Titel: FORBANDEDE YNGEL Forfatter: Anne-Cathrine Riebnitzsky, 2013 Forlag: Politikens Forlag Anne-Cathrine Riebnitzsky har her skrevet en socialrealistisk roman af bedste skuffe. Romanens sprog er gennemtænkt og billedskabende. Bogens første sætning lyder ”Hvis jeg skulle fortælle om det sted, hvor jeg voksede op, ville jeg begynde med havet og de kælne bølger, der dagens forinden havde druknet endnu en fisker”. Og allerede her er jeg som læser fanget af min egen nysgerrighed: VIL hun fortælle om sin barndom? Og hvad er der med de bølger, der på en og samme tid er kælne og dødsensfarlige? Ja, romanens hovedperson Lisa vil fortælle om sin barndom og sit liv. Og ja, bogen er fuld af yin&yang: det gode og det onde, håbet og fortvivlelsen går hånd i hånd igennem hele værket. Og det lykkes rigtigt godt; forfatteren får plantet en del stof til eftertanke i læserens hoved. For hvad kendetegner et godt liv og skal det være godt fra vugge til grav for at få et kvalitetsstempel? Lisa er barn nr. 2 ud af en søskendeflok på fire. Født ind i en dysfunktionel familie af forældre med psykiske brister og med både åndelig og materiel fattigdom toppet med vold. Velkommen til Underdanmark engang i 1970’erne. Naboerne, skolen, kommunen – ”systemet” – burde have grebet ind. Men man sidder tilbage efter at have læst romanen og tænker, om de fire børns voksne liv ville have været bedre, hvis de var blevet tvangsfjernet fra hjemmet og formentligt adskilt i perioder af deres liv? Det dysfunktionelle gælder nemlig ikke søskendeskabet i romanens nutid (ca. 2010): de fire søskende er bundet sammen af en kærlighed og et sammenhold, som uden tvivl er rodfæstet i deres fælles, hårde barndomsår på landet. Og det er en forløsning for dem alle, da de efter 25-30 år endeligt får taget fat på sammen at forholde sig til fortiden. Fortælleteknisk benytter Anne-Cathrine Riebnitzsky en mellemmand til at føre læseren ajour med familiens liv: nemlig Lisas sidemand i det fly, der bringer hende tilbage til Danmark fra en udstationering som sprogofficer i Afghanistan. Han får hele hendes historie, og læseren er med på en lytter. Alle fire søskende har problemer med deres selvværd, yngste søster Marie er den af de fire, der ser tingenes tilstand skarpest og handler mest konsekvent. Hun drives mod selvmord. Bogens tema er tungt, men det serveres i en let tone gående mod det humoristiske. Fx i form af den (galgen)humor, forfatteren udstyrer sine personer med. Som da Lisa konstaterer, at Maries sengetøj er rent og hvidt med bemærkningen, at ”Gudskelov er Marie ikke typen, der snitter i sine håndled. Det bruger vi ikke i vores familie.” Bogens handler om børnenes forhold til de to meget forskellige forældre. Far er svinebonde med et liv og et sind præget af rutiner. Rå og afstumpet, udannet og uuddannet. Men det er mor, der er omdrejningspunktet. Mors sind beskrives som ”vejrsystemer, hvis orkaner og milde solskin ændrer alt omkring sig”. Eller som lillesøster Marie formulerer det i bogens slutreplik: ”Mor er solen … og vi er alle blevet blinde af at stirre på hende.” Mor repræsenterer på den ene side netop et lyspunkt i børnenes tilværelse, det er hende, der er sjov, hygger med dem om eftermiddagen og ”tryller” månen op af havet for dem. Men også hun uegnet som forælder. Mor er selv et svigtet og forsømt barn, og hun lader arven gå videre: hun forsømmer sine egne børn, forstærket af en psykisk lidelse. Som voksen har hovedpersonen Lisa et relativt afklaret forhold til sin mor: hun bryder sig ikke hende og ser lige igennem hendes egoisme. Som hun siger ”Hun vil ikke have et bedre liv, hun vil bare være den, der har det værst og dermed fortjener mest medlidenhed og mest opmærksomhed.” Håbet er repræsenteret ved de fire søskendes voksne liv. Det virker umiddelbart som om de alle fire har mulighederne for at komme fri af uhyrlighederne og opnå ”gode liv”. Ikke nødvendigvis efter en standardskabelon, men efter egne valg og afklaringer. Romanen vil formentligt blive bedst modtaget af læsere, der har overstået den første ungdom og har mærket på egen krop, at det er rigtigt, at barndom ikke er noget, man nogensinde kommer helt fri af. Birgitte Deigaard, 6. oktober 2013, Gentofte Biblioteks Digitale Anmelderklub Anne Cathrine Riebnitzsky: Forbandede