1. No category

Kristeligt Dagblad Torsdag 5. september 2013
Bøger | 7
Denne side er redigeret af Michael Sørensen
Liv og
litteratur
De tyske mulatbørns
danske historie
”Børneimporten” er et stykke solidt og veludført journalistisk arbejde, der dog også præges af svipsere og unoder
Litteraten Thomas Bredsdorffs
erindringer om et langt og virksomt
liv på Københavns Universitet og
Politiken er kloge, anekdotiske
og lidt pralende
bog
Thomas
Bredsdorff: Gør
hvad du vil –
men sig hvad
det er. 371 sider.
350 kroner.
Gyldendal.
Udkommer i
dag.
Thomas Bredsdorffs erindringer indledes med følgende erklæring: ”… men jeg har nu
især prøvet at huske de øjeblikke, der førte mig til professionen som – ja, som
hvad?” Det er første gang, jeg
læser personlige erindringer,
hvis sigtepunkt er ansættelsen som litteraturprofessor
og dagbladskritiker. Den lille
tøven i citatet antyder desuden en beskedenhed, der i
resten af bogen snarere fremstår som en falsk beskedenhed. Det vender jeg tilbage
til.
Professor Thomas Bredsdorff lod sig pensionere netop det år, jeg som bachelor
fra Odense begyndte at følge
kurser på Institut for Nordisk
Filologi i København. Som
midlertidigt ansat på samme
institut i dag må jeg sige, at
jeg med stor nysgerrighed har
slugt kapitlerne om danskfaget dengang. Bredsdorff fortæller levende om først ni års
studier af sprog og litteratur
på Frue Plads og dernæst årene som lektor og fra 1978 til
2004 professor i dansk litteratur.
Et spændende kapitel vies
til den dramatiske, private
polemik i slutningen af
1960’erne med den noget ældre og meget lærde Aage
Henriksen. Stridens kerne
var, hvorvidt studiet af litteratur skulle udvikle sig til en
videnskabelig disciplin, som
den unge Bredsdorff mente,
eller den burde forblive en
rent åndelig beskæftigelse.
Her havde Bredsdorff som
følge af et studieophold i Oxford, hvor han lærte at skrive
og ræsonnere logisk sammenhængende, fat i den lange ende. Også denne udgivelse illustrerer Bredsdorffs indiskutable kvaliteter som
bog
Amalie Linde,
Matilde
HørmandPallesen og
Amalie
Kønigsfeldt:
Børneimporten
– Et mørkt kapitel i fortællingen
om udenlandsk adoption. 282 sider.
249,95 kroner. Kristeligt Dagblads
Forlag.
skribent. Hvert kapitel er en
enhed med et fint tankemønster og tydelige, som regel
overbevisende pointer.
Fat i den lange ende har professoren dog næppe, når han
i et af bogens sene kapitler
argumenterer overivrigt for,
at biografisk viden om forfatteren ingen som helst relevans har for forståelsen af et
vellykket værk. Ifølge hans
besynderlige ræsonnement,
som mest af alt ligner ubøjelighed over for ny forskning i
autofiktiv litteratur, er det
kun et mislykket værk, man
bedre forstår, hvis man kender forfatterens biografi. Og
det gør ikke argumentationen
mere overbevisende, at der
trækkes på egne erfaringer
som læser af nære venners
litteratur, særligt Tarjei
Vesaas og Per Olov Enquist.
Om andre, der ikke kender
og ikke har noget forhold til
danskfaget på Københavns
Universitet, vil finde disse kapitler lige så givende og interessante, kan jeg tvivle på.
Men måske de så i stedet kan
fornøje sig med de ganske
vist færre kapitler om dagbladet Politiken.
Før Bredsdorff kom til Politiken, var han en kortere periode litteraturanmelder på
nærværende dagblad, men
det er i Politikens spalter som
klummeskribent med politiske meninger og som anmelder af litteratur og teater, han
for alvor har gjort sig gældende. Som teateranmelder kom
han blandt andet i kontakt
med Odin Teatrets leder,
Eugenio Barba, og den store
instruktør Ingmar Bergman.
Ud over kapitlerne om disse i høj grad professionelle
møder og brevvekslinger med
betydningsfulde kulturpersonligheder skriver Bredsdorff et par kapitler om sin
barndom i en højskolefamilie
og en ungdom, som både indeholdt sejlads i danske farvande og en langfart til Asien
med syfilisinfektion til følge.
Dog synes han at vige uden
om de underliggende konflikter med faderen og i det hele
taget en nærmere omtale af
sit private følelsesliv – sik-
0 Før Bredsdorff kom til Politiken, var han en kortere periode litteraturanmelder på nærværende
dagblad, men det er i Politikens spalter som klummeskribent med politiske meninger og som anmelder af litteratur og teater, han for alvor har gjort sig gældende. – Foto: Gyldendal.
kert en konsekvens af hans
modvilje over for biografigenren.
