Referat fra generalforsamling april 2014

Generalforsamling d. 26. april 2014 på Friskolen Skallerup
Referent: Christina T. Sørensen
Dagsorden for generalforsamlingen:
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
8.
Valg af dirigent
Bestyrelsen aflægger beretning
Bestyrelsen forelægger den reviderede årsrapport til orientering
Valg af bestyrelsesmedlemmer i forældrekredsen
Valg af bestyrelsesmedlemmer i skolekredsen
Valg af suppleanter i henholdsvis forældrekreds og skolekreds
Indkomne forslag
Eventuelt
Referat
1. Valg af dirigent
Rikke Dietz valgt som dirigent, og konstaterer at der er indkaldt i overensstemmelse med skolens
vedtægter.
2. Bestyrelsen aflægger beretning
Formand Hans Peter Wolsing fremlægger på bestyrelsens vegne beretningen. Se bilag: Bestyrelsens
beretning
Skoleleder Poul- Martin Michno gennemgår tilsynsførende Jørgen Dyrskjøt Thorsens tilsynsrapport.
Rapporten vil kunne ses på skolens hjemmeside.
3. Bestyrelsen forelægger den reviderede årsrapport til orientering
Formand Hans Peter Wolsing gennemgår den reviderede årsrapport, denne med et resultat på et
overskud på knapt.112.000 kr. Den samlede årsrapport vil ligeledes være at se på skolens hjemmeside.
4. Valg af bestyrelsesmedlemmer i forældrekredsen
Christina Sørensen og Rikke Dietz enstemmigt valgt
5. Valg af bestyrelsesmedlemmer i skolekredsen
Jan Breivik enstemmigt valgt
6. Valg af suppleanter i henholdsvis forældrekreds og skolekreds
Marlene Egelund enstemmigt valgt af skolekredsen
Mikael Larsen enstemmigt valgt af forældrekredsen
1
7. indkomne forslag
Ingen
8. Eventuelt
Der opfordres til at deltage i et musikalsk arrangement i Hjørring, hvor overskuddet går til 7.-8. klasses
lejrskole. Se hjemmesiden og FB.
Årsberetningen fra friskoleforeningen findes på skolen i papirform, hvor man er velkommen til at tage
et eksemplar.
Opfordring til at læse og dele stillingsopslaget på hjemmesiden og FB.
Der opfordres til at man mødes i de forskellige forældreudvalg, vælger en som kontaktperson (der ikke
er bestyrelsesmedlem), og at kontaktpersoner mødes med bestyrelsen for en videre samlet
koordinering af de forskellige arbejdsopgaver.
2
BILAG
Beretning til Friskolen Skallerups ordinære generalforsamling lørdag den 26. april
2014
Velkommen til denne 5. ordinære generalforsamling i Friskolen Skallerup.
Som sædvanligt ser vi tilbage på et aktivt år, med mange begivenheder og mange aktiviteter. Faktisk så
mange at det er umuligt at omtale dem alle i den beretning. Vi har i bestyrelsen – og jeg har som formand valgt at fokusere på de begivenheder, der har betydet mest, og så selv om de ikke alle er lige synlige for alle
forældre og alle børnene.
En ting, der måske ikke har været så synligt – forhåbentligt helt usynligt for børnene – er friskolens
økonomi. På sidste års generalforsamling måtte vi jo konstatere et underskud, på den forkerte side af
200.000 kr. så det lå klart i kortene, at der skulle fokuseres på det.
Vi vedtog også sidste år en stigning i forældrebetalingen, som et af mange punkter, der skulle igangsættes
for at genoprette økonomien. Det var ikke med glæde, men en nødvendighed.
Og nu skal vi ikke holder jer hen med spænding længere…. Det er lykkedes, vi har nu overskud på driften på
godt 100.000 kr. Så det er lidt af et ”turn-around”, vi har været igennem.
Vi har haft uforudset indtægter, eller rettere besparelse, i forbindelse med lockouten, men også uforudsete
udgifter i forbindelse med afskedigelse af vores tidligere skolesekretær.
Primært er økonomiens bedring en følge af hele tiden at holde fokus på økonomien, sparsomlighed i
dagligdagen med både forbrugsmaterialer og investeringer, og løbende opfølgning.
