BØRNELITTERATUR Download/11,1MB

MAJ 2015
DAGBLADET
INFORMATION
BØRNELITTERATUR
Den aktivistiske
æstetiker
Norske Simon Stranger giver stemme til
papirløse bådflygtninge
SIDE 14
TENDENSER
Fri Fupz - Børn og business - Dystopi og nøgenhed - Bogen som ting - Gro Dahles utrygge rum - Detektivquiz
INDHOLD
BØRNELITTERATURENS HISTORIE
S. 8-9
2
I N F O R M AT I O N
B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5
LEDER
Illustration: Mia Mottelson/iBureauet
Gå på opdagelse i 400 års børnelitteratur
VERDEN AF LAVE
S. 10-12
Børnelitteraturen er fuld af dystopier
DE VILDE SVANER
NÅR ENGAGEMENT BLIVER LITTERATUR
S. 14-15
med illustrationer
af Lars Gabel
Simon Stranger om børnebøger og bådflygtninge
BOGEN SOM BUSINESS
S. 16-18
Børnebogsbranchen er ikke for sarte sjæle
HØJPRODUKTIVE FUPZ
S. 20-23
Vinder af
Kulturministeriets
Illustratorpris
for børne- og
ungdomsbøger
STORT
FORMAT
Kim Fupz Aakeson er dårlig til at kede sig
HVAD LÆSER DE I UDLANDET
S. 24 + 34
Moralsk panik i Frankrig og normkritik i Sverige
KARMABOY – KOMETEN OG DEN ONDE NUMSEKLØE
OP AF SOFAEN
S. 26-28
af Jacob Riising
Børnelitteraturen er igen blevet politisk
DYSTRE TEMAER
S. 30-31
„Muligvis d
en bedste
bog i verde
n“
Bri
Gro Dahle er ikke bange for det, der gør ondt
GYS OG HUMOR HITTER
S. 32-33
Børn ville læse mere, hvis de selv fik lov at vælge
BEVÆGELIGE BØGER
S. 36-38
En bog kan være fuld af ’poetsne’, monstre og
brikker, der kan flyttes rundt
KOLOFON
Ansvarshavende chefredaktør: Christian Jensen
Magasinchef: Søren Heuseler / iBureauet
Art director: Jesse Jacob / iBureauet
Temaredaktion: Anita Brask Rasmussen og Anne Vindum
Redaktionssekretær: Nina Trige Andersen
Skribenter: Anita Brask Rasmussen, Anne Vindum,
Emil Eggert Scherrebeck, Jannie Schjødt Kold, Kamilla
Löfström, Karen Fjordside Pontoppidan, Lisa Ashley
McCulloch, Rasmus Elmelund, Tine Byrckel
Fotoredaktør: Sigrid Nygaard
Illustratorer: Ditte Ahlgren, Freja Bagge, Ib Kjeldsmark, Mia
Mottelson
Fotografer: Emanuele Camerini, Jakob Dall,
Sigrid Nygaard, Tine Sletting
Korrektur: Gustav Carl Rey Henningsen, Jesper Jordan
Annoncesalg: Frontmedia
Tryk: Sjællandske Medier
Forsidefoto- og illustration: Jakob Dall og Mia Mottelson
Udgivelsen er støttet af Nordisk Ministerråd
At ville nogen noget
Af Anita Brask Rasmussen
E
r vi så bange for at komme til at
sige, at børnelitteraturen skal
noget, at vi overser, at det gør
den nok under alle omstændigheder?
Det undersøger Information blandt andet i dette tillæg, der beskæftiger sig
med en litteratur, der er mange meninger om – men ikke mange forskellige.
Børnelitteraturen har altid været fanget i dikotomi: kunst eller ikkekunst,
æstetik eller pædagogik, fantastik eller
didaktik, saga eller sagosuppe, poesi
eller politik. Beskyldningerne om, at
den tager hensyn, der ikke rager kunsten, men rager langt ind i pædagogikken, formuleres på stadigt nye måder,
og forfatterne har paraderne oppe, så
snart det bringes på bane. De vil først
og fremmest litteraturen, siger de. Det
vil de fleste forfattere vel, ellers kunne
de lige så godt sælge sæbe og først og
fremmest ville sælge sæbe.
Forskel på viljer
Det gavner ikke nogen, at børnelitteraturen altid er i forsvarsposition og
placerer sig på en anden front end den,
der lige nu er under angreb. Børnelitteraturen holder ikke op med at være
litteratur, så snart den også begynder
at være noget andet. Som man kan se i
Mia Mottelsons illustration i dette tillæg, så har børnelitteraturen historisk
set kunnet mange ting, og det ene udelukker ikke det andet. Tværtimod. Der
er kunstnerisk potentiale i det meste –
spørgsmålet er så, om man får det forløst i den ramme, man har valgt. Det er
det, der kan afgøre, om det er god eller dårlig litteratur, men litteratur hol-
der det ikke op med at være. Information kigger i dette tillæg blandt andet
nærmere på en tendens til at kombinere børnelitteratur og aktivisme. Det
kan være Oscar K.s grænse-, genre- og
normbrydende bøger, det kan være
islandske Andri Snær Magnasons allegorier over finans- og klimakrise, og
det kan være norske Simon Strangers
realistiske trilogi om bådflygtninge.
Forskellen på aktivistisk og politisk litteratur i børnelitterær forstand er, at
den politiske litteratur vil præge læseren i en bestemt retning, den aktivistiske litteratur er uden retning. Den
foreskriver ikke, hvordan man skal
handle, men den undersøger det at
handle. Den vil altså læseren noget. Vil
forfattere ikke altid nogen noget med
”
Børnelitteraturen har altid
været fanget i
dikotomi: kunst
eller ikkekunst,
æstetik eller
pædagogik,
fantastik eller
didaktik
deres litteratur? kunne man spørge.
Jo, ellers fortjener de en røvfuld, men
der er forskel på viljer. Børnelitteraturen skrives i høj grad ind i en kontekst.
Ligesom historiske romaner siger mere
om, hvem vi er, end om, hvem vi var,
så siger børnelitteraturen også mere
om de voksne, end den gør om børnene. Det er den voksne forfatters syn på
barnet og verden og barnet i verden,
der kommer til udtryk, når børnelitteraturen beskæftiger sig med skilsmisse, samfundsproblematikker, død og
eksistentielle kriser, som meget af den
gør lige nu. Derfor siger det også mere
om Information end om børnene, at vi
i dette tillæg vælger at fokusere på den
del af børnelitteraturen.
Hvem skriver man for?
I dag opfatter vi børn som selvstændige, kompetente individer, som ikke
skal forholdes en stadig mere kompliceret virkelighed, og det påvirker måden, hvorpå vi opfatter og skriver litteraturen til dem. Den ærlighed skylder
vi dem. Det helt afgørende spørgsmål
er derfor: Hvem skriver man for? Hvis
man faktisk forsøgte at besvare det i
stedet for at opfatte det som et trickspørgsmål, der er et rigtigt og et forkert
svar på, så kunne man måske få et interessant svar, der åbner børnebogen og
viser dens mangfoldighed i stedet for
at lukke den. Hvis man helt automatisk svarer: kunsten, er man ikke meget bedre end skolelæreren i GummiTarzan. Da Ivan Olsen spørger ham:
»Hvorfor skal man lære at læse?« er det
bedste svar, han kan præstere: »Fordi
det står i loven.«
[email protected]
tia Riising
UDKOMMER
I DAG
TO
ROMANER
I ÉN BOG
(forfatter
ens mor)
- BOGEN,
SOM HELE VERDEN
HAR VENTET PÅ
(i hvert fald i Skovlunde)
KÆRLIGHED
FOR FANDEN
af Katie Cotugno
FORBANDEDE MØDOM og
FORPULEDE KÆRLIGHED
af Sarah Engell
FØR JEG DØR
af Jenny Downham
DEN SOMMER
ALTING ÆNDREDE SIG
af Jenny Han
er til dig, der kan lide at læse
om livet. Både når det er tindrende
lykkeligt, men også når det er
mørkt og råt og gør ondt. SONAR er
dyk ned i tanker, oplevelser, handlinger og konsekvenser – alt det
som kan ske, når livet griber fat …
Der er flere bøger i serien og
nye titler er på vej.
4
I N F O R M AT I O N
B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5
UNGDOMSBØGER
PRISBELØNNET OG
ANMELDERROST
ILLUSTRERET FORTÆLLING
TIL UNGE OG VOKSNE
Ud af ugen, ind i livet
I Christine Lind Ditlevsens debutroman ’fredag lørdag søndag’ er fredagens
happy hour ikke nødvendigvis lig med søndagens happy ending
’Jeg skriver ikke til nogen bestemt
aldersgruppe,’ siger Christine
Lind Ditlevsen, der er aktuel med
ungdomsromanen ’fredag lørdag
søndag’.
Foto: Bjarke MacCarthy
målsløst rundt, sige ting og fortryde
dem, og alt dette lægger hun frem i
en tempofyldt stream of consciousness. Ret lig med måden, bogen blev
til på: »Den kom bare til mig – i et
langt, hurtigt flow. Dagsordner for
skriveriet virker ikke for mig,” fortæller forfatteren.
Af Karen Fjordside Pontoppidan
»D
-----------
an Turèll holdt af hverdagen, jeg holder af weekenden. Og så har jeg efterhånden oplevet fredag, lørdag og
søndag en del gange i mit liv,« begynder Christine Lind Ditlevsen, da
jeg spørger ind til titlen på hendes
debutroman, fredag lørdag søndag,
som meget passende udkommer på
en fredag. Handlingen udspiller sig
over en weekend, og set gennem en
ung piges øjne bringes læseren fra
fredag til søndag via farvestrålende
nætter og hårdtslående morgener.
Men som sådan er det ikke forfatterens livserfaring, der har ført til
debuten. En udgivelse har længe ulmet under overfladen, det afgørende
indspark kom udefra – ikke indefra.
Holdsport og ‘happy hour’
På Testrup Højskoles skrivekursus
‘Tag og skriv’ oplevede Christine Lind
Ditlevsen, hvordan omgangen med
de andre skrivelystne deltagere satte
gang i produktiviteten. »Skriveriet
blev en holdsport. At være sammen
med alle de andre, unge som gamle,
fik mig til at skrive bedre.«
Måske til dels på grund af aldersspredningen på disse inspirationskilder rammer fredag lørdag søndag
ungdomsjargonen så fornemt. Sproget er nærværende og indforstået,
som var forfatteren årgang ‘91 og
ikke ‘71.
Betegnelsen ‘ungdomsroman’ vil
hun dog ikke vedkende sig. »Jeg skriver ikke til nogen bestemt alders-
gruppe, og hvis en fyrreårig ikke kan
genkende det følelsesmix af ekstase
og lede ved livet, en druktur fremkalder, bør vedkommende især læse
bogen,« fastslår hun og uddyber: »Det
er en forfatters pligt at kunne mestre
forskellige jargoner. En prøve, der
afslører, om forfatteren kan skrive.«
Hvis ikke bogens tredages ‘happy
hour’ vækker genkendelse hos læseren, er der sikkert andet, der gør. For
ifølge forfatteren omkranser handlingsforløbet alt det, vi gør uden at
tænke over det: sove, spise, vade for-
Vinger og sorte sprækker
Dermed ikke sagt, at vi har at gøre
med banaliteter. For det er netop
længst muligt væk fra det banale,
forfatteren vil. Når det lykkes, får
teksten »vinger« og bliver »poetisk
og sand på samme tid«, som hun
udtrykker det. Særligt fascineret
er hun af sammenstødet mellem
det poetiske sprog og den prosaisk
hårdtslående handling i f.eks. Bjørn
Rasmussens værker. Hun beskriver
det som »sorte sprækker i den fine
overflade«. Sådanne sorte sprækker
håber hun også, hun får slået i fredag
lørdag søndag, da »hvert lille tekststykkes tyve linjer helst skal kunne
flyve på sine egne vinger«. Vingebesatte tekster er i Christine Lind
Ditlevsens optik også noget, forfatterne Stine Pilgaard og Stefan Zweig
forstår sig på, og forhåbentlig kan
vingerne også bære den nye roman,
hun selv arbejder på for tiden. Endnu
engang handler den om unge – men
vil kunne læses af alle.
Politiken
Fyens Stiftstidende
Berlingske
Aarhus Stiftstidende
…en uhyggelig, dyb og rørende historie
om at være menneske. Hvis du kun skal
læse en bog i år, så lad det være denne.
Weekendavisen
[email protected]
Christine Lind Ditlevsen: ’Fredag
lørdag søndag’. Høst & Søn, 8. maj
2015
U DKOMMER JU N I
HJERTEBANKEN
FORVENTNINGEN
HONEY
PRIMITIVT
DYSTERT
Den norske lyriker Thomas
Marco Blatt debuterer som
ungdomsforfatter med Hvis
du lyver, der handler om den
snart 12-årige Klara, der er
forelsket i sin seje overbo Sofie.
Socialt pres får hende til at blive
kærester med bedstevennen
Marco, selvom hendes hjerte kun
banker for pigen med de hullede
cowboybukser.
Svenske Åsa Asptjärn giver
her ordet til åndelig vejleder
Emanuel Kent Sjögren, som
har en livsfilosofi om at sænke
forventningerne. Så kan man ikke
blive skuffet. Problemerne for
teenageren med den store næse
opstår, når livet viser sig fra sin
gode side, og man begynder at
forvente noget af det.
Et kinesisk mundheld har givet
titel til Hest, hest, tiger, tiger, og
det bruges, når noget ikke er rigtig
godt. I Honeys liv er både hendes
læbeganespalte, forældrenes
skilsmisse og storesøsterens
handicap lidt tunge at danse med.
Men Honey klarer sig og lyver kun
en lille smule, når hun skal ud af
kiksede situationer.
Dick har fået en nyskabende og
genial idé: Han har bestemt sig
for at blive verdens mest negative
person, men det viser sig at være
en svær rekord at slå. Norske Arne
Svingens Kærlighed og kaos –
kunsten at være negativ er en bog
om forelskelser og nøgenbadning
og andre pinlige ting i livet til
Dick, Jønna og Vilde.
Med en strand, en autocamper
og et forladt hotel som scene
driver en flok teenagere rundt og
hører ikke rigtig til i verden: En
ven er død, og der er ikke nogen
bindinger til voksne. Nyligt
afdøde Seita Vuorelas Grundstødt
er tilsat magisk realisme og
eventyr og vandt Nordisk Råds
børne- og ungdomslitteraturpris
2013.
Thomas Marco Blatt: ’Hvis du
lyver’. Turbine, 21. maj 2015
Åsa Asptjärn: ’Kunsten at have sygt
lave forventninger’. ABC, maj 2015
Mette Eike Neerlin: ’Hest, hest,
tiger, tiger’. Høst & Søn, 12. maj 2015
Arne Svingen: ’Kærlighed og kaos’.
ABC, juni 2015
Seita Vuorela: ’Grundstødt’.
Turbine, juni 2015
MONSTER
En roman af Patrick Ness
Efter idé af Siobhan Dowd
Illustreret af Jim Kay
Se MONSTER
komme til live her:
gyldendal.dk/monster
6
I N F O R M AT I O N
B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5
BØRNEBØGER
En remse, der kan råbes
Edderreje, gaflekande og persillikum. Birgitte Krogsbøll har opfundet mange nye ord og udtryk i sin
første børnebog, og illustratoren Kamilla Wichmann har fortolket, hvordan disse ting ser ud. Her
fortæller de om deres arbejde med børnebogen ’Funkelgnister’
’Jeg skriver aldrig noget uden at
læse det højt mange gange. Der
skal være en rytme i det,’ siger
Birgitte Krogsbøll. Foto: Privat
Af Lisa Ashley McCulloch
»D
-----------
Ordlyden i fokus
Bogens rim og remser fortæller nogle
små historier, der er inspireret af forfatterens opfattelser af lyd og sprog
fra barndommen: »Jeg kan huske,
hvordan jeg selv oplevede ordenes
lyd. Man kan gå hen ad vejen og lave
et bestemt trampemønster og lave
nogle lyde – uden at vide, hvad de betyder, men bare fordi de lyder godt.«
Det er netop ordenes lyd, der er
i fokus i bogen, hvor særligt tre er
populære hos forfatteren: »Æ, ø og
å har altid været mine favoritter. Det
hænger nok sammen med, at æ betyder græs, å er himlen, og ø er grøn.
Det er i hvert fald nogle associationer,
jeg lavede, da jeg var ganske lille.«
Birgitte Krogsbøll, der tidligere
har arbejdet som pædagog, har med
sit fokus på ordlyden ikke beskæftiget sig med lixtal eller bekymret sig
over for lange ord i sit arbejde med
bogen: »Jeg er ikke bange for, at det
bliver for svært for børn. Så kan det
være lidt sjovt for de voksne, der skal
læse det op i stedet.«
Frie fortolkningsrammer
Igennem bogens fokus på ordets lyd
[email protected]
Birgitte Krogsbøll og Kamilla
Wichmann: ’Funkelgnister. Rim,
råb og remser’. Jensen & Dalgaard,
19. maj 2015
o
e
D
Ja
co
rø
b
R
ie
w
m
&
O
tt
m
D
ic
km
e is
eh
s
ul
en
et at tale og forme lyde er
jo også at bevæge kroppen. Man øver sig,« siger
digteren og den debuterende børnebogsforfatter Birgitte Krogsbøll.
