Nu kan du læse Weekendavisen med ørerne
8. - 14. august 2014 265. årgang # 32 kr. 49,00 FOTO: SCANPIX/SØREN BIDSTRUP Drama. Bag historien om, at Lars Barfoed selv skulle have valgt at gå som partileder. SAMFUND 5 FOTO: SCANPIX/NASA Drømmejob. Tine Eiby har fulgt med astrofysikeren Anja C. Andersen på arbejde. SAMFUND 4 FOTO: SCANPIX Drinks. Sammensat kun af smagskomponenter. Det er fremtidens mad og drikke, mener kemiker. KULTUR 9 FOTO: UFFICIO STAMPA AZIENDA SPECIALE Død. Lige meget hvor meget den snor sig, så er ålens chancer for at overleve minimale. FAKTISK 6 Danmark. Kejser Augustus var den første, der beskrev kimbrernes land mod nord. Portræt. IDEER 8 Menneskesyn. »Man skal respektere, at folkeskolen faktisk har været en succes og leveret et knippelgodt stykke arbejde, som vi hver dag nyder godt af i form af politisk stabilitet, høj sammenhængskraft og en omgangsform, hvor vi har stor respekt for hinanden,« siger professor Ove Kaj Pedersen. Kernetropperne neskesyn at ulme, for der var utilfredshed med skattetrykket. Samtidig begyndte man at se, hvordan et lille mindretal på 15-20 procent af de unge blev tabt af skolesystemet og endte på permanent offentlig overførselsindkomst. Det var også i 1970erne, at kritikken af den offentlige sektor generelt begyndte at tage form, herhjemme blandt andet i professor Jørgen Dichs bog om den offentlige sektor som den nye »herskende klasse«. På skoleområdet blev kritikken samlet op af undervisningsminister Bertel Haarder i 1980erne, men blev først formuleret fuldt ud og med konsekvens af de radikale ministre Ole Vig Jensen og Margrethe Vestager i 1990erne. Frem for at tage udgangspunkt i det essentielle menneske, hvis ligeværd er givet ved fødslen, har man siden 1990erne udviklet et anderledes rationelt fokus, hvor det for samfundet går ud på at ruste sine borgere som en slags soldater, der kan gøre tjeneste for fællesskabet. Man fik målsætningen om, at 95 procent af en ungdomsgeneration skal opnå en ungdomsuddannelse, der blev opstillet kvalitetsmål, lære- og elevplaner, og der kom fokus på inklusion af de sidste procenter. Senest har vi fået heldagsskolen, hvor selve skoledagen og lærerkræfterne udnyttes mere rationelt. »Ambitionsniveauet steg ganske betydeligt i 1990erne, og det har ændret fortællingen om folkeskolen fra at være en succes til at være en delvis succes -–måske også en fiasko,« tilføjer Ove Kaj Pedersen. Af TINE EIBY år folkeskolen slår porten op i næste uge, er det forbundet med stor spænding. Allerede længe før sommerferien har der været bekymrede og kritiske røster fremme om alt det nye, der skal ske. Folkeskolen er den statsinstitution, som mere end nogen anden kalder på de store følelser hos danskerne. På godt og på ondt. Det hænger sammen med, at folkeskolen igennem århundreder har været et politisk redskab, mener professor Ove Kaj Pedersen. Og citerer den tidligere socialdemokratiske undervisningsminister Knud Heinesen, som ligefrem har kaldt folkeskolens formålsparagraf for »samfundets trosbekendelse til fælles værdier«. Det er i skolen, værdierne eksponeres, og derfor er det ikke spor mærkeligt, at vi går så meget op i det. – Og dog. For er det ikke gået helt amok de senere år? Nu er der allerede nogen, som vil lave den nye reform om, før den er trådt i kraft ... hvad sker der? Ove Kaj Pedersen retter sig lidt op i stolen. Han har egentlig fri, men er taget ind på sit kontor på CBS’ Afdeling for Business and Politics for at snakke om det anspændte