1. No category

Tine Bach
Nu bor vi her
Jødiske livshistorier
fortalt af tolv kvinder
TIDERNE SKIFTER
TIDERNE_Nu bor vi herNY-P.indd 3
13/04/12 20.02
Nu bor vi her
© Tine Bach/Tiderne Skifter 2012
Forlagsredaktion: Marie Vinter
Fotos: © Forfatteren, undtagen s. 171: © Monica Ritterband
Sat med Sabon hos An:Sats, Espergærde
og trykt hos Specialtrykkeriet, Viborg
ISBN: 978-87-7973-540-8
Printed in Denmark 2012
Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K
Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91
email: tiderneskifter@tiderneskifter · www.tiderneskifter.dk
TIDERNE_Nu bor vi herNY-P.indd 4
13/04/12 20.02
Indhold
INDLEDNING 7
MARA IGELSKI 27
JANINA KATZ 39
EVA LEHRER 51
MARIANNE FRANK GLÜCK 65
ORA OSHRI 79
KARIN LÜTZEN 91
ROCHEL LOEWENTHAL 105
NINA MELCHIOR 117
MIRIAM SPLIID 133
BODIL UZAN 145
ESTHER LEXNER 157
OLLY RITTERBAND 171
Ordliste 183
TIDERNE_Nu bor vi herNY-P.indd 5
13/04/12 20.02
TIDERNE_Nu bor vi herNY-P.indd 6
13/04/12 20.02
Indledning
De fleste jøder i verden er kommet rejsende fra et land til et
andet. Det er ikke usædvanligt i en jødisk familie, at bedsteforældre, forældre og børn er opvokset i tre forskellige lande,
og at oldebørnene vokser op i et fjerde. Derfor hører det med
til den jødiske historie og erfaring at flygte eller migrere, når
forholdene kræver det og tilpasse sig nye normer, nye sprog
og nye omgivelser. Afbrydelse i det normale og kontinuerlige
livsforløb har sat sig dybe spor og har i generationer været
reglen snarere end undtagelsen. Jødernes historiske erfaringer
er derfor tæt knyttet til deres migrationserfaring. Er man
truet i sit hjemland på livet og/eller levebrødet, vælger man
med blandede følelser at bosætte sig i et nyt land, hvor man
lever videre med sin jødiske minoritetsstatus. De jøder, der
rundt omkring i verden har måttet flygte fra deres hjemland
og bosætte sig i nye lande, har alle erstattet én form for diasporatilværelse med en ny.
Et kort historisk rids
Det jødiske folk har ikke selv valgt at leve i diaspora, men er
blevet presset ud i den situation på grund af historiske omstændigheder. I år 586 f.v.t ødelægges det første tempel i Jerusalem
og en stor gruppe af jøder sendes i fangenskab i Babylon. I
år 70 e.v.t erobrer romerne Jerusalem og ødelægger det andet
tempel. Den jødiske opstand i år 132-135 e.v.t. (Bar Kokhbaoprøret) knuses af en massiv romersk hær og den jødiske stat
ophører med at eksistere og jøderne lukkes ude af Jerusalem.
7
TIDERNE_Nu bor vi herNY-P.indd 7
13/04/12 20.02
Herefter spredes det jødiske folk over Afrika, Mellemøsten
og Europa og langsomt ud over det meste af verden. Det er
derfor, at der i dag bor jøder så forskellige steder som i Finland
og i Sydafrika. Diasporatiden varer ca. 2.000 år og afsluttes
først delvist med staten Israels oprettelse i 1948. I perioden
mellem ødelæggelsen af det første tempel og Israels tilblivelse
er de mest voldsomme begivenheder korstogene i begyndelsen
af 1000-tallet, uddrivelsen af de sefardiske jøder i Spanien
i 1492, ghettoiseringen af de italienske jøder i 1500-tallet,
kosakkernes massakrer i 1600-tallet i Rusland, pogromerne i
det russiske zar-dømme fra 1881-1905 og endelig Holocaust,
der fra Hitler blev rigskansler i 1933 i Tyskland og frem til
2. verdenskrigs afslutning udryddede 1/3 af jordens samlede
jødiske befolkning. Forfølgelse og flugt, udvandring og indvandring er altså blevet et grundvilkår, der hører med til de
fleste jøders erfaringsverden (Bach 2004).
Spredt blandt nationerne
Diaspora stammer fra græsk og betyder ‘spredning’ eller ‘at
leve spredt’. Udtrykket blev oprindeligt kun brugt om den
jødiske befolkning og betegner en gruppe mennesker, der lever
uden for det, man opfatter som sit rette geografiske hjemland.
I dag bruges udtrykket også om andre befolkningsgrupper, der
definerer sig selv i forhold til et hjemland, de ikke bor i. I 1948
kunne jøder for første gang i 2.000 år bosætte sig i et land
som de kunne kalde deres eget. Hjemland, grænser og terri­
torium spiller en afgørende rolle for opfattelsen af identitet,
og for et ikke-territorialt folk som det jødiske har zionismen
derfor været den jødiske pendant til den nationale bevægelse,
der prægede det meste af verdenen i især det 19. århundrede.
