1. No category

Pædagogisk arbejde med kønsidentitet hos børn 3-6 år i
daginstitution.
Social studies with gender identity among children in the age of 3-6 years in kindergarden.
Vejleder: Helen Møller Rasmussen.
Censor: Pia Harbo Andersen.
Bachelorprojekt af
Kenneth Rosenkrans Zdrenka, 172503.
Anslag: 58.468
Via University College Pædagoguddannelsen JYDSK.
Dato: 10 juni 2015.
Kenneth Rosenkrans Zdrenka, 172503
Indholdsfortegnelse.
Indledning.
4
Emne.
4
Problemstilling.
4
Metodeafgrænsning.
4-5
Videnskabsteoretisk tilgang.
6-7
Den hermeneutiske spiral.
7
Metoden interview.
7
Begrebsafklaring.
8
Case.
8
Historisk perspektiv på køn.
Fallisk / Ødipale fase.
8-9
9-10
Drenge.
10-11
Piger.
11-12
Primære socialisering til sekundærsocialisering.
13
2 Kenneth Rosenkrans Zdrenka, 172503
Habitus.
14
Anerkendende relationer i pædagogisk arbejde.
14-17
Definitionsmagten.
17-18
Tøsedrenge og drengepiger.
18-19
Stigmatisering.
19
Mangfoldighed i børnehaven.
20
Daginstitutionen Egalia.
20-21
Analyse.
21-26
Konklusion.
27-28
Kildefortegnelse.
29-31
Bilag1. Hermeneutisk spiral.
Bilag2. Transskribering af interview.
32
32-38
3 Kenneth Rosenkrans Zdrenka, 172503
Indledning.
Menneskets kønsopfattelse har ændret sig løbende gennem de sidste 100 år. Engang sagde man at
pigerne var styret af impulser og var derved lette at aflede. På denne måde opfatter man i dag
drenge. Samfundet beror på en stor del af dette ansvar for hvordan man betragter en dreng og en
pige.
Jeg har i dette bachelorprojekt fundet det interessant at se på hvordan pædagoger og voksne opfatter
og tiltaler barnet, alt efter barnets køn. Om vi er en dreng eller en pige så findes der et sæt af
værdier og normer for hvordan man agerer indenfor sin kønsgrænse. Men hvordan forholder
samfundet og ens omgivelser sig, hvis et barn overskrider sin kønsgrænse? Burde man som den
voksne i barnets liv ikke arbejde med at understøtte barnet i at ville udfolde sig, som det nu engang
selv har lyst til. Jeg tænker at man bør lægge sin egen forforståelse på hylden, når man møder
barnet i sin eksperimenterende leg. Da det barn pædagogen møder i praksis er af en helt anden
opdragelse og forståelse af livet. Den vigtigste pointe i dette bachelorprojekt er at skabe
mangfoldighed i børnehaven, så det enkelte barn oplever sig som anerkendt og respekteret for det
individ det er.
Emne.
Pædagogisk arbejde med kønsidentitet hos børn 3-6 år i daginstitution.
Problemformulering.
Hvordan kan pædagogisk arbejde medvirke til at det enkelte barn oplever sig som imødekommet og
anerkendt.
-
Med henblik på at fremme barnets positive selvopfattelse af eget køn.
-
Med henblik på køn, normer og stereotyper.
Metodeafgræsning.
Jeg har i denne opgave forholdt mig undersøgende omkring børns kønsidentitet med henblik på
hvilke faktorer der spiller ind, når et barn præges til at indtage sin fødte kønsrolle. Jeg har via et
interview af en børnehavepædagog tolket på hendes udsagn og analyseret dette med min teori.
Yderligere har jeg bevidst fravalgt de biologiske faktorer i selve opgaven. Det findes derved
interessant, at se på hvordan den sociale interaktion påvirker individet. Iflg artiklen ”lyserød
4 Kenneth Rosenkrans Zdrenka, 172503
startede med at være en drengefarve” har farvernes betydning til at kategorisere de to køn ændret
sig i samfundet gennem de sidste 100 år.
Til at definere målgruppen har jeg valgt at benytte Ann E. Knudsen som i sin bog ”pæne piger og
dumme drenge” bruger Sigmund Freuds teorier omkring den ødipale fase, som indfinder sig ved
børnehavealderen 3-6 år. Ligeledes skabes der med Susanne Idun Mørch fokus på den primær og
sekundære socialisering. Den første socialisering (primær) sker i hjemmet. Her ”tvinges” barnet til
at indtage verdenen, som de voksne ønsker at det skal se det, via deres egen forståelse og
fortolkning af den. Derved kan det være svært at komme i institution, hvor den sekundære
socialisering foregår. Denne rummer nemlig et helt andet sæt af normer og værdier, end det barnet
kender hjemmefra. Dette leder mig hen til Pierre Bourdieu, som benytter begrebet habitus. Dette er
defineret ved at indeholde al vores erfaringsdannelse med det sociale rum, og derved har vi
forskellige syn på livet og hertil vores syn på de to køn. Yderligere benyttes Berit Bae og Tom
Ritchie til at definere den anerkendende relation i pædagogisk arbejde. På baggrund af dette taler
Bae ligeledes omkring definitionsmagten i den anerkendende tilgang.
Hvis et barn bryder med dets kønsgrænse er der en stor risiko for øgenavne. Tøsedreng eller
drengepige er betegnelsen i dagens samfund for mennesker der bryder med deres kønsgrænse. Dette
beskriver Nina Rossholt og Leif Askland i bogen ”køn i børnehøjde”
Rapporten ”Flere end to slags børn” tages der afsæt i børn som handler ”anderledes”, og hertil
omkring ligestilling. Yderligere tages der afsæt i Erving Goffmans begreb stigmatisering i forhold
til børn som handler ”anderledes”, end ”normalen”. Yderligere har jeg fundet det interessant at
inddrage den sveske børnehave Egalia, da de arbejder ud fra en kønsneutral kønspædagogik.
Yderligere vil jeg benytte mig af en case, som omhandler en dreng som elsker at gå i kjole. Denne
skal ses som et problemfelt, som kunne have hændt i praksis.
Det har ikke været muligt at foretage et interview af de institutioner i Danmark som arbejder
kønsneutralt og med kønsroller i det pædagogiske arbejde. Det gælder institutionen Triton i
Horsens, som ikke ønskede besøg pga. mange henvendelser, og Jordkloden på Nørrebro i KBH som
ikke havde tiden til hverken besøg, eller interview pr tlf. Derfor var jeg nødsaget til at benytte DII
Tornebakken, som i deres praksis ikke har fokus på køn.
5 Kenneth Rosenkrans Zdrenka, 172503
Videnskabsteoretisk tilgang.
I projektet har jeg en hermeneutisk/fænomenologisk tilgang, i det at jeg vil forholde mig
undersøgende til de faktorer der spiller ind, når et barn kønnes til at indtage sin biologiske fødte
kønsrolle.
Hermeneutik kommer af det græske ord hermeneuin og har den betydning at tyde, tolke og forstå.
Iflg Hans- Georg Gadamer benytter man den hermeneutiske vinkel i en undersøgelsesproces til at
bryde med sine fordomme og sin forforståelse.1 I hermeneutikken anses mennesker for at være i
besiddelse af et indre der er bestående af følelser, vilje, vaner og handlemåder. Dette indre kommer
til et ydre udtryk ved ubevidste måder at handle på. Da det indre er styret af den forforståelse, samt
den erfaringsdannelse, som mennesket tidligere har gjort sig.
I et hermeneutisk undersøgelsesperspektiv vil der være fokus på betydningen i det enkelte
menneskes udtryk set ud fra dets måde at skabe sin egen forståelse af verdenen på.2 Yderligere er
det hermeneutikkens opgave at kunne skabe en redegørelse for de helt rigtige fortolkninger og
forståelser som undersøgelsen prøver at opklare.3
I denne erkendelses proces vil det enkelte menneske altid have en forforståelse i forhold til det som
undersøges. I projektet bryder jeg med min forforståelse af at jeg har haft en tanke om at pædagoger
via deres arbejde var bevidste omkring deres tilgange til drenge og piger. Således at barnet netop
blev præget til at skulle agere som en dreng eller en pige. – Med henblik på at de ikke brød deres
kønsgrænse.
Ved min bearbejdning og refleksion over denne proces blev min viden udfordret og derved
ligeledes min forforståelse. Jeg tilegnede mig derved en ny viden omkring børns kønsidentitet, og
ud fra denne dannede jeg mig en ny forståelse.
Hermeneutikken kan opfattes på den måde at den arbejder med at skabe indlevelse i at tolke på
menneskers intentioner i det sociale rum. Det er væsentligt at se på om det er de kulturelle og
historiske forståelser af hvordan man opdrager en pige og en dreng, der præger pædagoger i deres
møde med barnets køn.
