meninger.
Hjemløse på sporet af Løkkes løfter
Udsendelserne kan ses på www.
dr.dk/pirat fra 10. oktober.
Carol er en af fire
hjemløse, der får lov
til at smage på statsministerens drøm om
at gøre danskerne til
de rigeste i verden.
Aller har doneret 10.000 kroner til
Hus Forbi. Pengene går direkte til
tøj og sko til sælgerne.
-sia
husk
hjemløsedagen
17. oktober
Traditionen tro er 17. oktober hjemløsedag i København. I år markeres
den på Nytorv klokken 12-16. Der vil
blandt andet blive fokuseret på EU’s
fattigdomsår og på migration.
Følg med på Hus Forbis hjemmeside,
hvor det endelige program vil blive
offentliggjort, når det foreligger.
-sia
foto Holger Erik Henriksen
Statsminister Lars Løkke Rasmussen
(V) drømmer om, at danskerne skal
være de rigeste og bedste i verden.
Den drøm vil DR’s netkanal Pirat
TV gerne gøre til virkelighed for fire
hjemløse – Carol, Alan, Luffe og
Sidevognen.
- Vi starter så at sige fra bunden
og gør de hjemløse klar til et liv i
luksus med wellness, golf og limousiner. Vi lader dem prøve det luksuriøse liv, mens de fortæller om at
leve som hjemløse og om deres syn
på velstand. Resultatet er en række
anderledes og humoristiske portrætter af gadens folk, siger Rune
Sparre Geertsen, der er redaktør for
Pirat TV.
-sia
donation
nye distributører
af hus forbi
bliv opdateret dagligt på nettet
Hvis du ikke allerede er tilknyttet Hus Forbis officielle Facebook-side, så er det tid til at blive det. På siden er der
blandt andet mulighed for at få daglige nyhedsopdateringer og deltage i debatter om fattigdom og hjemløshed.
Profilen kommer frem ved at søge på ’Hus Forbi’. Brug også gerne lidt tid på at besøge Hus Forbis hjemmeside,
www.husforbi.dk, hvor der ud over dag til dag-nyheder også er masser af interessant læsestof om os, vores sælgere,
EU’s fattigdomsår og kommende arrangementer.
-sia
Hus Forbis sælgere har nu fået to
nye steder, hvor de kan købe deres
aviser. Det drejer sig om Den Blå
Paraply i Vestergade i Randers og
Perronen i Vendersgade i Nykøbing
Falster. Derudover er Værestedet i
Lyrskovsgade på Vesterbro i København genåbnet som distributør.
-sia
Mariatjenesten
søger
FRIVILLIGE MEDARBEJDERE
Har du hjerterum, et åbent sind og lyst til at engagere dig i samfundets skæve eksistenser på Vesterbro, så har Kirkens Korshær
brug for dig til:
Mariatjenesten – i Mariakirken, Istedgade. Et værested for alle.
Vi søger frivillige (25+) til dag- eller aftenvagter ca. én gang
om ugen.
Herberget – i Valdemarsgade. Overnatning kun for kvinder. Vi søger
frivillige (kvinder, 25+) til en vagt hver anden uge kl. 21-09.
Det er muligt at sove på vagten. Herberget drives i samarbejde
med Diakonissestiftelsen.
Miljøet er præget af misbrug, hjemløshed, psykisk sygdom og
prostitution.
Ring for flere oplysninger:
Pastor Birgitte Jeppesen
eller Mariann Ditlevsen
Mariatjenesten
Istedgade 20, 1650 København V
Tlf. 3324 5050 hverdage kl. 10-12
Kirkens Korshær er en folkelig hjælpeorganisation, der har sit virke blandt samfundets
marginaliserede og udstødte grupper. Kirkens Korshær har 380 ansatte og ca. 6.000
frivillige medarbejdere.
HUS FORBI
| nr. 10 oktober 2010 | 14. årgang | 21
| så er det sagt |
af Carsten Jensen
Jeg kan ikke lide Hævnen
foto polfoto
Forfatter, journalist og debattør
Carsten Jensen modtog for nylig
Olof Palme-prisen. Prisen er tidligere uddelt til blandt andre Kofi
Annan og Aung San Suu Kyi.
Carsten Jensen skriver fast i Hus
Forbi.