Den nationale idés centrale indhold ligger i forestillingen om
nationen, hvor territorium, folk, sprog og kultur som ideal
skal være kongruente. Minoriteter opstår som en konsekvens
af nationalstaten og tanken om en fælles kultur og identitet på
8
TIDERNE_Nu bor vi herNY-P.indd 8
13/04/12 20.02
et givent territorium. Tidligere var de store imperier og kongedømmer ligeglade med om deres indbyggere havde forskel­
lige kulturelle baggrunde og talte forskellige sprog så længe
de betalte deres skat og var loyale over for herskeren, men
national­staten forudsætter en fælles nationalitet. Nationalsta­
terne har derfor ofte enten benægtet minoriteters eksistens eller
prøvet at komme af med dem på den ene eller anden måde
(Østergård 1992). Ligeledes har bondebefolkninger, der tidligere var uviden­de om hvilket område, stat eller herredømme,
de tilhørte, fordi det ikke var relevant for deres dagligliv,
pludselig måttet orienteres om deres nationale tilhørsforhold
og inddrages i nationens politiske liv (Knudsen 1992).
Drømmen om eget land
Zionismen, hvis hovedformål var oprettelsen af et jødisk hjemland, kan ses som en konsekvens af den nationale bevægelse,
men har sine religiøse rødder 4.000 år tilbage, da Gud, som det
fortælles i 1. Mosebog, lover Abraham Kanaans land, men er
også et vigtigt kapitel i europæisk jødisk historie. Zionismen
opstår i slutningen af 1800-tallet, hvor mange jøder begynder
at lægge det religiøse liv bag sig i håb om at indgå på lige fod
med sine ikke-jødiske medborgere. Man vil af med minoritets­
identiteten og blive ét med den nationalstat, man bor i. Derfor møder zionismen modstand blandt de nyemanciperede
europæiske jøder, fordi mange identificerer sig som tyskere,
franskmænd, danskere osv. snarere end som et særskilt folk
med rødder et sted i Mellemøsten. Men pogromerne i Rusland
varsler uvejr over Europas jøder, og Dreyfus-affæren i Fran­
krig, hvor en fransk officer bliver uskyldigt dømt for spionage
og dømt for højforræderi, medfører en bølge af antisemitisme
i hele Europa. Jødernes lovende situation får et knæk, og flere
begynder at hilse tanken om et jødisk hjemland velkommen.
Den politiske zionisme udspringer af tanken om, at ethvert folk
skal have sin egen nationalstat. Det ‘jødiske problem’ kunne
9
TIDERNE_Nu bor vi herNY-P.indd 9
13/04/12 20.02
løses ved, at jøderne fik deres eget nationale territorium, hvor
de havde sproglig, kulturel og religiøs selvbestemmelse. Natio­
nalstaten var blevet normaltilstanden, og jøderne kunne ad
denne vej blive ‘normale’ ligesom alle andre, hvis de fik deres
eget land. Et afgørende argument for et jødisk hjemland var,
at antisemitismen således ville forsvinde. I 1896 udgav Theodor Herzl Der Judenstaat. Men antisemitismen førte senere til
Holocaust og drabet på 6 millioner jøder, der igen blev (endnu) et argument for oprettelsen af staten Israel og en garanti
for, at jøderne aldrig igen skulle befinde sig i en situation,
hvor alle verdens lande lukkede grænserne for mennesker på
flugt.
Jødernes historie i Danmark
Danmark er kendt for at være et meget homogent land, men
det er en sandhed med modifikationer. Gennem århundreder
har forskellige befolkningsgrupper slået sig ned i Danmark
eller flyttet rundt inden for det, der var Det danske Kongerige,
som omfattede Skåne, Halland og Blekinge, Norge, Færøerne,
Grønland og Island og hertugdømmerne Slesvig og Holsten.
Dertil kommer tilflyttere som de franske huguenotter, hollandske bønder, jødiske handelsfolk og jødiske flygtninge,
de såkaldte roepolakker, tyrkiske/kurdiske gæstearbejdere,
flygtninge og asylansøgere fra store dele af Mellemøsten og
Afrika og så alt det løse: mennesker, som er kommet hertil ved
et tilfælde, fordi de fik arbejde i landet, mødte kærligheden,
som førte dem til Danmark eller noget helt tredje. Danmark
har altså ikke altid set ud, som det gør i dag. Kolonier er
blevet solgt fra og andre er blevet en del af den nationalstat
Danmark er i dag. Grupper af mennesker, man tidligere anså
som fremmede er blevet danske eller danske minoriteter. Men
det er først med demokratiets indførelse og ideen om ligeret,
at det giver mening at snakke om minoriteter (Krag 2005).
Indtil 1800-tallet var det yderst begrænset, hvem der fik lov
10
TIDERNE_Nu bor vi herNY-P.indd 10
13/04/12 20.02
til at komme ind i Danmark, med mindre de var inviteret som
særligt privilegerede grupper af Kongen.
Man regner med, at de første jøder kom til Danmark i
begyndelsen af 1600-tallet. Det drejede sig både om fattige
hjemløse jøder fra øst og rige handelsjøder fra syd. Christian
lV ønskede at gøre Glückstadt til en handelsmæssig konkurrent til Hamborg og Amsterdam og inviterede derfor de sefardiske jøder til at bosætte sig i Danmark. De sefardiske jøder
kom fra Spanien og Portugal og var kendt for at være meget
velhavende. Da man kunne se en fordel i at få dem og deres
penge til landet, var det relativt let for de sefardiske jøder at
få opholdstilladelse. Man lokkede dem hertil med en række
privilegier såsom skattefrihed i 25 år, frit lejde i kongeriget,
ingen tvang i klædedragt og sikkerhed for, at ingen under 15
år kunne tvinges til at konvertere til kristendommen. Christi­
an IV’s efterfølger Frederik III var ikke nær så begejstret for
jøderne som sin forgænger på tronen. Og det gjorde det ikke
bedre, at der i mellemtiden var kommet en del fattige ashkenaziske jøder fra Polen og Rusland illegalt ind i landet, som var
flygtet fra hungersnød og pogromer forårsaget af kosakkerne.