»Selv for voksne kan det være svært,
om man skal sige ‘avocado’ eller ‘advocado’. For et barn tror jeg det at
lære at bevæge munden er ligesom
at lære at bevæge benene,« fortsæt-
ter hun. Børnebogsdebutanten har
tidligere udgivet flere digtsamlinger for voksne, hvor hun bl.a. har
brugt mange »barnlige elementer«.
Det udviklede sig naturligt, påvirket
af hendes nye titel som farmor, til
børnerim og -remser, der så blev til
bogen Funkelgnister.
er der opstået flere af de såkaldte
»vrøvlevers«, hvor ordene ikke har
nogen egentlig betydning, men bare
lyder godt. Andre steder er der lavet
nye ord. Disse nye ord er visualiseret
af illustratoren Kamilla Wichmann,
der har haft meget frie rammer til at
fortolke ordene og skabe et visuelt
univers: »Man leger så meget med
tegningerne, fordi hun har leget så
meget med ordene.«
I de akvarelmalede helsideillustrationer har Kamilla Wichmann
bl.a. visualiseret, hvordan en »funkelgnist« og en kage, der lyser »som
regnbueørred i tåge«, ser ud. Her er
hun også blevet påvirket af det stemningsfulde sprog, og det har farvet
det univers, hun har skabt: »Teksten
er lidt uhåndgribelig, så det gør også,
at man i tegningen tænker mere ud
af boksen.«
Udover at der bliver skabt inspirerende ord, så giver rimet også mulighed for at gøre ord til en »kropslig
oplevelse« ved at følge hjerteslag og
takt i oplæsningen: »Jeg skriver aldrig
noget uden at læse det højt mange
gange. Der skal være en rytme i det,«
fortæller Birgite Krogsbøll.
Rytmen bliver der gjort opmærksom på allerede i bogens undertitel
Rim, råb og remser, der lægger op til,
at den ikke blot skal læses: »Forhåbentligt skal den det hele. Meget af
det vil også kunne klappes og råbes,«
fastslår forfatteren.
A
lf
a
UDKO M M ER JUNI
LÆRER I FARVER
HULE MED DRØMME
HVIDE STREGER
FLYVENDE UBÅD
GÅ MED I LUNDEN
Hvis du har undret dig over,
hvad der er inde i din lærer,
kan du finde svaret her. I den
collagebårne italienske bog ser
man, hvordan læreren virker, og
hvad man gør, hvis der ikke er nok
af dem. De er nøgne under tøjet,
de har en bagside, og inden i dem
er der tabeller, floder og ure, som
til sidst ender inde i børnene.
Otto Dickmeiss har illustreret
denne fortælling om en lille
dreng, der mister sin storebror på
hospitalet. Her er lægen tegnet
som en bjørn, sygeplejersken
som en stork, og drengen er
ganske forladt. Med fantasien
som følgesvend laver han en
drømmehule under brorens seng
og kan på den måde mærke ham i
sine drømme.
Her kan du møde Alvide, som
er hende, der tegner de hvide
streger på vejene. Hun holder styr
på trafikken og sætter pris på en
fin, lige streg. Farvemættede og
poetiske landskaber er baggrund
for Alvides omhyggelige færden i
følgeskab med de to gamle mænd,
der bor i hendes hårsløjfe.
Da Lasse er flyttet til en ny by
med sin mor og far, opdager
han hurtigt, at der er noget
underligt ved byen. Når det
regner, falder der fisk ned fra
himlen. Sammen med sine nye
kumpaner, opfinderparret Krut
og Knud, klør Lasse på med krum
hals for at undersøge de mystiske
omstændigheder. Og det kræver
en ubådsflyver.
Annikas lillebror fødes for
tidligt, og i stedet for at tage på
landet i sommerferien, bliver
familien i byen. 12-årige Annika,
hvis forhold til sandheden
er lidt flosset, lusker rundt i
Observatorielunden, hvor hun
møder Kaja, som gerne vil lege
sandhed eller konsekvens. Uden
sandhed, for den er der alligevel
ikke nogen, der bekymrer sig om.
Otto Dickmeiss og Jacob Riewe:
’Drømmehulen’. ALFA, juni 2015
Sara Lundberg: ’Alvide’. Jensen &
Dalgaar, 12. maj 2015
Rasmus Juul: ’Ubådsflyveren’.
Turbine, juni 2015
Cilla Jackert: ’Rigtige løgnhalse’.
ABC, juni 2015
Susanna Mattiangeli og Chiara
Carrer: ’Hvordan læreren
fungerer’. ALFA, juni 2015
8
I N F O R M AT I O N
B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5
I N F O R M AT I O N
B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5
NEDSLAG
9
NEDSLAG
‘Orbis Sensualiu
m
Pictus’ regnes fo
r
at være den førs
te
billedbog for bø
rn
og er skrevet af
tjekken Johannes Am
os
Comenius. Den
viser, hvordan verd
en
er organiseret.
8
b og
156 børne r på
te
kto Niels
Re
ørs
n f ark. Vejle ne
e
D nm
r
ni
Bø
a
i D skole rev ‘ rnene t
sk
ø
in
ne
Lat redal r at b orda .
g
B jl’ fo , hv
s
e i
e
spe e lær opfør
n
r
kun rn bø
ba
1816
Adam Oehlenschläger
skrev, at »barnlighed er
et talent.« Det blev et
motto for H.C. Andersen.
.
stadig B.S
Vi synger
n
e
rg
ns M o
Ingeman
g.
a
d
i
rn
ø
B
sange for
9 ro de f.e s
18 sen d ti tur, sen 1835 inthers
W
a’
an
erik
risti
I Ch en til Am d i den
t
u
g
‘Flu r på vej mor fra
a
te
e
d
,
P
er
n
r
e
rde r, at der
e
v
e
stor et råbe rtryder: g
u
vind . Peter fo in sorg o
mad kned m på bundru
ø st
«
»Jeg t min tr uppen.
s
fand af sagoden
3
1873+191
dført,
jde blev in
ørnearbe
b
dt, så
rå
m
o
rt
e
e
v
v
Lo
e blev o
ft
o
e
m
d
m
d
gang ti so
og selvo
for første
r.
rn
e
ø
v
b
o
e
e
d
hav
stemm
kunne be
ndret,
de skulle
men er æ
m
o
d
rn
a
b
å
turen.
p
t
ra
e
e
Syn
børnelitt
r
e
k
ir
v
å
og det p
e a ch am ’
k
Vo v m tter Eri ogs nes n
e
e li n B
l
b ne ia s Ver tori
t ne s is
r
s
bø hri ne ule g h son
C ør ’, J o in .
‘B ng ner ob oe
R s
li a
m m ru
ro o C
1844
Pierre Blanchards ‘Tag Dig i Agt’
skulle: »afholde Børn fra Handlinger, som kunne blive farlige for
dem.« Bloddryppende historier
om piger, der sluger nåle eller
drenge, der spiser for meget slik.
Og dør!
Oplysningstid med illustrerede encyklopædier
for børn. F.J. Bertuch
udgav ‘Bilderbuch für
Kinder’ med »et billedrigt kaos« som børnene
selv kunne organisere og
gennem det opnå sans
for skønne former.
1837
14 er
19 an n til ks.
6 m
1844
1790
1658
Heinrich Hoffmann synes
det blev lidt for meget med
disse ulykkeshistorier og
udgav ‘Den store Bastian’.
Skønt den af mange opfattes som alvor, så var
den ment som en
parodi.
1835
entyr
H.C. Andersens ‘Ev
var
’
rn
bø
for
fortalte
manRo
.
rn
bø
t
tte
lre
må
rtikkens børnebogsfo
rn
ba
at
e,
nt
me
fattere
stand,
til
en
r
va
en
mm
do
efter,
man burde stræbe
ksen
vo
ve
bli
at
t
de
mens
af
ret
var at blive spole
b.
ka
ds
on
s
verden
1845
Naturelskeren H.V. Kaalund
skrev ‘Fabler for Børn’. Fabler, eventyr, sange og rim og
remser dominerer romantikkens børnelitteratur.
1812
Brdr. Grimms
folkeeventyr
blev læst af
både børn og
voksne
1863
Loren
z
Dagen Frølichs ‘H
v
g
regnes aaer for L orledes
ille L
for de
ise’
n førs
ne da
te
nsk
børn. D e billedbog modere
for sm
ner Li n beskriver
å
i
ses hv
erdag, tyve scenyt se
som n
t fra ba
og
rnets s
ynsvin et
kel.
190
Walter 1
Ch
mas’ f ristørste
bog om
P
Most, eder
der er
tilegne
t
raske D »Alle
renge,«
udkom
mer.
1944
Kamma Laurents
‘Spørge Jørgen’ og
Jens Sigsgaards ‘Palle
alene i Verden’. Moderne virkelighedsopfattelse og antiautoritær reformpædagogik.
1918
w. I takt
Torry Gredsteds Pa
elsens
med spejderbevæg
tallet
an
er
ks
vo
udbredelse
, der
ge
en
dr
om
r
ne
af roma
, på
ren
tu
na
klarer sig selv i
n
‘de
d
me
t
de
mø
i
havet og
eromapig
så
og
er
r
De
’.
vilde
Madsens
ner som Johanne
rn’.
bø
s
en
dt
an
es
‘G
1929
Efterhånden blev
der plads til lidt
frækkere piger
som ‘Bibi’ af Karin Michäelis.
1939
I Danmark udkom
også Maria Andersens ‘Tudemarie’.
1945
Et afgø
1
udkomm rende år i dansk 967
e
b
Bødkers r: Ole Lund Kirk ørnelitteraturh
is
egaards
‘Silas og
debut ‘L torie. Bl.a.
den s
om ‘Snø
ille Virg
vsen’. H orte hoppe’, Be
il’, Cecil
nny
alfda
og Flem
ming Qu n Rasmussens Andersens første
‘Halfdan
ist Mølle
s
rs ‘Cyke
lmyggen ABC’
Egon’.
1950-60’erne
De triviallitterære serier for piger og
drenge om f.eks. Susy og Jan dominerer
helt op til begyndelsen af 1960’erne.
Bibi deler mange
træk med Astrid
Lindgrens ‘Pippi
Langstrømpe’.
1940
Egon Ma ’erne
thiesens
siske bil
klasledbøge
r om ‘Mis
med de
blå øjne
’ og ‘Abe
n
Osvald’.
1992
Louis Jensen begyndte
på sine ‘1001 firkantede historier’. Den
sidste udkommer i år.
1977
er
en træd
Realism
e
rn
ja
miB
også fre
m
o
s
r
e
g
ø
b
Reuters
r
e
g
ø
og Th
‘Zappa’
er
g
ø
b
s
d
Birkelan
mme’.
om ‘Kru
1979
1970’erne præges af
realisme og den bliver
hurtigt politisk. Bodil
Bredsdorffs ‘Runes mor
er smed’ og ‘Lindas mor
er buschauffør’ (1980) har
i højere grad et politisk
sigte end et litterært. Der
opstår en decideret socialistisk børnelitteratur.
1976
Bent Ha
lle
ske ‘Kata rs barmarane
n’
sætter g
an
af histori g i en
en
opheded s mest
e diskus
sioner o
m
nelittera børtur. Om
hvad og
hvordan
man må
skrive fo
r
børn.
Illustration: Mia Mottelson/iBureauet Kilde: Torben Weinreich: Historien om børnelitteratur
2011 og frem
Børnelitteraturen er i dag
mangfoldig i både fortælleform og indhold. Oscar
K og Dorte Karrebæk nedbryder tabuer med barske
bøger som ‘Lejren’, hvor
en kz-lejr fungerer som
allegori over barndommen.
1981
Klaus Rifbjergs
‘Kesses krig’
handler om
besættelsen.
1985
Bjarne Reuter udgiver ‘Shamran’, og
generelt udkommer
der mange fantasyromaner for børn
i 1980’erne. Man
forsvinder væk fra
1970’ernes realisme
via historien.
1986
Lars-Henrik
Olsens bestseller
‘Erik Menneskesøn’ om nutidens
Erik, der hentes
ind i de nordiske
guders verden.
1997
Fantasyfortællinger dominerer
stadig børnelitteraturen i dag.
Ikke mindst efter
den første ‘Harry
Potter’ bog.
2000
ark er
I Danm
abera
K
Lene
ambøls ‘Sk
atter ’
d
merens nde.
e
skelsætt
10
I N F O R M AT I O N
B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5
I N F O R M AT I O N
B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5
DYSTOPIER
11
DYSTOPIER
Illustration: Ib Kjeldsmark
I Skandinavien
overlever kollektivet
- selv i dystopien
Man taler om en dystopibølge i ungdomslitteraturen. Det
startede med amerikanske ‘Hunger Games’ og har bredt sig
til Europa og Skandinavien. Der er dog en forskel ifølge den
svenske forfatter til ‘Teen Noir’: I Skandinavien har vi håb
Af Anita Brask Rasmussen
I
litteraturen er verden gået under mange
gange. I katastrofer, i epidemier, i krig, i
overflod og apati. Siden Gulliver tog ud på
sin rejse i midten af 1700-tallet er forestillinger
om det dystopiske samfund blevet beskrevet i
litteraturen. Også i børnelitteraturen er genren
velkendt, men i løbet af de seneste fem år er
den nærmest blevet dominerende inden for
det, forlagene ynder at kalde Young Adult.
Det startede med en kvindelig bueskytte, der
selvopofrende melder sig til et umenneskeligt overlevelsesspil i amerikanske Suzanne
Collins serie Hunger Games. Nu udkommer
ugentligt dystopier inspireret af heltinden
Katniss Everdeens kamp mod overmagten.
Også i Skandinavien.
Den svenske lektor i litteraturvidenskab ved
Linnéuniversitetet Maria Nilson har skrevet
bogen Teen Noir, i hvilken hun undersøger
tendenserne. Hun har fundet frem til, at der
er ligheder mellem de meget dystre amerikanske dystopier og de skandinaviske, men
der er én afgørende forskel: »I Skandinavien
har vi tydeligvis mere tiltro til kollektivet,«
siger hun.
De kulturspecifikke forskelle vender vi tilbage til. Først fremhæver Maria Nilson hvilke
temaer, der tages op i dystopierne. Relationer
og samarbejde mellem mennesker i ekstreme
situationer driver ofte fortællingen.
»Det handler om individ og kollektiv. Men
det handler også om samfundsforhold og værdier, om demokrati, og hvilke muligheder og
begrænsninger det indebærer. Om forholdet
mellem stat og borger. Det handler om kønsperspektiver, om en undersøgelse af køn og krop.
Om overforbrug og klimaforandringer.«
Dystopierne i ungdomslitteraturen er i høj
grad påvirket af de diskussioner og tendenser,
der præger samfundet generelt. Derfor er det
også kun naturligt, at klimaproblematik efterhånden ikke udelukkende er tilstede som
en abstrakt og pludselig katastrofe, men også
som en meget konkret del af fortællingen.
Undgå jordens undergang
»Vi taler så meget om global opvarmning og om,
hvordan vi kan gøre verden mere bæredygtig,
og det er klart, at disse bøger også svarer på
en del af det. Der er for eksempel britiske Saci
Lloyds Carbon Diaries, der netop er udkom-
”
I Skandinavien
har vi tydeligvis
mere tiltro til
kollektivet
Maria Nilson
Lektor i litteraturvidenskab
met i Sverige og er ved at blive rigtig store. De
undersøger, hvad det ville indebære, hvis man
skulle skære drastisk ned på sit fodspor, så vi
kan undgå at jorden går under. Vi befinder os
på et tidspunkt i historien, hvor katastrofen
endnu ikke er indtruffet, men konkrete forholdsregler indføres af den britiske regering –
og hvilke begrænsninger på hovedpersonens
frihed resulterer det så i?«
Maria Nilson fremhæver særligt finske
Emmi Itärantas Teemestarin kirja, der er udkommet på engelsk med titlen Memory of water. I dette dystopiske samfund er frisk vand
en mangelvare. Hovedpersonen får kendskab
til en stor hemmelighed, og med denne viden
følger et stort ansvar.
»Den stiller det moralske spørgsmål: Hvor
mange ressourcer kan jeg beholde selv? Hvis
jeg deler dem med nogen, så vil de forsvinde.
Er det rigtige og retfærdige at dele dem nu
og på kort sigt hjælpe mine medmennesker,
eller skal jeg tage magten over ressourcerne
for måske at kunne redde nogle fremtidige
børn på lang sigt?«
Men betyder denne forholden sig til virkelige udfordringer så, at bøgerne opfordrer til
at reagere på dem? Ja, mener Maria Nilson,
men ikke nødvendigvis i meget konkret
12
I N F O R M AT I O N
B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5
DYSTOPIER
Illustration: Ib Kjeldsmark
Zapp af
forstand. Og det handler ikke så meget om
forfatterens intention, men om hvordan andre
bruger bøgerne. Som al anden børnelitteratur
indgår dystopierne i en kontekst.
»Jeg har netop læst en masse artikler af
litteraturpædagoger, som beskriver, hvordan
man bruger disse bøger i klasseundervisning.
Og der er mange, især fra USA, som siger: ‘Ja,
det er underholdning, og det kan være en vej
ind i litteraturen, hvis man er utrænet læser,’
men de synes også, at det er bøger, der aktiverer unge og får dem til at fundere over, hvordan man moralsk og etisk ville handle, hvis
demokratiske rettigheder blev sat ud af spillet, eller hvis en undtagelsestilstand opstod.