Det fænomenologiske perspektiv skal i denne opgave tolkes som kønnet, som det der viser sig for
ens bevidsthed.4 Alt efter hvem vi er, tolker vi vores syn på de to køn forskelligt. Dette grunder i
vores subjektivitet. Ligeledes er vi påvirket af hvad andre siger. Hertil mener jeg det øvrige
Gulddal Jesper og Møller Martin (2002), Hermeneutik – en antologi om forståelse. s 127. Hyldgaard Kirsten (2007), Videnskabsteori – en grundbog til de pædagogiske fag. s 32.
3
Gulddal Jesper og Møller Martin (2002), IBID. s 11.
4 Hyldgaard Kirsten (2007), IBID. s 39 1
2
6 Kenneth Rosenkrans Zdrenka, 172503
samfund. Samfundet siger fx at lyserød er en pigefarve og den kan drenge ikke benytte. For hvis
han gør det, bryder han med sin maskulinitet.
Den hermeneutiske spiral.
Den hermeneutiske spiral er en vekselvirkning mellem ens forforståelse og den nye viden som man
tolker sig frem til. Denne spiral har været mit udgangspunkt under mit interview med pædagogen da
jeg tager udgangspunkt i min egen forforståelse og min indsamlede empiri. Undervejs i interviewet
fortolker jeg på det sagte, og derved danner jeg mig en ny forståelse ud fra pædagogens verbale
ytringer.
Ved den hermeneutiske spiral gælder det iflg Hans-Georg Gadamer om at kende til de enkelte dele
for at kunne se helheden.5 Vores egen personlige horisont ændres hele tiden, i og med vores
forforståelse udfordres. Som kommende fagperson har jeg en forståelse af børns kønsidentitet, og
personligt er jeg af en helt anden holdning. Disse forståelser grunder i min indsamlede empiri, samt
min egen personlige livsforståelse af at kønnet ikke bare er dreng og pige, men at de to køn
indeholder mange forskellige personligheder bag.6 (Bilag1)
Metoden interview.
Jeg har valgt at lave et kvalitativt semistruktureret interview. Ud fra et kvalitativt semistruktureret
interview benyttes den hermeneutiske/fænomenologiske tilgang til at kunne forstå de sociale
processer herunder kønsidentitet ud fra respondentens perspektiv. Metoden udspiller sig gennem
lydoptagelser, da respondenten ønskede anonymitet. Interviewet minder om det at føre en samtale.
Men forskellen ligger i at intervieweren er den som overordnet styrer. Kobler man kvalitativt og
semistruktureret sammen vil man opnå at denne styrede samtale bliver mindre styret, da
intervieweren spørger dybere ind til respondentens besvarelser. 7 Derved kommer der en
vekselvirkning mellem vores indbyrdes forforståelse, forståelse og fortolkninger.
Interviewet er transskriberet, da de verbale ytringer for mit projekt var mere relevante end de nonverbale udtryk, som respondentens kropssprog og ansigtsmimik.8 (Bilag2)
5
Hyldgaard Kirsten (2007), Videnskabsteori – en grundbog til de pædagogiske fag. s 38.
Bilag1. Hermeneutisk spiral.
7
Petersen Anne (2011), Den lille bog om metode. s 50.
8
Bilag2. Transskribering af interview.
6
7 Kenneth Rosenkrans Zdrenka, 172503
Begrebsafklaring.
Kønsidentitet er noget som dannes i samspil med andre mennesker og derfor fødes man ikke med
en. Denne opgaves fokus tager udgangspunkt i de sociale interaktioner, som påvirker barnets egen
selvopfattelse af sin kønsidentitet. Herved hvorledes man som pædagog kan arbejde med sin egen
forforståelse af drenge og piger i praksis.
Case.
Emil er en dreng på fem år, som går i Solbakkens børnehave. Han virker meget optaget af at
bevæge sig rundt i kjoler af tyl, mønstre, farver og glimtende palietter. I børnehaven er Emil yderst
kreativ, og han kan sidde længe ved bordet, når pædagogerne opstiller kreative aktiviteter.
Emils forældre har henvendt sig med en bekymring til hans stuepædagog. Deres bekymring går på
at Emil ikke udviser interesse for drengede aktiviteter. Pædagogen slår fast at Emil har det godt, og
leger meget med de andre børn. Pædagogen fortæller at børn i denne alder er yderst
eksperimentende i deres lege.
Historisk perspektiv på køn.
I artiklen ”Lyserød startede med at være en drengefarve” beskrives der hvordan forældre benytter
sig af farvernes betydning til at signalere deres barns køn til omverdenen. Iflg professor Jo Paoletti,
som har udgivet bøger omkring tøj og tekstilers betydning for børn i Amerika. Fx signalerede
farverne lyserød og blå noget helt andet for ca. hundrede år siden. Lyserød var forbeholdt drenge,
da de af natur på daværende tidspunkt ansås for at være aktive og styret af impulser. Hvorimod den
lyseblå farve var forbundet med rolighed, passivitet og himmelsk. Derfor passede denne farve
perfekt til piger.9
Omkring 1940´erne var det in med drenge og pigefarverne blå og lyserød. Det stereotype syn på de
to køn tiltog særligt i efterkrigsårene. Fra omkring 1985 blev den lyserøde farve sat på
verdenskortet over symboler for kvindeligheden. 10 Iflg Karen Sjørup som er kønsforsker og
sociolog var hendes barndom i 1950erne præget af et helt andet syn på den lyserøde farve. Denne
var nemlig anset for værende forbeholdende kvinder som havde en tildens til at være lidt for glade
for mænd. Derved var denne farve ikke velanset af det øvrige samfund, da der var opbygget en
fordom omkring denne.
9
Sjørup Karen (2015), Artikel - http://jyllandsposten.dk/livsstil/familiesundhed/familie/ECE7741229/Lyserød+startede+med+at+være+en+drengefarve/
10 Sjørup Karen (2015), IBID. 8 Kenneth Rosenkrans Zdrenka, 172503
Ligeledes kommer Sjørup med udtrykket ”Hollywoodisering” Denne ændrede opfattelse af farverne
hos kvinder og mænd, da USA præsidens Dwight D. Eisenhower`s kone kommer iført en stor
lyserød kjole til en gallafest. Pludselig bliver denne farve anerkendt af det øvrige samfund, da en
betydningsfuld person var bærer af den. I dag har de to ovenstående farver byttet placering. Den blå
”passer” nu bedre til mænd, da det har fået den betydning at være barsk og kølig. Hvorimod farven
lyserød har fået den betydning at indeholde et feminint aspekt i sig som beror på sensitivitet og
hjertevarme.
Iflg den svenske kønsforsker David Tjede skades børnenes opfattelse af deres eget køn ved at de
voksne via farvernes betydning prøver at signalere til dem, hvor forskellige de er.11 Iflg Sjørup
handler samfundets dyrkelse af særligt den lyserøde farve om en reaktion på at kvinderne har meldt
deres indtog på arbejdsmarkedet. Dette bevirker måske at man har et behov for at kunne se denne
forskel i vores samfund, fordi at det handler om kvindernes rettigheder og oparbejdelse i gennem
mange år. Sjørup mener, at der vil komme en modreaktion på denne holdning til farvernes
betydning. Men man ser allerede hvordan mange forældre handler bevidst efter ikke at sætte deres
børn i kønsstereotype roller, da de er yderst bevidste omkring hvilken farver de klæder deres barn
med.
Der sker en kønsprægning fra vi bliver født, og dette leder mig hen til hvor det hele begynder,
nemlig i hjemmet.
Fallisk / ødipale fase.
Iflg. Anne E. Knudsen som referer til Sigmund Freuds teorier er det i den ødipale fase at barnet
gennemgår det at blive bevidst omkring kønsforskelle hos drenge og piger. Dog er fasen mest
dominerende i 3-6 års alderen.
Den ødipale fase omhandler det nærvær og den tryghed som det lille barn skaber sig i selvskab med
en moderlig figur. Den nære relation mellem den moderlige figur og barnet danner grundlag for en
sund kønsidentitet på længere sigt. Denne intimitet som dannes mellem barnet og dets nære
relationer behøver nødvendigvis ikke være af barnets egen mor.12 Det kan ligeledes være andre nære
relationer som barnet har knyttet bånd til, såsom faderen eller en plejemor. Den nære intimitet i
relationen er vigtig, og derfor er det underordet hvilken position den voksne har i forhold til barnet.