I forordningen af 1651 forbød Frederik III jøder at opholde
sig i Danmark uden kongens særlige tilladelse – dvs. uden
lejdebrev. Blev en jøde pågrebet uden at være i besiddelse af
et lejdebrev, blev han eller hun enten udvist af landet eller pålagt at betale en bøde på 1.000 rigsdaler, som var en stor sum
penge, de færreste havde. Dette gjaldt også andre grupper af
fremmede. Senere lempede man reglerne og fritog de sefardiske
jøder for denne bestemmelse. Dels fordi man havde brug for at
handle med dem, dels for at undgå at fornærme denne gruppe,
hvoraf nogle havde tætte forbindelser til hoffet. I slutningen af
1600-tallet gives der tilladelse til at bosætte sig i Fredericia, der
blev betragtet som en form for fristad. Ofte med et krav om,
at man nedsatte sig inden for et bestemt erhverv, for eksempel
tobaksspinderi (Blüdnikow 1987). Sværere var det at få lov til
11
TIDERNE_Nu bor vi herNY-P.indd 11
13/04/12 20.02
at bo i København. Kongen og regeringen følte sig ikke trygge
ved jøderne i hovedstaden, og de betegnedes som „omløbende
individer, der besveg hæderlige folk“ (Blum 1972). Den letteste
måde for en jøde at få opholdstilladelse var at konvertere til
kristendommen. Her lokkede man jøderne med, at de kunne
blive underholdt af det offentlige, imens de forberedte sig til
den kristne tro, få hjælp til husleje, og når de endelig blev døbt,
ventede der andre privilegier, såsom næringsbrev som bager,
skrædder eller skomager. Begunstigelserne fremkaldte stor
forargelse hos de kristne danskere, samtidig med at de jøder,
der blev døbt, ofte blev udelukket fra det jødiske fællesskab
(Weitemeyer 1919).
Helt op til 1814 skelnede myndighederne mellem sefardiske
og ashkenaziske jøder. På længere sigt var det dog umuligt at
opretholde denne skelnen, og lovgivningen er præget af en
stigende pragmatisme. I forordningen af 1814 kunne jøder,
der ønskede at opholde sig længere tid i landet søge tilladelse
hos det danske kancelli. Sørgede jøderne ikke for at få denne
tilladelse kunne de enten risikere at blive smidt ud af landet
eller betale en bøde på op til 1.000 rigsdaler (Blüdnikow 1987).
I 1682 bor der 11 jødiske familier i København, og i 1684
gives der tilladelse til at holde gudstjeneste i et privat hjem for
lukkede døre, så det ikke forarger omgivelserne, men ejendommen brænder – først i 1728 og så igen i 1795. I 1694 opnår
man tilladelse til at oprette en jødisk begravelsesplads uden
for byen i Møllegade på Nørrebro, og ca. 100 år efter i 1795
indrettes en egentlig synagoge i Læderstræde 5, i de lokaler,
hvor Forlaget Tiderne Skifter i dag holder til. I 1787 viser en
folketælling, at der nu bor ca. 1.500 jøder i København, 165
i Fredericia, 62 i Helsingør og 27 i Nakskov. Først i 1788 får
jøderne adgang til håndværkerlavene, og samme år bliver det
nu også muligt for en jøde at søge optagelse på Københavns
Universitet. Den første jødiske drengeskole åbner i København
i 1805. Det sker på baggrund af, at jøder ikke havde adgang til
12
TIDERNE_Nu bor vi herNY-P.indd 12
13/04/12 20.02
den almindelige folkeskole. I 1799 gives der adgang for jødiske
drenge til de såkaldte latinskoler, men skolepengene er dyre,
så ligestillingen på det punkt omfatter i praksis kun de mest
velhavende jøder og som sagt kun drengebørnene. Med den
jødiske skole ønsker man på den ene side at uddanne børnene
i underskolens grunddiscipliner, dernæst håber man ad denne
vej at få de jødiske børn integreret i det danske samfund. Fem
år senere i 1810 åbner den jødiske pigeskole Carolineskolen,
som eksisterer den dag i dag og er den eneste jødiske grundskole for både drenge og piger i Danmark.
Den litterære og korporlige jødefejde
I 1813 går Danmark bankerot. Statens økonomi er kommet
i krise, og for at holde sølvkursen oppe etablerer regeringen
et valutakontor, som er ledet af jøden og finansmanden D. A.
Meyer. Han skal regulere købmændenes pengetransaktioner,
hvilket ikke gør ham populær. Der opstår rygter om, at kancelliet står i ledtog med rige jøder, der vil opkøbe guld og sølv og
føre det ud af landet. Det betyder, at nogle kredse i det danske
samfund gør jøderne ansvarlige for landets økonomiske sammenbrud.
Krisen munder i 1814 ud i det, man kalder den litterære
jødefejde, hvor især personer fra det kirkelige samfund udtaler
sig negativt om jøderne ved for eksempel at genoptrykke et
gammelt antisemitisk skrift. I 1814 stilles jøderne under loven,
men det betyder ikke, at de får rettigheder på linje med deres
kristne medborgere, og der er stadig indskrænkninger i forhold
til, hvor de må bo, og hvad de må beskæftige sig med. Den
gnist, der antændtes i 1814, ligger og ulmer og bryder igen
ud i lys lue i 1819, hvor det rygtes, at man forfølger jøderne i
Tyskland. Den korporlige jødefejde som er et pænere ord for
jødeforfølgelser, når Danmark kort tid efter og udvikler sig
til voldsomme optøjer, hvor jøder jagtes i gaderne og deres
forretninger og handelshuse smadres. Selvom urolighederne
13
TIDERNE_Nu bor vi herNY-P.indd 13
13/04/12 20.02
kun varer nogle dage, sætter de sig dybe spor i den jødiske
be­folkning.
