DE UNGE IDENTITETER PÅ BEHANDLINGSHJEM IDENTITET OG RELATION I ET SENMODERNE PERSPEKTIV Martin L. Bell Sofie Hansen Jacob Mikkonen Freja F. Lausen De unge identiteter på behandlingshjem - Identitet og relationer i et senmoderne perspektiv Martin L. Bell - Nor12021 Sofie Hansen - Nor12005 Jacob Mikkonen - Nor12125 Freja F. Lausen- Nor12076 Bachelor Professionshøjskolen UCC Nordsjælland D.15.06.15 kl. 12:00 Vejleder - Jeppe Lindhardtsen Anslag - 108.225 !2 Indholdsfortegnelse 1 Indledning og problemfelt ..........................................................................5 2 Problemformulering ...................................................................................5 3 Metode ........................................................................................................6 3.1 3.2 3.3 3.4 4 Opgavens struktur ......................................................................................................6 Behandlingshjemmet som genstand for identitetsdannelse i senmoderniteten .........6 Anbragte unges vilkår for identitetsdannelse ............................................................7 Pædagogens relationelle forhold til de unges identitetsdannelse ..............................8 Præsentation af empiri ................................................................................9 4.1 4.2 Behandlingshjemmet Æblevænget ..........................................................................10 Behandlingshjemmet Rosengården .........................................................................11 5 Baggrundsforståelse af brugergruppen .....................................................12 6 Behandlingshjemmet som genstand for identitetsdannelse i senmoderniteten ........................................................................................14 6.1 Foucault ..................................................................................................................14 6.1.1 Magt, viden og subjekt ........................................................................................14 6.1.2 Magt i sociale sammenhænge .............................................................................15 6.1.3 Discipliner ..........................................................................................................15 6.1.4 Magt og viden .....................................................................................................17 6.2 Case 1 ......................................................................................................................18 6.2.1 Observation ........................................................................................................19 6.3 Delanalyse ...............................................................................................................19 6.4 Anthony Giddens ....................................................................................................21 6.4.1 Adskillelse af tid og rum .....................................................................................22 6.4.2 Udlejring .............................................................................................................22 6.4.3 Refleksivitet .........................................................................................................23 6.4.4 Ontologisk sikkerhed...........................................................................................24 6.4.5 Selvet som et refleksivt projekt ............................................................................25 6.5 Case 2 ......................................................................................................................26 6.6 Delanalyse ...............................................................................................................29 7 Anbragte unges vilkår for identitetsdannelse ...........................................30 7.1 Identitetens tre former .............................................................................................31 7.1.1 Selvidentitet.........................................................................................................31 7.1.2 Personlig identitet ..............................................................................................32 7.1.3 Social identitet ....................................................................................................32 !3 7.2 8 Delanalyse ...............................................................................................................33 Pædagogens relationelle forhold til de unges identitetsdannelse .............35 8.1 Et perspektiv på relationen i pædagogisk praksis....................................................36 8.1.1 Delanalyse ..........................................................................................................38 8.2 Tilknytning ..............................................................................................................40 8.2.1 Trods og adfærdsproblemer ................................................................................41 8.2.2 Mentalisering ......................................................................................................42 8.2.4 Delanalyse ..........................................................................................................43 8.3 Anerkendende relationer .........................................................................................46 8.3.1 Delanalyse ..........................................................................................................51 9 Sammenfatning .........................................................................................52 10 Konklusion ...............................................................................................55 11 Litteraturliste ............................................................................................57 11.1 12 Hjemmesider............................................................................................................57 Bilag 1 ......................................................................................................58 !4 s 1 Indledning og problemfelt I Danmark har der i mange år været tradition for at anbringe børn og unge på institutioner, når de af den ene eller anden grund ikke kan bo hos deres forældre. Døgnanbringelse på institutioner er således et ofte brugt alternativ i socialt arbejde med udsatte unge. I Danmark ses flere forskellige kategorier af anbringelsessteder, familiepleje, pædagogiske opholdssteder og døgninstitutioner. Opgaven her vil have fokus på døgninstitutioner, nærmere betegnet behandlingshjem. Når opgaven specifikt tager udgangspunkt i behandlingshjem og de unge der anbringes her, er det på baggrund af en målrettethed i opgaven mod unge med en udpræget grad af sociale og personlige problemer. Behandlingshjem er kendetegnet ved at tage sig af børn og unge med store sociale og personlige problemer, som udviklings-, adfærds-, eller følelsesmæssige forstyrrelser. Disse børn og unge kommer til behandlingshjem med deres "bekymrende" identiteter, hvor formålet med den behandlingsmæssige indsats er at ændre på disse identiteter. Det er denne anskuelse af de anbragte børn og unges identitet, der er grundlag for opgaven. Der ses i dagens Danmark mange betingelser for hvordan udvikling og forståelse af selvet bliver til, og de anbragte (udsatte) unge formodes at have sværere betingelser for at skabe og opretholde velfungerende identiteter. Ud fra denne bekymring ses det nødvendigt at forstå de forudsætninger de anbragte børn og unge har med at ændre deres “bekymrende” identiteter, da det helt givet må være en forudsætning for et konstruktivt behandlingsarbejde. 2 Problemformulering Hvordan kan vi forstå anbragte unges identitetsudvikling i et senmoderne samfund, og hvordan støtter vi som pædagoger de unge, i denne udvikling gennem anerkendende relationer? !5 3 Metode I dette afsnit vil vi redegøre for vores valg af metode og de overvejelser vi har gjort os, i forhold til valg af teori og empiri og anvendelsen af disse, til at besvare opgavens problemformulering. 3.1 Opgavens struktur Opgaven vil have en tredelt opbygning, for således at komme rundt om de elementer vi ser mest nødvendige, i forhold til besvarelsen af problemstillingen. Blandt andet på baggrund af opgavens fokus på både samfund, institution og individ vil opgaven opdeles i særskilte afsnit, der hver har fokus på de anbragte børn og unges vilkår for identitetsdannelse ud fra forskellige perspektiver. Gennem opgaven vil vi i et forsøg på at skabe afveksling bruge forskellige udtryk for brugergruppen i opgaven, således vil udtryk som anbragte unge, børn og unge, udsatte unge og … alle dække over opgavens forståelse af anbragte børn og unge. 3.2 Behandlingshjemmet som genstand for identitetsdannelse i senmoderniteten Dette afsnit i opgaven vil belyse Giddens og Foucaults samfunds- og identitetsforståelse ud fra udvalgte begreber. Dette vil blive sammenført med viden og casebeskrivelser om anbragte unge, i et forsøg på at forstå behandlingshjem og de anbragte unges position i et senmoderne samfund. Anthony Giddens (1938-) er britisk professor i sociologi, og anses for at være en af de mest betydningsfulde i sin tid. Giddens har beskæftiget sig med udviklingen af samfundsteori samt sociologiske analyser, af forskellige aspekter af det moderne samfund. Giddens har udviklet det strukturationsteoretiske perspektiv i et forsøg på at overskride den klassiske teori inden for samfundsvidenskaben. Netop Giddens teoretiske forsøg på at se individ-samfund relationen i et nyt lys, er baggrunden for at hans teorier og analysebegreber bliver brugt i opgaven her (Hermann 2012). (billede 2). !6 Michel Foucault (1926-1984) var fransk idéhistoriker og filosof, oprindelig uddannet psykolog. Foucault var præget af strukturalismen da han ved at beskrive ideologiske og institutionelle rammer for hvad der lader sig tænke i en given tid, udviklede en ny tilgang til idéhistorie. Ved at have fokus på hvad de ideologiske og institutionelle rammer afgrænser sig fra, frem for rammerne selv, har Foucault udviklet nye perspektiver og forståelser af begreber som magt, viden og subjektivitet. Denne måde at betragte institutionelle rammer på, anvendte Foucault i sine mange studier bla. inden for psykiatrien. Foucaults betragtningsmåde ses anvendelig i forhold til opgaven her, hvorfor det er valgt at gøre brug af hans anskuelser og begreber (Hermann 2012). (billede 3). 3.3 Anbragte unges vilkår for identitetsdannelse Anbragte unges muligheder for identitetsdannelse i senmoderniteten vil blive belyst i dette afsnit. Dette vil blive gjort ved at underbygge den tidligere belyste identitetsforståelse med Bent Madsens interaktionistiske forståelse, og endvidere blive reflekteret på og sammenholdt med casebeskrivelser, således at den første del af problemformuleringen kan afklares. Bent Madsen er uddannet lærer og cand. pæd. pæd. og har tidligere været lektor ved Dansk Pædagogisk Universitet (DPU) og ved Professionshøjskolen UCC. Madsen har viden og kompetencer inden for inklusion og eksklusion som sociale processer på blandt andet socialpædagogiske institutioner samt socialpædagogik i almindelighed. Under indflydelse af den amerikanske filosof og socialpsykolog George Herbert Mead, har Madsen skrevet om bevidsthedens og selvets dannelse i sociale samspil. Dette perspektiv ses konsistent med opgavens tidligere identitetsperspektiver. Madsen findes derfor anvendelig til at konsolidere opgavens identitetsforståelse (Madsen 2005). (billede 4). !7 3.4 Pædagogens relationelle forhold til de unges identitetsdannelse Med afsæt i opgavens samfundssyn og identitetsforståelse, vil det videre fokus ligge på hvordan pædagogen kan handle og arbejde med identitetsudvikling. Dette gøres med udgangspunkt i forståelse af tilknytning, relationer og anerkendelse. Opgaven vil således præsentere yderligere teori af John Bowlby, Flemming Andersen og Anne-lise Løvlie Schibbye for derigennem, at kunne belyse pædagogens handlemuligheder, i forhold til de unges identitetsudvikling. Ud over teori vil der i dette kapitel blive anvendt empiri, i form af et interview med en pædagog fra behandlingshjemmet "Æblevænget" der dagligt arbejder med anbragte børn og unge. Flemming Andersen er uddannet lærer og cand.pæd.psyk. og har tidligere været rektor for Holte Børnehave Seminarium og Danmarks Pædagog Højskole. Andersen er forfatter bag flere bøger og artikler. Perspektiver og begreber fra artiklen: Relationen, det fælles tredje og det personlige narrativ findes relevant i opgaven her da det placerer relationen som en væsentlig, hvis ikke essentiel del af individets selvudvikling og således kan give viden om pædagogens relationelle forhold til de unges identitetsdannelse (Ritchie 2010). (billede 5). John Bowlby (1907-1990) var engelsk læge og psykoanalytiker. Bowlby står som tilknytningsteoriens ophavsmand, men havde et livsvarigt forskningssamarbejde med Mary D. Salter Ainsworth (1913-1999) der blandt andet har stået for meget af tilknytningsteoriens stærke teoretisk underbygning og empirisk grundlag. Ainsworth står bl.a. for udviklingen af fremmedsituationen (SSP) i 1960’erne, hvilket har givet udviklingspsykologerne et redskab til at undersøge relationelle forhold på et dybere plan (Broberg m.fl). Tilknytningsteorien ses anvendelig i forhold til opgavens tidligere anvendte teoretikere og kan sammen med mentalisering (Wallroth 2011) skabe forståelse og pædagogiske handlemuligheder for identitetsdannelse gennem sociale samspil. (Billede 6). !8 Anne-Lise Løvlie Schibbye (1932-) er norsk psykolog med en PhD fra USA. Schibbyes teori om anerkendende relationer er bredt kendt og anvendt i danmark, ikke mindst på grund af Berit Baes anvendelse af denne i sin forskning på det pædagogiske felt. Schibbyes teori er udviklet på baggrund af arbejde med familieterapi. Schibbyes dialektiske syn på relationen, forståelse af anerkendelse og hendes ræsonnerende begrundelse for anerkendende relationer som forudsætning for udvikling af kompetencer ses anvendelige i opgaven (Schibbye 2010). (billede 7). 