Bachelor Opgave

qwertyuiopasdfghjklzxcvbnmqwerty
uiopasdfghjklzxcvbnmqwertyuiopasd
fghjklzxcvbnmqwertyuiopasdfghjklzx
Sociale kompetencernes betydning
for sundheden hos det 5-6 årige
cvbnmqwertyuiopasdfghjklzxcvbnmq
barn
wertyuiopasdfghjklzxcvbnmqwertyui
opasdfghjklzxcvbnmqwertyuiopasdfg
hjklzxcvbnmqwertyuiopasdfghjklzxc
vbnmqwertyuiopasdfghjklzxcvbnmq
wertyuiopasdfghjklzxcvbnmqwertyui
opasdfghjklzxcvbnmqwertyuiopasdfg
hjklzxcvbnmqwertyuiopasdfghjklzxc
vbnmqwertyuiopasdfghjklzxcvbnmq
wertyuiopasdfghjklzxcvbnmqwertyui
opasdfghjklzxcvbnmqwertyuiopasdfg
hjklzxcvbnmrtyuiopasdfghjklzxcvbn
mqwertyuiopasdfghjklzxcvbnmqwert
yuiopasdfghjklzxcvbnmqwertyuiopas
dfghjklzxcvbnmqwertyuiopasdfghjklz
xcvbnmqwertyuiopasdfghjklzxcvbnm
qwertyuiopasdfghjklzxcvbnmqwerty
af
Svea Eck
Pa12231
7. Semester
Bacheloropgave
53.082 tegn
15.06.2015
Vejleder: Henny Sommer Sørensen
University College Syd, Aabenraa
Indholdsfortegnelse
1. Indledning........................................................................................................................side 3
2. Problemformulering.........................................................................................................side 4
3. Metode og emneafgrænsning...........................................................................................side 4
3.1 Videnskabsteoretisk vinkel.........................................................................................side 6
4. Det 5-6 årige barn............................................................................................................side 6
5. Hvad er social kompetence?............................................................................................side 8
6. Hvad er sundhed?..........................................................................................................side 10
6.1 WHO´s sundhedsbegreb..........................................................................................side 11
6.2 Antonovsky..............................................................................................................side 11
7. Hvad er fysisk aktivitet?................................................................................................side 13
7.1 Børns motoriske udvikling......................................................................................side 14
8. Sundhed og fysisk aktivitet............................................................................................side 15
9. Barnets sociale kompetencer gennem fysisk aktivitet...................................................side 17
10. Sociale kompetencernes betydning for sundheden......................................................side 18
11. Pædagogens rolle.........................................................................................................side 19
12. Konklusion..................................................................................................................side 21
2
1. Indledning
Der er sket et stort paradigmeskift på sundhedsområdet i de seneste år. Hvor man før i tiden
har set sundhed udfra et mere adfærdsmodificerende og moraliserende syn, er man nu gået
over til et mere demokratisk sundhedssyn, sundhedspædagogikken, hvor det er individet selv
der medbestemmer, således at det er meningsfuldt, håndterbart og begribeligt for den enkelte.
Gennem dobbletsocialiseringen har pædagogen fået et endnu større ansvar i forhold til barnets
sundhed, da barnet tilbringer den største del af dagen i daginstitutionen (Dencik, 2008, s.29).
Dette viser også WHO´s strategierklæring fra 1998, hvoraf der fremgår, ”At borgere,
grupper, samfund, institutioner, organisationer, og sektorer deltager i og har ansvar i forhold
til sundhedsfremme.” (Nørgaard, 2007, s.15).
Sundhed er ikke kun et produkt af hvad det offentlige gør, men i høj grad også hvad den
enkelte gør for at skabe et sundt liv. Den enkelte kan selvfølgeligt ikke skabe sig selv et sundt
liv helt alene, men samfundet har et ansvar for at skabe de tilstrækkelige rammer (Nielsen,
2005, s.150).
Dettte medfører, at pædagogen (institutioner) har et hvis ansvar for, at grundlaget for et sundt
liv, både på den fysiske, psykiske og sociale plan for barnet bliver dannet, således at det også
bliver meningsfuldt, håndterbart og begribeligt for barnet.
I forhold til den sociale sundhed spiller de sociale kompetencer en væsentlig rolle.
Sociale færdigheder har en stor betydning for alle menneskers udvikling, uanset hvilke
forudsætninger man er født med. Hvis barnet ikke tilegner sig sociale færdigheder, fx.
gennem det pædagogiske arbejde i børnehaven og dermed udvikler sociale kompetencer, vil
barnet komme til kort i livet. En god social interaktion med andre mennesker er en
forudsætning for at kunne udvikle sit potentiale så godt som muligt (Vedeler, 2008, s.13).
Sociale kompetencer er altså noget, der danner baggrund for mange ting i barnets liv, også i
forhold til sundheden og er en del af sundheden.
En anden vigtig faktor ift. barnets sundhed er den fysiske aktivitet og motorikken, da barnets
(3-6 år) krop er det primære læringsredskab (Sandholm, 2006, s.229), og den fysiske aktivitet
påvirker barnets sundhed ift. det scoiale, fysiske og psykiske.
Gennem mine erfaringer fra praktikkerne er jeg netop blevet opmærksom på, at begrebet
sundhed tit diskuteres i personalegruppen, men for det meste ift. madpakker og kostpolitkker
og ikke ift. den fysisk aktive del og motorikken selvom dette er så vigtigt. Børn skal nemlig
selv erfare forskellige ting med egen krop, så det skal være mange kropslige udfordringer i
institutionen, for at barnet kan have mulighed for aktiviteter og oplevelser i børnehaven, samt rum
til fysisk udfoldelse (Sandholm, 2006, s.230).
3
Selvom det er en meget vigtig del ift. udviklingen af barnets sundhed, har der ikke været
meget fokus på denne del af sundheden. Tværtimod fik børnene tit skældt ud, når de løb på
gangen, hoppede ned fra forskellige ting og havde lyst til at bevæge sig og afprøve forskellige
kropslige udfrodringer indendørs.
Børn har lyst til at bevæge sig hvis de ikke bliver forhindret i det, og mange børn vil gerne
bevæge sig mere (Paarup, 2006, s.10).
Denne naturlige lyst til bevægelse burde pædagogen understøtte i stedet for at undetrykke, så
der er en større chance for, at barnet bibeholder denne lyst og vane i voksenalderen.
Også ift. dagitlbudsloven og læreplanerne er pædagogen forpligtet til at arbejde med emnet
krop og bevægelse og barnets alsidige udvikling i børnehaven (retsinformation.dk), hvor den
fysiske aktivitet, sundheden og udviklingen af sociale komptencer indgår i.
Dette har ledt mig hen til følgende problemformulering:
2. Problemformulering
Hvordan kan jeg som pædagog understøtte det 5-6 årige børnehavebarns sociale kompetencer
via fysisk aktivitet, og herigennem understøtte sundheden?
3. Metode og emneafgrænsning
Indledningsvist vil jeg komme ind på, det 5-6 årige barn, altså hvad det handler om at være 56 år udviklingsmæssigt. Dette gør jeg, fordi det er denne aldersgruppe der danner baggrund
for denne opgave. Her vil jeg bruge Anne Stokkebæk, som er psyokolog. Grunden til det er,
at hun kommer meget godt omkring barnets generelle udvikling, som kan give en forklaring
på, hvad der vigtigt for det 5-6 årige barn ift. at udvikle sociale kompetencer.
Bagefter vil jeg skrive om, hvad sociale kompetencer er, og hvordan disse udvikles, også i
pædagogisk praksis. Her vil jeg hovedsageligt benytte mig af Stig Broström som teoretiker og
understøtte hans tankegang med Liv Vedeler. Dette vil jeg gøre, da Broström er en velkendt
teoretiker på det småbørnpædagogiske område og dermed meget oplagt at bruge i denne
opgave. Liv Vedeler, som er den anden teoretiker i forhold til sociale komptencer, er
professor i specialpædagogik ved Universitet i Oslo, og anses derfor som en pålidelig kilde.
Vedeler præsenterer social kompetence begrebet på en relevant måde og kommer ind på,
hvorfor udviklingen af sociale kompetencer er vigtige.