forhold mellem folkeskolen og samfundet. Det ligger i kernen af det emnefelt, han har skrevet om de sidste mange år, i bogen Konkurrencestaten og senest i en artikel i antologien Uren Pædagogik 2. Når relationen mellem skolen og samfundet gennem de senere år »er kommet ind i en negativ spiral«, hænger det efter hans mening sammen med nogle paradoksale forandringer, som har fundet sted siden 1990erne, først og fremmest i danskernes menneskesyn, men også i ambitionsniveauet. Forandringerne er paradoksale, fordi de dybest set skyldes, at folkeskolen og dens lærere har haft succes med at opdrage os til frie, demokratiske borgere. Resultatet blev velfærdssamfundet og en stor, homogen middelklasse. Men nu vender selvsamme middelklasse sig kritisk imod den folkeskole, som har båret den frem. Hvordan hænger det sammen? N # 32 En fantastisk periode Vi skal tilbage i årtierne for at stykke den forklaring sammen. Først og fremmest til efterkrigstiden, hvor formålet med folkeskolen – i Den Blå Betænkning i 1958 og folkeskolereformen fra 1975 – blev formuleret ud fra et ønske om 2014 Nu kan du læse Weekendavisen med ørerne Folkeskolen og dens lærere har haft succes med at opdrage os til frie, demokratiske borgere: En stor, homogen middelklasse, som nu vender sig kritisk imod den folkeskole, der har båret den frem. FOTO: NIELS AHLMANN OLESEN at forme ungdomsgenerationerne som demokratiske medborgere. »Det er en klar succes for Folkeskolen, at den i efterkrigstiden har formået at danne og uddanne ungdomsgeneration efter ungdomsgeneration til at være hårdtarbejdende og demokratiske deltagere i et ganske økonomisk produktivt og politisk stabilt system – det er jo en fantastisk periode, du og jeg er vokset op i,« tilføjer Ove Kaj Pedersen og skotter over til intervieweren. »Men det er en parentes i historien,« tilføjer han. En ganske særlig af slagsen, skabt på den mest rædselsfulde baggrund, som tænkes kan: kombinationen af Anden Verdenskrig, Holocaust, Gulag og Den Kolde Krig. Med skolen som redskab skulle fremtidige generationer af danskere immuniseres mod radikalisering og gentagelse af den største menneskeskabte katastrofe nogensinde. Udgangspunktet var et flertal, arbejderklassen, som skulle dannes og sættes fri af klassesamfundet. Men ud af succesen skabtes et nyt flertal, middelklassen, som ikke blot er ansat i velfærdsstaten, men også finansierer den. Alkoholbehandling på Sjælland www. tjele.com/orelund LAYOUT: BENTE BRUUN FORTSÆTTES SIDE 5 teater for alle – under åben himmel – midt i København /YSkPGE K L Y 6+$.(63($5(6 '( 1 ɾɾɾɾ Den rene og skære teaterleg. (Politiken) Vi har hjulpet tusinder til et bedre liv uden alkohol og /eller medicin. Orelund Gods, Sjælland VELSKREVET VIDEN. HVER FREDAG. Fra succes til fiasko Det er en ændring, som har taget lang tid. Allerede med jordskredsvalget i 1973 begyndte opgøret med det gamle men- Diskret og professionel behandling på Orelund Gods – en del af Behandlingscenter Tjele. Mere end 20 års erfaring med afhængighed. P R Ø V W E E K E N D AV I S E N S LY D AV I S L I G E N U K A N D U LY T T E G R AT I S PÅ LY D AV I S E N . D K Og her er det, at efterkrigstidens menneskesyn, som havde fokus på dannelsen af det gode menneske, begynder at vakle, og et nyt effektivitetskrav toner frem. »For ’hvorfor skal jeg være med til at betale for en folkeskole, som taber så mange, som jeg sidenhen skal være med til at betale for, når de skal samles op’. Det bliver mellemklassens normer og