Demokratiet kommer langsomt til Danmark, ligesom det
går langsomt med at give alle grupper i samfundet, ikke kun
formelle, men også reelle rettigheder. Enevælden i Danmark
afskaffes ved den første grundlov i 1849. Herefter bliver et
landsting indsat til at varetage landet. Dog er det meget begrænset, hvem der får lov at stemme og stille op til landstinget.
Man skal dels være mand, dels eje eget hus. De, der ikke kan
stemme omtales i folkemunde som de fem F’er: fruentimmere, folkehold, forbrydere, fjolser og fattige. Først så sent
som i 1915 giver en grundlovsændring kvinderne og resten
af befolkningen stemmeret. Med jødernes emancipation og
grund­lovens indførelse i 1849 er det derfor svært at fastholde
særlige regler for jøder. Grundlovens paragraf 84 fastslår, at
ingen på grund af tro kan berøves borgerlige og politiske rettigheder. Dermed er forordningerne mod jøderne i hvert fald
på det formelle plan, afskaffet, og man handler nu ud fra de
generelle fremmedlove som bliver samordnet i fremmedloven
af 1875 (Blüdnikow 1987).
Flygtninge fra øst
I 1864 må Danmark afgive Holsten og dermed den livlige
grænseby Altona i syd. Det betyder afsondrethed i forhold til
udlandet, og det er særligt jøderne, der mærker denne isolation. Med emancipationens nye fremtidsperspektiver vil det
ikke vare længe, før den jødiske minoritet vil skrumpe ind til
det bare ingenting. I starten af 1880’erne iværksætter den russiske zar pogromer mod jøderne. De, der har mulighed for det,
flygter, og vejen går ofte over Danmark, hvor omkring 2.500
bliver. Enten fordi de møder slægtninge og bekendte fra deres
hjemland, som hjælper dem med at blive, eller fordi pengene
slipper op og der ikke er råd til at fortsætte. Hvor forfærdelige
pogromerne end er mod de russiske jøder, medfører det jødisk
14
TIDERNE_Nu bor vi herNY-P.indd 14
13/04/12 20.02
indvandring til Danmark og dermed en opblomstring for den
hensygnede menighed. Men de danske jøder af gammel slægt,
også kaldet vikingejøder, er mildest talt ikke begejstrede. De er
bange for at blive sat i bås med de nye fattige jiddisch-talende
jøder, hvilket kan true deres behagelige og anonyme tilværelse
i Danmark. Hvor de gamle jødiske slægter hidtil (i hvert fald
i deres egen selvforståelse) har været danskere af mosaisk tro,
er de bange for igen at blive til jøder (Besekow 1993).
Tyske jøder afvises
Flere jødiske flygtninge kommer til i årene mellem 1. og 2.
verdenskrig, men strømmen tager for alvor fart fra 1933,
efter Hitler er blevet Tysklands rigskansler. Fra 1933 og frem
til 1940 kommer der et stadigt stigende antal flygtninge til
Danmark, men for størstepartens vedkommende gælder det,
at de hverken kan få opholds- eller arbejdstilladelse. De fleste bliver sendt tilbage til Tyskland og går dermed den visse
død i møde. Helt anderledes forholder det sig i 1943, da de
herboende jøder må flygte. Med hjælp fra en stor gruppe af
danskere lykkes det for hovedparten af de danske jøder at
flygte til det neutrale Sverige, der åbner dørene for Danmarks
jødiske befolkning. De, der ikke når at flygte i tide – det gælder ca. 500 mennesker – bliver sendt til koncentrationslejren
Theresienstadt, af dem døde 51. Da 2. verdenskrig slutter, er
ca. 6 millioner jøder blevet dræbt under Holocaust.
Social mobilitet
Undersøgelser viser, at det som dansker er utrolig svært at
stige socialt. De, der får en universitetsuddannelse er stadig
middel- og overklassens børn, hvilket betyder, at er man født
af ufaglærte forældre skal der knokles – ikke kun på den faglige, men også på den menneskelige og kulturelle front. Lykkes det imidlertid at bryde den sociale arv og bevæge sig fra
socialgrup­pe 5 til socialgruppe 1, skyldes det som regel, at man
15
TIDERNE_Nu bor vi herNY-P.indd 15
13/04/12 20.02
har været klogere, heldigere og flittigere end de, der i forvejen
kom fra socialgruppe 1 (Mygind 2009). Er man første- eller
andengenerationsindvandrer kan ønsket om social mobilitet
synes endnu sværere, fordi man ikke kun skal kæmpe med en
eventuel arbejderkultur over for en middelklassekultur, men
ydermere tilkæmpe sig et nyt lands regler, koder og kulturel
bagage, som man ikke er blevet præsenteret for i sit barndomshjem, hvor én eller begge forældre måske taler dårligt
dansk eller ligefrem er analfabeter. Ikke desto mindre lykkes
det af og til for danskere med en anden etnisk baggrund at
bryde den sociale arv og få en universitetsuddannelse, og når
det sker, synes man, at der er tale om en vellykket integration.
