Handleplan for sprog og læsning Temahæfte til skolelederen om udarbejdelse af handleplan Børne– og Familieforvaltningen www.skive.dk Til skolelederen Som led i en målrettet og sammenhængende indsats omkring sprog og læsning har Skive Byråd besluttet, at der skal udarbejdes en kommunal handleplan for læsning fra 0 – 18 år. Handleplanen erstatter de tidligere handleplaner Mål for sprog, tidlig læsning og skrivning. 0 – 6 år og Mål for læsning, børnehaveklasse – 3. klasse. Den enkelte skole udarbejder selv handleplan for læsning, så den bliver et brugbart værktøj for alle aktører, og så den afspejler den enkelte skoles lokale forhold og elevsammensætning. Skolens handleplan relaterer sig til: · Fælles mål 2009, Dansk. · Fælles mål 2009 - Dansk som andet sprog. · De kommunale mål for læsning. · Handleplan for undervisning af ordblinde børn og unge i Skive Kommune. · Særlige foranstaltninger. Fælles mål, dansk, omhandler fagets tre centrale kundskabs- og færdighedsområder: det talte sprog, det skrevne sprog samt sprog, litteratur og kommunikation. I Skive Kommunes handleplan er der fokus på læsning. I praksis kan man ikke adskille områderne, og sprog- og skriveudviklingen er da også i nogen grad medtænkt, når der står læseudvikling eller læsefærdigheder. Det overordnede mål for sprog- og læseindsatsen i Skive Kommune er: Alle børn og unge udvikler sprog og læsefærdigheder, der gør dem i stand til aktivt at anvende deres sprog og læsning til personlig udvikling, uddannelse og aktiv deltagelse i samfundslivet Delmålene er: · At forældre, ansatte i sundhedsplejen, dagtilbud og skoler (herunder SFO) udvikler bevidsthed og viden om børns sprog- og læseudvikling – herunder om sammenhængen mellem tale – og skriftsprog. · At de 0 – 6-årige børn udvikler et aldersvarende og velfungerende talesprog, samt viser interesse for og eksperimenterer med skriftsproget. · At eleverne videreudvikler, vedligeholder og anvender gode, fleksible læsefærdigheder gennem hele skoleforløbet som baggrund for kundskabstilegnelsen i alle skolens fag. · At elever i risiko for at få læsevanskeligheder herunder ordblindhed identificeres tidligt i skoleforløbet, og der skal være lige muligheder for en kvalificeret indsats, uanset hvilken skole eleven går på. · At børn og unge, som på grund af alvorlige læsevanskeligheder ikke kan opnå selvstændig læsning af alderssvarende tekster, i løbet af skoleforløbet 2 skal have mulighed for vha. it at opnå samme mestring som deres kammerater. · At den kommunale handleplan for læsning danner grundlag for udarbejdelse af lokale handleplaner på skolerne. Det overordnede mål for læsning i Skive Kommune afhænger af indsatser på 3 niveauer: · det kommunale niveau · skoleniveau · klasseniveau. På kommunalt niveau På kommunalt niveau vil der være fokus på at følge elevernes læseudvikling og at udvikle og kvalificere indsatsen på læseområdet i samarbejde med skolerne. · Elevernes læseudvikling følges kommunalt. · Pædagogiske prøver på de enkelte klassetrin fastlægges. · Hvert år indsamler og analyserer læsekonsulenterne læseresultater for 1., 2., 3. klasse til brug i kvalitetsrapporten. · Læsekonsulenterne deltager efter behov i dialogmøder med den enkelte skole om indsatsområder for læsning. · Der er min. én læsevejleder i indskolingen, én læsevejleder på mellemtrinnet og én læsevejleder i overbygningen. · Det kommunale netværk for læsevejledere består af mindst én læsevejleder på hver skole. Læsekonsulenten er tovholder. Formålet med netværket er videndeling, opkvalificering og sparring. · Skoleafdelingen medvirker til, at der er relevante lokale kurser. · Der er ensartet tilbud for elever