forventninger, som så at sige mobiliseres over for nogen, der udpeges som tabere, snydere og unddragere,« siger Ove K. Pedersen. Hvor det før blev hyldet som en succes, at op imod 85 procent af en ungdomsgeneration blev løftet kollektivt gennem skolesystemet inklusive en ungdomsuddannelse, har man nu skabt et nyt vælgerflertal, som har langt højere ambitioner og alene har øje for de 15 procent, som ikke klarer skærene. Nu gælder det om at ruste den enkelte til at klare sig, så ingen »unddrager sig«. Man vil ha’ noget for pengene. Ramt af egen succes – Vi siger om fagbevægelsen, at den har sejret ad helvede til, men i virkeligheden kan man tale om, at hele velfærdssamfundet er ramt af sin egen succes … der er skabt en stor mellemklasse, som ikke er særlig solidarisk ... »Ja, der er det paradoks, at der er mange offentligt ansatte, der kritiserer offentligt ansatte for manglende effektivitet. De betaler høje medlemsbidrag til de faglige organisationer, er vældig solidariske internt og stiller op til konflikter, men når de skal ind i stemmeboksen til folketings- og kommunalvalg, så stemmer de altså på partier, der går ind for nulvækst i den offentlige sektor. De er ganske skizofrene, de kæmper for deres egne rettigheder, men vil samtidig gerne have politikerne til at sikre, at den stiller store krav, så ingen unddrager sig.« – Der har altså været stor succes med hensyn til at løfte og skabe en middelklasse, men absolut fiasko med hensyn til at få den til at acceptere, hvordan det hele hænger sammen, og at der skal betales en regning? »Ja, man kan sige, at den offentligt ansatte er skeptisk over for, om de offentligt ansatte laver nok og til en høj nok kvalitet!« siger Ove Kaj Pedersen og sætter trumf på: »Skolens store succes er, at den har dannet det enkelte menneske til at være deltagende i et demokrati, men det får den uventede konsekvens, at man også danner den enkelte til at være en selvgod borger.« Døgntelefon 70 20 40 80 , :,1'625 +++++ En skøn aften i Grønnegårds Teatret.Tak for den. (anmelderiet.dk) ++++ Suverænt spil af samtlige medvirkende. (kultunaut.dk) ++++ (FAA) ++++ (CphCulture) ++++ (gregersdh.dk) Underholdes det vil vi, og underholdt det bliver vi. (Weekendavisen) Odd Fellow Palæets Have til 23. aug. man - lør kl.19.30 Billetter: 3332 7023 / grønnegård.dk / Bredgade 66, Kbh. K. KORREKTUR: LISBETH RINDHOLT Samfund Weekendavisen # 32 8. august 2014 5 fORTSAT fRA fORSIDEN Kernetropperne – Den nye skole er mere rationel, man udstyrer eleverne, så de er i stand til at klare sig selv, men til fælles bedste. I modsætning til den gamle skole, hvor menneskesynet i højere grad satte det essentielle menneske i centrum, man dannede til livet. Alligevel er det, som om den nye skole virker mere individualistisk end den gamle, fordi skolen dengang var andet og mere end et sted, hvor man fik uddannelse, den var også et sted, hvor man gik hen og blev fællesskabsorienteret ... »Det hænger sammen med, at vi med succes har destrueret klassesamfundet og skabt et middelklassesamfund, som omfatter 90 procent af os alle, så nu adresserer vi ikke længere socialgruppeinddelingen, men har fået en ambition om, at hver eneste en skal inkluderes i samfundet. Vi er gået fra en struktur- og klassebetragtning til at gå tæt på lige netop den elev, som risikerer eksklusion. Det er det skift i menneskesyn, der rammer folkeskolen. Men forhistorien er vigtig at holde sig for øje. For man forstår ikke reformpædagogikken og det menneskesyn, som skolen blev pålagt at udbrede, hvis man ikke forstår baggrunden. Og man forstår ikke utopien eller idealets voldsomme karakter, og man forstår heller ikke, hvordan det lykkedes at opbygge så høj en grad af legitimitet og politisk opbakning, i partierne, interesseorganisationerne og befolkningen.