4 Præsentation af empiri I dette afsnit vil vi kort præsentere de to behandlingshjem hvor opgavens empiriske materiale er hentet fra. Beskrivelserne af institutionerne, de unge og pædagoger i opgaven er blevet ændret for at sikre anonymitet, hvilket betyder at der er blevet anvendt pseudonymer. Ligeledes er fysiske kendetegn, både hvad angår institutionerne og personer blevet ændret, således at disse ikke kan genkendes uden for institutionernes rammer. Ændringer og anonymisering er gjort således det ikke virker meningsforstyrrende, og derfor er målgruppen for institutionerne heller ikke blevet ændret. Således mener vi at kunne bibeholde en pålidelighed til empirien i forhold til opgavens analyse- og refleksions dele. Casebeskrivelser der bliver anvendt i opgaven vil være konkrete eksempler på anbragte børn og unges baggrund og betingelser for udvikling, og tager udgangspunkt i centrale, væsentlige og repræsentative situationer. Casebeskrivelserne anvendes undertiden i opgaven som generaliserbare i forhold til målgruppen. Opgavens casebeskrivelser er funderet i faktiske forhold, forstået således at indholdet er bestemt ud fra sagsakter, psykologiske tests og observationer gjort i praksis. Vi har kritisk overvejet hvilke unge og hvilke situationer der har skulle indgå i opgavens casebeskrivelser, og er på baggrund af dette bevidste om den påvirkning vi selv har haft i forhold til beskrivelserne. For at opretholde et så objektivt perspektiv som muligt, er casebeskrivelserne som udgangspunkt udfærdiget ud fra andres !9 (pædagoger og psykologer fra de to behandlingshjem) beskrivelser og ikke vores egne praksis oplevelser. I opgaven vil vi gøre brug af empirisk materiale fra behandlingshjemmet Æblevænget, som bygger på det semistrukturerede kvalitative interview. Vi har valgt at gøre brug af det semistrukturerede kvalitative interview, da vi via denne metode, i højere grad kan få et større udbytte og et mere nuanceret billede af praksis og institutionernes arbejde med identitetsudvikling, tilknytning, relationer og anerkendelse, hvor vi som interviewpersoner har mulighed for at påvirke samtalen, og lede den interviewede person dybere ned i de spørgsmål som er blevet stillet. Interviewet bliver med det semistrukturerede kvalitative interview personligt. Det personlige aspekt i interviewet kan dog også ses som en negativ faktor i form af, at den interviewede bevidst eller ubevidst svarer bestemt eller styret på spørgsmålene, og at vi som interviewpersoner kan styre samtalen i den retning vi ubevidst ønsker, alt efter hvilket udbytte der falder i vores interesse ift. opgaven. 4.1 Behandlingshjemmet Æblevænget Målgruppen for Behandlingshjemmet Æblevænget kan grundlæggende beskrives som, unge med manglende tillid til sig selv og til voksne omkring dem og som samtidig lider under alvorlige angstsymptomer, til en sådan grad at ængstelige tanker bliver invaliderende for dem i dagligdagen. De unges tænkning er ofte præget af manglende begrebsforståelse og konkrethed samt forstyrrelser i personlighedsstruktur og adfærd. Flere kan kategoriseres inden for det overordnede diagnosebegreb Gennemgribende udviklingsforstyrrelser, som er en gruppe lidelser karakteriseret ved forstyrrelser, af sociale samspil og kommunikationsmønstre samt ved et begrænset, stereotypt og repetitivt repertoire af interesser og aktiviteter. Forstyrrelsen er gennemgribende og præger individets udfoldelse i alle situationer (F84-F84.9, WHO ICD-10). Ydermere kan de være beskrevet som unge med andre psykiske lidelser, eksempelvis Skizotypisk sindslidelse (F21, WHO ICD-10) og eller med psykotiske træk, episoder eller reaktioner. Hos nogle unge kan sociale og relationelle forstyrrelser tilskrives alvorlige kriser, traumatiserende livsomstændigheder og omsorgssvigt med manglende eller forstyrret udvikling som følge. Andre unge kan komme fra familier med !10 (hvad der kan virke som) normale opvækstvilkår, hvor årsagen til vanskeligheder og problematikker kan være svære at finde i ydre forhold. Behandlingshjemmet Æblevænget er en selvejende institution, der drives som et miljøterapeutisk behandlingshjem. Inden for institutionen ligger tre huse samt en intern skole og et dagbehandlingshjem. Behandlingstilbuddet er rettet mod børn og unge der anbringes uden for hjemmet i døgnophold jf. servicelovens § 52 stk. 3 nr. 7 og som har behov for længerevarende pædagogisk/psykologisk behandlingstilbud i en integreret helhed og hvor undervisningen foregår som specialundervisning jf. folkeskolelovens § 20 stk. 2, jf. § 22 stk. 5. Institutionens opgave er at tilrettelægge, vedligeholde og udvikle et miljø, som kan muliggøre at børnene kan udvikle sig og komme i trivsel. Miljøet skal hjælpe dem med deres kontakt og relationer til andre, hjælpe dem med at få tillid til andre og tro på at de er noget værd. Der er på stedet tilrettelagt et terapeutisk miljø, hvor man ser på hvert enkelt barn og arbejder ud fra en individuelt tilrettelagt behandlingsplan. Målet er at give børnene erfaringer med at føle sig forstået og hjælpe til at lære at tænke sig om. Der er tale om et sammenhængende miljø, hvor der sikres en sammenhæng for barnet i hele hverdagen, såvel i skolen som i fritiden i huset. Der er opmærksomhed på hvor vigtigt det er for børnene, at der samarbejdes med deres forældre og familie og at børnene oplever at der er en levende forbindelse mellem dem og deres familie under deres ophold. 4.2 Behandlingshjemmet Rosengården Behandlingsinstitutionen Rosengården en en psykiatrisk behandlingsinstitution for børn og unge, der rummer 25 døgnpladser der er delt op i to afdelinger. Det er hovedsageligt normalt begavede børn og unge med begyndende psykiatriske lidelser bla. psykotiske lidelser, angst, selvskade, OCD, autisme med mere, som bor på Rosengården. Brugergruppen på Rosengården beskrives ikke som værende adfærdsvanskelige, utilpassede børn og unge, men derimod nogle børn og unge med langt mere indadreagerende og selvskadende adfærd, som kan begrundes i en psykiatrisk sygdomsforståelse. De unge har oftest alvorlige symptomer, i !11 form af depressivitet, spiseforstyrrelse, cutting, selvmordsforsøg, tvangstanker og handlinger, forvrænget realitetsoplevelse, indre kaos, kontaktproblemer mm. På Rosengården arbejdes der med miljøterapi, hvor der er en grundlæggende psykodynamisk forståelse af den unge. Det vil sige at alle døgnets 24 timer er struktureret i fastlagte ramme for det enkelte barn/unge, hvilket giver barnet/den unge forudsigelighed og tryghed. De unge mødes med miljøterapien alle steder på Rosengården og alle døgnets fireogtyve timer. De unge befinder sig i et ”leve-lære” miljø, ifølge Rosengården. På Rosengården bestræbes der på, at bidrage bedst muligt til, at både børn og unge opnår en meningsfuld tilværelse, med de bedste muligheder for udvikling. Dette gøres ved at skabe håb, yde støtte og omsorg samt give specialiseret behandling. Samtidig arbejdes der på at barnet/den unges konflikter, frustrationer, selvskadende adfærd mindskes, og give barnet/den unge den ro og terapeutiske effekt, der gør behandling og videre udvikling muligt. Den psykiatriske behandling på Rosengården er afhængig af indbyrdes samarbejdsrelation med barnet/den unge samt forældrene, og det bestræbes at den unge selv ønsker psykiatrisk behandling på Rosengården. 5 Baggrundsforståelse af brugergruppen Da vi har valgt at have fokus på anbragte børn og unge i vores opgave, vil vi kort redegøre for hvad der er de hyppigste årsager til en anbringelse, samt hvilke vilkår og problemstillinger anbragte børn og unge kommer fra. I år 2013 var der anbragt 11.614 børn og unge i alderen 0-17 år i Danmark. 21% af dem var anbragt på en døgninstitution, 14 % var anbragt på et socialpædagogisk opholdssted og 58% af dem var anbragt i plejefamilie (Ast.dk 2014). En af de hyppigste årsager til en anbringelse er omsorgssvigt (Ast.dk 2014). En del af de unge har socio-emotionelle vanskeligheder og udviklingsproblemer, og kommer fra hjem med misbrugsproblemer og/eller psykiske handicap (Petersen 2010:33). En undersøgelse viser at hvis et barn er blevet anbragt i de tidlige barndomsår, vil der være en højere risiko for at de får stillet en diagnose så som ADHD, forskellige psykiatriske lidelser, diagnoser indenfor autismespektret eller psykisk udviklingshæmning. Oftest vil der også tidligt være !12 sociale og psykiske problemer i barnets udviklingsbillede, samt adfærdsmæssige problemer (Ibid 2010:34). De anbragte børn og unge kan kategoriseres i to grupper: den ene gruppe defineres som værende adfærdsvanskelige unge og udadreagerende, som er endnu en af de hyppigste årsager til en anbringelse. Den anden gruppe som ængstelige, hæmmede og indadreagerende (Ibid 2010:34) (Ast.dk 2014). Hvis man kigger lidt videre på anbringelsesårsagerne, så er de primære relateret til moderens sociale status, såsom længerevarende ledighed, manglende erhvervsuddannelse, opløsning af socialt netværk og/eller teenage moderskab. Så er der de mere belastede som misbrug, vold, psykisk sygdom samt kriminalitet. Dette giver også et billede af hvad det er for nogle vilkår de anbragte børn og unge oftest kommer fra inden anbringelsen. En anden undersøgelse viser at mange af forældrene til de anbragte, selv har været anbragt. Undersøgelsen viser også at 77% procent af de anbragte børn og unge kommer fra brudte hjem (Ibid 2010:35) En tredje undersøgelse viser at ca. 80% af landets døgninstitutioner mener, at de både har modtaget børn og unge der har været udsat for seksuelle overgreb inden anbringelsen, men også har været udsat for seksuelle overgreb mens de har været anbragt. Årsagen hertil er at forældrene har udsat barnet for en opvækst, med omsorgssvigt og et hjem med mange sociale problemer. Dette er medvirkende til at disse børn og unge er i høj risiko for at blive udsat for overgreb, da det er børn som oftest har brug for opmærksomhed og omsorg fra andre. De har oftest heller ikke lært at sætte grænser overfor andre. Som tidligere nævnt, er der tale om børn og unge som på hjemmefronten inden anbringelsen har lidt et svigt, derfor står mange af disse børn og unge med flere forskellige problemstillinger og personlige udfordringer, som er problematisk for deres samfundsmæssige liv - ofte udfordringer som omhandler det at danne relationer, tilknytning og at kunne indgå i et socialt fællesskab (Ibid 2010:37) !13 6 Behandlingshjemmet som genstand for identitetsdannelse i senmoderniteten Denne første del af opgaven skal ses som et forsøg på at forstå behandlingshjemmene og de anbragte unges position i et senmoderne samfund, for således at skabe fundament for videre at forstå de anbragte unges identitetsdannelse indenfor behandlingshjemmets rammer. 6.1 Foucault Michel Foucault var ikke en teoretiker, men idehistoriker. De grundlæggende temaer i Foucaults forfatterskab var magt, viden og subjektivitet. Disse temaer blev reformuleret mange gange i gennem hans mange historiske undersøgelser (Hermann 2012:81-83). 6.1.1 Magt, viden og subjekt Magten er ikke en ressource eller en evne som nogen besidder. Magten er ikke noget som kan udbyttes eller er ensbetydende med en institution eller en struktur. Magten har ikke nogen specifik struktur eller lokalisering. Magten er ikke noget destruktivt eller negativt (Andersen og Kaspersen 2007:335). Foucaults magtbegreb er overpersonligt, hvilket skal forstås således, at den ikke determineres af enkeltpersoner eller overordnede stabler. Magten er ikke noget der ejes, frarøves, gribes, deles eller erobres (Heede 2002:39). Der er tre originale aspekter i Foucaults magtbegreb, forholdet mellem magt og institutioner, den gensidige afhængighed mellem magt og viden og synet på subjektet set i forhold til magten (Andersen og Kaspersen 2007:335). Magten går forud for institutionerne, og er ikke identisk med særlige specifikke institutioner. De producerer ikke magten, men reproducerer den. Foucault taler om institutionerne, som operationelle indsatser, der integrerer og reproducerer eksisterende magtrelationer, dette kan være staten, religionen eller familien. Disse er koncentrationspunkter der ifølge Foucault, absorberer, samordner og udspreder magt (ibid:336). !14 6.1.2 Magt i sociale sammenhænge Magten er en elementær kraft der opleves i sociale sammenhænge og kan ses som et grundkomponent i enhver social relation. Magten og dens kraft har ikke nogen form og er ikke noget specifikt væsen. Dens evne er neutral, men kan bevirke, påvirke og forandre. Det er mekanismerne og virkningerne af udøvelsen af magten, som Foucaults analyse er rettet imod (Andersen og Kaspersen 2007:335). Magten ifølge Foucault, udspiller sig i utallige og uendelige former for sociale samspil og relationer. Magten skabes som et produkt, af nogle særdeles komplekse differentierede styrkeforhold, som kan ses som en alles kamp mod alle, helt ned på et mikroniveau. Eksempler på dette kan være relationen mellem, forældre og barn, pædagoger og brugere eller dommere og kriminelle. Disse er styrkerelationer, der er intentionelle og rettet mod det objektive, altså ikke- subjektive. De har ingen “bagmænd”, men har nogle mål og retninger, hvilket ses i de lokale styrkeforhold der opstår og gennem disse opstår magtens rationalitet. Foucault ser magten, som viljer uden ansigt (ibid:335). Dog kan magten kun opstå i situationer hvor den ene part ikke har overtaget den anden, med fysisk vold og tortur, slaveri eller henrettelse. Her er der tale om total underlæggelse af et andet menneske. En magtrelation bygger på, at begge parter bære på en kampstrategi der ikke overlejrer hinanden, mister deres egen natur eller sammenblandes (ibid:335). En vigtigt hovedpointe i Foucault magtbegreb er, at den ikke skal ses med negativ forståelse. Magten er ikke et “superego” der forbyder og undertrykker, og kun kan fungere negativt. Magten skal ses som produktiv og positiv. Magten fungere gennem de forskellige sandheder den producere (Heede 2000:41). 