1. No category

hus forbi
nr. 12 december 2013 17. årgang | pris 20 kr. | 10 kr. går til sælgeren | køb af sælgere med synligt id-kort
Tajos juleeventyr
En hjemløs'
egen julefortælling
På besøg i Thylejren
Hjemløse afrikanere
i Danmark
I
P
O
K
Køb kun
avisen
af sælgere
med
synligt ID
Hus forbi må ikke sælges i togene
Sidste kapitel i
fortællingen om
Ib Maack
hus forbi
REDAKTION
ANSVARSHAVENDE REDAKTØR
Ole Skou
[email protected]
Journalistisk redaktør
Poul Struve Nielsen
[email protected]
FORSIDEFOTO
Poul Struve Nielsen
KORREKTUR
Bro Kommunikation A/S
LAYOUT
Salomet Grafik
KONTAKT REDAKTIONEN
tlf. 5240 9079, [email protected]
SALGSAFDELING
Jylland: John Hansen, tlf. 5240 9069,
[email protected] og Jimmy Rohde, tlf. 5133 8128,
[email protected].
Fyn/Sjælland/Øerne: Morten Munk Hansen,
tlf. 8161 6689, [email protected]
ADMINISTRATION
Rasmus Wexøe Kristensen, sekretariatsleder,
tlf. 5240 9049, [email protected]
Ole Skou, formand, tlf. 4073 3537, [email protected]
Ruth Kristoffersen, bogholder, tlf. 5240 9089,
[email protected]
ANNONCER
Christian Berg, DG Media, tlf. 3370 7642,
mobil 3070 6725, [email protected]
UDGIVER
Foreningen Hus Forbi
Bragesgade 10 B, stuen, 2200 København N
Tlf. 8993 7474, www.husforbi.dk
DISTRIBUTION
Boformer for hjemløse, varmestuer, medborgerhuse m.m. kan fungere
som distributør for Hus Forbi – dvs. være udleveringssted af avisen til
sælgerne.
Kontakt os på tlf. 8161 6689/5240 9069
(se listen af distributører på www.husforbi.dk).
ABONNEMENT
STANDARDABONNEMENT: 465 kroner
(12 numre om året – inklusive moms, porto og gebyr).
STØTTEABONNEMENT: 665 kroner
Kontaktperson John Hansen, tlf. 5240 9069
Mail: [email protected]
BIDRAG
Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du sætte beløbet ind på
konto nummer 5324 0243524, Arbejdernes Landsbank.
Mærk indbetalingen ’bidrag’.
TRYK Dansk Avistryk
OPLAG 105.000
LÆSERTAL 483.000 (4. kvartal 2012 og 1. kvartal 2013)
ifølge Index Danmark/Gallup
ANTAL registrede SÆLGERE 1.500
ISSN 1397-3282
Næste nummer udkommer den 30. december 2013
OM HUS FORBI Hus Forbi udkom første gang i 1996 og sælges af
hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker.
Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer.
Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede grupper både
via indholdet af Hus Forbi og i mødet med sælgeren. Hus Forbis sælgere
er alle udstyret med et id-kort udstedt af Hus Forbis sekretariat. Salget af
Hus Forbi fungerer for sælgerne som et alternativ til tiggeri og eventuel
kriminalitet. Indholdet i Hus Forbi produceres primært af professionelle
freelancere, fotografer og illustratorer. Hus Forbi er medlem af det
internationale netværk af gadeaviser, INSP.
Vi støtter Hus Forbi
| leder |
| indhold |
Julesteg og valgflæsk
4
Organisationer, der har med hjemløse at gøre, får mange henvendelser fra folk, der
gerne vil være frivillige den 24. december.
Hus Forbi er lukket juleaften. Andre organisationer svarer høfligt nej med den
begrundelse, at de hjemløse og socialt udsatte, som kommer i varmestuerne, helst vil
være sammen med de samme mennesker, som de er sammen med i det daglige. Det vil
sige personalet og de frivillige, som de kender.
Det er ligesom med mennesker, der lever i en kernefamilie og har bedsteforældre,
søskende og hvad man ellers kan have. De vil helst være sammen med familien.
Det vil hjemløse og socialt udsatte også. Men mange af dem har brændt deres
broer. Forældrene har måske slået hånden af dem eller omvendt, mange parforhold er
gået i opløsning, børnene kan være anbragt, og det er ikke sikkert, der er samkvemsret endsige kontakt.
Så bliver det en svær tid, når julehyggen breder sig med pynt og stearinlys, og de
kendte sange toner fra alle sider. Det bliver en påmindelse om, hvordan det kunne
have været, hvis…
Men sådan er det bare ikke.
Derfor er det godt, at der går gode, kærlige og solidariske tanker til samfundets
udsatte og til de hjemløse i julen. Det er lidt ligesom, når der er valg. Sådan var det i
hvert fald med det netop overståede kommunalvalg.
Lisbeth Zornig Andersen var i medierne for en million, og der er aldrig blevet
holdt så mange valgmøder på varmestuer og andre steder, hvor der kommer socialt
udsatte mennesker.
Sjovt nok har jeg kun mødt politikernes interesse for de socialt udsatte i forbindelse med arbejdet på Hus Forbi. Hjemme i rødvinsghettoen handler valget om børneinstitutioner, skoler, ældrepleje og hvilke byer, sygehusene skal ligge i.
Mange hjemløse og socialt udsatte ville nok ønske, at de levede et liv, hvor disse
sager også vedkom dem. Og så bliver valget jo til en påmindelse om, hvordan det
kunne have været, hvis…
Men sådan er det bare ikke.
Både julesteg og valgflæsk smager fortræffeligt, men de sociale problemer har vi
hele året og i hele valgperioden. Så gør dog noget ved dem hele året og i hele perioden!
Mit juleønske er, at alle de nyvalgte kommunalbestyrelser og regionsråd vil
kunne svare bekræftende på følgende spørgsmål:
Er der boliger, som både unge og ældre kan betale, selv om de er på kontanthjælp?
Er der ordentlige herbergspladser? Bliver varmestuerne støttet? Bygges der gratis offentlige toiletter? Gives der også plads til hjemløse i bymidterne, hvor de kan færdes
blandt andre mennesker? Behandles alle ligeværdigt på hospitalet? Kan de psykisk
syge få en ordentlig behandling?
Alle læsere af Hus Forbi ønskes en glædelig jul. Husk at vores fine kalender er
perfekt både til væggen derhjemme, på kontoret, som mandelgave og under juletræet.
Der er en ny avis på gaden lige inden nytår.
Poul Struve Nielsen, redaktør
Zornig-sag skaber mistillid
Socialminister Annette Wilhelmsen
skaber usikkerhed blandt mulige ansøgere til fondsmidler, når hun leger
julemand allerede inden fristens
udløb, som hun gjorde ved at give
en million kroner til Lisbeth Zornig
Andersen og hendes projekt ’Stemmer på Kanten.’
6
Afrikanske hjemløse i Danmark
Et gammelt mundheld siger, at lykken findes for enden af regnbuen.
For de vestafrikanske migranter i
København ender håbet om arbejde
og et bedre liv på gaden eller et af
de få steder, hvor hjemløse udlændinge i København kan få tag over
hovedet.
18
10
Hjælp til tidligere prostituerede
LivaRehab, som hjælper tidligere
prostituerede, fik den kolde skulder, da penge fra Satspuljen blev
fordelt. Men organisationens leder,
Flora Gosh, har nu som den første
modtaget Tine Bryld-prisen på en
halv million kroner – og ikke mindst
den anerkendelse, der følger.
12 En Hus Forbi-sælgers juleeventyr
14 Tidligere misbruger vil hjælpe andre
26 Generalforsamlingen i Hus Forbi
31 X-ord ved Anne Jensen
32 Ny sælger
Hus Forbi i Thylejren
De sociale problemer i Thylejren
er ikke anderledes fra dem i
København. Forskellen er, at folk
i lejren bor langt væk fra jobcenter, misbrugsbehandling, skoler og
arbejdspladser. Hus Forbi besøgte
lejren, som ligger fire kilometer fra
Frøstrup og en bustur til 60 kroner
fra Thisted.
24
“
Jeg kunne godt tænke mig et højskoleophold, men jeg ved endnu ikke, hvad det
skal indeholde. Det skal jo nok ikke være
portvinsfremstilling.
Ib Maack efter endt behandling for alkoholmisbrug.
Vil du også støtte? Send en mail til [email protected]
Det koster 9.000 kroner at få sit firmalogo med.
v/Annemette Lyngh
2
| HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang
HUS FORBI
| nr. 12 december 2013 | 17. årgang | 3
færre børn og
unge anbringes
uden for hjemmet
hjælp til børn med
krænkende adfærd
Socialforvaltningen i Aarhus
har fået seks millioner kroner til et
nyt behandlingstilbud til børn, der
har en seksuelt krænkende adfærd. Behandlingen skal forebygge
krænkelser af andre børn og modvirke, at den grænseoverskridende
adfærd fortsætter i voksenlivet.
Den psykosociale behandling tager
udgangspunkt i børnenes vanskeligheder, der kan skyldes lidelser
som ADHD eller forstyrrelser i deres
udvikling eller tilknytning til andre.
Disse lidelser ligger ofte til grund
for børnenes krænkende adfærd,
og formålet er at udvikle deres evne
til selvkontrol, at begå sig socialt
og sætte grænser. Behandlingen er
placeret i Rådgivningscenteret og
kan også bestå i mægling mellem
krænker og offer. Det forventes, at
omkring 30 børn årligt vil modtage
behandlingen i Aarhus. |
4
Hus Forbi samler
ind til varmt tøj
København har ikke brugt midlerne
fra Hjemløsestrategien
af Poul Struve Nielsen
Socialminister Annette Vilhelmsen havde en travl dag på Brugernes Bazar i Odense i august. Hun mødte blandt andet
Lisbeth Zornig Andersen, som altid følges af et kamera. Det fangede også, at ministeren med en eksperts ord ’gik imod
spillereglerne’ omkring en ansøgningsfrist.
Zornig-sag skaber mistillid
Tidligere socialminister revser Vilhelmsen for ikke at tage ansøgere alvorligt
af Birgitte Rørdam
foto: Poul Struve Nielsen
Sagen om socialminister Annette
Vilhelmsen, der har givet fondsmidler til Lisbeth Zornig Andersen
til hendes projekt Stemmer på
Kanten, inden ansøgningsfristens
udløb, vil skabe usikkerhed blandt
ansøgere. Det vurderer Benedicte
Kiær, socialordfører for de konservative.
- Det her må man bare ikke. Vi
har mange fonde, og der er rigtig
mange private organisationer og
foreninger, der laver et kæmpe
arbejde for at søge penge. De vil
nu stå med en fornemmelse af, at
det var aftalt spil. Og er det kun
denne her gang, at penge er givet
før ansøgningsfristen?
Den 29. august i år møder Annette Vilhelmsen og Lisbeth Zornig Andersen tilfældigt hinanden
i Odense under DR2’s optagelser
til dokumentarserien Stemmer på
Kanten. Her fortæller socialministeren Lisbeth Zornig Andersen, at
’der er en million til dig.’ Pengene
kommer fra en pulje, der er taget
Socialministeriets Omstillingspulje
for at få flere udsatte borgere til at
stemme. Problemet er bare, at Annette Vilhelmsens tilsagn kom 18
dage før ansøgningsfristens udløb,
og at Lisbeth Zornig Andersen
på det tidspunkt ikke havde søgt
penge fra puljen.
- Det, der står tilbage, er, at
ansøgere kan miste tilliden til Socialministeriets metoder, fordi de
tror, at det er besluttet på forhånd,
hvem pengene skal gå til og måske
helt undlader at søge. Jeg er derfor
meget tilfreds med, at Ejvind Vesselbo har bedt om en redegørelse
i sagen, så vi kan få genskabt tilliden, siger Benedicte Kiær.
tvivl om ministeriets metoder
VIKC, som står for Vestegnen
Indvandrer Kvindecentret, er en af
de organisationer, som er kommet i tvivl om Socialministeriets
metoder. De søgte penge fra Puljen
til Udsattes Valgdeltagelse, men
fik afslag.
- Uanset om vi havde fået
penge eller ej, så er det udemokratisk at give nogen penge forud for
ansøgningsfristen. Og det har gjort
os usikre på, om ansøgningerne
bliver vurderet ens. Vi bruger
ugevis på at lave ansøgninger,
og den tid kunne vi bruge bedre,
hvis pengene alligevel allerede er
givet til andre, forklarer formand
Hakima Lasham Lakhrissi.
Også professor Tim Knudsen
fra Institut for Statskundskab
mener, at Annette Vilhelmsens
gave til Lisbeth Zornig Andersen
er uheldig.
- Man kan nok ikke kalde det
ulovligt. Men det er imod de spilleregler, som gælder i en situation,
hvor man indkalder ansøgninger
til en bestemt ansøgningsfrist
overhovedet at udtale sig om,
hvem der skal have midler, siger
han og fortsætter:
- Måske kan det også opfattes
som en følge af, at Lisbeth Zornig
Andersen i denne tid er en ny mediedarling. Generelt kan man sige,
at offentlige midler ofte fordeles
politisk efter, hvor politikere tror,
at det kan kaste glans over dem.
Det gjorde det så ikke lige her,
men det forudså ministeren ikke. |
flere socialrådgivere
Frygt for nye børnesager og
flere regler har fået kommunerne
til at ansætte socialrådgivere i stor
stil siden kommunalreformen. Men
øget bureaukrati sluger en stor del
af den sociale gevinst. Siden kommunalreformen i 2007 er antallet af
| HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang
socialrådgivere i kommunerne steget
med cirka 25 procent. Det svarer til
2.100 ekstra socialrådgivere, viser tal
fra Kommunernes og Regionernes
Løndatakontor, som er indhentet
af Altinget.dk. Der er stor forskel i
udviklingen kommunerne imellem.
I Hillerød Kommune er antallet af
socialrådgivere faldet med cirka 16,5
procent siden 2007, mens antallet
i Langeland, Billund og Odsherred
kommuner er fordoblet.
Socialforvaltningen i København
har betalt 73 millioner kroner tilbage til Socialministeriet. Penge,
der var bevilget til København
til at bygge boliger til hjemløse i
forbindelse med regeringens hjemløsestrategi.
En socialdemokratisk kandidat til borgerrepræsentationen,
Mathilde Illum Aastrøm, tog sagen
op i slutfasen af den kommunale
valgkamp med hård kritik af socialborgmester Mikkel Warming
(Enhedslisten) og et krav om
kulegravning af hele socialforvaltningen.
Socialborgmesteren mener, at
der er gået for meget valgkamp i
den, og at den socialdemokratiske
kandidat burde have gjort lidt
research, før hun meldte ud til
pressen.
- I forbindelse med Hjemløsestrategien har København haft
som mål at skaffe 240 boliger/
pladser til hjemløse borgere. Det
mål er nået til fulde, da der nu er
etableret 317 boliger/pladser. Det
svarer til, at målet er nået med 132
procent, siger Mikkel Warming.
Han fortæller, at når Københavns Kommune har sendt
pengene retur, så er det for det
første fordi opgaven med at bygge
boliger er løst billigere end forventet, fordi kommunen har indrettet
eksisterende boliger til hjemløse i
stedet for at bygge nyt. Og for det
andet dækkede nogle af pengene
kun byggeri og ikke drift.
- Hvis vi byggede de boliger,
uden at der er penge til service og
hjælp til de hjemløse borgere, så
ville boligerne stå tomme, og det
er spild af skattekroner, siger Mikkel Warming
Medlem af Borgerrepræsentationen for Socialdemokraterne, Henrik Appel, som sidder
i Socialudvalget, ville gerne have
haft oplysningen om tilbagebetalingen lidt før. Men ellers er han
enig med Mikkel Warming i, at det
ikke nytter at bygge boliger, når
der ikke er penge til driften, fordi
det kræver en stor social indsats at
hjælpe hjemløse til at blive i deres
bolig. Han afviser ligeledes, at der
er nogen grund til en kulegravning af socialforvaltningen. |
prisregn over korshæren
Kirkens Korshær i Aarhus anerkendt af kommunikatører
Kirkens Korshær har vundet både dommer- og publikumsprisen ved
Dansk Kommunikationsforenings årlige prisuddeling. Det er en ny pris for
et gammelt slogan, idet prisen er tildelt for projektet ’Nærhed, varme og
omsorg’ – et slogan, Korshæren har brugt i mange år.