« – Så vi må ikke pege fingre ad det tidligere menneskesyn? »Man skal respektere, at folkeskolen faktisk har været en succes og har leveret et knippelgodt stykke arbejde, som vi hver dag nyder godt af i form af politisk stabilitet, høj sammenhængskraft og en social omgangsform, hvor man har stor respekt for hinanden,« siger Ove Kaj Pedersen »... bortset fra når vi kører i trafikken,« tilføjer han, mens hans alvorsmine lige holder en kort pause. »Det siger jeg, for at man skal forstå, hvorfor de senere års kritik kan føles så uretfærdig for folkeskolen. For det er uretfærdigt, og det er uforståeligt for den generation af lærere, som stadig er majoriteten i folkeskolen. De lærere, som har gennemført det her dannelsesprojekt, og som synes, de har knoklet røven ud af bukserne og har haft en høj succes, og nu bliver det hele pludselig vendt imod dem. Derfor synes jeg, at denne her debat er løbet løbsk. For vi sidder faktisk med kernetropperne, som har leveret til alles glæde. Men det er som med alle andre offentlige opgaver, at det selvfølgelig også kan gøres bedre. Så hvordan får man de senere års erfaringer fremført som en kritik, men med respekt for hvad der allerede er opnået? Tag den, Bondo – Du skriver (i Uren Pædagogik 2), at når vi her i Danmark har effektiviseret og rationaliseret folkeskolen uden at privatisere den, så har vi også formået at holde fast i skolen som et fælles offentligt projekt og derved i idealerne om lighed, social mobilitet osv. »Præcis! ...« – Det er næsten, som om du siger: Anders Bondo, du skal være glad for offentlig effektivisering! »Jamen, det har jeg skam også sagt til ham mange gange. I og med at vi ikke privatiserer, men kæmper for enhedsskolen, så gør vi det jo ikke alene til et fællesskabsprojekt via folkeskolen at påvirke den næste generation, vi gør det også til genstand for en politisk offentlig debat, hvordan vi vil gøre det.« – Så vi skal i virkeligheden være glade for den debat, der hele tiden har det med at gå amok? »Det er jo positivt, at vi stadigvæk betragter folkeskolen som den store fællesskabsopgave, og på den måde også inddrager den ældre generation i debatten om fremtidens fællesskab,« siger Ove Kaj: »Vores samfund er jo hyperpolitiseret, fordi vi er hyperfællesskabsorienteret!« – Når lærerne indtager lærerværelserne i den kommende tid, vil der også være mere kontrol med dem. Kan man forestille sig, at flere lærere søger ud til privatskolerne, fordi de vil have deres frirum? »Det kan man ikke udelukke. Alt afhænger af den enkelte skoles og den enkelte lærers motivation til at påtage sig denne her opgave, og det er også derfor, at denne her respekt for folkeskolen som succes er ganske vigtig.