December 2013
hus forbi nr. 12 december 2013 17. årgang | pris 20 kr. | 10 kr. går til sælgeren | køb af sælgere med synligt id-kort Tajos juleeventyr En hjemløs' egen julefortælling På besøg i Thylejren Hjemløse afrikanere i Danmark I P O K Køb kun avisen af sælgere med synligt ID Hus forbi må ikke sælges i togene Sidste kapitel i fortællingen om Ib Maack hus forbi REDAKTION ANSVARSHAVENDE REDAKTØR Ole Skou [email protected] Journalistisk redaktør Poul Struve Nielsen [email protected] FORSIDEFOTO Poul Struve Nielsen KORREKTUR Bro Kommunikation A/S LAYOUT Salomet Grafik KONTAKT REDAKTIONEN tlf. 5240 9079, [email protected] SALGSAFDELING Jylland: John Hansen, tlf. 5240 9069, [email protected] og Jimmy Rohde, tlf. 5133 8128, [email protected]. Fyn/Sjælland/Øerne: Morten Munk Hansen, tlf. 8161 6689, [email protected] ADMINISTRATION Rasmus Wexøe Kristensen, sekretariatsleder, tlf. 5240 9049, [email protected] Ole Skou, formand, tlf. 4073 3537, [email protected] Ruth Kristoffersen, bogholder, tlf. 5240 9089, [email protected] ANNONCER Christian Berg, DG Media, tlf. 3370 7642, mobil 3070 6725, [email protected] UDGIVER Foreningen Hus Forbi Bragesgade 10 B, stuen, 2200 København N Tlf. 8993 7474, www.husforbi.dk DISTRIBUTION Boformer for hjemløse, varmestuer, medborgerhuse m.m. kan fungere som distributør for Hus Forbi – dvs. være udleveringssted af avisen til sælgerne. Kontakt os på tlf. 8161 6689/5240 9069 (se listen af distributører på www.husforbi.dk). ABONNEMENT STANDARDABONNEMENT: 465 kroner (12 numre om året – inklusive moms, porto og gebyr). STØTTEABONNEMENT: 665 kroner Kontaktperson John Hansen, tlf. 5240 9069 Mail: [email protected] BIDRAG Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du sætte beløbet ind på konto nummer 5324 0243524, Arbejdernes Landsbank. Mærk indbetalingen ’bidrag’. TRYK Dansk Avistryk OPLAG 105.000 LÆSERTAL 483.000 (4. kvartal 2012 og 1. kvartal 2013) ifølge Index Danmark/Gallup ANTAL registrede SÆLGERE 1.500 ISSN 1397-3282 Næste nummer udkommer den 30. december 2013 OM HUS FORBI Hus Forbi udkom første gang i 1996 og sælges af hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker. Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer. Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede grupper både via indholdet af Hus Forbi og i mødet med sælgeren. Hus Forbis sælgere er alle udstyret med et id-kort udstedt af Hus Forbis sekretariat. Salget af Hus Forbi fungerer for sælgerne som et alternativ til tiggeri og eventuel kriminalitet. Indholdet i Hus Forbi produceres primært af professionelle freelancere, fotografer og illustratorer. Hus Forbi er medlem af det internationale netværk af gadeaviser, INSP. Vi støtter Hus Forbi | leder | | indhold | Julesteg og valgflæsk 4 Organisationer, der har med hjemløse at gøre, får mange henvendelser fra folk, der gerne vil være frivillige den 24. december. Hus Forbi er lukket juleaften. Andre organisationer svarer høfligt nej med den begrundelse, at de hjemløse og socialt udsatte, som kommer i varmestuerne, helst vil være sammen med de samme mennesker, som de er sammen med i det daglige. Det vil sige personalet og de frivillige, som de kender. Det er ligesom med mennesker, der lever i en kernefamilie og har bedsteforældre, søskende og hvad man ellers kan have. De vil helst være sammen med familien. Det vil hjemløse og socialt udsatte også. Men mange af dem har brændt deres broer. Forældrene har måske slået hånden af dem eller omvendt, mange parforhold er gået i opløsning, børnene kan være anbragt, og det er ikke sikkert, der er samkvemsret endsige kontakt. Så bliver det en svær tid, når julehyggen breder sig med pynt og stearinlys, og de kendte sange toner fra alle sider. Det bliver en påmindelse om, hvordan det kunne have været, hvis… Men sådan er det bare ikke. Derfor er det godt, at der går gode, kærlige og solidariske tanker til samfundets udsatte og til de hjemløse i julen. Det er lidt ligesom, når der er valg. Sådan var det i hvert fald med det netop overståede kommunalvalg. Lisbeth Zornig Andersen var i medierne for en million, og der er aldrig blevet holdt så mange valgmøder på varmestuer og andre steder, hvor der kommer socialt udsatte mennesker. Sjovt nok har jeg kun mødt politikernes interesse for de socialt udsatte i forbindelse med arbejdet på Hus Forbi. Hjemme i rødvinsghettoen handler valget om børneinstitutioner, skoler, ældrepleje og hvilke byer, sygehusene skal ligge i. Mange hjemløse og socialt udsatte ville nok ønske, at de levede et liv, hvor disse sager også vedkom dem. Og så bliver valget jo til en påmindelse om, hvordan det kunne have været, hvis… Men sådan er det bare ikke. Både julesteg og valgflæsk smager fortræffeligt, men de sociale problemer har vi hele året og i hele valgperioden. Så gør dog noget ved dem hele året og i hele perioden! Mit juleønske er, at alle de nyvalgte kommunalbestyrelser og regionsråd vil kunne svare bekræftende på følgende spørgsmål: Er der boliger, som både unge og ældre kan betale, selv om de er på kontanthjælp? Er der ordentlige herbergspladser? Bliver varmestuerne støttet? Bygges der gratis offentlige toiletter? Gives der også plads til hjemløse i bymidterne, hvor de kan færdes blandt andre mennesker? Behandles alle ligeværdigt på hospitalet? Kan de psykisk syge få en ordentlig behandling? Alle læsere af Hus Forbi ønskes en glædelig jul. Husk at vores fine kalender er perfekt både til væggen derhjemme, på kontoret, som mandelgave og under juletræet. Der er en ny avis på gaden lige inden nytår. Poul Struve Nielsen, redaktør Zornig-sag skaber mistillid Socialminister Annette Wilhelmsen skaber usikkerhed blandt mulige ansøgere til fondsmidler, når hun leger julemand allerede inden fristens udløb, som hun gjorde ved at give en million kroner til Lisbeth Zornig Andersen og hendes projekt ’Stemmer på Kanten.’ 6 Afrikanske hjemløse i Danmark Et gammelt mundheld siger, at lykken findes for enden af regnbuen. For de vestafrikanske migranter i København ender håbet om arbejde og et bedre liv på gaden eller et af de få steder, hvor hjemløse udlændinge i København kan få tag over hovedet. 18 10 Hjælp til tidligere prostituerede LivaRehab, som hjælper tidligere prostituerede, fik den kolde skulder, da penge fra Satspuljen blev fordelt. Men organisationens leder, Flora Gosh, har nu som den første modtaget Tine Bryld-prisen på en halv million kroner – og ikke mindst den anerkendelse, der følger. 12 En Hus Forbi-sælgers juleeventyr 14 Tidligere misbruger vil hjælpe andre 26 Generalforsamlingen i Hus Forbi 31 X-ord ved Anne Jensen 32 Ny sælger Hus Forbi i Thylejren De sociale problemer i Thylejren er ikke anderledes fra dem i København. Forskellen er, at folk i lejren bor langt væk fra jobcenter, misbrugsbehandling, skoler og arbejdspladser. Hus Forbi besøgte lejren, som ligger fire kilometer fra Frøstrup og en bustur til 60 kroner fra Thisted. 24 “ Jeg kunne godt tænke mig et højskoleophold, men jeg ved endnu ikke, hvad det skal indeholde. Det skal jo nok ikke være portvinsfremstilling. Ib Maack efter endt behandling for alkoholmisbrug. Vil du også støtte? Send en mail til [email protected] Det koster 9.000 kroner at få sit firmalogo med. v/Annemette Lyngh 2 | HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang | 3 færre børn og unge anbringes uden for hjemmet hjælp til børn med krænkende adfærd Socialforvaltningen i Aarhus har fået seks millioner kroner til et nyt behandlingstilbud til børn, der har en seksuelt krænkende adfærd. Behandlingen skal forebygge krænkelser af andre børn og modvirke, at den grænseoverskridende adfærd fortsætter i voksenlivet. Den psykosociale behandling tager udgangspunkt i børnenes vanskeligheder, der kan skyldes lidelser som ADHD eller forstyrrelser i deres udvikling eller tilknytning til andre. Disse lidelser ligger ofte til grund for børnenes krænkende adfærd, og formålet er at udvikle deres evne til selvkontrol, at begå sig socialt og sætte grænser. Behandlingen er placeret i Rådgivningscenteret og kan også bestå i mægling mellem krænker og offer. Det forventes, at omkring 30 børn årligt vil modtage behandlingen i Aarhus. | 4 Hus Forbi samler ind til varmt tøj København har ikke brugt midlerne fra Hjemløsestrategien af Poul Struve Nielsen Socialminister Annette Vilhelmsen havde en travl dag på Brugernes Bazar i Odense i august. Hun mødte blandt andet Lisbeth Zornig Andersen, som altid følges af et kamera. Det fangede også, at ministeren med en eksperts ord ’gik imod spillereglerne’ omkring en ansøgningsfrist. Zornig-sag skaber mistillid Tidligere socialminister revser Vilhelmsen for ikke at tage ansøgere alvorligt af Birgitte Rørdam foto: Poul Struve Nielsen Sagen om socialminister Annette Vilhelmsen, der har givet fondsmidler til Lisbeth Zornig Andersen til hendes projekt Stemmer på Kanten, inden ansøgningsfristens udløb, vil skabe usikkerhed blandt ansøgere. Det vurderer Benedicte Kiær, socialordfører for de konservative. - Det her må man bare ikke. Vi har mange fonde, og der er rigtig mange private organisationer og foreninger, der laver et kæmpe arbejde for at søge penge. De vil nu stå med en fornemmelse af, at det var aftalt spil. Og er det kun denne her gang, at penge er givet før ansøgningsfristen? Den 29. august i år møder Annette Vilhelmsen og Lisbeth Zornig Andersen tilfældigt hinanden i Odense under DR2’s optagelser til dokumentarserien Stemmer på Kanten. Her fortæller socialministeren Lisbeth Zornig Andersen, at ’der er en million til dig.’ Pengene kommer fra en pulje, der er taget Socialministeriets Omstillingspulje for at få flere udsatte borgere til at stemme. Problemet er bare, at Annette Vilhelmsens tilsagn kom 18 dage før ansøgningsfristens udløb, og at Lisbeth Zornig Andersen på det tidspunkt ikke havde søgt penge fra puljen. - Det, der står tilbage, er, at ansøgere kan miste tilliden til Socialministeriets metoder, fordi de tror, at det er besluttet på forhånd, hvem pengene skal gå til og måske helt undlader at søge. Jeg er derfor meget tilfreds med, at Ejvind Vesselbo har bedt om en redegørelse i sagen, så vi kan få genskabt tilliden, siger Benedicte Kiær. tvivl om ministeriets metoder VIKC, som står for Vestegnen Indvandrer Kvindecentret, er en af de organisationer, som er kommet i tvivl om Socialministeriets metoder. De søgte penge fra Puljen til Udsattes Valgdeltagelse, men fik afslag. - Uanset om vi havde fået penge eller ej, så er det udemokratisk at give nogen penge forud for ansøgningsfristen. Og det har gjort os usikre på, om ansøgningerne bliver vurderet ens. Vi bruger ugevis på at lave ansøgninger, og den tid kunne vi bruge bedre, hvis pengene alligevel allerede er givet til andre, forklarer formand Hakima Lasham Lakhrissi. Også professor Tim Knudsen fra Institut for Statskundskab mener, at Annette Vilhelmsens gave til Lisbeth Zornig Andersen er uheldig. - Man kan nok ikke kalde det ulovligt. Men det er imod de spilleregler, som gælder i en situation, hvor man indkalder ansøgninger til en bestemt ansøgningsfrist overhovedet at udtale sig om, hvem der skal have midler, siger han og fortsætter: - Måske kan det også opfattes som en følge af, at Lisbeth Zornig Andersen i denne tid er en ny mediedarling. Generelt kan man sige, at offentlige midler ofte fordeles politisk efter, hvor politikere tror, at det kan kaste glans over dem. Det gjorde det så ikke lige her, men det forudså ministeren ikke. | flere socialrådgivere Frygt for nye børnesager og flere regler har fået kommunerne til at ansætte socialrådgivere i stor stil siden kommunalreformen. Men øget bureaukrati sluger en stor del af den sociale gevinst. Siden kommunalreformen i 2007 er antallet af | HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang socialrådgivere i kommunerne steget med cirka 25 procent. Det svarer til 2.100 ekstra socialrådgivere, viser tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor, som er indhentet af Altinget.dk. Der er stor forskel i udviklingen kommunerne imellem. I Hillerød Kommune er antallet af socialrådgivere faldet med cirka 16,5 procent siden 2007, mens antallet i Langeland, Billund og Odsherred kommuner er fordoblet. Socialforvaltningen i København har betalt 73 millioner kroner tilbage til Socialministeriet. Penge, der var bevilget til København til at bygge boliger til hjemløse i forbindelse med regeringens hjemløsestrategi. En socialdemokratisk kandidat til borgerrepræsentationen, Mathilde Illum Aastrøm, tog sagen op i slutfasen af den kommunale valgkamp med hård kritik af socialborgmester Mikkel Warming (Enhedslisten) og et krav om kulegravning af hele socialforvaltningen. Socialborgmesteren mener, at der er gået for meget valgkamp i den, og at den socialdemokratiske kandidat burde have gjort lidt research, før hun meldte ud til pressen. - I forbindelse med Hjemløsestrategien har København haft som mål at skaffe 240 boliger/ pladser til hjemløse borgere. Det mål er nået til fulde, da der nu er etableret 317 boliger/pladser. Det svarer til, at målet er nået med 132 procent, siger Mikkel Warming. Han fortæller, at når Københavns Kommune har sendt pengene retur, så er det for det første fordi opgaven med at bygge boliger er løst billigere end forventet, fordi kommunen har indrettet eksisterende boliger til hjemløse i stedet for at bygge nyt. Og for det andet dækkede nogle af pengene kun byggeri og ikke drift. - Hvis vi byggede de boliger, uden at der er penge til service og hjælp til de hjemløse borgere, så ville boligerne stå tomme, og det er spild af skattekroner, siger Mikkel Warming Medlem af Borgerrepræsentationen for Socialdemokraterne, Henrik Appel, som sidder i Socialudvalget, ville gerne have haft oplysningen om tilbagebetalingen lidt før. Men ellers er han enig med Mikkel Warming i, at det ikke nytter at bygge boliger, når der ikke er penge til driften, fordi det kræver en stor social indsats at hjælpe hjemløse til at blive i deres bolig. Han afviser ligeledes, at der er nogen grund til en kulegravning af socialforvaltningen. | prisregn over korshæren Kirkens Korshær i Aarhus anerkendt af kommunikatører Kirkens Korshær har vundet både dommer- og publikumsprisen ved Dansk Kommunikationsforenings årlige prisuddeling. Det er en ny pris for et gammelt slogan, idet prisen er tildelt for projektet ’Nærhed, varme og omsorg’ – et slogan, Korshæren har brugt i mange år. Det er endda første gang, at begge Dansk Kommunikationsforenings priser går til det samme projekt. Dommerkomiteen og publikum var enige om, at Kirkens