1. No category

hus forbi
nr. 6 juni 2014 18. årgang | pris 20 kr. | 8 kr. går til sælgeren | køb af sælgere med synligt id-kort
Hjemløs
fra
Grønland
taler ikke
dansk
Nyt netværk for
unge hjemløse
Byen som dagligstue
Tuberkulosebus
indviet
I
P
KO
Køb kun
avisen
af sælgere
med
synligt ID
Hus forbi må ikke sælges i togene
hus forbi
REDAKTION
ANSVARSHAVENDE REDAKTØR
Ole Skou
[email protected]
Journalistisk redaktør
Poul Struve Nielsen
[email protected]
FORSIDEFOTO
Heidi Lundsgaard
KORREKTUR
BRO Kommunikation A/S
LAYOUT
Salomet Grafik
KONTAKT REDAKTIONEN
tlf. 5240 9079, [email protected]
SALGSAFDELING
Jimmy Rohde, tlf. 5133 8128,
[email protected]
Morten Munk Hansen,
tlf. 8161 6689, [email protected]
ADMINISTRATION
Rasmus Wexøe Kristensen, sekretariatsleder,
tlf. 5240 9049, [email protected]
Ole Skou, formand, tlf. 4073 3537, [email protected]
Ruth Kristoffersen, bogholder, tlf. 5240 9089,
[email protected]
ANNONCER
Christian Berg, DG Media, tlf. 3370 7642,
mobil 3070 6725, [email protected]
Digitalsjasen
John Hansen, tlf. 5240 9069, [email protected]
UDGIVER
Foreningen Hus Forbi
Bragesgade 10 B, stuen, 2200 København N
Tlf. 8993 7474, www.husforbi.dk
DISTRIBUTION
Boformer for hjemløse, varmestuer, medborgerhuse m.m.
kan fungere som distributører for Hus Forbi – det vil sige være
udleveringssted af avisen til sælgerne.
Kontakt os på tlf. 8161 6689/5240 9069
(se listen af distributører på www.husforbi.dk).
ABONNEMENT
STANDARDABONNEMENT: 480 kroner
(12 numre om året – inklusive moms, porto og gebyr).
STØTTEABONNEMENT: 680 kroner
Kontaktperson John Hansen, tlf. 5240 9069
Mail: [email protected]
BIDRAG
Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du sætte
beløbet ind på kontonummer 5324 0243524, Arbejdernes Landsbank.
Mærk indbetalingen ’bidrag’.
TRYK Dansk Avistryk
OPLAG 90.000
LÆSERTAL 483.000 (4. kvartal 2012 og 1. kvartal 2013)
ifølge Index Danmark/Gallup
ANTAL registrede SÆLGERE 1.500
ISSN 1397-3282
Næste nummer udkommer den 1. juli 2014
OM HUS FORBI Hus Forbi udkom første gang i 1996 og sælges af hjemløse
og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker. Avisen sætter
fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer. Formålet er at nedbryde
fordomme om marginaliserede grupper både via indholdet af Hus Forbi og i
mødet med sælgeren. Hus Forbis sælgere er alle udstyret med et id-kort udstedt
af Hus Forbis sekretariat. Salget af Hus Forbi fungerer for sælgerne som et
alternativ til tiggeri og eventuel kriminalitet. Indholdet i Hus Forbi produceres
primært af professionelle freelancere, fotografer og illustratorer.
Hus Forbi er medlem af det internationale netværk af gadeaviser, INSP.
vi støtter hus forbi
| leder |
Velfærden visner, når grænser flyttes
Mens velstanden blomstrer, er velfærdssamfundet ved at visne. De fleste, der har boet eller
rejst meget i udviklingslande, kender til at udvikle et følelsesmæssigt panser, som gør det
muligt at ignorere de mange børn og voksne, der omringer en på gaden for at tigge.
Mødet med den massive fattigdom gør os hårdhudede, og vi får en anden tærskel for,
hvad der er acceptabelt, og hvad der bare ikke er i orden.
Det skyldes ikke ond vilje hos den enkelte, men magtesløshed overfor en elendighed så
omfattende. De få mønter, vi kan nå at dele ud, inden vi haster videre mod kontorer, møder,
butikker og restaurationer, rækker som en skrædder et meget varmt sted.
Hver gang, jeg går under S-banen ved Nørrebro Station, minder tiggerne der mig om New
Delhi, som jeg flyttede til i 1998. Dengang var tiggeri usædvanligt i Danmark. Da jeg kom
hjem to år senere, var det begyndt. I dag har det fået et helt andet omfang. Ved Nørrebro
Station sidder der således mennesker, som har mistet arme eller ben og viser resterne af de
manglende lemmer frem for at skabe medlidenhed hos forbipasserende.
Det er også et velkendt trick blandt gadens folk i New Delhi, hvor voksne tiggerkonger
endda maltrakterer børn, fordi de så vækker mere medlidenhed og tjener bedre.
Jeg ved ikke, om folkene under Nørrebro Station kommer fra Langå, Langtbortistan eller et andet EU-land. Men jeg ved, at det største problem ikke er, at mennesker overskrider
nationale grænser. Det er, når grænserne inde i os selv flyttes. Når vi bliver hårdhudede af
den massive fattigdom i Danmark og udvikler et følelsesmæssigt panser overfor mennesker,
der har det dårligt.
Det er allerede sket for et stort flertal i Folketinget. Om udlændinge siger de: ’De skal
stresses. Vi må sørge for, at de har det så dårligt, at de rejser hjem.’ Det gør de bare ikke. Det
samme flertal stresser også socialt udsatte danskere med sanktioner og nedskæringer i dagpenge og kontanthjælp, så flere lever i frygt for at miste hus og hjem. Flere ender på gaden,
sumper til i misbrug og opgiver tanken om at være en del af samfundet.
Flertallets politik med derefter at fjerne de få, så de ikke kan se dem, er heller ikke vejen
frem. Hus Forbi beskriver i denne måned både de sanktioner, der skubber især unge socialt
udsatte mennesker længere væk fra at være en del af samfundet, og den byplanlægning,
der er tilrettelagt for at gøre middelklassen tryg ved at fjerne andre fra gadebilledet. Selvom
det er de hjemløse og udsatte borgere, som ikke har andre steder at være end på gaden, der i
virkeligheden er mest utrygge.
Det er ikke velfærd kun at tænke på den brede gruppe af befolkningen, som gennem
mange år har oplevet en stadigt stigende velstand. Kampen for velfærdssamfundet må handle om at inkludere den lille del at befolkningen, der ikke er med. Og de mange udlændinge?
Det store flertal i Folketinget, der har anbefalet os at stemme for åbne grænser og udvidelser
af EU, må også have ansvaret for at finde løsninger på problemerne. Det er ikke nogen løsning at slå det følelsesmæssige panser til og blive ved at flytte de indre og ydre grænser for
elendighed med besparelser, så der sker en udligning af elendigheden mellem Danmark og
de lande, hvor det står meget værre til.
Løsningen er at se i øjnene, at grænsen for, hvad der acceptabelt og i orden, for længst
er overskredet. Jo mere omfattende, elendigheden bliver, jo større en indsats kræver det at
sikre velfærden for alle og ikke blot velstanden for de fleste.
Poul Struve Nielsen, redaktør
vil du også støtte? Send en mail til [email protected]
Det koster 9.000 kroner at få sit firmalogo med.
KOMMUNAL
2
| HUS FORBI | nr. 6 juni 2014 | 18. årgang
| indhold |
8
17
Netværk for unge hjemløse
Nu har de hjemløses landsorganisation, SAND, taget initiativ til at
oprette et landsdækkende netværk for unge hjemløse. Netværket skal drives af de unge, for de
unge, og første møde er allerede
afholdt. René Nielsen, rejse- og
udviklingskonsulent hos SAND,
er tovholder på projektet. Han
vil tilskynde de unge hjemløse til
at komme op på barrikaderne og
være synlige i debatten.
Han faldt ned fra Grønland
Danmark er et ensomt land for
en grønlænder, som ikke taler
sproget. Det kan fiskeren Louis
Thorin tale med om. Han forlod
hjemlandet over hals og hoved i
efteråret 2012. Nu er han hjemløs og bor på et forsorgshjem
i Danmark. Hus Forbi starter i
denne måned en ny serie om
socialt udsatte grønlændere i
Danmark.
29
24
Byen som dagligstue
De mest utrygge i byen er de
hjemløse og socialt udsatte,
som er henvist til at opholde sig
i byrummet hele døgnet. Men
byplanlægningen handler om
tryghed for middelklassen, som
ellers mest opholder sig i hjemmet. Hus Forbi sætter fokus på
byen som dagligstue. Kom på byrundtur med Rene Sørensen, som
er tidligere hjemløs, og Roskilde
Festivals mangeårige byplanlægger, Jes Vagnby.
4 April Chris dømt for regnskabsrod
5 Tuberkulosebussen ruller på vejene
14 Hjemløse-interview med Helsingørs
borgmester Benedikte Kiær
20 Svært at sikre en fredelig base
for beboere i psykiatrien
32 Ny sælger
Poetisk hilsen til Henning
’Alle store vindere har en ekstraordinær drivkraft. De har et højere
formål med deres sport.
Noget, der er større end dem
selv. Jeg tror ikke, Henning kunne
finde noget bedre end Tandhjulet.
God Tour!’ Med denne hilsen til
Hus Forbi-sælger Henning Elsner
løfter Jørgen Leth, cykelsportens
elegante nestor, Hennings projekt
Tandhjulet til poetiske højder. Henning skriver nu også selv ret godt.
22
“
Men det er jo ingen dom at komme på
psykiatrisk. Det er jo ren badeferie nogle
gange. Det er altså ikke sjovt at ligge fastspændt i lang tid.
Hus Forbi-sælger René Skovgaard
v/Annemette Lyngh
HUS FORBI
| nr. 6 juni 2014 | 18. årgang | 3
Den
Mobile
Retshjælp
En retshjælp der ved noget om
hjemløse og andre udsatte mennesker...
Hvordan hjælper Den Mobile Retshjælp?
Frivillige medarbejdere giver gratis, juridisk hjælp pr. telefon, e-mail
eller ved direkte henvendelse på adressen
Store Torv 9, 8000 Aarhus C.
Enhver henvendelse er anonym – du skal ikke opgive
personnummer eller adresse.
Det kan du f.eks. spørge om:
• Har kommunen mulighed for at tage min kontanthjælp?
• Må min ekskone hindre børnene i at besøge mig?
• Kan jeg få hjælp til en lejlighed?
Den Mobile Retshjælp • Store Torv 9, 8000 Aarhus • Tlf.: 72 11 90 77
• [email protected]
Den Mobile Retshjælp - i samarbejde med
SAND – De hjemløses landsorganisation
VORHERRES
AVE
NYT OPLAG! K Ø K K E N H
Naturen kan både give mad på
bordet og åndelig føde. Det opdagede Steen Viggo Jensen, da
han som hjemløs levede to år
i det fri. Måske kan du huske
hans naturfortællinger og
opskrifter fra Hus Forbi,
hvor han i en årrække
havde en fast klumme.
Få de bedste af dem i
bogen her.
Pris
149 kr.
+ porto.
Bestil på www.kokkenhaven.dk eller på tlf. 2044 7045
4
| HUS FORBI | nr. 6 juni 2014 | 18. årgang
April Chris dømt
for regnskabsrod
Stifteren af konkursramt herberg anker dom
af Peter Rathmann
Stifteren af det konkursramte
herberg En Varm Seng, April Chris
Ulrich, er i Københavns Byret
idømt 40 dages betinget fængsel
for rod i herbergets økonomi. Desuden blev hun dømt for et mindre
underslæb.
April Chris har nægtet sig skyldig og anket dommen til frifindelse i landsretten.
April Chris blev i medierne
udråbt til heltinde og ’herbergsdronning’, da hun i 2009 åbnede
et nødherberg for især de udenlandske hjemløse, som frøs i
Københavns gader under de hårde
isvintre i 2009 og 2010.
En Varm Seng blev et helle for
mange udenlandske hjemløse, som
ikke havde andre steder at finde ly.
April Chris blev også kendt for
et skænderi for åben tv-skærm
med daværende socialminister
Benedikte Kiær (K) om regeringens politik over for udenlandske
hjemløse i Danmark.
Trods store private donationer
og en millionbevilling fra Socialministeriet endte foreningen bag
herberget i 2011 med at gå konkurs. Herberget måtte lukke, og
April Chris blev meldt til politiet
af sine egne ansatte, som ikke fik
udbetalt deres løn.
Et indkaldt revisionsfirma
fandt et ustyrligt rod i foreningens
regnskaber. Bunker af papir lå
rundt omkring på regnskabsførerens kontor. April Chris forklarede
i byretten, at hun selv fejede alle
papirerne ned i nogle flyttekasser og sportstasker og sendte hele
molevitten til BDO Kommunernes
Revision.
Revisorerne konkluderede
siden, at der var tale om en ’yderst
kritisabel’ regnskabsføring og
administration.
Under retssagen frasagde
April Chris sig ethvert ansvar for
foreningens økonomi. Men dommen fastslår, at hun som formand
var ansvarlig for overtrædelse af
bogføringsloven. Samtidig blev
hun dømt for underslæb i forbindelse med en elektrikerregning på
1.080 kroner, som hun ikke kunne
redegøre for.
April Chris blev frifundet for
alle øvrige anklager om underslæb.
Hun gik også fri af Socialministeriets krav om erstatning for bevillingerne til En Varm Seng på i alt
nærved 1,8 millioner kroner. Dommeren udskød ministeriets krav til
et eventuelt civilt søgsmål. |
Socialrådmand:
Danske forsorgshjem er ikke
for arbejdsløse EU-borgere
Aarhus’ social- og beskæftigelsesrådmand Thomas Medom (SF)
frygter, at den radikale socialminister Manu Sareen (R) er i gang med
at slå en gigantisk EU-ladeport op
til det danske sociale system. Rådmanden frygter, at ministeren for
alvor mener, at kommunerne skal
åbne sine herberger og forsorgshjem for alle EU-borgere.
- Det vil betyde kæmpe udgifter
for kommunerne, og det vil betyde,
at vi ikke kan hjælpe dem, der
reelt er hjemløse i Danmark, siger
Thomas Medom.
Han tilføjer, at en plads på et forsorgshjem – ud over beboerens egenbetaling – koster kommunerne mellem
1.000 og 2.400 kroner i døgnet.
- Det vil være en urimelig byrde
for det kommunale, sociale system
i Danmark, hvis man alene som arbejdssøgende EU-borger skal have
adgang til forsorgshjemmene. I stedet burde man netop skelne mellem
jobsøgende og reelt hjemløse. Det
gør vi i Aarhus, så det kan godt
lade sig gøre, siger Thomas Medom.
- Kommunale herberger og
forsorgshjem er en social foranstaltning for hjemløse. Det vil sige
borgere, som står uden tag over
hovedet, og som har misbrugsproblemer, er psykisk syge eller har
andre sociale problemer. Det er
ikke et midlertidigt opholdssted for
ledige, der kommer til Danmark for
at søge arbejde, siger rådmanden. |
hus forbi til
grundlovsdag
Hus Forbis sælgere står for en
stand, når der på Christiania holdes
Minoriteternes Grundlovsdag den
5. juni. Hus Forbi-sælgerne fortæller om Hus Forbi og om Hus
Forbis tilbud til hjemløse og socialt
udsatte, såsom gratis hundeforsikring og muligheden for at søge
støtte fra Red Røven-Fonden.
Vores egen Tonny Rimsmed kommer
med grundlovsrim, og Hus Forbis
formand og ansvarshavende, Ole
Skou, holder tale.
gadens konger
i ø. svenstrup
Tuberkulose er fortsat en udbredt sygdom blandt socialt udsatte, og med Region Hovedstadens nye røntgenbus kan diagnosen stilles på få minutter. Indtil videre er der dog kun penge til at holde den kørende 14 dage om året, men tuberkulosesygeplejerske Nete Wrona Olsen håber, at andre regioner også vil gøre brug af tilbuddet.
Bussen er parkeret
Region Hovedstadens tuberkulosebus gjorde holdt ved Hus Forbi og ruller nu på vejene
af Peter Andersen
foto Mette Kramer Kristensen
Hvert år konstateres mellem 350
og 400 nye tilfælde af tuberkulose
i Danmark. Sygdommen rammer
oftest indvandrere, men også flere
og flere i gruppen af hjemløse og
socialt udsatte.
Den stigning vil Region Hovedstaden forsøge at stoppe med en ny,
topmoderne røntgenbus, som skal
køre derhen, hvor de socialt udsatte
er: på herberger, væresteder, torve
og pladser. Her vil man på få minutter kunne få taget et røntgenbillede og få en foreløbig diagnose.
Sygdommen findes blandt
socialt udsatte i alle større danske
byer, så Region Hovedstaden håber, at andre regioner vil leje den,
så den alvorlige sygdom kan blive
bekæmpet i hele landet.
Udbredt sygdom
- Vi har tidligere haft en gammel
bus, men den blev skrottet for to
år siden. Dengang skulle filmene
først fremkaldes, og det tog en til
to uger at få et svar. Nu kan jeg
sidde på sygehuset og se billederne med det samme, og så kan vi
afgøre, om vedkommende skal på
sygehuset til yderligere undersøgelser, fortæller Niels Seersholm,
som er overlæge på lungemedi-
cinsk afdeling på Gentofte Sygehus.
De fleste danskere tænker på
tuberkulose som en sygdom, der
hører fortiden til, men den har
aldrig været helt væk. Og i 90'erne
begyndte antallet af tilfælde at
stige i takt med indvandringen.
