BØRNELITTERATUR Download/11,1MB
MAJ 2015 DAGBLADET INFORMATION BØRNELITTERATUR Den aktivistiske æstetiker Norske Simon Stranger giver stemme til papirløse bådflygtninge SIDE 14 TENDENSER Fri Fupz - Børn og business - Dystopi og nøgenhed - Bogen som ting - Gro Dahles utrygge rum - Detektivquiz INDHOLD BØRNELITTERATURENS HISTORIE S. 8-9 2 I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5 LEDER Illustration: Mia Mottelson/iBureauet Gå på opdagelse i 400 års børnelitteratur VERDEN AF LAVE S. 10-12 Børnelitteraturen er fuld af dystopier DE VILDE SVANER NÅR ENGAGEMENT BLIVER LITTERATUR S. 14-15 med illustrationer af Lars Gabel Simon Stranger om børnebøger og bådflygtninge BOGEN SOM BUSINESS S. 16-18 Børnebogsbranchen er ikke for sarte sjæle HØJPRODUKTIVE FUPZ S. 20-23 Vinder af Kulturministeriets Illustratorpris for børne- og ungdomsbøger STORT FORMAT Kim Fupz Aakeson er dårlig til at kede sig HVAD LÆSER DE I UDLANDET S. 24 + 34 Moralsk panik i Frankrig og normkritik i Sverige KARMABOY – KOMETEN OG DEN ONDE NUMSEKLØE OP AF SOFAEN S. 26-28 af Jacob Riising Børnelitteraturen er igen blevet politisk DYSTRE TEMAER S. 30-31 „Muligvis d en bedste bog i verde n“ Bri Gro Dahle er ikke bange for det, der gør ondt GYS OG HUMOR HITTER S. 32-33 Børn ville læse mere, hvis de selv fik lov at vælge BEVÆGELIGE BØGER S. 36-38 En bog kan være fuld af ’poetsne’, monstre og brikker, der kan flyttes rundt KOLOFON Ansvarshavende chefredaktør: Christian Jensen Magasinchef: Søren Heuseler / iBureauet Art director: Jesse Jacob / iBureauet Temaredaktion: Anita Brask Rasmussen og Anne Vindum Redaktionssekretær: Nina Trige Andersen Skribenter: Anita Brask Rasmussen, Anne Vindum, Emil Eggert Scherrebeck, Jannie Schjødt Kold, Kamilla Löfström, Karen Fjordside Pontoppidan, Lisa Ashley McCulloch, Rasmus Elmelund, Tine Byrckel Fotoredaktør: Sigrid Nygaard Illustratorer: Ditte Ahlgren, Freja Bagge, Ib Kjeldsmark, Mia Mottelson Fotografer: Emanuele Camerini, Jakob Dall, Sigrid Nygaard, Tine Sletting Korrektur: Gustav Carl Rey Henningsen, Jesper Jordan Annoncesalg: Frontmedia Tryk: Sjællandske Medier Forsidefoto- og illustration: Jakob Dall og Mia Mottelson Udgivelsen er støttet af Nordisk Ministerråd At ville nogen noget Af Anita Brask Rasmussen E r vi så bange for at komme til at sige, at børnelitteraturen skal noget, at vi overser, at det gør den nok under alle omstændigheder? Det undersøger Information blandt andet i dette tillæg, der beskæftiger sig med en litteratur, der er mange meninger om – men ikke mange forskellige. Børnelitteraturen har altid været fanget i dikotomi: kunst eller ikkekunst, æstetik eller pædagogik, fantastik eller didaktik, saga eller sagosuppe, poesi eller politik. Beskyldningerne om, at den tager hensyn, der ikke rager kunsten, men rager langt ind i pædagogikken, formuleres på stadigt nye måder, og forfatterne har paraderne oppe, så snart det bringes på bane. De vil først og fremmest litteraturen, siger de. Det vil de fleste forfattere vel, ellers kunne de lige så godt sælge sæbe og først og fremmest ville sælge sæbe. Forskel på viljer Det gavner ikke nogen, at børnelitteraturen altid er i forsvarsposition og placerer sig på en anden front end den, der lige nu er under angreb. Børnelitteraturen holder ikke op med at være litteratur, så snart den også begynder at være noget andet. Som man kan se i Mia Mottelsons illustration i dette tillæg, så har børnelitteraturen historisk set kunnet mange ting, og det ene udelukker ikke det andet. Tværtimod. Der er kunstnerisk potentiale i det meste – spørgsmålet er så, om man får det forløst i den ramme, man har valgt. Det er det, der kan afgøre, om det er god eller dårlig litteratur, men litteratur hol- der det ikke op med at være. Information kigger i dette tillæg blandt andet nærmere på en tendens til at kombinere børnelitteratur og aktivisme. Det kan være Oscar K.s grænse-, genre- og normbrydende bøger, det kan være islandske Andri Snær Magnasons allegorier over finans- og klimakrise, og det kan være norske Simon Strangers realistiske trilogi om bådflygtninge. Forskellen på aktivistisk og politisk litteratur i børnelitterær forstand er, at den politiske litteratur vil præge læseren i en bestemt retning, den aktivistiske litteratur er uden retning. Den foreskriver ikke, hvordan man skal handle, men den undersøger det at handle. Den vil altså læseren noget. Vil forfattere ikke altid nogen noget med ” Børnelitteraturen har altid været fanget i dikotomi: kunst eller ikkekunst, æstetik eller pædagogik, fantastik eller didaktik deres litteratur? kunne man spørge. Jo, ellers fortjener de en røvfuld, men der er forskel på viljer. Børnelitteraturen skrives i høj grad ind i en kontekst. Ligesom historiske romaner siger mere om, hvem vi er, end om, hvem vi var, så siger børnelitteraturen også mere om de voksne, end den gør om børnene. Det er den voksne forfatters syn på barnet og verden og barnet i verden, der kommer til udtryk, når børnelitteraturen beskæftiger sig med skilsmisse, samfundsproblematikker, død og eksistentielle kriser, som meget af den gør lige nu. Derfor siger det også mere om Information end om børnene, at vi i dette tillæg vælger at fokusere på den del af børnelitteraturen. Hvem skriver man for? I dag opfatter vi børn som selvstændige, kompetente individer, som ikke skal forholdes en stadig mere kompliceret virkelighed, og det påvirker måden, hvorpå vi opfatter og skriver litteraturen til dem. Den ærlighed skylder vi dem. Det helt afgørende spørgsmål er derfor: Hvem skriver man for? Hvis man faktisk forsøgte at besvare det i stedet for at opfatte det som et trickspørgsmål, der er et rigtigt og et forkert svar på, så kunne man måske få et interessant svar, der åbner børnebogen og viser dens mangfoldighed i stedet for at lukke den. Hvis man helt automatisk svarer: kunsten, er man ikke meget bedre end skolelæreren i GummiTarzan. Da Ivan Olsen spørger ham: »Hvorfor skal man lære at læse?« er det bedste svar, han kan præstere: »Fordi det står i loven.« [email protected] tia Riising UDKOMMER I DAG TO ROMANER I ÉN BOG (forfatter ens mor) - BOGEN, SOM HELE VERDEN HAR VENTET PÅ (i hvert fald i Skovlunde) KÆRLIGHED FOR FANDEN af Katie Cotugno FORBANDEDE MØDOM og FORPULEDE KÆRLIGHED af Sarah Engell FØR JEG DØR af Jenny Downham DEN SOMMER ALTING ÆNDREDE SIG af Jenny Han er til dig, der kan lide at læse om livet. Både når det er tindrende lykkeligt, men også når det er mørkt og råt og gør ondt. SONAR er dyk ned i tanker, oplevelser, handlinger og konsekvenser – alt det som kan ske, når livet griber fat … Der er flere bøger i serien og nye titler er på vej. 4 I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5 UNGDOMSBØGER PRISBELØNNET OG ANMELDERROST ILLUSTRERET FORTÆLLING TIL UNGE OG VOKSNE Ud af ugen, ind i livet I Christine Lind Ditlevsens debutroman ’fredag lørdag søndag’ er fredagens happy hour ikke nødvendigvis lig med søndagens happy ending ’Jeg skriver ikke til nogen bestemt aldersgruppe,’ siger Christine Lind Ditlevsen, der er aktuel med ungdomsromanen ’fredag lørdag søndag’. Foto: Bjarke MacCarthy målsløst rundt, sige ting og fortryde dem, og alt dette lægger hun frem i en tempofyldt stream of consciousness. Ret lig med måden, bogen blev til på: »Den kom bare til mig – i et langt, hurtigt flow. Dagsordner for skriveriet virker ikke for mig,” fortæller forfatteren. Af Karen Fjordside Pontoppidan »D ----------- an Turèll holdt af hverdagen, jeg holder af weekenden. Og så har jeg efterhånden oplevet fredag, lørdag og søndag en del gange i mit liv,« begynder Christine Lind Ditlevsen, da jeg spørger ind til titlen på hendes debutroman, fredag lørdag søndag, som meget passende udkommer på en fredag. Handlingen udspiller sig over en weekend, og set gennem en ung piges øjne bringes læseren fra fredag til søndag via farvestrålende nætter og hårdtslående morgener. Men som sådan er det ikke forfatterens livserfaring, der har ført til debuten. En udgivelse har længe ulmet under overfladen, det afgørende indspark kom udefra – ikke indefra. Holdsport og ‘happy hour’ På Testrup Højskoles skrivekursus ‘Tag og skriv’ oplevede Christine Lind Ditlevsen, hvordan omgangen med de andre skrivelystne deltagere satte gang i produktiviteten. »Skriveriet blev en holdsport. At være sammen med alle de andre, unge som gamle, fik mig til at skrive bedre.« Måske til dels på grund af aldersspredningen på disse inspirationskilder rammer fredag lørdag søndag ungdomsjargonen så fornemt. Sproget er nærværende og indforstået, som var forfatteren årgang ‘91 og ikke ‘71. Betegnelsen ‘ungdomsroman’ vil hun dog ikke vedkende sig. »Jeg skriver ikke til nogen bestemt alders- gruppe, og hvis en fyrreårig ikke kan genkende det følelsesmix af ekstase og lede ved livet, en druktur fremkalder, bør vedkommende især læse bogen,« fastslår hun og uddyber: »Det er en forfatters pligt at kunne mestre forskellige jargoner. En prøve, der afslører, om forfatteren kan skrive.« Hvis ikke bogens tredages ‘happy hour’ vækker genkendelse hos læseren, er der sikkert andet, der gør. For ifølge forfatteren omkranser handlingsforløbet alt det, vi gør uden at tænke over det: sove, spise, vade for- Vinger og sorte sprækker Dermed ikke sagt, at vi har at gøre med banaliteter. For det er netop længst muligt væk fra det banale, forfatteren vil. Når det lykkes, får teksten »vinger« og bliver »poetisk og sand på samme tid«, som hun udtrykker det. Særligt fascineret er hun af sammenstødet mellem det poetiske sprog og den prosaisk hårdtslående handling i f.eks. Bjørn Rasmussens værker. Hun beskriver det som »sorte sprækker i den fine overflade«. Sådanne sorte sprækker håber hun også, hun får slået i fredag lørdag søndag, da »hvert lille tekststykkes tyve linjer helst skal kunne flyve på sine egne vinger«. Vingebesatte tekster er i Christine Lind Ditlevsens optik også noget, forfatterne Stine Pilgaard og Stefan Zweig forstår sig på, og forhåbentlig kan vingerne også bære den nye roman, hun selv arbejder på for tiden. Endnu engang handler den om unge – men vil kunne læses af alle. Politiken Fyens Stiftstidende Berlingske Aarhus Stiftstidende …en uhyggelig, dyb og rørende historie om at være menneske. Hvis du kun skal læse en bog i år, så lad det være denne. Weekendavisen [email protected] Christine Lind Ditlevsen: ’Fredag lørdag søndag’. Høst & Søn, 8. maj 2015 U DKOMMER JU N I HJERTEBANKEN FORVENTNINGEN HONEY PRIMITIVT DYSTERT Den norske lyriker Thomas Marco Blatt debuterer som ungdomsforfatter med Hvis du lyver, der handler om den snart 12-årige Klara, der er forelsket i sin seje overbo Sofie. Socialt pres får hende til at blive kærester med bedstevennen Marco, selvom hendes hjerte kun banker for pigen med de hullede cowboybukser. Svenske Åsa Asptjärn giver her ordet til åndelig vejleder Emanuel Kent Sjögren, som har en livsfilosofi om at sænke forventningerne. Så kan man ikke blive skuffet. Problemerne for teenageren med den store næse opstår, når livet viser sig fra sin gode side, og man begynder at forvente noget af det. Et kinesisk mundheld har givet titel til Hest, hest, tiger, tiger, og det bruges, når noget ikke er rigtig godt. I Honeys liv er både hendes læbeganespalte, forældrenes skilsmisse og storesøsterens handicap lidt tunge at danse med. Men Honey klarer sig og lyver kun en lille smule, når hun skal ud af kiksede situationer. Dick har fået en nyskabende og genial idé: Han har bestemt sig for at blive verdens mest negative person, men det viser sig at være en svær rekord at slå. Norske Arne Svingens Kærlighed og kaos – kunsten at være negativ er en bog om forelskelser og nøgenbadning og andre pinlige ting i livet til Dick, Jønna og Vilde. Med en strand, en autocamper og et forladt hotel som scene driver en flok teenagere rundt og hører ikke rigtig til i verden: En ven er død, og der er ikke nogen bindinger til voksne. Nyligt afdøde Seita Vuorelas Grundstødt er tilsat magisk realisme og eventyr og vandt Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2013. Thomas Marco Blatt: ’Hvis du lyver’. Turbine, 21. maj 2015 Åsa Asptjärn: ’Kunsten at have sygt lave forventninger’. ABC, maj 2015 Mette Eike Neerlin: ’Hest, hest, tiger, tiger’. Høst & Søn, 12. maj 2015 Arne Svingen: ’Kærlighed og kaos’. ABC, juni 2015 Seita Vuorela: ’Grundstødt’. Turbine, juni 2015 MONSTER En roman af Patrick Ness Efter idé af Siobhan Dowd Illustreret af Jim Kay Se MONSTER komme til live her: gyldendal.dk/monster 6 I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5 BØRNEBØGER En remse, der kan råbes Edderreje, gaflekande og persillikum. Birgitte Krogsbøll har opfundet mange nye ord og udtryk i sin første børnebog, og illustratoren Kamilla Wichmann har fortolket, hvordan disse ting ser ud. Her fortæller de om deres arbejde med børnebogen ’Funkelgnister’ ’Jeg skriver aldrig noget uden at læse det højt mange gange. Der skal være en rytme i det,’ siger Birgitte Krogsbøll. Foto: Privat Af Lisa Ashley McCulloch »D ----------- Ordlyden i fokus Bogens rim og remser fortæller nogle små historier, der er inspireret af forfatterens opfattelser af lyd og sprog fra barndommen: »Jeg kan huske, hvordan jeg selv oplevede ordenes lyd. Man kan gå hen ad vejen og lave et bestemt trampemønster og lave nogle lyde – uden at vide, hvad de betyder, men bare fordi de lyder godt.« Det er netop ordenes lyd, der er i fokus i bogen, hvor særligt tre er populære hos forfatteren: »Æ, ø og å har altid været mine favoritter. Det hænger nok sammen med, at æ betyder græs, å er himlen, og ø er grøn. Det er i hvert fald nogle associationer, jeg lavede, da jeg var ganske lille.« Birgitte Krogsbøll, der tidligere har arbejdet som pædagog, har med sit fokus på ordlyden ikke beskæftiget sig med lixtal eller bekymret sig over for lange ord i sit arbejde med bogen: »Jeg er ikke bange for, at det bliver for svært for børn. Så kan det være lidt sjovt for de voksne, der skal læse det op i stedet.« Frie fortolkningsrammer Igennem bogens fokus på ordets lyd [email protected] Birgitte Krogsbøll og Kamilla Wichmann: ’Funkelgnister. Rim, råb og remser’. Jensen & Dalgaard, 19. maj 2015 o e D Ja co rø b R ie w m & O tt m D ic km e is eh s ul en et at tale og forme lyde er jo også at bevæge kroppen. Man øver sig,« siger digteren og den debuterende børnebogsforfatter Birgitte Krogsbøll. »Selv for voksne kan det være svært, om man skal sige ‘avocado’ eller ‘advocado’. For et barn tror jeg det at lære at bevæge munden er ligesom at lære at bevæge benene,« fortsæt- ter hun. Børnebogsdebutanten har tidligere udgivet flere digtsamlinger for voksne, hvor hun bl.a. har brugt mange »barnlige elementer«. Det udviklede sig naturligt, påvirket af hendes nye titel som farmor, til børnerim og -remser, der så blev til bogen Funkelgnister. er der opstået flere af de såkaldte »vrøvlevers«, hvor ordene ikke har nogen egentlig betydning, men bare lyder godt. Andre steder er der lavet nye ord. Disse nye ord er visualiseret af illustratoren Kamilla Wichmann, der har haft meget frie rammer til at fortolke ordene og skabe et visuelt univers: »Man leger så meget med tegningerne, fordi hun har leget så meget med ordene.