Vi har også gjort meget for at få det fornødne overblik, og vi har måttet træffe svære og ubehagelige
beslutninger.
Vi valgte at sige farvel til vores daværende revisionsfirma, da vi ikke følte vi fik den tilstrækkelige
rådgivning, og en grundig nok fokusering på vores økonomistyring. Vi har derfor skiftet til Revision Limfjord,
som godt nok ikke udmærker sig ved at bo lige om hjørnet, faktisk har de kontor i Thisted, men de har
forstand på friskolers økonomi , og vi har ved deres hjælp fået ryddet op i vores administration og
bogholderi, hvor vi også måtte skride til den svære beslutning og skride til afskedigelsen af vores
daværende skolesekretær. Dette er også en del af at drive skole.
Vi har nu ansat Else Schiøtt som skolesekretær, og der er nu en sikker hånd på de administrative
udfordringer.
Vi er lidt stolte af den positive økonomiske udvikling, selv om vi må erkende, at det jo ikke er en guldgrube
at drive friskole. Man skal hele tiden optimere på driften, og hele tiden være vågen - både med hensyn til
mulige besparelser og investeringer.
Det er faktisk også derfor vi i årets løb, har foretaget for os to relativt store investeringer.
3
Vi købte restlagret, bøger, hæfter, inventar mv. fra den tidligere Hjørring Friskole, der jo desværre lukkede,
og vi har købt vores egen bus.
Materialerne fra den tidligere friskole vil vi kunne få gavn og glæde af i de kommende år, til en helt anden
pris end f.eks. nyindkøb af et helt sæt engelsk bøger – i samme serie som vi brugte i forvejen – vil løbe op i.
Bussen er måske ikke en stjerne god forretning, men den skal, som minimum, nok løbe rundt. Vi har set
grundigt på vores forbrug på busleje fra Hjørring turistfart – til kørsel til svømning, til Hjørring, og hvad vi
ellers har haft brug for, og ved at eje vores egen bus går det stort set lige op. Bussen, der nu snart forsynes
med sponsor -annoncer, vil først og fremmest betyde noget for vores fleksibilitet. Vi kan køre børn til
Nordkraft Ordfestival i Aalborg, som her for nylig, eller køre SFO børn på stranden, når vejret er til det, og
når vi har lyst. Og vi er så heldige at vi har 2 chauffører blandt vores personale, nemlig Ronnie og Poul
Martin. Så det er jo super heldigt, for ingen af dem blev spurgt om buskørekort til ansættelse samtalen!
Nå, men med økonomien i rimelig god gænge lægger vi ikke op til forhøjelser af skolepengene i denne
omgang, og dog! For vi lægger op til en meget lille forhøjelse i SFO betalingen. Som sagt trimmer vi
løbende økonomien, og holder øje med små forbedringsmuligheder og små muligheder for besparelser. Og
vores nye revisor har påpeget, at vi ikke får fuldt statstilskud til SFO-delen, fordi vores forældrebetaling er
for lav. Den er dog ikke meget for lav, så en beskeden prisstigning på 50 kr. om måneden skulle kunne give
os fuldt statstilskud. Det har bestyrelsen valgt at gennemføre.
En anden tilpasning – og det er jo bare et fint ord for afskedigelse – har vi gennemført i juniorklubben.
Når vi fra bestyrelsens , samt ledelse og medarbejdernes side, har fokuseret på økonomi og været særdeles
påholdende med nyanskaffelser og indkøb af undervisningsmaterialer, så måtte vi erkende at det desværre
ikke var muligt at opretholde 4 medarbejderstillingr til den del af skolens virke. Vi skal ha’ ansat en
medarbejder – en lærer på fuld tid , fra den 1. august, og der skal være råderum, økonomisk, til det og til
de bestræbelser vi på den kommende udskoling.
Så overvejelsen var altså at vi ikke synes det ville være forsvarligt med en meget ”besparet”
undervisningsdel til fordel for en mere rummelig pasningsdel. Vi er trods alt en skole, og det er ikke fordi
begge dele ikke er vigtige, for det er de!, men igen… der skal være balance og økonomisk rationale i det
hele og sorte tal på bundlinjen, for ikke at komme på ministeriets observationsliste.