- Ved den lejlighed opdagede
vi, at tuberkulose også var udbredt
blandt socialt udsatte. Deres immunforsvar er ofte lavt, fordi de
får for megen alkohol, for lidt mad
og i det hele taget lever uregelmæssigt. Samtidig smitter de hinanden, når de for eksempel sover
tæt sammen på natherberger, siger
Niels Seersholm.
Holdeplads i Gentofte
Bussen får holdeplads på Gentofte
Sygehus, men den skal køre i hele
regionen. Bussen vil være bemandet med en chauffør, en radiograf
og en sygeplejerske.
- Vi ved, hvor svært det er at
få socialt udsatte til at møde op
hos en læge eller på sygehuset,
så ideen er, at vi skal komme til
dem. Og jeg håber meget, at folk
vil være mindre nervøse for at
blive undersøgt nu, hvor vi kan
love dem et svar med det samme,
siger Nete Wrona Olsen, som er
Danmarks eneste tuberkolosesygeplejerske og ansat på Gentofte
Sygehus.
Tuberkolose er en dødelig
sygdom, som kræver et halvt års
behandling med fire slags antibiotika. Og ifølge Nete Wrona Olsen
er målet, at behandlingen også
skal foregå efter princippet om, at
’vi kommer til patienterne.’
Fotograf Holger Henriksen var i en
årrække frivillig fotograf på Hus
Forbi. Han gik ind i arbejdet på de
hjemløses præmisser, vandt deres
tillid og fik derved unikke billeder af
livet på gaden i Danmark. 40 af disse billeder kan nu ses i Ø. Svenstrup
Kirke i Han Herred frem til den
15. juni i kirkens åbningstid. Ved
ferniseringen fortalte Csaba, der er
hjemløs i København og medlem af
Hus Forbis bestyrelse, om billederne, om fotografen Holger Henriksen
og om sit eget liv som hjemløs.
Spild af ressourcer
Det var SF’s medlem af regionsrådet, Lise Müller, der fik bevillingen på cirka seks millioner
kroner til bussen på budgettet. Der
er også afsat lidt ekstra penge på
driftsbudgettet, men som det ser
ud nu, er der kun ressourcer til at
køre med bussen 14 dage om året.
Og det vil være helt hul i hovedet,
hvis den ikke kommer mere ud,
mener hun.
- Min forhåbning er da, at andre vil leje den, eller vi kan gå ind
i nogle samarbejder med for eksempel kommunerne om konkrete
projekter, siger Lise Müller.
Et sådan konkret forslag har
Henrik Thiesen, som er hjemløselæge i Københavns Kommune: at
bruge røntgenbussen til at undersøge omfanget af lungefibrose
blandt stofbrugere.
I følge Lise Müller vil det være
oplagt, at region og kommune
arbejder sammen om lige netop
sådan et projekt. |
hus forbi-forside
på auktion
Maler Trine Kandborg faldt for et
ansigt på forsiden af Hus Forbi og
malede et stort portræt af det.
Hun læste også historien om den
hjemløse mand på billedet, Harald,
og besluttede, at maleriet skulle
komme hjemløse til gode. Maleriet
af Harald hedder ’Livet forfra.’
Det har Harald og Trine Kandborg
besluttet sammen. Nu bliver det sat
til salg på Lauritz.com. Overskuddet fra salget går til Blå Kors, som
driver væresteder, nødherberger og
botilbud for hjemløse.
HUS FORBI
| nr. 6 juni 2014 | 18. årgang | 5
unge møder unge
Nyt netværk
for unge hjemløse
De hjemløses landsorganisation, SAND, tager konsekvensen af stigende ungdomshjemløshed
af Kristoffer Nordskov,
Celine Dyrelund Jakobsen og
Charlotte Neumann Freisleben,
Vallekilde Højskole
tegning Peter Pedersen
Antallet af unge hjemløse er
steget voldsomt i løbet af det sidste
6
årti, og med den nye kontanthjælpsreformen står antallet af
unge uden fast sted at bo til at
stige yderligere. Nu har de hjemløses landsorganisation, SAND, taget
initiativ til at oprette et landsdækkende netværk for unge hjemløse.
Netværket skal drives af de
| HUS FORBI | nr. 6 juni 2014 | 18. årgang
unge, for de unge, og første møde
er allerede afholdt. Internt skal
netværket fungere som mødested
for unge nuværende og tidligere
hjemløse, hvor der er mulighed
for at hjælpe hinanden med udveksling af oplevelser, viden og
erfaringer. Og udadtil er formålet
at skabe bevidsthed omkring ungdomshjemløshed.
René Nielsen, rejse- og udviklingskonsulent hos SAND og
tovholder på projektet, mener,
at de unge er usynlige i debatten
omkring hjemløshed og kontanthjælpsreformen.
unge møder unge
Hus Forbi samarbejder med Vallekilde
Højskole. Eleverne på højskolens journalistlinje har lavet artikler om unge hjemløse og socialt udsatte. Projektleder er
journalist Morten Bruun, Redaktionen.dk
Vi ved fra forskellige
hjemløseundersøgelser, at det tal er stort
blandt unge. Mange vil
helst undgå institutioner som eksempelvis
et herberg og bliver i
stedet sofasurfere. Og
de indgår ikke i de
officielle statistikker.
René Nielsen,
rejse- og udviklingskonsulent hos
SAND
Idéen til netværket er tre år
gammel og bliver gennemført nu,
på et tidspunkt hvor ungdomsarbejdsløsheden er steget med
80 procent på ti år, og kontanthjælpsreformen kan betyde, at
2.000 flere unge ryger på gaden.
Uofficielt hjemløs
Et tal, der ifølge René Nielsen er
lavt sat – blandt andet fordi der
ikke er taget hensyn til de såkaldt
mørketal:
- Vi ved fra forskellige hjemløseundersøgelser, at det tal er
stort blandt unge. Mange vil helst
undgå institutioner som eksempelvis et herberg og bliver i stedet
sofasurfere. Og de indgår ikke i de
officielle statistikker, siger René
Nielsen.
Det nye netværk er stadig i
opstartsfasen og har derfor mest
fungeret som et sted, hvor unge
kunne mødes med andre unge i
samme situation.
Et af problemerne omkring
hjemløse unge har været, at man
ikke vidste særlig meget om dem.
Derfor har SAND brugt tid
på indsamling af viden, både om
love og statistik, men også ved
at snakke med en masse unge
hjemløse. En vigtig del af netværket er at dele viden og personlige
historier med hinanden. I fremtiden er planen, at netværket skal
sætte ungdomshjemløshed på
dagsordenen gennem aktivisme
og happenings.
- Lige nu er vi stadig i gang
med at starte op. Men senere skal
vi have fat i medierne og politikerne, forklarer René Nielsen.
- De unge rammes
rigtig hårdt af kontanthjælpsreformen.
Vi bliver nødt til
at skabe opmærksomhed om det her.
Vigtigt med fokus på unge
René Nielsen,
rejse- og udviklingskonsulent hos
SAND
Princippet bag netværket er
’hjælp-til-selvhjælp’. Udover
vidensdeling kommer netværket
også til at arbejde på en mentorordning, der skal tilbyde støtte
til unge, der lige er startet på
en uddannelse. Arbejdet med at
fastholde unge på uddannelser
skulle også gerne virke forebyggende. Det er drevet af de unge
selv – nøgleordet er øjenhøjde.
Netværket skal organiseres efter
samme demokratiske principper
som SAND, siger René Nielsen:
- Det er meningen, at hver
afdeling skal vælge en repræsentant til en hovedbestyrelse, når
netværket vokser.
Da det første møde blev holdt i
Odense for nylig, deltog unge fra
hele landet. En af dem var Martin
Støchkel Berthelsen på 26, som
selv er tidligere hjemløs og har
været aktiv i SAND i flere år. For
ham er det vigtigt, at der bliver
sat fokus på de unge:
- Vi har brug for flere tilbud
til unge hjemløse og unge, der risikerer at ende i hjemløshed. Lige
nu eksisterer der ikke tilbud, der
er skræddersyet til de unge, siger
Martin Støchkel Berthelsen.
skilles ud og hamres løs på, siger
Martin Støchkel Bertelsen.
René Nielsen ser gerne, at netværket vokser, så der i alle større
byer er en lokal gruppe af unge,
der støtter hinanden og får hr. og
fru Danmark til at forstå, hvad
ungdomshjemløshed handler om:
- De unge rammes rigtig hårdt
af kontanthjælpsreformen. Vi
bliver nødt til at skabe opmærksomhed om det her, siger René
Nielsen.
Unge hjemløse, der vil vide mere om
SAND og netværket, kan kontakte
René Nielsen således:
Send et brev til: SAND / De hjemløses
Landsorganisation, Sundholmvej 34,
st, 2300 København S
Eller skriv en mail: sand@sandudvalg.
dk eller ring: 89 93 70 60
EU – Hvad rager det mig?
Elever fra Kofoeds Skole arrangerede vælgermøde
med to kandidater til Europaparlamentsvalget.
Se filmene om elevernes forberedelser af mødet.
20. maj gav Christel Schaldemose (A) og Irene Simonsen (V)
udsatte borgere bedre mulighed for at få svar på, hvad EU er,
og hvorfor det vedkommer dem.
Christel Schaldemose (A)
Irene Simonsen (V)
Nødvendig opmærksomhed
Det er hans håb, at netværket
kan være med til at redde nogle
unge fra hjemløshed. Og så er han
ikke i tvivl om, hvorfor netværket etableres netop nu – efter at
have været i støbeskeen gennem
længere tid:
- Kontanthjælpsreformen er
dybt urimelig. Det er dybt urimeligt, at det er de unge, der skal
Find programmerne på
www.youtube.com/antv08
eller brug QR-koden
Programmerne er
produceret af ANTV
med støtte fra
Europa-Nævnet
HUS FORBI
| nr. 6 juni 2014 | 18. årgang | 7
unge møder unge
FOTO: METTE KRAMER KRISTENSEN
Socialrådgiver René Nielsen fra SAND er bange for, at kommunernes øgede mulighed for at uddele såkaldte dummebøder vil fastholde flere unge i arbejds- og hjemløshed.
0 kroner og nul protest
Unge bøjer nakken for sanktionspolitik
af Kristoffer Nordskov, Celine Dyrelund
Jakobsen og Charlotte Neumann Freisleben ,
Vallekilde Højskole
- Hvis den her reform var blevet vedtaget for
30 år siden, havde I været på gaden med demonstrationer og husbesættelser. Så jeg synes,
vi skal gøre noget. Vi bliver nødt til at råbe op
om det her, siger René Nielsen, da han som afslutning på et næsten to timer langt møde med
unge hjemløse i herberget RG60 (Rådmandsgade 60) på Nørrebro i København opfordrer
deltagerne til at skrive sig på en liste.
Listen er for dem, som er interesserede i at
være med i SANDs nye netværk for unge hjemløse. Cirka halvdelen af deltagerne er beboere
på ungeherberget. Derudover er der en mentor
fra behandlingsinstitutionen Springbrættet
og frivillige fra den økonomiske rådgivning
ved Missionen blandt Hjemløse. Og så er der
socialrådgivere fra den socialfaglige konsulentvirksomhed Refleks – de er ligesom de fleste
andre mødt op for at blive klogere på kontant-
8
| HUS FORBI | nr. 6 juni 2014 | 18. årgang
hjælpsreformen, som virker uigennemskuelig
for mange.
På mødet har René Nielsen fortalt om
kontanthjælpsreformens indhold og forklaret
de indviklede paragraffer på en måde, der var
til at forstå for almindelige mennesker. En del
af pointen ved mødet er at diskutere, hvor der
er muligheder frem for forhindringer i den nye
reform.
Dummebøder
- Når I taler med folk fra jobcentret, vil de
typisk kun fortælle jer om alle jeres pligter. Jeg
vil gerne fortælle jer lidt om jeres rettigheder,
siger han.
Det viser sig, at mange af deltagerne har
været ude for det samme – næsten alle unge
omkring bordet har oplevet, at de er blevet
sanktioneret af kommunen. Der er skåret i
deres kontanthjælp, eller den er blevet fjernet
helt i en periode, fordi de ikke har overholdt
kravene – eksempelvis ved at udeblive fra et
møde på jobcentret. De nye regler i reformen
gør, at kommunen nu kan fjerne den månedlige
ydelse helt i op til tre måneder.
René Nielsen er bange for, at kommunernes
øgede mulighed for at uddele såkaldte dummebøder vil fastholde flere unge i arbejds- og
hjemløshed:
- Det kan være ret svært at starte på en uddannelse, hvis man har 0 kroner at leve for i tre
måneder. Jeg synes slet ikke, man burde sanktionere, fordi ydelserne er så lave i forvejen.
Han påpeger, at kommunerne skal have
udtømt ’alle rimelige muligheder for kontakt’,
før en straf kan idømmes – og at det sagtens
er muligt at få omstødt en sanktionering, efter
man er blevet idømt en.
- Hvis nogle af jer oplever at få frataget
jeres kontanthjælp, skal I sige til, så skal vi nok
sørge for, at I får hjælp til at klage, siger René
Nielsen og understreger pointen med det nye
ungenetværk:
Det handler om at hjælpe hinanden. |
unge møder unge
Sanktioner skærpes
De unge rammes ekstra hårdt efter den såkaldte kontanthjælpsreform
tekst og foto Charlotte Neumann
Freisleben, Kristoffer Nordskov og Celine
Dyrelund Jakobsen, Vallekilde Højskole
Martin Fussing ved godt, at han selv var skyld
i det. Han mødte ikke op, som han havde pligt
til. Alligevel sidder han tilbage med en følelse
af uretfærdighed. Kommunen har frataget ham
sin uddannelseshjælp i tre måneder, og det
betyder, at han har en indtægt på 0 kroner om
måneden.
At få reduceret sin kontanthjælp er noget,
der rammer den enkelte hårdt, da der oftest
ikke er ret mange penge at gøre godt med i
forvejen. Og når man – som Martin Fussing –
får fjernet hele sin kontanthjælp, kan det være
svært at overskue, hvordan man skal overleve
det næste stykke tid.
Den nye kontanthjælpsreform betyder, at
ledige, der enten er vurderet uddannelses- eller
aktivitetsparate, kan sanktioneres i op til tre
måneder, hvis de ikke lever op til de krav, de
får stillet af kommunen.
Det kan for eksempel være, at de ikke møder op til deres mentoraftaler, deres aktivering
eller deres samtaler med sagsbehandlere. Det
er så sagsbehandleren, der beslutter, om det er
hele kontanthjælpen, der inddrages – eller om
det er tilstrækkeligt med en såkaldt periodesanktion eller en punktsanktion, hvor der
blot trækkes et mindre beløb.
Det gik skævt
26-årige Martin Fussing fik fjernet hele sin
ydelse i februar. Han er hjemløs, men opholder
sig til daglig på herberget RG60 (Rådmandsgade 60) på Nørrebro og er lige nu påvirket af,
at hans uddannelseshjælp er taget fra ham.
Han har været på kontanthjælp siden august
2013, hvor han blev færdig med sit grundforløb
på kokkeuddannelsen. Tidligere havde han
været på SU og havde boet i en lejlighed i Korsør, men han opsagde lejligheden for at komme
tættere på København og sin familie.
- Det gik skævt derude, og jeg har altid
boet i København, så hele mit liv var ligesom
derinde, siger han.
Martin fandt dog ingen bolig, da økonomien
var stram, og han så sig nødsaget til at flytte
ind på herberget RG60. Da kontanthjælpsreformen trådte i kraft den 1. januar i år, blev Martin vurderet uddannelsesparat. En vurdering
han ikke selv mener, han kan leve op til. Det
betyder, at Martin har fået skåret yderligere
i sin kontanthjælp, da uddannelsesparate får
4.832 kroner mindre end aktivitetsparate.
- Det hjælper jo ikke noget, at man bliver
vurderet forkert, bare fordi man virker målrettet. Det betyder jo ikke, at man er klar til en
uddannelse, siger han.
Forkert med sanktioner
Det var umiddelbart efter, at han var startet
i et aktiveringsforløb, at han fik skåret i sin
kontanthjælp. I første omgang mistede han
1.500 kroner, senere blev hele ydelsen fjernet i
tre måneder.
- Jeg ved jo godt, at det er mig selv, der ikke
er mødt op, men der er mange grunde til det.
Det har været kaotisk på herberget. Har du nogensinde set en skizofren? De er ikke altid lige
sjove at bo sammen med. Og andre gange har
der ikke været penge til transport, siger Martin, der tilføjer, at han også har et hashmisbrug,
der nogle gange forhindrer ham i at deltage.
På trods af at Martin godt kan se sin egen
skyld i det, mener han ikke, at sanktioner er
den rigtige måde at straffe de ledige på.
- Det påvirker kun folk negativt. Hvor skal
man få penge til mad fra? Nogle gange føler jeg
mig næsten opfordret til at få lange fingre, siger
han.
- Jeg synes ikke, man skal sanktionere folk,
der er i så dårlig en situation. De har i forvejen
nok at jonglere med. Måske tyer de til kriminalitet, fordi de bliver frustrerede, og det er
jo ikke det, der er meningen, siger Maj-Britt
Auning.
Hun synes ikke, det giver mening at sætte
folk i bås og sanktionere dem med det samme,
fordi der netop kan være mange grunde til, at
den pågældende ikke møder op. I stedet mener
hun, at man skal arbejde på at få mere pædagogisk støtte, når man har at gøre med unge
ledige. Efter hendes opfattelse er det svært for
de unge at starte et nyt sted uden hjælp:
- Hvis de unge ikke møder op, er det måske
et råb om hjælp, og man kommer ikke problemerne til livs med sanktioner. I stedet skulle
man hjælpe de unge med økonomien, så de kan
overskue at møde op til møderne og aktiveringen, siger Maj-Britt Auning. |
Tyer måske til kriminalitet
Den påstand er forstanderen på herberget
RG60 Maj-Britt Auning enig i. Mange af de
unge, som Maj-Britt Auning kender til, har
enten et stofmisbrug eller en psykisk lidelse, og
hun mener derfor, at sanktioner blot gør ondt
værre.