Korshær i Aarhus havde det bedste projekt i feltet. Dommerkomiteen vurderede ud fra faglige kvaliteter og publikum ud fra den gode mavefornemmelse. Projektet ’Nærhed, varme og omsorg’ har ved hjælp af målrettede kommunikations- og fundraisingaktiviteter været med til at skaffe indtægter på over 15 millioner kroner på 10 måneder til den hårdt trængte lokalafdeling. Midlerne går til istandsættelse af gamle bygninger samt til aktiviteter som ferielejre og udflugter for udsatte grupper som stofmisbrugere, alkoholikere, hjemløse, ensomme og psykisk syge i Aarhus. | foto Mette Kramer Kristensen Kommunerne anbringer langt færre børn og unge uden for hjemmet. Antallet af børn og unge, der anbringes på for eksempel døgninstitutioner eller i familiepleje, er faldet med en tredjedel fra 3.652 i 2008 til 2.443 i 2012. Det viser nye tal fra Ankestyrelsen ifølge Altinget. Tendensen bekymrer Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår. Han mener, at kommunernes pressede økonomi er den afgørende faktor bag faldet i anbringelser, og at sparekniven rammer de børn og unge, som har brug for at komme væk hjemmefra. Frank Cloyd Ebsen, der er forskningsog udviklingsleder ved Institut for Socialt Arbejde på Professionshøjskolen Metropol, mener også, at økonomien spiller en stor rolle: - Børnene har i hvert fald ikke fået det bedre. Anbringelser er den absolut dyreste foranstaltning. Kommunerne hjemtager dem til lokale tilbud som familierådgivning og aflastning, der ikke er beviser for nødvendigvis virker, siger han til Altinget.dk Ole Pass, formand for Foreningen af Socialchefer i Danmark, siger derimod, at der er tale om en bevidst alternativ strategi fra kommunernes side, fordi anbringelserne hidtil ikke har haft den ønskede effekt. | 73 millioner betalt tilbage Nu bliver det koldt Vinteren står for døren, og den kan være hård, kold og lang. Ikke mindst når man som Hus Forbi-sælger er på gaden hver eneste dag. Vi samler penge ind til varmt overtøj og solide vinterstøvler. Britta og Allan er lunt klædt på takket være de bidrag, vi modtog sidste år. Men vi har også brug for at klæde de mange nye sælgere i varmt tøj for vinteren. Støt de HjeMløSe Med et BIdrAg på koNto 5324 0243524 I ArBejderNeS lANdSBANk eller på www.gIppler.dk/HuSForBI HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang | 5 Ventetiden går også med at samle vraggods fra forliste, der skyller op på stranden. Harounas kammerat fortæller om de oppustede lig, han har taget værdier fra. Problemer forude Afrikanere uden nogen fremtid risikerer livet, når de krydser havet i overfyldte småbåde for at nå Europa. For enden af regnbuen ligger en tom flaske 6 | HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang af Peter Rathmann foto: Ditte Haarløv Johnsen og Bullitt Film Et gammelt mundheld siger, at lykken findes for enden af regnbuen. For de vestafrikanske migranter i København ender håbet om arbejde og et bedre liv på gaden eller et af de få steder, hvor hjemløse udlændinge i København kan få tag over hovedet. De må nøjes med panten for de tomme flasker, de kan samle op på gaden. ’Under den samme himmel’ hedder en ny film, som skildrer migranternes dødsensfarlige rejse fra Afrika til Europa. Og skuffelsen for dem, der når frem til endestationen på gaden i København. Filmen af instruktøren Ditte Haarløv Johnsen har netop haft premiere på filmfestivalen CPH:DOX i København. Fra Vestafrika kan rejsen til Europa vare i årevis. Det meste af tiden går med at vente på transport. Mange af de håbefulde afrikanere har vandret gennem ørken og krydset havet i overfyldte småbåde, som de rejsende med blodig ironi kalder for ’lykkens fiskerbåde.’ En af disse ’Pirogues de fortune’ forliste den 3. oktober ud for den italienske ø Lampedusa. Over 350 mennesker druknede. For en stund fik de afrikanske migranter verdens opmærksomhed. - Det var på grund af ulykken, at min film fik opmærksomhed i medierne. Ellers var den højst sandsynligt blevet forbigået i medierne, siger instruktør Ditte Haarløv Johnsen ligeud. Den prisvindende danske instruktør tager imod med stærk kaffe i sit gamle kolonihavehus en regnvejrsmandag på Amager. Katten Asasara (grønlandsk for ’min elskede’) slanger sig i varmen fra kakkelovnen. Kæresten Morten pusler i køkkenet. Han skal snart være far, for Ditte er gravid. 'Under den samme himmel' er en film om håb, der hele tiden brister. Hovedpersonen, - De fleste er her for at sende penge hjem til familien, som i mange tilfælde har betalt for rejsen. Der er et kæmpe pres på dem hjemmefra. Men der skal samles mange flasker for at sende bare lidt hjem. den 30-årige Harouna, er også blevet far. Men han har aldrig set sit barn. Det er to et halvt år siden, han forlod sin gravide kæreste i Mali. Harouna sidder stadig og ryger smøger og venter på en lykkebåd i kystbyen Nouadhibou i Mauretanien på kanten mellem Sahara og Atlanterhavet. For de heldige, som når frem til det forjættede Europa, er første stop et detentionscenter i Italien. Bag tremmerne siger en migrant til en nyankommet: ’Problemerne er slet ikke begyndt. Det er det sværeste, der venter.’ I filmen ringer en af de indespærrede, Ernest, hjem til sin mor og får en skideballe. Hun bebrejder ham, at han ikke har gidet finde et arbejde. Ernest prøver forgæves at forklare, at der kun findes 'onde job' som at tigge foran supermarkedet eller prostitution. Nogle får job som daglejere i Sydeuropa, men de senere år har den økonomiske krise presset stadigt flere migranter til at søge nordpå. - Her i Danmark må de se i øjnene, at de ikke kan leve det liv, de havde drømt om. Tværtimod kan de knap nok leve. De må sove udenfor i parker eller på overfyldte herberger og samle flasker om natten. Det er alles kamp mod alle. Så mange flasker er der heller ikke, siger Ditte Haarløv Johnsen. - De fleste er her for at sende penge hjem til familien, som i mange tilfælde har betalt for rejsen. Der er et kæmpe pres på dem hjemmefra. Men der skal samles mange flasker for at sende bare lidt hjem, siger hun. Instruktøren fulgte en ung mand, Austin, på en natlig ni timer lang flaskejagt. Austin samlede pant for 200 kroner. Nu er det vinter, og flaskerne er blevet færre. Vi ser Austin, da han ringer fra København til sin bror i Afrika og stolt fortæller, at han har sendt fire par støvler, heraf ét par i størrelse 45, og seks brugte mobiltelefoner. Broren svarer, at han næste gang skal sende støvler i størrelse 45 en halv, og at deres mor ikke synes om brugte telefoner. -Hvis jeg havde vidst det, ville jeg have købt nogle nye, undskylder Austin. Skam og stress Afrikanerne drømmer om et aktivt arbejdsliv. Men Danmark og EU tillader det ikke. De er henvist til at samle flasker. Det er ’mega skamfuldt’ for de afrikanske mænd, fortæller Ditte Haarløv Johnsen: - De er meget bitre over det. De var unge, da de forlod Afrika, men i løbet af rejsen er de blevet voksne mænd og siger selv, at de må te sig som abekatte for at charme flasker fra unge danskere til gadefester. Skammen betyder for nogle, at de ikke fortæller familien i Afrika om det. - Andre siger sandheden, men familien tror ikke på dem og siger: Du har et arbejde, men beholder pengene, mens vi forgår, fortæller Ditte Haarløv Johnsen. Hun oplever, at afrikanerne befinder sig på et konstant højt stressniveau: -De sitrer konstant, fordi de er nået så langt og så alligevel ingen vegne, siger instruktøren. Men hvorfor rejser de så ikke bare hjem igen? - Det er for skamfuldt at komme tomhændet hjem. De havde håbet at vende tilbage som store mænd og bygge et hus. Nu kan de se, at de måske havde haft det bedre, hvis de var blevet hjemme hos familien. På den anden side kommer de fra sådan en elendighed, at de er nødt til at tro på, at det kan lykkes for dem her. - De kan jo se, at vi er rige. Men det er bare ikke noget, vi deler ud af, siger Ditte Haarløv Johnsen. Den engelske titel på hendes film er ’Days of Hope.’ - De holder ikke op med at håbe. Det er håbet, der gør dem så stærke, konstaterer instruktøren. Hun gav hovedpersonen Harouna penge til at rejse videre fra Mauretanien til Marokko. Han har to gange forsøgt at sejle mod Europa. Anden gang overlevede han et forlis, fordi han var heldig at have redningsvest på. Andre i båden druknede. Da Harouna nåede i land, fik han tæsk af politiet. | - De var unge, da de forlod Afrika, men i løbet af rejsen er de blevet voksne mænd og siger selv, at de må te sig som abekatte for at charme flasker fra unge danskere til gadefester. Ditte Haarløv Johnsen, filminstruktør ditte haarløv johnsen Instruktør. Født 1977 i Danmark. Opvokset i Mozambique. BA i Kommunkation fra RUC 2001, efterfølgende uddannet på Den Danske Filmskoles dokumentarlinje i 2007. Har suppleret med kurser på Fatamorgana og haft en lang række fotoudstillinger. Afgangsfilmen 'One Day' blev valgt til IDFAs Student Competition i 2007, hvor den fik en Special Mention og har senere vundet flere internationale priser. HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang | 7 1.000 nye afrikanske ansigter af Peter Rathmann foto: Ditte Haarløv Johnsen og Bullitt Film Jeg taler med min mor flere gange om dagen, fortæller Thelma. Glæden ved at give af Peter Rathmann foto: Ditte Haarløv Johnsen og Bullitt Film Thelma ringer hjem til sin bedstefar i Nigeria. Han takker hende for gaven, hun har sendt. Den unge kvinde er ved at flække af glæde og stolthed over hans ord. Scenen er fra dokumentarfilmen ’Under den samme himmel,’ der handler om vestafrikanske migranters håb og drømme om et bedre liv. - Det gør mig lykkelig at kunne sende noget til min bedstefar, som han bliver glad for. Han er ikke så velhavende, siger Nwasoma Thelma Omile, da Hus Forbi møder hende på Københavns Hovedbanegård. Som 22-årig har hun fundet fodfæste i Danmark. Thelma har fem års opholdstilladelse og går på VUC i Slagelse, hvor hun læser dansk, engelsk, matematik og samfundsfag. Hun har sin mor, Mary, i Valby som eneste slægtning i Danmark. Mary rejste fra Nigeria til Europa, da Thelma var syv-otte år. Hendes bedstemor overtog opdragelsen. Men et par år senere blev familien overfaldet af bevæbnede røvere, og Thelma blev sendt i sikkerhed hos en tante i Ghana, hvor hun voksede op og blev teenager. 8 | HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang - Jeg løb hjem fra skole og genkendte duften af hendes parfume, da jeg kom ind i huset. Hun faldt ned på knæ og græd. Jeg kunne ikke holde ud at se hende græde, så jeg begyndte også at græde. Thelma, afrikaner i Danmark I mellemtiden arbejdede Mary hårdt for at skaffe penge nok til at få sin datter til Europa. Som 17-årig oplevede Thelma for første gang, at ’røg kom ud af min mund,’ da hun stod ud af flyet en kold decemberdag i London. Hun blev sendt til en anden ’tante’ i Leicester, selv om Mary nu var i Danmark: - Min mor mente, at jeg var for ung til at vide, hvad der foregik i hendes liv. Hun ville have, at jeg skulle blive mere moden, fortæller Thelma. Genforenet Men så blev hun blev smidt ud af ’tanten’, som mente, at Mary ikke sendte penge nok til kost og logi. Endelig besluttede Mary, at tiden var inde til en genforening. På det tidspunkt havde mor og datter ikke set hinanden i næsten ni år. - Jeg løb hjem fra skole og genkendte duften af hendes parfume, da jeg kom ind i huset. Hun faldt ned på knæ og græd. Jeg kunne ikke holde ud at se hende græde, så jeg begyndte også at græde, smiler Thelma. - Jeg følte, at mit liv endelig kunne begynde, fordi jeg kunne være sammen med min mor, som jeg havde savnet hele livet. I dag, næsten fire år senere, er forholdet mellem mor og datter mindre sentimentalt, men også mere åbent. - Vi taler sammen i telefon flere gange om dagen, fortæller Thelma, som bor i lejlighed hos en veninde. Men hun er ikke sikker på, om hendes fremtid ligger i Danmark: - Jeg skylder min mor og mig selv at afslutte skolen. Men det er fifty-fifty, om jeg bliver. Det er meget svært for min mor at klare sig her, og det skræmmer mig. Udlændinge får ikke så mange chancer i Danmark, siger Thelma. | Der er proppet med afrikanske mænd i de trange lokaler i varmestuen Stengade 40 på Nørrebro. De snakker sammen, hænger over en computer, hviler på tynde madrasser eller sidder bare og stirrer ud i luften. - Jeg har set omkring 1.000 afrikanske ansigter her det seneste år. Mange rejser hurtigt videre, siger varmestuens leder, Annemette Nyfos fra Kirkens Korshærs Nørrebroarbejde. I varmestuen laver de mad til 120 hver dag. Natcafeen har plads til 40 sovende. Især om sommeren er der fyldt helt op, og mange må sove udenfor i Folkets Park, eller hvor de nu kan finde en plads under åben himmel i København. - De første begyndte at komme for fire år siden. Vi hørte om deres rejser gennem Sahara og over havet, hvor nogle af dem lå skjult i containere. De satser alt. I dag er op imod 80 procent af varmestuens brugere fra Afrika, siger Annemette Nyfos. Migranterne kommer næsten udelukkende fra vestafrikanske lande. De fleste fra Ghana, men de kommer også fra Nigeria, Benin, Togo, Elfenbenskysten, Liberia, Sierra Leone, Burkina Faso, Guinea-Bissau, Gambia og Senegal. Ifølge The International Center for Migration Policy Development forlader 830.000 migranter hvert år det afrikanske kontinent og søger mod Europa. 120.000 af dem forsøger at sejle over havet. 