1. No category

Bilag 2
Interview Steen
I Jeg vil starte med lige at spørge dig om lidt generelt og så gå nærmere ind i nogle
beskrivelser og så videre
R: Fint
I: Ført vil jeg lige spørge dig, hvor gammel du er
R: Jeg er 35
I: 35, og åh, hvad underviser du i?
R: Jeg underviser i, primært dansk og tysk
I: Dansk og tysk
R: Ja, og så er det nye madkundskab. Og jeg underviser i idræt. Og så er jeg også
samfundsfagslærer. Og klasselærer
I: Og klasselærer. Hold da op, der er også meget
R: Ja. Jeg har ikke damfundsfag i år. Der er dansk og tysk og madkundskab
I: Ja, okay. Hvor længe har du undervist
R: Jeg er på mit 6. År
I: Okay, hold da op
R: På samme skole, på samme sted, så…
I: Sådan. Kan du huske hvad der fik dig til at blive lærer?
R: Ja, altså, det øh, der er flere ting i det, øhm, jeg tror helt sikkert det har noget at gøre med at
min far var lærer, men øh, ja, det var sådan lidt, som barn havde jeg en drøm om, som alle
drenge, at jeg skulle være fodboldspiller eller kommentator, fodboldkommentator, det var
sådan lidt, så måtte jeg følge den der kommentatordrøm, så jeg da jeg var færdig med
gymnasiet og militæret, så tog jeg på RUC og læste sambas, for at læse overbygningen i
journalistik, og da jeg var halvvejs igennem basisuddannelsen , fandt jeg ud af, at der var 3 års
ventetid, så det gad jeg ikke vente på, så det var sådan lidt, nå øv, og de andre begyndte at
snakke ha og HD, og et gad jeg overhovedet ikke. Så skiftede jeg over til inden på ku og læste
idræt, og der blev jeg slået fuldstændig ud over vi skulle danse, og boldspil fyldte helt vildt
lidt, vi skulle bare danse halvandet år, jeg ikke en danser, så det blev jeg også, det blev jeg
rimelig træt af. Så da jeg droppede det, så var det sådan lidt, så skulle jeg finde et eller andet at
lave og så var seminaret nærliggende, for jeg tænkte, der var nogen rimelige gode
arbejdsvilkår, for hvad man ellers ville og man havde mulighed for at kombinere job og hobby.
Det var også et af mine argumenter, at jeg kunne både dyrke mit samfundsfag, som jeg synes
er spændende, jeg kunne dyrke idræt, men på et andet niveau. Selvfølgelig havde jeg det
niveau, hvor jeg havde en formodning om at uddannelsen ville blive lettere for mig, fordi jeg
havde noget at falde tilbage på, og det blev det også. Og det var, det var derfor.
I: Ja, okay
R: Yes. Og så faldt det mig naturligt, jeg har altid fået at vide af min familie, du skal da være
lærer, fordi du har en høj, dyb stemme og er rigtig glad for at forklarer ting, så det var det.
I: Ja, jamen det leder mig lidt til et spørgsmål med, hvad der sådan vil definerer sådan
lærerarbejdet for dig, eller det at være lærer.
R: Ja men øh… det har ændret sig. siden sommerferien. Før i tiden var det øh, det var det at
være lærer, lidt som at have sådan et kald, som rigtig gerne ville hjælpe børn gennem.. og det
var sjovest med børn der havde lidt problemer af en eller anden art, og dem der var
selvkørende, selvfølgelig skulle man jo sørge for at de kom videre men de kørte ligesom selv,
de skulle bare have et puf i den rigtige retning, og dem så så havde svært ved det, dem der er
socialt belastede eller andre ting, dem synes jeg er sjove, når man virkelig kan rykke noget.
øhm, sådan var det før, og den der omsorg for de svage, den er der stadigvæk, men øh, jeg
tager ikke mit arbejde med hjem længere og det gjorde jeg sidste år, og der var jeg på arbejde
hele tiden. Blev ringet op i ferier og aftner og weekender, og sjælesørger og præst og alle ting,
var man på samme tid, nu er det bare undervisning. Bum.
I: Så det er en stor forskel?
R: Det er en meget stor forskel. Det er synd for børnene, det er synd for forældrene,
forældrene er begyndt stille og roligt at opfatte, at jeg ikke er det serviceorgan, som jeg var
sidste år.
I: Er det fordi, det er blevet for omfattende…?
R: Det er fordi, hvis jeg er nødt til at være kollegial på en eller anden måde også og arbejde
efter den her lov, jeg synes den er vanvittig, men øh, jeg bliver nødt til også at passe på sig
selv, fordi altså det øh, det er noget af det der er positivt ved det, det er at det grænseløse
arbejde, fordi man blev misbrugt lidt før, hvis man ikke passede på, så kunne de finde på at
ringe om alle mulige ting, som ikke havde noget med deres børn eller skolen eller noget som
helst at gøre. Øhm, … jeg har ikke haft noget imod det før i tiden, men man er blevet gjort
opmærksom på at du får løn for det.. altså vi har fået en lille lønnedgang generelt jo, øh,
selvom vi er blevet lovet en masse, guld og grønne skove så kalder de det noget, men så er det
reelt noget andet. Vi får måske samme løn men vi har to ugers mindre ferie betalt om året. Så
på den måde føler jeg ikke længere at jeg skylder, og det øh, at børnene så kommer i klemme,
jeg har det sådan lidt, det er politikerne, det er dem der har besluttet det. Det nytter ikke
noget at arbejde videre som vi gjorde før, så snyder vi os selv. Så det, jeg er blevet mere
underviser. Hvor før der var jeg mere sådan en vejleder. Vil jeg sige.
I: Det er også en markant forskel
R: Meget stor.
I: Hvad er det vigtigste i dit arbejde? Nu ved jeg godt vi arbejde lidt med før og efter, men..
R: Ja, men øh, det vigtigste er øh, et godt kollegialt samarbejde. Helt klart. Det er det der
holder mig kørende. At man har nogle gode kollegaer. Selvfølgelig er der også det i det, man
har nogen øh, enkelte episoder, hvor man kan mærke at der er nogle elever der lige pludselig
forstår noget, der er komplekst, og det i sig selv er også noget, de dage har man det sådan, i
dag behøver jeg faktisk ikke at få nogen lån, fordi det der, der skete, at hun lige pludselig siger,
jeg forstår det nu, det er bare, hvor man tænker, fedt mand, så rykker det alligevel ved noget.
øhm, hvad var det du spurgte om?
I: Hvad det vigtigste var i dit arbejde?
R: Det er så øh. Jeg har også noget med, jeg synes selvfølgelig det er vigtigt at børnene de lærer
noget, men det gør de af sig selv, det der med at man som lærer og skole tror at det jeg
fortæller, det.., det synes jeg er forfejlet, det er jo kun 20-25 procent af det, øh jeg synes, gør
meget ud af, at børnene skal være til at holde ud at være sammen med. Sådan noget som
attitude, gør jeg rigtigt, rigtigt, rigtig meget ud af, jeg synes det er meget vigtigere end at få
gode karaktere og alt muligt andet., hvis de er til at holde ud at være sammen med, er positive,
kan finde ud af at komme til tiden og sådan nogle ting, så skal de nok klarer sig, så det ligger
jeg rigtig meget vægt på også. Øhm, …
I: Så, sådan sociale kompetencer…?
R: Ja, lige præcis. Øhm,
I: Men du sagde det kollegiale…?
R: Ja, det at man har nogle gode kollegaer, det er derfor man tager på arbejde hver dag, hvis
man ikke havde det, hvis man var i team med nogen man ikke kunne lide, eller man ikke altså,
.. så ville jeg finde et andet sted at arbejde. Det er også.. at gå på arbejde for at holde fri og ikke
omvendt. Øhm, så det er sådan set det. Og selvfølgelig er det også det i det at man selvfølgelig
gerne vil give de her børn så god en start som muligt og så mange muligheder som muligt, hvis
man bare forenede, …det kunne være sådan en figur der skubbede i den anden retning, .. som
alle mennesker har en eller anden lærer, der har betydet noget særligt for dem, så er det også
rigtigt rigtigt fint. Men det bliver svært nu her, fordi ja, der er sket nogle ændringer i forhold
til hvordan vi skal skubbe dem videre i systemet, før skulle de have en
undervisningsparathedsvurdering i 9. Og det er blevet flyttet til 8. Og der er ikke nogen der er
parate i 8. Måske en ud af 1000 elever. Så det bliver rigtig svært, og jeg ved ikke helt .. så der
må, altså vi er sådan lidt, jamen… vores leder siger, vi træder stien mens vi går den… vi kan
ikke se halvandet ud i fremtiden og tror du bliver undervisningsparat om halvandet år. Så øh,
det skal nok gå, det plejer at gå.
I: Det er nogle store forskelle og vel også noget der får betydning for børnene…
R: I allerhøjeste grad…de får nederlag nu her, når de får at vide de ikke er klar, en ting er at de
måske får det men de bliver også presset og stresset helt vildt for nu ligger det bare et ekstra
pres. De får at vide at de er dårlige i pisatestene, de er dårlige i nationale teste, de er dumme,
de har ikke nogen hobbier, de kan ikke noget, og så får de at vide i øvrigt også, du er ikke
parat til at komme videre på gymnasiet, så nu må du tage dig sammen. Og det plejer at komme
af sig selv. Der sker lige så meget i sommerferien mellem 8. Og 9. Som der gør i hele 8. Klasse.