26-årige Martin Fussing har fået fjernet hele sin
ydelse i tre måneder. Tre måneders sanktionering
er et af de nye tiltag i regeringens kontanthjælpsreform.
kontanthjælpssatser 2013
kontanthjælpssatser per 1. januar 2014
Kontanthjælp (udvalgte satser)
Over 25 år, forsørger børn
Over 25 år, andre
Under 25 år, udeboende
Under 25 år, hjemmeboende
Ikke forsørger under 30 år Uddannelseshjælp
uden uddannelse
Udeboende
Over 25 år
5.857 kr.
Under 25 år
5.857 kr.
Hjemmeboende
Over 25 år
2.524 kr.
Under 25 år
2.524 kr.
Kilde: Beskæftigelsesministeriet
Sats pr. måned
13.952 kr.
10.500 kr.
6.767 kr.
3.265 kr.
HUS FORBI
Eventuelt
aktivitetstillæg
4.832 kr.
1.032 kr.
8.165 kr.
800 kr.
| nr. 6 juni 2014 | 18. årgang | 9
unge møder unge
IKEA-pose som hjem
Med alle ejendele i en blå IKEA-pose surfede Simone fra sofa til sofa
- Vi skal prøve at opsøge dem
i ungdomsklubber og på skoler. Vi
skal også holde nogle foredrag, så
vi kan sætte fokus på emnet. Der
skal tales om det her, fremhæver
Simone.
Hun ved selv, hvordan det er
at være hjemløs og ung. På en
lille café på Østerbro i København
fortæller Simone Hus Forbi om det
forløb, der betød, at hun endte på
gaden:
Da hun var 23 år blev hendes
forældre skilt. Den blomsterforretning, hun havde overtaget fra sin
mor, gik konkurs – blandt andet
på grund af tyveri fra ansatte –
og pludselig stod Simone med en
kæmpe gæld og ingen indtægt.
Simone har selv været ramt af mange kriser i sit liv, men hun vil vise andre
unge, at man godt kan komme op på hesten igen. Hun vil være et forbillede.
tekst og foto
Charlotte Freisleben,
Celine Dyrelund og
Kristoffer Nordskov,
Vallekilde Højskole
- Jeg kan hjælpe andre, og det
giver mig ro til også at hjælpe mig
selv. Jeg får ansvaret for noget.
Måske bliver jeg et forbillede for
nogen. Det er da lidt sejt.
Ordene kommer fra Simone
Søby på 25 år, som bor på herberget RG60. Hun er blandt dem, som
er gået med i SANDs nye netværk
for unge hjemløse. Her håber hun,
at hun kan få sat ansigter på andre
i samme båd og måske skabe debat
på området. De vil prøve at hjælpe
andre og sig selv på samme tid.
Flyttede fra sofa til sofa
I flere år boede hun i en blå IKEApose, hvor hun opbevarede alle
sine ting. Med posen under armen
flyttede hun fra sofa til sofa og sov
hos venner og bekendte. Det var
ikke stabilt for Simone – og hun
ønsker ikke, at andre skal opleve
det samme.
- Det var helt forfærdeligt
stressende at leve på den måde.
Jeg flyttede rundt hele tiden.
Nogle gange boede jeg hos ven-
ner, andre gange hos mine søstre.
Noget af det værste var, at jeg
ikke havde et sted, hvor mine ting
sådan rigtigt kunne ligge. Et sted,
hvor man ikke behøvede at pakke
dem sammen hele tiden.
HF er mit springbræt
For få måneder siden flyttede Simone efter opfordring fra kommunen ind på RG60. Her har Simone
fået den stabilitet, hun havde brug
for, synes hun.
- Der er mennesker hele tiden.
Det er dejligt, for jeg hader at være
alene. Det er selvfølgelig svært at
passe skolen, når de andre larmer
om natten. Men det betyder ikke
så meget. Det er bare rart endelig
at have et værelse, som er ens
eget. Og nu har jeg overskud til at
hjælpe andre. Derfor er jeg gået
med i netværket.
Simon er begyndt at tage en
HF. Hun vil bruge sin eksamen
som springbræt til universitetet.
- Jeg klarer mig ret godt. Jeg
vil rigtig gerne læse psykologi.
Det er faktisk min lærer, der har
opfordret mig til det. |
Unge mangler billige boliger
Unge hjemløse opsøger varmestuer for at få mad og ly for natten
af Nanna Ewald, Monica Andersen og Anne Sofie H. Folkmann,
Vallekilde Højskole
Landet over oplever varmestuer i
disse måneder, at stadig flere unge
dukker op – enten fordi de mangler et sted at sove eller har brug for
at gratis måltid mad. Eller begge
dele.
Sådan lyder det samstemmende
fra de varmestuer, Hus Forbi har
talt med. Alle steder peger man
på den såkaldte kontanthjælpsreform – regeringens besparelser på
10
kontanthjælpen – som årsagen. Og
flere steder peger man på, at der i
den grad mangler boliger, som er
så billige, at de unge kan betale
dem efter at have fået halveret
deres kontanthjælp.
Hos Blå Kors Pensionat i Herning fortæller Jørgen Villumsen
om et par sidst i 20’erne, der har
været nødsaget til at opsige deres
lejlighed og nu bor hos venner og
bekendte. Og i et bofællesskab i
Holbæk dukker der hver dag nye
ansigter op for at leje et værelse.
Disse bor enten på gaden eller er
| HUS FORBI | nr. 6 juni 2014 | 18. årgang
sofasovere hos venner og bekendte.
- Mange af de nye ansigter,
der kommer og søger et værelse,
er unge, fortæller Kjeld Lundorf,
korshærsleder i Holbæk.
I problemer til halsen
Han tilføjer, at de unge helst vil bo
i deres egen bolig.
- På gaden eller på sofaen hjemme hos en ven kan de aldrig slappe
helt af. Ønsker de fred og ro, kan
de ikke bare låse en dør. Et liv som
for eksempel sofasurfer er for de
fleste rigtig hårdt, både fysisk og
psykisk, forklarer Kjeld Lundorf.
I Sønderborg oplever Bjarne
Platz, medarbejder hos Kirkens
Korshær, også, hvordan reformen
påvirker de unge.
- Ja, vi har oplevet ændringer
siden kontanthjælpsreformen blev
indført. Mange af de unge mennesker har svært ved at få økonomien til at hænge sammen, siger
Bjarne Platz.
De unge står i problemer til halsen. De kan ikke betale deres husleje og bliver derfor sparket ud af
unge møder unge
I minus fra første dag
Hver måned starter unge udsatte på kontanthjælp med underskud
af Cille Lewinsky
Mens realitystjerner underholder
familien Danmark med deres overforbrug i tv-programmet ’Luksusfælden’, er
de hjemløse i al ubemærkethed fanget
i fattigdomsfælden. En gennemgang af
budgetter viser, at unge hjemløse på kontanthjælp lever på et absolut minimum.
Det er Missionen blandt Hjemløse, der
har gennemgået budgetterne på baggrund
af blandt andet tal fra unge hjemløse på
boformen og nødherberget RG60 i København. Tallene fortæller, at unge hjemløse
under 25 år, som er vurderet til at være
uddannelsesparate, nemt går ud af måneden med et underskud på 2.000 kroner.
De hjemløse unge under 25 år, som
er aktivitetsparate, må leve med, at det
månedlige underskud let sniger sig op på
over 1.000 kr.
Nogle af de unge må ud over den dårlige økonomi slås med et misbrug eller en
psykisk diagnose – i nogle tilfælde begge
dele. Den slags problemer er der bare ikke
plads til i deres økonomi.
Ingen medicin
- I disse budgetter er der ikke taget højde
for udgifter til medicin, tøj, misbrug
og sociale aktiviteter som for eksempel
kontingenter. Derudover er udgifter til
forsikring også en af de poster, der er sparet væk, siger Betina Sand, der er projektleder i Økonomirådgivningen i Missionen
blandt Hjemløse.
deres bolig. Udover at økonomien
ikke længere holder, lurer der også
andre problemer i baghaven.
- Der er ikke nok billige boliger
til rådighed, siger Bjarne Platz.
Det problem står Sønderborg
ikke alene med. Mange steder er
det svært, næsten umuligt, for de
unge at finde en billig bolig.
Kun lidt at råde over
I Vejle kan man leje sig til en
uddannelsesbolig for omkring
3.600 kroner om måneden. Med
en udbetaling på omkring 5.000
Hun understreger dog, at der heller
ikke er taget højde for eventuelle uddannelses- eller aktivitetstillæg, da der er
stor forskel på, hvordan de enkelte kommuner i landet forvalter lovgivningen.
I budgettet opererer I med, at mad og
husholdning koster 3.000 kroner om måneden. Kan det ikke gøres billigere?
- De 3.000 kroner er baseret på de
unges egne udsagn. De er styret af deres
behov, så når de er sultne, køber de
måske hellere en pizza, end de går ned
og handler for at gå hjem og tilberede
maden, siger Betina Sand.
Rådgivning
Hun tilføjer, at det er Økonomirådgivningens opgave at rådgive de unge om, hvordan de bedre kan planlægge og strukturere deres hverdag, så de eksempelvis får
købt ind i god tid.
- Men vi gør det uden at være moraliserende. De er voksne mennesker, så vi
vil ikke bestemme over dem, men i stedet
tale med dem, fortæller hun.
Hvad råder I så konkret de unge til, når
de skal spare?
- Vi går ind i en dialog med dem, men
der er ingen færdige løsninger. Vi har
ikke patent på, hvad det gode liv er. Det
må de unge selv definere. For disse unge
mennesker kan ønsket om at ligne folk,
der ikke bor på herberg, være højt, så
det rigtige tøj og de rigtige accessoires
kan være med til at styrke deres sociale
identitet. |
kroner efter skat vil de unge have
svært ved at få økonomien til at
løbe rundt.
- Unge, der er erklæret uddannelsesparate, får omkring 5.000
kroner efter skat om måneden. Så
er der ikke meget tilbage at råde
over, siger Jørgen Villumsen, Blå
Kors Pensionat Herning.
I Kirkens Korshærs varmestue
i Vejle er afdelingsleder Tove Hertz
Mikkelsen bange for, at der med
den store mangel på billige boliger
vil komme endnu flere unge hjemløse.
hvordan rækker pengene?
Budget (for en måned)
Unge under 25 år
Udd.parat
Akt.parat
Indtægter
Kontanthjælp før skat
5.857 6.889
Tillæg før skat
Kontanthjælp i alt før skat
5.857 6.889
Skat ca. 40 %
-2.343 -2.756
Til udbetaling
3.514 4.133
Udgifter
RG60
RG60
Husleje
1.890 1.890
Nedslag i egenbetaling
-200 -200
Boligsikring
El og gas
Vaskeri
Telefon og internet
250 250
Licens
220 220
Forsikring
Transport
350 350 Mad og husholdning
3.000 3.000
Faste udgifter i alt
5.510 5.510
Rest til rådighed
-1.996 -1.377
Kilde: Budget fra RG60
- Vi frygter, at mange vil komme i klemme. Vi har svært ved at
se, hvordan man skal kunne finde
en bolig i den prisklasse, de kan
betale. Det er umuligt at hjælpe
borgerne videre, hvis der ikke er
nogle billige boliger til rådighed,
fortæller Tove Hertz Mikkelsen.
Boligselskaber advaret
den kan forvente flere henvendelser fra unge, der ikke kan betale
deres husleje.
- Indtil videre er der ikke sket
en stigning af henvendelser fra
unge, der ikke kan betale husleje,
men vi frygter, at der med tiden vil
komme flere, siger Katrine Sehested Hansen fra Esbjerg Kommunes borgerservice til Hus Forbi. |
Nogle kommuner – heriblandt Esbjerg – ved godt, at reformen kan
påvirke de unges boligsituation.
Her advarede kommunen for nylig
boligselskaberne om, at de med ti-
HUS FORBI
| nr. 6 juni 2014 | 18. årgang | 11
unge møder unge
Unge
betaler
prisen
for krisen
Regeringens besparelser på kontanthjælp sender regningen
for krisen videre til de unge mennesker, som ikke lige har
udsigt til at gå let og smertefrit fra skole gennem ungdomsuddannelse og i videregående uddannelse eller arbejde.
Hus Forbi har talt med tre unge fra projekt Unge i Uddannelse i Brorfelde på Vestsjælland.
Kim Petersen, 27 år, Holbæk:
Da jeg blev færdig med grundforløbet på glarmesteruddannelsen, kunne jeg ikke finde en
læreplads. Derfor har jeg været på kontanthjælp
det seneste halvandet år. Min kæreste er også
på kontanthjælp, og indtil nu har vi godt kunnet
få det til at løbe rundt, men det kan vi snart ikke
længere. På grund af de nye regler om kontanthjælpen har vi kun cirka 1.200 kroner tilbage at
leve for, når vi har betalt alle vores regninger.
Det er jo slet ikke holdbart. Det fylder meget i
hverdagen, og det går desværre også ud over
vores forhold, at vores økonomi er blevet så presset. Det er svært at få pengene til at række hele
måneden. Vi er nødt til at tænke os meget om,
når vi handler. Der er for eksempel ikke plads til,
at vi laver ekstra lækker mad en dag for at pleje
vores forhold, og det er ærgerligt. Vi skændes
også mere, fordi det fylder rigtig meget i vores
tanker, at vi ikke har penge nok. Jeg starter snart
på en ny uddannelse på Holbæk Tekniske Skole.
Jeg skal være mekaniker. Jeg håber, at de ekstra
penge, jeg får med min SU, vil give lidt plads i
hverdagen. Men vi ved også, at det ikke er nok
til, at vi kan betale for den lejlighed, vi bor i nu,
så vi skal flytte alligevel. Det bliver rigtig svært,
men vi er simpelthen nødt til at finde et billigere
sted at bo inden for et halvt år. |
Julie Kragh Thisgaard, Vallekilde Højskole
Tatjana Roos, 21 år, Tølløse:
Hjertebanken, nervøse trækninger og negative tanker. Sådan har jeg det, når jeg er ude blandt fremmede mennesker. Jeg lider af social forbi og kronisk stress, som jeg fik konstateret, da jeg var 15 år
gammel. Siden august 2013 har jeg været på kontanthjælp. Inden jeg kom på kontanthjælp, var jeg under uddannelse som dyrepasser. Efter grundforløbet var det nærmest umuligt at finde en praktikplads,
så jeg måtte stoppe. Da den nye kontanthjælpsreform trådte i kraft, var jeg til samtaler i Kompetencecentret i Holbæk og fik at vide, at jeg var uddannelsesparat. På grund af min socialfobi er det svært
for mig at blive presset til at starte på en uddannelse, fordi det skal være et sted, hvor jeg kan lide
at være og føler mig tryg. Jeg kan ikke bare gå ud til fremmede steder og søge praktikplads. Jeg har
brug for, at der er en, jeg stoler på, som tager med mig. Jeg er bange for, at min socialfobi forværres,
fordi jeg bliver tidspresset og ikke kan gøre tingene i mit eget tempo. Lige nu fælder vi træer og rydder
store skovområder. Det giver god mening for mig i stedet for at sidde hver dag og søge efter et job
på jobcentret. Jeg vil rigtig gerne være veterinærsygeplejerske, men min sagsbehandler synes, at jeg
skal vælge noget, hvor det er nemmere at finde en praktikplads. De har foreslået, at jeg søger ind som
sygeplejerske, men jeg kan ikke have et job, hvor jeg skal være i så tæt kontakt med mange forskellige
mennesker hele tiden. |
Anna Baun Pedersen, Vallekilde Højskole
12
| HUS FORBI | nr. 6 juni 2014 | 18. årgang
Michelle Halling Sørensen, 20 år,
Ugerløse:
Hver dag går jeg rundt udenfor og fælder træer.
Jeg er født med gigt, så mine hænder er syge.
Min ryg er overbelastet, og jeg har et dårligt
knæ. Derfor er jeg langsommere end de andre.
Ifølge kommunen er jeg åbenlyst uddannelsesparat. Det er jeg også. Til sommer starter jeg på
laborantuddannelsen, hvilket er den perfekte
uddannelse til mig. Jeg ikke har kunnet få et job,
fordi jeg ikke har nogen erhvervserfaring. Derfor
er jeg nu på kontanthjælp. For at gøre mig fortjent til den offentlige ydelse, skal jeg tage imod
aktivitetstilbud fra kommunen. Meningen med
projektet her er at få os unge ud i naturen. Men
det er dumt, at bare fordi jeg er blevet erklæret
uddannelsesparat, så kaster de mig herud. De
ved ikke, hvad de ellers skal gøre med mig. Det
er selvfølgelig bedre end at sidde på kompetencecentret og stirre ind i væggen. Men det eneste
reelle, jeg får ud af tilbuddet, er frisk luft. Arbejdet er ikke relevant for mig eller det, jeg vil med
min fremtid. Der bør være et bredere udvalg af
tilbud, så vi også føler, at vi får noget ud af det.
En af de andre unge, der går her, vil gerne være
anlægsgartner, så dette tilbud er ideelt for ham.
Men jeg vil gerne være laborant, derfor klipper
jeg hæk?
Amalie Louise Thieden, Vallekilde Højskole
Lav den tandlov om
Tandlæger og socialrådgivere imod egenbetaling i tandpleje for udsatte
af Peter Rathmann
De frivillige tandlæger på gratisklinikker
for socialt udsatte går nu sammen med Dansk
Socialrådgiverforening for at sikre udsatte
mennesker en bedre tandpleje.