2.000 dør under forsøget. Ingen tal - Men ingen kender det reelle tal. De, som drukner i rum sø, efterlader ingen spor. Mange dør og bliver aldrig fundet, siger professor og ph.d. Henrik Vigh fra Institut for Antropologi ved Københavns Universitet. - Mange i Vestafrika savner familiemedlemmer og lever i uvished om deres skæbne, siger han. EU anslår, at der befinder sig mellem 2,8 og 6 millioner udokumenterede (illegale) immigranter i Europa. - Den fejlmargen indikerer tydeligt, at ingen kender antallet, siger professoren. Det vides heller ikke, hvor mange vestafrikanere der er i Danmark. - De er kommet hertil fra Sydeuropa, hvor de tog det hårde og underbetalte arbejde, som det var svært at få nationalstaternes egne borgere til at påtage sig, siger Henrik Vigh. borgere nu kæmper om det samme 3D-arbejde. Afrikanerne er rykket et hak nedad og søger nordpå, siger Henrik Vigh. Blandt vestafrikanerne er Danmark kendt som et stabilt velfærdsland, men de vil hellere til lande som Tyskland og Sverige. - De taler indbyrdes om, at det er svært at være sort i Danmark, og at ingen har lyst til at ansætte afrikanere. Her er de udsat for racisme, og derfor er de fleste på vej videre, siger han. Afrikanerne kan typisk opholde sig legalt i - De taler indbyrdes om, at det er svært at være sort i Danmark, og at ingen har lyst til at ansætte afrikanere. Her er de udsat for racisme, og derfor er de fleste på vej videre. Professor i antropologi, Henrik Vigh Danmark i op til tre måneder. I den periode må de gerne søge arbejde. Men det kræver en arbejdstilladelse, og det koster 4.080 kroner at få behandlet en ansøgning i Udlændingestyrelsen. Tilladelsen er svær at få, blandt andet fordi EU-borgere har fortrinsret. I tilfælde af afslag er pengene tabt. - Et fåtal finder sort arbejde som for eksempel rengøring i private ejendomme. Flertallet ender med at samle flasker. Forpligtelser Men hvad får en ung mand til at forlade sin familie og rejse herop, hvor han ved, at han kommer til at leve på bunden af samfundet? - Det gør hans sociale forpligtelser over for kone og børn og andre familiemedlemmer, svarer professoren: - De er villige til at hutle og betle for at sende penge hjem. De siger selv, at de er nødt til at lide, og at det er der ikke noget at gøre ved. Nogle kan sende penge hjem, andre er nødt til at bruge deres få midler til selv at overleve, siger han. Det er de stærkeste, som forlader Afrika: - Det er en dyr investering for en afrikansk familie at sende en ung mand af sted. De satser på dem med mest mod og stamina, dem som kan stå imod strabadserne, siger Henrik Vigh. - De er hårdtarbejdende, begavede og villige til at knokle for både samfundet her og dem derhjemme. De ved, at rejsen er farlig, og at de kommer til at leve på bunden, men de gør det alligevel for at leve op til deres sociale ansvar for deres nære og kære, siger professoren: - I andre sammenhænge ville vi kalde dem helte for at løbe de risici, konstaterer han. Milliarder EU bruger milliarder på at holde afrikanerne væk. - De penge kunne være brugt bedre på at give disse unge, sunde og kraftige mænd nogle kompetencer, så de kunne rejse hjem og skabe noget der, siger Annemette Nyfos fra Kirkens Korshærs Nørrebroarbejde. - I stedet holder man dem hen i elendighed og uden rettigheder. Nogle begynder at drikke og går til, men de fleste har ben i næsen og søger videre til Norge og Sverige, som har en anderledes humanitær tilgang til dem. - Flertallet gider ikke vores kulde og uvenlighed. De har ikke behov for de nedværdigelser, der følger med at samle flasker, tilføjer varmestuens leder i Stengade. Antropologen Jakob Jakobsen fulgte gennem et halvt år de vestafrikanske varmestuebrugere. Han konkluderer i sin rapport 'Skaberværk på standby': - Vi møder en gruppe mænd, der for en stor dels vedkommende har haft en form for fodfæste i Sydeuropa. Men på grund af den økonomiske krise er de blevet tvunget til at bevæge sig længere nordpå. Arbejde er deres mål. Det er forudsætningen for at få et liv, kunne forsørge sine forældre og søskende i hjemlandet og selv på sigt blive gift og få børn. - Desværre farer de vild i Danmark. De kan hverken deltage i eller forstå det danske arbejdsmarked. I mangel af bedre må de bruge byens hjemløsetilbud og samle pant for at klare sig. Skammen over dette er så enorm, at det for nogle af de afrikanske varmestuebrugere beviser, at Gud ikke er til. | 3D Professoren taler om såkaldt 3D-arbejde: Dirty, dangerous and degrading – beskidt, farligt og nedværdigende arbejde. - De enorme arbejdsløshedsprocenter i lande som Portugal og Spanien betyder, at de lokale Afrikanere og andre hjemløse i kø foran Natcafeen i Stengade på Nørrebro, et af de få steder i Danmark, hvor de kan få tag over hovedet om natten. HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang | 9 Anerkendelse til svigtet organisation LivaRehab hjælper prostituerede og blev svigtet, da puljemidlerne blev fordelt. Nu har lederen, socialrådgiver Flora Ghosh, som den første modtaget Tine Bryld-prisen på 500.000 kroner af Birgitte Rørdam foto: Uffe Høgh Olesen Flora Ghosh og rehabiliteringscentret LivaRehab, der hjælper prostituerede, har ikke fået meget økonomisk støtte fra Satspuljen, som ellers har afsat 46 millioner kroner til Projekt Exit Prostitution. Til gengæld har hun netop fået den første Tine Bryld-pris nogensinde på mere end en halv million kroner, og det er en stor anerkendelse af rehabiliteringscentret, der siden det startede for to år siden har hjulpet 235 prostituerede. - Jeg er utrolig glad for prisen. Det er en blåstempling af vores arbejde, og de penge, der følger med, gør en afgørende forskel for vores arbejde, siger centerleder Flora Ghosh. Flora Ghosh håber også, at prisen vil føre til et øget fokus på private organisationers arbejde. Blandt andet fordi hun gerne vil gøre opmærksom på, at de 46 millioner kroner fra Satspuljen til exitprojektet efter hendes mening ikke er brugt hensigtsmæssigt. Papirarbejde - Partierne bag Satspuljen vedtog i 2011 et ambitiøst program, som skulle hjælpe prostituerede. Men det har vist sig, at kun syv ud af de 46 millioner kroner er øremær- ket til de private organisationer, der ellers er dem, der har kontakt til de udsatte kvinder og allerede arbejder med dem. Langt de fleste penge er afsat til at ansætte mere personale i kommuner og Socialministeriet samt til at lave metodeudvikling og evalueringer, og det betyder, at pengene ikke vil komme ret mange prostituerede til gode, siger hun. Flora Ghosh, der er født og vokset op i Bangladesh og selv som barn oplevede at blive seksuelt misbrugt, tog i 2009 initiativ til at starte Liva – Foreningen mod skadevirkninger af prostitution. I 2011 fulgte behandlingscentret LivaRehab, og her er målet at hjælpe kvinderne med alt fra bolig, kontakten til kommunen, uddannelse, arbejde, gældsrådgivning og psykologhjælp, så de kan få et bedre liv. I dag har LivaRehab 8 ansatte, 30 frivillige og nogle studentermedhjælpere, og centret drives via private og offentlige fondsmidler. Flere penge til private organisationer Venstres socialordfører Ejvind Vesselbo (V) har stor respekt for Flora Ghoshs arbejde med prostituerede, og han glæder sig over, at hun har fået Tine Bryld-prisen. Og også han håber, at partierne bag Satspuljen vil indse, at flere penge skal gå til private organisationer. - LivaRehab er et projekt, der viser, at det private kan noget, som det offentlige ikke kan. De har kontakten til de udsatte. De ved, hvordan de skal tale med folk, og de bruger ikke tid på kontrol og registrering, så folk kan komme anonymt og bede om hjælp. Man kan håbe, at Trine Bryld-prisen er med til at ændre måden, vi bruger satspuljemidlerne på, så flere penge bliver flyttet til de private organi- - Langt de fleste penge er afsat til at ansætte mere personale i kommuner og Socialministeriet samt til at lave metodeudvikling og evalueringer, og det betyder, at pengene ikke vil komme ret mange prostituerede til gode. Flora Ghosh, leder af LivaRehab sationer, siger han og understreger: - Det var ikke meningen med exitprogrammet, at Socialministeriet og kommuner skulle ansætte en masse nye medarbejdere og begynde at lave det arbejde, som LivaRehab og andre private allerede gør. Vi har bevilget de her midler for at hjælpe de udsatte. Stod det til mig, skulle mindst 90 procent af midlerne gå til de private organisationer, siger han. Hjælp til unge under 18 år For Flora Ghosh betyder pengene fra Tine Bryld-prisen, at det nu er muligt at starte et projekt, der skal uddanne fagfolk til at hjælpe sårbare unge under 18 år. Et stigende antal unge tilbyder i dag seksuelle ydelser mod at få mad, tøj, en seng at sove i eller bare opmærksomhed, og for dem et det vigtigt at møde en voksen, som kan støtte dem i den rigtige retning. - Vi ved, at en del af de her unge ender som prostituerede, misbrugere eller hjemløse. Derfor vil det gøre en stor forskel, hvis vi kan uddanne pædagoger, socialrådgivere og lærere til at spotte disse unge, så de kan få hjælp på et tidligt tidspunkt, siger hun. LivaRehab har fået tilsagn om 627.176 kroner fra Satspuljens Projekt Exit Prostitution efter ansøgning til Københavns Kommune fordelt over årene 2013, 2014 og 2015. Ifølge en optælling fra SFI fra 2011 er der cirka 3.200 prostituerede i Danmark. | FLORA GHOSH | Født i 1967 i Bangladesh. | Kom til Danmark som 25-årig. | Socialrådgiver med kandidatgrad i socialt arbejde. | Har arbejdet for Settlementet, Dansk Flygtningehjælp, Kofoeds Skole og Mødrehjælpen. | Stifter og initiativtager af Liva – Forening mod skadevirkninger af prostitution. | Medlem af Rådet for Socialt Udsatte. | Centerleder på LivaRehab. Hun kom ud af prostitution 25-årig kvinde fik hjælp af LivaRehab til at komme ud af prostitution. af Birgitte Rørdam Modelfoto: Colourbox Den nu 25-årige kvinde, som Hus Forbi har talt med, var blot 21 år gammel, da hun begyndte at arbejde som prostitueret på fuld tid 10 | HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang Da en nu 25-årig kvinde begyndte som prostitueret, syntes hun, at det var fedt. Hun fik det, hun havde behov for både af opmærksomhed og penge og kunne købe alt det, hun ville, og det gjorde hende glad. Det var først senere, hun opdagede, at faget havde en bagside. - Jeg manglede penge og syntes, at branchen virkede spændende. Samtidig higede jeg efter opmærksomhed og gik i forvejen i seng med med alle mulige for at få det, og så tænkte jeg, at jeg ligeså godt kunne tjene penge på det, fortæller kvinden. Hun har fortalt sin historie til Hus Forbi, men ønsker at være anonym. Hun voksede op med en mor, der drak og ikke havde overskud til at tage sig af sin datter: Hun var altid deprimeret, og hun lærte hurtigt ikke at henvende sig til sin mor med problemer, for hun sukkede bare og drak videre. Venner og familie kom der stort set aldrig i huset, så kvinden følte sig meget alene og lærte aldrig at lukke andre ind i sit liv. - Da jeg startede som prostitueret, kunne jeg tjene 100.000 kroner om måneden. Jeg købte tøj og købte de venner, jeg aldrig havde haft, ved at betale for dem, når vi gik ud. Bagsiden var, at jeg var tilkaldevagt i et escortbureau i døgndrift, så jeg kunne ikke foretage mig andet end at sidde parat til at gå ud med kort frist, siger hun. Tog kokain Da der var gået et år, var det ikke længere fedt at være hende. Hun var begyndt at tage kokain flere gange dagligt og ryge hash for at holde dagene ud. Til sidst havde hun det så dårligt, at hun overvejede at begå selvmord. Det lykkedes hende i stedet at få hjælp til at komme ud af sit misbrug. Prostitutionen fortsatte hun imidlertid med, selvom hun vidste, at hun skulle stoppe, hvis hun skulle have et ordentligt liv, så da hun hørte om LivaRehab, valgte hun at opsøge dem. - Da jeg kom til LivaRehab, følte jeg mig hjemme, og det var fantastisk. De vidste, hvad det vil sige at være prostitueret, og derfor har de været gode til at hjælpe, fortæller hun. Kvinden fik psykologhjælp og hjælp til at få styr på sin økonomi, så hun i dag kan klare sig for sin SU. Og ikke mindst fik hun et sted, hvor hun altid kan komme med sine glæder og bekymringer. - Hvis jeg ikke havde haft LivaRehab, havde jeg ikke været, hvor jeg er i dag. Jeg ville aldrig have turdet åbne mig så meget for en sagsbehandler i kommunen. Og det har jo betydet, at jeg har fundet styrke til at holde op med prostitution, selvom det har været svært, siger hun. vil gøre mig noget godt at starte igen, og det hjælper mig. Hun har det sidste år gået i skole, og det har givet hende et nyt mål i livet. - Jeg klarer mig rigtig godt, og det er kommet bag på mig, for det gjorde det ikke, da jeg - Det er hårdt, og der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på at starte igen. Nyt mål Den 25-årige kvinde forklarer: - Det er hårdt, og der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på at starte igen. Jeg savner også opmærksomheden: ’du er en sød pige’, ’hvor er du flot’. Det er der ikke længere nogen, der siger til mig. Men i dag ved jeg, at det ikke gik i folkeskole. Men det styrker min tro på, at det nytter, og i dag er mit mål at tage en uddannelse, måske som socialrådgiver, fordi jeg gerne vil hjælpe andre unge, der har det svært. | HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang | 11 En Hus Forbi-sælgers juleeventyr Et møde med en smuk kvinde, en tur på politistationen og Juleløses Jul på Christiania er ingredienser i en rigtig juleaften, der ender lykkeligt i glædestårer, kram og øl. Michael Tajo er Hus Forbi-sælger og har skrevet dette juleeventyr. Han har tidligere som hjemløsejournalist interviewet Københavns overborgmester Frank Jensen. 12 af Michael Tajo illustration: Peter Pedersen D | HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang er var engang en boligløs Hus Forbisælger ved navn Tajo. Juleaftensdag 2012 ventede han om eftermiddagen på, at Den Grå Hal på Christiania skulle åbne dørene, så han kunne komme til julefesten ’Juleløses Jul,’ ligesom han plejede. I sin gule sælgertaske havde han en lille stak Hus Forbi og tre hjemløsekalendere. I lommerne havde han 32 kroner, 12 cigaretter, en lighter og en årgangsøl, så han var ved godt mod trods den bitre kulde. Ved 14-tiden tog han Metroen til Københavns Lufthavn, for han yndede at kigge på mennesker, der enten var på vej ud eller hjem. Mennesker, der ønskede god rejse eller velkommen. Denne særlige dag kunne han oven i købet hilse på andre juleglade med et stort smil og et ’glædelig jul og godt nytår,’ og de fleste gengældte hans smittende venlighed. Efter at have drukket sin øl og røget et par cigaretter, besluttede han sig for at tage Me- troen tilbage til København for at tjene nogle penge på sine aviser og kalendere. Idet han var på vej ind i Metroen, stødte han på en smuk ung kvinde med langt og mørkt krøllet hår, som var på vej ud. Han hilste på hende med sit sædvanlige 'glædelig jul og godt nytår,’ og hun gengældte smilende hans hilsen. Da han havde sat sig i toget, opdagede han en efterladt rygsæk på den anden side af midtergangen. ’Den skal i hvert fald ikke stå der, for så er der en eller anden, som bliver ked af det,’ tænkte han, så han tog rygsækken over skulderen og satte kurs mod Lufthavnens Information. Der fik han at vide, at rygsækken skulle afleveres på politistationen ligesom alt andet hittegods. Han måtte derfor - stadig smilende og hilsende – gå den lange gang fra Terminal 2 til politistationen, der ligger i den modsatte ende af lufthavnen. Betjentene (en kvinde og en mand) tog imod ham på trods af hans aparte frisure, piercinger og overmalede læderjakke med nitter. De tilbød ham en kop kaffe, men han tak- kede pænt nej, da han mente sig sikker på, at øl i passende mængder er mindre giftigt. Mens den kvindelige betjent åbnede rygsækken, bad den anden Tajo om at oplyse sit navn, telefonnummer, adresse og så videre med henblik på findeløn. Tajo forklarede betjenten, at det var han ikke sikker på, at han havde lyst til at oplyse, for han vidste, at han var efterlyst af selvsamme politi. Tanken om en findeløn havde på ingen måde strejfet ham. Han ønskede blot, at rygsækken og ejeren blev genforenede. Så smilede betjenten bredt, og sagde: ’Det er juleaften, så pyt med det.’ Så betjenten fik Tajos navn og e-mailadresse, fordi en flaske vin eller sådan noget ville falde på et tørt sted. Rygsækken viste sig at indeholde en bærbar PC, svenske pengesedler og sirligt indpakkede julegaver. Pludselig gik døren op, og ind trådte den selvsamme kvinde, som Tajo tidligere havde hilst på i Metroens dør. Hun genkendte straks sin rygsæk og gav Tajo så stort et knus, at han næsten mistede luften. Både den unge kvinde og han klemte et par glædestårer. Derpå åb- nede hun uden at blinke sin pung og fandt en knitrende 500 kroner-seddel, som hun rakte ham. Han forsøgte med både ord og fagter at sige ’nej tak,’ men den unge kvinde insisterede så indtrængende, at han tænkte: ’Hvis jeg ikke tager imod pengene, så er hendes jul jo alligevel mere eller mindre spoleret, og så er vi jo begge lige vidt.’ Han tog derfor imod sedlen. Så kunne den unge kvinde få sin rygsæk og skynde sig videre. Hun var jo allerede forsinket. Så knækkede Tajos ben sammen under ham, og han faldt grædende til gulvet. Da han igen stod på benene efter at have fattet sig og takket Skaberen, spurgte den kvindelige betjent, om der var noget, de kunne gøre for ham. Da fik han en idé: - Ja, har I lyst til at købe en Hus Forbikalender? - Ja, svarede hun og spurgte: - Hvor meget koster den? - 50 kroner, svarede han, hvorpå hun gik ud i baglokalet og kom tilbage med præcis 50 kroner, som hun rakte ham. Dog fik Tajo ikke lov til at forlade politistation uden oven i købet at have modtaget et enormt kræmmerhus fyldt med juleknas – og selvfølgelig et ’glædelig jul og godt nytår.’ Så gik turen tilbage til Metroen; men det tog sin tid, for det var de færreste forbipasserende, som fik lov til at slippe uden en hilsen og et smil. Da han langt om længe nåede tilbage til Terminal 2, besluttede han sig for at købe en øl, som han mente at have gjort sig fortjent til. ’Selvom min kassebeholdning netop er steget fra 32 kroner til 582 kroner, så nægter jeg at belønne lufthavnskiosken for deres ublu priser. Så tørstig er jeg dog heller ikke,’ tænkte Tajo. Han gik derfor direkte mod Metroen, og denne gang lykkedes det ham at komme til Christianshavn uden at støde på herreløse rygsække. Tror I selv, at Tajo fik en fantastisk juleaften? I hvert fik han delt ud til både højre og venstre, og der var oven i købet noget tilbage til ham selv. Se, det var et rigtigt juleeventyr – og så oven i købet fra den virkelige verden. | HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang | 13 Tidligere misbruger vil hjælpe andre René Christiansen voksede op i en strandvejsvilla, gik på Herlufsholm Kostskole og tilbragte siden 24 år som heroinmisbruger. En dag fik han nok af stoffer og kriminalitet, og nu ønsker han som misbrugskonsulent at gøre en forskel for andre af Tine Sejbæk foto: Mette Kramer Kristensen Han har altid ønsket at begynde på et bedre liv. I anden klasse sagde han til sig selv, at 'næste år begynder jeg at lave lektier'. Da han begyndte at ryge, ville han stoppe igen. Det samme gjaldt, da han begyndte en lang karriere som stofmisbruger. Han ville snart holde op, men perioden med de ting, han egentlig ikke ville, kom til at vare 40 år. - Jeg tog stoffer for at føle friheden, men 14 | HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang stofferne lænkede mig. Og jeg fandt aldrig det, jeg søgte. Friheden har jeg fundet ved at blive 'clean' og arbejde med mig selv, siger René Christiansen. Det er nu mere end tre år siden, han blev stoffri. Og det er mere end et år siden, han holdt op med at ryge cigaretter. Lejligheden i den murstensgule boligforening i Herlev er fuld af fuglekvidder. René har undulater i stuen, en gul og to grønne. På et tidspunkt havde han for vane at gå i dyrehandelen og købe svagelige undulater, for eksempel fugle, der havde mistet en vinge, for at tage sig af dem. På et tidspunkt havde han fire undulater. Nu er den ene død, men de tre levende kvidrer lystigt om kap med beretningen om René Christiansens liv og forvandling. Flygtede fra livet René er søn af en manufakturhandler. Faderen stammer fra Nørrebro og har arbejdet sig op økonomisk - han bygger en strandvejsvilla til familien i Snekkersten. René vokser op ved skov og strand. Som 12-årig begynder han at komme hos en rockerbande, stjæle knallerter og sniffe lightergas. - Jeg har altid haft en antisocial opførsel. Jeg løj og stjal småpenge fra barnsben af. Og jeg lavede aldrig lektier. Jeg var det, man kalder en skidt knægt, siger han. René begynder at være sammen med søsterens ældre venner. På et tidspunkt er forældrene på Tenerife i et forsøg på at redde deres ægteskab, og imens sidder René og vennerne i villaen og lytter til 'Hotel California' med Eagles. Her ryger 12-årige René hash for første gang. Forældrene bliver skilt. Faderen rykker til Sverige med sin sekretær, og moderen flytter til Spanien. René kommer på Herlufsholm Kostskole midt i 7. klasse. I starten bliver han drillet og slået, men siden lykkes det at blive accepteret. Og hash fortsætter han med at ryge – også på kostskolen. År i jakkesæt Efter 10. klasse begynder han på EFG og kommer i lære hos herretøjskæden Kaufmann på Strøget. Han tilbringer flere år i jakkesæt og - I begyndelsen er heroin ren glæde. Senere bliver det et rent behov, og til slut er det et rent helvede. begynder at stjæle fra arbejdspladsen. René bliver fyret, starter på at sælge stoffer i Helsingør og flytter sammen med en pige. De går i byen, og der er 'fuld knald på med hash og sprut'. En dag, da René er i Istedgade, prøver han heroin. Han bliver mentalt besat. Det eneste, han kan tænke på, er, hvornår han næste gang kan tage heroin. Det første stykke tid tænker han også: Uden at blive afhængig. - Men jeg var jo blevet afhængig. Det bliver HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang | 15 Han begynder blandt andet at træne fysisk og starter på en uddannelse til misbrugskonsulent, som han bliver færdig med. Nu vil han arbejde med folk der, som han selv, har været misbrugere i mange år. man første gang. Alt, hvad du er utilfreds med, forsvinder. I begyndelsen er heroin ren glæde. Senere bliver det et rent behov, og til slut er det et rent helvede, fortæller han. - Man flygter fra livet. Som narkoman sad jeg og koksede under rusen. Når du er derude, - Jeg har stået ved Mariakirken i Istedgade og fixet, uden at min kæreste vidste noget. mærker du ikke livet. Så kan du ligeså godt slå dig selv ihjel, siger han og spørger: Hvad lever du for, hvis du hele tiden forsøger at undgå livet? René sælger speed og heroin. Han skylder penge væk og løber i 80´erne ind i bankrøveren og narkohandleren Mogens 'Nivå' Pedersen. De laver et par bankrøverier, og René får otte års fængsel. - Jeg er taknemmelig for, at politiet tog mig, for ellers var jeg død. Jeg var nået op på at tage fem-seks gram 70 procent-heroin om dagen, siger han. René, der må tage nedturen i fængslet, sid- 16 | HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang der sammenlagt fem år og otte måneder. Han og kæresten går fra hinanden, han møder en anden kvinde, og de flytter sammen i Herlev. Metadon - Jeg hentede metadon tre af ugens dage. Søndag var vi pissesyge, og så lå vi bare og ventede på, at det skulle blive mandag, så vi kunne få metadon igen. Livet passerede forbi. Vi levede i et svineri; i en stank af gamle askebægre, siger René. Dengang sørgede han for, at kommunen trak huslejen fra hans kontanthjælp. Han kunne ikke overskue at være hjemløs, så han ikke havde en seng at ligge i under sine nedture. Til sidst kan René og kæresten ikke holde det ud. De kommer i behandling. Og de går hver til sit. I starten af årtusindet møder han på en højskole en 17 år yngre pige. René misbruger på det tidspunkt alkohol. Og gradvist begynder han igen på hash og stoffer. Han arbejder hele dagen, og om aftenen tager han ind til byen og køber stoffer. Han blander heroin og kokain. - Jeg har stået ved Mariakirken i Istedgade og fixet, uden at min kæreste vidste noget, siger han. En dag tager René en overdosis af nervepiller og stoffer. Han sidder 18 timer i samme stilling i sin bil, før han bliver fundet. Da han vågner op, er han lammet i fødderne, han har haft en blodprop og tror aldrig, han kommer til at gå normalt. Så kan han ikke arbejde mere. Hans liv falder fra hinanden, og kæresten ender med at gå. om jeg var skæv. Den eneste måde, jeg kunne bedøve mig selv på, var at tage på dødsdruk, forklarer han. Så tager René en beslutning. Han går op på misbrugscenteret og siger: 'Jeg vil i behandling. Jeg vil ind i NA (Narcotics Anonymous, red. – netværksgruppe for tidligere misbrugere). Jeg vil have en uddannelse. Et arbejde. Jeg vil betale skat.' - Jeg vidste, at der var noget ravende galt med den måde, jeg levede på, siger han. Han får bevilget to måneder i behandling. Han begynder siden at gå til møder i NA - hver eneste dag i halvandet år. René bygger hele sit liv op på ny. Han dropper alle sine gamle venner og får struktur på sit liv. Han begynder blandt andet at træne fysisk og starter på en uddannelse til misbrugskonsulent, som han bliver færdig med. Nu vil han arbejde med folk der, som han selv, har været misbrugere i mange år. Familie Livsvilje Sin familie har han gennem årene bevaret et okay forhold til. Han har aldrig – i det mindste som voksen - stjålet fra sine forældre. - Jeg pissede ikke i min egen baggård, siger han. Omkring 2009 bliver forældrene syge og dør. Han passer sin kræftsyge mor i Spanien. Det er hårdt at se hende svinde ind. Han står dagligt og græder under bruseren, så hun ikke skal høre det. Renés mor dør, og måneder efter dør hans far. - Jeg var nået til et punkt, hvor selv livet som skæv var uudholdeligt. Jeg havde to muligheder: At skyde mig eller komme i behandling, siger René. - Jeg mærkede sorgen over, at min kæreste var skredet, og at mine forældre var døde, selv René Christiansen mener, at når det lykkedes ham at lave det store skift, er det fordi, det lå i ham - som en iboende styrke og vilje til at overleve. - Det kræver noget styrke at overleve 27 år som heroinmisbruger! Og at overleve tre et halvt år på Herlufsholm Kostskole. På en drengeskole, hvor jeg kom midt i skoleåret og ingen venner havde. Jeg måtte slås for mig selv! - Inderst inde er jeg livsglad. Jeg er ikke sådan en, der sætter mig ned og skyder mig selv. Jeg havde også prøvet at være delvist 'clean' – så jeg vidste, at der fandtes et andet liv, siger René, der mener, at ressourcerne til at ændre kurs ligger i alle mennesker. Det gælder bare om at finde dem. Han forklarer, at det ikke er nogen leg at leve et liv, hvor han ikke længere kan bedøve den smerte, han føler, med stoffer. - Men når jeg tænker på, at jeg har stået foran Mændenes Hjem og været sulten og ikke vidst, hvordan jeg skulle skaffe det næste fix, så er jeg enormt glad og taknemmelig for mit nye liv. Jeg har bare fået det skidegodt. - Hvad jeg vil sige til andre? Tag ansvar! Hvad er årsagen til, at du for eksempel er narkoman? Hvis du giver andre skylden, så tager du fejl. Bed om hjælp! Og gør, hvad der bliver sagt og foreslået! Tænk også på hele den attitude, du møder andre med. Før krævede jeg. Nu spørger jeg, for eksempel på kommunen, om noget kan lade sig gøre. Hvis det kan, fortæller jeg om min taknemmelighed, siger han. | nivå Det nævnes i artiklen, at René Christiansen har begået et bankrøveri sammen med Mogens ’Nivå’ Pedersen. Mogens ’Nivå’ Pedersen er blevet så landskendt for sin kriminelle løbebane, at der er skrevet bøger om ham. Han fik tilnavnet ’Nivå’, da han begik et landevejsrøveri mod en pengetransport i Nivå. renés liv i tal 1963: født 1970: flytter i villa i Snekkersten 1975-76: begynder at ryge hash. Forældrene bliver skilt 1977-1980: Herlufsholm Kostskole 1980-1983: EFG og i lære hos Kaufmann på Strøget 1983 - 92: handler med stoffer, får to børn, laver bankrøverier og sidder i fængsel 1992-1997: får metadon tre gange om ugen 1998: stoffri – men snart på druk og stoffer igen. Begynder at tage PC kørekort. 