« I de akvarelmalede helsideillustrationer har Kamilla Wichmann bl.a. visualiseret, hvordan en »funkelgnist« og en kage, der lyser »som regnbueørred i tåge«, ser ud. Her er hun også blevet påvirket af det stemningsfulde sprog, og det har farvet det univers, hun har skabt: »Teksten er lidt uhåndgribelig, så det gør også, at man i tegningen tænker mere ud af boksen.« Udover at der bliver skabt inspirerende ord, så giver rimet også mulighed for at gøre ord til en »kropslig oplevelse« ved at følge hjerteslag og takt i oplæsningen: »Jeg skriver aldrig noget uden at læse det højt mange gange. Der skal være en rytme i det,« fortæller Birgite Krogsbøll. Rytmen bliver der gjort opmærksom på allerede i bogens undertitel Rim, råb og remser, der lægger op til, at den ikke blot skal læses: »Forhåbentligt skal den det hele. Meget af det vil også kunne klappes og råbes,« fastslår forfatteren. A lf a UDKO M M ER JUNI LÆRER I FARVER HULE MED DRØMME HVIDE STREGER FLYVENDE UBÅD GÅ MED I LUNDEN Hvis du har undret dig over, hvad der er inde i din lærer, kan du finde svaret her. I den collagebårne italienske bog ser man, hvordan læreren virker, og hvad man gør, hvis der ikke er nok af dem. De er nøgne under tøjet, de har en bagside, og inden i dem er der tabeller, floder og ure, som til sidst ender inde i børnene. Otto Dickmeiss har illustreret denne fortælling om en lille dreng, der mister sin storebror på hospitalet. Her er lægen tegnet som en bjørn, sygeplejersken som en stork, og drengen er ganske forladt. Med fantasien som følgesvend laver han en drømmehule under brorens seng og kan på den måde mærke ham i sine drømme. Her kan du møde Alvide, som er hende, der tegner de hvide streger på vejene. Hun holder styr på trafikken og sætter pris på en fin, lige streg. Farvemættede og poetiske landskaber er baggrund for Alvides omhyggelige færden i følgeskab med de to gamle mænd, der bor i hendes hårsløjfe. Da Lasse er flyttet til en ny by med sin mor og far, opdager han hurtigt, at der er noget underligt ved byen. Når det regner, falder der fisk ned fra himlen. Sammen med sine nye kumpaner, opfinderparret Krut og Knud, klør Lasse på med krum hals for at undersøge de mystiske omstændigheder. Og det kræver en ubådsflyver. Annikas lillebror fødes for tidligt, og i stedet for at tage på landet i sommerferien, bliver familien i byen. 12-årige Annika, hvis forhold til sandheden er lidt flosset, lusker rundt i Observatorielunden, hvor hun møder Kaja, som gerne vil lege sandhed eller konsekvens. Uden sandhed, for den er der alligevel ikke nogen, der bekymrer sig om. Otto Dickmeiss og Jacob Riewe: ’Drømmehulen’. ALFA, juni 2015 Sara Lundberg: ’Alvide’. Jensen & Dalgaar, 12. maj 2015 Rasmus Juul: ’Ubådsflyveren’. Turbine, juni 2015 Cilla Jackert: ’Rigtige løgnhalse’. ABC, juni 2015 Susanna Mattiangeli og Chiara Carrer: ’Hvordan læreren fungerer’. ALFA, juni 2015 8 I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5 I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5 NEDSLAG 9 NEDSLAG ‘Orbis Sensualiu m Pictus’ regnes fo r at være den førs te billedbog for bø rn og er skrevet af tjekken Johannes Am os Comenius. Den viser, hvordan verd en er organiseret. 8 b og 156 børne r på te kto Niels Re ørs n f ark. Vejle ne e D nm r ni Bø a i D skole rev ‘ rnene t sk ø in ne Lat redal r at b orda . g B jl’ fo , hv s e i e spe e lær opfør n r kun rn bø ba 1816 Adam Oehlenschläger skrev, at »barnlighed er et talent.« Det blev et motto for H.C. Andersen. . stadig B.S Vi synger n e rg ns M o Ingeman g. a d i rn ø B sange for 9 ro de f.e s 18 sen d ti tur, sen 1835 inthers W a’ an erik risti I Ch en til Am d i den t u g ‘Flu r på vej mor fra a te e d , P er n r e rde r, at der e v e stor et råbe rtryder: g u vind . Peter fo in sorg o mad kned m på bundru ø st « »Jeg t min tr uppen. s fand af sagoden 3 1873+191 dført, jde blev in ørnearbe b dt, så rå m o rt e e v v Lo e blev o ft o e m d m d gang ti so og selvo for første r. rn e ø v b o e e d hav stemm kunne be ndret, de skulle men er æ m o d rn a b å turen. p t ra e e Syn børnelitt r e k ir v å og det p e a ch am ’ k Vo v m tter Eri ogs nes n e e li n B l b ne ia s Ver tori t ne s is r s bø hri ne ule g h son C ør ’, J o in . ‘B ng ner ob oe R s li a m m ru ro o C 1844 Pierre Blanchards ‘Tag Dig i Agt’ skulle: »afholde Børn fra Handlinger, som kunne blive farlige for dem.« Bloddryppende historier om piger, der sluger nåle eller drenge, der spiser for meget slik. Og dør! Oplysningstid med illustrerede encyklopædier for børn. F.J. Bertuch udgav ‘Bilderbuch für Kinder’ med »et billedrigt kaos« som børnene selv kunne organisere og gennem det opnå sans for skønne former. 1837 14 er 19 an n til ks. 6 m 1844 1790 1658 Heinrich Hoffmann synes det blev lidt for meget med disse ulykkeshistorier og udgav ‘Den store Bastian’. Skønt den af mange opfattes som alvor, så var den ment som en parodi. 1835 entyr H.C. Andersens ‘Ev var ’ rn bø for fortalte manRo . rn bø t tte lre må rtikkens børnebogsfo rn ba at e, nt me fattere stand, til en r va en mm do efter, man burde stræbe ksen vo ve bli at t de mens af ret var at blive spole b. ka ds on s verden 1845 Naturelskeren H.V. Kaalund skrev ‘Fabler for Børn’. Fabler, eventyr, sange og rim og remser dominerer romantikkens børnelitteratur. 1812 Brdr. Grimms folkeeventyr blev læst af både børn og voksne 1863 Loren z Dagen Frølichs ‘H v g regnes aaer for L orledes ille L for de ise’ n førs ne da te nsk børn. D e billedbog modere for sm ner Li n beskriver å i ses hv erdag, tyve scenyt se som n t fra ba og rnets s ynsvin et kel. 190 Walter 1 Ch mas’ f ristørste bog om P Most, eder der er tilegne t raske D »Alle renge,« udkom mer. 1944 Kamma Laurents ‘Spørge Jørgen’ og Jens Sigsgaards ‘Palle alene i Verden’. Moderne virkelighedsopfattelse og antiautoritær reformpædagogik. 1918 w. I takt Torry Gredsteds Pa elsens med spejderbevæg tallet an er ks vo udbredelse , der ge en dr om r ne af roma , på ren tu na klarer sig selv i n ‘de d me t de mø i havet og eromapig så og er r De ’. vilde Madsens ner som Johanne rn’. bø s en dt an es ‘G 1929 Efterhånden blev der plads til lidt frækkere piger som ‘Bibi’ af Karin Michäelis. 1939 I Danmark udkom også Maria Andersens ‘Tudemarie’. 1945 Et afgø 1 udkomm rende år i dansk 967 e b Bødkers r: Ole Lund Kirk ørnelitteraturh is egaards ‘Silas og debut ‘L torie. Bl.a. den s om ‘Snø ille Virg vsen’. H orte hoppe’, Be il’, Cecil nny alfda og Flem ming Qu n Rasmussens Andersens første ‘Halfdan ist Mølle s rs ‘Cyke lmyggen ABC’ Egon’. 1950-60’erne De triviallitterære serier for piger og drenge om f.eks. Susy og Jan dominerer helt op til begyndelsen af 1960’erne. Bibi deler mange træk med Astrid Lindgrens ‘Pippi Langstrømpe’. 1940 Egon Ma ’erne thiesens siske bil klasledbøge r om ‘Mis med de blå øjne ’ og ‘Abe n Osvald’. 1992 Louis Jensen begyndte på sine ‘1001 firkantede historier’. Den sidste udkommer i år. 1977 er en træd Realism e rn ja miB også fre m o s r e g ø b Reuters r e g ø og Th ‘Zappa’ er g ø b s d Birkelan mme’. om ‘Kru 1979 1970’erne præges af realisme og den bliver hurtigt politisk. Bodil Bredsdorffs ‘Runes mor er smed’ og ‘Lindas mor er buschauffør’ (1980) har i højere grad et politisk sigte end et litterært. Der opstår en decideret socialistisk børnelitteratur. 1976 Bent Ha lle ske ‘Kata rs barmarane n’ sætter g an af histori g i en en opheded s mest e diskus sioner o m nelittera børtur. Om hvad og hvordan man må skrive fo r børn. Illustration: Mia Mottelson/iBureauet Kilde: Torben Weinreich: Historien om børnelitteratur 2011 og frem Børnelitteraturen er i dag mangfoldig i både fortælleform og indhold. Oscar K og Dorte Karrebæk nedbryder tabuer med barske bøger som ‘Lejren’, hvor en kz-lejr fungerer som allegori over barndommen. 1981 Klaus Rifbjergs ‘Kesses krig’ handler om besættelsen. 1985 Bjarne Reuter udgiver ‘Shamran’, og generelt udkommer der mange fantasyromaner for børn i 1980’erne. Man forsvinder væk fra 1970’ernes realisme via historien. 1986 Lars-Henrik Olsens bestseller ‘Erik Menneskesøn’ om nutidens Erik, der hentes ind i de nordiske guders verden. 1997 Fantasyfortællinger dominerer stadig børnelitteraturen i dag. Ikke mindst efter den første ‘Harry Potter’ bog. 2000 ark er I Danm abera K Lene ambøls ‘Sk atter ’ d merens nde. e skelsætt 10 I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5 I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5 DYSTOPIER 11 DYSTOPIER Illustration: Ib Kjeldsmark I Skandinavien overlever kollektivet - selv i dystopien Man taler om en dystopibølge i ungdomslitteraturen. Det startede med amerikanske ‘Hunger Games’ og har bredt sig til Europa og Skandinavien. Der er dog en forskel ifølge den svenske forfatter til ‘Teen Noir’: I Skandinavien har vi håb Af Anita Brask Rasmussen I litteraturen er verden gået under mange gange. I katastrofer, i epidemier, i krig, i overflod og apati. Siden Gulliver tog ud på sin rejse i midten af 1700-tallet er forestillinger om det dystopiske samfund blevet beskrevet i litteraturen. Også i børnelitteraturen er genren velkendt, men i løbet af de seneste fem år er den nærmest blevet dominerende inden for det, forlagene ynder at kalde Young Adult. Det startede med en kvindelig bueskytte, der selvopofrende melder sig til et umenneskeligt overlevelsesspil i amerikanske Suzanne Collins serie Hunger Games. Nu udkommer ugentligt dystopier inspireret af heltinden Katniss Everdeens kamp mod overmagten. Også i Skandinavien. Den svenske lektor i litteraturvidenskab ved Linnéuniversitetet Maria Nilson har skrevet bogen Teen Noir, i hvilken hun undersøger tendenserne. Hun har fundet frem til, at der er ligheder mellem de meget dystre amerikanske dystopier og de skandinaviske, men der er én afgørende forskel: »I Skandinavien har vi tydeligvis mere tiltro til kollektivet,« siger hun. De kulturspecifikke forskelle vender vi tilbage til. Først fremhæver Maria Nilson hvilke temaer, der tages op i dystopierne. Relationer og samarbejde mellem mennesker i ekstreme situationer driver ofte fortællingen. »Det handler om individ og kollektiv. Men det handler også om samfundsforhold og værdier, om demokrati, og hvilke muligheder og begrænsninger det indebærer. Om forholdet mellem stat og borger. Det handler om kønsperspektiver, om en undersøgelse af køn og krop. Om overforbrug og klimaforandringer.« Dystopierne i ungdomslitteraturen er i høj grad påvirket af de diskussioner og tendenser, der præger samfundet generelt. Derfor er det også kun naturligt, at klimaproblematik efterhånden ikke udelukkende er tilstede som en abstrakt og pludselig katastrofe, men også som en meget konkret del af fortællingen. Undgå jordens undergang »Vi taler så meget om global opvarmning og om, hvordan vi kan gøre verden mere bæredygtig, og det er klart, at disse bøger også svarer på en del af det. Der er for eksempel britiske Saci Lloyds Carbon Diaries, der netop er udkom- ” I Skandinavien har vi tydeligvis mere tiltro til kollektivet Maria Nilson Lektor i litteraturvidenskab met i Sverige og er ved at blive rigtig store. De undersøger, hvad det ville indebære, hvis man skulle skære drastisk ned på sit fodspor, så vi kan undgå at jorden går under. Vi befinder os på et tidspunkt i historien, hvor katastrofen endnu ikke er indtruffet, men konkrete forholdsregler indføres af den britiske regering – og hvilke begrænsninger på hovedpersonens frihed resulterer det så i?« Maria Nilson fremhæver særligt finske Emmi Itärantas Teemestarin kirja, der er udkommet på engelsk med titlen Memory of water. I dette dystopiske samfund er frisk vand en mangelvare. Hovedpersonen får kendskab til en stor hemmelighed, og med denne viden følger et stort ansvar. »Den stiller det moralske spørgsmål: Hvor mange ressourcer kan jeg beholde selv? Hvis jeg deler dem med nogen, så vil de forsvinde. Er det rigtige og retfærdige at dele dem nu og på kort sigt hjælpe mine medmennesker, eller skal jeg tage magten over ressourcerne for måske at kunne redde nogle fremtidige børn på lang sigt?« Men betyder denne forholden sig til virkelige udfordringer så, at bøgerne opfordrer til at reagere på dem? Ja, mener Maria Nilson, men ikke nødvendigvis i meget konkret 12 I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5 DYSTOPIER Illustration: Ib Kjeldsmark Zapp af forstand. Og det handler ikke så meget om forfatterens intention, men om hvordan andre bruger bøgerne. Som al anden børnelitteratur indgår dystopierne i en kontekst. »Jeg har netop læst en masse artikler af litteraturpædagoger, som beskriver, hvordan man bruger disse bøger i klasseundervisning. Og der er mange, især fra USA, som siger: ‘Ja, det er underholdning, og det kan være en vej ind i litteraturen, hvis man er utrænet læser,’ men de synes også, at det er bøger, der aktiverer unge og får dem til at fundere over, hvordan man moralsk og etisk ville handle, hvis demokratiske rettigheder blev sat ud af spillet, eller hvis en undtagelsestilstand opstod. Det er jo vældig taknemmeligt for en lærer at have litteratur, der på den måde kan starte en diskussion om så grundlæggende værdier.« Tillid og mistillid Det er altså generelt store spørgsmål, der behandles i dystopierne, men på meget forskellig vis, og det er her, ideologiske og kulturelle forskelle kan komme til udtryk. Dystopien kan, udover at være en analogi over virkelige samfundsforhold, også være et lille afkog af værdierne i det specifikke samfund, den er skrevet i. Måske endda i endnu stærkere grad end andre genrer. »Der findes mange dystopier fra USA, der er meget, meget dystre. Det er ulykke på ulykke og håbløshed. Der er lidt mere håb i de skandinaviske. Om at man på trods af al ulykken kan leve sammen i en gruppe. I de amerikanske er der en stor tiltro til, at individet kan overvinde overmagten, men kollektivet yder ofte modstand frem for hjælp. Man kan ikke kollektivt samles om en sag, men må udelukkende kæmpe for sig selv. I Skandinavien handler det ikke bare om, at jeg selv, min familie og min kat skal klare det. Men at en større gruppe kan klare det.« Noget tyder på, at den amerikanske kliché om, at man er sin egen lykkes smed, er stærk i deres dystopiske litteratur, mens velfærdsstatens fællesskabstanke er svær at slippe af med i Skandinavien. Det samme gælder tiltroen til ” I de skandinaviske dystopier kan man tilkæmpe sig magt for fællesskabets skyld, men i de amerikanske er det magt for magtens skyld Maria Nilson Lektor i litteraturvidenskab staten. »Der er ikke den samme kynisme i de skandinaviske dystopier. I de amerikanske er der en forestilling om, at magt altid korrumperer. At man ikke kan få magt uden at misbruge den. Men det er ikke sådan, vi ser det. I de skandinaviske dystopier kan man tilkæmpe sig magt for fællesskabets skyld, men i de amerikanske er det magt for magtens skyld. Det er selvfølgelig meget firkantet sat op, men tendenserne er faktisk meget tydelige.