Det er jo vældig taknemmeligt for en lærer at
have litteratur, der på den måde kan starte en
diskussion om så grundlæggende værdier.«
Tillid og mistillid
Det er altså generelt store spørgsmål, der behandles i dystopierne, men på meget forskellig vis, og det er her, ideologiske og kulturelle
forskelle kan komme til udtryk. Dystopien
kan, udover at være en analogi over virkelige
samfundsforhold, også være et lille afkog af
værdierne i det specifikke samfund, den er
skrevet i. Måske endda i endnu stærkere grad
end andre genrer.
»Der findes mange dystopier fra USA, der er
meget, meget dystre. Det er ulykke på ulykke
og håbløshed. Der er lidt mere håb i de skandinaviske. Om at man på trods af al ulykken
kan leve sammen i en gruppe. I de amerikanske er der en stor tiltro til, at individet kan
overvinde overmagten, men kollektivet yder
ofte modstand frem for hjælp. Man kan ikke
kollektivt samles om en sag, men må udelukkende kæmpe for sig selv. I Skandinavien handler det ikke bare om, at jeg selv, min
familie og min kat skal klare det. Men at en
større gruppe kan klare det.«
Noget tyder på, at den amerikanske kliché
om, at man er sin egen lykkes smed, er stærk i
deres dystopiske litteratur, mens velfærdsstatens fællesskabstanke er svær at slippe af med
i Skandinavien. Det samme gælder tiltroen til
”
I de skandinaviske
dystopier kan man
tilkæmpe sig magt for
fællesskabets skyld,
men i de amerikanske
er det magt for magtens
skyld
Maria Nilson
Lektor i litteraturvidenskab
staten. »Der er ikke den samme kynisme i de
skandinaviske dystopier. I de amerikanske
er der en forestilling om, at magt altid korrumperer. At man ikke kan få magt uden at
misbruge den. Men det er ikke sådan, vi ser
det. I de skandinaviske dystopier kan man
tilkæmpe sig magt for fællesskabets skyld,
men i de amerikanske er det magt for magtens
skyld. Det er selvfølgelig meget firkantet sat op,
men tendenserne er faktisk meget tydelige.«
Stereotyper
Ikke overraskende er ligestillingen mellem
kønnene større i Skandinavien. Bøger som
Sofia Nordins Et sekund ad gangen nærmer
sig endda et alternativ til det heteronormative, men Maria Nilson påpeger alligevel, at
det generelt ikke er i dystopierne, man skal
lede efter opgør med kønsstereotyper.
»Den unge stærke heltinde har været i fokus i fantasy-genren længe, og det er hende,
der driver historien videre, men det er ganske påfaldende, at de som regel bruger bue
og pil. Et afstandsvåben. Det er ok for kvinder at være voldsomme, så længe de er det
på afstand. Det samme er tilfældet i Moira
Youngs Dustland-bøger. Her er det også en
ung kvinde, som bliver meget voldelig, men
det er aldrig beskrevet. Det er, som om hun
bare går i en slags rus, og så to sætninger senere har hun dræbt 15 mennesker.«
Selvom verden er ved at gå under, afholder dystopierne sig ikke fra de temaer, der
også i mindre katastrofale situationer hører
til ungdomsromanen: spirende seksualitet,
frigørelse fra forældrene og identitetssøgen.
Men hvor ungdomsromanen i Skandinavien
generelt er begyndt at undersøge krop og seksualitet på en mere åben facon i for eksempel
danske Rebecca Bach-Lauritsens og svenske
Jessica Schiefauers forfatterskaber, så er det
ikke i dystopien.
»Heltinden har som regel en kærlighedsrelation, som er meget vigtig. Den er ofte vigtigere end alt andet, faktisk. Den kvinde, som
gik i front, når det gjaldt om at trodse overmagten i det dystopiske samfund, får ikke
nogen afgørende politisk rolle i det samfund,
der skal bygges op på den anden side. Hun får
sin store kærlighed og trækker sig så tilbage og
får børn. I de nordiske romaner fylder kærlighedshistorien sjældent særligt meget, men de
er dog stadig påfaldende heteronormative.«
Her taler Maria Nilson om dystopien generelt, for der er selvfølgelig undtagelser. Lige
nu er hun i gang med at læse en række titler,
der forholder sig meget konkret til krop. Og
det kan måske pege på, at dystopien langsomt
influeres af den bevægelse ind i kroppen, som
også er sket i voksenlitteraturen.
»I Julianna Baggots Pure er heltindens ene
hånd hugget af og erstattet med et dukkehoved. Heltinden er altså ikke nødvendigvis billedskøn – hun kan også have monstrøse træk.
Det er grotesk og jo en undersøgelse og understregning af krop. Det gør sig mest gældende
i de meget, meget mørke dystopier, men man
kunne da håbe på, at det ville sprede sig lidt,
for så bliver det virkeligt spændende!«
[email protected]
20 minutters frilæsning med Anders And
stimulerer dit barns udvikling
Giv dit barn en pause i hverdagen med en tur til Andeby, og vær med til at øge læselysten. I Andeby kan fantasien
slippes løs og tankerne folde sig ud – og så er det samtidig underholdende og lærerig læsning.
Bestil dit Anders And-abonnement på mitblad.dk
Bestil et abonnement i dag!
mitblad.dk
14
I N F O R M AT I O N
B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5
I N F O R M AT I O N
B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5
INTERVIEW
15
INTERVIEW
’Jeg føler, at jeg kan bruge
min forfatterstemme til noget,
jeg brænder for,’ siger Simon
Stranger. Trilogien om Emilie og
Samuel er udkommet på dansk.
Foto: Jakob Dall
Et sted mellem
ligegyldighed og
fængselsstraf
Aktivismen er en stor del af Simon Strangers liv, derfor
bliver den det også af hans litteratur. Hans ungdomsroman
’Dem, der ikke findes’ er netop blevet nomineret til Nordisk
Råds børne- og ungdomslitteraturpris. En roman om
bådflygtninge, flugt og ansvar. Og om hvordan man bliver til
eller forsvinder som menneske
D
Af Anita Brask Rasmussen
a vi møder Emilie fra Oslo-forstaden Bærum
på en strand på Gran Canaria, er hun ved at
forsvinde. En spiseforstyrrelse er ved at få tag
i hende, og det er derfor, hun løbetræner der
i vandkanten, mens hun er på ferie. Lidt fra
kysten driver en lille fiskebåd rundt. Den er
fyldt med kroppe. Døde og halvdøde kroppe.
En af dem er Samuels.
»I første omgang er det Emilie, der redder
Samuel, men måske er det i virkeligheden ham,
der redder hende,« siger forfatter Simon Stranger om sin trilogi om Emilie, hvis tredje bind
Dem, der ikke findes netop er blevet nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Emilies coming-of-age-historie
er voldsommere end de flestes, men Simon
Stranger mener, at fiktionen er det bedste sted
at bearbejde de enkle problemstillinger, som
vi har tendens til at overkomplicere med fakta.
I første bind Barsakh redder Emilie bådflygtningen Samuel fra Ghana. Og hun finder den mening og det formål med sit liv,
som hun savnede.
»Hun er blevet trukket ud af sin egen krop og
ind i noget større. Men der kan man jo sådan set
også forsvinde,« forklarer Simon Stranger. Hun
engagerer sig i kampen mod verdens globale
uretfærdigheder. I bind to Verdensredderne
gælder det tekstilarbejdernes slavelignende
forhold. Emilie engagerer sig så meget, at det
koster hende en betinget dom. I tredje bind af
trilogien Dem, der ikke findes, vender Samuel
tilbage i Emilies liv.
For tre år siden gav hun ham et hastigt kys
i flygtningelejren, før de sendte ham med et
fly tilbage til Ghana, og nu står han pludselig
uden for hendes værelse og banker på ruden.
Og nu er det Samuel, der er ved at forsvinde.
Uden papirer, uden rettigheder, uden hjem,
uden hjælp og uden penge har han kæmpet
sig vej op gennem Europa med en papirlap
med Emilies adresse på i lommen. Men da han
endelig når frem og står i hendes have, er der
ingen af dem, der ved, hvordan de skal reagere.
Emilie ser sårene på hans hænder, pletterne af
olie og skidt på bukserne. Har hun virkelig kysset dette menneske? Været tiltrukket af ham,
drømt at de badede sammen, med glatte kroppe,
der strøg mod hinanden? Har hun virkelig en
gang fantaseret om, at de kyssede hinanden?
Samuel strækker sin fod ud i det lille skur og
bider tænderne sammen i smerte. Emilie flytter
sig lidt, for at foden ikke skal ramme hende. Hun
sidder stille og ser på ham, mens han drikker.
Samuels rejse op gennem Europa legemliggør statistikken, som vi kender: kummerlige
arbejdsforhold, hjemløshed, sult, misbrug,
voldtægt, vold, usikkerhed, pligtfølelse og
desillusion.
»På Gran Canaria lagde han sit liv i hendes
hænder, men da han dukker op i Oslo, er han
mut og aggressiv. Efter tre år som flygtning har
han mistet tilliden til mennesker. Han er sarkastisk og er blevet en mere vanskelig person
at hjælpe. Der er mere modstand og mørke i
det, derfor er det også en mørkere bog. Et menneske, der mister alt håb og fremtid, hvordan
beskriver man ellers det? Det er en bog, jeg
selv har siddet og grædt ned i tastaturet over.«
Verdens uretfærdighed
Simon Stranger skriver bøger for både unge
og voksne. Hans dokumentariske romaner
undersøger identitet og civilisation og opererer i en grænseløshed mellem fakta og fiktion.
Hans politiske engagement er så stor en del
af hans personlighed, at den også bliver det
af hans litteratur.
»Jeg har altid følt mig meget privilegeret
over at vokse op i Norge. Og som ganske ung
var jeg vred. Meget vred. Jeg engagerede mig i
ungdomsaktivisme, og det blev faktisk ret destruktivt. Jeg læste artikler og bøger – især om
sult. Som ung virker uretfærdighed så stærk:
Hvorfor skal jeg leve så godt, mens så mange i verden sulter? Man ser en enkel løsning,
men ingen mulighed for at gøre noget ved
det. Sådan er det bare. Det endte med, at jeg
blev deprimeret. Helt enkelt. Jeg måtte lægge
det fra mig. Det var en beslutning, jeg måtte
træffe. Jeg fik et andet liv, studerede, gik i biografen, fik en kæreste. Men nu er jeg et stabilt
sted i mit liv, og jeg føler, at jeg kan bruge min
forfatterstemme til noget, jeg brænder for.«
Men er litteraturen så et redskab for Simon
Stranger til at fremme budskaber om verdens
uretfærdigheder?
»Jeg startede med at se en scene for mig.
Det var Emilie, der kom løbende på stranden.
Og den scene blev hos mig i mange år. Hvorfor løb hun der? Hvorfor løber en så ung pige
overhovedet i sin ferie? Det var Emilies historie, der var udgangspunktet for mig. Det var
hendes historie, der begyndte at vokse. Og så
kom alle disse temaer, som optager mig, ind
i den fortælling. Hvis det var sket omvendt,
ville jeg ikke have skrevet bøgerne. Det skulle
helst ikke fremstå så enkelt som, at det er en
bog om immigration.«
Aktivismen er en del af hele Simon Strangers forfatterskab. I forskellige former har han
eksperimenteret med at give den æstetisk
udtryk. Men han opdagede noget specielt,
da hans forlag opfordrede ham til at skrive
en ungdomsroman. Arbejdet med Barsakh
satte balancen mellem aktivist og forfatter
på prøve. Ungdomsromanens faste form og
enklere sprog var afslørende.
»Jeg mærkede det straks, når jeg var for langt
nede i rapporterne og for lidt inde i karakterernes udvikling og ikke prioriterede sproget.
Det blev hurtigt utroværdigt som kunstværk,
hvis jeg ikke blev i fortællingen.«
Samtidig er han ikke bange for at sige, at
han mener noget politisk med sine ungdomsromaner.
»Det har været betændt at sige det siden
1970’erne. Og det er også vigtigt for mig, at
mine bøger ikke peger i en bestemt retning.
Det er et forsøg på at undersøge de moralske
dilemmaer, der opstår i en globaliseret verden. Som ung er man sårbar over for letkøbte
pointer. Det var jeg også selv. Hvis den slags
moralsk opvågnen skal sætte sig og ikke bare
skabe frustration og vrede over verdens uretfærdighed, så kræver det, at man ser, at ting
aldrig er enkle. Men at det ikke betyder, at
man ikke skal forholde sig til dem.«
Han forstår ikke, at man kan sætte spørgsmålstegn ved, om ungdomslitteratur skal bruges til at adressere så politisk komplicerede
emner.
»Ungdomslivet handler jo i sig selv om at
finde mening og sammenhæng i en mere og
mere kompliceret tilværelse. Det kan bøger
også. Det vigtige er, at man føler sig engageret i bogen. Ikke nødvendigvis i bogens tema,
men i bogen. I dens fortælling. Det tror jeg ikke
på, at man nødvendigvis opnår alene ved et
lineært forløb med genkendelige situationer.
Disse bøger handler jo ikke kun om bådflygt-
”
Det er en bog, jeg selv
har siddet og grædt
ned i tastaturet over
Simon Stranger
Forfatter
ninge, de handler også om, hvad der gør os
til dem, vi er.«
Retfærdighed
Grænsen mellem apati og engagement er
hårfin. Og i de to første bind af trilogien er
der ingen mellemting mellem ligegyldighed
og fængselsstraf, mellem sorgløse og lovløse
handlinger, for Emilie. Men i Dem, der ikke
findes tvinges hun til at lede efter den.
»Jeg var på en måde på jagt efter alternativet
sammen med hende. Og selvom Dem, der ikke
findes er en mørk bog, så er jeg optimistisk. Efter at have rejst rundt i hele Norge med mine
bøger, har jeg fået stor tiltro til at unge mennesker vil forholde sig mere kritisk og mindre
handlingslammet end ældre generationer.«
Mens disse linjer skrives er en stor redningsaktion i gang i Middelhavet. Omkring
700 flygtninge frygtes druknet ud for Libyens kyst. Men ingen kan vide, præcis hvor
mange mennesker der var om bord på det kun
20 meter lange skib. De fleste af dem var låst
inde i dets lastrum. Som Samuel på vej mod,
hvad de håbede var en lysere fremtid. Men
det er en kompliceret diskussion. Det bliver
det i hvert fald, påpeger Simon Stranger. Om
arbejdsløshed, om overbelastede asylcentreog systemer, om fordelingen af flygtningene i
Europa, om fattigdomsflygtninge over for de
forfulgte, om vælgertilslutning, om arbejdsevne og om kriminalitet, om ghettoisering
og radikalisering.
»Jo længere ind i Europa Samuel rejser, jo
mere usynlig bliver han. Ingen steder kan han
søge hjælp eller anerkendelse. Sedlen med
Emilies adresse på er det eneste, der giver
ham en følelse af, at han eksisterer. Hun ved,
at han findes.«
Men også Emilie er ved at blive voksen.
Med en betinget dom er det ikke længere
gratis for hende at hjælpe Samuel. Som det
var det på stranden på Gran Canaria. Langt
væk hjemmefra. Det kan have konsekvenser
for hende at hjælpe det blødende menneske,
der opsøger hende i Oslos velhaverkvarter.
Mellem fladskærme, kulturel kapital og de
rigtige meninger.
»De unge har viljen. De voksne har evnen
og magten, men ikke viljen. Selvom det er
kompliceret, så er det faktisk også så enkelt,
og det er det, historien om Emilie undersøger.
Vi lader det komplicerede i problematikkerne
forkrøble os, mens de unges vilje til at gøre
noget og deres meget stærke retfærdighedsfølelse måske gør dem mere egnede til at undersøge, hvad der kan gøres, hvis nu ikke alt
kan gøres. Vi kan vel lære noget af hinanden,«
siger Simon Stranger.
Emilie opdager for sent, at det ikke nødvendigvis er al voksenfornuft, der er moralsk
forsvarlig. For sent for Samuel i hvert fald.
Og når bogen lukkes, er læseren måske lige
så handlingslammet over for verdens globale
uretfærdigheder som før, medgiver Simon
Stranger. Men måske ser man tydeligere, at
livets enkle moralske dilemmaer sjældent har
ukomplicerede svar. Hvis man tænker over det.
[email protected]
16
I N F O R M AT I O N
B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5
I N F O R M AT I O N
B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5
REPORTAGE
17
REPORTAGE
’Det her er et barsk sted’
Børnebøger er en millionindustri. Hvert år udgives mere end
1.000 titler alene i Danmark. På messer i hele verden forsøger
forlag og Kulturstyrelsen at promovere danske bøger. Men
det er svært at sælge fjollede, dystre og eksperimenterende
billedbøger om skilsmisser og tab, når de fleste lande helst vil
have historier om nuttede dyr
Af Anita Brask Rasmussen
B
ørnebogsbranchen er en farvestrålende
og benhård business. Stand efter stand
i de utallige messehaller i Bologna tilbyder bøger i alle regnbuens farver, bøger af
pap, bøger med lyde, bøger med talende dyr,
bøger med prinser og prinsesser, bøger så ly-
serøde at det hviner i tænderne og bøger så
rige på lærdom, at øjenlågene bliver tunge.
