1. No category

hus forbi
nr. 11 november 2010 14. årgang | pris 20 kr. | 8 kr. går til sælgeren | køb af sælgere med synligt id-kort
starthjælp virker mod hensigten
Danskere
ryger i
regeringens
indvandrerfælde
ny dansk underklasse
Fattig med
fuldtidsjob
ansattes tryghed forsvinder
Presses på løn
og sikkerhed
hus forbi
KONTAKT
tlf. 8993 7474
REDAKTION
ANSVARSHAVENDE REDAKTØR
Jens Høvsgaard
[email protected]
REDAKTIONSSEKRETÆR
Simon Ankjærgaard
[email protected]
SKRIBENTER og FOTOGRAFER på dette nummer:
Trine Kit Jensen
Birgitte Rørdam
Mie Lykke Nielsen
Sanne Maja Funch
Birgitte Höegh
Holger Erik Henriksen (foto)
Flemming Schiller (foto)
Joachim Rode (foto)
Uffe Weng (foto)
FORSIDEFOTO
Joachim Rode
KORREKTUR
Bro Kommunikation A/S
LAYOUT
salomet grafik
| leder |
Engelsk syge i Danmark
KONTAKT REDAKTIONEN
tlf. 2990 2424
[email protected]
I denne måned for fire år siden besøgte jeg en familie i Sheffield i England. Faren var
bygningsarbejder, moren sygehjælper, og de tre børn snotforkølede. En helt igennem typisk
engelsk arbejderklassefamilie, og som hos så mange andre familier i det hjørne af England,
hvor Robin Hood og hans raske svende tidligere huserede, var det småt med finanserne hos
fattigfolk. Og fattige var de. Selvom begge forældre var i beskæftigelse, slog indtægterne ikke
til. Deres løn og arbejdsvilkår var blevet presset eftertrykkeligt i bund, samtidig med at priser
og brugerbetaling var på himmelflugt. De var working poor – arbejdende fattige.
Jeg besøgte også en enlig mor i Rotherham. Hun var nyuddannet lærer, nyskilt og desperat.
Ikke på grund af den utro mand, hun havde ladet sig skille fra, men på grund af den fastlåste
situation, hun var havnet i efter skilsmissen. Begyndelseslønnen som lærer var så lav, at den
ikke rakte til både husleje og fuldtidsbørnehave til sønnen, derfor var hun tvunget på laveste
bistand. En ydelse, der hverken gav plads
til en tur på McDonalds eller nye vinterstøvler.
Det er historierne i denne måneds Hus
Forbi, der får mig til at tænke tilbage på
min tur til England. Dengang for fire år
siden talte vi ikke så meget om fattigdom
her i landet. Det gik jo ufattelig godt
med stigende friværdier, en godt polstret
statskasse og en ukuelig tro på, at det
kun kunne blive endnu bedre. Vi gad ikke
rigtig at forholde os til, at det, der foregik
i England, en dag kunne blive virkelighed
i Danmark. Men nu er den her altså – den
engelske syge. Vi kan ikke længere tillade os at lukke øjnene for, at den er begyndt at hærge
og er ved at udvikle sig til en epidemi. Som i England bliver en lille del af befolkningen rigere
og rigere, mens store dele til gengæld bliver fattigere. Mange af de ting, jeg så for fire år siden
i Udkantsengland, slår nu også igennem her i Danmark. Skoler og hospitaler forfalder eller lukker. Tryghed i ansættelsen og overenskomstmæssig løn er til forhandling, og sociale initiativer
overlades til private eller outsources i stigende grad til firmaer, der skal tjene på dem. Mens
jeg opholdt mig i England, var et af de helt store samtaleemner, at privatiserede jobcentre
havde indført overtakseringsnumre, så de tjente på at lade klienterne vente i telefonen frem
for at give dem en hurtig betjening. Så langt er vi dog endnu ikke nået her i landet, men lur
mig, hvis udviklingen fortsætter, så varer det ikke længe, for som min ven, bygningsarbejderen
i Sheffield, sagde:
- De rige har altid forstået at tage fra os fattige. Det, vi har brug for nu, er en ny Robin
Hood.
Mens de venter på ham i England, så kan vi her i Danmark håbe på, at vores egen Robin
Hood-legende, Jens Langkniv fra Daubjerg Kalkgruber i Jylland, også begynder at røre på sig,
men indtil det sker, så vil Hus Forbi fortsætte med at sætte fokus på skævheder, uretfærdigheder og uligheden i det danske samfund, men vi har brug for din hjælp.
Er du selv blevet dårligt behandlet, har du oplevet at andre bliver det, eller kender du til en
historie, der trænger til at blive offentliggjort, så send os en mail, eller giv os et ring. Adresser
og telefonnumre finder du i kolofonen på denne side.
Vi gad ikke rigtig at
forholde os til, at det
der foregik i England
en dag kunne blive
virkelighed i Danmark.
Men nu er den her altså
– den engelske syge.
SALGSAFDELING
Jimmy Rohde, tlf. 5133 8128
[email protected]
Rikke Kratholm, tlf. 2932 9084
[email protected]
SÆLGERKONTAKT
tlf. 5133 8128/2932 9084
UDGIVER
Foreningen Hus Forbi
Bragesgade 10 B, stuen, 2200 København N
www.husforbi.dk
DEBATINDLÆG
[email protected]
DISTRIBUTION
Boformer for hjemløse, varmestuer, medborgerhuse m.m.
kan fungere som distributør for Hus Forbi – dvs. være
udleveringssted af avisen til sælgerne.
Kontakt os på: tlf. 2932 9084/5133 8128
(se listen af distributører på www.husforbi.dk).
ABONNEMENT
STANDARDABONNEMENT: 340 kroner (12 numre om året
– inklusive moms, porto og gebyr).
STØTTEABONNEMENT: 540 kroner
Henvendelser om abonnement på tlf. 7026 7006
eller [email protected]
BIDRAG
Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du sætte beløbet ind
på kontonummer (9541)60028842.
Mærk indbetalingen ’bidrag’.
TRYK Medieselskabet Nordvestsjælland
OPLAG 75.000
LÆSERTAL 376.000 (2. og 3. kvartal 2009)
ifølge Index Danmark/Gallup
ANTAL SÆLGERE Cirka 500
ISSN 1397-3282
Næste nummer udkommer den 1. december 2010.
OM HUS FORBI Hus Forbi udkom første gang i 1996 og sælges af
hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker.
Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer.
Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede grupper
både via indholdet af Hus Forbi og i mødet med sælgeren.
Hus Forbis sælgere er alle udstyret med et id-kort udstedt af Hus
Forbis sekretariat. Salget af Hus Forbi fungerer for sælgerne som et
alternativ til tiggeri og eventuel kriminalitet. Indholdet i Hus Forbi
produceres primært af professionelle freelancere, fotografer og
illustratorer. Hus Forbi er medlem af det internationale netværk af
gadeaviser, INSP.
Rigtig god november.
Jens Høvsgaard, ansvarshavende redaktør
Vi støtter Hus Forbi
v/Annemette Lyngh
Vil du også støtte Hus Forbi?
2
Det koster 5.000 kroner om året at få sit firmalogo her på siden. Send en mail til [email protected]
| HUS FORBI | nr. 11 november 2010 | 14. årgang
| indhold |
4
Fattigdom rammer
ikke kun de arbejdsløse.
I udlandet har man i
mange år kendt til
fænomenet working poor
– og nu kommer det til
Danmark, hvor trygheden
på arbejdsmarkedet ikke
er, hvad den har været.
Løn og arbejdsvilkår er
under hårdt pres, og
mange arbejder allerede
nu på vilkår, som de
færreste kunne forestille
sig for blot få år siden.
16
Der er en kold skulder
på vej til de grønlandske
væresteder, der står
til lukning når satspuljemidlerne udløber
ved årsskiftet. Kommunerne er for trængte
til at skyde penge ind
i projekterne, så nu er
det op til politikerne på
Christiansborg.
18-19 noter
Hus Forbi er med til at præsentere
en film om tre hjemløse grønlændere.
10
Starthjælpen udgør
blot 30-40 procent
af kontanthjælpen og
var oprindeligt rettet
mod indvandrere og
flygtninge. I dag er
en tredjedel af starthjælpsmodtagerne
danskere.
24
En idealistisk præst
og en simpel tanke.
Hus Forbi kiggede ind
til Asser Skude og
Projekt Gæstebud.
| et billede fra gaden |
foto Holger Erik Henriksen
Avis på hjul: Hus Forbi-sælger Lasse foran sit faste sted ved Irma i Sejrøgade på Østerbro.
20 5 skarpe
Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti
forklarer partiets holdning til starthjælp
og socialt udsatte.
21 så er det sagt
Carsten Jensen hudfletter
Flemming Rose.
22-23 læserne skriver
32 føljeton fra gaden
Læs sidste afsnit i føljetonen om Allan,
der er 35 år, hjemløs og Hus Forbi-sælger.
HUS FORBI
| nr. 11 november 2010 | 14. årgang | 3
Arbejdende fattige
er den nye underklasse
i Danmark
I USA, hvor fænomenet har været kendt længe, kalder man dem 'working poor'.
Men heller ikke i Europa er arbejde en forsikring mod fattigdom,
og også danskere er i fare for at ende som arbejdende fattige.
af Trine Kit Jensen
foto Uffe Weng
- We don't want trouble. We want
work.
Den replik har Mattias Tesfaye,
murer og faglig sekretær i 3F, hørt
et utal af gange. I dag falder den,
da han stikker to unge polakker
sit visitkort med en opfordring til
at ringe, hvis de får problemer. De
to er i gang med noget pudsearbejde på en byggeplads i København, og de ved ikke, hvem de
arbejder for.
Men de oplyser, at de får 110
kroner i timen, og det er de godt
tilfredse med. Om de arbejder sort
eller hvidt, går glip af feriepenge,
pension eller er nødt til at overnatte i soveposer på pladsen,
kan ikke umiddelbart opklares.
Men ifølge dem selv har de ingen
problemer. I hvert fald ikke, når
det er den danske fagforening,
der spørger.
Polakker og andre østarbejdere
vil bare gerne arbejde. Nogle lader
sig nøje med 65-70 kroner i timen,
for alternativet i hjemlandet kan
være langt værre. Men skal de
leve i Danmark på den samme
lave løn, er de working poor – arbejdende fattige – og det risikerer
ufaglærte og faglærte danske
håndværkere også at blive, lyder
advarslen fra Mattias Tesfaye.
- Hvis du har så lav en løn, at
du med arbejde på fuld tid ikke
kan leve en almindelig, anstændig
tilværelse, sådan som vi forstår
det i Danmark, er du working poor,
siger han.
En anstændig tilværelse
handler blandt andet om, at der
4
skal være råd til at betale en helt
normal husleje og købe ordentlig
mad. Det skal ikke være nødvendigt at have to-tre forskellige job
for at klare sig, og samtidig skal
man have indflydelse på sit eget
arbejdsliv, så man ikke fuldstændig er overladt til arbejdsgiverens
forgodtbefindende, mener Mattias
- Hvis du har så lav
en løn, at du med arbejde
på fuld tid ikke kan leve
en almindelig, anstændig
tilværelse, sådan som
vi forstår det i Danmark,
er du 'working poor'.
Mattias Tesfaye,
murer og faglig sekretær i 3F
Tesfaye. Med udviklingen på det
tyske arbejdsmarked som skræmmebillede har han derfor skrevet
bogen ’Vi er ikke dyr, men vi er
tyskere’. Den skal åbne danskernes øjne for, at vi må begynde
at forholde os til en virkelighed,
hvor arbejdskraften flytter sig
over grænserne. Med store forandringer til følge.
I Tyskland er lønningerne
styrtdykket over de sidste ti år.
Hver sjette tysker arbejder i dag
for under 72 kroner i timen, og
to millioner tyskere får under 38
kroner i timen. Her er det en realitet, at mange må have flere job
for at få økonomien til at hænge
sammen, og kun hver ottende tysker har en normal arbejdsuge på
35-42 timer. Samtidig står en mil-
| HUS FORBI | nr. 11 november 2010 | 14. årgang
lion tyskere hver dag i kø, hvor
der bliver delt mad ud, på samme
måde som man ser det i USA –
og det er kun et spørgsmål om
tid, før working poor-fænomenet
rammer Danmark, spår Mattias
Tesfaye.
Som faglig sekretær i 3F er han
også denne formiddag rundt på
byggepladser, hvor østarbejdernes
elendige løn- og arbejdsvilkår
smitter af på de forhold, danske
håndværkere må arbejde under.
Nord for København støder han
for eksempel på en flok danske
murere og tømrere, der er hyret
til at renovere en villa. De har ingen skurvogn, ingen steder at gå
på toilettet, ingen overenskomst
og er nu bange for, om de overhovedet får deres løn.
- I den del af branchen, jeg bevæger mig i, er det svært at finde
håndværkere, der ikke har følt sig
truet på indtægten fra arbejdsgivere, som argumenterer med, at
der er østarbejdere, som kan gøre
det meget billigere, siger Mattias
Tesfaye.
Han oplever, at både løn og
arbejdsforhold er til konstant forhandling ude på byggepladserne,
og at også danskere viger tilbage
for at stille krav, fordi de frygter,
at arbejdet ryger. Og den frygt er
ikke ubegrundet.
- Det foregår ikke nødvendigvis på den måde, at arbejdsgiveren sætter dem en pistol for
panden og siger: 'Du er fyret'.
Men når mester giver et tilbud,
beregner han, hvad hans ansatte
skal have i løn på overenskomsten. Giver han det, taber han opgaven og er nødt til at fyre folk.
Det er dem, der arbejder uden
overenskomst og til en lavere løn,
der får arbejdet, siger han.
Ifølge Mattias Tesfaye er vi
altså allerede et godt stykke ude
på det skråplan, der kan føre til
tyske tilstande, og det er ikke
kun danske byggearbejdere, der
risikerer at ende som working
poor, mener han. Som eksempler
på andre, der er i farezonen, peger
han blandt andet på transportarbejdere, hotel- og restaurationspersonale og de, der arbejder i
landbrug og gartneri.
- Risikoen gælder i alle fag med
konkurrence fra billig udenlandsk
arbejdskraft, siger han.
Dansk model under pres
Mattias Tesfaye er ikke den
eneste, der ser indikationer på, at
working poor-fænomenet banker
på Danmarks dør. Det gør også
Flemming Larsen, arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet.