Det er endda første gang, at begge Dansk Kommunikationsforenings
priser går til det samme projekt.
Dommerkomiteen og publikum var enige om, at Kirkens Korshær i Aarhus
havde det bedste projekt i feltet. Dommerkomiteen vurderede ud fra faglige
kvaliteter og publikum ud fra den gode mavefornemmelse.
Projektet ’Nærhed, varme og omsorg’ har ved hjælp af målrettede kommunikations- og fundraisingaktiviteter været med til at skaffe indtægter på
over 15 millioner kroner på 10 måneder til den hårdt trængte lokalafdeling.
Midlerne går til istandsættelse af gamle bygninger samt til aktiviteter som
ferielejre og udflugter for udsatte grupper som stofmisbrugere, alkoholikere,
hjemløse, ensomme og psykisk syge i Aarhus. |
foto Mette Kramer Kristensen
Kommunerne anbringer langt
færre børn og unge uden for hjemmet. Antallet af børn og unge, der
anbringes på for eksempel døgninstitutioner eller i familiepleje, er
faldet med en tredjedel fra 3.652 i
2008 til 2.443 i 2012. Det viser nye
tal fra Ankestyrelsen ifølge Altinget.
Tendensen bekymrer Rasmus
Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår. Han
mener, at kommunernes pressede
økonomi er den afgørende faktor bag
faldet i anbringelser, og at sparekniven rammer de børn og unge, som har
brug for at komme væk hjemmefra.
Frank Cloyd Ebsen, der er forskningsog udviklingsleder ved Institut for Socialt Arbejde på Professionshøjskolen
Metropol, mener også, at økonomien
spiller en stor rolle:
- Børnene har i hvert fald ikke
fået det bedre. Anbringelser er
den absolut dyreste foranstaltning.
Kommunerne hjemtager dem til
lokale tilbud som familierådgivning
og aflastning, der ikke er beviser
for nødvendigvis virker, siger han til
Altinget.dk
Ole Pass, formand for Foreningen af Socialchefer i Danmark, siger
derimod, at der er tale om en bevidst
alternativ strategi fra kommunernes
side, fordi anbringelserne hidtil ikke
har haft den ønskede effekt. |
73 millioner
betalt tilbage
Nu bliver det koldt
Vinteren står for døren, og den kan være hård,
kold og lang. Ikke mindst når man som Hus
Forbi-sælger er på gaden hver eneste dag.
Vi samler penge ind til varmt overtøj og solide
vinterstøvler. Britta og Allan er lunt klædt på
takket være de bidrag, vi modtog sidste år.
Men vi har også brug for at klæde de mange nye
sælgere i varmt tøj for vinteren.
Støt de HjeMløSe Med et BIdrAg
på koNto 5324 0243524
I ArBejderNeS lANdSBANk
eller på
www.gIppler.dk/HuSForBI
HUS FORBI
| nr. 12 december 2013 | 17. årgang | 5
Ventetiden går også med at samle vraggods
fra forliste, der skyller op på stranden. Harounas kammerat fortæller om de oppustede lig,
han har taget værdier fra.
Problemer forude
Afrikanere uden nogen fremtid risikerer livet, når de krydser havet i overfyldte småbåde for at nå Europa.
For
enden
af regnbuen
ligger
en tom
flaske
6
| HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang
af Peter Rathmann
foto: Ditte Haarløv Johnsen og Bullitt Film
Et gammelt mundheld siger, at lykken findes
for enden af regnbuen. For de vestafrikanske migranter i København ender håbet om
arbejde og et bedre liv på gaden eller et af de
få steder, hvor hjemløse udlændinge i København kan få tag over hovedet.
De må nøjes med panten for de tomme
flasker, de kan samle op på gaden.
’Under den samme himmel’ hedder en ny
film, som skildrer migranternes dødsensfarlige rejse fra Afrika til Europa. Og skuffelsen
for dem, der når frem til endestationen på
gaden i København.
Filmen af instruktøren Ditte Haarløv
Johnsen har netop haft premiere på filmfestivalen CPH:DOX i København.
Fra Vestafrika kan rejsen til Europa vare i
årevis. Det meste af tiden går med at vente på
transport. Mange af de håbefulde afrikanere
har vandret gennem ørken og krydset havet
i overfyldte småbåde, som de rejsende med
blodig ironi kalder for ’lykkens fiskerbåde.’
En af disse ’Pirogues de fortune’ forliste
den 3. oktober ud for den italienske ø Lampedusa. Over 350 mennesker druknede. For
en stund fik de afrikanske migranter verdens
opmærksomhed.
- Det var på grund af ulykken, at min film
fik opmærksomhed i medierne. Ellers var den
højst sandsynligt blevet forbigået i medierne,
siger instruktør Ditte Haarløv Johnsen ligeud.
Den prisvindende danske instruktør tager
imod med stærk kaffe i sit gamle kolonihavehus en regnvejrsmandag på Amager. Katten Asasara (grønlandsk for ’min elskede’)
slanger sig i varmen fra kakkelovnen. Kæresten Morten pusler i køkkenet. Han skal snart
være far, for Ditte er gravid.
'Under den samme himmel' er en film om
håb, der hele tiden brister. Hovedpersonen,
- De fleste er her for at sende
penge hjem til familien, som i
mange tilfælde har betalt for
rejsen. Der er et kæmpe pres
på dem hjemmefra. Men der
skal samles mange flasker for
at sende bare lidt hjem.
den 30-årige Harouna, er også blevet far. Men
han har aldrig set sit barn. Det er to et halvt
år siden, han forlod sin gravide kæreste i
Mali. Harouna sidder stadig og ryger smøger
og venter på en lykkebåd i kystbyen Nouadhibou i Mauretanien på kanten mellem Sahara
og Atlanterhavet.
For de heldige, som når frem til det forjættede
Europa, er første stop et detentionscenter i
Italien. Bag tremmerne siger en migrant til en
nyankommet:
’Problemerne er slet ikke begyndt. Det er
det sværeste, der venter.’
I filmen ringer en af de indespærrede,
Ernest, hjem til sin mor og får en skideballe.
Hun bebrejder ham, at han ikke har gidet finde
et arbejde. Ernest prøver forgæves at forklare,
at der kun findes 'onde job' som at tigge foran
supermarkedet eller prostitution.
Nogle får job som daglejere i Sydeuropa,
men de senere år har den økonomiske krise
presset stadigt flere migranter til at søge
nordpå.
- Her i Danmark må de se i øjnene, at de
ikke kan leve det liv, de havde drømt om.
Tværtimod kan de knap nok leve. De må sove
udenfor i parker eller på overfyldte herberger
og samle flasker om natten. Det er alles kamp
mod alle. Så mange flasker er der heller ikke,
siger Ditte Haarløv Johnsen.
- De fleste er her for at sende penge hjem til
familien, som i mange tilfælde har betalt for
rejsen. Der er et kæmpe pres på dem hjemmefra. Men der skal samles mange flasker for at
sende bare lidt hjem, siger hun.
Instruktøren fulgte en ung mand, Austin,
på en natlig ni timer lang flaskejagt. Austin
samlede pant for 200 kroner. Nu er det vinter,
og flaskerne er blevet færre.
Vi ser Austin, da han ringer fra København
til sin bror i Afrika og stolt fortæller, at han
har sendt fire par støvler, heraf ét par i størrelse 45, og seks brugte mobiltelefoner. Broren
svarer, at han næste gang skal sende støvler i
størrelse 45 en halv, og at deres mor ikke synes
om brugte telefoner.
-Hvis jeg havde vidst det, ville jeg have
købt nogle nye, undskylder Austin.
Skam og stress
Afrikanerne drømmer om et aktivt arbejdsliv.
Men Danmark og EU tillader det ikke. De er
henvist til at samle flasker. Det er ’mega skamfuldt’ for de afrikanske mænd, fortæller Ditte
Haarløv Johnsen:
- De er meget bitre over det. De var unge,
da de forlod Afrika, men i løbet af rejsen er de
blevet voksne mænd og siger selv, at de må te
sig som abekatte for at charme flasker fra unge
danskere til gadefester.
Skammen betyder for nogle, at de ikke
fortæller familien i Afrika om det.
- Andre siger sandheden, men familien tror
ikke på dem og siger: Du har et arbejde, men
beholder pengene, mens vi forgår, fortæller
Ditte Haarløv Johnsen.
Hun oplever, at afrikanerne befinder sig på
et konstant højt stressniveau:
-De sitrer konstant, fordi de er nået så langt
og så alligevel ingen vegne, siger instruktøren.
Men hvorfor rejser de så ikke bare hjem igen?
- Det er for skamfuldt at komme tomhændet hjem. De havde håbet at vende tilbage som
store mænd og bygge et hus. Nu kan de se, at
de måske havde haft det bedre, hvis de var
blevet hjemme hos familien. På den anden side
kommer de fra sådan en elendighed, at de er
nødt til at tro på, at det kan lykkes for dem her.
- De kan jo se, at vi er rige. Men det er bare
ikke noget, vi deler ud af, siger Ditte Haarløv
Johnsen.
Den engelske titel på hendes film er ’Days of
Hope.’
- De holder ikke op med at håbe. Det er
håbet, der gør dem så stærke, konstaterer
instruktøren.
Hun gav hovedpersonen Harouna penge til
at rejse videre fra Mauretanien til Marokko.
Han har to gange forsøgt at sejle mod Europa.
Anden gang overlevede han et forlis, fordi han
var heldig at have redningsvest på. Andre i
båden druknede. Da Harouna nåede i land, fik
han tæsk af politiet. |
- De var unge, da de forlod
Afrika, men i løbet af rejsen
er de blevet voksne mænd
og siger selv, at de må te sig
som abekatte for at charme
flasker fra unge danskere
til gadefester.
Ditte Haarløv Johnsen, filminstruktør
ditte haarløv johnsen
Instruktør. Født 1977 i Danmark. Opvokset i Mozambique. BA i Kommunkation
fra RUC 2001, efterfølgende uddannet
på Den Danske Filmskoles dokumentarlinje i 2007. Har suppleret med kurser
på Fatamorgana og haft en lang række
fotoudstillinger.
Afgangsfilmen 'One Day' blev valgt til
IDFAs Student Competition i 2007, hvor
den fik en Special Mention og har senere
vundet flere internationale priser.
HUS FORBI
| nr. 12 december 2013 | 17. årgang | 7
1.000 nye afrikanske ansigter
af Peter Rathmann
foto: Ditte Haarløv Johnsen og Bullitt Film
Jeg taler med min mor flere gange om dagen, fortæller Thelma.
Glæden ved at give
af Peter Rathmann
foto: Ditte Haarløv Johnsen og Bullitt Film
Thelma ringer hjem til sin bedstefar i Nigeria.
Han takker hende for gaven, hun har sendt.
Den unge kvinde er ved at flække af glæde og
stolthed over hans ord.
Scenen er fra dokumentarfilmen ’Under den
samme himmel,’ der handler om vestafrikanske
migranters håb og drømme om et bedre liv.
- Det gør mig lykkelig at kunne sende noget
til min bedstefar, som han bliver glad for. Han
er ikke så velhavende, siger Nwasoma Thelma
Omile, da Hus Forbi møder hende på Københavns Hovedbanegård.
Som 22-årig har hun fundet fodfæste i
Danmark. Thelma har fem års opholdstilladelse
og går på VUC i Slagelse, hvor hun læser dansk,
engelsk, matematik og samfundsfag. Hun har
sin mor, Mary, i Valby som eneste slægtning i
Danmark.
Mary rejste fra Nigeria til Europa, da Thelma var syv-otte år. Hendes bedstemor overtog
opdragelsen. Men et par år senere blev familien
overfaldet af bevæbnede røvere, og Thelma
blev sendt i sikkerhed hos en tante i Ghana,
hvor hun voksede op og blev teenager.
8
| HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang
- Jeg løb hjem fra skole
og genkendte duften af hendes
parfume, da jeg kom ind i
huset. Hun faldt ned på knæ
og græd. Jeg kunne ikke holde
ud at se hende græde, så jeg
begyndte også at græde.
Thelma, afrikaner i Danmark
I mellemtiden arbejdede Mary hårdt for at
skaffe penge nok til at få sin datter til Europa.
Som 17-årig oplevede Thelma for første gang,
at ’røg kom ud af min mund,’ da hun stod ud af
flyet en kold decemberdag i London.
Hun blev sendt til en anden ’tante’ i Leicester, selv om Mary nu var i Danmark:
- Min mor mente, at jeg var for ung til at
vide, hvad der foregik i hendes liv. Hun ville
have, at jeg skulle blive mere moden, fortæller
Thelma.
Genforenet
Men så blev hun blev smidt ud af ’tanten’, som
mente, at Mary ikke sendte penge nok til kost
og logi. Endelig besluttede Mary, at tiden var
inde til en genforening. På det tidspunkt havde
mor og datter ikke set hinanden i næsten ni år.
- Jeg løb hjem fra skole og genkendte duften
af hendes parfume, da jeg kom ind i huset.
Hun faldt ned på knæ og græd. Jeg kunne ikke
holde ud at se hende græde, så jeg begyndte
også at græde, smiler Thelma.
- Jeg følte, at mit liv endelig kunne begynde, fordi jeg kunne være sammen med min mor,
som jeg havde savnet hele livet.
I dag, næsten fire år senere, er forholdet
mellem mor og datter mindre sentimentalt, men
også mere åbent.
- Vi taler sammen i telefon flere gange om
dagen, fortæller Thelma, som bor i lejlighed hos
en veninde.
Men hun er ikke sikker på, om hendes fremtid ligger i Danmark:
- Jeg skylder min mor og mig selv at afslutte
skolen. Men det er fifty-fifty, om jeg bliver. Det
er meget svært for min mor at klare sig her,
og det skræmmer mig. Udlændinge får ikke så
mange chancer i Danmark, siger Thelma. |
Der er proppet med afrikanske mænd i de
trange lokaler i varmestuen Stengade 40 på
Nørrebro. De snakker sammen, hænger over en
computer, hviler på tynde madrasser eller sidder bare og stirrer ud i luften.
- Jeg har set omkring 1.000 afrikanske ansigter her det seneste år. Mange rejser hurtigt
videre, siger varmestuens leder, Annemette
Nyfos fra Kirkens Korshærs Nørrebroarbejde.
I varmestuen laver de mad til 120 hver dag.
Natcafeen har plads til 40 sovende. Især om
sommeren er der fyldt helt op, og mange må
sove udenfor i Folkets Park, eller hvor de nu kan
finde en plads under åben himmel i København.
- De første begyndte at komme for fire år
siden. Vi hørte om deres rejser gennem Sahara
og over havet, hvor nogle af dem lå skjult i
containere. De satser alt. I dag er op imod 80
procent af varmestuens brugere fra Afrika,
siger Annemette Nyfos.
Migranterne kommer næsten udelukkende
fra vestafrikanske lande. De fleste fra Ghana,
men de kommer også fra Nigeria, Benin, Togo,
Elfenbenskysten, Liberia, Sierra Leone, Burkina
Faso, Guinea-Bissau, Gambia og Senegal.
Ifølge The International Center for Migration Policy Development forlader 830.000
migranter hvert år det afrikanske kontinent og
søger mod Europa. 120.000 af dem forsøger at
sejle over havet. 2.000 dør under forsøget.
Ingen tal
- Men ingen kender det reelle tal. De, som
drukner i rum sø, efterlader ingen spor. Mange
dør og bliver aldrig fundet, siger professor og
ph.d. Henrik Vigh fra Institut for Antropologi
ved Københavns Universitet.
- Mange i Vestafrika savner familiemedlemmer og lever i uvished om deres skæbne, siger
han.
EU anslår, at der befinder sig mellem 2,8 og
6 millioner udokumenterede (illegale) immigranter i Europa.
- Den fejlmargen indikerer tydeligt, at ingen
kender antallet, siger professoren. Det vides
heller ikke, hvor mange vestafrikanere der er i
Danmark.
- De er kommet hertil fra Sydeuropa, hvor
de tog det hårde og underbetalte arbejde, som
det var svært at få nationalstaternes egne borgere til at påtage sig, siger Henrik Vigh.
borgere nu kæmper om det samme 3D-arbejde.
Afrikanerne er rykket et hak nedad og søger
nordpå, siger Henrik Vigh.
Blandt vestafrikanerne er Danmark kendt
som et stabilt velfærdsland, men de vil hellere
til lande som Tyskland og Sverige.