Den jødiske minoritetsgruppe udmærker sig ved en hurtig
social opstigning i samfundet. De østeuropæiske jøder, der
an­kommer til Danmark i begyndelsen af det 20. århundrede,
kommer for de flestes vedkommende fra små landsbyer, de
såkaldte shtetler, hvor den overvejende befolkningsgruppe er
jøder. Man har erhvervet sig som skræddere, syersker, buntmagere, håndværkere og småhandlende og det er med de
kompetencer, som det hedder med et moderne ord, at de ankommer til Danmark. Alligevel arbejder de sig hurtigt op ad
samfundets stige og skrædderen ender med at blive fabriksejer
eller åbne egen butik. Børnene får den uddannelse, man måske
ikke selv har fået, og i løbet af en generation er man rykket fra
indre bys slumkvarterer til det lyse Østerbro. Man er rykket
op i middelklassen og ind i de store lejligheder. Børnene taler
ikke længere jiddisch, forstår det allerhøjest, og den jødiske
drenge- og pigeskoles formål; at integrere jøderne i det danske
samfund, lykkes. Men det betyder ikke, at jøderne fralægger
sig deres tro, tradition, kultur og særlige madvaner. Man fortsætter sit jødiske liv, er aktiv i de jødiske foreninger i sit nye
hjemland, man omgås stadig sine egne trosfæller, men inden
længe er man blevet til danske jøder. En undersøgelse som
Socialforskningsinstituttet lavede i 1965 om forskellen på ud16
TIDERNE_Nu bor vi herNY-P.indd 16
13/04/12 20.02
dannelsesniveauet mellem danskere og jøder, viser at 83% af
den samlede danske befolkning ikke havde nogen eksamen efter
endt skolegang, hvorimod det tilsvarende tal for den jødiske
minoritet kun var 48%. Kigger man på, hvem der i samme
periode får en studentereksamen, er tallene mere markante.
20% af kvinderne og 30% af mændene i den jødiske minoritet
har en studentereksamen mod kun 2-4% af hele den samlede
danske befolkning (Blum 1972).
De polske flygtninge
Den næste større jødiske indvandring til Danmark sker i slutningen af 1960’erne. Efter Seksdageskrigen i Mellemøsten i
1967 ændres forholdene drastisk for jøderne i Polen. Det kommunistiske styres allierede i Mellemøsten, de arabiske lande,
lider et svigende nederlag til Israel som inspirerer den polske
regering til antisemitiske tiltag. Jøderne bliver fyret fra deres
stillinger og mister deres boliger, og i løbet af kort tid må de se
i øjnene, at deres eksistensgrundlag i Polen er ved at forsvinde.
Da beretningerne om jødernes forhold når Danmark, og de
er blevet bekræftet af internationale organisationer, beslutter
Danmark, at de, der er forfulgt i Polen af ‘racemæssige årsager’, kan få asyl i Danmark uden forudgående ansøgning.
Dette sker stort set uden protester og uden nogen mediemæssig
bevågenhed. Man kender altså endnu ikke til den politisering
af flygtningespørgsmålet, som senere er kommet til at præge
indvandrerdebatten herhjemme (Foigel 2005).
Tidligere skatteminister og dommer ved Den europæiske
Menneskerettighedsdomstol Isi Foigel er med til at tage imod
flygtningene, da de ankommer til Københavns lufthavn. „De
så spørgende på os. Pludselig var der en, der spurgte: ‘Er dette
et godt land?’ Jeg ved ikke i dag, om der blev spurgt på polsk,
tysk, engelsk eller jiddisch. Jeg hørte bare dette tusindårige
gamle spørgsmål, der udtalt og uudtalt er båret rundt i verden
i af generationer af jøder og andre mennesker på flugt. Altid
17
TIDERNE_Nu bor vi herNY-P.indd 17
13/04/12 20.02
det samme spørgsmål. Og altid igen (…) Episoden i lufthavnen
var for så vidt en gentagelse af århundreders historie, men en
gentagelse, der for alvor tvang os til at opgive de forhåbninger, som de af os, som gennemlevede – og overlevede – Anden
Verdenskrig, satte så stor lid til, nemlig at jødeforfølgelsernes
tid var forbi.“ (Foigel 2005). Fra 1969 og helt frem til 1975
ankommer der omkring 3.000 polske jøder. Dansk Flygtningehjælp og en hel del frivillige hjælpere, heriblandt mange børn
af østeuropæiske indvandrere, der havde fået fortalt, hvor
dårligt deres egne forældre var blevet taget imod, hjælper med
at gøre livet for de nyankomne lettere. Mosaisk Trossamfunds
kontor bliver forvandlet til en varmestue, og mange åbner
også deres private hjem for de flygtninge der i starten bor på
en gammel floddamper i Sydhavnen. For en stor dels vedkommende er det folk med gode uddannelser fra deres hjemland,
som pludselig må opleve at ryge ned ad den sociale rangstige
som flygtning i et vestligt land, hvor man ikke kan sproget og
ens uddannelse sjældent anerkendes. Igen skal der arbejdes
hårdt for at krænge flygtningeidentiteten af sig, og ofte må de
tage arbejde langt under deres uddannelsesniveau eller lægge
en ny uddannelse oven i den eksisterende for at gøre sig håb
om en stilling svarende til den, de havde i deres hjemland.
Selvom der er knubs, skuffelser og periodevise gnidninger, så
bliver de polske jøder integreret i det danske samfund i løbet
af ganske få år og er igen med til at puste nyt liv i det jødiske
samfund i Danmark med den kultur og de traditioner, som de
hver især medbringer.