Politikerne på Christiansborg har afsat 180
millioner kroner årligt til tandpleje for socialt
udsatte, men de penge bliver langt fra brugt,
fordi egenbetalingen er alt for høj og bureaukratiet alt for massivt.
- Det duer jo ikke, at en hjemløs skal betale
godt en tredjedel af de 10.-12.000 kroner, det
koster at trække tænderne ud og erstatte dem
med en protese, siger tandlæge Peter Østergaard, der er formand for Foreningen De Hjemløses Tandklinik – Bisserne – i København.
- Det duer heller ikke, at det tager mindst
to måneder at komme igennem med en ansøgning om en behandling, når tænderne gør ondt
her og nu, siger Peter Østergaard til Hus Forbi.
Bisserne og Dansk Socialrådgiverforening
forsøger derfor at råbe politikerne op med
fælles bud på, hvordan lovgivningen kan gøres
bedre.
Sidste år blev der kun brugt små 50 millioner kroner ud af de 180 millioner, som var til
rådighed. I 2014 er der hidtil kun brugt knap
36 millioner, anslår Socialministeriet.
- Hele puljen kunne sagtens bruges til
formålet, men lovgivningen halter. Det kan
ikke være meningen, at økonomiske barrierer
og bureaukrati skal afholde folk fra at få en
ordentlig tandbehandling, siger Peter Østergaard.
Egenbetaling
Bissernes formand foreslår helt at afskaffe
egenbetalingen på 35 procent af de første
10.000 kroner, som en hjemløs selv skal hoste
op med for at få del i puljen.
Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening, er enig:
- Det er helt oplagt, at ordningen så at sige
bliver en tand for dyr for målgruppen. Den bør
laves om, så kontanthjælpsmodtagere kan få
glæde af den, siger hun.
- Politikerne bliver nødt til at lave en
ordning uden egenbetaling. Det er urealistisk,
at kontanthjælpsmodtagere kan finansiere
en egenbetaling på 35 procent. Vi ved alle, at
det er dyrt at gå til tandlægen, så politikerne
må lave et kvalitetstjek af ordningen, hvor
mindstekravet er, at konceptet skal matche
målgruppen og deres økonomiske muligheder,
siger socialrådgivernes formand.
Foruden afskaffelse af egenbetalingen
foreslår Peter Østergaard en straksvisitation,
- Det duer jo ikke, at en
hjemløs skal betale godt en
tredjedel af de 10.-12.000
kroner, det koster at trække tænderne ud og erstatte
dem med en protese.
Tandlæge Peter Østergaard, formand for
Foreningen De Hjemløses Tandklinik –
Bisserne – i København
så udsatte mennesker med ondt i tænderne kan gå
direkte ind fra gaden og få hjælp med det samme,
som de kan det i dag på Bissernes to gratisklinikker i København.
Bureaukrati
Selvom reglerne garanterer behandling uden
forhåndsgodkendelse på beløb på op til 10.000
kroner, går der i praksis minimum to måneder med
bureaukrati, siger Peter Østergaard.
- Den nuværende, langsommelige godkendelsesprocedure svarer til at gå på skadestuen med et
brækket ben og få besked på at komme igen med
et overslag på udgiften til at få det lappet sammen,
siger han.
Formanden for Tandlægeforeningen, Freddie Sloth-Lisbjerg, peger på et tredje problem.
Der mangler en opsøgende indsats i forhold til de
hjemløse og socialt udsatte:
- Hele idéen med at give tilskud til denne målgruppe er jo, at det er folk, som ikke selv bruger
tandlægen i forvejen. Jeg kan godt være bekymret
for, om budskabet når frem til kontanthjælpsmodtagere og andre, som er omfattet af reglerne. Kommunerne har ingen forpligtelse til at få fat i folk og
fortælle dem om deres muligheder, siger Freddie
Sloth-Lisbjerg. |
TANDHJULET
Hus Forbi sætter fokus på socialt
udsattes tandpleje. Læs også om
Hus Forbi-sælger Henning Elsners
tur Danmark rundt på cykel. Han
har gang i Tandhjulet og samler på
turen penge ind til tandpleje for
hjemløse og socialt udsatte. For som
Hus Forbi dokumenterer, så er stat,
regioner og kommuner ikke opgaven
voksen.
Følg Henning på side 29
tænder for millioner
Siden den 1. januar 2013 har kontanthjælpsmodtagere kunnet få tilskud til tandbehandlinger efter
paragraf 82a i lov om aktiv socialpolitik.
| Politikerne har afsat en årlig pulje på 180 millioner kroner, som er fordelt til kommunerne efter indbyggertal.
| Kontanthjælpsmodtagere under 25 år har en egenbetaling på 600 kroner. Borgere over 25 år skal
betale 800 kroner plus 35 procent af den resterende regning.
| Behandlinger under 10.000 kroner kan sættes i gang uden forhåndsgodkendelse. Koster behandlingen over 10.000 kroner, skal kommunen først godkende tandlægens behandlingsoverslag.
Der er indtil videre ingen planer om at evaluere, om ordningen fungerer efter hensigten.
HUS FORBI
| nr. 6 juni 2014 | 18. årgang | 13
Hjemløshed begynder i barndommen
Mennesker er ikke selv skyld i, at de ender på gaden som hjemløse.
Skylden ligger i den sociale arv, siger Helsingørs konservative borgmester Benedikte Kiær
af Per Ernstsen
og Peter Rathmann
foto Lars Ertner
En erfaren hjemløs i Helsingør,
Per Ernstsen, interviewer byens
stadig ret nye borgmester, den
konservative tidligere socialminister Benedikte Kiær.
Borgmesteren og Hus Forbisælgeren har mødtes mange gange
før og udvekslet Hus Forbi’er for
en 20’er. Denne gang kom snakken til at handle om blandt andet
meldepligt for kontanthjælpsmodtagere, årsager til hjemløshed og
skæve boliger til folk med hund.
Benedikte: Vi har jo kendt
hinanden i mange år, Per!
Per: Det er altid en fornøjelse at møde dig. Du kender min
kæphest: Det er uheldigt, at alt
fra kommunens side i forhold til
udsatte mennesker er lagt ind
under psykiatri. Psykiatriske normer passer ikke på alle hjemløse.
Mange har andre problemer, og de
er typisk økonomiske.
Benedikte: Så kan jeg gøre dig
glad. Vi er selv kede af at hæfte
diagnoser på mennesker. Der kan
ofte være tale om forkert varebetegnelse. Derfor har vi fundet
på et nyt navn til det tidligere
Center for Psykiatri og Handicap,
som fremover skal hedde Center
for Særlig Social Indsats. Måske
skulle vi også gå fra at kalde
’psykiatriske lidelser’ for ’psykisk
sårbarhed’.
Per: Nu er jeg lige flyttet ud af
din kommune og til Humlegården
i Fredensborg. Men da jeg stadig
boede her, skulle alle hjemløse
kontanthjælpsmodtagere hver
uge møde op på Borgerservice og
udfylde en blanket om, hvor de
havde sovet hver eneste nat i den
forløbne uge. Det føltes som at
skulle stille til forhør hos ridefogeden! Synes du, det er rimeligt?
Benedikte: Når man er hjemløs, står man i folkeregisterregi
på ’ukendt adresse’, og når man
modtager kontanthjælp, så skal vi
gerne vide, at borgeren opholder
sig her i kommunen, hvis det er
14
Helsingør Kommune, der udbetaler kontanthjælpen. Det følger
af personregisterloven, at vi som
kommune har en forpligtelse til at
undersøge og folkeregistrere folk
der, hvor de bor og opholder sig
eller har deres bohave.
| HUS FORBI | nr. 6 juni 2014 | 18. årgang
Mad
Peter: Kommunen har opsagt en
ordning med Kirkens Korshær om,
at folk kunne komme og spise på
værestedet Stubben uden at betale
direkte og så efterfølgende få
trukket beløbet fra deres kontant-
hjælp eller pension. Ifølge Stubbens leder vil det fremover betyde,
at de må afvise sultne hjemløse
uden penge. Hvad er begrundelsen
for at opsige en ordning, der har
fungeret fint i mange år?
Benedikte: Det er rigtigt, at den
- Det kan faktisk være en god forretning for kommunen at gå ind
og betale huslejen i for eksempel tre måneder frem for udgifterne,
hvis beboerne i stedet bliver husvilde.
praksis blev stoppet midlertidigt.
Ordningen har fungeret sådan, at
Kirkens Korshær hver måned har
tilsendt kommunen en oversigt
med navne og CPR-numre på de
borgere, der har benyttet sig af
den. Ydelsescentret har derefter
trukket beløbene i de respektive borgeres kontanthjælp. Med
ordningen har Kirkens Korshær
dermed fået en myndighedsopgave, der består i at træffe afgørelse
om administration af en borgers
kontanthjælp – og det er der ikke
lovhjemmel til. Men sagen er politisk behandlet, og vi har fundet en
anden løsning samtidig med, at vi
spørger ministeren, om vi ikke må
bruge den gamle og nemmere ordning alligevel. Stubben er i øvrigt
et fantastisk godt sted.
Per: Nu er jeg jo flyttet i egen
bolig på Humlegården...
Benedikte: Jeg håber, du har
det godt dér!
Boliger
Per: Jo, jo, det er et godt sted.
Jeg har eget bad, og det er jo en
luksus. Men jeg har hørt, at mange
mennesker risikerer at blive hjemløse på grund af kontanthjælpsreformen. Hvad vil du gøre for at
skaffe billige boliger til folk på
overførselsindkomster?
Benedikte: Selvfølgelig skal vi
sørge for, at alle har et sted at leve
og bo. Vi har en forpligtelse over
for husvilde familier og sofasovere. Jeg har i første omgang tænkt
mig at foreslå byrådet, at vi foretager en kortlægning af boligsammensætningen og prisniveauet.
Heldigvis har vi mange gode og
velegnede boliger i kommunen.
Per: Men der er også udsatte
boligområder i Helsingør.
Benedikte: Du tænker på for
eksempel Vapnagaard. Vi har
fået godt 10 millioner kroner fra
Indenrigsministeriet til vores
udsatte boligområder. Nogle i
byrådet synes, vi skulle bruge de
midler på hjemløseboliger, men jeg
vil gerne have en kortlægning af
hele boligsituationen først og samtidig undersøge muligheden for at
søge Boligministeriet om midler til
skæve boliger.
Peter: I Aalborg hjælper kommunen folk med huslejen for
at forhindre, at de mister deres
bolig?
Benedikte: Det kan faktisk
være en god forretning for kommunen at gå ind og betale huslejen
i for eksempel tre måneder frem
for udgifterne, hvis beboerne i
stedet bliver husvilde. Men det
handler også om, at ikke alle kender deres rettigheder. Mange søger
ikke den boligsikring, som kunne
hjælpe dem til at blive boende.
Per: Hvad med boliger til folk
med hund?
Benedikte: Har du fået hund?
Per: Nej, men jeg kender
mange, som har en, og de kan ikke
komme ind nogen steder.
Benedikte: Vi er enige om i byrådet at undersøge mulighederne
for støttemidler til skæve boliger.
Der er rigtigt mange penge at
hente i Boligministeriet til skæve
boliger. Det skal selvfølgelig
være boliger med udgangspunkt
i brugernes liv. Jeg har set mange
spændende boligformer, hvor
man må have hund. Der skal være
plads til at være den, man gerne
vil være. Mange mennesker, som
lever på gaden, har en hund.
Det handler også om, at ikke alle kender deres rettigheder, siger Benedikte
Kiær.
vice, hvor borgeren kan få råd og
vejledning. Helsingør Kommune
har desuden to digitale guider,
der gerne stiller op til et oplæg på
Stubben, i Klubben og i Pensionatet. Digitaliseringen er smart for
mennesker, der lever et omflakkende liv, fordi de får samlet alle
deres papirer på ét sted.
Per: Et sidste spørgsmål: Bestemmer vi mennesker selv, om vi
bliver hjemløse?
Benedikte: Nej! Der er mange
årsager til, at mennesker ender på gaden. Selvom vi kender
hinanden, har jeg aldrig hørt din
historie. Men mange historier
trækker spor tilbage til barndommen. Vi kan se, at for eksempel
det at stifte gæld går igen i den
sociale arv. Det er i barndommen,
vi skal sætte ind for at forhindre,
at mennesker bliver hjemløse.
Men selvfølgelig skal vi også bedst
muligt hjælpe dem, der lever på
gaden her og nu. Har du fået solgt
alle dine aviser?
Per: Ikke endnu, men nu sælger
jeg en til dig. |
Digitalisering
Per: Hvad med digitaliseringen?
Den er et stort problem for mange
hjemløse. Kan man etablere et
samarbejde mellem væresteder
som Stubben, Klubben, Pensionatet og kommunen om digitaliseringsambassadører, der turnerer
rundt på de forskellige væresteder
og hjælper de hjemløse med at få
styr på deres digitale papirer?
Benedikte: Det kan jeg godt
forestille mig. Der er lige nu
mange frivillige organisationer,
der stiller kurser og oplæring til
rådighed for byens borgere – de
frivillige er også byens borgere
selv. Helsingør Kommunes tilbud
om digitaliseringshjælp er på bibliotekerne, hvor man kan booke
en bibliotekar, og i Borgerser-
om borgmester og journalister
BENEDIKTE KIÆR
Konservativ borgmester i Helsingør siden kommunalvalget i november 2013.
Som nyvalgt borgmester valgte Benedikte Kiær at træde ud af Folketinget
for at hellige sig kommunalpolitik på fuld tid. Den 44-årige borgmester var
socialminister 2010-2011 og blev derefter politisk ordfører for de konservative frem til 2012.
PER ERNSTSEN
55 år. Uddannet maskinarbejder. Tidligere formand for de hjemløses landsorganisation, SAND, i hovedstaden. Per har været hjemløs flere gange,
senest i Helsingør. For tre måneder siden fik han sin egen bolig hos Blå Kors
i Humlegården i Fredensborg Kommune.
PETER RATHMANN
Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole 1988 og har arbejdet for blandt
andet Ritzaus Bureau og Mellemfolkeligt Samvirke. Tilknyttet Hus Forbi
siden 2013.
HUS FORBI
| nr. 6 juni 2014 | 18. årgang | 15
Louis Thorin har fisket rejser i 28
år, arbejdet på en rejefabrik og et
plejehjem i Grønland. Nu bor han
på forsorgshjem i Danmark, hvor
han ikke taler sproget.
16
| HUS FORBI | nr. 6 juni 2014 | 18. årgang
af Gerth Gedionsen og Peter Rathmann
foto Heidi Lundsgaard
forlod mig med vores lille datter.
Syv år senere indtraf Louis Thorins næste
tragedie, da han mistede sin datter i en drukneulykke i Ilulissat. Han fik meddelelsen i et
brev:
- De var en flok børn på stranden. Hun
faldt i vandet og kunne ikke selv komme op.
De andre børn var hjælpeløse og løb væk.
Hun var kun et lille barn.
Men det værste var, fortæller Louis Thorin, da hans mormor døde i 1996:
- Jeg var mormors første barnebarn. Hun
tog sig af mig med stor omhu. Familien havde
ikke fortalt, at mormor led af kræft. De tav,
fordi hun og jeg holdt så meget af hinanden.
Jeg fik først besked i hendes sidste dage. Det
var meget tungt, da hun døde.
I 1992 gik han i land og fik arbejde i en
V
i kører fra den buldrende banegård i Odense
med bus 151 sydvestover
mod Assens.
Vi skal huske at trykke
stop ved St. Dannesbo, for
der er langt til næste holdeplads. St. Dannesbo ligner mere en bondegård end et forsorgshjem for udsatte mennesker. Køer og geder græsser på marken.
Vi er langt ude på landet. Her er så stille, at
vi kan høre vores hjerter banke.
Vi er kommet for at tale med Louis
Thorin.
Louis Thorin er en stilfærdig mand.
Selv hvis han kunne tale dansk, ville han
nok ikke sige mange ord. Men Louis Thorin taler ikke dansk.
- Det er meget svært her, når jeg ikke
kan udtale det, jeg har i hovedet. Jeg tænker på grønlandsk og prøver så at udtrykke mine tanker på dansk, siger han.
Louis Thorin blev født i bygden Niaqornaarsuk i det nordlige Grønland for 51 år
siden. Som de andre drenge voksede han
op som fanger og fisker.
- Jeg gad ikke gå i skole i det fine vejr.
Så hellere ud og jage og fiske. Det var
fiskeri om sommeren og anden fangst med
hundeslæde om vinteren.
Louis Thorin blev opdraget af sin mormor. Hans far ville de første år af Louis' liv
ikke kendes ved ham.
Som 15-årig gik han om bord i sin første
rejekutter. Louis Thorin fiskede rejer de
næste 15 år.
- De første år på en rejekutter indenskærs. Senere udenskærs på en stor
rejetrawler.
Faren anerkendte ham først, da Louis
Thorin var en voksen mand. Far og søn
boede nu i Qasigiannguit og fiskede rejer i
bunden af Diskobugten. Det var gode tider.
Tre tragedier
Men en forårsnat for 28 år siden fandt
Louis Thorin sin far skudt ned uden for
forsamlingshuset, hvor byens indbyggere
havde fejret afslutningen på de årlige hundeslædevæddeløb.
- Jeg var ikke med til festen. Ved
midnatstid kunne jeg høre, at der blev
skudt med rifler inde i byen. To mænd var
begyndt at skyde efter folk på vej hjem.