Det var derfor nødvendigt at sige farvel til Tine, som har gjort det godt, og som børnene var super glade
for, men igen. Det er også en del af at drive skole.
Nå, men det er ikke økonomi det hele, selv om det har fyldt godt i året der er gået.
Personalemæssigt er der jo også sket en del. Vi har fået 2 nye lærere MajBritt og Mads, og vi har som
tidligere omtalt fastansat Mette (Nielsen). Vi fandt også ud af i årets løb at vi faktisk er så stor en skole, at
vi, ifølge reglerne, skulle udpege en souschef for skolen. Det har vi gjort, og det blev Bodil Møller Jensen, i
daglig tale Bodil, som vi har betroet dette ansvar.
Poul Martin tiltrådte 1. august, efter vi i en måned ikke helt havde en skoleleder. I den periode var jeg
konstitueret skoleleder – for man skal ha’ en – og det gav egentlig et godt indblik i, hvor mange
arbejdsopgaver, der påhviler en skoleleder.
I løbet af juli måned nåede jeg at lave administrativ afslutning med ”Børns møde med kunsten”, hvor vi jo
fik tilskud til skuespillerassistance til vores dobbelt forestillinger om egnes historie, jeg fik forhandlet
4
vagtplan med SFO/klub medarbejderne, en revideret ansættelses- og løn aftale med en af medarbejderne,
fik snakket sommerpasningsaftale med en freelancer, og ærgret mig over vi brugte lønkroner for at passe
børn, der ikke kom, fik kæmpet en forgæves kamp i en mindre forsikringssag med Hjørring kommune, fik
organiseret en ekstern it konsulent, der kunne genskabe en del materiale, der tilsyneladende var
forsvundet med den tidligere skoleleder, og ja -egentlig en hel del mere.
Så der er nok at lave som skoleleder. Det man skal tænke på er, at jeg var ”skoleleder” i en periode, hvor vi
faktisk næsten havde lukket! Der var ingen børn i skole, de fleste lærere var også på ferie – ja nogen kan
man ikke helt holde væk – men der var stort set ingen og alligevel, var det faktisk næsten et halvtids
arbejde, og alt det jeg kunne udskyde til Poul Martin tiltrådte gjorde jeg.
Så lad mig bare sige det helt klart og tydeligt. Det er et kæmpe arbejde at være skoleleder, og du har gjort
det fantastisk godt Poul Martin! Du startede på, hvad vi troede var et job, der skulle køre videre på sikre
administrative rutiner, og der gik ret lang tid før du bare kunne få en e-mail adresse, eller finde noget af det
administrationsgrundlag vi burde havde haft, men som ikke var der. Der har været et kæmpe arbejde, som
vi siger dig stor tak for.
Så hvis I som forældre til tider har tænkt, ”det er måske ikke så meget vi ser til den nye skoleleder”, så har
det altså sin naturlige forklaring i en helt ekstraordinær kæmpe stor udfordring.
Det er faktisk ikke så let at drive skole.
Men vi lærer det langsomt, og som Poul Martin sagde til afslutning af arrangementet for nylig med Frank
Eriksen – bonderøven - man kan gøre sig umage. Det kan alle og det gør du også PM, og det prøver vi som
bestyrelse at gøre, og vi kan mærke at skolens personale også gør sig umage.
Mere kan man jo næsten ikke forlange. Og langt, langt de fleste forældre gør sig umage med at støtte op
om skolen, at støtte op om børnenes skolegang, at deltage i arbejdsgrupper, at deltage i arbejdslørdage, at
føde børn til skolestart i de kommende år (det er bestemt også vigtigt!), men der er også nogle gange
enkelte forældre, der er lidt uhensigtsmæssige.
Rent personlig blev jeg vred i september måned.
Det er egentlig sjældent jeg bliver vred, for normalt er jeg i godt humør.
