Lektiehjælp og faglig fordybelse. Det følgende er det vigtigste fra lovteksten: Tilbud om lektiehjælp og faglig fordybelse skal have fokus på at styrke elevernes faglige niveau ved bl.a. at tilbyde eleverne faglig træning, faglige udfordringer eller turboforløb, som er tilpasset deres niveau og behov. - Lektiehjælpen og faglig fordybelse skal udfordre både fagligt stærke og fagligt svage elever. - Lektiehjælp og faglig fordybelse udbydes i gennemsnitligt to, tre og to ugentlige timer, i henholdsvis indskoling, mellemtrin og udskoling - Lektiehjælp og faglig fordybelse placeres om eftermiddagen i ydertimerne. - Det vil imidlertid være frivilligt for eleverne, om de ønsker at deltage i dette tilbud. - Lektiehjælp kan til- og fravælges på daglig basis uden forudgående advisering. Tilbud til de elever, der ikke har lektiehjælp: Kommunalbestyrelsen skal uden særskilt betaling fra forældrene, tilbyde de elever, der ikke deltager i tilbud om lektiehjælp og faglig fordybelse, jf. stk. 3, plads i skolens skolefritidsordning, jf. § 3, stk. 5, eller i et andet relevant fritidstilbud i de pågældende timer. Det vil bero på en lokal beslutning at finde en hensigtsmæssig måde at organisere og tilrettelægge tilbuddet på, herunder ikke mindst i forhold til forældre til elever i indskolingen, hvor det formentlig normalt vil være hensigtsmæssigt at etablere en ordning med "kontrolleret fremmøde", ved hvilken det sikres, at eleverne kun må forlade skolens område efter nærmere aftale mellem skolen/skolefritidsordningen og forældrene – sådan som det allerede kendes i dag i forhold til fremmøde i skolefritidsordningen for elever i indskolingen Pligt til at tilbyde lektiehjælp / fagligfordybelse: Skolen har pligt til at tilbyde faglig støtte med henblik på at sikre, at eleverne får et tilfredsstillende udbytte af undervisningen. I det omfang der som led i undervisningen gives eleverne hjemmearbejde eller lektier – dvs. opgaver der skal gennemføres eller færdiggøres efter skoledagen – medfører dette en pligt til at give eleverne mulighed for at få hjælp hertil, herunder fx ved en mulighed for at udføre hjemmearbejdet på skolen med støtte fra en kvalificeret voksen. Løsning skoles frivillige lektiecafé: På Løsning skole har vi det seneste skoleår haft det store held at have en lektiecafé, der drives af frivillige pensionister fra Løsning by. Blandt disse 5-6 tidligere lærere på Løsning skole. Caféen har haft åbnet for de elever, der har haft et lektielæsningsbehov, og den har haft stor succes. Hver tirsdag i tidsrummet fra 13.00 til 15.00 har der ofte været mellem 25 og 40 børn i alderen 7-13 år i lektiecaféen. Udover hjælp til læsning og lektier har børnene og de voksne også hygget sig med boller og saftevand. Den frivillige lektiecafé vil vi for alt i verden bevare, og vi vil derfor forsøge at koble den sammen med den frivillige obligatoriske lektiehjælp, som nu skal tilbydes, når den nye reform får virkning fra august 2014. Vi vil derfor koble den frivillige lektiecafé sammen med de lektielæsningstimer, der ligger på samme tid, som den frivillige lektiecafé har åbent om tirsdagen fra 13 til 15.00. Vi vil informere nærmere, når vi er færdige med skemalægningen, og når vi har de endelige aftaler på plads med de frivillige lektiehjælpere. Det vil i øvrigt komme til at fremgå af den enkelte årgangs skema, hvornår lektiehjælpen er placeret. Løsning skoles forventninger til forældrene omkring lektiehjælp / lektiecafé / faglig fordybelse: Som det fremgår af lovteksten er de ugentlige lektiehjælpstimer i princippet frivillige, og forældrene kan derfor med dags varsel til – eller framelde deres børn til lektiehjælpstimerne. I ledelsen på Løsning skole og i skolebestyrelsen har vi den klare holdning, at dersom vi skal leve op til den nye reforms ambitiøse målsætning om dygtigere børn og større faglighed i skolen – ja så må vi klart forvente, at I som forældrene bakker op om lektielæsningstimerne. De ”ekstra” lektiehjælpstimer / faqlige fordybelsestimer skulle jo gerne være et af de steder, hvor eleverne får den nødvendige tid til at få lavet opgaverne og til at finde den nødvendige tid til fordybelse i skolearbejdet. Derfor: Vi forventer, børnene deltager i lektiecafé: I indskolingen 0. – 2. klasse og 3. årgang med 2 ugentlige timer. På mellemtrinnet 4.- 6. klasse med 3 ugentlige timer. I udskolingen 7.- 9. klassemed 2 ugentlige timer. I specialafdelingen med 3 ugentlige timer. Hvis ikke barnet deltager: Så tænker vi på Løsning skole, at barnet og forældrene selv klarer lektierne – og dermed også tager det fulde ansvar herfor! Fremtiden giver svaret: Under alle omstændigheder bliver det spændende at se, hvordan denne del af folkeskolereformen bliver håndteret, udmeldt og fulgt op på rundt omkring på skolerne, ligesom det bliver meget spændende at se, hvordan forældrene vil modtage og bakke op om dette lektiehjælpstilbud / tilbud om faglig fordybelse, som loven indeholder. Et lektiehjælpstilbud, som er blevet meget ”vattet” i lovgivningen, da det har fået betegnelsen ”obligatorisk frivillig lektiehjælp”. Dette var De Konservatives krav for at stemme for loven.
© Copyright 2024