Alle var skræmt væk, og jeg var den første
til at nå frem til min far. Han var ramt i
brystet, kuglen var gået igennem lungen
og havde ødelagt ryggen. Min far døde efter et døgn. Manden, der skød ham, begik
selvmord ved at skyde sig.
- Jeg var helt ødelagt over min fars død
og begyndte at drikke som bare fanden.
Min kæreste kunne ikke holde det ud og
- Jeg tænker på grønlandsk
og prøver så at udtrykke
mine tanker på dansk.
rejefabrik, siden med hellefisk hos Royal
Greenland i Qasigiannguit. Derpå fulgte to
år som plejer på byens alderdomshjem. De
næste seks år frem til afrejsen lossede Louis
Thorin skibe på havnen i Nuuk for Royal
Arctic Line.
Manden,
der faldt
ned fra
Grønland
Danmark er ensomt land
for en grønlænder, som
ikke taler sproget.
Det kan fiskeren
Louis Thorin tale med om
Tiden går langsomt
En barsk skilsmisse, akut boligmangel og 18
års ventetid på en lejlighed i Nuuk fik ham
til at forlade hjemlandet over hals og hoved i
efteråret 2012.
Louis Thorin efterlod samtidig tre børn
på 15, 17 og 19 år fra sit første ægteskab i
Grønland.
Det hele gik så hurtigt, at han ikke nåede
at tænke over, hvad han overhovedet ville
i Danmark. I den første tid boede han på
sofaen hos venner rundt omkring i Jylland
og på Fyn.
For et års tid siden fik han nok af St. Dannesbo og søgte til Brønderslev, hvor de tre
børns mor bor. Men hun drak for meget, og
han vendte snart tilbage til Fyn. Selv drikker
Louis Thorin kun alkohol to-tre gange om
året.
Nogle dage sælger han Hus Forbi ved
Bilka. Han kan godt tale dansk med kunderne, når det bare er korte bemærkninger.
Men ellers går tiden på St. Dannesbo. Og
tiden går langsomt.
- Så længe jeg ikke har et andet sted, er
jeg nødt til at acceptere at være her.
- Børnene i Grønland venter på, at jeg får
en lejlighed, så de kan besøge mig måske en
gang om året. Vi skriver sammen på Facebook.
Faktisk har han fået tilbudt en lejlighed
inde i Odense, men han kunne ikke forstå
brevet fra boligselskabet. Da han endelig fik
det oversat af pædagogerne på St. Dannesbo,
HUS FORBI
| nr. 6 juni 2014 | 18. årgang | 17
Det er tid at finde bussen tilbage til Odense.
Vi overlader Louis Thorin til sig selv.
- Jeg lider ingen store afsavn. Jeg har været
rejsende fra barnsben og er vant til at være
andetsteds end hjemme. Men jeg savner hvalkød og sællever. Det har jeg spist tonsvis af.
Han har ingen kontakt til sin familie i
Danmark.
- Jeg havde en onkel i Odense, men han
døde.
Det er ikke nødvendigt at spørge Louis
Thorin, om han er ensom. |
Hus Forbis udsendte til St. Dannesbo var journalisterne Peter Rathmann og Gerth Gedionsen.
Gerth er selv fra Grønland og har virke ved flere
grønlandske medier. Han er tidligere hjemløs, Hus
Forbi-sælger og sælgerrepræsentant, hvilket vil
sige tillidsrepræsentant, for Hus Forbi-sælgerne på
Fyn. |
Louis savner børnene i Grønland.
var svarfristen overskredet og lejligheden væk.
St. Dannesbos leder, Gitte Lundgren, kommer forbi bordet udenfor i det gode vejr, hvor vi
sidder og drikker kaffe og ryger smøger:
- Vi kan godt mærke på vores grønlændere,
- Når andre grønlændere
kan overleve her, kan jeg også.
at selvstyret i Grønland har nedprioriteret
danskundervisning i skolerne. Men der er mange andre barrierer end den sproglige. Danmark
er ikke et land, de sådan bare lige kommer til
og klarer sig i, siger hun.
Gitte Lundgren beskriver Louis Thorin som
venlig, imødekommende og socialt kompetent.
Han vil sagtens kunne bo i sin egen lejlighed.
På St. Dannesbo skal han gøre rent på toiletterne i den fløj, hvor han har sit værelse.
- Louis er punktlig og passer sine pligter
upåklageligt, siger hun.
- Men vi kan ikke lave en udredningsplan
(en plan for Louis' fremtid, red.) for Louis på
grund af sprogbarrieren. Vi ved kun, at han
gerne vil bo i Odense. Men ellers ved vi ikke,
hvad vi skal gøre på hans vegne, siger Gitte
Lundgren.
Forskelsbehandlet i fællesskabet
Louis Thorin skulle være begyndt i sit fjerde
forløb med danskundervisning på sprogskolen i
Odense den 1. januar.
- Men jeg har stadig ikke fået noget brev om
det. Det er svært at følge med. Der er mange
ting, jeg ikke forstår, og der mangler grønlandske tolke. Jeg gør alt for at lære, det er aldrig
for sent, men jeg ville gerne have haft en tolk.
Senest har St. Dannesbo sendt bud efter en
tolk fra Det Grønlandske Hus i Odense. Men
tolken har travlt og er ikke sådan lige at få fat
på.
- En gang imellem tænker jeg, at der ikke er
så meget rigsfællesskab tilbage imellem Danmark og Grønland i forhold til mine problemer.
Jeg bliver forskelsbehandlet på grund af min
hudfarve og mit sprog.
- Selvom jeg ikke kan ret meget dansk, er
jeg en voksen mand og tænker, at jeg nok skal
klare det. Jeg kan godt lide at være i Danmark.
Her er ikke så koldt. Når andre grønlændere
kan overleve her, kan jeg også.
Der er mange ting, jeg ikke forstår, og der mangler
grønlandske tolke, siger Louis Thorin.
grønlændere i danmark
| Der bor omkring 14.000 grønlændere i Danmark. Langt de fleste
klarer sig godt. Omkring 1.200 lever
som socialt udsatte, men tallet kan
være dobbelt så højt, mener Rådet
for Socialt Udsatte.
| Omkring en femtedel af grønlænderne i Danmark har ingen tilknytning til arbejdsmarkedet, men er på
kontanthjælp eller førtidspension.
| Grønlændere udgør seks procent
18
af de hjemløse i Danmark. Kun to
procent af de grønlandske hjemløse
er i behandling for misbrug og psykiske sygdomme – mens tallet er 15
procent for de danske hjemløse.
| Grønlændere er danske statsborgere. Derfor har de danske myndigheder ikke pligt til at tilbyde dem
et integrationsprogram med boligtilbud, danskundervisning, kursus i
danske samfundsforhold og opkvalificering til arbejdsmarkedet.
| HUS FORBI | nr. 6 juni 2014 | 18. årgang
| En stor del af den grønlandske befolkning forstår ikke dansk. Selvstyret har nedprioriteret danskundervisning i de grønlandske skoler.
| Der er 18 års ventetid på en
lejlighed i Nuuk. Arbejdsløsheden i
de grønlandske byer i 2011 var 8,8
procent. Mange kan ikke betale
huslejen. Sidste år var den samlede
gæld til de offentlige boligselskaber i
Grønland 100 millioner kroner.
| Der er stor mangel på socialrådgivere i Grønland. Socialforvaltningerne er overbelastede af akutsager.
| Selvmordsraten i Grønland er
verdens højeste målt i forhold til indbyggertallet. I 2010 blev der begået
62 selvmord. Det er en selvmordsrate på 108 per 100.000 indbyggere – næsten ti gange så høj som
selvmordsraten i Danmark. |
Dømt ude
i mulighedernes land
Mangel på viden, hjælp og tolke til tusinder af udsatte grønlændere
af Peter Rathmann
Der er socialt udsatte grønlændere i hver eneste danske kommune.
De har lavstatus i de sociale ghettoområder. De er danske statsborgere og bliver ikke integreret som
andre mennesker fra fjerne lande.
Socialministeriet anslår, at der
lever omkring 1.200 udsatte grønlændere i Danmark. Men tallet kan
i realiteten være dobbelt så højt,
siger Jann Sjursen, formand for
Rådet for Socialt Udsatte.
Grønlændernes problemer i
Danmark er ikke nye, men de er
- Ofte viser det sig at
være en kæmpestor
skuffelse at komme
herned.
Manu Sareen, socialminister (R)
blevet større. De udsatte grønlændere er blevet yngre. Og der bliver
gjort alt for lidt for at hjælpe dem.
- Vi har hørt om udsatte grønlændere, siden vi var børn. Vi har
altid hørt, at vi kunne komme til
Danmark og drikke og ryge hash,
siger 46-årige Jørgen Søholm fra
partiet Inuit Ataqatigiit.
Rigsfællesskabet mellem Grøn-
land og Danmark betyder i praksis,
at grønlændere sakker agterud,
fordi de danske myndigheder ikke
har pligt til at tilbyde dem et integrationsprogram.
- De tilbud, som burde række
ud til de udsatte grønlændere, er
slet ikke tilstrækkelige. Tværtimod
er rigsfællesskabet en hindring for
at få hjælp, siger Jann Sjursen.
Lever i stilhed
Han tilføjer, at personalet på de
danske socialkontorer ved alt for
lidt om grønlænderne og deres
særlige udfordringer ved at forstå
dansk og danskerne.
Mange grønlændere har svært
ved at bede om hjælp og føler
sig talt ned til og misforstået. De
kommer fra en markant anderledes
kultur.
- Vi er et tilbageholdende folkefærd og forventer ikke at skulle
gentage os selv og snakke, indtil
andre bliver overbevist om vores
holdning, siger Martha Lund Olsen, minister i Grønland for Justits
og Familie.
Mange kender ikke deres rettigheder og muligheder i Danmark
og ender derfor som udsatte. Der
er stort behov for mere viden
og tolkebistand for at modvirke
hjemløshed, siger ministeren fra
Grønland.
En del af de socialt udsatte
grønlændere har ikke haft de
samme problemer hjemme. Udsatheden kan komme snigende, når
de flytter ind på sofaen hos venner
og familie og bliver en del af værternes sociale nedtur.
Men mange flytter til Danmark
og bliver socialt udsatte, netop
fordi de også er blevet vraget i det
grønlandske samfund.
- Nogle befinder sig i et frygteligt valg mellem hjemløshed enten
her eller i Grønland, siger folketingsmedlem Finn Sørensen fra
Enhedslisten.
Ingen veje væk
Socialminister Manu Sareen (R),
vurderer, at mange grønlændere
har troen på, at de kan finde ind i
fællesskabet i Danmark.
- Men ofte viser det sig at være
en kæmpestor skuffelse at komme
herned. De er flygtet fra boligmangel, arbejdsløshed, misbrug og
overgreb, men ender i yderligere
social deroute. Der sidder en grønlænder på en bænk i enhver by i
Danmark. De går under radaren
i det sociale system, fordi de er
danske statsborgere, men de har
i den grad brug for vores hjælp.
Sådan har det været i mange år,
siger ministeren.
Seniorforsker Else Christensen
fra SFI (Det Nationale Forskningscenter for Velfærd) har interviewet
grønlandske kvinder i Danmark.
Mange er flygtet fra en voldelig og
fordrukken mand:
- De kan ikke flygte i Grønland.
Der er bogstaveligt talt ingen veje
væk fra byerne. Hvis manden
synes, at kvinden skal have tæsk,
kan han altid finde hende.
- De er flygtet fra Grønland,
men ikke til Danmark. De har
truffet en hurtig beslutning og
er taget afsted med, hvad de lige
kunne have i en kuffert. De tænker på det, de forlod, men ikke på,
hvad der venter dem.
- De har en opfattelse af Danmark som mulighedernes land.
Men Danmark er ikke et bord,
de lige kan sætte sig til. Det skal
dækkes først, og der skal arbejdes
hårdt, siger seniorforskeren.
- Mange fortæller om stor
tristhed og mindre engagement i
livet, end de kunne ønske sig. De
tilbringer dagen alene hjemme
i lejligheden. En kvinde fortalte
mig: 'Jeg er glad for at være i Danmark, men ensomhed er den pris,
jeg betaler'. |
De citerede i artiklen deltog i en
konference om udsatte grønlændere
på Christiansborg den 5. marts.
værested genåbner i københavn
udsatte grønlændere skal have hjælp
Det københavnske værested for socialt udsatte grønlændere,
Qiperoq, åbner igen efter at have været lukket siden slutningen af november 2013. Indenfor de seneste år har der været en stigning af unge
socialt udsatte grønlændere. Derfor sætter Qiperoq med sin genåbning
ind med en særlig indsats på det område.
Det Grønlandske Hus i København står bag værestedet, som åbner,
fordi der ikke har været en særlig indsats for at støtte socialt udsatte
unge grønlændere tidligere. Genåbningen sker efter, at værestedet har
fået en fireårig bevilling fra Satspuljemidlerne, som skal sikre den kontinuerlige støtte og rådgivning, som brugerne af Qiperoq har brug for. |
Rådet for Socialt Udsatte sender nu en række anbefalinger til socialminister
Manu Sareen om, hvordan tilflyttende grønlændere bedre kan hjælpes, så de
ikke ender i en udsat tilværelse i Danmark – det sker nemlig alt for ofte nu.
- Når det med hjemløsetællingen i 2013 blev tydeliggjort, at kun to procent af de grønlandske hjemløse i Danmark er i behandling for deres misbrug
eller psykiske sygdom, er det en tydelig illustration af en målgruppe, der har
behov, som ikke tilnærmelsesvis bliver imødekommet, siger Rådets formand,
Jann Sjursen.
- Mange tror, at Danmark og Grønland er det samme. Men der er en
verden til forskel på kulturen og den måde, samfundet og hjælpesystemer
er indrettet på i de to lande. Den forskel har grønlændere behov for at få
oplyst, når de ankommer til Danmark. Alt andet er et svigt i forhold til Danmarks forpligtelse over for borgerne i rigsfællesskabet, siger Jann Sjursen. |
Værestedet Qiperoq ligger på Skelbækgade 24a
og vil have åbent fire gange om ugen.
HUS FORBI
| nr. 6 juni 2014 | 18. årgang | 19
- Vi træner blandt
andet beboerne i
at gøre rent, købe
ind og holde styr
på deres økonomi,
hvilket er en forudsætning for, at de
en dag kan flytte til
en mindre beskyttet bolig eller i egen
lejlighed.
Mia Fatum, viceforstander på
Lunden.
Svært at sikre en fredelig
base for beboerne
Lunden er
et tilbud til
personer, der har
en psykisk lidelse
kombineret med
misbrug. Her har
de et hjem, men
misbruget skaber
jævnligt konflikter blandt
beboerne
20
af Birgitte Rørdam
foto Lars Ertner
- Vi vil så gerne skabe en rolig
hjemmebase for beboerne, men det
kan være svært. Flere af dem lever
et meget stresset liv, fordi de hele
tiden er på jagt efter alkohol og stoffer, og med det følger typisk også
kriminalitet og konflikter, fortæller
Mia Fatum, der har været viceforstander på Lunden de sidste to år.
Lunden er et specialiseret boog behandlingstilbud til personer,
der har en psykisk lidelse kombineret med et misbrug af stoffer
og alkohol. De fleste har udover
misbruget skizofrene diagnoser
eller ADHD.
| HUS FORBI | nr. 6 juni 2014 | 18. årgang
På Lunden har de en base med
deres egen lejlighed, adgang til
fællesspisning i caféen og faguddannet personale omkring sig.
Næsten alle beboerne har en behandlingsdom, oftest som følge af
vold eller tyveri, og er dømt til at
tage medicin. Men ellers opholder
de sig frivilligt på botilbuddet og
indgår i de behandlingstilbud, som
Lunden tilbyder.
- De har typisk startet deres
misbrug, fordi de har været forpint
af angst, traumer eller psykoser og
har haft brug for at dæmpe deres
følelser med alkohol og stoffer. Så
har de efterhånden udviklet en
afhængighed af rusmidler, som har
givet dem endnu flere problemer
med blandt andet deres helbred og
økonomi, siger Mia Fatum.
Lærer at gøre rent
Personalet på Lunden arbejder
efter en metode, der kaldes ’recovery.’ Det vil sige, at de støtter
beboerne i at komme sig helt eller
delvist over deres psykiske sygdom og misbrug samtidig med, at
de støtter hver enkelt i de ønsker,
de har for deres liv. De fleste af
dem har aldrig prøvet at få en
hverdag til at fungere, og derfor
går indsatsen også ud på at gøre
folk så selvhjulpne som muligt.
- Vi træner blandt andet
beboerne i at gøre rent, købe ind
og holde styr på deres økonomi,
hvilket er en forudsætning for, at
de en dag kan flytte til en mindre beskyttet bolig eller i egen
lejlighed. Ellers er folks ønsker
forskellige, forklarer Mia Fatum
og fortsætter:
- Nogle deltager for eksempel i
musik- og sportsaktiviteter, nogle
modtager undervisning, en har
lige været i praktik hos en cykelsmed en dag, mens andre har
samtaler med vores psykolog eller
benytter vores sundhedsklinik. Og
vi støtter alle i det, de gerne vil.
Næsten alle beboerne har
desuden et ønske om at komme ud
af deres misbrug i hvert fald af de
hårde stoffer, men det er svært,
for de er ikke bare fysisk afhængige, forklarer Mia Fatum.