11 Sjørup Karen (2015), Artikel - http://jyllandsposten.dk/livsstil/familiesundhed/familie/ECE7741229/Lyserød+startede+med+at+være+en+drengefarve/
12 Knudsen E. Ann (2008), Pæne piger og dumme drenge. s 116. 9 Kenneth Rosenkrans Zdrenka, 172503
Det nærvær som barnet opbygger sammen med sine nære relationer danner et grundlag for barnets
jeg- dannelse og jeg-opfattelse.13 I den ødipale fase sker der en forandring i barnets opfattelse af
relationernes betydning, og i barnets opfattelse af dets forhold til andre. Barnet bevæger sig i denne
fase fra at være optaget af antipati og sympati, som vil sige, at barnet før den ødipale fase er styret
af dets egne behov på en egocentrisk måde altså, at barnet er i den gode tro, at alt der bliver sagt og
reageret på omkring barnet har noget med det at gøre. I seks års alderen som er den sidste ende af
den ødipale fase, har barnet udviklet en forståelse for sine relationer omkring sig.14 Barnet har nu
bevæget sig væk fra at tænke egocentrisk til at kunne forstå sig på sine relationer. Det er som sagt
her hvor barnet, jo ældre det bliver, viser større interesse for eget og for det modsatte køn.
Fx har drengebarnet i længere tid haft et forbillede i sin far og mor og har via dem fundet
inspiration i legen gennem verbale og non- verbale kropssprog og adfærd i legen. Længere inde i
den ødipale fase begynder barnet at tolke og vurdere det som dets rollemodel fremsiger. Barnet
retter derved sit fokus mod denne person.
Jeg vil i nedstående afsnit skabe et billede af hvordan drenge og pigers ødipale udvikling foregår
med fokus på en familie.
Drenge.
Her vil jeg starte med at have fokus på drenge og dernæst piger ift. den ovenstående fallisk / ødipale
fase og hvordan denne udspiller sig hos de to køn.
Iflg Knudsen danner der sig en ”kærlighedsrelation” mellem mor (den moderlige figur) og
drengebarnet. Dette er grundet i de primær funktioner som hun (den moderlige figur) påtager sig i
hjemmet, og i forhold til barnet. Moderen er den person som agerer som omsorgspersonen og er den
som dækker barnets basale behov ved madning og sygdom.15
Det forekommer at drenge ved fire – fem års alderen, har vendt sit blik og sin opmærksomhed imod
faderen. Der sker store forandringer i drenges kønsidentitet her, da han bliver bevidst omkring sig
selv og opdager sin far på en ny måde. Han finder lige så stille ud af at de begge har samme type
kønsdele, og at han måske skal være ligesom sin far.
Dette fokus på faderen skaber en lille distance til den moderlige figur. De følelsesmæssige behov
som moderen før havde ansvaret for overtages ligeså langsomt af faderen.16 Grunden til at drenge
13
Knudsen E. Ann (2008), Pæne piger og dumme drenge. s 117 Citat.
Knudsen E. Ann (2008), IBID. s 118.
15
Knudsen E. Ann (2008), IBID. s 120. 16
Knudsen E. Ann (2008), IBID. s 121. 14
10 Kenneth Rosenkrans Zdrenka, 172503
vender sin opmærksomhed væk fra sin moder og imod sin fader ved ca. fire års alderen er fordi
barnet identificerer sig selv med sin fader.17 Dette er dog ikke en fase som betyder at drenge ikke
har behov for sin moder, for det har han. Dog ses det oftest at drenge ved denne alder favoriserer
deres fædre mere end mødre.
Disse erfaringer barnet tilegner sig danner grundlag for hans opfattelse af sit eget køn, og han lærer
derved sin kønsidentitet at kende gennem sine rollemodeller, som han lærer af både i dagligdagen
og i legene med dem.18
Den ødipale fase bevirker at barnet så småt løsriver sig fra sine forældre for at opnå et større
selvværd, selvbestemmelse og selvstændighed efter barnet har opnået begge sine forældres
bekræftelse. På bagsiden af denne fase følger der fordele og ulemper. Fordelen er som tidligere
nævnt, at barnet opnår at løsrive sig fra sine forældre, men ulempen er at han er nødsaget til at
klippe nogle emotionelle bånd, som kan skabe problematikker for ham i forhold til intimitet og
relationer i fremtiden.19
I legen med andre børn videreudvikler drenge yderligere sin kønsidentitet. I drengede lege er der
rum for konkurrence og atter kamp for selvbestemmelse. Den måde hvorpå drenge i børnehave
alderen leger på er ved at forsøge at skabe fokus. Hvad skal vi lege? Legen udvælges som det første,
og dernæst skabes der et hierarki for hvilken rolle og position det enkelte barn skal påtage sig. Man
ser tydeligt hvordan den ødipale evne udspiller sig i legen hos drenge i denne alder. De kan skabe
fokus på det de gerne vil opnå, og tøver ikke med at lukke af for den emotionelle side i forhold til at
skulle risikere ikke at komme til at stå ved siden af sin bedste ven. Drengenes fokus er iflg Knudsen
på andres kvalifikationer frem for deres emotionelle relationer til hinanden. Denne kvalifikation
skal nemlig fremme legens fokus til det bedst mulige resultat. – med henblik på en sjov leg. Denne
kvalifikationssøgning ses også tit ved dannelsen af hold til fx en fodboldkamp. Dette er en egenskab
som mange drenge tager med sig videre ind i deres voksenliv.
Piger.
Hos pigernes udvikling af kønsidentitet gælder der de samme vilkår, som ovenstående.
Behovet for at udvikle sig som et selvstændigt selv starter ligeledes ved at bryde det emotionelle
bånd til den moderlige figur. Dog er der en forskel i denne løsrivelse. Piger skal altså løsrive sig fra
den identifikation, som hun selv skal arbejde sig hen imod at blive i fremtiden. Ligeledes som
Knudsen E. Ann (2008, Pæne piger og dumme drenge. s 121. Knudsen E. Ann (2008, IBID. s 122.
19
Knudsen E. Ann (2008, IBID. s 122.
17
18
11 Kenneth Rosenkrans Zdrenka, 172503
drenge vender piger sin opmærksomhed imod faderen i håb om at opnå hans anerkendelse af hendes
begyndende femininitet, og kvindelighed.20 Den anerkendende minimalrespons, forældrenes roller
og deres responser til barnet er for både piger og drenge vigtige, da det skaber et sikkert grundlag af
barnets udvikling af en sund kønsidentitet.21 Processen er som tidligere nævnt den samme for
pigerne som for drenge. I pigernes ødipale fase trækker moderen sig ligeledes med det formål ikke
at skulle blande sig i pigens opfattelse af sin måde at være pige på. Knudsen beskriver at moderen
ikke skal bestræbe sig på følelsen af at hun kender til alle pigens tanker og følelser, og ligeledes
skal moderen ikke forsøge at sammenligne sig selv med hende. 22 Dette kan medføre en lav
selvværdsfølelse hos pigen. Moderens vigtigste rolle er at være i en position som den afventende
moder der på afstand er spørgende fx : Hvordan gjorde du det? Bare det var mig som kunne det! 23
Den faderlige figur er at yde bekræftelse til at pigen følelser sig mere betagende end sin mor. Han
skal altså bekræfte hendes feminine side. Dette foregå fx ved at faderen siger til pigen, at han aldrig
har set moderen lave så flotte vejrmøller, som dem, pigen slår.
I børnehavealderen udforsker pigerne deres feminine side. Nogle piger i større grad end andre. Men
det ses at piger udvikler deres trang til at være yderst feminine ved at klæde sig ud, og overpynte sig
selv med alverdens former for smykker og pynteting. Alt dette er iflg Knudsen en måde hvorpå
piger opnår at fange sin fars fulde opmærksomhed. Via sine pynteting fortæller den lille pige sin far
at hun er ved at øve sig i at blive en kvinde, og dette skal han derved anerkende hende i.
Jo mere både piger og drenge bliver bekræftet i deres nyopdagede kønsidentitet, jo mere falder de
med tiden til ro, og har dermed ikke et behov for at overspille sig selv for at kunne få deres
rollemodellers fulde opmærksomhed.24 Det er vigtigt at begge køn har en tæt kontakt til begge sine
rollemodeller. I pigernes tilfælde er det også vigtigt at fædrene giver dem den fornødne
opmærksomhed, da selvværd og en fortrolig kønsidentitet har stor betydning for deres eget
selvbillede.
Knudsen E. Ann (2008), Pæne piger og dumme drenge. S 126. Knudsen E. Ann (2008), IBID. s 126. 22
Knudsen E. Ann (2008), IBID. s 126
23
Knudsen E. Ann (2008), IBID. s 126.