6.1.3 Discipliner Foucault ser ikke på magten som hans direkte studieobjekt, men nærmere på de magtrelationer, der udskiller sig i forhold til to andre relationstyper; konkret kunnen og kommunikation. Disse tre begreber skal ikke forstås som tre forskellige, men som tre typer af forhold der sammenvæves, bliver struktureret på kryds og tværs og koordineres i samfundet !15 og dets institutioner. Efter år 1750 sker det i visse tilfælde, at disse relationstyper etablere sig i blokke og her opstår der det Foucault kalder Discipliner (ibid:42). De enkelte discipliner kan afdække hvordan relationssystemer kan knyttes sammen i opstået behov. Foucault kommer med eksempler der lyder således: I fængslerne er magtrelationerne i højsædet, på fabrikkerne og hospitalerne er det den tekniske kunnen og bearbejdning af materialer og i undervisnings er det kommunikationsarbejdet der er fremherskende (ibid:42). Disciplinerne er resultater af forsøgene på at kontrollere, rationalisere, økonomisere og overvåge sammensætningen af produktive aktiviteter, kommunikationsressourcer og magtspil (Hermann 2012:86). “Magt udøves kun over for frie subjekter og kun i det omfang de er frie. Herved forstår vi: individuelle eller kollektive subjekter der står overfor et mulighedsfelt, hvor adskillige adfærdsmåder, reaktioner og handlemuligheder kan iværksættes.” (Heede 2000:42-43) Magten fungerer altså kun som en aktivitet og forudsætter kun frie subjekter. Magten og friheden skal ikke forstås som to begreber der udelukker hinanden, men snarere som to begreber der indgår i et gensidigt betingelsesforhold som tilskynder og anspore individet, i en permanent og kompleks incitationsrelation (ibid:43). Foucaults disciplin begreb skal forstås således, at man gennem disciplinen forsøger at normalisere individet. Dette sker gennem en række teknikker og praktikker. Disciplinen er en magtform, der er til for at lede individet til en bestemt type adfærd. Den moderne disciplinære magtudøvelse søger igennem teknikkerne at forme individerne, deres relationer og deres krops forvaltning. Ifølge Foucault skal den disciplinerende magt ikke ses som en undertrykkende instans, men som produktiv, idet den skaber nyttige, effektive og lydige individer (Hermann 2012:86). Foucault mener disciplinen kan kendetegnes ved at den individualiserer, differentierer, sammenligner, homogeniserer, hierarkiserer og udelukker bestemte individer. Når !16 disciplineringen individualiserer, sker det ved at den retter sig mod det enkelte individ. Når den sammenligner, sker det igennem standardiserede skemaer, der gør forskellige træk hos individerne målbare. Udelukkelsen sker ved at sanktionere bestemt adfærd med eksklusion. Alle disse karakteristika ved den moderne disciplineringsmagt, kan sammenfattes med normalisering, som består i at fremme samme bestemte principper og adfærd, i de sammenhænge individerne optræder i (Ibid:86). Disciplineringen involverer også et objektiverings aspekt, idet den gør det muligt at sammenligne, klassificere og forudsige større mængder af individer efter bestemte normer. Normerne adskiller det syge fra det raske og det normale fra det patologiske (Ibid:86). Foucault ser køn, seksualitet, sindssygdom og kriminalitet som disciplinerende begreber, begreber der gennem undertrykkende subjektiveringsprocesser fastfryser kroppens mangfoldighed og eksistensens frodighed i stivnede positioner, som er med til at marginalisere grupper af individer. Disse såkaldte marginaliserede gruppers kendetegn disciplineres, struktureres og inkorporeres i individet som særlige træk i samfundet. Hermed kan den øvrige befolkning tage afstand fra dem. Det er sådan de marginaliserede bliver til brændemærkede, og tragiske produkter af undertrykkende subjektiveringer. Disse praksisser kan ses som stemplingsprocedure og etiketteringsmekanismer. Foucault forklarer det på denne måde: “Denne form for magt angår det umiddelbare hverdagsliv, der kategoriserer individet, mærker det med dets egen individualitet, knyttet det til dets egen identitet og påtvinger det en sandhedslov, som det må vedkende sig, og som andre må erkende hos det. Det er en magtform, der gør individer til subjekter.” (Heede 1992:22). 6.1.4 Magt og viden Magt ses af Foucault, som gensidigt afhængig med viden. Her forstås at viden i den moderne tid er undersøgende, bedømmende og på jagt efter sandheden og at mennesket udgøre denne videns primære objekt. Vidensprocessens skabende kraft resulterer i en permanent produktion af fremskridt og indsigt som retter sig mod subjektet. Således ses mennesket som !17 vidensprocessens subjekt og objekt og finder sted mellem disse. Foucault forstår viden som en uadskillelig del af magten, på baggrund af den skabende kraft som opererer mellem det sociale felts forskellige dele, værende eksempelvis individer, institutioner og systemer. Magt og viden implicerer og forudsætter således hinanden (Andersen og Kaspersen: 2007: 335-336). 6.2 Case 1 På institutionen Rosengården bor 16 årige Mikkel der lider af paranoid skizofreni og har en del træk indenfor autismespektret. Mikkel kommer fra en familie der ikke har nogen historik omkring dårlige forhold og omsorgssvigt, dog er der før set psykiske lidelser i familien bl.a. hos bedsteforældrene. Mikkel er en dreng der i perioder er voldsomt plaget af sin skizofreni og skiftevis dykker og stiger voldsomt i sindsstemning. Den ene dag kan Mikkel være så langt nede og psykotisk, han er paranoid, hallucinerende, rigid og det ikke er muligt for ham, selvstændigt at indtage væske og føde. Den næste dag kan Mikkel være i højt humør, med tendens til at være manisk/ hysterisk i sin udtryksform, (højt grinende, voldsomt kropssprog, tendens til at være udadreagerende og meget seksualiserende/seksuel fikseret). I begge af Mikkels perioder bliver han korrigeret, guidet og afgrænset af afdelingens personale, da han ofte får sagt eller gjort noget der både kan støde andre af institutionens unge og eller ”udstille” Mikkel selv. Mikkel har ligeledes brug for en meget tydelig struktur og tæt voksen støtte i hverdagen, da han ellers ikke magter at klare ting som personlig hygiejne, oprydning eller som før nævnt spisning og væskeindtagelse. Dog er Mikkel også en særdeles sympatisk, charmerende og interesse fuld teenager. Mikkel kan i sine ”bedre” og mere ”maniske” perioder rumme meget social kontakt både fra personalet og fra de andre unge. Han kan vise sympati for unge der har det dårligt, give komplimenter og kan tage med ud af huset. Det bliver i disse perioder særligt synligt, hvor meget personalet korrigere, guider og afgrænser, da Mikkel konstant er på banen med snak, sang, bevægelse og har brug for meget samvær og opmærksomhed. I de “dårligere” perioder, ligger størstedel af støtten i, at få Mikkel til at klare personlig hygiejne og måltider. !18 6.2.1 Observation Mikkel sidder i stuen sammen med hans kontaktperson og et par andre unge. Mikkels snak udvikler sig mere og mere over i en seksuel retning, og emnerne er både personlige og upersonlige. Det kan være alt lige fra hvordan mande- og kvinde kroppen fungerer, til hans egen krop og egne seksuelle oplevelser eller ønsker. Mikkels udtryk, både sprog og kropssprog, bliver mere og mere aparte og med tendens til det perverse. Det er tydeligt at de andre unge der er til stede, oplever ubehag ved dette og er i tvivl om hvordan de skal reagere og agere i samtalen/samværet med Mikkel. Pædagogen vurderer at det nu er tid til at få neddæmpet Mikkel og fører samtalen hen, på et mere sobert og neutralt emne. Dette gør hun ved at forklare Mikkel, at netop emner som dem han bringer frem, er emner der kan snakkes om på værelset når der f.eks. er “kontaktpersonstid”. Desuden er det vigtigt at Mikkel tænker over det han siger om bl.a. sig selv, da han jo før har oplevet at han har fortrudt de ting han har sagt efterfølgende. Mikkel bliver i løbet af sin dag korrigeret og guidet på denne måde. Det handler ikke kun om hans fokus på det seksuelle, men faktisk om alt hvad han foretager sig i løbet af dagen på institutionen. Mikkel skal vide hvordan man spiser sundt og varieret, hvornår børster man tænder og går i bad og hvad bruger man til at vaske sig med, hvad er passende i hvilke situationer, f.eks. kan det virke stødende og grænseoverskridende hvis man klør sig i skridtet foran andre, eller taler om andre i tredje person mens de er til stede. Pædagogerne bruger desuden meget tid på, at diskutere hvordan de skal formulere sig og håndtere deres korrigering, afgrænsning og i det hele taget samværet med Mikkel, da det hurtigt kan opleves som udstilling og nedgørelse af ham, når pædagogerne må hjælpe ham, i selskab med andre af afdelingens unge. Så vidt det er muligt snakker de med Mikkel inde på værelset, men de mener ikke det kan undgås at der ofte vil være situationer, hvor Mikkel må hjælpes på vej i fælles miljøet. 6.3 Delanalyse I forsøget på at forstå arbejdet med identitet og udvikling hos anbragte børn og unge i et senmoderne samfund, har vi gjort brug af Foucaults magtforståelse og de tilhørende begreber. I casen om Mikkel bliver det tydeligt at se hvordan magten, disciplinerne, subjektivering og !19 viden spiller en stor rolle i arbejdet med bl.a. anbragte børn og unge der i dette tilfælde også er psykisk syge. Den sociale relation mellem Mikkel og pædagogerne er hver dag præget af magt. Ud fra Foucault kan man forstå et styrkeforhold mellem Mikkel og pædagogerne. Pædagogerne er de voksne professionelle med ansvaret for ham og hans behandling. Den styrkerelation der er mellem pædagogen og Mikkel er ikke-subjektiv, da pædagogerne ikke vælger at tage magten over Mikkel som det personlige individ han er. Pædagogens magt er intentionel, da der er mål og retninger for deres arbejde med Mikkel, nemlig Mikkels udvikling, behandling og (fremtidige) liv. Hele pædagogens “titel” og funktion er således rettet mod Mikkels diagnose og problematikker. Magten er altså ikke taget ved frarøvelse, vold eller slaveri, men bliver til fordi pædagogen har nogle andre forudsætninger og en anden rolle end Mikkel. Set i lyset af Foucaults tanke om forholdet mellem magt og viden, må pædagogerne siges at have en bestemt viden der tilegner dem en magt, med hvilken de påvirker Mikkel, nemlig deres profession og livserfaringer. Et eksempel på dette, altså pædagogens magtviden, kan være viden om diagnoser såsom skizofreni, miljøterapeutisk behandling og pædagogik. Mikkel er en dreng der har brug for megen struktur og korrigering i mange forskellige situationer i løbet af dagen. Der sker altså tydeligt et forsøg på, at normalisere Mikkel. Ved at pædagogerne lære ham om alt fra sociale færdigheder til personlig hygiejne, forsøger pædagogerne at lede Mikkel i den retning der skal gavne ham bedst muligt, senere hen, når Mikkel skal videre ud i samfundet. Her er altså ikke tale om, at undertrykke Mikkel, men at påvirke ham i en retning, der kan udvikle ham til et individ der kan fungere i senmodernitetens samfund og institutioner. Institutionens disciplinering individualiserer ved, at den retter sig mod Mikkel. Når Mikkel sammenlignes med standardiserede skemaer, diagnoser, normer, forståelser gør det Mikkels forskellige træk målbare. Ved at sanktionere bestemt adfærd med eksklusion udelukkes Mikkel. Man kan således forstå, at Mikkel bliver påvirket af en normalisering, som består i at fremme en bestemt type adfærd, i de sociale sammenhænge han optræder i, hvilket i sidste !20 ende påviker Mikkels identitet. Således forstås at Mikkels oplevelse af sig selv er styret ud fra normaliseringen, og han vil i kraft at dette internalisere netop de normer og forståelse han ekskluderes fra. Mikkel er anbragt, han er psykisk syg og derfor uden for normen, uden for det raske. Man kan forstå dette som identitetsmæssige fortællinger Mikkel har til rådighed på institutionen og i samfundet og der sker således en subjektivering på baggrund af dette. Mikkels diagnose og livshistorie adskiller ham fra det “normale”. Mikkel udsættes, ifølge foucault, for subjektiverende processer der, gør gør ham til en del af en marginaliserede gruppe. Han anbringes, sættes i behandling og omgås pædagoger og psykologer i hverdagen, der sætter mål for Mikkel og hjælper ham igennem hverdagen, med miljøterapeutiske og pædagogiske strukturer og opgaver. Mikkel er ikke i tvivl om, at han er anbragt og uden for normen. Men bliver hver dag hjulpet igennem dagligdagen, således at han udvikler sig bedst muligt og kommer så tæt på “helbredelse” som muligt. Alt dette er kan ses som Mikkels sandhedslov, som Mikkel selv erkender og som andre omkring ham, også må erkende. Det er i denne proces individet “Mikkel” bliver til subjekt. 6.4 Anthony Giddens I et forsøg på at forstå de anbragte unge ud fra et senmoderne perspektiv, har vi valgt at gøre brug af den britiske sociolog Anthony Giddens. På baggrund af Giddens tidlige arbejde, hvor han diskuterer klassisk og moderne socialteori, har Giddens konstrueret sin egen teoribygning, strukturationsteorien. Strukturationsteorien beskriver kort fortalt hvorledes samfundet og strukturerne er noget vi selv skaber, samtidig med at vi skabes af samfund og strukturer (Hermann 2012:213). I et forsøg på at skabe klarhed over Giddens syn på senmoderniteten vil en kort gennemgang af de perspektiver vi finder mest anvendelige blive gennemgået i det følgende. Inden for makroniveauet vil vi se på modernitetens grundlæggende dynamikker, adskillelse af tid og rum, udlejring og refleksivitet hvorefter vi vil kigge på mikroniveauet, hvor tillid, ontologisk sikkerhed og selvidentitet vil blive belyst. !21 6.4.1 Adskillelse af tid og rum For at forklare den moderne udvikling beskriver Anthony Giddens 3 dynamikker, som han mener har en stor betydning for den hurtige forandring i en globaliserende verden. De 3 dynamikker som han beskriver er adskillelse af tid og rum, udlejring og refleksivitet. Ifølge Giddens er det senmoderne samfund kendetegnet ved at der er sket en adskillelse mellem tid og rum. Tiden er blevet standardiseret og globaliseret, hvilket gør det muligt for to mennesker at aftale tid og klokkeslæt for en fælles begivenhed, selvom de er på hver deres side af kloden. Det er ifølge Giddens standardisering af tiden som er med til at adskille rummet og stedet (Hermann 2012: 196). På baggrund af den moderne teknologi, kan vi være tilstede i samme rum, uden faktisk at være på det samme sted (Hermann 2012: 196-197). Et eksempel på dette kan være at du som menneske, kan sidde hjemme i din sofa d.1 maj og følge med i statsministerens tale inde fra fælledparken og føle at du er til stede, uden faktisk at være det. I modsætning til præmoderne kulturer, kan vi mennesker skabe relationer med hinanden, uden at vi behøver at være til stede ansigt til ansigt, på baggrund af vores teknologi (Ibid: 196-197) 6.4.2 Udlejring Det andet essentielle begreb som Giddens fremhæver i det senmoderne samfund, er udlejring. I Giddens definition af udlejring, ligger der 2 typer af udlejringsmekanismer som han kalder for symbolske tegn og ekspertsystemer (Hermann 2012: 197). De symbolske tegn bliver beskrevet af Giddens som udvekslingsmedier, med en standardværdi og som kan byttes mellem enkelte individer eller større grupper af individer, på tværs af forskellige sammenhæng. Det mest eftertrykkelige eksempel på symbolske tegn er penge (Giddens 1991: 30). Den anden udlejringsmekanisme som Giddens anvender er ekspertsystemer, ligesom penge er de med til at løfte hverdagens sociale relationer ud af deres vante kontekster, og konstruere dem om på ny, på tværs af tid og rum. I det senmoderne samfund er vi omgivet af !22 ekspertsystemer 24 timer i døgnet, fra brusebadet om morgenen til den medicin vi indtager og turen til arbejde i vores bil (Hermann 2012: 197). ”Ved at køre bil indtræder vi i et kompleks af ekspertsystemer, vi ikke har forudsætning for at kende og kontrollere til bunds. Men vi stoler på at tingene fungerer som de skal og har tillid til, autenticiteten af den viden, der omsættes i ekspertsystemer” (Ibid: 197). Ekspertsystemer er ikke kun afgrænset til den teknologi som er omgivet omkring os, de udstrækker sig også til sociale relationer og til individets intime verden. Individet har tillid til at terapeuten og lægens råd er de rigtige og at ingeniøren og arkitekten har bygget huset, så det ikke kollapser (Giddens 1991: 30). Ekspertsystemerne fungere som en mekanisme der er med til at skabe en udlejring af de sociale relationer. Et eksempel på dette kan være internettet eller mobiltelefonen, vi som mennesker kan gennemføre en dialog med andre, uden at være i samme rum, by eller land, som nævnt tidligere (Hermann 2012: 197). 