- De har i årevis været vant til
at dulme deres ubehag og frygter
for eksempel, at de ubehagelige
stemmer i hovedet kommer igen,
hvis de slipper rusmidlerne. Samtidig er de omgivet af beboere, der
fortsat drikker og tager stoffer, så
de skal sige nej både til rusmidlerne og til fællesskabet. Alligevel
- Vi vil så gerne skabe
en rolig hjemmebase
for beboerne, men det
kan være svært. Flere
af dem lever et meget
stresset liv, fordi de
hele tiden er på jagt
efter alkohol og stoffer.
har vi en beboer, der ikke har
taget hårde stoffer i tre år, og flere
har holdt lange pauser fra stoffer,
blandt andet med hjælp fra vores
rusmiddelvejledere.
Konflikter
Misbruget er på mange måder
det, der giver flest problemer på
Lunden, og det er også bagrunden
for mange konflikter.
- Beboerne nøjes ikke med at
tage og handle stoffer ude i byen,
de gør det også her på Lunden. Og
så er der nogle, der kommer til at
skylde penge eller føler, at de er
blevet snydt. Eller nogle, der vil
have stoffer, selvom de ikke kan
betale, og det skaber konflikter.
Samtidig opstår der nemmere
uoverensstemmelser, når folk er
påvirkede, siger Mia Fatum.
Et andet problem er, at beboerne ind imellem stjæler fra hinanden for at skaffe penge til stoffer.
På Lunden har de eksempler på,
at fladskærme, mobiltelefoner og
computere er blevet stjålet, og det
skaber vrede blandt dem, det går
udover.
- Vi hjælper beboerne med at
politianmelde tyveriet. Har vi en
begrundet mistanke om, hvem
tyven er, så konfronterer vi personen med mistanken, og af og til
lykkes det på den måde at få det
stjålne hjem igen, siger hun.
Opstår der en konflikt, griber
personalet ind og forsøger at tale
konflikten ned. Og er der nogle,
der er voldsomme eller slår andre,
kontakter de politiet, som kommer ud. I de situationer kan det
ende med, at en beboer kommer
i detentionen eller på psykiatrisk
hospital. Ifølge Mia Fatum sker det
syv til ti gange om året, at de har
brug for at tilkalde politiet.
fakta om lunden
| Lunden er et højt specialiseret tilbud for personer med dobbeltdiagnoser.
| Der er plads til 36 beboere med en bemanding på 65 personer.
| Beboerne er fra 20 - 65 år. Lunden har et særligt målrettet tilbud til beboerne under 30 år.
| Inden for det sidste år er én beboer flyttet i egen lejlighed, mens én er
flyttet til et mindre beskyttet bofællesskab.
| Otte af beboerne har jobfunktioner på Lunden, mens fire deltager i undervisning.
| Lunden samarbejder med Psykiatrisk Center Glostrup og har desuden pædagoger, psykolog, sygeplejersker, beskæftigelseskonsulent og skolelærer
tilknyttet.
| Alle beboere har tilknyttet en rusmiddelvejleder.
| Al personale på Lunden er uddannet i konflikthåndtering.
Mere fredelig tilværelse
Trods misbrug og konflikter er Mia
Fatum ikke i tvivl om, at Lunden
sikrer beboerne en langt bedre og
mere fredelig tilværelse, end hvis
de skulle klare sig selv. For her er
der en struktur med et fast ugeprogram, tilbud om behandling,
et socialt fællesskab og personale,
som støtter beboerne.
- Mange af beboerne ville være
hjemløse, hvis de ikke kunne
bo på Lunden eller et lignende
sted. De ville ende i nogle meget
pinefulde situationer. En del ville
være indlagt på retspsykiatriske
afdelinger i lange perioder, og de
ville sandsynligvis dø en tidligere
død. Så jeg er sikker på, at Lunden
er et meget godt sted at være for
mennesker, der er i en meget svær
situation, siger hun. |
- Mange af beboerne ville være hjemløse,
hvis de ikke kunne bo på Lunden eller et
lignende sted. De ville ende i nogle meget
pinefulde situationer. En del ville være indlagt på retspsykiatriske afdelinger i lange
perioder, og de ville sandsynligvis dø en
tidligere død.
HUS FORBI
| nr. 6 juni 2014 | 18. årgang | 21
den
bedste bolig
i den sværeste situation
René Skovgaard har boet på Lunden siden oktober.
’Danmarks bedste hjemløsebolig’ fortalte han stolt, da han flyttede
dertil, men hverdagen er præget af kaos, kontroltab og konflikter
- Jeg ved godt, at jeg snakker som et maskingevær. Mit problem er, at jeg har ADHD.
22
| HUS FORBI | nr. 6 juni 2014 | 18. årgang
af Thilde Baden Rasmussen
foto Lars Ertner
- Jeg profiterer af at være på
Lunden. Det gør jeg 100 procent,
fordi jeg har fået den opbakning,
jeg skal have… fortæller René
Skovgaard. Som han sidder der i
hættetrøje og med høj rapmusik i
store høretelefoner, kan han nemt
gå for at være en 25-årig, men
sygesikringskortet afslører, at han
fylder 41 år om et par uger.
- Jeg ved godt, at jeg snakker
som et maskingevær. Mit problem
er, at jeg har ADHD, pointerer han.
Bortset fra den hastighed,
ordene skydes ud af munden på,
er René forholdsvis rolig og ædru
– modsat andre dage, hvor alt er
kaos og snakken sort. Han flakker dog stadig noget i samtalen
og får ikke gjort sætningen om de
positive ting ved Lunden færdig,
men skifter kurs og fortæller i
stedet om de problemer, han støder
på. Det er især de andre beboere,
han har det svært med. Lunden er
et bosted inden for psykiatrien, så
alle har deres problemer.
- Normalt kan jeg
godt selv stå op, men i
øjeblikket er det svært.
Det ved René godt. Han ved
også, at han ikke altid selv er lige
let at have med at gøre. Alligevel
har han svært ved at se sig selv
som en del af det.
- Jeg er ikke så psykisk syg
som alle andre. Jeg har det, der
hedder ADHD. Jeg har et normalt
liv – jeg fungerer faktisk rimelig
perfect udover det, siger Rene og
lægger tryk på den engelske udtale
af perfect.
Zombier på nattevisit
- Altså her sidste torsdag fik jeg
mit livs største gave. Jeg sad inde
i min stue, og så lige pludselig er
der zombier ude foran mit vindue.
Jeg siger dig, virkelige zombier, og
jeg blev så forskrækket. Og så lige
pludselig er der en stripper i mit
soveværelse, der stripper og danser. Og så kigger jeg ud, og ’I tager
pis på mig, ikke?’ Men udenfor er
der bare total DJ-team og 2.500
mennesker.
René snakker hurtigt og bliver
helt opstemt, når han fortæller
om de venner, der besøger ham
om natten. Zombierne, DJ’ene og
stripperen giver ham fantastiske
oplevelser med masser af fest og
ballade, og de står ved Renés side,
når han kommer op at toppes med
de andre beboere på Lunden.
- Og det er ikke noget, jeg
forestiller mig, men det tror de på
Lunden, og det er så skide morsomt. Folk tror, at jeg er skizofren,
hvis jeg for eksempel står og taler i
telefon på mit værelse. Det er pissehamrende morsomt, siger René
og ryster grinende på hovedet.
Den virkelighed, René vågner
op til dagen efter, er dog noget
ganske andet end nattens strabadser.
- Normalt kan jeg godt selv stå
op, men i øjeblikket er det svært.
Jeg har forsøgt at sætte alarmen
på min telefon til mellem seks og
ni, siger René og viser stolt sin nye
smartphone frem, som han endelig
har fået efter en længere periode
uden telefon.
Dagen går ofte med at strejfe
rundt i byens gader og sælge
lidt Hus Forbi, som kan supplere
kontanthjælpen. Der er dog dage,
hvor René bliver på Lunden. Han
kan godt lide, når han bare kan
slappe af, snakke med personalet,
spille computerspillet Diablo eller
fortælle om sit store idol Stephanie
Kessler. Alle dage er dog langt fra
så rolige.
For blot et par dage siden var
- Uha, det begynder
at gøre ondt. Jeg har
boet mange steder,
og jeg har også prøvet
at få kastet flasker
i hovedet og alt muligt.
han en tur forbi psykiatrisk afdeling på Glostrup Hospital.
- Men det er jo ingen dom at
komme på psykiatrisk. Det er jo
ren badeferie nogle gange, siger
René, men brokker sig alligevel
over, at han bliver lagt i bælte.
- Det er altså ikke sjovt at ligge
fastspændt i lang tid, siger han.
Ting stjæles
Den gamle blev stjålet af nogle
andre beboere på Lunden, ligesom
hans fladskærm, nye parfume og
en lang række andre ting, fortæller René frustreret.
Hvis det lykkes ham at komme
op om morgenen, spiser han morgenmad i Lundens fælleslokaler
og får efterfølgende udleveret sin
medicin mod ADHD.
- Jeg profiterer af medicinen
ad helvede til. Den gør, at jeg ikke
tager stoffer og fungerer bedre.
- Jeg har prøvet at komme hjem
med en pose bagepulver fra gaden
eller vaskepulver.
René skal også have medicin
om aftenen, og han skal derfor
være hjemme på Lunden til spisning kl. 18.30.
– Det er en meget presset situation for mig at skulle komme hjem
klokken halv syv. Jeg vil gerne
have en hverdag til at fungere
på mine principper – ikke deres,
understreger han.
Et næsten normalt liv
Lejligheden på Lunden er den første bolig, René har haft i lang tid.
Herberger, varmestuer og tilfældige sofaer er steder, han har tilbragt nætterne de seneste mange
år – hvis han da ikke har festet
igennem hele natten og dermed er
sluppet for problemet med at finde
nattely.
René påpeger dog, at han har
haft et helt normalt liv engang.
- Da jeg var et par og tyve år
flyttede jeg sammen med min ekskone, en au pair-pige fra Estland,
som også var min første rigtige
kæreste. Vi boede i en lejlighed på
Rentemestervej på Nørrebro.
Men efter seks år vælter alt for
ham. René bliver fyret fra sit job i
en computerbutik, og kæresten er
utro med chefen nede i Fakta. Han
får en depression og bliver aldrig
færdig med sin uddannelse som
IT-supporter.
En del af skylden skyder han på
sin far, som han siger, tvang ham
til at indrømme sit misbrug for at
dække over sit eget. I dag har René
sparsom kontakt med faren, og
moren er død for mange år siden.
Ekskonen beholdt lejligheden på
Rentemestervej. René har svært
ved at tale om, hvad der skete
efter bruddet.
- Uha, det begynder at gøre
ondt. Jeg har boet mange steder,
og jeg har også prøvet at få kastet
flasker i hovedet og alt muligt.
Ro og fred i fremtiden
Efter de seneste mange års turbulente tilværelse er René glad
for at være landet på Lunden og
beskriver det som en ekstremt
positiv oplevelse. Han kan faktisk
slet ikke forestille sig, hvor han
ellers skulle bo, og håber derfor,
at han kan blive – og allerhelst i
sit ’rækkehus,’ som han kalder den
lejlighed, han startede med at bo
i, inden han flyttede til sin nuværende lejlighed.
Den ny lejlighed ligger tættere på personalet, og her har han
med egne ord ’et sikkerhedsteam
på fem personer i døgndrift’ for
at undgå de konflikter, som han
jævnligt har været indblandet i
den forholdsvis korte tid, han har
boet på Lunden.
Men René savner ’rækkehuset,’
og han har svært ved at forstå, at
flotte boliger som den skal gå til
nogle af de andre beboere, der har
det så psykisk svært.
- Hvis man har sådanne boliger,
så regner man alligevel med, at
folk er lidt mere kognitiv friske i pæren, ikke? spørger René
retorisk. At være kognitiv frisk i
pæren, forklarer han, vil sige at
kunne gøre rent og lave mad - ligesom han selv kan, hvis altså ikke
lige det var fordi, personalet har
taget hans toastmaskine fra ham.
Trods ønsket om at flytte
tilbage til ’rækkehuset’ kan René
have gode stunder i sin nuværende
lejlighed.
- Det er fand’me rart hver aften
at gå i seng, og der er en engel over
din seng eller en stripper, der står
og danser i din stue, ikke? |
HUS FORBI
| nr. 6 juni 2014 | 18. årgang | 23
byensrum
Byen som dagligstue
Hvis byen er et trygt sted for socialt udsatte, er den tryg for alle
Når man taler om tryghed
i byplanlægning, handler
det næsten altid om middelklassens tryghed – om
belyste, vedligeholdte byrum. Men de mest utrygge i byen er i virkeligheden de udsatte, som er
henvist til at opholde sig
i alle slags offentlige rum
på alle tider af døgnet.
Helt centralt er det derfor
at sætte deres tryghed på
dagsordenen. Hvad der
kan give dem større tryghed afhænger naturligvis
af, hvilken type udsatte
og hvilket sted, der er tale
om, og for at få indsigt i
det må man nødvendigvis
få de konkrete brugere i
tale.
Byen som dagligstue.
Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter 2011
af Poul Struve Nielsen
I 2010 udgav Socialministeriet
rapporten ’Byen som dagligstue.’
Det er en rapport om byfornyelse med plads til socialt udsatte.
Blandt forfatterne er både arkitekter, kunstnere og folk med en
samfundsfaglig baggrund.
Rapporten var skelsættende,
fordi den sætter de mennesker, det
handler om, i centrum. Den bygger
på interviews med hjemløse og
udsatte, som lever i bybilledet og
bruger byen som dagligstue, og
den ser langt hen ad vejen tingene i det samme perspektiv som
gadens folk.
Rapporten munder ud i 17 bud
på, hvad planlæggere kan gøre for
at tilgodese de sårbare mennesker,
der lever på gaden. I det sjette bud
formuleres essensen i hele rapporten:
24
’Skab trygge steder for udsatte
og dermed for andre.’
Udgangspunktet er, at tryghed i byplanlægning næsten
altid handler om middelklassens
tryghed. Men de mest utrygge er i
virkeligheden de udsatte. Og resultatet af det meste byplanlægning
i Danmark har desværre været, at
de udsatte er blevet flyttet rundt
med og skubbet væk fra de steder,
hvor middelklassen kommer.
sidste ende blev kommunen overbevist om, at det ikke ville være
godt for hverken menneskene
eller rosenbedet, og de godkendte,
at vi etablerede et pissoir. Det
lykkedes, fordi vi gik ind i diskussionen, brugte brugernes egne
argumenter og fik løst nogle af de
bureaukratiske knuder og brudt
med vanetænkningen. For det er
ikke sikkert, virkeligheden er, som
den ser ud på et tegnebræt eller i
et Excel-ark.
Nytænkning
Med rapporten er det lykkedes
at skabe debat og nytænkning på
området.
- Vi kan godt mærke interessen. Vi bliver ringet op og giver
interviews, vi kommer ud at holde
oplæg, og siden har vi fået opgaver
på baggrund af de ting, der er taget op i rapporten. Vi har arbejdet
med to ting i København: Enghave
Minipark på Vesterbro og lige nu
er vi i gang med en ombygning
af Folkets Park på Nørrebro, som
kommer til at stå færdig til efteråret, fortæller arkitekt Joan Raun
Nielsen fra Spektrum Arkitekter.
Enghave Minipark skaber plads
til øldrikkerne på Enghave Plads,
som ellers ville være blevet forvist
fra deres sædvanlige sted på grund
af metrobyggeriet, og det var et
projekt, Spektrum Arkitekter
lavede sammen med billedkunstneren Kenneth Bahlfelt, som også
stod for den første kunstneriske
udsmykning af Mændenes Hjem
på Vesterbro.
- I arbejdet med Enghave
Minipark var der mange frivillige
kræfter og meget hjerteblod med
i projektet, hvor vi fik brugerne
med til både at designe og bygge,
fortæller Joan Raun Nielsen og
nævner et eksempel på brugerinddragelse fra arbejdet med Enghave
Minipark:
- Det var vigtigt for brugerne
med et pissoir. Men det syntes
kommunen ikke, blandt andet
fordi der allerede fandtes et 200
meter derfra. Men de folk, der
skulle bruge stedet, sagde: 'For os
er 200 meter for langt. Vi kommer til at tisse over det hele.' I den
| HUS FORBI | nr. 6 juni 2014 | 18. årgang
Lydhørhed
Da de første 1.000 eksemplarer af
rapporten Byen som dagligstue var
udsolgt efter et års tid, kom andet
oplag med et nyt ministerium på
omslaget, nemlig Ministeriet for
By, Bolig og Landdistrikter. Desværre har folkene bag rapporten
ikke haft nogen kontakt til det nye
ministerium. Det er også blandet,
i hvor høj grad rapportens bud på
byudvikling med plads til socialt
udsatte bliver fulgt.
Plads til alle
- Det er ikke løsningen at fjerne
bestemte befolkningsgrupper
fra det offentlige rum. Vi vil alle
gerne se os selv som en del af byen
end som én, der skal fjernes. Alle
de udsatte, vi har talt med, er ekstremt socialt indstillede og elsker
at være en del af bybilledet med
nye mennesker, der støder til, og
måske bliver til venner i løbet af
dagen, siger Joan Raun Nielsen.
Hun understreger, at der skal
være plads til alle i byen og husker, at i Odense fjernede man alle
bænkene for at hindre de socialt
udsatte i at sidde rundt omkring
– med det resultat, at de ældre
borgere heller ikke havde noget
sted at sidde, og de små børn ikke
noget sted at hvile sig.
- I stedet for at fjerne eller
flytte de udsatte fra byens rum,
kan man forsøge at fjerne eller
flytte noget af deres stødende adfærd. Det kan virke stødende, hvis
man råber højt, lugter dårligt eller
hvis nogle klipper negle, børster
tænder eller tisser i det offentlige
rum. Man kan skabe plads til ’bagsider', steder hvor man kan gemme
sig lidt væk og ordne de ting, der
støder andre mennesker.
