Refugiet Lolland-Falster Folkekirkelige erhvervsretræter Retræteophold for ledere - overskud og styr på dagligdagen Hvad er en retræte? En retræte er et frirum fra de daglige forpligtelser, hvor der er lejlighed til at standse op og få overblik over sit liv og få føling med sig. Hvem er jeg – hvor er jeg på vej hen – hvad er mine værdier og prioriteringer – hvad er meningen med mit liv – hvad er mine dybeste længsler? Hvordan fungerer jeg som leder? Hvordan tackler jeg de udfordringer, jeg står overfor? På disse retræter får du mulighed for at gå i dybden og få inspiration og redskaber til at løfte din dagligdag og dit arbejdsliv – for derefter at vende tilbage til dit arbejde med fornyet energi og overblik. Ideen bag retræteophold for ledere Ledere er mere udsatte end mange andre for at blive stressede og brænde ud, fordi de bliver pressede af arbejdsmængden og skal balancere mellem forskellige interesser på arbejdspladsen. Det gør ofte prioriteringen mellem arbejdsliv og privatliv vanskelig. I en sådan situation kan en retræte i stilhed med tid til at fordybe sig og få perspektiv på sit liv være utrolig helende og give ny frimodighed og overskud til de daglige opgaver. Retræterne bygger på det kristne menneskesyn, der har formet det danske samfund og tillægges stor vægt, når der tales om værdibaseret ledelse med fokus på etik og moral. Retræter bruges i dag i mange sammenhænge. Kirken har en langvarig retrætetradition med stor erfaring i meditation, som i de folkekirkelige erhvervsretræter er målrettet lederes særlige behov. Retræterne er åbne for alle. Der forudsættes ikke kendskab til retræter, og hver enkelt deltagers tro og livssyn respekteres uforbeholdent. Stilhed til fokus og fordybelse Det meste af retræten foregår i stilhed. Mobiltelefoner skal være slukkede, og vi taler ikke med hinanden bortset fra i begyndelsen og i samtalerne med vejlederne. Erfaringen har vist, at stilhed er en uvurderlig hjælp til at få føling med sig selv og holde fokus på retrætens indhold. Nogle er i starten tøvende overfor at være i stilhed, men hurtigt oplever de fleste stilheden som en befrielse og berigelse. ”Ønsker vi os ikke alle sammen lang tid, meget lang tid? Men når tiden bliver lang for os, da begynder vi at kede os og finder på noget at fordrive tiden med og forhindrer dermed tiden i at blive lang!” (Martin Heidegger) Vejledning På retræterne tilbydes en daglig individuel samtale med en af lederne. Kristen åndelig vejledning tager sit udgangspunkt i, hvor den enkelte befinder sig i sit liv og i den enkeltes deltagers ønsker til retræten. Kristne åndelige vejledere er ikke læremestre, men erfarne samtalepartnere, som gennem at lytte kan hjælpe med at afklare, hvad der er den enkelte deltagers dybeste behov og ønsker. Retrætelederne Retrætelederne er folkekirkepræster med uddannelse og erfaring i at lede retræter og være samtalepartnere. Som retræteledere medvirker Bente Lybecker (www.andeligvejledning.dk), Inge Merete Gross (www.imgross.dk), Mette Marie Trankjær (www.falkerslevkirke.dk) og Per Mollerup (www.jesusmeditation.dk). Bente Lybecker Inge Merete Gross Mette Marie Trankjær Per Mollerup Erhvervsretrætens forløb Fungerer mit indre kompas? Hvilke værdier styrer mit liv? Hvordan prioriterer jeg mellem arbejdslivet og privatlivet? Hvordan er mit forhold til andre og til mig selv? Har jeg kontakt med min indre kilde? Spiller Gud måske nogen rolle for mig i disse sammenhænge? Det er væsentlige spørgsmål, som du efter eget valg kan vælge at reflektere over, arbejde med og få perspektiv på i løbet af retræten. Efter ankomsten bliver der en introduktion til klostret og retræten og et oplæg til retræten. Efter middagen følger en introduktion til meditation og en kort fælles meditation som indledning til stilheden. Derefter foregår resten af retræten i stilhed uden indbyrdes samtale. Du vil få vejledning til at være i stilheden samt i at finde indre ro og få føling med dig selv. Du vil få mulighed for at indøve forskellige typer af meditation, så du får nogle redskaber til fortsat brug hjemme. Du får megen tid til personlig refleksion og rig mulighed for at nyde den smukke natur ved Maribo Sø. Gennem daglige individuelle samtaler med én af retrætelederne får du mulighed for at få personlig vejledning i, hvordan du får mest muligt udbytte af retræten. Flere detaljer om erhvervsretræternes forløb kan læses på refugiets hjemmeside. 2 Retrætestedet Retræterne afholdes i Sankt Birgitta Kloster, der ligger naturskønt ved Maribo sø, www.sanktbirgittakloster.dk Maribo kloster Luftfoto af Maribo Erhvervsretrætetilbud i 2014 Retræterne afholdes mandag – onsdag: Den 24 – 26. februar; 24 – 26. marts; 27 – 29. oktober og den 10 – 12. november. Pris kr. 4.900. Tilmelding og information Tilmelding på refugiets hjemmeside: www.refugietlollandfalster.dk Information: E-mail [email protected] eller Mette Marie Trankjær, tlf. 54 44 51 24 Refugiet Lolland-Falster Biskop Steen Skovsgaard, Lolland-Falsters Stift, er ophavsmand til ideen om at tilbyde retræter til erhvervslivet. Sammen med godsejer Jon Krabbe stiftede han i 2008 refugiet og var dets første formand indtil 2012. Refugiets bestyrelse Sognepræst Mette Marie Trankjær (formand), direktør Jan Fritz Hansen (næstformand), biskop Steen Skovsgaard, godsejer Jon Krabbe, fhv. ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen, fhv. rektor CBS Finn Junge-Jensen, prorektor RUC Hanne Leth Andersen, fhv. sognepræst Per Mollerup og sognepræst Elisabeth Knox-Seith. Opstarten blev støttet af EU De første 8 erhvervsretræter blev støttet af EU's socialfond, idet de blev godkendt som et sundhedsfremmende initiativ til gavn for erhvervslivet. Den erhvervsdrivende fond Refugiet Lolland-Falster C/O Lolland Falsters Stift, Bispegården, Østre Allé 2, 4800 Nykøbing F. Tlf. 54 85 02 11 – Mail: [email protected] www.refugietlollandfalster.dk 3
© Copyright 2024