2000: Oure Idrætshøjskole og på kokkeskole – møder ny kæreste 2007: blodprop efter overdosis 2008: kæresten går 2009: forældrene dør 2009: i behandling (Sankt Ols i Randkløve på Bornholm) 2009: stoffri 2010: starter møder i NA (Narcotics Anonymous) 2011: begynder uddannelse til misbrugskonsulent 2011: holder op med at ryge 2013: uddannet som misbrugskonsulent HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang | 17 THY Nutidens alternative boformer Christiania og Thy-lejren er de to mest kendte alternative boformer i Danmark. De opstod begge i starten af 1970'erne og bygger på samme værdier – nemlig at der skal være plads til at være anderledes og indrette sig på egne og ikke samfundets præmisser. Men de to steder er også meget forskellige. For mens Christiania ligger i hovedstaden og er Danmarks fjerdestørste turistattraktion med et årligt besøgstal på en kvart million mennesker og mange socialt udsatte, der holder til der, så ligger Thy-lejren fire kilometer uden for Frøstrup i Nordjylland og består af omkring 90 fastboende voksne og børn samt nogle gæster – især om sommeren. Hus Forbi har valgt at sætte fokus på de sociale forhold i de to boformer. I sidste nummer bragte vi en række artikler fra Christiania, og her følger artikler om Thylejren. Langt fra alt andet Beboere i Thylejren benytter ikke tilbud, de ellers ville have gavn af, vurderer socialarbejder af Birgitte Rørdam foto: Eik Ommedal De sociale problemer i Thylejren er ikke anderledes end i København. Men forskellen er, at folk i lejren bor langt væk fra jobcenter, misbrugsbehandling, skoler og arbejdspladser, så det er besværligt for dem at benytte de forskellige tilbud og for eksempel starte på uddannelse. Og der er mange sociale problemer samlet på et sted. - Det kan være svært at få støtte til at komme ud af problemerne, siger Pia Toft Jensen, koordinator i Thisted Kommunes udsatte-team, der har lavet opsøgende arbejde i Thylejren siden 2008. Den opsøgende indsats over for socialt udsatte i det alternative samfund Thylejren startede, da Projekt UDENFOR sammen med Thisted Kommune lavede et projekt, der gik ud på at skabe en bedre kontakt til udsatte i Frøstrup-området. Projektet sluttede i december 2011, og siden har Thisted Kommune fortsat det opsøgende arbejde med de socialt udsatte. I dag har kommunen et udgående udsatte-team, hvoraf de fem har deres gang i Thylejren. - Det har tidligere været svært for os at komme i kontakt med folk i lejren. Mange har gennem årene haft dårlige oplevelser med systemet og har derfor været skeptiske over for hjælp udefra. Projektet handlede om at skabe tillid, og i dag hjælper vi personer, der selv 18 beder om hjælp. Det kan være folk, der ikke kan få deres hverdag til at fungere, som har psykiske problemer eller misbrug. Resultatet er blandt andet, at der i dag er færre, der mister deres kontanthjælp, fordi de ikke møder på jobcentret, og det har skabt en tillid til os, vi ikke har oplevet tidligere, fortæller Pia Toft Jensen. Bor i hjemmebyggede huse I lejren, som i dag består af 90 personer, bor der både de ældre, som har været med næsten fra lejrens start, og deres børn og børnebørn. Desuden har der de seneste år været en tilstrømning af unge, som - Sundhedstilstanden er generelt ikke god i Thylejren. Det skyldes folks måde at leve på, og samtidig bor de uden indlagt varme i husene, og det kan give problemer med fugt. Pia Toft Jensen, koordinator i Thisted Kommunes udsatte-team kommer udefra, fordi de har svært ved at klare kravene i samfundet. Fælles er, at de ønsker at leve på deres egne betingelser, fri af samfundets værdier om at have fart på karrieren og tjene store penge. De bor i hjemmebyggede huse, hvor de dyrker deres egne grøntsager | HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang og driver en økologisk butik og værtshuset Svampen. - Mange i lejren har et misbrug af alkohol og hash, og mange har psykiske problemer. En del kæmper også med deres fysiske helbred. Det gælder blandt andet de ældre, der har drukket i 30-35 år og nu er blevet slidte af at have brugt sig selv hårdt, og unge med psykiske problemer, som ikke er gode til at passe på sig selv, siger Pia Toft Jepsen og fortsætter: - Sundhedstilstanden er generelt ikke god i Thylejren. Det skyldes folks måde at leve på, og samtidig bor de uden indlagt varme i husene, og det kan give problemer med fugt. Derfor har vi også lige tilbudt en screening mod tuberkulose til alle i lejren med mulighed for efterfølgende behandling, siger hun. Trods de sociale og sundhedsmæssige problemer er Pia Toft Jepsen ikke i tvivl om, at Thylejren er et godt sted for mange af beboerne, da stedet er med til at give dem et værdigt liv, de ikke ville have fået i et socialt boligbyggeri i Thisted. - Alle har brug for at blive accepteret, og det bliver alle i Thylejren. Man skiller sig ikke ud, selvom man er anderledes. Der er altid nogen, man kan snakke med, og det har en enorm værdi for mange. Ønsker ikke forandring Mille Larsen er kontaktperson og er kommet i Thylejren siden 2008. Hun hjælper folk, der ikke kan få deres hverdag til at hænge sammen, men hun hjælper dem kun med det, de selv ønsker støtte til. Det kan være, at de ikke magter at få åbnet deres post, at deres hjem er blevet så rodet, at de ikke kan overskue at rydde op, eller de møder ikke på jobcentret, og så bliver kontanthjælpen stoppet, og så har de ingen penge til mad og brænde. - Mange har boet i lejren i mange år, og de ønsker ikke at forandre deres liv, men vil gerne have hjælp til nogle konkrete ting. Så jeg hjælper med basale ting og fungerer som bindeled til samfundet, så de får bedre livskvalitet, siger hun og fortsætter: - Der er meget misbrug i familierne, men vi kommer ikke som behandlere. Nogle får antabus, fordi de har børn, de skal tage sig af, eller bare fordi de ønsker at begrænse deres forbrug, og det tager hjemmeplejen sig af. Det sker også, at der er nogen, der vil i behandling for deres misbrug, og så henviser vi dem til et behandlingstilbud i Thisted. Vil dø i lejren Thylejren adskiller sig fra de fleste andre boformer i Danmark ved, at husene og hjælpemidlerne er meget primitive. Folk bor tæt på naturen, og det er sådan, de ønsker det. Det er ikke noget problem om sommeren. Men om vinteren, når det fryser, og sneen ligger højt, er det en udfordring, fordi husene er stor set er uden isolering og skal varmes op med brænde. - Det kan være svært at have kræfter til, hvis man er ældre eller har det dårligt, og vi har da også en, der er syg, som er flyttet i en lejlighed i Thisted. Men folk er utrolig gode til at hjælpe hinanden og komme med mad og brænde, hvis det kniber, og mange er så knyttet til stedet, at de siger, at de vil dø i lejren uanset deres fysiske tilstand, siger Mille Larsen Thylejren adskiller sig også, fordi den ligger langt væk fra alt, og det er besværligt for beboerne. Det koster 60 kroner at komme med bussen til Thisted, hvor jobcentret og kommunen ligger. Det er mange penge for folk på kontanthjælp, og bussen kører ikke særlig tit. - Skal man i behandling for - Vi har i de senere år oplevet, at der er kommet flere unge til lejren, og flere har psykiske problemer som ADHD, depression og angst. Mille Larsen, kontaktperson sit misbrug eller have hjælp af psykiatrien, er det også i Thisted, og så kan det pludselig være hver dag, man skal betale transport og have besøget til at passe med bustiderne. Endelig er der mange, der ikke kan lide at køre i bus. De har en angst for at være sammen med mange mennesker. Og det gør, at en del vælger tilbuddene fra, siger hun og tilføjer, at beboerne i dag ikke kan få penge af kommunen til transport. Stærkt tilhørsforhold De geografiske forhold rammer i høj grad også de unge i Thylejren, og Mille Larsen kan godt være bekymret for, om de får den hjælp, de skal have. - Vi har i de senere år oplevet, at der er kommet flere unge til lejren, og flere har psykiske problemer som ADHD, depression og angst. Også for dem er afstandene besværlige. Uddannelsesstederne ligger ofte endnu længere væk end Thisted, og så er det nemmere at blive i lejren, hvor de i øvrigt har det godt og føler sig bedst tilpas. Heller ikke Mille Larsen er dog i tvivl om værdien af Thylejren, som hun mener er et godt fristed. - Mange er stolte af at bo i lejren, og de føler et meget stærkt tilhørsforhold både til hinanden og stedet. Det er en kæmpe styrke, og hvor mange steder har man ellers sådan et tilhørsforhold? De socialt udsatte, vi møder uden for lejren, har de samme problemer, men de er ikke en del af et fællesskab. | thylejrens historie 1968: Foreningen Det Ny Samfund bliver dannet i København. 1969: Det Ny Samfund køber 47 tønder land nær Frøstrup, som bliver til Thylejren. 1970: Den første festival med 30.000 deltagere bliver afholdt inspireret af Woodstock-festivalen i USA. Herefter afholdes sommerlejr hvert år frem til 1983. 1970: En gruppe fra Thylejren besætter i august Hjardemål kirke. 1977: 7 personer overvintrer i Thylejren. 1983-1986: Lejren skifter karakter til at være en landsby med blandt andet skolepligtige børn. Husene bliver mere veletablerede, og en del får indlagt strøm og vand. 1990'erne: Der etableres en økologisk indkøbsforening med købmandsbutikken Bixen og værtshuset Svampen. 1995: Daværende miljø- og energiminister Svend Auken gennemfører en lov, der gør Thylejren lovlig. 2010: Thylejren fejrer 40 års fødselsdag. 2013: I dag bor der 90 fastboende voksne samt børn i lejren. Den ældste er 76 år, og to af beboerne har boet i lejren siden starten i 1970. HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang | 19 THY Birgitte forlader nødigt Thylejren, hvor hun har boet siden 1990 af Birgitte Rørdam foto: Eik Ommedal - Jeg så på et tidspunkt et tv-program, der handlede om, at drømmen i Thylejren var blevet væk. Men for mig er drømmen blevet til virkelighed i Thylejren. Jeg har aldrig tidligere følt mig tryg, som jeg gør her. Jeg har fået ro i hovedet, og jeg synes, at mit liv er blevet meningsfuldt, fortæller 50-årige Birgitte Korsgaard, der har boet i Thylejren siden 1990. Hun gik ud af 2. g som 17-årig og forlod forældrene og deres velordnede liv i Lyngby. Hun hverken kunne eller ville leve op til deres krav om en strømlinet tilværelse. Hun flyttede i kollektiv i Farum og arbejdede en kort periode på en tankstation. Men flere og flere i hendes omgangskreds tog hårde stoffer og var kriminelle. Det ville hun væk fra, og derfor endte hun og en kæreste i et hus på Mors. - Jeg har altid været nervøst anlagt, og jeg har svært ved at huske, hvad der er sket i mit liv, før jeg kom til Thylejren. Men det hele var altid et stort rod, og jeg følte mig ikke godt tilpas. Og det blev ikke bedre på Mors. Huset, vi havde lejet, var faldefærdigt. Det lå langt ude på landet, og vi havde hverken penge eller bil, så det var næsten umuligt at komme rundt. Og de få folk, der var i området, så skævt til os, siger hun. Savnede Thylejren Drøm blev til virkelighed 20 | HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang Birgitte Korsgaard besøgte Thylejren nogle gange, da hun boede på Mors, og der oplevede hun et socialt liv, hun ikke var stødt på tidligere. Hver gang hun forlod lejren, savnede hun stedet og tænkte kun på, hvornår hun kunne komme tilbage. Så da huset på Mors faldt sammen, fordi det var råddent, valgte hun og kæresten at flytte ind i Thylejren. - Det var en stor lykke for mig at flytte ind i lejren, hvor der var et stærkt fællesskab og plads til alle. Jeg havde i mellemtiden fået førtidspension, fordi jeg havde meget uro. Så nu skulle jeg heller ikke længere være stresset over, at jeg skulle på kommunen i Thisted to gange om ugen og stemple for at få min kontanthjælp. Birgitte Korsgaard og kæresten byggede hus i lejren, hun etablerede en køkkenhave, begyndte at filte uld og puste glas og fik også to drenge, der i dag er 14 og 16 år. Forholdet til kæresten gik imidlertid i stykker, men hun blev boende i huset og efter et par år flyttede hendes nye kæreste, John, ind. I dag er drengene i familiepleje, men hun har dem hver anden weekend. - Børnene havde boet hos deres far i nogle år, og jeg var så glad, da de kom hjem til mig og bo, men det viste sig at være alt for hårdt. - Pludselig skulle det hele passe ind i en stram hverdag, som ikke passede ind i det liv, jeg lever her. De skulle tidligt i seng for at passe skolen, læse lektier og hjælpe til i huset. Vi skændtes og sloges hele tiden, og det gik mig på, at børnene ikke havde det godt. Så efter to år bad jeg kommunen om hjælp, og siden har de været i familiepleje, siger hun og fortsætter: - I dag skændes børnene og jeg ikke mere, og de klarer sig bedre i skolen. Jeg er tvunget til at tage antabus hver formiddag, inden børnene kommer. En sygeplejerske fra kommunen kommer og ser, at jeg tager pillen. Jeg synes ikke selv, at jeg har brug for det, men har valgt ikke at tage den kamp med kommunen, for så risikerer jeg, at de ikke vil lade mig se mine drenge. Øl giver hende ro Birgitte Korsgaard har i perioder drukket mange øl. Øl giver hende ro, men hun forsøger at begrænse det. - Jeg drikker normalt 5 øl om dagen, og passer hele tiden på, at det ikke kammer over. John bliver sur, hvis jeg bliver fuld og ikke får passet det, jeg skal. Men nogle gange kan jeg godt finde på at tage en bajer, hvis jeg vågner om morgenen og har dårlige nerver, for så får jeg det bedre. Birgitte Korsgaards uro betyder også, at hun nødigt går udenfor lejren. Højst hver anden måned tager hun bussen til Thisted, og så er det fordi hun skal til læge, til møde i kommunen eller skal købe noget, hun ikke kan få i lejren. Men selvom hun tager sit pæneste tøj på og gør, hvad hun kan for at rense sine negle for snavs fra køkkenhaven, kan hun mærke folk kigge på hende, når hun sidder i bussen eller går rundt i Thisted. - Jeg bliver altid nervøs, når jeg skal ud. Jeg føler mig som ’hende fra lejren’, og det bryder jeg mig ikke om. Faktisk generer det mig så meget, at jeg ikke kan sove om natten en uge inden, at jeg for eksempel skal til møde med kommunen. - Jeg synes, at verden udenfor er blevet mere og mere overfladisk og materialistisk, og det kan jeg slet ikke leve med. Men her er du god nok ligegyldig hvordan du er. Du kan blande dig med andre eller lade være, du kan hjælpe til i butikken eller lade være, hvis du har en dårlig dag eller har tømmermænd, og du er stadig en del af fælleskabet. Det bedste for Birgitte Korsgaard er nok, at hun i lejren kan bruge sine kreative evner. Hun har stort set alle slags grøntsager og mange bær i sin køkkenhave. Hun sylter og fryser til vinteren og synes altid, at hun har travlt. Lige nu har hun 15 kilo bær, der skal syltes og flere rækker rødbeder, der skal op af jorden. - Jeg får ikke løn, men jeg har glæden ved at se mine ting vokse op, ved at bruge det og give noget af det til andre. Jeg er ved at udvikle et sødestof af en urt, jeg har i min køkkenhave. Det skal bruges i marmelade til folk med sukkersyge, forklarer Birgitte Korsgaard, der mener, at Thylejren er det bedste sted i verden. - Før var mit liv kaos, men i dag er jeg stort set glad og tilfreds. Da jeg boede udenfor lejren, måtte jeg tage nervepiller for at dulme min uro, men det behøver jeg ikke mere. Og jeg tager aldrig herfra. Jeg er så småt begyndt at indrette min have, så der er mindre køkkenhave og mere græs, så den er lettere at holde, når jeg bliver gammel. | En del af et fællesskab Birgitte Korsgaard har det bedst med at være et sted, hvor der godt må være støv, og hvor man ikke bliver vurderet på ydre ting. HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang | 21 THY ryge hash, og det var også mere accepteret blandt beboerne i Thylejren. - Hash har altid været en del af kulturen heroppe, og mange ryger og dyrker selv hamp. ’Hellere ryge en joint end at tage hårde stoffer’ er holdningen. Og det er jeg enig i. Jeg fandt jo ud af, at jeg blev rolig, når jeg røg, hvor jeg ellers tit var stresset. Dyrt at bo uden for lejren Svært at leve udenfor Når man vokser op i Thylejren, lærer man at holde sig fra druk og hårde stoffer. Men det kan være svært at få en tilværelse til at fungere uden for lejren, lyder det fra 20-årig beboer 22 af Birgitte Rørdam foto: Eik Ommedal 20-årige Leo Vestergaard Rasmussen er født og opvokset i Thylejren. Efter et års ophold udenfor lejren, hvor han startede på teknisk skole for at blive gartner, vendte han hjem igen. Han fandt ud af, at han ville vente med at tage en uddannelse. I dag bor han med sin kæreste i et sort træhus, som