- De taler indbyrdes om, at det er svært at
være sort i Danmark, og at ingen har lyst til at
ansætte afrikanere. Her er de udsat for racisme,
og derfor er de fleste på vej videre, siger han.
Afrikanerne kan typisk opholde sig legalt i
- De taler indbyrdes om, at det
er svært at være sort i Danmark, og at ingen har lyst til at
ansætte afrikanere. Her er de
udsat for racisme, og derfor er
de fleste på vej videre.
Professor i antropologi, Henrik Vigh
Danmark i op til tre måneder. I den periode må de
gerne søge arbejde. Men det kræver en arbejdstilladelse, og det koster 4.080 kroner at få behandlet
en ansøgning i Udlændingestyrelsen. Tilladelsen
er svær at få, blandt andet fordi EU-borgere har
fortrinsret. I tilfælde af afslag er pengene tabt.
- Et fåtal finder sort arbejde som for eksempel rengøring i private ejendomme. Flertallet
ender med at samle flasker.
Forpligtelser
Men hvad får en ung mand til at forlade sin
familie og rejse herop, hvor han ved, at han
kommer til at leve på bunden af samfundet?
- Det gør hans sociale forpligtelser over
for kone og børn og andre familiemedlemmer,
svarer professoren:
- De er villige til at hutle og betle for at
sende penge hjem. De siger selv, at de er nødt til
at lide, og at det er der ikke noget at gøre ved.
Nogle kan sende penge hjem, andre er nødt
til at bruge deres få midler til selv at overleve,
siger han.
Det er de stærkeste, som forlader Afrika:
- Det er en dyr investering for en afrikansk
familie at sende en ung mand af sted. De satser
på dem med mest mod og stamina, dem som
kan stå imod strabadserne, siger Henrik Vigh.
- De er hårdtarbejdende, begavede og villige
til at knokle for både samfundet her og dem
derhjemme. De ved, at rejsen er farlig, og at de
kommer til at leve på bunden, men de gør det
alligevel for at leve op til deres sociale ansvar
for deres nære og kære, siger professoren:
- I andre sammenhænge ville vi kalde dem
helte for at løbe de risici, konstaterer han.
Milliarder
EU bruger milliarder på at holde afrikanerne væk.
- De penge kunne være brugt bedre på at
give disse unge, sunde og kraftige mænd nogle
kompetencer, så de kunne rejse hjem og skabe
noget der, siger Annemette Nyfos fra Kirkens
Korshærs Nørrebroarbejde.
- I stedet holder man dem hen i elendighed
og uden rettigheder. Nogle begynder at drikke
og går til, men de fleste har ben i næsen og
søger videre til Norge og Sverige, som har en
anderledes humanitær tilgang til dem.
- Flertallet gider ikke vores kulde og uvenlighed. De har ikke behov for de nedværdigelser, der følger med at samle flasker, tilføjer
varmestuens leder i Stengade.
Antropologen Jakob Jakobsen fulgte gennem et halvt år de vestafrikanske varmestuebrugere. Han konkluderer i sin rapport 'Skaberværk på standby':
- Vi møder en gruppe mænd, der for en stor
dels vedkommende har haft en form for fodfæste i Sydeuropa. Men på grund af den økonomiske krise er de blevet tvunget til at bevæge sig
længere nordpå. Arbejde er deres mål. Det er
forudsætningen for at få et liv, kunne forsørge
sine forældre og søskende i hjemlandet og selv
på sigt blive gift og få børn.
- Desværre farer de vild i Danmark. De
kan hverken deltage i eller forstå det danske
arbejdsmarked. I mangel af bedre må de bruge
byens hjemløsetilbud og samle pant for at klare
sig. Skammen over dette er så enorm, at det
for nogle af de afrikanske varmestuebrugere
beviser, at Gud ikke er til. |
3D
Professoren taler om såkaldt 3D-arbejde: Dirty,
dangerous and degrading – beskidt, farligt og
nedværdigende arbejde.
- De enorme arbejdsløshedsprocenter i lande
som Portugal og Spanien betyder, at de lokale
Afrikanere og andre hjemløse i kø foran Natcafeen i Stengade på Nørrebro, et af de få steder i Danmark,
hvor de kan få tag over hovedet om natten.
HUS FORBI
| nr. 12 december 2013 | 17. årgang | 9
Anerkendelse
til svigtet
organisation
LivaRehab hjælper prostituerede
og blev svigtet, da puljemidlerne
blev fordelt. Nu har lederen,
socialrådgiver Flora Ghosh, som den
første modtaget Tine Bryld-prisen
på 500.000 kroner
af Birgitte Rørdam
foto: Uffe Høgh Olesen
Flora Ghosh og rehabiliteringscentret LivaRehab, der hjælper
prostituerede, har ikke fået meget
økonomisk støtte fra Satspuljen,
som ellers har afsat 46 millioner
kroner til Projekt Exit Prostitution.
Til gengæld har hun netop fået
den første Tine Bryld-pris nogensinde på mere end en halv million
kroner, og det er en stor anerkendelse af rehabiliteringscentret,
der siden det startede for to år siden har hjulpet 235 prostituerede.
- Jeg er utrolig glad for prisen.
Det er en blåstempling af vores
arbejde, og de penge, der følger
med, gør en afgørende forskel for
vores arbejde, siger centerleder
Flora Ghosh.
Flora Ghosh håber også, at
prisen vil føre til et øget fokus på
private organisationers arbejde.
Blandt andet fordi hun gerne vil
gøre opmærksom på, at de 46
millioner kroner fra Satspuljen til
exitprojektet efter hendes mening
ikke er brugt hensigtsmæssigt.
Papirarbejde
- Partierne bag Satspuljen vedtog
i 2011 et ambitiøst program, som
skulle hjælpe prostituerede. Men
det har vist sig, at kun syv ud af
de 46 millioner kroner er øremær-
ket til de private organisationer,
der ellers er dem, der har kontakt
til de udsatte kvinder og allerede
arbejder med dem. Langt de fleste
penge er afsat til at ansætte mere
personale i kommuner og Socialministeriet samt til at lave metodeudvikling og evalueringer, og
det betyder, at pengene ikke vil
komme ret mange prostituerede
til gode, siger hun.
Flora Ghosh, der er født og
vokset op i Bangladesh og selv
som barn oplevede at blive seksuelt misbrugt, tog i 2009 initiativ
til at starte Liva – Foreningen
mod skadevirkninger af prostitution. I 2011 fulgte behandlingscentret LivaRehab, og her er
målet at hjælpe kvinderne med alt
fra bolig, kontakten til kommunen, uddannelse, arbejde, gældsrådgivning og psykologhjælp, så
de kan få et bedre liv. I dag har
LivaRehab 8 ansatte, 30 frivillige
og nogle studentermedhjælpere,
og centret drives via private og
offentlige fondsmidler.
Flere penge til private
organisationer
Venstres socialordfører Ejvind
Vesselbo (V) har stor respekt for
Flora Ghoshs arbejde med prostituerede, og han glæder sig over, at
hun har fået Tine Bryld-prisen. Og
også han håber, at partierne bag
Satspuljen vil indse, at flere penge
skal gå til private organisationer.
- LivaRehab er et projekt, der
viser, at det private kan noget, som
det offentlige ikke kan. De har
kontakten til de udsatte. De ved,
hvordan de skal tale med folk, og
de bruger ikke tid på kontrol og
registrering, så folk kan komme
anonymt og bede om hjælp. Man
kan håbe, at Trine Bryld-prisen er
med til at ændre måden, vi bruger
satspuljemidlerne på, så flere penge
bliver flyttet til de private organi-
- Langt de fleste penge
er afsat til at ansætte
mere personale i kommuner og Socialministeriet samt til at lave
metodeudvikling og
evalueringer, og det betyder, at pengene ikke
vil komme ret mange
prostituerede til gode.
Flora Ghosh, leder af LivaRehab
sationer, siger han og understreger:
- Det var ikke meningen med
exitprogrammet, at Socialministeriet og kommuner skulle ansætte en
masse nye medarbejdere og begynde at lave det arbejde, som LivaRehab og andre private allerede gør.
Vi har bevilget de her midler for at
hjælpe de udsatte. Stod det til mig,
skulle mindst 90 procent af midlerne gå til de private organisationer,
siger han.
Hjælp til unge under 18 år
For Flora Ghosh betyder pengene
fra Tine Bryld-prisen, at det nu er
muligt at starte et projekt, der skal
uddanne fagfolk til at hjælpe sårbare unge under 18 år. Et stigende
antal unge tilbyder i dag seksuelle
ydelser mod at få mad, tøj, en seng
at sove i eller bare opmærksomhed,
og for dem et det vigtigt at møde en
voksen, som kan støtte dem i den
rigtige retning.
- Vi ved, at en del af de her unge
ender som prostituerede, misbrugere eller hjemløse. Derfor vil det
gøre en stor forskel, hvis vi kan uddanne pædagoger, socialrådgivere
og lærere til at spotte disse unge,
så de kan få hjælp på et tidligt tidspunkt, siger hun.
LivaRehab har fået tilsagn om
627.176 kroner fra Satspuljens
Projekt Exit Prostitution efter
ansøgning til Københavns Kommune fordelt over årene 2013, 2014
og 2015.
Ifølge en optælling fra SFI fra
2011 er der cirka 3.200 prostituerede i Danmark. |
FLORA GHOSH
| Født i 1967 i Bangladesh.
| Kom til Danmark som 25-årig.
| Socialrådgiver med kandidatgrad i socialt arbejde.
| Har arbejdet for Settlementet, Dansk Flygtningehjælp, Kofoeds Skole
og Mødrehjælpen.
| Stifter og initiativtager af Liva – Forening mod skadevirkninger af
prostitution.
| Medlem af Rådet for Socialt Udsatte.
| Centerleder på LivaRehab.
Hun kom ud af prostitution
25-årig kvinde fik
hjælp af LivaRehab
til at komme ud af
prostitution.
af Birgitte Rørdam
Modelfoto: Colourbox
Den nu 25-årige kvinde, som Hus Forbi har talt
med, var blot 21 år gammel, da hun begyndte at
arbejde som prostitueret på fuld tid
10
| HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang
Da en nu 25-årig kvinde begyndte som prostitueret, syntes hun, at det var fedt. Hun fik det,
hun havde behov for både af opmærksomhed
og penge og kunne købe alt det, hun ville, og
det gjorde hende glad. Det var først senere, hun
opdagede, at faget havde en bagside.
- Jeg manglede penge og syntes, at branchen virkede spændende. Samtidig higede jeg
efter opmærksomhed og gik i forvejen i seng
med med alle mulige for at få det, og så tænkte
jeg, at jeg ligeså godt kunne tjene penge på det,
fortæller kvinden. Hun har fortalt sin historie
til Hus Forbi, men ønsker at være anonym.
Hun voksede op med en mor, der drak og
ikke havde overskud til at tage sig af sin datter:
Hun var altid deprimeret, og hun lærte hurtigt
ikke at henvende sig til sin mor med problemer,
for hun sukkede bare og drak videre. Venner
og familie kom der stort set aldrig i huset, så
kvinden følte sig meget alene og lærte aldrig at
lukke andre ind i sit liv.
- Da jeg startede som prostitueret, kunne
jeg tjene 100.000 kroner om måneden. Jeg
købte tøj og købte de venner, jeg aldrig havde
haft, ved at betale for dem, når vi gik ud. Bagsiden var, at jeg var tilkaldevagt i et escortbureau i døgndrift, så jeg kunne ikke foretage mig
andet end at sidde parat til at gå ud med kort
frist, siger hun.
Tog kokain
Da der var gået et år, var det ikke længere fedt
at være hende. Hun var begyndt at tage kokain
flere gange dagligt og ryge hash for at holde
dagene ud. Til sidst havde hun det så dårligt, at
hun overvejede at begå selvmord. Det lykkedes
hende i stedet at få hjælp til at komme ud af sit
misbrug.
Prostitutionen fortsatte hun imidlertid med,
selvom hun vidste, at hun skulle stoppe, hvis
hun skulle have et ordentligt liv, så da hun
hørte om LivaRehab, valgte hun at opsøge dem.
- Da jeg kom til LivaRehab, følte jeg mig
hjemme, og det var fantastisk. De vidste, hvad
det vil sige at være prostitueret, og derfor har
de været gode til at hjælpe, fortæller hun.
Kvinden fik psykologhjælp og hjælp til at
få styr på sin økonomi, så hun i dag kan klare
sig for sin SU. Og ikke mindst fik hun et sted,
hvor hun altid kan komme med sine glæder og
bekymringer.
- Hvis jeg ikke havde haft LivaRehab, havde
jeg ikke været, hvor jeg er i dag. Jeg ville aldrig
have turdet åbne mig så meget for en sagsbehandler i kommunen. Og det har jo betydet, at
jeg har fundet styrke til at holde op med prostitution, selvom det har været svært, siger hun.
vil gøre mig noget godt at starte igen, og det
hjælper mig.
Hun har det sidste år gået i skole, og det har
givet hende et nyt mål i livet.
- Jeg klarer mig rigtig godt, og det er kommet bag på mig, for det gjorde det ikke, da jeg
- Det er hårdt, og der går
ikke en dag, hvor jeg
ikke tænker på at starte igen.
Nyt mål
Den 25-årige kvinde forklarer:
- Det er hårdt, og der går ikke en dag, hvor
jeg ikke tænker på at starte igen. Jeg savner
også opmærksomheden: ’du er en sød pige’,
’hvor er du flot’. Det er der ikke længere nogen,
der siger til mig. Men i dag ved jeg, at det ikke
gik i folkeskole. Men det styrker min tro på, at
det nytter, og i dag er mit mål at tage en uddannelse, måske som socialrådgiver, fordi jeg gerne
vil hjælpe andre unge, der har det svært. |
HUS FORBI
| nr. 12 december 2013 | 17. årgang | 11
En Hus Forbi-sælgers juleeventyr
Et møde med en smuk
kvinde, en tur på
politistationen og Juleløses
Jul på Christiania er
ingredienser i en rigtig
juleaften, der ender
lykkeligt i glædestårer,
kram og øl. Michael Tajo
er Hus Forbi-sælger og har
skrevet dette juleeventyr. Han har tidligere som
hjemløsejournalist interviewet Københavns overborgmester Frank Jensen.
12
af Michael Tajo
illustration: Peter Pedersen
D
| HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang
er var engang en boligløs Hus Forbisælger ved navn Tajo. Juleaftensdag
2012 ventede han om eftermiddagen
på, at Den Grå Hal på Christiania
skulle åbne dørene, så han kunne komme til
julefesten ’Juleløses Jul,’ ligesom han plejede.
I sin gule sælgertaske havde han en lille
stak Hus Forbi og tre hjemløsekalendere. I
lommerne havde han 32 kroner, 12 cigaretter,
en lighter og en årgangsøl, så han var ved godt
mod trods den bitre kulde.
Ved 14-tiden tog han Metroen til Københavns Lufthavn, for han yndede at kigge på
mennesker, der enten var på vej ud eller hjem.
Mennesker, der ønskede god rejse eller velkommen. Denne særlige dag kunne han oven i
købet hilse på andre juleglade med et stort smil
og et ’glædelig jul og godt nytår,’ og de fleste
gengældte hans smittende venlighed.
Efter at have drukket sin øl og røget et par
cigaretter, besluttede han sig for at tage Me-
troen tilbage til København for at tjene nogle
penge på sine aviser og kalendere. Idet han var
på vej ind i Metroen, stødte han på en smuk
ung kvinde med langt og mørkt krøllet hår,
som var på vej ud. Han hilste på hende med sit
sædvanlige 'glædelig jul og godt nytår,’ og hun
gengældte smilende hans hilsen.
Da han havde sat sig i toget, opdagede
han en efterladt rygsæk på den anden side af
midtergangen. ’Den skal i hvert fald ikke stå
der, for så er der en eller anden, som bliver
ked af det,’ tænkte han, så han tog rygsækken
over skulderen og satte kurs mod Lufthavnens
Information.
Der fik han at vide, at rygsækken skulle
afleveres på politistationen ligesom alt andet
hittegods. Han måtte derfor - stadig smilende
og hilsende – gå den lange gang fra Terminal
2 til politistationen, der ligger i den modsatte
ende af lufthavnen. Betjentene (en kvinde og
en mand) tog imod ham på trods af hans aparte
frisure, piercinger og overmalede læderjakke
med nitter.