Så… der er rigtig mange børn og piger især, der har ondt i maven, føler sig alene, og må
droppe venner og må droppe alt muligt, de føler ligesom at de skal leve op til forældrenes
forfejlede ambitioner, det er rigtig synd for dem. Det sker et eller andet, det er rigtig usundt
for børnene…
I: Ja, det er rigtig synd…
R: Ja..
I: Jeg tænkte på om du havde lyst til at prøve at fortælle mig lidt om, hvordan det har været at
komme tilbage på arbejde efter sommerferien og nu her den første tid…?
R: Øh, jo, det vil jeg gerne, jeg skal lige tænke mig om. Det har været lidt specielt på min skole,
fordi, der har været sådan en. Der er sådan en kigsstemning og ulmer under overfladen efter
lockouten sidste år, det er ikke blevet glemt og lige efter, umiddelbart efter lockouten fik man
at vide, fik vi at vide af lederne at det var okay at være sur, det var okay at være alle de ting, at
have de følelser og sådan noget, og så kommer man tilbage efter sommerferien og nu er det
ikke okay at have de følelser længere, nu skal du bare rette ind og være.. den der skide ja-hat
vi får at vide vi skal tage på, det er simpelthen til at kaste op over. Øhm… så har vi fået rigtig
rigtig mange opgaver og vi må ikke tælle timer, der er sådan et, det der med at der kommer
sådan lidt en kamp imellem kollegaer om altså, ikke indenfor ens team, for der ved man
nogenlunde hvad folk laver, men andre team, andre kollegaer, hvor mange timer, hvor mange
opgaver man får. Hvis man er dygtig til sit arbejde, så bliver man belønnet med at man får
ekstra opgaver, så i virkeligheden kan det godt betale sig, man har sådan nogle ideer om at
der er nogen der går ind og tuder og siger jeg kan ikke klare det, og så får færre opgaver, men
det betyder bare at vi andre skal løbe hurtigere. Øhm…. Vi kan mærke at ledelsen er helt vildt
presset, de ved ikke noget, kommunen ved ikke noget, det er ikke klart, det er…, altså det er
ufærdigt, det vi er i gang med. Det det så leder mig hen til det er at, øhm vi fik at viden inden
sommerferien at der er fuld tilstedeværelse tre dage om ugen, man, tirsdag, torsdag fra 8 til 4,
nogen gange til 5, hvis det er varslet 14 dage i forvejen. Øhm, og så, ugen inden vi skal starte,
så kommer der en mail, hvor de siger, desværre er arbejdspladserne ikke klar, så den her fuld
tilstedeværelse er suspenderet på ubestemt tid. Øhm… så er det sådan lidt, jamen hvad så. Og
derfor, vi er sådan lidt i et dødevande, en gråzone, nu her hvor folk de arbejder lidt som de
gjorde før men alligevel prøver at holde sig inden for arbejdstiderne til kl. 5, øhm… folk
begynder at pakke deres kontorer ned, hvor de her.., jeg har mit kontor, har stået pakket ned,
nu skal jeg til at genetablerer det igen for at kunne arbejde jeg synes det er dybt urimeligt. For
det bliver ikke kompenseret for på nogen måder så jeg gør det sådan at jeg hvis der ikke kan
stilles en arbejdsplads til rådighed, hvor jeg kan sidde lovligt at arbejde ved, så jeg bliver bedt
af dem om at kører et andet sted hen og arbejde, så er min transporttid arbejdstid. Sådan må
det være. Øhm… ja, hvad er der ellers. Der er mange sygdomme, mange syge kollegaer, altså
inden vi overhovedet var kommet i gang havde vi to langtidssyge, inden den første uge, øhm,
I: Har det noget at gøre med alle de forandringer…?
R: Ja, det har det og plus og resten, der er en del andre, der hænger gevaldigt med røven i
vandskorpen altså. Min kollega i mit team, hun har været stresset før, og hun har
symptomerne nu igen og er så når hun er hjemme har hun så meget tinnitus at hun ikke kan
høre fjernsynet, men alligevel kommer hun på arbejde, fordi ellers skal vi andre løbe
hurtigere. Øhm, børnene er helt vildt trætte. Kollegaerne er trætte, der ikke så meget
overskud. Det som kunne være, hvis jeg virkelig skulle prøve at være positiv i forhold til at se
mulighederne i det. For selve, hvis vi siger, hvad var formålet med reformen, det var, at vi
skulle have dygtigere elever på overfladen, at det så var for at spare nogle penge, det sagde de
ikke, men det var de, men dygtigere elever, det kan jeg ikke være uenig i. Og jeg synes at der
er nogle ting i det, hvor man kan sige, men jeg synes især det der med at der ikke har været
styr på noget, det er meget frustrerende. Så holder man møder med en pædagog, der skal
være i ens time, det her misfoster af, det her understøttende undervisning, som ingen ved
hvad er. Holder møder med pædagogerne og får at vide at alt kan lade sig gøre vi skal tænke
ud af boksen og sådan noget, og så går der en måned, 14 dage måske, og så får vi af vide at det
ikke kan lade sig gøre alligevel. Og han skal i øvrigt ikke være der, vi har i virkeligheden spildt
tre timer, i forvejen er vores tid bare så.., vi har, de siger vi har en pulje på 50 timer til
forberedelse og andre ting, og de timer har jeg for længst brugt. For der er kun et sted man
kan tage timerne fra, og det er, hvis der kommer nogle uforudsete opgaver, og det gør der hele
tiden…
I: Hvad kan det være
R: Det kan være, lige nu har jeg en pige som jeg er nervøs for og jeg er blevet kontaktet af en
anden mor, om at hun er nervøs for at hun har spiseforstyrrelser, det tager mega lang tid. Jeg
har en dreng, hvis mor har fået konstateret en svulst i hjernen. Det tager mega lang tid. Så har
jeg de inklusionsbørn, min gode kollega stopper nu her, han gider ikke, han er blevet træt af
det hele, han har ikke nogen lyst, så han stopper nu her. Dvs. vi skal have kørt en ny
klasselærer ind i parallelklassen dvs. jeg skal med til samtale, ansættelsessamtale, jeg skal
have kørt kollegaen ind i arbejdet, og finde ud af hvad gamle kollegas sted(?) hvordan er det.
Der er kun et sted hvor jeg kan tage den tid fra og det er fra min forberedelse. Så det går ud
over eleverne, alt sammen går ud over eleverne, ellers skal jeg arbejde i min fritid. Og det gør
jeg ikke. Så spiller jeg golf. Så det er sådan set det.
I: Det lyder som om det har været en rimelig kaotisk start på et nyt skoleår…
R: Meget, meget, meget, jeg har en oplevelse af at vi går forgæves ti gange om ugen, for hvis jeg
skal spørge min leder om noget, for han er der aldrig. Eller han er så begyndt nu også at tage
hjemmearbejdsdage, to dage, hvor, det er så i sommerhuset, torsdag og fredag nu her og vi har
spørgsmål, men han er ved at dykke ned med flaget nu. Han har været stresset to gange
tidligere inden for de sidste fem år og langtidssygemeldt og sådan noget, så folk går lidt og
venter på at han bukker også. Så hele tiden folk går og kigger lidt på hinanden og har ikke
overskud til at hjælpe hinanden, det er ret hårdt.
I: Det lyder sådan
R: Ja,
I: Hvad med hele den her lockout, hvordan oplevede du den?