Bogens næstsidste kapitel
handler om Bredsdorffs forhold til troen. Han beretter,
at han som dreng så Jesus gå
på Flensborg Fjord og derefter var overbevist kristen,
indtil han som 30-årig kom i
tvivl om sin tro og måske noget drastisk meldte sig ud af
folkekirken. Som litteraturprofessor kan han selvfølgelig sin Brorson, sin Kierkegaard og tilmed Søren Ulrik
Thomsen.
Men jeg er ikke sikker på,
han har ret i, at Peter Seeberg
ikke troede på Gud. Eksempelvis skrev Seebergs livslange ven Carl-Göran Ekerwald
sidste år et portræt her i avisen, hvor han kaldte Seeberg
et fromt menneske, der bare
ikke havde behov for at tale
om sin tro.
I det afsluttende kapitel
sammenfatter han sin erindringsbog sådan: ”Jeg har
fortalt om mine bedrifter om
dagen på universitetet og på
bladet, men ikke om, hvor tit
jeg drømte om natten, at jeg
var dumpet. Jeg vidste udmærket, hvorfor jeg havde
den drøm. Københavns Universitet og Dagbladet Politiken har været to meget forskellige arbejdspladser at
være på, men én oplevelse
gik igen begge steder, oplevelsen af at komme til kort.”
De ondskabsfulde ville – og
med urette – sige, at han var
professor på dagbladet og
journalist på universitetet.
Mindreværdsfølelsen kompenserer Bredsdorff imidler-
tid straks for ved at nævne, at
han faktisk har været tæt på
at blive chefredaktør for Politiken og på at blive rektor for
Københavns Universitet.
Igennem hele erindringsbogen lyder umiddelbart en
beskeden tone. Det må for eksempel være en latterlig overdrivelse, fremgår det af bogen, når Ingmar Bergman roser ham for at være den eneste kritiker, der har forstået
hans stykke. Men hvis det er
så latterligt, kunne han jo have undladt at fortælle episoden. Lige bag beskedenheden lurer et nagende mindreværd, og det gør desværre
læsningen af de ellers kloge
betragtninger og fine anekdoter lidt anstrengende.
Anders Juhl Rasmussen
[email protected]
Den store pensel og den lille blyant
Anne-Cathrine Riebnitzsky har en særegen dobbelthed mellem det vege og det voldsomme.
Hun er vinder af Politikens romankonkurrence 2013
bog
Anne-Cathrine
Riebnitzsky:
Forbandede
yngel. 334 sider.
300 kroner.
Politikens
Forlag.
Udkommer i
dag.
Der er mindst to fordomme,
som denne roman afkræfter.
Det første er, at der ikke skrives samtidsromaner om krigen i Afghanistan. Det gør
der.
Tænk bare på forfattere
som Lars Husum, Henriette
E. Møller og Sanne Søndergaard. Det andet er, at elever
fra Forfatterskolen kun har
blik for deres egen sproglige
navle. For længst aflivet!
Anne-Cathrine Riebnitzsky
er født 1974, uddannet fra
Forfatterskolen i 1998 og kan
i sandhed se ud over både
navlestreng og grænsebomme. Men hun har nu også gået sin helt egen utraditionelle
livsvej, før hun landede på
boghandlernes diske og prisvinderlisterne.
Efter Forfatterskolen blev
hun uddannet sprogofficer,
arbejdede ved ambassaden i
Rusland og blev senere udsendt til Afghanistan – dels
som soldat, dels som udenrigsministeriel rådgiver.
Hendes skønlitterære debut kom sidste år med romanen ”Den stjålne vej”, der tager udgangspunkt i tre tunge
skæbner fra det krigshærgede land. En roman, hun modtog årets debutantpris for.
Nu kun et år efter udkommer ”Forbandede yngel”, der
er vinder af Politikens romankonkurrence 2013. Og
Riebnitzsky har igen valgt at
tage udgangspunkt i det liv,
hun kender fra hæren. Ganske vist er Afghanistan denne
gang mere periferi end centrum, men en periferi, der
gennemdirrer hele kompositionen.
I ”Forbandede yngel”
springer vi bogstaveligt mellem to krigszoner. Barndommens og voksenlivets. Den
konkrete og den psykologi-
ske, den internationale og
den familiære.