Dramatiske 20. århundrede
Kigger man helt overordnet på jødernes migrationshistorie, er
det 20. århundrede det absolut mest dramatiske, hvad angår
pogromer, hungersnød og krige, som har medført masseudvandringer og bevirket, at jøder i dag sjældent bor der, hvor deres
bedsteforældre boede. Dertil kommer oprettelsen af staten
18
TIDERNE_Nu bor vi herNY-P.indd 18
13/04/12 20.02
Israel i 1948, som har fået mange jøder til at migrere – ikke
alene, men også som konsekvens af Holocaust, idet lysten til
at tage tilbage til et hjemland, der har villet én til livs, ofte
har været begrænset. Der eksisterer ca. 13 millioner jøder i
ver­den i dag. De største jødiske samfund findes i dag i Israel
og USA, som huser jøder fra alle verdensdele og alle religiøse
retninger, hele det politiske spektrum og samtlige kulturelle
grupperinger. Jøder migrerer stadig. Til Israel og USA for at
finde sig en jødisk partner, eller fordi man ønsker at bo et
sted med et større og stærkere jødisk kulturliv, eller fordi man
møder kærligheden, og den tilfældigvis fører én til et andet
land. Derfor kan man den dag i dag finde jøder i Danmark
fra alverdens lande, med vidt forskellige traditioner, kulturer
og personlige fortællinger i bagagen.
Migration, kultur og integration
Ligesom man ikke kan betragte kultur som uforanderlige traditioner knyttet til et nationalt oprindelsesland, men derimod
som noget der skabes kontinuerligt i forhold til det sociale liv,
således kan integration heller ikke ses som en fast størrelse,
men noget som sker i interaktionen med andre mennesker, og
som begynder i det øjeblik, man krydser grænsen til et nyt
land og går fra én identitet til en anden. Der er ikke nogen
lige vej fra A til B, men snarere tale om en mere eller mindre
langvarig tilpasningsproces og interaktion mellem indvandrer
og modtagerland, hvor man går fra at være den fremmede til
at blive en del af et nyt fællesskab. Og den måde det foregår
på er vidt forskellig fra individ til individ. Alle, der kommer til
et nyt land, har forskellige strategier for at blive en del af det
nationale fællesskab, men strategierne afhænger selvfølgelig af
forholdene – de økonomiske og politiske – i det pågældende
land. Der er forskel på, om man kommer alene, fordi man er
blevet forelsket og ønsker at blive ægtefælle og borger i et nyt
land, eller kommer som gruppe, fordi man har måttet flygte
19
TIDERNE_Nu bor vi herNY-P.indd 19
13/04/12 20.02
fra krig, forfølgelse og hungersnød, ligesom der kan være
forskel på om man kommer fra et nært- eller fjerntliggende
land. Men integrationsprocesser ligner hinanden og har altid
noget til fælles. Da industrialiseringen i Danmark fik folk til at
flytte fra land til by, var der også tale om en integrationsproces, hvor man skulle vænne sig til bykulturens københavnske
særpræg. Samtidig blev bylivet voldsomt præget af alle de nye
indvandrere fra de danske ‘randområder’. Måske har denne
indvandring til byen været lige så voldsom som indvandringen
fra udlandet var 100 år efter, om ikke voldsommere.
Migration
Migrationsforskningen opstår for alvor i USA i 1960’erne,
hvor indvandringen er ensbetydende med landets udvikling og
forbindes med skabelsen af det moderne USA. Langt de fleste
amerikanere er indvandrere, og man har gennem historien
haft en forventning om, at alle indvandrere i løbet af kort
tid blev amerikanere. Den historiske tradition har gjort, at
migrationsforskningen helt fra begyndelsen har fokuseret på,
hvordan indvandrerne blev integreret i samfundet (Olwig og
Pærregaard 2007). Indvandringen har været set som grupper
og individers ønske om social og økonomisk mobilitet, og der
har hersket en forestilling om, at en stor gruppe af nationaliteter blot ventede på, at det blev deres tur til at få adgang til
mulighedernes land og blive amerikanere som alle andre (Tilly
1990). Antropologen Jonathan Schwartz skriver ligefrem, at
indvandreren, der bliver amerikaner i ‘smeltediglen’, er det
moderne USA’s egentlige helt. Indvandreren i USA betragtes
som den ‘ægte’ amerikaner (Schwartz 1985). På den måde har
migrations- og indvandrerforskningen i USA været centralt
placeret inden for samfundsvidenskaberne, fordi den har beskæftiget sig med problemstillinger, der så at sige vedrørte alle
amerikanere, idet næsten alle er indvandrere. Helt omvendt
har det forholdt sig i Danmark. Her forbindes flygtninge og
20
TIDERNE_Nu bor vi herNY-P.indd 20
13/04/12 20.02
indvandrere på flugt fra krigshærgede områder og politisk
forfølgelse med et socialt problem og ses som en trussel mod
det danske homogene velfærdssamfund. De tildeles altså ikke
nogen heltestatus som i USA (Tilly 1990). Det betyder ikke,
at integrationsprocesser for indvandrere i USA forløber uden
vanskeligheder, men det betyder, at indvandrere i store træk
er blevet mødt positivt, idet deres tilstedeværelse har haft en
gavnlig virkning for udviklingen af det moderne amerikanske
samfund. Der er opstået en form for amerikansk kulturel homogenitet, fordi der har været konsensus om at lægge vægt på
det, man havde tilfælles – at være indvandrer i det amerikanske
samfund – og nedtone det, der adskilte folk fra hinanden – at
man kom fra vidt forskellige lande, kulturer og traditioner.