Men i september blev jeg vred over kasket debatten. Ikke debatten i sig selv, jeg er faktisk meget tilhænger
af fri debat, og at vi sammen skal finde ud af,n hvordan vores skole skal indrettes og hvad vores værdier
egentlig er i praksis. Vores værdigrundlag siger det jo meget overordnet og velformuleret, men når det
kommer til praktisk daglig dag, tager det jo ikke højde for alt.
Men det var tidspunktet og måde det foregik på. Måske blev jeg for vred til det klassemøde jeg deltog i, der
er jo elever der efterfølgende har skiftet skole, men jeg synes simpelthen bare tidspunktet var så urimeligt.
I starten af et skoleår, med frister for elevregistrering i undervisningsministeriet, men en ny skoleleder ,der
mere eller mindre har overtaget kaos, så skulle man pludselig i presse og på alle møder tale om børns
hovedbeklædning. Det var jeg godt nok træt af. Jeg blev ringet op på mit arbejde af landsdækkende
fjernsyn, der gerne ville filme os og børn med kasket, og skulle i avisen læse om, hvor gammeldags og
konservative vi var.
5
Jeg var faktisk så vred at jeg var på vej med et forældrebrev med overskriften ”Bilka forældre”, men det
synes mine kolleger i bestyrelsen, at det måske var lige stærkt nok, så jeg bed det i mig igen.
Jeg vil blot, nu med blodtrykket i ro, stilfærdigt anmode alle om ikke at betragte skolen som en forretning,
hvor man blot kan henvende sig i ”kundeservice”, hvis man er utilfreds med noget.
Man må gøre noget selv, og det gør langt de fleste heldigvis i stor stil – Der er ikke noget der er bedre som
formand for en bette skole, at se forældre på en arbejdslørdag møde med den store værktøjskasse, i form
af rendegravere, traktorer, minigraver og hvad den slags grej ellers hedder.
Der er virkelige mange, der har ydet en fantastisk indsats i forbindelse med skolen. Men måske enkelte, der
godt kunne yde lidt mere. Når man sidder hjemme i sofaen lørdag, efterlader man jo mere arbejde til de
øvrige.
Langt de fleste forældre bidrager flot: Synergivejen med multibane mv., skater-rampe, de mange forældre,
der har meldt sig til deltagelse i de nyligt nedsatte arbejdsudvalg: Markedsførings- og PR gruppen,
Sponsorgruppen, Skolekredsgruppen og Eventgruppen. Sidstnævnte og folkene - ikke mindst kvinden bag
Bonderøvsarrangmentet, skylder vi sammen med alle andre frivillige en stort tak. Tak for indsatsen. Det er
sgu friskoleforældre der vil noget.
Verden omkring os forandrer sig lynhurtigt. Meget af det er efter vores vurdering ikke til det bedre…
Vi , primært Poul Marin, har deltaget i informationsmøder vedr. den nye folkeskole, og der er jo meget i
gang. Men det gode at det er, at vi bestemmer i og for sig selv, om vi vil ændre noget.
Folkeskolen skal nu indføre heldagsskole, tvungen inklusion, nye arbejdstidsregler for medarbejderne –
hvilket de mange steder er ret sure over, afskaffelse af SFO stort set, i hvert fald i Hjørring Kommune.
Og man har ansat et amerikansk konsulentfirma til at overvåge det hele…
Det er vi heldigvis fri for herude, vi bestemmer selv, hvordan vi vil tackle udfordringerne og har ingen
Antorini eller lign. til at bestemme over os.
Vi er naturligvis ikke upåvirkelige af resten af samfundet. Lockouten af lærerne sidst forår er et godt
eksempel på, hvordan man lige pludselig kan blive inddraget i noget, som man ikke er en del af. Og de
fejltrin af historiske dimensioner, der efter min vurdering blev begået, vil sikkert også i de kommende år på
godt og ondt, smitte af på vores lille friskole.
Men samfundet ser os jo også i kortene, og det er vi da heller ikke bange for. Der er jo også en lovgivning
om friskoler. Vi har derfor endnu en gang fået en rapport fra vores tilsynsførende Jørgen Dyrskjøt Thorsen,
der har aflagt skolen flere besøg i årets løb.
Konklusionerne gennemgås efter denne beretning, vi har modtaget en præsentation af rapporten, da vores
tilsynsførende er på Sjælland i denne weekend.
