side 1 af 2 27. juni 2014 Herstedøster Skole efter reformen Kære forældre Når eleverne begynder i den nye folkeskole i august, vil nogle ting været forandret, mens andre vil ændre sig i løbet af de næste måneder. Der vil selvfølgelig også være mange ting, som børnene kender fra i dag. Det vil tage et stykke tid at implementere alle elementer i skolereformen, og det er vigtigt for os, at det sker i et tempo, som alle kan være trygge ved. I får her er kort overblik over nogle af de nye ting, som vi allerede nu kan sige noget om. Derudover er I alle inviterede til møde på skolen onsdag den 13. august klokken 1921 hvor vi vil fortælle mere om de ændringer I og jeres børn vil møde. Skoledagens længde efter reformen En længere skoledag giver mere tid til faglig fordybelse og udvikling hos den enkelte elev. Skoledagen bliver længere for alle elever. 30 timer om ugen for eleverne i 0.-3. klasse, 33 timer om ugen i 4.-6. klasse og 35 timer om ugen i 7.-9. klasse. 0.-3. klasse I indskolingen går eleverne i skole fra kl. 08.10-14.10 alle dage. De sidste 25 minutter er lektiehjælp og faglig fordybelse. 4.-6. klasse På mellemtrinnet skal alle elever møde hver dag kl. 08.10 – 14.10.Ugens tre første dage er der lektiehjælp og faglig fordybelse kl. 14.10 – 15.10. Lektiecaféen starter op i uge 34. Elever og forældre får mere information om lektiehjælp og tilmelding efter sommerferien. 7.-9. klasse I udskolingen går eleverne i skole kl. 08.10-15.10. To af ugens dage vil der være lektiehjælp og fagligfordybelse kl. 14.10-15.10. For 7. klasse vil det være lidt anderledes pga. konfirmationsforberedelsen: mødetidspunktet er stadig kl. 08.10, mens sluttiderne vil variere alt efter om man deltager i konfirmationsundervisningen. I vil få nærmere besked efter sommerferien. Ikke alle skemaer er færdige, i løbet af sommerferien vil de sidste blive lagt på ForældreIntra. Vær i øvrig opmærksom, at Intra kan være nede i løbet af sommerferien, men det skulle være klar fra den 4. august. Ændringer i fagene Den længere og mere varierede skoledag medfører en ændring i fordelingen af timer til fagene. Fremmedsprog vil blive introduceret tidligere, så eleverne får engelsk i 1. klasse og andet fremmedsprog (tysk) i 5. klasse. Det nye fag håndværk og design erstatter sløjd og håndarbejde, og det nye fag madkundskab vil erstatte hjemkundskab. I 7. klasse vil der blive obligatorisk valgfag i to timer om ugen – disse starter først to uger ind i skoleåret. Lektiehjælp og faglig fordybelse Lektiehjælp og faglig fordybelse er et tilbud til alle elever – både de fagligt svage og de fagligt stærke. Det er ikke obligatorisk at deltage i. Det er også årsagen til, at det altid ligger sidst på dagen. I kan som forældre fravælge det for jeres barn på daglig basis, men vi vil som skole meget gerne kunne lave aftale med jer, der strækker sig længere, fx for en uge eller to ad gangen. Hvordan det helt præcis skal foregå, er ikke afgjort endnu, og det vil formodentlig blive forskelligt for de forskellige afdelinger. Vi vil finde en måde – via Forældreintra – der skal være let for jer og til at administrere for os. Lektiehjælp og faglig fordybelse vil blive varetaget af pædagogerne i indskolingen, mens det fortrinsvis vil være lærere, der står for det på mellemtrin og udskoling. side 2 af 2 Pædagoger i skolen For at få de bedste betingelser for læring i løbet af skoledagen, skal lærere og pædagoger supplere hinanden. Ligesom før reformen er SFO´ens pædagoger med i undervisningen. Næste skoleår i endnu større grad. I hver klasse i indskolingen vil der i gennemsnit være en pædagog i 13 timer om ugen. Som noget nyt vil der også være klubpædagoger i skolen. Som udgangspunkt vil der være en klubpædagog på hvert klassetrin i 4.9. klasse i 7-8 timer om ugen. Pædagogerne vil både være sammen med lærerne i undervisningen og vil selvstændig kunne stå for den understøttende undervisning. Skole-hjemsamarbejdet Ud over skolereformen er der også nye regler for lærernes og pædagogernes arbejdstid. Det kommer til at betyde ændringer for kontakten mellem skole og hjem. Principperne for dette skal drøftes i skolens nye bestyrelse, men udgangspunktet er, at lærerne er på arbejde i 37 timer om ugen i tidsrummet mellem klokken 8 og 17. Skole-hjemsamtalerne Det vil betyde for skole-hjemsamtalerne, at vi tilstræber, at holde samtalerne indenfor lærerne og pædagogernes arbejdstid, dvs. inden kl. 17. I indskolingen deltager pædagog og lærer. På mellemtrin og udskoling deltager to lærere i samtalerne. Forældremøder og arrangementer I alle klasser afholdes forældremøder, hvor emner af generel interesse for klassens forældre kan tages op. Møder og arrangementer afholdes som i dag, således at alle forældre har mulighed for at deltage. Det indebærer, at de normalt afholdes efter kl. 17. Telefonisk kontakt Telefonisk kontakt mellem forældre og pædagoger og lærere foregår indenfor arbejdstiden. Det er ikke muligt for en pædagog eller en lærer at besvare et telefonopkald i undervisningstiden. I bedes sende en mail, hvor I beder om at blive ringet op. Læreren/pædagogen vil ringe tilbage snarest derefter senest førstkommende arbejdsdag. I akutte tilfælde kan I kontakte skolens kontor. Og i øvrigt er I altid velkomne til at kontakte skolens kontor for spørgsmål mv. Hvornår starter vi igen? Mandag den 11. august kommer (næsten) alle børnene i skole igen. 1.-9. klasse møder på skolen klokken 08.10-14.10. Børnehaveklasserne har deres første skoledag tirsdag den 12. august., hvor de møder kl. 09.30-12.55, og der vil være en særlig velkomst for dem i musisk rum nord. Vi ønsker alle – elever, forældre og ansatte – en rigtig god sommer. Vi håber, I vil nyde de næste ugers frihed og komme tilbage med masser af energi og parate til at tage hul på et nyt skoleår, der vil bringe mange og nye udfordringer til os alle. Skoleledelsen
© Copyright 2024