Derefter vil jeg går videre med et afsnit om hvad sundhed er. Jeg har valgt at tage
udgangspunkt i WHO´s sundhedsbegreb i denne opgave, som vil danne baggrund for,
hvordan sundhed skal forstås i denne opgave. Grunden til, at jeg har valgt WHO´s
4
sundhedsdefinition er, at jeg vil tydeliggøre at sundhed er et bredt og omfattende begreb og
ikke kun består af det fysiske, og forskellige faktorer påvirker hinanden.
Derudover vil jeg fordybe mig i Aaron Antonovsky og hans teori om oplevelsen af
sammenhæng (OAS). Antonovsky er medicinsk sociolog og har været studieleder ved den
sundhedsvidenskabelige fakultet i Israel. Jeg har valgt at benytte mig af Antonovsky, da han
er relevant at bruge i forhild til min problemformulering, da han kommer omkring sundhed på
det psykiske niveau og dermed hænger godt sammen med WHO´s sundhedsforståelse.
Så vil jeg går videre med afsnittet om hvad fysisk aktivitet er og komme ind på barnets
motoriske udvikling, da den motoriske udvikling er en forudsætning for fysisk aktivitet. Her
jeg vil benytte mig af Anne Brodersen og Bente Pedersen, som er bevægelseskonsulent og
læge, og dermed synes at være relevante og videnskabelige kilder. Samtidigt vil jeg inddrage
Lotte Paarups viden om motorik og fysisk aktivitet, da hun er uddannet fysioterapeut og har
en særlig viden på dette område.
Bagefter vil jeg sammenholde sundhedsbegreberne og fysisk aktivitet med hinanden, og
redegøre for, hvorfor det hænger sammen og hvilken indflydelse disser størrelser har på
hinanden. Her vil jeg inddrage et eksempel fra praksis, som jeg så vil analysere vha. de
forskellige teorier, som jeg har redegjort for i den første del af opgaven.
Jeg vil går videre med afsnittet om barnets sociale kompetencer i forhold til den fysiske
aktivitet, hvor jeg vil tydeliggøre, hvordan disse to elementer hænger sammen og hvordan der
kan arbejdes med dette i praksis, hvor jeg igen vil inddrage et praksis eksempel fra
praktikken.
Dernæst vil jeg gå videre med afsnittet om sociale kompetencernes betydning for sundheden,
hvor jeg vil sammenholde Antonovskys teori og WHO´s sundhedsbegreb med udviklingen af
sociale kompetencer.
Derefter vil jeg i afsnittet om de sociale kompetencers betydning for sundheden bringe disse
to begreber i spil med hinanden og analysere mig frem til kompetencernes betydning for
sundheden.
Envidere vil jeg beskrive pædagogens rolle i det næste afsnit, hvor det tydeligt vil fremgår
hvike opgave pædagogen har ift. problemformuleringen.
Aflsutningsvis vil jeg prøve at svare på min problemformulering i konklusionen.
Jeg vil løbende inddrage forskellige undersøgelser i opgaven.
Jeg har udelukkende valgt at arbejde med sociale kompetencer ift. sundhed og fysisk aktivtet,
selvom disse selvfølgeligt også kan styrkes ved andre pædagogiske aktiviteter. Det samme
gælder for fysisk aktivitetens betydning ift. sundhed, selvom det også har indflydelse på andre
5
ting som læring, da opgavens omfang ellers ville blive for omfattende. Af samme grund vil
jeg koncentrere mig om aldersgruppen 5-6 år i denne opgave.
3.1 Videnskabsteoretisk vinkel
Jeg vil skrive denne opgave udfra en socialkonstruktivistisk tænkemåde.
Denne position tager udgangspunkt i, at man som menneske ikke erfarer ting direkte, men
gennem de forskellige sammenhænge, mennesket deltager i. Dette medfører, at virkeligheden
er afhængig af den kulturelle kontekst vi befinder os i. Således er virkligheden fortolket af
mennesket, det vil sige konstrueret (Brinkkjær, 2011, s.127-128). Det betyder, at opgaven skal
forstås på den måde, at det er afhængigt af konteksten og hvem vi er sammen med, hvordan
børn udvikler sig. Barnets udvikling og handling ift. bestemte situationer kommer altså an på,
i hvilken kontekst det befinder sig i, og at det hele tiden er foranderligt. Også vi som
pædagoger forstår situationer og handlinger på forskellige måder, alt efter i hvilken kultur og
kontekst vi befinder os i og hvem vi er sammen med. Verden er ikke den samme for alle.
Dette syn hænger meget sammen med Broström som mener:”Gennem interaktion med
omverdenen konstruerer og tilegner barnet sig lidt efter lidt viden, normer og værdier og det
lærer at fungere i et socialt liv, samtidigt med at dets personlige identitet dannes.” (Brostöm,
1998, s.35). Det er altså i samspil med andre barnet konstruerer sin verden og handler udfra
det. Der findes ikke en virkelighed med mange og dermed heller ikke én rigtig løsning.
Virkeligheden kan altså ikke forstås som et uni-vers (en virkelighed), men som et multi-vers
(flere virkeligheder), som er afghængig af afktørene (Jensen, 2007, s.48). Der er denne
tænkning, der vil danne baggrund for opgaven.
4. Det 5-6 årige barn
I dette afsnit vil jeg komme ind på det 5-6 årige børnehavebarns udvikling, og se på, hvad det
betyder at være et 5-6 årigt barn.
Udfra den socialkonstrukivistiske tankegang mener Vygotsky, at barnets kognitive udvikling
er uløseligt forbundet med de aktiviteter, barnet deltager i, som kan være af materiel, social og
kulturel karakter. Det er samfundets kulturelle redskaber som sprog, love m.m som barnet
tilegner sig i samspil med andre mennesker, som fx. samfundsmæssige kulturelle aktiviteter
og virksomheder. D.v.s. at barnet skal indgå i sociale handlinger for at blive en del af denne
kultur (Stokkebæk, 2007, s.57).
Dette viser, at barnet selv skal gøre forskellige erfaringer for at udvikle sig, og dette i samspil
6
med andre mennesker. Det medfører, at barnets udvikling af sociale kompetencer er en meget
vigtig del af barnets generelle udvkling. Dette vil jeg komme nærmere ind på i afsnit 5.
Barnet mellem 3 og 6 år gennemgår en stor udvikling på det kognitive, sociale og
følelsesmæssige niveau. Kontakten med jævnaldrende hos de 5-6 årige bliver lige så vigtigt
som til de voksne. Den måde, det 5-6 årige barn er sammen med en voksen på, er tit forbundet
med samvær om en aktivitet, fx. et spil, eller fortællinger af oplevelser barnet har haft, og de
har lige som de små brug for en positiv og emotionel kontakt med de voksne. I denne alder
begynder de at have en interesse for den voksnes verden, og de færdigheder de voksne har,
som så inddrages i samspillet mellem den voksne og barnet, fx. at lave mad, lære at skrive
osv. Det er selve udførelsen, processern der nu fanger barnets interesse. I denne alder har
barnet brug for voksenkontakt for at videreudvikle dets viden og færdigheder. Hos det 5-6
årige barn er legen i centrum. Førskolebarnet har opbygget et store interesse for regellege og
det dramatiske, som indgår i deres lege. Det gælder om konkurrence og spil, hvor forskellige
kompetencer kan præsenteres. Det 5-6 årige barn er desuden meget mere selvstændigt, både
hvad angår konkrete færdigheder som at tage tøj på og det sociale, fx. i forhold til at løse
konflikter. (Stokkebæk, 2007, s.188).
Selvom barnet i denne alder er mere selvstændigt fx. ift. at løse konflikter end det 3-4 årige
børnehavebarn, har barnet alligevel brug for en understøttende voksen, som fx. kan hjælpe ift.
konflikthåndteringen. Igennem disse situationer, vil barnet gøre brug af dets sociale
kompetencer og videreudvikle dem i samspillet med andre børn og den voskne.