Således krydsklipper vi
ubesværet fra Afghanistan,
hvor vores jegfortæller, Lisa,
er udstationeret, til flyet
hjem, hvor Lisa fortæller om
sit liv til lægen på sædet ved
siden af. Lisa er kaldt hjem,
fordi hendes talentfulde lillesøster Maria har forsøgt at
begå selvmord. Lægen bliver
et ”du” i mere end en forstand. Men det har vi for
længst regnet ud.
Fra samtalen i flyet rejser vi
bagud til barndommens traumatiserede landskaber til en
far, der ikke bare slår, men
tæver, og til en mor, der kigger kujonagtigt på. Og fremad
igen til ankomsten til Danmark, hvor vi møder den livslammede mor, bror Ivan, der
også kommer hjem fra Afghanistan, den afkræftede lillesøster samt bror Peter, der
har mistet begge ben ved et
faldskærmsudspring, som Lisa lokkede ham til at tage.
Imens fører Lisa lange samtaler med Maries psykiater.
Traumerne hober sig op. Men
midt i misrøgten er der en
uomtvistelig kærlighed mellem de fire søskende.
Til sidst vender vi med en
omvendt hjemme-ude-hjembevægelse tilbage til Afghanistan. Til et liv ”ude” måske
mere hjemme end nogensinde før.
Romanen er ”tilegnet dem,
der voksede op i kaos”. Det
kaos er en del af forklaringen
på vores hovedpersons fascination af hærens orden og system, af det gode kammeratskab, af den gensidige afhængighed.
Vi er styrke og magt, hedder det i starten, da konvojen
ruller ud af den støvede jordvej. Livet i krigszonen glorificeres ikke, men solidariteten
er ikke til at tage fejl af.
Anne-Cathrine Riebnitzsky
balancerer som forfatter på et
tveægget sværd. Dels er historierne så farverige og barske, at de nærmer sig brutal
realisme. Dels er sproget så
neddæmpet, stilen så uprætentiøs og – ja, farveløs, at
man næsten finder den banal. Her er ingen ”forfatterskole-manerer”, intet pikerende schwung, intet originalt tilløb. Her er blot en forfatter, der fortæller sin historie og mener, hvad hun skriver.
Man kan indvende, at både
en debutantprismodtager og
en konkurrencevinder burde
være mere banebrydende i sit
formsprog.
Når valget falder på Riebnitzsky, har det sandsynligvis
noget med netop denne tveæggethed at gøre. Denne
overraskende ægthed.
Kristeligt Dagblad bragte i
fredags et interview med
forfatteren. Læs artiklen på
k.dk/livogsjael
Der er især ét kapitel i ”Børneimporten”, som har kostet
mig flere timers nattesøvn. I
den dokumentariske beretning tager journalisterne
Amalie Linde, Amalie Kønigsfeldt og Matilde Hørmand-Pallesen os med ind i
et hidtil ukendt stykke danmarkshistorie og viser os,
hvordan mellem 2000 og
3000 tyske mulatbørn blev
adopteret illegalt til Danmark
efter Anden Verdenskrig, anført af en godhjertet, men naiv kvinde ved navn Tytte Botfeldt.
Børnene var resultatet af
alt fra engangsaffærer, prostitutionsydelser og kæresteforhold mellem vesttyske kvinder og afroamerikanske soldater under krigen og boede
på børnehjem, inden Tytte
Botfeldt fik dem til Danmark.
I flere tilfælde sendte hendes
ukontrollerede adoptionspraksis børnene direkte i armene på mennesker, der viste sig at være fuldkommen
uegnede som forældre. På alle tænkelige og utænkelige
måder.
Et af disse forældrepar – Ole
og Lise Brems – adopterede i
1960’erne i alt ni børn med
udenlandske rødder og slog
tre af dem ihjel på så grufuld
vis, at jeg måtte ligge i timevis og plirre med øjnene for
at få historien om børnemishandling væk efter at have
set den foldet ud i ”Børneimportens” mest vellykkede og
rystende kapitel.
At Ole Brems var overlæge
med speciale i børnepsykiatri, nær bekendt med den
idealistiske Tytte Botfeldt og,
som det hedder i bogen, ”sad
på betydningsfulde poster i
alle de organisationer, der
havde indflydelse på adoptioner”, gjorde det ikke just
nemmere at få ro på den indre skærm.
I ”Børneimporten” fortæller de tre journalister en kompliceret historie om det, der
viste sig at blive begyndelsen
på den udenlandske adoption i Danmark. Tytte Botfeldt,
der var hjemmegående husmor, anså ”brune, tyske
børn” for at være hendes
”egentlige livsopgave”, og
hun bedrev i efterkrigstiden
sin omfattende, systematiske
og ulovlige mellemmandsvirksomhed i fuld overbevisning om, at mulatbørnene
ville få en bedre tilværelse i
Danmark end den, deres
skæbne havde udstukket for
dem i Tyskland, hvor nazismens spøgelse stadig huserede.