« Stereotyper Ikke overraskende er ligestillingen mellem kønnene større i Skandinavien. Bøger som Sofia Nordins Et sekund ad gangen nærmer sig endda et alternativ til det heteronormative, men Maria Nilson påpeger alligevel, at det generelt ikke er i dystopierne, man skal lede efter opgør med kønsstereotyper. »Den unge stærke heltinde har været i fokus i fantasy-genren længe, og det er hende, der driver historien videre, men det er ganske påfaldende, at de som regel bruger bue og pil. Et afstandsvåben. Det er ok for kvinder at være voldsomme, så længe de er det på afstand. Det samme er tilfældet i Moira Youngs Dustland-bøger. Her er det også en ung kvinde, som bliver meget voldelig, men det er aldrig beskrevet. Det er, som om hun bare går i en slags rus, og så to sætninger senere har hun dræbt 15 mennesker.« Selvom verden er ved at gå under, afholder dystopierne sig ikke fra de temaer, der også i mindre katastrofale situationer hører til ungdomsromanen: spirende seksualitet, frigørelse fra forældrene og identitetssøgen. Men hvor ungdomsromanen i Skandinavien generelt er begyndt at undersøge krop og seksualitet på en mere åben facon i for eksempel danske Rebecca Bach-Lauritsens og svenske Jessica Schiefauers forfatterskaber, så er det ikke i dystopien. »Heltinden har som regel en kærlighedsrelation, som er meget vigtig. Den er ofte vigtigere end alt andet, faktisk. Den kvinde, som gik i front, når det gjaldt om at trodse overmagten i det dystopiske samfund, får ikke nogen afgørende politisk rolle i det samfund, der skal bygges op på den anden side. Hun får sin store kærlighed og trækker sig så tilbage og får børn. I de nordiske romaner fylder kærlighedshistorien sjældent særligt meget, men de er dog stadig påfaldende heteronormative.« Her taler Maria Nilson om dystopien generelt, for der er selvfølgelig undtagelser. Lige nu er hun i gang med at læse en række titler, der forholder sig meget konkret til krop. Og det kan måske pege på, at dystopien langsomt influeres af den bevægelse ind i kroppen, som også er sket i voksenlitteraturen. »I Julianna Baggots Pure er heltindens ene hånd hugget af og erstattet med et dukkehoved. Heltinden er altså ikke nødvendigvis billedskøn – hun kan også have monstrøse træk. Det er grotesk og jo en undersøgelse og understregning af krop. Det gør sig mest gældende i de meget, meget mørke dystopier, men man kunne da håbe på, at det ville sprede sig lidt, for så bliver det virkeligt spændende!« [email protected] 20 minutters frilæsning med Anders And stimulerer dit barns udvikling Giv dit barn en pause i hverdagen med en tur til Andeby, og vær med til at øge læselysten. I Andeby kan fantasien slippes løs og tankerne folde sig ud – og så er det samtidig underholdende og lærerig læsning. Bestil dit Anders And-abonnement på mitblad.dk Bestil et abonnement i dag! mitblad.dk 14 I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5 I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5 INTERVIEW 15 INTERVIEW ’Jeg føler, at jeg kan bruge min forfatterstemme til noget, jeg brænder for,’ siger Simon Stranger. Trilogien om Emilie og Samuel er udkommet på dansk. Foto: Jakob Dall Et sted mellem ligegyldighed og fængselsstraf Aktivismen er en stor del af Simon Strangers liv, derfor bliver den det også af hans litteratur. Hans ungdomsroman ’Dem, der ikke findes’ er netop blevet nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. En roman om bådflygtninge, flugt og ansvar. Og om hvordan man bliver til eller forsvinder som menneske D Af Anita Brask Rasmussen a vi møder Emilie fra Oslo-forstaden Bærum på en strand på Gran Canaria, er hun ved at forsvinde. En spiseforstyrrelse er ved at få tag i hende, og det er derfor, hun løbetræner der i vandkanten, mens hun er på ferie. Lidt fra kysten driver en lille fiskebåd rundt. Den er fyldt med kroppe. Døde og halvdøde kroppe. En af dem er Samuels. »I første omgang er det Emilie, der redder Samuel, men måske er det i virkeligheden ham, der redder hende,« siger forfatter Simon Stranger om sin trilogi om Emilie, hvis tredje bind Dem, der ikke findes netop er blevet nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Emilies coming-of-age-historie er voldsommere end de flestes, men Simon Stranger mener, at fiktionen er det bedste sted at bearbejde de enkle problemstillinger, som vi har tendens til at overkomplicere med fakta. I første bind Barsakh redder Emilie bådflygtningen Samuel fra Ghana. Og hun finder den mening og det formål med sit liv, som hun savnede. »Hun er blevet trukket ud af sin egen krop og ind i noget større. Men der kan man jo sådan set også forsvinde,« forklarer Simon Stranger. Hun engagerer sig i kampen mod verdens globale uretfærdigheder. I bind to Verdensredderne gælder det tekstilarbejdernes slavelignende forhold. Emilie engagerer sig så meget, at det koster hende en betinget dom. I tredje bind af trilogien Dem, der ikke findes, vender Samuel tilbage i Emilies liv. For tre år siden gav hun ham et hastigt kys i flygtningelejren, før de sendte ham med et fly tilbage til Ghana, og nu står han pludselig uden for hendes værelse og banker på ruden. Og nu er det Samuel, der er ved at forsvinde. Uden papirer, uden rettigheder, uden hjem, uden hjælp og uden penge har han kæmpet sig vej op gennem Europa med en papirlap med Emilies adresse på i lommen. Men da han endelig når frem og står i hendes have, er der ingen af dem, der ved, hvordan de skal reagere. Emilie ser sårene på hans hænder, pletterne af olie og skidt på bukserne. Har hun virkelig kysset dette menneske? Været tiltrukket af ham, drømt at de badede sammen, med glatte kroppe, der strøg mod hinanden? Har hun virkelig en gang fantaseret om, at de kyssede hinanden? Samuel strækker sin fod ud i det lille skur og bider tænderne sammen i smerte. Emilie flytter sig lidt, for at foden ikke skal ramme hende. Hun sidder stille og ser på ham, mens han drikker. Samuels rejse op gennem Europa legemliggør statistikken, som vi kender: kummerlige arbejdsforhold, hjemløshed, sult, misbrug, voldtægt, vold, usikkerhed, pligtfølelse og desillusion. »På Gran Canaria lagde han sit liv i hendes hænder, men da han dukker op i Oslo, er han mut og aggressiv. Efter tre år som flygtning har han mistet tilliden til mennesker. Han er sarkastisk og er blevet en mere vanskelig person at hjælpe. Der er mere modstand og mørke i det, derfor er det også en mørkere bog. Et menneske, der mister alt håb og fremtid, hvordan beskriver man ellers det? Det er en bog, jeg selv har siddet og grædt ned i tastaturet over.« Verdens uretfærdighed Simon Stranger skriver bøger for både unge og voksne. Hans dokumentariske romaner undersøger identitet og civilisation og opererer i en grænseløshed mellem fakta og fiktion. Hans politiske engagement er så stor en del af hans personlighed, at den også bliver det af hans litteratur. »Jeg har altid følt mig meget privilegeret over at vokse op i Norge. Og som ganske ung var jeg vred. Meget vred. Jeg engagerede mig i ungdomsaktivisme, og det blev faktisk ret destruktivt. Jeg læste artikler og bøger – især om sult. Som ung virker uretfærdighed så stærk: Hvorfor skal jeg leve så godt, mens så mange i verden sulter? Man ser en enkel løsning, men ingen mulighed for at gøre noget ved det. Sådan er det bare. Det endte med, at jeg blev deprimeret. Helt enkelt. Jeg måtte lægge det fra mig. Det var en beslutning, jeg måtte træffe. Jeg fik et andet liv, studerede, gik i biografen, fik en kæreste. Men nu er jeg et stabilt sted i mit liv, og jeg føler, at jeg kan bruge min forfatterstemme til noget, jeg brænder for.« Men er litteraturen så et redskab for Simon Stranger til at fremme budskaber om verdens uretfærdigheder? »Jeg startede med at se en scene for mig. Det var Emilie, der kom løbende på stranden. Og den scene blev hos mig i mange år. Hvorfor løb hun der? Hvorfor løber en så ung pige overhovedet i sin ferie? Det var Emilies historie, der var udgangspunktet for mig. Det var hendes historie, der begyndte at vokse. Og så kom alle disse temaer, som optager mig, ind i den fortælling. Hvis det var sket omvendt, ville jeg ikke have skrevet bøgerne. Det skulle helst ikke fremstå så enkelt som, at det er en bog om immigration.« Aktivismen er en del af hele Simon Strangers forfatterskab. I forskellige former har han eksperimenteret med at give den æstetisk udtryk. Men han opdagede noget specielt, da hans forlag opfordrede ham til at skrive en ungdomsroman. Arbejdet med Barsakh satte balancen mellem aktivist og forfatter på prøve. Ungdomsromanens faste form og enklere sprog var afslørende. »Jeg mærkede det straks, når jeg var for langt nede i rapporterne og for lidt inde i karakterernes udvikling og ikke prioriterede sproget. Det blev hurtigt utroværdigt som kunstværk, hvis jeg ikke blev i fortællingen.« Samtidig er han ikke bange for at sige, at han mener noget politisk med sine ungdomsromaner. »Det har været betændt at sige det siden 1970’erne. Og det er også vigtigt for mig, at mine bøger ikke peger i en bestemt retning. Det er et forsøg på at undersøge de moralske dilemmaer, der opstår i en globaliseret verden. Som ung er man sårbar over for letkøbte pointer. Det var jeg også selv. Hvis den slags moralsk opvågnen skal sætte sig og ikke bare skabe frustration og vrede over verdens uretfærdighed, så kræver det, at man ser, at ting aldrig er enkle. Men at det ikke betyder, at man ikke skal forholde sig til dem.« Han forstår ikke, at man kan sætte spørgsmålstegn ved, om ungdomslitteratur skal bruges til at adressere så politisk komplicerede emner. »Ungdomslivet handler jo i sig selv om at finde mening og sammenhæng i en mere og mere kompliceret tilværelse. Det kan bøger også. Det vigtige er, at man føler sig engageret i bogen. Ikke nødvendigvis i bogens tema, men i bogen. I dens fortælling. Det tror jeg ikke på, at man nødvendigvis opnår alene ved et lineært forløb med genkendelige situationer. Disse bøger handler jo ikke kun om bådflygt- ” Det er en bog, jeg selv har siddet og grædt ned i tastaturet over Simon Stranger Forfatter ninge, de handler også om, hvad der gør os til dem, vi er.« Retfærdighed Grænsen mellem apati og engagement er hårfin. Og i de to første bind af trilogien er der ingen mellemting mellem ligegyldighed og fængselsstraf, mellem sorgløse og lovløse handlinger, for Emilie. Men i Dem, der ikke findes tvinges hun til at lede efter den. »Jeg var på en måde på jagt efter alternativet sammen med hende. Og selvom Dem, der ikke findes er en mørk bog, så er jeg optimistisk. Efter at have rejst rundt i hele Norge med mine bøger, har jeg fået stor tiltro til at unge mennesker vil forholde sig mere kritisk og mindre handlingslammet end ældre generationer.« Mens disse linjer skrives er en stor redningsaktion i gang i Middelhavet. Omkring 700 flygtninge frygtes druknet ud for Libyens kyst. Men ingen kan vide, præcis hvor mange mennesker der var om bord på det kun 20 meter lange skib. De fleste af dem var låst inde i dets lastrum. Som Samuel på vej mod, hvad de håbede var en lysere fremtid. Men det er en kompliceret diskussion. Det bliver det i hvert fald, påpeger Simon Stranger. Om arbejdsløshed, om overbelastede asylcentreog systemer, om fordelingen af flygtningene i Europa, om fattigdomsflygtninge over for de forfulgte, om vælgertilslutning, om arbejdsevne og om kriminalitet, om ghettoisering og radikalisering. »Jo længere ind i Europa Samuel rejser, jo mere usynlig bliver han. Ingen steder kan han søge hjælp eller anerkendelse. Sedlen med Emilies adresse på er det eneste, der giver ham en følelse af, at han eksisterer. Hun ved, at han findes.« Men også Emilie er ved at blive voksen. Med en betinget dom er det ikke længere gratis for hende at hjælpe Samuel. Som det var det på stranden på Gran Canaria. Langt væk hjemmefra. Det kan have konsekvenser for hende at hjælpe det blødende menneske, der opsøger hende i Oslos velhaverkvarter. Mellem fladskærme, kulturel kapital og de rigtige meninger. »De unge har viljen. De voksne har evnen og magten, men ikke viljen. Selvom det er kompliceret, så er det faktisk også så enkelt, og det er det, historien om Emilie undersøger. Vi lader det komplicerede i problematikkerne forkrøble os, mens de unges vilje til at gøre noget og deres meget stærke retfærdighedsfølelse måske gør dem mere egnede til at undersøge, hvad der kan gøres, hvis nu ikke alt kan gøres. Vi kan vel lære noget af hinanden,« siger Simon Stranger. Emilie opdager for sent, at det ikke nødvendigvis er al voksenfornuft, der er moralsk forsvarlig. For sent for Samuel i hvert fald. Og når bogen lukkes, er læseren måske lige så handlingslammet over for verdens globale uretfærdigheder som før, medgiver Simon Stranger. Men måske ser man tydeligere, at livets enkle moralske dilemmaer sjældent har ukomplicerede svar. Hvis man tænker over det. [email protected] 16 I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5 I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5 REPORTAGE 17 REPORTAGE ’Det her er et barsk sted’ Børnebøger er en millionindustri. Hvert år udgives mere end 1.000 titler alene i Danmark. På messer i hele verden forsøger forlag og Kulturstyrelsen at promovere danske bøger. Men det er svært at sælge fjollede, dystre og eksperimenterende billedbøger om skilsmisser og tab, når de fleste lande helst vil have historier om nuttede dyr Af Anita Brask Rasmussen B ørnebogsbranchen er en farvestrålende og benhård business. Stand efter stand i de utallige messehaller i Bologna tilbyder bøger i alle regnbuens farver, bøger af pap, bøger med lyde, bøger med talende dyr, bøger med prinser og prinsesser, bøger så ly- serøde at det hviner i tænderne og bøger så rige på lærdom, at øjenlågene bliver tunge. Blandt bøgerne står små caféborde. Ved et af dem sidder en spadseredragtsklædt kvinde og bladrer koncentreret og undersøgende i en bog med en tegning af en brontosaurus udenpå. Overfor sidder en anden spadseredragtsklædt kvinde og noterer i en læderindbunden notesbog. Hun smiler energisk og tager en ny bog fra bunken, der ligger på bordet. Den anden tager imod den, bladrer et par gange i bogen med en lille pige i en lilla kjole udenpå og ryster derefter hurtigt på hovedet. Videre. »Redaktører og agenter har møder hver halve time, så man bliver nødt til hurtigt at sige nej, hvis det er nej. Måske skal man nå at se 12 bøger i løbet af den halve time,« siger Elin Algreen-Petersen, der er redaktionschef på Gyldendals Børn & Unge-redaktion og viser mig rundt i denne litterære slikbutik. Hun er kommet her på den internationale børnelitteraturmesse i snart 15 år. En branchemesse. Her er ingen begejstrede bedstemødre med en bugnende bogpose i den ene hånd og et overtræt barnebarn i den anden. Her er travle fagfolk. Agenter, sælgere, scouts og redaktører. På jagt efter den nye bestseller. For hvis man rammer rigtigt, kan man tjene millioner. Da vi fanger redaktionschefen, har hun netop mødt en agent fra Bloomsbury, som hun skal tale med om en ny Harry Potter-udgivelse. »Hello Elin,« siger den engelske agent hjerteligt. Elin Algreen-Petersen viser mig en smukt illustreret version af den første Harry Potter-bog. Illustratoren Jim Kay har netop nu succes med det arbejde, han har lavet til Patrick Ness’ bevægende grafiske roman Monster. Den engelske agent skal videre, og vi forlader Bloomsbury. Tårerne trillede Oppe under messehallens glastag er opstillet en tilsyneladende endeløs række af borde. Ved hvert bord står et skilt med et tal på. Her er ikke stueplanets farvestrålende bogudbud. Her er hvidt og effektivt. Som på en klinik. Det er agenter, der sidder ved bordene. Agenter, der repræsenterer enkelte forfattere eller hele forlag. Elin Algreen-Petersen fortæller: »Heroppe bliver man virkelig opmærksom på, hvor langt der kan være fra forfatteren til forlaget. En af vores redaktører mødes måske med et forlags agent, der så igen mødes med redaktøren, der så mødes med forfatterens agent. Det kan være virkelig frustrerende. Hvis man ønsker at udgive en bog i Danmark, kan man have nogle spørgsmål til indholdet eller måske nogle kommentarer. Men ofte må man tage bogen, som den er, eller lade være.