En fortælling om at arbejde med relationen. ”Vi skal som voksne tage ansvar for relationen og ikke forvente, det er barnet, der skal eller kan ændre sin adfærd. ” Det var nok den vigtigste læring, vi, lærer Peter Bessermann og pædagog, Karin Laursen tog til os, da vi i foråret 2010 deltog i ICDP modul 1. ICDP er et internationalt forebyggelsesprogram, der er udformet af de to norske psykologiprofessorer Henning Rye og Karsten Hundeide og var oprindeligt udarbejdet til at forhindre omsorgssvigt i den tredje verden. ICDP står for International Child Development Programme. Den anerkendende og ressourceorienterende tilgang, der ligger bag programmet er imidlertid yderst anvendelig i professionelle relationer, så programmet anvendes nu også over hele Skandinavien i forhold til at opkvalificere relationsarbejdet hos pædagoger, lærere og andre professionelle, der arbejder med børn og unge. Centralt i ICDP er de otte samspilstemaer, som programmet er bygget op omkring. 1. 2. 3. 4. 5. 6. 7. 8. Vis positive følelser, vis at du er glad for barnet. Juster dig efter barnet og følg barnets initiativ. Tal med barnet om de ting det er optaget af og prøv at få gang i en ”følelsespræget samtale". Ros og anerkend barnet. Hjælp barnet med at samle sin opmærksomhed så I kan skabe fælles oplevelser. Giv mening til barnets oplevelser ved at vise følelser og entusiasme. Uddyb og giv forklaringer når du oplever noget sammen med barnet. Hjælp barnet med at kontrollere sig selv, ved at sætte grænser..... Underviseren på kurset var Jørgen Rønsholdt, psykolog fra Gr. Psykologer i Skive (nu Institut for Relationspsykologi). Instituttet er certificeret til at uddanne ICDP vejledere. På CfH blev kurset kaldt Samtalespejlet for at signalere, at læring kommer af at holde et spejl op foran ens sprog og adfærd i det pædagogiske arbejde, men også for at vise at vi i alle relationer spejler hinandens følelser og adfærd. Vi skal turde se i det spejl. Inden kursusstart skulle vi finde et fælles barn at arbejde med og vi valgte Tobias, en dreng på dengang 14 år. Relationen til Tobias var dengang præget af jævnlige sammenstød og vi synes begge, vi ikke helt havde fundet vejen til den gode relation. Vi oplevede, der var store udsving i dagene, at almindelige dagligdags krav som at sætte sin tallerken i maskinen eller at slukke computeren, udløste en til tider voldsom reaktion hos Tobias. Især morgenerne i skolen og spisesituationerne på elevhjem kunne være konfliktfyldte. Forældrene var forståeligt nok kede af sammenstødene og de indberetninger, vi sommetider var nødt til at skrive. De kunne ikke altid genkende den dreng, vi beskrev eller forstå det sommetider kom til en magtanvendelse. På første kursusdag fik vi første udfordring. Vi skulle på en anerkendende og positiv måde prøve at formulere hvad det var, vi gerne ville med relationen. Kunsten var her at formulere sig med et nysgerrigt og positivt udgangspunkt. Ved hver kursusgang skulle vi evaluere på, hvor vi var i processen, ligesom vi skulle optage video med ”vores barn”. Denne video skulle så vises frem og vi fik positiv videofeedback af Jørgen og vores medkursister. Feedbacken blev givet ud fra en anerkendende tilgang. Flere havde inden denne videofeedback givet udtryk for, at de ikke brød sig om at ”udstille” sig på denne måde, men de fleste havde en god oplevelse og gik nærmest helt høje derfra. I videofeedbacken fandt vi gyldne øjeblikke, noget vi begge er fortsat med at have fokus på og også huske at italesætte, når vi oplever dem, så de kommer til at fylde. Gyldne øjeblikke er der, hvor vi virkelig føler vi mødes, hvor relationen er tæt, dyb og intens. I arbejdet med vores ”fælles” barn, skulle vi hver især vælge nogle samspilstemaer, som vi gerne ville arbejde med. Vi valgte tema 1, 2 og 8, hvilket skulle vise sig virkelig at flytte noget. Specielt tema 2 blev centralt. Tobias er en dreng, hvor det emotionelle overskud er meget forskelligt fra dag til dag. Ved at arbejde med tema 2 fandt vi ud af at tilpasse kravene til det overskud, der nu engang var til stede hos Tobias. Ikke sådan at forstå at krav skulle undgås, men tilgangen til Tobias var forskellig fra dag til dag, for at vi i fællesskab nåede målet. Fx kunne vi den ene dag sige, at nu er det tid til at slukke computeren, og