6.4.3 Refleksivitet Hos Giddens ses to former for refleksivitet, den ene ses som et alment træk ved al menneskelig handlen, hvor den anden ses som et særegent træk ved moderniteten. Det er den sidstnævnte som står i fokus i afsnittet her. Øget refleksivitet ses som den tredje og sidste del af de dominerende dynamikker Giddens mener kendetegner moderniteten. I det moderne samfund foregår en refleksivitetsproces, der eksisterer både på et institutionelt og personligt niveau hvilket bidrager til samfundets dybdegående forandringsprocesser. Dette sker ifølge Giddens gennem den regelmæssige brug af viden. Institutioner og individer må konstant gøre brug af viden i forhold til samfundets organisation og systemer og har således også afgørende betydning for frembringelsen og forandringen af selv samme organisationsformer og systemer (Kaspersen 1995:125-127). “Refleksivitet betyder at der stilles spørgsmål til alt. Vaner, værdier, tro, moral, alt kan revideres i lyset af nye informationer. Intet er helligt” (Hermann 2012:221) !23 Dette medfører en grundlæggende usikkerhed og mistro til den ny videns sandhed. Man kan ikke være sikker på, at denne viden ikke vil blive revideret. Den øgede refleksivitet vi ser i moderniteten er et udtryk for adskillelsen af tid og rum og udlejringsmekanismerne, idet det herigennem er blevet muligt at skabe et langt højere refleksivitetsniveau end tidligere. Modernitetens refleksivitet kan siges at stå i kontrast til tidligere tiders traditioner. Traditioner havde årsagssammenhæng med handling, man handlede på baggrund af traditioner. I dag reflekteres over traditioner, og der handles kun i overensstemmelse med disse, såfremt de kan legitimeres gennem refleksiviteten (Kaspersen 1995:125-127). Fra at have belyst de overordnede institutionelle forhold og samfundsmæssige betingelser for vores dagligdag, i de tre dynamikker ved moderniteten, adskillelse af tid og rum, udlejring og refleksivitet, skal de næste afsnit ses som bindeleddet mellem på den ene side samfundsstrukturer og systemer, og på den anden side individet. 6.4.4 Ontologisk sikkerhed I det senmoderne samfund anvender Anthony Giddens et begreb som han kalder for ontologisk sikkerhed, det er den grundlæggende følelse af at vi som individer, ved at vores eksistens ikke er i fare. Denne sikkerhed omkring vores eksistens ”velvære”, er opbygget af nære relationer fra primære omsorgspersoner igennem vores liv. Allerede som spæd begynder denne opbygning, barnets mor beskytter det imod potentielle fare og trusler. I gennem opvæksten med den vedvarende støtte fra den primære omsorgsperson, lærer barnet at klare sig uden den person omkring sig hele tiden (Hermann 2012: 200). ”Kun på baggrund af det basale sikkerhedssystem, som er kilde til følelsen af ontologisk sikkerhed, har individet en oplevelse af selvet i relation til en verden af personer og objekter organiseret kognitivt gennem fundamental tillid” (Giddens 1991:60) !24 Den grundlæggende støtte som har været omkring barnet i dets tidlige år, er med til at skabe en form for beskyttende hylster omkring det, som senere i livet er med til at beskytte barnet mod overvældende angstsituationer (Hermann 2012: 200). Her skal angst forstås i relation med det overordnede sikkerhedssystem, som individer etablerer, og ikke kun et bestemt situationsfænomen, som er forbundet med farer og risici (Giddens 1991:58). Den situation kan ifølge Giddens blive udfordret hos det enkelte individ, i det senmoderne samfund, da de valg som der tages, er af en dybere natur og de er mere omfattende end de har været førhen (Hermann 2012:200). Der er mere refleksivitet i vores valg i det senmoderne samfund. I modsætning til de valg vi tog førhen, kan vi ikke bare forholde os til traditioner eller vores religion for at få svar. I forlængelse med dette siger Giddens, at individets selvidentitet ikke er givet på forhånd, altså på baggrund af dets nationalitet, job eller køn, men derimod noget som skabes i forbindelse med de valg som individet tager igennem livet (Ibid:200). 6.4.5 Selvet som et refleksivt projekt For at forstå de anbragte unge i et senmoderne perspektiv vil der i det følgende afsnit fokuseres på identitet og selvets refleksive arbejde med at skabe sig selv. Giddens syn på identitet hænger ubønhørligt sammen med han perspektiv på samfundet og senmoderniteten, derfor er de tidligere afklarede begreber essentielle for forståelsen af identitet. Det vil ud fra dette blive beskrevet hvorledes identiteten på en gang er præget af ekstensionalitet (globale påvirkninger) såvel som intentionalitet (lokale påvirkninger) (Kaspersen 1998:140-142). En persons identitet findes ikke i adfærden og handlingerne eller i omverdenens reaktioner på denne adfærd. Identiteten findes derimod i evnen til at holde en særlig fortælling eller biografi om sig selv gående. Identitet er således et internt anliggende og selvets projekt. På baggrund af dette bruger Giddens begrebet selvidentitet og fremhæver således selvets rolle i forhold til identiteten. !25 En persons biografi kan dog ikke udelukkende være fiktiv, begivenheder fra den ydre verden må således konstant inkorporeres i fortællingen om en selv. Selvet sorterer i og vælger blandt begivenheder og ydre påvirkninger, en given fortælling om sig selv. Således forstås det at selvidentiteten hele tiden produceres og reproduceres, hvilket sker ud fra selvets refleksive forhold til omverden og sig selv. Refleksivitet som Giddens beskriver som karakteristisk for moderniteten og dens institutioner, gennemtrænger selvets kerne, og selvidentiteten må således forstås som et refleksivt projekt (ibid:140-142). Stefan Hermann beskriver således: “Selvet gennemtrænges af de moderne sociale institutioner uden at være bestemt heraf.” (Hermann 2007:225). Ud fra det ovenstående bliver tilværelsen til et spørgsmål om at vælge og træffe beslutninger, for at opretholde en selvfortælling. En stabil følelse af selvidentitet afhænger af en kontinuitet i denne selvfortælling, som kan begribes refleksivt og formidles til andre mennesker. Selvidentiteten afhænger altså af en lang række af eksistentielle spørgsmål (i forbindelse med valg og beslutninger), som selvet bliver konfronteret med i tilværelsen. Svar og løsningsmodeller på disse spørgsmål er nødvendige, for at selvet ikke udsættes for angst og kaos (Kaspersen 1998:140-142). Den ontologiske sikkerhed er baggrunden for de valg og beslutninger individet træffer, og bliver således fundamental for selvidentiteten da den udgør en beskyttelse, der sikre mod den angst og kaos der potentielt truer individets tillid til omverden, og dermed truer selvets integritet. På baggrund af den ontologiske sikkerhed danner individet en selvidentitet, som sætter det i stand til refleksivt at tage stilling til globale (ydre)- og lokale (indre) påvirkninger (ibid:140-142). 6.5 Case 2 Simon er født i Hviderusland hvor han 3 måneder gammel, bliver tvangsfjernet fra hjemmet. Simon bor fra han er 3 måneder til han er næsten 3 år på børnehjem, hvorfra han bliver adopteret af danske forældre. !26 Børnehjemmet er ifølge forældrene beskrevet som af god standard, efter normen i Hviderusland. Institutionen tog sig af børn fra 0-3 års alderen, og blev ledet af medicinsk personale der sammen med ufaglærte kvinder fra landet stod for det daglige arbejde med børnene. Hverdagen var styret ud fra en fast rytme, som ikke blev fraveget. Simon har i perioden på børnehjemmet boet på stue med 18-20 andre børn som hver dag har haft opsyn af to voksne. Simon er på børnehjemmet blevet mødt med en klar konsekvenspædagogik med lussinger, skammekrog og fratagelse af maden. Da Simon blev hentet af forældrene, havde han ikke været uden for børnehjemmet, og havde en meget lille erfaringsverden. Simon har manglet stimulering både intellektuelt og socialt, og han er ikke alderssvarende hverken fysisk, psykisk, socialt eller i sproglig udvikling. Simon bliver i en alder af 3 et halvt undersøgt psykologisk, og havde her en meget svingende kognitiv profil. På daværende tidspunkt står det uklart om dette skulle ses i lyset af manglende tidlig stimulation eller ses som udtryk for hans begavelse. Som 6 årig bliver Simon henvist til udredning på Børnepsykiatrisk, hvor hans begavelsesniveau bliver vurderet til at ligge inden for normalområdets nedre del, og at han fungerer som et yngre barn. Simon opfylder kriterierne for diagnoserne: • ADHD • Reaktiv tilknytningsforstyrrelse i barndommen Simon har efter udredningen været i Ritalin-behandling (mod ADHD) og får Melatonin ved sengetid for at hjælpe ham til at slappe af. Simon starter i dagbehandlingstilbud på Behandlingshjemmet Æblevænget som 11 årig, hvor han modtager specialundervisning, miljøterapeutisk dagbehandling og individuel psykoterapi. 3 år senere da Simon er fyldt 14 år, bliver han indskrevet til døgnbehandling på !27 Behandlingshjemmet Æblevænget. Anbringelsen skyldes at Simon efter en periode med god udvikling, har vist øget aggression i hjemmet og tilbagegang i udvikling. Simon er beskrevet som tiltagende voldsom i hjemmet, hørehallucineret, massivt kravafvisende og ophørte til sidst med at følge dagbehandlingstilbudet. Simons kravafvisende adfærd fortsætter den første tid efter anbringelsen, og 3 dage inde i anbringelsen stikker han af. Simon reagerer ikke voldsomt og aggressivt i forbindelse med kravsituationer, men gemmer sig eller forlader institutionen for at komme tilbage til forældrene. Efter at være startet i døgnbehandlingen ses Simon optaget af at spille computer, specielt spillet Minecraft, han ser youtube videoer og bruger tid på at uploade egne videoklip til sin youtube channel. Dagligt Skyper Simon med forældrene, og har også telefontid en time om dagen, hvor han ringer til forældrene og gamle klassekammerater fra dagbehandlingstilbuddet. Simon har fået kontakt til to andre unge på institutionen, og disse er sammen om computerspillet Minecraft. Her ses at de unge sidder på hver deres værelse og spiller sammen over nettet. I direkte kontakt med de andre unge, virker Simon indelukket og har svært ved verbal kommunikation. Simon har i løbet af sin tid på Behandlingshjemmet Æblevænget gennemgået flere psykologiske test. I en tegneopgave bliver Simon opfordret til at tegne et menneske, og herefter et selvportræt, samt en familie. Simon har tegnet de 2 første opgaver, men ikke familien. Det er karakteristisk for tegningerne, at der er meget stor forskel på ’tegn et menneske’ og selvportræt-tegningen. I ‘tegn et menneske’ tegningen har Simon tegnet en dreng, som kropsligt har fylde og liv. Der er farver på tegningen, sådan at drengen har et kraftfuldt sort hår, røde arme og fødder, en gul trøje på og grønne bukser. Drengen har hænder der kan gribe, og der er tegnet øjne og en glad mund. Selvportrættet står i stor kontrast hertil. Simons tegning af sig selv er en tændstikmand tegnet med sort. Figuren har ingen fødder, den kan gå på, og hænder har svært ved at gribe. Figuren fremstår livløs og !28 stivnet, og håret er svagt aftegnet. Det er en figur uden vitalitet og liv, og man får indtryk af en sårbar, udsat, skrøbelig og forsvarsløs figur, som er hjælpeløs og let kan brække midt over. 6.6 Delanalyse I casen møder vi Simon, der i lange perioder af sit liv har været anbragt eller tilknyttet forskellige institutioner. Ud fra et strukturationsteoretisk perspektiv kan man forstå hvorledes Simon i løbet af sit liv har været præget af udlejringen i det senmoderne samfund. Simon har på baggrund af sine anbringelser skulle tage stilling til en lang række ekspertsystemer som, institutioner, pædagoger, psykologer, medicin et cetera. Samtidig har Simon haft indvirkning på disse ekspertsystemer, og det er således blevet nødvendigt at flytte Simon fra et ekspertsystem (forældrene) til et andet (døgnbehandling) da Simon ikke har formået at tilpasse sig ekspertsystemerne og ekspertsystemerne ikke har kunnet rumme Simon. På baggrund af øget aggression i hjemmet og massiv kravafvisende adfærd, har det været nødvendigt for Simon at indgå i en anden kombination af ekspertsystemer for at han kunne støttes og udvikles i en positiv retning. Simons tillid til ekspertsystemerne bliver en betingelse for at han kan være på behandlingshjemmet, på samme måde som den er en betingelse for at kunne indgå i samfundet. Tillid bliver ifølge Giddens en betingelse eller forudsætning på baggrund af adskillelse af tid og rum, og Simon må således have tillid til institutionen, pædagoger og medicin. At Simon få dage efter anbringelsen vælger at stikke af fra behandlingshjemmet kan ses som en konsekvens af manglende tillid til institutionen og pædagogerne. Simon søger mod noget han har tillid til, forældrene, og nægter at indgå i de nye abstrakte systemer han endnu ikke finder sikkerhed i. For at Simon kan finde troværdighed og sikkerhed i institutionen og de ekspertsystemer der knytter sig til denne, må han refleksivt arbejde med sin forståelse og tillid. Simon finder ud af, at han ikke finder tryghed og tillid hos forældrene, der sender ham tilbage til institutionen, derfor bliver han nødt til at omstrukturere sin forståelse. !29 Forældrene som Simon har en grundlæggende tillid til, stoler på og har tillid til at behandlingshjemmet er det bedste for Simon, derfor kan det tænkes at Simon på baggrund af forældrenes tillid, refleksivt tilvejebringer en tillid med afsæt i forældrenes. Dernæst kan Simon, ved rutinemæssigt at tage stilling til de styrende ekspertsystemer, skabe tillid til og finde tryghed i de systemer institutionen og pædagogerne stiller til rådighed/repræsentere. Adskillelsen af tid og rum påvirker Simon i andre aspekter af hans liv. Simon tilbringer mange timer af døgnet foran sin computer, og er således i kontakt med et væld af sociale relationer og er derfor ikke begrænset til det lokale. Simons mulighed for at være en del af mange forskellige sociale relationer, gør at han bliver nødt til at forstå sig selv ud fra disse. Simon er således frisat i forhold til at skabe en selv-identitet og har et utal af fortællinger om sig selv at vælge ud fra. Ud fra denne refleksion af Simon i forhold til det senmoderne samfund og dynamikkerne adskillelse af tid og rum, udlejring og refleksion, kan vi, ud fra en generalisering forstå de anbragte unge som præget af og produkt af senmoderniteten ud fra samme præmis som unge inden for normalområdet. Der ligger dog en grundlæggende forskydning idet de anbragte unge ikke i samme omfang evner at reflektere over sig selv og de ekspertsystemer de står i forbindelse til. Samtidig kan der argumenteres for at anbragte unge ikke har samme grundlæggende følelse af ontologisk sikkerhed som unge inden for normalområdet. Ontologisk sikkerhed kan ses sammenhængende med en god tilknytning i barndommen, hvilket vil blive præsenteret i et senere afsnit. 