At USA definerer sig som et indvandrerland og Danmark ikke
gør, har konsekvenser for måden, hvorpå integrationsprocesser forløber.
Integration
Begrebet ‘integration’, der betyder at integrere i en helhed,
begynder at indgå i det almindelige sprog og i den offentlige debat i midten af det 20. århundrede. Men ordet har
forskellige betydninger, afhængig af den aktuelle politiske
debat og den øvrige samfundsmæssige udvikling. I 1950’ernes
Danmark bruges ordet fortrinsvis om økonomisk, politisk
og militær integration i Europa. I 1960’erne indgår ordet i
diskussioner­ne om vores optagelse i Det Europæiske Fælles­
mar­ked, og i 1970’erne bruges begrebet fortrinsvis i pædagogiske sammen­hænge som i ‘integrerede institutioner’. Fra
slutningen af 1980’erne bliver integration et begreb, der anvendes om indvandrere og flygtninge i Danmark (Olwig og
Pærregaard 2007). Der er stor uklarhed, både blandt den
almindelige befolkning og i den politiske debat, når det drejer
sig om anvendelse af begrebet, og ofte bruges ordet integration
i betydningen; hvordan man får indvandrerne – ikke integre21
TIDERNE_Nu bor vi herNY-P.indd 21
13/04/12 20.02
ret, men – assimileret til det danske samfund. Integration er
en betegnelse for den proces, hvori for eksempel en etnisk
minoritetsgruppe formår at leve, fungere og tilpasse sig det
omgivende samfund uden at fralægge sig sine egne kulturelle
og religiøse værdier. Man indgår i samfundet på lige fod med
alle andre, overholder loven og deltager i demokratiet, men
bevarer sit særpræg, som for eksempel kan være, at man bærer tørklæde eller kalot, spiser særligt slagtet kød og deltager
i gudstjeneste i en moske eller synagoge. Assimilation er, i
samfundsmæssig sammenhæng, når en minoritet tilpasser sig
majoriteten fuldstændigt og fralægger sig egne traditioner og
normer, når den tilpasser sig det iboende samfunds værdier,
og opgiver eller fralægger sig sit særpræg: Man smider for
eksempel hovedbeklædningen, begynder at spise svinekød og
døber sine børn. Dette kan ske tvungent eller frivilligt. Men
begreberne blandes ofte sammen, så der opstår uklarheder i
forhold til de forventninger etniske danskere har til danskere
af anden etnisk oprindelse og omvendt.
I 1960’erne modtager Danmark mange gæstearbejdere fra
især Balkan og Mellemøsten. Og i mange år betragtes de netop
som gæster, der kun er i Danmark midlertidigt og så længe der
er arbejde til dem, hvorefter de vil tage hjem til deres respektive
oprindelseslande igen. Dette præger helt klart politikeres og
befolkningens holdning til indvandrerne. Man hverken inter­
esserer sig for eller problematiserer deres ‘anderledes kultur
og traditioner’. Det er irrelevant i forhold til, at de er her for
at tage noget af det arbejde, vi ikke selv har hænder nok til
at udføre. Schwartz skriver, at der blev skabt et billede af den
tilfredse gæstearbejder, der var taknemmelig for at kunne få
arbejde i Danmark, og der var avisartikler, der skrev om gæstearbejdere, der medbragte gaver til deres danske arbejdsgivere,
når de havde været på ferie i hjemlandet (Schwartz 1990). Der
var ikke et øje tørt.
Men tårerne stopper brat, da det i 1980’erne bliver klart,
22
TIDERNE_Nu bor vi herNY-P.indd 22
13/04/12 20.02
at gæstearbejderne ikke længere er gæster, men har tænkt sig
at blive en del af værtslandet. Ordet gæstearbejder bliver til
fremmedarbejder, og forskningen ændrer sig fra at beskæftige
sig med sociale uligheder mellem gæster og værter til at dreje
sig om kultursammenstød mellem fremmedarbejdere og deres
nu modvillige værter. Når forskere vil undersøge problematikken lidt nærmere, drager de til indvandrernes hjemlande for
at se, hvor ‘problemet’ eventuelt starter, og som regel er det
ind­vandrernes tradition, kultur og religion, der udnævnes til
problemet (Schwartz 1992). Danskerne betragter gæstearbejderens ønske om at blive i Danmark som et løftebrud, og
modstanden mod dem begynder at vokse og forstærkes af, at
man i 1980-90’erne modtager et stort antal flygtninge fra Sri
Lanka, Bosnien, Irak og Somalia. Også for disse grupper er det
deres kultur, tradition og religion, der betragtes som hæmmende
for en vellykket integrationsproces. Danskerne, som ser sig
selv som enestående homogene, bliver udfordret af de mange
forskellige kulturer og traditioner, som kommer til at præge
bybilledet, og de mange forskellige minoriteters tilstedeværelse
er med årene blevet en fast bestanddel i forskningen, såvel som
i den offentlige politiske og økonomiske debat.
At komme udefra
Bag enhver indvandrer, er der en historie om en skæbne, som
ofte ikke bliver fortalt. En historie om flugt, tab, udstødelse,
diskrimination, antisemitisme, brudte bånd og kærlighed, men
også en historie om at forholde sig til flere kulturer, sprog,
omgangsformer, madvaner, familiemønstre og nære bånd til
oprindelseslandet. Og jødernes historie i Danmark minder på
mange måder om vor tids indvandrere. De er flygtet fra krig,
undertrykkelse, fattigdom, nød og elendighed, og de har alle
ønsket at skabe sig en bedre tilværelse et andet sted i verden.