så skete det bare. En anden dag, var det nødvendigt at sætte sig ned ved siden af, tale lidt med ham, om det han så på og så - når relationen var etableret, stille og roligt sige, nu var det tid til at slukke. En tredje mulighed kunne være at sige, når du har været i bad, så kan du sidde ved computeren igen. Altså det at have en ”gulerod” eller som vi hellere vil udtrykke det, at bruge de i dagen naturligt forekommende glæder til at give motivation til at gøre de ting, han ikke bryder sig så meget om. Det pædagogiske arbejde er så, i mødet, at kunne fornemme, hvor Tobias er lige den dag. Undervejs i processen faldt det sådan ud, at klassen havde brug for lidt ekstra støtte og Karin fik mulighed for at bruge nogle timer på klassen, specielt om morgenen. Her tog Karin Tobias ud af klassen og lavede nogle ting med ham, der kunne motivere ham til at få startet dagen på en positiv måde. Andre morgener var det Peter, der havde alenetid med Tobias. Den gode start gav Tobias overskud til at indgå i sociale relationer med kammeraterne. I undervisnings- og samtalesituationer med Tobias gav det bonus at ”læse” hans signaler og justere efter dette og følge hans initiativ. Det betød, at vi blev meget bedre til at give ham tid og så, at han havde meget mere at byde ind med, end vi lige havde fantasi til at forestille os. Han blev hurtigt mere aktiv og målrettet i sin kommunikation. Han følte sig taget alvorligt og en positiv spiral var sat i gang. De positive følelser og et tættere følelsesmæssigt forhold til Tobias og de andre børn i klassen har haft stor betydning og gjort, vi alle trives bedre og har det sjovere i hverdagen. Vi har efterhånden fået etableret et ”rum”, hvor den opbyggede tillid og det ægte følelsesmæssige engagement bevirker, at børnene åbner op og giver udtryk for følelser og private tanker. Vi voksne kan også tillade os undertiden at være mere ærlige omkring vores følelser og blive taget alvorligt – en rigtig ”win-win” situation. Klovnerier og ”skuespil” er faste værktøjer, når det handler om at løse op for en svær situation f.eks. en konflikt. Vi har opdaget, at humor og positive input kan fjerne næsten enhver konflikt. Denne måde at agere på, kræver et stort psykisk overskud og forudseenhed fra den voksne, men det hjælper at konstatere, at ”det virker” i praksis. Tobias’ forældre kunne hurtigt mærke en forskel og det samme kunne vi. Forskellen kom til udtryk gennem en gladere Tobias, langt færre sammenstød, en ændret tone i kontaktbogen, og et klart bedre samspil. Som moderen siger, Nu gør de det, vi hele tiden har efterlyst og forældrene har fået en dreng, der er mere glad og positiv . Det er vigtigt for os at understrege, at samarbejdet med Tobias’ forældre på intet tidspunkt har været ”dårligt”, men når ens barn ikke trives, eller når vi som pædagoger ikke føler, vi når ind til barnet, så frustreres man nemt. Det der også flyttede noget i arbejdet, var at holde et spejl op foran os selv og tage ansvar for at ændre relationen. Som der provokerende blev sagt, hvornår har du sidst på et møde talt om, hvad du gør i relationen frem for at tale om, hvad barnet gør? Vi er nået langt efter at have arbejdet ud fra tankerne i Samtalespejlet/ICDP. Vi har kun sjældent sammenstød med Tobias. Vi har fundet vejen ind til ham. Vi har en tæt, dyb relation til Tobias. Vi er blevet en bedre lærer og pædagog. Vi har fået et bedre tværfagligt samarbejde, der kulminerede med at Karin var med klassen på sommerlejr året efter. Først tacklede vi Tobias. Så håndterede vi Tobias Nu møder vi hinanden. Siden hen har mange flere pædagoger og lærere på CfH været på Samtalespejlet og er efterfølgende i gang med at implementere tankerne og pædagogikken i det daglige arbejde. Dette er en proces, der til stadighed kræver bevidst arbejde med een selv og et bevidst fokus på, at det er den vej, vi går. Pædagog Karin Laursen og lærer Anni Lassen fik efterfølgende mulighed for at tage et ICDP vejledermodul, for via vejledning af kolleger, at kunne være med til at implementere ICDP. Målet er også på sigt at kunne tilbyde vejledningsforløb for forældre. Her først i august måned, kom Jørgen Rønsholdt endnu engang til Center for Høretab og afholdt en kursusdag, der inspirerede til at holde det anerkendende og ressourceorienterende fokus.