En beretning er jo tit lidt bagud skuende, men hvis vi skal se lidt frem, synes jeg faktisk det ser ret godt ud
for vores lille skole.
6
Planerne for den kommende udskoling ser bare spændende ud, det er efter vores opfattelse i bestyrelsen
langt foran det man med rimelig kan forvente.
Beskrivelsen af vores udskoling er på mange måder meget rammende udtrykt i en kommentar på Facebook
den 9. april. Det er skrevet af Christina, der også er med i bestyrelsen, og hun skriver
CITAT:
”Hvis ikke man har set TV2 nyheder her til aften, så er det værd at tjekke op på...(drop det traditionelle
skoleskema i dansk, mat og eng og arbejd meget mere projektorienteret -opfordrer eksperterne)....-jamen
var det lige vores udskoling der blev beskrevet der;-). Vi har da godt nok lige en omgang lærere, der er
nytænkende og med i første række på friskolen Skallerup,- og om nogle måneder bliver det virkelighed for
en masse elever også. Jeg bli'r så stolt af det hele, og glad indeni.”
Jeg er enig med Christina, det bliver godt!
Vi kan også være ret optimistiske med vores elevtilgang, der ser ret fint ud. Der flytter naturligvis en gang i
mellem nogen, af den ene eller anden årsag, men der kommer også nye til.
Jeg tror vi runder de 100 elever til næste skoleår. Det bliver i hvert fald tæt på.
Der kommer 10 elever fra børnehaven, som vi i øvrigt har set super godt samarbejde med. Så det kan man
kun glæde sig over.
Vi får også løbende nye elever, som overflyttes fra andre skoler, og således har vi nu 14 elever med mere
end 12 km til skolen.
Det er vores håb at disse nye elever og forældre vil falde godt til herude, og i øvrigt blande sig i skolens
daglige liv, og vi ser også meget gerne ”nye forældre”, i mangel på bedre ord, stille op til bestyrelsen. Vi
skulle gerne dække alle forældre og alle interesser.
Når vi taler om bestyrelsen, så har Steen Sahlgren valgt ikke at genopstille. Steen forbliver aktivt i
markedsføringsgruppen, og de øvrige ting han har blandet sig i. Men Steen, som desværre ikke kan være
her i dag, har den holdning, at vi løbende skal fornye os i skolen. Det er jeg personligt ret enig i. Jeg skal
heller ikke være formand til evig tid! En af ”farerne” ved friskoler er, hvis de oprindelige ”ildsjæle”
pludselig trækker sig tilbage på samme tid, enten fordi deres børn skal til at forlade skolen, eller fordi
energien er brugt op.
En kæmpe og særlig tak skal fra min og den øvrige bestyrelsesside lyde til Steen, som jeg håber læser det
her bagefter. Jeg tror ikke den her skole, havde været her, hvis ikke det var for Steen! Vi lægger derfor op til
en fornyelse, når vi kommer til valget af medlemmer til bestyrelsen, senere på dagsorden.
Der er mange andre ting, der burde havde været med i den beretning. Men året har været utroligt aktivt,
og det må nødvendigvis være lidt overfladisk, når man på 20 min. skal gennemgå 90 børns daglige skoleliv
bakket op af 12 medarbejder, et lokalsamfund og en masse andre dejlige mennesker som vil vores skole det
godt.
Hvis man i øvrigt vil følge med i skolens liv og udvikling, vil jeg stærkt anbefale skolens facebook side. Jeg
ved godt nogen anser facebook lidt for at være et ”se nu har jeg bagt kage” -useriøst medie, og det kan det
7
sikkert også være, men det er også en let måde, løbende at illustrerer i tekst , film og fotos hvad der sker på
skolen.
Til slut en tak til sponsorer, medarbejder, personale, forældre og elever for opbakningen. Og ikke mindst til
Poul Martin og bestyrelsen en stor tak for et super godt samarbejde.
I sidste års beretningen, sluttede jeg med udtrykket: ”Sammen kan vi jo faktisk det hele….” Det mener jeg
stadig!
FRISKOLEN SKALLERUP
På bestyrelsens vegne
Hans Peter Wolsing
Formand
8