Blandt bøgerne står små caféborde. Ved et
af dem sidder en spadseredragtsklædt kvinde
og bladrer koncentreret og undersøgende i en
bog med en tegning af en brontosaurus udenpå. Overfor sidder en anden spadseredragtsklædt kvinde og noterer i en læderindbunden
notesbog. Hun smiler energisk og tager en
ny bog fra bunken, der ligger på bordet. Den
anden tager imod den, bladrer et par gange i
bogen med en lille pige i en lilla kjole udenpå
og ryster derefter hurtigt på hovedet. Videre.
»Redaktører og agenter har møder hver
halve time, så man bliver nødt til hurtigt at
sige nej, hvis det er nej. Måske skal man nå
at se 12 bøger i løbet af den halve time,« siger
Elin Algreen-Petersen, der er redaktionschef
på Gyldendals Børn & Unge-redaktion og viser
mig rundt i denne litterære slikbutik. Hun er
kommet her på den internationale børnelitteraturmesse i snart 15 år. En branchemesse.
Her er ingen begejstrede bedstemødre med
en bugnende bogpose i den ene hånd og et
overtræt barnebarn i den anden.
Her er travle fagfolk. Agenter, sælgere,
scouts og redaktører. På jagt efter den nye
bestseller. For hvis man rammer rigtigt, kan
man tjene millioner. Da vi fanger redaktionschefen, har hun netop mødt en agent fra
Bloomsbury, som hun skal tale med om en
ny Harry Potter-udgivelse.
»Hello Elin,« siger den engelske agent
hjerteligt. Elin Algreen-Petersen viser mig en
smukt illustreret version af den første Harry
Potter-bog.
Illustratoren Jim Kay har netop nu succes
med det arbejde, han har lavet til Patrick Ness’
bevægende grafiske roman Monster.
Den engelske agent skal videre, og vi forlader Bloomsbury.
Tårerne trillede
Oppe under messehallens glastag er opstillet
en tilsyneladende endeløs række af borde. Ved
hvert bord står et skilt med et tal på. Her er
ikke stueplanets farvestrålende bogudbud.
Her er hvidt og effektivt. Som på en klinik.
Det er agenter, der sidder ved bordene. Agenter, der repræsenterer enkelte forfattere eller
hele forlag. Elin Algreen-Petersen fortæller:
»Heroppe bliver man virkelig opmærksom
på, hvor langt der kan være fra forfatteren til
forlaget. En af vores redaktører mødes måske
med et forlags agent, der så igen mødes med
redaktøren, der så mødes med forfatterens
agent. Det kan være virkelig frustrerende. Hvis
man ønsker at udgive en bog i Danmark, kan
man have nogle spørgsmål til indholdet eller måske nogle kommentarer. Men ofte må
man tage bogen, som den er, eller lade være.«
Forfatterne selv er nærmest totalt fraværende. Illustratorer står til gengæld i lange
rækker med deres porteføljer under armen.
Ved alle de forlag, der gerne vil se dem. Det
er ikke alle. Men nogle inviterer illustratorer
til at kigge forbi standen.
»Illustrators: Stop by Wednesday 16-17« står
der ved et tysk forlag. Skiltets joviale indbydelse har resulteret i en endeløs kø, hvor nogle
af illustratorerne har stået i mere end en time
og ventet. Bjarne Jensen fra forlaget Jensen &
Dalgaard fortæller om mødet med én af deres
illustratorer sidste år.
»På en koreansk stand så vi nogle helt fantastiske illustrationer. Blandt andet én med
en kronhjort på. Vi forsøgte at spørge os frem
på standen, men ingen talte et ord engelsk,
så vi tog bare et visitkort og gik. Og vi havde
nok glemt alt om det, hvis ikke det var, fordi
vi senere kom til at stå bag et par i en madkø.«
Kvinden havde en tegning af kronhjorten i
en gennemsigtig mappe. Bjarne Jensen prikkede hende på skulderen for at spørge til kron-
”
Forlagene vil helst have
lærerige eller nuttede
bøger med dyr
Elin Algreen-Petersen
Redaktionschef, Gyldendal
hjorten, men heller ikke hun talte engelsk.
Det gjorde hendes kæreste til gengæld. Lidt.
Parterne fik gestikuleret sig frem til, at Jensen
og Dalgaard gerne ville udgive hendes bog.
»Og så begyndte tårer lige så stille at løbe
ned ad hendes kinder. Det her er et barsk sted
for dem,« siger Bjarne Jensen.
Koreanske Kim Senas bog Hr. Kronhjort og
de fyldte chokolader er udkommet.
I Kina elsker de Carl
Det er ikke kun købere og sælgere, der holder
møder i Bologna. Lars Sidenius er specialkonsulent i Kulturstyrelsen og er ankommet
med kufferten fuld af brochurer og bøger. Han
er her for at promovere dansk børnelitteratur. Til november går turen til Asiens største
bogmesser.
18
I N F O R M AT I O N
B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5
REPORTAGE
»De er vilde med Carl i Kina,« fortæller
han mig senere. Ida Jessens og Hanne
Bartholins (ill.) historier om elefanten Carl,
der næsten sover i telt og næsten bliver vred,
er også populære i Sydkorea.
»De er generelt glade for dyr og så har Carlbøgerne Ida Jessens enkle sprog og Hanne
Bartholins sarte illustrationer, som også tiltaler dem.«
Det er ellers svært at sælge danske billedbøger, ja, faktisk generelt nordiske billedbøger
til lande uden for Skandinavien.
»Se dig omkring,« siger Elin Algreen-Petersen fra Gyldendal og peger på en tilfældig
stand i den engelske afdeling af messehallerne:
»Forlagene vil helst have lærerige eller nuttede bøger med dyr. De danske billedbøger er
ikke sådan. De er mere dystre, men kan også
være mere fjollede og eksperimenterende.
Præferencer er meget nationalt bestemte, når
det gælder illustrationer. Vi synes jo også, at
meget af det norske er lidt vildt. De er meget
ekspressive,« siger hun og funderer over, om
det måske er den meget fordelagtige norske
indkøbsordning, der gør de norske billedbøger særligt eksperimenterende.
Men der eksisterer bestemt også fordelagtige støtteordninger til at fremme salget af
dansk litteratur. Lars Sidenius fortæller om
den såkaldte oversættelsesstøtte, der giver
8.000 kr. til en prøveoversættelse.
»Hvis det drejer sig om en billedbog, så kan
man jo praktisk talt få lavet en færdig oversættelse af hele værket for de penge,« siger
Lars Sidenius.
Ud over prøveoversættelsespuljen er der
også oversættelsespuljen, markedsføringspuljen og puljer, der støtter forfatternes pro-
På bogmesser bliver man opmærksom
på, hvor langt der kan være fra
forfatter til forlag.
Foto: Emanuele Camerini
moveringsrejser. Men hvorfor er der så ikke
flere danske billedbøger, der bliver solgt til
udlandet?
Dystert og nøgent
Lars Sidenius giver samme forklaring som
Elin Algreen-Petersen.
»Billedbøgerne har i de seneste år været
præget af dystre fortællinger om skilsmisse og
død. Det sætter en begrænsning på, hvem der
vil købe dem. Nøgenhed er heller ikke godt,«
siger han og fortæller om et møde med et japansk forlag, der var interesserede i at udgive
Oscar K og Dorte Karrebæks udgave af Hamlet,
men der var et lille problem. »Et sted i bogen
er der en meget lille illustration af en kvinde
fanget i en musefælde Og hun er nøgen. Den
japanske forlagsmand spurgte høfligt, om man
ikke kunne give hende noget tøj på. Det overraskede mig. Den japanske mangatraditionen
er jo ekstremt eksplicit, men det er åbenbart
ikke det samme.«
Kulturstyrelsens opgave på messer som
denne i Bologna og i Beijing og Shanghai er
at fremme udbredelsen af al dansk litteratur. Men hvordan undgår man, at store forlag
med mange udgivelser løber med al opmærksomheden? For eksempel i magasinet Danish
Literary Magazine, som Lars Sidenius og hans
kolleger rejser rundt med til messerne. Kulturstyrelsen producerer magasinet, hvori den
præsenterer forskellige danske værker.
»Det er da en udfordring og bestemt også
noget, som forlagene er meget opmærksomme
på selv. Vi prøver på at tilgodese alle, men redaktøren udvælger først og fremmest værker
ud fra en vurdering af kvalitet og chancer for
at blive solgt til udlandet. Og det er altså ikke
alle, der har det. Det lærer man efterhånden.
Og nu er det jo altså ikke forlagene, det handler om. Men litteraturen.«
Det kan man godt risikere at glemme i en
forårsvarm messehal i Bologna.
Fantastiske ungdomsbøger
john green
[email protected]
Rejsen til Bologna var finansieret af Nordisk
Ministerråd
CHILDREN’S BOOKS IN ENGLISH
EN FLÆNGE I HIMLEN
★★★★★★
”Den er humoristisk, sørgelig, sød og
– for at sige det mildt – pisse-hamrende god.”
– KULTURFORUNGE.DK
★★★★★
”... et stjerneskud i ungdomsli�eraturen”
– FYENS STIFTSTIDENDE
”Intet mindre end fremragende ...”
– BERLINGSKE
Dr Seuss/Mulberry Street: 39,95
Noisy Neighbours: 24,95
WILL GRAYSON, WILL GRAYSON
Origami/ things that go: 39,95
★★★★★
”... en stærk fortælling om venskab,
virkelighed og virilitet/seksualitet …”
– BERLINGSKE
LET IT SNOW
★★★★
Percy Jackson: 89,95
Vampirates: 39,95
”… en rigtig dejlig julegodte – romantisk,
morsom og fuld af forventningens og
fortællekunstens glæde.” – BERLINGSKE
Whales and Dolphins: 24,95
- og der er selvfølgelig også masser af danske....!
VANGSGAARDS BOGUDSALG | FIOLSTRÆDE 31 (NØRREPORT) | 1171 KØBENHAVN K
P O L I T I K E N S F O R L AG
20
I N F O R M AT I O N
B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5
I N F O R M AT I O N
B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5
INTERVIEW
21
INTERVIEW
’Det er spændingen, der driver det,’
siger Kim Fupz Aakeson om at skrive.
’Det, at der mandag morgen ikke er
noget på papiret. Når jeg er færdig, er
der mennesker, historier og skæbner.’
Foto: Tine Sletting
’Nogle gange
er det måske
bare de andre,
der er kedelige’
Kim Fupz Aakeson skriver i ’Pragtfuldt, pragtfuldt!’ om at
være ung og mosle med at finde ud af, hvem man er. En proces,
der ikke bliver nemmere, når man som hovedpersonen
Morten overlades til sin egen autoritet. Forfatteren husker fra
sin egen ungdom en desperat længsel efter modbilleder på det
stille villaliv, han kendte fra Albertslund
Af Jannie Schjødt Kold
D
et var på en ferietur til Harzen, at Kim
Fupz Aakeson røg for første gang. Tobakken var Virginia No. 1, den mildeste, sødeste flavour, du kunne få, og piben var
lavet af majs. I bunden lå en mønt, så man ikke
røg igennem pibehovedet lavet af majskolbe.
De sad på færgen omkring stålbordet, den
14-årige Kim og hans mor og far, der gerne
lod ham ryge.
»Som den eneste i min klasse måtte jeg
gerne, og derfor var jeg også den sidste, der
begyndte.«
I stedet var Kim Fupz Aakeson ham, der
holdt de andres cigaretter, så de ikke blev opdaget. Da der senere kom hash på bordet, gik
det fuldstændigt »under radaren« derhjemme,
som han siger. Den tid og den tobak har Kim
Fupz Aakeson genkaldt sig, da han skrev romanen Pragtfuldt, pragtfuldt!
»Jeg leder altid efter genkendelsen, og jeg
syntes selv, det var svært at være ung. Jeg havde fornemmelsen af at være en hund i et spil
kegler og ikke kende reglerne for, hvordan
man lever.«
Sådan har Morten i bogen det også. Han
vokser op hos en mor og far, hvor både lussingerne og sjatterne sidder løst, og får selv
fyret op for en del splifs i den underlige ventetid, ungdommen også er. Da moren i bogen
er død af druk, og faren bliver sat bag tremmer, må sønnen finde ud af at blive voksen
og køre autoværkstedet videre selv.
For Kim Fupz Aakeson foregik det meste
af ungdomslivet på én lokation: villavejen i
Albertslund. Rejsen til Harzen var den eneste
udlandsrejse, familien var på. Ellers lånte de
et sommerhus en uge om året, og det var det.
»Vi lavede aldrig noget om sommeren,«
husker Kim Fupz Aakeson, »det var meget
villaen og det liv.« Et liv, der blev for stillestående for ham som teenager og resulterede
i en rastløs energi, der siden har affødt over
100 børne- og ungdomsbøger fra hans hånd.
»Jeg skulle bare ud og væk fra mine forældres liv.«
Da han var 17 år, flyttede Kim Fupz Aakeson på kollegium i Albertslund, men svaret
på hans udlængsel kom først for alvor, da han
faldt over en brochure med en bus på forsiden.
Den Rejsende Højskole stod der.
Lille private borgerdreng
Mens Kim Fupz Aakeson pakkede majspiben,
var Tvinds højskoler kommet i medvind. Selv
Jyllands-Posten skrev positivt om bevægelsen,
der fik unge til at tage hænderne op af lommen
og bestille noget. »Jeg var helt overbevist om,
at Tvind stod for noget godt,« fortæller den
nu 56-årige Kim Fupz Aakeson. ‘
Det var i 1977, at han stemplede ind på det
sidste store hold, Den Rejsende Højskole kom
”
Ak ja, man kan
tage drengen ud af
villavejen og så videre
Kim Fupz Aakeson
Forfatter
af sted med. F77 hed det og bestod af fem busser og tre lastbiler.
»Tænk, at man kunne købe en rutebil, rive
sæderne ud og køre den til Pakistan. Det var
CRAZY.«
En craziness, villadrengen havde hårdt brug
for. »Det, jeg manglede i min opvækst, var
modbilleder. Jeg vidste ikke, hvordan man
kunne leve, hvis man ville noget andet.«
Den modvægt fandt han hos Tvind.
»Jeg så, at det fungerede at gøre noget vildt.
Det var en vigtig lære, og den udgjorde et før
og efter i mit liv.«
Bagsiden af medaljen skulle dog snart vise
sig. »Vi sad ofte i en rundkreds, og så kom én
af os ind i midten og blev råbt ind i hovedet af
de kvindelige lærere, som var nogle ordentlig
store damer.«
»Lille private borgerdreng,« skreg de for
eksempel. For det at være privat eller være
kærester og dermed ekskludere nogen, var
dårligt. Efter sådan en tur kom nåden.
»Så blev man krammet, og så var man god
nok alligevel.«
Kim Fupz Aakeson forlod Tvind efter 16
måneder, to rejser og nogle foredrag.
»Det var først bagefter, da den første kritiske artikel kom i Information, at vi kunne
se, at vi var blevet spillet.«
De var ti, der flyttede sammen i et kollektiv
i Næstved for at lave kulturelle events. Leje
en hal, booke et band. Den slags.
»Der gik noget tid med at snakke om, hvad
der var sket. Vi havde brug for at detoxe.«
Det værste havde været de gange, hvor en
kammerat fik hele turen af matronerne. »Damerne kunne finde på at vende sig om og pege
på én. ‘Og dig! Hvorfor siger du ikke noget?’
Så blev man tvunget til at sige, at man også
syntes, ens ven var en dårlig kammerat. Man
blev en kujon. Det gjaldt bare om ikke at komme ind i midten.«
Wauw i replikken
Efter Tvind fulgte flere kollektiver. I Næstved,
i København, og på Christiania, hvor Kim Fupz
Aakeson boede i flere år. Også selvom han
med egne ord var en »elendig christianit«.
22
I N F O R M AT I O N
B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5
I N F O R M AT I O N
B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5
INTERVIEW
23
INTERVIEW
’Jeg skriver om det, jeg kender, og
det er villavejen’, siger Kim Fupz
Aakeson.
Foto: Tine Sletting
Dansk Hudpleje Der Virker
CRÈME MÉTAMORPHIQUE - VITAMIN A CREME
»Alt det med gruppedynamikker, det gad
jeg ikke mere. Da jeg forlod det sidste
kollektiv, havde jeg det bare sådan: HOLD
NU KÆFT.«
Erfaringerne med gruppeprojekter gjorde, at han begyndte at tænke mere »Okay,
hvad har JEG lyst til?« Kim Fupz Aakeson
begyndte at spille percussion og tegne, og
en dag var der også nogen, der ville betale
for det, han lavede.
»Jeg begyndte at tegne til Ugeavisen København og til fagblade om landbrug og finans.«
Efterhånden gik det sjove af især det sidste, og så kom Kim Fupz Aakeson i tanke om
FUPZ AAKESON KANON
× ’De gale’, 1992, ungdomsroman
× ’Mor’, 1998, billedbog (illustreret af MetteKirstine Bak)
× ’Min uartige mund’, 1999, billedbog
(illustreret af Eva Eriksson)
× ’Manden og damen og noget i maven’,
2002, billedbog (illustreret af Eva Eriksson)
× ’Den legetøjsløse stakkel’, 2004, billedbog
(illustreret af Rasmus Bregnhøi)
× ’En historie om vokseværk’, 2006, billedbog
(illustreret af Lilian Brøgger)
× ’Vitello graver et hul’, 2008, billedbog
(illustreret af Niels Bo Bojesen)
× ’I love you Danmark’, 2011, graphic novel
(illustreret af Rasmus Bregnhøi)
× ’Jeg er William’, 2013, billedroman (illustreret
af Mikkel Sommer)
× ’Pragtfuldt, pragtfuldt!’, 2015, ungdomsroman
anbr
billedbøger til børn.