R: Jamen, ja oplevede den lidt som en fase, jeg synes at Danmarks læreforening var for vattet
og, ens politikerlede steg bare mange 100 procent, fordi at det var så tydeligt for os der var i
det, at der var tale om aftalt spil og den danske model blev fuldstændig tilsidesat. Vi fik
ingenting. Øhm, så man følte sig lidt sådan, man følte sig fuldstændig kørt over på den ene side
og på den anden side følte man at de aktioner vi lavede, det var et slag i luften, det var
ligegyldigt, folk var i bund og grund ligeglade. Og så sårede det ens faglige stolthed, at deres
projekt med at sværte os til lykkedes, fordi, selvfølgelig er der brodne kar, det er der i alle
brancher men der er bare rigtige mange lærer, der bare har knoklet. Jeg har det sådan lidt, når
jeg taler med nogen om det, at efter lockouten og efter denne her reform her, så politikerne og
Danmark har mistet en million gratis arbejdstimer, som, lærerne har lagt, hvis det kan gøre
det, og de kan umuligt få dem tilbage igen. For selvom de ruller det tilbage igen, så har det
gjort opmærksom på at vi har arbejdet gratis, så det gør vi selvfølgelig ikke det længere. Jeg
ved ikke lige det projekt, det projekt de har gang i , jeg tror muligvis at den der med at de
prøver på og gøre folkeskolen mulig(?) folk har fået penge nok nu i samfundet, de har råd nok
til at give deres børn de nye iphones og så kan de også godt tage en privatskole. Hvis de kan få
antallet af elever i privatskole til at være større så sparer staten penge på folkeskolen, og så
skal vi fyre lærer. det hele, så det, men ja, selve lockouten der. Man var frustreret over at man
ikke selv havde nogen mulighed. Vi spillede efter, vi spiller for meget efter reglerne man er for
meget for autoritetstro og det lykkedes ikke at få os til at stå som samlet flok. For hvis lærerne
havde sagt prøv at hør her, 50000 lærer vi nægter det her men det er ulovligt. Men det de
gjorde tilsidesatte den danske model, er ikke sådan ulovligt, men altså der manglede et eller
andet på en måde, så vi kunne sige, prøv at hør her, det her kan I godt glemme alt om, fordi vi
havde forudset de her til. klasserejser jeg skal på klasserejse i næste uge, eller lejrskole
hedder det øh, og alle aftaler er blevet opsagt, øhm men så mener KL at den gamle aftale den
gælder igen, at vi kun skal have for 14 timer i døgnet. Øhm, men jeg tvivler på at der er en
bogmester eller andre politiker der finder sig i at være på arbejde i 24 timer i døgnet, men vi
gør det ellers…, altså øh, der ved jeg der kører der en sag i EU-retten omkring
hviletidsbestemmelser og DLF og beskæftigelsesstyrelse har kaldt os sammen(?). Vi håber lidt
på, vi tager af sted efter de gamle regler og så håber vi på at der kommer en pose penge på et
tidspunkt. Øhm, de timer, de der ti timer i døgnet, de indgår jo heller ikke i undervisningen
(?), hvis det er, i princippet skal jeg tage dem igen fra min forberedelse. Så der alle mine 50
timer, der er de jo også. Det var også en ting man havde forudset. Alternativet er så, så siger
skolerne, så er der ikke råd til det. Hvis det er vi skal tre lærer af sted, vi skal de her ting, så er
der ikke råd til det. Og så bliver skolen bare ikke anerledes øh sjovere og mere varieret, så
bliver det bare endnu mere røv til sæde. Lige nu kører alle skolerne af sted med bevægelse i
undervisningen og sådan noget og har haft en masse kurser. Lige om lidt bliver det efterår og
regnvejr og vinter og sådan noget, så er det bare sid på din plads, læs og så er det bare jamen,
det er så synd for børnene. Jeg har en dreng i min klasse der har afasi og har fået en
hjerneskade efter noget kemo i hovedet, så han har rigtig svært ved at lærer nogle nye ting, i
det hele taget, han er placeret der fordi der ikke er noget bedre tilbud for ham. Han har støtte i
alt og han har rigtig svært ved at lære nye ting. Og han bliver bare, han er så træt i løbet af
sådan en uge der, så… ja jeg frygter lidt at vi piller læringslysten fra alle vores børn…
I: Så alle de finde tanker, der er formuleret i reformen….
J
R: a ja, jeg synes også det der med at man altså, man hænger hele sin hat op på Niels Egelund
og en pisaundersøgelse, jeg synes pisaundersøgelsen er ligegyldig. Hvad skal vi bruge hvor
kloge vores folkeskoleelever er til noget, det er jo en ligegyldig målestok forhold, find ud af
hvor mange der tager en gymnasial uddannelse, hvor mange der går på gymnasiet eller på
universitetet bagefter, det kan vi bruge til noget. folkeskoleelever er ligegyldige, de kan være
nok så lavt dernede, hvis de så kommer ud og er mega motiveret for og har lyst til at lære
noget, lave noget, skabe noget nyt, i stedet for nu, jeg kommer med svarene og de står i øvrigt
bagpå og hvis du kigger så snyder de. Man fritager dem for selvstændig tænkning, det er
sådan en kinesermodel, altså. Ja…
I: Jeg tænkte på om du kan prøve at beskrive en normal dag, som den ser ud nu og måske
hvordan den så er forskellig fra før?
R: Ja, for det første, det starter jo med, at vores mødetidspunkt er rykket et kvarter. Vi møder
kl. 8 i stedet for kvart over 8. Det lyder ikke umiddelbart af noget, men det har stor betydning
for institution, jeg har to små børn som går i institution på Frederiksberg og mandag morgen
der åbner de først halv 8, og det er Frederiksberg, så skal jeg afleverer børnene og hvis der
bare er det mindste knas, det kan være en ble, det kan være et eller andet, så kan jeg ikke nå
på arbejde. Det har jeg gjort opmærksom på inden og spurgt om der kunne tages hensyn til
men det kunne der ikke tages hensyn til. men andre jeg ved ikke, der er nogle andre af mine
kollegaer, der godt kunne tages hensyn til deres børnepasningsproblemer. Så der er noget
der. Det starter der med at jeg har rigtig svært ved, jeg halser ud af døren for at nå det og
kommer tit i sidste sidste øjeblik øhm, og så kommer man op til de her børn, altså sidste år,
der havde jeg, fordi jeg har en del enkeltinkluderet børn, øh, adhd, en asparges og så ham her
med afasi og der er forskellige, så jeg har rigtig rigtig meget med tydelige, tydelig tydelig
struktur, tydelige mål og brugt rigtig lang tid på at forberede mig. og tit fik de en dagsorden
udleveret og det kan jeg ikke nå længere nu. Så nu kommer jeg ind og sådan og føler mig
delvist uforberedt og bruger noget af tiden på at, sådan lidt jeg har tænkt sådan lidt, lidt
dumme opgaver, lav noget grammatik i den her bog. Så har jeg også sådan for at ligesom at en
mulighed, jeg prøver også på at det forberedelse jeg har lavet der hjemme, det laver jeg
sammen med børnene nogle gange, fordi, det tænker jeg at der kan være noget værdi i, at de
ser hvad det er jeg gør, i stedet for at jeg kommer og har alle svarerne så finder vi svarerne
sammen. Og så sætter jeg dem også til at lave understøtende undervisning, det er 8. Klasse, så
de er simpelthen medansvarlige for hvad vi laver i understøttende undervisning(?) og de er
medansvarlig for at lave bevægelsesundervisning, og det synes jeg også, det kunne man ikke
gøre før med børnene, og det er en kvalitet i, eller kan være en kvalitet måske i reformen og
de får nogle kompetencer de ikke havde før, de er med til at planlægge nogle ting og det er
sådan lidt, det er mere konkret for dem på en eller anden måde, øh. Jamen, en almindelig dag,
øhm, lange, lange lektioner, øhm, afbrudt af det her bevægelse i undervisning, som nogen
siger er godt, men ikke er godt for alle, det svarer lidt til at sige at kål det er sundt, så vi skal
have kål i alt vores mad. Jeg synes også vi skal have musik og billedkunst og jeg synes der
mangler noget til drengene, noget sløjd, noget metalsløjd, noget cykelværksted og sådan nogle
ting, det er der ikke det er stadigvæk lidt en pigeskole. Øhm, jamen øh, dagen ligner på en eller
anden måde, når man først er sammen med børnene så minder det jo meget om hinanden.
øhm, men pauserne der har man rigtig travlt og prøver sådan lidt på at holde sine pause, men
hvis man skal nå at svarer på mails og hvis man skal nå at gøre nogle ting, så gør man det i
sine pauser nu her… øh
I: Ja, lærerarbejdet er vel mere end….
R: Ja, end undervisningen, ja undervisningen er bare en lille del af det, det er alt det andet, det
er ligesom det, der betyder noget for politikerne, det der med synlige, vi underviser mere, jeg
har fået 100 minutter ekstra om ugen i forhold til sidste år, øhm, og spisepauserne, der havde
vi forstået at vi ikke skulle have ført tilsyn med børnene, det skulle pædagogerne gøre, men
det er igen, det passer med, vi har 29 minutters pause og så har man tilsyn igen, og det er
blevet udvidet det tilsyn, så jeg skal føre tilsyn samtidigt på to etager, det kan jo ikke lade sig
gøre. Det er sådan nogle ting, hvor man tænker, nå ja, så er det nok vigtigt hvis I vurderer, hvis
ledelsen vurderer at jeg skal gøre det på den her måde, så siger I samtidig til mig de ikke vil
(?) og så tager man ikke særligt meget af det (?) øhm, nogle lange dage, man er færdig der ved
2,3,4 tiden så er man bare fuldstændig flad, egentlig fladere end man syntes man var før og så
skal man så skal man så måske sidde der og forberede sig, holde møder og sådan noget, og der
er bare ingen energi. Og så kommer man sent, altså jeg, jeg har rigtig svært ved at jeg, altså
inden reformen sidste år der blev mine børn afleveret sådan, de var ikke de første men de var
heller ikke de sidste de var sådan midt i, de blev afleveret 20 i 8, måske 8 og nogle dage kunne
det være det blev klokken 9 eller hvis jeg skulle møde sent. Nu er de de første der bliver
afleveret og nu (nogle af de?) er de allersidste der bliver hentet. Fordi jeg skal passe andres
rådne unger, det er ikke derfor jeg har fået børn og det er ikke derfor jeg er blevet lærer. så
det piner mig og jeg ved ikke helt hvad jeg gør endnu….