24
Knudsen E. Ann (2008), IBID. s 128 – 129. 20
21
12 Kenneth Rosenkrans Zdrenka, 172503
Primære socialisering til sekundær socialisering.
På baggrund af ovenstående ved vi at børns primære kønsidentitet skabes via den opdragelse barnet
får i hjemmet. Derudover skabes kønsidentitet i institutionelle sammenhænge med venner og de
voksne på stedet.
Iflg Berger og Luckmann forekommer den første og vigtigste socialiseringsfase af barnet i familiens
skød. Denne fase kaldes for den primære socialiseringsfase, hvor barnet stadig er yderest
modtagelig over for prægning i sit møde med andre mennesker. I denne fase beskriver Berger og
Luckmann at det lille barn ikke har nogen former for indflydelse. Det vil sige at barnets primære
omsorgspersoner i hjemmet sætter dagsordnen for barnet, med deres egne normer og værdier til
hvordan livet skal leves. 25 Barnet spejler sig derved i sine primær omsorgspersoner. Derved
”tvinges” barnet til at opfatte verden ud fra hvordan dets familiære relationer opfatter den. Denne
fase danner derved grundlag for, hvordan barnet møder og håndterer andre mennesker samt sig selv,
i sit møde med den ydre verden. Den primære socialiseringsfase handler ligeledes om at barnet skal
kunne identificere sig med andre i form af rollemodeller. Berger og Luckmann beskriver at det er i
denne periode af barnets liv, hvor individet har et behov for at kunne identificere sig selv
følelsesmæssigt med dets rollemodeller, med henblik på sin egen identitetsdannelse.
På baggrund af den primære socialisering møder barnet ligeledes den sekundære fase i sit møde
med en ny verden, som indeholder andre normer og værdier end dem barnet kender fra den primære
socialiseringsfase. ”sekundærsocialiseringsprocessen har det indbyggede problem, at den arbejder
med et allerede dannet selv.”26
Den dag hvor barnet skal tage overgangen fra vuggestue til børnehave vil det allerede have mødt
mange sæt af nye normer og værdier i disse kontekster. Det kan være svært for barnet at skulle
forholde sig på helt nye regler på ny, da det bryder med dets egen opfattelse af verden, som det er
blevet præget til at danne i den primære socialiseringsfase.27 Men for at barnet bedst muligt kan
opleve sig som en del af det store fællesskab i børnehaven er det af særlig betydning at
pædagogerne på stedet er behjælpelige med at barnet kan tyde stedets normer og værdier.28
25
Mørch Idun Susanne (2011), Individ, institution og samfund. s 83.
Mørch Idun Susanne (2011), IBID. s 82
27
Mørch Idun Susanne (2011), IBID. s 82
28
Klarlund Sidsel (2013), http://www.b.dk/kommentarer/boern-og-koensidentitet 26
13 Kenneth Rosenkrans Zdrenka, 172503
Habitus.
Ud fra ovenstående omkring den primære socialiseringsfase findes det væsentligt at inddrage
begrebet habitus.
Den franske sociolog Pierre Bourdieu har i sit arbejde med menneskelig adfærd defineret at det
enkelte individ eller flere individer er bærer af forskellige kompetencer, samt ressourcer. Disse
anses af det omkring liggende samfund som fulde af værdi. Denne værdifulde egenskab kommer til
udtryk i individets kapital, som betyder at den er kropsliggjort og derved udtrykkes gennem
individets habitus i sin sociale ageren. Individets sociale ageren beskrives som værende en praktik.
Måden hvorpå at det enkelte menneske kan orientere sig i sin sociale verden er iflg Bourdieu via sin
praktik. Denne praksis indeholder en sans for det praktiske, da det er via denne mennesker hurtigt er
i stand til at kunne tage beslutninger i forhold til det sociale og kulturelle aspekt.
Ordet habitus læner sig op af det franske ord habitude, som betyder vane. Da habitus socialt set har
meget tilfælles med de gentagelser som vi benytter os af i samspil med andre. Habitus defineres af
Bourdieu som en form for social bagage, som det enkelte individ er bære af. Denne bagage udvikler
sig blandt andet fra livets begyndelse, og udvikles særdeles i den primære socialisering, hvor barnet
præges af de voksne til at møde verden efter deres normer og værdier. Men ligeledes omtales
habitus også som en ubevidst erfaringsdannelse med livet. Den måde hvorpå det enkelte menneske
agerer i det sociale rum bærer præg af den erfaringsdannelse, som det har gjort sig tidligere. Barnets
habitus er altså bærer af de erfaringer, som det har gjort sig, og individet skal hele tiden forholde sig
til mange nye normer og værdier i dets liv, særdeles i institutionssammenhæng.29
Ligeledes beskriver Bourdieu at det sociale rum indeholder felter, hvor individet udfolder sin
praktik. Hvert felt kan kendetegnes ved dets egen form for logik. Bourdieu beskriver at hvert af
disse felter i det sociale rum indeholder en doxa, som rummer en fælles social accept for dets
spilleregler.30
Anerkendende relationer i pædagogisk arbejde.
For at skabe et børnemiljø, som kan rumme en bred vifte af børn med forskellige personligheder og
habitusser. Findes det betydningsfuldt, at benytte det anerkendende perspektiv i pædagogisk arbejde
med kønsidentitet. I anerkendelsesbegrebet ligger der en åbenhed, som er medvirkende til at det
29
30
Olesen Gytz Søren (2012), pædagogik i sociologiske perspektiv. s 127
Olesen Gytz Søren (2012), IBID. s 128.
14 Kenneth Rosenkrans Zdrenka, 172503
enkelte barn, som hver dag møder ind i sin børnehave, ved at her kan man være sig selv, og øve sig
i at udvikle sin egen unikke personlighed.
Ligeledes siger dagtilbudsloven §7 at formålet er at ”børn i dagtilbud skal have et fysisk, psykisk og
æstetisk børnemiljø, som fremmer deres trivsel, sundhed, udvikling og læring”31
Anerkendelse skal ses som et fænomen som benyttes til at give udtryk for bekræftelse, accept og
påskønnelse.32 Dette begreb er iflg Tom Ritchie som referer til Hegel en måde, hvorpå det enkelte
individ vedligeholder sin identitet. Hegel mener at vores tilblivelse af vores personlige udvikling
skabes i vores interaktion i relation til en anden. Mennesker skaber derved sin bevidsthed i sin
genkendelse hos modparten, og derved tager den forandret tilbage. Dette er en proces som kaldes
for dialektik, som i overført betydning betyder, at føre samtale. Iflg Hegel forsøger vi at blive
selvbestemmende via vores afhængighed af andre individer, for at kunne udvikle os i at skabe os
selv som menneske.33 Yderligere er det en fundamental nødvendighed for det enkelte individ, at
have en tilknytning til et andet menneske, som det kan spejle sig i. Dette kalder Hegel for det
interpersonelle dilemma. Behov for tilknytning til et andet menneske er stort, men frygten for at
denne afhængighed bliver for stor er også eksisterende, ligesom frygten for at være foruden denne
afhængighed.34 Mennesket er et socialt væsen som ikke trives alene. Som menneske trives vi ikke
uden et tilhørsforhold, derfor er det en fundamental nødvendighed for barnets fremadrettede trivsel,
at det evner at kunne danne relationer til både børn og voksne.
I det anerkende arbejde i pædagogisk praksis er det væsentligt at tage fat på det relationsmæssige
perspektiv, da den anerkende tilgang i praksis skabes på baggrund af at være undersøgende omkring
egne og andres hensigter. Disse intentioner kræver en refleksion som rummer at inkludere flere
parters forskelligheder i sin verden.35 Den anerkendende erfaring med relationsdannelse er med til at
yde til børns eget selvbillede på en positiv måde, og derved forebygge udviklingen af et dårligt
selvbillede. I den anerkedende tilgang til børn rummer også en anerkende kommunikation som iflg
Suzanne Krogh & Søren Smidt handler om at pædagoger skal arbejde med at ;
31
Dagtilbudsloven §7, https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=168340#Afs2, citat.
Ritchie Tom (2010), Relationer i teori og praksis. s 11.
33 Ritchie Tom (2010, IBID. s 11 34 Ritchie Tom (2010, IBID. s 11 35
Krogh Suzanne & Smidt Søren (2009), Anerkendelse og iagttagelse i børnehøjde. S 11.
32
15 Kenneth Rosenkrans Zdrenka, 172503
”Reflektere over os selv, over det vi gør og siger, og det vi ikke gør og siger”36 Krogh & Smidt taler
altså om at det er en vigtig forudsætning at vide hvad der foregår i det menneske som man står
overfor i den anerkendende relation.
