PROMILLEBRILLER I UNDERVISNINGEN HVAD PÅVIRKNING AF SANSERNE Promillebrillerne simulerer en promille på 0,8 – 1,5. Brillerne kan bruges til forskellige former for anskuelighedsundervisning om konsekvenserne af at være påvirket. De har special lavede linser, som forvrænger synsindtrykket. De motoriske problemer (balance, afstand og koordinering), man oplever med brillerne på, svarer omtrent til de motoriske problemer, som kan ses hos en person, der har en promille på ca. 0,8 – 1,5. HVORFOR Promillebrillerne skaber interesse og giver en sjov oplevelse, som gør, at man husker undervisningen bedre. De skaber en naturlig dialog om konsekvenserne af at være påvirket. HVORDAN Ved at udføre små koordinationsøvelser oplever man, hvor afhængig hjernen er af synsindtrykkene. Selvom man er helt ædru, kan hjernen dårligt kompensere for de forkerte synsindtryk (læg dertil de andre effekter af alkoholindtagelse som fx træthed, færre hæmninger, langsomme reaktioner, selvovervurdering osv.) ØVELSER Man behøver ikke lave deciderede øvelser, for at promillebrillernes effekt bliver tydelig. Gå bare lidt rundt i lokalet med promillebriller på. Man kommer hurtigt til at gå ind i borde eller sparke til tasker på gulvet. Gå på en lige linje på gulvet. Sæt hæl mod tå og tæl samtidig skridtene højt. Stå på et ben med hænderne ud til siden. Hold balancen i 30 sek. Kast sammenkrøllet papir i papirkurven. Drible med en bold. Kaste og gribe en bold. Gå slalom mellem kegler. Gå hen og sætte sig på en stol (med armlæn, så personen ikke falder af stolen og slår sig). NB: Sørg for at deltagerne ikke kommer til skade. Det er nemt at falde over noget, falde ned af trapper eller gå ind i dørkarme o.l. Synet påvirkes. Blændes man af en modkørende bil, går der længere tid end normalt, før synet er godt igen. Man kan også få tunnelsyn, der gør det svært at se, hvad der foregår i udkanten af det område, man fokuserer direkte på. Drikker man meget, giver det også problemer med at stille skarpt. Reaktionsevnen bliver langsommere. Ofte skal man reagere hurtigt i trafikken, men er man påvirket af alkohol, er man længere tid om at reagere. Bevægelserne bliver mere klodsede, og man får sværere ved at styre uden om andre trafikanter. Bevægelser, som normalt er rolige, bliver mere voldsomme. Fx når man drejer eller bremser. Hukommelsen påvirkes, så man bliver mere glemsom. Måske glemmer man at blinke, når man skal dreje. Eller man kigger ikke i spejlene og overser andre trafikanter. Realitetssansen påvirkes, så man fx ikke bemærker de motoriske problemer. Man tror, at man godt kan køre. I virkeligheden er man blevet overmodig. Afstanden mellem hvad man faktisk kan, og hvad man tror, man kan, bliver større.
© Copyright 2024