yngel I rammefortællingen der er i jeg-form, fortæller en ung kvinde Lisa om sig selv og sin familie til en lyttende mand. Der skues tilbage i tid både til barndommen på landet i Jylland og den nærmere tid. Det antydes flere gange undervejs at der senere vil blive fortalt om dramatiske hændelser i kvindens liv. Hun har 2 brødre og en søster, den ene bror Ivan er som hun soldat udsendt til Afghanistan, og da søsteren forsøger selvmord rejser begge soldater hjem til København. Faderen er på dette tidspunkt død, han var landmand, moderen som den unge kvinde nødig ser lever stadig i barndomshjemmet. At der har foregået grusomme ting i familien fortælles efterhånden, der gives mange eksempler på at især faderen har været ond mod alle i familien, men senere fremgår det at moderen har været psykisk ustabil. Børnene har ofte været udsat for omsorgssvigt fra moderens side og vold fra faderen. Børnene udvikler med tiden overlevelsesstrategier, de støtter hinanden og hævner sig på forskellig vis, til sidst forårsager Lisa således sin fars død i en fingeret arbejdsulykke. Forholdet mellem børn og forældre er iskoldt, der er virkelig ikke mange formildende omstændigheder i familielivet – det skulle da lige være bondegårdens naturskønne omgivelser. Det synes som om de 4 søskende er blevet mere eller mindre moralsk og følelsesmæssigt afstumpede som følge af grusomhederne i barndommen, og det er ligefor at gætte på at de har bevirket at Lisa valgte soldaterkarrieren. Den lyttende, en læge, bliver med tiden hendes nye kæreste, hun har i bagagen en tragisk oplevelse med en tidligere kæreste der var russisk faldskærmsudspringer: i en faldulykke omkom russeren, og den anden broder Peter mistede benene. Til slut forliger Lisa sig dog med moderen, og da søsteren overlever selvmordsforsøget og den skaderamte bror ligeledes ser mere positivt på livet ender set for så vidt godt for Lisa, hun har i hvert fald sammenholdet med sine søskende. Rammefortællingens funktion er at Lisa har brug for at lette sin samvittighed til den lyttende mand, som i en bekendelsesroman, man får indtrykket af at hun har et terapeutisk mål med sine bekendelser. Lisa lægger på trods af de traumatiserende barndomsoplevelser ikke skjul på sit følelsesliv: angst, skam, had, hævngerrighed, skadefryd, længsel efter anerkendelse og kærlighed, såvel som suset af de ekstreme udfoldelser under faldskærmudspring og i ildkamp. Som samtidsbillede fungerer romanen på flere måder udmærket, for det er jo politisk korrekt at en ung kvinde i vore dage kaster sig frygtløst ud i soldaterliv og faldskærmsudspring samtidig med en søgen efter kærlighed; desuden refereres der ofte til leveomstændighederne i dagens Danmark – herunder ikke mindst landbobefolkningens materielle og økonomiske kår - og de lande Lisa som udsendt soldat opholder sig i. Sproget er varieret og fyldt med friske talemåder, som afspejler unge menneskers sprogbrug af i dag. At romanen ikke ubetinget gør denne læser begejstret skyldes mest de noget trættende og usympatiske beskrivelser af ondskab og hævnfølelse og det at løse problemer med vold. Bolette Vebæk Anne-Cathrine Riebnitzsky: Forbandede yngel En bog, der inddrager læseren i en yngre kvinde, Lisas, liv helt fra barnsben, hvor hun alt for tidligt af sin mor bliver inddraget i ansvaret for familien, de yngre søskende og eksempelvis til spørgsmålet, om moderen bør lade sig skille fra den barske og hårdtslående far. Barnets svar er naturligvis ”nej”, hvilket giver hende problemer hver gang, der er noget galt. Moderen er manipulator og må være psykisk syg, holder bl.a. en yngre søn fast, mens faderen tæver løs, og sandfærdig er hun heller ikke. Børnene holder til gengæld sammen og passer på hinanden, også som voksne, hvor den yngste søster, Marie, forsøger at begå selvmord. En broder har mistet begge ben ved en faldskærmsulykke. Han har været lidt af en eventyrer, og Lisa sørger som militæransat for, at han også får denne oplevelse, der ender så tragisk, ikke bare for Peter, men for mange andre, der er med samme fly, bl.a. Lisas kæreste, en ung russer. Også den ældste broder, Ivan, er soldat og har som Lisa været udsendt flere gange, bl.a. til Afghanistan. Faderen, der er landmand, dør ved en soloulykke med en maskine; den hører vi