Man skal som fagperson se bort fra sin egen forforståelse af hvad en mand og kvinde skal kunne
mestre på sådan en måde at barnet i sin leg stadig får muligheden for at kunne eksperimentere med
sit eget køn, - med henblik på at lære sig selv bedre at kende.
Berit Bae har en doktorgrad i relationer mellem voksne og børn, og er udannet pædagog. Hun
definerer den anerkendende tilgang til børn sådan at barnet skal have en følelse af ret til at føle at
der er gyldighed i det, som individet har af følelser og tanker.37 På denne måde skaber pædagogen
mulighed for der åbnes op for at kunne danne sig sine egne erfaringer med sin kønsidentitet i
børnehaven. Barnet som bliver imødekommet med en anerkendende tilgang ”danner sine
selvbilleder gennem de voksnes forestillinger af det.”38
Hertil opstiller Bae fire stadier i anerkendelsen, da det i hendes optik forudsætter i den anerkende
tilgang at pædagogen rummer en selvrefleksion i sin egen selvindsigt, og derved yder en indlevelse
i andre mennesker på en empatisk måde.39
-
Forståelse og indlevelse: I den anerkendende relation forudsætter det at der er en
vekselvirkning mellem barnets og pædagogens perspektiv. Ligeledes er det her man som
pædagog lader sin indlevelsesevne virke ved at være aktivt lyttende til det som barnet gerne
vil udtrykke. I denne første del af de fire stadier zoomer man sig ind på barnets følelser og
tanker, for at se dybere, og derved skabe sig en større forståelse af barnet.
-
Åbenhed: For at pædagogen kan udtrykke sin åbenhed overfor barnet forudsætter det at ens
kropssprog viser det. Via det verbale og nonverbale udtryk i pædagogens kropssprog
imødekommes barnets ytringer, da modparten står med åbne arme.
Suzanne & Smidt Søren (2009), Anerkendelse og iagttagelse i børnehøjde s 10. citat. Krogh Suzanne og Smidt Søren (2009), IBID. s 41.
38 Krogh Suzanne og Smidt Søren (2009), IBID. s 40, citat. 39 Krogh Suzanne og Smidt Søren (2009), IBID. s 42 36 Krogh
37
16 Kenneth Rosenkrans Zdrenka, 172503
-
Bekræftelse: Her bliver barnet mødt i sin oplevelse sammen med pædagogen. Det er af stor
værdi for barnet at man viser forståelse for det som det ytrer. I dette stadie benytter man
ligeledes sin empatiske evne til at danne sig et overblik over det som barnet gerne vil sætte
fokus på.
-
Selvrefleksion og selvafgrænsning: Det at kunne rumme og arbejde med en anerkende
relation i pædagogisk arbejde forudsætter at pædagogen udviser selvindsigt i sig selv som
menneske. Men ligeledes handler det for pædagogen om at adskille sit eget perspektiv fra
barnet, for at kunne se en sammenhæng i den større kontekst i den anerkende relation.
Iflg Bae skal der være rum for at kunne adskille sit eget perspektiv fra barnets. Forstået som, at
pædagogen med sin forforståelse ikke dominerer barnets egne følelser og tanker.40 Barnet skal
opleve en ret til at være i sit eget perspektiv, og opleve at dets følelser har gyldighed som alle
andres. Hertil skal det siges, at bevidstheden omkring det som foregår i os selv bør indeholde et
selvreflekterende aspekt. Den pædagog som har denne bevidsthed får en større opmærksomhed
omkring sin egen anerkende tilgang til forskellige mennesker i sit arbejde.
Definitionsmagten.
Den anerkende relation i pædagogisk arbejde rummer en stor betydning for barnets selvbillede, men
i denne anerkendende relation findes der også en magtposition. Barnets konstante afhængighed og
behov for at modtage bekræftelse af andre medvirker til at pædagogen har en magt ifht barnets egne
oplevelser, samt tanker som derved defineres af en anden.41 Ydereligere er barnet yderst afhængig
af hvordan det modtager udefra komne reaktioner fra dets omsorgspersoner, da det påvirker deres
selvbillede. Disse reaktioner er vigtige for at barnet kan skabe sig selv, og opnå en følelse af eget
værd. Børnehavepædagogens opgave er at forme og udvikle barnets positive selvbestemmelse og
selvfølelse. Den magtposition som pædagoger er i besiddelse af ligger i den kommunikative
interaktion som finder sted mellem barnet og dets nære omsorgspersoner. Den måde man som
fagperson responderer på barnets handlinger forudsætter hvordan denne respons udtrykkes, eller
ikke udtrykkes i interaktionen verbalt og non-verbalt.42 Dette betyder måden hvorpå pædagogen
Suzanne & Smidt Søren (2009), Anerkendelse og iagttagelse i børnehøjde. s 43. Tom (2010), Relationer i teori og praksis. s 16. 42 Ritchie Tom (2010), IBID. s 16. 40 Krogh
41 Ritchie
17 Kenneth Rosenkrans Zdrenka, 172503
udtrykker sig i sin tale, og i sit kropssprog overfor barnet. Disse reaktioner er bestemmende for
barnets selvbillede.
Tøsedrenge og drengepige.
Det er meget individuelt hvordan det enkelte menneske forholder sig til piger og drenges
væremåder. Man kan ud fra den hermeneutisk/fænomenologiske tilgang tale om fordomme der går
på at enkelte mennesker skaber en bekymring til den dreng som undertrykker sin maskuline side, og
fordi han dyrker sin feminine side mere. Måske rummer disse bekymringer en frygt for at
drengebarnet udvikler en seksualitet som værende homoseksuel i fremtiden. Bare fordi, at han leger
mest med piger og med dukker i børnehaven.
Iflg Leif Askland og Nina Rossholt henvises der til praksis i en børnehave, hvor der tages afsæt i
tøsedrenge og drengepiger. I denne børnehave omtales en lille gruppe af piger som Sabeltand –
pigerne. Disse piger agerer iflg de voksne i institutionen som drenge, da de optræder og udfolder sig
fysisk mere voldsomt end piger ellers gør.43 Askland & Rossholt beskriver at vi mennesker knytter
værdier til de to køn. Når en pige, som i en af Sabeltand–pigerne bevæger sig mere drengede, så
bliver disse piger omtalt og måske tiltalt som drengepige kun fordi at pigernes bevægelsesmåde
ikke stemmer overens med de voksnes kategorisering af hvad en rigtig pige er.
”børn har ret til at definere sig selv og ikke blive defineret af andre. Der ligger magt i at definere
andre mennesker, og virkningen af diskurserne om køn og bevægelse kan mindske lysten til at prøve
nye ting og skabe sig selv som et komplekst subjekt.” 44
Med ovenstående citat er det en vigtigt forudsætning for barnets udvikling at en sund kønsidentitet
at det stifter bekendtskab med det som falder i barnets egen interesse. Altså hvis drenge har lyst til
at lege i dukkekrogen, så skal de selvfølgelig eksperimentere med den side af dem selv.
Ligeledes er det interessant at se på drengenes øgenavne. Hvis de agere pigede, så ville nogen kalde
ham for en tøsedreng.
Iflg C. Paechter forekommer det underligt at vi i dagens samfund er mere acceptable over for ordet
drengepige end for tøsedreng.45 Ovenstående artikel ”Lyserød startede med at være en drengefarve”
mener at det kan grunde i samfundets traditioner og værdier, hvor det feminine køn ligger under for
det maskuline.
Leif & Rossholt Nina (2011), Køn i børnehøjde. s 107 Askland Leif & Rossholt Nina (2011), IBID. s 108, citat.
45 Askland Leif & Rossholt Nina (2011), IBID. s 109. 43 Askland
44
18 Kenneth Rosenkrans Zdrenka, 172503
Iflg rapporten ”flere end to slags børn” at der er sat fokus på køn og ligestilling i børnehaven blandt
piger og drenge. Her beskrives der hvilken faktorer der spiller ind, når man skal definere et køn, og
hvilke påvirkninger der bevirker at drenge er drengede og piger er pigede. Rapporten tager
udgangspunkt i at de ydre påvirkning har stor indflydelse på hvordan man bliver præget til at
repræsentere sit køn for omverdenen.46 Undersøgelsen peger på at det er via de kulturelle og sociale
processer og interaktioner, som påvirker de to køn i retningen af at agere som en dreng og som en
pige. Barnet kønnes derved og forbliver i denne proces i hele sit liv med henblik på at videre
udvikle sin kønsidentitet.
