Pædagogiske professione - en tale om professionsb TALEN De tre P’er står for professionel, personlig og privat. Det kommer måske ikke som nogen overraskelse. Men hvad vil det sige at være professionel? Og hvilken betydning har ens professionelle selvforståelse for de pædagogiske fag og deres ansigt udadtil? De pædagogiske professioner er udfordrede – ikke kun af samfundsmæssige og politiske forhold, men generelt af manglende anerkendelse fra omverdenen. Der er uklarheder i forhold til professionernes kompetencer og vigtighed for samfundet. For hvad er det, pædagogerne kan, som ”almindelige” mennesker uden for professionen ikke kan? Er pædagogerne selv i stand til at sætte ord på det? Både overfor hinanden og overfor omverdenen. Hensigten med denne tale er at styrke de pædagogiske professioner. At gøre pædagoger i stand til at sætte flere ord på det første P – nemlig den professionelle tilgang til faget. For at styrke en profession er det nødvendigt at sætte fokus på, hvad begrebet profession dækker over. Professionsbegrebet fremstår ofte tvetydigt og uklart. For at forstå begrebet, er man nødt til at skelne mellem flere aspekter. I hvert fald hvis man vil forstå, hvilken betydning begrebet har for faggruppers professionelle selvforståelse og for omverdenens syn på dem. Det er derfor relevant at lave en tredeling af ordet profession. Med udgangspunkt i Gunnel Colnerud og Kjell Granström skelnes der her mellem profession, professionalisme og professionalisering. P rofession er en samlet betegnelse for en gruppe, der identificerer og kategoriserer sig som en bestemt faggruppe. En faggruppe som blåstemples af samfundet gennem deres uddannelse. Et af de vigtigste aspekter i denne professionsforståelse er den samfundsmæssige funktion, fagene har. Man kan sige, at en af pædagogernes primære samfundsfunktioner er at drage omsorg for og opdrage børn. På samme måde som det er en af lægernes vigtigste opgaver at behandle og forebygge patienters helbred. Den samfundsmæssige opgave, som fagene varetager, er også afgørende for professionens status i samfundet. Måske er det her, man skal finde forklaringen på de pædagogiske professioners udfordringer. For hvis vi vender tilbage til eksemplet med læger og pædagoger, hvad er så vigtigst: At redde menneskeliv eller at tage sig af børn? Det er selvfølgelig sat på spidsen. Alligevel er overdrivelsen relevant, for professio- ÅRHUS PÆDAGOGER 03-2015 10 Om talerne: Ideen med talerne er, at de i kort form giver et bud på, hvordan nogle centrale begreber eller problemstillinger kan anskues. Vi håber, at talerne kan inspirere til diskussion såvel på møder som udenfor. Der er ikke copyright på talerne. Jo mere de bliver brugt des bedre. er begrebet nernes samfundsmæssige funktion og status har betydning for blandt andet lønninger. Udover uddannelsesniveauet er det en af årsagerne til, at læger får højere løn end pædagoger. Kort sagt betyder det, at samfundets forståelse af de pædagogiske professioner har stor indflydelse på, hvordan pædagoger forstår sig selv og deres arbejde. P rofessionalisme dækker over, hvordan man selv og som faggruppe oplever ens kompetencer og arbejde. Selvom det at være professionel er en individuel følelse, så er professionalismebegrebet uadskilleligt fra professionsforståelsen. Der kan derfor herske uenighed om, hvilke arbejdsopgaver, værdier eller kompetencer der er vigtige inden for faget afhængigt af om man ser det fra pædagogernes eller samfundets synspunkt. For at kunne forholde sig professionelt til sit arbejde er man nødt til at forstå, hvad der karakteriserer ens profession og vide, hvordan man udfører den. For eksempel pædagoger, der bliver bedre rustet til at forklare, hvordan deres arbejde ikke blot handler om at “passe børn”, men indeholder faglig viden om børns liv, status, socialitet og relationer. At styrke professionen handler altså om at italesætte nogle specifikke karaktertræk, normer og værdier ved det pædagogiske fag. P rofessionalisering er “kampen” om at definere professionens opgaver og idealer. Denne kamp sker mellem samfundet og den specifikke faggruppe. Professionalisering er altså processerne mod at blive anerkendt som en profession af omverdenen. Samfundet og faggruppen kan have forskellige interesser, derfor kan kampen opleves som en deprofessionalisering. I øjeblikket diskuteres personalenormering i daginstitutioner. Dette er et klart eksempel på, hvordan økonomiske rationaler kan opleves som deprofessionaliserende. Konsekvensen kan være, at pædagogerne ikke føler, at de har tid til at give børnene den tilstrækkelige opmærksomhed. For at vende tilbage til de udfordringer, de pædagogiske professioner står overfor, må pædagoger forholde sig til de nuancer, det første P indeholder. Hvis der skal ske en holdningsændring af professionernes status, må ændringen komme indefra. Pædagoger skal være bevidste om deres kompetencer og deres samfundsværd. De skal være i stand til at italesætte de nuancer, det indeholder at være professionel for på sigt at styrke professionens anerkendelse i samfundet. Spørgsmålet er, om det er så simpelt? n 11 ÅRHUS PÆDAGOGER 03-2015 Talen er skrevet af studerende på RUC: Jonas Sejersbøl Kielland, Nanna Strøm Rasmussen, Liv Birkemose, Tobias Aske Kristensen, Sissel Wold-Andersen