De tilbød ham en kop kaffe, men han tak-
kede pænt nej, da han mente sig sikker på, at
øl i passende mængder er mindre giftigt. Mens
den kvindelige betjent åbnede rygsækken, bad
den anden Tajo om at oplyse sit navn, telefonnummer, adresse og så videre med henblik på
findeløn. Tajo forklarede betjenten, at det var
han ikke sikker på, at han havde lyst til at
oplyse, for han vidste, at han var efterlyst af
selvsamme politi.
Tanken om en findeløn havde på ingen måde
strejfet ham. Han ønskede blot, at rygsækken
og ejeren blev genforenede. Så smilede betjenten bredt, og sagde: ’Det er juleaften, så pyt
med det.’ Så betjenten fik Tajos navn og e-mailadresse, fordi en flaske vin eller sådan noget
ville falde på et tørt sted. Rygsækken viste sig
at indeholde en bærbar PC, svenske pengesedler og sirligt indpakkede julegaver.
Pludselig gik døren op, og ind trådte den
selvsamme kvinde, som Tajo tidligere havde
hilst på i Metroens dør. Hun genkendte straks
sin rygsæk og gav Tajo så stort et knus, at han
næsten mistede luften. Både den unge kvinde
og han klemte et par glædestårer. Derpå åb-
nede hun uden at blinke sin pung og fandt en
knitrende 500 kroner-seddel, som hun rakte
ham. Han forsøgte med både ord og fagter at
sige ’nej tak,’ men den unge kvinde insisterede
så indtrængende, at han tænkte: ’Hvis jeg ikke
tager imod pengene, så er hendes jul jo alligevel
mere eller mindre spoleret, og så er vi jo begge
lige vidt.’
Han tog derfor imod sedlen. Så kunne den
unge kvinde få sin rygsæk og skynde sig videre. Hun var jo allerede forsinket.
Så knækkede Tajos ben sammen under ham,
og han faldt grædende til gulvet. Da han igen
stod på benene efter at have fattet sig og takket
Skaberen, spurgte den kvindelige betjent, om
der var noget, de kunne gøre for ham. Da fik
han en idé:
- Ja, har I lyst til at købe en Hus Forbikalender?
- Ja, svarede hun og spurgte:
- Hvor meget koster den?
- 50 kroner, svarede han, hvorpå hun gik
ud i baglokalet og kom tilbage med præcis 50
kroner, som hun rakte ham. Dog fik Tajo ikke
lov til at forlade politistation uden oven i købet
at have modtaget et enormt kræmmerhus fyldt
med juleknas – og selvfølgelig et ’glædelig jul
og godt nytår.’
Så gik turen tilbage til Metroen; men det tog
sin tid, for det var de færreste forbipasserende,
som fik lov til at slippe uden en hilsen og et
smil.
Da han langt om længe nåede tilbage til
Terminal 2, besluttede han sig for at købe en
øl, som han mente at have gjort sig fortjent til.
’Selvom min kassebeholdning netop er steget
fra 32 kroner til 582 kroner, så nægter jeg at
belønne lufthavnskiosken for deres ublu priser.
Så tørstig er jeg dog heller ikke,’ tænkte Tajo.
Han gik derfor direkte mod Metroen, og denne
gang lykkedes det ham at komme til Christianshavn uden at støde på herreløse rygsække.
Tror I selv, at Tajo fik en fantastisk juleaften? I hvert fik han delt ud til både højre og
venstre, og der var oven i købet noget tilbage
til ham selv.
Se, det var et rigtigt juleeventyr – og så
oven i købet fra den virkelige verden. |
HUS FORBI
| nr. 12 december 2013 | 17. årgang | 13
Tidligere
misbruger
vil hjælpe andre
René Christiansen
voksede op i en
strandvejsvilla, gik på
Herlufsholm Kostskole
og tilbragte siden 24 år
som heroinmisbruger.
En dag fik han nok af
stoffer og kriminalitet,
og nu ønsker han som
misbrugskonsulent at
gøre en forskel for
andre
af Tine Sejbæk
foto: Mette Kramer Kristensen
Han har altid ønsket at begynde på et bedre
liv. I anden klasse sagde han til sig selv, at
'næste år begynder jeg at lave lektier'. Da han
begyndte at ryge, ville han stoppe igen. Det
samme gjaldt, da han begyndte en lang karriere som stofmisbruger. Han ville snart holde
op, men perioden med de ting, han egentlig
ikke ville, kom til at vare 40 år.
- Jeg tog stoffer for at føle friheden, men
14
| HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang
stofferne lænkede mig. Og jeg fandt aldrig det,
jeg søgte. Friheden har jeg fundet ved at blive
'clean' og arbejde med mig selv, siger René
Christiansen.
Det er nu mere end tre år siden, han blev
stoffri. Og det er mere end et år siden, han
holdt op med at ryge cigaretter. Lejligheden
i den murstensgule boligforening i Herlev er
fuld af fuglekvidder.
René har undulater i stuen, en gul og to
grønne. På et tidspunkt havde han for vane at
gå i dyrehandelen og købe svagelige undulater, for eksempel fugle, der havde mistet en
vinge, for at tage sig af dem. På et tidspunkt
havde han fire undulater. Nu er den ene død,
men de tre levende kvidrer lystigt om kap
med beretningen om René Christiansens liv og
forvandling.
Flygtede fra livet
René er søn af en manufakturhandler. Faderen
stammer fra Nørrebro og har arbejdet sig op
økonomisk - han bygger en strandvejsvilla til
familien i Snekkersten. René vokser op ved
skov og strand. Som 12-årig begynder han at
komme hos en rockerbande, stjæle knallerter
og sniffe lightergas.
- Jeg har altid haft en antisocial opførsel.
Jeg løj og stjal småpenge fra barnsben af. Og
jeg lavede aldrig lektier. Jeg var det, man kalder en skidt knægt, siger han.
René begynder at være sammen med søsterens ældre venner. På et tidspunkt er forældrene på Tenerife i et forsøg på at redde deres
ægteskab, og imens sidder René og vennerne
i villaen og lytter til 'Hotel California' med
Eagles. Her ryger 12-årige René hash for første
gang.
Forældrene bliver skilt. Faderen rykker til
Sverige med sin sekretær, og moderen flytter til Spanien. René kommer på Herlufsholm
Kostskole midt i 7. klasse. I starten bliver han
drillet og slået, men siden lykkes det at blive
accepteret. Og hash fortsætter han med at ryge
– også på kostskolen.
År i jakkesæt
Efter 10. klasse begynder han på EFG og kommer i lære hos herretøjskæden Kaufmann på
Strøget. Han tilbringer flere år i jakkesæt og
- I begyndelsen er heroin
ren glæde. Senere bliver
det et rent behov, og
til slut er det et rent helvede.
begynder at stjæle fra arbejdspladsen.
René bliver fyret, starter på at sælge stoffer
i Helsingør og flytter sammen med en pige. De
går i byen, og der er 'fuld knald på med hash
og sprut'.
En dag, da René er i Istedgade, prøver han
heroin. Han bliver mentalt besat. Det eneste,
han kan tænke på, er, hvornår han næste gang
kan tage heroin. Det første stykke tid tænker
han også: Uden at blive afhængig.
- Men jeg var jo blevet afhængig. Det bliver

HUS FORBI
| nr. 12 december 2013 | 17. årgang | 15
Han begynder blandt
andet at træne fysisk og
starter på en uddannelse
til misbrugskonsulent,
som han bliver færdig med.
Nu vil han arbejde med folk
der, som han selv, har været
misbrugere i mange år.
man første gang. Alt, hvad du er utilfreds med,
forsvinder. I begyndelsen er heroin ren glæde.
Senere bliver det et rent behov, og til slut er
det et rent helvede, fortæller han.
- Man flygter fra livet. Som narkoman sad
jeg og koksede under rusen. Når du er derude,
- Jeg har stået ved Mariakirken i Istedgade og fixet,
uden at min kæreste vidste
noget.
mærker du ikke livet. Så kan du ligeså godt slå
dig selv ihjel, siger han og spørger: Hvad lever
du for, hvis du hele tiden forsøger at undgå
livet?
René sælger speed og heroin. Han skylder
penge væk og løber i 80´erne ind i bankrøveren og narkohandleren Mogens 'Nivå' Pedersen. De laver et par bankrøverier, og René får
otte års fængsel.
- Jeg er taknemmelig for, at politiet tog
mig, for ellers var jeg død. Jeg var nået op på
at tage fem-seks gram 70 procent-heroin om
dagen, siger han.
René, der må tage nedturen i fængslet, sid-
16
| HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang
der sammenlagt fem år og otte måneder. Han
og kæresten går fra hinanden, han møder en
anden kvinde, og de flytter sammen i Herlev.
Metadon
- Jeg hentede metadon tre af ugens dage.
Søndag var vi pissesyge, og så lå vi bare og
ventede på, at det skulle blive mandag, så vi
kunne få metadon igen. Livet passerede forbi.
Vi levede i et svineri; i en stank af gamle askebægre, siger René.
Dengang sørgede han for, at kommunen
trak huslejen fra hans kontanthjælp. Han kunne ikke overskue at være hjemløs, så han ikke
havde en seng at ligge i under sine nedture.
Til sidst kan René og kæresten ikke holde
det ud. De kommer i behandling. Og de går
hver til sit.
I starten af årtusindet møder han på en
højskole en 17 år yngre pige. René misbruger
på det tidspunkt alkohol. Og gradvist begynder han igen på hash og stoffer.
Han arbejder hele dagen, og om aftenen
tager han ind til byen og køber stoffer. Han
blander heroin og kokain.
- Jeg har stået ved Mariakirken i Istedgade
og fixet, uden at min kæreste vidste noget,
siger han.
En dag tager René en overdosis af nervepiller og stoffer. Han sidder 18 timer i samme
stilling i sin bil, før han bliver fundet. Da han
vågner op, er han lammet i fødderne, han har
haft en blodprop og tror aldrig, han kommer til
at gå normalt.
Så kan han ikke arbejde mere. Hans liv
falder fra hinanden, og kæresten ender med at
gå.
om jeg var skæv. Den eneste måde, jeg kunne
bedøve mig selv på, var at tage på dødsdruk,
forklarer han.
Så tager René en beslutning. Han går op på
misbrugscenteret og siger: 'Jeg vil i behandling. Jeg vil ind i NA (Narcotics Anonymous,
red. – netværksgruppe for tidligere misbrugere). Jeg vil have en uddannelse. Et arbejde.
Jeg vil betale skat.'
- Jeg vidste, at der var noget ravende galt
med den måde, jeg levede på, siger han.
Han får bevilget to måneder i behandling.
Han begynder siden at gå til møder i NA - hver
eneste dag i halvandet år.
René bygger hele sit liv op på ny. Han dropper alle sine gamle venner og får struktur på
sit liv. Han begynder blandt andet at træne
fysisk og starter på en uddannelse til misbrugskonsulent, som han bliver færdig med.
Nu vil han arbejde med folk der, som han selv,
har været misbrugere i mange år.
Familie
Livsvilje
Sin familie har han gennem årene bevaret et
okay forhold til. Han har aldrig – i det mindste
som voksen - stjålet fra sine forældre.
- Jeg pissede ikke i min egen baggård, siger
han.
Omkring 2009 bliver forældrene syge og
dør. Han passer sin kræftsyge mor i Spanien.
Det er hårdt at se hende svinde ind. Han står
dagligt og græder under bruseren, så hun ikke
skal høre det. Renés mor dør, og måneder efter
dør hans far.
- Jeg var nået til et punkt, hvor selv livet
som skæv var uudholdeligt. Jeg havde to muligheder: At skyde mig eller komme i behandling, siger René.
- Jeg mærkede sorgen over, at min kæreste
var skredet, og at mine forældre var døde, selv
René Christiansen mener, at når det lykkedes
ham at lave det store skift, er det fordi, det lå
i ham - som en iboende styrke og vilje til at
overleve.
- Det kræver noget styrke at overleve 27
år som heroinmisbruger! Og at overleve tre et
halvt år på Herlufsholm Kostskole. På en drengeskole, hvor jeg kom midt i skoleåret og ingen
venner havde. Jeg måtte slås for mig selv!
- Inderst inde er jeg livsglad. Jeg er ikke
sådan en, der sætter mig ned og skyder mig
selv. Jeg havde også prøvet at være delvist
'clean' – så jeg vidste, at der fandtes et andet
liv, siger René, der mener, at ressourcerne til at
ændre kurs ligger i alle mennesker. Det gælder
bare om at finde dem.
Han forklarer, at det ikke er nogen leg at
leve et liv, hvor han ikke længere kan bedøve
den smerte, han føler, med stoffer.
- Men når jeg tænker på, at jeg har stået
foran Mændenes Hjem og været sulten og ikke
vidst, hvordan jeg skulle skaffe det næste fix,
så er jeg enormt glad og taknemmelig for mit
nye liv. Jeg har bare fået det skidegodt.
- Hvad jeg vil sige til andre? Tag ansvar!
Hvad er årsagen til, at du for eksempel er narkoman? Hvis du giver andre skylden, så tager
du fejl. Bed om hjælp! Og gør, hvad der bliver
sagt og foreslået! Tænk også på hele den attitude, du møder andre med. Før krævede jeg. Nu
spørger jeg, for eksempel på kommunen, om
noget kan lade sig gøre. Hvis det kan, fortæller
jeg om min taknemmelighed, siger han. |
nivå
Det nævnes i artiklen, at René Christiansen har
begået et bankrøveri sammen med Mogens ’Nivå’
Pedersen. Mogens ’Nivå’ Pedersen er blevet så
landskendt for sin kriminelle løbebane, at der er
skrevet bøger om ham. Han fik tilnavnet ’Nivå’,
da han begik et landevejsrøveri mod en pengetransport i Nivå.
renés liv i tal
1963: født
1970: flytter i villa i Snekkersten
1975-76: begynder at ryge hash. Forældrene
bliver skilt
1977-1980: Herlufsholm Kostskole
1980-1983: EFG og i lære hos Kaufmann
på Strøget
1983 - 92: handler med stoffer, får to børn,
laver bankrøverier og sidder i fængsel
1992-1997: får metadon tre gange om ugen
1998: stoffri – men snart på druk og stoffer
igen. Begynder at tage PC kørekort.
2000: Oure Idrætshøjskole og på
kokkeskole – møder ny kæreste
2007: blodprop efter overdosis
2008: kæresten går
2009: forældrene dør
2009: i behandling (Sankt Ols i Randkløve på Bornholm)
2009: stoffri
2010: starter møder i NA
(Narcotics Anonymous)
2011: begynder uddannelse til
misbrugskonsulent
2011: holder op med at ryge
2013: uddannet som misbrugskonsulent
HUS FORBI
| nr. 12 december 2013 | 17. årgang | 17
THY
Nutidens alternative boformer
Christiania og Thy-lejren er de to mest kendte alternative boformer i Danmark. De opstod begge i starten af 1970'erne og
bygger på samme værdier – nemlig at der skal være plads til at være anderledes og indrette sig på egne og ikke samfundets
præmisser. Men de to steder er også meget forskellige. For mens Christiania ligger i hovedstaden og er Danmarks fjerdestørste turistattraktion med et årligt besøgstal på en kvart million mennesker og mange socialt udsatte, der holder til der, så ligger Thy-lejren fire kilometer uden for Frøstrup i Nordjylland og består af omkring 90 fastboende voksne og børn samt nogle
gæster – især om sommeren.
Hus Forbi har valgt at sætte fokus på de sociale forhold i de to boformer. I sidste nummer bragte vi en række artikler fra
Christiania, og her følger artikler om Thylejren.
Langt fra alt andet
Beboere i Thylejren benytter ikke tilbud, de ellers ville have gavn af, vurderer socialarbejder
af Birgitte Rørdam
foto: Eik Ommedal
De sociale problemer i Thylejren
er ikke anderledes end i København. Men forskellen er, at folk i
lejren bor langt væk fra jobcenter,
misbrugsbehandling, skoler og
arbejdspladser, så det er besværligt
for dem at benytte de forskellige
tilbud og for eksempel starte på
uddannelse.
Og der er mange sociale problemer samlet på et sted.
- Det kan være svært at få støtte til at komme ud af problemerne,
siger Pia Toft Jensen, koordinator i
Thisted Kommunes udsatte-team,
der har lavet opsøgende arbejde i
Thylejren siden 2008.
Den opsøgende indsats over
for socialt udsatte i det alternative samfund Thylejren startede,
da Projekt UDENFOR sammen
med Thisted Kommune lavede et
projekt, der gik ud på at skabe en
bedre kontakt til udsatte i Frøstrup-området.