med læsevanskeligheder uanset hvilken skole, de går på. · Der er ansat en koordinator for kompenserende it. · Der er udarbejdet en Handleplan for undervisning af ordblinde børn og unge i Skive Kommune. · Der er etableret to kompetencecentre for elever i ordblindevanskeligheder. På skoleniveau På den enkelte skole er der en klar og synlig ledelse, som sikrer implementering af den kommunale handleplan for læsning. I den første læseundervisning arbejder skolerne ud fra målet om: · At de fleste elever er klar til at begynde en egentlig læseundervisning efter børnehaveklassen. · At 90% af eleverne læser tilstrækkeligt sikkert og hurtigt til at kunne forstå en alderssvarende, enkel, sammenhængende tekst efter 1. klasse. · At mere end 90% af eleverne læser tilstrækkeligt sikkert og hurtigt til at kunne forstå en alderssvarende, enkel, sammenhængende tekst efter 2. klasse. På mellemtrinnet og i overbygningen arbejder skolerne ud fra målet om: · At skolens og de enkelte klassers testresultater i de nationale test i 4., 6. og 8. klasse som minimum placeres i middelområdet (dvs. med en score på mellem 36 og 65 i hvert af profilområderne: sprogforståelse, afkodning og tekstforståelse). Alle skoler udarbejder lokal handleplan for læsning. Den indeholder først og fremmest beskrivelsen af indsatsen vedrørende: · Den sammenhængende første læseundervisning med henblik på at nå målene for 2. klasse. · Den tidlige forebyggende og foregribende indsats for elever, som er i risiko for at få læsevanskeligheder og den specialpædagogiske indsats for elever med store læsevanskeligheder - herunder den inkluderende indsats (se temahæfte om inklusion). · Faglig læsning – et fælles anliggende for dansklæreren og faglærerne i teamet (se temahæfte om faglig læsning). · Overgange og sammenhænge. · Elevernes læselyst. · It og læsning. · Pædagogisk læringscenter og læsning (se temahæfte om PLC). · SFO og læsning. · Forældreinddragelse (se temahæfte til forældrene). · Den løbende evaluering og klassekonferencer (se temahæfte til læsevejlederen). · Kompetenceudvikling. Der afholdes · To klassekonferencer i børnehaveklassen (aug./ sept. og april/maj). · To klassekonferencer i 1. og 2. klasse (nov. og april). · En klassekonference i 3. klasse. · En klassekonference i 6. klasse, når de nationale test er afsluttet. Det anbefales, at der også afholdes klassekonference på de øvrige årgange. Målet er, at: Alle skoler har uddannede læsevejledere i indskolingen, på mellemtrinnet og – hvis skolen er en overbygningsskole - i overbygningen. Kun lærere, som har kvalifikationer, der dækker indholdet i læseundervisningen på det aktuelle klassetrin, underviser i dansk. Ansvaret for udarbejdelsen Skolelederen har ansvaret for og sikrer, at handleplanen for læsning udarbejdes og implementeres. Skolens læsevejleder er med sin læsevejlederuddannelse uddannet til at spille en central rolle i udarbejdelsen, implementeringen og udviklingen af handleplanen. Kommunens læsekonsulenter kan bistå med råd og vejledning. På klasseniveau Der er særlig fokus på dansklærerens målrettede arbejde, når det gælder om at implementere skolens lokale handleplan og nå kommunens fælles mål for den enkelte klasse. Men også klassens faglærere er vigtige aktører. Det er vigtigt, at alle i teamet omkring klassen tager medansvar for elevernes læseudvikling. Materialet Handleplan for sprog og læsning i Skive Kommune Materialet har 3 funktioner: 1. Det beskriver målene for læsning i kommunen, hvordan de evalueres og hvilke indsatser, der iværksættes på kommunalt - og skoleniveau for at nå målene. 2. Materialet er samtidig en inspiration til udarbejdelse af skolens handleplan. 