Børnerelationer har en stor betydning, da barnet lærer og oplever mange ting når det er
sammen med andre børn, især i forhold til den sociale læring. Når børn leger sammen, lærer
de mange sociale regler og koder (Stokkebæk, 2007, s.203). ”Samværet med andre børn er
den ideelle øvelsesplads for social interaktion.” (Stokkebæk, 2007, s.203). Det gælder om at
finde balancen mellem at markere sig selv og sin personlighed og at kunne tage hensyn til
andre. Social samhandling er noget, der bedst læres af en der har samme forudsætninger som
en selv. Børnerelationer har betydning for senere voskenrelationer, parforholdsrelationer og
forældrerelationer, da børnene gør erfaringer med at håndtere fortrolighed og gensidig
regulering (Stokkebæk, 2007, s.203).
For at kunne danne disse relationer, skal barnet udvikle sociale kompetencer, som jeg vil går
videre med i næste afsnit.
7
5. Hvad er social kompetence?
Ifølge Stig Broström er sociale kompetencer et ”ønske om og evne til at etablere og
opretholde relationer til andre børn og voknse og at tage del i løsningen af de fælles
opgaver.” (Broström, 1998, s.17). Dette betyder, at mennesket ved at opnå sociale
kompetencer har et naturligt ønske om at danne relationer til andre og også er i stand til at
kunne etablere og opretholde dem. Broström mener altså, at der ligger i os som menneske at
have dette ønske om at danne sociale reltaioner og dermed at opnå sociale kompetencer.
Barnets sociale udvikling foregår og kommer til udtryk via sociale relationer med andre børn
og voksne, det vil sige gennem samvær og interaktion med andre mennesker (Broström, 1998,
s.35). Det betyder, at børnene skal have mulighed for at interagere med hinanden og være
sammen om noget, men også for at være sammen med en voksen. Det er dermed for de
sociale kompetencers udvikling vigtigt, at børnene fx. kan lege sammen i ro og fred, uden at
legene og aktiviteterne bliver afbrudt for meget. Det samme gælder voksenkontakten. Det er
af stor betydning, at barnet kan have en nær voksenkontakt, selvom dette tit er svært i praksis
pga. en dårlig normering. For at komme videre i barnets udvikling, især ift. denne
aldersgruppe 5-6 år, som nævnt i afsnit 4, er dette meget vigtigt. Begge former for relationer
er vigtige for barnets udvikling på hver deres måde, og derfor skal både barn-barn relationer
(horisontale relationer) og barn-voksen relationer (vertikale relationer) være tilstede.
Grunden til dette er, at barnet gennem vertikale relationer oplever tryghed og beskyttelse
samtidigt med, at barnet sig derved skaffer viden og færdigheder. Ift. horisontale relationer
lærer barnet færdigheder som indlevelse, samarbejde og konkurrence, der kun kan tilegnes
blandt jævnaldrene (Stokkebæk, 2007, s.199).
Men hvorfor er det overhovedet så vigtigt, at børn udvikler deres sociale kompetence?
Forskellige undersøgelser har vist, at børn der ikke har kontakt til andre børn og ikke har
venner, oftere har social-psykologiske problemer. Mange af disse børn har derfor en ringere
sundhedstilstand, og er mere udsatte for emotionel vantrivsel og derfor i risiko for at få
personlige problemer i voksenlivet. Desuden blev der vist en sammenhæng mellem ringe
sociale relationer og den enkeltes dårlige sociale tilpasning, som fx. kriminalitet og psykiske
forstyrrelser. Disse børn føler sig på grund af fraværet af relationer ensomme og er utilfredse
med deres liv (Broström, 1998, s.26).
Modsat fremgår der af undersøgelserne, at gensidige relationer og venskaber med andre børn
har en positiv effekt på udvikling af barnets trivsel (Broström, 1998, s.27).
Når barnet trives oder føler sig trygt, er der større sandsynlighed for at der sker en læring og
udvikling hos barnet, fx. ift. de sociale kompetencer.
8
Desuden fremgår der også af dagtilbudslovens §1 at formålet er et fremme børns trivsel,
udvikling og læring i dagtilbuddet. Derudover fremgår der af §8, at de pædagogiske
læreplaner skal indeholde arbejdet med barnets sociale komptencer, så det er alle
daginstitutioner og dermed pædagogerne forpligtet til (retsinformation.dk).
Men hvad så med de børn der har svært ved at indgå i relationer til andre børn?
Disse børn har tit problemer med at forstå følelsesmæssige og sociale signaler fra de andre
børn, samtidigt med at de har det svært ved at forstå uudtalte regler i samværet og legen, idet
de fx. bare tager ting væk fra andre børn eller bliver sur, hvis de taber i et spil. Derudover
forstyrrer deres adfærd tit de andre børn, fx. er de larmende, tager for hårdt fat og er meget
stadige. Dermed er den negative spiral i gang. Når børn ikke har tilstrækkelige sociale
kompetencer og dermed prøver på at komme i kontakt på en negativ måde fx. ved at tage
noget væk, bliver de fravalgt af børnegruppen (Broström, 1998, s.28). Uden kontakt til andre
børn, kan barnet heller ikke udvikle den sociale kompetence og lære, at handle på en anden
måde næste gang.
Derfor er det meget vigtigt, at børn får et aktivt samvær med og også en positiv interesse fra
andre børn og voksne, for et udvikle identiteten og den sociale kompetence. Det er altså
afgørende, at pædagogen skaber rum til interaktion mellem børn, især for de børn, der ikke
magter at indgå i sociale relationer med jævnaldrene (Broström, 1998, s.28).
Interaktionen er nødvendigt, da det er gennem interaktioner med andre fx. i en
konfliktsituation bliver arbejdet med de sociale færdigheder (Broström, 1998, s.35).
Med interaktion menes der, at begge parter henvender sig til hinanden, og at det ikke kun er
ét barn der henvender sig til et andet. Broström mener nemlig, at ”gensidigheden er et
væsentlig kendetegn ved interaktion.”(Broström, 1998, s.39).
Det er altså gennem samspillet og interaktionen med andre mennesker, at forskellige
færdigheder og kompetencer bliver tilegnet, og dette medfører, at barnet kan være en del af
fællesskabet.
Broström antager, at barnets relationer til forældrene danner grundlaget for barnets evne til
senere at kunne indgå i relationer. Han mener, at kompetencernes udvikling starter med
tilknytningen til moderen, allerede fra fødslen af. Disse kompetencer videreudvikles så i
samspil med det miljø barnet befinder sig i, det vil sige både børn og voksne (Broström, 1998,
s.29).
Grunden til, at det for barnets udvikling af sociale kompetencer både er vigtigt at indgå i
relationer til jævnaldrene børn og voksne er, at det er forskellige strategier barnet skal
anvende i de forskellige situationer. Strategierne ift. andre børn er ofte mere ligeværdige end
9
ift. voksne, da de voksne har en autoritet og definitionsmagt i barnets liv. Der er atlså tale om
et mere hierakisk forhold mellem børn og voksne, hvor forholdet mellem børn er præget af
gensidighed (Vedeler, 2008, s.14).
6. Hvad er sundhed?
Jeg vil starte med at se på, hvad sundhed overordnet er for en størrelse.
Helt overordnet kan sundhed opdeles i to forskellige begreber, sundhedsfremme og
forebyggelse, som handler om to forskellige perspektiver på sundhed. Sundhedsfremme
handler om at øge den indre styrke, som giver mennesket mulighed for at handle trods
belastninger og udfordringer. Forebyggelse derimod handler om risikofaktorerne ift. den
enkeltes livstil, som fx. kost og motion (Oberländer, 2005, s.123).
Når pædagogen planlægger en bestemt aktivitet med børnene, hvor målet fx. er at mindske
overvægten, arbejder pædagogen udfra et forebyggende perspektiv. Når det gælder om at give
barnet handlekompetence gennem aktiviteten, eller om at barnet skal have det godt med sig
selv, ville det være udfra et sundhedsfremmende perspektiv. I praksis vil det tit være en
blanding af begge perspektiver, men det er vigtigt, at pædagogen kender forskellen når der
skal arbejdes med sundheden i praksis.
I den pædagoisk-psykologisk ordbog definieres sundhed som fravær af sygdom og at det
handler om at være i stand til at klare uundgåelige belastninger som mennesket udsættes for i
sit liv som død, ensomhed og sygdom (Hansen, 2003, s.439). Det at være i stand til at klare
uungåelige belastninger som man som menneske bliver udsat for hænger tæt sammen med
Aaron Antonovskys teori om Oplevelse af sammenhæng, som jeg vil komme nærmere ind på
i afsnit 4.2.