»Der var så lidt tekst i, så jeg tænkte, at det
kunne jeg godt skrive, og så ville jeg have et
sted at sætte mine streger.«
Som sagt så gjort, og skriveriet tog over.
Fortælletrangen viste sig at være stor.
– Hvad giver det dig at fortælle historier?
»Det er spændingen, der driver det. Det,
at der mandag morgen ikke er noget på papiret. Når jeg er færdig, er der mennesker,
historier og skæbner.«
Ind i mellem ligger jagten, og det er den,
der er sjovest.
»Det er lidt som at lægge puslespil. Først
finder man et hjørne og så – wauw – er der
ved at være et billede.« ’Wauw’ er et ord, Kim
Fupz bruger ofte. Lige som ’Okay’.
»Jeg var bare sådan ‘Wauw, hvor er det
fedt’ eller: ‘Okay! Den var ny’,« siger han, når
han skal forklare noget. Replikkerne sidder
løst på forfatteren, der som filmmanuskriptforfatter også står bag oneliners som »Bare
ærgerligt, Sonnyboy« og »Hvis I to var ludobrikker, var I så slået hjem nu?«.
Rastløsheden er en del af temperamentet.
»Når vi er på ødegården i Sverige, finder
jeg hele tiden på projekter. Hugger brænde
og laver store fine stabler af det.«
På samme måde om sommeren på stranden. Der ligger Kim Fupz Aakeson sjældent i
mere end tolv minutter. Værst er det, når forfatteren er i et selskab, han ikke selv har valgt.
»Så er det ud på toilettet og tjekke Champions League,« ler han og indrømmer, at det
ikke er et karaktertræk, han er stolt af. Her
kommer hans profession ham ofte til undsætning. »Vi var engang til en kedelig fødselsdag, hvor jeg havde fået verdens værste
borddamer. Hver gang jeg sagde noget, kiggede de ud i luften og sagde ’Jah’.«
På vej hjem i bilen kiggede Kim Fupz Aakesons kone filminstruktøren Pernille Fischer
Christensen på ham. ’Research,’ sagde hun
tørt. ’Research.’
Sodavand på en tirsdag
Under researchen til en film om vold mod kvinder fik Kim Fupz Aakeson en aha-oplevelse.
»En sagsbehandler fortalte, at når voldsramte kvinder går ud og finder en ny kæreste – en der ikke slår – så sker der nogle
gange det, at de begynder at kede sig. Altså,
der er noget gang i den i sådan et forhold,
og nogle gange er det måske bare de andre,
der er kedelige.«
Den slags gråzoner udspiller Kim Fupz
Aakesons tekster sig bedst i. Som i Pragtfuldt,
pragtfuldt!, hvor familien er på charterrejse,
og den unge Morten får lov at drikke sjatter
ved poolen, ligesom Kim Fupz Aakeson fik
lov at ryge majspibe på færgen. Men i Mortens tilfælde stikker det af. For mor, far og
moster bliver spritstive og kaster parasoller
som dartpile i poolen. Da rejseguiden kommer ned for at dæmpe gemytterne, svinger
faren ham rundt i en dans, der ender i vandet.
Som læser ender man med at tænke, at de
turister, der står på balkonen og ser forarget
på, er lidt kedelige. Kim Fupz Aakeson kender
ikke den slags oplevelser fra sit eget liv, men
fra venner, der er vokset op i alkoholhjem.
»De har fortalt om det med både gru og
ømhed. Ja, der bliver drukket. Men der bliver
også arbejdet, og det er også sjovt.«
– Og der er kærlighed?
»Og der er kærlighed, og det er det, der
er interessant. Hvordan ser den ud, hvis det
er en alkoholiseret far, der elsker sin søn, og
ikke sådan en som mig?«
Far-søn relationer dukker ofte op i Kim
Fupz Aakesons værker. »Jeg kan konstatere,
at det bliver ved at være et kraftfuldt tema,
måske fordi, jeg får noget af min private historie bearbejdet der.«
Kim Fupz Aakeson var fem år, da hans
far og mor blev skilt. Efter seks år, hvor han
kun så sin far hver anden weekend, fik han
pludselig en ny far.
»Det var en tirsdag, og min mor var indlagt, fordi min lillesøster var svær at føde.
Hun skulle ligge ned i syv måneder og måtte
genoptrænes bagefter og lære at gå igen.«
Den 11-årige Kim blev passet af sin papfar
Kalle, og på et tidspunkt kaldte papfaren på
ham. Kim Fupz Aakeson var straks klar over,
at noget var los.
»Der var sodavand på bordet. Squash. På
en tirsdag. Det plejede der altså ikke at være.«
I vinkelstuen med det lave loft fortalte Kalle, at Kim Fupz Aakesons biologiske far ikke
ville se ham mere, og Kalle ville tage over fra
nu af. Hvad han også gjorde.
»Kalle adopterede mig, og han var min
far. Jeg må sige, at selvom det lyder mærkeligt, så glemte jeg langt hen ad vejen min
biologiske far.«
Krammer eller smørekniv
Alvoren sniger sig ofte ind i Kim Fupz Aakesons bøger. Noget han takker Astrid Lindgren
for at have vist ham. Humoren og mundtligheden har han fra Ole Lund Kirkegaard.
»I nogle af mine ting ved jeg bare, man
kan se hans ånd,« siger han og mener, at der
som børnebogsforfatter er to veje at gå. »Enten skriver du om verden, sådan som den
burde være, eller også skriver du om den,
sådan som den er. Jeg hører klart til i den
sidste kategori og mener, man skal skrive ind
i en verden og i et sprog, børnene kender.«
Et sprog, der inkluderer både svære ord
og bandeord.
»Jeg har stor sproglig selvtillid i forhold
til, hvad jeg byder børnene. Hvis der er noget,
de ikke forstår, og som er vigtigt for dem at
forstå, så spørger de.«
Kim Fupz Aakeson har været under beskydning på Fyn, hvor nogle forældre klagede over bandeordene i Vitello-bøgerne.
Et andet ramaskrig kom fra Sverige, fordi
Vitello i en af bøgerne går med smørekniv.
»Hele historien handler om, at det er
bedre at få en krammer af sin mor end at
gå med kniv, så jeg forstår det ikke,« siger
han hovedrystende. I forhold til bandeordene har forfatteren dog sine principper.
»Jeg lærer ikke børnene noget, de ikke
kan i forvejen. Jeg holder mig til ’sgu’ og
’for helvede’. Der er også altid nogen i fiktionen, der kommenterer på, at nu bliver
der bandet. Det er ikke bare sprog.«
Børn tumler i forvejen med store spørgsmål, så det kan ikke nytte noget, at voksne
efterlader dem i et tomrum, mener forfatteren.
»Så kommer de store børn bare og lærer
dem nogle nye bandeord, eller de læser Ekstra Bladets spiseseddel: ‘11-årig kvalt’. Hvis
man slår børn, kan de blive voldelige selv
eller finde en voldelig kæreste, og det er
også en del af udviklingshistorien i Pragtfuldt, pragtfuldt!, fordi Morten godt kunne
ende som sin far,« siger Kim Fupz Aakeson.
Tilbage til villavejen
Alligevel får bogen en håbefuld slutning,
for ellers er det ikke til at holde ud, siger
han. Historien har Kim Fupz Aakeson skrevet i kælderen, »the crypt«, som han kalder
sit arbejdsværelse.
Huset ligger i Kartoffelrækkerne på Østerbro. Med farvede børnecykler og hinkeruder på asfalten.
– En villavej for de kreative?
»Ak ja, man kan tage drengen ud af villavejen og så videre. Men jeg trives godt med
at arbejde hjemme, og i forhold til børnene,
der er kommet med tyve års mellemrum,
har det været let med sygedage.«
Dog supplerer han det ensomme skrivearbejde med »det larmende cirkus, som
det at lave en film er«.
»Jeg skriver om det, jeg kender, og det er
villavejen,« siger Kim Fupz Aakeson. »På et
tidspunkt opdagede jeg, at mange af mine
figurer fik vinger eller endte med at kunne
flyve. Der var jeg sådan lidt: ‘Okay, tilbage
til villavejen’.«
Virker på både
mor & datter!
Se det selv i spejlet
[email protected]
BLÅ BOG
Kim Fupz Aakeson
× Født 1958
× Opvokset i Hvidovre og i Albertslund
× Uddannet fra Filmskolen i 1996
× Har skrevet over 100 bøger for børn
og unge og manuskript til mere end tyve
danske film
× Modtog i 2011 Kulturministeriets
Børnebogspris for novellesamlingen ’Jeg
begyndte sådan set bare at gå’, og i 2014 fik
han Orla-prisen for billedbogen ’Vitello gør
en god gerning’ sammen med illustrator
Niels Bo Bojesen
× Bor sammen med instruktør Pernille
Fischer Christensen, hendes søn Elias på
14 år og deres fælles datter Lili på fem år.
Har desuden datteren Sallie på 26 år fra et
tidligere ægteskab
× ’Pragtfuldt, pragtfuldt!’ er udkommet på
Gyldendal
Foryng din hud med Crème Métamorphique
vitamin A creme. Kom ind til en af vores
forhandlere og få det bekræftet med en gratis
ultralydscanning af din hud.
Scanningsdage og forhandlernet ses på
beaute-pacifique.dk
115 ml tube Kr. 549,- 50 ml krukke Kr. 389,-
beaute-pacifique.dk
Made In Denmark
Udviklet og produceret i Danmark
24
I N F O R M AT I O N
B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5
BOGDEBAT
Illustration: Claire Franek og Marc Daniau:
Tous á poil. Rouergue, 2011
Der var engang nogle
seksualforskrækkede franskmænd
Af Tine Byrckel
D
er var engang en fransk højrepolitiker,
der på fransk tv sad og viftede med en
lille børnebog, Tous à poil! (Alle tager
tøjet af, red.), og udtalte sig forarget om, at
børn havde adgang til den slags bøger. I billedbogen, der henvender sig til ret små børn,
ser man nemlig den ene voksne person efter
den anden blive klædt af til skindet: en lærer,
en politibetjent, en direktør.
»Det er autoriteten, man klæder af – hvad
skal det dog til for?« tordnede Jean-François
Copé, daværende formand for det borgerlige
parti UMP, og fægtede med bogen, »det er jo
tydeligt, at det er marxistisk ideologi«.
Copés optræden var for et år siden blot et
af højdepunkterne i en diskussion om at censurere børnelitteratur, som nærmest kan få
Muhammedtegning-diskussionen til at blegne,
og som vil blive husket længe, selvom de alle
helst vil glemme den nu. I Frankrig skulle det
nemlig i et helt år komme til at handle om,
hvorvidt en del af børnelitteraturen er indoktrinering, venstreorienteret indoktrinering
vel at mærke, men især indoktrinering af en
ny måde at betragte seksualiteten på, som er
endnu værre end marxisme: queer-teori eller
’gender theory’. Den er, ifølge de meget vrede
modstandere af den, importeret fra USA.
Det skulle altså ikke diskuteres, hvorvidt
børn skal læse lødig eller ulødig litteratur. Der
udkommer hvert år cirka 12.000 børnebøger
i Frankrig, og heraf 5.000 er nye titler. Som i
Danmark spiller biblioteker og skolebiblioteker
en stor rolle, men lavere bogpriser gør også, at
børnefamilier i høj grad køber bøger. Der blev
solgt hele 74 millioner børne- og ungdomsbøger i 2014. Bestsellerne har også i Frankrig i
mange år været Harry Potter-bøger, nu skarpt
forfulgt af bøger med film og spil som forlæg,
for eksempel Hunger Games og Minecraft.
I Frankrig går bølgerne højt om, hvorvidt børn må læse om
nøgenhed, homoseksuelle eller regnbuefamilier. Men man
skal passe på, hvad man tordner imod
Men det var altså en helt anden type bøger, visse forældre ganske enkelt ønskede væk
fra hylderne i offentlige institutioner, og som
fik UMP-politikeren Copé til at sidde og vifte
med Tous à Poil. Han er forresten siden forsvundet helt ud af politik på grund af en korruptionsskandale, men se, det er nok en helt
anden historie.
Pas på
Det, som skulle fjernes, var, ud over autoritetsundergravende værker med nøgne politibetjente, en række børnebøger, som viste
andre familieformer end de traditionelle og
’naturlige’ med far, mor og børn.
»Pas på, skolen vil opfordre jeres børn til
at vælge seksuel orientering, allerede fra de
er seks år gamle,« kunne man læse på bannere hos demonstrerende forældre uden for
en skole. Uha, uha da da.
Det hele startede nemlig et år endnu tidligere, skal jeg fortælle jer, med store demonstrationer, Manif pour tous (Demonstration
for alle), mod loven om homoseksuelles ret
til at gifte sig Mariage pour tous. Loven blev
vedtaget trods det store opbud af demonstranter, hvor katolikker, muslimer og folk fra det
ekstreme højre fandt sammen i fælles forsvar
for det ’naturlige’ ægteskab indstiftet af Gud
som grundlag for samfundet. Et år senere
havde grupperingerne omkring Manif pour
tous så fundet en ny skydeskive. Det franske
undervisningsministerium havde udarbejdet
retningslinjer for et nyt undervisningsprogram, der skal sikre større lighed mellem køn.
I dette program gemte der sig en liste over
bøger, som anbefaledes til brug i skolen for
at gøre op med stereotyperne. Heriblandt var
den famøse Tous à poil, men også værker, der
belyser andre former for seksualitet af typen
’jeg har to mødre’ eller ’far går med kjole’.
At blive sig selv
Men så kom specialister af enhver art på banen for at forklare, at der ikke findes nogen
’gender-teori’, og at den derfor ikke kan indoktrineres. De kloge påpegede, at der findes
forskning i ’gender’, hvis hensigt er at holde
det biologiske køn ude af en persons oplevelse
af sit køn, og som altså er en måde at forklare
såvel transkønnethed som forskellige former
for seksualitet på. Men det er ikke en teori om,
at man bare kan vælge sin seksualitet frit på
alle hylder, som man for eksempel kan vælge
bøger. Jo, jo, det sagde de.
Også litterater og bibliotekarer blandede
sig. Sylvie Vassallo, der står for den store børnebogsmesse, der hvert år afholdes i pariserforstaden Montreuil, forklarede til fransk tv, at
”
Det er autoriteten, man
klæder af – hvad skal
det dog til for
Jean-François Copé
Formand for UMP
god børnelitteratur lige præcis ikke indoktrinerer. »Det er jo netop en litteratur, der tillader
børn at nærme sig visse spørgsmål, men uden
at påtvinge dem (faste) moralske normer og
uden at sige: ’Du skal tænke sådan her’. Det
giver dem indblik i verdens kompleksitet. Og
tillader dem at blive sig selv.«
Og det er jo dejligt, synes vi.
Ethvert barn
Al denne umage, for at ingen nogensinde skulle
støde ind i stødende bøger, skulle vise sig at
have den stik modsatte effekt. Ganske vist aflyste et par skoleklasser en teaterforestilling,
der hed Prinsessen, der ikke kunne lide prinser.
Men litteraturprofessor Philippe Reigné forklarede, at verdens mest usexede børnebogsserie, som en række af de konservative katolske
forældre uden tvivl selv har slugt som børn,
nemlig De fem, kunne læses som et queerforsvar. For kan man ikke i den første roman
i Enid Blytons serie læse om Claude (hun må
hedde noget andet på dansk?), at hun hader
at være en pige?
»Vi kan konstatere,« sagde professoren til
Libération, »at en af romanens helte beskrives som en pige på 11 år med kortklippet hår
og solbrændt ansigt, der højt og tydeligt gør
krav på en maskulin identitet og det endda
helt uden omsvøb.«
Så det, ethvert barn kan lære af forsøget på
at censurere børnebøger, er, at den slags har
den omvendte virkning. Måske skulle Manif
pour tous have læst molbohistorien om storken i marken, man forsøgte at jage ud, fordi
den trampede kornet ned? Moralen er i al fald,
at vil man forhindre nogen i at læse en bog,
som hedder Tous á poil, skal man aldrig fare
frem mod den for åben skærm i bedste sendetid. Aldrig har den solgt så meget som det
sidste år. Slut prut, se det var et rigtigt eventyr.
[email protected]
Mælk er med til at give Jeanette Ottesen styrke
Det er ikke kun verdensmestre som Jeanette
Ottesen, der har brug for den naturlige styrke fra
mælk. Det er os alle.
Hele livet igennem har vi brug for den protein,
som mælken er rig på. Protein bidrager til at øge
og vedligeholde de muskler, vi hele tiden bruger.
Samtidig er protein og calcium med til at styrke
og passe på vores knogler.
Mælk og mælkeprotein er vores naturlige styrke.
Om vi så skal konkurrere om guld til VM – eller
passe vores job eller skole, og leve et aktivt liv.
Mælken kan ikke gøre det alene, men med ¼-½
liter mager mælk hver dag, som en del af en varieret kost og en sund livsstil, er vi alle godt på vej
til en stærkere og sundere krop.
Mælk. Naturlig styrke.