Det lysner igen for den kriseramte danske film, hvor der efterhånden er blevet langt mellem
de film, der trækker i det store publikum. Susanne Biers film Hævnen har ikke bare tømt hele
blomsterbutikken for anmelderroser, den skaber også køer foran biograferne, og så er alt jo
godt, når kunstnerisk kvalitet og kommerciel succes kan mødes i den samme film.
Jeg har også været i biografen, men jeg kom ud igen og var uenig med det halve Danmark. Jeg kan ikke lide Hævnen.
Jeg vil gerne starte med at udtrykke min respekt for Susanne Bier. Hun var sammen med
sin manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen en af de første, der reagerede, da dansk
film var ved at køre i grøften i klaustrofobisk selvoptagethed, og alle film handlede om det
samme københavnske middelklassepar og dets lumre småforelskelser. Susanne Bier brød ud
af lilleverdenen og skabte filmen Brødre, et knugende melodrama om krigens uafrystelige
moralske dilemmaer.
Men i Efter Brylluppet gik det galt. Ikke bare er historien om en patriark, der ved, han
snart skal dø og derfor formynderisk leder efter en ny far for sine snart faderløse børn, postuleret og konstrueret i svær grad. Der er også noget helt galt med filmens menneskesyn.
Mads Mikkelsen er hovedpersonen, en idealist, der arbejder på et børnehjem for forældreløse børn et sted i Indiens slum. Det er ham, der skal blive den nye far, når patriarken er lagt i
kisten, og det vil han også gerne, for den unge kvinde, der snart bliver enke, er hans ungdoms elskede. Han har bare et problem. På børnehjemmet i Indien er der en lille dreng, der
har knyttet sig så nær til ham som kun et barn, der står helt alene i verden, kan gøre det.
Hvad skal Mads Mikkelsen gøre? Vende ryggen til barnet, nu hvor han får sine egne at
tage sig af? Eller adoptere den lille inder og tage ham med hjem til Danmark?
De små danske børn kan han jo ikke svigte. De står over for at miste deres far, og de har
brug for al den støtte fra de voksne, de kan få. Problemet løser sig heldigvis af sig selv. Børnehjemmet har fået en fodboldbane, og den lille inder en fodbold, og så er han glad. Han har
slet ikke brug for Mads Mikkelsen mere.
Det er det, jeg ikke kan lide ved Efter Brylluppet: Det er dens dobbeltstandarder og dens
nedladende menneskesyn, når det kommer til mennesker i den Tredje Verden. Der er ingen
grænser for den indlevelse og omsorg, sorgramte danske børn har krav på. Børn i Indien skal
bare have en fodbold, også selvom de har mistet ethvert holdepunkt i tilværelsen. Så er de
glade. Så nemme er de. Eller så primitivt konstruerede rent følelsesmæssigt.
Det er det samme menneskesyn, der ligger bag vores stadig mere vrangvillige ulandshjælp.
Fyld maverne på dem, og så er hele skalaen af menneskelige behov opfyldt.
Også Hævnen udspiller sig i to verdener. I en dansk provinsby, der ligner Rudkøbing, og i
en flygtningelejr i Afrika. Lægen Anton bevæger sig begge steder. Det er ham, der belærer
filmens to drenge, den vege Elias og den hævngerrige Christian, om, at vold avler mere vold,
og at kun samtale, udglatning, forsoning kan standse den onde spiral.
Men i Afrika overværer Anton uden at gribe ind en rasende menneskemængdes drab på
den lokale krigsherre. Han kan ikke selv få øje på sin dobbeltmoral, og det kan filmen heller
ikke. Det er happy end i begge verdener.
I Rudkøbing sejrer den fredsommelige fornuft, da alle modsætninger udglattes i et orgie
af tilgivelse. Også i det krigshærgede Afrika indfinder harmonien sig. Men her er den baseret
på det modsatte: hævn og drab. Der er en verden for os, en anden for dem, og selvom globaliseringen belærer os om, at vi alle bebor den samme planet, er der åbenbart to slags mennesker. For den ene slags, det vil sige os, der bor i Rudkøbing og omegn, er kun det bedste
godt nok. De andre må nøjes med en variation af det værste: hævnens primitive tilfredsstillelse.