senere mere om. Lisa har en del samtaler med en psykiater i f.m. Maries indlæggelse på en psykiatrisk afdeling og hjælper vel også sig selv på den måde med at få noget af det uforløste frem. – Der er mange rørende scener i bogen, bl.a. den hvor de en meget tidlig morgen tager ud for at se et himmelfænomen, hvor Ivan bærer Peter. De søskende holder virkelig sammen, måske et levn fra deres barndom, hvor de bare var nødt til det. Bogen indeholder rigtig meget stof til refleksion, og jeg finder den værd at anbefale. Elisabeth Bank Lorenzen Gentofte Hovedbiblioteks Anmelderklub Forbandede yngel af Anne-Cathrine Riebnitzsky Sikke en befrielse at læse en familiehistorie som ikke spiller på alle klicherne – men forstår at fange læseren fra første færd. Det er en svær genre at stille op i – men det lykkes på bedste vist for Riebnitzsky. Jeg-fortælleren Lisa sidder i et fly og fortæller sin livshistorie til lægen Andreas – på sand skriftestolsfacon. Lisa har ikke tidligere været bekendt med det at have tillid til sine medmennesker – og læseren bliver taget med på en rejse tilbage til en barndom der for de fleste forekommer usædvanlig barsk og uvirkelig. Lisa har tre søskende; Ivan som er i forsvaret, Peter som er bjergbestiger og nu i it-branchen og lillesøster Marie; pianisten som bliver samlingspunktet efter et selvmordsforsøg der får alle søskende hjem. Det er deres liv nu men deres barndom så meget anderledes ud. Forældrene har en grisefarm men der er ikke tale om familieidyl på landet. Landbruget går dårligt og der er ingen penge til den store familie. Moderen er normal og faderen er den sindsyg der er ond ved børnene – både fyskisk og psysisk. Moderen beskytter børnene imod faderen og som alle forsømte børn bliver det et ensomt liv, de gør hvad de kan for at overleve og de får ikke den hjælp fra omgivelserne som de bør få – de er usynlige og bliver svigtet af alle. Efter en bedragerisag for at skaffe penge til terminen – forsvinder moderen og bliver fundet efter et selvmordsforsøg. Her går det op for Lisa at det måske er faderen der er normal og moderen som er den der er sindsyg – for det står jo der i sygejournalen eller hvad? Der vendes op og ned på hele hendes verdensbilled og hun gør nu oprør mod faderen. Lisa ender med at gå ind i forsvaret ligesom sin bror, møder sit livs kærlighed, mister igen og søsterens selvmordsforsøg får hende hjem fra tjeneste i Afghanistan. Det er barsk læsning – og læseren kan næsten ikke undgå at tænke: hvad ville jeg have gjort i de beskrevne situationer? Jeg skal ikke afsløre hvad Anne-Cathrine har valgt af skæbner for de forskellige medlemmer af Hesselholm familien – men der er stof til eftertanke og det må være tilfredsstillende for en forfatter når det lykkes at gribe læseren på sådan vis. Bogen rørte også ved noget meget nært og personligt for mig; min mor var ligesom Fru. Hesselholm psykisk syg og begik selvmord da jeg var barn. Det har været en sund og lærerrig oplevelse at evaluere og revidere mine tanker vedr. selvmord og psykisk syges generelle plads i en almindelig verden. Sproget i bogen er let flydende og til tider lyrisk og poetisk; forfatteren bruger ofte metaforer – vellykket bevars – men lidt for ofte efter min smag. Det har været en dejlig og ikke mindst tænkevækkende læseoplevelse og jeg må give juryen ret i, at hun fortjente at vinde Politikens romankonkurrence 2013. Jeg ser frem til at læse mere fra Riebnitzskys side – hun må gerne spidse pennen lidt skarpere næste gang. Jeg tror, at hun har det skarpe i sig – og det skal ud til læserne. Helle Søborg Alslund, Vangede ”Forbandede yngel” af Anne-Cathrine Riebnitzsky Dette er en deprimerende bog, som det ikke har været nogen fornøjelse at læse. Bogen handler om fire søskende, der vokser op i et hjem på landet med en far der har psykopatiske træk og en mor der lider af gentagne depressioner og derudover har kriminelle tilbøjeligheder. Familien virker ret isoleret socialt set, og f.eks. optræder der ikke bedsteforældre og tanter og onkler. Miljøet er helt klart dysfunktionelt, uden at det dog tilnærmelsesvist ligner de sager, som jævnligt opdages i landkommuner, med fysisk og psykisk misrøgt og misbrug af børn. Beskrivelser af de fire børns opvækst med mange og store problemer og kun få og små