- I Danmark har vi haft nogle
stærke mekanismer, der sikrede
en forholdsvis høj bund, når det
gælder løn. Men den danske model er under pres, både på grund
af arbejdskraftens frie bevægelighed og den faldende organisationsgrad, siger han.
Flemming Larsen peger også
på, at regeringen i en periode med
lavkonjunktur og stor arbejdsløshed har valgt at stramme reglerne
for at få både kontanthjælp og
dagpenge. Dagpengeperioden er
for eksempel reduceret fra fire til
to år, og i takt med at flere ryger
ud af systemet vil det presse lønningerne, vurderer han.
- Sammenlignet med andre lande har vi herhjemme haft et forholdsvist generøst sikkerhedsnet,
men nogle i de her grupper vil
nu stå uden forsørgelsesgrundlag. De kan komme i en desperat
situation, hvor de er villige til at
acceptere næsten hvad som helst,
herunder en lavere løn, siger han.
Chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Jonas
Schytz Juul, ser endnu ikke indkomster på working poor-niveau i
de statistikker, han arbejder med.
Men også han mener, at der er en
reel risiko for, at vi kommer til at
se arbejdende fattige i Danmark.
Især blandt de ufaglærte, der er
hårdest ramt af krisen og konkurrencen fra billig udenlandsk
arbejdskraft. Ligesom Flemming
Larsen peger han på, at fagforeningerne er svækkede på grund
af dalende medlemstal – og måske
vil blive det i endnu højere grad.
- Det er blevet dyrere at være
medlem af en fagforening, fordi
der er indført et loft over, hvor
meget man kan trække fra i skat,
og bliver der endnu flere uorganiserede på det danske arbejdsmarked, vil det udhule fagforeningernes forhandlingsret, siger han.
18 millioner i Europa
Paraplyorganisationen European
Anti-Poverty Network (EAPN)
anslår, at omkring 18 millioner
EU-borgere nu er working poor –
og at antallet er voksende. Den
udvikling vækker i stigende grad
bekymring i Europa-Parlamentet,
der i starten af september vedtog
en række anbefalinger til retningslinjerne for beskæftigelsespolitikken i EU frem til 2014. Heri
understreges det, at bekæmpelse
af fattigdom ikke blot handler
om at få flere i arbejde, men også
om sikre ordentlige job til en løn,
man kan leve af.
- Det er ved at gå op for flere og
flere EU-politikere, at fattige ikke
længere er en lille marginaliseret
- I den del af branchen,
jeg bevæger mig i, er det
svært at finde håndværkere, der ikke har følt sig
truet på indtægten fra
arbejdsgivere, som
argumenterer med, at der
er østarbejdere, som kan
gøre det meget billigere.
Mattias Tesfaye,
murer og faglig sekretær i 3F
gruppe, men at fattigdom også
rammer mennesker, der har et
arbejde. En strategi mod working
poor er derfor en af vores hovedanbefalinger. Det handler om
at skabe et ordentligt arbejdsliv
for alle, og lige nu er spiralen for
nedadgående, siger SF`s Emilie
Turunen, medlem af parlamentets
beskæftigelsesudvalg.
HUS FORBI
Heller ikke Emilie Turunen
er i tvivl om, at working poorfænomenet nærmer sig det danske
arbejdsmarked, og hun efterlyser
konkrete undersøgelser af, hvordan det står til herhjemme.
- Første krav må være, at man
undersøger det mere systematisk – også for at kunne handle
præventivt, siger hun.
Og så er vi tilbage hos Mattias
Tesfaye, der i Danmark både savner en erkendelse af problemet og
en vilje til at løse det.
- Kampen mod social dumping
skal være en hjørnesten i grundlaget for en kommende regering.
Vi er en del af et indre marked,
som kun går én vej. Flere bevægelser over landegrænserne og
ikke kun af varer og kapital, men
også af mennesker, der flytter sig
for at arbejde et andet sted.
Ligesom økonomien vil arbejdsmarkederne – på godt og
ondt - integrere sig. Det skal vi

forholde os til, siger han. |
| nr. 11 november 2010 | 14. årgang | 5
foto Polfoto
Arbejdsmarked
under forandring
Svækkede fagforeninger, økonomisk krise og høj arbejdsløshed.
Trygheden på det danske arbejdsmarked er ikke, hvad den har været.
Løn og arbejdsvilkår sættes under hårdt pres, og mange arbejder
allerede nu på vilkår, som de færreste kunne forestille sig for blot få år siden.
foto Polfoto
6
| HUS FORBI | nr. 11 november 2010 | 14. årgang
af Trine Kit Jensen
Alt for mange ansøgere til alt for få ledige job.
Sådan ser det danske arbejdsmarked ud lige
nu. Faste stillinger på fuld tid hænger ikke
på træerne, og mange melder sig derfor under
fanerne hos vikarbureauerne. Det gælder
for eksempel arbejdsløse medlemmer af HK
Privat.
- Den økonomiske krise betyder, at mange
af vores medlemmer er blevet sagt op, og flere
og flere tilmelder sig vikar-bureauerne. Måske
i håb om at det kan føre til fast job, siger Carlo
Søndergård, faglig chef hos HK Privat.
- På grund af arbejdsløsheden føler
folk sig presset til at acceptere nogle
løn- og arbejdsvilkår, som vi ikke
så for bare halvandet år siden, og
fortsætter den udvikling, risikerer vi
at få et A- og et B-hold på arbejdsmarkedet.
Carlo Søndergaard,
faglig chef hos HK Privat
Men selv vikariater er der hård kamp om,
for også her styrtdykker efterspørgslen. Fra
juni 2008 til samme måned i år gik antallet
af vikaransættelser ned fra 32.500 til 18.800
– et fald på 42 procent. Det viser tal fra HK
Privat og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Og lykkes det at få foden indenfor som vikar,
bliver håbet om mere varig beskæftigelse kun
sjældent indfriet. Ud af 31.000 vikarer i marts
2008 var det således kun 8.561, der fortsat var
ansat året efter.
Vikarer er nemlig lige så nemme at fyre,
som de er at hyre – og kontorfolk, butiksassistenter, bogholdere eller it-konsulenter ryger
ofte ud igen, før de kan stille krav om de samme rettigheder, som andre på arbejdsmarkedet
har. Retten til for eksempel fuld løn under
sygdom eller til pension er typisk bestemt af
anciennitet, og HK Privat ser eksempler på, at
virksomheder vælger at sige vikarer op umiddelbart inden, de får ret til pension.
Lige som i andre brancher breder også projektansættelser og andre tidsbegrænsede stillinger sig, og et stigende antal medlemmer af
HK Privat arbejder på individuelle kontrakter.
Det sker for eksempel, fordi arbejdsgiverne
slår på, at netop disse job giver et særligt an-
svar og derfor ikke er omfattet af de kollektive
overenskomster – og også i sådanne kontrakter kan pension eller andre goder mangle.
- På grund af arbejdsløsheden føler folk sig
presset til at acceptere nogle løn- og arbejdsvilkår, som vi ikke så for bare halvandet år
siden, og fortsætter den udvikling, risikerer
vi at få et A- og et B-hold på arbejdsmarkedet,
siger Carlo Søndergaard.
Det er både folk i en moden alder og helt
unge mennesker, der må give køb på ordentlige løn- og arbejdsvilkår, og glipper pensionen
får det konsekvenser resten af livet.
- Så er man ikke alene working poor på
arbejdsmarkedet, men bliver også fattig som
gammel, siger han.
et andet og måske igen om eftermiddagen et
tredje sted, skal der ikke megen fantasi til at
forestille sig, at livet efter arbejdslivet ikke er
noget at råbe hurra for.
- Når man flintrer og farer sådan rundt,
bliver der ikke mulighed for et sammenhæn-
- Vi har mange, der er nødt til at
gøre rent to-tre forskellige steder
for at få en løn, de kan leve af.
Lone Hoffmann,
forhandlingssekretær i Den Offentlige Gruppe
under fagforbundet 3F
Må have flere jobs
Mens nogle må gå fra den ene kortvarige
ansættelse til den anden, bliver andre tvunget
til at gå på deltid. Det gælder for eksempel
rengøringsassistenter i det offentlige, der kan
blive tvunget ned i tid, fordi de økonomisk
hårdt trængte kommuner skal spare og derfor
skærer i rengøringen på skoler og daginstitutioner.
Med en grundløn, der kun lige sniger sig op
over 116 kroner i timen – eller 18.600 kroner
om måneden på fuld tid – er jobbet i forvejen
et af de dårligst betalte herhjemme. På deltid
kan en enlig mor med et par børn derfor slet
ikke få budgettet til at hænge sammen, og
konsekvensen er, at hun må have mere end ét
job.
- Antallet af rengøringsassistenter, der
bliver tvunget på deltid er bestemt ikke blevet
- Der er eksempler på nyuddannede, som er villige til at gå for 20.000
kroner.
Niels Lykke Jensen,
chef for politisk-økonomisk afdeling
i Akademikernes Centralorganisation.
færre under krisen. Vi har mange, der er nødt
til at gøre rent to-tre forskellige steder for at
få en løn, de kan leve af, siger Lone Hoffmann,
forhandlingssekretær i Den Offentlige Gruppe
under fagforbundet 3F.
Med ét deltidsjob i det offentlige, et andet
i privat regi og supplerende timer som for eksempel pædagogmedhjælper bliver økonomien
måske reddet. Men arbejder man tre timer om
natten ét sted, fra klokken 9 om morgenen
gende familieliv. Psykisk er det hårdt, og også
den fysiske nedslidning bliver større, siger
Lone Hoffmann.
Gøgeunge-effekt
Også hos akademikerne forandres og forringes løn- og arbejdsvilkår i disse år. I den
private sektor ligger den anbefalede startløn
for magistre og djøf'ere på 33-35.000 kroner
om måneden. Men rigtig mange, der fik deres
eksamensbevis for ét eller to år siden, er nu så
desperate efter at komme i job, at det trykker
lønnen.
- De gennemsnitlige lønninger i den private
sektor er faldet, og der er eksempler på nyuddannede, som er villige til at gå for 20.000,
fortæller Niels Lykke Jensen, chef for politiskøkonomisk afdeling i Akademikernes Centralorganisation.
Andre vælger i en periode at arbejde helt
gratis eller i et job med løntilskud, og der er
også akademikere, som går et niveau ned og
tager et HK-job til HK-løn.
- Det skaber en gøgeunge-effekt, hvor
andre skubbes ud af reden, siger Niels Lykke
Jensen.
At arbejde på freelance-basis er også en mulighed, akademikere griber til, hvis det faste
job lader vente på sig. Men også den levevej er
usikker og den reelle timeløn i de små firmaer,
der dukker op, er sjældent særlig høj, lyder
meldingen.
Ligesom Carlo Søndergaard fra HK Privat
frygter Niels Lykke Jensen, at de forandringer,
der i øjeblikket sker på arbejdsmarkedet, vil
dele arbejdsstyrken op i et A- og et B-hold.
- Forsætter tendensen, fører det til et
mere polariseret arbejdsmarked med større

ulighed, siger han. |
HUS FORBI
| nr. 11 november 2010 | 14. årgang | 7

Presset
ned i
tid
& løn
8
| HUS FORBI | nr. 11 november 2010 | 14. årgang
Hans Pedersen er glad for sit arbejde
som skolebus-chauffør på Fyn. Men
efter en virksomhedsoverdragelse har
han udsigt til at miste 4.000
kroner om måneden, fordi den
ny arbejdsgiver ikke vil lade
ham fortsætte på fuld tid.
af Trine Kit Jensen
foto Flemming Schiller
- Hej Hans.
Sådan lyder det konstant, når 56-årige
Hans Pedersen bevæger sig rundt i Assens og
omegn.
Som skolebus-chauffør gennem 15 år har
han transporteret to generationer til og fra
kommunens fem skoler. Han er derfor et kendt
ansigt ude på ruten – og han elsker sit job.
- Jeg kan næsten ikke forestille mig, at
skulle undvære mine skolebørn, og ungerne
kan nok heller ikke undvære mig, siger han,
efterfulgt af en lille pause og et meget stort
suk.
Men meget snart kan det være slut med
jobbet. Efter en udbudsrunde har norskejede
Tide Bus Danmark overtaget skolebuskørslen
fra det lokale selskab Glamsbjerg Turist. 1.
august fik Hans Pedersen derfor ny arbejdsgiver, og trods forudgående løfter om uændrede
arbejdsvilkår er hans fuldtidsjob på 37 timer
nu i fare. Tide Bus har tilbudt ham en kontrakt
på 30 timer.
- Det siger jeg nej til. Først lover de i et brev,
at der ikke sker noget ved overdragelsen. Men
lige så snart vi er ansat, bliver vi bedt om at
skrive under på, at vi kun skal arbejde 30 timer
om ugen. Det går simpelthen ikke.
Med en timeløn på 135 kroner inklusive tillæg vil Hans Pedersen før skat miste 945 kroner
om ugen – eller små 4.000 kroner om måneden – hvis han går ned på 30 timer. Hustruen,
Hanna, er på efterløn, så i forvejen er der ikke
meget at rutte med, og ryger fuldtidsjobbet,
må alt det sjove skæres væk.
- Så vil det være sådan, at jeg kun kan stå
op, gå på arbejde og gå hjem og kede mig. Det
sociale samvær med vennerne vil forsvinde.
Der bliver ikke råd til, at vi tager en tur på Tobaksgården i Assens for at høre musik, og også
min jagt, som jeg nyder meget, vil jeg være
nødt til at skippe, fortæller han.
være en stakket frist, da de ophører efter et
halvt år.
At tage et ekstra job for at få økonomien til
at hænge sammen er heller ikke en realistisk
mulighed, mener Finn Ole Christiansen. For
her spænder de såkaldte delevagter ben. Efter
at have kørt børnene i skole har chaufførerne
en arbejds- og lønfri pause et par timer midt
på dagen, før de igen kører ud for at hente
- Først lover de i et brev, at der
ikke sker noget ved overdragelsen.
Men lige så snart vi er ansat, bliver
vi bedt om at skrive under på, at vi
kun skal arbejde 30 timer om ugen.
børnene hjem. Og spildtiden midt på dagen
strækker arbejdsdagen ud.
- Det betyder, at de må tage aftentimerne i
brug, hvis de skal ud og have ekstra arbejde,
og det er ikke smart for chauffører, der er nødt
til at være friske og udhvilede, når de møder
om morgenen, siger han.