Og det er, happy end eller ej, i grunden et trist budskab, og hvis jeg skal være helt ærlig,
slet ikke godt nok, hverken til os eller til dem, der bor i Afrika.
Hævnen er en invitation til hykleri.
Så er det sagt er en klumme og udelukkende et udtryk for klummeskribentens holdning.
22
| HUS FORBI | nr. 10 oktober 2010 | 14. årgang
| læserne skriver |
EU som trojansk
Big Brother
EU-parlamentariker Britta Thomsen (S) ytrer – og
ignorerer – i septembernummeret af Hus Forbi flere
forhold om bekæmpelse af kvindehandel
Jeg omtalte i august internationale organisationer, der arbejder imod kvindehandel. Britta
Thomsen medgiver deres gode politikker, men
underkender deres slagkraft, hvilket vi i Folkebevægelsen mod EU anser for et spørgsmål om sund
politisk vilje frem for at stirre sig halvblinde på EU.
Norge deltager da også i europæiske aktioner mod
menneskesmugling, selvom landet står uden for
EU. FN’s politistyrke IPFT/IPTF har i Bosnien været
central i afsløring af handel med kvinder fra Ukraine
og Moldova.
Britta Thomsen kommenterer heller ikke min
skitsering af EU-konstruktionens stærke medvirken
til den udbytning og fattigdom, der afføder handel
med kvinder og børn. På information.dk kan man
læse artiklen ’EU skaber sultflygtninge og behandler
dem som kriminelle’ fra 22. april 2008. Menneskehandel er selvsagt med i det billede. Jeg undrede
mig i august over Britta Thomsens påhit om at
straffe folk, hvis de køber sex velvidende, at kvinden er blevet handlet. For hvordan kan de bevise, at
de ikke vidste det?
Britta Thomsen fastslår endvidere, at de foreslåede EU-regler vil sikre rettigheder og en fælles
definition af menneskehandel. Men det er uklogt at
satse på EU-systemet, da en meget stor del af de
handlede kommer fra lande uden for EU, eksempelvis Nigeria. Kvindehandel stopper ikke ved EU’s ydre
grænser.
Britta Thomsen oplyser ikke, at hvis EU og den
danske regering er enige om, at EU-lovforslaget
er så brillant, så kan Danmark gå med i det via en
’parallelaftale’ trods retsforbeholdet.
Jeg tror på, at Britta Thomsen ærligt er imod
kvindehandel, men hun investerer sine kræfter i en
trojansk hest. Centralt i EU bruger man nu kampen mod kvindehandel og andre uhyrligheder som
rambuk for overvågning og retlige krænkelser af alle
EU-borgere. Med lyssky teknik- og lovpakker som
SIS og Enfopol har EU, uden folkelig debat, i årtier
lagt i gryden til dette Big Brother-system, og hurtig
udlevering efter Unionens ’europæiske arrestordre’
sender allerede uskyldige i udenlandske fængsler.
Kvindehandel skal bekæmpes, men vi må kunne
se detaljerne og det samlede motiv, før vi eventuelt
lader vores evige frihed bytte ud for midlertidig
tryghed. Ellers fortjener vi ingen af delene og mister
dem begge.
Magnus Falko,
medlem af Folkebevægelsen mod EU
Hvor er mine søskende?
I dag fjernes børn på tyndt grundlag. Der har gennem de seneste år været udgivet forskellige bøger
om barnets reform og om, hvordan kommuner bør forholde sig, når de fjerner børn fra deres familier.
Hvad er så formålet med, at man ikke følger regeringens og KL’s egne anvisninger, hvori der klart
står, at der skal arrangeres møder mellem anbragte søskende i løbet af året?
Alle ved jo, at man kan have meget glæde af sine søskende. Med fælles minder og kendskab til
hinanden gennem opvæksten. Det viser sig imidlertid, at søskende ofte splittes ad og anbringes
vidt forskellige steder – til og med i forskellige kommuner. De nægtes mulighed for at vide, hvor
hinanden bor, og hvordan hinandens hverdag er.
Alle mulige undskyldninger fra forskellige sagsbehandlere, der ikke kan finde ikke ud af at koordinere dette, betyder, at søskende aldrig mødes.
Når søskende ikke får lov at se hinanden, før de er blevet voksne, bliver de ofte fremmedgjorte
for hinanden.