Desuden kommer denne definition ind på at det ikke kun handler om fravær af sygdom,
ligesom WHO´s definition af sundhed, som vil blive introduceret i næste afsnit 4.1.
Sundhed definieres ifølge Bente Jensen som ”en positiv helbredsopfattelse, fravær af fysiske
og psykiske symptomer og problemer samt god almen funktionsevne og positive holdninger til
sundhedsfremmende adfærd. Trivsel omfatter almen velbefindende, glæde ved tilværelsen,
selvtillid og følelsen af at leve et godt liv.”(Jensen, 2006, s.31). Hun mener, et andet
væsentligt begreb er det sociale velbefindende, som drejer sig om socialt netværk og venner
(Jensen, 2006, s.31). Dette viser, at det sociale og dermed de sociale kompetencer spiller en
afgørende rolle i forhold til sundheden. Denne forståelse for, hvad sundhed er, hænger også
meget sammen med WHO´s sundhedsforståelse, som er en meget bred og åben
sundhedsforståelse som jeg vil går videre med i næste afsnit.
10
6.1 WHO´s sundhedsbegreb
WHO definierer sundhed på følgende måde. ”Sundhed er et fuldstændigt stadium af fysisk,
psykisk og socialt velvære og ikke kun fravær af sygdom og svaghed.” (Jensen, 2000, s.192).
Denne definition viser, at der er tale om to forskellige dimensioner, en dimension om
livskvalitet og det gode liv, og en anden dimension der handler om det sygdomsfrie liv, hvor
begge dimensioner må tænkes med, hvis der skal arbejdes med sundhed udfra WHO´s
sundhedsdefinition (Jensen, 2000, s.192). I de seneste år har de fleste projekter taget
udgansgpunkt i denne definition, men i praksis viser det sig, at projekterne endte med at tage
udgangspunkt i sygdomsperspektivet (Jensen, 2000, s.192).
Det vil sige, at denne definition altså peger på, hvad der skal være til stede for at der tales om
sundhed, og ikke kun som fravær af noget. Dermed er WHO´s sundhedsdefinition en positiv
definiton, der indeholder fravær af sygdom. Det moraliserende sundhedssyn er modsætningen
til WHO´s sundhedssyn. I Ottawa Charteret fra 1986 defineres sundhed som en proces, der
skal give mennesket selvbestemmelse over egen sundhed og derigennem sætte mennesket i
stand til at styrke ens egen sundhed (WHO, 1986, s.1). Derdover fremhæver Charteret, at
mennesket kun er i stand til at udfolde dette sundhedspotenziale, når det kan have inflydelse
på de faktorer der har inflydelse på sundheden (WHO, 1986, s.2).
Dette hænger igen tæt sammen med handlekompetence og Antonovskys Oplevelse af
sammenhæng, som jeg vil går videre med i næste afsnit.
6.2 Antonovskys OAS
Aaron Antonovsky er medicinsk sociolog og har i 1970 lavet en undersøgelse blandt
forskellige grupper af etniske kvinder. En gruppe har været kvinder, der har været født i
Centraleuropa og har været i koncentrationslejr i 2. Verdenskrig. 29% af denne gruppe som
havde overlevet havde et godt psykisk helbred og han overvejede, hvad der gjorde, at så
mange havde et så godt psykisk helbred på trods af denne dramatiske oplevelse. Det vil sige,
at han gik væk fra synes på hvad det gør en syg (patogenese) og over til hvad der gør at man
har det godt (salutogenese) (Antonovsky, 2000, s.11).
Svaret på, hvorfor kvinderne havde et så godt helbred, altså svaret på det salutogenetiske
spørgsmål er oplevelsen af sammenhæng (OAS) (Antonovksy, 2000, s.33).
Gennem interviews fandt Antonovksy tre temaer, der var gennemgående, som er
kernekomponenterne i OAS. Dette er begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed. Det
vil sige, de mennesker der har en stærk OAS, har en stærk oplevelse af de tre komponenter
begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed (Antonovsky, 2000, s.34).
11
Det første element, begribelighed peger på den udstrækning i hvilken de stimuli man bliver
konfronteret med som kognitivt forståeligt. Det man bliver stillet over for hænger sammen og
bliver opfattet som ordnet i stedet for at være kaotisk, uordnet og uforklarligt. En stærk
oplevelse af begribelighed betyder, at de hændelser der sker i livet vil blive opfattet som
forusigeligt og at de kan sættes i en sammenhæng og forklares (Antonovsky, 2000, s.35).
Det vil sige, at det barnet skal være kogintivt udviklet til at kunne forstå
udfordringen/aktiviteten og at barnet kan sætte det i en sammenhæng. Det må ikke være for
svært for barnet.
Den anden komponent som oplevelsen af sammenhæng består af, er håndterbarheden. Det
indeholder de ressourcer man har til at klare de krav man bliver stillet over for. Her føler man
sig ikke som offer eller at man bliver behandlet uretfærdigt af livet. Der sker uheldige ting i
ens liv, men man er i stand til at håndtere dem, når de sker (Antonovsky, 2000, s.36).
Barnet skal dermed have tilstrækkelige ressourcer for at kunne klare udfordringen/aktiviteten,
så det bliver håndterbart for barnet, så barnet skal vide hvordan det kunne handle.
Den tredje faktor i OAS er meningsfudlheden. Her er det vigtigt, at man selv er involveret i
processen for at det kan give mening. Det er her motivationselementet ligger. Man har en
stærk oplevelse af meningsfuldhed, når udfordringerne bliver opfattet som var værd at
engagere sig i. Det indeholder noget der har en betynding for en. Man føler, at livet er
forståeligt og man vil gerne investere energi i udfordringerne. Når der sker slemme ting for
sådan er person, vil personen tage udfordringen og prøve på at finde en mening med det og
gør sit bedste for at klare sig igennem (Antonovsky, 2000, s.36-37).
Meningsfuldheden hænger altså tæt sammen med WHO`s Ottawa Charter, da der fremhæves i
denne, at mennesket kun kan udfolde sit sundhedspotenziale helt, når det selv har indflydelse
på de faktorer der har indflydelse på sundheden. Dette viser ift. det 5-6 årige børnehavebarn,
hvor vigtigt det er for barnet, at det får en medbestemmelse ift. de aktiviteter der bliver sat
igang, som retter sig mod sundheden. Det skal give mening for barnet og det skal føle at det
selv har indflydelse på noget. Først når barnet får denne medbestemmelse og indflydelse, vil
det prøve på at finde en mening med det og vil investere engergi i
aktiviteterne/udfordringerne.
12
Oplevelsen af sammenhæng kan altså defineres således:
”Oplevelsen af sammenhæng er en global indstilling, der udtrykker den udstrækning, i
hvilken man har en gennemgående, blivende, men også dynamisk følelese af tillid til, at (1) de
stimuli, der kommer fra ens indre og ydre miljø, er strukturerende, forudsigelige og
forståelige; (2) der står tilstrækkelige ressourcer til rådighed for en til at klare de krav, disse
stiumuli stiller; og (3) disse krav er udfordringer, det er værd at engagere sig i.”
(Antonovsky, 2000, s.37).
7. Hvad er fysisk aktivitet
”Ved fysisk aktivitet forstås ethvert muskelarbejde, der øger energiomsætningen, herunder
gymnastik, bevægelse og motion” (Vagn-Hansen, 2005, s.233). Fysisk aktivitet er dermed en
meget omfattende og bred defineret, og indeholder, at det er en form for bevægelse.
Bevægelse kan være meget, som fx. at løbe, spille bold, hoppe og klatre.
Krop og bevægelse er også en del af læreplansemnerne som står i dagitlbudslovens §8
(retsinformation.dk), som pædagogen dermed skal arbejde med i den pædagogiske praksis.
Derudover skal børn have ”et fysisk, psykisk og æstetisk børnemiljø, som fremmer deres
trivsel, sundhed, udvikling og læring.” (retinsformation.dk).
Dette meget brede syn på fysisk aktivitet kan meget godt sammenholdes med WHO´s
sundhedsdefinition, som også er en bred definition, da den fysiske aktivitet umiddelbart
hænger sammen med den fysiske sundhed ift. WHO, men også med den sociale og den
psykiske, som jeg vil komme nærmere ind på i afsnit 10 om sundhed og fysisk aktivitet.