26
I N F O R M AT I O N
B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5
I N F O R M AT I O N
B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5
AKTIVISME
27
AKTIVISME
Illustration: Freja Bagge/iBureauet
Børnelitteraturen
er igen blevet politisk
I 1970’erne var meget børne- og ungdomslitteratur
socialistisk. Siden har genren mere eller mindre været renset
for politik, men nu har forfatterne atter holdninger. I stedet
for partipolitik handler den aktivistiske børnelitteratur i dag
imidlertid om klima, miljø, flygtninge og økonomisk krise
Af Rasmus Elmelund
T
orben Weinreich blev uddannet lærer i
1968. Det var studenteroprørets vigtigste år, og det var måske den periode i
historien, hvor det politiske slog kraftigst igennem. Et gennembrud, der i høj grad foregik i
uddannelsessystemet, og som Torben Weinreich selv mærkede. Han blev politisk engageret, han blev maoistisk socialist. I midten
af 1970’erne begyndte Torben Weinreich – i
slipstrømmen på den svenske forfatter Sven
Wernström, der i 10-binds-værket Trälarna
beskriver det svenske folk og arbejderklassens historie, og danske ’socialistiske børnebogsforfattere’ som Flemming Andersen og
Hans Ovesen – begyndte Torben Weinreich
at skrive børnebøger.
I dag er han på mange måder at betragte
som dansk børnelitteraturs store gamle mand.
Han er professor i børnelitteratur og har været
leder af Center for Børnelitteratur ved DPU i
København. Lige nu er han ved at færdiggøre
et historisk værk om børnelitteratur i Danmark, og han lægger ikke skjul på, at hans
første børnebøger, Arbejdsløs! fra 1975 og de
følgende, De sorte skygger og Det sker igen,
var åbenlyst socialistiske.
»Når man i 1970’erne talte om ’politisk’
litteratur, betød det, at den var socialistisk.
Det var så let. Bøgerne skulle forklare børn
om samfundets indretning ud fra en socialistisk synsvinkel, og det gjorde de i en sådan
grad, at man nævnte navnene på de politiske partier, man skulle støtte,« siger Torben
Weinreich i dag.
»Sådan var det også i mine egne bøger. I
De sorte skygger støtter jeg maoisterne, mens
andre forfattere støttede DKP. Der var overhovedet intet modstykke, der var kun én politisk
linje, og det var den socialistiske.«
Nu er den politiske børnelitteratur på vej
tilbage. Dog i en ny form, der måske snarere
bør kaldes aktivistisk end politisk. Forlagene udgiver flere og flere ungdomsromaner og
børnebøger, som ikke bare er litteratur, men
som også er udtryk for forfatterens aktivistiske grundholdning.
I mange retninger
»Det, der sker i dag,« siger Torben Weinreich,
»er, at der er en ny politisering i gang. Børnebogsforfattere beskæftiger sig med store samfundsspørgsmål. Det er meget tydeligt, at de
kommer ind på miljøforhold, flygtningeproblemer og verdens krige på en helt ny måde.
Det er en tendens, man vil kalde politisk i en
eller anden forstand, men min pointe er, at
det bliver mere politisk – ikke politisk på en
bestemt måde.«
Og denne politisering eller aktivisme er
let at få øje på, hvis man ser på temaerne i
forfatterskaberne hos tidens mest populære
børnebogsforfattere. Danske Oscar K. er en
konsekvent tabubryder, mens Ronnie Andersen skriver om diagnosebørn. Svenske Jessica
Schiefauer skriver om queerteori, islandske
Andri Snær Magnason skriver allegorier over
klimaproblematik og finanskrise, og norske
Simon Stranger skriver om papirløse flygtninge.
En lørdag i slutningen af april var de to
sidstnævnte i Danmark til en konference om
børnelitteratur arrangeret af Information. Til
en paneldebat mellem de to og den danske børnebogsforfatter og illustrator Rasmus Bregnhøi
indledte moderator og anmelder på Informations Anita Brask Rasmussen med disse ord:
»Der er kommet en del bøger, som har et
kritisk eller aktivistisk potentiale. De er skrevet af forfattere, der enten har erfaring som
aktivister, eller også er det bøger, som simpelthen handler om aktivisme,« sagde hun.
»Jeg forsøger at undgå ordet ’politisk’. Både
”
Er det politiske ikke
også pædagogisk og
vice versa?
Anna Karlskov Skyggebjerg
Forsker i børnelitteratur
fordi det bringer nogle associationer frem,
som vi alle kan huske fra 70’erne, men også
fordi der er en ret afgørende forskel på det
at være politisk og aktivistisk. Når man siger
’politisk’, indikerer man, at der er en form for
motiv til at forme eller bevæge læseren i en
eller anden forudbestemt retning. Aktivistisk
børnelitteratur peger derimod ikke på en retning. Den fremprovokerer kritisk tænkning
hos læserne og viser konsekvenserne af at
handle og ikke handle uden nødvendigvis at
dømme den, der ikke handler.«
Det politiske og det pædagogiske
Anna Karlskov Skyggebjerg fra DPU har også
bemærket, at mange af tidens problemstillinger finder vej ind i børnelitteraturen, men
spørgsmålet er, siger hun, om det er helt nyt:
»Mange læsere, som var børn i 70’erne
og 80’erne, husker sikkert en forkærlighed
for virkelighedsnære emner og en børnelitterær tematisering af forurening, sult, krig,
omsorgssvigt og andre former for menneskeskabt uretfærdighed,« siger hun og forklarer,
at også dengang kunne samfundsengagement
kombineres med kunstneriske ambitioner
og fabulering.
Hun henviser til Flemming Quist Møllers
Snuden, der blandt andet handler om forurening, og Ole Lund Kirkegaards Gummi-Tarzan, som hun kalder »den ultimative bog om
mobning og forældresvigt«.
»Nu som dengang kan de svære emner skildres med større eller mindre elegance for børn.
Både hos Flemming Quist Møller og Ole Lund
Kirkegaard har humoren en balancerende virkning i forhold til emnets tyngde. Barnet får
lov til både at grine og gyse og tænke selv.«
Anna Karlskov Skyggebjerg understreger,
at hun er skeptisk over for modstillingen
28
I N F O R M AT I O N
B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5
AKTIVISME
af politik og pædagogik. »For er det politiske ikke også pædagogisk og vice versa? Og
vil en forfatter ikke altid sin læser noget?«
Netop dette spørgsmål stillede også Anita
Brask Rasmussen de tre forfattere ved konferencen på Information. »Hvad vil I med jeres
litteratur? Hvem skriver I til?«
Børnene som gidsler
Simon Stranger trak på det og endte med at
sige, at han ikke skriver for nogle bestemte,
men at hans bøger jo altså henvender sig til
unge på 12-13-14 år. Han kan bare godt lide
at skrive om det triste, tunge og mørke. Og
det gør han for eksempel, når han skriver om
teenageren Emilie, som træner for meget og
spiser for lidt, og som på en ferie møder bådflygtningen Samuel, der ansporer hende til at
kæmpe mod livets uretfærdigheder.
Illustratoren Rasmus Bregnhøi fortalte derimod, at det er et spørgsmål, han ofte stiller
sig selv. Det er vigtigt for ham at vide, hvem
han skriver til – eller for.
»Det lyder lidt smart, men jeg synes let,
man kan komme til at tage børnene som gidsler,« sagde han.
Der er en tendens til, at man glemmer børnene og siger, at litteratur er litteratur, og at
børn er små mennesker, der ikke er voksne
endnu, sagde Rasmus Bregnhøi. »Når man
skriver til børn, synes jeg, man skal være ekstremt fokuseret på, at det er det, man gør. Man
skal ikke trække sin egen agenda eller kunstneriske drøm, eller hvad det nu måtte være,
ned over dem.«
Han blev bakket op af islandske Andri Snær
Magnason, der på skiftevis dansk og engelsk
sagde: »Jeg tror, at hvis man har en dagsorden – en politisk dagsorden eller et symbol
af en slags – så kan det virke som product
placement, når man tager det med i en bog.«
Debat om aktivistisk børnelitteratur på
Information med Andri Snær Magnason,
Rasmus Bregnhøi og Simon Stranger.
Anita Brask Rasmussen er moderator.
Foto: Jakob Dall
”
Man skal ikke sige
sandheden!
Rasmus Bregnhøi
Børnebogsillustrator
Forud for paneldebatten havde Andri Snær
Magnason holdt en munter keynote, hvor han
med vestnordisk lune fortalte om tilblivelsen
af sine værker.
Han indledte med at forklare en kryptisk
kinesisk forbandelse, der i hans engelske oversættelse lød: »May you live in interesting times«
og gik så direkte videre til en redegørelse for,
hvordan det at skrive nonfiktion og science
fiction ikke er to forskellige ting, men bare to
forskellige virkeligheder.
Men da Anita Brask Rasmussen igen bad
ham besvare spørgsmålet om, hvorfor han
skriver, som han gør, kom han frem til, at det
gør han, fordi han ikke kan skrive om andet:
»Når jeg er helt besat af gamle damer, der
synger børneremser, er det det vigtigste for
mig. Så bliver jeg skuffet eller fornærmet, hvis
jeg slår op i avisen, og der ikke står noget om
gamle damer, der synger børneremser. Og når
jeg er optaget af Island eller klimaforandringer, så vil jeg føle, at jeg lyver, hvis jeg bare
skulle skrive noget, der var underholdning.«
Efter en lille pause, tilføjede han: »Det kan
være slidsomt, men jeg tror, alle kunstnere
har det sådan.«
Alle vægrede de sig ved at få hæftet etiketten ’aktivistisk børnebogsforfatter’ på sig,
men hvis Rasmus Bregnhøi skulle sige noget
’aktivistisk’, er det, at man skal lyve:
»Man skal ikke sige sandheden! Jeg vil vise
børn, at verden er stor: Den er fuld af nisser,
der spiller tuba. Man skal booste det vilde og
det surrealistiske og skøre og sindssyge; det
er også en måde at komme til verden med et
visuelt overskud.«
Islandske Andri Snær Magnason nikkede
ivrigt. Simon Stranger vedstår sig gerne, at
de begivenheder, han skriver om, er politiske: turisme på de Kanariske øer, flygtninge,
dobbeltmoral, kødindustri.
»Men i vores samfund er det umuligt ikke
at være politisk,« sagde han.
MVYMH[[LY^LI
(Z[YPK3PUKNYLU
Et tilbud fra bibliotek og skole
2LUUL[O)¥NO(UKLYZLU
Mød de mest markante børne- og
ungdomsforfattere samt illustratorer
3VUL(I\YHZ
Se hvor forfatterne hører hjemme på
tidslinjen over perioder og genrer
[email protected]
Prisvindende
og nominerede
ungdomsbøger
)LUUP)¥KRLY
3LUL2HHILYI¥S
Nomineret til
Nordisk Råds børne-
Du kan høre om deres liv og opvækst, dykke ned i analysen
af et bestemt værk eller se, hvem de er beslægtede med
og ungdomslitteraturpris 2015
4HYPH.LYOHYK[
Vinder af
Skriverprisen
2014
Vinder af
den norske
debutantpris
2014
Nomineret til den
prestigefyldte science
fiction-pris Philip K.
Dick-award
2PT-\Wa(HRLZVU
TURBINEFORLAGET.DK
/HUUL)HY[OVSPU
9VUUPL(UKLYZLU
-VYMH[[LY^LI\KNP]LZHM+)*(:PZHTHYILQKLTLKP)\YLH\L[+HNISHKL[0UMVYTH[PVU
30
I N F O R M AT I O N
B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5
I N F O R M AT I O N
B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5
INTERVIEW
INTERVIEW
Illustration: Fra bogen ’Vrede Mand’
af Gro Dahle og Svein Nyhus
BØRN EN ES
BOGHAN DEL
Et sted, hvor ingen er trygge
Gro Dahles billedbøger kan være voldsomme og handle om
oplevelser, man får posttraumatisk stress af. Og hun kan
godt forstå, at forældre synes, det er ubehageligt, at bøgerne
fortæller om vold i hjemmet og skilsmissekonflikter. Men det
er ikke forældrene, Gro Dahles bøger retter sig mod
Af Anita Brask Rasmussen
I
Gro Dahles billedbøger forsvinder stille
piger ind i væggene, vrede mænd vokser
ud af fædre, og der udbryder krig i familier.
»Det hele er ikke roser og kaniner,« siger Gro
Dahle om barndommen og ler hjerteligt. Som
en stærk kontrast til de barske realiteter, der
udspiller sig i de opslåede billedbøger foran
os. Den norske børnebogsforfatter skriver
prisvindende bøger til børn, ofte i samarbejde
med sin lige så populære ægtefælle, illustratoren Svein Nyhus.
»Jeg er optaget af børns udsatte situation.
De har ingen rettigheder og er fuldkommen
overladt til de voksne, og hvis de voksne ikke
formår at tage vare på dem, hvordan skal det
så gå dem? De er på en måde lovløse,« siger
Gro Dahle, inden hun begynder at tale om sine
31
bøger. Og om, hvorfor hun fortæller børn og
deres voksne sandheden.
Vrede Mand (2009)
Stakkels Far, siger Mor og tager den hvide silke
frem og binder hvide silkeforbindinger rundt
om Fars hænder. Fars røde hænder. Fars store hænder. Hvor gør det ondt? spørger Mor.
Der og der og der og der, siger Far og græder
og græder. Far er en stor svamp, der har suget
hele havet op. Hold om mig, græder Far, mens
vandet siver fra alle sprækker. Og Mikkel må
trøste Far og smage på hans salte tårer. Jeg skal
nok være sød, siger Far. Jeg lover det siger Far
og sprækker i tusind millioner tårer.
»Der var mange, der mente, at Vrede Mand
ikke var en børnebog. Børn burde ikke læse
den slags, mente de, men børn læser ikke nødvendigvis bogen på samme måde som voks-
ne. Nogle voksne begyndte at græde over det,
de læste, men når børn så de værste opslag,
kunne de finde på at grine og sige: Han bliver
til en trold, ha ha! De ser det i et helt andet
perspektiv. Voksne læser underteksten, de
læser det psykologiske spil i en familie, de
læser samfundsperspektivet. De føler volden
og dramatikken og konsekvensen, mens børn
kan læse det som et eventyr. Børn møder bøger på deres niveau med de erfaringer, de har
gjort sig. Børn, der har oplevet vold i hjemmet, vil måske genkende noget i det, de ser,
og finde det befriende, at nogen skriver om
det, at det er ok at fortælle om det. At det er ok
at sige det. Jeg skriver til dem alle sammen.«
Krigen (2013)
Jeg er så træt, siger Julie, for det er hun efter
dage og uger og måneder i krigszonen, i krigen,
med kampe og nedgravede miner og pludselige, overraskende angreb. Det kan bryde ud
når som helst. Jeg er så frygteligt træt, siger
Julie. I mine arme, i min krop, i hele mig. For
det er sådan, hun har det. Frygtelig træt. Julie
har stået vagt nat efter nat, lyttet efter gråd og
stemmer, været spion midt i krigen.
»Denne bog er værst for forældrene. De får
ondt i hjertet og bliver bange for, om deres
børn har oplevet skilsmissen sådan her. Men
jeg tager ikke vare på forældrene. Jeg tager
vare på børnene. Det er der ikke mange, der
gør. Jeg oplever, at andre voksne omkring børnene fortæller forældrene, at børnene har det
godt. Af hensyn til forældrene. De ved, at en
skilsmisse er hård; de er måske selv skilt, de
ved, hvor meget skyld der er forbundet med
den. Derfor siger skolelæreren eller fodboldtræneren: Hun har det fint. Hun klarer det så
flot! Det er et problem, hvis forældre ikke kan
se eller ikke vil se, hvordan børnene har det,
”
Mine forfatterkolleger
synes nok, jeg er
overtydelig
Gro Dahle
Psykolog og forfatter
BØRNENES
BOGHANDEL
FYLDER 43 ÅR
og hvis de så er omgivet af andre voksne,
der ikke tør sige det, hvor efterlader det så
barnet?«
»Den dag denne bog blev præsenteret på
en konference, havde en 11-årig dreng taget
sit eget liv, og han havde skrevet en seddel,
hvorpå der stod: Nu holder I måske op med
at slås, for nu behøver I ikke slås om mig
længere. Kort forinden blev en rapport om
børns stilling i skilsmisser offentliggjort. Under de fleste skilsmisser fungerer kommunikationen, men ikke altid. Rapporten viste,
at ligesom børn, der flygter fra krigszoner,
kan børn i forbindelse med stærkt konfliktfyldte skilsmisser reagere med depression,
tvangshandlinger eller andre psykiske lidelser. Skilsmisse er så almindelig i dag, og det
er forståeligt, at voksne gerne vil høre fortællingen om, at skilsmisse er ok, og de fleste
billedbøger fortæller da også den historie.
Men de tager hverken børnene eller situationen alvorligt.«
»Jeg har talt med mange børn i forbindelse
med Krigen. Og de beskrev skilsmisse som
en krigszone. Krig er måske også den bedste
metafor for et sted, hvor ingen er trygge.«
Silkesød (2002)
Er Silke ikke pæn og fin? Jo jo, sikken sød lille
pige! Sin mors guldklump. Sin fars solstråle.
Fineste pige på Jord! En lille perle! En lille
stjerne! Har du set sådan en pige! Har du hørt
sådan en pige! Ikke en lyd! Bare sød og flink
og ti og tyve og tusind millioner gange stille.
Så stille, at hun en dag pludselig forsvandt.