« Et eksperiment. Allerede inden et forretningsudvalgsmøde i juni havde Brian Mikkelsen, Michael Ziegler og Søren Pape Poulsen holdt møde med Barfoed og fortalt ham, at hans tid var udløbet. Men der skulle mere til. Frivillig tvang Af HANS MORTENSEN F rivilligt og for partiets skyld. Sådan lød den officielle forklaring, da det onsdag aften kom frem, at Lars Barfoed ikke længere er leder af Det Konservative Folkeparti. Angiveligt skulle Barfoed endda selv have fundet sin afløser, Viborg-borgmester Søren Pape Poulsen, og overtalt ham til at tage posten allerede i juni. Den version lyder næsten for god til at være sand – og sand er den da heller ikke. I virkeligheden var det et stadig mere frustreret forretningsudvalg anført af folketingsgruppens formand Brian Mikkelsen og Høje Taastrups borgmester Michael Ziegler, der også er næstformand i partiet, der pressede en meget uvillig Barfoed til at gå af. Utilfredsheden med Barfoeds manglende evne til at bringe partiet fremad er bygget op over længere tid. Dårlige meningsmålinger har bidt sig fast, men ved kommunalvalget i efteråret viste det sig, at potentialet for noget større var til stede. Partiet fik omkring 10 procent af stemmerne. I første omgang forklarede man det med, at populære bykonger havde trukket et ekstraordinært antal vælgere. Den forklaring kunne man ikke bruge, da Bendt Bendtsen ved forårets valg til Europaparlamentet igen hentede tæt på 10 procent. Altså det dobbelte af det, Barfoed stod til i meningsmålingerne. Det var endda i en situation, hvor Venstre tabte et stort antal stemmer på grund af Løkkes tøjsag. Ingen af de stemmer gik imidlertid til De Konservative. Yderligere oplevede man i valgkampen ved EU-valget, at det var svært at samle penge ind. Tidligere sikre sponsorer sagde fra med argumentet, at det var penge ud ad vinduet. Erfarne organisationsfolk begyndte at fornemme, at der ikke var udsigt til nogen bedring med Barfoed. Tværtimod var der overhængende fare for, at han i en valgkamp kunne tabe yderligere. Især hvis sponsorerne fortsatte med at falde fra. Forretningsudvalget forsøgte nu forgæves at få en diskussion om partiets situation. I første forsøg endte det i ingenting. Forsøget på at tale om generationsskifte blev kogt ned til en diskussion om, hvorvidt man kunne overtale Per Stig Møller til at trække sig og overlade mandatet til den talentfulde Rasmus Jarlov. Det lykkedes først at få hul på sagen, da et frustreret medlem af udvalget op til det ordinære møde den 19. juni rundsendte en yderst dyster analyse af tilstanden. Her hed det blandt andet: »Det er derfor tid til grundigt at overveje, om Lars er den rigtige til at lede partiet gennem den kommende valgkamp. Når man taler med folk i baglandet, er der ingen tvivl om, at de fleste ønsker sig en ny leder. Mange sukker efter Connie Hedegaard, men det er næppe realistisk. I min optik vil den bedste løsning for partiet være et stille og roligt generationsskifte, hvor Lars går af her i forbindelse med sommerferien og overlader formandsposten i partiet til Michael Ziegler.« Det fik gang i debatten, og på mødet 19. juni måtte Barfoed erkende, at han havde sit forretningsudvalg – herunder næstformand Michael Ziegler imod sig. Han lovede hårdt presset at gå af i løbet af sommeren. Allerede inden mødet havde Brian Mikkelsen, Michael Ziegler og Søren Pape Poulsen holdt møde med Barfoed og fortalt ham, at hans tid var udløbet. Imidlertid fornemmede hans kritikere, at han ikke umiddelbart havde i sinde at indfri det løfte. Tværtimod fik man information om, at han ringede rundt for at sikre sig opbakning til at fortsætte. Næstformand Michael Ziegler kontaktede derfor Barfoed og forlangte et nyt møde i forretningsudvalget. Det accepterede Barfoed, men det trak ud med at få mødet indkaldt, og til slut tog Michael Ziegler som næstformand det usædvanlige skridt selv at indkalde et møde i begyndelsen af juli. Det blev dog aldrig afholdt. Dagen før det skulle finde sted, bad Lars Barfoed Michael