Lotte Paarup mener, at ”Fysisk aktivitet hos børn er en forudsætning for udviklingen af
kropsbevidsthed, gode motoriske færdigheder, personlighed, selvværd, og ikke mindst
kognition og læring (Paarup, 2006, s.10-11). Organiserede motionsaktiviteter eller sammen
med andre børn, er med til at udbygge barnets net af sociale kontakter (Paarup, 2006, s.11).
Det handler altså i det pædagogiske arbejde om, at organisere aktiviteter eller skabe rammer
og forudsætninger for, at barnet med sin egen krop kan gøre kropserfaringer og afprøve
forskellige bevægelsesmønstre. Dette viser, at den fysiske aktivitet hænger sammen med de
sociale kompetencer, og kan have indflydelse på udviklingen af barnets sociale kompetencer.
Desuden hævder Paarup, at de fysisk aktive børn tit tager deres motionsvaner med ind i
voksenlivet (Paarup, 2006, s.11).
Gode bevægelsesvaner burde grundlægges i barndommen og børnehaver burde implementere
den fysiske aktivitet aktivt i dagligdagen samt motivere de inaktive børn (Sundhedsstyrelsen,
13
2006, s. 14).
Pædagogen skal altså sørge for forskellige tilbud til barnet, så det kan være fysisk aktiv og
udvikle dets motoriske færdigheder. For at se på, hvilke motoriske udfordringer der er
passende for det 5-6 årige barn, vil jeg komme ind på børns motoriske udvikling i næste
afsnit.
7.1 Børns motoriske udvikling
Helt grundlæggende kan motorik inddeles i finmotorik og grovmotorik. Grovmotorikken er
bevægelserne i kroppen og de store led, mens finmotorikken er håndens, fodens, mundens og
mimikkens bevægelser. At stå, gå, løbe og hoppe er grovomotorisk grundmotorik som kan
udvikles til grovmotoriske færdigheder, fx. at cykle og danse. Et eksempel på finmotorisk
grundmotorik er at gribe fat i noget, mens at sætte perler på en snor er en finmotorisk
færdighed barnet har udviklet (Brodersen, 1994, s.23).
”Motorik betyder bevægelse. Motorik er en betegnelse for menneskers og dyrs bevægelser.
Ordet bruges også populært for at beskrive den træning, som børn med mangelfuldt
bevægelsesmønster modtager. Man går f.eks. til motorik.” (Brodersen, 1994, s.18).
Det betyder, som nævnt i forrige at afsnit fysisk aktivitet og motorik handler om bevægelse.
Paarup mener, at udviklingen af de motoriske færdigheder er altafgørende for alle børn, da
den fysiske og psykiske sundhed på længere sigt hænger sammen med de tidlige års
motoriske udvikling (Paarup, 2006, s.17).
Motorik betyder at have kontrol over bevægelserne. Førskolebarnet er meget spontant og vil
bevæge sig af sig selv, hvis omgivelserne indbyder til det (Paarup, 2006, s.18).
Det 5-6 årige barn har udviklet sim motorik fra at ligge som spædbarn til at kravle, stå og gå.
De meget grove og uafstemte bevægelser fra starten er blevet til mere præcise og sikre
bevægelser og bevægelserne er stortset blevet automatiseret. Når barnet gennem tiden er i
stand til at bevæge sig mere og mere, vil det kunne udforske verden mere selvstændigt, og
udvikle nysgerrighed og tage initiativet. Gennem de forskellige initiativer barnet tager, og
kommunikationen samt forskellige oplevelser bliver barnet understøttet i en god og positiv
udvikling og den gode cirkel er blevet skabt (Nielsen, 2005, s.174-175).
Når barnet er 5-6 år gammel, kan det står på et ben i flere sekunder, gynge selv, behersker
gadedrengeløb, gribe en bold væk fra kroppen, kast med en bold præcis med overhåndskast
og sparke til en bold med kraft (Paarup, 2006, s. 18).
Det viser, hvor afgørende det pædagogiske arbejde med motorikken er. Når barnet har tilegnet
sig gode motoriske færdigheder, vil det have mere lyst til at være fysisk aktiv, da barnet også
14
er i stand til at bevæge sig kontrolleret, også sammen med andre børn. Når det ikke er for
vanskeligt for barnet at udføre motoriske bevægelser, vil det have nok selvtillid til at være
fysisk aktiv i en børnegruppe, og dermed igen have indflydelse også på den sociale og
psykiske sundhed.
8. Sundhed og fysisk aktivitet
I dette afsnit vil jeg sammenholde de sundhedsteorier jeg er kommet ind på med den fysiske
aktivitet, både i teori og praksis.
Gennem den fysiske aktivitet oplever eller lærer vi, at vi også får noget ud af at være fysisk
aktivt. Man oplever socialt samvær, føler sig raskere, har mindre ondt, får større mobilitet, ser
bedre ud og oplever mindre depression. Når man har fået denne fysiske aktivitet ind i
dagligdagen, kan der også opstå en glæde ved at bevæge sig, og med tiden endda en
afhængighed af at være fysisk aktiv (Pedersen, 2006, s.78).
Dette viser, hvor vigtigt det er for barnets sundhed, at den fysiske aktivitet bliver inddraget i
dagligdagen, både ift. den sociale, psykiske og fysiske sundhed. Når barnet oplever socialt
samvær ved at bevæge sig, og oplever glæde, gør det nemlig også noget for dens sociale og
psykiske sundhed, ikke kun for den fysiske.
”Det er sandsynligt, at børn, der oplever glæde ved at være fysisk aktive tidligt i livet- og
opnår færdigheder i form af god kondition, styrke og balance- vil have større lyst til at
udfolde sig i fysisk henseende gennem hele livet, uanset den genetiske komponent.” (Pedersen,
2006, s.78).
Der er undersøgelser der viser, at mange aktive børn opfatter sig selv som mindre hjælpeløse,
mere glade, mindre trætte og mere ensomme, har næmmere ved at få venner og føler sig
mindre udenfor. (Sundhedsstyrelsen, 2006, s.11).
Andre undersøgelser viser, at fysisk aktivitet har indflydelse på vores psykiske sundhed, idet
det gør det nemmere at håndtere stresssituationer, som gælder både voksne og børn
(Pedersen, 2006, s.81).
Genereltset er børn i dag mindre aktive end for 15 år siden. Mange af disse børn har forhøjet
kolesterol og overvægt om dermed et højere risiko for hjertekarsygdomme (Pedersen, 2006,
s.78).
Alt dette viser, hvor tæt den fysiske aktivitet hænger sammen med WHO´s sundhedsdefinition
ift. fysiske, psykiske og sociale sundhed.
Jeg vil komme ind på et eksempel fra praksis. I min praktik har jeg ude på legepladsen
oplevet, at et barn gik rundt og havde kedet sig og kom hen til mig og sagde, at det ikke havde
15
nogen at lege med. Jeg spurgte ham, hvem han godt kunne tænke sig at lege med, men det
kunne han ikke lige svare på. Så spurgte han, om vi ikke kunne lege ”alle mine kyllinger kom
hjem”. Det synes jeg var en god ide, og så sagde jeg, at han skulle spørge nogle andre børn
om de ville være med, for det kan man jo ikke lege når man kun var to. Han spurgte 4 børn og
vi gik igang med legen. I fællessskab besluttede vi os for, hvem der skulle være ræven osv. og
havde lige gennemgået reglerne. Med tiden blev flere og flere børn opmærksomme på legen
og spurgte om de måtte være med. Efter et stykke tid var 14 børn igang med at lege og jeg
trak mig lidt ud af legen og stod på sidelinjen. Idet der med tiden kom flere og flere børn til,
blev børnene nød til at snakke sammen, hvordan de gjorde, hvem der var ræven osv. Jeg
observerede, at børnene var fælles om dette, og at det var igennem en social interaktion de
havde fundet løsningerne. Børnene havde det sjovt sammen, heppede på hinanden og har
løbet frem og tilbage mange gange. Ift. dette eksempel kan der fastholdes, at legen har været
begribeligt for børnene, d.v.s at de har forstået legen og har kunnet sætte det ind i en
sammenhæng. Derudover har udfordringerne i legen været håndterbare for børnene, de vidste
hvad de skulle gøre og havde nok ressourcer til at kunne handle. Legen var også meningsfuldt
for børnene, de havde lyst til at lege, da det var derers inititativ. Dermed har de været
motiveret for legen og det var værd at engagere sig i. Da alle tre elementer, begribelighed,
håndterbarhed og meningsfuldhed har været til stede, har børnene fået en oplevelse af
sammenhæng og dermed styrket deres sundhed. Da de har haft denne oplevelse af
sammenhæng havde børnene lyst til at lege denne leg, som så har indflydelse på WHO´s
sundhedsbegreber.