KL har for nylig udgivet et fint og uddybende opslagsværk, så ingen kan være i tvivl om, hvad
barnets tarv er. Når retningslinjerne er så klare, er det utilgiveligt, at så mange søskendeflokke
bliver holdt fra hinanden. Af dem, som har påtaget sig ansvaret for dem. Og som gang på gang
bedyrer, at de kun vil børnene det bedste.
Kirsten Skovbo
debatten fortsætter på www.husforbi.dk
tjek også debatten på hus forbis facebookprofil
Hjemløshed er politisk besluttet
Endnu en gang bringer medierne samme
overskrift som sidste år og året før og før og
før. ’Langt flere danskere smides ud af boligen’. Endnu en gang skal en ny yndig kvindelig
socialminister, hvis navn ingen kan huske, prøve
på at bortforklare, at antallet af udsmidninger
har været støt stigende siden 2002 og aldrig har
været større. Selv da højkonjunkturen toppede,
blev flere gjort hjemløse.
Socialministeren kan intet gøre. Socialpolitikken føres nu i Beskæftigelsesministeriet. Den
er blevet til arbejdsmarkedspolitiken, offentligt
finansieret og forvaltet klassekamp til fordel for
køberne.
Men det er socialministeren, der skal besvare
spørgsmålene. Hun prøver igen-igen at forklare,
at der skam er mange årsager, som man er i gang
med at undersøge.
Jeg deltog i marts 2006 i et ’dialogmøde’
med Eva Kjer Hansen, som nogle måneder
forinden havde gjort sig berømt ved at hylde
uligheden, som skabte dynamik i samfundet. Her
var samlet alle mulige frivillige organisationer.
Her blev den voksende hjemløshed også drøftet.
Ministeren bedyrede sin opsathed på at få problemet undersøgt til bunds.
Til min forbløffelse var der ingen, der fortalte
ministeren, ikke engang i forsigtige antydninger,
at, det behøver du ikke, vi ved det alle, årsagen
er regeringens politik. Jeg måtte derfor som formand for Landsorganisationen af Arbejdsledige
tage ordet og fortælle det.
Når huslejerne stiger og ydelserne til de fattigste daler, opstår der et bosætningsproblem,
som nogle fattige løser ved at flytte til Udkantsdanmark, der så får problemer, mens spekulanter
i fattigdom tjener på sundhedsfarlige rønner.
Regeringen har gennem ni år tvunget kommuner og sagsbehandlere til en benhård forvaltningspraksis, som kommunerne har tilsluttet sig
i forskellig grad. Så snart en borger har overtrådt
en eller anden regel, selv en bagatel, skal ydelsen til borgeren standses uanset konsekvensen
for borgeren. Selv hvis denne konsekvens er
hjemløshed. Borgeren kan anke, men det tager
måneder.
Ved mange anker viser det sig, at fejlen var
kommunens. Men dette får ingen konsekvenser
for kommuner eller sagsbehandlere, som har for
mange sager, som ikke kender de utallige regler,
der hele tiden ændres, som sløser, fordi det har
lav status at servicere de fattige. Ingen borger
har endnu fået en erstatning, fordi de mistede
deres bolig på grund af kommunalt sløseri.
Gustav Bunzel, formand for
Landsorganisationen af Arbejdsledige
deltag i debatten Skriv et debatindlæg eller et læserbrev til Hus Forbi, og send det til [email protected]
Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere tilsendt materiale.
HUS FORBI
| nr. 10 oktober 2010 | 14. årgang | 23
24
| HUS FORBI | nr. 10 oktober 2010 | 14. årgang
Kærlighed
på
menuen
Seks dage om ugen er
Den Mobile Café på
gaden med mad, tøj og
lægehjælp til gadens
folk og deres dyr. Men
en snak er også vigtig.
af Anne Andersen
foto Martin Bubandt
Klokken nærmer sig 16, da duften for alvor
breder sig i det smalle køkken, hvor kok og
gadeplansmedarbejder i Projekt Udenfor, Brian
Sørensen, som sædvanlig er i gang ved komfuret.