glæder fylder meget i bogen, også for meget efter denne anmelders mening. Resten af bogen, flettet ind i barndomsbeskrivelserne, handler om de fire søskendes voksenliv, hvor det positive er, hvordan de hver især kæmper sig fri af barndommen, og delvist lykkes med det. Det negative er, hvordan den sociale og genetiske arv vedblivende påvirker deres liv. Udover dette hovedtema rummer bogen realistiske beskrivelser af nogle af de opgaver det danske militær arbejdede med i Afghanistan, og af en dansk sprogofficers arbejde og kærlighedsoplevelse i Rusland. Erling Mellerup Anmeldelse af ”Forbandede yngel”: ”Forbandede yngel” er en historie, der som en perlerække af associationer klipper frem og tilbage mellem barndommens skjulte, og til dels fortrængte, forfærdelige historier, men også til de historier, der indeholder de mest poetiske oplevelser for hovedpersonen Lisa. Som når hun husker, hvordan jordbærmarken bølgende dufter imod hende og rækker uendeligt ud. Når helt op til det åbne stjernehimmelrum. Eller når stærke oplevelser med hendes tre søskende toner frem ude ved horisonten i et landskab af mere gyldne barndomsminder. Især til storebroderen Ivan hos hvem hun finder tryghed. Hun beundrer ham og deler med ham den samme verden, dvs. en verden i krig som soldater. En manikæisk verden hvor en ven er en ven og en fjende en fjende ifølge Lisa og broderen. Lisa synes så at sige at have brug for at søge ind i denne på nogle punkter yderst håndgribelige håndfaste verden for måske at kunne flygte fra den jyske barndom, hvor fire søskende blev gjort fortræd. Men netop bag en sådan virkelighed findes vel også den allerstørste ubegribelighed hvilket på en eller anden måde også trækkes mere frem i løbet af romanens mange fintvævede tråde. I et krydsfelt af tanker og følelser kan denne fantastiske roman bestemt befinde sig. Fra den mindste historie, men der måske netop i perspektiv kan rumme så uendelig meget mere, til de helt store fortællinger berøres vi som læsere. Romanen dykker blandt andet især ned i, hvordan lillesøsteren Marie, der er en den kreative musiske, men også følsomme og sensitive, som en porøs blomst med lyst langt hår, er blevet syg og indlagt på den lukkede. Lisa er derfor kommet hjem for hermed at befinde sig midt i alle minderne, der kalder på opmærksomhed og konfrontation. Ikke mærkeligt med en far, der har proppet sine børn med svinemedicin, og der har mishandlet dem, ligesom sine svin, uden nogen form for skyld og skam samt medfølelse. Disse oplevelser ruller ind over Lisa og overmander hende. Man hører om, hvordan faren har jagtet og slået dem, og hvordan moren hele livet igennem har haft ondt af sig selv midt i et utal af depressioner. Derudover har hun ignoreret farens vold eller endda direkte fremprovokeret den. Moren er som en druknet, børnene umuligt kan hjælpe, idet intet er godt nok for hende. Hendes natur er i et kaos af komplekser, der ikke lader sig forsone eller stykkes sammen, men der hele tiden synes at brydes på ny. Kun få gyldne øjeblikke såsom når hun går ud med børnene og trækker månen op af havet, de fylder noget i de små bankende barnehjerter og finder dermed en plads i barndommens minder. Men dog kun i så få magiske øjeblikke, at de ikke kan lukke mørket ude. De er som lysglimt, der pludselig og uventet dukker op på de ellers mere tyste overskyede eller stormfulde minder. Da Lisa bor hos Marie for at prøve at hjælpe hende, finder hun da også ud af, at Marie har luget sig ud af alle familiefotos. I et flashback hører man om morens selvmordsforsøg, og om hvordan hun altid har løjet over for børnene. For dernæst at høre om at Marie måske nok har brudt sammen i al sin kunstneriske virtuositet, men så sandelig også midt i al sin usikkerhed og ensomhed over for alvor at være forladt nu, idet de andre søskende er draget videre ud i verden, så hun rent faktisk er efterladt uden familie. Ydermere åbner bogen op for, hvordan Lisa finder ud af, at hun virkelig har vreden så dybtliggende i sig, at den dukker op til at knække et andet menneske under forhør. Krig har måske tilsyneladende for hende føltes enklere end selve livet på mange punkter, men viser så sandelig også sit rå, barske og beskidte ansigt her. Dog er det spirende tanker om kærlighed, efter et forhold til