Projektet sluttede i december 2011, og siden har Thisted
Kommune fortsat det opsøgende
arbejde med de socialt udsatte. I
dag har kommunen et udgående
udsatte-team, hvoraf de fem har
deres gang i Thylejren.
- Det har tidligere været svært
for os at komme i kontakt med folk
i lejren. Mange har gennem årene
haft dårlige oplevelser med systemet og har derfor været skeptiske
over for hjælp udefra. Projektet
handlede om at skabe tillid, og i
dag hjælper vi personer, der selv
18
beder om hjælp. Det kan være folk,
der ikke kan få deres hverdag til at
fungere, som har psykiske problemer eller misbrug. Resultatet er
blandt andet, at der i dag er færre,
der mister deres kontanthjælp,
fordi de ikke møder på jobcentret,
og det har skabt en tillid til os, vi
ikke har oplevet tidligere, fortæller Pia Toft Jensen.
Bor i hjemmebyggede huse
I lejren, som i dag består af 90 personer, bor der både de ældre, som
har været med næsten fra lejrens
start, og deres børn og børnebørn.
Desuden har der de seneste år været en tilstrømning af unge, som
- Sundhedstilstanden
er generelt ikke god
i Thylejren. Det skyldes folks måde at leve
på, og samtidig bor de
uden indlagt varme i
husene, og det kan give
problemer med fugt.
Pia Toft Jensen, koordinator i
Thisted Kommunes udsatte-team
kommer udefra, fordi de har svært
ved at klare kravene i samfundet.
Fælles er, at de ønsker at leve på
deres egne betingelser, fri af samfundets værdier om at have fart på
karrieren og tjene store penge. De
bor i hjemmebyggede huse, hvor
de dyrker deres egne grøntsager
| HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang
og driver en økologisk butik og
værtshuset Svampen.
- Mange i lejren har et misbrug af alkohol og hash, og mange
har psykiske problemer. En del
kæmper også med deres fysiske
helbred. Det gælder blandt andet
de ældre, der har drukket i 30-35
år og nu er blevet slidte af at have
brugt sig selv hårdt, og unge med
psykiske problemer, som ikke er
gode til at passe på sig selv, siger
Pia Toft Jepsen og fortsætter:
- Sundhedstilstanden er generelt ikke god i Thylejren. Det
skyldes folks måde at leve på,
og samtidig bor de uden indlagt
varme i husene, og det kan give
problemer med fugt. Derfor har
vi også lige tilbudt en screening
mod tuberkulose til alle i lejren
med mulighed for efterfølgende
behandling, siger hun.
Trods de sociale og sundhedsmæssige problemer er Pia Toft
Jepsen ikke i tvivl om, at Thylejren er et godt sted for mange af
beboerne, da stedet er med til at
give dem et værdigt liv, de ikke
ville have fået i et socialt boligbyggeri i Thisted.
- Alle har brug for at blive
accepteret, og det bliver alle i
Thylejren. Man skiller sig ikke ud,
selvom man er anderledes. Der er
altid nogen, man kan snakke med,
og det har en enorm værdi for
mange.
Ønsker ikke forandring
Mille Larsen er kontaktperson og
er kommet i Thylejren siden 2008.
Hun hjælper folk, der ikke kan få
deres hverdag til at hænge sammen, men hun hjælper dem kun
med det, de selv ønsker støtte til.
Det kan være, at de ikke magter at
få åbnet deres post, at deres hjem
er blevet så rodet, at de ikke kan
overskue at rydde op, eller de møder ikke på jobcentret, og så bliver
kontanthjælpen stoppet, og så har
de ingen penge til mad og brænde.
- Mange har boet i lejren i
mange år, og de ønsker ikke at
forandre deres liv, men vil gerne
have hjælp til nogle konkrete ting.
Så jeg hjælper med basale ting og
fungerer som bindeled til samfundet, så de får bedre livskvalitet,
siger hun og fortsætter:
- Der er meget misbrug i familierne, men vi kommer ikke som
behandlere. Nogle får antabus,
fordi de har børn, de skal tage sig
af, eller bare fordi de ønsker at
begrænse deres forbrug, og det
tager hjemmeplejen sig af. Det
sker også, at der er nogen, der vil
i behandling for deres misbrug, og
så henviser vi dem til et behandlingstilbud i Thisted.
Vil dø i lejren
Thylejren adskiller sig fra de fleste
andre boformer i Danmark ved,
at husene og hjælpemidlerne er
meget primitive. Folk bor tæt på
naturen, og det er sådan, de ønsker
det. Det er ikke noget problem om
sommeren. Men om vinteren, når
det fryser, og sneen ligger højt, er
det en udfordring, fordi husene er
stor set er uden isolering og skal
varmes op med brænde.
- Det kan være svært at have
kræfter til, hvis man er ældre eller
har det dårligt, og vi har da også
en, der er syg, som er flyttet i en
lejlighed i Thisted. Men folk er
utrolig gode til at hjælpe hinanden
og komme med mad og brænde,
hvis det kniber, og mange er så
knyttet til stedet, at de siger, at de
vil dø i lejren uanset deres fysiske
tilstand, siger Mille Larsen
Thylejren adskiller sig også, fordi den ligger langt væk fra alt, og
det er besværligt for beboerne. Det
koster 60 kroner at komme med
bussen til Thisted, hvor jobcentret
og kommunen ligger. Det er mange
penge for folk på kontanthjælp, og
bussen kører ikke særlig tit.
- Skal man i behandling for
- Vi har i de senere år
oplevet, at der er kommet flere unge til lejren,
og flere har psykiske
problemer som ADHD,
depression og angst.
Mille Larsen, kontaktperson
sit misbrug eller have hjælp af
psykiatrien, er det også i Thisted,
og så kan det pludselig være hver
dag, man skal betale transport og
have besøget til at passe med bustiderne. Endelig er der mange, der
ikke kan lide at køre i bus. De har
en angst for at være sammen med
mange mennesker. Og det gør, at
en del vælger tilbuddene fra, siger
hun og tilføjer, at beboerne i dag
ikke kan få penge af kommunen til
transport.
Stærkt tilhørsforhold
De geografiske forhold rammer i
høj grad også de unge i Thylejren,
og Mille Larsen kan godt være
bekymret for, om de får den hjælp,
de skal have.
- Vi har i de senere år oplevet,
at der er kommet flere unge til
lejren, og flere har psykiske problemer som ADHD, depression og
angst. Også for dem er afstandene
besværlige. Uddannelsesstederne
ligger ofte endnu længere væk end
Thisted, og så er det nemmere at
blive i lejren, hvor de i øvrigt har
det godt og føler sig bedst tilpas.
Heller ikke Mille Larsen er dog
i tvivl om værdien af Thylejren,
som hun mener er et godt fristed.
- Mange er stolte af at bo i
lejren, og de føler et meget stærkt
tilhørsforhold både til hinanden og
stedet. Det er en kæmpe styrke,
og hvor mange steder har man
ellers sådan et tilhørsforhold? De
socialt udsatte, vi møder uden for
lejren, har de samme problemer,
men de er ikke en del af et fællesskab. |

thylejrens historie
1968: Foreningen Det Ny Samfund bliver dannet i København.
1969: Det Ny Samfund køber 47 tønder land nær Frøstrup, som bliver til
Thylejren.
1970: Den første festival med 30.000 deltagere bliver afholdt inspireret af
Woodstock-festivalen i USA. Herefter afholdes sommerlejr hvert år
frem til 1983.
1970: En gruppe fra Thylejren besætter i august Hjardemål kirke.
1977: 7 personer overvintrer i Thylejren.
1983-1986: Lejren skifter karakter til at være en landsby med blandt andet skolepligtige børn. Husene bliver mere veletablerede, og en del
får indlagt strøm og vand.
1990'erne: Der etableres en økologisk indkøbsforening med købmandsbutikken Bixen og værtshuset Svampen.
1995: Daværende miljø- og energiminister Svend Auken gennemfører en
lov, der gør Thylejren lovlig.
2010: Thylejren fejrer 40 års fødselsdag.
2013: I dag bor der 90 fastboende voksne samt børn i lejren. Den ældste
er 76 år, og to af beboerne har boet i lejren siden starten i 1970.
HUS FORBI
| nr. 12 december 2013 | 17. årgang | 19
THY
Birgitte forlader nødigt Thylejren, hvor hun har boet siden 1990
af Birgitte Rørdam
foto: Eik Ommedal
- Jeg så på et tidspunkt et tv-program, der
handlede om, at drømmen i Thylejren var
blevet væk. Men for mig er drømmen blevet til
virkelighed i Thylejren. Jeg har aldrig tidligere følt mig tryg, som jeg gør her. Jeg har fået
ro i hovedet, og jeg synes, at mit liv er blevet
meningsfuldt, fortæller 50-årige Birgitte Korsgaard, der har boet i Thylejren siden 1990.
Hun gik ud af 2. g som 17-årig og forlod
forældrene og deres velordnede liv i Lyngby.
Hun hverken kunne eller ville leve op til deres
krav om en strømlinet tilværelse. Hun flyttede
i kollektiv i Farum og arbejdede en kort periode
på en tankstation. Men flere og flere i hendes
omgangskreds tog hårde stoffer og var kriminelle. Det ville hun væk fra, og derfor endte
hun og en kæreste i et hus på Mors.
- Jeg har altid været nervøst anlagt, og jeg
har svært ved at huske, hvad der er sket i mit
liv, før jeg kom til Thylejren. Men det hele var
altid et stort rod, og jeg følte mig ikke godt
tilpas. Og det blev ikke bedre på Mors. Huset,
vi havde lejet, var faldefærdigt. Det lå langt
ude på landet, og vi havde hverken penge eller
bil, så det var næsten umuligt at komme rundt.
Og de få folk, der var i området, så skævt til os,
siger hun.
Savnede Thylejren
Drøm
blev til virkelighed
20
| HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang
Birgitte Korsgaard besøgte Thylejren nogle
gange, da hun boede på Mors, og der oplevede
hun et socialt liv, hun ikke var stødt på tidligere. Hver gang hun forlod lejren, savnede hun
stedet og tænkte kun på, hvornår hun kunne
komme tilbage. Så da huset på Mors faldt
sammen, fordi det var råddent, valgte hun og
kæresten at flytte ind i Thylejren.
- Det var en stor lykke for mig at flytte
ind i lejren, hvor der var et stærkt fællesskab
og plads til alle. Jeg havde i mellemtiden fået
førtidspension, fordi jeg havde meget uro. Så
nu skulle jeg heller ikke længere være stresset
over, at jeg skulle på kommunen i Thisted to
gange om ugen og stemple for at få min kontanthjælp.
Birgitte Korsgaard og kæresten byggede
hus i lejren, hun etablerede en køkkenhave,
begyndte at filte uld og puste glas og fik også
to drenge, der i dag er 14 og 16 år. Forholdet til
kæresten gik imidlertid i stykker, men hun blev
boende i huset og efter et par år flyttede hendes nye kæreste, John, ind. I dag er drengene
i familiepleje, men hun har dem hver anden
weekend.
- Børnene havde boet hos deres far i nogle
år, og jeg var så glad, da de kom hjem til mig og
bo, men det viste sig at være alt for hårdt.
- Pludselig skulle det hele passe ind i en
stram hverdag, som ikke passede ind i det liv,
jeg lever her. De skulle tidligt i seng for at passe
skolen, læse lektier og hjælpe til i huset. Vi
skændtes og sloges hele tiden, og det gik mig
på, at børnene ikke havde det godt. Så efter to
år bad jeg kommunen om hjælp, og siden har de
været i familiepleje, siger hun og fortsætter:
- I dag skændes børnene og jeg ikke mere,
og de klarer sig bedre i skolen. Jeg er tvunget
til at tage antabus hver formiddag, inden børnene kommer. En sygeplejerske fra kommunen
kommer og ser, at jeg tager pillen. Jeg synes
ikke selv, at jeg har brug for det, men har valgt
ikke at tage den kamp med kommunen, for så
risikerer jeg, at de ikke vil lade mig se mine
drenge.
Øl giver hende ro
Birgitte Korsgaard har i perioder drukket
mange øl. Øl giver hende ro, men hun forsøger
at begrænse det.
- Jeg drikker normalt 5 øl om dagen, og
passer hele tiden på, at det ikke kammer over.
John bliver sur, hvis jeg bliver fuld og ikke får
passet det, jeg skal. Men nogle gange kan jeg
godt finde på at tage en bajer, hvis jeg vågner
om morgenen og har dårlige nerver, for så får
jeg det bedre.
Birgitte Korsgaards uro betyder også, at hun
nødigt går udenfor lejren. Højst hver anden
måned tager hun bussen til Thisted, og så er det
fordi hun skal til læge, til møde i kommunen
eller skal købe noget, hun ikke kan få i lejren.
Men selvom hun tager sit pæneste tøj på og gør,
hvad hun kan for at rense sine negle for snavs
fra køkkenhaven, kan hun mærke folk kigge på
hende, når hun sidder i bussen eller går rundt i
Thisted.
- Jeg bliver altid nervøs, når jeg skal ud. Jeg
føler mig som ’hende fra lejren’, og det bryder
jeg mig ikke om. Faktisk generer det mig så
meget, at jeg ikke kan sove om natten en uge
inden, at jeg for eksempel skal til møde med
kommunen.
- Jeg synes, at verden udenfor er blevet
mere og mere overfladisk og materialistisk,
og det kan jeg slet ikke leve med. Men her er
du god nok ligegyldig hvordan du er. Du kan
blande dig med andre eller lade være, du kan
hjælpe til i butikken eller lade være, hvis du
har en dårlig dag eller har tømmermænd, og du
er stadig en del af fælleskabet.
Det bedste for Birgitte Korsgaard er nok,
at hun i lejren kan bruge sine kreative evner.
Hun har stort set alle slags grøntsager og mange
bær i sin køkkenhave. Hun sylter og fryser til
vinteren og synes altid, at hun har travlt. Lige
nu har hun 15 kilo bær, der skal syltes og flere
rækker rødbeder, der skal op af jorden.
- Jeg får ikke løn, men jeg har glæden ved at
se mine ting vokse op, ved at bruge det og give
noget af det til andre. Jeg er ved at udvikle
et sødestof af en urt, jeg har i min køkkenhave. Det skal bruges i marmelade til folk med
sukkersyge, forklarer Birgitte Korsgaard, der
mener, at Thylejren er det bedste sted i verden.
- Før var mit liv kaos, men i dag er jeg stort
set glad og tilfreds. Da jeg boede udenfor lejren,
måtte jeg tage nervepiller for at dulme min uro,
men det behøver jeg ikke mere. Og jeg tager
aldrig herfra. Jeg er så småt begyndt at indrette min have, så der er mindre køkkenhave
og mere græs, så den er lettere at holde, når jeg
bliver gammel. |

En del af et fællesskab
Birgitte Korsgaard har det bedst med at være et
sted, hvor der godt må være støv, og hvor man
ikke bliver vurderet på ydre ting.
HUS FORBI
| nr. 12 december 2013 | 17. årgang | 21
THY
ryge hash, og det var også mere
accepteret blandt beboerne i
Thylejren.
- Hash har altid været en del
af kulturen heroppe, og mange
ryger og dyrker selv hamp. ’Hellere ryge en joint end at tage
hårde stoffer’ er holdningen. Og
det er jeg enig i. Jeg fandt jo ud
af, at jeg blev rolig, når jeg røg,
hvor jeg ellers tit var stresset.
Dyrt at bo uden for lejren
Svært at leve udenfor
Når man vokser
op i Thylejren,
lærer man at
holde sig fra druk
og hårde stoffer. Men det kan
være svært at få
en tilværelse til at
fungere uden for
lejren, lyder det
fra 20-årig beboer
22
af Birgitte Rørdam
foto: Eik Ommedal
20-årige Leo Vestergaard Rasmussen er født og opvokset i Thylejren. Efter et års ophold udenfor lejren, hvor han startede på
teknisk skole for at blive gartner,
vendte han hjem igen.
Han fandt ud af, at han ville
vente med at tage en uddannelse.
I dag bor han med sin kæreste i
et sort træhus, som han er ved at
renovere. Leos familie - mor, søster
og far - bor i andre huse i området.
Og Leo Vestergaard Rasmussen er
ikke i tvivl om Thylejrens kvaliteter. Han elsker friheden og menneskerne i lejren, og han mener, at
det har gjort ham til et stærkere og
klogere menneske at bo der.