I: Nej, det kan jeg godt se. Så det får også faktisk stor betydning for…
R: Mine egne børn
I: For dit eget liv, altså ved siden af skolen..
R: Helt vildt meget. Og min lyst til at skulle få flere børn. Altså Danmark har et problem, men
jeg gider ikke have flere børn hvis de skal være 8, 9 timer i institution og jeg kan være
sammen med dem 3 timer i døgnet. Det er ikke derfor, så øhm, det synes jeg er rigtig svært.
I: Det kan jeg godt forstå
R: Der bliver ikke taget hensyn til småbørns, det er bare, småbørnsforældre, der er ikke sådan,
der bliver ikke taget særligt hensyn. Det er bare….
I: Ja…. Hvad med de her møder du har i løbet af sådan en dag, altså ligger de forskelligt fra før,
eller hvordan… bliver det forskelligt, du snakkede om pauserne, der skal du nå at svarer på
mails…
R: (Mumlen) vi har faste møder, vi har faste mødedage som, der hvor før der var det sådan
mere op til en selv, nu her, der er der faste mødedage, der er lagt ind på et helt kalenderår og
det betyder nogen gange at så holder man nogle møder uden at der er en dagsorden, uden der
er noget formål med det, og man sidder og kigger på uret, der et tyve minutter til sidst og der
er ikke mere og vi sidder 50 lærer og kigger på uret i tyve minutter, det er fjortens timers
arbejde spildt, eller 15, 16 timer arbejde spildt, fordi vi ikke må gå før. Det er sådan lidt man
står ved porten og venter og kigger på uret, nu er klokken 4, ni må vi gå. Så det bliver heller
ikke særlig effektiv på en eller anden måde. Hvor før, der havde man jo bare lagt de penge ind,
de der timer ind i en pulje, så kunne man bruge dem på et andet tidspunkt. Man har altid
arbejdet for meget så,…
I: Hvad får så betydning for om din dag er god? Under de her nye forhold?
R: Jamen, øh, det er jo stadigvæk lidt det samme, at man fornemmer at børnene er med på det
man laver og synes det er sjovt det man laver, og det er stadigvæk det der med den der
kontakt, den meningsfulde kontakt med børnene, der har betydning for om dagen er god,
selvfølgelig også med kollegaer, hvis, det betyder rigtig meget, hvilken snak der er, når man
står ude og ryger fx, det er rigtig stor betydning om folk har en eller anden sjov historie eller
noget der kan fortælle et eller andet, der er lidt hyggeligt eller sjovt. Og modsat, det der kan
ødelægge min dag er emsige forældre, der ja forlanger ting som er urimelige, eller gør ting
overfor deres børn hvor man tænker, sådan lidt, ryster på hovedet og tænker at de ikke selv
kan se at det skader deres egne børn, det er synd for dem. Så det er det. Og så at netop en
leder der er humørsyg og sådan nogle ting, det kan også ødelægge(?) en dag. Og det er det…
I: Ja… kan du prøve at forklare sådan lidt overordnet set, hvad det er for nogle nye
arbejdsbetingelser, der ligesom er i forbindelse med arbejdstid og reform…
R: Jamen, der er jo det i det at, det er en lille smule uklart faktisk, og det er jo nok også en
bevidst taktik, for umiddelbart hedder arbejdstiden jo 7 til 17 så den almindelig arbejdstid, for
os der hedder den at vi skal arbejde 41 uger 41 timer, så det er fra 8 til 4, øhm…, men den er
fastlagt indenfor, altså det er blevet meget meget mindre fleksibelt. Altså jeg elskede at sidde
om aftenen kl. 9, 10 stykker, når der blev ro i huset og kunne slappe lidt af, og havde mulighed
for at slappe af og så sidde og forberede mig på en eller anden måde, nogen gange så gik man
ud af nogle tangenter, der måske kunne bruges til noget, fordi jeg syntes det var spændende,
virkelig interessant, så undersøgte man det og så kunne man måske ikke bruge det, men så
var man blevet det klogere. Hvor nu, hvis man beslutter sig for at gå i en anden retning, så
bliver man nødt til at gå i den retning, uanset og det er rigtigt eller forkert, fordi man har ikke,
der er ikke tid til at eksperimentere. Eller forsøge, eller fejle. Det synes jeg er skandaløst, øh,
især det der manglende fleksibilitet, at jeg må skrive til forældrene, at vi skal mødes på det og
det tidspunkt, at jeg kun tager min telefon inden for det tidspunkt, at jeg kun svarer på mails,
inden for et vist tidsrum, det er frustrerende, og samtidig med så, at man får mails fra sin
leder i, på sin private mails, uden for den arbejdstid, fordi han ikke kan gøre det på andre
måder. Der sådan nogle ting, hvor jeg tænker, det forstår jeg ikke helt, hvorfor kan du ikke
bare sende den i morgen tidlig i arbejdstiden. Øh..
I: Er der så lidt andre rammer for lederen eller hvad?
R: Meget, meget andre, men igen lederen er jo i virkeligheden også bare presset rigtig meget
ovenfra, der skulle jo være fuld ledelsesret, men de har ingen ledelsesret, fordi det hele er kørt
op på økonomi, hvor før har vi haft rigtig god økonomi på min skole, og alt var muligt og nu er
det bare ikke rigtigt muligt længere overhovedet, øh… ja, … øh og å, jamen,… der er ikke
mulighed for at de ting, at være spontan i løbet af en dag, skolefodbold, den der ekstra
skoleturnering, der var ikke nogen, der var blevet udpeget til den der opgave, den fik ikke
nogen timer og jeg synes det er helt vildt vigtigt at børnene kommer af sted, der sker en masse
relationsarbejde når man er af sted med de her børn, så jeg syntes det var vigtigt, så meldte
jeg dem til alligevel, for jeg havde egentligt i lang tid bedt dem om, de havde været ved mig og
sagt, er det ikke dig der skal gøre det, og jeg har sagt, jeg får ikke timer så gå ned og spørg min
leder, så skal han nok gøre det. Og det ved jeg at der har været en 15, 20 drenge nede og gøre
og lederen har sagt, jamen, jeg skal nok snakke med Steen…. Og det har han så ikke gjort. Så
efter lang tid, de blev ved med at komme til mig, så forbarmede jeg mig overfor dem og meldte
et hold til, for jeg synes det er vigtigt, pædagogisk vigtigt… og nu hænger jeg bare på den, for
mine blå øjnes skyld. Eller jeg bliver vikardækket, men det koster noget ekstra arbejde og jeg
synes bare at nogen af de ting, som er sjove i forhold til børnene, som gør deres…., som giver
et opbrud i skoledagen bliver syltet fordi det er et spørgsmål om økonomi…. Ja…..
I: Det fjerne måske noget glæde…?
R: Rigtig, rigtig meget… også sådan noget med turer. Altså før i tiden altså, var der rigelig, god
mulighed for at tage på turer, for man kunne bare skrive en tur seddel og så igen, man puttet
de her puljetimer ind på forskellige tidspunkter, nu skal du bare være der, så hvis det er at en
kollega, fx har tre timers forberedelse på det tidspunkt, så kan vedkommende ikke tage med
fordi så ryger den forberedelse, så det gør bare at der ikke bliver arrangeret lige så mange
turer, vi prøver på at gøre det alligevel, men… det bliver ikke det samme… teaterturer, vi har
været på en årlig teatertur, på en aftentur inde i byen, det ligger nu i sådan formiddagsteater,
sådan et eller andet dødsygt, og sådan er det bare det hele, og det har kun været i gang nu i
halvanden, to måneder men det er bare ting, der bare er rigtig rigtig mange problemer med
det der(mumlen?)…. Og så kommer der praktikanter, der er heller ikke afsat tid, eller, det skal
man bare, det er også bare en opgave som man bare lige må løse, så… ja…så der bliver drevet
lidt rovdrift på folk… og… ja… der er den her stående aftale om at hvis man føler man ikke kan
nå sine ting, så skal man gå ind til chefen og sige jeg kan ikke nå det, men at gøre det, det er
der ikke nogen der gør, fordi så siger man samtidig at man ikke magter sit arbejde og med en
humørsyg chef som selv er stresset så, altså især for os lidt yngre mænd, der skal vi passe
rigtig meget på, for han, så ryger man bare ud. Og man bliver ikke fyret, man bliver bedt om at
gå. (mumlen…) så det… det er ikke så sjovt…
I: Så det får endnu større betydning for arbejdet, hvis man fortæller at man har vanskeligt ved
at…?