Ift. WHO´s sundhedsdefinition har alle tre elementer af sundheden været til stede i legen.
Legen har haft indflydelse på børnenes sociale sundhed, da de har været sammen om legen.
De har været fælles om noget tredje, og har haft det sjovt sammen og oplevet
bevægelsesglæde i fællesskab. De har skullet anvende deres sociale kompetencer og samtidigt
videreudviklet dem i samspillet med hinanden.
Børnene har været sammen om noget og har sandsynligvis ikke været ensomme. Dette
hænger sammen med den psykiske sundhed, da børnene har oplevet denne glæde ved at
bevæge sig sammen. Ift. den fysiske sundhed har børnene løbet og brugt deres kroppe og
muskler, og brugt noget ernergi.
Gennem denne aktivitet er Sundhedsstyrelsens effekt af fysisk aktivitet genkendeligt, som
hedder: ”Fysisk aktivitet medfører socialpsykologiske gevinster i form af livsglæde, overskud,
social trivsel, selvtillid og handlekompetencer.” (Sundhedsstyrelsen, 2006, s.8)
16
9. Barnets sociale kompetencer gennem fysisk aktivitet
En kropslig udfoldelse, d.v.s. fx. fysisk aktivitet kan være med til at styrke
legekompetencerne og de sociale færdigheder hos børn (Gjesing, 2009, s.164). Dette kan
genkendes i det ovennævnte eksempel om legen ”alle mine kyllinger kom hjem”. Et andet
eksempel på det er en motorisk aktivitet, som jeg har planlagt og gennemført i min praktik
med seks børn i alderen 5-6 år. Efter at jeg har gennemtænkt og planlagt motorikforløbet, har
jeg i to uger i træk dagligt gennemført denne aktivitet, hvor børnene har fået en stor
skumterning og skulle løbe hen til forskellige poster, alt efter hvilket tal de havde slået. For at
gøre der sværre og inddrage børnene måtte de selv være med til at bestemme, hvilken øvelse
der skulle udføres, fx spraldemænd, hoppe som en frø osv. Grunden til, at medbestemmelsen
er vigtigt er, at børnene dermed føler medejerskab og er mere engageret i aktiviteten
(meningsfuldheden). Børnene har oplevet en meningsfuldhed, håndterbarhed og begribelighed
og i sidste ende en oplevelse af sammenhæng. Desuden har børnene gennem denne form for
fysisk aktivitet udviklet deres sociale kompetencer, idet de havde noget fælles tredje at
koncentrere sig om. Børnene har haft glæde ved at bevæge sig, og har samarbejdet om
øvelserne og udviklet deres motoriske færdigheder. Børnene har hjulpet hinanden med at
hente terningen og med at finde eksempler på forskellige øvelser. De har også hjulpet
hinanden med udførelsen af de forskellige øvelser og med prikkerne/tallene på terningen.
Børnene skulle vente på tur, som også kan være en udfording for mange ift. sociale
kompetencers udvikling. Børnene har haft en gensidig interaktion med hinanden, for alle har
været aktivt deltagende, og derved udviklet sociale kompetencer, nemlig i samspil med
hinanden og ved at være en del af fællesskabet. Børnene har snakket sammen, om hvordan de
gør og har følt sig som en del af fællesskabet. De har opbygget relationer til hinanden gennem
denne fysiske aktivitet, da det de har været fælles om også har haft betydning efter selve
aktiviteten. Jeg har observeret, at børnene efterfølgende har leget sammen og de havde fået
lov til at lege videre med terningen bagefter ude på legepladsen. Her har så flere børn været
med, men det var igen i fællesskab de har videreudviklet legen, med fx. andre øveleser.
Børnene havde lyst til at lege og bevæge sig sammen og de har i fællesskab snakket om
regler, hvad man må eller ikke må.
Dette eksempel viser, at bevægelsesaktiviteter kan understøtte børns sociale relationer og
motivation og dermed børnenes evne til at indgå i sociale relationer, som der også blev påvist
i en undersøgelse om sociale relationer og fysisk aktivitet i daginstitutionen
(Undervisningsministeriet, 2015, s.11).
17
Efter at den voksne har skabt rum til fysisk aktivitet og samspil mellem børn, har børnene
mulighed for at udvikle deres sociale kompetencer, idet der sker en interkation i samspillet
mellem de jævnaldrende. Den fysiske aktivitet er en effektiv metode ift. at udvikle sociale
kompetencer og danne relationer, da børnene fokus er på selve aktiviteteten, altså at bevæge
sig, og ikke på, at børnene skal være gode venner med hinanden. Det er pædagogen der så
skal have fokus på begge dele, og derigennem understøtte børnene i den motoriske og sociale
udvikling og i sidste ende i deres sundhedsmæssige udvikling ift, det fysiske, psykiske og
sociale.
Dette bliver understøttet af Stattens Institut for Folkesundhedens Rapport om Folkesundhed
hvoraf der fremgår, at også, at fysisk aktivitet ikke blot medfører fysiske men også psykiske
og sociale gevinster i form af øget energi, selvværd og social kompetence (Statens Institut for
Folkesundhed, 2007, s.1).
10. Sociale kompetencernes betydning for sundheden
En af de vigtigste opgaver i daginstitutionen er, at understøtte børn, også dem med særlige
behov, til at udvikle kompetencer til at kunne deltage på en god måde i børnegruppen, fx. via
en bevægelsesleg. Barnet skal kunne forstår legen, altså de regler legen indebærer. Endvidere
skal barnet kunne håndtere sin rolle i legen, måske med hjælp fra en voksen. Derudover skal
barnet have lyst til legen/aktiviteten og have interesse for det, og helst også have lyst til at
være sammen med de andre børn i gruppen (Vedeler, 2008, s.25). Når dette er til stede, får
børnene en oplevelse af sammenhæng og styrker dermed deres sundhed. ” Styrken af et
individs oplevelse af sammenhæng bliver en vigtig faktor for at forstå individets udvikling hen
imod at være sundt og udvise en velfungerende socialitet.” (Vedeler, 2008, s.24). Dvs. at
barnet gennem sundheden (OAS) kan arbejde med dets sociale udvikling.
Men for at kunne arbejde med eller udvikle de sociale kompetencer, er der afgørende, at
barnet deltager i gruppen og også bliver accepteret og værdsat af børnegruppen. Dette bliver
de kun, når de har fået en del sociale kompetencer og dermed er i stand til at deltage på en
positiv måde. Her har de voksne et ansvar for at hjælpe børnene (Vedeler, 2008, s.25).
Barnets udvikling af sociale kompetencer, har også betydning for barnets sundhed ift. WHO´s
sundhedsbegreber. Når barnet har udviklet en tilstrækkelig grad af sociale kompetencer, og
dermed er i stand til at deltage i en børnegruppe og være sammen om noget med andre børn,
vil det påvirke barnets sociale sundhed. Idet barnet er i stand til at være sammen med andre
børn, vil det blive accepteret og værdsat, og vil får et større selvtillid. Barnet vil opleve glæde
ved at opleve noget med jævnaldrende og have det godt med at være en del af en gruppe.
18
Dette styrker barnets sociale sundhed. Dermed vil det føle sig mindre ensomt, som så vil
påvirke den psykiske sundhed. Barnet vil gennem et større selvtillid og ved at blive værdsat
samt gennem oplevelsen af sammenhæng være bedre rustet til livet og dets udfordringer, som
er med til at styrke barnets psykiske sundhed. Det samme gælder for den fysiske sundhed. Når
barnet leger sammen med andre børn og derigennem er fysisk aktiv, har dette indflydelse på
barnets fysiske sundhed. Når barnet har det godt med sig selv (psykiske og sociale sundhed),
vil det have mere lyst og energi til at bevæge sig fysisk, som er en del af legen. Dette er altså
en positiv cirkel, der bliver sat igang. Udviklingen af de sociale kompetencer har dermed en
stor betydning for barnets sundhed, og er en vigtig del i barnets udvikling i børnehaven.