»Børn i den førbegrebslige alder tænker og
taler fundamentalt anderledes, og det er meget svært for voksne at forstå. Det bliver en
fysisk oplevelse for dem, når mor eller far er
utilfredse. De føler det i benene eller i maven
eller i nakken, og de får svært ved at trække
vejret. Alt bliver en sanselig oplevelse. Jeg
forsøger at tale til dem i det sprog. Mine forfatterkolleger synes nok, jeg er overtydelig. Jeg
er uddannet psykolog og undersøger psykologiske temaer i mine bøger, så det her er en
slags forskning for mig, og der kan være flere
niveauer i en bog: Der kan være filosofiske
og poetiske lag, men der kan også være pædagogiske; så kan man løse det på en måde,
hvorpå det også bliver kunstnerisk relevant,
men jeg er ikke bange for det pædagogiske.
Jeg mener, at denne type bøger skal findes.«
VI FEJRER FØDSELSDAGEN MED EKSTRA
FOKUS PÅ DE GODE
BØRNEBØGER
LANGE
PETER
MADSEN
AF HALFDAN RASMUSSEN
KUN
3995
BØR N EN ES BOGH A N DEL
KØBM AGERGA DE 50 · 1150 KØBEN H AV N K, 33 15 44 66
[email protected]
32
I N F O R M AT I O N
B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5
I N F O R M AT I O N
B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5
33
FORSKNING
FORSKNING
Børn ville læse mere, hvis de selv fik
lov at vælge bøgerne, viser en ny
ph.d.-afhandling. Foto: Sigrid Nygaard
Ella er mit navn
vil du købe det?
Børn
bør selv
vælge
Børn vil gerne læse. Allerhelst vil de læse serier og bøger med
gys eller humor, når de selv skal vælge. Det viser et nyt ph.d.projekt, der kortlægger, hvordan børn vælger litteratur – og
hvordan voksne vælger litteraturen for dem
Af Rasmus Elmelund
M
ange børn forbinder i dag hovedsageligt det at læse bøger med skole,
undervisning og pligt. Efter den seneste folkeskolereform har givet børnene en
endnu længere skoledag, er iveren efter også
at stikke næsen i en bog, når de kommer hjem,
måske ikke så stor. Hvis læsning i fritiden i
højere grad skal praktiseres med glæde, kræver det en aktiv indsats fra de voksnes side.
Det siger Stine Reinholdt Hansen, der sidste
år forsvarede sin ph.d.-afhandling Når børn
vælger litteratur ved Center for Børnelitteratur,
IUP (Institut for Pædagogik og Uddannelse)
i Aarhus. Afhandlingen kortlægger danske
børns læsevaner i fritiden og viser blandt andet, at børn foretrækker populærlitteratur og
seriebøger.
Stine Reinholdt Hansen kan altså give nogle
svar på, hvilke bøger, børn selv vælger, når
de vil læse, hvorfor de læser og hvorfor ikke.
Og hendes opfordring til voksne lyder: Vær
meget lydhøre over for børns egne interesser,
når der skal vælges litteratur.
»De børn, der medvirkede i min undersøgelse, har svaret, at de ville læse mere – hvis
det var om emner, der interesserer dem,« siger hun.
Det er vigtigt at inddrage børns egen lyst
og egne præferencer, når det gælder læsning i
fritiden, for læselysten kommer ikke nødvendigvis af sig selv. Men Stine Reinholdt Hansen
har nogle bud på, hvad man kan gøre: Først
og fremmest bør forældre ikke tro, at læsning
kun er noget, der hører skolen til. Helt konkret foreslår hun, at man for eksempel aftaler med sine børn – også store børn – at man
læser højt for hinanden om aftenen. En time
inden de skal sove, for eksempel, og vigtigst
af alt litteratur, de har lyst til at læse. Det behøver ikke være skønlitteratur, men kan for
eksempel også være en børneavis:
»I den her time bør man slukke for skærmene. Det vil sandsynligvis vække en del modstand hos de fleste børn, fordi det handler om
ændring af vaner. Men når først børnene er
blevet vant til det, kan det blive en god oplevelse for både børn og voksne, hvor man læser
– enten sammen eller hver for sig i sofaen – i
stedet for bare at sidde med hver sin skærm.
Kulturministeriets forfatterpris
for børne- og ungdomsbøger
Nomineret til Nordisk Råds Pris
Kan bestilles som håndsamlet æske
eller indbundet bog:
jensenogdalgaard.dk/ella
13.10.11
Skrevet og illustreret af
Mette Hegnhøj – udgivet af:
sukí skin care • Jane Iredale • John Masters Organics • Tata Harper m. fl.
problemhud reduceres 87%
Klinisk
bevist effekt og
Det er også en god idé at tage børnene med
til litterære arrangementer. For eksempel på
biblioteket eller til den årlige bogmesse. Her er
det vigtigt hele tiden at være opmærksom på,
hvad der egentlig interesserer børnene selv.«
Gys og humor
Ofte oplever børn i skolen at blive præsenteret for »trøstesløs og ekstrem« litteratur om
bl.a. stofmisbrug, cutting, spiseforstyrrelser
og selvmord, siger Stine Reinholdt Hansen:
»Den slags tunge temaer tager flere lærere
gerne op, men jeg tvivler på, det genererer læselyst som sådan,« siger hun og tilføjer, at det
vel også gerne må være lidt sjovt indimellem.
Det er ofte også i skolen, at børnene stifter
bekendtskab med den mere eksperimenterende
litteratur. Det er oplagt, siger Stine Reinholdt
Hansen, for i skolen har man mulighed for
at åbne teksterne for eleverne og vise dem
centrale litterære elementer, de ikke umiddelbart selv kan få øje på.
»Men i forhold til fritidslæsning har der
imellem de tusindvis af bøger, jeg har været
igennem, ikke været en eneste nyere, eksperimenterende børnebog. Det er simpelthen ikke
det, de selv vælger. Rigtig mange børn læser
derimod først og fremmest serier.«
Serier betragtes ikke altid som god og rigtig litteratur, men forskeren mener, at vi bør
være opmærksomme på, at serier i dag kan
være en mangfoldig størrelse. Ligesom på tv.
Genren er blevet udviklet til at kunne rumme
mange flere nuancer, end man traditionelt
har forbundet med serier.
For eksempel forsøger flere nyere serier
netop at gøre op med stereotype forestillinger, f.eks. om piger og drenge.
Når man spørger børn, hvilke temaer de
bedst kan lide, svarer et flertal bøger med ’gys’
og ’humor’, men det er sjældent den type litteratur, man arbejder med i skolen.
»Og der skal selvfølgelig være forskel på,
hvad man læser i skolen og fritiden, men man
skal ikke være bange for også at inddrage populærlitteratur i undervisningen og sætte fokus på forskellen mellem, hvad der appellerer
ved en populærtekst, og hvad der appellerer
POPULÆRE SERIER
× Kenneth Bøgh Andersen: ’Antboy’
× Kenneth Bøgh Andersen: ’Den store
djævlekrig’
× Lene Kaaberbøl: ’Vildheks’
× Anja Hitz: ’Mig og min papfamilie’
× Camilla Wandahl: ’Veninder for altid’
× Benni Bødker: ’Zombie City’
× Annette Herzog: ’Drenge...’
× Kit A. Rasmussen: ’William og Athena’
anbr
ved en mere kompleks eller eksperimenterende tekst.«
Ifølge lektor i børnelitteratur Anna
Karlskov Skyggebjerg, der i flere år har
siddet i juryen til Orlaprisen og i år skal
være med til at uddele Blixenprisen, er
det meget vigtigt at have forskellige priser, som tilsammen dækker diversiteten
på det børnelitterære marked. Vigtigt er
det ikke mindst at have en pris, der varetager læsernes stemme, en slags »De
Gyldne Laurbær for børn«.
»Der kan være en tendens til, at de højt
estimerede priser præmierer bestemte
typer af børnelitteratur, nemlig genre- og
sprogeksperimenterende, grænseoverskridende og dystopisk litteratur, og det
er ikke den litteratur, som de fleste børn
vælger af sig selv. Læsevaneundersøgelserne viser uden undtagelse, at et stort
flertal af børn foretrækker karakterbåret og plotorienteret litteratur, gerne i
serieform, og de føromtalte priser gives
for eksempel ikke til serier,« siger hun
og fortsætter:
»Derfor kan det jo godt være vigtigt
med den type priser, hvor voksne formidlere vælger det, som de synes er allermest udfordrende, men det er også
vigtigt, at børnestemmerne bliver hørt,
og at det anerkendes, at de fleste børn
ikke har de samme litterære præferencer
som voksne, der beskæftiger sig professionelt med litteratur.«
Mere forskning savnes
Stine Reinholdt Hansens læsevaneundersøgelse, der blev foretaget i 2010, er
den seneste, som særskilt beskæftiger
sig med børns læsevaner i fritiden. Selv
om mange af de overordnede tendenser stadig gør sig gældende, efterlyser
hun flere løbende undersøgelser af børns
læse- og medievaner, som kan tage højde for den udvikling, der er foregået de
seneste fem år.
»Det er vigtigt, at man løbende får lavet undersøgelser af børns læsevaner i
”
Børn ville læse
mere – hvis det
var om emner, der
interesserer dem
fritiden, for børns brug af medier ændrer
sig jo hele tiden, og det har indflydelse
på deres læsevaner.«
En ny, stor amerikansk undersøgelse,
Kids and Family Reading, viser, at antallet af børn, der godt kan lide at læse
i fritiden, er faldet med 10 procent fra
2010 til 2014.
Og selv om Stine Reinholdt Hansens
undersøgelse viste øget læselyst blandt
børn, er spørgsmålet, om Danmark vil
følge samme udvikling, eller vi i højere grad formår at bevare børns læselyst
trods alle de andre muligheder, de har
i deres fritid i dag.
»Som sagt sker der mange ting derude,
og vi kan ikke være sikre på, at det i dag
forholder sig som i 2010,« siger hun og
peger på, hvordan man i for eksempel
USA og Storbritannien løbende undersøger børns læse- og medievaner i fritiden.
»Der er et kæmpe behov for, at vi
løbende undersøger børns læsevaner
i fritiden, så vi kan tage højde for de ændringer, der sker i relation til brugen af
digitale medier. F.eks. bliver det interessant at se, hvordan større adgang til
e-bøger, lydbøger og information på nettet vil få betydning for børns læselyst.«
Stine Reinholdt Hansen
Ph.d. i børnelitteratur
[email protected]
100%
uden syntetiske
stoffer
•
•
•
anti-acne
Acne, rosacea og uren hud
normaliseres og beroliges med
den aktive og helt økologiske
serum balancing facial oil fra
sukí skin care
Besøg Danmarks største
økologiske parfumeri i vores
butik i Grønnegade eller besøg
vores webshop: pureshop.dk
beroliger
balancerer
Butik: Grønnegade 36 • København K • Tlf. 33 17 00 70
Webshop: pureshop.dk • Fragtfrit over 500 kr. • GRATIS GAVE
5HJLW]H6FKPLGW
12$E\5HJLW]H6FKPLGW
QnUIU¡VNDOJUR
,OOXVWUDWLRQHUWHJQLQJHU
ZZZUHJLW]HVFKPLGWGN
34
I N F O R M AT I O N
B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5
BOGDEBAT
Illustration: fra Stina Wirséns ’Liten’.
Bonnier Carlsen Bokförlag och
Brottsoffermyndigheten, 2014
YOUNG ADULT
fra Høst & Søn
En broget forsamling
ADVARSEL!
Disse bøger indeholder
karakterer, som bliver
hos dig for altid.
Søvnløse nætter kan
forekomme.
Af Kamilla Löfström
H
vad læser de store svenskere for de
små svenskere? De læser især Pija Lindenbaum (født 1955) og Stina Wirsén
(født 1968). Det ses bl.a. af de lister, biblioteker
i Sverige offentliggør over de mest udlånte
børnebøger i anledning af den internationale
børnebogsdag, 2. april. Både Lindenbaum og
Wirsén er tegnere, der skriver deres egne billedbogstekster. Mange af Lindenbaums titler
er udkommet på dansk, og det forlyder, at Wirséns Vem-serie er på vej til Danmark.
Egentlig burde samtlige af de to tegneres
bøger findes på dansk. De er nemlig fremragende eksempler på, 1) billedbøger kan være
kunst, 2) at billedbogen er en kunstform, der
udvikler sig, og 3) at vi hele tiden har brug for
nye, det vil sige samtidige, kunstværker inden for genren. Til punkt 3 kan man tilføje:
Samtidige værker, der også for eksempel kan
afspejle nogle af de nogle og tredive forskellige familieformer, der findes. Og til punkt 1
og 2: Tegningerne i Wirséns helt nye Jag gad
jeg godt bare have hængende på væggen. En
knaldsort og samtidig tøvende streg, der har
skitsens liv, på en ny farvebaggrund for hver
eller hver anden side.
Et af den slags værker, der er fløjtende ligeglad med, at børnelitteratur er målgruppelitteratur.
Pija Lindenbaums første billedbog med egen
tekst fra 1990 kom på dansk året efter med titlen Else-Marie og minifædrene. Der er syv af
de små fædre i ens cottoncoats og med hatte
og mapper. En moderne eventyrfamilie? En
anden populær titel er Lill-Zlatan och morbror
raring (på dansk Lille-Laudrup og den bedste
onkel, 2007). Lill-Zlatan er et kælenavn, den
rare onkel har givet sin niece, Ella. Selv er onkel Tommy ikke særlig god til fodbold, men
til gengæld syneshan »himla mycket om« at
være sammen med Ella. I stedet for at spille
Det smarte ved børn er, at man skal læse for dem.
Næste gang, jeg selv får chancen for at gøre lige netop
det, bliver det Pija Lindenbaums og Stina Wirséns
kæmpedramaer i miniformat, jeg vælger
fodbold hører de opera, de leger døden, og
tit kigger de bare på folk. Men så en dag har
Tommy besøg af Steve, der kommer fra »nåt
Trelleborg«, hvorfor Ella ikke fatter, hvad han
siger. Hun synes, gæsten skulle være blevet
i Trelleborg. Lill-Zlatan och morbror raring
er et jalousidrama af de helt store, der ender
nogenlunde godt, fordi det viser sig, at Steve
»nærmest er verdensmester i fodbold«.
Pija Lindenbaums billedbøger gør ikke stor
reklame for kernefamilien. Ella er heldig at
have sin onkel. Gittan, der er en anden af Lindenbaums karakterer, er overladt til sine fantasivæsener, når hun er ensom og har brug for
trøst. I Gitte gemmer sig (dansk udgave, 2012)
viser et opslag i blålilla farver med en enkelt
lysstribe Gitte, der sidder i en slags pulterkammer for at tænke. Da hun har siddet der i
»sikkert tusind minutter« ser hun sig omkring,
»og så er hun ikke længere alene«.
Sådan er det
For i pulterkammermørket viser der sig nogle
små pelsdyr. De plejer at hænge ud der. Historiens realistiske og urealistiske elementer
befinder sig på samme niveau, for som teksten
siger: »En gang imellem er det sådan.« Altså
en gang imellem er der små dyr, der kan synes, det er synd for én, når man er alene og
ked af det.
En af Stina Wirséns allernyeste titler skildrer også et ensomt barn – og et udsat barn.
Liten (2014) handler om vold i hjemmet. Stina
Wirsén tegner ikke mennesker, hun tegner figurer med sort konturstreg og i klare farver,
en blanding af tøjdyr og … pokémoner måske.
Der er i hvert fald noget japansk tegneskønhed i hendes streg. Hvem som helst uanset
køn og farve kan spejle sig i hendes figurer.
Teksten i Liten begynder, karakteristisk for
Wirsén, sådan her: »Titta! En som er liten, som
heter Liten. Och två som er stora, som heter
Ena och Andra.«
Teksten er knap, Wirsén tegner ikke volden, hun tegner Liten, der er kravlet ind under et bord, for Liten ved, »at nu bliver det
farligt. Igen«.
Wirséns Vem-serie er egentlig også voldsom – og endda blodig – men det voldsomt
dramatiske foregår mellem figurer, der alle er
af samme beskedne størrelse, og egentlig helst
vil være søde ved hinanden. De kommer bare
til skade med hammer og sav, når de bygger
noget, eller de bliver jaloux og slår og bider
hinanden, eller ødelægger hinandens sand-
”
Så ja, man
kan krydse
af ved både
genusperspektiv
og normkritik og
hvad-vi-har-fraSverige
slotte og tårne. Wirséns historier er uopbyggelige – og morsomme som fan: »Hun sparker tårnet i stykker! Katten sparker også! Ha!«
Nu er det spændende
Komikken i Vem-bøgerne opstår især i de udbrud over tegningerne, teksten udgør: »Hvad
laver katten nu?« eller »Nu er det spændende
…« eller bare »Se!« Det spændende sker lige
dér, lige nu, for øjnene af læserne.
Hos Lindenbaum kan drenge lege med barbiedukker og piger spille fodbold. Den sorte
legekammerat i Micke-bøgerne er ikke the
token black guy, ikke en kliché, men en stor
dreng med krøller, det er dejligt at røre ved,
og som Micke ser op til. Wirsén undlader at
pege på køn og hudfarve. Indimellem bruger hun personlige pronomener som han og
hun, men hendes figurer er det, hun kalder
»en broget forsamling«. Så ja, man kan krydse
af ved både genusperspektiv og normkritik
og hvad-vi-har-fra-Sverige i tilfældene Lindenbaum og Wirsén – og de anbefales begge
på Facebooksiden Feministiska barnböcker.