« Forfatterne selv er nærmest totalt fraværende. Illustratorer står til gengæld i lange rækker med deres porteføljer under armen. Ved alle de forlag, der gerne vil se dem. Det er ikke alle. Men nogle inviterer illustratorer til at kigge forbi standen. »Illustrators: Stop by Wednesday 16-17« står der ved et tysk forlag. Skiltets joviale indbydelse har resulteret i en endeløs kø, hvor nogle af illustratorerne har stået i mere end en time og ventet. Bjarne Jensen fra forlaget Jensen & Dalgaard fortæller om mødet med én af deres illustratorer sidste år. »På en koreansk stand så vi nogle helt fantastiske illustrationer. Blandt andet én med en kronhjort på. Vi forsøgte at spørge os frem på standen, men ingen talte et ord engelsk, så vi tog bare et visitkort og gik. Og vi havde nok glemt alt om det, hvis ikke det var, fordi vi senere kom til at stå bag et par i en madkø.« Kvinden havde en tegning af kronhjorten i en gennemsigtig mappe. Bjarne Jensen prikkede hende på skulderen for at spørge til kron- ” Forlagene vil helst have lærerige eller nuttede bøger med dyr Elin Algreen-Petersen Redaktionschef, Gyldendal hjorten, men heller ikke hun talte engelsk. Det gjorde hendes kæreste til gengæld. Lidt. Parterne fik gestikuleret sig frem til, at Jensen og Dalgaard gerne ville udgive hendes bog. »Og så begyndte tårer lige så stille at løbe ned ad hendes kinder. Det her er et barsk sted for dem,« siger Bjarne Jensen. Koreanske Kim Senas bog Hr. Kronhjort og de fyldte chokolader er udkommet. I Kina elsker de Carl Det er ikke kun købere og sælgere, der holder møder i Bologna. Lars Sidenius er specialkonsulent i Kulturstyrelsen og er ankommet med kufferten fuld af brochurer og bøger. Han er her for at promovere dansk børnelitteratur. Til november går turen til Asiens største bogmesser. 18 I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5 REPORTAGE »De er vilde med Carl i Kina,« fortæller han mig senere. Ida Jessens og Hanne Bartholins (ill.) historier om elefanten Carl, der næsten sover i telt og næsten bliver vred, er også populære i Sydkorea. »De er generelt glade for dyr og så har Carlbøgerne Ida Jessens enkle sprog og Hanne Bartholins sarte illustrationer, som også tiltaler dem.« Det er ellers svært at sælge danske billedbøger, ja, faktisk generelt nordiske billedbøger til lande uden for Skandinavien. »Se dig omkring,« siger Elin Algreen-Petersen fra Gyldendal og peger på en tilfældig stand i den engelske afdeling af messehallerne: »Forlagene vil helst have lærerige eller nuttede bøger med dyr. De danske billedbøger er ikke sådan. De er mere dystre, men kan også være mere fjollede og eksperimenterende. Præferencer er meget nationalt bestemte, når det gælder illustrationer. Vi synes jo også, at meget af det norske er lidt vildt. De er meget ekspressive,« siger hun og funderer over, om det måske er den meget fordelagtige norske indkøbsordning, der gør de norske billedbøger særligt eksperimenterende. Men der eksisterer bestemt også fordelagtige støtteordninger til at fremme salget af dansk litteratur. Lars Sidenius fortæller om den såkaldte oversættelsesstøtte, der giver 8.000 kr. til en prøveoversættelse. »Hvis det drejer sig om en billedbog, så kan man jo praktisk talt få lavet en færdig oversættelse af hele værket for de penge,« siger Lars Sidenius. Ud over prøveoversættelsespuljen er der også oversættelsespuljen, markedsføringspuljen og puljer, der støtter forfatternes pro- På bogmesser bliver man opmærksom på, hvor langt der kan være fra forfatter til forlag. Foto: Emanuele Camerini moveringsrejser. Men hvorfor er der så ikke flere danske billedbøger, der bliver solgt til udlandet? Dystert og nøgent Lars Sidenius giver samme forklaring som Elin Algreen-Petersen. »Billedbøgerne har i de seneste år været præget af dystre fortællinger om skilsmisse og død. Det sætter en begrænsning på, hvem der vil købe dem. Nøgenhed er heller ikke godt,« siger han og fortæller om et møde med et japansk forlag, der var interesserede i at udgive Oscar K og Dorte Karrebæks udgave af Hamlet, men der var et lille problem. »Et sted i bogen er der en meget lille illustration af en kvinde fanget i en musefælde Og hun er nøgen. Den japanske forlagsmand spurgte høfligt, om man ikke kunne give hende noget tøj på. Det overraskede mig. Den japanske mangatraditionen er jo ekstremt eksplicit, men det er åbenbart ikke det samme.« Kulturstyrelsens opgave på messer som denne i Bologna og i Beijing og Shanghai er at fremme udbredelsen af al dansk litteratur. Men hvordan undgår man, at store forlag med mange udgivelser løber med al opmærksomheden? For eksempel i magasinet Danish Literary Magazine, som Lars Sidenius og hans kolleger rejser rundt med til messerne. Kulturstyrelsen producerer magasinet, hvori den præsenterer forskellige danske værker. »Det er da en udfordring og bestemt også noget, som forlagene er meget opmærksomme på selv. Vi prøver på at tilgodese alle, men redaktøren udvælger først og fremmest værker ud fra en vurdering af kvalitet og chancer for at blive solgt til udlandet. Og det er altså ikke alle, der har det. Det lærer man efterhånden. Og nu er det jo altså ikke forlagene, det handler om. Men litteraturen.« Det kan man godt risikere at glemme i en forårsvarm messehal i Bologna. Fantastiske ungdomsbøger john green [email protected] Rejsen til Bologna var finansieret af Nordisk Ministerråd CHILDREN’S BOOKS IN ENGLISH EN FLÆNGE I HIMLEN ★★★★★★ ”Den er humoristisk, sørgelig, sød og – for at sige det mildt – pisse-hamrende god.” – KULTURFORUNGE.DK ★★★★★ ”... et stjerneskud i ungdomsli�eraturen” – FYENS STIFTSTIDENDE ”Intet mindre end fremragende ...” – BERLINGSKE Dr Seuss/Mulberry Street: 39,95 Noisy Neighbours: 24,95 WILL GRAYSON, WILL GRAYSON Origami/ things that go: 39,95 ★★★★★ ”... en stærk fortælling om venskab, virkelighed og virilitet/seksualitet …” – BERLINGSKE LET IT SNOW ★★★★ Percy Jackson: 89,95 Vampirates: 39,95 ”… en rigtig dejlig julegodte – romantisk, morsom og fuld af forventningens og fortællekunstens glæde.” – BERLINGSKE Whales and Dolphins: 24,95 - og der er selvfølgelig også masser af danske....! VANGSGAARDS BOGUDSALG | FIOLSTRÆDE 31 (NØRREPORT) | 1171 KØBENHAVN K P O L I T I K E N S F O R L AG 20 I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5 I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5 INTERVIEW 21 INTERVIEW ’Det er spændingen, der driver det,’ siger Kim Fupz Aakeson om at skrive. ’Det, at der mandag morgen ikke er noget på papiret. Når jeg er færdig, er der mennesker, historier og skæbner.’ Foto: Tine Sletting ’Nogle gange er det måske bare de andre, der er kedelige’ Kim Fupz Aakeson skriver i ’Pragtfuldt, pragtfuldt!’ om at være ung og mosle med at finde ud af, hvem man er. En proces, der ikke bliver nemmere, når man som hovedpersonen Morten overlades til sin egen autoritet. Forfatteren husker fra sin egen ungdom en desperat længsel efter modbilleder på det stille villaliv, han kendte fra Albertslund Af Jannie Schjødt Kold D et var på en ferietur til Harzen, at Kim Fupz Aakeson røg for første gang. Tobakken var Virginia No. 1, den mildeste, sødeste flavour, du kunne få, og piben var lavet af majs. I bunden lå en mønt, så man ikke røg igennem pibehovedet lavet af majskolbe. De sad på færgen omkring stålbordet, den 14-årige Kim og hans mor og far, der gerne lod ham ryge. »Som den eneste i min klasse måtte jeg gerne, og derfor var jeg også den sidste, der begyndte.« I stedet var Kim Fupz Aakeson ham, der holdt de andres cigaretter, så de ikke blev opdaget. Da der senere kom hash på bordet, gik det fuldstændigt »under radaren« derhjemme, som han siger. Den tid og den tobak har Kim Fupz Aakeson genkaldt sig, da han skrev romanen Pragtfuldt, pragtfuldt! »Jeg leder altid efter genkendelsen, og jeg syntes selv, det var svært at være ung. Jeg havde fornemmelsen af at være en hund i et spil kegler og ikke kende reglerne for, hvordan man lever.« Sådan har Morten i bogen det også. Han vokser op hos en mor og far, hvor både lussingerne og sjatterne sidder løst, og får selv fyret op for en del splifs i den underlige ventetid, ungdommen også er. Da moren i bogen er død af druk, og faren bliver sat bag tremmer, må sønnen finde ud af at blive voksen og køre autoværkstedet videre selv. For Kim Fupz Aakeson foregik det meste af ungdomslivet på én lokation: villavejen i Albertslund. Rejsen til Harzen var den eneste udlandsrejse, familien var på. Ellers lånte de et sommerhus en uge om året, og det var det. »Vi lavede aldrig noget om sommeren,« husker Kim Fupz Aakeson, »det var meget villaen og det liv.« Et liv, der blev for stillestående for ham som teenager og resulterede i en rastløs energi, der siden har affødt over 100 børne- og ungdomsbøger fra hans hånd. »Jeg skulle bare ud og væk fra mine forældres liv.« Da han var 17 år, flyttede Kim Fupz Aakeson på kollegium i Albertslund, men svaret på hans udlængsel kom først for alvor, da han faldt over en brochure med en bus på forsiden. Den Rejsende Højskole stod der. Lille private borgerdreng Mens Kim Fupz Aakeson pakkede majspiben, var Tvinds højskoler kommet i medvind. Selv Jyllands-Posten skrev positivt om bevægelsen, der fik unge til at tage hænderne op af lommen og bestille noget. »Jeg var helt overbevist om, at Tvind stod for noget godt,« fortæller den nu 56-årige Kim Fupz Aakeson. ‘ Det var i 1977, at han stemplede ind på det sidste store hold, Den Rejsende Højskole kom ” Ak ja, man kan tage drengen ud af villavejen og så videre Kim Fupz Aakeson Forfatter af sted med. F77 hed det og bestod af fem busser og tre lastbiler. »Tænk, at man kunne købe en rutebil, rive sæderne ud og køre den til Pakistan. Det var CRAZY.« En craziness, villadrengen havde hårdt brug for. »Det, jeg manglede i min opvækst, var modbilleder. Jeg vidste ikke, hvordan man kunne leve, hvis man ville noget andet.« Den modvægt fandt han hos Tvind. »Jeg så, at det fungerede at gøre noget vildt. Det var en vigtig lære, og den udgjorde et før og efter i mit liv.« Bagsiden af medaljen skulle dog snart vise sig. »Vi sad ofte i en rundkreds, og så kom én af os ind i midten og blev råbt ind i hovedet af de kvindelige lærere, som var nogle ordentlig store damer.« »Lille private borgerdreng,« skreg de for eksempel. For det at være privat eller være kærester og dermed ekskludere nogen, var dårligt. Efter sådan en tur kom nåden. »Så blev man krammet, og så var man god nok alligevel.« Kim Fupz Aakeson forlod Tvind efter 16 måneder, to rejser og nogle foredrag. »Det var først bagefter, da den første kritiske artikel kom i Information, at vi kunne se, at vi var blevet spillet.« De var ti, der flyttede sammen i et kollektiv i Næstved for at lave kulturelle events. Leje en hal, booke et band. Den slags. »Der gik noget tid med at snakke om, hvad der var sket. Vi havde brug for at detoxe.« Det værste havde været de gange, hvor en kammerat fik hele turen af matronerne. »Damerne kunne finde på at vende sig om og pege på én. ‘Og dig! Hvorfor siger du ikke noget?’ Så blev man tvunget til at sige, at man også syntes, ens ven var en dårlig kammerat. Man blev en kujon. Det gjaldt bare om ikke at komme ind i midten.« Wauw i replikken Efter Tvind fulgte flere kollektiver. I Næstved, i København, og på Christiania, hvor Kim Fupz Aakeson boede i flere år. Også selvom han med egne ord var en »elendig christianit«. 22 I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5 I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5 INTERVIEW 23 INTERVIEW ’Jeg skriver om det, jeg kender, og det er villavejen’, siger Kim Fupz Aakeson. Foto: Tine Sletting Dansk Hudpleje Der Virker CRÈME MÉTAMORPHIQUE - VITAMIN A CREME »Alt det med gruppedynamikker, det gad jeg ikke mere. Da jeg forlod det sidste kollektiv, havde jeg det bare sådan: HOLD NU KÆFT.« Erfaringerne med gruppeprojekter gjorde, at han begyndte at tænke mere »Okay, hvad har JEG lyst til?« Kim Fupz Aakeson begyndte at spille percussion og tegne, og en dag var der også nogen, der ville betale for det, han lavede. »Jeg begyndte at tegne til Ugeavisen København og til fagblade om landbrug og finans.« Efterhånden gik det sjove af især det sidste, og så kom Kim Fupz Aakeson i tanke om FUPZ AAKESON KANON × ’De gale’, 1992, ungdomsroman × ’Mor’, 1998, billedbog (illustreret af MetteKirstine Bak) × ’Min uartige mund’, 1999, billedbog (illustreret af Eva Eriksson) × ’Manden og damen og noget i maven’, 2002, billedbog (illustreret af Eva Eriksson) × ’Den legetøjsløse stakkel’, 2004, billedbog (illustreret af Rasmus Bregnhøi) × ’En historie om vokseværk’, 2006, billedbog (illustreret af Lilian Brøgger) × ’Vitello graver et hul’, 2008, billedbog (illustreret af Niels Bo Bojesen) × ’I love you Danmark’, 2011, graphic novel (illustreret af Rasmus Bregnhøi) × ’Jeg er William’, 2013, billedroman (illustreret af Mikkel Sommer) × ’Pragtfuldt, pragtfuldt!’, 2015, ungdomsroman anbr billedbøger til børn. »Der var så lidt tekst i, så jeg tænkte, at det kunne jeg godt skrive, og så ville jeg have et sted at sætte mine streger.« Som sagt så gjort, og skriveriet tog over. Fortælletrangen viste sig at være stor. – Hvad giver det dig at fortælle historier? »Det er spændingen, der driver det. Det, at der mandag morgen ikke er noget på papiret. Når jeg er færdig, er der mennesker, historier og skæbner.« Ind i mellem ligger jagten, og det er den, der er sjovest. »Det er lidt som at lægge puslespil. Først finder man et hjørne og så – wauw – er der ved at være et billede.« ’Wauw’ er et ord, Kim Fupz bruger ofte. Lige som ’Okay’. »Jeg var bare sådan ‘Wauw, hvor er det fedt’ eller: ‘Okay! Den var ny’,« siger han, når han skal forklare noget. Replikkerne sidder løst på forfatteren, der som filmmanuskriptforfatter også står bag oneliners som »Bare ærgerligt, Sonnyboy« og »Hvis I to var ludobrikker, var I så slået hjem nu?«. Rastløsheden er en del af temperamentet. »Når vi er på ødegården i Sverige, finder jeg hele tiden på projekter. Hugger brænde og laver store fine stabler af det.