3. Endelig indeholder det modeller til handleplaner på alle klassetrin, som er tænkt som inspiration til skolen vedrørende indholdet i skolens egen handleplan. Skolen følger elevernes læseudvikling med kommunalt fastsatte pædagogiske prøver og/eller nationale test på alle årgange. Se områdehæfterne og temahæftet til læsevejlederen. 3 Materialet består af 2 mapper til dagtilbudsområdet samt 3 mapper til skoleområdet: En mappe til indskolingen En mappe til mellemtrinnet En mappe til udskolingen Mapperne indeholder relevante hæfter til de tre trin udvalgt blandt følgende temahæfter: 1. Temahæfte til skolelederen om udarbejdelse af handleplan på skolen 2. Temahæfte til forældre (hentes på www.skiveskoler.dk til evt. bearbejdning og kopiering på skolens papir) 3. Temahæfte til faglæreren om Faglig læsning et fælles ansvar 4. Temahæfte til læsevejlederen 5. Temahæfte om inklusion 6. Temahæfte om PLC 7. Temahæfte om tosprogede I de 3 mapper ligger også en folder om læsning generelt på det pågældende trin (områdehæfter), der indeholder de aktuelle fokuspunkter til inspiration for udarbejdelse af den lokale handleplan. Fokuspunkterne er de samme i de tre mapper men tilrettet klassetrinnene. Temahæfterne er et redskab i det daglige arbejde til de aktører, som hæfterne er rettet til. Model til skolens handleplan I mapperne er der indlagt et forslag til en model til en handleplan. Modellen er trykt på almindeligt hvidt A4 papir for at signalere, at det kun er et arbejdspapir og at det vil være nødvendigt, at man tænker egne lokale forhold og elevsammensætning ind i modellen. Skolens handleplan skal indeholde · Fokuspunkt/sammenhæng. · Hvilke mål har vi? · Hvilke handlinger vil vi udføre for at nå vore mål? · Hvilke tegn vil kunne vise, at vi når vore mål? · Hvordan vil vi evaluere det, hvornår vil vi gøre det, og hvem skal gøre det? · Hvem er involveret? · Hvornår vil vi revidere? Handleplanerne er udarbejdet i SMTTE-modellen, som er et godt redskab til at sikre systematik, overblik og evaluering. Skolens leder skaber rammerne for, at teamet omkring klasserne arbejder mod samme mål. Faglig læsning kan fx være et fast tema på teammøder på mellemtrinnet og i overbygningen. Klassekonferencen er et møde om elevernes læseudvikling, læsefærdighed og læseundervisning. Kernen i klassekonferencen er den kvalificerede og den kvalificerende samtale om de pædagogiske konsekvenser af læseundervisningen. Deltagere i mødet i børnehaveklassen er: Klasseteamet, læsevejlederen, tale-hørekonsulenten og én fra skolens ledelse. Deltagere i mødet i 1. og 2. klasse er: Klasseteamet, læsevejlederen, én fra skolens ledelse. I april anbefales det, at specialvejlederen er med. Deltagere i mødet i 3. klasse er: Klasseteamet, læsevejlederen, specialvejlederen og én fra skolens ledelse. Deltagere i mødet i 6. klasse er: Klasseteamet, læsevejlederen, specialvejlederen og én fra skolens ledelse. Forud for klassekonferencen eller som opfølgning på klassekonferencen kan skolens læsekonsulent indkaldes til et dialogmøde om skolens indsatsområde for læsning. Litteraturliste: Undervisningsvejledning i faget dansk. Fælles Mål 2009 – dansk. Lis Pøhler og Søren Aksel Sørensen: Nationale test og anden evaluering af elevens læsning, Dafolo. Se hele materialet fra 0-18 år samt samlet litteraturliste på www.skive.dk eller www.skiveskoler.dk Kontakt: Udviklingskonsulent Kirsten Jørgensen Skoleafdelingen Direkte telefon: 99155592 E-mail: [email protected] Børne– og Familieforvaltningen Pjecen er udgivet af Skive Kommune - Skoleafdelingen Torvegade 10, 7800 Skive August 2011 Fotos: Colourbox og Skive Kommune www.skive.dk
© Copyright 2024