han er ved at renovere. Leos familie - mor, søster og far - bor i andre huse i området. Og Leo Vestergaard Rasmussen er ikke i tvivl om Thylejrens kvaliteter. Han elsker friheden og menneskerne i lejren, og han mener, at det har gjort ham til et stærkere og klogere menneske at bo der. - Jeg har jo ikke selv valgt at vokse op som Thylejr-barn, men | HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang jeg er utrolig glad for det. Det har givet mig en indsigt, som ikke mange på min alder har, siger han og fortsætter: - Da jeg var lille, havde min far et værtshus i vores have, og der så jeg på tætteste hold, hvad der kan ske med folk, når de drikker for meget og tager hårde stoffer. Jeg brød mig ikke om den måde, de forandrede sig på. Men det lærte mig, at jeg skal holde mig langt væk fra den slags misbrug. Livet i lejren lærte mig også, at der skal være plads til alle, uanset hvem de er. Blev set ned på Leo Vestergaard Rasmussen oplevede tidligt selv at blive set ned på, fordi han kom fra Thylejren. Da han begyndte i skolen i Frøstrup, mødte han voksne, der mente, at han var en hippie, der tog hårde stoffer. Mange forældre ville ikke have, at han legede med deres børn, med mindre det foregik hjemme hos dem. Og selv der var de på vagt. Også andre voksne udefra kom med kommentarer til ham. - Det var meget ubehageligt at blive mødt sådan, og jeg tror, at det fik mig til at holde endnu mere af lejren, fordi jeg syntes, at jeg skulle forsvare det, jeg kom fra. Da Leo Vestergaard Rasmussen var 11 år, blev hans et år ældre bror dræbt, da han kørte ind i en lygtepæl på en scooter. Det var tæt på at vælte Leo omkuld, og han begyndte at drikke og ryge hash. Efter to år droppede han alkoholen, blandt andet fordi han havde set så mange triste skæbner gennem sin opvækst. Men han fortsatte med at Unge i Thylejren, der gerne vil have en uddannelse, er ofte nødt til at flytte fra lejren. Sådan var det også for Leo Vestergaard Rasmussen, da han besluttede, at han ville være gartner. Han flyttede i et lejet hus i Skjoldborg uden for Thisted og startede på teknisk skole. Det viste sig imidlertid, at skolen ikke var det, han havde regnet med, for basisåret handlede mere om landbrug end om gartnerfaget. Så efter et halvt års skolegang besluttede han at flytte hjem til Thylejren igen. - Det koster mange penge at bo udenfor lejren, blandt andet fordi huslejen er dyr. I øvrigt krævede udlejeren, at græsset skulle slås en gang om ugen af hensyn til naboerne. Jeg var ikke vant til, at folk omkring mig blandede sig i min måde at leve på, og det skræmte mig nok. Leo Vestergaard Rasmussen har, siden han kom tilbage til lejren, arbejdet på at renovere sin mors gamle træhus. Et projekt, der kan tage et par år, fordi huset er stort, og det går langsomt, når man ikke har mange penge og selv skal lave det hele. Men Leo Vestergaard Rasmussen nyder det, og lige nu er han i gang med at tætne væggene med rockwool for at gøre huset klar til at modstå vinterens fugt og kulde. - Det gode er, at man her kan have et hus, selvom man ikke har mange penge, og sådan er det for mange, der bor her. Men det er også svært at få et job, når man kommer fra Thylejren. Mange tror ikke, at vi møder til tiden, eller at vi overhovedet dukker op. Desuden er man næsten altid nødt til at have kørekort og bil, fordi afstandene er så store. Jeg har levet af kontanthjælp, siden jeg stoppede på teknisk skole, men har lige fået kørekort, og nu håber jeg, at jeg kan få et job. Thy-tid Leo Vestergaard Rasmussen vil på et tidspunkt genoptage uddannelsen som gartner, men næste gang vil han søge ind på en skole i Aarhus. Hvornår, ved han ikke, men han ved, at det kan give ham problemer, fordi tempoet i samfundet er højt sammenlignet med det, han er vant til. - Vi har vores helt eget tempo i lejren, også kaldet Thytid. Hvis jeg har en aftale om at møde en kl. 14, kan klokken sagtens blive 15, eller det kan blive udsat til dagen efter. Det er normalt her, og derfor kan det godt være skræmmende med Aarhus, hvor jeg skal passe skolen, tjene penge ved siden af min SU for at klare mig økonomisk, holde min lejlighed pæn og i det hele taget leve op til en masse ting, jeg ikke er vant til. Men alligevel har jeg besluttet, at jeg vil prøve det. Også opgaverne i lejren kan i perioder gøre Leo Vestergaard Rasmussen stresset. Der skal for eksempel være brænde nok til vinteren. Det arbejde strækker sig over nogle måneder, fordi økonomien kræver, at han køber hele stammer, der skal saves og kløves. Desuden ender han ofte med at skulle hente vand i værtshuset Svampen om vinteren, fordi vandrørene fryser til. - Jeg ved ikke om, det er fordi, jeg er vokset op her, men jeg er ikke god til at have travlt, og jeg får nemt tankemylder. Derfor ryger jeg stadig nogle joints hver dag, for det får mig til at slappe af, siger han og fortsætter: - En god dag er, når jeg har hugget brænde, fodret vores får og kaniner og været et smut i butikken for at tale med andre om, hvad de laver. Og så hjem og hygge mig og slappe af. Det er det enkle liv, hvor alle hjælper hinanden og ingen stresser over, at haven ikke er nytrimmet. Det liv holder jeg så meget af, at jeg nok vender tilbage til lejren, når jeg er blevet gartner og har fået børn. | Den Mobile Retshjælp En retshjælp der ved noget om hjemløse og andre udsatte mennesker... Hvordan hjælper Den Mobile Retshjælp? Frivillige medarbejdere giver gratis, juridisk hjælp pr. telefon, e-mail eller ved direkte henvendelse på adressen Store Torv 9, 8000 Aarhus C. Enhver henvendelse er anonym – du skal ikke opgive personnummer eller adresse. Det kan du f.eks. spørge om: • Har kommunen mulighed for at tage min kontanthjælp? • Må min ekskone hindre børnene i at besøge mig? • Kan jeg få hjælp til en lejlighed? Den Mobile Retshjælp • Store Torv 9, 8000 Aarhus • Tlf.: 72 11 90 77 • [email protected] Den Mobile Retshjælp - i samarbejde med SAND – De hjemløses landsorganisation Charlottenborg Flemm ing Q uist M Plaka tapete øller 11.10.1 t 3 – 12 . 0 9 . 20 14 den n c er t . 0 0 o k g 4 to plaka r måned 1 s i t a r e G hv dag i n ø s . 2 Kunsthal Charlottenborg Nyhavn 2 – 1051 København K Information +45 3374 4639 www.kunsthalcharlottenborg.dk HUS FORBI Åbent tirsdag til søndag 11 – 17 (onsdag 11 – 20) Fri entrè hver onsdag 17 – 20 | nr. 12 december 2013 | 17. årgang | 23 Ib Maack, som Hus Forbi har fulgt de sidste to år, er tilbage i København efter sit andet ophold på et alkoholbehandlingssted i Jylland. Han kommer næsten hver dag på et værksted på Kofoeds Skole, og så sælger han Hus Forbi, når han har lyst. Og alkoholen … den synes han omsider, han har godt styr på. Den fysiske og psykiske trang har sluppet hans krop. hænger sammen med, at jeg ved, at jeg har det meget bedre, når jeg vågner om morgenen uden abstinenser. Det vejer tungere på vægtskålen. Hvordan tør du overhovedet drikke én øl? - Hvis jeg drak ti øl på én gang, ville jeg vælte rundt som en anden konfirmand. Men jeg ved ikke, hvilken af de to slags misbrugskonsulenter, der har ret, for det hele beror jo på påstande. Der er én gruppe, som siger: ’Nå, nu drikker Ib en øl, og så er han gået i hundene igen,’ mens en anden gruppe siger: ’Okay, Ib drak tre øl i fredags, men han holder op med at drikke igen, og nu har han ikke drukket i 14 dage, så han har bare haft et slip den ene dag.’ Hvad tænker du selv? - Jeg tænker, at det er den sidste model, jeg vil leve efter. Jeg havde på forhånd konkluderet, at jeg slet ikke kunne forestille mig et liv, hvor jeg resten af livet ikke måtte røre noget alkohol overhovedet. Og jeg synes også selv, at det er en realistisk holdning at have. Jeg har det faktisk pragtfuldt! Alle mulige mærkelige tiltag Ib har lagt alkoholen bag sig og er tjekket ind på Kofoeds Skole af Birgitte Ellemann Höegh foto: Lars Ertner - Hvor skal vi sidde? spørger journalisten Ib. - Hvad synes du selv? lyder svaret. - Dér, hvor du har det bedst, svarer journalisten. - Det bliver fandeme dyrt. Har du bil med? spørger Ib og kigger op med et skælmsk blik. Vi er på Kofoeds Skole på Amager, og Ib Maack har faktisk tænkt over, hvor interviewet skal foregå henne og lånt et lokale, hvor han har stillet en hel kande kaffe klar til Hus Forbi. Han er i topform - har taget et par kilo på, som har givet ham rundere kinder over et velplejet rødt skæg. Han har en poloshirt på og et par cowboybukser, hvori der nærmest kan spores pressefolder. Tænker man tilbage på dagene for halvandet år siden, hvor Ib hver gang, han mødtes med Hus Forbi, var i et rasende humør udløst af årgangsøl og frustrationer, så er det en helt anden version af Ib, vi møder i dag. Men han har bevaret sine skæve formuleringer, og når han bliver spurgt ind til sin hverdag i dag, holder han lange pauser, inden han svarer. Så kigger han skeptisk op og ligner én, der synes, de spørgsmål, han bliver stillet, er komplet tåbelige. Men spørgsmålene skal nu en gang til, for at 24 | HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang vi kan blive klogere på, hvor Ib er i dag - efter to behandlingsforløb i Rold Skov og et nyt hjemmeliv i København gennem de sidste tre måneder. I Rold Skov kom han i gruppeterapi igen og fik omsider sluppet sin fysiske og psykiske afhængighed af alkoholen. Tilbage i København henvendte han sig på Sygeplejeklinikken på Sundholm, hvor han gik til en slags viderebehandling inkluderende terapi og akupunktur hos en frivillig behandler, men det sluttede brat, fordi Sundholm ikke vurderede, de havde økonomi til at forsætte ydelsen i det hele taget. - Jeg fandt ud af, at der var meget stor forskel på terapeuterne i København og Rold Skov, fordi problemet blev anskuet på to forskellige måder. Kort og meget groft sagt, så havde terapeuterne i Jylland ikke nogen personlig baggrund for at sætte sig ind i problematikken, men en mere teoretisk baggrund og gav udtryk for, at de aldrig drak, mens den terapeut, jeg fik i København, indtog alkohol, som alle andre mennesker gør, og var meget mere forstående og imødekommende og havde nogle gode konkrete råd til, hvad jeg skulle gøre, siger Ib. Han mener, at det vil være optimalt, at en behandler indenfor alkoholbehandling selv har været misbruger. - For så behøver man som klient ikke for- klare, hvordan man har det. Men for to år siden tog jeg jo bare til Nordjylland og vidste ikke en skid om, hvad der dur og ikke dur. For jeg havde ikke noget at sammenligne det med, men da jeg kom i behandling i København, fik jeg en klar fornemmelse af, at der er himmelvid forskel. Nu står Ib på egne ben for første gang længe uden hjælp fra hverken Sygeplejeklinikken, Rold Skov eller hans sagsbehandler, Sisse. - Ja, Sisse forlod ’Ibs strikkeprojekt’, så snart jeg kom til København. Og det har jeg det fint med. Jeg har det faktisk pragtfuldt og har taget det som lidt af en ferie, efter jeg er kommet hjem. Jeg kan gøre, lige hvad fanden jeg vil, og skal ikke nå så meget. Det sidste, jeg talte med Sisse om, var, at jeg tog på Sundholms Sundhedsklinik hos den her sprut-terapeut, og hvis jeg fik tilbagefald, måtte jeg kontakte hende igen. Hvordan går det med at holde dig fra alkoholen? - Ja, men nu har jeg lavet formuleringen: Jeg drikker stadig, men det er bare sjældent. Siden Rold Skov kan jeg måske lige komme op på ti øl samlet. Det har været i situationer, hvor jeg har mødt nogle mennesker, jeg ikke har set i lang tid, og så har vi drukket en øl og sludret om, hvad der var sket. Men det er ikke noget, der har ført til, at jeg har haft lyst til at drikke ti mere eller dagen efter igen. Jeg tror, det Hvordan er det pludselig at have en klar hjerne igen med mere tid, nu det hele ikke går med alkohol? - Jeg får set noget mere tv. Og det er jo meget afstressende i sig selv, og så begynder jeg højst sandsynligt med alle mulige mærkelige tiltag. Jeg er for eksempel begyndt på et computerkursus på Kofoeds Skole. Jeg er nødt til at sætte mig ind i, hvordan computeren fungerer, for sådan er vores samfund skruet sammen i dag. Så det er næsten med en arm på ryggen. Og på torsdag skal jeg på Københavns Auktioner. Jeg har gået på auktioner tidligere i mit liv, og det er en lille sportsgren i sig selv. Det kan jo være, jeg kan gøre en god handel! Det er partivare-aktioner, jeg er interesseret i – alt fra snørebånd til klipklappere og sutter. Og hvis jeg skal skrive den bog, jeg går og skriver ned til, så skal jeg snart tage en beslutning om, hvornår den skal slutte. Den er ikke sluttet - Jeg kunne godt tænke mig et højskoleophold, men jeg ved endnu ikke, hvad det skal indeholde. Det skal jo nok ikke være portvinsfremstilling. Ib har lært om at bruge computer på Kofoeds Skole. endnu! Der kommer hele tiden noget nyt. Og så er al min tid sådan set brugt. Alt i alt lyder det hele jo som om, det er i den skønneste orden for Ib, for sådan føler han det. Men når man spørger ind, er der dog én last, han ikke er kommet til livs endnu. Det er hans hashmisbrug. - Da hashen kom ud af kroppen, sov jeg ad helvedes til, og på behandlingscentret i Arden fik jeg et præparat, der gav noget ro og bevirkede, at jeg kunne sove hele natten uden at vågne fem gange. Men efter jeg er kommet hjem, er jeg begyndt at komme på Christiania igen, og dér ryger jeg stadig hash, men det er ikke hver dag. Ønsker du at slippe hashen? - Det ville jeg da gerne. Tænk ikke at være afhængig af noget som helst! Men det kan ikke nytte noget at vende tilbage til Rold Skov, for de ved intet om hash. For eksempel spurgte en af terapeuterne mig en dag, om der er forskel på hash, og når en terapeut stiller mig det spørgsmål, er jeg klar over, at vedkommende, jeg sidder overfor, intet ved om det. Ibs hverdag er hovedsageligt bygget op af en formiddag, hvor han tjener penge på at samle rawlplugs på Kofoeds Skole, og så indimellem avissalg, som han kalder for et stykke godt foreningsarbejde, om eftermiddagen. Han spiser stadig varm middagsmad på byens varmestuer. Om aftenen nøjes han med en sandwich i sin lejlighed, som han i øvrigt gerne vil købe lidt flere møbler til. Om et par måneder er der et afsluttende efterbehandlingsforløb på Rold Skov, som Ib overvejer at tage over til. Men han skal selv betale for tog og ophold, så derfor vil han lige finde ud af, om opholdet giver mening for ham. Han har nemlig andre tiltag i tankerne … - Jeg kunne godt tænke mig et højskoleophold, men jeg ved endnu ikke, hvad det skal indeholde. Det skal jo nok ikke være portvinsfremstilling, slutter Ib og kigger prøvende op og tilføjer: - … for jeg håber virkelig ikke, jeg