- Jeg har jo ikke selv valgt at
vokse op som Thylejr-barn, men
| HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang
jeg er utrolig glad for det. Det har
givet mig en indsigt, som ikke
mange på min alder har, siger han
og fortsætter:
- Da jeg var lille, havde min far
et værtshus i vores have, og der så
jeg på tætteste hold, hvad der kan
ske med folk, når de drikker for
meget og tager hårde stoffer. Jeg
brød mig ikke om den måde, de
forandrede sig på. Men det lærte
mig, at jeg skal holde mig langt
væk fra den slags misbrug. Livet
i lejren lærte mig også, at der skal
være plads til alle, uanset hvem
de er.
Blev set ned på
Leo Vestergaard Rasmussen oplevede tidligt selv at blive set ned
på, fordi han kom fra Thylejren. Da
han begyndte i skolen i Frøstrup,
mødte han voksne, der mente, at
han var en hippie, der tog hårde
stoffer. Mange forældre ville ikke
have, at han legede med deres
børn, med mindre det foregik
hjemme hos dem. Og selv der var
de på vagt. Også andre voksne
udefra kom med kommentarer til
ham.
- Det var meget ubehageligt at
blive mødt sådan, og jeg tror, at
det fik mig til at holde endnu mere
af lejren, fordi jeg syntes, at jeg
skulle forsvare det, jeg kom fra.
Da Leo Vestergaard Rasmussen var 11 år, blev hans et år ældre
bror dræbt, da han kørte ind i en
lygtepæl på en scooter. Det var tæt
på at vælte Leo omkuld, og han begyndte at drikke og ryge hash. Efter to år droppede han alkoholen,
blandt andet fordi han havde set så
mange triste skæbner gennem sin
opvækst. Men han fortsatte med at
Unge i Thylejren, der gerne vil
have en uddannelse, er ofte nødt
til at flytte fra lejren. Sådan var
det også for Leo Vestergaard
Rasmussen, da han besluttede,
at han ville være gartner. Han
flyttede i et lejet hus i Skjoldborg uden for Thisted og startede på teknisk skole. Det viste
sig imidlertid, at skolen ikke
var det, han havde regnet med,
for basisåret handlede mere om
landbrug end om gartnerfaget.
Så efter et halvt års skolegang
besluttede han at flytte hjem til
Thylejren igen.
- Det koster mange penge at
bo udenfor lejren, blandt andet
fordi huslejen er dyr. I øvrigt
krævede udlejeren, at græsset
skulle slås en gang om ugen af
hensyn til naboerne. Jeg var
ikke vant til, at folk omkring
mig blandede sig i min måde at
leve på, og det skræmte mig nok.
Leo Vestergaard Rasmussen
har, siden han kom tilbage til
lejren, arbejdet på at renovere
sin mors gamle træhus. Et projekt, der kan tage et par år, fordi
huset er stort, og det går langsomt, når man ikke har mange
penge og selv skal lave det hele.
Men Leo Vestergaard Rasmussen nyder det, og lige nu er han i
gang med at tætne væggene med
rockwool for at gøre huset klar
til at modstå vinterens fugt og
kulde.
- Det gode er, at man her kan
have et hus, selvom man ikke
har mange penge, og sådan er
det for mange, der bor her. Men
det er også svært at få et job,
når man kommer fra Thylejren.
Mange tror ikke, at vi møder
til tiden, eller at vi overhovedet dukker op. Desuden er man
næsten altid nødt til at have
kørekort og bil, fordi afstandene
er så store. Jeg har levet af kontanthjælp, siden jeg stoppede på
teknisk skole, men har lige fået
kørekort, og nu håber jeg, at jeg
kan få et job.
Thy-tid
Leo Vestergaard Rasmussen
vil på et tidspunkt genoptage
uddannelsen som gartner, men
næste gang vil han søge ind på
en skole i Aarhus. Hvornår, ved
han ikke, men han ved, at det
kan give ham problemer, fordi
tempoet i samfundet er højt
sammenlignet med det, han er
vant til.
- Vi har vores helt eget
tempo i lejren, også kaldet Thytid. Hvis jeg har en aftale om
at møde en kl. 14, kan klokken
sagtens blive 15, eller det kan
blive udsat til dagen efter. Det
er normalt her, og derfor kan
det godt være skræmmende
med Aarhus, hvor jeg skal passe
skolen, tjene penge ved siden af
min SU for at klare mig økonomisk, holde min lejlighed pæn
og i det hele taget leve op til en
masse ting, jeg ikke er vant til.
Men alligevel har jeg besluttet,
at jeg vil prøve det.
Også opgaverne i lejren kan
i perioder gøre Leo Vestergaard
Rasmussen stresset. Der skal for
eksempel være brænde nok til
vinteren. Det arbejde strækker
sig over nogle måneder, fordi
økonomien kræver, at han køber
hele stammer, der skal saves
og kløves. Desuden ender han
ofte med at skulle hente vand i
værtshuset Svampen om vinteren, fordi vandrørene fryser til.
- Jeg ved ikke om, det er
fordi, jeg er vokset op her, men
jeg er ikke god til at have travlt,
og jeg får nemt tankemylder.
Derfor ryger jeg stadig nogle
joints hver dag, for det får mig
til at slappe af, siger han og
fortsætter:
- En god dag er, når jeg har
hugget brænde, fodret vores får
og kaniner og været et smut i
butikken for at tale med andre
om, hvad de laver. Og så hjem og
hygge mig og slappe af. Det er
det enkle liv, hvor alle hjælper
hinanden og ingen stresser over,
at haven ikke er nytrimmet. Det
liv holder jeg så meget af, at jeg
nok vender tilbage til lejren, når
jeg er blevet gartner og har fået
børn. |
Den
Mobile
Retshjælp
En retshjælp der ved noget om
hjemløse og andre udsatte mennesker...
Hvordan hjælper Den Mobile Retshjælp?
Frivillige medarbejdere giver gratis, juridisk hjælp pr. telefon, e-mail
eller ved direkte henvendelse på adressen
Store Torv 9, 8000 Aarhus C.
Enhver henvendelse er anonym – du skal ikke opgive
personnummer eller adresse.
Det kan du f.eks. spørge om:
• Har kommunen mulighed for at tage min kontanthjælp?
• Må min ekskone hindre børnene i at besøge mig?
• Kan jeg få hjælp til en lejlighed?
Den Mobile Retshjælp • Store Torv 9, 8000 Aarhus • Tlf.: 72 11 90 77
• [email protected]
Den Mobile Retshjælp - i samarbejde med
SAND – De hjemløses landsorganisation
Charlottenborg
Flemm
ing Q
uist M
Plaka
tapete øller
11.10.1
t
3 – 12
. 0 9 . 20
14
den
n c er t . 0 0
o
k
g
4
to
plaka r måned 1
s
i
t
a
r
e
G
hv
dag i
n
ø
s
.
2
Kunsthal Charlottenborg
Nyhavn 2 – 1051 København K
Information +45 3374 4639
www.kunsthalcharlottenborg.dk
HUS FORBI
Åbent tirsdag til søndag 11 – 17
(onsdag 11 – 20)
Fri entrè hver onsdag 17 – 20
| nr. 12 december 2013 | 17. årgang | 23
Ib Maack, som Hus Forbi har fulgt de sidste to år, er tilbage
i København efter sit andet ophold på et alkoholbehandlingssted i Jylland. Han kommer næsten hver dag på et værksted
på Kofoeds Skole, og så sælger han Hus Forbi, når han har
lyst. Og alkoholen … den synes han omsider, han har godt
styr på. Den fysiske og psykiske trang har sluppet hans krop.
hænger sammen med, at jeg ved, at jeg har det
meget bedre, når jeg vågner om morgenen uden
abstinenser. Det vejer tungere på vægtskålen.
Hvordan tør du overhovedet drikke én øl?
- Hvis jeg drak ti øl på én gang, ville jeg
vælte rundt som en anden konfirmand. Men
jeg ved ikke, hvilken af de to slags misbrugskonsulenter, der har ret, for det hele beror jo
på påstande. Der er én gruppe, som siger: ’Nå,
nu drikker Ib en øl, og så er han gået i hundene
igen,’ mens en anden gruppe siger: ’Okay, Ib
drak tre øl i fredags, men han holder op med
at drikke igen, og nu har han ikke drukket i 14
dage, så han har bare haft et slip den ene dag.’
Hvad tænker du selv?
- Jeg tænker, at det er den sidste model, jeg
vil leve efter. Jeg havde på forhånd konkluderet, at jeg slet ikke kunne forestille mig et liv,
hvor jeg resten af livet ikke måtte røre noget
alkohol overhovedet. Og jeg synes også selv, at
det er en realistisk holdning at have.
Jeg
har det
faktisk
pragtfuldt!
Alle mulige mærkelige tiltag
Ib har lagt alkoholen bag sig og
er tjekket ind på Kofoeds Skole
af Birgitte Ellemann Höegh
foto: Lars Ertner
- Hvor skal vi sidde? spørger journalisten Ib.
- Hvad synes du selv? lyder svaret.
- Dér, hvor du har det bedst, svarer journalisten.
- Det bliver fandeme dyrt. Har du bil med?
spørger Ib og kigger op med et skælmsk blik.
Vi er på Kofoeds Skole på Amager, og Ib
Maack har faktisk tænkt over, hvor interviewet
skal foregå henne og lånt et lokale, hvor han
har stillet en hel kande kaffe klar til Hus Forbi.
Han er i topform - har taget et par kilo på, som
har givet ham rundere kinder over et velplejet
rødt skæg. Han har en poloshirt på og et par
cowboybukser, hvori der nærmest kan spores
pressefolder.
Tænker man tilbage på dagene for halvandet
år siden, hvor Ib hver gang, han mødtes med Hus
Forbi, var i et rasende humør udløst af årgangsøl
og frustrationer, så er det en helt anden version
af Ib, vi møder i dag. Men han har bevaret sine
skæve formuleringer, og når han bliver spurgt
ind til sin hverdag i dag, holder han lange pauser, inden han svarer. Så kigger han skeptisk op
og ligner én, der synes, de spørgsmål, han bliver
stillet, er komplet tåbelige.
Men spørgsmålene skal nu en gang til, for at
24
| HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang
vi kan blive klogere på, hvor Ib er i dag - efter to behandlingsforløb i Rold Skov og et nyt
hjemmeliv i København gennem de sidste tre
måneder.
I Rold Skov kom han i gruppeterapi igen
og fik omsider sluppet sin fysiske og psykiske
afhængighed af alkoholen. Tilbage i København henvendte han sig på Sygeplejeklinikken
på Sundholm, hvor han gik til en slags viderebehandling inkluderende terapi og akupunktur
hos en frivillig behandler, men det sluttede
brat, fordi Sundholm ikke vurderede, de havde
økonomi til at forsætte ydelsen i det hele taget.
- Jeg fandt ud af, at der var meget stor forskel på terapeuterne i København og Rold Skov,
fordi problemet blev anskuet på to forskellige måder. Kort og meget groft sagt, så havde
terapeuterne i Jylland ikke nogen personlig
baggrund for at sætte sig ind i problematikken,
men en mere teoretisk baggrund og gav udtryk
for, at de aldrig drak, mens den terapeut, jeg
fik i København, indtog alkohol, som alle andre
mennesker gør, og var meget mere forstående
og imødekommende og havde nogle gode konkrete råd til, hvad jeg skulle gøre, siger Ib.
Han mener, at det vil være optimalt, at en
behandler indenfor alkoholbehandling selv har
været misbruger.
- For så behøver man som klient ikke for-
klare, hvordan man har det. Men for to år siden
tog jeg jo bare til Nordjylland og vidste ikke en
skid om, hvad der dur og ikke dur. For jeg havde
ikke noget at sammenligne det med, men da jeg
kom i behandling i København, fik jeg en klar
fornemmelse af, at der er himmelvid forskel.
Nu står Ib på egne ben for første gang længe
uden hjælp fra hverken Sygeplejeklinikken,
Rold Skov eller hans sagsbehandler, Sisse.
- Ja, Sisse forlod ’Ibs strikkeprojekt’, så snart
jeg kom til København. Og det har jeg det fint
med. Jeg har det faktisk pragtfuldt og har taget
det som lidt af en ferie, efter jeg er kommet
hjem. Jeg kan gøre, lige hvad fanden jeg vil, og
skal ikke nå så meget. Det sidste, jeg talte med
Sisse om, var, at jeg tog på Sundholms Sundhedsklinik hos den her sprut-terapeut, og hvis
jeg fik tilbagefald, måtte jeg kontakte hende
igen.
Hvordan går det med at holde dig fra alkoholen?
- Ja, men nu har jeg lavet formuleringen:
Jeg drikker stadig, men det er bare sjældent.
Siden Rold Skov kan jeg måske lige komme op
på ti øl samlet. Det har været i situationer, hvor
jeg har mødt nogle mennesker, jeg ikke har set
i lang tid, og så har vi drukket en øl og sludret
om, hvad der var sket. Men det er ikke noget,
der har ført til, at jeg har haft lyst til at drikke
ti mere eller dagen efter igen. Jeg tror, det
Hvordan er det pludselig at have en klar hjerne igen
med mere tid, nu det hele ikke går med alkohol?
- Jeg får set noget mere tv. Og det er jo
meget afstressende i sig selv, og så begynder
jeg højst sandsynligt med alle mulige mærkelige tiltag. Jeg er for eksempel begyndt på et
computerkursus på Kofoeds Skole. Jeg er nødt
til at sætte mig ind i, hvordan computeren
fungerer, for sådan er vores samfund skruet
sammen i dag. Så det er næsten med en arm på
ryggen. Og på torsdag skal jeg på Københavns
Auktioner. Jeg har gået på auktioner tidligere
i mit liv, og det er en lille sportsgren i sig selv.
Det kan jo være, jeg kan gøre en god handel!
Det er partivare-aktioner, jeg er interesseret i –
alt fra snørebånd til klipklappere og sutter. Og
hvis jeg skal skrive den bog, jeg går og skriver
ned til, så skal jeg snart tage en beslutning om,
hvornår den skal slutte. Den er ikke sluttet
- Jeg kunne godt tænke mig
et højskoleophold, men jeg ved
endnu ikke, hvad det skal indeholde. Det skal jo nok ikke være
portvinsfremstilling.
Ib har lært om at bruge computer på Kofoeds Skole.
endnu! Der kommer hele tiden noget nyt. Og så
er al min tid sådan set brugt.
Alt i alt lyder det hele jo som om, det er i
den skønneste orden for Ib, for sådan føler han
det. Men når man spørger ind, er der dog én
last, han ikke er kommet til livs endnu. Det er
hans hashmisbrug.
- Da hashen kom ud af kroppen, sov jeg ad
helvedes til, og på behandlingscentret i Arden
fik jeg et præparat, der gav noget ro og bevirkede, at jeg kunne sove hele natten uden at vågne
fem gange. Men efter jeg er kommet hjem, er
jeg begyndt at komme på Christiania igen, og
dér ryger jeg stadig hash, men det er ikke hver
dag.
Ønsker du at slippe hashen?
- Det ville jeg da gerne. Tænk ikke at være
afhængig af noget som helst! Men det kan ikke
nytte noget at vende tilbage til Rold Skov, for
de ved intet om hash. For eksempel spurgte en
af terapeuterne mig en dag, om der er forskel
på hash, og når en terapeut stiller mig det
spørgsmål, er jeg klar over, at vedkommende,
jeg sidder overfor, intet ved om det.
Ibs hverdag er hovedsageligt bygget op af
en formiddag, hvor han tjener penge på at samle rawlplugs på Kofoeds Skole, og så indimellem
avissalg, som han kalder for et stykke godt foreningsarbejde, om eftermiddagen. Han spiser
stadig varm middagsmad på byens varmestuer.
Om aftenen nøjes han med en sandwich i sin
lejlighed, som han i øvrigt gerne vil købe lidt
flere møbler til.
Om et par måneder er der et afsluttende
efterbehandlingsforløb på Rold Skov, som Ib
overvejer at tage over til. Men han skal selv
betale for tog og ophold, så derfor vil han lige
finde ud af, om opholdet giver mening for ham.
Han har nemlig andre tiltag i tankerne …
- Jeg kunne godt tænke mig et højskoleophold, men jeg ved endnu ikke, hvad det skal
indeholde. Det skal jo nok ikke være portvinsfremstilling, slutter Ib og kigger prøvende op
og tilføjer:
- … for jeg håber virkelig ikke, jeg får et
tilbagefald. |
Efter dette interview er Ib Maack startet i aktivering
på Kofoeds Skole.