- Overdækkede rum, afskærmede rum og offentlige toiletter
kan løses mange ting, men det er
dog langtfra alle problemer, der
kan løses ved at indrette byen
rigtigt. Man bør også se på, om
der mangler sociale tilbud, som fx
væresteder eller badefaciliter i det
givne område. Hvis det var nemmere for de udsatte at komme og
få adgang til et brusebad, så er det
også lettere at holde ud for andre,
når man skal sidde og dele bænken, siger Joan Raun Nielsen. |
udenfor i gaden
Projekt UDENFOR, som arbejder med madudlevering og anden støtte til folk,
der lever på gaden, har denne sommer sat fokus på de socialt udsatte, der
bruger byen som deres dagligstue, blandt andet med en fotoudstilling lavet
af hjemløse.
Souschef og faglig leder i Projekt Udenfor, Bibi Agger, beskriver her de
aktuelle problemer set fra gadens folks perspektiv:
| Der kommet færre offentlige toiletter, og det er uheldigt, at de koster ikke
bare to kroner nu, men en femmer. Især manglen på offentlige toiletter kan
skabe konflikter og sætte gadens folk i et dårligt lys, fordi de jo skal af med
det, når det presser på.
| Varmeristene bliver vendt, så de ikke er så rare at ligge på.
| Bænkene er blevet smallere og af metal eller fjernet helt.
| Desuden er det jo pudsigt, at der aldrig er nogen, der tager anstød af, at
der sidder mennesker og fester dagen lang om sommeren på Dronning Louise
sBro (broen, der fører over søerne fra indre by til Nørrebro i København,
red.); middelklassen må gerne forsamles og støje, men gadens folk må ikke.
’Det er bedre end på Sundholm,’ sagde en af de hjemløse, som boede i disse rør, da fattigdom var tema for Roskilde Festival i 2011.
Når vi selv bygger en by
På Roskilde er brugerne inddraget
af Peter Andersen
foto Lars Ertner
Roskilde er den 10. største by i
Danmark. Men under Roskilde Festival får Roskilde en endnu større
tvillingeby, når de tomme græsarealer på Dyrskuepladsen i udkanten
af byen for en uges tid forvandles
til en by på størrelse med Aalborg.
Alligevel er der langt mindre
kriminalitet i de otte dage, festivalen varer, end på en gennemsnitlig
uge i Nordjyllands største by.
Det er der mange forklaringer
på. En af dem er, at Roskilde Festivals beboere føler større ansvar,
end beboerne i en by normalt gør.
Fordi de så at sige selv har været
med til at bygge den.
Det mener i hvert fald Jes
Vagnby, som fra 1998 og 12 år frem
arbejdede som arkitekt for Roskilde
Festival. Et job, han fik, fordi han
gik til festivalledelsen og fortalte,
at de nok var dygtige til at arrangere koncerter, men var mindre ferme
til byudvikling.
- Det var deprimerende at se, at
folk havde en fest inde på pladsen,
og så boede de bogstavelig talt i
affald ude på campingområderne.
Det ser du selvfølgelig stadigvæk,
men det er blevet langt bedre. Det
er lykkedes at få deltagerne til at
føle større ansvar, at skabe den der
'orange feeling', siger Jes Vagnby.
Et skur på Prags Boulevard
Roskilde Festivalens design er
interessant for andre end festivalen
selv. Det er den, ifølge Jes Vagnby,
fordi der dybest set ikke er forskel
på at bygge en almindelig by og
en midlertidig teltby, hvis man et
øjeblik ser bort fra valget af materialer.
- Hvis du kan involvere beboerne i at bygge en by, er de også
klar til at tage ansvar. På festivalen
er publikum selv med til at bygge
byen, give den indhold og skabe
stemning. Det man også kalder
’empowerment.’ Den enkelte bevidstgøres om den situation, man er
i her, og indser, at fællesskabet er
bedre til at løfte end den individuelle, siger han.
De erfaringer kan sagtens
overføres til vore almindelige byer,
mener Jes Vagnby, som illustrerer
det med en lille solstrålehistorie:
- På Prags Boulevard på Amager
var der et lille skur, hvor nogle tørstige holdt til, men en nat blev det
brændt af. Så gik områdets beboere
i aktion, fandt frem til de 'knejter',
der havde gjort det, og konfronterede dem, satte gang i en indsamling og tog kontakt til kommunen.
I dag står der et nyt skur, som er
blevet et socialt netværk for alle
i området, der er kommet en lille
have, og træet ved siden af skuret
er blevet områdets suttetræ.
Jes Vagnbys konklusion er, at
mennesker er nødt til at have deres
små lommer for at kunne overleve.
- De sidste 20 år har stået i
individualismens tegn, så byerne er
blevet saneret til fordel for fyrtårnsarkitektur og granitbelagte
hovedstrøg med caffe latte-caféer.
Dermed har man også forsøgt at
bortsanere tolerancen og mangfoldigheden, og de største tabere er de
hjemløse, narkomanerne og andre
grupper, som er blevet endnu mere
marginaliserede. Men styrken er så,
at selvom man bliver jaget, er man
stadig i stand til at finde de der små
sheltere, siger han.
eksempel opstillet et pariserhjul,
som kun drejede rundt, hvis nogen
gad drive de opstillede motionscykler. Og det viser sig hver gang, at
folk gider.
Dream City
Fra holdning til handling
Tilbage til Roskilde. Her tog Jes
Vagnby initiativ til at inddele campingområderne i mindre communities eller samfund med plads til
cirka 5.000 gæster i hver og med
hvert sit samlingspunkt i form af
en agora. De enkelte communities
blev så inddelt i mindre grupper,
hvor der kunne bo cirka 135 mennesker.
- Selvfølgelig handler det om
brandsikkerhed, men også om at
skabe dialog. Jo mindre grupperinger, jo større deltagelse og ansvarsfølelse, siger han.
Deltagelsen er især vigtig i de
første fire dage, før selve musikfestivalen går i gang. Gør deltagerne
ikke noget selv, sker der heller ikke
noget. Derefter skifter byen karakter, fordi man begynder at bevæge
sig mellem campingområderne og
scenerne eller fra den ene scene til
den anden.
- I de sidste fire dage er kodeordet ’betagelse.’ Når du står til en
koncert, er der dybest set tale om
envejskommunikation, men mellem
scenerne er der, ja, mellemrum. Her
vender publikum sig mod hinanden, og her er der mulighed for at
gå fra holdning til handling. For eksempel gennem installationer, der
kun virker, hvis folk bruger dem.
Et år havde Roskilde Festival for
Den ultimative lakmusprøve på
deltagelsen er fra 2013 den nye
’bydel’ Dream City, hvor man som
udgangspunkt kun kunne komme
til at bo, hvis man på forhånd gik
sammen om et projekt. For eksempel har en gruppe valgt at lave
et posthus, som kan bestilles til
at fragte breve fra en camp til en
anden. Mens andre har oprettet et
folkekøkken, hvor folk står i kø for
at betale 30 kroner for selv at lave
mad.
I Dream City er de enkelte
teltområder mindre end ellers,
og der er mere luft imellem dem.
Resultatet er større ansvarsfølelse
og socialt engagement. Det er et
sted, man siger 'hey, lad være med
at pisse op af det telt,' som en af
de frivillige i Dream City-gruppen
udtrykker det.
Jes Vagnby ser det som et bevis
på, at de kommunale administrationer rundt omkring roligt kan lægge
flere beslutninger ud til borgerne.
- Når folk får lov, involverer de
sig også. Vi vil godt være med til at
gøre en forskel, vi er også blevet så
boglige, at vi har behov for at gøre
noget med vores hænder, og så vil
vi gerne gøre noget mere i fællesskab. Vi er verdens mest tillidsfulde
folk, så vis borgerne noget tillid og
lad dem selv være med til at fylde
rummet ud. |
HUS FORBI
| nr. 6 juni 2014 | 18. årgang | 25
byensrum
Mangfoldighed giver rum i byen
Mangfoldighed skaber byer,
hvor der også skal være
plads til minoriteterne,
mener tidligere byplanlægger på Roskilde Festival
af Benny Lauridsen
foto Lars Ertner
Efter at arkitekt Jes Vagnby har vist Hus
Forbi rundt på Roskilde Festival, hvor han var
byplanlægger gennem 12 år, er det arkitektens
tur til at komme i byen med Hus Forbi. Byen
er Aarhus, hvor Jes Vagnby arbejder i dag, og
tour-guide på denne ’poverty walk’ er Rene
Sørensen fra Hus Forbi-distributøren Værestedet i Jægergårdsgade, hvorfra turen starter.
- Jeg ser mange byer, der har en pæn
facade med blomsterkummer, granitbelagte
indkøbsgader og caffe latte-kultur. Mainstream-byer – for sådan tror man, folk gerne
vil opleve byen. Men det er reelt mangfoldighed, der skaber byer. Minoriteter er altså en
del af mangfoldigheden og uanset hvad, så
skal der være plads til alle i bybilledet, siger
Jes Vagnby og fortsætter:
- På Roskilde Festival forsøger vi at skabe
nicher, så vi kan tilgodese mangfoldigheden. Det bør man også gøre i byerne. I stedet
ensretter man, og det er altså et problem.
Folk flytter fra landsbyens fællesskab ind til
byerne, hvor fællesskabet er væk, flere og flere
bor alene, og hjemmearbejdspladserne vinder
På trappen fra Åboulevarden op til Clemens Bro i er et skilt, der forbyder øldrikning. For fattigrøve forstås.
For der er proppet med udskænkningssteder i området, og en øl ved åen i Aarhus er en af de dyreste, du kan
købe i hele kongeriget.
frem. Det skaber utryghed hos menneskene, så
vi skal skabe steder, hvor folk kan mødes og
skabe fællesskaber. Hvor folk, som for eksempel på Værestedet, er velkomne uanset hvad.
Hvor man kan være i grupper, samtidig med
at man også kan være sig selv. Således kan vi
modvirke individualiseringens ensomhed til
fordel for gensidig omsorg og hjælp.
Rene Sørensen, der har mange års erfaring
med en utryg tilværelse som blandt andet
hjemløs og misbruger, nikker enigt og tilføjer:
- Samfundet har en forpligtelse til at modvirke ensomheden. På Værestedet er der plads
til alle – uanset om man er hjemløs, misbruger
eller blot leder efter noget socialt i nogle timer.
- Steder som Værestedet så jeg gerne en
håndfuld af spredt ud i byen. De bør være
døgnåbne og bemandede og tage afsæt i brugernes døgnrytme og livsform. I dag er det jo
typisk sådan, at man som bruger må indrette
sig efter stedernes åbningstider, bemærker
arkitekten.
Fællesskab
Jes Vagnby og Rene Sørensen i Mølleparken, hvor mange af Aarhus' socialt udsatte holder til.
26
| HUS FORBI | nr. 6 juni 2014 | 18. årgang
Turen fra Værestedet går videre til Nåleparken – to skure og nogle bænke på et afgrænset areal og et ulækkert toilet, der altid er i
stykker. Nåleparken opstod som konsekvens
af et samarbejde mellem kommune, politi og
handelsstandsforening, hvor målet var at få
tømt ’Spytbakken’ på Bispetorv for enden af
Strøget, hvor stofbrugerne holdt til i gamle
dage.
Næste stop er KontaktHuset i Spanien (sådan hedder gaden, red.) med Heroinklinikken,
som er et tilbud om lægeordineret heroin til en
bestemt gruppe af borgere. Også det ligger tæt
på Værestedet – væk fra byens handelsgader
og caféliv, der med tiden har fået pænere og
pænere facader.
Jes Vagnby mener, at vejen frem til en by
med plads til alle – og ikke blot de, der pas-
ser til de pæne facader – kræver et
opgør med den herskende tidsånd.
- Næsten alle tænker kun på sig
selv og det, de kan vride ud af det
kommunale fællesskab. Alle vil have
en bid af kagen. Og fordi alle har
fokus på kommunen, bruger den
megen tid på at sikre, at det, den
gør, er korrekt og acceptabelt, så de
stærke får deres del af kagen.
- Vi skal have fællesskabet tilbage, så de stærke hjælper de svage.
Dem med styrke og ressourcer skal
ændre attitude, og de svage skal
med i dialog. De skal accepteres og
hjælpes.
Videre på turen kommer vi forbi
det sted i Mindegade, hvor der tidligere var værested i dagtimerne.
- Det var dengang, jeg rendte
rundt med min vogn, mine ejendele i
poser og mit lille telt. Det gjorde jeg
ind til 1997. I dag lægger hjemløse
sig bare ned, hvor de kan, fortæller
Rene Sørensen.
Hvem vil se én, der fixer?
Næste stop på turen er ’Spytbakken’
på Bispetorv, som Rene Sørensen
kom meget på, da narkomaner og
pushere holdt til på et af de mest
befærdede steder i byen.
- Er du udstødt, søger du hen til
ligesindede. Er du misbruger, søger
du misbrugere. Og alle har fordomme om andre i tilsvarende situationer, men med et andet misbrug.
Alkoholikere ser ned på junkier – og
omvendt. Og blandingsmisbrugere
ser ned på de andre – mens grønlændere med misbrugsproblemer er i en
gruppe for sig, forklarer han.
- Jeg kan godt forstå, at folk
gerne ville have pushere og junkier
væk herfra, hvor der er en konstant
strøm af familier med børn, der går
forbi, siger han.
- Men man kan ikke bare flytte
problemet. Det skal løses. Det kræver brugbare alternative steder, som
narkomanerne vil bruge. Men jeg
har nu godt nok heller ikke brug for
at se på en, der fixer for enden af
Strøget, svarer Jes Vagnby.
- Som regel trak vi os da også ind
i en sidegade og ventede, indtil der
blev en pause i strømmen af forbipasserende, før vi fixede, erindrer
Rene Sørensen.
Også Klostertorv rundes på
turen rundt i byen. I dag er torvets
centrale del én stor udecafé, så snart
solen kommer frem. Men sådan har
det ikke altid været, forklarer Rene
Sørensen og siger:
- Cafélivet har problemer, når
folk – misbrugere, grønlændere og
gadens folk som sådan – bare kommer og sætter sig ved bordene med
deres medbragte drikke. Men for
år tilbage var det en fri plads, hvor
man kunne sidde og drikke øl og
ryge hash i solen, mens menneskene
passerede forbi. Det gør nogen stadig
væk – fordi her sker noget.
Jes Vagnby var også på Klostertorv dagen før, hvor han oplevede
en højtråbende og fuld grønlandsk
kvinde, der bare satte sig på hug og
tissede på pladsen.
- Om det er en ung, svensk pige,
der blot sætter sig på hug og tisser et
vilkårligt sted på Roskilde, eller om
det er en fuld, midaldrende grønlandsk kvinde, der gør det samme på
Klostertorv, er vel egentlig lidt det
samme. Det er uværdigt for alle –
også dem, der skal se på.
- Hvis vi skal finde løsninger for
alle, må vi have ikke blot gratistoiletterne retur. Vi skal også have tolerancen tilbage i byplanlægningen.
Det kræver politikere, der tør tage
beslutninger og gennemføre upopulære helhedsløsninger, som rækker
længere end til det næste genvalg,
siger han.
Alle vil være i Orange Zone
På Roskilde Festival kaldes det
område, der svarer til ’midtbyen’ i
Aarhus, Orange Zone. Det er her,
festivalens vartegn, den orangefarvede Canopyscene ligger. Det er ikke
bare her, musikken spiller. Der er
også – som i midtbyen – madsteder,
barer og strøg med masser af mennesker.
Alle, også misbrugere, hjemløse
og junkier, vil gerne være i midtbyen, for det er her, musikken spiller, og alting sker. Andre prøver at
presse dem væk. Det er nok derfor,
Værestedet ligger helt nede ved
havnen. Og hvad så, når kommunen
skal score kassen på luksusboliger
på havnefronten?
- Så bliver vi vel skubbet endnu
længere væk, siger Rene Sørensen. |
Nye tider
i Mændenes Hjem
af Poul Struve Nielsen
Billedkunstneren Kenneth
Bahlfeldt, som også medvirkede
til rapporten Byen som dagligstue, var med til at indrette
campingvognen i Mændenes
Hjem. Den er i dag udstillet
på Statens Museum for Kunst.
I Mændenes Hjem har de
netop været gennem en større
ombygning for at give plads til
Danmarks første permanente
stofindtagelsesrum.
For at videreføre idéen om
et rum, der tager godt imod de
mellem 200 og 500 mennesker,
der kommer i Mændenes Hjem
per dag, blev gruppen Supertanker inviteret med i processen.
Supertanker er et projekt
og forskningsnetværk med
byen som arbejdsfelt. Det var
et ønske fra Mændenes Hjem,
at brugerne kunne få indflydelse og være med til at skabe
stedets udtryk.
- Ud over at være glade
for at kunne få indflydelse på
deres omgivelser er brugerne
også glade for, at de endelig får
mulighed for at vise, at de også
er glade for stedet og gerne vil
tage ansvar for det, siger Aske
Kvist fra Supertanker.
En af brugerne, Mike, me-
HUS FORBI
ner, at det er alt for sjældent,
brugerne har mulighed for at
tage ting ene i egen hånd, og
det kan betyde meget for deres
selvforståelse:
- Når mennesker i miljøet bliver marginaliserede,
så bliver de passive, tilsidesat.
Dem har vi ikke brug for; de er
dovne. Men i virkeligheden har
de masser af ressourcer. Hvis
samfundet ikke mener, man er
brugbar, kasserer man sig selv.
- At være menneske handler om at blive behandlet som
menneske. Man tænder lys i
deres øjne, og de får lyst til at
bevise deres værd.