11. Pædagogens rolle
Selvom den samfundsmæssige udvikling gør det naturligt at bevæge sig mindre og mindre, så
ligger den naturlige lyst til at bevæge sig i os, barnet. Denne naturlige lyst barnet har, skal
blive understøttet i hverdagen (Pedersen, 2006, s.77). Men Bente Pedersen mener, at ”vi har
konstrueret en børneverden, der ikke understøtter det bevægende barn.” (Pedersen, 2006,
s.77). Det er også tit det, jeg har oplevet i min praktik, når der er tale om bevægelse
indendørs. Børnene skulle helst lege stille og roligt, selvom der var mange ting i børnehaven,
der inviterer til at være fysisk aktiv, fx. forskellig markeringer på gulvet på gangen. Her bliver
barnet selvfølgeligt fanget af de forskellige farver og figurer på gulvet og begynder at
konstruere en leg, hvor man skal hoppe og ikke må røre en bestem farve eller lege fangeleg.
Der har børnenene tit fået at vide, at det er forbudt at løbe indendørs. Et andet eksempel er en
kæmpe madras på gulvet, som kun må bruges til at sidde stille på, ikke til at hoppe eller tumle
rundt. Her burde pædagogen understøtte denne naturlige lyst til at bevæge sig, og fx. indføre
bestemte tidspunkter hvor man gerne må være lidt vild. Det er atlså pædagogens opgave at
sikre, at barnet kan være fysisk aktivt, og tænke denne fysiske aktivitet med ind i dagligdagen.
I stedet for bliver børnene sendt ud til at løbe en gang rundt om børnehaven, hvis de ikke kan
være stille, og så må de komme ind igen. Her oplever børnene en straf for at de har lyst til at
bevæge sig. Rummenes indretning må også tænkes igennem, når børnene skal kunne bevæge
sig, og der skal være plads til de lidt mere vilde børn, hvor man fx. siger, at bordene og
stolene bliver sat til side, så der er plads til en bevægelsesleg med motoriske udfordringer.
Pædagogens opgave er at skabe rammer og forudsætninger for, at barnet kan opleve
bevægelsesglæde, d.v.s. hvor lysten til bevægelse er styrende. Det handler om at kunne
udfolde sig, og at få en fornemmelse for at kunne noget med sin krop (Sørensen, 2007, s.73).
Forudsætningerne for denne følelese er, at pædagogen skaber trygge rammer, motiverer
19
barnet og giver det relevante udfordringer. Denne glæde kan medføre, at andre måske også får
lyst til at bevæge sig (Sørensen, 2007, s.74). Pædagogen har et ansvar ift. barnets sundhed
som gælder den fysiske, psykiske og sociale sundhed og har derfor en motiverende funktion
samt at være et rollemodel for børnene, da den menneskelige faktor, dvs. i dette tilfælde
pædagogen har en stor betydning for barnets aktivitetsniveau (bupl.dk).
Det samme er gældende for barnets udvikling af de sociale kompetencer. Pædagogens opgave
er at prøve på at forstå barnet og sætte sig ind i barnets perspektiv og etablere en
anerkendelesesrelation, selvom barnet og pædagogen jo har en assymetrisk relation til
hinanden. Dette er en vigtig opgave pædagogen har, da barnet ikke kan forvente sådan et
forsøg på indlevelse og forståelse af jævnaldrende, her må barnet selv gøre noget for at blive
accepteret. Dette medfører, at barnet skal reflektere over egne strategier til at opnå en social
kontakt. Dette viser, at børnehaven burde give gode muligheder for udvikling af social
kompetence (Brotröm, 1998, s.33).
Dette sker ikke af sig selv, og det kræver et målrettet initiativ fra pædagogen, at fremme et
samvær mellem børnene, hvor alle børn kommer til og kan udtrykke initiativer. Pædagogen
har til opgave at stille krav og have forventninger til børnene, samtidigt med at indgår i en
dialog med børnene, hvor børnene får en hvis medbestemmelse (Broström, 1998, s.33).
”En handlingsorienteret pædagogik arbejder med børns og unges egne handlinger som
integrerede elementer i den pædagogiske proces, hvilket både bidrager yderligere til deres
ejerskab og kompetenceudvikling og desuden til skabelse af konkrete sundhedsfremmende
forandringer.” (Jensen, 2006, s.59).
Dette viser igen, hvor vigtigt det er at inddrage barnet i den pædagogiske proces for at skabe
en sundhedsfremmende forandring. Pædagogen må altså vise børnene deres grænser med
samtidigt give plads til børnenes følelser og meninger, får at børnene kan opleve at de har
indflydelse på noget (Broström, 1998, s.33-34).
Derudover består de pædagogiske arbejde i at aktiviteterne bliver planlagt og at pædagogen
gør sig didaktiske overvejelser over, hvad der gøres, hvornår og hvorfor, fx. at understøtte
børnenes udvikling af sociale kompetencer gennem en fysisk aktivitet, for også at fremme
sundheden. Det vil sige at didaktikken og dermed en planlagt fysisk aktivitet er en væsentlig
del af det pædagogiske arbejde.
Disse aktiviteter skal pædagogen tilrættelegge således, at barnet befinder sig i den nærmeste
udviklingszone, som betegner afstanden mellem det niveau barnet befinder sig på og det
niveau barnet er på vej mod (Bråten, 2006, s.150).
20
12. Konklusion
Ift. min problemformulering ”Hvordan kan jeg som pædagog understøtte det 5-6 årige
børnehavebarns sociale kompetencer via fysisk aktivitet, og herigennem understøtte
sundheden?” kan der konkluderes, at det 5-6 årige barns sociale kompetencer i høj grad kan
understøttes via fysisk aktivitet, da barnets scoiale kompetencer udvikles i samspil og gennem
interaktion med andre. Det vil sige, at dette samspil med andre kan være ift. at være fysisk
aktiv. Når der bliver tilrættelagt de passende rammer for at barnet kan være fysisk aktivt, fx.
ift. institutionens indretning eller at barnet får mulighed for bevægelse og det derigennem kan
får lyst til at udfolde sig gennem bevægelse, kan dette bidrage med at udvikle barnets sociale
kompetencer. Det sker idet barnet gennem forskellige fysiske aktiviteter sammen med andre
børn vil bruge de sociale kompetencer, for at kunne være sammen om det med de andre børn
fra gruppen. Det fælles tredje vil i dette tilfælde være den fysiske aktivitet, som fx. kan være
en leg. De sociale kompetencer kommer på spil, når børn skal forholde sig til andre børn, fx. i
en aktivitetsleg. Her vil barnet arbejde med de sociale kompetencer og videreudvikle sig på
dette område. Børn skal lære forskellige strategier når de er sammen med andre børn og
dermed bliver der arbejdet med udviklingen af sociale kompetencer. For at børn kan være
fysisk aktive sammen, spiller deres motoriske udvikling en væsentlig rolle. Når børn har en
alderssvarende grundmotorik, vil de have de nemmere ved at bevæge sig, da de ikke står over
for en for stor udfordring, end hvis deres grundmotorik ikke helt er på plads. Denne
grundmotorik kan så videreudvikles til motoriske færdigheder, som også kommer på spil, når
børnene leger en bevægelsesleg sammen, eller er sammen og en fysisk aktivitet. De børn, der
har større motoriske udfordringer, vil tit ikke har denne naturlige lyst til at bevæge sig
sammen med de andre, når disse udfordringer bliver for store. Her er det pædagogens opgave
at skabe de rammer der er lige tilpas for barnet. Her må pædagogen gøre en særlig indsats, så
børnene får denne lyst til bevægelse, for både at blive understøttet i deres motoriske
udvikling, dermed i udviklingen af sociale kompetencer, som igen har indflydelse på
sundheden. Den fysiske aktivitet har dermed indflydelse på barnets sundhed og påvirker
denne på alle tre områder, den fysiske, psykiske og sociale sundhed. Den fysiske sundhed
bliver pårvirket ved at barnet gennem bevægelsen fx. styrke musklerne og konditionen. Når
dette ses udfra et forebyggende perspektiv bliver den fysiske sundhed fx. understøttet ved at
barnet gennem fysisk aktivitet også forebygger overvægt. Ift. den sundhedsfremmende tilgang
kan der nævnes, at når barnet gennem tilstrækkelige motoriske færdigheder er fysisk aktivt vil
det opleve bevægelsesglæde ved at værer fysisk aktiv sammen med andre, som igen har en
positiv indflydelse på den psykiske og den sociale sundhed. Når børn er sammen om dette og
21
har det sjovt sammen har det indflydelse på den sociale og psykiske sundhed, og dermed have
en større sandsynlighed for at have det godt med sig selv og være tilfreds. Her er de sociale
kompetencer på spil. Gennem fysisk aktivitet kan børnene have en oplevelse af sammenhæng,
når denne aktivitet er begribeligt, håndterbart og meningsfuldt for barnet. Dette kan opnås,
hvis barnet har en hvis medbestemmelse. Denne oplevelse af sammenhæng medfører, at
barnet er mere rustet til livets stressorer og udfordringer senere hen i livet. Dermed bliver
barnets sundhed understøttet. Begreberne hænger altså meget tæt sammen og påvirker
hinanden. Alle former for sundhed indgår i et samspil med hinanden. Pædagogens opgave ift.
