Information til forældre Begynderlæsning Hørby-Dybvad Skole Læseheste skal fodres hver dag året rundt… Kære forældre Børn begynder i skolen med store forventninger om at lære at læse. For at indfri disse forventninger er det vigtigt, at skolen og hjemmet i fællesskab prøver at hjælpe barnet på vej. Du behøver ikke lære dit barn at læse – det er lærerens opgave. Men opbakningen hjemmefra er vigtig. Du kan give dit barn de bedste forudsætninger for at lære det. Børn, som læser både i skolen og i fritiden, bliver ofte gode læsere. Du kan… Vise interesse for barnets læsning. Gå på biblioteket med dit barn. Læse højt for dit barn. Skabe tid og ro – ca. 15 minutter dagligt til læsning med barnet. Inspirere til leg med bogstaver og ord. Inddrage barnet i din læsning og skrivning som en naturlig del af hverdagen. Skabe en hyggelig stemning omkring læsningen. Rose og opmuntre barnet når det prøver at læse og skrive. Børn, som får læst højt hver dag, bliver ofte gode læsere. Gode råd når du læser højt for dit barn Lad barnet være med til at vælge bogen. Sæt jer tæt sammen, så dit barn kan kigge med i bogen og se de ord du læser. Snak sammen om handlingen i bogen – og om billederne. Lad en finger følge ordene i teksten. Snak om betydningen af ord barnet ikke kender. Lad barnet finde kendte ord og bogstaver i teksten. Hvordan støtter jeg mit barn i læsningen? Kig på billeder og titel. Snak om/gæt på hvad teksten handler om, før den læses. Læs evt. bogen højt først – inden barnet læser for dig. Lad fingeren følge de ord, der læses. Når I møder drilske ord, kan I prøve følgende: Spørge: ”Hvad kan du gøre for at finde ud af det?” Sige: ”Kan du gætte ordet ud fra billedet?” Sige: ”Hvad kan passe ind i historien?” Sige: ”Kan du bruge bogstavernes lyde?” Sige: ”Kan du dele ordet og derefter bruge bogstavlydene?” Forære barnet ordet, så det kan komme videre. Afbryd kun ved fejllæsninger, når de ødelægger forståelsen. Anerkend barnet for dets læseforsøg – det er hårdt arbejde at lære at læse. Disse fif hjælper barnet på vej Lyt og Læs: Leg og spil: Reklamer, Blade, Bøger, Tv-serier, Skilte, Krydsord, Computer, Billedlotteri, Rim og remser + vrøvlerim, Smag på lyde, Snak bagvendt … De samme bøger igen og igen … Skriv og læs: Huskesedler, Ønskesedler, Invitationer, Postkort, mails og breve, Madopskrifter, Saml på ord og leg, Undertekster på tv, Skilte og reklamer, Feriedagbog … Hvad er læsning Læsning er sprog. Læsning er ikke bare det at kunne læse en tekst flydende uden at lave fejl og uden at køre fast. Det er også et spørgsmål om at kunne forstå det, man læser. Afkodning er det, der sker, når læseren tyder de enkelte ord. Afkodning handler altså om den tekniske side af læsningen. At blive en god læser forudsætter, at afkodningen sker automatisk. At afkodningen sker automatisk vil sige, at eleven ikke behøver at stave sig gennem hvert ord, men med det samme kan se, hvad der står. Man skal have set et ord rigtig mange gange, før man med det samme kan læse ordet. Læseforståelsen består bl.a. i, at man danner sig forestillingsbilleder af det, der skrives om teksten. At man kan forbinde handlingen med noget, man kender i forvejen. Motivation: Det er meget vigtigt, at barnet er glad / motiveret for at læse. Læsning kræver motivation. Støtte og opmuntring er vigtigt for at lære at læse. Gode læsere ved, at teksten kan være interessant og oplysende. De ved også, hvorfor de læser. Et kvarter om dagen: Når et barn skal lære at cykle, skal det først lære at holde balancen. Derefter er det simpelthen et spørgsmål om øvelse og træning – alle finesser udvikles gennem den videre kørsel på cyklen, og vil man være rigtig god, er der ikke andet at gøre end at cykle løs. På samme måde er det med læsefærdigheden: Når teknikken først er indlært, er det mængden af øvelse og træning, der bestemmer, hvor god man bliver. Der er helt klare undersøgelser, der viser, at man skal have læst mellem 1700 og 2000 normalsider (=A4-sider kun med tekst) for at blive bare en nogenlunde god læser. Det svarer til læsning på 4.klasses niveau. I en læsebog er der i gennemsnit ca. 150 normalsider. Det betyder, at man er gået ud af 10. klasse, før man kan læse som en elev i 4.klasse, hvis man kun læser det, der står i læsebøgerne. Der skal altså læses meget mere. En begynderlæser bør læse mindst et kvarter om dagen.
© Copyright 2024