en kæreste med navn Vasilij, der langsomt bløder Lisas hjerte op. Ligesom farens død får regnen frem, og langsom får lettet tågen og alt det skjulte og tyste dystre. Man hører ligeledes om, hvordan Marie stille og roligt bløder op ved at male. På hver deres måde bløder de fire søskende op, men stærkest når de er sammen. Når de rør ved hinanden så at sige. Romanen afsluttes med håbet, idet det virker til, at de fire søskende igen har fundet hinanden. Ligesom barndommens kommode åbnes op skuffe for skuffe med minder, der især vælder ind over Lisa, så åbnes Lisas tro på kærligheden langsomt helt op. Styrket i lægen Andreas, hendes nye kærlighed, høres om, hvordan deres to kroppe er skabt for hinanden, hvori Lisa kan finde sig selv og sit hjem. Som hun selv siger, nu elsker hun et menneske helt og aldeles. For alvor for nu tør hun at føle alt. Ida Aakerlund Boganmeldelse Anne-Cathrine Riebnitzskys Forbandede yngel. Anne-Cathrine Riebnitzsky vandt Politikens romankonkurrence i år med Fobandede Yngel. Det forstås. En levende og oplysende beretning om et barndomsliv. Et liv der var præget af manglende overskud til at tage sig af selv og hinanden. Her et eksempel: ”Puttepige, der er noget, jeg vil spørge dig om, synes du jeg skal blive skilt fra far?” (…) ”Nej mor, ikke skilles, ikke væk herfra” tigger jeg. ”Godt så gør vi det sådan, så bliver vi her”. Hovedpersonen, der beretter, tilhører kvinden Lisa, der som professionel soldat har været udstationeret i Afghanistan. (kan læses mer i Kvindernes krig) På vej hjem i flyet fortæller hun sin livshistorie til en medpassager, som senere viser sig ikke at være et tilfældigt valg. Den historie, der langsomt folder sig ud, er fortællingen om et frygteligt barndomsliv. Gradvist går det op for læseren, at alt her ikke var, som det burde være. Beretningen er set du fra barnets optik, og børn er et langt stykke hen ad vejen villige til at opfatte det, der sker omkring dem, som normalt. Men det er det langt fra, for faren var voldelig og svingende i humøret og moren var psykisk syg. Hovedpersonen og hendes tre søskende prøver at manøvrere i det uforudsigelige univers. Børnene forsøger at tage bestik af de voksnes stemning. Det går kun til et vist punkt, hvor hovedpersonen griber til en desperat handling. En følge af denne opvækst er måske jobbet som soldat, hvor den daglige organisering er mer forudsigelig. Som voksen forklarer hun, hvordan krigen i Afghanistan for hende var som at befinde sig i en tryghedszone. Her var en fjende en fjende og en ven en ven, modsat i barndomshjemmet. Opvæksten præger børnene ind i deres voksne liv. Romanen beretter om, hvordan de hver især og sammen prøver at håndtere barndommens prægning af deres psyker. Anne-Cathrine Riebnitzsky har skrevet en rystende, gribende, barsk og uforglemmelig roman. Den forbinder barndommens prægning med det videre voksne liv. En beretning der er med til at opkvalificere tidens debat vedr. børn og forældres liv. Mette Breede Anne-Cathrine Riebnitzsky: Forbandede yngel ”Forbandede yngel” af Anne Cathrine Riebnitzsky er en særdeles velskrevet, intelligent og fængende roman om en familie på seks i dagens Danmark. Det er en grum historie, der bliver optrevlet om denne familie, der består af så kulørte familiemedlemmer, at der kunne skrives en roman om hver enkelt af dem. Men i denne roman er det den ældste datter, Lisa, der skiftevis fortæller om begivenheder fra sin barndom og flasher frem til nutiden, hvor vi følger hende i gensynet med sine søskende, i mødet med en kæreste in spe og i bestræbelserne på at gøre karriere inden for militæret. Hér, i militæret, har hun mulighed for at komme til udfoldelse, bruge sine stærke side, og komme videre, ud af sin utrygge barndom. Hvor bizart, at det er øjeblikke i krydsilden i Afghanistan, der giver Lisa tryghed og forlener hende med tillid – sindstilstande, hun ikke har kendt i sin barndom i kernefamilien hjemme i Danmark. Som læser bliver man imponeret over Anne Cathrine Riebnitzskys beherskelse af sproget; det er en sand fryd og fornøjelse at læse bogen. Hun formår at skildre de forskellige situationer, så de står lyslevende og gribende for læseren - hertil kommer de intelligente forklaringer og det knusende klarsyn. En meget flot dansk roman! Anja Trunholm