« På samme måde om sommeren på stranden. Der ligger Kim Fupz Aakeson sjældent i mere end tolv minutter. Værst er det, når forfatteren er i et selskab, han ikke selv har valgt. »Så er det ud på toilettet og tjekke Champions League,« ler han og indrømmer, at det ikke er et karaktertræk, han er stolt af. Her kommer hans profession ham ofte til undsætning. »Vi var engang til en kedelig fødselsdag, hvor jeg havde fået verdens værste borddamer. Hver gang jeg sagde noget, kiggede de ud i luften og sagde ’Jah’.« På vej hjem i bilen kiggede Kim Fupz Aakesons kone filminstruktøren Pernille Fischer Christensen på ham. ’Research,’ sagde hun tørt. ’Research.’ Sodavand på en tirsdag Under researchen til en film om vold mod kvinder fik Kim Fupz Aakeson en aha-oplevelse. »En sagsbehandler fortalte, at når voldsramte kvinder går ud og finder en ny kæreste – en der ikke slår – så sker der nogle gange det, at de begynder at kede sig. Altså, der er noget gang i den i sådan et forhold, og nogle gange er det måske bare de andre, der er kedelige.« Den slags gråzoner udspiller Kim Fupz Aakesons tekster sig bedst i. Som i Pragtfuldt, pragtfuldt!, hvor familien er på charterrejse, og den unge Morten får lov at drikke sjatter ved poolen, ligesom Kim Fupz Aakeson fik lov at ryge majspibe på færgen. Men i Mortens tilfælde stikker det af. For mor, far og moster bliver spritstive og kaster parasoller som dartpile i poolen. Da rejseguiden kommer ned for at dæmpe gemytterne, svinger faren ham rundt i en dans, der ender i vandet. Som læser ender man med at tænke, at de turister, der står på balkonen og ser forarget på, er lidt kedelige. Kim Fupz Aakeson kender ikke den slags oplevelser fra sit eget liv, men fra venner, der er vokset op i alkoholhjem. »De har fortalt om det med både gru og ømhed. Ja, der bliver drukket. Men der bliver også arbejdet, og det er også sjovt.« – Og der er kærlighed? »Og der er kærlighed, og det er det, der er interessant. Hvordan ser den ud, hvis det er en alkoholiseret far, der elsker sin søn, og ikke sådan en som mig?« Far-søn relationer dukker ofte op i Kim Fupz Aakesons værker. »Jeg kan konstatere, at det bliver ved at være et kraftfuldt tema, måske fordi, jeg får noget af min private historie bearbejdet der.« Kim Fupz Aakeson var fem år, da hans far og mor blev skilt. Efter seks år, hvor han kun så sin far hver anden weekend, fik han pludselig en ny far. »Det var en tirsdag, og min mor var indlagt, fordi min lillesøster var svær at føde. Hun skulle ligge ned i syv måneder og måtte genoptrænes bagefter og lære at gå igen.« Den 11-årige Kim blev passet af sin papfar Kalle, og på et tidspunkt kaldte papfaren på ham. Kim Fupz Aakeson var straks klar over, at noget var los. »Der var sodavand på bordet. Squash. På en tirsdag. Det plejede der altså ikke at være.« I vinkelstuen med det lave loft fortalte Kalle, at Kim Fupz Aakesons biologiske far ikke ville se ham mere, og Kalle ville tage over fra nu af. Hvad han også gjorde. »Kalle adopterede mig, og han var min far. Jeg må sige, at selvom det lyder mærkeligt, så glemte jeg langt hen ad vejen min biologiske far.« Krammer eller smørekniv Alvoren sniger sig ofte ind i Kim Fupz Aakesons bøger. Noget han takker Astrid Lindgren for at have vist ham. Humoren og mundtligheden har han fra Ole Lund Kirkegaard. »I nogle af mine ting ved jeg bare, man kan se hans ånd,« siger han og mener, at der som børnebogsforfatter er to veje at gå. »Enten skriver du om verden, sådan som den burde være, eller også skriver du om den, sådan som den er. Jeg hører klart til i den sidste kategori og mener, man skal skrive ind i en verden og i et sprog, børnene kender.« Et sprog, der inkluderer både svære ord og bandeord. »Jeg har stor sproglig selvtillid i forhold til, hvad jeg byder børnene. Hvis der er noget, de ikke forstår, og som er vigtigt for dem at forstå, så spørger de.« Kim Fupz Aakeson har været under beskydning på Fyn, hvor nogle forældre klagede over bandeordene i Vitello-bøgerne. Et andet ramaskrig kom fra Sverige, fordi Vitello i en af bøgerne går med smørekniv. »Hele historien handler om, at det er bedre at få en krammer af sin mor end at gå med kniv, så jeg forstår det ikke,« siger han hovedrystende. I forhold til bandeordene har forfatteren dog sine principper. »Jeg lærer ikke børnene noget, de ikke kan i forvejen. Jeg holder mig til ’sgu’ og ’for helvede’. Der er også altid nogen i fiktionen, der kommenterer på, at nu bliver der bandet. Det er ikke bare sprog.« Børn tumler i forvejen med store spørgsmål, så det kan ikke nytte noget, at voksne efterlader dem i et tomrum, mener forfatteren. »Så kommer de store børn bare og lærer dem nogle nye bandeord, eller de læser Ekstra Bladets spiseseddel: ‘11-årig kvalt’. Hvis man slår børn, kan de blive voldelige selv eller finde en voldelig kæreste, og det er også en del af udviklingshistorien i Pragtfuldt, pragtfuldt!, fordi Morten godt kunne ende som sin far,« siger Kim Fupz Aakeson. Tilbage til villavejen Alligevel får bogen en håbefuld slutning, for ellers er det ikke til at holde ud, siger han. Historien har Kim Fupz Aakeson skrevet i kælderen, »the crypt«, som han kalder sit arbejdsværelse. Huset ligger i Kartoffelrækkerne på Østerbro. Med farvede børnecykler og hinkeruder på asfalten. – En villavej for de kreative? »Ak ja, man kan tage drengen ud af villavejen og så videre. Men jeg trives godt med at arbejde hjemme, og i forhold til børnene, der er kommet med tyve års mellemrum, har det været let med sygedage.« Dog supplerer han det ensomme skrivearbejde med »det larmende cirkus, som det at lave en film er«. »Jeg skriver om det, jeg kender, og det er villavejen,« siger Kim Fupz Aakeson. »På et tidspunkt opdagede jeg, at mange af mine figurer fik vinger eller endte med at kunne flyve. Der var jeg sådan lidt: ‘Okay, tilbage til villavejen’.« Virker på både mor & datter! Se det selv i spejlet [email protected] BLÅ BOG Kim Fupz Aakeson × Født 1958 × Opvokset i Hvidovre og i Albertslund × Uddannet fra Filmskolen i 1996 × Har skrevet over 100 bøger for børn og unge og manuskript til mere end tyve danske film × Modtog i 2011 Kulturministeriets Børnebogspris for novellesamlingen ’Jeg begyndte sådan set bare at gå’, og i 2014 fik han Orla-prisen for billedbogen ’Vitello gør en god gerning’ sammen med illustrator Niels Bo Bojesen × Bor sammen med instruktør Pernille Fischer Christensen, hendes søn Elias på 14 år og deres fælles datter Lili på fem år. Har desuden datteren Sallie på 26 år fra et tidligere ægteskab × ’Pragtfuldt, pragtfuldt!’ er udkommet på Gyldendal Foryng din hud med Crème Métamorphique vitamin A creme. Kom ind til en af vores forhandlere og få det bekræftet med en gratis ultralydscanning af din hud. Scanningsdage og forhandlernet ses på beaute-pacifique.dk 115 ml tube Kr. 549,- 50 ml krukke Kr. 389,- beaute-pacifique.dk Made In Denmark Udviklet og produceret i Danmark 24 I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5 BOGDEBAT Illustration: Claire Franek og Marc Daniau: Tous á poil. Rouergue, 2011 Der var engang nogle seksualforskrækkede franskmænd Af Tine Byrckel D er var engang en fransk højrepolitiker, der på fransk tv sad og viftede med en lille børnebog, Tous à poil! (Alle tager tøjet af, red.), og udtalte sig forarget om, at børn havde adgang til den slags bøger. I billedbogen, der henvender sig til ret små børn, ser man nemlig den ene voksne person efter den anden blive klædt af til skindet: en lærer, en politibetjent, en direktør. »Det er autoriteten, man klæder af – hvad skal det dog til for?« tordnede Jean-François Copé, daværende formand for det borgerlige parti UMP, og fægtede med bogen, »det er jo tydeligt, at det er marxistisk ideologi«. Copés optræden var for et år siden blot et af højdepunkterne i en diskussion om at censurere børnelitteratur, som nærmest kan få Muhammedtegning-diskussionen til at blegne, og som vil blive husket længe, selvom de alle helst vil glemme den nu. I Frankrig skulle det nemlig i et helt år komme til at handle om, hvorvidt en del af børnelitteraturen er indoktrinering, venstreorienteret indoktrinering vel at mærke, men især indoktrinering af en ny måde at betragte seksualiteten på, som er endnu værre end marxisme: queer-teori eller ’gender theory’. Den er, ifølge de meget vrede modstandere af den, importeret fra USA. Det skulle altså ikke diskuteres, hvorvidt børn skal læse lødig eller ulødig litteratur. Der udkommer hvert år cirka 12.000 børnebøger i Frankrig, og heraf 5.000 er nye titler. Som i Danmark spiller biblioteker og skolebiblioteker en stor rolle, men lavere bogpriser gør også, at børnefamilier i høj grad køber bøger. Der blev solgt hele 74 millioner børne- og ungdomsbøger i 2014. Bestsellerne har også i Frankrig i mange år været Harry Potter-bøger, nu skarpt forfulgt af bøger med film og spil som forlæg, for eksempel Hunger Games og Minecraft. I Frankrig går bølgerne højt om, hvorvidt børn må læse om nøgenhed, homoseksuelle eller regnbuefamilier. Men man skal passe på, hvad man tordner imod Men det var altså en helt anden type bøger, visse forældre ganske enkelt ønskede væk fra hylderne i offentlige institutioner, og som fik UMP-politikeren Copé til at sidde og vifte med Tous à Poil. Han er forresten siden forsvundet helt ud af politik på grund af en korruptionsskandale, men se, det er nok en helt anden historie. Pas på Det, som skulle fjernes, var, ud over autoritetsundergravende værker med nøgne politibetjente, en række børnebøger, som viste andre familieformer end de traditionelle og ’naturlige’ med far, mor og børn. »Pas på, skolen vil opfordre jeres børn til at vælge seksuel orientering, allerede fra de er seks år gamle,« kunne man læse på bannere hos demonstrerende forældre uden for en skole. Uha, uha da da. Det hele startede nemlig et år endnu tidligere, skal jeg fortælle jer, med store demonstrationer, Manif pour tous (Demonstration for alle), mod loven om homoseksuelles ret til at gifte sig Mariage pour tous. Loven blev vedtaget trods det store opbud af demonstranter, hvor katolikker, muslimer og folk fra det ekstreme højre fandt sammen i fælles forsvar for det ’naturlige’ ægteskab indstiftet af Gud som grundlag for samfundet. Et år senere havde grupperingerne omkring Manif pour tous så fundet en ny skydeskive. Det franske undervisningsministerium havde udarbejdet retningslinjer for et nyt undervisningsprogram, der skal sikre større lighed mellem køn. I dette program gemte der sig en liste over bøger, som anbefaledes til brug i skolen for at gøre op med stereotyperne. Heriblandt var den famøse Tous à poil, men også værker, der belyser andre former for seksualitet af typen ’jeg har to mødre’ eller ’far går med kjole’. At blive sig selv Men så kom specialister af enhver art på banen for at forklare, at der ikke findes nogen ’gender-teori’, og at den derfor ikke kan indoktrineres. De kloge påpegede, at der findes forskning i ’gender’, hvis hensigt er at holde det biologiske køn ude af en persons oplevelse af sit køn, og som altså er en måde at forklare såvel transkønnethed som forskellige former for seksualitet på. Men det er ikke en teori om, at man bare kan vælge sin seksualitet frit på alle hylder, som man for eksempel kan vælge bøger. Jo, jo, det sagde de. Også litterater og bibliotekarer blandede sig. Sylvie Vassallo, der står for den store børnebogsmesse, der hvert år afholdes i pariserforstaden Montreuil, forklarede til fransk tv, at ” Det er autoriteten, man klæder af – hvad skal det dog til for Jean-François Copé Formand for UMP god børnelitteratur lige præcis ikke indoktrinerer. »Det er jo netop en litteratur, der tillader børn at nærme sig visse spørgsmål, men uden at påtvinge dem (faste) moralske normer og uden at sige: ’Du skal tænke sådan her’. Det giver dem indblik i verdens kompleksitet. Og tillader dem at blive sig selv.« Og det er jo dejligt, synes vi. Ethvert barn Al denne umage, for at ingen nogensinde skulle støde ind i stødende bøger, skulle vise sig at have den stik modsatte effekt. Ganske vist aflyste et par skoleklasser en teaterforestilling, der hed Prinsessen, der ikke kunne lide prinser. Men litteraturprofessor Philippe Reigné forklarede, at verdens mest usexede børnebogsserie, som en række af de konservative katolske forældre uden tvivl selv har slugt som børn, nemlig De fem, kunne læses som et queerforsvar. For kan man ikke i den første roman i Enid Blytons serie læse om Claude (hun må hedde noget andet på dansk?), at hun hader at være en pige? »Vi kan konstatere,« sagde professoren til Libération, »at en af romanens helte beskrives som en pige på 11 år med kortklippet hår og solbrændt ansigt, der højt og tydeligt gør krav på en maskulin identitet og det endda helt uden omsvøb.« Så det, ethvert barn kan lære af forsøget på at censurere børnebøger, er, at den slags har den omvendte virkning. Måske skulle Manif pour tous have læst molbohistorien om storken i marken, man forsøgte at jage ud, fordi den trampede kornet ned? Moralen er i al fald, at vil man forhindre nogen i at læse en bog, som hedder Tous á poil, skal man aldrig fare frem mod den for åben skærm i bedste sendetid. Aldrig har den solgt så meget som det sidste år. Slut prut, se det var et rigtigt eventyr. [email protected] Mælk er med til at give Jeanette Ottesen styrke Det er ikke kun verdensmestre som Jeanette Ottesen, der har brug for den naturlige styrke fra mælk. Det er os alle. Hele livet igennem har vi brug for den protein, som mælken er rig på. Protein bidrager til at øge og vedligeholde de muskler, vi hele tiden bruger. Samtidig er protein og calcium med til at styrke og passe på vores knogler. Mælk og mælkeprotein er vores naturlige styrke. Om vi så skal konkurrere om guld til VM – eller passe vores job eller skole, og leve et aktivt liv. Mælken kan ikke gøre det alene, men med ¼-½ liter mager mælk hver dag, som en del af en varieret kost og en sund livsstil, er vi alle godt på vej til en stærkere og sundere krop. Mælk. Naturlig styrke. 