At føle sig værdsat ændrer
ikke kun på, hvordan man
opfatter omverdenen. En daglig
bruger, der kalder sig Ash, mener, at anerkendelsen kan være
hjælp til selvhjælp:
- Jeg synes, det er super
fantastisk, at der bliver gjort
noget ud af det. Selvom det som
regel er alkoholikere, hjemløse
og stofmisbrugere, så prøver
man at gøre det hyggeligt for
dem også. Jeg tror, det kan give
folk noget optimisme, noget
lykkefølelse over, at der er
nogen, der tænker på dem og
har lyst til at investere i et sted,
som de bruger hele deres dag på
at være i, siger han. |
| nr. 6 juni 2014 | 18. årgang | 27
byensrum
Da nattevagterne
slog hul i væggen
af Robert Olsen
En nattevagt på Mændenes Hjem er præget
af først et antal livlige timer, hvor der er
godt med kunder i butikken, efterfulgt af et
par døde timer. Her kan man så trille tommelfingre, eller, som det skete en nat, lade
fantasien og idérigdommen blomstre.
Da jeg mødte ind tidligt næste morgen,
blev jeg mødt af nogle friske, ja, næsten
overfriske nattevagter. De havde tilbragt de
døde timer på at udtænke planer for, hvordan Mændenes Hjem kunne udvikles. Der
var hverken sparet på papir eller tusser, for
de havde produceret en stor, farverig planche, der illustrerede, at man da skulle slå hul
i væggen mod Istedgade og åbne Mændenes
Hjem mod verden. Natcaféen, som det hed
dengang, skulle udvikles til at modtage hele
døgnet. Vagten skulle nedlægges. Jeg lod
mig smitte af nattevagternes vilde natteeufori og lovede at se på det, og det blev
startskuddet til den mest radikale omvæltning på Mændenes Hjem. En omvæltning,
som har givet genlyd i hjemløseverden. Værdierne blev revideret. Der blev diskuteret.
Der blev søgt om penge, og der blev skrevet
faglige artikler. Der blev hyret kunstnere og
arkitekter. Brugerne blev inddraget. Og så
skete det endelig. Seks måneder efter den
kreative nattevagt slog vi hul i væggen, så
den nyindkøbte campingvogn kunne komme
ind i stuen på Mændenes Hjem, så der var
noget, en hjemløs kunne associere sig med,
når han kom ind i modtagelsen. En campingvogn er en drøm for mange hjemløse, et
overskueligt sted at være alene og uden for
pædagogernes rækkevidde.
Det var den bedste teamtræning, medarbejderne nogensinde har fået. Der blev
arbejdet, samarbejdet, grinet og organiseret.
Campingvognen sad imidlertid fast i indgangen, og vi måtte i stedet bygge en campingvogn inde på Mændenes Hjem. En tung kirkelignede dør skulle signalere soliditet. En
bar blev bygget. Et sovested blev indrettet
som en togkupe, hvor mange hjemløse har
erfaringer med at sove. Vinduer blev skiftet
ud, så lyset bedre kunne komme ind.
Nattevagtens døde time blev mere end en
løs og sjov idé. Det var ingen febervildelse.
Det blev virkelighed på en bedre og flottere
og mere radikal måde, end de havde forestillet sig.
Det var ganske enkelt smukt nattevagtsarbejde. |
Fortællingen er fra bogen ’Mens baggårdskattene forsvandt’ af Robert Olsen, som i dag er
forstander på Kofoeds Skole og tidligere var
forstander på Mændenes Hjem.
28
| HUS FORBI | nr. 6 juni 2014 | 18. årgang
Sjællandsgade Bad på Nørrebro stillede faciliteterne til rådighed for hjemløse.
Badedag for hjemløse
Sjællandsgade Bad på Nørrebro tilbyder karbad, hundetjek og gratis tøj
af Peter Rathmann
foto Mette Kramer Kristensen
- Øv, det er koldt. Nå, nu bliver det varmt.
85-årige Ernst Christensen gør en markant
undtagelse for Hus Forbi og går i brusebad på
en mandag. Han har ellers i 35 år udelukkende
taget sit ugentlige bad om lørdagen i Sjællandsgade Bad på Nørrebro.
Men denne mandag holder Foreningen Sjællandsgade Bad store badedag for hjemløse. Der
er tilbud om karbad på løvefødder eller bare et
fodbad. Der er også en dyrlæge til at sundhedstjekke hunden og nyvasket, brugt stangtøj til
at tage med.
Sjællandsgade Bad blev lukket i 2010, men
efter et par år lykkedes det foreningen af
frivillige at få genåbnet den snart 100 år gamle
badeanstalt.
- Vi fik et chok, da vi så Ernst igen. Han
havde vist ikke fået et bad i hele lukningsperioden, smiler bademester og koordinator Bettina
Rønning.
Varme
- Her kommer mange ensomme mennesker for
at få lidt varme i mere end én forstand, fortæller hun.
En anden frivillig, Karen Gjesing, fik idéen
til den store badedag:
- Jeg tænkte, at det efter en lang vinter
kunne være dejligt for de hjemløse at få et
luksusbad og måske skiftet tøj. Tusindvis af
mennesker har stadig ikke noget bad derhjemme eller har slet ikke noget hjem, siger Karen
Gjesing.
Ud på formiddagen er antallet af hjemløse
badegæster begrænset. Det har sin årsag, forklarer hjemløse David Skov, som springer badet
over og nøjes med at finde sig et par bukser fra
tilbuddene i herreafdelingen:
- Folk på gaden har ikke tid til at tage bad
mandag formiddag. De er ude for at klare sig til
dagen og vejen.
Men ikke Hus Forbi-sælger Karina Pihl.
Hun nyder sit skumbad, mens hendes hund Sif
er hos dyrlægen. |
Henning
mærker
opbakningen
i den stride
danske
modvind
Tandhjulet kører og samler
ind til tandpleje for socialt
udsatte. Hus Forbi følger med
Henning og hunden Felix er ude på ruten, der skal
føre dem Danmark rundt. Og det strømmer ind med
opbakning. Tandlægernes formand cykler med på
én af etaperne!
tandhjulet
Henning Elsner er 44 år.
Fra den 1. maj og et halvt år frem vil han køre
Danmark tyndt på cykel sammen med hunden
Felix.
Støt indsamlingen til tandpleje for Socialt
udsatte på bankkonto: 4180-11032079
Kontoen er oprettet i Kirkens Korshærs regi, og
pengene går ubeskåret til tandpleje for socialt
udsatte.
Følg Henning Elsners indsamlingstur i
Danmark på Facebook-siden: Følg en hjemløs
og på: www.tandhjulet.com
Læs også side 13
Henning har fået fine bannere og stickers på cykelvognen. Og den pakkes med pinlig orden. Hver ting har
sin egen plads. Ellers fiser energien ud af projektet, siger Henning. Jeg må holde fokus.
af Reimer Bo
foto Mette Kramer Kristensen
‘Klokken er 07.00, da Felix og jeg begynder at
trække ud ad landevejen, som pladsen ligger
lige ud til. Vi starter som altid med at gå den
første time, så kan han lige få tisset af, og hvad
han nu skal. Samtidig er det også godt for mig
at få lidt varme i mine ben, inden jeg sætter
mig op for at cykle.
Men i dag går vi lidt mere end bare en time,
vinden blæser også i dag hårdt mod os, og den
er kold. Det føles som om, at vinden skærer lige
igennem mig, og når jeg ruller ned ad bakkerne, må jeg holde den ene arm op foran brystet
for ikke at blive for kold.’
Henning Elsner er på landevejen. Igen. Ordene er fra hans dagbog, som hver dag lægges
op på Facebook-siden: Følg en hjemløs.
Henning er nu i sit rette element. Bageren,
hvis liv tog en drejning for et par år siden. Han
var nede at skrabe bunden og fandt ud af, at
han bedst finder roen, når han er i bevægelse.
Danmarksturen 2014 startede den 2. maj. Foran ligger seks måneder og 6.000 kilometer. Og et
formål, som vinder større og større opbakning.
Henning samler ind til tandpleje til socialt
udsatte. En hjemløs hjælper de hjemløse. Og får
mere og mere opbakning. Han har Hus Forbi
og SAND i ryggen. Dansk Cyklist Forbund har
givet ham et skulderklap.
Formanden for Tandlægeforeningen, Freddie Sloth-Lisbjerg, vil ud at cykle med Henning
en dag på ruten. En synlig opbakning fra fagligheden på det område, som Henning brænder
så engageret for.
Men Hennings verden er egentlig ikke den
politiske. Som enhver dreven rejsende har han
en pertentlig orden i sin dag og sine ting:
Han står op ved 5-tiden om morgenen. Sent
for en bager, skal man huske. Og dagen starter
med ritualerne, som han beskriver i sin dagbog.
Og så er der udstyret, som han værner om og
passer og plejer. To kameraer optager turen
fortløbende. De og hans PC skal have strøm.
Den producers af to solfangere, som er monteret på cykelanhængeren.
Da vi besøger ham på en forblæst, kølig
shelterplads i Vestsjælland, beklager Henning, at der er rod i cykelvognen. Ikke noget,
vi andre kan se. Men enhver, der har vandret,
cyklet eller sejlet ved, at det er alfa og omega,
at alle ting har sin faste plads. At Henning
ikke skal stå og rode alt igennem, hvis der sker
noget med hans tro følgesvend, Felix.
Den hjemløses hjem i seks måneder
- Og der er nødt til at være systematisk orden i
alting, siger Henning.
- Hvis man slækker på det, fiser hele energien bare ud. Så jeg må holde strengt fokus.
Ellers kan jeg ikke gennemføre projektet.
Det gør ondt hver dag at bakse med en
cykelvogn på 140 kilo i al slags vejr og vind.
Kroppen bliver træt, og leddene smerter. Men
holder man fokus, slipper det ikke ind i sjælen. Det er Hennings lære efter turen rundt i
Danmark sidste år. Og det er faktisk ret klogt
sagt om mange af livets forhold, hvis man lige
tænker efter et øjeblik.
Som Jørgen Leth, cykelsportens elegante
nestor, skrev til Henning på Facebook før
afrejsen:
’Alle store vindere har en ekstraordinær drivkraft. De har et højere formål med deres sport.
Noget, der er større end dem selv. Jeg tror
ikke, Henning kunne finde noget bedre end
Tandhjulet. God Tour!’ |
HUS FORBI
| nr. 6 juni 2014 | 18. årgang | 29
Hjemløse på
kræmmermarked
af Poul Struve Nielsen
foto Mette Kramer Kristensen
En gruppe Hus Forbi-sælgere tager nu og da en
tørn som kræmmere. Det gjorde de i påsken på
Bellahøj Kræmmermarked nord for København.
Udover at sælge brugte ting og sager, de havde
samlet ind, samlede de også penge ind til Hus
Forbi og tjente ved den lejlighed 5.629 kroner,
som går til sociale aktiviteter for Hus Forbisælgere.
- Vi er glade for al den støtte, vi har fået fra
kunderne. Mange af dem er også Hus Forbilæsere, kan vi mærke på salget af Hus Forbi
i forbindelse med markedet, siger Hus Forbisælger Harley.
Nogle af de ting, der var til salg, har tilhørt
hjemløsefotograf Holger Henriksen. Sælgerne
takker Holgers familie og andre glade givere.
enrik
H
d
e
m
tur
Tag på
For fjerde sommer i træk tilbydes læsere af Hus Forbi en
guidet cykeltur gennem København med Hus Forbi-sælger Henrik. Man skal medbringe sin egen cykel til turen,
der starter fra Bragesgade 10b , 2200 København N.
Turen varer to timer og slutter på Christiania. Undervejs
vil Henrik fortælle om sit liv gennem 35 år, hvor han har
tilbragt en god del af tiden på gaden og diverse gulvbrædder med ophold hos venner og brug af netværk og
meget mere. Henrik vil også fortælle om, hvad han går
og laver i dag.
Der er 10 stop på turen, og ved hvert sted vil Henrik
fortælle, hvorfor lige netop dette sted betyder noget for
ham. I år er der tilføjet et nyt pitstop. Turene fortsætter
til slutningen af september. Henrik kører alle dage. Der
er almindeligvis afgang fra Hus Forbi klokken 13. Der
kan arrangeres særlige ture.
Sådan gør du: 1) Ring 60 52 26 24, 2) aftal dag og tid, 3) mød op med egen cykel og
4) medbring smil og højt humor og byd den gode tur.
30
| HUS FORBI | nr. 6 juni 2014 | 18. årgang
© Hus Forbi-sælger Tonny, nummer 0081
E-mail: [email protected] www.tonnyrimsmed.dk
Tonny
Rimsmeds
hjørne
Rimsmeden udtaler, ja
det er mig, der galer
Uanset, hvad I tror,
så mærk jer min ord.
Jeg sætter alt på et
bræt,
for jeg ved, at jeg får
ret.
Efter næste valg,
så er don Corydons
mandat til salg.
Partiet Venstre, han
sælger det til.
Ja, for det er jo magten, som han vil.
| off line |
VIKAR-X ER KREERET AF HANNE REFFELT
vil du vinde
Alle rigtige besvarelser deltager i lodtrækningen
om boggaver - fra vores helt egen verden.
SEND LØSNINGER TIL:
Hus Forbi, Bragesgade 10 B, 2200 Kbh. N
senest 4. juli.
Mrk. kuverten 'OFFLINE'
Navn _________________________________________
Adresse ______________________________________
Postnr ____ By ________________________________
vinderne får direkte besked og offentliggøres på www.husforbi.dk
HUS FORBI
| nr. 6 juni 2014 | 18. årgang | 31
sælger nr. 1833
Jan Nielsen
| ny hus forbi-sælger |
af Birgitte Ellemann Höegh
foto Lars Ertner
3
spørgsmål
hvad skal der til, for at dit liv
bliver bedre?
- Jeg vil gerne ud af den skide kontanthjælp og have
mere end 600 kroner at leve for om måneden. Så jeg
vil gerne have et fast job igen, som også vil betyde,
at jeg vil have noget andet at give mig til hver dag
end bare at sumpe rundt … og så vil jeg ud af metadonen igen.
har du søgt jobs?
- Ja, en hel del. Men det er svært, fordi jeg ikke har
anden uddannelse end gymnasiet. Det ene job har
kvalificeret mig videre til det næste inden for kundeservice – så jeg har jo ikke andet end min erhvervsmæssige baggrund at byde ind med.
hvor er du på vej hen?
- Til kemobehandling på Rigshospitalet.
32
| HUS FORBI | nr. 6 juni 2014 | 18. årgang
- Jeg er typen, der helst vil klare tingene selv, siger Jan Nielsen og
kigger op med et venligt blik fra nogle klare brune øjne under en
kasket og over et tæt fuldskæg. Han sidder under hele interviewet
og triller en vandflaske mellem sine hænder, hvor et par nedbidte
negle kan give et praj om, at der har været en del at håndtere i de
sidste fem år for Jan Nielsen. Før alt ramlede havde han et godt
betalt job i kundeserviceafdelingen hos Dong, andelslejlighed, bil
og kæreste.
Den korte version af Jans historie er, at han efter et piskesmæld
i nakken havde fået lægeordineret Tramadol (et mildt smertestillende præparat, red.), som han ikke kunne tåle. En dag, da han
var på vej ud at handle, fik han et ildebefindende. Faldet udløste
epilepsi, og han mistede et stykke af sin skulderkapsel og måtte
siden gennemgå en operation.
- Jeg fik mange skuldersmerter og kom op i en højere dosis af
smertestillende medicin. Det blev til en underlig tilværelse, hvor
jeg endte med at miste min kæreste, mit arbejde og måtte sælge
min andelslejlighed med et stort underskud. Jeg flyttede ud i
Bispeparken i Nordvest og kom på kontanthjælp. Det tog sgu lidt
hårdt på mig, så jeg trappede selv min medicin yderligere op, og
min læge var villig til at give mig både ketogan og metadon. Men
jeg har set et par tilfælde før på stærk medicin og valgte selv at gå i
behandling, fortæller han.
Da Jan havde været fri af metadonen i fem måneder, fandt han
en dag en ondartet knude i sin brystkasse. Det er nu otte måneder
siden.
- Det var noget af et chok, og i starten valgte jeg at gå i kemoterapi uden at fortælle noget til min familie. Jeg syntes ikke, at jeg
havde budt dem andet end skuffelser i de sidste mange år, så de fik
det først at vide til jul.
Jan, der er blevet 35 år, går i dag i kemoterapi på Rigshospitalet
i København. Det tegner til at gå godt med behandlingen, som han
er i to hverdage om ugen.
- De dage må jeg rive ud af kalenderen. For jeg bliver træt og
får kvalme. Jeg har en god kammerat, der bor tre gader fra mig.
Han har en hund, som vi plejer at gå nogle ture med, og hvis det
bliver slemt, så kommer han.
Jan forventer at være færdig med sin behandling om en måned,
hvorefter han skal tjekkes de næste fem år, og det føles trygt for
Jan. Mindre tryg er hans økonomiske situation. For når han har
betalt husleje, har han 3.100 kroner tilbage at leve af, hvoraf de
2.500 går til afdrag på andelsboliglånet til banken. Så reelt har han
600 at leve for om måneden.
- Jeg er kommet i Grundvigs Kirke, hvor præsten har været sød
til at tale med mig, inden jeg skulle i behandling, og så har han
indimellem givet mig madbilletter på 125 kroner til det nærmeste
supermarked.
Og som noget helt nyt er Jan nu også begyndt at sælge Hus
Forbi.
- Jeg har altid godt kunnet lide at være ude og gå ture, og så er
det på en måde et slags kundeservicejob, hvor det handler om at
give et smil og sige god weekend. |
Hver måned spørger vi en nystartet sælger, hvad
der fik ham/hende i gang med at sælge Hus Forbi.