7 Anbragte unges vilkår for identitetsdannelse I det foregående afsnit er der blevet introduceret et samfundsperspektiv til at forstå de anbragte unge ud fra. Ud fra Giddens og Foucaults teorier/begreber har vi samtidig fået indblik i individets identitetsudvikling/frisættelse, denne viden vil nu blive underbygget ud fra Bent Madsens interaktionistiske identitetsforståelse for at kunne reflektere over de anbragte unges muligheder og forhold til identitetsdannelse. Den interaktionistiske forståelse er valgt på baggrund af det sociale aspekt i selvidentitetsdannelsen, hvor de enkelte individer tilpasser sig ud fra definitioner, re-definitioner og fortolkning af sociale interaktioner. !30 7.1 Identitetens tre former Bent Madsen skelner mellem tre identitetsdannelser: Selvidentitet, personlig identitet og social identitet. Disse tre temaer skal forstås som processer der er i samspil med hinanden (Madsen 2005:269). 7.1.1 Selvidentitet Denne identitet dannes når individet iagttager sig selv. Individet ser sig selv indefra som objekt. Dette skal forstås således at individet kan iagttage sig selv, som det kan iagttage andre individer. Mead forklarer dette ved at et “jeg” iagttager et “mig”. “Jeg” er det iagttagende subjekt og “mig” er det objekt der dannes ved at blive iagttaget. Når jeg forholder mig til mig selv, er det altså mit “jeg” der iagttager mit “mig”. Denne proces er således skabende for individets selv (ibid:269). Jeg: er et udtryk for menneskets spontane og aktive handlingskapacitet i konkrete sociale situationer. Dette “jeg” kaldes også for det individuelle selv, da det handler umiddelbart uden refleksioner over normer og sociale konventioner (ibid:269). Mig: også kaldet for det sociale selv, er menneskets bevidsthed om, at omverden reagere på dets handlinger. “Mig” er et lager af sociale erfaringer, der omhandler samfundets normer, som gør mennesket i stand til at handle ud fra nogle fælles forestillinger i bestemte sociale situationer. I “mig” gemmes erindringer og erfaringer fra forskellige handlinger i det hidtidige livsforløb. Mead beskriver det som personens livsbiografi (ibid:269). “Den betydningsfulde anden” er Meads begreb for konkrete betydningsfulde personer i et menneskes tilværelse og har stor betydning for dannelsen af selvidentiteten. Det er personer som vi omgås med i hverdagen og som vi har særlige og tætte relationer med som f.eks. familien, venner og andre omsorgspersoner, dette kunne eksempelvis være pædagoger. Møder og erfaringer med disse personer fører til dannelsen af “den generaliserede anden.” “Den generaliserede anden” er udtryk for summen af erfaringer vi mennesker får når vi er sammen med andre mennesker i konkrete sociale situationer (ibid:270). !31 Dette skal forstås således at f.eks. en ung på døgninstitution, ikke blot ser den enkelte pædagogen som en konkret person, men også knytter nogle generelle træk til pædagogen, og tillægger ham eller hende, en bestemt rolle og betydning og handler derpå. Desuden kan dette også ses fra pædagogens perspektiv, da børn og unge på døgninstitutionen ikke kun ses som enkelte og unikke personer men også tillægges forskellige roller og betydninger, ofte baseret på pædagogens erfaringer med forskellige typer børn og unge (ibid:270). Forudsætning for dannelse af selvidentiteten er dannelse af relationer, altså at mennesker får en bestemt betydning for hinanden, som konkrete personer og ikke kun som roller. Bent Madsens forståelse bygger på, at relationer er et udtryk for interaktioner, hvor vi mennesker bekræfter hinandens betydninger gensidigt, som både konkrete personer og i forskellige roller (ibid:271). 7.1.2 Personlig identitet Den betydningsfulde anden (andre) konstruere den personlige identitet. Der er tale om personlig identitet når mennesket mødes af de personer, der har et dybt kendskab gennem nære hverdagsrelationer. Mennesket bliver af disse personer, kendt som det individuelle menneske det er, altså adskilt fra mængden af andre mennesker (ibid:271). Disse personer har et indgående kendskab til menneskets livshistorie - livsbegivenheder. Personerne dømmer ikke kun mennesket ud fra de ydre identitetstegn, men også for personlige holdninger, karaktertræk og livserfaringer, hvilket ofte kun er tilegnet de nære personer i menneskets relationer (ibid:271-272). 7.1.3 Social identitet Den sociale identitet dannes når mennesket iagttages udefra af personer fra fjerne relationer. Menneskets identitetsdannelse sker på baggrund af, de lettilgængelige og offentlige oplysninger som personerne kan få om det enkelte menneske og derpå danne sig et mere overfladisk billede og bedømmelse af mennesket. Det kan være viden om alder, køn, påklædning og sprog (ibid: 272). !32 Denne sociale identitetsdannelse sker overalt i vores samfund, hvor menneskelige handlinger mødes. Det er ofte denne form for identitetsdannelse som først finder sted. f.eks blandt pædagoger og brugere/pårørende. F.eks. danner pædagogen ofte et billede/forestilling om barnet/den unge og pårørende, når de får viden om forældrenes sociale status. Dette kan føre til at barnet eller den unge, mødes med anderledes forventninger, alt efter hvilke kår de kommer fra. Denne identitetsproces er ikke noget det enkelte individ har kontrol over (ibid: 273). Den sociale identitet har stor betydning for den personlige identitet da det enkelte menneske placeres i visse positioner af dets omgivelser. Nogle positioner forbindes med positiv social identitet, hvilket kan udvikle og understøtte positiv personlig identitetsdannelse. En placering i negativ position kan derimod føre til social devaluering, hvilket kan være svært for den enkelte at bryde ud af (ibid:273). Det er vigtigt at se alle tre identitetstyper i sammenhæng, da de overlapper hinanden (ibid: 273). 7.2 Delanalyse For at vende tilbage til et tidligere eksempel, ser vi i Case 2 hvordan Simon vælger at forlade institutionen kort tid efter hans anbringelse. Dette kan ud over refleksionerne i første delanalyse, tolkes således, at Simons individuelle selv er styrende i situationen, da han umiddelbart handler uden for de normer og konventioner der hersker på stedet. Ud fra Bent Madsens terminologi kan Simons jeg forstås som fremtrædende eller dominerende i situationen. Således kan det antages, at Simon handler på baggrund af spontane (mere eller mindre ureflekterede) forestillinger og et begrænset repertoire af handlingsmuligheder. Simons kravafvisende adfærd og øgede aggression kan ligeledes forstås som en konsekvens eller udfald af et fremtrædende individuelt selv. Simon formår ikke at reflektere og handle på baggrund af de sociale erfaringer og normer han omgives af, således kan Simons mig ses som undertrykt eller sekundært i forhold til hans jeg. Det sociale selv kan hos Simon forstås som !33 underudviklet eller måske nærmere unuanceret, således har han et begrænset (eller uden for normen) sæt erindringer og erfaringer at trække på i sociale situationer. Et billede på Simons selvidentitet bliver tydeliggjort i forhold til hans tegnetest. Som vi har set beskrevet ved Bent Madsen, ses Simons selvidentitet styret ud fra hans jeg og mig og har altså både en subjektiv og objektiv side. Simons tegning ses som et udtryk for hvordan han opfatter sig selv, hvilket samtidig afspejler omverdens opfattelse af ham. Simons mig bliver nuanceret ved, at han reflektere over andre menneskers handlinger. Således får han nye erfaringer og tolker omverden på nye måder. På denne måde kan Simon se og reflektere over sig selv, gennem andres øjne (ibid: 270). Ud fra Bent Madsens identitetsforståelse ses det hvorledes betydningsfulde andre er styrende for Simons (de unges) personlige identitet. I Case 2 ser vi hvordan Simon i størstedelen af sit liv har levet hos sine forældre, samt i en periode på tre år har været i dagbehandling. Ud fra dette må det formodes at forældrene primært udgør Simons betydningsfulde andre og at hans personlige identitet derfor konstrueres og kommer i spil sammen med dem. Simons forældre har et indgående kendskab til hans livshistorie, personlige holdninger, karaktertræk og livserfaringer og kan derfor møde Simon på baggrund af dette. Ud over forældrene, ses en mulighed for at pædagogerne i den treårige periode i dagbehandlingen, har haft mulighed for at konstruere en personlig identitet omkring Simon. Selvom den personlige identitet Simon møder i dagbehandlingen på mange måder ikke kan stå mål med den hos forældrene, forstås den her stadig som en basis for Simons personlige identitet. Helt naturligt stilles meget forskellige krav og forventninger i hjemmet og i dagbehandlingen (skolen) og således kan man tale om to forskellige identiteter der, selvom de er forskellige, overlapper hinanden og tilsammen udgøre Simons personlige identitet. I Simons overgang til døgnbehandling/døgnophold kan der argumenteres for at Simon “mister” sin personlig identitet, da personalet på den nye institution ikke har kendskab til hans livshistorie, personlige holdninger, karaktertræk og livserfaringer og derfor ikke kan møde Simon på baggrund af dette. Simon vil nu i stedet blive mødt på baggrund af den !34 sociale identitet der er skabt omkring ham, hvordan han ser ud, hvor gammel han er, hans sprog osv. således bliver der i situationer og relationer nu, både af personalet og Simon, vurderet og handlet ud fra den sociale identitet da der ikke kan trækkes på erfaringer og viden fra Simons personlige identitet. I forlængelse af dette kan endnu et begreb fra Bent Madsen sættes i perspektiv med Simons situation, den generaliserede anden. Gennem Simons liv har han gjort sig erfaringer sammen med andre mennesker i konkrete sociale situationer, disse indgår i det Mead kalder den generaliserede anden og fungerer som Simons katalog af viden og erfaringer omkring hvordan andre handler og reagerer i konkrete sociale situationer. Således har Simon et generaliseret billede af hvordan en konkret social situation forløber, afhængig af om situationen er med hans forældre, en pædagog eller en helt tredje. Sættes dette i forbindelse med Simons kravafvisende og aggressive adfærd, kan det tænkes at Simon med tiden har konstrueret et generaliseret billede af, at voksne trækker sig og giver op hvis han er ukuelig og aggressiv i situationen. Hvis vi går helt tilbage til Simons tidligste leveår, da han levede på børnehjem, kan det igen tænkes at Simon her, på trods af sin unge alder, har gjort sig generaliseringer omkring pædagoger (personale på institutioner). På børnehjemmet blev Simon mødt med en klar konsekvenspædagogik med lussinger, skammekrog og fratagelse af maden, hvis sådanne episoder danner grundlag for Simons generaliserede billede af pædagoger, kan det tænkes at Simons afvisende og aggressive adfærd udspringer af disse samt er sammenhængende med at Simon forlader institutionen få dage efter anbringelsen. 8 Pædagogens relationelle forhold til de unges identitetsdannelse Med baggrund i de tidligere afsnits samfundssyn og identitetsforståelse, vil det videre fokus nu ligge på hvordan pædagogen kan handle og arbejde med identitetsudvikling. Ud fra en forståelse af at identiteten dannes i det sociale samspil med andre, vil det nu ud fra forskellige teoretiske perspektiver, blive belyst hvorledes relationen kan ses som redskab for de unges identitetsudvikling, og således give pædagogiske handlemuligheder for dette. !35 8.1 Et perspektiv på relationen i pædagogisk praksis “Vores identitet eller vores selv formes af de historier (narrativer) vi får fortalt om os selv i vores relationer med andre, modificeret af de fortællinger vi selv skaber” (Andersen, 2004:30) Således fremhæver Flemming Andersen i sin artikel: Relationen, det fælles tredje og det personlige narrativ et grundlæggende synspunkt på social konstruktionisme og placere således relationen som en væsentlig, hvis ikke essentiel del af individets selvudvikling. Andersen argumenterer for relationen som et menneskeligt eksistensvilkår og forkaster ideen om at personligheden og det individuelle skulle være indlejret i mennesket (ibid:31). “Forestillingen om, at der findes en uantastelig og evig personlig kerne, uberørt af den fortalte historie, er meningsløs” (ibid:30) I stedet beskriver Andersen en individualisering gennem det relationelle, at individet ud fra de perspektiver og historier det møder hos andre, former det personlige og særlige og giver individet mulighed for at træde i karakter. Individet vælger hvem det kan, vil og tør være, set i lyset af de mange narrativer og antagelser der er til rådighed i relationen (ibid:31). I forbindelse med vores problemformulering ses det nødvendigt at nævne en konklusion fra Inger Bernth artikel i tidsskriftet Psyke & Logos. Her påpeges det, at det ikke kun er de voksne som former barnets sociale adfærd og dermed deres personlighed, men at påvirkningen i lige så stor udstrækning går fra barn til voksen (ibid:33). Andersen skriver om de typiske relationer, som mennesker inddrager hinanden i, den asymmetriske relation, den symmetriske relation, den symbiotiske relation og den komplementære relation. Begrebet komplementaritet bruger Andersen i overensstemmelse med Niels Bohrs brug af ordet, hvilket kort kan beskrives som det forhold at to sider af samme sag både !36 komplementere hinanden og udelukker hinanden. I relationssammenhæng henviser det til den divergens der opstår af forståelse i relationen, og som gør at et fælles perspektiv ikke umiddelbart er udgangspunktet. Den komplementære relation fordrer derfor samtale. “Min forståelse er ikke tilstrækkelig, ligesom din ikke er det. Først når vi ser sagen fra hver vores position udvikles vores forståelse. Derfor er der i komplementariteten både indlejret en konflikt og en mulighed for læring.” (ibid:36) Når pædagogen forhindrer barnet i at løbe ud på vejen, ses dette af barnet som et uacceptabelt magtopbud, og pædagogen ser barnets forsøg på at vriste sig fri som trodsreaktion. I en sådan situation flytter relationen sig fra at være komplementær til at blive asymmetrisk eller symmetrisk. Hvis ikke begge parter anerkender hinanden i deres individuelle perspektiv eller historie kan en komplementær relation ikke opleves. “Da du ser på verden fra din position og jeg fra min, må vi nødvendigvis se noget forskelligt” (ibid:36) Den komplementære relation hænger ifølge Andersen sammen med det fælles tredje. Det fælles tredje bliver af Andersen blandt andet beskrevet således: “Alt det vi forholder os sammen til, udover vort ønske om at forholde os nysgerrigt og bekræftende til hinanden, er det fælles tredje.” (ibid:37) For Andersen har det fælles tredje en central position for individets udvikling i relationen. Det er først når individet orienterer sig om noget udenfor sig selv, at relationen bliver produktiv. Individets mulighed for udvikling ligger i at forholde sig til andet og mere end sig selv, hvilket bliver muligt i relationen gennem de narrativer og antagelser der er til rådighed (ibid:36-37). !37 At individet er i stand til at skabe en fortælling om sig sig selv, forme det personlige og særlige og giver individet mulighed for at træde i karakter, er kulminationen på selvets udvikling og det Daniel Stern kalder det narrative selv (ibid:38-39). Det narrative selv giver individet mulighed for, ud fra andres formidlinger af virkeligheden, at skabe egne historier (narrativer) og forandre synet af eget selv. Individets oplevelse af sig selv bliver forankret i narrativer som et kompromis mellem det andre siger om individet og det individet siger om sig selv. Således kan man forstå en opdeling af selvet, hvor det de andre siger om individet ses som Mig’et og det individet siger om sig selv som Jeg’et (ibid: 40). 