Ibs kamp mod alkoholen, kort fortalt
Ib Maack har levet et liv med
periodevist alkohol- og hashmisbrug
siden 20 års-alderen og har på eget
initiativ siden efteråret 2011 kæmpet
en sejlivet kamp for at komme ud af
sine misbrug.
Undervejs blev Ibs fysiske tilstand værre. Han har været indlagt
adskillige gange på sygehuset med
vejrtrækningsbesvær og vågnede
dagligt op med abstinenser, hoste og vejrtrækningsproblemer. I
første omgang foretog han en lang
vandring gennem det kommunale
system for at blive indstillet til den
rette behandling. Det tog cirka et
halvt år, hvor Ib mødte op på forskellige socialkontorer, alkoholenheder
og jobcentre i København for i maj
2012 at få bevilliget et ophold på Blå
Kors Rold Skov, et behandlingscenter
for alkoholikere og stofmisbrugere i
Nordjylland.
Hus Forbi har fulgt Ibs vedholdende kamp, hvor han er blevet
sendt fra det ene kontor til det andet
og har skullet starte forfra med at
berette sin lidelseshistorie, hver gang
han blev præsenteret for en ny sagsbehandler. Indimellem er han gået
forgæves, fordi sagsbehandleren har
været syg. Han har oplevet, at hans
sagsmappe har været forsvundet, og
han er også selv udeblevet fra et par
møder.
Men i betragtning af, at Ib på
daværende tidspunkt drak omkring
ti halvliters stærke øl og røg fire
joints om dagen, har han været
vedholdende i forhold til mødepligt.
Undervejs i forløbet begyndte en
socialmedarbejder fra aktivitetscenteret på Sundholm, Sandra, at hjælpe
Ib. Hun mødtes med ham næsten
dagligt på Sundholm og var med Ib
til møder i Voksenteam, Alkoholen-
heden og Licitationsudvalget. Ib har
mange gange beskrevet det, som har
han kæmpet mod den russiske hær,
og derfor så han det som en stor
foræring, at Sandra trådte til. I juni
2012 tog Ib toget til Blå Kors Rold
Skov, hvor han blev i tre måneder.
Hus Forbi var der i juli 2012, hvor
han fortalte om sin afrusning og
begyndelse på behandlingscenteret,
som vi bragte i avisen og på nettet.
Siden har han været i København
igen, fordi han fik et tilbagefald, og
kom så tilbage til Rold Skov igen i
januar 2013 og afsluttede sin behandling. |
Det har været en lang vandring for
Ib at få styr på sit alkoholforbrug.
HUS FORBI
| nr. 12 december 2013 | 17. årgang | 25
Et godt år
med de flinkeste folk
Følgende er nu i Hus
Forbis bestyrelse:
Jørgen Brohus, Ole
Skou (formand), Henrik
Pedersen, Ove Abildgaard
(næstformand), Jimmy
Rohde, Henrik Jacobsen
(suppleant), Jim Lynger
(suppleant), Rasmus
Wexøe Kristensen
(sekretariatsleder) - ikke
medlem af bestyrelsen,
John Hansen (suppleant),
Ask Svejstrup (suppleant)
og Chopper.
Fra vor egen verden: Hus Forbi holdt generalforsamling den 23. September 2013.
Formand Ole Skou så i sin beretning tilbage på et år, hvor Hus Forbi har haft stor succes
af Ole Skou
foto: Lars Ertner
Det forgangne år er forløbet over al forventning. De mål, vi satte os på sidste generalforsamling, er nået.
Jeg kan kun udtrykke den allerhøjeste ros
til alle vores sælgere for den aktive og positive
indsats, de har ydet de forgangne år. Det er bestemt også blevet påskønnet, for eksempel med
udnævnelsen til ’Årets fucking flinkeste’ borgere af Alt Om København. Det er et bevis på,
hvor meget det betyder, at sælgerne er positive,
venlige og ordentlige over for kunderne.
Også en stor ros til en frivillig og hårdt
arbejdende bestyrelse, der løbende har skabt
rammerne om organisationen og truffet så
mange væsentlige beslutninger om økonomi,
drift og avisens indhold.
Bestyrelsesarbejdet er foregået i ro og orden
– i en positiv stemning. Alle beslutninger er
stort set truffet i enighed! Når jeg nævner det,
så er det fordi, enighed i Hus Forbis bestyrelse
på ingen måde er en selvfølge. Vi har tidligere
haft mange kampe, frustrationer og uenighed
i bestyrelsen, men i de forgangne to år har vi
haft en unik ro, som forplanter sig ud i organisationen. Det er ikke det samme som, at vi altid
har været enige, men de mange gode diskussioner er altid endt med beslutninger, der kunne
føres ud i den praktiske hverdag.
Den praktiske hverdag ligger jo i sekretariatet, som har arbejdet hårdt. Men jeg oplever
alligevel kun glæde, engagement og arbejdslyst
i sekretariatet. En stor tak for det.
rede omkostninger og forøget salg. Vi har nu
atter fået konsolideret vores formue, så vi kan
modstå dårlige tider. Det er godt købmandskab
og betyder i realiteten, at Hus Forbi nu er helt
UAFHÆNGIG.
Vi har forladt Danske Bank, fordi banken
kræver et særligt abonnement på 300 kroner
fra sine fattigste kunder. Vores indestående er
spredt i flere banker med beløbsstørrelser, der
er omfattet af statsgarantien for banker. Det
betyder, at vi ikke kan miste penge på grund af
bankkrak.
Vi har ud over konsolideringen også et overskud for det forløbne år på over to millioner
kroner inklusive gaver og donationer.
Der er aldrig solgt så mange aviser, hverken
på årsbasis eller på månedsbasis, hvor december 2012 blev den største nogensinde målt på
antal solgte aviser: 108.315 styk.
Hjælpefond
Vi har besluttet at hensætte 800.000 kroner til
en Hus Forbi hjælpefond, der kan yde en uformel hjælp til nødstedte nuværende og tidligere
sælgere.
I det forgangne år har vi prioriteret aktiviteter for sælgerne højt og i regnskabet understreges dette også af, at udgiften på denne konto
er gået fra 45.000 til over 120.000 kroner. Vi
Kvalitet
Selvom vi i mange år haft en god avis, så oplever jeg en løbende kvalitetsforbedring. Vi har
nu et redaktionelt indhold, som roses fra alle
sider for vores faglighed og saglighed. Avisen
læses ud over vores mange kunder også af de
fleste politikere og beslutningstagere. I min
politiske hverdag kan jeg gang på gang konstatere, at vi har fået en reel rolle som fortaler for
de hjemløse og udsatte og dermed også er med
til at sætte den socialpolitiske dagsorden. Så
stor tak til alle de engagerede medarbejdere i
redaktionen.
Alle disse faktorer, sælgere, bestyrelse, sekretariat og redaktion, er basis for den positive
situation, vi nu befinder os i.
Revisonen angiver årsagen som reduce-
26
| HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang
Formand Ole Skou roste især Hus Forbis sælgere
for den gode gænge, foreningen er inde i.
ønsker at fortsætte denne udvikling også uden
for København.
Vi er meget glade for den lyst, vi møder hos
sælgerne til at engagere sig i deres forening og
deltage i førstehjælpskursus og andre aktiviteter.
Bestyrelse og salgsafdeling har haft meget
fokus på at få styr på det ulovlige salg, og her
er der lagt rigtig mange ressourcer. Salg af Hus
Forbi skal forsat været tilskud, som gør hverdagen lidt nemmere og har positive sideeffekter for hjemløse, tidligere hjemløse og socialt
udsatte.
Det har været vigtigt for os at fastholde, at
Hus Forbi er et socialt projekt for mennesker,
der har en væsentlig tilknytning til Danmark
og har et eller flere sociale problemer. Derfor
har vi taget denne situation meget alvorligt.
Vi har udviklet en løsning, der begrænser
mulighederne for at købe så mange aviser, at
der kan foregå et organiseret videresalg til
ulovlige sælgere, og vi har over hele landet
gennemført test og re-visitation af sælgere, som
vi ikke mente hørte til i målgruppen som Hus
Forbi-sælgere.
Socialt projekt
Situationen med ulovlige sælgere eksisterer
stadig og vil, som jeg også sagde sidste år,
formentlig altid gøre det, men vi mener, at vi
nu har bedre styr på og kontrol hermed, end vi
nogensinde før har haft.
Dette vil vi fortsat prioritere meget højt,
fordi vi mener, at det er vores pligt at passe på
projektet Hus Forbi, og vi vil på ingen måde
sætte den goodwill på spil, som sælgerne hver
dag kæmper for at opretholde om projektet Hus
Forbi. Hus Forbi distribueres fra herberger, varmestuer og væresteder for hjemløse og socialt
udsatte.
Vi har i den forløbne periode afholdt et
to-dages seminar for distributørerne i Skanderborg. Det har været et ønske at inddrage distributørerne i udviklingen af Hus Forbi, fordi vi
også mener, at disse er et meget vigtig element
for Hus Forbi og i sidste ende sælgerne, så der
så let adgang som mulig til at købe aviser.
Vi har været til stede ved en lang række arrangementer til fordel for hjemløse og udsatte i
hele landet.
Vi forsætter med at lede efter muligheder
for at inddrage sælgerne, og vi har i det forgange år endeligt og fuld hjemtaget admini-
strationen af abonnementerne, og vores egen
distribution af avisen udbygges fortsat. Der
leveres nu kun til seks distributører ud af 38
med fragtmand.
Hele Danmark
Vi er stolte af, at vi har nået et hovedmål,
nemlig at få etableret et kontor i Jylland. Vi
ville gerne være endnu mere fysisk tilstede i
Aarhus, end vi har været. Dette hænger hovedsageligt sammen med personalesituationen,
hvor den medarbejder, der havde kontakten
med Aarhus, har været på orlov. Det kan være,
vi skal tænke i flere og andre måder at udnytte
det super gode samarbejde, vi allerede har med
værestedet i Aarhus, hvor vi også har fået lov
til at have kontor.
Vi har også brugt mange ressourcer på at
etablere en kultur med faste månedlige sælgermøder flere steder i landet, og der har i det
forgangne år været afholdt faste sælgermøder i
Aarhus, Aalborg og Odense. Dette er dog en af
de målsætninger, som vi ikke helt kan sige er
lykkedes, som vi havde håbet. Det har vist sig
som en stor udfordring at få de jyske og fynske
sælgere til at møde op til sælgermøderne. Det
er dog vores indtryk, at det går fremad, og
fremmødet vokser, men det tager lang tid. Der
kommer i snit mellem 10 og 15 sælgere per gang
til møderne uden for København.
Vi har til gengæld haft gode erfaringer med
at holde halvårlige sælgerrepræsentantmøder,
hvor vi har haft deltagelse fra stort set alle
sælgerrepræsentanter i hele landet, og dette
vil vi meget gerne prioritere at fortsætte med.
Hovedkvarteret i Bragesgade på Nørrebro har
i dette år udviklet sig til at være et sted med
en bred vifte af tilbud til hjemløse og socialt
udsatte i samarbejde med blandt andre sundhedsfaglige frivillige og en dyrlæge.
Desværre har der været en uheldig sag med
en distributør, hvor vi endte med at have et
tab. Det har været afgørende for Hus Forbi at
slå fast, at der ikke ses i gennem fingre med, at
foreningens midler forsvinder, og derfor bliver
sagen retsforfulgt.
Stabilitet
Den succes, vi oplever nu, skyldes primært
sælgerne – men bestemt også den linje, der
har været lagt af bestyrelsen, sikring af ro og
stabilitet.
Bestyrelsen har også brugt meget tid på at
drøfte en ramme for, hvordan vi kunne sikre, at
der kunne være annoncer i avisen. Det har været
fuldstændig afgørende at skabe sikkerhed for, at
der kun bringes annoncer, der kan godkendes af
Hus Forbi i forhold til omfang, format og formål.
Vi har i nu seks måneder haft en forsøgsperiode, og jeg synes, at den trods megen skepsis
viser, at vi er lykkedes med dette projekt –
uden at skæmme avisen. Igen fordi det mere
end noget andet ligger os på sinde at passe
godt på vores avis! For at være helt sikre har vi
imidlertid fået forlænget forsøgsperioden, så vi
endeligt til næste år kan besluttede, om vi skal
forsætte med ordningen.
Vi har også netop modtaget prisen som
'Årets Folkehjælper' af Dansk Folkehjælp, hvor
et par sælgere tog imod prisen og brillerede i
TV2. Ja, vi kan kun glæde os over al den positive omtale.
Det skal også nævnes, at fotograf Helga C.
Theilgaard vandt prisen for bedste foto i alle
hjemløseaviser i verden for 2013.
Fremtiden
Jeg skal til slut nævne et par fremtidige indsatsområder, som vi med jeres opbakning vil
arbejde på i det kommende år.
Vi ved, at digitaliseringen kommer rullende
indover os, uanset hvad vi mener om det, og
det er også et faktum, at mange vil blive hægtet
af i den proces. Derfor overvejer vi, om vi skal
arbejde på at etablere et projekt, man kunne
kalde 'Digital Sjasen'. Der vil vi kunne servicere
hjemløse og socialt udsatte med alt inden for
den digitale kommunale verden, som e-mail,
NemID, Netbank, Job-net og andre tiltag - og
måske endda hjælpe med administration og
betaling af udgifter, såfremt det måtte ønskes.
Der vil formentlig være muligheder for at søge
midler til driften, da det jo egentligt er en offentlig opgave.
Vi vil også gerne arbejde på at etablere et
refugium for hjemløse og måske også anskaffe
en grund, hvor hjemløse kan slå sig ned uden at
have politiet i nakken.
Ja, der ligger mange spændende projekter
foran os, men også masser af hårdt arbejde.
Derfor håber jeg også, I her på generalforsamlingen vil vælge nogle kompetente personer
til den ny bestyrelse – og en visionær bestyrelse, der kan fortsætte udviklingen med stabilitet
og ro. |
HUS FORBI
| nr. 12 december 2013 | 17. årgang | 27
| mindeord |
Forkæmper for hjemløse død
HAR DU TID TIL EN SNAK OG EN KOP KAFFE?
DET KENDER VI NOGEN HJEMLØSE, DER OGSÅ HAR!
Aksel Beldring, en af de store kæmpere for de hjemløse og udsattes rettigheder, er død
af Preben Brandt og Ole Skou
Hilste på alle
Da Aksel i de første måneder af sin
ansættelse ofte tog en spadseretur
rundt mellem husene på Sundholm,
kunne man se, at han ikke bare hilste
på alle, men også lagde vægt på ikke
blot at hilse, men også at tale længe
med alle beboerne.
Nogle af de unge hjemløse kunne
man se, at han hilste ekstra hjerteligt
på. Dem kendte han i forvejen fra
sin tid på Nærumgård. Han havde
selvfølgelig ønsket at det var gået
dem anderledes, fortalte han. Men
han viste også, at de, der ikke havde
lykkedes med at komme fri af deres
problemer og vanskeligheder, havde
en absolut ret til at blive mødt med
respekt. Det var ikke kun mønsterbryderne, der skulle have vores
interesse.
Denne holdning førte til, at
han vovede at vende op og ned på
de traditioner, som prægede det
stive, hierarkiske og bureaukratiske
institutionsliv. Når der havde været
konflikter mellem medarbejdere og
beboere, blev der sendt en rapport
til inspektøren med en anbefaling af
en sanktion. Det var medarbejderen,
der beskrev hændelsen og kom med
forslaget til, hvad der skulle gøres.
Monopolbrud
Aksel insisterede på også at tale med
beboeren og høre sagen, som den så
ud fra hans eller hendes side. Aksel
brød et monopol, hvor rettighederne
til at udtale sig og tage beslutningerne alene lå hos medarbejderne.
Sådan et brud på et magtprivilegium
fører sjældent til tilfredshed hos
dem, der sidder med magten. Eller
hos dem, der bare ønsker sig ro og
orden. Aksel gjorde sig med sin kritik
og sine initiativer ikke populær i
Københavns Kommunes socialforvaltning.
Men Aksels ambition gik videre.
Sammen med enkelte andre satte
han gang i at få hjemløse til at orga-
Bliv
nisere sig, så de kunne få indflydelse
på deres egne vilkår. Det kan man
godt opfatte som den spæde begyndelse til SAND og Hus Forbi.