Som tidligere nævnt er det en vigtigt forudsætning at børnehave barnet har muligheden i at kunne
eksperimentere med sig selv og sin kønsidentitet. Derfor skal barnet anerkendes i denne
eksperimenterende proces, da der i alle de sociale arenaer vi som mennesker begiver os rundt i er
væremåder som i forhold til ens køn opfattes som mere acceptable end andre.47 Hertil skal siges at
der er grænser i det sociale rum som barnet, som det kønsvæsen det er, skal forholde sig til. - Hvad
er acceptabelt, og hvad tillades ikke? Hvis man tager udgangspunkt i en dreng som agerer piget kan
man forstille sig at han bryder med det som er acceptabelt inde for sin kønsgrænse. På den
baggrund kan der opstå reaktioner fra omverdenen. Måske reagerer hans legekammerater på dette
nye udsving fra drenges side, og han kommer i en stigmatiseret position for at være en tøsedreng.
Stigmatisering.
Erving Goffman beskriver de menneskelige interaktioner og roller i hverdagen som foregår mellem
mennesker, og ligeledes er han beskrivende omkring det at sætte et andet menneske i en position
som værende stigmatiseret. Nutidens stigmatisering findes i form af mere personlige karakter. Det
vil sige at man tilhører en minoritetsgruppe i samfundets, som skiller sig ud fra den større helhed. 48
Stigmatisering handler om at individet er sat i en position som værende afvigende fra det som i
samfundet anses som ”normalt.” Som iflg ovenstående, hvor barnet anses af de andre børn for at
være afvigende på grund af at drengen overskrider sin kønsgrænse for hvad der findes acceptabelt
inden for drengekønnet. Stigmatisering handle ofte om at det afvigende individ bryder med andres
fordomme og forventninger til det ”normale.” Det vil sige andres forforståelse af hvordan at en
dreng agerer i forhold til sit køn.
46
Olesen Jesper (2008), Flere end to slags børn. s 5
Olesen Jesper (2008), IBID. s 5 48
Gooseman Brian (2010), Stigma om afvigerens sociale identitet s 20 – 22.
47
19 Kenneth Rosenkrans Zdrenka, 172503
Mangfoldighed i børnehaven.
Med ovenstående finder jeg det relevant at tage fat på ligestillingspædagogik i børnehaver, som iflg
rapporten ”flere end to slags børn” tages der afsæt i børn som handler anderledes.
Rapportens observationer tager udgangspunkt i at det pædagogiske arbejde bør fokusere på at gøre
børns begrænsninger i legen mindre. Hertil tages der fat på hvor meget pædagoger i praksis
fastholder det enkelte barn i dets kønsretning.49 I stedet for at se efter de forventninger man har til
barnets handlemuligheder i forhold til dets køn, så er det betydningsfuldt at se på hvordan børn
handler uden for disse forventninger. En forventning kan fx være at man har en forforståelse af at
piger altid er stille og rolige, men hvis man støtter pigerne, når de leger vilde lege, så har
pædagogen skabt en accept for at pigerne ikke kun er stille og rolige piger, men piger faktisk godt
kan finde ud af at lege vilde indianerlege, ligesom drengene. Dette er en god måde at skabe
mangfoldighed i børnehaven på, da pædagogen via sin accept for at bryde ens kønsgrænse
anerkender børnenes lyst til at være eksperimenterende i legen.
Med henblik på eksperimenterende lege, og på at man ikke begrænser børn i denne vil jeg nu skabe
fokus på Sveriges kønsneutrale pædagogik.
Daginstitutionen Egalia.
I Norge, samt i Sverige er der ved lov vedtaget at både institutioner og skoler skal tilbyde
”kønsmæssig mangfoldighed”50 I Sverige er der dog yderligere skabt fokus på kønsstereotyper, og
ved lov er der vedtaget at modarbejde denne udvikling i pædagogisk praksis. Derved arbejder
pædagogerne i børnehaven Egalia i Sverige under den pædagogik som kaldes for genuspædagogik.
I overført betydning er ”genus” det svenske ord for køn.
Formålet er at modarbejde de stereotype dreng, pige, mand og kvinde. I mødet med det enkelte barn
undlades det at sige dreng og pige, men i stedet benytter personalet sig af ordet ”hen” som i deres
praksis er betegnelsen for både pige og dreng.
Børn & Unge besøgte denne børnehave og blev mødt af en pædagog, som sidder i en grøn sofa med
en masse børn omkring sig. Både pigerne og drenge lytter interesseret til historien om at ”Kalle vil
være Lucia”.51 Denne bog omhandler en dreng som elsker at gå i kjole. Disse former for historier
Olesen Jesper (2008), Flere end to slags børn. s 83 Sejbæk Tine (2014), https://www.lfs.dk/8245
51
Nielsen Strandby Signe (2011), http://www.boernogunge.dk/internet/boernogunge.nsf/0/94DC3CE47E537781C125794200474743?opendocument 49
50
20 Kenneth Rosenkrans Zdrenka, 172503
som bryder med nogens opfattelse af kønsroller findes i stor stil i Egalia. Blandt andet har de bogen
om ”Prinsesse Kristalla, der forelskede sig i pigen Vilda med de smukke grønne øjne” I praksis er
dette en del af deres pædagogiske arbejde, da der iflg pædagogerne skal være plads til drenge som
Kalle, og piger som prinsesse Kristalla.
Yderligere arbejder børnehaven med en kønsneutral sprogpædagogik. Denne går ud på at skabe
fokus på at inkludere alle børn i aktiviteterne. I stedet for at sige således; hvilke drenge vil være med
til at lege indianer, så kalder pædagogerne således; hvilke venner vil være med til at lege indianer.
Med disse små ændringer i sproget skabes der fokus på at inkludere alle børn både piger og drenge
til fx at lege indianer i skoven.52
Ligeledes forsøger børnehaven at benytte sig af en kønsneutral tilgang til børnenes lege, og derfor
bytter de om på legetøjsnavne. LEGO mænd bliver til LEGO mennesker, da de gerne vil bryde det
som anses for traditionelle kønsroller.
Analyse.
Til at belyse ovenstående teori vil der i dette analyseafsnit tages udgangspunkt i det gennemførte
interviews til at fortolke teorien. Det primære fokus fra respondenten har været at fortolke på de
verbale ytringer som blev fremlagt under det semistrukturerede kvalitative interview. Mit fokus er
således hvordan pædagogen i praksis imødekommer og anerkender barnets egen positive
selvopfattelse af dets eget køn og kønsidentitet, så det derved danner sig et positivt selvbillede.
Ud for hvert spørgsmål er der markeret et tal, som viser rækkefølgen i transskriberingen, da alle
spørgsmål ikke er benyttet i analysen.
Interview.
#A – Interviewer – studerende.
#B – Respondent – pædagog.
Under hele mit interview var det tydeligt, at respondenten udviste selvrefleksion over sine egne
erfaringer ud fra sin pædagogiske praksis til at fremhæve de pointer hun havde, så jeg bedre kunne
tolke disse ud fra spørgsmålene. Respondentens erfaringsdannelse og beskrivelse af hvordan hun
oplever praksis, er påvirket af hendes egen habitus. Derfor er det naturligt at pædagogen tager
52
Nielsen Strandby Signe (2011),
http://www.boernogunge.dk/internet/boernogunge.nsf/0/94DC3CE47E537781C125794200474743?opendocument
21 Kenneth Rosenkrans Zdrenka, 172503
udgangspunkt i sine egne oplevelser og erfaringer. Hendes erfaringsdannelse er så dybt lagret i
hendes egen habitus, at hun til tider havde vanskeligt ved at definere hvorfor at hun gjorde som hun
gør.
Pierre Bourdieu taler om at menneskets habitus dannes på baggrund af de erfaringer man tidligere
har gjort sig. Derfor kan det være svært for pædagogen at definere sine handlemåder, da hun gør
dette af vane, uden at tænke videre over det.
(3) #A Vil du mene, at en pædagog kan præge et barns opfattelse af sit eget køn gennem
italesættelse og væremåde?
#B Ja da. Et barn opfatter jo sig selv ud fra den måde, som det bliver behandlet på. Efter min
overbevisning.
Med ovenstående spørgsmål havde jeg til hensigt at se på hvorvidt at hun var bevidst omkring sin
tilgang til de børn hun mødte dagligt i børnehaven. Om hun talte anderledes til drenge og til piger.
Ud fra hendes svar ser jeg at pædagogen i praksis har en anerkende tilgang i sin relation til børnene.
Hendes hensigter er at skulle fungere som vejviser og derved understøtte barnets trivsel ved at
arbejde med deres selvbillede og selvværd. - På trods af deres forskelligheder.