8.1.1 Delanalyse Flemming Andersen pointerer i sine teorier, at en væsentlig del af individets selvudvikling er relationen. Vi former vores identitet og selv, via de relationer vi befinder os i, og den narrative fortælling. Andersen mener ikke at vores personlighed og det individuelle er indlejret i mennesket. Det narrative selv beskriver hvordan individet er i stand til at forme det personlige og særlige, og giver individet mulighed for at træde i karakter. Hvilket forstås således at den faglige identitet bliver forankret i narrativer. Den faglige identitet udgøres af kompromis, mellem det andre siger om pædagogen og det pædagogen siger om sig selv. Når vi som pædagoger arbejder med anbragte børn og unge der kommer med bekymrende identiteter, står vi som pædagoger overfor et krævende relationsarbejde. Forudsætningen for dette arbejde, er at vi har et kendskab til de typiske relationer som vi som mennesker inddrager hinanden i- den asymmetriske relation, den symmetriske relation og den komplementære relation. Komplementaritet er et begreb som Andersen beskriver som det forhold, at to sider af samme sag både komplementere hinanden og udelukker hinanden. Dvs. at trods forskellighed skal parterne både kunne evne, men også have en vilje, til at kunne anerkende hinanden som !38 selvstændige og ligeværdige individer. Den komplementære relation, er den relation vi bør arbejde os hen imod både kollegialt og med de unge. Hvis vi ikke i vores arbejder anerkender hinanden i vores individuelle perspektiver eller historie, kan en komplementær relation ikke opleves, og man vil derfor ende ud i asymmetriske eller symmetriske relationer i mange situationer. Andersen beskriver udover dette at den komplementære relation hænger sammen med det fælles tredje. ”Man kan også have noget særligt med en dreng, eksempelvis den måde man spiller 500 på, som den dreng med ingen relation godt kunne ønske sig, dette har han observeret og forsøger nu at byde ind og på den måde kan han blive tryg og opnå en relation igennem et spil og en anden dreng.” (Bilag 1) Her ser man at drengen har observeret den anden drengs måde at spille spillet på og hans individuelle perspektiv. Ud fra hans observation og forståelse prøver han nu at byde ind, måske med et andet perspektiv, men uden at udelukke den anden drengs perspektiv på spillet. Et eksempel på identitetsudvikling via relationsarbejde kunne være: ”Lige PT arbejder jeg med en dreng der har svært ved at lade os voksne hjælpe ham. Han kan alting selv. Her arbejder jeg med vedholdenhed, jeg kan holde til ham, både når han er ked af det, vred, glad, kaster med ting osv. opbygger struktur for ham, reflektere over ham ved diverse møder, får udarbejdet en god plan for ham . Det resultere i Fredags da jeg sender drengen på weekend, kommer han lige tilbage og står i døren og siger, jeg vil gerne flytte ind her , bare til at starte med i et halv år. Drengen har været her i ca. 2 år, der er nu ved at være hul igennem , han stoler nu på os, relationen er ved at være der, han har fat i noget i forhold til sig selv og egen identitet, osv." (Bilag 1) Vi forstår, at her kommer det symmetriske selvstændighedsbehov til udtryk og drengen viser sin uafhængighed og ser måske pædagogen som en rival. Som pædagog må man i arbejdet overfor et barn der har en symmetrisk tankegang, være opmærksom på sine egne forhold og !39 perspektiver og se denne tankegang som en naturlig udvikling hos barnet, ellers ser vi en risiko for at man vil presse barnet ud i en asymmetrisk relation. Pædagogen er vedholdende over for drengen, og reflekterer over ham for at forstå drengen. Det tyder på at drengen efter de 2 år anerkender institutionen og pædagogen, selv føler sig anerkendt på trods af sin identitet, og at der nu er grobund for udvikling af hans identitet. 8.2 Tilknytning I dag betragtes tilknytningsteorien som den vigtigste psykologiske teori i relation til menneskers forhold til, på den ene side, nærhed, beskyttelse og omsorg og på den anden side, selvstændighed, opdagerglæde og betoning af egne evner og formåen (Broberg m.fl., 2010:15) Begrebet tilknytning, er en oversættelse af det engelske ord attachment, som har den betydning, at noget mindre er forbundet med og afhængigt af noget større. Tilknytning forstås bedst som en relationsspecifik proces mellem forældre og barn i spædbarnsalderen. I første halvdel af det andet leveår resulterer tilknytningen i et mærkbart psykologisk “bånd” parterne imellem. Teorien beskriver også hvordan tilknytningen løbende udvikles til mentale repræsentationer hos barnet (både af barnet selv og af vigtige nærtstående) og samspillet mellem dem. Disse repræsentationer kaldes indre arbejdsmodeller (IAM) (ibid:19-20). Gennem tilknytning skabes indre forventninger til, hvordan barnet vil blive mødt af andre tilknytningsfigurer gennem livet og “mentale repræsentationer af virkeligheden generelt” er således en integreret del af den unges personlighed. Erfaringer med samspil i de første leveår udvikler indre modeller af andre, men lige så vigtigt også af selvet. Om den unge og dens adfærd er blevet mødt af tilknytningspersonen med eksempelvis anerkendelse eller underkendelse, skaber interne modeller for hvordan det senere vil blive mødt, men også modeller for selvet, hvordan det skal agere og handle i forskellige situationer og hvordan det ser sig selv i forhold til verden (ibid:19-20). !40 8.2.1 Trods og adfærdsproblemer John Bowlbys interesse for psykoanalysen, som senere fik ham til at arbejde med tilknytningsteori, blev vakt i arbejdet med utilpassede og udagerende børn. Bowlby så tidligt sammenhæng mellem negative livserfaringer og udvikling af psykopatologi og viste videre, at tidlig kriminalitet var forbundet med miljøer kendetegnet ved omsorgssvigt, ustabilitet samt en særlig måde at knytte sig til vigtige personer på (ibid:206). Opgaven har tidligere beskrevet de anbragte unge som værende adfærdsvanskelige og udadreagerende og gennem tiden har undersøgelser (bl.a. Minnesota-undersøgelsen) søgt at sætte tilknytning i forbindelse med dette og forskellige former for psykopatologi. Omsorgssvigt (med desorganiseret tilknytning til følge) og overgreb, ses således årsagssammenhængene med flere svære former for psykopatologiske forhold. Undersøgelsen (Minnesota-undersøgelsen) fokuserer ikke på specifikke former for psykopatologi som eksempelvis adfærdsproblemer eller depression, men man så at unge (med desorganiseret tilknytning i barndommen) havde et splittet selvbillede og manglede grundlæggende evne til følelsesmæssig selvregulering (ibid:206). Man kan ikke forstå relationen af tidlig tilknytningsvanskeligheder og udvikling af trods og adfærdsproblemer i et deterministisk perspektiv, da andre faktorer kan spille ind således udviklingen rettes ind på en mere gunstig retning. Således kan tilgængelighed af en anden støttende “vigtig” person såvel som personlig modstandskraft ændre udviklingen positivt. I forlængelse af dette nævnes at fysisk afstraffelse eller stress i familien kan styre udviklingen i endnu højere grad mod adfærdsproblemer (ibid:209). Tilknytningsteorien kan således bidrage til at forstå baggrund og udvikling af trods og adfærdsproblemer. Ved at forstå de mekanismer der er med til at øge mulighed for de anbragte unges trods og adfærdsproblemer, bliver det muligt at gå ind og støtte og behandle på disse. En metode der er inspireret af tilknytningsteorien er Parent-Child Interaction Therapy (PCIT), som har vist sig lovende, selvom den endnu ikke er lige så udbredt som de metoder til forældretræning der er udbredt i Skandinavien. Fælles for metoderne er at skabe !41 mere harmoniske forældre-barn-relationer og dermed et formodentligt grundlag for at tilknytningen bliver tryggere (ibid:211). 8.2.2 Mentalisering I det foregående afsnit, er der forsøgt at redegøre for og legitimere den tilknytningsteoretiske tænkning i forhold til målgruppen. Ud fra dette er det helt væsentligt at den professionelle pædagog må forsøge at forstå de unge, deres adfærd og diagnoser, ud fra ideen om indre arbejdsmodeller og manglende evne til selvregulering for at kunne støtte dem i deres udvikling. Ud fra dette perspektiv vil der nu kigges på hvordan mentalisering kan bidrage til det praksisorienterede arbejde med målgruppen. Ifølge Per Wallroth beskrives mentalisering som tæt knyttet til tilknytningsteorien og at tilknytning og mentalisering indgår i samspil og påvirker hinanden. Wallroth beskriver hvordan de forskellige tilknytningsformer kan have indvirkning på den videre mentale udvikling gennem livet. En tryg tilknytning vil således være grundlag for en normal udvikling af evnen til at mentalisere hvor undgående, ambivalent og desorganiseret tilknytning vil få negativ indvirkning på mentaliseringsevnen senere i livet. Tilknytningspersonernes evne til at mentalisere er også beskrevet som afgørende for om der udvikles en tryg tilknytning (Wallroth 2010, 12-33). En enkel definition af mentalisering er, at det handler om at kunne se sig selv udefra og andre indefra. Man skal forstå egen og andres indre verden - tanker, følelser, behov, bevæggrunde og mål for at kunne forklare og tyde adfærd. Mentalisering finder sted når vi interagerer med andre, oftest uden man er opmærksom på dette og er afgørende for hvordan denne interageren udfolder sig. Mentaliseringsevnen er forudsætning for meningsfulde relationer og en stabil selvfølelse (ibid:12-18). De anbragte unge er karakteriseret ved at have en skrøbelig og eller mangelfuld mentaliseringsevne, omend i meget forskellig udstrækning. Mangelfuld mentaliseringsevne gør det nødvendigt at støtte og hjælpe den unge med, at forstå og kende egne og andres tanker og følelser samt se disse som baggrund for adfærd. At kunne forstå og kende til indre !42 mentale tilstande giver den unge en øget kontrol og selvbevidsthed og hjælper den unge til at følelses- og affektregulere sig selv (ibid:81-97). 8.2.4 Delanalyse Som vi har set beskrevet i institutionsbeskrivelserne, afsnit 4.1 og 4.2 samt Baggrundsforståelse af brugergruppen i afsnit 5, er der stor variation i forhold de unges opvækstvilkår, hvilket kan forstås således at der ligeledes er variation i forhold til de tilknytningsmønstre der har præget de unge i deres opvækst. “Hos nogle unge kan sociale og relationelle forstyrrelser tilskrives alvorlige kriser, traumatiserende livsomstændigheder og omsorgssvigt med manglende eller forstyrret udvikling som følge. Andre unge kan komme fra familier med (hvad der kan virke som) normale opvækstvilkår, hvor årsagen til vanskeligheder og problematikker kan være svære at finde i ydre forhold.” (Afsnit 4.1) Derfor kan man ikke komme med definitive sammenfald mellem de anbragte unge i opgaven og deres tilknytning. Dog forstår vi at tilknytningen på flere måder har indflydelse på de anbragte unge, men at der skal differentieres mellem hvilket liv, opvækst og kår de unge hver især har haft (Broberg m.fl., 2010). “Vi ser ofte tilknytning hos vores drenge /piger . Vi ser det ved, at når børnene kommer til os kan de være passive, ligegyldige over for kontakt, eller psykisk døde, altså på en måde har givet op over for livet - de kan ikke mærke utryghed. Vi ser det ved at drengene har skulle klare mange ting selv, og som følge heraf viser barnet ikke udforskningsadfærd, her er forbundet nysgerrighed, indlæring. I stedet for er drengene /pigerne rastløse, gentager de samme handlinger, ødelægger ting, driller de andre børn eller er passive. Det kan også være at barnet ikke søger de voksne til at hjælpe dem, men at de klarer sig selv.” (Bilag 1) På den ene side ses det, at den forståelse tilknytningsteorien kan give omkring baggrunden for de unges trods og adfærdsproblemer, kan styrke pædagogens erfaringer og tænkning omkring den unges identitet, og skabe større forståelse af den unge og de identitetsmæssige !43 problematikker de står over for, hvilket formodes at give mulighed for mere nuanceret og målrettet udviklingsarbejde. På den anden side, kan tilknytningsteoriens forståelse måske give pædagogen større kapacitet til at være i de relationelle forhold, der belastes af trods og adfærdsproblemer, da der gennem forståelse kan skabes evne eller vilje til at sætte sig ind i og acceptere de unges (anderledes) væremåde, behov og valg. “Jeg bruger det i mit arbejde på den måde, at jeg laver nogle observationer af drengen, skriver om det i carde, tager det med til mit team, som består af pædagoger, psykologer, lærer og andre der har med drengen at gøre i løbet af en dag. Der bliver afholdt behandlings