Finn Ole Christiansen bekræfter, at Tide
Bus i perioden op til overdragelsen meddelte
chaufførerne, at deres arbejdsvilkår ikke ville
blive ændret. Men det skete altså for både
Hans Pedersen og flere andre chauffører. Som
arbejdsgiver har Tide Bus lov til at sætte sine
ansatte ned i tid, men de otte ugers varsel,
Hans Pedersen skulle have haft ifølge overenskomsten, blev ifølge den faglige sekretær ikke
overholdt.
Den fodfejl blev der rettet op på med en
ny kontrakt på fuld løn - men kun i otte uger.
Derefter lægger virksomheden op til, at Hans
Pedersen kan få et tidsbegrænset deltidsjob på
30 timer, og det er de vilkår, han under ingen
omstændigheder vil skrive under på.
- De bliver ved med at prøve, om de kan
trykke os, og det vil jeg ikke finde mig i, siger
han.
Firmaet presser de ansatte
Usle arbejdsforhold
Hans Pedersen er ikke den eneste chauffør,
der er kommet i klemme, i forbindelse med at
Tide Bus har overtaget kørslen efter i alt tre
mindre selskaber i området. Ud af de omkring 35 chauffører er ni sat ned i tid, oplyser
Finn Ole Christiansen, faglig sekretær hos 3F
Vestfyn. Han har personligt tre sager liggende
på sit skrivebord, og hos de chauffører, som er
afhængige af indtægten fra et fuldtidsjob, er
stemningen på nulpunktet.
- En nedgang på 20 procent i lønnen vil alle
kunne mærke, men specielt på lavtlønsområdet slår den hårdt. Husleje og andre faste
udgifter er jo de samme, selv om man går ned i
tid, siger han.
Supplerende dagpenge kan man kun få, hvis
man arbejder mindre end 29,6 timer om ugen.
Så det er ikke en mulighed for Hans Pedersen
eller andre i samme situation, og supplerende
dagpenge ville under alle omstændigheder
Finn Ole Christiansen har arbejdet med transportområdet i 20 år, og som følge af udliciteringer er det i den periode gået stærkt ned
ad bakke med chaufførernes arbejdsforhold,
mener han.
- Ruterne kommer i udbud hvert fjerde eller
femte år, og chaufførerne presses til det yderste på et hurtigt omskifteligt arbejdsmarked,
siger han.
Finn Ole Christiansen mærker tydeligt
frustrationen hos de chauffører, han sidder
over for. Men det er langt fra alle, der ligesom
Hans Pedersen tør give udtryk for den. Mange
reagerer i stedet med afmagt.
- Nogle har måske et fag, de kan gå tilbage
til. Men der er også chauffører, som aldrig har
lavet andet, og de forsøger at gemme sig lidt
for ikke at komme i ugunst hos arbejdsgiveren,
siger han.
Tide Bus kører ikke kun på Fyn, men i store
dele af region Syddanmark, og det er ikke kun
tvister om fuld tid eller deltid, der giver arbejde til fagforeningen. På de steder, hvor chaufførerne møder ind og holder deres pauser, må
de ofte tage til takke med en skurvogn - og
nogle steder spise deres madpakker omgivet af
rensebenzin, olie og sprinklervæske, fortæller
Finn Ole Christiansen.
I den skurvogn, Hans Pedersen deler med
seks kolleger, mangler der rindende vand, og
når chaufførerne skal på toilettet må de ud af
skurvognen, over pladsen og låne sig frem på
hans gamle arbejdsplads Glamsbjerg Turist.
- Gennem årene har jeg arbejdet for fire
forskellige busselskaber, og det her er det ringeste, jeg har oplevet, siger han.
Før Tide Bus kom på banen i august, havde
Hans Pedersen forestillet sig, at han skulle
køre skolebus til pensionsalderen, eller i hvert
fald så længe helbredet kunne holde. Men nu
er der stukket en kæp i hjulet og gået skår i
arbejdsglæden.
Han har ikke helt opgivet at få den ny
arbejdsgiver til at give ham de 37 timer og er
villig til at klargøre busser eller gøre rent i
middags-pausen, hvis han på den måde kan få
de manglende timer. Men kravet om fuldtidsjob står han fast på – koste hvad det vil.
- Nu har jeg sagt A, og så må jeg også sige B
– og jorden går jo nok ikke under, siger han.
Hvis Tide Bus ikke er til at tale med, håber
Hans Pedersen at finde andet arbejde - måske
noget med en skovl eller et job som lastbilchauffør. Han er dog helt på det rene med, at
jobsøgende i øjeblikket har det svært.
- Men i det mindste kan jeg så måske få
lov at komme på et af de der aktiveringskurser, hvor ledige bygger tårne af spaghetti og
skumfiduser, siger han – uden at fortrække en
mine. |
tide bus: opsigelsesvarsler
er overholdt
Morten Jørgensen, driftschef for Tide Bus på Fyn,
afviser, at de chauffører, der blev sat ned i tid i
forbindelse med virksomhedsoverdragelsen
1. august, ikke blev varslet i tide.
- De blev sagt op med det samme, og opsigelsesvarslerne er overholdt, siger han.
Driftschefen kender ikke til dialogen mellem
chaufførerne og Tide Bus op til overdragelsen.
Hans ønsker derfor ikke at kommentere på, om
de er blevet lovet, at der ikke ville ske ændringer
af arbejdsforholdene. Årsagen til, at selskabet
ikke kan tilbyde chaufførerne arbejde 37 timer
om ugen, er ifølge Morten Jørgensen, at de små
vognmænd, der tidligere kørte på ruterne, også
havde for eksempel turistkørsel, som ikke er en
del af den kontrakt, Tide Bus har vundet.
- Derfor kan vi desværre ikke tilbyde dem fuld tid,
siger han.
Han oplyser også, at klargøring af busserne allerede er en del af chaufførernes vagter, og at det
derfor ikke er muligt at give dem flere timer på
den konto. tkj
HUS FORBI
| nr. 11 november 2010 | 14. årgang | 9
Antallet af danskere
på starthjælp eksploderer
Den lave starthjælp blev indført for at få indvandrere i arbejde,
men i dag er næsten en tredjedel af modtagerne danskere.
Dansk Folkeparti vil se på muligheden for at forskelsbehandle,
så etniske danskere går fri, mens SF og Socialdemokraterne helt vil afskaffe ydelsen.
af Simon Ankjærgaard
Det var indvandrerne, der var
målet, da regeringen med støtte
fra Dansk Folkeparti i 2002
indførte den lave starthjælp.
Meningen var at få nytilflyttede
udlændinge i arbejde så hurtigt
som muligt, men reglerne har
også bevirket, at danskere, der
har opholdt sig i Danmark i mindre end syv af de sidste otte år,
og som ikke kan forsørge sig selv,
når de vender tilbage fra udlandet, ender på ydelsen. Og dem
er der åbenbart en del af. I løbet
af de seneste tre år er antallet af
danskere på starthjælp steget med
11 procentpoint, så danskere i dag
udgør 33 procent af den samlede
andel af starthjælpsmodtagere,
oplyser Arbejdsmarkedsstyrelsen
til Hus Forbi. Det er princippet om
ikke at forskelsbehandle på baggrund af nationalitet, der betyder,
at også danskere kan ende på
starthjælp. Men det princip vil
Dansk Folkeparti gerne gøre op
med, siger Peter Skaarup.
10
- Vi vil meget
gerne se på,
hvordan man
kan tænke starthjælpen
anderledes,
herunder på
muligheden for at
forskelsbehandle
så ordningen
rammer dem,
som den var
tiltænkt, nemlig
ikke-danskere,
der vil bosætte sig
i Danmark.
Peter Skaarup, næstformand i
Dansk Folkeparti
| HUS FORBI | nr. 11 november 2010 | 14. årgang
- Det var ikke umiddelbart meningen med indførelsen af starthjælpsydelsen. Vi vil meget gerne
se på, hvordan man kan tænke
starthjælpen anderledes, herunder på muligheden for at forskelsbehandle, så ordningen rammer
dem, som den var tiltænkt, nemlig ikke-danskere, der vil bosætte
sig i Danmark, siger næstformand
i Dansk Folkeparti Peter Skaarup.
Og her ser det ud til, at partiet er
i overensstemmelse med mange
danskere. Ifølge en meningsmåling foretaget af Interresearch for
tænketanken Cevea og Hus Forbi
er et markant flertal af danskerne
kritiske overfor den høje andel af
danske statsborgere på starthjælp.
58 procent er helt eller overvejende uenige i, at danskere, der
har opholdt sig udenfor landet i
længere tid, skal på starthjælp. Og
hele 79 procent – næsten fire ud
af fem – er helt eller overvejende
enige i, at det er et problem, hvis
det er andre end dem, som starthjælpen var tiltænkt, der ender på
denne ydelse.
- At en tredjedel af modtagerne i dag er danskere viser jo
bare, hvor skævt ydelsen rammer. Starthjælpen har aldrig
været tænkt som en hjælpende
hånd, men er udelukkende rettet
mod dem, der kommer udefra.
Starthjælpen har aldrig været
tænkt som en hjælpende hånd,
men er udelukkende rettet mod
dem, der kommer udefra. Det
havde man ikke taget højde for,
da man besluttede den, siger SF’s
socialordfører, Özlem Cekic. I et
nyligt fælles fattigdomsudspil har
Socialdemokraterne og SF krævet,
at starthjælpen helt afskaffes, og
det krav deles af Rådet for Socialt
Udsatte.
- Jeg er farveblind, hvad
starthjælpen angår. Det er en
uacceptabel lav ydelse, uanset
om modtageren er dansker eller
udlænding. Man kan jo håbe på,
at oplysningen om stigningen i
antallet af danskere, der modtager
starthjælp, vil skabe et politisk
flertal for at afskaffe starthjælpen,
siger formand Jann Sjursen. | 
- Starthjælpen har
aldrig været tænkt
som en hjælpende hånd,
men er udelukkende rettet mod dem, der kommer udefra.
Özlem Cekic, socialordfører for SF
HUS FORBI
| nr. 11 november 2010 | 14. årgang | 11
Starthjælp gør
de fattige fattigere
Færre penge mellem hænderne på socialt udsatte
får dem ikke ud på arbejdsmarkedet.
Det gør dem blot endnu mere sårbare, og derfor virker
starthjælpen ikke, lyder kritikken fra en række eksperter.

af Simon Ankjærgaard
Det skal kunne betale sig at arbejde. Det var
logikken bag loven, da regeringen og Dansk
Folkeparti i 2002 indførte starthjælpsydelsen.
Et udspil rettet mod flygtninge, indvandrere
og danskere, der har opholdt sig i årevis i
udlandet, og som ikke kan forsøge sig selv. Ved
kun at tildele dem 30-40 procent af kontanthjælpen var ambitionen at motivere dem til at
søge ud på arbejdsmarkedet. Men virkeligheden er en helt anden, lyder det fra en række
eksperter: Starthjælpen får ikke de svageste
ud på arbejdsmarkedet, men låser modtagerne
fast i en fattigdomsskrue, som det er mere end
svært at slippe ud af.
- De lave ydelser får ikke modtagerne i
arbejde. De rammer tværtimod mennesker,
der er syge, og tager modet fra folk. Konsekvensen er en fattigdom, som ødelægger
menneskers liv, siger Jann Sjursen, formand
for Rådet for Socialt Udsatte. Han henviser
blandt andet til rapporten ’Livet på de laveste
12
| HUS FORBI | nr. 11 november 2010 | 14. årgang
sociale ydelser’, der er skrevet af forskere fra
Københavns Universitet, Roskilde Universitet,
Aalborg Universitet og Center for Alternativ
Samfundsanalyse. Rapporten konkluderer , at
blot 20 procent af alle starthjælpsmodtagere
kommer i ordinært arbejde i løbet af et år. Den
helt afgørende årsag til, at modtagerne af de
laveste ydelser ikke får et ordinært arbejde,
er, at omkring halvdelen af modtagerne har et
dårligt helbred psykisk og fysisk. Mange modtagere af de laveste sociale ydelser lever under
meget svært belastende levevilkår, skriver de
fire forskere bag rapporten, Morten Ejrnæs,
Henning Hansen, Jørgen Elm Larsen og Maja
Müller, og samme konklusion når tænketanken Cevea frem til.
Fattigdom i arv til børnene
- En befolkningsgruppe, der allerede er udsat
og marginaliseret, bliver udsat for et ekstra
økonomisk pres. Det øger fattigdommen og
uligheden og skaber en helt ny social underklasse. Samtidig har Det Økonomiske Råd
- De får simpelthen færre
penge mellem hænderne
og bliver skubbet dybere
ned i fattigdom.
Jonas Schytz,
chefanalytiker i Arbejdernes Erhvervsråd
påpeget, at flygtninge og indvandrere ikke er
arbejdsparate i de første to år af deres ophold i
Danmark. Det betyder, at starthjælpen udelukkende har en negativ effekt og dermed risikerer
at blive en fattigdomsfælde, der er svær at bryde, siger Ceveas direktør Jens Jonatan Steen.
Han bliver bakket op af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der har dokumenteret, at
en tredjedel af de indvandrere, der modtager
starthjælp, er ramt af langvarig fattigdom.
- Mange indvandrere har oplevet, at deres
økonomiske råderum er blevet begrænset som
- De lave ydelser får
ikke modtagerne i
arbejde. De rammer
tværtimod mennesker,
der er syge, og tager
modet fra folk.
Konsekvensen er
en fattigdom, som
ødelægger menneskers
liv.
Jann Sjursen,
formand for Rådet for Socialt Udsatte
følge af lavere overførselsindkomster fra det
offentlige. Regeringens udvidelse af 300-timers reglen til en 450-timers regel, lavere
ydelser på introduktionsydelse og starthjælp
og indførelse af kontanthjælpsloft har alle
været medvirkende til, at flere indvandrere
ender i langvarig fattigdom. Denne udvikling
er stærkt bekymrende, blandt andet set i lyset
af at fattigdommen rammer de langvarigt
fattiges børn. Dermed er der en reel risiko for,
at fattigdomsproblemet føres videre til næste
generation, lyder konklusionen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Men fattigdomsfælden klapper ikke kun for indvandrerne. Den
rammer alle på starthjælp.
- De får simpelthen færre penge mellem
hænderne og bliver skubbet dybere ned i fattigdom, siger chefanalytiker Jonas Schytz Juul.
Regeringen vil ikke ændre
De fire forskere bag rapporten ’Livet på laveste
sociale ydelse’ mener, at det er nødvendigt
at nytænke tildelingen af sociale ydelser: For
dem med dårligt helbred skaber de laveste
ydelser kun afsavn og modløshed, som bringer
dem længere væk fra arbejdsmarkedet. Det
er derfor nødvendigt at differentiere mellem
dem, der er i stand til at reagere på økonomiske incitamenter, og dem, der ikke er det.