Og så er de mere eller mindre tilfældigt havnet i Danmark,
hvor de er blevet familiesammenført med slægtninge, der er
23
TIDERNE_Nu bor vi herNY-P.indd 23
13/04/12 20.02
flygtet før dem, har bosat sig i ‘jødiske ghettoer’ i København,
har skullet lære et nyt sprog og en ny kultur at kende, har
skullet tilegne sig andre omgangsformer, anderledes sociale
koder, og har ofte måttet tage til takke med de dårligst lønnede
jobs. Og de er som dagens indvandrere ofte blevet mødt med
modstand, fordomme og antisemitisme fra omgivelsernes side.
Men for de flestes vedkommende har de formået at skabe sig
en tilværelse her i landet. De er blevet gift, har fået børn, uddannelse, arbejde og bolig. Og selvom mange har holdt fast i
særlige spiseregler, giftet sig inden for gruppen og bevaret den
jødiske tro, er de som årene er gået, blevet en integreret del af
det danske samfund.
Der lever omkring 350.000 med indvandrer- og flygtningebaggrund i Danmark i dag, og man regner med, at der bor ca.
8.000 jøder i landet. Selvom jøderne gør sig bemærket ved en
enestående integration i det danske samfund, og at danskerne
så tidligt som i 1912 blev præsenteret for den ‘blandede ægte­
skabsproblematik’ og blev inviteret indenfor hos en jødisk
familie i Henri Nathansens stykke Indenfor Murene, står den
jødiske minoritet i Danmark stadig over for udfordringer i
forhold til at kunne udøve sin religion, kultur og traditioner
i det danske samfund. Ligesom det med skiftende mellemrum
diskuteres, om indvandrere må bære tørklæde, burka, turban
og andre synlige tegn på, at de ikke er kristne, så oplever den
jødiske minoritet også med jævne mellemrum, at der stilles
spørgsmålstegn ved deres ret til for eksempel at omskære deres
drengebørn og retten til at spise kød, der er slagtet efter jødisk
religiøs praksis. Det første betegnes i debatten som et overgreb
mod barnet, det sidste som dyremishandling. Og hver gang det
sker, føler den jødiske minoritet sig udstillet og diskrimineret
og frygter et forbud, som vil betyde, at religiøse jøder ikke vil
kunne bo og samtidig udøve deres religion i Danmark. For til
trods for en vellykket integration og at der er tale om en veletableret og stærk minoritet, så føler det jødiske samfund sig
24
TIDERNE_Nu bor vi herNY-P.indd 24
13/04/12 20.02
med jævne mellemrum under pres – et pres, der ikke sjældent
står i direkte forbindelse med den politiske situation i Israel.
Minoritetsforskeren Helen Krag skriver: „Der gælder en fælles forudsætning for alle flygtninge, der kommer til Danmark,
og som tilfældigvis er jøder: De kommer, fordi de har oplevet
fjendtlige holdninger i deres omgivelser i de lande, de kommer
fra. Mange har endda oplevet det ultimative fjendskab, holocaust, eller sporene efter holocaust. Der er mange personlige
sår og mange sårbarheder over for selv den mindste fjendtlige
holdning, også i Danmark. At have været forfulgt efterlader
en grundlæggende mistillid til verden. At have oplevet jødeforfølgelser i udlandet skærper sårbarheden og lydhørheden
også i indlandet.“ (Krag 2005).
Om denne bog
Mit ønske med denne bog er at bevæge mig fra den store fortælling om indvandrere og flygtninge til den lille fortælling, der
handler om personlige historier, valg og konsekvenserne af de
valg, man har truffet. Det er blevet til 12 beretninger baseret
på interviews, en genre jeg i øvrigt holder meget af. Dels fordi
jeg altid har været begejstret for den personlige historie og
private fortælling, dels fordi der altid kommer noget andet ud
af interviewet, end man havde regnet med, netop fordi det er
mennesker, man har med at gøre, og de siger noget, som man
ikke har forberedt sig på.
Denne bog rummer ikke en objektiv udvælgelse af neutrale
stemmer, men er en subjektiv samling af livshistorier, som hver
på sin måde har talt til mig. Kvinderne er forsøgt valgt ud, så
deres historier repræsenterer den størst mulige mangfoldighed,
både i forhold til oprindelsesland og baggrund samt til politisk,
social og religiøs orientering. Jeg ønsker med andre ord at vise,
hvor mangfoldig og sammensat, den jødiske minoritetsgruppe
er i Danmark, og at jøderne til trods for en vellykket integration
har stået og stadig står over for udfordringer som er generelle
25
TIDERNE_Nu bor vi herNY-P.indd 25
13/04/12 20.02
for alle, der har været nødt til at flygte eller migrere til et nyt
og fremmed land.
Det er jødiske første- og andengenerationsindvandrere fra
Rusland, Litauen, Polen, Ungarn, Rumænien, Transsylvanien,
Marokko, Yemen, Israel, USA, Tyskland og Sverige samt en
enkelt dansk konvertit. Interviewene omfatter de meget religiøse, de fuldkommen sekulære og dem midt imellem, de
højreorienterede og de venstreorienterede, traditionalisterne
og de indifferente, Israelstøtter og Israelkritikere. Med andre
ord er det en broget forsamling, der alle i større eller mindre
grad definerer sig som jøder og alle bor i Danmark i dag. Ved
at lytte til deres historie og deres ofte barske skæbner, får man
et indblik i den kamp, der ligger bag enhver integrationsproces,
hvad end årsagen er til, at man nu bor her.
TIDERNE_Nu bor vi herNY-P.indd 26
13/04/12 20.02