tænkning, det enkelt barn bliver taget op på konferencer, P- møder, hvorefter vi finder ud af hvilken metode vi skal arbejde med drengen på og løbende har vi opsamling og får rettet ind derefter.” (Bilag 1) I særdeleshed ses forståelsen af de “mentale repræsentationer af virkeligheden generelt” som nyttig i arbejdet med de anbragte unge. Det forstås at en grundlæggende forståelse af at de unges mentale repræsentationer, hvis udvikling går forud for deres anbringelse, kan skabe viden og forståelse af de unges livshistorie, personlighed og derigennem deres identitet. “Det kan være at en dreng har haft mange magtanvendelser inden han kommer til os. Jeg vil gerne opbygge relation til denne dreng ved at vise ham, at man godt kan være vred og udad reagerende uden man bliver eksempelvis fastholdt når man har det svært.” (Bilag 1) Samtidig forstås at pædagogen, ved at tilbyde de unge nye mentale repræsentationer, der adskiller sig positivt fra deres nuværende, kan ændre de indre forventninger til, hvordan de unge vil blive mødt af andre tilknytningsfigurer gennem livet. “Jeg kan lave en aftale med drengen at han kan gå ud og sparke/slå til et træ for at komme af med noget af sin vrede. Hvis drengen så i vrede begynder at gøre noget anderledes, minder jeg ham lige om vores aftale.” (Bilag 1) !44 Denne forståelse forudsætter at pædagogen kan skabe og opretholde en relation med en vis form for psykologisk “bånd” mellem sig selv og den unge. Dette forstås ikke som et psykologisk “bånd” af samme karakter som det der udvikles mellem forældre og barn i de tidlige leveår, da den relationsspecifikke proces der finder sted i denne periode af livet ses som unik og særegen. I stedet skal det forstås som nære og stabile relationer på institutionen, de unge kan finde tryghed og forudsigelighed i. Ved at “regulere” i de unges indre arbejdsmodeller formodes det, at der skabes nye interne repræsentationer for hvordan de senere vil blive mødt, men også nye repræsentationer af selvet, hvordan de skal agere og handle i forskellige situationer og hvordan de ser sig selv i forhold til verden. Således ses her en sammenhæng mellem pædagogens relationelle forhold til den unge og udvikling af dennes identitet, da identiteten blandt andet hænger sammen med hvordan den unge ser sig selv i forhold til verden. Tilknytningsteorien ses videre relevant i forhold til den viden og sammenhold der skabes mellem på den ene side trods og adfærdsproblemer og på den anden side tilknytning. På trods af, at der beskrives en lang række andre faktorer, der gør et deterministisk perspektiv på forholdet mellem adfærdsproblemer og tilknytning umuligt, ses alligevel sammenhænge der formodes at kunne arbejdes med og ud fra, i pædagogisk praksis. Afslutningsvis skal det tydeliggøres at tilknytningsteorien, ses som en kilde til viden og forståelse af de unge og at det er denne viden og forståelse, vi ser nyttig i relationsarbejdet med de anbragte unge. En mere konkrete metode findes i stedet i mentaliseringen, der på mange måder hænger sammen med tilknytningsteorien, men som i vores optik har et noget mere praksisorienteret perspektiv. Med baggrund i Per Wallroths defination af mentalisering, ses det nødvendigt i det pædagogiske arbejde med, at skabe gode udviklende relationer, at hjælpe og støtte de unge i deres mentaliseringsevne. Målet er at give børnene erfaringer med at føle sig forstået og hjælpe til at lære at tænke sig om. !45 “Vi arbejder ud fra at forstå børnenes tanker og følelser samt ud fra deres reaktioner. Der ud over reflekterer vi rigtig meget over børnenes adfærd.” (Bilag 1) Pædagogerne må i relationen til de unge, konstant være opmærksomme og reflekterende i forhold til de unges tanker og følelser, for på baggrund af egen mentaliseringsevne at støtte og guide de unge i, at forstå deres egne og andres tanker, følelser og reaktioner. Arbejdet med mentalisering hos de unge kan være svært, da der som vi tidligere har beskrevet, ses en lang række diagnoser inden for målgruppen der kan komplicere og hæmme mentaliseringen. “Især drenge med ADHD og autisme-spektret er meget konkret tænkende, og har ikke en abstraktionsevne, som gør dem i stand til at afkode sociale processer på en hensigtsmæssig måde.” (Bilag 1) Med disse unge kan det være svært og lære dem at forstå og afkode deres sociale omverden, og man kan i stedet tale om, at de unge lærer at tilpasse sig forskellige situationer. Også derfor er det nødvendigt at støtte og guide de unge i egne og andres reaktioner i sociale sammenhænge. Mentaliseringen kan ifølge Per Wallroth ses sammenhængende med tilknytningen, både som grundlag for men også som effekt af hinanden, derfor må disse forstås som afhængige og betinget af hinanden. Gennem en mentaliserende pædagogisk praksis må det formodes at de tilknytningsrelaterede problematikker bliver styrket og udviklet, således at eksempelvis ængstelse kan reduceres og udvikling af patologisk angst kan forebygges (Wallroth 2010:12-33). 8.3 Anerkendende relationer Nødvendigheden af og behovet for relationen i arbejdet med behandling og udvikling af denne målgruppe, skyldes relationens rolle i forhold til individets selvbevidsthed. Selvbevidstheden eksisterer først og i kraft af erkendelsen af en anden selvbevidsthed !46 (Schibbye 2010:39). Dette skal forstås således at refleksion og afgrænsning først kan ske, når der er noget at stå i forhold til. I relationen til en anden bliver det muligt at være et selvreflekterende individ, hvilket vil sige at kunne forholde sig til sig selv som individ og at kunne “observere” sig selv udefra. At være selvreflekterende, som ses her, indebærer at være selvafgrænset, altså sidestille sig med eller stå i forhold til andre individer og reflektere over sig selv ud fra eget og andres syn på én (ibid: 78). Mere forenklet kan man sige, at relationen gør det muligt at forholde sig til egne (indre) selvoplevelser og andres (ydre) oplevelser og forstå sammenhængen mellem det indre og ydre. Således kan man forstå selvets udvikling, som tæt forbundet med de relationer det indgår i, da udviklingen sker i dialogen og samspillet med andre. “Det at udvikle sin egen bevidsthed er at genkende sig selv i den anden og tage sig selv tilbage forandret: en dialektisk proces som driver bevidstheds udviklingen fremad.” (ibid:47) Denne forståelse af relationens rolle i selvets udvikling handler ikke om at blive påvirket, men om en følelse af at blive mødt, forstået og opfanget i den anden. Der er her tale om en affektiv oplevelse. I forlængelse med den dialektiske relation kan det også være relevant at kigge nærmere på subjekt og objekt positioner i relationen, men inden det, vil vi kigge på anerkendelse som er en vigtig og afgørende tænkning i relationsarbejdet og udviklingsarbejdet. Den almene forståelse af anerkendelse kan beskrives som en ydre anerkendelse, det vil sige at anerkendelse har fokus på belønning, beundring eller at blive betragtet som en person der skiller sig fordelagtigt ud fra andre. Anerkendelse får her et udtryk af påskønnelse, ofte af præstationer. Dette anerkendelsesperspektiv kan selvom det måtte opleves positivt, nemt blive en flygtig glæde (Schibbye 2010:233). Anerkendelse er ikke alene det samme som belønning og påskønnelse af den andens indsats, men fordre at den andens indre oplevelsesverden som en selvfølge bliver fokuseret og værdsat. I anerkendelse skal det intersubjektive syn have fokus for, at den anden skal have !47 mulighed for at udvikle og begribe sig selv gennem selvrefleksion og selvafgrænsning. Refleksion og afgrænsning skal her ikke alene knyttes til tænkning, men forstås som koblingen mellem følelser, sansning og tænkning. Et intersubjektivt perspektiv i relationen må uvægerligt hænge sammen med ligeværd i relationen, forstået således at begge parter har lige ret til deres egen oplevelse, ikke at de nødvendigvis er ligeværdige. Den ligeværdige forståelse i relationen betyder, at der er respekt og accept af den andens oplevelse af verden, den anden får “ret” til egne oplevelser og kan således også forandre oplevelsen (ibid: 234-237). For at sætte dette i perspektiv kan man se på kontrasten, som må være at bestemme hvad der er rigtigt for den anden at opleve, hvilket vil skabe vrede og modstand. At ligeværd er vigtigt for anerkendelse i relationen, bliver et dilemma i arbejdet med den anden i kraft af magtforholdet mellem parterne, Hegel beskriver dette i herrer slave forholdet. For at opnå anerkendelse er det altså nødvendigt at have fokus på magtforholdet for at kunne arbejde med ligeværdigheden til den anden. Kierkegaard beskriver forholdet således: “Men al sand Hjælpen begynder med en Ydmygelse; Hjælperen maa først ydmyge sig unden Den, han vil hjælpe, og herved forstaae, at det at hjælpe er ikke det at herske, men det at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste men den Taalmodigste, at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde sig i at have Uret, og i ikke at forstaa hvad den Anden forstaaer” (ibid: 241) Den subjektive oplevers centrale rolle i selvets udvikling, skulle nu efter de to foregående afsnit være anskueliggjort og vi vil derfor nu, kigge nærmere på objektivering i relationen og pædagogens rolle i intersubjektiviteten. Mennesket og derfor selvet i relationen kan både ses som subjekt og objekt, alle er både subjekt og objekt. Men for ikke at tingsliggøre og marginalisere må man hele tiden gøre sig bevidst om, at man observere den anden gennem “egne briller”, hvorfor det er nødvendigt at konsultere den anden for at sætte vores observationer, i forhold til den andens eget syn på sig selv, deres egen selvforståelse. Objektet er noget konkret vi kan studere og undersøge, eventuelt definere og forstå ud fra etiketter og diagnoser. Dette syn giver en kontrollerende !48 tilgang til den anden, en ydre påvirkning eller styring om man vil, som sker i kraft af manglende anerkendelse. Det objektive fokus fører til en udvendighed, hvor ydre træk og egenskaber anses som centrale og den andens selvrefleksion, egne oplevelser og selvbevidsthed bliver vurderet lavt eller ses som uden betydning (ibid:32-33). Når vi vælger at tage dette afsnit med, som stiller sig på tværs af hele den dialektiske relationstænkning og anerkendelsen, som vi har beskrevet den i afsnittet her, er det ud fra en erkendelse af at individet både er objekt og subjekt samt en overbevisning om at disse to sider skal adskilles og fokuseres i arbejdet med den anden. Anerkendelse afhænger af ligeværdighed og intersubjektivitet, derfor er det også nødvendigt at man inddrager sig selv som subjekt i relationen til den anden. Den dialektiske relations tanke forstår mødet mellem individerne som en vekselvirkning mellem parterne, således forstået at anerkendelse og subjektive refleksioner går begge veje i relationen. Vi påvirker hinanden i en konstant transaktionel proces. Den enkeltes adfærd påvirker ikke alene den anden, den enkeltes selv bliver ligeledes påvirket af sin adfærd i mødet med den anden. Denne funktion ved relationen er værd at have med i betragtningerne af hvilken rolle og funktion man påtager sig i relationen til den anden. I forlængelse af dette må det være nødvendigt at nævne en afgørende pointe i den terapeutiske behandling. Den anden skal ikke tænke på hvordan pædagogen lever sit liv, da der netop skal være plads til at fordybe sig i sit eget selv. Derfor kan trøst, påtrængende råd og referencer til eget liv, for dermed at hjælpe klienten, i sidste ende være distraherende og vildledende. At være til stede som subjekt betyder således ikke at være til stede som ven eller lignende. At være tilstedeværende som subjekt betyder, at pædagogen er en afgrænset person, har en anden bevidsthed, har eget subjektivt center for selvoplevelse og oplevelse af den anden. Det er denne “bevidsthed” den anden kan profilere sig imod, ikke pædagogens private oplevelser.” (ibid:232) Dialektikken påminder individerne om at de fungerer som både subjekt og objekt i en proces sammen, som der kort er beskrevet lidt længere oppe i opgaven. Subjekt siden og objekt siden er dele af en helhed, de siger noget omkring hinanden og de bruger hinanden. Individet kan opleve sig selv udefra som et objekt, men samtidig er det også et oplevende subjekt. I dialektikken kan man altså ikke forstå individet som enten-eller, men som et både-og, når !49 man skal forstå det i relation til andre. Dialektikken er fyldt med modsætninger og paradokser, et eksempel på dette kan ifølge Schibbye være: Vi som individer har behov for den andens anerkendelse, men samtidig vil vi ikke anerkende den anden. Paradokset er her, for at føle os selvstændige, ved hjælp af anerkendelse, må vi først om nødvendigt blive uselvstændige. Med dette forklarer Schibbye at individet er nødsaget til at være afhængig af et andet individ, på baggrund af den anerkendelse som vi kan modtage (Ibid: 36-37). Schibbye snakker om anerkendelsens 5 delelementer: lytning, forståelse, accept, tolerance og bekræftelse. De er alle 5 delelementer som indgår i et samlet hele, de er i sammenhæng og de er med til at skabe hinandens forudsætninger, altså de er dialektiske. Forståelse er tæt forbundet med evnen til at lytte. Man kan ikke forstå det man ikke har hørt (ibid:238). Kierkegaard skriver således: “For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere end han - men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaaer. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min MereForstaaen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gøre min Mere-Forstaaen gjældende, saa er det, fordi jeg er forfænelig eller stolt, saa jeg i Grunden istedetfor at gavne ham egentligen vil beundres af ham.” (ibid:253) At høre er dog nødvendigvis ikke det samme som at lytte, når man lytter, i en terapeutisk forstand, hører man mere end det verbale budskab, man hører også hvad der ligger bag ordene. I selve processen at lytte, er det vigtigt for pædagogen at bevare det subjektive syn på den anden, således at pædagogens egne forudindtagede holdninger og fordomme holdes udenfor. Pædagogen må i stedet arbejde med en åbenhed overfor den anden og med et konstant fokus på egne selv processer. Således undgår pædagogen at høre egne objekter og i stedet hører den anden (ibid:241). Accept, tolerance og bekræftelse virker intervenerende i kraft af, at den anden føler retten til og ejerskab for egne oplevelser. Disse følelser opnås ved at pædagogen ikke dømmer og !50 bedømmer den andens oplevelser, men møder dem med forståelse og respekt. Således bliver det muligt for den anden at forbinde sin selvoplevelse men noget andet i pædagogen (ibid: 262). 