Den sidste gruppe bliver med den nuværende
lovgivning straffet, skriver forskerne.
Kritikken af starthjælpen deles af flere
partier på Christiansborg. Senest har Socialdemokraterne og SF i et fælles fattigdomsudspil
krævet, at de lave sociale ydelser, herunder
starthjælpen, afskaffes:
De lave ydelser bidrager blot til at skabe
mere fattigdom og tusindvis af flere fattige.
Derfor foreslår vi, at afskaffe de lave ydelser
og erstatte dem med almindelig kontanthjælp.
Det vil sikre mere anstændige levevilkår i
Danmark og komme de mange berørte børn til
gavn, hedder det i de to partiers fælles oplæg.
Derimod fastholder Dansk Folkeparti vigtigheden af, at de, der kommer til Danmark,
ikke får den fulde sociale ydelse.
- Vi har valgt at organisere velfærdsstaten
relativt generøst for de svageste og de udsatte.
Det betyder til gengæld, at disse ydelser ikke
ville kunne udstrækkes til resten af verden,
uden at de ville blive udhulet betragteligt og
meget hurtigt, siger partiets næstformand,
Peter Skaarup, og fortsætter:
- Starthjælpen sikrer, at alle indvandrere
klart forstår, at de skal yde en indsats for at
kunne blive fuldgyldige medlemmer af velfærdssamfundet.
Fra regeringspartiet Venstre siger arbejdsmarkedsordfører Ulla Tørnæs, at der ingen
planer er om at ændre på starthjælpen.
- Intentionen med starthjælpen er at skabe
en tilskyndelse til at tage et arbejde. De økonomiske vismænd har tidligere dokumenteret,
at for personer med mere end to års ophold i
Danmark betyder starthjælpen en markant
stigning i tilbøjeligheden til at komme i beskæftigelse. Så grundlæggende synes jeg, at
starthjælpen er en god ordning, siger hun. |

HUS FORBI
| nr. 11 november 2010 | 14. årgang | 13

Fanget
fælden
i starthjælps-
Susanne Bergstein er
låst fast på starthjælp.
Ydelsen er så lav,
at hun ikke kan komme
på fode igen.
af Birgitte Rørdam
foto Joachim Rode
For to år siden flyttede Susanne Bergstein tilbage til Danmark. Efter 17 år i Norge ønskede
hun at komme tættere på både sin mor og sin
søn og regnede med at kunne få kontanthjælp,
indtil hun havde fået sig etableret med job og
bolig. Men i stedet kom hun på starthjælp, og
den lave ydelse har låst hende fast i fattigdom.
- Jeg startede faktisk med at være på kontanthjælp, men efter et par måneder blev jeg
kontaktet af min sagsbehandler, som fortalte,
at jeg havde fået alt for meget udbetalt, fordi
- Jeg kan ikke ændre
min situation uden
arbejde, og jeg kan
ikke få arbejde på grund
af min situation.
jeg kun var berettiget til starthjælp. Hun havde slet ikke tænkt på, at jeg som dansk født
kunne ende på starthjælp, fortæller Susanne
Bergstein, som mistede 2.200 kroner i udbetalt
hjælp om måneden, da hun gik fra kontanthjælp til starthjælp.
- Det værste er, at jeg ikke har økonomi til
at få mit eget hjem, siger Susanne Bergstein.
Hun bor på et værelse på ti kvadratmeter
i udkanten af Ballerup og har på andet år de
14
| HUS FORBI | nr. 11 november 2010 | 14. årgang
fleste af sine ting opmagasineret i en garage.
Med en samlet månedlig indtægt på i alt 5.300
kroner er der ikke store udsigter til, at hun vil
kunne få en lejlighed, når lejen for en etværelses ligger omkring 3.000 kroner.
- Det er virkelig et problem at bo til leje på
et værelse hos en anden, som jeg gør nu. Der
er kun plads til min seng og en kommode. Jeg
kan ikke låse døren af og føler ikke det er mit
eget sted. Og jeg kan ikke have besøg. Min
familie har været her én gang for at se, hvor
jeg bor, men der er simpelthen ikke plads til, at
de er her, fortæller hun.
Cykler rundt og søger job
Men der er andre afsavn, når man er på starthjælp. Susanne Bergstein betaler 2.000 kroner
for værelset og opmagasineringen, omkring
200 kroner for telefon og 300 kroner for medicin. Det levner 2.800 kroner at leve for om
måneden.
- Jeg føler mig på mange måder låst fast. Jeg
kan ikke købe ret meget nyt tøj; nye sko er der
slet ikke råd til, jeg kan ikke tage på ferie, og
jeg har ikke penge til en forsikring, siger hun.
I øjeblikket er Susanne Bergstein i aktivering i Genbrugsbutikken i Ballerup centrum,
hvor hun sorterer og vasker det tøj, der kommer ind, inden hun prismærker det og hænger
det på plads i butikken.
- Jeg er meget glad for at være her, men
det varer ikke evigt. Min aktivering går til
november, og derefter ved jeg ikke, hvad der
sker. Fastansættelse er der ingen chance for,
siger hun.
Og et almindeligt job er det eneste, der kan
bringe Susanne Bernstein ud af starthjælpsfælden, men mulighederne er begrænsede.
- Jeg har cyklet rundt til alle virksomheder
og fabrikker i og omkring Ballerup for at søge
job. Alle steder siger de, at det er et godt initiativ, men at de desværre ikke har noget lige nu
og vil ringe, når de får noget. Indtil nu har jeg
bare ikke hørt noget fra et eneste sted. Jeg kan
ikke ændre min situation uden arbejde, og jeg
kan ikke få arbejde på grund af min situation. |
HUS FORBI
| nr. 11 november 2010 | 14. årgang | 15
Minister under pres
i grønlændersag
Håbet svinder for de grønlandske væresteder, der står til lukning,
når satspuljemidlerne udløber ved årsskiftet. Politikere på Christiansborg
gør nu et sidste forsøg på at redde dem.
af Mie Lykke Nielsen
Socialt udsatte grønlændere over hele landet risikerer at stå tilbage med sorteper, når
satspuljemidlerne til en række projekter og
væresteder løber ud ved årsskiftet. Indtil
videre har der ikke været nogen hjælp at hente
hos kommunerne, som har afslået yderligere
finansiering med henvisning til deres trængte
budgetter.
Det er eksempelvis tilfældet i Aalborg, hvor
ledelsen af værestedet Permut allerede nu har
opsagt lokaler og medarbejdere per 1. januar.
Socialchef Hanne Manata fra Aalborg Kommune beklager lukningen.
- Aalborg Kommune har ikke forpligtet
- Jeg mener, at socialministeren viser meget
lidt forståelse for de
udsatte grønlænderes
situation i Danmark.
Derfor vil vi nu rejse
spørgsmålet, når vi skal
forhandle satspuljemidler.
Mogens Jensen, grønlandsordfører
i Socialdemokraterne
sig til at finansiere Permut efter satspuljebevillingens ophør, og vi har ikke kunnet
finde pengene, medmindre vi lukkede eller
reducerede andre tilbud. Vi henviser til vores
16
| HUS FORBI | nr. 11 november 2010 | 14. årgang
- Aalborg Kommune
har ikke forpligtet sig
til at finansiere Permut
efter satspulje-bevillingens ophør, og vi har
ikke kunnet finde
pengene, medmindre
vi lukkede eller
reducerede andre tilbud.
Hanne Manata, Socialchef i Aalborg Kommune
andre tilbud til socialt udsatte samt til vores
’grønlænder-enhed’ som arbejder specifikt
med grønlændernes særlige problemstillinger,
og som består af medarbejdere i jobcentrene
og i socialforvaltningen, siger hun.
Men det rækker ikke, mener Permuts leder,
Jan Thrysøe.
- Permut har i syv år været en kæmpe succeshistorie, så det er en epoke, der er ved at
slutte nu. Og jeg må indrømme, at jeg frygter
det værste. Vores målgruppe var de grønlændere, der var på vej opad, og for lige nøjagtig
den gruppe ser jeg ingen lignende tilbud, siger
han.
Som det er tilfældet med Permut i Aalborg,
forbereder værestedet Qiperoq i København
sig også på lukning. Direktør Inger Bruun
fra Det Grønlandske Hus, som Qiperog hører
under, siger, at alle finansieringsmuligheder
efterhånden er udtømte. Nu håber hun, at det
er muligt at finde en samarbejdspartner og en
række frivillige, der vil etablere et lignende
tilbud i de snart tomme lokaler.
I værestedet Naapiffik på Vesterbro skærer
man nu så kraftigt i både bemanding og åbningstid, at de økonomiske midler kan strækkes til at række et år endnu. Hvad, der så skal
ske, er uvist.
Politisk livline
Siden Hus Forbi i april skrev om de lukningstruede grønlandske væresteder første gang,
har flere partier rejst spørgsmålet over for
socialminister Benedikte Kiær (K), og hun har
hver gang fastholdt, at det er en kommunal
opgave at sikre de sociale projekter, når der
ikke længere ydes satspuljemidler til dem.
Men det svar vinder ikke genklang hos alle på
Christiansborg.
- Jeg mener, at socialministeren viser meget
lidt forståelse for de udsatte grønlænderes
situation i Danmark. Derfor vil vi nu rejse
spørgsmålet, når vi skal forhandle satspuljemidler, siger grønlandsordfører Mogens Jensen
fra Socialdemokraterne.
Henrik Brodersen, Dansk Folkepartis grønlandsordfører, går så langt som til at kræve, at
der findes penge til de grønlandske væresteder
i den kommende uddeling af satspuljemidler.
- Der er ingen rimelighed i, at man på den
måde hiver tæppet væk under de udsatte
grønlændere, der er en del af det danske rigsfællesskab, siger han.
Juliane Henningsen, medlem af Folketinget
for det grønlandske parti Inuit Ataqatigiit, har
taget initiativ til et temamøde i Grønlandsudvalget, hvor det skal diskuteres, hvilke konsekvenser lukningen af værestederne vil få for
de socialt udsatte grønlændere.|
hus forbi skrev om de lukningstruede grønlandske væresteder første gang i april
Grønlændere risikerer
at blive lagt på is
Over hele landet er projekter for socialt udsatte grønlændere truet
af nedskæringer og lukning. Projekterne har hidtil været finansieret
af Folketingets satspuljemidler, men det er slut med udgangen af 2010.
Og der er ingen garanti for, at de økonomisk hårdt trængte
kommuner vil tage over.
af Trine Kit Jensen
foto Flemming Schiller
Socialborgmester raser
Uanstændigt at sætte projekter i gang og så rive gulvtæppet væk under dem.
Det mener Københavns socialborgmester, Mikkel Warming, der nu vil bede
Socialministeriet om en forklaring.
Satspuljemidlerne ryger, så hvem
skal nu betale? Sådan spørger
Kofoeds Skole, der står bag det
nødstedte værested Naapiffik.
Det skal kommunen, lyder beskeden fra Socialministeriet, men
den melding falder mildt sagt ikke
i god jord hos socialborgmesteren
i København.
- De socialt udsatte grønlændere tages som gidsler, når ministeriet starter projekter op for så
bagefter at rive gulvtæppet væk
under dem og bede kommunerne
betale. Det er uanstændigt, siger
Mikkel Warming (Enh.).
4
Borgmesteren vil derfor rette
henvendelse til Socialministeriet
for at holde det fast på driftsansvaret for projektet, som det
selv har sat i gang og nu ikke vil
følge til dørs. Mikkel Warming
er fortørnet over, at ministeriet
forsøger at tørre ansvaret for
grønlænder-projekterne af på
kommunerne i en tid, hvor deres
økonomi er mere end stram.
- Vi må ikke hæve skatterne,
og selvom vi havde pengene,
kunne vi på grund af serviceloftet ikke få lov at bruge dem,
siger han.
| HUS FORBI | nr. 4 april 2010 | 14. årgang
- De socialt udsatte grønlændere
tages som gidsler,
når ministeriet
starter projekter
op for så bagefter
at rive gulvtæppet
væk under dem.
Mikkel Warming
Borgmesteren vil gerne gøre
alt, hvad der står i hans magt for
at hjælpe Naapiffik. På et møde
med repræsentanter for Koefods
Skole har han opfordret dem til at
skrive en ansøgning om at komme
med næste års kommunale projekt. Men der er et problem.
- Budgettet for 2011 er allerede
lagt rimeligt fast. Det betyder, at
vi i givet fald skal tage penge fra
et andet område. Og skal det så
være fra Sundholm eller fra Mændenes Hjem i anledning af deres
100-års-fødselsdag? |
- tkj
På værestedet Naapiffik på Vesterbro i København kan grønlændere med sociale problemer
få et pusterum fra det hårde liv
på gaden – og hjælp til at komme
videre. Men det kan snart være
slut. Fra næste år får Koefods
Skole, der står bag stedet, ikke
længere økonomisk støtte fra
Folketingets satspuljemidler.
- Det vil betyde, at vi må skrue
ganske voldsomt ned for blusset
eller lukke helt, medmindre vi
kan få driftsstøtte fra kommunen,
siger Kurt Olsen, leder af den
grønlandske afdeling på Kofoeds
Skole.
Samme problemstilling gælder
for værestedet Qiperoq under Det
Grønlandske Hus i København,
der mister en million kroner, og
for en række sociale projekter
under de andre grønlandske huse
ude i landet. Også de har indtil
nu levet af satspuljemidler. Men
pengene i puljen er øremærket til
udviklingsarbejde, og det er nu
på tide, at projekterne forankres
økonomisk ude i kommunerne, lyder meldingen fra Christiansborg.
Når satspuljemidlerne trækkes til nytår, forsvinder der ifølge
Grønlandsposten i alt 6,7 millioner kroner fra arbejdet blandt
de socialt udsatte grønlændere.
I kommunerne er økonomien så
stram, at det langt fra er sikkert, at pengene kan hentes hjem
her. Kurt Olsen frygter derfor,
at grønlænderne vil blive ladt i
stikken, og den bekymring deler
direktøren for Det Grønlandske
Hus i København, Inger Bruun.
Hun er alvorligt bange for konse-
kvenserne, hvis det ikke lykkes at
drive projekterne videre.