26 I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5 I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5 AKTIVISME 27 AKTIVISME Illustration: Freja Bagge/iBureauet Børnelitteraturen er igen blevet politisk I 1970’erne var meget børne- og ungdomslitteratur socialistisk. Siden har genren mere eller mindre været renset for politik, men nu har forfatterne atter holdninger. I stedet for partipolitik handler den aktivistiske børnelitteratur i dag imidlertid om klima, miljø, flygtninge og økonomisk krise Af Rasmus Elmelund T orben Weinreich blev uddannet lærer i 1968. Det var studenteroprørets vigtigste år, og det var måske den periode i historien, hvor det politiske slog kraftigst igennem. Et gennembrud, der i høj grad foregik i uddannelsessystemet, og som Torben Weinreich selv mærkede. Han blev politisk engageret, han blev maoistisk socialist. I midten af 1970’erne begyndte Torben Weinreich – i slipstrømmen på den svenske forfatter Sven Wernström, der i 10-binds-værket Trälarna beskriver det svenske folk og arbejderklassens historie, og danske ’socialistiske børnebogsforfattere’ som Flemming Andersen og Hans Ovesen – begyndte Torben Weinreich at skrive børnebøger. I dag er han på mange måder at betragte som dansk børnelitteraturs store gamle mand. Han er professor i børnelitteratur og har været leder af Center for Børnelitteratur ved DPU i København. Lige nu er han ved at færdiggøre et historisk værk om børnelitteratur i Danmark, og han lægger ikke skjul på, at hans første børnebøger, Arbejdsløs! fra 1975 og de følgende, De sorte skygger og Det sker igen, var åbenlyst socialistiske. »Når man i 1970’erne talte om ’politisk’ litteratur, betød det, at den var socialistisk. Det var så let. Bøgerne skulle forklare børn om samfundets indretning ud fra en socialistisk synsvinkel, og det gjorde de i en sådan grad, at man nævnte navnene på de politiske partier, man skulle støtte,« siger Torben Weinreich i dag. »Sådan var det også i mine egne bøger. I De sorte skygger støtter jeg maoisterne, mens andre forfattere støttede DKP. Der var overhovedet intet modstykke, der var kun én politisk linje, og det var den socialistiske.« Nu er den politiske børnelitteratur på vej tilbage. Dog i en ny form, der måske snarere bør kaldes aktivistisk end politisk. Forlagene udgiver flere og flere ungdomsromaner og børnebøger, som ikke bare er litteratur, men som også er udtryk for forfatterens aktivistiske grundholdning. I mange retninger »Det, der sker i dag,« siger Torben Weinreich, »er, at der er en ny politisering i gang. Børnebogsforfattere beskæftiger sig med store samfundsspørgsmål. Det er meget tydeligt, at de kommer ind på miljøforhold, flygtningeproblemer og verdens krige på en helt ny måde. Det er en tendens, man vil kalde politisk i en eller anden forstand, men min pointe er, at det bliver mere politisk – ikke politisk på en bestemt måde.« Og denne politisering eller aktivisme er let at få øje på, hvis man ser på temaerne i forfatterskaberne hos tidens mest populære børnebogsforfattere. Danske Oscar K. er en konsekvent tabubryder, mens Ronnie Andersen skriver om diagnosebørn. Svenske Jessica Schiefauer skriver om queerteori, islandske Andri Snær Magnason skriver allegorier over klimaproblematik og finanskrise, og norske Simon Stranger skriver om papirløse flygtninge. En lørdag i slutningen af april var de to sidstnævnte i Danmark til en konference om børnelitteratur arrangeret af Information. Til en paneldebat mellem de to og den danske børnebogsforfatter og illustrator Rasmus Bregnhøi indledte moderator og anmelder på Informations Anita Brask Rasmussen med disse ord: »Der er kommet en del bøger, som har et kritisk eller aktivistisk potentiale. De er skrevet af forfattere, der enten har erfaring som aktivister, eller også er det bøger, som simpelthen handler om aktivisme,« sagde hun. »Jeg forsøger at undgå ordet ’politisk’. Både ” Er det politiske ikke også pædagogisk og vice versa? Anna Karlskov Skyggebjerg Forsker i børnelitteratur fordi det bringer nogle associationer frem, som vi alle kan huske fra 70’erne, men også fordi der er en ret afgørende forskel på det at være politisk og aktivistisk. Når man siger ’politisk’, indikerer man, at der er en form for motiv til at forme eller bevæge læseren i en eller anden forudbestemt retning. Aktivistisk børnelitteratur peger derimod ikke på en retning. Den fremprovokerer kritisk tænkning hos læserne og viser konsekvenserne af at handle og ikke handle uden nødvendigvis at dømme den, der ikke handler.« Det politiske og det pædagogiske Anna Karlskov Skyggebjerg fra DPU har også bemærket, at mange af tidens problemstillinger finder vej ind i børnelitteraturen, men spørgsmålet er, siger hun, om det er helt nyt: »Mange læsere, som var børn i 70’erne og 80’erne, husker sikkert en forkærlighed for virkelighedsnære emner og en børnelitterær tematisering af forurening, sult, krig, omsorgssvigt og andre former for menneskeskabt uretfærdighed,« siger hun og forklarer, at også dengang kunne samfundsengagement kombineres med kunstneriske ambitioner og fabulering. Hun henviser til Flemming Quist Møllers Snuden, der blandt andet handler om forurening, og Ole Lund Kirkegaards Gummi-Tarzan, som hun kalder »den ultimative bog om mobning og forældresvigt«. »Nu som dengang kan de svære emner skildres med større eller mindre elegance for børn. Både hos Flemming Quist Møller og Ole Lund Kirkegaard har humoren en balancerende virkning i forhold til emnets tyngde. Barnet får lov til både at grine og gyse og tænke selv.« Anna Karlskov Skyggebjerg understreger, at hun er skeptisk over for modstillingen 28 I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5 AKTIVISME af politik og pædagogik. »For er det politiske ikke også pædagogisk og vice versa? Og vil en forfatter ikke altid sin læser noget?« Netop dette spørgsmål stillede også Anita Brask Rasmussen de tre forfattere ved konferencen på Information. »Hvad vil I med jeres litteratur? Hvem skriver I til?« Børnene som gidsler Simon Stranger trak på det og endte med at sige, at han ikke skriver for nogle bestemte, men at hans bøger jo altså henvender sig til unge på 12-13-14 år. Han kan bare godt lide at skrive om det triste, tunge og mørke. Og det gør han for eksempel, når han skriver om teenageren Emilie, som træner for meget og spiser for lidt, og som på en ferie møder bådflygtningen Samuel, der ansporer hende til at kæmpe mod livets uretfærdigheder. Illustratoren Rasmus Bregnhøi fortalte derimod, at det er et spørgsmål, han ofte stiller sig selv. Det er vigtigt for ham at vide, hvem han skriver til – eller for. »Det lyder lidt smart, men jeg synes let, man kan komme til at tage børnene som gidsler,« sagde han. Der er en tendens til, at man glemmer børnene og siger, at litteratur er litteratur, og at børn er små mennesker, der ikke er voksne endnu, sagde Rasmus Bregnhøi. »Når man skriver til børn, synes jeg, man skal være ekstremt fokuseret på, at det er det, man gør. Man skal ikke trække sin egen agenda eller kunstneriske drøm, eller hvad det nu måtte være, ned over dem.« Han blev bakket op af islandske Andri Snær Magnason, der på skiftevis dansk og engelsk sagde: »Jeg tror, at hvis man har en dagsorden – en politisk dagsorden eller et symbol af en slags – så kan det virke som product placement, når man tager det med i en bog.« Debat om aktivistisk børnelitteratur på Information med Andri Snær Magnason, Rasmus Bregnhøi og Simon Stranger. Anita Brask Rasmussen er moderator. Foto: Jakob Dall ” Man skal ikke sige sandheden! Rasmus Bregnhøi Børnebogsillustrator Forud for paneldebatten havde Andri Snær Magnason holdt en munter keynote, hvor han med vestnordisk lune fortalte om tilblivelsen af sine værker. Han indledte med at forklare en kryptisk kinesisk forbandelse, der i hans engelske oversættelse lød: »May you live in interesting times« og gik så direkte videre til en redegørelse for, hvordan det at skrive nonfiktion og science fiction ikke er to forskellige ting, men bare to forskellige virkeligheder. Men da Anita Brask Rasmussen igen bad ham besvare spørgsmålet om, hvorfor han skriver, som han gør, kom han frem til, at det gør han, fordi han ikke kan skrive om andet: »Når jeg er helt besat af gamle damer, der synger børneremser, er det det vigtigste for mig. Så bliver jeg skuffet eller fornærmet, hvis jeg slår op i avisen, og der ikke står noget om gamle damer, der synger børneremser. Og når jeg er optaget af Island eller klimaforandringer, så vil jeg føle, at jeg lyver, hvis jeg bare skulle skrive noget, der var underholdning.« Efter en lille pause, tilføjede han: »Det kan være slidsomt, men jeg tror, alle kunstnere har det sådan.« Alle vægrede de sig ved at få hæftet etiketten ’aktivistisk børnebogsforfatter’ på sig, men hvis Rasmus Bregnhøi skulle sige noget ’aktivistisk’, er det, at man skal lyve: »Man skal ikke sige sandheden! Jeg vil vise børn, at verden er stor: Den er fuld af nisser, der spiller tuba. Man skal booste det vilde og det surrealistiske og skøre og sindssyge; det er også en måde at komme til verden med et visuelt overskud.« Islandske Andri Snær Magnason nikkede ivrigt. Simon Stranger vedstår sig gerne, at de begivenheder, han skriver om, er politiske: turisme på de Kanariske øer, flygtninge, dobbeltmoral, kødindustri. »Men i vores samfund er det umuligt ikke at være politisk,« sagde han. MVYMH[[LY^LI (Z[YPK3PUKNYLU Et tilbud fra bibliotek og skole 2LUUL[O)¥NO(UKLYZLU Mød de mest markante børne- og ungdomsforfattere samt illustratorer 3VUL(I\YHZ Se hvor forfatterne hører hjemme på tidslinjen over perioder og genrer [email protected] Prisvindende og nominerede ungdomsbøger )LUUP)¥KRLY 3LUL2HHILYI¥S Nomineret til Nordisk Råds børne- Du kan høre om deres liv og opvækst, dykke ned i analysen af et bestemt værk eller se, hvem de er beslægtede med og ungdomslitteraturpris 2015 4HYPH.LYOHYK[ Vinder af Skriverprisen 2014 Vinder af den norske debutantpris 2014 Nomineret til den prestigefyldte science fiction-pris Philip K. Dick-award 2PT-\Wa(HRLZVU TURBINEFORLAGET.DK /HUUL)HY[OVSPU 9VUUPL(UKLYZLU -VYMH[[LY^LI\KNP]LZHM+)*(:PZHTHYILQKLTLKP)\YLH\L[+HNISHKL[0UMVYTH[PVU 30 I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5 I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5 INTERVIEW INTERVIEW Illustration: Fra bogen ’Vrede Mand’ af Gro Dahle og Svein Nyhus BØRN EN ES BOGHAN DEL Et sted, hvor ingen er trygge Gro Dahles billedbøger kan være voldsomme og handle om oplevelser, man får posttraumatisk stress af. Og hun kan godt forstå, at forældre synes, det er ubehageligt, at bøgerne fortæller om vold i hjemmet og skilsmissekonflikter. Men det er ikke forældrene, Gro Dahles bøger retter sig mod Af Anita Brask Rasmussen I Gro Dahles billedbøger forsvinder stille piger ind i væggene, vrede mænd vokser ud af fædre, og der udbryder krig i familier. »Det hele er ikke roser og kaniner,« siger Gro Dahle om barndommen og ler hjerteligt. Som en stærk kontrast til de barske realiteter, der udspiller sig i de opslåede billedbøger foran os. Den norske børnebogsforfatter skriver prisvindende bøger til børn, ofte i samarbejde med sin lige så populære ægtefælle, illustratoren Svein Nyhus. »Jeg er optaget af børns udsatte situation. De har ingen rettigheder og er fuldkommen overladt til de voksne, og hvis de voksne ikke formår at tage vare på dem, hvordan skal det så gå dem? De er på en måde lovløse,« siger Gro Dahle, inden hun begynder at tale om sine 31 bøger. Og om, hvorfor hun fortæller børn og deres voksne sandheden. Vrede Mand (2009) Stakkels Far, siger Mor og tager den hvide silke frem og binder hvide silkeforbindinger rundt om Fars hænder. Fars røde hænder. Fars store hænder. Hvor gør det ondt? spørger Mor. Der og der og der og der, siger Far og græder og græder. Far er en stor svamp, der har suget hele havet op. Hold om mig, græder Far, mens vandet siver fra alle sprækker. Og Mikkel må trøste Far og smage på hans salte tårer. Jeg skal nok være sød, siger Far. Jeg lover det siger Far og sprækker i tusind millioner tårer. »Der var mange, der mente, at Vrede Mand ikke var en børnebog. Børn burde ikke læse den slags, mente de, men børn læser ikke nødvendigvis bogen på samme måde som voks- ne. Nogle voksne begyndte at græde over det, de læste, men når børn så de værste opslag, kunne de finde på at grine og sige: Han bliver til en trold, ha ha! De ser det i et helt andet perspektiv. Voksne læser underteksten, de læser det psykologiske spil i en familie, de læser samfundsperspektivet. De føler volden og dramatikken og konsekvensen, mens børn kan læse det som et eventyr. Børn møder bøger på deres niveau med de erfaringer, de har gjort sig. Børn, der har oplevet vold i hjemmet, vil måske genkende noget i det, de ser, og finde det befriende, at nogen skriver om det, at det er ok at fortælle om det. At det er ok at sige det. Jeg skriver til dem alle sammen.« Krigen (2013) Jeg er så træt, siger Julie, for det er hun efter dage og uger og måneder i krigszonen, i krigen, med kampe og nedgravede miner og pludselige, overraskende angreb. Det kan bryde ud når som helst. Jeg er så frygteligt træt, siger Julie. I mine arme, i min krop, i hele mig. For det er sådan, hun har det. Frygtelig træt. Julie har stået vagt nat efter nat, lyttet efter gråd og stemmer, været spion midt i krigen. »Denne bog er værst for forældrene. De får ondt i hjertet og bliver bange for, om deres børn har oplevet skilsmissen sådan her. Men jeg tager ikke vare på forældrene. Jeg tager vare på børnene. Det er der ikke mange, der gør. Jeg oplever, at andre voksne omkring børnene fortæller forældrene, at børnene har det godt. Af hensyn til forældrene. De ved, at en skilsmisse er hård; de er måske selv skilt, de ved, hvor meget skyld der er forbundet med den. Derfor siger skolelæreren eller fodboldtræneren: Hun har det fint. Hun klarer det så flot! Det er et problem, hvis forældre ikke kan se eller ikke vil se, hvordan børnene har det, ” Mine forfatterkolleger synes nok, jeg er overtydelig Gro Dahle Psykolog og forfatter BØRNENES BOGHANDEL FYLDER 43 ÅR og hvis de så er omgivet af andre voksne, der ikke tør sige det, hvor efterlader det så barnet?« »Den dag denne bog blev præsenteret på en konference, havde en 11-årig dreng taget sit eget liv, og han havde skrevet en seddel, hvorpå der stod: Nu holder I måske op med at slås, for nu behøver I ikke slås om mig længere. Kort forinden blev en rapport om børns stilling i skilsmisser offentliggjort. Under de fleste skilsmisser fungerer kommunikationen, men ikke altid. Rapporten viste, at ligesom børn, der flygter fra krigszoner, kan børn i forbindelse med stærkt konfliktfyldte skilsmisser reagere med depression, tvangshandlinger eller andre psykiske lidelser. Skilsmisse er så almindelig i dag, og det er forståeligt, at voksne gerne vil høre fortællingen om, at skilsmisse er ok, og de fleste billedbøger fortæller da også den historie. Men de tager hverken børnene eller situationen alvorligt.« »Jeg har talt med mange børn i forbindelse med Krigen. Og de beskrev skilsmisse som en krigszone. Krig er måske også den bedste metafor for et sted, hvor ingen er trygge.« Silkesød (2002) Er Silke ikke pæn og fin? Jo jo, sikken sød lille pige! Sin mors guldklump. Sin fars solstråle. Fineste pige på Jord! En lille perle! En lille stjerne! Har du set sådan en pige! Har du hørt sådan en pige! Ikke en lyd! Bare sød og flink og ti og tyve og tusind millioner gange stille. Så stille, at hun en dag pludselig forsvandt. »Børn i den førbegrebslige alder tænker og taler fundamentalt anderledes, og det er meget svært for voksne at forstå. Det bliver en fysisk oplevelse for dem, når mor eller far er utilfredse. De føler det i benene eller i maven eller i nakken, og de får svært ved at trække vejret. Alt bliver en sanselig oplevelse. Jeg forsøger at tale til dem i det sprog. Mine forfatterkolleger synes nok, jeg er overtydelig. Jeg er uddannet psykolog og undersøger psykologiske temaer i mine bøger, så det her er en slags forskning for mig, og der kan være flere niveauer i en bog: Der kan være filosofiske og poetiske lag, men der kan også være pædagogiske; så kan man løse det på en måde, hvorpå det også bliver kunstnerisk relevant, men jeg er ikke bange for det pædagogiske. Jeg mener, at denne type bøger skal findes.