Som et resultat af Botfeldts
enkeltmandsentreprise opstod der siden flere private
adoptionsorganisationer; love blev skærpet, tilsyn etableret, procedurer trimmet,
men dilemmaerne omkring
adoption hen over landegrænser forblev de samme –
og er, som bogens forfattere
bemærker, relevante den dag
i dag. Det seneste års mediesager om de to etiopiske
piger Masho og Amy gør bestemt ikke bogen mindre relevant.
Det er imidlertid især zigzagene mellem den store, perspektivrige adoptionshistorie
og de konkrete, personlige
beretninger om udvalgte mulatbørns skæbner, der gør
”Børneimporten” til et stykke
solidt og veludført journalistisk arbejde.
I dansk journalistik er der
tradition for enten at udgrave
den komplicerede, paragraffede sag eller fortælle det enkelte menneskes historie –
komplet med barndomserindringer og sigende detaljer
fra dagligstueindretningen
(mængden af indtaget og nøje beskrevet interviewkaffe er
efterhånden uoverstigelig).
Kombinationen af den store
historie og den lille, den –
om man vil – politiske og private ser man desværre alt for
sjældent, men her skiller
”Børneimporten” sig heldigvis ud.
De tre forfattere har både
støvet rundt i Rigsarkivets
gemmer og drukket te hos en
række af de tyske mulatbørn,
der i dag er voksne danskere.
De har både ædt sig gennem
historiske rapporter og for
første gang fået et af de børn,
der voksede op hos Bremsparret, til at fortælle om mishandlingen i adoptivhjemmet, som i 1970’erne rystede
den danske offentlighed.
WW I ’Børne-
importen’ fortæller
de tre journalister en
kompliceret historie
om det, der viste sig
at blive begyndelsen
på den udenlandske
adoption i Danmark.
Men netop fordi bogen så fint
beviser, at den gode dokumentarisme færdes lige så
hjemmevant i tørre lovbetænkninger som i private
nærbilleder, skurrer bogens
journalistiske svipsere og
uvaner i ørene. Flere steder er
sproget præget af et tic, der
sikkert kommer sig af, at vi
journalister tror, vores læsere
har hukommelse som en perlehøne: Oplysninger og pointer gentages unødigt flere steder, (vi hører, eksempelvis,
om et mulatbarn, som får
adoptivbroderen ”Søren fra
Grønland”; bare to sider længere fremme hører vi igen, at
Søren ”var blevet adopteret
fra Grønland”).
Andre steder savner man at
få de kritiske spørgsmål til
den nu afdøde Tytte Botfeldts
dubiøse foretagende besvaret
– eller i hvert fald forsøgt forklaret. Ikke mindst står
spørgsmålet om Tytte Botfeldts forhold til Brems-parret tilbage: Hvorfor blev den
tilsyneladende idealistiske
kvinde ved med at anbringe
børn hos Brems-parret, efter
at hun blev klar over, at de
behandlede deres adoptivbørn endog særdeles hårdhændet? Hvorfor ændrede
hun i det mindste ikke syn på
parrets forældreevner, efter
at de ved retten blev dømt for
at have mishandlet flere af
deres børn til døde? Og hvordan hang det sammen med
Tytte Botfeldts livsprojekt, at
hun ifølge bogens forfattere
med ordene ӎn af dem, jeg
glæder mig til at møde på
den anden side, det er Lise
Brems” ligefrem glædede sig
til at gense den drabsdømte
adoptivmor i det hinsides?
Lea Korsgaard er journalist og medlem af ledelsen i medievirksomheden Zetland.
Lea Korsgaard
[email protected]
VERDIFESTIVAL i BERLIN
november 2013
- tag med operasanger til jubilæum på Deutsche Oper
DEN MØRKE VERDI 9-11/11 2013
Godt 3 stjernet hotel 300 m fra Deutsche Oper. Operaformidling undervejs – rejselederen har selv været med i
operaerne. Tillæg: Don Carlos 675 ,- Enkeltværelse 400 ,3000,- inkl. Otello
VERDI - festival 26-29/11 2013
Simon Keenlyside som Macbeth,
Jose Cura som Otello,
Andrzej Dobber som Rigoletto
Stor Verdi-rejse – 5 stjernet hotel,
byrundtur, Potsdam-udflugt,
operaformidling
Tillæg: Enkeltværelse 900 ,Ekstra opera 550 ,4895 ,- inkl. to operaer
Morten Schønberg Sørensen tlf. 57645354
SCHØNBERG MUSIK&REJSER
Liselotte Wiemer
[email protected]
www.musikogrejser.dk