R: Ja, og plus at man så ved at det er at man så siger, okay så piller vi dig fra en opgave, så
ryger den opgave over til en kollega som også er presset… øhm, også et eksempel, min kollega
som lige har sagt op nu her, så, han skriver en mail, for han kunne ikke få fat i ham, han ville
selvfølgelig helst sige det til ham face to face men måtte skrive en mail til ham fredag og så
bliver han ringet op lørdag formiddag, hvor han siger man kan jo også godt få lov til at gå på
nedsat tid her hos os, og så kommer han med et eksempel på en kollega der er på nedsat tid,
som som lige har lagt sig med stress, som har fået fri en dag om ugen og har arbejdet den ene
dag om ugen for at kunne nå sit arbejde. Så det er ikke noget særlig godt alternativ… øhm, ja..
så… man ved ikke helt hvad man skal gøre eller jeg har besluttet for mig selv at jeg giver det
indtil efterårsferien i første omgang for at se om jeg kan leve med det om jeg kan leve med de
her arbejdsvilkår, men netop fordi vores tilstedeværelse er suspenderet så har det været
sådan lidt, altså jeg ved med mig selv at jeg kommer til at arbejde mere end jeg skal i år uanset
hvad, så jeg prøver at arbejde så lidt som muligt nu her. Altså fordi, der kommer en
klasserejse nu, hvor jeg skal bruge 50 timer, der kommer så mange ting nu med e elever, som
jeg godt vil, som jeg arbejder med også, jeg kommer altid til at arbejde for meget, så derfor er
jeg nødt til at skrue ned for noget andet, ellers bliver man syg…
I: Så du overvejer faktisk om du gider fortsætte, er det rigtig forstået?
R: Ja ja, det er rigtigt, fordi jeg har også været på job net og kigge rund, for jeg gider ikke, jeg
gider selvfølgelig ikke bare folkeskolen, så vil jeg lave noget helt andet, med nogle bedre
arbejdsvilkår…
I: Hvad tænker du så?
R: Jeg tænker noget kontorarbejde, jeg kunne også godt tænke mig sådan noget håndværk
eller noget… der er flere muligheder… jeg kunne også godt tænke mig sådan noget
konsulentarbejde af en slags altså, så… men … lejlighed og to børn og sådan noget er der nødt
til at være et overlap, jeg kan ikke bare sige op og så finde ud af noget nyt. Der er nødt til at
være noget andet.
I: Ja, det er klart, sådan er det jo…det er jo, jeg havde faktisk forberedt et spørgsmål om at øh,
det her med at man i medierne har kunne læse at der var rigtig mange lærer, der overvejede
at stoppe i forbindelse med reformen, og hvorfor du troede det var, men det synes jeg næsten
du har svaret på…
R: Lige præcis, øhm, det er især de der arbejdsvilkår, de er så urimelige nu her at øh,, dette r
urimeligt på den måde, at vi ikke kan få lov til at udføre det professionelle arbejde som vi er
uddannet til pog samtidig med at den her inklusionstanke, så bliver vi afkrævet noget arbejde
som vi overhovedet ikke r uddannet til. Hvordan i alverden skal jeg få en asparges dreng som
har brug for struktur til at mødes med en almindelig klasse og en adhd dreng som har brug for
mindre struktur og bevægelse, så det er sådan modsatrettede interesser hele tiden, og
forældre der trækker i hver sin, og en leder der, og samtidig så har man et krav om at man
skal klare sig godt til eksamen, alle de her ting… øhm, og en frustration over at der bliver
meldt ud at man laver den her skolereform på viden og på ja, hvad man ved i forvejen og så
ændrer man mødetidspunktet til kvart over 8 til 8 i stedet for at rykke til halv 9 eller 10 for
den sags skyld, eller kunne gøre det fleksibelt, og sige udskolingen det er især jer der har
svært ved at komme om morgenen, måske kunne vi gøre det sådan, at vi havde fleksibilitet på
den måde, så udskolingen de mødte først klokken 9 det ved jeg der er nogle lærer der ville
have godt af at have mulighed for det og så nogen, som ikke har nogen børn eller noget der, så
ville jeg rette(?) på et andet tidspunkt, på den måde følge forskningen. Det er der ikke nogen
der tør gøre, folk er fuldstændigt handlingslammet. Så ja, … det er ens faglige stolthed der
bliver lidt trådt på…
I: Ja, det kan jeg faktisk godt forstå…. Nu snakkede du om det her med dine børn og at det
faktisk også får betydning for dem og hvornår de bliver afleveret i institution og hvornår de
bliver hentet og så videre. Er der andre dele af dit privatliv, der bliver påvirket af at der er så
mange forandringer i dit arbejdsliv?
R: Øh, min kone er også lærer, og det er klart at det har ændret vores liv fuldstændigt, hvad vi
spiser, bare sådan en ting som det for vi har ikke tid til at lave med, så det er noget med at
fylde fryseren eller hive et eller andet ud af fryseren, hvis man ikke lige., en dag om ugen
bliver vi nødt til at spise mad udefra, for der kan vi simpelthen ikke nå det. Jeg har fri kl. 5 og
hun har fri kl. 5 også men i Gladsaxe, så det der med, det er rigtig, rigtig, det går simpelthen
ud over det, øhm, jamen også min fritid, altså før i tiden har jeg haft mulighed for om vinteren
når det blev mørkt tidligt, så kunne jeg tage ud og spille golf, på det tidspunkt kunne jeg
arbejde om aftenen, det kan heller ikke lade sig gøre længere nu, så det går ud over rigtig
mange ting. Øhm, vi er så i den situation at vi bor opad, rigtig tæt på mine svigerforældre så
det er kun fordi de kan hente og bringe at vi overhovedet bliver ved med det her. Hvis vi ikke
havde dem, så havde jeg sagt op for længst, for jeg har det dårligt med at mine børn skal være
så meget i institution. Det er ikke derfor jeg har fået børn. Øhm,… jamen vi er begge to lidt
stresset og presset over det her, man kommer hjem og vil rigtig gerne tale om sit eget arbejde
men har ikke rigtig tid til at høre på den andens, øh…, det hænger sådan lidt vi kan ikke rigtig
få det hele til at hænge sammen, det der med at kunne nå at støvsuge, gøre rent og sådan
noget, det er der ikke tid til i løbet af ugen, og når man så endelig har weekend, så gider man
sgu egentlig heller ikke rigtig, før i tiden, altså jeg synes det er almindeligt at man skal
støvsuge to gange om ugen, det er umuligt nu, det er muligt at vi skal have finde en eller anden
ung pige i huset, som kan gøre de her ting, handle ind, hente børn, gøre rent. Så meget får vi
ikke i løn at det bare … så..
I: Det lyder også meget omfattende, omfattende for resten af dit liv…
R: Meget, meget, meget. Og før i tiden, der var nogen dage, nogen dage hvor man havde sene
møder og skulle mødes med andre på nogle tidspunkter, men så havde man måske et hul midt
på dagen fra 1 til 3 hvor man gøre nogle ting… øhm, ja… netop nå de ting, gøre rent, handle ind
og forberede sig. så det har store, store konsekvenser det her. Øhm … jamen også jeg kan
mærke på mig selv, når man har travlt om morgnen, at man kommer til at skynde på sine
børn, det synes jeg heller ikke er fedt, især når man er kommet af sted så, det er jo ikke deres
skyld, men øh, ja… øh… der kommer også noget med noget ferie på et tidspunkt, vores
sommerferie er blevet gjort kortere, der er nogen steder og nogen tidspunkter vi ikke tager ud
af landet, og sådan nogle forskellige ting… øh, ja og vi har bare kun mulighed for at tage på
ferie i skoleferien, hvor det er dyrest. Det var også lidt det samme før, men nu er det bare….
I: Øhm, jeg tænkte på at lave sådan et, et lille tankeeksperiment, hvor vi forestiller os en
utopisk situation, hvor du havde mulighed for at ændre på de arbejdsvilkår du har nu, hvad
ville du så ændre…?
R: Jamen, åh, for det første så ville jeg sørge for at børnene skulle møde senere og så er det
meget muligt at de får senere fri men det vil jeg godt kunne leve med, så ville jeg øh, jeg ville
sørge for at lærerne skulle arbejde mindre, altså undervise mindre i færre ting, der er jeg
synes det er svært det der med at det forventes af mig at jeg yder 100 procent i tysk og 100
procent i dansk for det kan jo ikke lade sig gøre. Det kan jo højest blive 50 procent i dansk og
50 procent i tysk. Altså jeg synes at man skulle øh, netop undervise mindre og bedre tid til at
forberede sig, det kan godt være det ville blive knasdyrt men der er ingen grund til at eleverne
skal opbevares i 35 timer om ugen i skolen. Det kan godt være det passer meget tæt på hvad
forældrene arbejder og de kan spare lidt på, men det er simpelthen synd for dem og det og det
drejer sig om (???) evne til selv at tænke og træffe deres egne beslutninger, man kan se at de
kommer allerede nu at de kommer og spørger sådan i madkundskab har vi noget salatost, ja vi
har de her to forskellige, hvad for en skal vi vælge, det ved jeg sgu da ikke, hvad har i lyst til,
det ved vi ikke, så træf en beslutning, det kan de ikke. Øh, så det har helt klart noget med et at
gøre og så give fleksibiliteten tilbage, så man måtte arbejde når man ville og man havde
mulighed for at arbejde derhjemme og man øh, endnu større fleks muligheder, helt klart. Og
så selve arbejdes(?) skulle sådan set være det samme som timeantal, jeg er med på at man
skal arbejde fuld tid, men der skulle være mindre tid der skulle bruges på forberedelse. Man
kunne godt fastholde nogle af de ting i reformen. Jeg synes også inklusionstanken er ret
sindssyge, selvfølgelig er det godt for nogen, men det der med at sige at det er godt for alle,
det er misforstået og det er et spareprojekt, så der skulle oprettes nogle muligheder for det,
der skulle oprettes nogle forløb for nogle drenge der har svært ved at sidde stille. Øhm, så
skulle der være mulighed for at komme på udlandsrejser, de der ting, som der var den gang vi
gik i skole og man kom til udlandet, hvis man har tysk skal man sgu da til Berlin man skal sgu
da ikke sidde på en eller anden rådden koloni i vig og gå en tur på stranden , det får de ikke
noget ud af, så nogle af de ting tilbage også, men altså det her med autonomi overfor lærerne,
at de får mulighed for at gøre som de vil, som de plejer, eller som de har lyst, og det der med at
få arbejdsro, lad os være med til at bestemme, det der med at vi skal målet og vejes hele tide,
det der med de nationale test og pisaundersøgelser, de bliver ikke lettere af at blive vejet hele
tiden. I stedet for at have tillid til lærerne og sige der kommer jo i hvert fald, hvert niende år et
resultat, hvor vi kan måle sort på hvidt, har i klaret det eller har i ikke klaret det. I stedet for
de der test, for jeg tror også det stresser børnene. Det var nok det cirka…
I: Så hvis vi kører det lidt videre det her tankeeksperiment og forestiller os at der er sket et
mirakel mens du sov midt om natte, og de her ting faktisk havde ændret sig, men du vidste det
ikke, og så vågner du om morgen, hvordan vil du så opdage at de her ting havde ændret sig,
hvad gør du selv anerledes? Hvad gør andre anerledes?
