Glamsbjerg den 27. januar 2015 Nyhedsbrev Januar 2015 Kære forældre og andre med interesse for Glamsbjergskolen! Skolebestyrelsen har besluttet, at vi fremover vil lave mere udførlige referater fra møderne i skolebestyrelsen. I forbindelse med at referaterne offentliggøres, har vi også besluttet, at skolelederen udsender et nyhedsbrev, der dels kan uddybe referatet og dels fortælle lidt om, hvad der sker på og omkring skolen. Bestyrelsen: Skolebestyrelsen har nu siddet i 6 måneder, og det er en meget dedikeret og interesseret bestyrelse, vi har. Der er i bestyrelsen stor interesse i skolens ve og vel, og ikke kun hvad angår drift og økonomi, men også i forbindelse med fx SFO, sundhed, etc. På de seneste møder har vi brugt en del tid på SFO`en, og det munder snart ud i en revidering af Humlebiens grundlag. Dette vil I kunne læse mere om i næste referat. Desuden har bestyrelsen taget initiativ til, at skolen udarbejder en egentlig sundhedspolitik, der forventes at være færdig i dette forår. Skolereformen: Skolereformen er nu 6 måneder gammel, og jeg tror, de fleste er ved at vænne sig til den! Eleverne har fået flere timer, og det ser ud til, at eleverne fungerer fint med den lidt længere skoledag. I forvejen havde eleverne på Glamsbjergskolen flere timer end de fleste andre skolebørn i Assens Kommune, så forskellen har ikke været så voldsom. Det var forventet, at en del børn ville kunne fravælge SFO som følge af den længere skoledag, men da vi i år har rykket skoledagen frem, så den starter 8.10, har forskellen heller ikke her været markant. SFO`en har ikke oplevet nævneværdigt fald i børnetallet. En af reformens store tiltag er kravet om mindst 45 minutters motion/bevægelse om dagen i gennemsnit. Vi har fra januar indført et egentlig motionsbånd for 7.-9- årgang, hvor de årgange hver for sig laver motion og bevægelse hver dag i 30 minutter. Derudover har de deres almindelige idrætstimer. Om det er den rette løsning, vil vi evaluere sidst på skoleåret. I 0.-6. klasse er det meningen, at motionskravet tilgodeses i den daglige undervisning, der i højere grad skal indeholde aktive elementer. Det arbejder vi med, og vi når dertil – men det tager lidt tid. En af de største, men måske knap så omtalte, ændringer i reformen, er målet om at alle børn skal blive så dygtige, som de kan. Det kalder på en anden måde at tænke undervisning på. Vi har i år arbejdet meget med begreberne synlig læring og målstyret undervisning. Det går i al sin enkelthed ud på, at undervisningens indhold dels skal være styret af de mål, der gælder for faget på det relevante klassetrin (målstyret undervisning), og at undervisningen skal tilrettelægges sådan, at dens læringsmål er synlig for eleverne. (Synlig læring) Elever, der præcis ved HVAD de skal lære, HVORDAN de skal lære det og HVORFOR de skal lære det, er mere motiverede og parate end elever, der ikke har denne viden. Vi arbejder hele tiden på at blive klogere og dygtigere til dette. For at vide om det enkelte barn udvikler sig og lærer det de skal, arbejder vi i højere grad nu med små test eller prøver både før og efter de enkelte undervisningsforløb. Glamsbjergskolen | Kaj Nielsens vej 10, 5620 Glamsbjerg |Tlf: 64 74 78 50 | Mail: [email protected] Glamsbjerg den 27. januar 2015 Vi har i dette skoleår indført noget, vi kalder for læringskonferencer. Det går ud på, at lærerne i fagene dansk, matematik og tysk mødes med jævne mellemrum og fremlægger resultater for klasser og elever samt drøfter læringsforløb. Det har vi gjort for at fremme den kollegiale sparring og faglige udvikling, og målet er i sidste ende at optimere elevernes læring. Det er planen, at disse konfencer i de kommende år udvides til at omfatte flere fag. Fokus er – som det nok kan læses – meget på resultater. Lærer det enkelte barn, det han skal? Bliver flere og flere børn meget dygtige? Bliver der færre elever med dårlige resultater? Jeg synes, det er en udmærket udvikling! Vi skal som samfund sikre, at vores børn får den bedst mulige uddannelse, og det starter naturligvis allerede i grundskolen. Vi vil ikke glemme børnenes trivsel, og det vil jeg i det følgende fortælle lidt om. Trivsel: Ligesom elevernes læring skal måles, skal deres trivsel også vurderes. Til det formål kommer der nationale trivselsmålinger. Nu bliver en gris som bekendt ikke federe af at blive vejet! Og trivslen stiger formentlig ikke, blot fordi den måles… Vi gør hver dag meget for at arbejde med enkelte elevers og hele klassers trivsel. Alle elever vurderes mindst en gang årligt af klasseteamet ud fra et særligt trivselsskema – når det giver anledning til bekyninrg lægger vi en plan for det enkelte barn. Vi laver særlige forbyggende tiltag, når vi finder grund til det, og vi arbejder med hele klasser, når der større problemer. Vi har en velgennemarbejdet mobbepolitik, som vi tager alvorligt. Mobning skrider vi altid ind over for, når vi bliver bekendt med den. Vi har flere lærere med særlige kompetencer, der alle arbejder med elevernes og klassernes trivsel: En lærer er uddannet inden for AKT (Adfærd, Kontakt, Trivsel), to har netop fuldført diplomuddannelser i inklusion, en er uddannet coach og arbejder primært med enkelte elever, og alle lærere og pædagoger samt ledelsen er meget optagede af trivsel. Endelig har vi en lille trivsels-gruppe, hvor vores coach og vores sundhedsplejerske sammen arbejder med unge, der har brug for særlig opmærksomhed. De allervigtigste personer i alt dette er naturligvis forældrene, og det er derfor meget vigtigt, at I informerer os, når der er ting hjemme, der kan tænkes at påvirke barnets trivsel. Det sker på skolen: Der sker mange forskellige ting året rundt. Følg med på facebook for de små og korte statusopdateringer og tjek jævnligt intra! I uge 5 og 6 har mellemtrinnet fordybelsesuge, hvor de arbejder med en lang række teater- og dramaforestillinger, der vises på skolen den 5. februar. Den 16. februar er der fastelavnsfest for indskolingen, og i starten af marts – i uge 11- laver 9. årgang deres store projektopgave. Vi kan også glæde os over, at der er ved at blive sat nye vinduer i hele indskolingsbygningen, og så ansætter vi desuden to nye medarbejdere: En matematikvejleder og –lærer samt en skolesekretær. Med håb om snarligt forår til alle – og på ”genhør” i næste nyhedsbrev, der kommer efter vinteferien: Med venlig hilsen Lars Kofoed Skoleleder Glamsbjergskolen | Kaj Nielsens vej 10, 5620 Glamsbjerg |Tlf: 64 74 78 50 | Mail: [email protected]
© Copyright 2024