Jeg er ikke den, der siger, at Lindenbaum
og Wirsén ikke er så feministiske og normkritiske, at det gør noget, for selvfølgelig gør det
noget i 2015 at lave børnebøger, der afspejler
den mangfoldighed, der faktisk findes, og de
mange måder at være og ikke være familie på,
der også findes. Det spændende er, at ingen
af de to fremstiller en fodboldglad pige eller
regnbuefamilien som et ideal. Mangfoldigheden findes bare. De har heller ikke berøringsangst; det må godt må være besværligt
at forelske sig på barnemåden i sin onkel, der
findes børn, hvis største bekymring er, om de
store derhjemme skændes og slås. De to skrivende tegneres arbejder viser, at når det foregår i kunstnerisk form, kan man faktisk holde
til at forholde sig til de helt svære emner. At
være lille er nemlig et stort drama. Hver dag.
[email protected]
2m0e1r 249.5
A
Y
E
o
DST m / udk m
BEoodreads.co
g
GLÆD DIG til flere Young Adult-romaner af både danske og udenlandske forfattere.
Bøger, der giver dig noget at GRINE, GRÆDE og TÆNKE over.
Følg unge læser
36
I N F O R M AT I O N
B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5
I N F O R M AT I O N
B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5
TENDENS
37
TENDENS
Mia Mottelsons bog ’Frygtelig frygt’ opmuntrer til fysisk
interaktion, og børnene integrerer den i deres egen leg.
Illustrationer og foto: Mia Mottelson/iBureauet
Nye børnebøger
sprænger rammerne
Børnebøger har tradition for at lege med bogmediet, men en
række nye skud på stammen tager denne tendens et skridt
længere. Er det en reaktion mod digitale medier? Information
kigger nærmere på de såkaldte bogobjekter for børn og
barnlige sjæle
Af Emil Eggert Scherrebeck
E
n bog med ’poetsne’ og løse bogsider,
som hvirvler rundt, når man åbner den
papæske, der erstatter det traditionelle
bogbind. En bog med to meter lange friser,
uden ryg, hvor man kan sætte klistermærker
ind og selv være med til at fortælle historien.
En bog man skal dreje for at læse historien.
Og en bog med monstre, der med spidse tænder vælter ud fra siderne og trænger sig ind
på læseren.
En række nye børnebøger er gået amok med
at presse bogmediets og kreativitetens rammer, og selvom børnelitteraturen har tradition
for at lege med bogmediet, så har børnebogen
bevæget sig ind i en ny æra.
»Illustrationer har jo altid fyldt meget i børnebøger, og det er ikke unormalt, at man har
eksperimenteret med materialerne – at man
for eksempel har lavet sider af plastik eller af
stof – ligesom man har leget med bogens form,
sådan at man kunne blive i tvivl, om det er en
bog eller en rangle, man sidder med,« siger
Nina Christensen, der er forsker ved Center
for Børnelitteratur på Aarhus Universitet.
»Men inden for de sidste par år er der utvivlsomt blevet skruet op for de knapper.«
Det er en tendens, som man ser i hele Norden og også andre steder, fortæller hun, men
man ser den altså ikke mindst i Danmark, hvor
bøger som Oscar K.’s og Dorte Karrebæks foldud-bog Knokkelmandens Cirkus, Birde Poulsens dreje-rundt-bog Hvirvelvinden og Mette
Hegnhøjs løse-blade-i-en-papæske-bog Ella er
mit navn vil du købe det? – som i øvrigt netop
er blevet nomineret til Nordisk Råds børne- og
ungdomslitteraturpris – udfordrer bogmediet
på hver deres måde.
Men hvorfor sker der så meget med børnebøgerne lige nu? Er det udtryk for, at bogmarkedet er presset? Eller er det måske en
modreaktion rettet mod digitaliseringen?
»Det er svært at sige entydigt, men det er
i hvert fald, som om man er blevet ekstra opmærksom på bogmediet og på, hvad man kan
med det. Der er tilsyneladende en lyst og en
vilje til at vise, at den fysiske bog også kan
være interaktiv og formmæssigt levende,«
siger Nina Christensen.
»Måske skyldes det, at iPad’en har vist os
nye sider af bogen.«
Hun tror dog ikke, at det er en decideret
modreaktion imod de digitale medier. Og det
var det heller ikke for Dorte Karrebæk, der har
illustreret Knokkelmandens Cirkus.
»Vi ville egentlig gerne have lavet bogen
som en digital app, men det viste sig at være
for dyrt. Så det var på ingen måde en reaktion
imod iPad’en,« siger hun.
”
Der er tilsyneladende
en lyst og en vilje
til at vise, at den
fysiske bog også kan
være interaktiv og
formmæssigt levende
Nina Christensen
Forsker i børnelitteratur
38
I N F O R M AT I O N
B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5
I N F O R M AT I O N
B Ø R N E L I T T E R AT U R 2 0 1 5
QUIZZEN
TENDENS
v. Anne Vindum/iBureauet
Illustration: Ditte Ahlgren/iBureauet
Illustrationer: Brikker fra ’Knokkelmandens Cirkus’
(Høst & Søn, 2014), hvor man selv sætter karaktererne
ind på bogsiderne. Illustrationerne er udført af Oskar K. og bogen er
forfattet af Dorte Karrebæk
Med snuden
i sporet
10 rigtige. Test din viden om litteratur for små og
mellemstore mennesker. Svarene kan du læse dig
til rundtomkring i tillægget
1.
Forlag i udlandet kan have
det svært med nøgenhed i
den danske børnelitteratur.
I Dorte Karrebæk og Oskar
K.s bog ’Hamlet’ sidder en nøgen kvinde fanget et bestemt
sted. Hvor?
5.
I Simon Strangers trilogi om
den velstillede norske pige
Emilie og den fattige ghanesiske bådflygtning Samuel
mødes de to på en strand
et sted midt mellem deres
hjemlande. Hvor?
9.
En børnebog kan antage
mange forskellige og fantasifulde former og formater.
Med Mette Hegnhøjs ’Ella
er mit navn vil du købe det?’
følger der for eksempel ’poetsne’. Hvad er det?
2.
Der er udkommet utallige
ungdomsbøger med et dystopisk verdensbillede de seneste år. Den svenske lektor Maria Nilson har skrevet bogen
’Teen Noir’ om fænomenet.
Ved hvilket universitet forsker hun?
6.
Der er stor forskel på, hvilke
bøger børn læser i skolen og
i fritiden. Hvilke to emner synes de fleste børn godt om,
når de selv skal vælge bøger?
10.
Debutanten Christine Lind
Ditlevsen blev inspireret til at
skrive romanen ’fredag, lørdag,
søndag’ under et skrivekursus på en højskole – hvilken?
3.
En nyere tendens inden for
ungdomslitteraturen er bøger
drevet af et aktivistisk og politisk ærinde. Hvilken islandsk
forfatter har skrevet om klimakrisen og finanspolitik i
allegorisk form?
4.
Norske Gro Dahle skriver
om bl.a. skilsmisse og vold
i hjemmet. I en af hendes
børnebøger er en lille pige
så stille, at hun til sidst forsvinder. Hvilken?
Det var det derimod for illustrator ved
iBureauet Mia Mottelson, da hun tidligere
på året, i forbindelse med sit afgangsprojekt
ved Kunstakademiets Designskole i København, lavede en række interaktive børnebøger
om gys og gru.
»Den forskning, jeg stødte på i forbindelse
med min research, pegede på, at iPad’en passiviserer barnet, og at det at bruge skærmen
på ingen måde fremmer børns motoriske udvikling, som altså er en central del af barnets
udvikling i det hele taget. Blandt andet læste
jeg om et barn, der lavede såkaldte interaktive
ting på iPad’en, men som ikke kunne finde ud
af at bruge en saks,« fortæller hun og peger på,
at det også kan være asocialt at sidde med en
iPad. »Derfor ville jeg gerne lave interaktive
børnebøger, der fordrer, at børn er både aktive
og sociale, når de læser eller bruger dem.«
Børn og bogobjekter
De nye eksperimenterende børnebøger udfordrer konventionerne for, hvad en bog er,
og bør derfor snarere kaldes bogobjekter, mener Nina Christensen. Den traditionelle bog
– som man i øvrigt kalder ’kodeks’ i faglingo
– er defineret ved, at man har nogle ark, som
man skriver på, der limes eller syes sammen,
og som har et omslag eller en ryg. Med bogobjekterne gør man noget ved et eller flere af
disse elementer:
»For eksempel kan man, i stedet for at bruge mange ark, vælge at bruge ét langt stykke
papir. Det ser man et eksempel på i bogen
Knokkelmandens Cirkus. Eller man kan gøre
noget ved ryggen eller omslaget, som man
gør det i Ella er mit navn vil du købe det?. Så
har man ikke længere at gøre med en bog i
traditionel forstand.«
Det er ikke kun i børnelitteraturen, men også
inden for øvrig eksperimenterende kunst og
–litteratur, at der findes en lang tradition for
at manipulere med bogen som medie. En bog
som Ella er mit navn vil du købe det? peger da
også helt konkret tilbage på dele af avantgardetraditionen, hvor man ser flere eksempler
på bøger, der består af løse blade i en boks.
39
For eksempel kan man nævne den amerikanske kunstner George Brechts Water Yam
fra 1963, som siden er blevet et af de mest
kendte værker i forbindelse med den internationale tværkunstneriske avantgardebevægelse Fluxus, der i 60’erne og 70’erne netop
fokuserede på at lege med forskellige medier.
I en dansk kontekst kan man nævne Martin
Larsens Svanesøsonetterne fra 2004 som en
sådan ’boksbog’. Eller Henrik Haves Folkets
bog om landets forsvar fra 1970’erne, der består af løse ark holdt sammen af to handsker,
der fletter fingre omkring arkene.
Ella er mit navn vil du købe det? trækker også
på konkretlyrikken – en afart af strømningen
konkretisme, der er kendetegnet ved at lege
med sit materiale – fordi den, som Kamilla
Löfström også beskriver i sin anmeldelse af
bogen i Information, leger med den typografiske opsætning. F.eks. ’tegner’ Ella sin kat
Kattekismus ved hjælp af de tegn, som er til
rådighed på skrivemaskinen.
Form følger fortælling
»Bogobjekterne føjer noget til læseoplevelsen.
De gør læsningen til en mere taktil oplevelse,
”
Det er vigtigt
for mig, at
bøgerne kan
bruges i en social
sammenhæng
Mia Mottelson
Illustrator
hvor man i højere grad læser med fingrene,«
siger Nina Christensen.
I Ella er mit navn vil du købe det? bevæger
man sig et niveau længere ind i bogen, hver
gang man tager et lag af: »Man skal tage det
her bånd af, man skal pakke æsken op, man
sidder og roder med de ustyrlige løse sider
og den ligeså ustyrlige ’poetsne’ – altså de
her små stykker papir, som skal forestille at
komme fra Ellas hullemaskine, og som forlaget har lagt i bogæsken. Det bliver en fysisk
bevægelse at komme ind til historien,« siger
Nina Christensen.
Bøgernes udformning og den taktile læseoplevelse spiller ofte direkte sammen med
bøgernes fortællinger, fortæller hun. Og det
sker også i høj grad i Ella er mit navn vil du
købe det?, hvor bogens hovedtemaer bliver
gjort levende af bogens fysiske udformning:
»Fortællingen om Ella handler jo meget om
tab. Om denne her børnetilværelse, der er ved
at falde fra hinanden, og som Ella forsøger at
holde sammen på. Bogens udformning mimer
dermed den følelse eller den tematik, for den
er jo også hele tiden ved at falde fra hinanden,
og man har et forfærdeligt hyr med at holde
sammen på poetsneen og de løse sider. Man
oplever altså med andre ord tematikken på
sin egen krop.«
Det gælder også – om end på en lidt anden
måde – for Birde Poulsens Hvirvelvinden, som
handler om en gris, der er ude i blæsevejr. I
fortællingen flyver alting rundt i hvirvelvinden, og bogen er udformet sådan, at man er
nødt til at dreje den for at læse historien.
Bogens form mimer altså bogens fortælling. Ligesom Knokkelmandens Cirkus i sin
udformning mimer oplevelsen af den rejse,
som knokkelmanden og hans optog er ude
på, samtidig med at man med klistermærkerne, som man kan tage ud, får mulighed for
rent fysisk at opleve den del af historien, som
handler om, at deltagerne i optoget falder fra.
Dorte Karrebæk har haft formidlingen af
den gode historie som førsteprioritet, da hun
arbejdede med udformningen af Knokkelmandens Cirkus.
»Det er jo vigtigt, at det ikke bare bliver et
eksperiment for eksperimentets skyld, og at
det er historien, der driver værket. Vi lavede
udelukkende bogen på denne måde, fordi historien egnede sig til det,« siger hun.
Mia Mottelson, der i sine bogprojekter arbejder med temaet frygt, har også overvejet,
hvordan formen kunne afspejle temaet. Derfor har hun blandt andet udviklet en pop-upbog, hvor drabelige monsteransigter vælter
op fra siderne, når man bladrer i bogen. Men
hovedårsagen til, at hun valgte at lege med
bogmediet, har været, at hun ville skabe bedre
plads til, at børnene kan blive stimuleret – i
modsætning til de tendenser, hun ser i forbindelse med iPad’en.
»Det er vigtigt for mig, at bøgerne kan bruges
i en social sammenhæng. Jeg har lavet mine
bogobjekter uden tekst, sådan at det ikke bare
er den voksne, der læser op og altså derved
skaber en monolog. I mine bøger skal barnet
selv være med til at udvikle historierne i dialog med den voksne på baggrund af bøgernes
visuelle univers,« siger hun.
Dorte Karrebæk er ikke helt så skeptisk over
for iPad’en. Hun vil gerne lave både digitale
og analoge børnebøger:
»Jeg synes, at begge dele kan noget. Jeg
tænker det nok i virkeligheden lidt som to
sider af samme sag.«
7.
Den klassiske forestilling om
kernefamilien udfordres i flere af Pija Lindenbaums børnebøger. Hvad er den svenske titel på bogen om Ella,
onkel Tommy og hans nye
ven Steve?
Vi sætter fem bøger på højkant og
trækker en vinder til hver:
Mette Hegnhøj:
’Ella er mit navn vil du købe det?’
Jensen & Dalgaard
Birgitte Krogsbøll
og Kamilla Wichmann:
’Funkelgnister’
Jensen & Dalgaard
Kim Sena:
’Hr. Kronhjort og de fyldte
chokolader’
Jensen & Dalgaard
8.
I Frankrig har debatten om
ungdomslitteraturens skadelige indflydelse nået nye højder efter udgivelsen af ’Tous
à poil’. Salget af den bog og
litteratur generelt fejler dog
ingenting – hvor mange børne- og ungdomsbøger blev
der solgt i Frankrig i 2014?
Sigurd Barrett:
’Sigurd fortæller om de græske
guder’
Politikens Forlag
Lars Daneskov:
’Dig, mig og lama’
Politikens Forlag
Positiv Psykologi i børnehøjde
• Et konkret værktøj til at udvikle dit barns
trivsel, selvværd og optimisme.
• 25 konkrete øvelser, der er lige til at gå til
for dig og dit barn.
Min Glade
Bog
- 25 øvelser,
der giver glad
ere børn og
• Forskningsdokumenteret positiv effekt.
forældre
F
ANBEFALET A
kr.
250,00
ekskl. forsendelse
KAT
GRATIS PåLbA
,
etalingssiden
ation”p
r. 62,50).
Skriv ”Inform
kat (Værdi: k
la
p
S
TI
A
R
G
så får du
[email protected]
af Louise Tid
mand
Bestil bogen på www.glaedeogborn.dk
Forskning omsat til praksis
Scan koden for en
levende indføring i
’Knokkelmandens
Cirkus’
Send dine svar til
[email protected] inden 1. juni.
Vindernes navne offentliggøres i
Information d. 6. juni.
Glæde & Børn udgiver materialer, der introducerer og træner børn i værktøjerne i den positive psykologi.
Louise Tidmand formidler også denne viden på foredrag og workshops rundt omkring i landet til såvel
pædagogisk personale på institutioner som forældre. På www.glaedeoborn.dk kan du se vores mange
trivselsmaterialer til brug i skolen – anbefalet af SOCIALSTYRELSEN, WHO OG PSYKIATRIFONDEN.
Alle vores materialer baserer sig på forskning indenfor positiv psykologi og de 24 karakterstyrker.
ost
Så er der
♥♥♥♥♥
”Det er svært at få mundvigene
ned efter at have læst om alle
disse søde og sære personer,
som befolker Lama Daneskovs
provins. Der er ikke langt til
Ole Lund Kirkegaard.”
– POLITIKEN
TRO, HÅB OG GORGONZOLA
♥♥♥♥♥ – POLITIKEN
★★★★★ – EKSTRA BLADET
★★★★
”Alt er fint og sjovt, og
Daneskov skriver fantastisk.”
– EKSTRA BLADET
LARS
DANESKOVS
ANMELDERROSTE
SERIE OM
ANTON
”Hyleskæg og til tider
himmelråbende usandsynlig
højtlæsningsbog i et rigtig
godt og mange steder
nyskabende sprog”
– LEKTØRUDTALELSE
TØSELUS OG VINKEFLÆSK
★★★★★ – EKSTRA BLADET
P O L I T I K E N S FO R L AG