R: Jamen, for det første hvis det var, hvordan ville jeg opdage det…(haha). Jamen jeg ville
opdage det ved at jeg for det første ville tjekke min mail om morgnen, det gjorde jeg før, en
ting er lige at tjekke min mail og lige finde ud af hvad sker der, er der nogen der har
fødselsdag i løbet af dagen, er der nogen af mine kollegaer der er syge, for det får betydning
for mit arbejde i løbet af dage, det gjorde jeg før, det gør jeg ikke længere. Det ville jeg for det
første opdage at jeg ville sidde med min ipad og har tjekket det her, det gør i hvert fald min
arbejdsdag lettere at jeg er forberedt på nogle ting på den måde. Øhm, jamen så ville jeg
opdage det ved, der var nogen der var mindre kontrol og mere tid, folk ville kunne komme og
gå, folk ville have mere energi og man ville kunne se at ikke alle sammen sad om morgnen og
kiggede på uret, at folk dryssende når de ville og folk gik hjem når de ville, og folk kunne sige
god weekend og sådan nogle ting på nogle tidspunkter, hvor nu sidder folk bare og kigger på
uret og venter, nu har jeg weekend. Overspringshandlinger og sådan noget. det tror jeg ville
være sådan noget, det tror jeg jeg ville opdage der om morgnen ved at jeg sidder og tjekker
min mail og arbejder lidt om morgnen selvom det ikke er meget, men det at man gjorde det
havde betydning…tror jeg… det er et lidt svært eksperiment (haha)
I: Ja, (haha), tak fordi du var frisk på det, jeg ville lige prøve noget der var lidt anerledes. Så
har jeg skrevet noget med relationer. Du har været lidt inde på det i forhold til om alle de her
forandringer har betydning for samarbejde og forhold til både kollegaer og til leder.
R: Og det har det
I: Og på hvilken måde?
R: Først og fremmest er der det der med at gøre det altså, i forhold til kollegaer at folk er
blevet meget mere opmærksomme på, hvor meget andre laver og der er i virkeligheden, der
er kommet sådan et (??) at folk i udskolingen synes dem i indskoling ikke arbejder så meget
og vice versa og man arbejder jo forskelligt og altså jeg synes der skulle være mulighed for
med (???) der er noget der er mindre belastet end andet, det kommer an på hvad man godt
kan lide, om man godt kan lide det her pres på hele tiden eller man har brug for meget
forældrekontakt eller hvor man ligesom er henne i det her, øhm.. jamen det her med at man
ligesom begynder at måle sig lidt mod hinanden og man kan se hinandens skemaer og man
undrer sig over hvorfor har vedkommende der kun 22 timer og en halv klasselærer, når jeg
har 25 timer og en hel klasselærer og i øvrigt tre ny fag som skal er helt nye, altså idræt, som
skal føres til eksamen næste år, ingen der ved hvordan man gør, øh, madkundskab, helt nyt
fag, ingen der ved hvordan man gør, og så kunne regne med at man som lærer kan starte
sådanne nogle projekter op uden at der følger noget ekstra forberedelse med, det synes jeg er,
.. så tager man en for holdet, jeg bliver irriteret på mine kollegaer.
I: På en anden på end du gjorde før?
R: Ja, meget mere for jeg er sådan lidt, hvorfor fanden laver de ikke noget, hvorfor er det mig
der skal gøre det igen. Øhm, det betyder helt sikkert noget. selvfølgelig har man stadig sine
nære kollegaer, jeg har et meget, meget, rigtig godt team hvor det her har ikke rigtig ændret
noget i forhold til vores relationer til dem og faktisk også en af dem som faktisk har færre
timer, hvor vi er sådan lidt, jamen det er fint nok, hun har det, hun laver nok noget andet på et
andet tidspunkt, hun skal nok nå sit arbejde i hvert fald. Øhm, men især i forhold til andre
kollegaer og sådan noget på andre skoler der var mange opgaver folk har. Lige nu min
tillidsrepræsentant, hvor vi skulle arbejde , eller undervise 80 minutter mere om ugen i
gennemsnit og den undersøgelse hun er i gang med at lave viser at vi alle sammen underviser
100 minutter mere om ugen. Så der er også et eller andet i forhold til ledelse, vi føler vi blevet
drevet rovdrift på, der bliver hele tiden lagt opgave på opgave, kan du ikke lige gøre det, kan
du sørge for det, kan du ikke,… det gør noget i forhold til relationer og i forhold til ens ledelse
og ens kollegaer, og i forhold til børnene så gør det selvfølgelig også det, at jeg har ingen
mulighed for at nå rundt om 25 elever, med tre fire enkeltinkluderede børn, så jamen, … i
sommerferien er vores skolepsykologi blevet kontaktet af mange forældre, især til piger der
føler sig ensomme og har ondt i maven og der er eksempler på cutting på vores årgang og der
er eksempler på folk der, piger der hører stemmer øhm, ja, piger der stopper i skolen, fordi de
føler sig udenfor, mobning og så videre, osv., osv. Øh, og det tror jeg træder, det bliver mere og
mere udbredt også elev elev relationerne fordi de mister overblikket og overskuddet og ikke
gang har tid til har energi til at sige godmorgen til hinanden så bliver de uvenner og det
skaber en masse konflikter, så igen, det falder tilbage på mig og giver mig mere arbejde. Så det
bliver sådan en ond cirkel. I forhold til børnene, jeg prøver på og at være opmærksom på det
her punkt at gøre det så godt som muligt, så netop har sænket egne faglige (?), mine egne
faglige ambitioner, mine faglige ambitioner på børnenes vegne, med det formål ikke at slå
dem ihjel ved at de skal blive trætte og ikke kan holde det ud. Så jeg har simpelthen sagt vi er
nødt til at få det her til at give mening, så jeg prøver at give dem så lidt lektier for som
overhovedet muligt. Øh, og der skal være tid til hygge og der skal være tid til at lave noget
sjove ting en gang imellem også… øhm, og så må jeg næste uge har jeg lejrskole, det er der
hvor jeg virkelig, virkelig, virkelig skal lave relationsarbejde og have fat i nogle piger jeg ikke
kan nå ud til på hverdagen, og snakke med dem og…
I: Så der skal indhentes noget?
R: Ja, der skal indhentes rigtig, rigtig meget, relationsmæssigt, øhm, og så kan man sige
generelt at der er færre ting man siger det er ikke t problem nu. Hvor før i tiden hvor hvis der
var sket noget på facebook eller sådan nogle ting, så fordi det blev taget med ned i skolen så
var det jo et problem. Men nu hvis det opstår uden for skolen så er det ikke mit problem. Så
må de selv løse det på en eller anden måde. Og det ved jeg godt det ikke kan lade sig gøre. For
skolen er deres liv, …ja, sådan er det….
I: Jeg tænkte på om du tror der ville være forskel på hvis nu at jeg talte nogen andre fra din
skole, hvad de ville fortælle der havde betydning for dem?
