Appendix til artiklen ”Rehabilitering efter hofteartroskopi” i Dansk Sportsmedicin nr. 2, 2012.
Af Henrik Hougs Kjær, fysioterapeut
Fotos: Fotograf Vibeke Toft har taget billederne A+B, 19a-c, 21a+b, 22a+b, 24, 28, 32, 33, 34. Henrik Hougs Kjær har taget resten.
Iliopsoas
Iliopsoas har en vigtig funktion som forreste stabilisator i hofteleddet meget lig biceps brachii i skulderleddet (6), personlige samtaler). Mange af vores patienter har oveni deres strukturelle problemer og artikulære skader også en svag,
lang iliopsoas, der ikke længere beskytter tilstrækkeligt effektivt mod anteriort, accesorisk glid (lewis). Det forværres
tit af dårlig holdning med sway back. Det vil over tid disponere til, at den forreste ledkapsel og psoas forlænges samtidig med, at ryg og hofteextensorer inhiberes (6, 8) (billeder A og B). Vi starter med heel-slide uden modstand parallelt
med tyngden (billeder 19 a + b +c), sætter gradvist mere modstand på i form af elastikker eller trisser, træner siddende
mod tyngden i ”inner range”, stående med modstand i ”outer range” (billede 20 a + b) for til sidst at øge hastigheden i
bevægelsen. En god variation kan være mave og hofteflektion på bold (billede 21 a + b) Vi er i især i de første 2 måneder efter artroskopi meget opmærksomme på ikke at provokere lyskegener med for krævende øvelser (9).
Gluteus medius
God funktion i gluteus medius og specielt den bagerste, udadroterende del er afgørende for alle disse hoftepatienter.(1, 5, 6, 9, 10) Musklen er en af hoftens vigtigste stabiliserende muskler, og vi oplever næsten altid markant svækkelse i styrken i den opererede side. Det ses dels ved, at crista kan stå op til 1-2 cm højere (hip drop på grund af
forlængede abduktorer) eller hip drop og/eller lateral flexion mod den opererede side. Ved nogle patienter kan det
føre til, at tensor fascie latae, der fungerer både som synergist og antagonist for gluteus medius, kan blive for stram og
dominerende. Det kan igen føre til et dårligt gangmønster med nedsat extension ved toe-off og generende anterolaterale smerter, der kan stråle ned til knæniveau og i enkelte tilfælde helt ned til lateralsiden af foden (6). En relativt stor
gruppe af vores patienter har dette bevægemønster med øget dominans af TL og adduktorerne over gluteus medius
(Hip Adduction Syndrome), (6).Vi starter træning af gluteus medius med abduktion i maveliggende for at stimulere
til den posteriore komponent i musklen (billeder 22 a + b), herefter går vi videre til stående abduktion/udadrotation
uden vægtbæring (billede 23 a+ b), sideliggende abduktion/udadrotation (først ledet aktivt, så op ad en væg (billede
24) og til sidst med fuld range of motion), closed chain sideliggende planke (billede25), stående vægtoverføringer til
det opererede ben på stabilt og senere ustabilt underlag. Senere integreres god gluteus medius kontrol i mere krævende laterale bevægelser som abduktion på fitter eller sidehop (Billede 26 a + b) indtil vi efter 12-14 uger laver en
sportstest (se senere) med lateral belastning med Sportcord (billeder 27 a + b) (5, 6, 10).
De dybe laterale udadrotatorer
De dybe laterale udadrotatorer er afgørende for, at caput dels formår at holde sit omdrejningspunkt helt centralt i cavitas og dels forhindrer god funktion i disse muskler ukontrolleret hofte medial rotation ved vægtbæring under gang
og løb. Det kan over tid føre til andre hofte, knæ eller/og fod problemer (6, 11)Vi starter med isometrisk aktivering
i maveliggende (billede 28) og med elastik i rygkrogliggende (billede 29), går videre til siddende udadrotation med
benene udover en briks, sideliggende open chain udadrotation eventuelt i kombination med en sideplanke, stående
closed chain udadrotation (billede30 a + b) og senere under mere idrætspecifik træning med retningsskift uden eller
med modstand(billede 31 a + b + c).
Gluteus maximus
Træning af gluteus maximus starter dagen efter operationen med isometriske hold, men i fase 2 og 3 prøver vi så at
genopbygge god styrke i både open og closed chain. Gruppen af vores patienter med sway back holdning har alle
rigtig dårlig kontrol og dermed funktion af deres gluteus maximus. Det øger belastningen af lumbalcolumna og kan
føre til en dominans af hasemusklerne som hofteextensorer. (Lewis) Derfor er vi meget opmærksomme på, at vores
patienter lærer korrekt aktivering af gluteus maximus med stabil lumbalcolumna og uden hyperextension i hoften.
En øget hyperextension på bare 3 grader (fra 7 -10 grader) er vist at kunne øge den anteriore belastning af ledkapsel
og iliopsoas med hele 24 x (6, 8)). Træningen af gluteus maximus starter lige efter operationen med isometriske hold,
maveliggende extension fra flekteret til neutral hofte (billede 32), udvikler sig over planker (billede 33), bilaterale og
unilaterale bækkenløft (billede 34) på stabilt og ustabilt underlag samt uden og med elastik om knæene til stående
træning med modstand, og integration i gang og funktioner som forward bend.
Billederne følger på de næste sider ...
Billeder A + B: God og dårlig holdning.
Billeder 19 a + b + c: Heelslide for psoas.
Billeder 20 a + b: Stående træning med elastik.
Billeder 21 a + b: Træning på bold.
Billeder 22 a + b: Maveliggende abduktion.
Billeder 23 a + b: Stående udadrotation/abduktion.
Billede 24: Abduktion i wall-slide.
Billeder 26 a + b: Sidehop.
Billede 25: Sideplanke med udadrotation.
Billeder 27 a + b: Abduktion med sportcord.
Billede 28: Maveliggende hælpres.
Billeder 30 a + b: Stående udadrotation.
Billeder 31 a + b + c: Diagonale hop med sportcord.
Billede 29: Udadrotation med elastik.
Billede 32: Ekstension til neutral.
Billede 33: Rygliggende planke.
Billede 34: Unilateral bækkenløft.