Grønlænderne har nemlig ikke
bare behov for åndehuller, hvor
de som fremmede i Danmark uden
det store netværk kan mødes med
deres landsmænd. De har også
hårdt brug for tilbud, der tager
højde for sprogvanskeligheder
og kulturelle barrierer, f.eks. i
- Jeg frygter, at
mange flere kommer til at gro fast
på bænken og
leve permanent
på gaden. De, der
har et sted at bo,
risikerer at blive
fuldstændig isolerede i deres bolig
uden netværk,
og det er jo heller
ikke noget liv.
Inger Bruun, direktøren for
Det Grønlandske Hus i København
forbindelse med kontakten til
det sociale system. Her fungerer
de lukningstruede projekter som
brobyggere, og den indsats risikeres nu, at blive tabt på gulvet.
- Jeg frygter, at mange flere
kommer til at gro fast på bænken
og leve permanent på gaden. De,
der har et sted at bo, risikerer at
blive fuldstændig isolerede i deres
bolig uden netværk, og det er jo
heller ikke noget liv, siger Inger
Bruun.
I farezonen
Uden for København er bl.a. værestedet Permut i Aalborg med 30
daglige brugere i farezonen.
Fra Det Grønlandske Hus hér
lyder det, at man sammen med
den lokale afdeling af Kofoeds
Skole arbejder benhårdt på at finde en løsning, så stedet ikke må
lukke og slukke. Men det bliver
svært at køre Permut videre efter
den nuværende model, der koster
700.000 om året, vurderer lederen
af huset, Jan Thrysøe.
- Vi er i tæt dialog med Aalborg
Kommune og har endnu ikke
fået hverken ja eller nej. Men da
kommunen har lagt budget for
de næste to år, er det nok ikke
sandsynlig, at vi får alle pengene,
siger han.
Det Grønlandske Hus i Odense
dækker hele Region Syddanmark.
Satspuljemidler på 375.000 kroner
har her betalt en café med åben
rådgivning i Odense plus væresteder og rådgivningskontorer i Vejle
og Esbjerg. Den sociale indsats
foregår bl.a. i forhold til nyankomne grønlændere, som f.eks. kan få
tolkebistand og hjælp til at finde
ud af, hvordan de søger bolig og
børnepasning. Samtidig ydes der
konsulentbistand til kommunerne.
- Grønlændere er stille folk, der
ofte har mere brug for hjælp, end
man umiddelbart tror. I Region
Syddanmark er de en relativt lille
gruppe, der er spredt over et meget stort areal, og vores indsats er
med til at synliggøre deres behov,
så de kan få hjælp præventivt
– før de stigmatiseres, fortæller
forstander Kirsten Mærsk.
Også i Odense leder man med
lys og lygte efter penge til at fortsætte arbejdet, så den ekspertise,
der er bygget op over syv-otte år,
ikke ryger på gulvet.
- Vi er meget bekymrede og
forsøger at få kommunerne på
banen. Men selvom de er positivt
- Grønlændere er
stille folk, der ofte
har mere brug for
hjælp, end man
umiddelbart tror.
Kirsten Mærsk, forstander for
Det Grønlandske Hus i Odense
stemt, så kniber det med at få
konkrete tilsagn om økonomiske
bevillinger, fortæller Kirsten
Mærsk, som derfor også er i gang
med at søge fondsmidler.
Det er alle danske partier i
Folketinget minus Enhedslisten,
der står bag satspuljeforliget. Det
grønlandske medlem fra partiet
IA, Sofia Rossen, er ny på tinge
som stedfortræder for Juliane
Henningsen. Hun er rystet over,
at de mange satspuljekroner til
socialt udsatte landsmænd forsvinder fra årsskiftet, og vil nu
tage affære.
- Det her er noget, der skal
tages fat om. På baggrund af
omtalen i Hus Forbi vil jeg stille
spørgsmål til socialministeren og
tage sagen op i Grønlænderudval
get, siger hun. |
HUS FORBI
| nr. 4 april 2010 | 14. årgang | 5
Åndehulleti Arkonagade
i Arkonagade
Åndehullet
Værestedet Naapiffik
er åndehul og social
skadestue for grønlændere på bunden af det
danske samfund. Her
bliver de mødt med
forståelse for deres
kulturelle baggrund
og kan få den hjælp,
som de har så hårdt
brug for. Men stedet er
et af de projekter, der
nu er truet af lukning.
af Trine Kit Jensen
foto Flemming Schiller
Hjørnet af Arkonagade og Ingerslevsgade på
Vesterbro i København. Nede i kælderen er der
ved første øjekast helt mennesketomt. Men inde
i baglokalet, godt gemt under et tæppe på sofaen, er der én, som forsøger at indhente noget
af den søvn, han om natten er blevet frarøvet
på gaden. Og snart dukker flere op i Naapiffik,
der på grønlandsk betyder mødested.
6
Denne formiddag er 44-årige Kristoffer
Kielsen en del af den lille flok, der kigger forbi.
Han kommer her, fordi ’fest og ballade’ fylder
for meget, hvor han ellers færdes. For meget
fest og for meget ballade er årsagen til, at han
ikke længere har sit værelse, men bor på gaden, og Kristoffer er træt af misbrugsmiljøet.
- Jeg vil ikke drikke mig ihjel, og her kan
jeg slappe af. Det er sundere for kroppen - og
for sjælen, fortæller han over en kop te.
Det er Kofoeds Skole, der står bag det
alkohol- og stoffri værested, som holder åbent
klokken 8-22 på hverdage og 9-17 i weekenden. Stedet opsøges hvert år af 350 grønlændere, og antallet af daglige brugere er omkring
30. Nogle af dem har en bolig, men mange
lever på gaden, overnatter på herberger eller
er ’sofasovere’ hos mere eller mindre tilfældige
venner og bekendte.
I kælderen på Arkonagade kan de få varmen, tage sig et bad, købe et billigt måltid
mad eller optjene spisebilletter ved at deltage i
madlavning og rengøring. De kan møde deres
landsmænd i trygge rammer og få et hårdt
tiltrængt pusterum fra det barske hjemløseliv
– eller for en stund bryde den isolation, de ofte
havner i, hvis de er så heldige at have et sted
at bo.
Hovedparten af de daglige og mere faste
brugere er mænd. Men flere og flere kvinder
henvender sig akut for at få hjælp, f.eks. til at
komme ud af et voldeligt forhold eller i misbrugsbehandling. Medarbejderstaben på otte
tæller såvel danske som grønlandske ansatte
og er sammensat med faglig ekspertise inden
for bl.a. socialrådgivning, socialpædagogik,
psykologi og misbrugsbehandling. Naapif-
- Jeg vil ikke drikke
mig ihjel, og her kan
jeg slappe af. Det er
sundere for kroppen
- og for sjælen.
Kristoffer Kielsen
fik er nemlig andet og mere end et åndehul.
Værestedet fungerer også som social skadestue
for en gruppe mennesker, der er hjemløse i
mere end én forstand, fordi de kommer fra en
anden kultur og i Danmark ofte ender nederst
i gadens hierarki.
- For vores brugere kan det være et fremskridt bare at få plads på herberg. Der er rift
om herbergspladserne, og de fleste grønlændere er beskedne og tilbageholdende, så de
banker ikke lige så hårdt på som danskerne,
fortæller lederen af Naapiffik, Susanne Mejer.
Mange opgaver
Ikke alle grønlænderne er fortrolige med,
hvordan det danske samfund er skruet sammen, og mange oplever, at de ikke bliver hørt
| HUS FORBI | nr. 4 april 2010 | 14. årgang
og respekteret i det sociale system. Det kan
nogle gange skyldes regulære vanskeligheder
med det danske sprog, men lige så ofte handler
det om misforståelser, der opstår, fordi grønlændere og danskere udtrykker sig forskelligt,
mener Susanne Mejer.
- Grønlændere formulerer sig anderledes
og snakker ikke helt så meget som danskere,
men er man vant til at tale med dem, bliver det
lettere at aflæse, hvad de mener. Derfor sender
vi ofte vores to-sprogede tolk, Emilie, med, når
de f.eks. skal på jobcenteret, siger hun.
Ud over at være bisiddere i jobcentrene og
på møder med kommunale socialrådgivere
sørger de ansatte på Naapiffik for, at brugerne
kommer til f.eks. tuberkuloseundersøgelser eller på skadestue. De følger kvinder på
krisecentre, deltager i det videre forløb for de
voldsramte kvinder og hjælper med at skabe
kontakt til anbragte børn. Listen med opgaver
er lang og omfatter også samarbejde med andre aktører på området: F.eks. Voksenteamet,
Vesterbro-Kgs. Enghave, som Naapiffik giver
en hånd med opsøgende gadearbejde blandt
grønlænderne.
For værestedets brugere er det afgørende,
at personalet kender dem og har forståelse for
deres baggrund. Det giver den tillid, der er forudsætningen for, at de kan tage imod hjælp, så
de kan komme væk fra gaden, ud af et misbrug
eller et voldeligt forhold, i job eller aktivering
og få sig et stabilt liv. Flere gange om året står
Naapiffik bag ugelange internat-kurser, hvor
den røde tråd er temaer om personlig udvikling og hjælp til selvhjælp.
- Det overordnede mål med arbejdet er at få
brugerne videre. Så vi ser det som et sundhedstegn, hvis de på et tidspunkt bliver trætte
- De fleste grønlændere
er beskedne og tilbageholdende, så de banker
ikke lige så hårdt på
som danskerne
Susanne Mejer, leder af Naapiffik
af Naapiffik, der helst kun skal være en gennemgangslejr, siger Susanne Mejer.
Rejser væk fra fattigdom
Der er solstrålehistorier. Men for de fleste er
det et langt sejt træk at komme væk fra gaden
og misbrugsmiljøet. Mange får tilbagefald
eller må tage tilløb flere gange, før det lykkes.
De kan derfor vende tilbage til Naapiffik i en
periode – og nye brugere kommer hele tiden
til. Siden værestedets spæde start for ti år siden er der kommet flere med psykiske lidelser
og flere sociale flygtninge fra Grønland, hvor
ufaglærte job er en mangelvare, ligesom kontanthjælp og førtidspension er lavere end her.
Medarbejderne på Naapiffik møder også flere
unge end tidligere.
- Generelt er der en idé om, at alt i Danmark
er lutter guld og grønne skove. Det holder
naturligvis ikke stik, og når de unge f.eks. må
opgive at gennemføre en uddannelse her, fordi
de ikke er rustet til det fagligt, kulturelt og socialt, kan det være flovt for dem at tage tilbage
til Grønland, fortæller Susanne Mejer.
Alt tyder altså på, at der også fremover vil
være brug for åndehullet i Arkonagade. Men
lige nu er fremtidsudsigterne dystre, fordi
de satspuljemidler, stedet hidtil har levet af,
forsvinder fra nytår. Susanne Mejer har et
håb om, at kommunen vil træde til og støtte
driften økonomisk. Men sker det ikke, må
Naapiffik lukke.
Kristoffer Kielsen kom til Danmark for seks
år siden, fordi der ikke længere var penge i
trawler-fiskeriet på Grønland, som han havde
levet af i over 25 år. At tage tilbage ser han
ikke som en mulighed, og på sin egen lavmælte facon er han oprørt over, at kassen med
satspuljemidler smækkes i.
- Det er da meget trist. De kan da ikke bare
smide os på gaden. Hvor skal vi så gå hen?
Kristoffer kommer også på værestedet
Qiperoq i Skelbækgade ikke langt derfra. Men
også dette værested, som Det Grønlandske Hus
i København står bag, er truet af lukning. Så
sort ser det ud.
- Der bliver da en 'værre' fest på Enghave
Plads, konkluderer Kristoffer. |
HUS FORBI
HUS FORBI
| nr. 4 april 2010 | 14. årgang | 7
| nr. 11 november 2010 | 14. årgang | 17
foto fra filmen/Ditte Haarløv Johnsen
ny bestyrelse
På sin ordinære generalforsamling fik Hus Forbi ny bestyrelse.
Ny formand er Ole Skou, der til
dagligt er socialjurist i de hjemløses organisation, Sand. Derudover består bestyrelsen af Holger
Henriksen (hjemløsefotograf),
René Köhn (beboerrådsformand
på boformen Karlsvognen),
Robert Olsen (forstander for
Mændenes Hjem), Per Ernstsen
(formand for Sand Hovedstaden)
og Simon Ankjærgaard (medarbejderrepræsentant).
Ole Skou kan kontaktes på ole@
husforbi.dk
-sia
bliv opdateret
dagligt via
facebook
Hvis du ikke allerede er tilknyttet Hus Forbis officielle
Facebook-side, så er det tid til at
blive det. På siden er der blandt
andet mulighed for at få daglige
nyhedsopdateringer og deltage i
debatter om fattigdom og hjemløshed. Profilen kommer frem
ved at søge på ’Hus Forbi’.
Brug også gerne lidt tid på at
besøge Hus Forbis hjemmeside,
www.husforbi.dk, hvor der ud
over dag til dag-nyheder også
er masser af interessant læsestof om os, vores sælgere, EU’s
fattigdomsår og kommende arrangementer.
-sia
giv din mening
til kende og
støt hus forbi
Hus Forbi er blevet en del af Velgørenhedspanelet, hvor brugerne
svarer på diverse meningsmålinger og samtidig donerer penge til
velgørende organisationer.
For hver undersøgelse, en bruger
deltager i, vil der blive doneret
mellem fem og 25 kroner til en
velgørende organisation efter
eget valg. Undersøgelserne udarbejdes af de store analyseinstitutter og kan eksempelvis dreje
sig om forbrugsvarer, underholdning, sundhed eller aktuelle
begivenheder.
Se mere – og meld dig eventuelt til
– på www.vpanelet.dk
-sia
18
Kenny Emils kamp for at komme ud af sit misbrug kan opleves i ’Hjemløs’ på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX.
Hjemløse grønlændere på lærredet
I samarbejde med Hus Forbi vises dokumentarfilmen ’Hjemløs’ på CPH:DOX.
Filmen handler om tre grønlænderes kamp for at overleve på gaden.
af Simon Ankjærgaard
Emil, Norto og Nuka er endt på
gaden efter at have taget turen
fra Grønland til København. Deres
drømme om at slippe væk – fra gaden, fra misbruget, fra Danmark, fra
livet – skildres i dokumentarfilmen
’Hjemløs’, som kan ses på filmfestivalen CPH:DOX.
Filmen er instrueret af Ditte
Haarløv Johnsen, der har fulgt de
tre grønlændere dag og nat. Når de
taler i telefon med dem der hjemme.