I dag har han fyret op under tre store stegepander og en 20 liters kogegryde. Ved siden af
ham er Sadie Christoffersen i gang med kartoffelskrælleren. Og hun har travlt. 15 kilo skal
der skrælles. For i aften står der brændende
kærlighed på menuen.
Siden 2001 har Den Mobile Café leveret
varm aftensmad, hjælp og omsorg til gadens
folk og til de mange hjemløse, der langt fra får
den mad, de behøver.
- Folk siger ikke nej, når man kommer med
et gratis måltid mad, og så er der noget at snakke om. Alle har jo en livret, og mad er en god
måde at bryde isen på, forklarer Brian, mens
han skærer den sidste flæskeside op i terninger.
’En plads i solen’
Det er frivillige, der hver aften fragter den rullende café rundt i byen på en rute, som efterhånden er blevet forholdsvis fast.
I aften er det Mette Aamand Sørensen og
Sofie Christensen, der har tjansen. Til daglig
arbejder de som dyrlæger, og egentlig plejer
de at køre med rundt for at hjælpe, hvis en
hjemløs har behov for lægehjælp til sin hund.
Men i aften har de ikke nogen konsultationer,
og i caféen er der altid brug for folk til at tage
vagter.
Aftenens første stop er hos søskendeparret
Carol og Britta i en baggård få gader væk. Bag
en metaltrappe i hjørnet af gården stikker en
hvid hætte op. Det er Carol, og det er her bag
trappen, han bor med drømmeseng, natbord
og gasprimus. Fra natbordet oplyser en sengelampe det dunkle hjørne, så det er muligt at
læse. Carol er i gang med Liza Marklunds ’En
plads i solen’.
- Er I klar til at få lidt mad? kalder Mette
ude fra vognen. Hun slår bagsmækken op.
- Det er vi vel, siger Carol og lægger bogen
fra sig på drømmesengen. Hvad står den på i
dag?
I et andet hjørne af gården bor Carols søster
HUS FORBI

| nr. 10 oktober 2010 | 14. årgang | 25
- Bare der
er kartofler.
Så er min
mave sådan
set ligeglad,
om det er
brunkål,
blæverflæsk
eller medisterpølse.
Kenneth
Britta. Normalt henter de selv maden et af de
steder, hvor caféen gør holdt. Men Britta er
kommet til skade, så det er rart, at madvognen
kigger forbi. Carol skynder sig at fragte den
første portion om til Britta, der helst vil blive
bag madrassen, som skærmer for vejr og vind.
Så trækker han tilbage mod vognen for selv
at få noget at varme sig på. Han har spist mad
fra Den Mobile Café, siden han for fire år siden
rykkede på gaden. Men ikke hver aften.
- Jeg har jo min lille primus. Så jeg kan også
sagtens lave lidt selv, siger han.
Kærlighed – fra mig til dig
Næste stop er Israels Plads. Umiddelbart er der
ingen hjemløse at se på pladsen.
- Måske er de gået videre. Det sker engang
imellem, siger Sofie, mens vi kører mod Nyrops
Plads og Lasse, som straks er på benene og
kommer frem fra sit hi bag væggen af grønne
mælkekasser, da vi holder ind.
- Der var du! udbryder han, kaster sig i
armene på Mette og giver hende et stort og
langt kram.
- Så er der brændende kærlighed. Og det er
26
| HUS FORBI | nr. 10 oktober 2010 | 14. årgang
- Folk siger ikke nej, når man kommer med et gratis måltid mad,
og så er der noget at snakke om. Alle har jo en livret,
og
mad er en god måde at bryde isen på.
Brian Sørensen, Projekt Udenfor
fra mig til dig, siger Mette og fylder en tallerken med kartoffelmos og flæsk.
- Er det rigtigt? Hvor lækkert. I kan da også
det hele.
nok bløde dem op med vand, før hun får dem,
lover han dyrlægen Mette, som svarer, at så er
det helt ok med kager til hunden.
Brug for trøjer
En hund efter kager
I Sydhavnen holder vi ind på en forladt DSBgrund. Fem fyre vinker os velkommen med
hænderne højt over hovedet. De har tydeligvis
ventet på den populære blå kassevogn.
Det er Kenneth Carlsen og Bernd Friese, der
bor på pladsen. De tre andre er på besøg.