får et tilbagefald. | Efter dette interview er Ib Maack startet i aktivering på Kofoeds Skole. Ibs kamp mod alkoholen, kort fortalt Ib Maack har levet et liv med periodevist alkohol- og hashmisbrug siden 20 års-alderen og har på eget initiativ siden efteråret 2011 kæmpet en sejlivet kamp for at komme ud af sine misbrug. Undervejs blev Ibs fysiske tilstand værre. Han har været indlagt adskillige gange på sygehuset med vejrtrækningsbesvær og vågnede dagligt op med abstinenser, hoste og vejrtrækningsproblemer. I første omgang foretog han en lang vandring gennem det kommunale system for at blive indstillet til den rette behandling. Det tog cirka et halvt år, hvor Ib mødte op på forskellige socialkontorer, alkoholenheder og jobcentre i København for i maj 2012 at få bevilliget et ophold på Blå Kors Rold Skov, et behandlingscenter for alkoholikere og stofmisbrugere i Nordjylland. Hus Forbi har fulgt Ibs vedholdende kamp, hvor han er blevet sendt fra det ene kontor til det andet og har skullet starte forfra med at berette sin lidelseshistorie, hver gang han blev præsenteret for en ny sagsbehandler. Indimellem er han gået forgæves, fordi sagsbehandleren har været syg. Han har oplevet, at hans sagsmappe har været forsvundet, og han er også selv udeblevet fra et par møder. Men i betragtning af, at Ib på daværende tidspunkt drak omkring ti halvliters stærke øl og røg fire joints om dagen, har han været vedholdende i forhold til mødepligt. Undervejs i forløbet begyndte en socialmedarbejder fra aktivitetscenteret på Sundholm, Sandra, at hjælpe Ib. Hun mødtes med ham næsten dagligt på Sundholm og var med Ib til møder i Voksenteam, Alkoholen- heden og Licitationsudvalget. Ib har mange gange beskrevet det, som har han kæmpet mod den russiske hær, og derfor så han det som en stor foræring, at Sandra trådte til. I juni 2012 tog Ib toget til Blå Kors Rold Skov, hvor han blev i tre måneder. Hus Forbi var der i juli 2012, hvor han fortalte om sin afrusning og begyndelse på behandlingscenteret, som vi bragte i avisen og på nettet. Siden har han været i København igen, fordi han fik et tilbagefald, og kom så tilbage til Rold Skov igen i januar 2013 og afsluttede sin behandling. | Det har været en lang vandring for Ib at få styr på sit alkoholforbrug. HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang | 25 Et godt år med de flinkeste folk Følgende er nu i Hus Forbis bestyrelse: Jørgen Brohus, Ole Skou (formand), Henrik Pedersen, Ove Abildgaard (næstformand), Jimmy Rohde, Henrik Jacobsen (suppleant), Jim Lynger (suppleant), Rasmus Wexøe Kristensen (sekretariatsleder) - ikke medlem af bestyrelsen, John Hansen (suppleant), Ask Svejstrup (suppleant) og Chopper. Fra vor egen verden: Hus Forbi holdt generalforsamling den 23. September 2013. Formand Ole Skou så i sin beretning tilbage på et år, hvor Hus Forbi har haft stor succes af Ole Skou foto: Lars Ertner Det forgangne år er forløbet over al forventning. De mål, vi satte os på sidste generalforsamling, er nået. Jeg kan kun udtrykke den allerhøjeste ros til alle vores sælgere for den aktive og positive indsats, de har ydet de forgangne år. Det er bestemt også blevet påskønnet, for eksempel med udnævnelsen til ’Årets fucking flinkeste’ borgere af Alt Om København. Det er et bevis på, hvor meget det betyder, at sælgerne er positive, venlige og ordentlige over for kunderne. Også en stor ros til en frivillig og hårdt arbejdende bestyrelse, der løbende har skabt rammerne om organisationen og truffet så mange væsentlige beslutninger om økonomi, drift og avisens indhold. Bestyrelsesarbejdet er foregået i ro og orden – i en positiv stemning. Alle beslutninger er stort set truffet i enighed! Når jeg nævner det, så er det fordi, enighed i Hus Forbis bestyrelse på ingen måde er en selvfølge. Vi har tidligere haft mange kampe, frustrationer og uenighed i bestyrelsen, men i de forgangne to år har vi haft en unik ro, som forplanter sig ud i organisationen. Det er ikke det samme som, at vi altid har været enige, men de mange gode diskussioner er altid endt med beslutninger, der kunne føres ud i den praktiske hverdag. Den praktiske hverdag ligger jo i sekretariatet, som har arbejdet hårdt. Men jeg oplever alligevel kun glæde, engagement og arbejdslyst i sekretariatet. En stor tak for det. rede omkostninger og forøget salg. Vi har nu atter fået konsolideret vores formue, så vi kan modstå dårlige tider. Det er godt købmandskab og betyder i realiteten, at Hus Forbi nu er helt UAFHÆNGIG. Vi har forladt Danske Bank, fordi banken kræver et særligt abonnement på 300 kroner fra sine fattigste kunder. Vores indestående er spredt i flere banker med beløbsstørrelser, der er omfattet af statsgarantien for banker. Det betyder, at vi ikke kan miste penge på grund af bankkrak. Vi har ud over konsolideringen også et overskud for det forløbne år på over to millioner kroner inklusive gaver og donationer. Der er aldrig solgt så mange aviser, hverken på årsbasis eller på månedsbasis, hvor december 2012 blev den største nogensinde målt på antal solgte aviser: 108.315 styk. Hjælpefond Vi har besluttet at hensætte 800.000 kroner til en Hus Forbi hjælpefond, der kan yde en uformel hjælp til nødstedte nuværende og tidligere sælgere. I det forgangne år har vi prioriteret aktiviteter for sælgerne højt og i regnskabet understreges dette også af, at udgiften på denne konto er gået fra 45.000 til over 120.000 kroner. Vi Kvalitet Selvom vi i mange år haft en god avis, så oplever jeg en løbende kvalitetsforbedring. Vi har nu et redaktionelt indhold, som roses fra alle sider for vores faglighed og saglighed. Avisen læses ud over vores mange kunder også af de fleste politikere og beslutningstagere. I min politiske hverdag kan jeg gang på gang konstatere, at vi har fået en reel rolle som fortaler for de hjemløse og udsatte og dermed også er med til at sætte den socialpolitiske dagsorden. Så stor tak til alle de engagerede medarbejdere i redaktionen. Alle disse faktorer, sælgere, bestyrelse, sekretariat og redaktion, er basis for den positive situation, vi nu befinder os i. Revisonen angiver årsagen som reduce- 26 | HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang Formand Ole Skou roste især Hus Forbis sælgere for den gode gænge, foreningen er inde i. ønsker at fortsætte denne udvikling også uden for København. Vi er meget glade for den lyst, vi møder hos sælgerne til at engagere sig i deres forening og deltage i førstehjælpskursus og andre aktiviteter. Bestyrelse og salgsafdeling har haft meget fokus på at få styr på det ulovlige salg, og her er der lagt rigtig mange ressourcer. Salg af Hus Forbi skal forsat været tilskud, som gør hverdagen lidt nemmere og har positive sideeffekter for hjemløse, tidligere hjemløse og socialt udsatte. Det har været vigtigt for os at fastholde, at Hus Forbi er et socialt projekt for mennesker, der har en væsentlig tilknytning til Danmark og har et eller flere sociale problemer. Derfor har vi taget denne situation meget alvorligt. Vi har udviklet en løsning, der begrænser mulighederne for at købe så mange aviser, at der kan foregå et organiseret videresalg til ulovlige sælgere, og vi har over hele landet gennemført test og re-visitation af sælgere, som vi ikke mente hørte til i målgruppen som Hus Forbi-sælgere. Socialt projekt Situationen med ulovlige sælgere eksisterer stadig og vil, som jeg også sagde sidste år, formentlig altid gøre det, men vi mener, at vi nu har bedre styr på og kontrol hermed, end vi nogensinde før har haft. Dette vil vi fortsat prioritere meget højt, fordi vi mener, at det er vores pligt at passe på projektet Hus Forbi, og vi vil på ingen måde sætte den goodwill på spil, som sælgerne hver dag kæmper for at opretholde om projektet Hus Forbi. Hus Forbi distribueres fra herberger, varmestuer og væresteder for hjemløse og socialt udsatte. Vi har i den forløbne periode afholdt et to-dages seminar for distributørerne i Skanderborg. Det har været et ønske at inddrage distributørerne i udviklingen af Hus Forbi, fordi vi også mener, at disse er et meget vigtig element for Hus Forbi og i sidste ende sælgerne, så der så let adgang som mulig til at købe aviser. Vi har været til stede ved en lang række arrangementer til fordel for hjemløse og udsatte i hele landet. Vi forsætter med at lede efter muligheder for at inddrage sælgerne, og vi har i det forgange år endeligt og fuld hjemtaget admini- strationen af abonnementerne, og vores egen distribution af avisen udbygges fortsat. Der leveres nu kun til seks distributører ud af 38 med fragtmand. Hele Danmark Vi er stolte af, at vi har nået et hovedmål, nemlig at få etableret et kontor i Jylland. Vi ville gerne være endnu mere fysisk tilstede i Aarhus, end vi har været. Dette hænger hovedsageligt sammen med personalesituationen, hvor den medarbejder, der havde kontakten med Aarhus, har været på orlov. Det kan være, vi skal tænke i flere og andre måder at udnytte det super gode samarbejde, vi allerede har med værestedet i Aarhus, hvor vi også har fået lov til at have kontor. Vi har også brugt mange ressourcer på at etablere en kultur med faste månedlige sælgermøder flere steder i landet, og der har i det forgangne år været afholdt faste sælgermøder i Aarhus, Aalborg og Odense. Dette er dog en af de målsætninger, som vi ikke helt kan sige er lykkedes, som vi havde håbet. Det har vist sig som en stor udfordring at få de jyske og fynske sælgere til at møde op til sælgermøderne. Det er dog vores indtryk, at det går fremad, og fremmødet vokser, men det tager lang tid. Der kommer i snit mellem 10 og 15 sælgere per gang til møderne uden for København. Vi har til gengæld haft gode erfaringer med at holde halvårlige sælgerrepræsentantmøder, hvor vi har haft deltagelse fra stort set alle sælgerrepræsentanter i hele landet, og dette vil vi meget gerne prioritere at fortsætte med. Hovedkvarteret i Bragesgade på Nørrebro har i dette år udviklet sig til at være et sted med en bred vifte af tilbud til hjemløse og socialt udsatte i samarbejde med blandt andre sundhedsfaglige frivillige og en dyrlæge. Desværre har der været en uheldig sag med en distributør, hvor vi endte med at have et tab. Det har været afgørende for Hus Forbi at slå fast, at der ikke ses i gennem fingre med, at foreningens midler forsvinder, og derfor bliver sagen retsforfulgt. Stabilitet Den succes, vi oplever nu, skyldes primært sælgerne – men bestemt også den linje, der har været lagt af bestyrelsen, sikring af ro og stabilitet. Bestyrelsen har også brugt meget tid på at drøfte en ramme for, hvordan vi kunne sikre, at der kunne være annoncer i avisen. Det har været fuldstændig afgørende at skabe sikkerhed for, at der kun bringes annoncer, der kan godkendes af Hus Forbi i forhold til omfang, format og formål. Vi har i nu seks måneder haft en forsøgsperiode, og jeg synes, at den trods megen skepsis viser, at vi er lykkedes med dette projekt – uden at skæmme avisen. Igen fordi det mere end noget andet ligger os på sinde at passe godt på vores avis! For at være helt sikre har vi imidlertid fået forlænget forsøgsperioden, så vi endeligt til næste år kan besluttede, om vi skal forsætte med ordningen. Vi har også netop modtaget prisen som 'Årets Folkehjælper' af Dansk Folkehjælp, hvor et par sælgere tog imod prisen og brillerede i TV2. Ja, vi kan kun glæde os over al den positive omtale. Det skal også nævnes, at fotograf Helga C. Theilgaard vandt prisen for bedste foto i alle hjemløseaviser i verden for 2013. Fremtiden Jeg skal til slut nævne et par fremtidige indsatsområder, som vi med jeres opbakning vil arbejde på i det kommende år. Vi ved, at digitaliseringen kommer rullende indover os, uanset hvad vi mener om det, og det er også et faktum, at mange vil blive hægtet af i den proces. Derfor overvejer vi, om vi skal arbejde på at etablere et projekt, man kunne kalde 'Digital Sjasen'. Der vil vi kunne servicere hjemløse og socialt udsatte med alt inden for den digitale kommunale verden, som e-mail, NemID, Netbank, Job-net og andre tiltag - og måske endda hjælpe med administration og betaling af udgifter, såfremt det måtte ønskes. Der vil formentlig være muligheder for at søge midler til driften, da det jo egentligt er en offentlig opgave. Vi vil også gerne arbejde på at etablere et refugium for hjemløse og måske også anskaffe en grund, hvor hjemløse kan slå sig ned uden at have politiet i nakken. Ja, der ligger mange spændende projekter foran os, men også masser af hårdt arbejde. Derfor håber jeg også, I her på generalforsamlingen vil vælge nogle kompetente personer til den ny bestyrelse – og en visionær bestyrelse, der kan fortsætte udviklingen med stabilitet og ro. | HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang | 27 | mindeord | Forkæmper for hjemløse død HAR DU TID TIL EN SNAK OG EN KOP KAFFE? DET KENDER VI NOGEN HJEMLØSE, DER OGSÅ HAR! Aksel Beldring, en af de store kæmpere for de hjemløse og udsattes rettigheder, er død af Preben Brandt og Ole Skou Hilste på alle Da Aksel i de første måneder af sin ansættelse ofte tog en spadseretur rundt mellem husene på Sundholm, kunne man se, at han ikke bare hilste på alle, men også lagde vægt på ikke blot at hilse, men også at tale længe med alle beboerne. Nogle af de unge hjemløse kunne man se, at han hilste ekstra hjerteligt på. Dem kendte han i forvejen fra sin tid på Nærumgård. Han havde selvfølgelig ønsket at det var gået dem anderledes, fortalte han. Men han viste også, at de, der ikke havde lykkedes med at komme fri af deres problemer og vanskeligheder, havde en absolut ret til at blive mødt med respekt. Det var ikke kun mønsterbryderne, der skulle have vores interesse. Denne holdning førte til, at han vovede at vende op og ned på de traditioner, som prægede det stive, hierarkiske og bureaukratiske institutionsliv. Når der havde været konflikter mellem medarbejdere og beboere, blev der sendt en rapport til inspektøren med en anbefaling af en sanktion. Det var medarbejderen, der beskrev hændelsen og kom med forslaget til, hvad der skulle gøres. Monopolbrud Aksel insisterede på også at tale med beboeren og høre sagen, som den så ud fra hans eller hendes side. Aksel brød et monopol, hvor rettighederne til at udtale sig og tage beslutningerne alene lå hos medarbejderne. Sådan et brud på et magtprivilegium fører sjældent til tilfredshed hos dem, der sidder med magten. Eller hos dem, der bare ønsker sig ro og orden. Aksel gjorde sig med sin kritik og sine initiativer ikke populær i Københavns Kommunes