Hertil taler Berit Bae om den anerkendende tilgang om at barnet har et stort behov for at modtage
reaktioner i dets relation med dets omsorgspersoner, for at kunne danne sig et positivt selvbillede af
dem selv. Denne respons er nemlig en vigtig forudsætning for hvordan at barnet ser sig selv i
samspil med andre i de sociale kontekster som det interagerer i. Ud fra pædagogens optik kan man
som voksen sagtens, ved at agere på en bestemt måde overfor barnet, præge dets opfattelse af sig
selv og påvirke dets selvværd i en positiv retning. Dette er nærmest en ubevidst handlemåde, da
vores habitus igen er bestemmende for vores måde at håndtere situationer iblandt mennesker, og
derved hvordan man som voksen præger modparten. Men dette kan også defineres som en magt vi
som voksne yder overfor barnet i den anerkende relation. På en ubevist måde benytter vi os af
definitionsmagten, som beskrives af Bae.
22 Kenneth Rosenkrans Zdrenka, 172503
(4) #A Vil du mene, at det har betydning for barnet, at lære sit eget køn at kende?
#B Ja. Det har det da. Jeg synes, at det er vigtigt, at man som barn ved hvem man er. Øh, om det er
mand eller kvinde, eller dreng eller pige, eller hvad man nu er.
#B Øhh, lige i øjeblikket har vi netop om alsidig personligudvikling. Der har vi tegnet os selv. Her
er det især drengene, som skal have deres tissemand på. Så det har meget stor betydning for dem.
Så det gør de jo så bare.
Det er betydningsfuldt for vores eget selvbillede og vores personlige udvikling at modtage respons i
vores interaktion med andre mennesker. Ligeledes er det vigtigt at lære at forholde os til vores eget
fødte køn, da det er den krop, vi er født med. Iflg Freud er den ødipale fase et sted hvor barnet
eksperimenterer med sin maskuline og feminine side. Herunder er det barnets rollemodeller i form
af den moderlige eller faderlige figur, som barnet spejler sig i. På denne måde mener Freud at
barnet danner sig sin kønsidentitet ved at se på dets rollemodels ageren i verden.
I børnehaven Tornebakken arbejder pædagogerne med den alsidige personlige udvikling, som hører
under §8, stk. 2 i dagtilbudsloven. Den alsidige personlige udvikling er med til at understøtte det
enkelte barn i at opbygge deres opfattelse af deres fødte køn. Pædagogen i interviewet beskriver at
det selvfølgelig er vigtigt at barnet har muligheden i at kunne eksperimentere, men barnet skal også
lære at skulle forholde sig til sig selv, som pige eller dreng. Pædagogerne benyttede en legende
tilgang til at hjælpe børnene med at beskrive dem selv som dreng og pige. Denne bestod i at
børnene skulle tegne dem selv. Drengene er iflg respondenten mere fokuseret på at tegne deres
kønsdele end pigerne er. Gennem pædagogens 25 år som fagperson siger hendes erfaringsdannelse
hende at drenge er mere seksuelt orienteret end pigerne. Pigernes måde at være bevidste omkring
deres køn er ved at være i dialog omkring det.
(5) #A Ser du i praksis at børn eksperimenterer med deres kønsidentitet i legen?
#B Mmh, kan du ikke uddybe det?
#A Jo. Ser du at fx drenge i en far, mor og børn leg, hvor de gerne vil have mor-rollen?
#B Ja, men det er der.
23 Kenneth Rosenkrans Zdrenka, 172503
Pædagogen fortæller at børn i denne alder leger rollelege, og jeg tolker, uden hun helt siger det, at
børn eksperimenterer med mange identiteter for at danne et billede af hvem de selv er. Ligeledes
fortæller respondenten at i hendes 25 år som pædagog har disse rollelege forandret sig løbende med
samfundet. Legen ”mor, far og børn” har ændret sig på sådan en måde at både mor og far ikke er
synlige roller mere. Pædagogen fortæller at de nye roller således hedder storesøster og lillesøster og
storebror og lillebror. Hertil spørger jeg respondenten hvorfor at hun tænker at legen har ændret
sig? Hun nævner at rollefordelingen i hjemmet nu til dags fungerer på den måde at begge forældre
er karrierebevidste og begge står for alle de praktiske opgaver i hjemmet. Hvor før i tiden, at moren
var den som stod for madlavningen og faren var på arbejde hele dagen. Pædagogen siger at det er
noget børnene fornemmer, og tager videre med sig i sin hverdag, og i legen.
Hertil taler Freud om den ødipale fase, hvor både drengebarnet og pigebarnet betragter deres
moderlige eller faderlige figur, og ønsker at blive som dem. Denne måde at betragte sine idoler på
påvirker således barnet opfattelse af verden. Da de bliver inspireret af de voksnes hverdag og dette
påvirker derved deres leg. Yderligere taler kønsforsker Karen Sjørup om farvernes betydning for
hvordan at vi samfundsmæssigt kategoriserer drenge og piger til at signalere noget bestemt. Dette er
iflg svenske kønsforsker David Tjede skadeligt for børnene at signalere til dem, hvor forskellige de
er.
I min optik handler det om at man ser barnets interesse frem for dets køn. Og det bliver
problematisk, hvis der opstår et behov for at skulle kategorisere de to køn ud fra farvernes
betydning. Dette kan blive en kategorisering som ender i en form for stigmatisering som Erving
Goffman taler om. For hvis et barn bryder denne kategorisering, og drengebarnet kommer iført en
lyserød bluse i børnehave vil han jo blive anset som værende anderledes. Fordi at vi som samfund
er enige om at den lyserøde farve nu til dags er forbeholdt piger. Det handler for mig om at vi i den
pædagogiske praksis får italesat alt det, som kan skabe en undren hos nogen og derved en
stigmatisering af andre. Ved at tale om at drenge godt kan have lyserøde bluser på, normaliseres
den lyserøde bluse og derved er det ikke et tabubelagt emne.
Yderligere bør børnehaven afspejle det samfund som barnet skal ud og møde. I Sveriges
kønsneutrale pædagogik findes der fordele og ulemper. Fordelene findes i den måde hvorpå der
skabes fokus med at inkludere alle børn til fælleslege, samt måden hvorpå man italesætter
menneskers forskelligheder. Men bør man ikke ruste barnet til at møde verden, som den nu en gang
er, og lade barnet selv danne sig sine egne erfaringer med andre menneskers forskelligheder? Ordet
24 Kenneth Rosenkrans Zdrenka, 172503
”hen” benyttes ikke i den større samfundsmæssige kontekst alligevel, når man omtaler drenge og
piger. (6) #A Skaber I mulighed for eksperimenterende lege?
#B Ja, det syntes jeg at vi gør, i særdeleshed på legepladsen. Der er jo frit rum, og der kan de jo
eksperimentere.
I pædagogens optik har børnene i børnehaven muligheden i at kunne eksperimentere i deres lege.
Institutionen rummer en indretning, hvor der findes et puderum, samt nogle andre små rum, hvor
der er mulighed for at lukke døren, og derved er der mulighed for at bygge nogle forskelligartede
lege op. Respondenten fortæller at nede hos dem leger drengene og pigerne meget sammen. Når de
har været sammen i lang tid inde i puderummet er det ikke noget man som voksen på stedet undrer
sig over. Personalet på stedet er bevidste omkring børnenes behov for denne eksperimenterende
fase. Men af sikkerhedsmæssige årsager siger respondenten, at man selvfølgelig lige stikker
hovedet ind i rummet, og ser om de er gode ved hinanden. Nogle børn er nemlig ikke gode til at
fornemme hinandens grænser fornemmer jeg at pædagogen forsøger at sige.
Iflg rapporten ”flere end to slags børn” tages der udgangspunkt i de ydre påvirkninger i det sociale
rum, som har stor indflydelse på hvordan man skaber sig selv som det kønsvæsen man er.
Rapportens har via sine observationer fundet ud af at der i det sociale rum findes regler for hvordan
piger og drenge bør agere. Disse regler grunder blandet i vores samfunds syn på de to køn.
I min optik er det en vigtigt forudsætning at børn har muligheden i at kunne fordybe sig i en leg af
eksperimenterende art. Derved forudsætter det at børnehaven er indrettet til dette formål, så barnet
oplever en tilstand af flow i deres lege.
(7) #A Er I bevidste om at lave kønsopdelte aktiviteter, som er forbeholdt piger og drenge?
#B En gang imellem har vi nogen aktiviteter kun for piger, og en gang imellem har vi noget kun for
drengene. Men mest er det for begge køn.
#A Er det for at lære sit eget køn at kende, at I gør det?
#B Ja fordi, at der er nogen gange, at så skal drenge have nogle andre udfordringer end pigerne.
Og det skal de have muligheden for.
25 Kenneth Rosenkrans Zdrenka, 172503
Respondenten er i sit arbejde bevidst omkring sin egen tilgang til dreng og piger. Hun beskriver at
de to er forskellige og de skal have forskellige udfordringer i hverdagen. Drenge har et naturligt
behov for at udfolde sig mere fysisk og klatre i træer, da de iflg pædagogen er konkurrenceprægede.