8.3.1 Delanalyse Vigtigheden i at arbejde med relationer i forhold til den valgte målgruppe, er blandt andet på baggrund af individets selvbevidsthed, som ifølge Schibbye først kan ske når individet har noget at stå i forhold til, altså et andet individ. En af de essentielle ting ved at være selvbevidst, er at de unge bliver i stand til at reflektere omkring dem selv, ud fra deres eget og andres syn på dem. I forlængelse med dette er der også beskrevet af pædagogen i vores interview, at relationer er et redskab som pædagogen kan bruge til at udvikle de unge. “Jeg forstår relation som et redskab der kan bruges i udvikling med vores drenge . Det kan være at en dreng har haft mange magtanvendelser inden han kommer til os. Jeg vil gerne opbygge relation til denne dreng ved at vise ham at man godt kan være vred og udadreagerende uden man bliver eksempelvis fastholdt når man har det svært.” (Bilag 1) Dette kan være i forhold til tidligere negative oplevelser med voksne, eller andre uønsket episoder som den unge har mødt igennem livet. Så for at den anbragte unge og for den sags skyld også pædagogen kan udvikle sin selvbevidsthed, er de afhængige af hinanden, da det er i fællesskab at denne udvikles. For at forstå den anerkendende relation som Schibbye snakker om, er det en nødvendighed at se på individet som både et objekt og et subjekt. Den almene forståelse af anerkendelse hvor der fokuseres på ting som på belønning, beundring eller at blive betragtet som en person der skiller sig bemærkelsesværdigt ud fra andre, er i forhold til denne målgruppe ikke fyldestgørende nok i forhold til behandlingen med dem og forståelsen af dem. !51 Schibbye omtaler 5 delelementer i anerkendelsen, som alle hænger sammen i en helhed og de er med til at skabe hinandens forudsætninger. De 5 delelementer som hun beskriver er også nævnt tidligere i opgaven, det er: lytning, forståelse, accept, tolerance og bekræftelse. Pædagogen skal ikke bare høre efter, som man kan forbinde med ordet lytning, her er det en nødvendighed at læse det i mellem de sagte ord fra den unge, for bedre at forstå dem. Udover at læse det i mellem de talte ord, skal pædagogen også bevare et subjektivt syn på den unge, så de ikke er “farvet” på baggrund af egne erfaringer/tanker/holdninger. Forståelse er tæt forbundet med det at lytte, hvis pædagogen ikke lytter/hører på den unge, kan det give nogle vanskeligheder i forbindelse med forståelsen af den unges gøren og ageren. Et vigtigt perspektiv i relationen er at den unge og pædagogen har ligeværd i den, dette skal dog ikke forstås som om, de nødvendigvis er ligeværdige, men at de hver især har ret til deres egne oplevelser og virkelighed. Dette skal forstås som, at begge kan have deres forskellige “sandheder”, og det modsatte individ respekterer og accepterer dem. Dette kan også sættes i forbindelse med det som pædagogen siger i interviewet omkring at være autentisk og nærværende i mødet med den unge. Man skal som pædagogen være reel og respektere de unges syn på omverdenen. “Det er også vigtige at være autentisk, ikke bange for at tage konflikter, at være nærværende det er nogle af grundpillerne i at opnå en god relation i sit pædagogiske arbejde.” (Bilag 1). 9 Sammenfatning Foucault ser det moderne samfund som styret gennem magtrelationer. Gennem disse magtrelationer bliver de unge underkastet og skabt ud fra samfundets normer og sandheder. Samfundet skal altså ses som styrende for de sandheder de unge efterlever, og skaber deres identitet ud fra. Foucaults samfund skal ikke forstås som et undertrykkende regime, men en vedvarende, naturlig og positiv påvirkning rettet mod individernes sociale og fysiske legeme. !52 Som følge af den øgede refleksivitet og den aftraditionalisering der ses i Giddens senmoderne samfund, er der sket en frisættelse af de unge. Med frisættelse menes det, at de unge skal ses som et såkaldt refleksivt projekt, der skal konstrueres gennem deres (refleksive) fortælling om sig selv. Giddens selvidentitet forstås som en individualisering af individet, hvilket betyder at selvet alene har ansvaret for sig selv, egne handlinger og konsekvenser, altså styret gennem selvrefleksion. Dette står i kontrast til Foucaults billede på det frisatte individ. Hvor Giddens mener at individet har kraften til at skabe sig selv, er Foucault i den overbevisning, at individet altid vil blive skabt ud fra ydre påvirkninger, dog stadig gennem en indre styring, såkaldte subjektiveringsprocesser. Foucaults individer er i modsætning til Giddens styret af en subjektiverende, underkastende og objektiverende magt. Foucaults identitetsbillede handler altså om, at de unge får deres identitet ud fra ydre magt påvirkninger, en underkastelse af de sandheder der bliver fortalt om dem. Man kan tale om, at selvet er installeret gennem styringer, at den moderne frisættelse styrer de unge i retning mod bestemte positioner, og derfor ikke er frisat ud fra samme præmis som hos Giddens. De unges identitet bliver af Bent Madsen beskrevet som en relation mellem mennesket og den sociale omverden. En sådan forståelse placere identiteten i relationen mellem pædagogen, institutionen og brugeren. Hvordan de unges identitet udvikles, forstås som afhængig af de relationer de unge indgår i. For at kunne arbejde konstruktivt, reflekteret og udviklende med de unges selvidentitet, må det derfor være nødvendigt at se på disse relationer. Det narrative selv beskriver hvordan de unge er i stand til at forme det personlige og særlige og giver de unge mulighed for at træde i karakter. Hvilket forstås således, at identiteten bliver forankret i narrativer. Identiteten udgøres af et kompromis, mellem det andre siger om den unge og det den unge siger om sig selv. Flemming Andersen deler disse forståelser af identitet. Det er i relationerne og den narrative fortælling vores selv og identitet formes. Personlighed og individualitet er derfor ikke !53 indlejret i mennesket. Vores faglige identitet er også forankret i narrativer og udspringer af kompromisser via det andre siger om os og det vi siger om os selv. Ifølge Andersen er det den komplementære relation vi skal arbejde os hen imod med hinanden og med de unge, men kun gennem anerkendelse af hinandens historier og individualitet, kan en komplementær relation opleves. Den komplementære relation har også forbindelse til det fælles tredje. Den viden tilknytningsteorien kan tilbyde pædagogen i forhold til at forstå de anbragte unge, ses som et nødvendigt værktøj i arbejdet med relation og identitetsdannelse. De anbragte unges “bekymrende” identiteter forstås som værende præget og styret ud fra den tidlige tilknytning og de repræsentationer de indre arbejdsmodeller giver dem gennem livet. Således må der, ud fra forståelsen af refleksiviteten og disciplinerne inden for institutionen, arbejdes med at give de unge nye repræsentationer at reflektere over, for således at internalisere nye narrative fortællinger og om sig selv. I forlængelse af dette står mentalisering som en nødvendighed, da en velfungerende mentaliseringsevne er grundlag for at den unge kan forstå og reflektere “rigtigt” over eget indre og andres reaktioner på på den unge. En velfungerende mentaliseringsevne kan således sættes i perspektiv til den unges narrative fortælling og deres “jeg” og “mig”, som vi ser det beskrevet i opgaven. At arbejde med de anbragte unges mentaliseringsevne, med afsæt i den tilknytningsforståelse der knytter sig til det enkelte barn, ses således anvendeligt i et relationelt identitetsarbejde på behandlingshjemmene. Schibbye beskriver anerkendende relationer som værende nødvendige i arbejdet med de unge, fordi selvbevidsthed bliver skabt i forbindelse med relationer, og at selvbevidstheden først er stedfindende i kraft af erkendelsen af en anden selvbevidsthed. De unge har altså muligheden for at blive et selvreflekterende individ i relationen til en anden, hvilket betyder at de kan forholde sig til sig selv som individ og samtidigt observere sig selv udefra. Her har de unge brug for en fungerende mentaliseringsevne for at kunne dette, som beskrevet tidligere i sammenfatningen. Ved ligeværd i relationen skal der forstås at begge individer i en relation, har lige ret til deres egen opfattelse af verdenen, og at den anden i relationen skal give accept og respektere dette, så de unge bliver bedre og mere trygge i at sige eller forklare, hvad de ser eller oplever i deres liv. !54 10 Konklusion Det overordnede mål med opgaven, har været at undersøge og afdække hvordan vi kan forstå anbragte unges identitetsudvikling i et senmoderne samfund, og hvordan vi som pædagoger kan støtte de unge, i denne udvikling gennem anerkendende relationer. I dette afsluttende afsnit vil vi samle op på hovedresultater fra de tre overordnede afsnit af opgaven for således at besvare problemformuleringen. Ud fra opgavens forståelse af det senmoderne samfund er det i høj grad de unges refleksive arbejde med sig selv, der bør være afgørende for praksis, og ikke internalisering af socialt givne normer, moralske regler og adfærdsmønstre. Det vigtigste må være den enkelte unges selvrealisering og opbygning af selvidentitet. Arbejder pædagogen ud fra denne forståelse må praksis således anerkende individet som vidende, kyndigt og refleksivt handlende og metoderne bør afspejle dette. Samtidig og i kontrast til dette, ses magten og disciplinerne afgørende for hvordan de unge refleksivt har mulighed for at gå ind og arbejde med sig selv. En forståelse af hvordan samfundet, institutionerne og pædagogerne med afsæt i magten og disciplinerne er med til at skabe forskellige spor de unge kan bruge i fortællingen om dem selv er nødvendig. Den kan konkluderes at for at støtte de unge i deres identitetsudvikling ses det nødvendigt for os som pædagoger at have for øje at relationsarbejdet er en krævende men afgørende faktor indenfor arbejdet med at styrke individets selvudvikling og identitet. Vores identiteter er forankret i narrativer, og udgøres af et kompromis mellem det der bliver sagt om individet og det individet fortæller sig selv. Selvudviklingen fremmes ved at affekter og oplevelser kan deles i relationen. To subjekter med lignende oplevelser, som samtidig er forskellige er udgangspunkt for selvudviklingen. Gennem subjekt-subjekt relationen bliver det muligt at se hvilke affekter der tilhører individet, hvad der er fælles og hvorledes de er forskellige. Det kan ydermere konkluderes at den optimale relation er den komplementære relation som opnås via anerkendelse af hinandens historier og individualitet. Denne relation hænger sammen med det fælles tredje. Det fælles tredje er central for individets udvikling i !55 relationen, for når individet orienteret sig om noget udenfor og forholder sig til andet og mere end sig selv, vil relationen blive produktiv. Anerkendende relationer ses afgørende for at kunne nå ind til og arbejde med de unge i senmoderniteten. For at pædagogen kan gå ind og arbejde støttende i den unges udvikling, er det en nødvendighed ikke at være farvet af sin egen “virkelighed” og erfaringer, men at man som pædagog er åben over for den unges syn på verdenen. På den måde bliver der skabt noget tryghed hos den unge, til at turde stole på sig selv og sin opfattelse af hvad der sker omkring dem i deres liv, dette kan sættes i sammenhæng med mentaliseringsevnen. Derudover er det også en nødvendighed at der er et ligeværd i relationen mellem den unge og pædagogen, så der er “plads” til dem begge to og deres syn på tingene. Pædagogen skal ikke trumfe igennem med sin mening og diktere hvad der er rigtigt eller forkert, da tingene kan se helt anderledes ud i den unges øjne. Hvilket kan sættes i forbindelse med at man som pædagog skal se den unge som både et objekt og subjekt, de unge er ikke blot en diagnose eller et stemplet individ som kan studeres, men er også et subjekt som har egne tanker om livet, sig selv og andre omkring det. Ud fra alt dette forstås en nødvendighed i at forholde sig kritisk vurderende og reflekterende over for de normer pædagogikken læner sig op ad samt en indsigt i og forståelse for de individuelle unge der arbejdes med på behandlingshjem rundt om i Danmark. Først ved at forstå hvordan og med hvem pædagogen står i relation til bliver det muligt at støtte de “bekymrende” identiteter i at finde nye mulige selvfortællinger og selvforståelser. !56 11 Litteraturliste Andersen, Flemming: “Relationen, det fælles tredje og det personlige narrativ” i Ritchie, Tom: “Relationer i teori og praksis - perspektiver på pædagogisk tænkning”. Billesø & Baltzer 2010, 1. oplag Andersen, Heine og Anders Bo Kaspersen: “Klassisk og moderne samfundsteori” Gyldendal Akademisk Forlag 2007, 4. oplag. Broberg, Anders m.fl.: “Tilknytning i praksis - Tilknytningsteoriens anvendelse i forskning og klinisk arbejde” Hans Reitzels Forlag 2010, 1. oplag. Giddens, Anthony: “Modernitet og selvidentitet”. Hans Reitzels Forlag 2002, 6. oplag. Heede, Dag: Det tomme menneske – Introduktion til Michel Foucault. Museum Tusculanums Forlag 1992 Hermann, Stefan: “Anthony Giddens - et bud på en moderne dannelsesstrategi på senmoderne vilkår” i Pedersen, Peter Møller og Søren Gytz Olesen: “Pædagogik i sociologisk perspektiv” ViaSystime 2012, 2. oplag. Kaspersen, Lars Bo: “Anthony Giddens - Introduktion til en samfundsteoretiker” Hans Reitzels Forlag 1998, 2. oplag. Kvale, Steiner: “Interview - En introduktion til det kvalitative forskningsinterview” Hans Rietzels Forlag 2005, 12. oplag. Madsen, Bent:” Socialpædagogik - integration og inklusion i det moderne samfund”. Hans Reitzel Forlag 2005, 9. oplag. Petersen, Kirsten Elisa: “Viden om anbragte børn og unge i døgntilbud”. Socialpædagogernes Landsforbund, november 2010. Schibbye, Anne-Lise Løvlie: “Relationer - Et dialektisk perspektiv på eksistentiel og psykodynamisk psykoterapi”. Akademisk Forlag 2010, 2. udgave, 1. oplag. Wallroth, Per: “Mentaliseringsbogen” Hans Rietzels Forlag 2011, 1. oplag. 11.1 Hjemmesider Dato og tid for alle hjemmesider: 12. juni 2015 kl. 12:00 Forsidebillede: http://fair-science.blogspot.dk/p/who-i-am.html !57 Billede 2: http://livigiddensblog.blogspot.dk/2011/11/who-is-giddens-and-what-are-his-key.html Billede 3: https://en.wikipedia.org/wiki/Michel_Foucault#/media/File:Foucault5.jpg Billede 4: http://www.inklusionsakademiet.dk/netvaerket/bent-madsen/ Billede 5: http://www.haslebo-partnere.dk/view.php?template=normal&page_id=69 Billede 6: http://www.denstoredanske.dk/@api/deki/files/3273/=36609452.jpg Billede 7: http://www.universitetsforlaget.no/Bli-forfatter/Vaare-forfattere/Anne-Lise-Loevlie_Schibbye Ankestyrelsen http://www.ast.dk 12 Bilag 1 !58
© Copyright 2024