R: Det er jeg ret sikker på at det ville være stort set det samme, stort set det samme, det er det
her med fleksibilitet og tilliden. Et eksempel på det med tiden(???). netop at vores mødetid var
ændret fra kvart over til kl. hel, og så får vores leder lige når det kommer frem at det skal
være det, så skriver han så en mail ud til os alle sammen øh, at mødetiden er kl. 8 og det
forventes at I er her 10 minutter i 8. Hvad betyder forventes, i stedet for at have en lille smule
tillid til og sige okay der er ikke nogen, der har lyst til at komme halsene i sidste øjeblik ,
hvorfor ikke bare have tillid til os og sige, hvis I skal starte jeres undervisning kl. 8, skal I være
klar til at undervise kl. 8. Og den endte han så også med at trække tilbage. At det forventes
ikke I er her, for folk røg jo helt vildt på stikkerne og sagde hvis jeg skal være her ti minutter i
8 hver morgen på 200 skoledage, det er 1000 minutter fra min forberedelse, hvis du siger jeg
skal være her, så skal jeg nok, og så måtte han trække den tilbage og folk sad der jo og det
gjorde de også før i tiden, folk sidder der 20 minutter før så man lige kan nå at snakke med
sine kollegaer og nå at få en kop kaffe og tjekke en mail, men den der mistillid til os hele tiden,
det er simpelthen bare… gift . og det gør bare at man ikke har lyst til at yde noget som helst.
Og også det her med at hvis det er at man yder noget ekstra så bliver man belønnet med
ekstraopgaver det er også, hvorfor skulle jeg så yde ekstra, det kan bedre betale sig at gå ind
og tude og gå ind og sige, jeg har det så hårdt, for så får man mindre arbejde…
I: Så har det faktisk også påvirket forholdet til lederen?
R: Ija, i højeste grad. .. men det var lidt betændt i forvejen, han er sådan lidt en Loose Canon…
utilregnelig. Men jeg kan mærke på ham at han er presset, for han har været sådan meget
perfektionistisk og de ting han sendte ud har været 100 procent i orden og alt hvad han har
sendt ud siden sommerferien har sejlet, navne der ikke kom i mails, beskrivelser, alle mulige
ting, slagfejl, der mangler or, nogen gange forstår jeg slet ikke hvad han mener, han beder mig
om at få en mail, en privat mail på en tidligere kollega, hvor jeg bare siger, hvad har du tænkt
dig. To ting, for det første det er min ven og hvis jeg havde den hvordan havde du tænkt dig at
jeg skulle udlevere den til dig, det kan jeg da ikke, der er bare sådan nogle ting, hvor man
tænker det sejler fuldstændig det der, hvis de ikke har styr på det, hvordan kan de så forvente
at vi har styr på det…ja…
I: Jeg kunne godt tænke mig lige sådan og runde af med noget sådan mere specifikt om
psykisk arbejdsmiljø. Man snakker om de her seks guldkorn, i forhold til psykisk arbejdsmiljø,
hvor blandt andet mening er et af de guldkorn. Øh, så tænkte på om du vil fortælle mig lidt om,
hvad der gør dit arbejde meningsfuldt?
R: Ja, arbejdet bliver meningsfuldt… i kontakten med børnene, det giver mening for mig at
lære børnene så meget som muligt, øh, og jeg er opmærksom på at det jo kun er noget af det
jeg intendere lærer dem, de rent faktisk lærer, der foregår alt mulig anden læring, det giver
mening. Øhm, ja, der er rigtig mange ting der giver mening. Jeg arbejder stadig hen imod at jeg
skal have nogen til eksamen på et tidspunkt så selve mit arbejde og arbejdsformerne, giver
egentlig mening. Et eksempel også der giver sindssyg meget mening, jeg er blevet træner for
det her, eller jeg har selv valgt at bliver træner for det her skolefodboldhold og vores trøjer,
vores fodboldtrøjer var simpelthen så miserable som det overhovedet kunne være, det var
sådan noget med afklippede ærmer og ikke trøjer nok og tape på ryggen, det lignede lort, så
var jeg nede og spørge chefen om vi kunne få et nyt sæt, og da han hørte det kostede 5000
koner, så han helt mærkelig ud i hovedet, så sagde jeg det viste jeg faktisk godt du ville gøre,
men kan jeg bruge det her understøttende undervisning til at få nogle 9. Klasser til at lave en
skrivelse omkring for det første undersøge, hvad kunne de godt tænke sig for noget tøj, hvad
koster det, hvor kan vi få det henne hvad koster det at få tryk på, skrive en skrivelse omkring
det og så skrive nogle superlativer som teamwork og kammeratskab og fairplay, skrive det
ned og så gå op med tiggerhånden oppe på erhverspuljen oppe på Hvidovrevej og spørge om
der er nogen der vil sponsorere det samme dag havde vi fået lovning på et sæt. Og det giver
sindssyg meget mening. For det kunne de ikke før, det er noget hvor man tænker, det er også
noget hvor man lige er heldig, hvor tingene lige flasker sig på det tidspunkt, at jeg lige får den
ide, på det tidspunkt, hvor de har understøttende undervisning fordi de ikke laver noget
andet, det er sindssygt heldigt, men det giver helt vildt meget mening. Øhm, det kunne de ikke
før, det synes jeg er rigtig rigtig godt. Hvad der så ikke giver mening, jamen det er at man
spilder tiden. Eksempel, en gang om måneden, har vi noget der hedder lp møder,
læringspraksis… øhm, og de er, der er normeret til at skulle vare halvanden time de her
møder. Vi har arbejdstid 8 til 4 mandag, det er en gang om måneden om mandag, så fordi de
kun skal vare halvanden time, så er mødet berammet til at skulle starte halv 3 i stedet for kl.
to, hvor vi alle sammen er færdige, alle der har, børnene har fri kl. to alle har kl. to, for det er
mødedag, men så starter mødet først kl. halv 3 for at vi ikke skal være færdige med vores lp
møde en halv time før vi reelt har fri. Hvor folk kan… det er bare sådan noget, det giver ingen
mening for mig, at vi skal spilde tiden alle sammen, 50 lærer gange en halv time 25 timer
arbejdstimer, så bare hvorfor, det bliver brugt på at folk drikker kaffe og ryger og tjekker
private mails og læser Ekstrabladet, det er simpelthen spild af tid. Og det, der er så mange
eksempler på sådan noget, hvor jeg tænker det giver ingen mening det her. Hvorfor gør vi det
her. Især møder for møders skyld, møder uden dagsorden og øhm, … jamen også nogle af de
her rigide regler om hvad man må som lærer i forhold til eleverne om man på tage på turer
med dem om man må overnatte med den, sådan nogle ting hvor man siger det ville give
mening for nogen men for nogen går det ikke. Det er blevet for rigidt på en eller anden måde,
der er for lidt autonomitet hos læreren, og mulighed for selv at styre. Samtidig bliver vi
bombarderet med det ene kursus efter det andet, vi har haft fleksibel planlægning og vi har
haft alt muligt, og det bliver bare aldrig ført til dørs det er bare et slag i luften hele tide.
Klasserumsledelse det er fint, det er super godt, men hvis i ikke har tid til det, så er det
ligegyldigt…. Så rigtig meget der ikke bliver fulgt til dørs, det er spildt.
S
I: å er der forskel på hvad du oplever som meningsfuldt i dit arbejde nu i forhold til hvad du
gjorde før?
R: …. Næ, det er stort set det samme, men der er langt flere ting som er blevet meningsløst end
der var før. … øh, ja og så det her med den rovdrift på lærer generelt at… man bare får opgaver
vi må ikke tælle timer, men leder skal holde øje med om tiden bliver brugt på det men vi må
ikke tælle dem. Det er bare sådan hvor man tænker, det kan simpelthen ikke passe, det kan
ikke være rigtig. Hvordan skal jeg viden om jeg har brugt halvdelen af tiden på nogle opgaver,
hvis jeg ikke må tælle hvor mange timer jeg har brugt på det.
I: Ja, det virker modstridende..
R: Ja, det giver ingen mening…så ja, …
I: Nogle af de der andre seks guldkork der, det er blandt andet indflydelse, forudsigelighed,
social støtte, belønning og optimale krav..
R: Og der kan man bare sige nej, nej, nej, nej
I: Ja, det kan jeg næsten høre
R: Ja, det er så skræmmende. Indflydelse nul og niks. Ahmen det er helt vildt, ledelsen den
smule ledelsesret de har fået som ikke er bestemt ovenfra den udnytter de til fulde, det er
sådan noget med, hvad tidspunkt må et frikvarter(?) starte. Det bestemmer lederen. Så er der
nogen andre, vi vil godt samle nogle fem(???), uha, ej det.. det er helt galt, hvor man siger,
hvorfor skulle de blande sig i det…
I: Hvad med forudsigelighed?
R: Det er for forudsigeligt, man ved hvad der foregår, og så alligevel ikke, for der kommer
stadigvæk de her enkelt sager, elevsager, elever der har det dårligt, sygdomme alle sådan
nogle ting, så man ved reelt ikke, hvordan man skal (?) noget, for vi skal have tid til det. Så
selvfølgelig forudsigehed i at arbejdet er totalt skemalagt 8 til 4 hver dag, bum. Og så samtidig
med den her uvished men, hvad sker der hvis der er noget der ramler, hvad med vores plan
nu her, hvordan kan vi nå de her ting… øhm,… ja…. Altså jeg kan godt lide det her med at ting
kan være fleksible og man har mulighed for at gribe tingene, når det er der og så videre, gå
med en rød tråd, hvis der er noget der røre sig i samfundet lige nu, så skal man gøre det nu og
ikke vente til det passer i skemaet, det (???)…
I: Ja, jeg synes næste du har talt om optimale krav…
R: Ja, ja, altså medindflydelse det er jo rigtig trist vi ikke har det…
I: Ja, ville det være rigtig at benævne det som et af hovedpunkterne (afbrydes)
R: I forhold til politikerne, og der er vi jo blevet kørt over for lang tid siden, vores meninger og
vores holdninger, hvad vi mener og hvad vi ved, det betyder ingenting… det er ligegyldigt. Så
men hvis der var nogen der havde lyttet til os, det er jo ikke sådan at vi vil have alle vores krav
igennem, det er bare vore professionelle holdninger til nogle af de problemer som opstår, som
vi sagde inden og under lockouten, og nu står vi i det her, og det er nøjagtig det vi har sagt.