- Bare der er kartofler. Så er min mave sådan
set ligeglad, om det er brunkål, blæverflæsk
eller medisterpølse, siger Kenneth, der ikke er
særlig sulten og derfor hellere vil vise os rundt
på pladsen.
Ude ved vognen er Bernd ret begejstret for
den pose croissanter og kager, Mette rækker
ham. Han er nabo til Kenneth og bor i campingvognen i den anden ende af grunden.
- Hun elsker dem, siger han og nikker mod
schæferen Manga, som gengælder hans blik,
mens halen slår mod jorden.
-Alle hunde kan godt lide kager, og jeg skal
Mørket har lagt sig, og kulden slår op omkring
alting, da vi når Østerport Station. Her plejer
mange at samle sig, og i dag er ingen undtagelse. Allerede før Mette har trukket håndbremsen, er en flok på omkring 30 mand stimlet
sammen om den blå kassevogn. ’Vad måste vi
så kjalde restaurangan ikväll?’ synger en fyr
i forreste række. Flere er tydeligvis svenske.
Andre er fra Finland, og nogle fra Polen. Som
Mariusz på 30, der er søgt til København for at
få en bedre tilværelse. I de seneste to måneder
har han ledt efter et sted at tilbyde sine ledige
hænder. Uden held. Dagene tilbringer han mest
alene. Søgende. Udenfor og på varmestuer.
- Jeg er ikke så glad for mit liv lige nu. Det
er for koldt, siger han, mens skuldrene søger op
mod ørerne.
- Men maden her. Den kan jeg godt lide. Han
sender et sultent blik ned i tallerkenen og fortæller, hvor taknemmelig han er over, at nogle af
de andre polakker fortalte ham om caféen. En af
dem er allerede færdig med at spise. Nu vil han
høre, om der er flere varme trøjer. Sofie finder
en frem fra bagsædet og holder den op foran
ham for at se, om størrelsen passer. Han ryster
på hovedet.
- Nej, nej. For lille, siger han og peger på sin
hals: Astma.
Næste trøje passer bedre, og Janusz, som han
hedder, lyser op i et smil og trækker over mod
muren, hvor mændene i slænget rykker sammen i ly for natten, der er på vej.
Der er stadig et par måltider tilbage, så
cafévognen kører ind mod Strøget. På bænken
foran Helligåndskirken giver en harmonikaspiller aftenkoncert. Sofie ruller vinduet ned
og siger hej og tilbyder en portion mad, men
manden har allerede spist.
- Hvad så med en kop kaffe? spørger Sofie.
- Hvis det er muligt, så ja tak, svarer han.
Mette stiger ud og anretter både kaffe og kage
på bænken. Musikanten smiler og trækker ud i
sin harmonika .
- Den her ... den er til jer, siger han og sen
der endnu en melodi ud i natten. |
HUS FORBI
| nr. 10 oktober 2010 | 14. årgang | 27
28
| HUS FORBI | nr. 10 oktober 2010 | 14. årgang

HUS FORBI
| nr. 10 oktober 2010 | 14. årgang | 29
30
| HUS FORBI | nr. 10 oktober 2010 | 14. årgang
HUS FORBI
| nr. 10 oktober 2010 | 14. årgang | 31
Dette er femte del af føljetonen om Allan Jakobsen, som vi følger gennem i alt seks måneder. Han er 35 år, hjemløs og Hus Forbi-sælger. Allan er født og opvokset i Odense og
var ti år, da han startede med at drikke. Som 14-årig begyndte han at tage heroin. Han er
uddannet sømand og skibskok, men i de sidste 16 år har hjemløsheden og heroinmisbruget
styret hans liv. Han har haft lejligheder af et halvt års varighed, men kan ikke finde sig
tilpas indendørs og ryger på gaden igen. Allan Jakobsen får ingen understøttelse.
Denne og tidligere artikler om Allan kan læses på www.husforbi.dk
Om jeg så vandt i Lotto,
ville jeg stadig sælge aviser
| føljeton fra gaden |
af Birgitte Ellemann Höegh
foto Holger Erik Henriksen
Det har regnet heftigt de sidste par dage. Allan
har været på Sundholms natherberg for at få
en soveplads, men der var for mange mennesker, så han gik igen.