Efter at være gået på pension
flyttede Aksel med sin hustru Lis til
Strib ved Middelfart, så han fra en
position midt i landet havde nogenlunde lige langt til sine børn. Men
selv som pensionist var Aksel aktiv
lige til det sidste. Han involverede sig
bl.a. i lokal-tv i Strib og deltog ofte
sammen med de hjemløse i SANDs
temadage på Fyn.
Aksel var ikke bare en ildsjæl,
men også en kæmpe, som man
bør huske, og som bør stå som et
forbillede for en idealistisk måde at
behandle hjemløse på.
Han har sat sig spor, men fik aldrig
den anerkendelse, han havde fortjent
fra sin arbejdsgiver, Københavns
Kommune, men den er vi mange
andre, der gerne vil give ham. |
så gir’ vi kaffen
Preben Brandt, formand for Projekt
Udenfor og tidligere formand for Rådet for Socialt Udsatte, og Ole Skou,
formand for Hus Forbi og hjemløsejurist i SAND.
Du vil møde en hjemløs eller udsat som er tilknyttet et af Missionen blandt
Hjemløses herberger eller væresteder i København.
Læs mere på hjemlos.dk
Kontakt Rikke Prip Estrup på [email protected] el. 31 38 28 24
Musikere bag Storpotefonden støtter hjemløses hunde
af Poul Struve Nielsen
Hus Forbi har i disse måneder
fokus på hjemløse og deres hunde,
som er tema for hjemløsekalenderen 2014. Kalenderen kan købes
netop nu af vores sælgere for 50
kroner. Sælgeren får 30 kroner.
En trofast støtte, som hjemløse
med hunde kan regne med, er den
engelske singer/songwriter Bo Callaby og digteren Bea Nielsen. De
har optrådt til gavn for hjemløse
i mange sammenhænge som Bo
Callaby & Friends. Sammen står
de også bag Storpotefonden, som
hjælper hjemløse med hunde.
- Vi ønsker, at der er flere steder, hvor hjemløse kan have deres
hunde med. For hjemløse er det
ikke ’bare en hund’. Det er måske
det eneste levende væsen, de virkelig føler, at de kan stole på, siger
Bea Nielsen til Hus Forbi.
Hun tilføjer:
- Vi har givet over halvdelen af
vores lille pulje til et behandlingssted, hvor man må have hund,
men hvor man manglede et sted,
hundene kunne være, mens ejeren
deltager i aktiviteterne.|
r
Man kan læse mere på facebooksiden ‘Homeless og Storpotefonds.’
overnatning i aarhus
Aarhus Kommune og Blå Kors er
blevet enige om, at Blå Kors kan
leje en kommunal bygning ved
Spanien (sådan hedder gaden, som
er kendt for at huse den gamle
svømmehal) til et nødherberg for
især udenlandske hjemløse.
n
di
e
afælg
en i-s
d
b rb
K ø fo
s
hu
MISSIONEN
BLANDT
HJEMLØSE
foto Mette Kramer Kristensen
foto Holger E. Henriksen
| HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang
Du:
• Har lyst til at møde et menneske, som lever på kanten.
• Giver et par timer om måneden, og får et helt særligt venskab igen.
• Er positiv og tolerant overfor mennesker, som oplever
verden anderledes end dig.
• Gør en positiv forskel for et medmenneske med få resurser.
• Får relevante og opkvalificerende kurser og sparring, samt bliver en
del af et større frivilligkorps i Missionen blandt Hjemløse.
De hjemløses hunde
skal ind for fuld musik
Liff Magelund Larsen,
sælger nummer 313, er død
28
Som frivillig netværksven besøger du et par gange om måneden
en hjemløs eller socialt udsat i København. Sammen laver i
hyggelige og sociale aktiviteter, drikker kaffe, deler røverhistorier,
går ture eller tager en tur i Zoo.
Bo Callaby og Bea Nielsen hjælper hjemløse og deres hunde.
En af pionererne
For mange af Hus Forbis
læsere har hun i flere år optrådt
som Lykkens Gudinde. Det var
nemlig Liff, der trak lod og fandt
vinderne blandt de indsendte
svar på Hus Forbis X-ord og
Dusaduku.
Liff blev født i 1954 på Lolland. Hun arbejdede i mange år
som buffist på færgen mellem
Rødby og Puttgarten, og siden
kom hun også længere sydpå,
idet hun arbejdede som langturschauffør på de sydeuropæiske
motorveje.
Liff med sin eksmand Peter.
Det er sagt om Liff, at hun
hellere skiftede motor på en bil end lavede mad. Hendes liv ændrede sig, da
hun fik en hjerneblødning. Det førte til en nedtur, hvor hun levede på gaden
i København. Hun sov blandt andet på Strøget sammen med sin kæreste.
Siden kom hun på Sundholm. Mens hun boede der, fik hun atter gavn af
sin flair for teknik, idet hun arbejdede på smedeværkstedet. Siden flyttede
hun i en beskyttet bolig.
I Hus Forbi-regi er Liff en af pionererne, som har været sælger fra hjemløseavisens spæde start.
Liff efterlader sig to døtre. |
Hus Forbi
FRIVILLIG
NETVÆRKSVEN
foto Lars Skov, Sjællandske Medier / Frederiksborg Amts Avis
Aksel er desværre død kun 76
år gammel. Han er endnu ikke
begravet, da han på typisk vis har
testamenteret sine jordiske rester til
forskning.
Aksel var de hjemløses og udstødtes store støtte. Han kæmpede
for de udstødtes rettigheder lige til
det sidste.
Mest kendt var Aksel Beldring
nok for sit mangeårige og banebrydende virke som forstander for
forsorgshjemmet Sundholm, men
han var også med til helt fra starten
at knæsætte begrebet brugerindflydelse og var medinitiativtager til
både hjemløseavisen Hus Forbi og
stiftelsen af SAND – de hjemløses
landsorganisation.
Aksel var i mange år forstander på Nærumgård og kom derfra
i begyndelsen af 1980’erne til stillingen som inspektør på hjemløseinstitutionen Sundholm. En rejse fra
at arbejde med det, vi i dag kunne
kalde udsatte børn, til at arbejde
med udsatte voksne. Han havde
selv taget rejsen fra i en del af sin
barndom at måtte bo på børnehjem
og gennem sin uddannelse til lærer
at blive ansvarlig for at sikre en god
hverdag for børn, der ikke kunne
være hjemme.
- Hjemløse fra eksempelvis
Østeuropa fryser jo mindst lige så
meget og har lige så meget brug
for en varm seng i de kolde vintermåneder, som hjemløse med dansk
statsborgerskab har, siger socialrådmand Hans Halvorsen (S).
HJEMLØSEKALENDEREN 2014
er udkommet!
Tema: Hjemløse og deres hunde.
Pris 50 kroner, 30 kroner går til sælgeren.
Kalenderen er udgivet af Hus Forbi
og sælges i november, december og januar.
HUS FORBI
| nr. 12 december 2013 | 17. årgang | 29
Årets værste dag
Julen bliver sjovere for brugerne af det kommunale værested i Jægersgårdgade i Aarhus.
Julelotteriet har doneret 25.000 kroner til
værestedet, og de penge skal bruges på juleaktiviteter.
- Det er fantastisk at få sådan en slat
penge. De skal gå til god mad og varmt tøj til
vores brugere, siger værestedsmedarbejder
Franck Riisfeldt.
Han regner med, at der skal holdes juleaften for en del af beløbet, og at der også bliver
råd til en udflugt til Den Gamle By. Desuden
kan der blive tale om eftermiddage i december
med julebag, konfekt og gløgg. Omkring 100
brugere kommer dagligt i værestedet i Jægersgårdgade, som rummer borgere med misbrugsproblemer eller andre psykiske eller sociale
problemer. Det samlede antal brugere vurderer
Franck Riisfeldt til mellem 200 og 300.
Hus Forbis Aarhus-kontor ligger også i Værestedet i Jægergaardsgade.
Formålet med værestedet er at erstatte
manglende beskæftigelse med meningsfyldte
fællesskaber. Aarhus Julelotteri sorterer under
Lions Club Viby. |
af Peter Rathmann
|off line|
Julepenge
til Værestedet
Mange arrangementer for hjemløse og socialt udsatte juleaften
Julen bærer nok et godt
budskab, men der er også en
bagside af medaljen, hvis man
ser på julen som begivenhed.
Det beskriver korshjælpspræst Jakob Hjørnholm fra
Kirkens Korshær i Horsens, et af
de steder, hvor der bliver distribueret Hus Forbi:
- Den 24. december er årets
ubetinget mest forfærdelige dag
for de hjemløse. I barndommen
var det altid spændende, om
juleaften blev til noget. Om far
var ædru eller stangstiv, om mor
var sød eller psykotisk, om man
nåede at lege med julegaverne,
inden mor og far kom op at slås
og smadrede dem, siger Jakob
Hjørnholm.
Om børnenes jul i de udsatte
familier tilføjer han:
- Nogle gange blev det hyggeligt, andre gange forfærdeligt.
Man håbede altid det bedste,
men det var aldrig til at vide.
Også hvad juletraditionerne
angår, slår den sociale arv igennem.
- Siden voksede man op og
stod måske selv stangstiv og
ødelagde en juleaften, siger
Jakob Hjørnholm.
Korshærspræsten skal holde
jul med brugerne af varmestuen
i Fugholm i Horsens. Han vil
holde en lille andagt og prædike
over juleevangeliet. Siden er der
sang, mandelgaver og julemad.
- Vi prøver at gøre det hyggeligt. Alligevel ville mange hellere være hjemme hos familien.
Men de har fået forbud mod
at komme, fordi de har ødelagt
juleaftener ved at være stangstive. Måske er det sket for ti
år siden, og de har ikke måttet
komme siden. De er ikke bare
udstødt af samfundet, men også
af deres egne familier, siger
Jakob Hjørnholm.
Tonny Rimsmeds hjørne
SF udtaler, Annette Vilhelmsen galer:
Som minister kan jeg langt om længe
Købe stemmer for statskassens penge
For det er Ok med kammerateri
Hvis det giver stemmer til mit parti
Og for at undgå diskussion
Om min lidt brogede intention
Så giver jeg da bare en ekstra million.
Der er masser af julearrangementer landet over for
hjemløse den 24. december:
I København er der for
eksempel ’Juleløses Jul’ i Den
Grå Hal i Christiania og gudstjeneste for hjemløse i Blågårds
Kirke. I Aarhus og Aalborg
giver kommunen en gratis julemiddag i henholdsvis rådhushallen og Vejgaard Hallen. I
Odense holder varmestuerne
i Nørregade og Østergade
åbent på skift hele dagen.
Dette er bare eksempler. Der
sker noget mange andre steder
i landet. I Esbjerg er der blandt
andet traditionel juleaften for
brugerne af Kirkens Korshærs
varmestue i Exnersgade samt
på 15. år julefest i Kvaglund
Kirke:
- Når man er ensom juleaften, føler man sig virkelig
udenfor. Derfor er alle velkomne, siger sognepræst i Kvaglund
Kirke, Jens Fischer-Nielsen. |
© Hus Forbi-sælger Tonny, nummer 0081 Email: [email protected]
PS: Moralen vi skal lære
Det må jo være
Møder du en politiker, der påstår han/hun
har moral
Så kan du være helt sikker på, at det
udelukkende er pral
X-ord er kreeret af Anne Jensen
Dusaduku er kreeret af Søren Franck
vil du vinde
Alle rigtige besvarelser deltager i lodtrækningen
om boggaver - fra vores helt egen verden.
SEND LØSNINGER TIL:
Hus Forbi, Bragesgade 10 B, 2200 Kbh. N
senest 6. januar.
Mrk. kuverten 'OFFLINE'
Navn _________________________________________
Adresse ______________________________________
Postnr ____ By ________________________________
Vinderne får direkte besked og offentliggøres på www.husforbi.dk
30
| HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang
HUS FORBI
| nr. 12 december 2013 | 17. årgang | 31
sælger nr. 1633
Leif Larsen
| ny hus forbi-sælger |
af Birgitte Ellemann Höegh
foto: Mette Kramer Kristensen
3
spørgsmål
32
hvad fik du til aftensmad i går?
- Suppe med kødboller på Nattjenesten. Der spiser jeg som regel
også varm mad til frokost. Jeg spiser ikke regelmæssigt som
andre mennesker, men altid varm mad om aftenen.
hvad går pengene fra dit salg af hus forbi til?
- Til mad, og så prøver jeg at spare lidt op til et indskud til en
lejlighed.
hvad skal der til, for at din livssituation
bliver nemmere?
- En bolig vil give mig et helt andet liv. Jeg søger på alle mulige
måder. Det er det vigtigste, og så må jeg bare passe lidt bedre på
resten af mine penge. Og ved at sælge Hus Forbi vil det måske
kunne hænge sammen.
| HUS FORBI | nr. 12 december 2013 | 17. årgang
For et halvt år siden stod Leif Larsen i Thisted fra det ene
øjeblik til det andet uden tag over hovedet og tog en beslutning
om at søge mod Aarhus, hvor han vidste, der var et godt netværk
for hjemløse.
- Jeg blev hjemløs på grund af en ekskæreste, som jeg troede,
jeg vidste, hvor jeg havde. Jeg var måske lidt naiv, men jeg havde
kendt hende i 15 år, og vi var på vej til at flytte til en lejlighed,
som jeg havde brugt penge på til indskud, olie og flytning. Men
hun havde gang i en anden fyr og havde skrevet sig selv på lejemålet. Så jeg fik en halv time til at finde ud af, hvad jeg så skulle
gøre. Det var lidt af et hammerslag, fortæller Leif Larsen.
Udover Værestedet, hvor han køber de Hus Forbi-aviser, han
skal sælge, kommer han også på Det Blå Sted i den modsatte
ende af Jægergårdsgade. Med sig har han en rejsekuffert fyldt
med tøj og personlige papirer. Resten er opmagasineret. Om
aftenen låser han sin kuffert inde i et skab i Kirkens Korshærs
varmestue i Nørre Allé, hvor han sover.
- Jeg kan være der fra 9.15 om morgenen til 15.00, men der
er jeg ude at sælge aviser. Så kan jeg komme igen fra 17.00 til
22.30, og så er der lukket en time frem til 23.30, hvor jeg kan
komme ind og sove til klokken 8.30 om morgenen. I den lukkede
time om aftenen går jeg rundt i byen. Regner det, stiller jeg mig
ved bybussernes skure.
Leif Larsen har søgt bolig gennem et boligselskab og står som
nummer 50 på listen. Aarhus Kommune kan ikke hjælpe ham,
fordi han hører til Thisted, men der vil Leif Larsen ikke være. Dels
ville han gerne langt væk fra det forliste forhold. Dels søgte Leif
væk fra nogle mennesker, han følte generede ham.
- 25 år tilbage kom jeg i værtshusmiljøet, hvor jeg drak temmelig meget, men det holdt jeg helt op med, da jeg lærte min
ekskæreste at kende. Og nogle af de mennesker fra dengang,
der tager stoffer og er kriminelle, snakkede dårligt om mig uden
grund. Jeg har for længst sagt til dem, at jeg ikke ønskede at
være en del af det miljø længere, men det har de haft svært ved
at acceptere, fortæller han.
Så Leif Larsen forsøger på egen hånd at finde en bolig og
opholder sig indtil da på Aarhus’ væresteder.
- Det kan være lidt svært at tackle, for mange tager stoffer
eller er langt væk i druk. Jeg har jo et normalt forhold til alkohol,
og stoffer rør jeg slet ikke. Men jeg kan godt lide at tale med
personalet, og så har jeg en stærk holdning til, at uanset hvor
træls livet er, skal jeg ikke give op, fortæller han.
Han har i sin tid arbejdet med omrejsende tivoli, men fik rygproblemer for ti år siden og er i dag førtidspensioneret. I Aarhus
besluttede han sig for at sælge aviser.
- Det giver luft, jeg bliver glad, og så glemmer jeg det satans
liv, jeg lever lige nu. Kunne jeg lave mit liv om, skulle jeg have
gjort noget mere ud af skolen, for jeg ville gerne have været sælger. Jeg har et godt snakketøj, og når jeg står ude på gaden, får
jeg tit at vide, at jeg er én af de sælgere, der er mest snakkende
… og det giver mig lidt tilfredsstillelse i livet at få sådan noget at
vide, slutter Leif Larsen. |
Hver måned spørger vi en nystartet sælger, hvad
der fik ham/hende i gang med at sælge Hus Forbi.