Når de forsøger at finde hoved og
hale i de kommunale regler. Når de
står ansigt til ansigt med den danske
ordensmagt. Eller når de lader
følelser og feststemning få frit løb i
venners lag.
I samarbejde med Hus Forbi vises
filmen i Empire Bio søndag 7. november kl. 15. Efter filmen vil Tine Bryld
være ordstyrer ved en paneldebat
om den danske politik over for grønlænderne.
Filmen vises også på DR2 tirsdag
9. november om aftenen.
Dagen efter kl. 19 vises den i Det
Grønlandske Hus.
Hjemløseaviser har hjulpet 200.000 hjemløse
International Network of Street Papers (INSP), som Hus Forbi er en del
af, har netop opgjort, at 200.000
sælgere har solgt hjemløse-aviser
verden over siden netværkets fødsel
i 1994. En rundspørge viser, at 84
procent af de adspurgte har fået
et bedre liv, siden de blev sælgere.
Hele 90 procent siger, at deres selvtillid er blevet styrket.
| HUS FORBI | nr. 11 november 2010 | 14. årgang
Gå også ind på Hus Forbis hjemmeside, husforbi.dk, og læs den
undersøgelse af de danske Hus
Forbi-sælgere, som Center for Alternativ Samfundsanalyse har lavet.
Den viser, at de danske sælgere
generelt er meget glade for at sælge
Hus Forbi – og ikke kun fordi de
har fået flere penge mellem hænderne. Hovedparten oplever, at de
kommer mere i kontakt med andre
mennesker, at de har fået mere
styr på deres liv og har øget deres
selvrespekt. Hver tredje oplyser, at
deres misbrug er faldet og knap hver
fjerde, at deres helbred generelt er
blevet bedre.
-sia
foto Scanpix
Korshærschef fik
hjemløseprisen
Bjarne Lenau Henriksen fik årets
hjemløsepris for sit mangeårige
virke som chef for Kirkens Korshær
af Simon Ankjærgaard
Få måneder før sin fratræden som
chef for Kirkens Korshær modtog Bjarne Lenau Henriksen årets
hjemløsepris, der traditionen tro blev
uddelt på hjemløsedagen 17. oktober.
Selvom Bjarne Lenau Henriksen fik
prisen for sit mangeårige virke som
korshærschef, understregede han, at
han modtog prisen på hele Kirkens
Korshærs vegne.
Bjarne Lenau Henriksen brugte sin
takketale på at lange ud efter de, der
har travlt med at ønske de hjemløse
og de skæve eksistenser væk fra de
konference
skal afslutte
fattigdomsåret
Den officielle danske afslutning
på EU’s år til bekæmpelse af
fattigdom og social udstødelse
finder sted tirsdag 30. november ved en større konference på
Hotel Scandic Copenhagen.
Formiddagen vil byde på besøg
hos flere af de sociale tilbud, der
til dagligt arbejder med fattigdom, hjemløshed og social
udsathed, mens eftermiddagen
vil blive brugt på en paneldebat
med deltagelse af blandt andet
socialministeren.
Se mere på www.euaar2010.dk
-sia
steder, hvor de færdes.
- Er de hjemløsetruede dem,
der er truet af hjemløshed? Eller er
de hjemløsetruede den velstillede
middelklasse, som er bange for de
hjemløse? Og som derfor ønsker
de hjemløse fjernet? spurgte han
blandt andet, efter at have erfaret,
hus forbi samler
igen ind
til varmt tøj
hvordan både handelsstandsforeninger og beboere flere steder i
Danmark ønsker de hjemløse væk
fra handelsstrøg og boligkvarterer.
Ved årsskiftet bliver Bjarne
Lenau Henriksen afløst som chef
af Kirkens Korshærs nuværende
udviklingschef, Helle Christiansen.
Igen i år er det muligt at bidrage
til, at Hus Forbis sælgere går den
kolde vintertid i møde med varmt
tøj på kroppen og solide, lune
støvler på fødderne.
Indsæt et bidrag på konto: 9541
10155088 i Danske Bank.
-sia
rodløs på
forsorgsmuseet
kalenderen
er på gaden
Fra og med 1. november vil det
være muligt også at købe Hus
Forbis kalender for 2011 af sælgerne på gaden.
Kalenderen, der er en oplagt
jule-, advents- eller mandelgave,
fortæller 12 historier om livet på
kanten af samfundet. Den koster
50 kroner, hvoraf de 30 går til
sælgeren.
-sia
donation
Landsforeningen af Pårørende
til Stofmisbrugere har doneret
13.000 kroner til Hus Forbi. Pengene vil gå direkte til sælgerne.
-sia
Fotograf Helga C. Theilgaards
store fotoudstilling om hjemløse
er nu nået til Forsorgsmuseet i
Svendborg.
- Jeg har altid haft en grundlæggende undren eller nysgerrighed over, hvad det er for
mennesker, der lever på gaden.
Jeg tror, vi er mange, der kender
følelsen af, at man egentlig ikke
bryder sig om at se hjemløse i
gadebilledet og får lyst til at gå
over på det andet fortov. De
hjemløse er udstødte, og derfor
satte jeg mig for at gøre afstanden til de hjemløse mindre ved
at sætte ansigter på og fortælle
deres historier, fortæller Helga C.
Theilgaard.
Udstillingen kommer til
Forsorgsmuseet samtidig med
ansættelsen af historiker Sarah
Smed Vestergaard, der skal nytænke og museets formidling.
-sia
Mariatjenesten
søger
FRIVILLIGE MEDARBEJDERE
Har du hjerterum, et åbent sind og lyst til at engagere dig i samfundets skæve eksistenser på Vesterbro, så har Kirkens Korshær
brug for dig til:
Mariatjenesten – i Mariakirken, Istedgade. Et værested for alle.
Vi søger frivillige (25+) til dag- eller aftenvagter ca. én gang
om ugen.
Herberget – i Valdemarsgade. Overnatning kun for kvinder. Vi søger
frivillige (kvinder, 25+) til en vagt hver anden uge kl. 21-09.
Det er muligt at sove på vagten. Herberget drives i samarbejde
med Diakonissestiftelsen.
Miljøet er præget af misbrug, hjemløshed, psykisk sygdom og
prostitution.
Ring for flere oplysninger:
Pastor Birgitte Jeppesen
eller Mariann Ditlevsen
Mariatjenesten
Istedgade 20, 1650 København V
Tlf. 3324 5050 hverdage kl. 10-12
Kirkens Korshær er en folkelig hjælpeorganisation, der har sit virke blandt samfundets
marginaliserede og udstødte grupper. Kirkens Korshær har 380 ansatte og ca. 6.000
frivillige medarbejdere.
HUS FORBI
| nr. 11 november 2010 | 14. årgang | 19
5
skarpe til Martin Henriksen
Martin Henriksen er socialordfører for Dansk Folkeparti
og formand for Folketingets socialudvalg.
med stemmerne fra dansk folkeparti fik regeringen i 2002 indført den
lave starthjælp til indvandrere og flygtninge, så de bliver motiveret
til at søge ud på arbejdsmarkedet. nu viser det sig, at en tredjedel af
modtagerne er danske statsborgere. det kan du vel ikke være tilfreds med?
Der er flere formål med starthjælpen. For det første er den indvandringsregulerende og en del af
udlændingepakken. Danmark må ikke blive for attraktivt at søge til. For det andet skal starthjælpen
tilskynde modtagerne til at komme i arbejde. Og det virker efter min bedste overbevisning. Så er der
nogle danskere, der i kortere perioder også kommer på starthjælp, fordi de har opholdt sig i udlandet,
og det må vi tage med, men det er klart, at det ikke var meningen med ydelsen.
vil du gøre noget helt konkret for at sikre, at starthjælpen ikke
rammer danske statsborgere?
Det er meget svært at gøre noget ved det, når der er truffet beslutning om, at der ikke må forskelsbehandles. Dansk Folkeparti vil gerne diskutere muligheden for at forskelsbehandle, men som det ser
ud nu, er det ikke muligt.
med indførelsen af starthjælpen vil i dæmme op for økonomiske
flygtninge, men flere eksperter påpeger, at ydelsen gør fattige
mennesker endnu fattigere og dermed skaber en underklasse af
økonomisk udsatte. gør det ikke indtryk på dig?
Nu vil jeg for det første gerne anfægte udsagnene fra de eksperter, som jeg opfatter som venstrefløjens forlængede arm. De skal være velkomne til at mene det, men jeg tror på – og er også blevet
bekræftet i – at det kan betale sig at tilskynde folk til at komme i arbejde. Det giver et økonomisk
løft til den enkelte og fører samtidig til øget selvværd. Starthjælpen er et redskab i bestræbelserne på
at få flere i arbejde. Samtidig mener jeg også, at det har en motiverende effekt i forhold til de børn,
der oplever deres forældre gå fra understøttelse til selvforsørgelse. Når de børn ser, at det kan betale
sig at arbejde, vil vi også få en gevinst på den lange bane.
det skal altså kunne betale sig at arbejde. det mener regeringen – og
det mener i også i forhold til de lave sociale ydelser og loftet over
kontanthjælpen. alligevel har fattigdommen og uligheden været
stigende i årevis. er det ikke tid til at sadle om på det socialpolitiske
område?
Jeg synes, at de måder, man i dag måler fattigdom og ulighed, er alt for unuancerede. Jeg synes, der
er en blindhed for, at de lave sociale ydelser virker. Det får mennesker ind på arbejdsmarkedet og er
dermed direkte med til at bekæmpe de socio-økonomiske problemer. Det må da altid være sådan, at
det skal kunne betale sig arbejde. Vi kan jo ikke have et samfund, hvor det at være passive modtagere af sociale ydelser bedre kan betale sig, end at få et arbejde. Det er da at gøre grin med dem,
der knokler en vis legemsdel ud af bukserne. Det argument, synes jeg helt, at venstrefløjen mangler i
deres argumentation, og så bliver den unuanceret
foto Flemming Schiller
20
| HUS FORBI | nr. 11 november 2010 | 14. årgang
har danmark som et velstående samfund ikke en moralsk
forpligtigelse til at yde bistand til dem, der intet har – uanset om de
er danskere eller udlændinge?
Jo, men det gør Danmark så sandelig også. Jeg mener dog, at vi kunne hjælpe langt flere for langt
færre penge, hvis vi fokuserede på at hjælpe dér, hvor fattigdommen reelt er. De flygtninge og indvandrere, der kommer helt op til Danmark, har haft ressourcerne til at finde en rute herop, men hvad
med de fattige mennesker, de lod tilbage?
| så er det sagt |
af Carsten Jensen
Får Flemming Rose Nobelprisen?
Måske får manden bag de verdensberømte Muhammed-karikaturer Flemming Rose en dag
Nobelprisen. Måske han en dag vil blive hyldet som en ny Albert Einstein, manden bag den
relativitetsteori, der vendte op og ned på alt, hvad vi troede, vi vidste om universet.
En slags relativitetsteori har Rose i hvert fald fundet. Den angår måske ikke hele universet,
men i hvert fald de menneskelige anliggender, og det tæller vel også.
I sin bog 'Tavshedens tyranni' kundgør Rose sin opdagelse: Onde ord fører ikke til onde handlinger. Det må vel også betyde, at gode ord heller ikke har nogen effekt. Ord har altså ifølge
Flemming Rose slet ikke nogen betydning: De hverken motiverer os eller bestemmer vores
handlinger. Det er hans revolutionerende relativitetsteori på ordenes vegne. Det er lige meget,
hvad du siger: du taler alligevel til en dør, og folk gør, hvad de alligevel havde tænkt sig at
gøre.
Rose har fundet sit bevis i den tyske Weimarrepublik før nazisternes magtovertagelse. Det er
en almindelig antagelse, at der gik en lige linje fra nazisternes ondsindede propaganda mod
jøderne til de senere udryddelseslejre. Ordet gødede grunden for folkemordet. Men det er
forkert, siger Rose i sin bog. For i virkeligheden var der slet ikke ytringsfrihed i Weimarrepublikken, og nazisterne blev hele tiden slæbt i retten på grund af deres hadefulde udtalelser. Til
sidst fik det tyske folk ondt af de stakkels forfulgte nazister og endte med at stemme på dem.
Den bedste måde at bekæmpe nazismen på er derfor at forsvare nazisters ret til at kalde andre
mennesker for rotter og undermennesker, mener Rose.
Nu var årsagen til nazismens sejr i Tyskland nok noget mere komplicerede end et spørgsmål
om ytringsfrihed. Det ved Rose egentlig også godt, men manden bag Muhammed-karikaturerne har af menneskeligt forståelige grunde fået ytringsfrihed på hjernen, og så må alting dreje
sig om den.
Han mener også, at ord er det modsatte af vold. Hvor der er ytringsfrihed, er der derfor ingen
vold, for her tæller argumenter frem for næver. Nu er det jo ikke altid sådan, at ord tager den
fornuftige argumentations høflige, uanmasende form. De kan også være flammende appeller
til menneskets værste instinkter, og så er de desværre ofte lettere at forstå end en kringlet
appel til evnen til at tænke sig om.
Det er aldrig nemt at slå andre mennesker ihjel, især ikke hvis de ikke har gjort dig noget. Det
bliver nemmere, hvis du tager ordene til hjælp og kalder dine modstandere noget andet end
mennesker, for eksempel rotter eller undermennesker.
Hvordan ville verden se ud, hvis forældre lærte deres børn at betragte alle, der ikke var medlemmer af familien, som dumme svin? Hvis skolelærerne konstant tiltalte de mindre kvikke
i klassen som idioter? Oplever vi virkelig, at ord ikke betyder noget, hverken de onde eller
de gode, og at der slet ikke går nogen vej, uanset hvor kringlet den måtte være, fra ordet til
handlingen? Hvorfor skulle vi så i det hele taget opdrage på vores børn? Er skolens opgave
ikke også at gøre børnene til gode samfundsborgere og ikke kun til regnemaskiner? Forudsætter det ikke, at vi tror på ordene og deres betydning?
foto polfoto
Efter at have læst Flemming Roses bog oplever jeg ham som et ordentligt og redeligt menneske. Jeg oplever ham også som et meget naivt menneske, der er blevet fanget i en uoverskuelig situation og har behov for at finde mening i den.
Forfatter, journalist og debattør
Carsten Jensen modtog for nylig
Olof Palme-prisen. Prisen er tidligere uddelt til blandt andre Kofi
Annan og Aung San Suu Kyi.
Carsten Jensen skriver fast i Hus
Forbi.