Hun fortæller at de drenge som ikke er så intellektuelt begavede, oftes er dem, som er mere
grovmotorisk dygtige. Så der har de deres fordele, og får derved også en rolle i børnegruppen.
Pigerne klatrer ligeledes også i træer fortæller pædagogen, men det er ikke så højt. Pigerne er måske
mere i kontakt med deres følelsesmæssige side?
Iflg Freuds ødipale fase er der forskel på hvordan at piger og drenge leger. I de drengede lege
forekommer det, at der er en konkurrencepræget tendens med fokus på selvbestemmelse. Drenge er
gode til at udelukke deres emotionelle side i legen, så de derved kan skabe fokus på at danne legen
mest optimalt. De ser nemlig efter kvalifikationer hos deres venner, som kan fremme legen, hvor
mange piger ville have en tildens til at benytte deres emotionelle side, og udvælge deres bedste
veninde. Derved opnår legens fokus en anden betydning.
(8) #A Oplever du at børn i børnehaven har brug for rollemodeller?
#B Det har vi jo alle sammen. Vi skal jo alle sammen have nogen at spejle os i. Og det skal børn
også.
Jeg spørger yderligere indtil om respondenten mener at fx drenge som selv ikke har en faderlig
rollemodel derhjemme vil have gavn af en mandelig ansat i børnehaven? Pædagogen fortæller at
denne tanke har hun selv haft mange gange. Iflg hende er institutionslivet præget af en
kvindekultur. Hun mener, at et barn bør have en rollemodel af hvert køn, og at det er underordnet
om det er de biologiske forældre eller ej. Barnet har et behov for at spejle sig i andre mennesker iflg
Hegel. Dette forekommer i den anerkendende relation, hvor denne er med til at skabe et
selvstændigt selv med henblik på at vedligeholde og opbygge barnets identitet, da vores tilblivelse
af vores personlige udvikling sker i samspil med andre. Hegel mener derved at mennesket skaber
sin bevidsthed i sin genkendelse hos modparten, og tager den derved forandret tilbage.
I min optik tolker jeg det således at barnet efter det har spejlet sig i sin modpart udvikler og benytter
sin spejling til sin egen fordel. Dette henblik på at udvikle sin egen kønsidentitet som den type
dreng eller pige de inderst inde er.
26 Kenneth Rosenkrans Zdrenka, 172503
Konklusion.
Jeg er nået frem til den konklusion at vi mennesker præger hinanden med vores forskellige
opfattelser af, hvordan man skal agere som pige eller dreng. Helt fra vi er små begynder vi at spejle
os i de voksne som vi deler køn med. Hertil tales der om den ødipale fase, hvor både drenge og
piger har et behov for at opnå en opmærksomhed fra den faderlige figur. Drenge dyrker sit eget
selvbillede og iagttager faderens ageren i verden, mens piger søger faderens anerkendelse af hendes
begyndende femininitet.
Yderligere skabes der fokus på den primære og sekundære socialisering, som grobund for, hvor
vores individuelle opfattelser af livet stammer fra. Den primære socialisering er den første
socialisering som et menneske gennemgår, og derved er barnet let modtagelig for ydre påvirkninger
af andres livsopfattelser ift køn. Ligeledes benyttes Bourdieus begreb habitus, som beskriver at den
måde hvorpå pædagogers tilgange er til drenge og piger grunder i dennes erfaringer med sit
tidligere sociale liv. Da vores habitus er bestemmende for hvordan vi møder andre mennesker kan
det være svært for mange at tænke over deres syn på de to køn. Men jeg tror på, at jo mere man
arbejder bevidst med at se barnets interesse frem for dets køn, så er man nået langt i at forme
individet til en selvstændig samfundsborger. Det betyder ikke at barnet ikke lærer sig selv at kende
som dreng eller pige, men man skal måske i det pædagogiske arbejde forebygge at man
undertrykker barnets lyst til at dyrke sin feminine eller maskuline side. For pædagogen handler det
om at leve sig ind i barnets verden, og træde ind i dets felt af oplevelser. Dette var tilfældet i den
børnehave, som jeg besøgte til foretagelse af interviewet. Pædagogen var bevidst omkring at børn i
børnehaven skal have muligheden i at kunne danne sig en positiv selvopfattelse af sig selv, samt
kunne hengive sig til eksperimenterende lege og aktiviteter. For det er her barnet danner sig sine
egne erfaringer med livet, og det er i de eksperimenterende lege at barnet opnår en større
selvsikkerhed i dannelse af sit eget positive selvbillede som menneske.
I forhold til min analyse af projektet så har samfundet meget at sige i forhold til hvordan at man ser
sig selv som menneske. Der er en klar holdning til hvordan piger og drenge bør agere i det sociale
rum. Gennem mange år har voksne benyttet sig af farverne lyserød og blå til at signalere børns køn.
Det er uvist hvorfor at det forholder sig sådan. Men artiklen ”lyserød startede med at være en
drengefarve” beskriver hvorfor vi muligvis som samfund har et behov for at adskille de to køn. Min
konklusion er at man bør se barnets interesse frem for dets køn. Man skal som pædagog reflektere
over sin måde at se individet, da måden man forholder sig til kønnet grunder i vores egne
27 Kenneth Rosenkrans Zdrenka, 172503
forforståelser. Derved opnår vi at udvise anerkendelse for forskelligheder, som derved skaber
mangfoldighed i børneperspektiv.
28 Kenneth Rosenkrans Zdrenka, 172503
Kildefortegnelse.
Bøger.
Askland Leif & Rossholt Nina (2011) Køn i børnehøjde.
Dansk psykologi forlag, 1. Udgave, 1. Oplag 2011.
Gooseman Brian (2010), Stigma om afvigerens sociale identitet.
Samfundslitteratur, 2009. 2. Udgave, 3. Oplag.
Gulddal Jesper og Møller Martin (2002), Hermeneutik – en antologi om forståelse.
Gyldendal. 1. Udgave, 2. Oplag.
Hyldgaard Kirsten (2007), Videnskabsteori – en grundbog til de pædagogiske fag.
Roskilde Universitetsforlag 2006. 1. Udgave 2006, 2. Oplag 2007.
Jerlang Espen – Jerlang Jesper (2003) – Socialisering og habitus – individ, familie, samfund.
Socialpædagogisk bibliotek. 2. Udgave.
Knudsen E. Ann (2008) Pæne piger og dumme drenge.
Schønbergs forlag. 1. Udgave, 5. Oplag.
Krogh Suzanne & Smidt Søren (2009), Anerkendelse og iagttagelse i børnehøjde. – Om pædagogisk
arbejde i dagtilbud med børn med behov for en særlig indsats.
Dansk psykologi forlag. 1. Udgave, 1. Oplag.
Mørch Idun Susanne (2011), Individ, institution og samfund.
Hans Reitzels forlag. 1. Udgave, 4. Oplag.
Olesen Gytz Søren (2012), pædagogik i sociologiske perspektiv.
VIAsystime. 2. Udgave, 2. Oplag.
29 Kenneth Rosenkrans Zdrenka, 172503
Petersen Anne (2011), Den lille bog om metode.
VIAsystime. 1. Udgave, 2. Oplag.
Ritchie Tom (2010), Relationer i teori og praksis. (Red)
Billesø & Baltzer. 3. Udgave, 1. Oplag.
Winther Jacob (2002), Køn til debat – ni essays om køn, identitet og selvforståelse.
Credo forlag.
Links.
Sejbæk Tine - Kønsidentitet.
https://www.lfs.dk/1122
Sejbæk Tine – se barnet før kønnet. https://www.lfs.dk/8245
Klarlund Sidse (2013), Medlem af Landsforeningen for Bøsser, Lesbiske, Biseksuelle og
Transpersoner .
http://www.b.dk/kommentarer/boern-og-koensidentitet
Olesen Jesper (2008), rapport ”Flere end to slags børn”
http://miliki.dk/fileadmin/ligestilling/PDF/boernehaver/rapport_boernehaver.pdf
Nielsen Strandby Signe (2011), Sverige Egalia – børn og unge.
http://www.boernogunge.dk/internet/boernogunge.nsf/0/94DC3CE47E537781C125794200474743?
opendocument
Dagtilbudsloven §7
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=168340#Afs2
30 Kenneth Rosenkrans Zdrenka, 172503
Artikler.
Sjørup Karen (29-5-2015), Lyserød startede med at være en drengefarve.
http://jyllandsposten.dk/livsstil/familiesundhed/familie/ECE7741229/Lyserød+startede+med+at+være+en+drenge
farve/
31