« VI FEJRER FØDSELSDAGEN MED EKSTRA FOKUS PÅ DE GODE BØRNEBØGER LANGE PETER MADSEN AF HALFDAN RASMUSSEN KUN 3995 BØR N EN ES BOGH A N DEL KØBM AGERGA DE 50 · 1150 KØBEN H AV N K, 33 15 44 66 [email protected] 32 I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5 I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5 33 FORSKNING FORSKNING Børn ville læse mere, hvis de selv fik lov at vælge bøgerne, viser en ny ph.d.-afhandling. Foto: Sigrid Nygaard Ella er mit navn vil du købe det? Børn bør selv vælge Børn vil gerne læse. Allerhelst vil de læse serier og bøger med gys eller humor, når de selv skal vælge. Det viser et nyt ph.d.projekt, der kortlægger, hvordan børn vælger litteratur – og hvordan voksne vælger litteraturen for dem Af Rasmus Elmelund M ange børn forbinder i dag hovedsageligt det at læse bøger med skole, undervisning og pligt. Efter den seneste folkeskolereform har givet børnene en endnu længere skoledag, er iveren efter også at stikke næsen i en bog, når de kommer hjem, måske ikke så stor. Hvis læsning i fritiden i højere grad skal praktiseres med glæde, kræver det en aktiv indsats fra de voksnes side. Det siger Stine Reinholdt Hansen, der sidste år forsvarede sin ph.d.-afhandling Når børn vælger litteratur ved Center for Børnelitteratur, IUP (Institut for Pædagogik og Uddannelse) i Aarhus. Afhandlingen kortlægger danske børns læsevaner i fritiden og viser blandt andet, at børn foretrækker populærlitteratur og seriebøger. Stine Reinholdt Hansen kan altså give nogle svar på, hvilke bøger, børn selv vælger, når de vil læse, hvorfor de læser og hvorfor ikke. Og hendes opfordring til voksne lyder: Vær meget lydhøre over for børns egne interesser, når der skal vælges litteratur. »De børn, der medvirkede i min undersøgelse, har svaret, at de ville læse mere – hvis det var om emner, der interesserer dem,« siger hun. Det er vigtigt at inddrage børns egen lyst og egne præferencer, når det gælder læsning i fritiden, for læselysten kommer ikke nødvendigvis af sig selv. Men Stine Reinholdt Hansen har nogle bud på, hvad man kan gøre: Først og fremmest bør forældre ikke tro, at læsning kun er noget, der hører skolen til. Helt konkret foreslår hun, at man for eksempel aftaler med sine børn – også store børn – at man læser højt for hinanden om aftenen. En time inden de skal sove, for eksempel, og vigtigst af alt litteratur, de har lyst til at læse. Det behøver ikke være skønlitteratur, men kan for eksempel også være en børneavis: »I den her time bør man slukke for skærmene. Det vil sandsynligvis vække en del modstand hos de fleste børn, fordi det handler om ændring af vaner. Men når først børnene er blevet vant til det, kan det blive en god oplevelse for både børn og voksne, hvor man læser – enten sammen eller hver for sig i sofaen – i stedet for bare at sidde med hver sin skærm. Kulturministeriets forfatterpris for børne- og ungdomsbøger Nomineret til Nordisk Råds Pris Kan bestilles som håndsamlet æske eller indbundet bog: jensenogdalgaard.dk/ella 13.10.11 Skrevet og illustreret af Mette Hegnhøj – udgivet af: sukí skin care • Jane Iredale • John Masters Organics • Tata Harper m. fl. problemhud reduceres 87% Klinisk bevist effekt og Det er også en god idé at tage børnene med til litterære arrangementer. For eksempel på biblioteket eller til den årlige bogmesse. Her er det vigtigt hele tiden at være opmærksom på, hvad der egentlig interesserer børnene selv.« Gys og humor Ofte oplever børn i skolen at blive præsenteret for »trøstesløs og ekstrem« litteratur om bl.a. stofmisbrug, cutting, spiseforstyrrelser og selvmord, siger Stine Reinholdt Hansen: »Den slags tunge temaer tager flere lærere gerne op, men jeg tvivler på, det genererer læselyst som sådan,« siger hun og tilføjer, at det vel også gerne må være lidt sjovt indimellem. Det er ofte også i skolen, at børnene stifter bekendtskab med den mere eksperimenterende litteratur. Det er oplagt, siger Stine Reinholdt Hansen, for i skolen har man mulighed for at åbne teksterne for eleverne og vise dem centrale litterære elementer, de ikke umiddelbart selv kan få øje på. »Men i forhold til fritidslæsning har der imellem de tusindvis af bøger, jeg har været igennem, ikke været en eneste nyere, eksperimenterende børnebog. Det er simpelthen ikke det, de selv vælger. Rigtig mange børn læser derimod først og fremmest serier.« Serier betragtes ikke altid som god og rigtig litteratur, men forskeren mener, at vi bør være opmærksomme på, at serier i dag kan være en mangfoldig størrelse. Ligesom på tv. Genren er blevet udviklet til at kunne rumme mange flere nuancer, end man traditionelt har forbundet med serier. For eksempel forsøger flere nyere serier netop at gøre op med stereotype forestillinger, f.eks. om piger og drenge. Når man spørger børn, hvilke temaer de bedst kan lide, svarer et flertal bøger med ’gys’ og ’humor’, men det er sjældent den type litteratur, man arbejder med i skolen. »Og der skal selvfølgelig være forskel på, hvad man læser i skolen og fritiden, men man skal ikke være bange for også at inddrage populærlitteratur i undervisningen og sætte fokus på forskellen mellem, hvad der appellerer ved en populærtekst, og hvad der appellerer POPULÆRE SERIER × Kenneth Bøgh Andersen: ’Antboy’ × Kenneth Bøgh Andersen: ’Den store djævlekrig’ × Lene Kaaberbøl: ’Vildheks’ × Anja Hitz: ’Mig og min papfamilie’ × Camilla Wandahl: ’Veninder for altid’ × Benni Bødker: ’Zombie City’ × Annette Herzog: ’Drenge...’ × Kit A. Rasmussen: ’William og Athena’ anbr ved en mere kompleks eller eksperimenterende tekst.« Ifølge lektor i børnelitteratur Anna Karlskov Skyggebjerg, der i flere år har siddet i juryen til Orlaprisen og i år skal være med til at uddele Blixenprisen, er det meget vigtigt at have forskellige priser, som tilsammen dækker diversiteten på det børnelitterære marked. Vigtigt er det ikke mindst at have en pris, der varetager læsernes stemme, en slags »De Gyldne Laurbær for børn«. »Der kan være en tendens til, at de højt estimerede priser præmierer bestemte typer af børnelitteratur, nemlig genre- og sprogeksperimenterende, grænseoverskridende og dystopisk litteratur, og det er ikke den litteratur, som de fleste børn vælger af sig selv. Læsevaneundersøgelserne viser uden undtagelse, at et stort flertal af børn foretrækker karakterbåret og plotorienteret litteratur, gerne i serieform, og de føromtalte priser gives for eksempel ikke til serier,« siger hun og fortsætter: »Derfor kan det jo godt være vigtigt med den type priser, hvor voksne formidlere vælger det, som de synes er allermest udfordrende, men det er også vigtigt, at børnestemmerne bliver hørt, og at det anerkendes, at de fleste børn ikke har de samme litterære præferencer som voksne, der beskæftiger sig professionelt med litteratur.« Mere forskning savnes Stine Reinholdt Hansens læsevaneundersøgelse, der blev foretaget i 2010, er den seneste, som særskilt beskæftiger sig med børns læsevaner i fritiden. Selv om mange af de overordnede tendenser stadig gør sig gældende, efterlyser hun flere løbende undersøgelser af børns læse- og medievaner, som kan tage højde for den udvikling, der er foregået de seneste fem år. »Det er vigtigt, at man løbende får lavet undersøgelser af børns læsevaner i ” Børn ville læse mere – hvis det var om emner, der interesserer dem fritiden, for børns brug af medier ændrer sig jo hele tiden, og det har indflydelse på deres læsevaner.« En ny, stor amerikansk undersøgelse, Kids and Family Reading, viser, at antallet af børn, der godt kan lide at læse i fritiden, er faldet med 10 procent fra 2010 til 2014. Og selv om Stine Reinholdt Hansens undersøgelse viste øget læselyst blandt børn, er spørgsmålet, om Danmark vil følge samme udvikling, eller vi i højere grad formår at bevare børns læselyst trods alle de andre muligheder, de har i deres fritid i dag. »Som sagt sker der mange ting derude, og vi kan ikke være sikre på, at det i dag forholder sig som i 2010,« siger hun og peger på, hvordan man i for eksempel USA og Storbritannien løbende undersøger børns læse- og medievaner i fritiden. »Der er et kæmpe behov for, at vi løbende undersøger børns læsevaner i fritiden, så vi kan tage højde for de ændringer, der sker i relation til brugen af digitale medier. F.eks. bliver det interessant at se, hvordan større adgang til e-bøger, lydbøger og information på nettet vil få betydning for børns læselyst.« Stine Reinholdt Hansen Ph.d. i børnelitteratur [email protected] 100% uden syntetiske stoffer • • • anti-acne Acne, rosacea og uren hud normaliseres og beroliges med den aktive og helt økologiske serum balancing facial oil fra sukí skin care Besøg Danmarks største økologiske parfumeri i vores butik i Grønnegade eller besøg vores webshop: pureshop.dk beroliger balancerer Butik: Grønnegade 36 • København K • Tlf. 33 17 00 70 Webshop: pureshop.dk • Fragtfrit over 500 kr. • GRATIS GAVE 5HJLW]H6FKPLGW 12$E\5HJLW]H6FKPLGW QnUIU¡VNDOJUR ,OOXVWUDWLRQHUWHJQLQJHU ZZZUHJLW]HVFKPLGWGN 34 I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5 BOGDEBAT Illustration: fra Stina Wirséns ’Liten’. Bonnier Carlsen Bokförlag och Brottsoffermyndigheten, 2014 YOUNG ADULT fra Høst & Søn En broget forsamling ADVARSEL! Disse bøger indeholder karakterer, som bliver hos dig for altid. Søvnløse nætter kan forekomme. Af Kamilla Löfström H vad læser de store svenskere for de små svenskere? De læser især Pija Lindenbaum (født 1955) og Stina Wirsén (født 1968). Det ses bl.a. af de lister, biblioteker i Sverige offentliggør over de mest udlånte børnebøger i anledning af den internationale børnebogsdag, 2. april. Både Lindenbaum og Wirsén er tegnere, der skriver deres egne billedbogstekster. Mange af Lindenbaums titler er udkommet på dansk, og det forlyder, at Wirséns Vem-serie er på vej til Danmark. Egentlig burde samtlige af de to tegneres bøger findes på dansk. De er nemlig fremragende eksempler på, 1) billedbøger kan være kunst, 2) at billedbogen er en kunstform, der udvikler sig, og 3) at vi hele tiden har brug for nye, det vil sige samtidige, kunstværker inden for genren. Til punkt 3 kan man tilføje: Samtidige værker, der også for eksempel kan afspejle nogle af de nogle og tredive forskellige familieformer, der findes. Og til punkt 1 og 2: Tegningerne i Wirséns helt nye Jag gad jeg godt bare have hængende på væggen. En knaldsort og samtidig tøvende streg, der har skitsens liv, på en ny farvebaggrund for hver eller hver anden side. Et af den slags værker, der er fløjtende ligeglad med, at børnelitteratur er målgruppelitteratur. Pija Lindenbaums første billedbog med egen tekst fra 1990 kom på dansk året efter med titlen Else-Marie og minifædrene. Der er syv af de små fædre i ens cottoncoats og med hatte og mapper. En moderne eventyrfamilie? En anden populær titel er Lill-Zlatan och morbror raring (på dansk Lille-Laudrup og den bedste onkel, 2007). Lill-Zlatan er et kælenavn, den rare onkel har givet sin niece, Ella. Selv er onkel Tommy ikke særlig god til fodbold, men til gengæld syneshan »himla mycket om« at være sammen med Ella. I stedet for at spille Det smarte ved børn er, at man skal læse for dem. Næste gang, jeg selv får chancen for at gøre lige netop det, bliver det Pija Lindenbaums og Stina Wirséns kæmpedramaer i miniformat, jeg vælger fodbold hører de opera, de leger døden, og tit kigger de bare på folk. Men så en dag har Tommy besøg af Steve, der kommer fra »nåt Trelleborg«, hvorfor Ella ikke fatter, hvad han siger. Hun synes, gæsten skulle være blevet i Trelleborg. Lill-Zlatan och morbror raring er et jalousidrama af de helt store, der ender nogenlunde godt, fordi det viser sig, at Steve »nærmest er verdensmester i fodbold«. Pija Lindenbaums billedbøger gør ikke stor reklame for kernefamilien. Ella er heldig at have sin onkel. Gittan, der er en anden af Lindenbaums karakterer, er overladt til sine fantasivæsener, når hun er ensom og har brug for trøst. I Gitte gemmer sig (dansk udgave, 2012) viser et opslag i blålilla farver med en enkelt lysstribe Gitte, der sidder i en slags pulterkammer for at tænke. Da hun har siddet der i »sikkert tusind minutter« ser hun sig omkring, »og så er hun ikke længere alene«. Sådan er det For i pulterkammermørket viser der sig nogle små pelsdyr. De plejer at hænge ud der. Historiens realistiske og urealistiske elementer befinder sig på samme niveau, for som teksten siger: »En gang imellem er det sådan.« Altså en gang imellem er der små dyr, der kan synes, det er synd for én, når man er alene og ked af det. En af Stina Wirséns allernyeste titler skildrer også et ensomt barn – og et udsat barn. Liten (2014) handler om vold i hjemmet. Stina Wirsén tegner ikke mennesker, hun tegner figurer med sort konturstreg og i klare farver, en blanding af tøjdyr og … pokémoner måske. Der er i hvert fald noget japansk tegneskønhed i hendes streg. Hvem som helst uanset køn og farve kan spejle sig i hendes figurer. Teksten i Liten begynder, karakteristisk for Wirsén, sådan her: »Titta! En som er liten, som heter Liten. Och två som er stora, som heter Ena och Andra.« Teksten er knap, Wirsén tegner ikke volden, hun tegner Liten, der er kravlet ind under et bord, for Liten ved, »at nu bliver det farligt. Igen«. Wirséns Vem-serie er egentlig også voldsom – og endda blodig – men det voldsomt dramatiske foregår mellem figurer, der alle er af samme beskedne størrelse, og egentlig helst vil være søde ved hinanden. De kommer bare til skade med hammer og sav, når de bygger noget, eller de bliver jaloux og slår og bider hinanden, eller ødelægger hinandens sand- ” Så ja, man kan krydse af ved både genusperspektiv og normkritik og hvad-vi-har-fraSverige slotte og tårne. Wirséns historier er uopbyggelige – og morsomme som fan: »Hun sparker tårnet i stykker! Katten sparker også! Ha!« Nu er det spændende Komikken i Vem-bøgerne opstår især i de udbrud over tegningerne, teksten udgør: »Hvad laver katten nu?« eller »Nu er det spændende …« eller bare »Se!