- Jeg spiste nogle rugbrødsmadder og tog i
stedet ud til shelteret ved Skodsborg Skov og
sov. Når jeg er på Sundholm, vil jeg helst sove
på en sofa på en lille sovesal, hvor vi er seks
stykker, der kender hinanden. Går jeg ind i et
af de større rum, er der større sandsynlighed
for, at jeg får lånt mine ting ud til nogen, der
ikke har spurgt om lov, siger han og griner
tørt.
Han er sammen med en kammerat, Walo,
- Han sparker mig i
røven, hvis jeg får lyst
til at tage stoffer.
Og det er faktisk lykkedes ikke at falde i endnu.
som han skal ud og sælge aviser sammen med
ved Amager Centeret. De har kendt hinanden
det sidste halve år.
- Han hjælper mig med at hente aviser og
passe på min plads, men har ikke overskud til
at stå og sælge aviser lige som mig, siger Allan.
Til gengæld har Walo, der er tidligere narkoman, overskud til at hjælpe Allan med at
holde sig fra heroinen, som Allan ikke har rørt
i nu halvanden måned.
- Han sparker mig i røven, hvis jeg får lyst
til at tage stoffer. Og det er faktisk lykkedes
ikke at falde i endnu. Jeg spiser min metadon
hver dag for at holde mig rask. Ellers ville jeg
få nedtur og fryse, svede og ryste – og så ville
jeg jo ikke få solgt aviser.
Efter 11 år som narkoman er Allan blevet
godt og grundig træt af det stressende liv med
at skaffe penge til heroinen. Det styrede hele
hans liv og var samtidig en af årsagerne til, at
han i dag har gebis.
- Jeg har haft paradentose, siden jeg var 19
år, og det blev selvfølgelig ikke bedre af, at jeg
røg på stoffer. Så jeg fik gebis for tre år siden.
Han hakker tænderne sammen et par gange,
så det giver nogle ordentlige smæld.
Telt og postkort fra kunderne
Aviserne er faktisk stadig det vigtigste holdepunkt i Allans liv. Havde han ikke haft dårlig
ryg og levet som narkoman, var han taget ud
at sejle igen, men på plads nummer to ligger
jobbet som Hus Forbi-sælger.
- Om jeg så vandt i Lotto, ville jeg stadig
sælge aviser. Jeg møder så mange forskellige
mennesker, som jeg får nogle sjove og gode
snakke med. For eksempel har jeg lige fået et
tremands-telt og et postkort med en hilsen fra
Kreta fra en af mine faste kunder, der hedder
Line. Jeg har fået sat teltet op ude i skoven og
skal sove i det i nat. Og det er jo fedt, for jeg
har længe gerne villet have et telt, siger Allan.
Allan har koncentreret sig om at sælge
aviser på fuld styrke. Samtidig har afholdenheden fra stofferne givet ham et nyt overskud.
- I dag skal jeg begynde at styrketræne i et
fitnesscenter sammen med Walo. Det vil være
godt for min ryg, som jeg skadede, da jeg var
ude at sejle og bankede rust i en ordentlig
søgang - dunk, dunk, dunk. Og så vil jeg også
gerne tage nogle kilo på. Jeg er alt for tynd.
Men jeg har prøvet alt – også piskefløde – og
intet hjælper. Mit stofskifte er for højt, siger
han.
Allan går ind på tøjdepotet på Sundholm.
Her finder han et par joggingbukser, som han
kan bruge til træningen.
- De ser okay ud, og det er vist også et eller
andet mærke, siger han og propper dem ned i
sin taske |
hvad er dine planer
for den næste tid?
- Hus Forbi skal bruge en ny sælgerrepræsentant på Amager, og det vil jeg stille op til. Det vil
nok ikke være så krævende, så det generer mig
ikke. De mangler én, så det er bare for at hjælpe.
Man skal holde øje med, om sælgerne opfører
sig ordentligt, ikke drikker øl eller råber efter
kunder, der ikke vil købe aviser, og så skal man
tjekke, om der er falske sælgerkort i omløb, eller
om sælgerne overhovedet har et kort. Det er de
andre sælgere på sælgermødet, der skal stemme
mig ind, så jeg må jo se, hvem der ellers stiller op.
Og for mig vil det være nemt, fordi det er her på
Amager, jeg altid har solgt aviser, siger Allan.