udviklingen af de sociale kompetencer gennem fysisk aktivitet er, at skabe rammer for
børnene, så de kan være fysisk aktive og udfordre deres kroppe. Derudover må pædagogen
gøre sig didaktiske overvejelser og tilrættelægge aktiviteten således, at barnet befinder sig i
den nærmeste udviklingszone. Pædagogen skal være sig bevidst om, hvad målet er og
hvordan dette skal opnås. Ved at skabe disse rammer og være et godt rollemodel må
pædagogen understøtte barnet i at opbygge gode bevægelsesvaner og i at barnet fastholder
disse. Pædagogen skal hjælpe barnet med at udvikle dets motoriske færdigheder ved at være
igangsætter og motivator, så det er sjovt at være fysisk aktiv og barnet har mulighed for at
opleve bevægelsesglæde, især ift. de børn der har større motoriske eller sociale udfordringer.
Det kan altså være gennem bevægelsesglæden og oplevelsen af sammenhæng, at barnet er
fysisk aktiv og derved kan udvikle de sociale kompetencer, som så påvirker dets fysiske,
psykiske og sociale sundhed. Det er afgørende, at pædagogen understøtter barnet i dets
naturlige lyst til at bevæge sig frem for at bremse det for meget, så fx. barnets sociale
kompetencer kommer på spil, og barnet i sidste ende også bliver understøttet i et sundt liv, og
tager dette med ind i voksenlivet.
22
Litteraturliste:
-
Antonovsky, A. (2000). Helbredets mysterium. (3. Opl.). Hans Reitzels Forlag
-
Brinkkjær, U. & Høyen, M. (2011). Videnskabsteori for de pædagogiske
professionsuddannelser. (1. Udg.). (3. Opl.). Hans Reitzels Forlag
-
Brodersen, A. & Pedersen, B. (1994). Børn og motorik. (1. Udg.). (1. Opl.). Forlaget
Børn og Unge, København
-
Broström, S. (1998). Social kompetence og samvær – Vi er venner ik'?. Forlaget
Systime A/S
-
Bråten, I. & Thurmann-Moe, A.C. (2006). Den nærmeste udviklingszone som
udgangspunkt for pædagogisk praksis. I: Bråten, I. (red). Vygotsky i pædagogikken.
Frydenlund
-
Bupl. (2014). Bevægelse. Stor forskel i små børns fysiske aktivitet. Internet:
http://www.bupl.dk/internet/boernogunge.nsf/0/CE23A951A0E08982C1257CC50043
9212?opendocument
-
Dencik, L., Schultz Jørgensen, P. & Sommer, D. (2008). Familie og børn i en
oprudstid. (1. Udg.). (1. Opl.). Hans Reitzels Forlag. København
-
Gjesing, G. (2009). Kroppens muligheder og kropumulige unger. (1. Udg.). (1. Opl.).
Dafolo Forlag
-
Hansen, M., Thomsen, P. & Varming, O. (2003). Psykologisk pædagogisk ordbog.
(14. Udg.). Nordisk Forlag A/S
-
Jensen, B. (2006). Unges sundhed og sårbarhed- i et kompetenceperspektiv I:
Askelsen, K. & Koch, B. (red.). (2006). Sundhed, udvikling og læring. (1. Udg.). (1.
Opl.). Billesø og Baltzer
-
Jensen, B. B. (2000). Handlekompetence, sundhedsbegreber og sundhedsviden. I:
Hounsgaard, L. & Eriksen, J. J. (red). Læring i sundhedsvæsenet. (1. Udg.). (2. Opl.).
Munksgaard Danmark, København
-
Jensen, P. (2007). Et systemisk perspektiv. I: Nielsen, M. & Rom, G. (1. Udg.). (2.
Opl.). Munksgaard Danmark. København
-
Nielsen, A. (2005). Sundhed og opvækst. . I: Niklasson, G. (red). Sundhedsfag for
pædagoger. (1. Udg.). (1. Opl.). Frydenlund
-
Nørgaard, K. (2007). Sundhed. I: Storm, P. B. Sundhed, krop og bevægelse. (1. Udg.).
(1. Opl.). Frydenlund
23
-
Oberländer, L. (2005). Sundhedsfremme og forebyggelse. I: Niklasson, G. (red).
Sundhedsfag for pædagoger. (1. Udg.). (1. Opl.). Frydenlund
-
Paarup, L. (2006). Leg med dit barn 1-8 år. (1. Udg.). (1. Opl.). Politikkens Forlag
Pedersen, B. K. (2006). Det bevægende barn. I: Askelsen, K. & Koch, B. (red.).
(2006). Sundhed, udvikling og læring. (1. Udg.). (1. Opl.). Billesø og Baltzer
-
Retsinformation.dk. Dagtilbudsloven. Internet:
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=167441 (Lokaliseret d.
31.05.15).
-
Sandholm, G. & Værum, H. (2006). Vil vi ha´lærevillige børn- skal de ha´lærevillige
voksne! I: Askelsen, K. og Koch, B. (red.). (2006). Sundhed, udvikling og læring. (1.
Udg.). (1. Opl.). Billesø og Baltzer
-
Statens Institut for Folkesundhed. (2007). Folkesundhedsrapporten. Fysisk aktivitet.
Internet: http://www.si-folkesundhed.dk/upload/kap_19_fysisk_aktivitet.pdf
-
Stokkebæk, A. (2007). Psykologi 1- Udviklingspsykologi. (2. Udg.). Dansk
Sygeplejeråd 2007
-
Sundhedsstyrelsen. (2006). Fysisk aktivitet og evidens. Internet:
http://sundhedsstyrelsen.dk/publ/publ2006/cff/fys_evi/fysisk_aktivitet_evidens.pdf
-
Sørensen, K.H. & Birk, B. (2007). Krop der skal til. I: Storm, P. B. Sundhed, krop og
bevægelse. (1. Udg.). (1. Opl.). Frydenlund
-
Undervisningsministeriet. (2015). Forsøg med læring i bevægelse. Internet:
http://static.sdu.dk/mediafiles//C/E/E/%7BCEE2E548-DBAB-42EC-A2847753E1C6EFD0%7DRapport_Fors%C3%B8g_L%C3%A6ring_i_Bev%C3%A6gelse
_2015.pdf
-
Vagn-Hansen, P. (2005). Sundhed og krop. I: Niklasson, G. (red). Sundhedsfag for
pædagoger. (1. Udg.). (1. Opl.). Frydenlund
-
Vedeler, L. (2008). Social mestring i børnegrupper. (1. Udg.).(1. Opl.). Akademisk
Forlag
-
WHO. (1986). Ottawa Charter for Health Promotion. Internet:
http://www.euro.who.int/__data/assets/pdf_file/0004/129532/Ottawa_Charter.pdf?ua=
1. (Lokaliseret d. 28.05.15)
24