« Det spændende sker lige dér, lige nu, for øjnene af læserne. Hos Lindenbaum kan drenge lege med barbiedukker og piger spille fodbold. Den sorte legekammerat i Micke-bøgerne er ikke the token black guy, ikke en kliché, men en stor dreng med krøller, det er dejligt at røre ved, og som Micke ser op til. Wirsén undlader at pege på køn og hudfarve. Indimellem bruger hun personlige pronomener som han og hun, men hendes figurer er det, hun kalder »en broget forsamling«. Så ja, man kan krydse af ved både genusperspektiv og normkritik og hvad-vi-har-fra-Sverige i tilfældene Lindenbaum og Wirsén – og de anbefales begge på Facebooksiden Feministiska barnböcker. Jeg er ikke den, der siger, at Lindenbaum og Wirsén ikke er så feministiske og normkritiske, at det gør noget, for selvfølgelig gør det noget i 2015 at lave børnebøger, der afspejler den mangfoldighed, der faktisk findes, og de mange måder at være og ikke være familie på, der også findes. Det spændende er, at ingen af de to fremstiller en fodboldglad pige eller regnbuefamilien som et ideal. Mangfoldigheden findes bare. De har heller ikke berøringsangst; det må godt må være besværligt at forelske sig på barnemåden i sin onkel, der findes børn, hvis største bekymring er, om de store derhjemme skændes og slås. De to skrivende tegneres arbejder viser, at når det foregår i kunstnerisk form, kan man faktisk holde til at forholde sig til de helt svære emner. At være lille er nemlig et stort drama. Hver dag. [email protected] 2m0e1r 249.5 A Y E o DST m / udk m BEoodreads.co g GLÆD DIG til flere Young Adult-romaner af både danske og udenlandske forfattere. Bøger, der giver dig noget at GRINE, GRÆDE og TÆNKE over. Følg unge læser 36 I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5 I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5 TENDENS 37 TENDENS Mia Mottelsons bog ’Frygtelig frygt’ opmuntrer til fysisk interaktion, og børnene integrerer den i deres egen leg. Illustrationer og foto: Mia Mottelson/iBureauet Nye børnebøger sprænger rammerne Børnebøger har tradition for at lege med bogmediet, men en række nye skud på stammen tager denne tendens et skridt længere. Er det en reaktion mod digitale medier? Information kigger nærmere på de såkaldte bogobjekter for børn og barnlige sjæle Af Emil Eggert Scherrebeck E n bog med ’poetsne’ og løse bogsider, som hvirvler rundt, når man åbner den papæske, der erstatter det traditionelle bogbind. En bog med to meter lange friser, uden ryg, hvor man kan sætte klistermærker ind og selv være med til at fortælle historien. En bog man skal dreje for at læse historien. Og en bog med monstre, der med spidse tænder vælter ud fra siderne og trænger sig ind på læseren. En række nye børnebøger er gået amok med at presse bogmediets og kreativitetens rammer, og selvom børnelitteraturen har tradition for at lege med bogmediet, så har børnebogen bevæget sig ind i en ny æra. »Illustrationer har jo altid fyldt meget i børnebøger, og det er ikke unormalt, at man har eksperimenteret med materialerne – at man for eksempel har lavet sider af plastik eller af stof – ligesom man har leget med bogens form, sådan at man kunne blive i tvivl, om det er en bog eller en rangle, man sidder med,« siger Nina Christensen, der er forsker ved Center for Børnelitteratur på Aarhus Universitet. »Men inden for de sidste par år er der utvivlsomt blevet skruet op for de knapper.« Det er en tendens, som man ser i hele Norden og også andre steder, fortæller hun, men man ser den altså ikke mindst i Danmark, hvor bøger som Oscar K.’s og Dorte Karrebæks foldud-bog Knokkelmandens Cirkus, Birde Poulsens dreje-rundt-bog Hvirvelvinden og Mette Hegnhøjs løse-blade-i-en-papæske-bog Ella er mit navn vil du købe det? – som i øvrigt netop er blevet nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris – udfordrer bogmediet på hver deres måde. Men hvorfor sker der så meget med børnebøgerne lige nu? Er det udtryk for, at bogmarkedet er presset? Eller er det måske en modreaktion rettet mod digitaliseringen? »Det er svært at sige entydigt, men det er i hvert fald, som om man er blevet ekstra opmærksom på bogmediet og på, hvad man kan med det. Der er tilsyneladende en lyst og en vilje til at vise, at den fysiske bog også kan være interaktiv og formmæssigt levende,« siger Nina Christensen. »Måske skyldes det, at iPad’en har vist os nye sider af bogen.« Hun tror dog ikke, at det er en decideret modreaktion imod de digitale medier. Og det var det heller ikke for Dorte Karrebæk, der har illustreret Knokkelmandens Cirkus. »Vi ville egentlig gerne have lavet bogen som en digital app, men det viste sig at være for dyrt. Så det var på ingen måde en reaktion imod iPad’en,« siger hun. ” Der er tilsyneladende en lyst og en vilje til at vise, at den fysiske bog også kan være interaktiv og formmæssigt levende Nina Christensen Forsker i børnelitteratur 38 I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5 I N F O R M AT I O N B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5 QUIZZEN TENDENS v. Anne Vindum/iBureauet Illustration: Ditte Ahlgren/iBureauet Illustrationer: Brikker fra ’Knokkelmandens Cirkus’ (Høst & Søn, 2014), hvor man selv sætter karaktererne ind på bogsiderne. Illustrationerne er udført af Oskar K. og bogen er forfattet af Dorte Karrebæk Med snuden i sporet 10 rigtige. Test din viden om litteratur for små og mellemstore mennesker. Svarene kan du læse dig til rundtomkring i tillægget 1. Forlag i udlandet kan have det svært med nøgenhed i den danske børnelitteratur. I Dorte Karrebæk og Oskar K.s bog ’Hamlet’ sidder en nøgen kvinde fanget et bestemt sted. Hvor? 5. I Simon Strangers trilogi om den velstillede norske pige Emilie og den fattige ghanesiske bådflygtning Samuel mødes de to på en strand et sted midt mellem deres hjemlande. Hvor? 9. En børnebog kan antage mange forskellige og fantasifulde former og formater. Med Mette Hegnhøjs ’Ella er mit navn vil du købe det?’ følger der for eksempel ’poetsne’. Hvad er det? 2. Der er udkommet utallige ungdomsbøger med et dystopisk verdensbillede de seneste år. Den svenske lektor Maria Nilson har skrevet bogen ’Teen Noir’ om fænomenet. Ved hvilket universitet forsker hun? 6. Der er stor forskel på, hvilke bøger børn læser i skolen og i fritiden. Hvilke to emner synes de fleste børn godt om, når de selv skal vælge bøger? 10. Debutanten Christine Lind Ditlevsen blev inspireret til at skrive romanen ’fredag, lørdag, søndag’ under et skrivekursus på en højskole – hvilken? 3. En nyere tendens inden for ungdomslitteraturen er bøger drevet af et aktivistisk og politisk ærinde. Hvilken islandsk forfatter har skrevet om klimakrisen og finanspolitik i allegorisk form? 4. Norske Gro Dahle skriver om bl.a. skilsmisse og vold i hjemmet. I en af hendes børnebøger er en lille pige så stille, at hun til sidst forsvinder. Hvilken? Det var det derimod for illustrator ved iBureauet Mia Mottelson, da hun tidligere på året, i forbindelse med sit afgangsprojekt ved Kunstakademiets Designskole i København, lavede en række interaktive børnebøger om gys og gru. »Den forskning, jeg stødte på i forbindelse med min research, pegede på, at iPad’en passiviserer barnet, og at det at bruge skærmen på ingen måde fremmer børns motoriske udvikling, som altså er en central del af barnets udvikling i det hele taget. Blandt andet læste jeg om et barn, der lavede såkaldte interaktive ting på iPad’en, men som ikke kunne finde ud af at bruge en saks,« fortæller hun og peger på, at det også kan være asocialt at sidde med en iPad. »Derfor ville jeg gerne lave interaktive børnebøger, der fordrer, at børn er både aktive og sociale, når de læser eller bruger dem.« Børn og bogobjekter De nye eksperimenterende børnebøger udfordrer konventionerne for, hvad en bog er, og bør derfor snarere kaldes bogobjekter, mener Nina Christensen. Den traditionelle bog – som man i øvrigt kalder ’kodeks’ i faglingo – er defineret ved, at man har nogle ark, som man skriver på, der limes eller syes sammen, og som har et omslag eller en ryg. Med bogobjekterne gør man noget ved et eller flere af disse elementer: »For eksempel kan man, i stedet for at bruge mange ark, vælge at bruge ét langt stykke papir. Det ser man et eksempel på i bogen Knokkelmandens Cirkus. Eller man kan gøre noget ved ryggen eller omslaget, som man gør det i Ella er mit navn vil du købe det?. Så har man ikke længere at gøre med en bog i traditionel forstand.« Det er ikke kun i børnelitteraturen, men også inden for øvrig eksperimenterende kunst og –litteratur, at der findes en lang tradition for at manipulere med bogen som medie. En bog som Ella er mit navn vil du købe det? peger da også helt konkret tilbage på dele af avantgardetraditionen, hvor man ser flere eksempler på bøger, der består af løse blade i en boks. 39 For eksempel kan man nævne den amerikanske kunstner George Brechts Water Yam fra 1963, som siden er blevet et af de mest kendte værker i forbindelse med den internationale tværkunstneriske avantgardebevægelse Fluxus, der i 60’erne og 70’erne netop fokuserede på at lege med forskellige medier. I en dansk kontekst kan man nævne Martin Larsens Svanesøsonetterne fra 2004 som en sådan ’boksbog’. Eller Henrik Haves Folkets bog om landets forsvar fra 1970’erne, der består af løse ark holdt sammen af to handsker, der fletter fingre omkring arkene. Ella er mit navn vil du købe det? trækker også på konkretlyrikken – en afart af strømningen konkretisme, der er kendetegnet ved at lege med sit materiale – fordi den, som Kamilla Löfström også beskriver i sin anmeldelse af bogen i Information, leger med den typografiske opsætning. F.eks. ’tegner’ Ella sin kat Kattekismus ved hjælp af de tegn, som er til rådighed på skrivemaskinen. Form følger fortælling »Bogobjekterne føjer noget til læseoplevelsen. De gør læsningen til en mere taktil oplevelse, ” Det er vigtigt for mig, at bøgerne kan bruges i en social sammenhæng Mia Mottelson Illustrator hvor man i højere grad læser med fingrene,« siger Nina Christensen. I Ella er mit navn vil du købe det? bevæger man sig et niveau længere ind i bogen, hver gang man tager et lag af: »Man skal tage det her bånd af, man skal pakke æsken op, man sidder og roder med de ustyrlige løse sider og den ligeså ustyrlige ’poetsne’ – altså de her små stykker papir, som skal forestille at komme fra Ellas hullemaskine, og som forlaget har lagt i bogæsken. Det bliver en fysisk bevægelse at komme ind til historien,« siger Nina Christensen. Bøgernes udformning og den taktile læseoplevelse spiller ofte direkte sammen med bøgernes fortællinger, fortæller hun. Og det sker også i høj grad i Ella er mit navn vil du købe det?, hvor bogens hovedtemaer bliver gjort levende af bogens fysiske udformning: »Fortællingen om Ella handler jo meget om tab. Om denne her børnetilværelse, der er ved at falde fra hinanden, og som Ella forsøger at holde sammen på. Bogens udformning mimer dermed den følelse eller den tematik, for den er jo også hele tiden ved at falde fra hinanden, og man har et forfærdeligt hyr med at holde sammen på poetsneen og de løse sider. Man oplever altså med andre ord tematikken på sin egen krop.« Det gælder også – om end på en lidt anden måde – for Birde Poulsens Hvirvelvinden, som handler om en gris, der er ude i blæsevejr. I fortællingen flyver alting rundt i hvirvelvinden, og bogen er udformet sådan, at man er nødt til at dreje den for at læse historien. Bogens form mimer altså bogens fortælling. Ligesom Knokkelmandens Cirkus i sin udformning mimer oplevelsen af den rejse, som knokkelmanden og hans optog er ude på, samtidig med at man med klistermærkerne, som man kan tage ud, får mulighed for rent fysisk at opleve den del af historien, som handler om, at deltagerne i optoget falder fra. Dorte Karrebæk har haft formidlingen af den gode historie som førsteprioritet, da hun arbejdede med udformningen af Knokkelmandens Cirkus. »Det er jo vigtigt, at det ikke bare bliver et eksperiment for eksperimentets skyld, og at det er historien, der driver værket. Vi lavede udelukkende bogen på denne måde, fordi historien egnede sig til det,« siger hun. Mia Mottelson, der i sine bogprojekter arbejder med temaet frygt, har også overvejet, hvordan formen kunne afspejle temaet. Derfor har hun blandt andet udviklet en pop-upbog, hvor drabelige monsteransigter vælter op fra siderne, når man bladrer i bogen. Men hovedårsagen til, at hun valgte at lege med bogmediet, har været, at hun ville skabe bedre plads til, at børnene kan blive stimuleret – i modsætning til de tendenser, hun ser i forbindelse med iPad’en. »Det er vigtigt for mig, at bøgerne kan bruges i en social sammenhæng. Jeg har lavet mine bogobjekter uden tekst, sådan at det ikke bare er den voksne, der læser op og altså derved skaber en monolog. I mine bøger skal barnet selv være med til at udvikle historierne i dialog med den voksne på baggrund af bøgernes visuelle univers,« siger hun. Dorte Karrebæk er ikke helt så skeptisk over for iPad’en. Hun vil gerne lave både digitale og analoge børnebøger: »Jeg synes, at begge dele kan noget. Jeg tænker det nok i virkeligheden lidt som to sider af samme sag.« 7. Den klassiske forestilling om kernefamilien udfordres i flere af Pija Lindenbaums børnebøger. Hvad er den svenske titel på bogen om Ella, onkel Tommy og hans nye ven Steve? Vi sætter fem bøger på højkant og trækker en vinder til hver: Mette Hegnhøj: ’Ella er mit navn vil du købe det?’ Jensen & Dalgaard Birgitte Krogsbøll og Kamilla Wichmann: ’Funkelgnister’ Jensen & Dalgaard Kim Sena: ’Hr. Kronhjort og de fyldte chokolader’ Jensen & Dalgaard 8. I Frankrig har debatten om ungdomslitteraturens skadelige indflydelse nået nye højder efter udgivelsen af ’Tous à poil’. Salget af den bog og litteratur generelt fejler dog ingenting – hvor mange børne- og ungdomsbøger blev der solgt i Frankrig i 2014? Sigurd Barrett: ’Sigurd fortæller om de græske guder’ Politikens Forlag Lars Daneskov: ’Dig, mig og lama’ Politikens Forlag Positiv Psykologi i børnehøjde • Et konkret værktøj til at udvikle dit barns trivsel, selvværd og optimisme. • 25 konkrete øvelser, der er lige til at gå til for dig og dit barn. Min Glade Bog - 25 øvelser, der giver glad ere børn og • Forskningsdokumenteret positiv effekt. forældre F ANBEFALET A kr. 250,00 ekskl. forsendelse KAT GRATIS PåLbA , etalingssiden ation”p r. 62,50). Skriv ”Inform kat (Værdi: k la p S TI A R G så får du [email protected] af Louise Tid mand Bestil bogen på www.glaedeogborn.dk Forskning omsat til praksis Scan koden for en levende indføring i ’Knokkelmandens Cirkus’ Send dine svar til [email protected] inden 1. juni. Vindernes navne offentliggøres i Information d. 6. juni. Glæde & Børn udgiver materialer, der introducerer og træner børn i værktøjerne i den positive psykologi. Louise Tidmand formidler også denne viden på foredrag og workshops rundt omkring i landet til såvel pædagogisk personale på institutioner som forældre. På www.glaedeoborn.dk kan du se vores mange trivselsmaterialer til brug i skolen – anbefalet af SOCIALSTYRELSEN, WHO OG PSYKIATRIFONDEN. Alle vores materialer baserer sig på forskning indenfor positiv psykologi og de 24 karakterstyrker. ost Så er der ♥♥♥♥♥ ”Det er svært at få mundvigene ned efter at have læst om alle disse søde og sære personer, som befolker Lama Daneskovs provins. Der er ikke langt til Ole Lund Kirkegaard.” – POLITIKEN TRO, HÅB OG GORGONZOLA ♥♥♥♥♥ – POLITIKEN ★★★★★ – EKSTRA BLADET ★★★★ ”Alt er fint og sjovt, og Daneskov skriver fantastisk.” – EKSTRA BLADET LARS DANESKOVS ANMELDERROSTE SERIE OM ANTON ”Hyleskæg og til tider himmelråbende usandsynlig højtlæsningsbog i et rigtig godt og mange steder nyskabende sprog” – LEKTØRUDTALELSE TØSELUS OG VINKEFLÆSK ★★★★★ – EKSTRA BLADET P O L I T I K E N S FO R L AG
© Copyright 2024