I: Og det har betydning for også det sådan den faglige forståelse og stolthed…
R: Ja, det har det og jeg tror også noget der har betydning for det her det er det der med, jeg er
sådan begyndt at holde op med at komme til faglig klub fordi det , jeg kan ikke holde ud at
høre på det der tudekor, folk der bare sidder og brokker sig. vi har alle sammen problemer og
det er hårdt for os alle sammen, så det gør mig ikke gladere , jeg er sådan lidt i forhold til
fagforening, hvad skal jeg, hvis jeg ikke en gang kan regne med jer til det her og det her og det
her, hvad skal jeg så bruge jer til. i skal selv lige gøre det her, jeg skal absolut ikke noget som
helst. Snak med min chef om det her, er du fuldstændig vanvittig, hvad betaler jeg 550 kr. om
måneden for, så ja… ja…
I: Ja, der er nok at tage fat på…
R: Ja, det er der…
I: Øh, jo, lige et sidste spørgsmål… tit når man taler om lærerarbejdet, så snakker man om
lærergerningen. Hvad tænker du om det? Synes du det giver mening at snakke om dit fag som
en gerning?
R: Ja, helt klart…
I: Hvordan?
R: Jamen øh, netop med den her kald tanke, at man er lærer, det er så svært at skulle,
tidsafgrænse det, som samfundsfagslærer, hvornår forbereder jeg mig hvornår gør jeg ikke.
Må jeg læse avis? Må jeg se nyhederne, det er så svært at adskille de her ting. For grunden til
at man har valgt at blive lærer, at nogen har valgt at blive lærer, det er netop at der er
sammenfald mellem hobby og arbejde og skulle prøve at adskille det, det er rigtigt rigtigt
svært. For nogen er den en umulighed, der er rigtig mange der bliver syge nu her, der er rigtig
mange der går ned med stress, eller er lige ved, det hænger lige rundt om hjørnet, øhm… hvad
var det?
I: Lærergerningen, om det ligesom er meningsfuldt at snakke om det?
R: Ja, det synes jeg det er fordi at man, det er ikke kun et barn der er i skole, det er hele
familien der er i skole på en eller anden måde , og jeg synes også at det her service man har
ydet overfor forældrene, det gav egentlig ret god mening, og jeg havde egentlig glædet mig ret
meget til, for seks års erfaring har givet mig lidt mere pondus g måske med rette kunne sige til
nogle forældre, nu skal i lige slappe af i forhold til jeres børn , lad vær med at peesce dem så
meget, fordi jeg har set eksempler på at så kommer man i anden g og så stopper man med at
lave noget. og det har jeg ikke haft før, det kræver at man har noget erfaring, og de råd dem
gider jeg ikke engang at give længere nu… det er lige meget. Så øh, jeg synes at det er en flot
tanke, men det er desværre blevet designeret til ikke at være en gerning længere, nu er det
blevet et job…
I: Ville du gå hjemme, hvis du fik de samme penge?
R: Ja, er du sindssyg, ha, også hvis jeg fik bare en tre fire tusinde mindre ville jeg gå hjemme..
I: Okay, det er interessant…
R: Hvis jeg bare kunne gå hjemme, altså og vi tænker alle mulige modeller med en uden
arbejde, hvordan kan vi få det her løst. Hvordan gør vi. Vinder vi ikke snart i lotto altså, så
I: Det var interessant…
R: Ja, til hver en tid…men det skal så også siges at hvis det var at vilkårene blev bedre igen,
hvis vi får noget fleksibilitet tilbage igen, så ville jeg til hver en tid begynde at arbejde igen, det
er helt sikkert.
I: Okay, så det er under de her forhold
R: Ja,
I: Ja,
R: Den manglende fleksibilitet og igen på min skole, der har vi lidt fleksibilitet, vi har fået af
vide før fra første oktober der gælder fuld tilstedeværelse, og så er der absolut ingen
fleksibilitet, endnu mindre end vi har nu, så det ved jeg ikke, det må vi afvente og se hvad der
sker…
I: Er det lidt sådan en usikkerhedsfaktor på en eller anden måde?
R: Meget, meget, meget… man har hele tiden et håb om at der bliver ændret noget (?) for man
hører så mange skrækeksempler, man læser folkeskolen og man ser så mange
skrækeksempler, at man tænker, nu må forældrene da snart vågne op om ikke andet, for er de
tilfreds med det her? Jeres børn, vil i enden (?) på den måde, Danmarks håndbold forening har
lige udsendt en pressemeddelelse, hvor de siger at de er stærkt bekymrede over det fladende
medlemstal og det må der være nogen andre, altså så må man (?)… så vågn dog op, og på den
anden side så ved man, det kommer nok ikke til at ske… så der er sådan et blindt håb, et naivt
hån om at måske bliver alt godt igen, haha…ja, jeg tror det ikke, sådan er det.
I: Så må du ud og lave noget andet…
R: Ja, haha, få en god ide, et eller andet
I: Er der noget du har lyst til at tilføje inden vi slutter, er der noget vi mangler at komme ind
på? Jeg ved godt det er meget omfattende alt det her…
R: Nja, …
I: Det kunne godt være du brændte inde med noget mere
R: … næ, altså jeg synes især det der er frustrerende er det der med at der er hele tiden
kommer opgaver af en eller anden art, og det er især, jeg kan jo ikke bare lade en elev, hvis
mor drikke sejle, så jeg bliver nødt til at gøre noget. Og kommunen, at give sig i kast med det
system, det er jo fuldstændig vanvittigt, for det tager så lang tid, deres socialrådgiver er, de er
jo også pressede, fra man fra skolens side kommer med en underrettelse og sætter gang i
noget til der rent faktisk sker noget, hvis der sker noget, der går hundrede år. Og det der så er,
er at man som lærer bliver anklaget for at man har sat noget i gang som måske ikke skulle
have været sat i gang. Og det risikerer man at det på sigt gør at folk ikke melder det og det tror
jeg bliver endnu mere udtalt ni, for når tiden til opgaverne er så grel som den er, så fravælger
folk at gøre det rigtige, fordi de ikke har tid til det, og det kommer til at gå ud over børnene…
I: Det er skræmmende…
R: Ja, rigtig meget endda..
I: Ja, jeg hører også fra flere, at man også bare lukker, altså nu har jeg fri… fordi man heller
ikke magter det.
R: Præcis, og netop (?) at jeg får mit barn passet i ni timer om dagen for at jeg skal passe jeres
møgunder, det gider jeg faktisk ikke og det er pasning, det er opbevaring, altså når en
pædagog kan blive sat ind for at lave den her understøttende undervisning og så kan han lige
skiftes ud på igen tid og en vikar i øvrigt er begyndt at gøre det også, hvor vigtigt er det så? Øh,
og det her med at hæve niveauet, børnene bliver ikke klogere af understøtende undervisning,
de bliver ikke klogere af bevægelsesudnervisning, de bliver ikke klogere af at få mere
undervisning i løbet af en uge, så alle de tiltag de har gjort, måske hver især måske enkeltvis,
kunne de godt give mening, men når man står det hele sammen i en pærevælling på en gang
samtidig med at der er inklusion og (???) så er det bare dømt til at gå galt..
I: Det kunne være hvis lærerne var blevet hørt i forbindelse med hvad der skulle ske..
R: Rigtig meget, vi kunne have gjort det samme men bare det med fleksibiliteten at vi kunne få
lov til at lægge vores arbejdstid når vi ville, og lærerne havde med glæde sagt prøv at hør her,
det kan godt være at I kalder os normaliseret men jeg behøver ikke at have noget tillæg efter
kl. fem, for det giver mening for mig at arbejde på den her måde. Så giver jeg, altså
fleksibiliteten er prisen for at arbejde på nogle tider hvor andre folk ikke gør det. Øh, det
havde folk gerne ville gjort, men det gør de ikke længere. Hver gang hvis der er nogle forældre
der ringer til mig efter kl. fem,(?), men jeg har fået at vide, hvis det er så dagen efter skal jeg
stille nede på kontoret, skrive en seddel og så får jeg tillæg for den time. Og det synes jeg er
fuldstændig sindssygt… den der gerning det er jo bare…væk….
I: Okay, … hvis der ikke er noget du sådan lige synes vi mangler…
R: Næh,
I: Altså jeg kunne jo bliver ved…
R: Det kunne jeg også … stort set…
I: Men vi må heller stoppe den, hvis vi også skal nå hjem til familier…
R: Ja…