Ziegler og Brian Mikkelsen om et separat møde. Her valgte han at være sekunderet af Per Stig Møller, der regnes for en af Barfoeds få støtter i folketingsgruppen. Ziegler og Mikkelsen gjorde endnu en gang klart, at Barfoeds afgang ikke var til diskussion. Den skulle planlægges hen over sommeren, og på det tidspunkt lå det i kortene, at Ziegler skulle afløse ham som formand og politisk leder. De to gav Lars Barfoed det tilbud, at han kunne gå frivilligt og i god ro og orden. Til gengæld ville han få lov at lave sin egen historiefortælling – altså den, han præsenterede offentligheden for onsdag aften. Yderligere ville han få den vellønnede post som statsrevisor. LAYOUT: BENTE BRUUN Søren Pape Poulsen indtager Christiansborgs gange nu som ny leder af Det Konservative Folkeparti sekunderet af folketingsgruppens formand Brian Mikkelsen, der har spillet en afgørende rolle i lederskiftet. fOTO: SØREN BIDSTRUP/ScANPIx Barfoed erkendte nu, at afgørelsen ikke kunne omgøres, men han forsøgte at presse mere ud af situationen. Blandt andet foreslog han, at han kunne overtage posten som politisk ordfører. Det afviste Ziegler og Mikkelsen imidlertid pure. At afsætte formanden, fordi han ikke kunne sælge partiets politik for efterfølgende at udnævne ham til politisk ordfører, ville være lidt for særpræget, mente man. Statsrevisorposten eller intet. Til slut overgav Barfoed sig. Dermed var planen sat i værk. Bortset fra at det aldrig blev Michael Ziegler, der blev leder af Det Konservative Folkeparti. Ifølge kilder i partiet var det stadig planen, godt et døgn før Barfoeds afgang blev kendt. Angiveligt er det Ziegler selv, der har ændret beslutningen ud fra en erkendelse af, at Søren Pape Poulsen er en bedre kommunikator. Om Pape Poulsen så kan hente nye vælgere, er et åbent spørgsmål. At vælge en politisk leder uden for folketingsgruppen er et historisk nybrud hos de konservative. Og selv om Brian Mikkelsen onsdag aften bedyrede, at det netop var en styrke med en mand, der ikke havde »kastet med mudder i Folketinget«, og selv om Papes kommunikationsevner er bredt anerkendte, viser netop den konservative partihistorie, at der skal mere end snakketøj til at skabe succes. Det var samme begrundelse, man i sin tid brugte for at lade Lene Espersen afløse Bendt Bendtsen. Resultatet blev en halvering af partiet, hvilket førte til Espersens afsættelse, uden at det hjalp. Nedturen fortsatte under Barfoed, og valget af Pape er endnu et eksperiment. Konservative kilder erkender, at risikoen er stor – men ikke større end ved at gå til valg med Barfoed, lyder konklusionen. Onsdag aften afviste Lars Barfoed selv alle spekulationer om, at han var blevet presset til at gå af. »Nej det er jeg ikke. Og jeg fortsætter i politik og vil være en del af projektet i de kommende år,« sagde han. /LOOH VäRU QåKHG ãUD 6DPVXQJ 0RELO PHG 7'& 5DäH L PGU 6DPVXQJ *DOD[å 6 0LQL SU PG Ñ WLPHUÎ*% SDNNH L Ó PGU ÎÖÖPG 0LQ SULV LQNO RSUHWWHOVH ÑÖ RJ 7'& 5DWH XGEHWDOLQJ ÏÍÍ 9HONRPPHQ L GLQ 7'& %XäLN HOOHU S äGFGN $OOH SULVHU JOGHU L '. GRJ LNNH WUDÈN WLO XGODQGHW RJ VUWMHQHVWHU 2SNDOG HIWHU LQNO WDOHWLG ÍÖÖ NUPLQ +DVWLJKHGHQ QHGVWWHV WLO ÓÑ .ELWV KYLV GDWDIRUEUXJHW RYHUVNULGHU Î *%PG %LQGLQJ L Ó PGU .RQWDQWSULV ÏÖÖÖ NU *OGHU WRP ÏÑÍÕÏÍÎÑ 0D[ Ï 7'& 5DWHU SU NXQGH .UHGLWRPN Í NU Ő23 Í )RUXGVWWHU EHWDOLQJ YLD %HWDOLQJVVHUYLFH RJ HOOHUV SõOJJHV PõQHGOLJW RSNUYQLQJVJHE\U Sõ ÏÖ NU )LQDQVLHULQJ XGE\GHV L VDPDUEHMGH PHG (NVSUHV %DQN KORREKTUR: LISBETH RINDHOLT
© Copyright 2024