Jeg er enig med Rose i, at vi ikke har brug for forbud, når det gælder ytringsfriheden. Men jeg
mener også, at vi har behov for at protestere, lige indtil vi ikke har mere luft i lungerne, mod
den mærkværdige relativitetsteori, der ligger bag hans tro på, at ordene ikke betyder noget.
Og så er jeg i øvrigt ligeglad med, om han får Nobelprisen.
Så er det sagt er en klumme og udelukkende et udtryk for klummeskribentens holdning.
HUS FORBI
| nr. 11 november 2010 | 14. årgang | 21
| læserne skriver |
liv
laser
Nu har regeringspartierne i ni år lovet,
at komme hjemløseproblemet til livs. Var det
ikke Anders Fogh, der engang sagde, han ville
’trylle’ de hjemløse om til bankdirektører?
Et
i
Selvom hun kunne
forsørge sig selv og
ydermere betale for
et dyrt universitetsstudium blev 34-årige
pakistanske Nazema
udvist af Danmark,
da hun lod sig skille fra
sin voldelige ægtemand.
I Pakistan er hun en
paria uden job, penge
og rettigheder.
Gitte Birgitte Andersen,
fra Hus Forbis Facebookprofil
blev derfor udvist. Dermed blev hun én af de
omkring 500 udlændinge, der hvert år bliver
udvist efter afslag på ansøgning om asyl eller
humanitært ophold. Ens for dem alle er, at når
de bliver sat om bord på færgen, toget eller
flyet tilbage til oprindelseslandet, så er de
historie for Danmark. De danske udlændingemyndigheder undersøger ikke, hvad der sker
med de udviste, når de vender tilbage til deres
hjemlande – heller ikke selvom den udviste
frygter for repressalier fra enten familie,
svigerfamilie eller kriminelle bagmænd. Når
landingshjulene slipper dansk jord, slipper vi
ikke alene af med en uønsket udlænding, vi
slipper også ethvert ansvar for vedkommendes ve og vel. Siden udvisningen har Nazema
skrevet dagbog for at få styr på sine følelser og
sit liv. På de næste sider bringer vi uddrag fra
dagbogen, der løfter sløret for en verden, de
færreste danskere kan forestille sig og langt
mindre ville ønske at leve i. |
Hun opgav en strålende karriere i Pakistan,
men tog for givet, at hun kunne begynde
på en ny, når hun flyttede op til den danskpakistanske mand, hun havde forelsket sig i
og giftet sig med. Men virkeligheden blev en
anden for den universitetsuddannede kvinde.
I Danmark blev hun mødt af en svigerfamilie,
der betragtede hende som et tyende, og en
mand, der krævede voldelig sex og behandlede
hende som en slave. Hun gjorde alt, hvad der
stod i hendes magt for at få ægteskabet til at
glide, men måtte opgive, da ydmygelserne og
volden ikke længere var til at udholde. Hun fik
en skilsmisse tvunget igennem og skabte sig
hurtigt en ny tilværelse med job, egen lejlighed og tillægsstudier på Roskilde Universitet.
Men den danske udlændigelovgivning kom i
vejen for hendes fremtid. Som fraskilt havde
hun ikke længere tilknytning til Danmark og
hus forbi
Hjemløse er ikke stakler, der intet magter.
Prøv til en forandring at behandle dem med
respekt. Giv dem borgerløn, og prøv at se, om
ikke de kan finde et sted at bo og klare sig.
Gitte Byrialsen,
fra Hus Forbis Facebookprofil
af Jens Høvsgaard
foto Søren Zeuth
Slave
i København
banket og voldtaget af ægtemanden
Udvist
af Danmark
Voldelig ægtemand og hans familie holdt
kvinde som husslave. Svigermoderen
forlangte total underdanighed, og manden
sex, når og hvor det passede ham.
- Han fortalte, at han
ikke var den dér type
mand, som mener, at
en kones plads kun er i
hjemmet og ikke andre
steder. Han ville støtte
mig, så jeg også kunne
få en karriere i Danmark.
en skjult virkelighed
Udenlandske
kvinder lever
med vold og
tvang
bombe under
dansk krigsindsats
Soldater ender
som hjemløse
Hus Forbi skrev første gang om Nazema i juni.

10
| HUS FORBI | nr. 9 september 2010 | 14. årgang
HUS FORBI
| nr. 9 september 2010 | 14. årgang | 11
Hus Forbi har fulgt Nazema siden juni og bragte i september et uddrag af
hendes dagbog, efter hun var blevet sendt hjem til Pakistan.
Jeg er en stor fan af jeres blad, og jeg elsker,
det I gør. I har langt den mest interessante
journalistik af alle tidsskrifter i Danmark.
John Nicholas Felix Woollhead,
fra Hus Forbis Facebookprofil
Det er jo fint nok, at regeringen endelig er
vågnet op og vil tage hånd om de traumer,
soldaterne vender hjem med efter at være blevet sendt ud i en komplet nyttesløs krig. Ville
dog ønske, at alle, der er blevet traumatiseret
og udstødt i vor andegård, kunne få samme
behandling og ikke skulle ende på gaden.
Steen True,
fra Hus Forbis Facebookprofil
Lad os se om Helle og Villy kan gøre det
bedre? For det tror jeg langt fra.
Nazema burde aldrig
have været udvist
Jeg har lige læst Nazemas dagbog i septembernummeret af Hus Forbi og
har fået en utrolig dårlig smag i munden over, at vi behandler mennesker
med anden etnisk baggrund på den måde. Hun burde aldrig have været
udvist, med det kendskab vi har til, hvordan fraskilte kvinder behandles i
nogle lande.
Kan der gøres noget her i Danmark?
Er Integrationsministeriet eller Udlændingestyrelsen blevet forelagt
hendes situation efter udvisningen?
Kan enkelte politikere – eventuelt Naser Khader – påvirkes til at gøre
noget?
Kan jeg gøre noget?
Peder Orla Jensen
David Kashmir,
fra Hus Forbis Facebookprofil
Det varmer at læse, at Preben Brandt er
blevet valgt som formand for udsatterådet i
København. Dog en skam, at der kun findes
12 råd i Danmark ud af 98 kommuner. Jeg
håber, at der vil komme flere til hen ad vejen.
Cathrine Thovtrup Larsen,
fra Hus Forbis Facebookprofil
Se Hus Forbis hjemmeside med
nyheder og fakta om hjemløse
og socialt udsatte på
www.husforbi.dk
22
| HUS FORBI | nr. 11 november 2010 | 14. årgang
Nazema bør vende tilbage
til Danmark
Ønsker Nazema fra Pakistan stadig at komme tilbage til Danmark, så hun
ikke fortsat skal leve som en udstødt i Pakistan?
Ikke bare den måde, hun er blevet behandlet på i Danmark af en voldelig ægtemand og de danske myndigheder – og hvor hun virkelig har gjort,
hvad hun kunne for at integrere sig – men også, hvad der er sket hende,
siden hun er blevet udvist af Danmark til Pakistan, taler for, at hun bør
vende tilbage til Danmark og fortsætte sit liv her.
Leif Bork Hansen
| læserne skriver |
Er der ingen lyspunkter?
Jeg køber Hus Forbi, for jeg synes, det er vigtigt at blive mindet om, at
der er mennesker i Danmark, der ikke er så heldige som mig. Jeg finder
det interessant at læse om forskellige menneskeskæbner, eksempelvis de
tidligere udsendte soldater.
Jeg savner dog nogle positive historier. Er der slet ikke nogen?
Charlotte Pedersen
Jeg kan kun med harme se på, at samfundet efterhånden har glemt, at
der er mennesker, der har det svært. De fleste mennesker tænker kun på
sig selv og deres lille verden. Man kan kun håbe på, at de på et tidspunkt
åbner øjnene og forstår, at man ikke kun er sig selv, og at man også må
tage sig af de skæve eksistenser. De fleste skal bare have et skub i den
rigtige retning. Samtidig kan man håbe på, at politikerne i fremtiden også
får øjnene op for, at mennesker ikke kan sættes i bås.
Roald Hartvig Nielsen
Jeg har købt oktoberudgaven og er bekymret for
de besparelser, der står om i den avis.
Kan vi gør noget aktivt for dem?
Gitte Bakkelev,
fra Hus Forbis Facebookprofil
Chokeret over
Danmark anno 2010
For nylig var der et program med Bubber, hvor han var ude blandt de
udstødte; narkomanerne og alkoholikerne.
Man kan altid diskutere programmets lødighed og dybde, men det
ramte mig på min sociale retfærdighed, da jeg så, hvordan de må sove på
Sundholm i København. De fik en gammel madras af plastic, som de så
smed på gulvet. Bubber var chokeret over, at den slags foregår i Danmark.
Men det gør det. Og det værste er, at jeg møder mennesker, der påstår,
at det er de selv skyld i. Det er den samme remse om narkomaner og alkoholikere. Som om nogen fra barnsben har valgt at blive udstødt. Der ligger
jo en historie bag enhver skæbne.
Efter udsendelsen fandt jeg min gæsteseng frem for at give den til
Sundholm eller lignende steder. I samme moment tænkte jeg, at der
blandt læserne af Hus Forbi må være mange, som har en seng stående i
deres kælder. Hvad med at finde den frem og forære den til Sundholm?
Flemming Franklin Fischer
foto Polfoto
Samfundet har glemt dem,
der har det svært
Kampen mod kvindehandel
og sexslaveri
I septembernummeret af Hus Forbi skriver Britta Thomsen (S), medlem af
Europa-Parlamentet, et på mange måder udmærket indlæg om EU’s kamp
mod kvindehandel. Jeg påskønner i allerhøjeste grad, at Britta Thomsen
og EU går ind i kampen for at stoppe kvindehandel, og jeg ser frem til, at
der vedtages et EU-direktiv på dette område.
Desværre kan Danmark gå hen og blive det eneste land, der er et fristed
for kvindehandel, og det vil jeg betragte som en skandale. Det nye EU-direktiv kommer til at handle om et generelt forbud mod køb af samleje med
sexslaver. Det skal være forbudt at købe sex af handlede kvinder. Men på
grund af Danmarks retsforbehold kommer Danmark til at stå udenfor som
det eneste EU-land.
Reglerne vil slet ikke blive gældende for Danmark. Det er således endnu
et eksempel på, at vi bør have en folkeafstemning om afskaffelsen af
retsforbeholdet.
Desuden bør Danmark selv gennemføre et forbud mod købesex. Et
sådant forbud findes allerede i Norge og Sverige. Jeg har som folketingskandidat for Kristendemokraterne gang på gang foreslået, at vi i Danmark indfører et forbud mod købesex i det hele taget. Vi bør bekæmpe
kvindehandel ved at jagte og give større straf til bagmændene og ved at
kriminaliserer kunderne. Desuden skal vi hjælpe sexslaverne til en anden
tilværelse ved at give dem midlertidig opholdstilladelse og hjælpe dem til
en uddannelse.
Bjarne Nederby Jessen, Kristendemokraterne
Det er simpelthen for dårligt, at de svageste
skuldre skal bære de største byrder.
Marianne Hansen,
fra Hus Forbis Facebookprofil
debatten fortsætter på www.husforbi.dk Tjek også debatten på Hus Forbis Facebookprofil.
HUS FORBI
| nr. 11 november 2010 | 14. årgang | 23
24
Gjæstebud
| HUS FORBI | nr. 11 november 2010 | 14. årgang
på
Nørrebro
HUS FORBI
| nr. 11 november 2010 | 14. årgang | 25
Hver søndag
er der
gæstebud
i Bethesda
på Nørrebro.
Bag tilbuddet
står en
idealistisk
præst og en
simpel tanke
om, at kun
det bedste
rækker til
de svageste.
af Sanne Maja Funch
foto Joachim Rode
Det syder i køkkenet under missionshuset
Bethesda ved Israels Plads. På to store stegepander sprutter fem kilo snittede løg. Med
ryggen mod komfuret står Michael Kahr Jørgensen og skærer jordskokker i tern. Klokken er knap tre en eftermiddag i oktober, og
han har arbejdet et par timer. Sammen med
en håndfuld andre frivillige laver Michael
Kahr Jørgensen mad til det gæstebud, der
begynder hver søndag klokken halv fem
i Dammen, som kælderen under Bethesda
bliver kaldt.
I dag har de frivillige været hos slagteren
og fået fingre i 25 kilo skært oksekød til kun
26
| HUS FORBI | nr. 11 november 2010 | 14. årgang
1.000 kroner. Derfor står hovedretten på gullasch med ovnbagte rodfrugter.
- Der bliver en del til overs. Men selv om
vi får rester, smider vi dem ikke ud. De bliver
til hundeposer til de hjemløses bedste venner.
En mand med en mission
Michael Kahr Jørgensens kommentar rammer nerven i Projekt Gjaestebud. Projektet –
et sted, hvor Københavns udsatte og hjemløse kan søge hen på søndage og i de højtider,
hvor mange andre tilbud lukker døren –
startede i 2002 i sognekirken i Nordvest med
præsten Asser Skude som idémand og primus
motor. Men tanken bag Gjaestebud rækker
endnu videre. Asser Skude betragter de ud-
- Man tænker ikke,
at det er sådan nogle
mennesker, der kommer
her, vel?
Allan Anarchos
satte som sine gæster. De skal have det bedste.
Derfor er grøntsagerne økologiske og doneres
af luksusforhandleren Din Baghave. Hovedretten suppleres af en brunch, der normalt koster
165 kroner per kuvert, fra Charlottehaven. Efter maden kommer kager fra Lagkagehuset ved
Kultorvet, og endnu flere kvalitetsforhandlere
forsyner projektet, og når maden er rigelig som
i dag, bliver selv hundene bespist.
- Det er et fedt koncept. Jeg kan godt lide, at
vi vil give dem en special treat, siger Michael
Kahr Jørgensen og griber et bundt gulerødder,
som changerer i farve fra dyb lilla til orange.
Flere frivillige drysser ind i køkkenet. 15
mennesker har en vagt i dag. De kræser om de
100 til 150 gæster, som normalt dukker op til
gæstebuddet. Der er stadig mere end en time,
til serveringen starter. Alligevel begynder de
hjemløse også at komme, og det samme gør projektets frontfigur. Asser Skude står i den lange
gang, der fører fra opholdsstuen og ud til gaden.
Her taler han med Slavek Grochala fra Polen.
Præst uden kjole og præk
Slavek Grochalas jakke er rød og matcher hans
rygsæk. En blå fleece-trøje stikker ud i halsen.
Engang sov Slavek Grochala på en rist foran
Nationalbanken. Nu holder han til på to bænke
ved en Q8-station, men livet er koldt, uanset
hvor han har adresse.