socialforvaltning. Men Aksels ambition gik videre. Sammen med enkelte andre satte han gang i at få hjemløse til at orga- Bliv nisere sig, så de kunne få indflydelse på deres egne vilkår. Det kan man godt opfatte som den spæde begyndelse til SAND og Hus Forbi. Efter at være gået på pension flyttede Aksel med sin hustru Lis til Strib ved Middelfart, så han fra en position midt i landet havde nogenlunde lige langt til sine børn. Men selv som pensionist var Aksel aktiv lige til det sidste. Han involverede sig bl.a. i lokal-tv i Strib og deltog ofte sammen med de hjemløse i SANDs temadage på Fyn. Aksel var ikke bare en ildsjæl, men også en kæmpe, som man bør huske, og som bør stå som et forbillede for en idealistisk måde at behandle hjemløse på. Han har sat sig spor, men fik aldrig den anerkendelse, han havde fortjent fra sin arbejdsgiver, Københavns Kommune, men den er vi mange andre, der gerne vil give ham. | så gir’ vi kaffen Preben Brandt, formand for Projekt Udenfor og tidligere formand for Rådet for Socialt Udsatte, og Ole Skou, formand for Hus Forbi og hjemløsejurist i SAND. Du vil møde en hjemløs eller udsat som er tilknyttet et af Missionen blandt Hjemløses herberger eller væresteder i København. Læs mere på hjemlos.dk Kontakt Rikke Prip Estrup på [email protected] el. 31 38 28 24 Musikere bag Storpotefonden støtter hjemløses hunde af Poul Struve Nielsen Hus Forbi har i disse måneder fokus på hjemløse og deres hunde, som er tema for hjemløsekalenderen 2014. Kalenderen kan købes netop nu af vores sælgere for 50 kroner. Sælgeren får 30 kroner. En trofast støtte, som hjemløse med hunde kan regne med, er den engelske singer/songwriter Bo Callaby og digteren Bea Nielsen. De har optrådt til gavn for hjemløse i mange sammenhænge som Bo Callaby & Friends. Sammen står de også bag Storpotefonden, som hjælper hjemløse med hunde. - Vi ønsker, at der er flere steder, hvor hjemløse kan have deres hunde med. For hjemløse er det ikke ’bare en hund’. Det er måske det eneste levende væsen, de virkelig føler, at de kan stole på, siger Bea Nielsen til Hus Forbi. Hun tilføjer: - Vi har givet over halvdelen af vores lille pulje til et behandlingssted, hvor man må have hund, men hvor man manglede et sted, hundene kunne være, mens ejeren deltager i aktiviteterne.| r Man kan læse mere på facebooksiden ‘Homeless og Storpotefonds.’ overnatning i aarhus Aarhus Kommune og Blå Kors er blevet enige om, at Blå Kors kan leje en kommunal bygning ved Spanien (sådan hedder gaden, som er kendt for at huse den gamle svømmehal) til et nødherberg for især udenlandske hjemløse. n di e afælg en i-s d b rb K ø fo s hu MISSIONEN BLANDT HJEMLØSE foto Mette Kramer Kristensen foto Holger E. Henriksen | HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang Du: • Har lyst til at møde et menneske, som lever på kanten. • Giver et par timer om måneden, og får et helt særligt venskab igen. • Er positiv og tolerant overfor mennesker, som oplever verden anderledes end dig. • Gør en positiv forskel for et medmenneske med få resurser. • Får relevante og opkvalificerende kurser og sparring, samt bliver en del af et større frivilligkorps i Missionen blandt Hjemløse. De hjemløses hunde skal ind for fuld musik Liff Magelund Larsen, sælger nummer 313, er død 28 Som frivillig netværksven besøger du et par gange om måneden en hjemløs eller socialt udsat i København. Sammen laver i hyggelige og sociale aktiviteter, drikker kaffe, deler røverhistorier, går ture eller tager en tur i Zoo. Bo Callaby og Bea Nielsen hjælper hjemløse og deres hunde. En af pionererne For mange af Hus Forbis læsere har hun i flere år optrådt som Lykkens Gudinde. Det var nemlig Liff, der trak lod og fandt vinderne blandt de indsendte svar på Hus Forbis X-ord og Dusaduku. Liff blev født i 1954 på Lolland. Hun arbejdede i mange år som buffist på færgen mellem Rødby og Puttgarten, og siden kom hun også længere sydpå, idet hun arbejdede som langturschauffør på de sydeuropæiske motorveje. Liff med sin eksmand Peter. Det er sagt om Liff, at hun hellere skiftede motor på en bil end lavede mad. Hendes liv ændrede sig, da hun fik en hjerneblødning. Det førte til en nedtur, hvor hun levede på gaden i København. Hun sov blandt andet på Strøget sammen med sin kæreste. Siden kom hun på Sundholm. Mens hun boede der, fik hun atter gavn af sin flair for teknik, idet hun arbejdede på smedeværkstedet. Siden flyttede hun i en beskyttet bolig. I Hus Forbi-regi er Liff en af pionererne, som har været sælger fra hjemløseavisens spæde start. Liff efterlader sig to døtre. | Hus Forbi FRIVILLIG NETVÆRKSVEN foto Lars Skov, Sjællandske Medier / Frederiksborg Amts Avis Aksel er desværre død kun 76 år gammel. Han er endnu ikke begravet, da han på typisk vis har testamenteret sine jordiske rester til forskning. Aksel var de hjemløses og udstødtes store støtte. Han kæmpede for de udstødtes rettigheder lige til det sidste. Mest kendt var Aksel Beldring nok for sit mangeårige og banebrydende virke som forstander for forsorgshjemmet Sundholm, men han var også med til helt fra starten at knæsætte begrebet brugerindflydelse og var medinitiativtager til både hjemløseavisen Hus Forbi og stiftelsen af SAND – de hjemløses landsorganisation. Aksel var i mange år forstander på Nærumgård og kom derfra i begyndelsen af 1980’erne til stillingen som inspektør på hjemløseinstitutionen Sundholm. En rejse fra at arbejde med det, vi i dag kunne kalde udsatte børn, til at arbejde med udsatte voksne. Han havde selv taget rejsen fra i en del af sin barndom at måtte bo på børnehjem og gennem sin uddannelse til lærer at blive ansvarlig for at sikre en god hverdag for børn, der ikke kunne være hjemme. - Hjemløse fra eksempelvis Østeuropa fryser jo mindst lige så meget og har lige så meget brug for en varm seng i de kolde vintermåneder, som hjemløse med dansk statsborgerskab har, siger socialrådmand Hans Halvorsen (S). HJEMLØSEKALENDEREN 2014 er udkommet! Tema: Hjemløse og deres hunde. Pris 50 kroner, 30 kroner går til sælgeren. Kalenderen er udgivet af Hus Forbi og sælges i november, december og januar. HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang | 29 Årets værste dag Julen bliver sjovere for brugerne af det kommunale værested i Jægersgårdgade i Aarhus. Julelotteriet har doneret 25.000 kroner til værestedet, og de penge skal bruges på juleaktiviteter. - Det er fantastisk at få sådan en slat penge. De skal gå til god mad og varmt tøj til vores brugere, siger værestedsmedarbejder Franck Riisfeldt. Han regner med, at der skal holdes juleaften for en del af beløbet, og at der også bliver råd til en udflugt til Den Gamle By. Desuden kan der blive tale om eftermiddage i december med julebag, konfekt og gløgg. Omkring 100 brugere kommer dagligt i værestedet i Jægersgårdgade, som rummer borgere med misbrugsproblemer eller andre psykiske eller sociale problemer. Det samlede antal brugere vurderer Franck Riisfeldt til mellem 200 og 300. Hus Forbis Aarhus-kontor ligger også i Værestedet i Jægergaardsgade. Formålet med værestedet er at erstatte manglende beskæftigelse med meningsfyldte fællesskaber. Aarhus Julelotteri sorterer under Lions Club Viby. | af Peter Rathmann |off line| Julepenge til Værestedet Mange arrangementer for hjemløse og socialt udsatte juleaften Julen bærer nok et godt budskab, men der er også en bagside af medaljen, hvis man ser på julen som begivenhed. Det beskriver korshjælpspræst Jakob Hjørnholm fra Kirkens Korshær i Horsens, et af de steder, hvor der bliver distribueret Hus Forbi: - Den 24. december er årets ubetinget mest forfærdelige dag for de hjemløse. I barndommen var det altid spændende, om juleaften blev til noget. Om far var ædru eller stangstiv, om mor var sød eller psykotisk, om man nåede at lege med julegaverne, inden mor og far kom op at slås og smadrede dem, siger Jakob Hjørnholm. Om børnenes jul i de udsatte familier tilføjer han: - Nogle gange blev det hyggeligt, andre gange forfærdeligt. Man håbede altid det bedste, men det var aldrig til at vide. Også hvad juletraditionerne angår, slår den sociale arv igennem. - Siden voksede man op og stod måske selv stangstiv og ødelagde en juleaften, siger Jakob Hjørnholm. Korshærspræsten skal holde jul med brugerne af varmestuen i Fugholm i Horsens. Han vil holde en lille andagt og prædike over juleevangeliet. Siden er der sang, mandelgaver og julemad. - Vi prøver at gøre det hyggeligt. Alligevel ville mange hellere være hjemme hos familien. Men de har fået forbud mod at komme, fordi de har ødelagt juleaftener ved at være stangstive. Måske er det sket for ti år siden, og de har ikke måttet komme siden. De er ikke bare udstødt af samfundet, men også af deres egne familier, siger Jakob Hjørnholm. Tonny Rimsmeds hjørne SF udtaler, Annette Vilhelmsen galer: Som minister kan jeg langt om længe Købe stemmer for statskassens penge For det er Ok med kammerateri Hvis det giver stemmer til mit parti Og for at undgå diskussion Om min lidt brogede intention Så giver jeg da bare en ekstra million. Der er masser af julearrangementer landet over for hjemløse den 24. december: I København er der for eksempel ’Juleløses Jul’ i Den Grå Hal i Christiania og gudstjeneste for hjemløse i Blågårds Kirke. I Aarhus og Aalborg giver kommunen en gratis julemiddag i henholdsvis rådhushallen og Vejgaard Hallen. I Odense holder varmestuerne i Nørregade og Østergade åbent på skift hele dagen. Dette er bare eksempler. Der sker noget mange andre steder i landet. I Esbjerg er der blandt andet traditionel juleaften for brugerne af Kirkens Korshærs varmestue i Exnersgade samt på 15. år julefest i Kvaglund Kirke: - Når man er ensom juleaften, føler man sig virkelig udenfor. Derfor er alle velkomne, siger sognepræst i Kvaglund Kirke, Jens Fischer-Nielsen. | © Hus Forbi-sælger Tonny, nummer 0081 Email: [email protected] PS: Moralen vi skal lære Det må jo være Møder du en politiker, der påstår han/hun har moral Så kan du være helt sikker på, at det udelukkende er pral X-ord er kreeret af Anne Jensen Dusaduku er kreeret af Søren Franck vil du vinde Alle rigtige besvarelser deltager i lodtrækningen om boggaver - fra vores helt egen verden. SEND LØSNINGER TIL: Hus Forbi, Bragesgade 10 B, 2200 Kbh. N senest 6. januar. Mrk. kuverten 'OFFLINE' Navn _________________________________________ Adresse ______________________________________ Postnr ____ By ________________________________ Vinderne får direkte besked og offentliggøres på www.husforbi.dk 30 | HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang | 31 sælger nr. 1633 Leif Larsen | ny hus forbi-sælger | af Birgitte Ellemann Höegh foto: Mette Kramer Kristensen 3 spørgsmål 32 hvad fik du til aftensmad i går? - Suppe med kødboller på Nattjenesten. Der spiser jeg som regel også varm mad til frokost. Jeg spiser ikke regelmæssigt som andre mennesker, men altid varm mad om aftenen. hvad går pengene fra dit salg af hus forbi til? - Til mad, og så prøver jeg at spare lidt op til et indskud til en lejlighed. hvad skal der til, for at din livssituation bliver nemmere? - En bolig vil give mig et helt andet liv. Jeg søger på alle mulige måder. Det er det vigtigste, og så må jeg bare passe lidt bedre på resten af mine penge. Og ved at sælge Hus Forbi vil det måske kunne hænge sammen. | HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang For et halvt år siden stod Leif Larsen i Thisted fra det ene øjeblik til det andet uden tag over hovedet og tog en beslutning om at søge mod Aarhus, hvor han vidste, der var et godt netværk for hjemløse. - Jeg blev hjemløs på grund af en ekskæreste, som jeg troede, jeg vidste, hvor jeg havde. Jeg var måske lidt naiv, men jeg havde kendt hende i 15 år, og vi var på vej til at flytte til en lejlighed, som jeg havde brugt penge på til indskud, olie og flytning. Men hun havde gang i en anden fyr og havde skrevet sig selv på lejemålet. Så jeg fik en halv time til at finde ud af, hvad jeg så skulle gøre. Det var lidt af et hammerslag, fortæller Leif Larsen. Udover Værestedet, hvor han køber de Hus Forbi-aviser, han skal sælge, kommer han også på Det Blå Sted i den modsatte ende af Jægergårdsgade. Med sig har han en rejsekuffert fyldt med tøj og personlige papirer. Resten er opmagasineret. Om aftenen låser han sin kuffert inde i et skab i Kirkens Korshærs varmestue i Nørre Allé, hvor han sover. - Jeg kan være der fra 9.15 om morgenen til 15.00, men der er jeg ude at sælge aviser. Så kan jeg komme igen fra 17.00 til 22.30, og så er der lukket en time frem til 23.30, hvor jeg kan komme ind og sove til klokken 8.30 om morgenen. I den lukkede time om aftenen går jeg rundt i byen. Regner det, stiller jeg mig ved bybussernes skure. Leif Larsen har søgt bolig gennem et boligselskab og står som nummer 50 på listen. Aarhus Kommune kan ikke hjælpe ham, fordi han hører til Thisted, men der vil Leif Larsen ikke være. Dels ville han gerne langt væk fra det forliste forhold. Dels søgte Leif væk fra nogle mennesker, han følte generede ham. - 25 år tilbage kom jeg i værtshusmiljøet, hvor jeg drak temmelig meget, men det holdt jeg helt op med, da jeg lærte min ekskæreste at kende. Og nogle af de mennesker fra dengang, der tager stoffer og er kriminelle, snakkede dårligt om mig uden grund. Jeg har for længst sagt til dem, at jeg ikke ønskede at være en del af det miljø længere, men det har de haft svært ved at acceptere, fortæller han. Så Leif Larsen forsøger på egen hånd at finde en bolig og opholder sig indtil da på Aarhus’ væresteder. - Det kan være lidt svært at tackle, for mange tager stoffer eller er langt væk i druk. Jeg har jo et normalt forhold til alkohol, og stoffer rør jeg slet ikke. Men jeg kan godt lide at tale med personalet, og så har jeg en stærk holdning til, at uanset hvor træls livet er, skal jeg ikke give op, fortæller han. Han har i sin tid arbejdet med omrejsende tivoli, men fik rygproblemer for ti år siden og er i dag førtidspensioneret. I Aarhus besluttede han sig for at sælge aviser. - Det giver luft, jeg bliver glad, og så glemmer jeg det satans liv, jeg lever lige nu. Kunne jeg lave mit liv om, skulle jeg have gjort noget mere ud af skolen, for jeg ville gerne have været sælger. Jeg har et godt snakketøj, og når jeg står ude på gaden, får jeg tit at vide, at jeg er én af de sælgere, der er mest snakkende … og det giver mig lidt tilfredsstillelse i livet at få sådan noget at vide, slutter Leif Larsen. | Hver måned spørger vi en nystartet sælger, hvad der fik ham/hende i gang med at sælge Hus Forbi.
© Copyright 2024