- Tøj. Det er vigtigt, når du bor på gaden,
forklarer han på engelsk og peger ned ad sig.
- Jeg ser, hvad vi har.
En frivillig styrer mod depotet af tøj, der
også er en del af søndagstilbuddet i Projekt
Gjaestebud.
De seneste tre år er udviklingen gået
stærkt, fortæller Asser Skude. De gode ideer er
vokset i takt med skaren af frivillige, og det er
længe siden, at Gjaestebud blev til mere end et
madprojekt. Her kan de hjemløse få alkoholbehandling og lægehjælp. Senere i dag kommer
frisøren, fodterapeuten og en sygeplejerske.
Hele den foregående uge har Asser Skude
opstøvet slægtninge og sørget for begravelsen
af en gæst, som gik bort.
Ud over den donerede mad og skaren af
frivillige får Gjaestebud økonomisk hjælp af
blandt andet Københavns Kommune, Socialministeriet og forskellige private fonde og
organisationer.
- Du skal se vores bil, som vi bruger til at
hente mad. Den har vi fået af Augustinus
Fonden, siger Asser Skude og sætter kurs mod
gaden.
Her slår han bagsmækken op på en stålblå
Toyota. I bagagerummet ligger 40 kilo kartofler og en stak splinternye tæpper. Der ligger
også en præstekjole. Men kjolen er med til ære
for fotografen, for Asser Skude prædiker ikke
for sine gæster. Til gengæld giver det heller
ingen mening at skille den velgørende mission
fra det kristne budskab.
- Den, der vil være den største, skal være
som den mindste. Jeg er ikke kommet for at
lade mig tjene, men for selv at tjene, reciterer
han fra Markusevangeliet.
Asser Skudes pointe er, at næstekærligheden kommer stærkt til udtryk gennem en
persons handlinger over for samfundets svage
og udsatte. Derfor er det ’morsomt’, at Projekt
Gjaestebud netop har fået husly i Bethesda,
som er højborgen for Indre Mission i København. Blå Kors, Mændenes Hjem, Reden,
KFUK og KFUM – you name it, remser præsten op. Indre Mission har en lang tradition
for socialt arbejde, mens den protestantiske
kirke længe synes at have glemt det diakonale
projekt.
- Det er godt, at vi er her. Vi føler, at vi er i
hjertet af folkekirken, siger Asser Skude.
HUS FORBI
| nr. 11 november 2010 | 14. årgang | 27
- Her er der hjerterum.
Hende dér er helt speciel.
Fuld af kærlighed.
Engang kom hun løbende
efter mig for at spørge,
om jeg ville have mere
brød.
Martin
- Vi er i et vadested.
Det er en vigtig tid nu.
For vi har brug for
fokus på vores arbejde,
så vi kan hjælpe mere.
Asser Skude
Tre minutter i halv fem starter gæstebuddet. En luge bliver åbnet til køkkenet, hvor to
frivillige øser gullasch, rodfrugter, groft brød
og store, syltede agurker på tallerknerne. På
et langt bord er brunchen anrettet som buffet.
Kyllingebryst, frikadeller og bacon ligger i
foliebakkerne. Andre fade bugner af cocktailpølser og oksekød. Stegte tomater, grøn salat,
champignon og udskåren melon, druer og
ananas hører også med.
Stikordene er proteiner, vitaminer og rigeligt fedt, når maden er til gæster, der ofte får
for lidt at spise.
Gæstebud for alle
En lille snes står i kø til maden. I lokalets
fjerneste ende sidder Martin med sin tallerken.
Han vil ikke have sit efternavn i avisen, men
taler med alvorlig stemme:
- Her er der hjerterum. Hende dér er helt
speciel. Fuld af kærlighed. Engang kom hun løbende efter mig for at spørge, om jeg ville have
mere brød. Så bliver man helt rørt, siger han
og peger på en lyshåret pige ved madlugen.
28
| HUS FORBI | nr. 11 november 2010 | 14. årgang
Martin er på dagpenge og kommer mest for
selskabets skyld.
- De har stor forståelse for de forskellige livssituationer, vi befinder os i. Nogle er hjemløse,
nogle er alkoholikere, nogle er psykisk syge, og
nogle har økonomiske problemer, siger han.
Omkring bordet sidder også Allan Anarchos
med en flok kammerater. Allan Anarchos er
både stærk og svag, forklarer han. Medlem af
menighedsrådet i Blågårdens Sogn, men også
førtidspensionist og psykisk syg. En livlig
herre i blå skjorte har også en historie at bidrage med. Han blev sat på gaden som 76-årig.
Nu bor han i et utæt træhus uden varmt vand
ved Klosterris Hegn i Nordsjælland.
- Der kommer godsejeren! råber gruppen
pludselig.
Engang blev godsejeren franarret en del af
en større formue. Historien skabte ståhej og
var i pressen flere gange. Men godsejeren er
stadig en holden mand, selv om han nu turnerer byens varmestuer. Han har sit navn, fordi
han holder af at fortælle om sine besiddelser til
de fattige, han spiser med.
- Man tænker ikke, at det er sådan nogle
mennesker, der kommer her, vel? spørger Allan Anarchos.
Han rykker lidt til siden. Endnu en kammerat tager plads ved bordet og byder de andre af
den kakaolikør, han fisker op fra inderlommen.
Negle som flæskesvær
- Har du set ham fodmanden?
Det er fotografen, der dukker op ved bordet
med sit spørgsmål. Mens gæsterne spiser og
taler, er flere frivillige kommet til Bethesda for
at yde service.
Fodterapeuten hedder Klaus Vilhelmsen og
sidder i en niche af gangen inden for hoveddøren. Han er klædt i kridhvid undertrøje og
klinikbukser. Omkring ham ligger tænger, bor
og file. Lige nu koncentrerer han sig om mørklødede Deoes fødder.
- Det handler om at hjælpe de folk, der ikke
selv har råd til at få skåret hård hud og tykke
negle ned, siger Klaus Vilhelmsen.
Deoe klager over, at han ikke kan gå med
sko. Det gælder for mange hjemløse, at de har
- Det er et fedt
koncept. Jeg kan
godt lide, at vi vil give
dem en special treat.
Michael Kahr Jørgensen
specielle problemer med fødderne, fortæller
fodterapeuten. Neglesvamp og centimetertykke negle er blandt de mest almindelige.
- Det lyder fjollet. Men Vilhelm Danmark
– det kaldte han sig – havde hul i skoene, som
neglene stak op af. Nogle kommer med negle
så tykke som flæskesvær.
’Klak klak’, Klaus Vilhelmsen trommer på
stolen og forklarer, at sådan lød det, når han
slog sine fingre mod neglene på en klient, han
behandlede engang.
- De lå som sorte skaller over foden – neglene. Men under skorpen gemte sig de fineste
lyserøde tæer, husker Klaus Vilhelmsen, der
er andengenerationsfodterapeut. Hans datter, kæreste og ekskone har også fødder som
erhverv.
Tættere på spisestuen står Michelle Borg
med saks, trimmer og føntørrer. Fire centimeter lange lokker falder mod gulvet, mens hun
klipper. I to år har hun holdt søndagssalon hos
Gjaestebud. Motivationen er lige så stærk i
dag, som da hun startede.
- Jeg får rigtig mange historier, når jeg står
her. De kommer, når du nusser folk i håret,
forklarer frisøren, der til daglig er leder af
kendisfrisøren Dennis Knudsens salon.
Engang klippede Michelle Borg hver søndag.
Nu er det kun en gang om måneden. Hun
forsøger jævnligt at lokke andre frisører til at
tage en vagt, men indtil videre uden held.
- De er slet ikke klar over, hvad det giver.
Det er ligegyldigt, hvad du har af problemer,
når du går hjemmefra. De er forsvundet, når
du kommer tilbage, siger hun.
Finale
I spisestuen tynder det ud i køen ved madlugen. De sidste portioner bliver serveret.
En frivillig graver dybt i gryden for at finde
mere kød. Ti minutter senere er stuen ryddet.
Klokken er seks, og Indre Mission skal bruge
lokalerne selv.
De fleste bliver dog lidt endnu. De klumper
sig sammen i et aflangt værelse ud mod gaden.
Gæstebuddet er ikke ovre, før damen fra Lagkagehuset har været der med kagerne.
På gaden skutter Asser Skude sig i tus-
mørket. Fem grønlændere sidder på fortovet.
Cigaretrøg og højlydte grin hænger i luften.
Det er det her, Asser Skude brænder for.
Drømmen er at udvide. Hjælpen skal spænde
over flere tilbud fra morgenmad til tandlæge.
Den skal være til stede 24 timer i døgnet og
midt i København, hvor de hjemløse holder
til. Allerhelst kunne Asser Skude tænke sig en
formel stilling som de hjemløses præst og en
kirke, der er dedikeret til formålet.
- Vi er i et vadested. Det er en vigtig tid nu.
For vi har brug for fokus på vores arbejde, så
vi kan hjælpe mere.
Asser Skude når ikke længere. En mumlen
løber gennem forsamlingen:
- Nu er hun her!
Lagkagedamen kommer i en rød bil. Store
papæsker med brombær og hindbær på mazarinbunde. Jordbærkager med rødt flødeskum
og fyldte pandekager bæres ind i kaffestuen.
Indenfor klirrer kopperne, men ellers er der
stille. Endnu et Gjaestebud når sin finale. |
HUS FORBI
| nr. 11 november 2010 | 14. årgang | 29
30
| HUS FORBI | nr. 11 november 2010 | 14. årgang
HUS FORBI
| nr. 11 november 2010 | 14. årgang | 31
Dette er sjette og sidste del af føljetonen om Allan Jakobsen, som vi nu har fulgt gennem
i alt seks måneder. Han er 35 år, hjemløs og Hus Forbi-sælger. Allan er født og opvokset
i Odense og var ti år, da han startede med at drikke. Som 14-årig begyndte han at tage
heroin. Han er uddannet sømand og skibskok, men i de sidste 16 år har hjemløsheden og
heroinmisbruget styret hans liv. Han har haft lejligheder i halve år ad gangen, men kan
ikke finde sig tilpas indendørs og ryger på gaden igen. Allan Jakobsen får ingen understøttelse.
Alle seks artikler om Allan kan læses på www.husforbi.dk
På afstand af
løvens hule
| føljeton fra gaden |
af Birgitte Ellemann Höegh
foto Holger Erik Henriksen
Allan er mødt op på Hjemløsedagen på Nytorv
i København. Under høj blå himmel og med en
tynd kulde i luften står han med en kop kaffe i
hånden. Han har sovet hos en kammerat på et
herberg i nat i ti stive timer, så nu er han helt
smadret og har svært ved at vågne.
- Jeg er træt i hele kroppen, for mine lunger
fungerer dårligt på grund af min kroniske
- Folk siger, at jeg skal
passe på nu, for det er
så let at falde tilbage.
Jeg sørger for ikke at
omgås de af mine
kammerater, der tager
stoffer, og holder mig
langt væk fra Istedgade.
lungebetændelse. Og så ved jeg da godt, at det
ikke hjælper, at jeg ryger 50 til 60 smøger om
dagen, siger han.
På pladsen serveres der suppe, pandekager
og muffins. Forskellige organisationer uddeler
huer, vanter og tøj, og på scenen bliver der
spillet musik og holdt taler. Ved siden af står
en mindetavle, hvor man kan skrive navnene
på dem, der er døde i løbet af året.
- Jeg kunne godt nok føje mange navne til
den liste, siger Allan.
Stadig clean
Der er nu gået mere end to måneder, siden Allan kvittede heroinen. Og det kræver koncentration at holde sig clean.
- Lige da jeg stoppede, tog jeg ti metadoner
om dagen, men nu er jeg nede på tre. Folk
siger, at jeg skal passe på nu, for det er så let at
falde tilbage. Jeg sørger for ikke at omgås de af
mine kammerater, der tager stoffer, og holder
mig langt væk fra Istedgade. Jeg skal sgu ikke
ind i løvens hule.
Blandt andet derfor bruger han det meste af
sin dagligdag på Amager, hvor han er blevet
valgt som sælgerrepræsentant for Hus Forbi.
- Jeg går hver dag to runder på Amager og
Christianshavn og tjekker, om folk har gyldige
sælgerkort og opfører sig ordentligt. Så sælger
jeg naturligvis også selv aviser undervejs.
Derudover leder jeg efter et værested, der vil
distribuere Hus Forbi til sælgerne om søndagen. Sælgerne skal helt ind til Istedgade og
hente aviser, og lige som mig er der mange, der
ikke vil derind på grund af stofferne.
Til chili con carne i Snapsetinget
Da der var Kulturnat i København, var Allan
inviteret ind hos Kristendemokraterne på
Christiansborg for at tale om hjemløshed sammen med en kammerat.
- Jeg har aldrig været på Christiansborg før,
og det var sgu meget sjovt. Jeg snakkede med
alle mulige politikere, og du må ikke spørge
mig om navnene, for dem kan jeg ikke huske.
Kun lige Villy Søvndal, men han havde også
navneskilt på. Han var en flink fyr. Bagefter
fik vi chili con carne i Snapsetinget.
Selv går Allan ikke særlig meget op i politik.
Han ser aldrig tv eller læser aviser, men lytter
til radio på gaden.
- Politikerne lukker en masse ud, men hvor
meget overholder de? Det er min mening om
Christiansborg! Men jeg fandt da ud af, at
Kristendemokraterne gør noget for de socialt
udsatte og fik en masse penge igennem til
skæve boliger. Men jeg stemmer ikke, for når
man ikke har nogen adresse, får man ikke
nogen stemmeseddel. |
hvor tror du, at du er
henne om fem år?
- Sådan noget må I ikke spørge mig om. Højst
sandsynlig stadig på gaden og sælge aviser, aviser og aviser. Sover nok lidt hist og pist i telt og
hos venner. Jeg skal ikke ind på noget herberg og
have værelse. Aldrig! Det er det rene kaos. Men
lige nu holder jeg mig bare clean. Det kan gå galt,
og det kan gå godt. Jeg ved faktisk ikke, hvad
der skal til for at mit liv vil blive anderledes. Jeg
er vant til, at klare mig selv, sådan har jeg valgt at
leve mit liv. Jeg stak af hjemmefra som 10-årig.
Da jeg var teenager, sagde lægerne til mig, at jeg
ikke ville blive 18 år, hvis jeg forsatte med at leve
så hårdt et liv, men jeg lever sgu da endnu.